36
FOKUS PÅ SINGAPORE
FINANS Oktober 2019
Modtaget med åbne arme Hvis du overvejer at afprøve tilværelsen som expat, er metropolen om nogen gearet til at tage imod dig. Mød tre danskere, der kender hverdagen i Singapores finanssektor Af Birgitte Aabo
”Her skal du være fysisk til stede, hvis du vil gøre forretning”. Hverdagen i Danmark kørte på skinner, da muligheden for at arbejde i Asien opstod. Carsten L. Matzen har etableret sig som selvstændig investeringsrådgiver for kapitalfonde, bor med sin familie i Singapore og har ingen planer om at vende hjem. Huset i Lyngby var købt og renoveringer i gang, og Carsten Matzen var glad for sit to år gamle job i Maersk, hvor han arbejdede med køb og salg af virksomheder. ”Jeg følte lige, at jeg for alvor var kommet i gang med arbejdet. Det var ikke det oplagte tidspunkt”. Da hans hustru fik tilbudt arbejde i Malaysia for Novo Nordisk, endte det derfor med, at hun flyttede dertil med deres børn, og han pendlede langdistance. Det var ikke holdbart i længden. Han fik efter et halvt år job for Maersk i Singapore, og efter tre år realiserede han en gammel drøm om at blive selvstændig inden for kapitalfondsverdenen. ”I modsætning til dem, der tager ud tidligt i deres karriere, havde jeg opbygget et godt netværk, også i Asien”, konstaterer 42-årige Carsten Matzen.
Solid værktøjskasse Han ved, at de fleste i hans branche, der forsøger, må opgive at etablere sig som selvstændige. Men han har en bred erfaring – ud over som nævnt hos Maersk fra revisions- og konsulentvirksomheden EY, investeringsbanken Merrill Lynch og kapitalfonden Maj Invest.
Selvstændig i Singapore Carsten L. Matzen, 42 år. Siden 2016 selvstændig inden for investeringsløsninger med The Zeeds Co. og Asia Business Builders Private Equity med kapitalmarkedslicens fra Monetary Authority of Sinapore. Opvokset i Varde. Har arbejdet i blandt andet Maersk, EY, Merrill Lynch og Maj Invest. Gift, to børn.
Desuden har han arbejdet og boet i London samt læst i USA. ”Tilsammen har det givet mig en værktøjskasse, jeg har kunnet bruge som selvstændig”. Magasinet Finans møder Carsten Matzen i en kontorbygning i Singapore, hvor han og hans danske makker deler et lille kontor i et startupmiljø med hængekøjer, fællesrum og manende skilte om at holde støjniveauet nede. De to danskere mødte hinanden via fælles netværk og fandt ud af, at de har nogle af de samme forretningsideer. De etablerede et nyt selskab sammen, som har kontorer i Hanoi og Ho Chi Minh City