BROBYGGER MELLEM MENNESKER OG NATUR TEKST: KAMILLA HUSTED BENDTSEN . FOTO: MIKKEL JÉZÉQUEL
I 2018 FIK NATURPARK NISSUM FJORD SIN ENDELIGE GODKENDELSE OG BLEV EN REALITET. NATURPARKEN STÅR PÅ SKULDRENE AF NISSUM FJORD NETVÆRKETS ARBEJDE FOR AT FREMME ADGANGEN TIL NATUROPLEVELSER RUNDT OM FJORDEN. FORMIDLING ER EN STOR DEL AF ARBEJDET, OG HELE TO NATURPARKCENTRE ER UNDER PLANLÆGNING. Helt ude bag yderste klitrække mellem Husby og Thorsminde buldrer Vesterhavet ind mod de lange sandstrande. Marehalm og hjelme vifter i vinden i klitterne. I Husby Klitplantage snor stierne sig mellem skovens mange forskellige træer, der gør gåturen her til en alsidig og spændende skovoplevelse. Alt dette kan man opleve inden for området af den nye naturpark, hvor Nissum Fjord ligger som smørklatten i grøden og flyder ud midt i landskabet. Fjorden er beskyttet under flere forskellige fredninger, blandt andet vildtreservatordningen. Felsted Kog i den sydlige del af fjorden kan bryste sig af at være et af danmarkshistoriens allerførste vildtreservatområder fra 1936. Fjorden ligger midt på trækfuglenes rute mellem Skandinavien og Sydeuropa og er udnævnt som fuglereservat. Ornitologer har talt 162 fuglearter ved fjorden, der er et af Vestjyllands vigtigste fuglelokaliteter. Strandengene langs fjorden er vigtige for fuglelivet, men også for den særlige flora der vokser her, og hele vejen rundt om fjorden ligger de ti små, lokale fjordhavne, der fortæller historien om en befolkning, der gennem tiden har levet både med og af fjorden. Et værdigt centrum for Naturpark Nissum Fjord. Alsidighed og kontraster er noget af det, der er helt særligt for området, fortæller naturparkleder KarenLouise Smidth:
38
MAGASINET VESTKYSTEN | NR. 1 | JUNI 2021
"Med havet, klitplantagen og fjorden rummer naturparken både den ’store natur’; det rå, det vilde, det barske og så det mere nære. Der skal være 50 procent beskyttet natur i et område, for at man kan blive naturpark, og det er der selvfølgelig i området. Men der er også agerlandet og et moderne energilandskab med vindmøller og solceller", siger hun om noget af det, der kendetegner Naturpark Nissum Fjords variation.
PÅ GÅBEN, CYKEL ELLER I BIL Naturparken arbejder helt praktisk med at give gæsterne mulighed for at opleve naturen i området. Et arbejde Nissum Fjord Netværket har startet og lagt store kræfter i gennem 16 år. Derfor er der allerede gode muligheder for at komme rundt, også ved Nissum Fjord der ellers ikke har været et ret tilgængeligt område tidligere. Er man i bil, kan man køre turen, der hedder ’Søndagstur Retro’. Her kører man langs landevejene rundt om fjorden og kan gøre stop ved nogle af de mange afstikkere, der er markeret på ruten. Turen går både ned til fjorden, til de små fjordhavne, men ikke mindst til kunst- og kulturseværdigheder, der ligger i området. Har man ikke speederfod men gode cykelben, kan man tage en tur på den i alt 95 kilometer lange cykelrute rundt om fjorden, og er man mere til det roligere vandretempo helt tæt på fjorden, kan
man følge Nissum Fjord-vandrestien, der er afmærket med pæle med røde prikker de i alt 71 kilometer rundt. Undervejs kommer man forbi alle fjordhavnene, børnevenlige badesteder, gode udkigsposter og fugletårne. Trænger man til et hvil, er der shelterpladser otte steder fordelt rundt om fjorden.
BROBYGNING PÅ FLERE NIVEAUER Nyeste projekt i indsatsen for at gøre naturen ved fjorden tilgængelig er en helt ny træbro på 22 meter, der skaber forbindelse mellem Gørding- og Kytterupdigerne. Den gør det muligt på Nissum Fjord-stien at krydse Storå mellem Gørding og Kytterup, hvor åen løber ud i deltaområdet ved Felsted Kog. Naturparkleder Karen-Louise Smidth viser den frem for Magasinet Vestkysten sammen med Nissum Fjord Netværkets formand Rita Sønderby. Fra broen kan man se Storåens smukke slyngninger og følge den med øjnene til sin endestation i fjorden. Det er en herlig dag. Stille, mild og i baggrunden sidder rørdrummen og puster i sin flaske, sådan lyder det i hvert fald, når man hører dens kald mellem rørene. Det er næsten helt symbolsk at sætte Nissum Fjord Netværket og Nissum Fjord Naturpark med hver sin repræsentant i stævne ved den nye bro på denne måde. Den er et billede på projektet, der blev startet af den ene part og nu drives videre af den næste.