Vidnesbyrd 2021 by Slagelse Gymnasium

VIDNESBYRD 2021

INDHOLD CORONAGRAMS CORONA-REFLEKSIONER Lotte Büchert .........4 Matheus Tobias Peifer

.........17

FROKOST SAMMEN, HVER FOR SIG PÅ UDKANTEN AF BYENS PARK STÅR Annemette Plambech & 1.n .........19 ET VAKKELVORNT GYNGESTATIV OG SVINGER I VINDEN En anonym hf-elev .........5 Sumaya Belal Eljaja, 2.v .........22 PUF I KARNAPPEN Dorthea Brædstrup-Holm, 3.f .........7 2018-2021 Selma Lawaetz, 3.f .........23 PÅ VEJ Dorthea Brædstrup-Holm, 3.f .........8 GENNEM GYMNASIET EN SIDSTE GANG Jeppe Kokborg Nielsen .........24 MELANKOLI I BILKA Emil, Eline & Mohammed, 3.x .........9 DIALOG OM SORT TØJ Julie Nordbo, 2.f .........27 FLASH FICTION Laura Christensen Espenhajn .........10 CONVERSATION BETWEEN HUMANITY & COVID-19 BLOMSTERNE FRA 2020 Patrick & Julie, 3.d .........28 Lejla R. Jensen, 1.o .........11 CORONA(PRO)TEST SANG. Hanne Sandbæk .........29 HVAD HAR JEG GJORT DIG? Emma Juhl, 3.d .........13 DET FASTLÅSTE DIG Serap, Ludvig & Lauritz, 3.x .........30 Freja Cen Yun Gunnarsson, 3.x .........14 WALKING IN THE RAIN PEQUEÑA REFLEXIÓN SOBRE LA Emilie Schwartz, 3.d .........31 NUEVA REALIDAD DE COVID-19 Christina Højrup Knudsen .........15 D. 30. JUNI, 2025 Lene Schøtt-Kristensen .........32

CORONAREFLEKSIONER

møde op fysisk på sit arbejde. Hos andre har angsten for at blive smittet forplantet sig i Da Danmark blev lukket ned torsdag den 12. en adfærd, hvor det har været vanskeligt at marts 2020, havde jeg på ingen måde for- være i kontakt med hinanden. estillet mig, at nedlukningen ville vare lige til i skrivende stund, nemlig juni 2021. For mig For mig har de 15 måneder betydet en stor betød den første nedlukning en vidunder- forandring, for jeg har kastet mig over roen, lig tid i en venindes sommerhus på Røsnæs filosofien og refleksionen. Ro giver overmed masser af arbejde, frisk luft og helt nye skud. Filosofi giver bevidsthed om, at der er mange måder at forstå livet på, og ingen vaner. er mere rigtig end en anden. Men det handHvordan er man egentlig rektor på en skole, ler om at være nysgerrig og åben over for hvor både lærere og elever sidder der- andres tanker og væremåder. Refleksioner hjemme? Hvor vi ikke ses i frikvartererne og er gode, fordi de åbner for nye indsigter og hvor den daglige samtale med medarbej- forståelser. dere og elever pludselig var væk? Det var afsindigt surrealistisk, men det var på mange Hvad har vores elever og ansatte erfaret måder også en rar følelse, fordi jeg pludse- og erkendt i de seneste 15 måneder? Det er lig opdagede, at livet kan være alt andet det vi nysgerrige efter at vide, og derfor har vi job, som jeg virkelig elsker. bedt alle, som går i skole eller arbejder på Slagelse Gymnasium om et vidnesbyrd, der Jeg har brugt mange timer, både på gå- fortæller deres historie og oplevelser under ture, cykelture og i sofaen, på at tænke over, pandemien. hvordan mon man er elev og lærer i en virtuel verden, hvor vi ikke kan mærke hinandens Jeg håber, at du får glæde af læsningen og stemning og følelser. Hvad sker der egentlig måske kan genkende deres tanker, følelser med os mennesker, når vi ikke kan få lov til og udtryk i dine egne. at være sociale, men altid skal se hinanden gennem en skærm eller med mundbind på? Tak til vores udvalg af lærere, der har stået bag idéen og redaktionen af dette hæfte: Ida Nedlukningen har varet 15 måneder, hvor Busk Johannsen, Lene Schøtt-Kristensen, vi har fået lov at være i skole på nogle tid- Malene Teilmann Aalund, Matheus Tobias spunkter, og på andre har vi været hjem- Peifer, Olivia Marie Pallesen og Tara Regina sendt. Nogle medarbejdere og elever har Arendal Meyland Clausen. været smittet med Corona og andre har været nærkontakter. Men uanset hvad så God læselyst! har det betydet, at man ikke kunne få lov at Lotte Büchert, rektor

PÅ UDKANTEN AF BYENS PARK STÅR ET VAKKELVORNT GYNGESTATIV OG SVINGER I VINDEN En anonym hf-elev På udkanten af byens park står et vakkelvornt gyngestativ og svinger i vinden. Det er meningen, at det kun er de rustne kæder og gummisæder, der skulle bevæge sig, men det har stativet vist glemt. Så ved hvert vindpust knirker træet, frem og tilbage, og mærkerne i jorden, det står på, bliver en smule dybere. På det ene af de to sæder sidder Ria med sine lange brune ben og indtørrede tårer på kinden. Hun kigger tomt foran sig og ryster mildt i sommeraftenens kulde. Hun ved ikke helt, hvorfor hun sidder i en park, helt alene, klokken ti om aftenen. Der er heller ikke mange andre steder at tage hen i disse dage. Da hun var yngre, omkring de fem år, fandt hun Amy. Amy var højlydt og intens, mere end det normale barn, og Ria var helt det modsatte. De begyndte alligevel at snakke, og erklærede sig hurtigt som bedste venner for evigt, som unge piger jo ofte gør. Men de mente det. Når de sagde, at de aldrig ville blive uvenner, at de ville flytte ind sammen som 20-årige, at de aldrig ville lade noget komme mellem dem, så mente de det af hele deres små hjerter. De var sammen det meste af deres ungdom. Ria har svært ved at fremkalde et barndomsminde, der ikke involverer Amy. Udover tandlægebesøg og oldemors begravelse, kan hun ikke huske en stund, hvor de ikke var sammen som små. Det var der ikke mange andre, der kunne sige. Men som Ria sidder der på gyngen og svinger tavst, tænker hun på den ene aften i juni 2012, da hende og Amy var 10. De havde mødtes på gyngestativet i udkanten af byens park, som de altid gjorde, og snakkede om alt og intet. Det her er vores gyngestativ! havde Ria erklæret. Amy havde nikket entusiastisk og tilføjet, Det er vores helt indtil verden ender. For det var jo planen i 2012, der skulle verdenen ende. De var ikke bekymrede for verdens undergang, de to, for de havde jo hinanden, og så skulle det hele nok gå. Det var også det, deres forældre sagde.

Rias verden endte med at gå under, dog med fem års forsinkelse. I 2017 forsvandt Amy tilsyneladende fra jordens overflade, og hun blev ikke set siden. Politiet var hurtige til at skyde skylden på Amys far, de påstod at have fundet en kniv med noget DNA på. Men resten af byen kendte Amys far, og de vidste at han aldrig kunne gøre noget så forfærdeligt. Især fordi han var paralyseret fra nakken og ned. Så for alle andre end politiet, levede Amy stadig. Det blev hun ved med, indtil fire år senere, hvor verden for alvor gik under. Ria sidder her, på det gyngestativ der næsten ikke kan holde sig selv oprejst længere, og kigger ud over det hul i jorden der plejede at være en skole. Der lå mange af de huller rundt omkring i byen, nogle af dem så dybe at man ikke kan se bunden. Der blev evakueret for flere uger siden, da advarslen først blev udsendt, men Ria måtte tilbage en sidste gang. Ikke at der var nogen steder at flygte hen alligevel, man kan ikke ligefrem søge ly for meteorer. Bladene rasler bag hende, hun forestiller sig et lille egern der kravler rundt på jorden, som ikke aner at den er fanget midt i dommedag. Hun vender sig tøvende om for at se den lille stakkel, måske det sidste levende væsen hun nogensinde får at se. Bag hende, med uglet hår og revnet tøj, der står Amy med et smil.

PUF I KARNAPPEN Dorthea Brædstrup-Holm, 3.f Lysindfaldet i karnappen Skyggerne på væggen Puffen i rummet En fjern uro formerer sig i kroppen Dagenes konforme udformning Sokkerne på gulvet En triviel og søvndyssende følelse Solens stråler drukner i regnens umiddelbare kyniske slag på ruden og skyggerne på væggen fanger min modløshed Sofapudens fordybning Støvet på radiatorskjuleren Døde fluer i vindueskarmen Jeg nulrer nervøst lommeulden i venstre baglomme Grammofonpladen kører på repeat Taktfast og monoton Mine tanker er gået til i ensformighedens spind Jeg mærker hvordan fødderne forplanter sig i gulvtæppets fladtrådte fnuller en sjælløs og symptomatisk banalitet fylder rummet Sætter mig på puffen Ser på regnens endeløse virke Lukker øjnene og trækker vejret Midt i karnappens modløse rum rammes jeg af frygt Kaktussen er visnet i tidens virvar af forglemmelser og hængeplanten hænger så meget, at kun mit hoved hænger mere. Jeg åbner øjnene Sukker dybt Kigger ud Puf i karnappen

PÅ VEJ Dorthea Brædstrup-Holm, 3.f Hverdagens ræs har skiftet karakter Tiden er kørt i grøften Tankerne cykler derudaf som aldrig før Aldrig har der været så stille og larmende på samme tid Vi har fået serveret huskekage i pausen og i mellemtiden har selvindsigt og samfundssind fundet hinandens hænder, som var det et parløb Fortrøstning og tvivl kæmper stadig i mistro til lykken og fortidens fornuft fornægter fortsat fremtiden Mens den gængse dansker er kørt i pitten og har fundet skærmtiden Overgår produktivitet og fritid hinanden og går ture i familietempo Pressefolk følger løbet tæt som værnemiddel mod fallittens rand Alt imens arbejder epidemiologer, myndigheder og sundhedsfolk for at holde gang i hjulene Gang i løbet som endnu ingen vinder har Det fjerneste strejf af eksistens har dog aldrig været så nær og måske er der stadig håb for en sejr til fremtiden eller fornuften for Hvem ved Hvad nu Hvad er På vej

MELANKOLI I BILKA Emil, Eline & Mohammed, 3.x

GÆK GÆK GÆK - JEG ER BLEVET VÆK EN SVÆRM AF MENNESKER UDEN HÆMNINGER - EPICENTRETS ENDELØSE DÆMNINGER FORKERT PLACERET MUNDBIND OG FRYGT FOR BERØRING HÆRGER SVÆRT ENE OG ALENE - OMGIVET AF ALT JEG ENGANG HAVDE KÆRT DØDE DYR PULSERER OP AF JORD - FORURENER REGERINGENS SOCIALISTISKE JERNGREB KVÆLER UNGES ØNSKER - BARMHJERTIG SAMARITANER C******N HAR FÅET MIT NAVN TIL AT STÅ MED PRIKKER, OG HAR SØRGET FOR AT JEG INGEN STIKKER. MIN EKSISTENS ER STRIKKET OP I ENSOMHEDENS KAMRE SÅ HER SIDDER JEG OG JAMRER

FLASH FICTION Laura Christensen Espenhajn, 2.f Byen ligner ikke sig selv længere. Alt er lukket. Bænke er spærret af med rødt bånd, og der er ingen mennesker i miles omkreds. Gik man den samme tur for 2 år siden, ville der være fyldt med liv over det hele. Nu ligner byen ét stort gerningssted og kunne nemt blive forvekslet med et afsnit af “Black Mirror”. Dette er den nye hverdag for mennesker over hele verden. Jeg rækker ned i min taske for at finde den sandwich, jeg smurte hjemmefra. Men da jeg begynder at spise, indser jeg, at noget er galt. Jeg tager endnu en bid, men nej... Jeg kan ikke smage den. Grædende begynder jeg at løbe hjem… Jeg ved godt, hvad klokken har slået.

BLOMSTERNE FRA 2020 Lejla R. Jensen, 1.o – “Du er nødt til at få nedbragt dit fravær!” Jeg kigger ned på min computer, jeg kan ikke få mig selv til at vågne op. Det hele går langsomt. Hvordan skal jeg fortælle mine forældre, jeg har fucket op? Der går et øjeblik før min hjerne kan tage, hvad de siger. – “Ja, selvfølgelig. Jeg har bare sovet over og sygdom osv…” I det øjeblik indser jeg, at jeg ikke kan kontrollere mig selv længere. Jeg begynder at stortude. Mine vejrtrækning bliver mindre og mindre. 5… 4… 3… 2… 1… Jeg sætter mig på kanten af min seng og hiver fat i min pude. Hvornår stopper det? – “ Jeg kan ikke mere...” hvisker jeg. Jeg lukker min computer og smider den på gulvet. Hvad er det, der sker? Min familie er hjemme. De lægger ikke mærke til mine tårer, min træthed, kun mit rodede værelse. Klokken er 04:32. Det er ikke noget, jeg har lagt mærke til endnu. Jeg scroller igennem instagram for 10´ende gang i løbet af den seneste time. Det er nu, hvor jeg lægger mærke til klokken. Det er nu, hvor jeg accepterer, at jeg distraherer mig selv ved at ligge bag en skærm. Fordi jeg ikke vil have, at i morgen skal ske. Inden jeg går i seng, lukker jeg mine øjne. En flot mark med solsikker. Solen skinner og blå himmel. Duften af sommer og varme. Mine øjne er fuldt ud åbne, som om jeg prøvede at få solens stråler som de solsikker foran mig. På et tidspunkt skal jeg lukke mine øjne, om jeg så vil det eller ej. Jeg er ikke en blomst. For now vælger jeg at flygte fra den virkelige verden. Hver dag er det samme, samme morgen, samme dag. Intet har forandret sig. Nogle gange håber jeg det hele bare er en drøm, og jeg snart vågner op til en anden virkelighed. Mor kigger mærkeligt på mig.

– “Hvad er der galt skat?” Spørger hun, imens hun tager en tår af sin varme kaffe. Jeg smiler til hende og nikker. Jeg prøver ikke at bryde sammen igen. – “Jeg er bare træt” svarer jeg. – “Åh hold op, hvad er du træt af? At have mad på bordet og tag over hovedet pffft” griner hun. Hun kigger hen på far -“ ja ja din mor har ret...” svarer han. Jeg kan mærke tårerne komme frem igen. Den her gang vidste jeg bare det var endnu en dag hvor jeg skulle græde, til jeg faldt i søvn. Hvornår vil de lægge mærke til, en storm af træthed er opstået, og jeg kan ikke få den væk. Jeg tørrer de sidste tårer af mine kinder og lægger mig i min seng igen. Jeg beslutter mig for at pjække resten af dagen. Det er ikke noget, jeg kan overskue i dag. Jeg falder i en dyb søvn igen. Pludselig befinder jeg mig på marken igen. Denne her gang var det anderledes. Det er koldt og trist. Jeg kan mærke gåsehuden på mine ben og arme. Jeg åbner mine øjne igen og ser, at solsikkerne er udmattede. Også dem foran mig. Måske er det den slutning, jeg ikke vil have, men den jeg har ventet på.

HVAD HAR JEG GJORT DIG? Emma Juhl, 3.d Til: Corona Fra: Emma Juhl 3d F*** dig Corona, sådan virkelig. Du har slået mit videbegær ihjel og dræbt mine indre abstinenser for at sidde på en skolebænk. Du har kastet mig rundt, som var jeg en tennisbold til rundbold i et frikvarter. Jeg skulle have været til ADK, pissefuld, svedende med en underscoring på armen. Jeg skulle have gået ned af gangen, velvidende at jeg var 3. g’er, og de andre var undersåtter, undskyld mig. Jeg skulle have været til fredagscafe med en al for høj promille i blodet, og jeg skulle have været ekstremt pinligt berørt, når jeg vågnede dagen efter. Jeg skulle have moret mig, have været til galla i en al for nedringet kjole med stiletter, jeg ikke kunne gå i. Jeg skulle have knoklet nede i fitness efter skole hver dag med min træningsmakker (også fra 3g). Jeg skulle have været overlegen overfor hf’erne (for sjov). Jeg skulle have stået og skrålet med på ’en dag tilbage’ af Nik og Jay nede i grotten på sidste skoledag. Jeg skulle have smuglet Cult Shaker og Smirnoff Ice med ind på skolen (undskyld). Jeg skulle have scoret, horet og tilgiv mig for min offensive talemåde, men det er sandheden, og jeg er på ingen måde alene. Jeg skulle havde været 11 dage i New York med min klasse, været i Bruxelles med min klasse og danset til galla med min klasse. Men det værste, du har taget fra mig, Corona, er respekten fra den ældre generation. Ingen fra den generation forstår os, fordi de har prøvet det hele. Vi er forkælede curlingbørn. Vi har hovedet op i egen røv. Vi gør alt forkert. Så tak Corona, fordi du har givet personer over 40 mere materiale at skrive på deres Facebook, det’ super. ’’Vi skal fejre det hele, så vi alle synger lålålålå’’, sang af Ude af Kontrol fra 2018. Denne sang er det eneste håb, vi har, eller jeg har (kan ikke tale på alles vegne), men denne sang minder mig om håbet for studenterkørsel. Det tager du ikke fra mig. Du kan ikke tage mere fra mig, det kan du bare ikke. Flashforward: jeg kaster min hue så hårdt op i luften, som ingen hue nogensinde er blevet kastet før, og jeg tager den sidste indånding og puster hårdt ud og forlader skolen med dem, jeg holder af.

Freja Cen Yun Gunnarsson, 3.x

Pequeña reflexión sobre la nueva realidad de Covid-19 Christina Højrup Knudsen ¿Por qué será que la hora del crepúsculo es cuando nuestros sentidos están más agudos; cuando más percibimos, y cuando más en contacto con nuestro ser interior estamos? En el crepúsculo es cuando nuestro ser interior se acuerda y cuando vemos las cosas de manera más clara. A lo mejor es lo último que nos queda de nuestro instinto animal, de cuando éramos pájaros volando libremente en el aire y cuando todo era posible. De cuando teníamos que sobrevivir en la naturaleza y había enemigos escondidos por todas partes que nos podían derrotar. Pero ahora no. Ahora no. Ahora somos tan civilizados y solamente nos peleamos por diversión, matamos por diversión, miles de mujeres y niños muriéndose sin razón, porque no hay libertad, porque no hay seguridad. Ahora, somos tan civilizados que nos avergonzamos de admitir que a pesar de años de evolución, años de desarrollo todavía somos débiles, y el sistema que hemos creado también es frágil... como una araña suspendida el el aire o el primer canto de un pájaro o como la caída de un murciélago supuestamente chino. Ahora estamos tan seguros de que todo seguirá igual, a pesar de que estamos matando a los bosques, a los animales y a los mares. Pero no es así, porque por ahí sigue la fragilidad y la debilidad; el hecho de que somos vida creada, y que algún día moriremos. Seremos polvo, abono debajo de un árbol que vuelve a florecer en verano. Tenemos que cambiar. Algo. Todo. Ahora. Según un proverbio guajarati. “You cannot go to Heaven without dying first.” Pues ya hemos muerto….pero no nos vamos al cielo hasta que cambiemos. A estas horas del crepúsculo sueño con grandes cambios antes de despertarnos por completo del susto del Covid-19. Sueño con que haya libertad e igualdad. Con que haya respeto, pero más que nada sueño con que el miedo por lo inevitable, la muerte y el final, nos haya enseñado que el amor verdadero por los demás, es lo que nos va a empujar hacía adelante para que amanezcamos volando de nuevo con el sol en la cara. Ojála que aprendamos algo. Ojála que nos sirva de algo y que cambiemos.

Christina Højrup Knudsen

CORONAGRAMS Matheus Tobias Peifer 17

FROKOST SAMMEN, HVER FOR SIG TORTILLA ESPAÑOLA Annemette Plambech & 1.n

Jeg har 1.n i spansk A. Hele klassen har spansk, og de havde jo kun været sammen i godt en måned som klasse, da nedlukningen kom. Når jeg gerne ville give dem en oplevelse af, hvad spansk også er, måtte jeg være meget kreativ. Når man skal lære et helt nyt sprog, lærer man samtidig om en anden kultur, med andre skikke end vores. En af de ting, eleverne skal lære om i spansk, er naturligvis også de madvarer, som er en smule anderledes end dem, vi har herhjemme. Eksempelvis kender de ”tortilla” som noget mexicansk. Men Tortilla Española er noget helt andet. Derfor havde vi et dobbeltmodul, hvor vi lavede ”frokost sammen, hver for sig”. Eleverne havde fået opskriften på spansk på forhånd, de havde oversat den i grupper og de havde handlet ind. Så lavede de ellers tortilla og sendte mig billeder og vi ”spiste sammen, hver for sig” over Google Meet. Det var ligeså hyggeligt, som det lyder!

Sumaya Belal Eljaja, 2.v

2018-2021 Selma Lawaetz, 3.f

Når vi tager et tilbageblik på gymnasietiden for årgangen af studenter i 2021, var halvdelen af den som forventet med udvalg, fester, morgensamlinger, kram og kontakt. Den anden halvdel havde ingen set komme. Vi tilbragte hvad der føltes som to vintre i hi. Som bjørne spenderede vi måneder isoleret i vores huler. Vi så alt, der var at se på Netflix, hørte uanede mængder af musik på Spotify og så samtlige videoer på TikTok, Instagram, Facebook og YouTube. Alt dette samtidig med at vi i mere end 450 timer var til undervisning på Google Meet. Vi skrev verdenshistorie og livshistorier. Historier om at spritte af, holde afstand, om at være alene og sammen. Historier om det, vi ikke oplevede og alt det, der skulle have været anderledes. Gymnasietiden for vores årgang lyder måske mest af alt som en tragedie, men vi har selv indflydelse på vores narrativ, og kan skrive komedie. Vi har tilpasset os, været kreative, gået ture og slået rekord i lytning af podcasts. Vi har set lys i mørket, søgt muligheder, skabt alternativer og sammen søgt ud af hulen og ind i en ny, normal tilværelse. Vi har accepteret, at vi blev årgangen, hvor studieture og lanciers blev aflyst. Årgangen der skrev SRP uden fysisk at møde vores vejledere. Årgangen hvor meget var uvirkeligt, undtagen følelserne, minderne, sorgerne og glæderne, der, som det mest virkelige, vil leve for evigt.

GENNEM GYMNASIET EN SIDSTE GANG Jeppe Kokborg Nielsen, 3.v Før jeg stopper vil jeg slentre gennem gymnasiet en sidste gang Vide at dette atter er den sidste Tænke på de dage jeg ikke var her Og alle de dage hvor jeg var Vælge ruten rundt Se det hele skære i mine øjne Som noget rustent men alligevel ubrugt Som noget velkendt men alligevel fjernt Som noget fortabt men alligevel med det hele vundet Jeg vil gå igennem Som jeg har gjort så mange gange før Og jeg vil vide at denne gang er den sidste Og jeg vil nå igennem hele gymnasiet Og jeg vil først besøge de steder jeg aldrig har været før For at fornemme noget der alligevel var fjernt Derefter sætte mig ind i et lokale Jeg sikkert har været i så mange gange før Og kigge op mod tavlen Som jeg sikkert har gjort så mange gange før Rejse mig som var jeg på vej til frikvarter Gå langs kanalerne mod midtpunkterne Finde vej til kantinen Sætte mig på en ødelagt stol Se op og kigge på de trætte loftpaneler Følge dem rundt i den store grotte Se de runde borde De mange tomme stole Og de mange stole hvor folk sidder på Jeg vil rejse mig endnu en gang

For at sondere terrænet Hvilket jeg altid har gjort Men denne gang fordi det er sidste gang jeg gør det Jeg vil finde mig selv i biblioteket Stå og rode i hylder Af bøger jeg aldrig har læst Fordi jeg aldrig har været på biblioteket Men ikke fordi jeg skal have noget Eller vil læse noget Men fordi jeg vil gøre noget Der hjælper på min rastløshed Mærke at jeg er til en sidste gang Den sidste gang hvor skolen er min Og hvor det er tilladt At i tyve minutter kigge på en bogreol Og læse om inuit-samfundet og vestlig imperialisme Og stille bøgerne tilbage et sted Hvor de ikke stod fra start Men fordi jeg ikke har nogen ide om hvor den stod fra start Og være mig undskyldt Fordi jeg går på gymnasiet Men dog for en sidste gang Jeg vil gå følge gangene rundt Og være en elev Og en sjæl der bare er på skolen Og jeg vil følge i mængden Og sværme hen til der hvor jeg skal være som alle andre Og alligevel ikke gøre det, fordi jeg intet skal Og fordi det er sidste gang Og når klokken ringer Så vil jeg stå der alene og forladt

Og kigge rundt og igen føle roen Og fortsætte min gang rundt Og gå forbi alle de steder jeg har været så tit Og alligevel aldrig nåede at være nok Og jeg vil gøre et smut forbi hallen Og kigge op i det store rum Se det snavsede loft med dårlig belysning Og alligevel se at lys falder ind Og at dagen findes på den anden side af gymnasiets vægge Videre vil jeg gå op i den nye tilbygning Og sætte mig på en ødelagt kontorstol uden ryglæn I et tomt lokale med en smart- og normal tavle Og kigge ud af de store vinduer Og se at en anden stor hal er I en kontrast til den gamle hal jeg er ved Jeg vil lade en finger køre hen over væggen Og være mit forsøg på at mærke minder jeg allerede har glemt Og derefter gå ud igen for endnu en gang bare at følge velkendte rutiner Og gå ad indøvede veje som om jeg havde et formål Og på et tidspunkt være tilbage hvor jeg startede Og derfra vil jeg gøre min vej ud til det store toilet Og finde mig selv i en af båsene Og bare være derinde for at mærke endnu flere minder trænge sig på Mærke om jeg overhoved kan huske Jeg slentrer ud igen Og udenfor vender jeg mig ikke om Og jeg fortsætter med at slentre Til den tid vil alt være sprunget ud Og jeg vil ikke have brug for at skulle kigge tilbage For alt omkring mig vil være frodigt Alt omkring mig vil være og ikke være slut

DIALOG OM SORT TØJ Julie Nordbo, 2.f Maja og Henrik skal ud ad døren om cirka 10 minutter og snakker sammen om, hvorvidt det egentlig er en god ide at tage afsted. Kan du gætte, hvilken begivenhed de skal deltage i? Maja: Kom nu, vi skal ikke gå glip af Morten Jakobsens tale. Henrik: Er du nu sikker på, at det er en god ide? Vi kan jo få bøder, når vi er så mange samlet. Maja: Det er da lige meget. Vi skal vise regeringen, at vi ikke finder os i deres diktatur længere. Henrik: Hvad hvis vi bliver syge? Maja: Det er jo ikke værre end influenza. Få nu det sorte tøj på, ellers når vi det ikke. Henrik: Ja ja, men hvad hvis folk bliver aggressive og voldsomme ligesom sidst. Maja: Det viser bare regeringen, at de bliver nødt til at åbne op. Du har mistet dit job på grund af dem og deres åndssvage restriktioner. Vil du bare lade dem blive ved? Jeg vil kæmpe for mine rettigheder, så jeg kan få min frihed tilbage. Henrik: Så lad os tage afsted. Har du husket mundbind? Maja: Mundbind?! Henrik: Ja eller visir? Maja: Jeg skal aldeles ikke have hverken mundbind eller visir. Forstår du slet ikke, hvad det går ud på? Henrik: Jo, men det er jo ikke Mettes skyld, at... Maja: Men det er Mette, der kører diktatur. Ikke flere spørgsmål, lad os nu bare komme afsted.

CONVERSATION BETWEEN HUMANITY & COVID-19 Patrick & Julie, 3.d Greetings. How have you been? Greetings, mortal, to be honest I’ve been a bit stressed. I’m quite sorry to hear that. How come? I’ve had a ton of obligations to fulfil. Yes, we sure have noticed, but hopefully you’re done soon, right? Yes, thank you. I hope so, my plans are ever changing. I’m very sorry to hear that, I mean u did have a big impact on my life. Yes, I sure did. But stressful, indeed. Hopefully, I will see my friends again? Maybe mortal, we will see in the near future. I mean things are getting better, the weather is warm, I wish u could come but... But, I understand... You can come outside and play mortal, just remember to be careful. But what if I greet someone on my way to the playground? So much could go wrong… you’ve lived the past and reliving every day, you know what to do.Go wrong? What do you mean by that? Getting hurt? Hurt is such a displeasing word, mortal, I will take my distance from you, nonetheless life’s companion is risks.. I do not understand?-

26/03/2021

CORONA(PRO)TEST SANG. Tekst: Hanne Sandbæk, 2021 Melodi: Plutonium, Jomfru Ane Band, 1976 I det grønne Dannevang der vil vi gerne ses Men det er strengt forbudt, hvis vi er mere end en snes Vi afstår fra fester Og tester og tester Coronatest – negativ, negativ. (x2)

Imens vi venter på vaccinen både nat og da’ Vi ta’r en tur med podepind hver tredje skoledag og ses fifty-fifty på skole og skærm Coronatest – negativ, negativ. (x2)

Engang så var det godt at møde positiv på job I dag ska’ man vær’ negativ, før man må dukke op Vi afstår fra fester Og tester og tester Coronatest – negativ, negativ. (x2)

Moderna, Pfizer-BioNTech og AstraZeneca Vi håber at de fleste til vaccinen takker ja. Vi afstår fra fester Og tester og tester Coronatest – negativ, negativ. (x2)

Man vænner sig til afstand, mundbind og en masse sprit Men virtuelle timer har vi prøvet lidt for tit Nu vil vi tilbage Ja, vi vil tilbage Coronatest – negativ, negativ. (x2)

Når nok har fået stikket, kan vi slappe mere af Måske vi så igen ka’ se eleverne hver da’ Så er vi tilbage Ja, vi er tilbage Corona-pas – giv den gas, giv den gas. (x2)

Jomfru Ane Band: Plutonium: https://www. youtube.com/watch?v=iAXcUxnPyGg

DET FASTLÅSTE DIG Serap, Ludvig og Laurits 3.x

Feber, tør hoste og muskelsmerter En bid af et løg, men ingen smag Familier er opdelte, isolerede og angstfyldte Corona har budt sig velkommen i Danmark De grå og kolde nætter bliver overtaget af ensomheden Frygten fryser mennesket på bredden Mens livet drives videre gennem vandet i floden De tusinde vrimlende spørgsmål har ingen svar Følg retningslinjer uden tanke Forbliv som det fastlåste dig

WALKING IN THE RAIN Emilie Schwartz, 3.d I am putting my shoes on. I never thought I was going to do this again, it has been so long. As I walk out of my front door, I see you, that smile I used to see every day, your pretty hair, it’s longer than it used to be. You smile at me, God I have missed you. I want to hug you, but I can’t, you said it is not safe yet, now I’m sad. As we walk down the street I want to talk about it, but I know you don’t want to.

“I can’t believe it’s been a year,” I say. “You know I can’t talk about it,” you say. I know you can’t talk about it, but sometimes it helps to talk about stuff like this. You take my hand, you squeeze it, it hurts but in a good way. I can feel all the butterflies in my stomach, I’m nervous. I want to ask you if you are okay after everything that happened, but I also want you to be happy. I have never been so confused in your company, something has changed over the years, but I can’t tell what it is. I don’t know what time it is, how long we have been walking or when it started raining. All I know is that I have missed you so much and I want to do this every day. You don’t say much, you used to talk all the time, and we used to laugh together, I guess that’s over. You look at me in a strange way, you let my hand go.

“It’s time to say goodbye,” you say. I notice that we are back at my house. I try to hug you because I don’t know if I’m ever going to see you again. “You can’t hug me, this is what killed her, people like you. People that are trying to hug.” It was the last time I saw you, things never got back to normal and I wondered what happened to you, all I know is that I will always love you.

D. 30. JUNI, 2025 Lene Schøtt-Kristensen ”Oh, shit! Vi kan ikke komme med. Der er ikke flere pladsbilletter.” ”Det kommer der. Skal vi ikke bare hoppe på? Der er sikkert masser af plads.” ”Tør vi?” ”Gør vi? Jeg ved det ikke rigtigt. Jo, lad os gøre det! Det er kun tre stationer!” De hanker op i rygsækkene med liggeunderlag og soveposer dinglende forneden. Toget stopper ud for dem, og de prøver at gøre sig så små som muligt, mens de sniger sig ind. Der er tomt i mellemgangen, og der er flere ledige pladser i kupéerne. Der er meget stille. ”Vi må hellere sætte os på en plads. Man kan jo ikke se på os, at vi ikke har en billet. Lad os dele os.” De deler sig. Amanda går til højre, Victoria til venstre. De når til Høje-Taastrup uden at se en kontrollør. Men lige før Hedehusene kommer han ind i Amandas kupé. ”God formiddag. Må jeg se billetter og kort?” Hun prøver at tænke hurtigt. Hvad er smartest? At lyve eller være ærlig? Han kommer hen til hende. Hans hvide dragt er knitrende ren, de lange sorte støvler er lige så blanke som hans visir. Hun kan spejle sig i det. ”Jeg har altså ikke nogen pladsbillet. Jeg skal af lige om lidt. Jeg ved godt…” Mere når hun ikke at sige, før han har trykket på alarmknappen. Sirenen er overdøvende, og lyset fra hans laserlygte blænder hende. Hun kan ikke længere se sig selv i hans visir, og hun kan ikke se hans ansigt. ”Jeg er vaccineret. Jeg er altså ikke farlig.”

”Det er meget muligt. Men jeg er sikker på, at du kender reglerne. Jeg skal informere dig om proceduren: Når toget stopper, vil du blive ført ud på perronen af en sundhedsvagt. Der kommer en transportmedarbejder og kører dig hjem til din egen bopæl. Den må du ikke forlade i 10 dage. Du får en bøde, medmindre du er studerende eller pensionist, og du har foreløbig mistet din ret til at køre med tog. Der er ingen klagemuligheder. Reglerne er kendt for enhver. De er til alles bedste.” Det værste ved det hele er, at han har ret. Hun vidste jo godt, det var dumt; de kunne godt have ventet på et andet tog, og hun kender godt både forsigtighedsreglementet og tryghedspakken, der er jo ikke noget nyt i det. Hun bliver kørt hjem til sit kollegieværelse, afleverer sin mobiltelefon, får fodlænken på og får at vide, at hun vil modtage tre måltider om dagen i hele karantæneperioden. Victoria kommer hele vejen til Roskilde uden at blive opdaget. Hun ved godt, at det ikke nytter noget at sms’e til Amanda. Nu må hun bare prøve at få det bedste ud af det selv. På vejen fra stationen møder hun et par andre, der skal samme vej som hende. I receptionen ved indgangen får de udleveret deres nøgler, et kort over pladsen, et headset og et par 3D-briller. Hun finder sin kabine, nr. 311, låser sig ind og pakker ud. Rent tøj til 3 dage, toiletsagerne. Hun reder op i alkoven med liggeunderlaget og soveposen. Man må godt gå ud om eftermiddagen, så hun tænker, at hun lige vil gå en runde før aftenens første koncert. Der skulle være et godt museum på den store plads. Det vil hun gerne se. Museet ligger i en sjov orange bygning. Det består mest af glasmontrer og kæmpe fotostater. I den første montre er der sko, alle mulige slags sko, sneakers, sandaler, vandrestøvler og enkelte pæne sko, alle sammen meget snavsede, som om de er indkapslet i kager af indtørret mudder. I den anden er der flasker, øl- vin- og spiritusflasker. Der er endda noget i nogle af dem. I en tredje er der cigaretpakker, cigaretskodder og nogle mærkelige små piber, som hun aldrig har set før. Og så er der fotografierne. På et af dem er der måske 200 mennesker, mest unge, som er næsten nøgne. De står meget tæt på hinanden, har ligesom samlet sig i én stor levende klump. De ser glade ud, men meget svedige og ikke særlig rene, og de har alle et underligt henført udtryk i øjnene. De ser ud som om, de er et andet sted, som om de har mistet kontrollen. Hun gyser ved synet. Det næste er endnu værre. Her er der også en meget stor gruppe af unge mennesker. Igen står de meget

tæt på hinanden. Man kan se, de råber og skriger; det er lykkedes for fotografen at fange spytdråberne i luften. Flere af dem har løftede arme. Det ser ud som om, de bærer på et menneske, en ung mand der ligesom flyder eller næsten flyver oven på skoven af hænder. Der er er også et lille telt midt i rummet. Inden i det ligger der fire voksdukker i soveposer, lige op og ned ad hinanden. Der ligger tøj og flasker rundt omkring i teltet, hun mener endda, hun ser et kondom på et af liggeunderlagene. Hun har set nok nu. Hun nikker til en anden ung pige og finder nr. 311. Der er en time til, Polo G kommer på skærmen, så hun kan sagtens nå et bad inden. Det bliver fedt. Hun vil give den gas, skrue op på max volumen og danse hele natten i sin kabine.

Forsidefoto: Freja Cen Yun Gunnarsson, 3.x

SLAGELSE GYMNASIUM

slagelse-gym.dk 36

Slagelse Gymnasium

slagelse_gymnasium