Page 12

VI ER HVOR VI VIL VÆRE TEKST: HELLE RINGGAARD. FOTO: HENRIK VINTHER KROGH

ET AKUT MØDE MED SUNDHEDSVÆSNET LANGT FRA NÆRMESTE SYGEHUS HAR STYRKET FAMILIEN VRISTS TRYGHED OG GLÆDE VED HVERDAGEN I HARBOØRE. Der findes mange skæringspunkter i et familieliv. Et af de skarpe i familien Vrist faldt 3. december 2014. Christian var taget ud at løbe. Det gjorde han tit. En voksenvane og et godt supplement til en hverdag med megen kørsel rundt i Jylland som ansvarlig for markedsføring af konstruktøruddannelsen. ”Når jeg tænker tilbage, så havde jeg før oplevet anfald af nældefeber og udslæt i forbindelse med løb, men den dag tænkte jeg bare på, at jeg skulle spise noget, så jeg ikke gik sukkerkold undervejs”, fortæller Christian. Han tog sig en tortillapandekage. Godt med kulhydrater. Det bliver mørkt i Harboøre om vinteren. Klokken syv-halv otte er det nat. Så Christian tog by-ruten med gadelygter i stedet for at løbe ud på sin foretrukne naturrute.

VERDEN BLEV TÅGET OG GRÅ ”Jeg var nok halvvejs, da udslættet begyndte. Jeg holdt op at løbe og begyndte at gå. Det kløede mere og mere; i hårgrænsen, håret, mine hænder... det tog bare til”. Efter et par minutters gang kom han fra den oplyste gangsti ud på en vej. Ikke en stærkt trafikeret vej, men en bilist opdagede manden i løbetøj og refleksvest, som dinglede rundt fra fortov til kørebane og tilbage ind i en hæk. ”Andre steder havde man måske tænkt ’fulde fyr’ og var kørt videre, men ham her – som viste sig at være far til en kammerat i vores yngste datters klasse – standsede heldigvis op, selv om han først ikke så,

12

MAGASINET VESTKYSTEN | NR. 03 | SEPTEMBER 2017

hvem jeg var. På det tidspunkt var min verden blevet grå og tåget, og jeg tror, jeg lå nede på alle fire på asfalten, da han nåede hen til mig”, fortæller Christian.

HOLD MUND OG LAD MIG SOVE Her er hans del af fortællingen tæt på at slutte. Christian bryder sig ikke om at være til besvær; ingen grund til at ringe 112, bare få mig hjem. Hjem til Anne-Marie. Så faldt han, slog hovedet på vej ind i bilen og bad, som det sidste han husker, sin forskrækkede, råbende chauffør om at holde mund og lade ham sove.

HAN ER BEVIDSTLØS NU Her træder Anne-Marie ind i historien. ”Jeg gik og støvsugede. Heldigvis var ingen af børnene hjemme. Svend-Erik kom ind i huset; ’Skynd dig, kom, Christian er faldet, han er ude i bilen!’ Da jeg kom udenfor, så jeg Christian sidde og bløde ud af den ene kind. Han var helt væk og havde kramper. Jeg så ham trække vejret to gange. Så holdt han op. Han var bevidstløs”. Anne-Marie ringede selv 112 med beskeden: ’En 48-årig, rask mand var ude at løbe. Han er bevidstløs nu’. Telefonen og resten af samtalen med alarmcentralen bliver overladt til Svend-Erik, mens Anne-Marie løber over og banker på ruden hos en nabo, så han kan hjælpe med at få Christian ud af bilen og ned at ligge på jorden.

HENT AGNES! ”Ingen puls. Ingen vejrtrækning. Jeg er narkosesygeplejeske, så jeg slår over på rutinen og starter genoplivning, mens jeg beder naboen løbe hen efter Agnes. Hun er sygeplejerske og bor fem huse nede ad gaden. Jeg ved, hun kan give hjertemassage, og jeg har brug for hende. På sygehuset har jeg givet hjertemassage mange gange men aldrig uden udstyr og altid i et team; jeg ventilerer, mens en partner masserer. Nu står jeg alene med Christian. Jeg går i gang selv”. Naboen henter Agnes. Hendes mand følger med ud. Med den parkerede bil og manden på asfalten tror parret først, at nogen er blevet kørt ned, og Agnes beder sin mand løbe i modsat retning og hente den offentligt tilgængelige hjertestarter for enden af gaden. ”Da Agnes kommer hen, ved hun lige, hvad der skal til. Hun roser og opmuntrer mig samtidig med, at hun sætter sig ned, og vi finder ind i rytmen med at skiftes til at massere og give kunstigt åndedræt. Vi slår fuldstændig over i professionelle algoritmer og kører bare i vores egen, lukkede verden”, mindes Anne-Marie.

INVITATIONERNE ER SENDT UD ”Jeg når at tænke, at det er godt han ikke kaster op. At uden udslæt så er det næppe allergi. At det kan være en blodprop. Eller en hjerneblødning. At invitationerne til vores sølvbryllup er sendt ud. Vi skal have fest om fjorten dage. Jeg fornemmer også, at flere og flere mennesker støder til. Det er det frivillige, lokale 112-team, som har fået besked fra alarmcentralen i Aarhus”. Keld når frem med hjertestarteren. Den kan ikke hjælpe Christian, for dens melding er: Ikke stødbar rytme. Altså intet hjerteflimmer, som de elektriske impulser kan arbejde med. Meldingen hjælper til gengæld Anne-Marie.

MAGASINET VESTKYSTEN 0317  

Historier om livet langs vestkysten