Måske er det på tide at ranke ryggen

Måske er jeg den eneste, der efterhånden er ved at få kvalme, hver gang jeg hører ordet samfundssind, men jeg tror det ikke. Samfundssind blev årets ord i 2020, og der er faktisk tale om et gammelt og velkendt ord, som i den grad fik sin renæssance, da statsministeren lukkede landet ned den 11. marts 2020. Mette Frederiksen sagde, da hun lukkede Danmark ned, at ”Vi får brug for samfundssind. Vi får brug for hjælpsomhed”, hvorefter hun takkede borgerne, virksomhederne og alle andre, der havde vist, at det var det vi havde i Danmark, altså samfundssind.

Statsministerens brug af ordet samfundssind i marts 2020 var altså positivt, og hun takkede alle for at have udvist det. Siden da er det imidlertid et begreb, som i den grad er blevet brugt og ikke mindst misbrugt, til at udskamme dem, som efter andres opfattelse ikke udviser det. Samfundssind er således blevet alle mands eje, og alle har frit slag i forhold til at definere, hvad samfundssind betyder og indebærer for netop dem, uanset om det er statsministeren, dronningen, en virksomhedsleder eller en af de selvbestaltede Corona-politibetjente.

Ordet samfundssind er, ifølge Videnskab.dk, et ord, som ikke betyder noget konkret, men som alligevel kan betyde så meget. Ordet former vores virkelighed uden rigtigt at betyde noget. Dansk Sprognævn definerer samfundssind som ”det at sætte hensynet til samfundet højere end egne interesser”.

Med den definition bliver det svært at argumentere mod diverse Corona-restriktioner, samfundskrav med videre uden at blive skudt i skoene, at man en egoistisk og uansvarlig, for samfundets interesser må altid veje højere end den enkeltes. Men hvem har ret til at definere, hvad der i sidste ende ultimativt er i samfundets interesse, og hvem har dermed ret til at definere, hvad der er samfundssind?

Man kan vel med rette sige, at ordet samfundssind har spillet en afgørende politisk rolle det seneste år, og det er ikke mindst blevet brugt til, at skille alle dem, der har og udviser samfundssind, fra dem, der tilsyneladende ikke har det og opfører sig egoistiske eller uansvarlige. Samfundssind bliver på den måde, noget der splitter os i stedet for at samle os, som der ellers var udgangspunktet i foråret sidste år. Samfundssind er ikke længere noget positivt for alle.

Også i den finansielle sektor mærker vi, hvordan et ord som samfundssind kan være med til at skabe et negativt billede af en hel branche, når det bliver brugt som en del af en politisk dagsorden, for at udskamme sektoren og fremme regeringens dagsordener på andre områder.

Man må give vores regering, at de er lykkedes ret godt med deres taktik, for i dag er der ikke mange, hverken politikere eller andre meningsdannere, der tør tale bankernes og den finansielle sektors sag. Det

er lykkes at udstille bankerne som skruppelløse kapitalister, som lever højt på at malke kunderne for hver en krone, og som ikke er villige til at bidrage til samfundet. Den finansielle sektor har, ifølge politikerne, ikke opfyldt deres del af den også meget omtalte samfundskontrakt.

Hele debatten om bankernes samfundssind kulminerede, da erhvervsministeren for nogle uger siden gik ud og kritiserede bankerne for at have den frækhed, at forsøge at vippe de omkostninger, som kundernes voksende indlån medfører, over på netop kunderne. Den praksis vil ministeren straks have stoppet, og hvis ikke bankerne gør det frivilligt, er ministeren klar til at stoppe det ved lov. Man kunne faktisk fristes til at tro, at ministeren ikke ønsker, at bankerne skal tjene penge.

Men efter erhvervsministerens trussel om at gribe ind overfor bankernes mulighed for at opkræve negative renter er der sket noget nyt i debatten. For første gang i mange år er der flere eksperter, organisationer og sågar politikere, der har bakket op om bankernes ret til at drive virksomhed på samme vilkår som virksomheder i andre sektorer.

Det har ellers været et sjældent syn de sidste par år, hvor bankerne har været politikkernes fortrukne prygelknabe, som har fået nedkaldt enhver tænkelig straf over sig, senest med beslutningen om at bankerne skal finansiere den såkaldte Arne-skat. Enhver, som har formastet sig til, at tage sektoren i forsvar er hurtigt blevet tavs igen, for ingen ønsker at blive slået i hartkorn med den finansielle sektor.

Som ansat i den finansielle sektor begynder det at blive trættende konstant at skulle forklare og forsvare, at det er der, man arbejder. Mange ansatte skammer sig eller orker bare ikke at sige, hvor de er ansat, fordi de ved, at det kan medføre en større diskussion om alt fra hvidvask til negative renter. Og hvem synes det er særlig hyggeligt at skulle stå til ansvar for sin arbejdsgivers håndtering af så store og vigtige emner til en familiefest?

Men måske er det på tide, at vi som medarbejdere i den finansielle sektor ranker ryggen, og med stolthed fortæller hvor vi arbejder og hvorfor. For de finansielle institutter løfter store og samfundsvigtige opgaver og bidrager i høj grad til de lokalsamfund de er en del af.

Min opfordring til alle mine kolleger er, at vi melder os ind i samfundsdebatten, for sammen har vi en stor stemme, og hvis vi er mange nok, der siger det i alle de fora, vi kommer, så tror jeg på, at vi kan trænge igennem til alle dem, der tror, at vi bare er banditter i habitter. For det er vi ikke, vi er helt almindelige mennesker, der hver eneste dag går på arbejde med det formål at gøre en forskel for vores kunder og for samfundet. Se det er samfundssind i min optik.