TENDENS NO 6

Blinde Paul ser på en måde, som vi aldrig kunne

Pan/Sult

Anmeldelse af teaterstykket

Psykedeliske svampe: Helbredende og ulovligt

TEMA: Kroppen og sanser

Ægdonor:

DavidBreadHead

Drevet af at skabe

AARHUS PORTRÆTTET

Søskendepartet bag Klub22

ANMELDELSE AF PAN/SULT

Om selvbedrag

TATTOVERING Modermærker af blæk

SPIDS NØGENHAT

Den kontroversielle svamp

MARIA ER ÆGDONOR

Den største gave man kan give

AT VÆRE BLIND

Et andet syn på livet

FORMER

Et studie af kroppen

DAVIDBREADHEAD

Bager og iværksætter

5 HURTIGE Alternative behandlinger

skribenter: signe cecilie skeldstrup laura søndergaard mathias krogsøe rosa marie bjerre christian juul randers karen marie christensen Vikki søholm

illustrator: marie qVist

fotojournalister: dicte hostrup sønnichsen peter maunsbach rémy Vroonen frederik kongsager Vikki søholm

Redaktionen byder velkommen

På vegne af redaktionen kan vi stolt præsentere 6. udgave af Magasinet Tendens. Vinterens mørke viser sig under lysudsmykningerne på betonterrasser og gågaden, imens de sidste deadlines på året skal nås inden årets udgang.

Julen nærmer sig, og gaveindkøb sker i al hast.

Temaet for denne udgave er kroppen. Kroppen og sanser har vi med os gennem hele livet, på godt og ondt. Kroppen er også noget, vi hele tiden tænker over; om det handler om udseende, helbred eller noget helt tredje. Sanserne er langt hen af vejen det, der har holdt os i live gennem den menneskelige evolution, men kan nemt påvirkes af følelser, gift og kroppens reflekser.

I magasinet vil du møde forskellige vinkler på temaet. Du vil møde Blinde Paul, der med sin hund Milo, finder vej gennem livet uden at se. Du vil høre om Maria, som donerer sine æg, og du vil komme med på svampejagt blandt græs og kokasser.

Alt det, og meget mere, i 6. udgave af Tendens.

God læselyst.

Chefredaktionen

Maya Anastasia Larsen og Nicolai Nyhjem

Aarhus portrættet:

Camilla Aneto og Daniel Aneto

Projektet Klub22 begyndte med et ønske om at gå imod hitlister og happy-hour. Undervejs lærte initiativtagerne Camilla og Daniel Aneto lige så meget om sig selv og deres relation. Magasinet Tendens har mødt dem til en snak om at være arbejdsmakkere og søskende.

Da storesøster spurgte lillebror, om han ville hjælpe med en fondsansøgning til et nystartet projekt, vidste de nok ikke helt, hvad de havde igangsat. Fondsansøgningen blev til 250.000 kroner, projektet til en natklub og søskende til kollegaer.

Egentlig var drømmen ikke at drive deres egen natklub. Drømmen var at skabe rammerne for stimulerende musikalske oplevelser og styrke vækstlagsmiljøerne. Et sted for nicherne, hvor undergrundskulturen kunne få lov til at eksistere i lyset.

“Vi ville skabe et rum, hvor man kom for at være sammen med hinanden og ikke for at slukke sig selv i nattelivet,” fortæller Daniel.

Visionen var at skabe en platform for minoriteter og underrepræsenteret musik på den etablerede kulturscene i Aarhus. Pludselig brugte de hver fredag aften på deres egen klub og hver lørdag morgen på at gøre toiletterne rene. For det kræver en del at drive en klub alene, så shout out til medejeren Mai Hiura, har vi lovet Aneto-søskendeparret.

Søskende på kontoret og kollegaer om middagsbordet

I deres lejlighed på Langenæs plejede der at hænge et whiteboard bag døren ind til spisestuen. Det er taget ned for at opretholde en form for work-life-balance, der ellers nemt kan flyde sammen, når man er kollegaer, søskende og sågar også roomies.

De griner selv, når de fortæller, hvordan de nærmest hænger sammen ved hoften. Camilla har gået på Egmont Højskolen, og Daniel startede et par semestre efter hende. Hun havde et job i Det Turkise Telt, som han senere overtog. Han sidder i ledelsen i Frontløberne, og da der kom en ledig stilling, snuppede hun den.

Selvom man kunne tro det, synes de hverken, at det er irriterende eller unaturligt at have deres søskende med på slæb. Med en jysk far, der er vokset op på en bondegård og en nigeriansk mor, der er vokset op i en landsby, kommer de fra en kultur, hvor familie altid har stor betydning. De ser det som en selvfølge og styrke at involvere hinanden i både arbejds- og privatliv.

Men det er ikke kun gnidningsfrit at dele så mange aspekter af sit liv med en søskende. Når vi spørger dem, om de ikke bliver trætte af hinanden, svarer de “JO” i kor.

“Professionelt kan jeg tænke: ’Wow, en fed forretningsmakker jeg har,’ så kommer vi hjem, hvor han gør et eller andet, og så tænker jeg: ’Wow, en irriterende lillebror jeg har’,” griner Camilla. Hvad er opskriften så på dette unikke partnerskab? Camilla og Daniel er ikke i tvivl - kommunikation. De har støttet hinanden gennem hele livet og forstår hinanden som mennesker og respekterer hinanden som kollegaer.

“Det føles ikke så farligt at arbejde sammen som søskende. Vi ved, at vi altid vil have hinanden, og at vores forhold kan ikke ødelægges,” fortæller Camilla. Plads til at skeje ud Klub22 blev født som et projekt, der kun skulle leve i 2022. Hverken Daniel

eller Camilla havde forudset hvor stor en succes, det ville blive. Klubben var velbesøgt, og da året vat gået, havde de haft en omsætning på en million. Det endte som et vellykket eksperiment, der gav dem indsigt i Aarhus som kulturby og dem selv.

Selvom der er en masse praktik, bureaukrati og hårdt arbejde, ser de

Aarhus som en by, der gerne vil understøtte initiativtagere. Søskendeparret oplever, at der er en ensartethed i måden, aarhusianere går i byen

på, og derfor er det enormt vigtigt med initiativer som Klub22.

“Vi ligner hinanden pissemeget i Aarhus. Derfor er lommerne, hvor man kan få lov til at skille sig ud, sindssygt vigtige og inspirerende for byen. Ikke bare for at have en fed fest, men for at mærke, at byen byder på virkelig mange forskellige personer og personligheder. Lad os gøre plads til, at vi kan skeje ud,” siger Daniel.

TEKST: CHRISTAN J. RANDERS ILLUSTRATION MARIE QVIST

En tur i teatret stillede min Sult

Jeg bør begynde med en disclaimer: Jeg tager sjældent i teateret. Men da jeg læste om “Pan” og “Sult”, der skulle opføres på Aarhus Teater, vækkede det alligevel min interesse. Forestillingen, der varer 2 timer og 30 minutter, er baseret på den norske forfatter Knut Hamsuns værker “Pan” og “Sult”. Og hvorfor så smelte to værker sammen til ét? Jo, det giver egentlig god mening. De to værker udspilles isoleret af hinanden kun adskilt af en 20 minutters pause halvvejs igennem. Sammenhængskraften mellem dem er selvbedraget, der hersker og hærger lige meget hos de to hovedkarakterer, som begge forsøger at finde sig en plads i en verden, de ikke komfortable i. Hele forestillingen er udført af de fire dygtige skuespillere Magnus Hald, Tryggvi Sæberg Björnsson, Amanda Friis Jürgensen og Minna Flyvholm Tode, som spillede med så voldsom en intensitet, at jeg var underholdt hele vejen igennem. Så lad mig bare starte med at sige det: Jeg synes bestemt, at denne forestilling er et teaterbesøg værd.

Første akt “Pan”, der er dramatiseret af Johanne Kirstine Fall, handler om løjtnanten Glan (Magnus Hald), som har valgt at slå sig ned i en af de mange norske skove som jæger. Og jæger er han. I hvert fald ifølge sig selv. Allerede ved første scene kunne man mærke hans stolthed og ære i at leve med i naturen. Scenografien, der på trods af den var minimal, var så SANSELIGT effektiv, at jeg følte mig som en del af skoven. Scenen, som blot bestod af en projekter med et billede af en skov, et par falske grantræer og en røgmaskine tog mig direkte ind i det norske naturlandskab. I scene 1; Glan møder den unge og lunefulde Edvarda (Amanda Jürgensen) og den lidt mondæne doktor (Tryggvi Björnsson).

Glan har travlt med at tale om, hvor meget han er en del af naturen, mens han skuer i horisonten. Men den unge Edvarda formår alligevel, at vinde hans opmærksomhed. Som man kender det i en god gammeldags kærlighedshistorie, kræver det et trekantsdrama. Glan bliver også betaget af tjenestepigen Eva (Minna Tode). I løbet af stykket lader han sig involvere mere i disse menneskers liv, men hver eneste gang, doktoren og Edvarda forventer civiliseret samtaler og skikke, opfører Glan sig mere primitiv i et forsøg på at fremstå dyrisk og frisindet. Her følger mere drama, og stykket ender således også med at være et PSYKOLOGISK nedbrud af Glans sind, der konstant må overbevise sig selv med frasen: “Jeg er jæger”. Under stykket følte jeg mig fuldstændig suget ind i historien, og jeg glemte alt om tid og sted. Dog må jeg sige, at der var en enkelt scene, som tog mig ud af oplevelsen. I et forsøg på at vise de civiliserede karakterers indre dyriske side til en fest, valgte man at bruge gult strobelys og technomusik, samtidig med karaktererne skulle bærer ulve masker og danse i takt. Det virkede for mig en anelse komisk, og jeg var sågar tæt på at grine. På trods af denne lille oplevelse var alt fra kostumer, skuespil og scenografi fænomenalt.

Anden akt “Sult”, der er dramatiseret af Frida Lea Fugl, handler om en ung navnløs forfatter (Tryggvi Björnsson), som bor på gaden. Han prøver i mange desperate forsøg på at få hans store gennembrud, samtidig med han kæmper for at få mad og en god nats søvn. Scenografien var her en anelse anderledes end i “Pan”. Den var bygget omkring et cirka fire meter højt stillads og fyldt med mannequindukker i kostumer, der løbende blev brugt til at klæde skuespillerne på i forskellige roller. Stykket var langt mere dynamisk, idet skuespillerne aldrig forlod scenen og stod i baggrunden, selv når de ikke var aktivt med. Det begynder med, at den unge forfatter læser et digt højt fra sin serviet. Efterfølgende forstyrrer han en gammel mand for at fortælle, hvor storslået en forfatter han er, og at han arbejder på en avis. Selvbredaget er lige så gennemtrængende, som det var i “Pan”, og det PSYKISKE forfald var tydeligere. Løbende ser vi ham møde alt fra andre hjemløse, kriminelle, chefredaktører politibetjente og sågar en mor og datter. Han ender med at falde pladask for datteren (Amanda Jürgensen), som han også senere indleder et forhold til. Kemien mellem de to havde jeg meget svært ved at se, og hele kærlighedselementet efterlod mig forvirret. Hans desperation efter mad fører til sidst, at han stjæler fra et kriminel overhovedet kaldet Onkel (Minna Tode). Da Onkel opdager det og fanger forfatteren, bedes han give alt, hvad han ejer. Alt.

Og til sidst har han ikke andet tilbage end sin nøgne KROP. Stykket følger vores hovedkarakter døgn for døgn, og man er med til alle de interaktioner han har med resten byens befolkning inklusive politiet. Selvom stykket var en anelse forvirrende, var det utroligt medrivende. Jeg var hele tiden interesseret i, hvad der mon skete som det næste, og om forfatteren overhovedet ville få succes. Intensiteten hos hovedkarakteren kunne godt hælde til den ekstreme side i visse tilfælde. Hvor Løjtnant Glans PSYKISKE forfald i “Pan” blev spillet med menneskelighed, blev portrætteringen af forfatteren i “Sult” for fjollet og voldsom. I en af scenerne råber han sågar ud til publikum i en bølge af fortvivlelse og raseri. Så meget at savlet løb ud af skuespillerens mund, og jeg må være ærlig at sige, at jeg havde ondt af dem på forreste række. Skuespillet var desværre ikke altid på niveau med første akt.

Følelsen, jeg allermest sad tilbage med, var, at jeg reelt set godt bare kunne have brugt 2 timer og 30 minutter med først stykke “Pan”. Jeg kan sagtens se idéen med at samle det i et stykke, men for mig står “Pan” meget stærkere end “Sult”.

Scenografien, skuespillet, fortællingenalt var overlegent i “Pan”.

Et modermærke af blæk

Tatoveringens grænser er lige så flydende som blækket, der kommer under huden. De findes på alle fra oldtidsfund til nulevende konger. De er et udtryk for vores personlighed, hvad end de ikke har en decideret mening, eller om der er tænkt længe over dem, er de med os resten af livet, som en form for selvvalgte modermærker.

”En tatovering bliver en del af kroppen ligesom et modermærke, det, synes jeg, er smukt at tænke på.”

”Jeg ser det at få tatoveringer som en selvkærlig handling, hvor jeg fylder min krop ud med minder, som kan være med mig resten af livet.”

”Jeg ser tatoveringerne som en god måde at huske sit eget liv på. Jeg fortæller jo meget oftere om den periode i mit liv til andre, fordi jeg har tatoveringen. Det er en god påmindelse om nogle gode minde.”

”Jeg kan godt lide at fortælle historien om mig gennem mine tatoveringer.”

”Min tatovering på ryggen var en gave fra min ven, der fik lov til at lave et permanent kunstværk på min krop, nu har jeg ham altid med mig.”

Fra ulovlig svamp til fremtidens terapi?

Det psykedeliske stof psilocybin er ulovligt i Danmark.

Stoffet findes blandt andet i svampen spids nøgenhat og vækker ikke kun interesse hos svampe-entusiaster, som er ude efter et godt trip.

På landets universiteter forskes der i stoffets mulige terapeutiske anvendelser mod blandt andet alkoholafhængighed og depression.

Det er den sidste lørdag i november. Klokken er lidt i ni, og solen er begyndt at finde huller i det tunge skydække, der hænger søvnigt over os. Den lille flok af køer, som står og græsser nogle meter fra os, virker morgentrætte og meget uinteresserede i vores tilstedeværelse. En stor, hvid svamp skinner i græsset. Et tyndt lag af is dækker overfladen. I nat nåede temperaturen lige akkurat under frysepunktet. Det er sidste udkald for svampejægere, kun den sidste bastion af svampe står tilbage.

Sammen med skov-& naturtekniker og svampeekspert Annita Muscaria befinder jeg mig på en græsplet i nationalparken Mols bjerge. Vi går blandt muldvarpeskud og kokasser i mere eller mindre frosne udgaver; på jagt efter en helt særlig svamp.

Det er perfekte forhold til at finde spids nøgenhat, fortæller Annita Muscaria. Her er masser af græsrødder, som svampene vokser på. Desuden er det bakkede istidslandskab herude særligt godt, da det kaster store skygger imellem skråningerne, men ikke lukker lyset helt ude som inde i en tyk skov, forklarer han. Og ikke mindst er her dyr og har været det længe:

”Der er mange, der tror, at den vokser direkte på kolorten, men det gør den altså ikke, men man finder den tid i nærheden af. Det er heller ikke så delikat, hvis man nu har tænkt sig at putte den i munden.”

Grunden til at jeg har overtalt Annita Muscaria til at tage mig med ud på svampejagt efter spids nøgenhat er, at den indeholder store mængder af det psykedeliske stof psilocybin.

Kom så I små spidse hatte

Vi bevæger os op af skråningen, langsomt, med bøjede nakker og blikket rettet mod jorden. Flere steder ligger der stadig et fint lag frost og glimter. Ind imellem græsstrå og de brune visne planter, stikker de op. Svampene. Mælkehatte, slørhatte, støvbolde, fluesvampe, rørhatte, stråhatte, men ingen spids nøgenhatte. Det er lidt som at være på skattejagt. Hver gang Annita får øje på en lille brun gevækst, går han i hug og undersøger terrænet. Flere gange tror jeg, at vi har fundet skatten. Men det viser sig bare at være en mælkehat eller en brunsviger. En flot svamp, men ikke den vi søger.

”Kom så I små spidse hatte, I er jo lige her et sted”, siger Annita, som om han forsøger at lokke dem frem.

Den psykedeliske renæssance I Danmark og flere andre lande er man i fuld gang med at forske i brugen af forskellige psykedeliske substanser til medicinsk brug. En forskning man allerede var i fuld sving med i 1950’erne og 60’erne, inden stoffet blev gjort ulovligt og dømt ude.

Mathias Ebbesen Jensen er en af de forskere, som lige nu arbejder med psilocybin. Han er tilknyttet psykiatrisk center ved Københavns Universitet og i gang med sin Ph.d.

Han forsker specifikt i terapeutisk brug af psilocybin, som middel mod svær al-

koholafhængighed, og er nu i gang med et såkaldt fase 2 studie med stoffet. I hans forsøg anvender han svampen trold nøgenhat, som er i familie med den lille spidse, i en tørret og pulveriseret form, som bliver produceret af en Canadisk farmaceut-virksomhed.

”Rent neuro-biologisk så sker der det, når man indtager psilocybin, at man stimulerer de her receptorer i hjernen, og det ser ud til at øge hjernes evne til at være mere plastisk,” fortæller han og fortsætter, ”altså det øger evnen til at kunne forandre sig og danne nye mønstre, og potentielt ændre gamle”.

Forskeren forklarer, at det er særligt interessant, når man ser på netop alkoholafhængighed, da afhængigheden i stor grad handler om adfærd og at hjælpe patienten med at bryde sin negative adfærd. Når man indtager psilocybin, bliver hjernen mere modtagelig for den terapi, som indgår i forløbet, netop fordi hjernen bliver mere åben og klar til at danne ny adfærd.

”Du får virkelig mulighed for at få rusket op i nogle af de der lidt rigide tankemønster,” fortæller han og forklarer, at den ændrede sindstilstand og sanseindtryk også spiller ind:

”Det giver en øget opmærksomhed, omkring hvordan man har det og en ‘okayhed’ med det, som hjælper de her mennesker til at droppe alkoholen.”

Den magiske svamp

Spids nøgenhat er en lille, spinkel og brunlig svamp, som vokser ved døde græsrødder. Det kan findes stort set alle steder, hvor der vokser græs, men er ofte meget svær at få øje på. Svampens botaniske navn Psilocybe similanceata, afslører, at den indeholder stoffet psilocybin.

Når mennsker indtager psilocybin, omdanner kroppen det til stoffet psilocin. Psilocin ligner strukturelt en af hjernens neurotransmittere, scerotonin, og kan derfor binde sig tilhjernens serotonin-receptorer og derved påvirke centralnervesystemet. Stoffet ændrer altså den måde signalstofferne i hjernen snakker sammen på, og derfor kommer den psykadeliske effekt. Hvis man indtager store mængder af stoffet, kan det føre til en euforisk stemning og stærke hallucinationer.

Behandlingsforløbet består af en samtale med terapeuten, hvor patienten forberedes på oplevelsen. Derefter en session, hvor patienten indtager stoffet under opsyn af to terapeuter, som kan guide dem igennem oplevelsen. Når det er slut, får man opfølgende samtaler, hvor man bearbejder oplevelsen. Psilocybin er altså ikke nok i sig selv, som en Panodil måske kan være det mod en hovedpine. Terapien er en meget vigtig del af behandlingen, understreger forskeren.

Mathias Ebbesen Jensen håber, at hans forsøg en dag kan føre til en godkendelse af stoffet som lægemiddel eksempelvis til svær alkoholisme.

Den svamp vi leder efter

Pludselig bliver jeg trukket ud af trancen. Annita pifter et par hundrede meter væk. Jeg kigger op og ser ham stå på det modsatte bakkedrag og vinke mig hen. Pulsen stiger. Der er endelig gevinst. Jeg småløber over dalen. Vi har fundet skatten!

”Prøv lige at se den her kæmpestore rørhat! Hold kæft, den er flot!”

Annita står med en stor brun svamp på størrelse med mit hoved i den ene hånd og peger ned i græsset med den anden. ”Og der står en til der!”. Den er stor og flot. Men det er ikke den svamp, vi leder efter. Jeg gør mit bedste for at skjule min skuffelse og fortsætter jagten efter spids nøgenhatten.

Det siges, at man altid skal spise den første, man finder, med det samme. Så bliver det nemmere at finde flere. De kommer til at lyse op som små stjerner på en klar nattehimmel. Men det kræver jo, at man overhovedet kan finde den første.

Jeg så en spids nøgenhat i græsset Annita og jeg har stadigvæk ikke fundet en eneste spids nøgenhat. Vi har ledt i flere timer. Solen står højt på himlen nu. Da vi går tilbage til bilen, har vi givet op. Vi har fundet en masse spændende svampe, men ikke den vi var på jagt efter. Vi sætter os ind i bilen. Annita tænder motoren og vender sig mod mig, og siger han har et sidste sted, vi lige kan prøve at kigge, inden vi kører hjem.

Vi parkerer bilen og begiver os op af en skråning og ned til et lille sted, der engang har været en grantræsplantage, fortæller Annita.

Og det vrimler med svampe. Mange flere end det første sted. Hvis vi skal finde en spids nøgenhat, så er det her. Det er bare et spørgsmål om tid. Der går heller ikke længe, før Annita kalder mig hen til sig med en lille snørklet svamp i hånden. YES. Jeg bliver helt euforisk, og jeg har ikke engang spist svampen. Inden længe finder vi en til. Og en til og så mange flere. De står og svajer let i græsset med deres karakteristiske spidse hat.

Annita plukker dem lykkeligt og putter dem i en lille plastbøtte, han har medbragt til formålet. Jeg spørger ham, hvad han har tænkt sig at stille op med dem? Han fortæller, at han har tænkt sig at give dem til en ven, som er i gang med at mikrodosere med psilocybin mod hans depression og angst. En ven som måske en dag i fremtiden, ville kunne modtage psilocybin terapi hos en autoriseret terapeut. Indtil da må han tage sig til takke med de svampe vi har fundet til ham her i naturparken.

Maria spreder gerne benene for John, hvis det kan give andre en familie

Maria er ægdonor. Hun vil gerne udfordre de fordomme, hun møder om emnet i håb om, at flere overvejer at donere æg til barnløse forældre.

TEKST: LAURA H. SØNDERGAARD CHRISTIAN J. RANDERS

FOTO: DICTE HOSTRUP SØNNICHSEN

Det er lidt som at være tandlæge. Maria ligger på briksen, imens John, en mand klædt i hvidt, med sine metaldimser tjekker hvordan det hele ser ud. Derefter udveksler han nogle tal med hende, der sidder ved siden af i sin kontorstol foran computeren. Maria har sin mor med til at holde hende i hånden. Hun frygter smerterne, og det gør hende nervøs og anspændt. Men hun er ikke til tandlæge. Det er ikke Marias tænder, de taler om. Det er diameteren på hendes æg. Hendes æg bliver scannet, og hun kan følge med i dem, mens de kommer frem på computerskærmen.

“Det hele ser fint ud,” siger John, mens han smiler til Maria og konstaterer, at hun har en ret lækker slimhinde.

Æg er æg

En kvinde har cirka en halv million æg, når hun rammer puberteten. Æggene modnes, indtil kvinden går i overgangsalderen, og derefter er der ikke flere æg tilbage. Når æggene skal tages ud, sigter man efter at få 10-14 æg ud. Jo flere æg ved udtagningen, jo større er chancen for at blive gravid.

Der findes ikke en samlet statistik over, hvor mange kvinder der donerer æg, men en af dem, der gør, er 24-årige Maria Dover. For fire år siden snakkede Maria med sin mor om, at moderen i sin tid havde haft svært ved at få børn. Hun havde oplevet en del ufrivillige aborter, og kampen for at blive gravid førte også til en aldersforskel på fem år mellem Maria og hendes bror.

Det satte gang i tankerne hos Maria: Hvad nu hvis det var hende selv, der

havde problemer med at få børn?

Selvom det var en personlig samtale med Marias mor, der inspirerede hende, kan grundene til at blive ægdonor være mange.

“Jeg har en veninde, der totalt er in it for the money. Fertilitetsklinikkerne er ligeglade med grunden bag dit valg om at blive ægdonor. Æg er æg,” siger Maria.

Matchmaking

I stuen i Aarhus sidder Maria og udfylder det helbredsskema, der er første step i ægdonor-processen. Hvis skemaet godkendes, venter en gynækologisk undersøgelse, og herefter kan hun få lavet sin første ægudtagning. Hun skal også sende et billede af sig selv til jordemoderen. Maria scroller gennem sine selfies. Det føles næsten som at skulle vælge et billede til en Tinder-profil. Hun skal sammen med billedet også beskrive sine basale karakteristikker: højde, vægt, øjenfarve, hårfarve osv. I Marias hoved kører tankerne rundt:

“Gad vide om hendes informationer og billede kommer i et lille katalog, hvor parrene så kan se: 24 år, lyst hår, blå øjne. Hendes æg snupper vi.”

Men det er ikke helt sådan, det fungerer. Maria er anonym ægdonor, så billederne er kun til jordemoderens matchmaking, hvor Maria skal matches op med en kvinde med lignende karakteristikker. Når matchet er lavet, er det bare at vente på næste menstruation.

“Det er da ikke fordi, at jeg har lyst til at ligge med spredte ben oppe i Johns hoved hver dag, men hvis det er den lille del, jeg skal ofre, gør jeg gerne det.”

Scanninger og sprøjter

Maria tramper afsted på sin cykel og har kurs mod Lagkagehuset i Magasin, hvor hun arbejder. Hun skal snart skal møde ind på vagt. I tasken blandt nøgler, tamponer og tyggegummi ligger den nål, hun skal stikke sig med. Det kræver noget koordinering at få tidspunkterne for medicin og indsprøjtninger til at gå op med en travl hverdag. Maria vil helst stikke sig derhjemme, men det kan ikke altid hænge sammen, så i dag må hun fikse det ude på arbejdspladsens toilet.

Selvom indsprøjtningen ikke gør ondt på Maria, kan medicinen dog godt give nogle bivirkninger.

“På de sidste dage, inden man skal op og donere æg, ligner man en gravid, når man skal ned og binde sine snørebånd, fordi man er så oppustet,” siger Maria og forklarer, at hun også får luft i maven og oplever at være ekstra træt i de perioder. Men den pris betaler hun gerne:

“Hvis jeg skal gå og være oppustet og prutte lidt ekstra for at nogle andre kan få børn, så går det nok,” siger hun.

Efter ni dage, skal Maria scannes igen for at se hvordan æggene er vokset.

“Æggene vokser virkelig. Hormonerne gør, at æggene bliver store, men de må heller ikke blive for store, for så risikerer de at springe,” siger Maria. Hun tager den sidste indsprøjtning, og herefter går der cirka to døgn, til udtagningen kan foretages.

Problemet er ikke dem, der fravælger at blive ægdonor

Selvom Maria er en af de kvinder, som har valgt at donere sine æg, er der en stor mangel på donorer i Danmark. Nogle af de kvinder, der mangler æg, må vente i helt op til to år, og klinikker landet over efterspørger ægdonorer. Maria forstår godt de kvinder, der fravælger at blive ægdonor af personlige, etiske grunde - hun mener, at problemet ligger et andet sted:

“Så længe man har taget stilling til det, er det fint. Problemet er dem, der ikke overvejer det og ikke har sat sig ind i hvordan det i virkeligheden foregår, og hvad det kræver - og ikke kræver.”

Når Maria hører folk berøre emnet, oplever hun, at mange kvinder slet ikke ser det som en mulighed at være ægdonor, fordi de er bange for smerterne og for den bes-

værlige proces - årsager Maria ikke kan genkende fra sin egen oplevelse som ægdonor. Derfor mener hun, at der mangler oplysning og viden omkring emnet, så flere kan forholde sig til det på oplyst grundlag.

Maria møder mange spørgsmål blandt sin omgangskreds, når hun fortæller, at hun donerer sine æg. Nogle spørgsmål går igen; især hvordan det er at give noget af sig selv - bogstaveligt talt - til andre.

“Jeg ser det ikke som om, at det er små Maria’er. Hvis jeg var mand, ville jeg ikke være sæddonor, men jeg synes, at jeg kan tages væsentligt mere ud af ligningen, end en sæddonor ville kunne,” siger hun.

“Jeg har stillet mine æg til rådighed, men det sletter jo ikke kvinden i parret fra at gøre et stykke arbejde - hun skal være gravid og bære barnet.”

På Johns briks igen Selvom det ikke er helt uden arbejdsindsats, er Maria ikke i tvivl; for hende er det det hele værd: “Det er da ikke fordi, jeg har lyst til at ligge med spredte ben oppe i Johns hoved hver dag, men hvis det er den lille del, jeg skal ofre, gør jeg gerne det.”

Maria ved ikke, hvor mange æg ud af den halve million hun har tilbage. Men hun ved, at ægdonation ikke påvirker antallet af tilbageværende ægceller i hendes æggestokke. Derfor bekymrer det hende ikke at være ægdonor, selvom hun en dag selv gerne vil have børn. Tværtimod:

“Jeg er ikke sikker på, at jeg gjorde det, hvis jeg ikke selv ville have børn. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Måske jeg selv får brug for hjælp en dag, og så vil jeg være taknemmelig for, at der er nogle der har valgt at være ægdonorer.”

Selvom Maria var nervøs og anspændt første gang, hun lå på briksen ved John, ligger hun her nu igen. Klar til at lægge sine æg i andres kurv.

Prøv at lukke øjnene, og tryk på dem med fingrene, indtil alt er helt mørkt. Når du åbner øjnene igen, vil du se en psykadelisk neon spiral og sorte spots. Hvad hører du, hvad lugter du og hvordan føler du?

Velkommen til de blindes verden.

Du har mistet synet og er nu en af de 7500 registrerede personer i Danmark med synsnedsættelse.

Én af dem er 73-årige Paul Villadsen.

Paul blev født med 10 procent syn. Lægerne prøvede at redde den lille pro-

han kunne tilpasse sig sit nye liv, så han kunne leve et nogenlunde “normalt” liv på trods af sin blindhed.

“Blindhed er hverdag for mig. Jeg har aldrig kunnet se 100 procent. Jeg er Blinde Paul”, fortæller han.

Paul bor sammen med sin hund Milo, som også er hans berømte dansepartner. De bor i en lejlighed i Brabrand, uden for Aarhus.

“I sidste ende er det mig der holder mig selv i live.”

centdel af syn, han havde tilbage, men det lykkedes ikke.

Han blev blind som 17-årig, samme år, som han besluttede sig for at forlade sin fødeby Aalborg og flytte til København, hvor han blev ansat på Instituttet for Blinde og Svagsynede. Her lærte han punktskrift, og hvordan

Milo ved, hvor busstoppestedet er, bageren, supermarkedet, fitnesscentret og selvfølgelig skoven, hvor han kan løbe frit.

Paul bevæger sig op ad trapperne til sin lille lejlighed på 4. sal og træder indenfor. I gangen er der fire bøjler på væggen, med en bestemt genstand på hver af dem. På den første bøjle er der en rygsæk, efterfulgt af Milos’ sele og snor og så jakkerne.

Alt skal være organiseret. Det er vigtigt for ham at opbygge en rutine. Paul har kontrol på alt i hans lejlighed. Paul nyder kontrollen; det er hans liv.

Stuens fire store vinduer kaster aftenens sidste lys ind på de hvide, tomme vægge.

Men Paul bemærker ikke, hvordan solen kommer ind i rummet, eller hvordan den opsluger hans grå hår og får ham til at ligne en engel. Han sidder der meget koncentreret og læser sit partitur i blindskrift, mens han synger med sin basstemme, smilende og lidenskabeligt. Han øver sig til sin koncert den 9. december på Fuglsangcentret i Fredericia.

Han og hans kor skal optræde med ti sange. Nogle er på engelsk, andre på dansk som “Stille Nu” og “Når du ser et stjerneskud”.

I højre side af stuen er der en hylde, hvor der i rækkefølge fra venstre mod højre er en vokalagenda, en punktskrift skrivemaskine, en punktskrift adressebog og en computer.

Hver ting har sin plads, og han ved præcis, hvor de er. Der er to lamper i stuen, den ene står tæt på bordet, den anden i hjørnet af rummet på en lille hylde. Ingen af dem virker; Paul kan ikke se meningen med det.

Ved siden af hjørnebordet står et lille sort antikt træur. Viserne står stille på kvart i ni. Efter flere besøg i Pauls lejlighed, bemærker jeg, hvor let Paul bevæger sig gennem rummene; han ved præcist, hvor alting står og er.

De fleste af os bruger dobbelt så lang tid på at lede efter vores nøgler hver dag, og nogle gange kan vi ikke engang finde dem.

Klokken er 11.30, torsdag formiddag. Paul har lige haft en times fitnesstræning, og han går en tur med Milo i centrum af Aarhus. Han skal købe en ny saks.

Den vilde blæst gør Pauls sanser ekstra skærpede. Milo er også desorienteret. Han kan næsten ikke høre Paul, da blæsten kaster lyden af busser, barnevogne, cykler og forbipasserende snak sammen. I et fragmenteret sekund af distraktion kan Paul nemt gå ind i et trafikskilt eller et tøjstativ. Ting, som han undveg dagen før. Men det er ikke så slemt, hvis man er god til “One bruise

a day keeps troubles away”-filosofien, som Paul udtrykker det.

Han navigerer stadig gennem trafikken, danser med lethed med sin førerhund og undslipper alle de forhindringer, der bliver kastet i vejen for ham.

“Hvad leder de efter på himlen, alle disse blinde mennesker? ‘’

Charles Baudelaire skrev om blinde mennesker i Les Fleurs du Mal i 1861, og hans budskab er, at der ikke er noget at forvente af himlen, og der er heller ingen trøst findes der.

“Blinde Paul” mener det samme.

Blinde mennesker bliver ofte set som svage, handicappede og anderledes. I sin hverdag er Paul meget aktiv. Udover at synge i koret har han mange an-

dre passioner, bl.a. kortspil, yoga og TRX-fitness. Han spiller bridge en gang om uge på Dansk Blindesamfund og også online via Zoom. De blinde har en Dropbox-gruppe med 30 personer. Når en af dem har lyst til at spille, sender de en besked, og så arrangerer de en onlineturnering med otte runder pr. opkald. Nogle gange gør de det op til fire gange på en uge. Paul træner to gange om ugen. Han går ind i fitnessrummet på tredje sal i Dansk Blindesamfund. Først åbner han vinduerne, og så lægger han sin bløde træningsmadras op ad væggen, så han kender det præcise sted. Han hænger sin TRX-suspension-trainer op og gennemfører en session med flere øvelser.

I en øvelse hænger han på hovedet, en anden gang vender han sig mod gulvet og udfører sine øvelser omhyggeligt, med opmærksomhed på bevægelsen. Disse øvelser er afgørende. Det forhindrer ham i at falde, og han lærer, hvordan han skal reagere, hvis han gør. Paul mener, at bevægelse er et nøgleelement i livet. Sådan har han altid haft det. Et øjeblik af ren glæde for Paul er, da han fløj ned ad en løjpe på ski. Han beskriver det som den største følelse af frihed nogensinde.

Med kortspil, yoga, sejlads og skiløb har Paul fundet måder at føle glæde på og finde fred med sin blindhed.

Han er i stand til at se på en måde, som vi aldrig kunne.

‘’Jeg tænker ikke på, at tingene er svære, jeg tænker ikke på den måde. Det er, fordi jeg ikke har en masse negative tanker, hvad du skal gøre, skal du gøre.”

Former

TEKST:

NIKOLINE ELKJÆR

FOTO:

FREDERIK KONGSGAARD

JEPPE BROCH JACOBSEN

Billedserien portrætterer kroppens essens som en naturlig skulptur. Den undersøger kroppens ydre, fragile skal når den skrøbeligt forsøger at formidle det, ord ikke formår.

DAVID MILBERG

Da den kun 24-årige århusianer David Milberg startede sin surdejs-obsession, vidste han ikke, at han bare tre år senere ville være ejer af David Breadhead, afholde Danmarks største løbeklub og være medejer af både en restaurant og et sportstøjsmærke. I dag sidder han med en millionomsætning og føler sig stadig rastløs.

JEG PRØVER LIGESOM AT FINDE MIN PLADS

Den orange facade på Ny Munkegade gemmer på et af Aarhus’ bedste surdejsbagerier. Den håndplukkede kunst på væggene harmonerer stilfuldt med caféens minimalistiske indretning, og en blanding af house og afslappet indiemusik spiller lige en tand for højt ud af højtalerne. Selvom det hele virker planlagt, skal David Breadhead afspejle et jordnært og uprætentiøst sted, hvor der er plads til alle. Selv er ejeren David Milberg, med en høj beanie og hoodie af eget sportstøjmærke, som en fisk i vandet. Bag disken steamer han mælk og laver latteart med sikker hånd, og med hans ansatte holder han den casual og stikker en ‘knockle’, inden de går hjem.

Intuitiv uden at være iværksætter

Han var ikke specielt god i skolen. Autoriteter og retningslinjer gider han heller ikke. Hvis han selv kunne vælge, vil han bare gerne være intuitiv og skabe noget, hvor han samtidig kan have hoodie og store jeans på. Bedre kendt som Aarhus’ lokale brødhoved, er 27-årige David Milberg den perfekte opskrift på et succesfuldt iværksættereventyr, selvom han ikke gider at være ‘Løvens Hule’typen:

“Hvis folk spørger, siger jeg bare, at jeg er selvstændig. Jeg har et bageri. Jeg har et tøjmærke. Jeg har en restaurant. Men jeg siger ikke, jeg er iværksætter. Så får jeg lyst til at give mig selv en lussing fra højre.”

“Kan du ikke lige fucke af med at lægge så meget op omkring brød?”

Der var ikke nogen ‘masterplan’ bag starten på David Breadhead.

Det hele begyndte med David, der scrollede på Instagram og fik øjnene op for surdejstrenden. David var på daværende tidspunkt arbejdsløs og manglede en hobby: “Jeg gik og bagte derhjemme for bare at prøve at få det perfekte brød til mig selv, og så blev jeg jo så obsessed.”

Mens David bagte løs for at naile det helt perfekte brød, producerede han så meget bagværk, at han begyndte at sælge ud på sin private Instagram.

Via profilen ‘David Breadhead’ solgte David sine surdejsbrød og leverede det selv ud til sine kunder. Allerede et år efter sine første surdejsposts, åbnede David sit første bageri i et lille lokale på J. M. Mørks gade.

“Jeg havde sagt ja til lokalet, så skulle jeg jo starte. Og så er man jo nødt til at finde en ovn.”

Han kaldte det sit ‘studio’, hvor han eksperimenterede videre med sin surdejshobby, mens ordrende begyndte at strømme ind. David Breadhead ramte lige ned i surdejshypen under corona, og David selv arbejdede mere end 70 timer om ugen, alle ugens dage, for if you snooze, you lose. Bare ni måneder efter bageriet åbnede, vandt den autodidakte bager prisen for “Byens bedste brød”.

En oase på Ny Munkegade Det lille bageri blev mere og mere populært og efter et år, fik David tilbudt at åbne et større sted. Først var han meget skeptisk, fordi han kun lige var kommet godt i gang på J. M. Mørks gade. Men han blev alligevel lidt nysgerrig, og tog et smut forbi Ny Munkegade for at tjekke stedet ud.

David så lige igennem byggerodet og fornemmede straks lokationens potentiale:

“Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle åbne noget stort en dag, så skulle det være noget som var gemt lidt væk. Et sted, hvor du føler, at når du går ind, så åbner det sig op. Og udefra ser det ikke nødvendigvis særlig stort ud, men når du går ind, så åbner oasen bag vejen sig. Så der ramte jo bare lige præcis det, jeg synes er fedt.”

David købte sig ind i lokalerne og begyndte at drømme.

Bageriet på Ny Munkegade startede med brødsalg ud ad vinduet, og senere kom cafélokalet til. David havde en klar ide om, hvordan det skulle være at træde ind:

“Det er vigtigt, at folk bare føler, at de bare kan være sig selv og hygge sig.

Det skal ikke være så fint og prætentiøst.”

“Jeg lavede en ny profil, fordi jeg postede så meget på min egen profil, at alle mine kammerater var sådan ‘kan du ikke lige fucke af med at lægge så meget op omkring brød.”

Kedeligt at løbe alene Caféens gårdhave fungerer også som samling

spunkt for bageriets løbeklub, hvor mere end hundrede løbere hver torsdag og søndag tropper op i korte rør og hurtigbriller, for at løbe en tur med David Milberg. Seks kilometer, gratis BMO og en sort filter at slutte af på, er blevet så hyped, at den store gruppe løbere stjæler opmærksomhed i bybilledet. Men trods de tusindvis af følgere på Instagram og mange samarbejder og sponsorater, skyldtes idéen til projektet ikke andet end Davids egen interesse for løb:

“Det var egentlig bare fordi, jeg syntes, det var sjovt at løbe med andre. Jeg prøvede at løbe alene. Det var fucking kedeligt. Så det var jo egentlig bare ideen om at gøre noget for at ikke være alene. Nu er det bare stukket helt af.”

På det seneste er løbeklubben vokset voldsomt, og da David Breadhead lavede collab med tøjmærket ‘Planet Nusa’, satte de rekorden med over trehundrede fremmødte løbere til ‘Torsdagstons’.

Drevet af at skabe

David Milberg får det hele til at se nemt ud. På få år har han bygget et surdejsimperium, og han har også lige overskud til at lancere et nyt sportstøjsmærke og overvejer at springe ud som podcastvært. Selvom det hele lyder som en mand med en plan, kunne det ikke være mere improviseret:

“Der er ikke nogen brandingstrategi. Der er ikke noget skrevet ud. Det ligger heroppe,” siger han og peger mod sit hoved.

På trods af hans HHX-uddannelse og tidligere arbejde som sælger i hvid skjorte, er det ikke penge, men det at skabe, der driver David. Han vil hellere uddelegere ansvaret for struktur og drift, og i stedet afprøve en ny idé, gøre det til en succes.

“Jeg synes bare, at det er sjovere at være en god leder, og være god til at uddelegere. Jeg vil hellere starte en masse ting, og så få andre til at gøre det. Men der skal laves noget struktur i det hele. Det kan jeg bare ikke. Jeg er ikke særlig struktureret, men meget intuitiv.”

“Jeg er mega rastløs for tiden.”

Set udefra kører det hele på skinner. Bageriet, caféen og restauranten har grønne tal på bundlinjen. Men keder David sig. “Jeg har en livskrise lige for tiden. I går var sådan en dag, hvor jeg bare gik og var frustreret over jeg ikke synes, jeg er, hvor jeg gerne vil være. Og det er jo pisse arrogant at sige, når man har tre steder, der tjener penge, og vi omsætter for 10 millioner om året. Altså, jeg burde lukke røven.”

David er rastløs og har svært ved at finde sin plads i alle hans projekter. Det er ikke længere bagværk, David brænder for, og det frustrerer ham, at han ikke kan være tilfreds med ‘bare’ at stå bag disken.

“Jeg synes, det er megairriterende, at jeg ikke bare kan være glad, hvor jeg er, men når jeg har skabt det hele, hvad så? Så skal jeg til noget nyt.”

Som ung idemager, der meget hurtigt opnåede stor succes, befinder David sig lige nu et sted, hvor han ikke kender næste step. Forpligtelserne ved at eje noget stritter imod den store trang til at skabe noget nyt, og det har sendt David ud i det store spørgsmål om, hvordan man bliver glad i sin hverdag.

“Jeg prøver ligesom bare at finde min plads,” slutter David samtalen af.

“Jeg har en livskrise lige for tiden. I går var sådan en dag, hvor jeg bare gik og var frustreret over jeg ikke synes, jeg er, hvor jeg gerne vil være.”

ALTERNATIVE BEHANDLINGER

Du er ekspert i din egen krop. Du ved lige, hvilken creme, der fungerer bedst for dig, og om du mest er til treo eller panodil dagen efter en julefrokost. Men selv når vi er eksperter i egen krop, har lægevidenskaben sikret, at vi ikke behøver at frygte en forkølelse længere. Lægekunstens fader Hippokrates gik, så vi i dag kunne løbe stærkt i lægevidenskaben!

Sideløbende med lægevidenskaben har der eksisteret andre alternativer til lægekunsten. Nogle alternativer, såsom akupunktur, shiatzu og meditation, formodes alle at være ældre end Hippokrates.

Selvom moderne lægevidenskab er noget af det vigtigste for din og min overlevelse, har de alternative behandlinger været en stigende tendens de sidste 20 år.

TEKST: MAYA ANASTASIA LARSEN

ILLUSTRATIONER: MARIE QVIST

Fjernhealing

Konceptet for fjernhealing er, at du kan heales på afstand. At du og din healer ikke er ”begrænset” af at skulle være i samme rum.

Konceptet om healing på afstand stammer fra konceptet om kvantefysikkens teori om, at energi ikke er begrænset af tid og rum. Med andre ord vil healeren på afstand transmittere helende energi mod dig, for at hjælpe dig i din egen healing.

Som udgangspunkt er den bagvedliggende tanke om fjernhealing, at healing foregår i din bevidsthed, og derfor ikke er begrænset af tid, sted eller fysisk nærvær.

Forud for healingssessionen vil du have foretaget en samtale med din healer om, hvad det er, du vil have healing til. Herefter er der oftest to muligheder: Du kan enten være på en telefon- eller Facetimeforbindelse med healeren, som kan guide dig igennem healingen. Det vil minde meget om en guidet meditation. Den anden mulighed er, at du og din healer har aftalt en tid, hvor du helst sidder afslappet på en stol alene. Uden at have forbindelse til din healer, vil healeren samtidigt eller forskudt af den aftalte tid transmittere energien mod dig og hele, hvad du har brug for hjælp til at hele.

Man kan bruge fjernhealing sammen med andre terapiformer, og fjernhealing siges at hjælpe mod smerter, immunstyrkelse, håndtering af gamle vaner, stress og depression.

Zoneterapi

Zoneterapi er en massageform, som foretages på fødderne. Teorien bag den er, at fødder og hænder kan opdeles i zoner, hvor hver zone er forbundet med specifikke dele af kroppen - såkaldte reflekszoner. Skaberen bag zoneterapi - på fagsprog kaldet refleksologi, er doktor William H. Fritzgerald fra 1917. Han fandt, at ved forskellige tryk på kroppen, udløste det refleksreaktioner andre steder i kroppen.

Teorien bag zoneterapi er, at organerne i kroppen er forbundet med punkter i kroppen - typisk fødder - via meridianbaner. En zoneterapeut vil gennem zonekort - en oversigt over, hvor reflekspunkterne afspejler sig i kroppen - kunne massere et punkt på foden. Hvis punktet er ømt, svarer det til, hvor i din krop der findes et problem eller en ubalance. Zoneteurapeuten vil også kunne kortlægge, hvilke punkter, der skal trykke på, baseret på viden om din egen sundhedstilstand. Behandlingen bliver heraf skræddersyet efter dine behov.

Akupunktur

Som en af de eneste alternative behandlinger er akupunktur brugt på hospitaler, i private lægepraksisser og hos de sundhedsforsikringer, der giver tilskud til denne behandling. Akupunktur er ikke et nyt fænomen. Du har sikkert et billede i hovedet af de mange nåle, der sidder fast på kroppen.

Akupunktur stammer fra kinesisk traditionel medicin, hvor tynde nåle stikkes ind i huden eller i musklerne på særlige punkter på kroppen, alt efter hvilken helbreds-ubalance du gerne vil have akupunktur for. Det kan være alt fra smerter, migræne, hormonelle forstyrrelser til lindring af kvalme og smerter hos kræftpatienter.

Ifølge den traditionelle kinesiske forklaring søger akupunkturnålene at genoprette kroppens normale energibalance, også kaldet Qi. Qi repræsenterer den arvede energi fra forældre og forfædre samt den energi, der opnås gennem ilt, søvn og ernæring.

Set fra et akupunktør-perspektiv betragtes mennesket som en helhed, hvor ubalancer ofte kan have deres oprindelse andre steder i kroppen end det sted, hvor symptomerne viser sig tydeligst. Læser man om akupunktur på sundhed.dk, anbefaler man 8-15 behandlinger for at opleve den fulde effekt.

Floating

Floating er nok alt det, som vandsengen ønskede at være.

Floating er et mediterende og stimulerende bad, hvor du ligger vægtløst i en flydetank - en FloatPod. Rummet er lydisoleret, lyset er slukket, og så er badet tilføjet epsomsalt, som får kroppen til at flyde lettere. Man kan selv vælge, om man vil have låget over badet lukket eller åbent samt lyset tændt eller slukket.

En “float” varer normalt 60 minutter, og har de fordele at reducere stress, afspænde muskler og forbedre din søvn. Grunden til, at lyd, lys og følelsen af tyngdekraft er fjernet, er at udelukke udefrakommende sanseindtryk. Der er den sidste bonus, at epsomsalt er lavet af sulfat og magnesium. Magnesiumen optages gennem huden, og forebygger stress samt udskillelsen af forhøjet adrenalin niveau i kroppen.

Energiterapi - EFT

Energiterapi - eller Emotionel Friheds-Tænkning, også kaldet “tapping”. Denne behandlingsmetode kombinerer elementer af kognitiv terapi og akupressur. En kombination om den gamle kinesiske lære om meridianer og den moderne psykologiske kognitive terapi.

Under en typisk EFT-session tapper personen let på specifikke akupunkturpunkter på kroppen, mens de fokuserer på et problem eller en negativ følelse. Dette siges at frigøre blokeringer i energisystemet og lette en positiv forandring i den følelsesmæssige tilstand.

NB Hvis du overvejer at søge en alternativ behandler, så undersøg først, om det er en RAB-godkendt behandler. RAB står for registreringsordning for alternative behandler, som en behandler kan få, hvis de opfylder kravene om uddannelse og god klinisk praksis. RAB-ordningen er ikke en godkendelse af alternative behandlingsformer, men en registrering af behandleren.

Du spørger, om du må gøre ting ved mig. Jeg siger ja, men mener nej, men et nej til dig, vil give dig en grund til at sige nej til mig.

Jeg vil ønske, at jeg kunne highlighte de ting du siger, sætte et æseløre ved din måde at se verden på. Du er en poet i alt, hvad du siger, en kunstner i alt hvad du gør. Uanset hvad jeg siger, kan du sige det bedre.

Jeg har savnet din krop, siger du. Jeg har savnet dig, tænker jeg. Jeg suger maven ind, lader som om jeg er tarmløs, vægtløs, følelsesløs.

Jeg ved godt, at the butterflies har det med at turn into warning signs, og jeg ved godt, at man ikke bør være i en relation, hvor stormvejret i kroppen raser mere end stormvejret ude bag ruden.

Du savner ikke længere min krop, jeg savner stadig dig. Men der kommer en dag, hvor min vejrtrækning ikke længere stopper, når jeg cykler forbi din lejlighed, og der kommer en dag, hvor jeg siger nej, når jeg mener nej. Der kommer en dag, hvor jeg siger nej, når min krop mener nej.

Tak

Redaktionen på Tendens vil personligt gerne takke alle, som har skrevet, fotograferet, designet og støttet bladet. Alle kilder, der har fortalt deres historie, delt deres oplevelser og erfaringer. Uden alle de smukke, essentielle og kreative bidrag, har Tendens ikke kunne lykkes.

Redaktørerne Matilde Sigersted, Magnus B. Helms, Nynne Lehbert & Sofye DyhmJunge skal alle i praktik i det nye år. Vi ønsker dem al held og lykke, og deres store bidrag til Magasinet Tendens har været uundværligt. Tak til jer.

Fotoredaktør Kasper Søholt & redaktør på samfund Magnus Illum har valgt ikke at fortsætte som redaktører til næste semester. Deres biddrag har ligeså været uundværligt for Magasinet, og vi fra chefredaktionen vil gerne takke jer for jeres biddrag.

De nye redaktører på Tendens er fundet, og vi glæder os til at se, hvordan Tendens vil udvikle sig i 2024 og fremadrettet.

Af hjertet tak.

Chefredaktionen

Maya Anastasia Larsen & Nicolai Nyhjem

Særligt tak til:

Tuberfondet - Drømmepuljen

Frederik Kongsgaard for forsidefoto

KaJ & DJ for annoncer

Peter Maunsbach

Lars Bai