CITAT_54

Ludvig Hellberg Pedersen TEKST

Johanne Lerhard TEKST

Nanna Jørgensen TEKST

Benjamin Voldum Krog CHEFREDAKTØR

Anne-Sofie Breinholt CHEFREDAKTØR

Selma Paludan TEKST

Emil Ø. Helligsø TEKST

Cecilie Rolvung FOTO

Caroline Sofie Gede TEKST

Thea Tønnesvang FOTO

Maria Høy Hansen FOTO

Miles Lilley FOTO

Ida-Marie Frank Thisted TEKST

Rose Marie Ulveman TEKST

Frederik Nielsen KOM

Kære læser

Livet er en sjov størrelse. For nogle er det først lige begyndt i et fremmed land. Andre lever videre i et liv med konstant smerte. Mens nogle frygter, at det snart slutter.

En ung mand forsøger at huske sin afdøde ven i deres fælles barndomsgader. Et andet sted glemmer en farmor i selskab med sine elskede sine kroniske smerter.

En mor længes efter sin mand, som sidder tilbage i deres krigsramte hjemland. En søn er bange for at miste sin mor i kampen mod kræft.

Vi klynger os til tanken om, at livet kan vende tilbage til, hvad det var engang. Men nogle gange må vi acceptere, at det ikke er muligt. Fælles for os alle er, at vi forsøger at komme igennem livet med dem, vi elsker.

Måske er det i virkeligheden, det som det hele handler om. At vi omgiver os med mennesker, vi elsker, der kan lindre smerten, leve videre i os og give os håb.

God læselyst!

Redaktionen, oktober 2022

Foto: Athalie Marie Bunde

Bitte

af Rosaline Benbaruch Lange

De fleste forbinder fysisk smerte med noget forbigående. Noget, der kort fylder i ens krop og sind. Men for andre er smerten et vilkår, et faktum, og noget man skal leve med hver dag resten af sit liv. Min farmor Bitte har gigt og er et af disse mennesker, som har levet med smerte, næsten så længe hun kan huske. Hendes knogler og led an griber sig selv, og den dag i dag kæmper hun stadig med at vælge den stærkeste medicin til. Nemlig accepten.

“Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde nogen at elske og nogen, der elskede mig. Det er i de følelser, jeg kan glemme, at jeg har ondt. Det er det eneste sted, jeg kan gå til.”

søndagsdigt

Jeg kan ikke rigtig lide tiden for tiden. Sønd agene bliver lange efter kl. 14, og det regner på de forkerte tidspunkter.

Jeg har ikke tid til at blive liggende i sengen og vågne, men det er heller ikke fordi livet villigt trækker i mig.

Jeg er lammet over weekender, og når hverdagen kommer igen, indser jeg, hvor dan weekenden bare var et ideal, som jeg blidt var strøget hen over i nattetimer og tusmørke.

De er et frirum, hvor jeg kan få lov at ligge i sengen i mere end 10 minutter, men jeg ved også at når først jeg rejser mig, så smadrer spejlet og idealet og skønheden i bare at ligge i sengen og ikke forholde sig til andet end sig selv, og hvis man er heldig et andet væsen.

Søndag er også sådan en dag, hvor al musik er stressende, fordi sangene ikke er lange nok. Så starter en ny sang, men jeg hænger stadig ved i tomheden og bliver stresset af larmen men føler det nødvendigt at lytte til larm, for at beherske min rastløshed over at viseren på uret har ramt 14. Fugle pipper og børn skriger.

Folk svarer mig, andre svarer mig ikke.

Søndag er sådan en dag, jeg har lyst til at være kulturel. Tage noget pænt, klassisk tøj på, så man ser dannet og overskudsplaget ud. Kigge på kunstværker, som egentlig ikke fortæller andet end levet maling og materi aler. Drikke for dyr kaffe, og komme hjem, mættet af indtryk, som afspejles i udtrykket på aftensmaden: boller med smør. Falde i søvn helt af sig selv og ikke være stresset – sådan undvige realiteten og gennemleve ideal-weekenden.

Foto: Mads Frost

Foto: Axel Emil Hammerbo

valentin I

denne valentinsdag har jeg spist uvaskede tomater fra marokko og hørt jazz. haft lavtaljede bukser på og barberet mine ben for første gang i år. jeg har set skam drukket for lidt vand hatet for meget på kærlighed fordi jeg et menneske og tænkt på mine one night stands fordi jeg et menneske. jeg har også lagt neglelak og tænkt på modermærkekræft og på kloaksystemer.

Af Emmeline Freya

ANOTHER HOME UNDER THE SAME SUN

Af Nicoline Kjems Krognos

Halvdelen af Ukraines børn menes at være på flugt med deres mødre.

Zhiva og hendes otte måneder gamle datter er flygtet fra krigen i Ukraine og bor nu på Engelsholms højskole vest for Vejle.

For syv år siden boede Zhivas musikelskende mand, Serge, et halvt år på samme højskole.

Fra sit nye højskoleværelse følger Zhiva intenst med i, hvordan krigen udvikler sig.

Serge sidder tilbage i Ukraine, da ukrainsk lov for byder alle kampdygtige mænd i alderen 18-60 år at forlade deres land.

Zhiva og Serge drømmer om at bringe højskole livet til Ukraine. De vil skabe et sted, hvor folk kan dyrke techno og planter døgnet rundt.

Før hverdagen blev afbrudt af krigen, arbejdede hun som landskabsarkitekt og han som musikpro ducer.

Men lige nu har det russiske angreb sat deres drømme på pause. De ved ikke engang om gården, som de vil starte en højskole på, stadig eksisterer.

Ingen kan sige hvornår, eller hvilket land der er at vende hjem til. Det kræver styrke at vente på noget, der måske aldrig sker.

Kære læser

Her skulle have været en annonce, men vi nåede desværre ikke deadline. Kender I det?

Kh Den Sidste

Kære Bose,

7:25. Du er nok bare forsinket. Det er første dag i gymnasiet, og det må vi ikke komme for sent til. Det er august måned, og vi glæder os. Det er rigtig sommervarmt. Lummert. Jeg kigger ned ad Aldershvilevej og leder efter dig. Jeg ser dig ikke, men du skal nok komme.

Det gør du, og vi kører afsted. Min mor bag rettet, mig ved siden af, og dig på bagsædet. Du fortæller, hvilken dokumentarfilm du så i går, og hvilken du skal se i morgen.

Det skal gå hen og blive hver morgen, jeg begyn der i dit selskab, og du i mit. Klokken 7:25. Hver morgen. Ned ad Aldersvhilevej. Op til krydset ved tanken, hvor vi drejer til højre ad Bagsværdvej.

Det er over et år siden, at jeg sidst så dig.

Nu ser jeg kun den sten, hvor dit navn står, og de blomster, der står foran den. Mange solsikker.

Du ville have elsket sommeren sidste år. Der var EM i fodbold, og vi var gode. Vejret var varmt. For varmt til mig, men du havde nok nydt det. Vi spillede os i semifinalen. Vi troede sgu på, at vi ville vinde. At 21’ ville blive som 92’.

Jeg håber, at de har fjernsyn i himlen. At du har set med.

Vi drejer til venstre ved Netto ved Nyborgvej. Kan du huske, dengang vi ville starte en ølklub? Vi købte øl i den Netto, kan jeg huske.

Videre forbi Marienborg og gennem mosen ved Frederiksdal.

Jeg fik også en tatovering sidste sommer. Jeg holdt Seb i hånden imens. Et uendelighedstegn, du gerne selv ville have haft, men aldrig fik. Jeg har faktisk fået én til siden på armen. Der står 7:25.

Ja, du ville virkelig have elsket sommeren. Jeg har tænkt på dig hver eneste dag, siden Zach ringede. Spurgte, om mine forældre var i nærheden. Han sagde, at der var sket noget forfærdeligt. At du var blevet kørt ned. At du var død.

Vi spillede fodbold sammen som små. Du var bedre end mig, så jeg tog ufine metoder i brug for at stoppe dig. Du blev sur og gav mig et ordentligt skub og skældte mig ud.

Op til markerne ved Sorgenfri, hvor folk med metaldetektorer leder efter danefæ. Til højre ad Virumvej.

Jeg husker også en tur, vi to gik, kort inden du døde. Jeg var lige flyttet til Aarhus og var hjemme på besøg. Du ville i genbrug, og jeg tog med. Det var en lang tur nede ved Bagsværd og Lyngby sø.

Jeg kan ikke rigtig huske, hvad vi snakkede om. Nok at du snart også skulle til Aarhus. På højs kolen lige ved mig.

Jeg tror faktisk, at det er det bedste minde, jeg har. Den gåtur.

Du kan jo ikke være død.

Det giver jo ingen mening. Jeg har på en eller anden måde bildt mig ind - og bilder mig stadig ind - at du bare er lidt forsinket, og at du nok skal komme tilbage. At du kommer løbende ned ad Aldershvilevej, og 7:25 bliver 7:30 en allersidste gang.

Vi drejer til venstre ad Fuglsangvej og ind på parkeringspladsen ved gymnasiet.

Tekst af Tobias Winter Foto af Mads Frost

FRYGTEN FOR AT MISTE

Af Emil Bay Gregersen

Dorte Bay står overfor 18 ugers kemoterapi. Hun er min mor. Og jeg er bange for, at hun forsvinder.

En metallisk lugt spreder sig mellem de kridhvide vægges farverige malerier med blomstermotiver. Et gardin, der til forveksling ligner et badeforhæng, skiller to senge ad. I den ene seng ligger min mor og lytter opmærksomt. Jeg har sat mig i gæstestolen.

Jeg opfatter ikke rigtigt, hvad der bliver sagt. Noget om forskellige typer kemobehandlinger. Sygeplejersken trykker på knappen, og maskinen begynder at tælle ned. Hun rejser sig og forlader stuen. Min mor sender mig et lille smil og læner sig tilbage i sengen, mens cel legiften begynder at strømme ind i hendes blod.

Det er surrealistisk. Min mor er jo ikke syg. Hun vælger at blive syg. At få sprøjtet gift ind i kroppen, der ikke kun dræber kræftceller. Den dræber også raske celler.

“I sidste ende var det et rationelt valg. Det er det, der giver mig og mine pårørende mest ro i sjælen”

Lymfesystemet er som et spindelvæv, der spreder hvide blodlegemer igennem hele kroppen. Hvis kræften når at sprede sig igennem systemet til andre organer, er chancen for, at hun bliver helbredt lille.

Min mor er blevet opereret for livmoderkræft. Kræften har ikke spredt sig yderligere. Heldigvis. Til gengæld står hun over for en af de sværeste beslutninger i sit liv. Lægerne kan ikke garantere, at der ikke er enkelte kræftceller tilbage i kroppen. De anbefaler forebyggende kemoterapi, selvom hun teknisk set er kræftfri.

Kvalme, opkast, træthed, smagsforandringer, man glende appetit og nedsat immunforsvar er nogle af de bivirkninger, hun risikerer. Det er helt sikkert, at hun mister håret. Min mor vælger at takke ja til behandlin gen.

Når samtalen falder på hår, giver det et lille jag i hende. Jeg kan se det i hendes blik. Hun kigger væk og har svært ved at holde øjenkontakt. Noget hun normalt er en mester i. Hun har et meget intenst blik, man ikke kan skjule sig fra. Hun kigger lige igennem dig.

“Da jeg fik det at vide, var det første jeg tænk te, at det her skal jeg igennem, for du skal ikke miste mig så tidligt”

Hver dag frygter jeg, at min mor vågner op med ke moens voldsomme bivirkninger. Jeg har svært ved at stå op. En trykken for hovedet og en anspændthed i kroppen vil ikke forsvinde. Som chokket, når der sker noget uventet i en gyserfilm, strakt ud over hele døgnet.

Hvordan reagerer jeg, når hun taber håret? Beviset på, at hun er i kemoterapi. Kommer jeg til at føle en dis tance til hende? Kan jeg tillade mig at tænke sådan om min mor? Det går først op for mig efter et par dage, at det er dødsangst. Jeg er bange for at miste min mor. Bange for, at den mor, jeg kender, forsvinder.

Situationen er uvirkelig. Vi aner ikke, om behandlin gen virker. Vi har ikke udsigt til en scanning, der kan fortælle os, om hun er i bedring. Hun er jo kræftfri. Der er intet vi kan følge med i. Alt er meget uvist.

Det er i virkeligheden det værste.

“Kom lige og se!”

Min mor råber en formiddag til mig gennem huset. Jeg rejser mig fra den beigefarvede sofa og trasker ud til badeværelset.

Der er det. Det vi har ventet på. Hendes hår ligger i håndvasken. Og ikke bare ét hår. Der er mange. 13 dage efter første kemobehandling.

“Shit”, siger jeg sagte. Min mor griner. Med tre fingre kniber jeg omkring en tot af hendes hår og trækker det uden besvær ud af hovedbunden. Det er 15 dage siden, hun fik sin første kemobehandling, og håret rasler af hende.

“Vi kommer igennem det. Det er bare et bump på vejen,”

Hver morgen tjekker hun, om det føles anderledes.

Men der sker ikke noget. Ikke andet end en smule træthed og summen i fingerspidserne.

“Det er faktisk rart, at det er i dag, jeg skal klippes. Jeg har ikke nerver til at gå rundt og tabe mere hår”

Min mor har fået ansigtsbehandling, købt nye solbrill er, været på Louisiana og spist middag med et par gode venner. Hun prøver at skabe så normal en hverdag som muligt. Det virker. Hun har overskud, og det smit ter af på mig.

Min mor smiler i sin sølvgrå bil på vej til Svane Klinik. I dag skal hun til frisøren og have den paryk, hun har bestilt. En dag hun har været bekymret for, siden hun takkede ja til kemoterapien. Håret er en stor del af hendes identitet. Men hun er i godt humør.

Med kluklatter og våde øjne fortæller hun om et tænkt scenarie, hvor hendes barnebarn flår parykken af hen de. Jeg udbryder et grynt og kan ikke lade være med at grine.

I dagene op til har min mor været stille.

Hun var overbevist om, at hun ville blive ked af det, når håret røg af. Derfor kommer det som lidt af en overraskelse, at hun ikke bliver berørt, da de lyse lokker falder til gulvet.

Første kapitel er nu overstået.

I de næste 16 uger venter der yderligere fem kemobehandlinger.

Uvisheden er der stadig, for vi aner ikke, hvordan hun reagerer på cellegiften.

Måske er hun lige så heldig som første gang – måske får hun det værre. Det må tiden vise.

Som et familiemedlem altid prædikede:

“Dette er bare en overgang. Livet går videre.”