CITAT_17

01

17

Kolofon Redaktion

Omsl ag

Foto af Andreas Bro Tryk

Seedorff Publishing Opl ag

3000 Helene Navne (ansv.)

Frederik Korfix (foto)

Mie Louise Raatz

Eva Obelitz Rode

Web

www.magasinetcitat.dk Finansiering

CITAT er finansieret af annoncesalg Kontakt

Kasper Palsnov (foto)

Daniel Hjorth (foto)

Eva Jakobsen

skribenter

fotografer

Mikkel Stephensen Camilla Pipaluk Skovgaard Niki Treumer Mogensen Morten Skov Madsen Sara Fleckner Vilstrup Camilla Kristensen Janus Spøhr Rasmus Højmark Ravn

Simone Astrid Pedersen Jonas Fogh Sarah Hoffman Tor Birk Trads Andreas Bro Frederik Korfix Morten Rode Cecile Smetana Baudier

Magasinet CITAT Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N redaktion@magasinetcitat.dk Distribution

CITAT er produceret af studerende fra

ENDE STUDER

95 KR. ROSENKRANTZGADE 21 8000 AARHUS C BILLETTLF.: 86 13 88 66 BILLETNET: 70 15 65 65 WWW.SVALEGANGEN.DK

PSYKOLOGISK GYSER AF JULIE MAJ JAKOBSEN

PÅ TEATRET SVALEGANGEN

24. APRIL – 26. MAJ ISCENESÆTTELSE ANDERS LUNDORPH SCENOGRAFI CLAUS HELBO MEDVIRKENDE HEIDI COLDING-HANSEN, VICTOR MARCUSSEN, KIRSTI KÆRN OG NIKOLAJ BJØRN-ANDERSEN

UNDER DEN IDYLLISKE OVERFLADE LURER ALT ANDET END SANDHEDEN…

62031_sval_ann_Citatmagasin_fanoe_210x148_5mm.indd 1

28/02/12 12.36

Leder Hvordan ser tingene ud, derfra hvor du står?

CITAT vil længere ud. Derfor bliver vi nu omdelt af Free-card. Det betyder, at CITAT vil være at finde på 300 nye steder i Danmark. Så du kan finde os, hvor du er.

Synsvinklen afhænger af, hvor man står. Står du på sidelinjen og kigger på, eller er du inde i kampen? Hvad gør du, når den forbudne frugt ligger lige foran dig? Tænker du på konsekvenserne? Det gjorde Brian Hogan ikke, da han blev USA’s ”most wanted” for at have puttet en forlagt iPhone i lommen.

Vi tager dig ud i mørket og ind i lyset. Med til ham, der står udenfor og kigger ind, mens han prøver at finde ud af, hvor han hører til. Og hende der valgte livet, selvom døden føltes rar.

Vi stræber efter konstant at give dig nye perspektiver. Også når vi leder efter meningen. Og tænker, om vi står på det rigtige sted med de rigtige mennesker, når klokkerne ringer.

Redaktionen

17

Vi zoomer ind og ud, vi lader dig stå midt i historien eller tager dig med på sikker afstand.

Vender du ryggen til døden, eller vil du med til hans fødselsdag? CITAT er din invitation.

Indhold 03 04

Æblerov

10

Han skal leve, højt hurra

15

Hver mand sit verdenshjørne

Et stykke elektronik gjorde Brian til en jaget mand.

04

Døden hedder Karsten, og han fejrer fødselsdag.

De råber “Omnikin Bleu!!” i en idrætshal.

21

Urværket

25

fotoserie: efter vand

36

tilbage til rødderne

42

Forbrugsfix

46

døden nær

Mærker uret også tidens trykken?

Fra himlens skyer til bunden af brønden.

25

På dannelsesrejse til Somalia.

Når skinny fit jeans gør dig lykkelig.

Et førstehåndsindtryk fra den anden side.

42

04

æblerov

Et æble med en metalisk bismag kostede Brian Hogan et år af sit liv, hvor han blev jaget af medierne og den offentlige anklager. For første gang fortæller han sin historie til omverdenen.

05

Af Mikkel Stephensen (tekst), Simone Astrid Pedersen (foto) og Helene Navne (iPhone foto)

06

Det er første gang 23-årige Brian Hogan skal fortælle historien om den iPhone, der viste sig at være en hemmelig prototype på den nye iPhone 4. Telefonen indbragte ham 20.000 kroner fra en gadgetwebside, der offentliggjorde en artikel om prototypen som et scoop.

Men den kostede Brian hans tilværelse, som han kendte den, for han gjorde sig ikke bare skyldig i rapseri på en bar og hæleri, men også i industrispionage mod Apple.

Under det tyske øls indflydelse Den 25. marts 2010 sidder Brian sammen med sin kæreste Christy og en ven på den tyske bar Gourmet Haus Staudt i byen Reedwood City, der deler grønne, californiske bakker med ITmekkaet Palo Alto. Der er kaldt sidste omgang, og bartenderen skænker kun, fordi de tre er velkendte stamkunder.

Et par barstole længere henne, har en ung mand lidt tidligere forladt sin plads. Hans navn er Gray Powell, han er ingeniør hos Apple og har denne aften opdateret på facebook; “Jeg har undervurderet, hvor godt tysk øl er.”

Måske var det den tyske humle, der distraherede Gray Powell og fik ham til at glemme at putte sin iPhone tilbage i lommen, da han forlod baren. For han havde al mulig grund til at passe godt på den. Telefonen, der er ellers ligner en helt almindelig iPhone, er nemlig prototypen på Apples nyeste gadget, iPhone 4, og den er betroet i Powels hænder til en såkaldt field testing.

Efter at Brian har nydt et par af de tyske øl,

rækker en anden mand, der tydeligvis har gjort det samme, en iPhone til ham, som han tror, Brian har lagt fra sig. Men det er ikke Brians telefon.

Noget, ingen har set Den telefon, Brian fik stukket i hånden den aften, lignede enhver anden iPhone. Barens andre gæster rystede på hovedet, da han spurgte, om den tilhørte nogen. En iPhone imponerer ikke nogen blandt Palo Altos IT-nørder, og ingen havde nogen interesse i telefonen. Men Brian fornemmede alligevel, at der var nogle særlige træk ved den. Den var stadig tændt, og Brian åbnede facebook for at se, hvem den tilhørte. Gray Powell, stod der. ”Jeg fandt hans LinkedIn og så, at han var ingeniør hos Apple. Da vidste jeg, at iPhonen var ægte, og at jeg havde noget i mine hænder, som ingen havde set før.”

Brian og hans roommate, Tom, skilte telefonen ad. Den så helt anderledes ud og var dækket af en masse serienumre.

Brian havde fat i noget helt unikt, som Apple ikke var meget for at have ude i offentligheden.

Mellemmanden Brian kontaktede hverken Apple-ingeniøren, den tyske bar eller politiet. I stedet kontaktede han en gammel bekendt, Berkeley studenten Robert ’Sage’ Wallower. Brian sendte billeder af den særlige iPhone til ham. Sage Wallower reagerede med det samme. ”Tag langt væk, og tænd den. Jeg skal have

nogle billeder af den, så tag nogle screenshots.

Husk, at du skal slukke den igen med det samme! Ellers kan Apple spore dig,” lød hans besked.

Sage Wallower skrev tilbage et par dage senere. Han havde tilbudt den nye, ukendte iPhone til forskellige teknologiblogs og magasiner.

Han havde arrangeret et møde med en redaktør fra gadgetsiden Gizmodo. Det eneste, Brian skulle gøre, var at møde op med telefonen i Menio Park i San Francisco. ”Det var begyndelsen på enden. Jeg lod mig bare rive med, og jeg gjorde intet for at stoppe, hvad der var blevet sat i gang,” siger Brian.

Gizmodo købte telefonen. De gav hånd på 30.000 kroner, hvoraf en tredjedel gik til mellemmanden Sage Wallower.

Offentliggørelse Cirka halvanden uge efter udkom artiklen på Gizmodo.com. Den indeholdt billeder og videoer af den telefon, Brian havde haft i sin varetægt de sidste fire uger. Artiklen fik 100.000 hits hvert halve minut. Hurtigt blev historien taget op af de store medier: CNN, CBS, ABC, FOX News og mange flere.

Samtidig havde Apple fundet ud af, at Gizmodo var i besiddelse af deres iPhone. Steve Jobs, den nu afdøde CEO for Apple, ringede til Gizmodos chefredaktør for at få telefonen tilbage. Det fik han også, efter at Apple havde sendt et brev, der bekræftede, at den vitterligt var Apples egen prototype. Det kom dem samtidigt for øre, at Gizmodo havde købt telefonen

af en mand, der havde fundet den på en bar, og efterforskningen for at finde manden blev sat i gang.

Dagen efter artiklen var udkommet, kom Brian hjem fra arbejde, hvor han mødte sin roomate, Tom, i døren. Tom havde pakket Brians ting. Deres anden roommate, Katherine, havde talt med “nogen”, og Brian skulle væk fra lejligheden nu, for de ville helt sikkert komme og lede efter ham. Det viste sig, at Katherine havde talt med chefen for sikkerhed hos Apple, der nu vidste, hvem tyven var. Brian Hogan var chokeret, da det begyndte at gå op for ham, hvad han havde rodet sig ud i. ”Jeg tænkte, shit, politiet leder nok efter mig.

Mig, der aldrig har fået en bøde, aldrig været arresteret. Jeg har altid været en god dreng.

Det var forfærdeligt. Det var en af de værste oplevelser i mit liv.”

Ventede på politiet i barndomshjemmet Tom kørte Brian hjem til forældrene. Allerede i bilen ringede Brian og fortalte sin far, hvad der var sket. Det var en kort samtale, men alligevel var den uendeligt lang. Hver en stavelse i samtalen føltes som jord på egen kiste, og alle de muligheder, han havde haft undervejs for at rette sin fejltagelse, lå som fjerne skikkelser i bakspejlet under turen til forældrenes hus.

Ved ti-tiden samme aften sad Brian på sit barndomsværelse sammen med sin kæreste og så de blå blink fra to politibiler i indkørslen.

Blandt de mange betjente var en kriminal-

07

“

Jeg havde noget i mine hænder, som ingen havde set før

08 assistent fra specialenheden REACT, Rapid Enforcement Allied Computer Team, der er specialiseret i kriminalitet inden for teknologibranchen. Politiet havde fundet frem til Brian Hogan, men der var stadig andre, han måtte skjule sig for.

På flugt fra medierne Tre dage efter politiets besøg kontaktede gadgetmagasinet Wired Magazine Brians kæreste for at få noget at vide om ham. Brian indlogerede sig sammen med sine forældre på et hotel næsten 100 km fra deres hjem. Herfra fulgte familien med i, hvordan nyhedsvogne belejrede deres hus. ”Vi tændte for nyhederne, hvor de viste billeder af mit hus. Mit billede var overalt, og der var en masse eksperter, der skulle udtale sig om situationen. Det var enormt ydmygende, at alle de mennesker, jeg kendte, alle, jeg kunne komme i tanke om, sad og så det på tv lige nu.”

Det var ikke Apple, der gik efter Brian. Det var REACT og den offentlige anklager, der i et år byggede en sag op mod ham og Sage Wallower. ”Jeg gik rundt i et år uden idé om, hvad næste uge bød på,” fortæller Brian, der nervøst ventede på afgørelse i sagen.

Straf og afslutning Brian Hogan lægger røret på efter en samtale

med sin advokat. Sagen er afsluttet. En betinget dom, 40 timers samfundstjeneste og en bøde på værdien af en halv iPhone 4. Nu ved han, at han ikke længere behøver at udsætte sit liv. Han skal ikke længere vente på konsekvensen af at have fået den hemmelig telefon i hånden på en bar.

Advokaten har kostet over 100.000$, som forældrene har skaffet ved at belåne deres hus.

Den usikre periode, mens sagen har stået på, har kostet Brian sit job, sin kæreste og sin lejlighed. Han var lige ved at miste sin familie, da presset blev for stort, og forældrene blev separeret i nogle måneder.

Brian fortryder nu den række af dårlige valg, han traf, men han føler sig ikke som en kriminel.

"Jeg ved, at jeg gjorde noget virkelig dumt og forkert, og jeg kunne ikke i min vildeste fantasi have forestillet mig de følger, det fik. Hvis jeg fandt den iPhone i dag, havde jeg efterladt den i baren."

Baren, hvor det hele startede, kommer Brian Hogan aldrig tilbage på, for han er blacklisted på de tidligere stamsteder. Alt, han tjener, betaler Brian sine forældre – ikke fordi, de tvinger ham, men fordi hans samvittighed gør.

Han skammer sig, men her fortæller han for første gang sin historie til en journalist. Nu kan han endelig sætte et punktum i historien.

09

han skal leve,

10

højt hurra Af Camilla Pipaluk Skovgaard (tekst) og Jonas Fogh (foto)

En fest der fejrer det, vi alle frygter.

Det er Døden, og Døden er en person, der hedder Karsten. Gæster til Dødens fødselsdag må acceptere det uacceptable, at Døden sidder med til bords. Det er nødvendigt at turde se Døden i øjnene, hvis der skal festes, danses og spises i hans selskab.

Øjnene er insisterende. Stemmen holder sig i et hviskende toneleje, der ville få enhver til at spidse ører og lytte intenst efter hvert eneste ord. Kinderne er blege, og ansigtsudtrykket udstråler bekymring blandet med en uventet venlighed. Det er den stille død, der sidder ved bordet. Det er den død, der naturligt kommer tættere på, når livet leves. Han sniger sig fremad i alles bevidsthed, indtil han pludselig kommer til syne og tvinger enhver til at se ham i øjnene. Det er en død med et navn. Han hedder nemlig Karsten. ”Det kan godt være lidt svært at være sådan en som mig. Det er en almindelig misforståelse, at Døden ikke er en rar type. Men jeg er egentlig en ganske flink fyr, der bare passer mit arbejde,” fortæller Karsten.

I virvaret af misforståelser har Karsten ofte svært ved at få venner. Det er ikke mange, der har lyst til at få Døden tæt ind på livet. I stedet ignorerer de ham. De prøver at glemme ham ved at lade som om, at han ikke eksisterer. Det er derfor, at Døden gerne vil hedde Karsten.

Han vil gerne have, at folk ser personligheden

11

frem for erhvervet. Og det er derfor, han inviterer til fødselsdag.

Balloner og dødningehoveder Dødens fødselsdag er en anledning til at invitere de venner, han endnu ikke har. Med optimismen i hånden har han derfor inviteret en masse gæster til spaghetti med kødsovs, dans og drinks. Hvis Døden selv skal sige det, er han ret fermtil at fremstille den italienske klassiker.

Og så er det hans egen livret.

Oppyntningen skal også være på plads, så den festlige stemning hjælpes på vej. Der er ikke meget dødningehoved over de mange farvestrålende balloner og festlige fødselsdagsflag, men et enkelt eller to vil komme til

12

syne blandt al pynten. Det personlige præg må ikke glemmes. Drinksene bliver alkoholfri, men hvis gæsterne i al hemmelighed smugler lidt vodka i punchen, har Karsten besluttet sig for ikke at sige noget til det.

Bordplanen er omhyggeligt udtænkt og bordkortene kreeret. Karsten har særligt udvalgt Gaby som sin borddame. Hun er en engel, og han er lidt forelsket i hende.

Le lidt med leen Inden gæsterne ankommer, øver Karsten sig på leen. Han konverserer først høfligt, inden han vover sig ud i mere flirtende forsøg på at skabe stimulerende samtale. Det resulterer i, at leen bliver kastet lidt til den ene side, svin-

get hele vejen rundt og til sidst omfavnes af Dødens lange arme. Der skal være styr på både dansetrin og samtaleemner, hvis Gaby senere skal imponeres. Til Dødens fødselsdag skal der helst ikke være nogen, der griner ad ham.

Han håber, at gæsterne hellere vil grine med ham, for han er så træt af at føle sig udenfor.

Leen kan han trygt danse med.

Den er Dødens bedste ven og vigtigste værktøj, når det gravalvorlige arbejde skal udføres.

De fortabte sjæle skal høstes, og leen hjælper med at bære byrden. Når ingen andre lytter til Dødens sorger, er leen altid ved hans side.

Det er derfor, at leen indtager sin retmæssige plads som Dødens anden sidemand til den store fest. En engel på den ene side og leen på

den anden. Festens midtpunkt er tilfreds med planen.

Fest bag gardinerne Musik buldrer ud af højttalerne, og på en scene hopper en gruppe unge mennesker rundt i en vild lykkerus med hvide plastikkrus i hænderne. Iblandt dem danser Døden lige så lystigt. Han danser foroverbøjet med sin le over skulderen. Svinger den rundt, hamrer den i gulvet og holder den tæt ind til sig. Leen er stadig hans mest trofaste dansepartner. Gulvene, de danser på, er sorte, og den ene væg er dækket af sorte gardiner. I venstre hjørne står et sortlakeret klaver. Den festlige forsamling er Dødens gæster. Generalprøven er i fuld gang.

Døden hedder i virkeligheden Alexander Nørgaard. Han er skuespiller, og leen på hans skulder er en kost. Han er i gang med at forberede Dødens fødselsdag, en teaterforestilling.

Dødens fødselsdag afholdes på testerfestivalen Quonge i Aarhus.

13

INNOVATIVE PRODUKTER SE

EL TAG

OP

LYD L -TI

pod-cast

forelæsning interview

konference ager

opt usik

m

diktat

14 LS-11

S OLYMPU

ATIVE -TIL KRE

hurtig AF re

filt

kt effe

kompakt

m

fil HD

d ful ærm D sk C L e vipp

s.dk

olympu å p e se mer

OLYMP

US PE N LIT E

BILLEDER

15

Hver mand siT verdenshjørne Franske gloser flyver gennem luften, sportsklædte skikkelser kaster sig rundt, og luften er tyk af sved. Den store bold følges af alles øjne. Her handler det om sejren, men mest af alt om fællesskabet.

Af Morten Skov Madsen og Niki Treumer Mogensen (tekst) og Sarah Hoffman (foto)

16

Sveden løber ned langs kinden, som blusser op. Lyden af hurtige åndedræt og sko, der hviner mod det lakerede trægulv, forstærkes.

Men kun kortvarigt. Skoenes hvinen stopper, og en ro breder sig.

To mænd med røde kinder knæler overfor hinanden på trægulvet. De strækker deres arme i vejret med en stor bold balancerende for enden af fingerspidserne. Sveddråber slipper den enes pande og danner en lille pyt på gulvet, da de bøjer ansigterne mod gulvet. Deres blik er fæstnet mod træoverfladen.

Stilheden brydes med ét, da de i kor råber: ”OMNIKIN BLEU!!” Den store bold, der før hvilede for enden af deres fingre, rammes af en knyttet højrenæve, der har 80 kilos mandekorpus bag sig. Næven når langt ind i den bløde bold, der på vej mod banehjørnet snitter hovedet på en modstander. Spillet er i gang. Det

hedder kin-ball, og her kan ingen undværes.

I en hal i Brabrand mødes Aarhus Kin-Ball forening ugentligt. Tre hold, fire mand på hver og en bold med en diameter på 1,20 meter. Hver mand dækker sit verdenshjørne af banen. Forlader man hjørnet, server modstanderne derover, og det betyder nederlag.

Derfor er alle fire spillere lige vigtige.

For spillerne på banen er det noget af det, der gør kin-ball specielt. Netop fællesskabet er en af grundene til, at Kim på 27 år begyndte til kin-ball: ”Det handler om kammeratskab. Alle er lige vigtige i det her spil, og det er derfor, jeg kommer tilbage uge efter uge,” siger han. alt i bevægelse Hallen runger igen af hvinende gummisko, der skridter hen over trægulvet. Spillet er i gang

17

18

igen. Svedpytter dannes rundt omkring på trægulvet og trampes lige så hurtigt væk igen.

Den store bold hvirvler rundt, og man skal passe på ikke at blive ramt.

En spiller råber “OMNIKIN BLEU!” Det bliver kort efter fulgt op af et “OMNIKIN NOIR!” fra en anden. I kin-ball råber man omnikin efterfulgt af bleu, gris eller noir – fransk for blå, grå og sort – når man server. Ikke alle spillerne ved hvorfor, udover at det passer med holdfarverne, men træneren,Thomas, gør. ”Omni betyder “alt”, og kin kommer fra “kinæstetisk”, som betyder bevægelse. Så med lidt god vilje kan man anskue bolden som en klode i bevægelse, men det er vist også noget med, at firmaet, der laver boldene, hedder Omnikin,” siger han og trækker på smilebåndet.

På banen starter og stopper spillet hele tiden. Det kræver sin mand at følge med. Når en bold på en meter og tyve centimeter i diameter kommer lige mod en, er det med at være vaks og gribe den, hvis man bliver servet til eller undgå den som pesten, hvis der er servet til modstanderholdet. Ellers koster det point for holdet.

Landsholdsplads inden for rækkevidde I Danmark har kun et par kin-ball klubber set dagens lys, og den aarhusianske var den første af sin slags, da den blev stiftet i 2009. Spillet

nåede dog hertil tidligere. Allerede i 2007 stillede Danmark op til VM. Spillerne var dengang ikke tilknyttet en klub.

Det samme var tilfældet ved VM i 2008, hvor spillerne kunne juble over at høste fair-playpokalen. En pokal, der vægtes højt i kin-ball, som netop har fair play som en kerneværdi.

Det er ikke usædvanligt at repræsentere nationen i kin-ball efter blot et par måneders spil. ”Spillet er bare nemt at komme ind i. Kin-ball er sgu nok min sidste chance for at komme på landsholdet – i noget som helst,” fortæller Kim. Spillerne smiler forpustede, mens luften lukkes ud af bolden. Dagens træning er slut, og spillerne forlader deres verdenshjørner for en uges tid.

19

High-end Point & Shoot Nyhed

Fuji Finepix X100

FinePix X100 kombinerer alle de nyeste tekniske digitale innovationer i en smuk, traditionel chassis, som oser af klasse og prestige. Stor APS-C sensor og lysstærk 35mm optik.

Leica D-lux 5

Nikon 1

Dette alsidige kompaktkamera, med det lysstærke Summicron zoom objektiv fra 24-90mm, er det perfekte kamera til point-shoot fotografering.

kr. 6.495,-

Nikon 1: Et hurtigt, intelligent og bærbart kamerasystem. Med et særligt udvalg af kompakte udskiftelige 1 NIKKOR-objektiver og systemtilbehør.

kr. 4.395,-

Fra kr. 3.195,Alle priser er ekskl. moms.

Goecker A/S Hejrevej 37 2400 København NV

Jyllandsafd.: Sindalsvej 37 8240 Risskov

Tlf.: 35 82 11 00 - www.goecker.dk

MAGNUM PHOTOS

FOTO HOTPANTS

EFER MOTORLØB

E

FAGENES FEST

DERIK GLISTRUP

MUSLIMER ØJNE

SVINTER FAMILIE

RYLLUP BOKSER

FLASH PRIVATLIV

BURMA SIN CITY

VAL

BRUNST

69

A AMALIENBORG

UNST

HISTORIEN

VIDNERNE HISTORIEN

STORE FORTÆLLINGER

20

DANSK PRESSEFOTOGRAFI I 100 ÅR

FORLAGET AJOUR

"Et rart meneske, en sympatisk fortæller og en stemningsmættet fotodokumentation." - Politiken

V IDNERNE HISTORIEN F O R LA G E T AJ O U R

DANSK PRESSEFOTOGRAFI I 100 ÅR

“Vidnerne. Historien” 400 sider 29,5 x 29,5 cm Pris 398 kr

12/21/11

.“Bemærkelsesværdig bog med bemærkelsesværdige billeder” - Nordjyske Stiftstidende “Vidnerne - Historien” kan sammenfattes i ét ord: Imponerende.” - Per Lindstöm, professor i fotojournalistik

www.forlagetajour.dk

9:59:04 AM

"Steffen Jensen, der forener og formidler båd viden og følelse i sine smukke øjebliksbilleder fra nogle af verdens vildeste brændpunkter." - Kristeligt Dagblad "Untold Stories" 212 sider, 28,5 x 22,5 cm.

Pris 298 kr.

Af Sara Fleckner Vilstrup (tekst) og Tor Birk Trads (foto)

U R VÆ R K E T

Så. Endelig fremme. Tiden havde føltes lang i de mørke kasser, og nu skulle urværket stå sin svendeprøve. Ville alle tandhjul, dippedutter og dingenoter passe, som de skulle? Urmageren var dygtig, og urværket stod snart samlet. Her er jeg, tænkte urværket, helt ny og fin. Så fin, at jeg skal holde styr på tiden i en domkirke. Det er ikke alle, der er fine nok til det. Det vidste urværket, for urmageren havde pralet og forvisset alle om, at urværket var af den fineste kvalitet og aldrig ville bukke under for tiden.

Urmageren stod lidt og beundrede sit urværk, inden han forlod domkirketårnet.

Herfra havde uret udsigt ned til Store Torv, ud gennem vinduet og ned på gaden. Menneskene var små. De ved alle, hvor fin jeg er, tænkte uret for sig selv. Det er mig, der styrer

tiden her. Urværket nød alle sine nye mekaniske lyde og takten slog fast. Tak, tak, tak. Tik, tik,tik.

DONG, DONG, DONG, DONG. Lyden var øredøvende, og alle urværkets små tik og tak forsvandt. Hvem overdøver mig?, råbte urværket. Det gør vi. Klokkerne oppe i tårnet, svarede klokkerne tilbage. Hvorfor gør I det?, spurgte urværket. Fordi vi er så fine, at vi ringer hver time, lød det deroppefra. Det er kun mig, der er fin nok til at styre tiden, råbte urværket op til klokkerne, som gav urværket ret. Det er kun dig, der er fin nok til at styre tiden.

DONG, DONG, DONG, DONG. Så er der gået endnu en time, tænkte urværket. Urmageren havde ikke vist sig siden indvielsen af tårnuret.

Den dag havde han stukket hovedet ind for at kigge til urværket. Ingen andre havde skænket mekanikken en tanke. Næ. De havde beundret

urskiven med sine gyldne visere og mange tal.

De havde kigget på klokkerne og lyttet til deres dybe klang. Bagefter havde urværket råbt op til urskiven. Hvorfor kigger de alle sammen på dig? Og urskiven havde svaret: Fordi mine visere er så fine, at de markerer hver time.

Urværket råbte straks: Husk nu, det er kun mig, der er fin nok til at styre tiden! Urskiven råbte tilbage, og klokkerne stemte i: Det er kun dig, der er fin nok til at styre tiden.

Urværket var tilfreds. Urskiven og klokkerne vidste, at urværket var finest. Men urværket var ikke, som urskiven oppe i tårnets top, hvor alle kunne se på de gyldne visere. Det lavede ikke, som klokkerne, smukke klingende lyde, som kunne høres overalt. Næ, ingen interesserede sig rigtig for urværket andre end urværket selv. Årene gik, og urværkets mekanik var som altid fejlfri. År efter år, måned efter måned, uge

21

22

efter uge, dag efter dag råbte urværket op til klokkerne og urskiven: Husk nu, det er kun mig, der er fin nok til at styre tiden. Hver dag råbte de tilbage i kor: Det er kun dig, der er fin nok til at styre tiden.

Tiden gik, og urværket tænkte tilbage på tiden hos urmageren. Han havde talt til det og pralet til sine gæster. Nu var der ingen at tale med. Klokkerne og urskiven havde hinanden deroppe i tårnets top, og urværket var alene i urrummet og styrede tiden.

Her står tiden stille, tænkte urværket. Alle mine tandhjul, remme og vægte kører, som de skal, og jeg får tiden til at gå, men hvor går den hen? Går tiden i ring? Går tiden fremad - mod hvad? Sol op, sol ned. Forår, sommer, efterår, vinter. Altid det samme, aldrig noget nyt. Jeg er så fin, at jeg styrer tiden i domkirketårnet. Urmageren har selv lovet, at jeg altid kan styre tiden, for jeg vil aldrig bukke under for tiden.

DONG, DONG, DONG, DONG. Urværket blev trukket ud af tankestrømmen og råbte som altid op til klokkerne og urskiven: Det er kun mig, der er fin nok til at styre tiden. De bekræftede straks i kor: Det er kun dig, der er fin nok til at styre tiden.

Tikken og takken slår som altid takten og tiden

an i urrummet. En dag, som alle andre dage for urværket. Ude på tårntrappen høres stemmer. De skal nok op og se på urskiven og lytte til klokkerne, tænker urværket. Her går de altid forbi.

Stemmerne bliver tydeligere. En nøgle rasler i låsen. Klik. Døren går op og to mænd kommer ind. Urværket genkender sin gamle urmager, til trods for det grå hår, de dybe rynker i panden og de indsunkne kinder. Her kommer en, som rigtig forstår, hvem der styrer tiden, tænker urværket ved sig selv. Den anden mand finder værktøj frem. Han skruer og hamrer. Pludselig er der stille. Helt stille.

Remme og tandhjul bevæger sig ikke. Jeg skal lige montere det nye elektroniske ur, siger den ukendte mand.

Urmageren beundrer sit værk for en sidste gang. Han kigger på det. Først smiler han ved gensynet, så rynker han brynene og siger til den anden mand: Det er det fineste ur, jeg har bygget, søn. Jeg troede, det ville holde en evighed. Men jeg må indse, at alle bukker under for tiden.

23

24

MacBook Air Alle burde have

en bærbar, der er så avan ceret.

Og nu har alle mulighede n.

70215353 / humac.dk / shop.humac.dk

København: Vesterbrogade 12 / Gl. Mønt 12 / Magasin (Kgs. Nytorv) Frederiksberg: Åboulevard 15 Aarhus: Fredens Torv 2 Odense: Vestergade 94 Lyngby: Lyngby Hovedgade 19A Aalborg: Lille Nygade 8 Vejle: Bryggen (Søndertorv 2)

ir MacBook A at

rab med studie 49,fra kr. 7.0

EFTER VAND Vand er liv. Det kommer fra oven, men lægger sig til rette under os. Vi pumper det op, leder det væk, bader i det, drikker det og gør rent med det.

Vandstanden i Det Døde Hav falder med en meter hvert år. Det er en konsekvens af overforbrug af vand i de omkringliggende lande. Hver dag tømmer de langsomt vigtige kilder og kanaler, der tilfører Jordanfloden vand, til fordel for landbrug, husholdning og overlevelse.

Af Andreas Bro

26

27

28

29

30

31

32

33

34

BLIV FAN - OG VIND

Synes du godt om FreeCard på Facebook, så deltager du automatisk i lodtrækningen om fede præmier

www.freecard.dk

-

Tlf: 33290060

-

www.facebook.com/FreeCard.dk

-

info@freecard.dk

REJSEN TILBAGE TIL

RØDDERNE 36

Jamal Jabreal var træt af skolen, da han blev student i 2009.

Han besluttede sig for at tage tilbage til sit hjemland, Somalia, for at lære kulturen og sin familie bedre at kende. Rejsen var en oplevelse for livet. Han har for eksempel lært, at han ikke skal brokke sig, når der mangler penge til en bytur sidst på måneden.

Af Janus Spøhr (tekst) og Morten Rode (foto)

37

“

Jeg har set, hvordan somalierne

prøver at få mest muligt ud af livet. Jeg vil også have det maksimale ud af livet

38

Udenfor Skjoldhøjkollegiet i Aarhus-forstaden Brabrand rusker vinden i grantræerne, og temperaturen nærmer sig nul. I køkkenet i byg-ning 105 syder og bobler gryderne, og duften af eksotiske krydderier spreder sig til fællesstuen op ind på værelse otte, hvor Jamal bor. Hans hvide t-shirt har det somaliske flag på brystet.

Jamal har boet i Danmark, siden han kom hertil som seksårig. Efter gymnasiet og fejringerne af studenterbeviset var ovre, besluttede han sig for at købe en flybillet til Somalia.

“Jeg ville ned og besøge min families hjemland. Lære kulturen at kende. Jeg ville udforske mit andet land, der hvor jeg stammer fra.

Hvor alle ikke har blå øjne og lyst hår,” siger han.

Storfamiliernes selskab I fem måneder rejste Jamal rundt i Somaliland, som er en del af Somalia. Han startede rejsen med at besøge nogle af sine onkler og fætre i Burco. Her boede han i et hus sammen med familiemedlemmerne.

“Forskellen på familiekulturen er, at i Dan-

39

mark ringer man til sine forældre, hvis man skal besøge dem,” siger Jamal.

I Somalia kommer folk på besøg uden varsel. Der var aldrig mindre end 10 mennesker i Jamals families hus. Der var altid selskab. ”Det var fedt. Jeg savnede det selskab, da jeg kom hjem. Heldigvis flyttede jeg kort tid efter min hjemkomst sammen med 11 andre her på kollegiet, så jeg har også en slags selskab herhjemme,” siger han.

Somaliland er en velstående del af Somalia.

Alligevel blev han hver dag mindet om, at der er mennesker, der ikke har råd til mad.

“Uligheden er kæmpe i Somalia i forhold til Danmark. Burco er en meget lille by, men alligevel så jeg hver dag mennesker på gaden, som ikke har noget sted at bo. Mennesker som ikke får ordentlig mad,” siger han.

Efter en måned i byen tog han ud på landet i den nordlige del af Somalia. Her besøgte han flere af sine onkler og fætre, der lever et nomadeliv langt væk fra Burcos få huse. Det var en stor oplevelse for ham at bo hos nomaderne, som ikke har en fast bolig. De flytter fra sted til sted, men er taknemmelige for det, de har,

alligevel.

Religion spiller en større rolle i Somalia end i Danmark. I Somalia er man opdraget i den tro, at Gud giver en hjælpende hånd med, når der er problemer. Somalierne takker de højere magter, når tingene lykkes.

Jamal er ikke så religiøs som mange andre i Somalia, men han føler alligevel også en taknemmelighed for det, Gud har givet ham.

Den taknemmelighedsfølelse er vokset efter hans rejse.

Udnyt dine muligheder Da han landede i Kastrup var det med et andet syn på sit liv i Danmark. Han havde fået indsigt i forskellene på menneskers livsvilkår, og samtidig havde han mødt sin familie i det land, hvor han har sine rødder.

Jamal mener, at han har fået mere disciplin, efter at have besøgt familien i hjemlandet.

At have set, hvordan mange lever uden mad og drikke, gør at han føler sig privilegeret og meget motiveret til at få noget ud af livet.

“Jeg har set, hvordan somalierne prøver at få mest muligt ud af livet, og derfor vil jeg også

have det maksimale ud af livet. De ville gøre alt for at have samme muligheder som mig, så jeg føler mig forpligtet til at udnytte mine muligheder,” siger han.

Jamal er også begyndt at tænke over alle de uoverflødige ting, han har herhjemme i Danmark Det er ikke sjovt at se et fattigt folk, der ikke får mad hver dag. Jeg identificerede mig med deres problemer, men jeg så mig alligevel ikke helt som en af dem, fordi jeg bor i Danmark,” siger han.

Gå mæt i seng På kollegiet er madlavningen i fuld gang.

Henne på kogepladen er der kylling i gryden.

Jamal går hen og rører i den. Han skruer ned for blusset og hælder mere krydderi i. Han fortæller, at han nogle gange tænker på sin familie, når han laver mad. Han er glad for, at han hver dag kan gå mæt i seng.

40

Få danskere lever uden penge til de livsnødvendige varer. Sådan er det ikke i Somalia.

“Herhjemme får vi penge for at komme i skole. Dernede har nogle ikke råd til mad.

Jeg har det altid in mente, at uanset hvordan det går mig her, så har jeg det godt. Det er lige pludselig ikke så vigtigt, om jeg har penge til at gå i byen eller får en halvdårlig karakter på studiet. Mange har det meget dårligere end mig, og derfor har jeg ingen ret til at beklage mig over sådan nogle ligegyldige småting,” siger han.

Jamal fortæller, hvordan rejsen tilbage til sine rødder har givet ham en stærkere følelse af, hvem han er. Han er mere afklaret med sin familiemæssige baggrund og føler sig mere somalisk end dansk, efter at have boet dernede i blot fem måneder. Han kunne godt forestille sig at bosætte sig i Somalia, men ikke uden at have sparet sammen hjemmefra til at kunne leve godt dernede.

Politiken.dk har taget et stort skridt i retning mod øget seriøsitet og saglighed i debatten.

Vi har skærpet vilkårene for indlæg på Politikens debatsider på nettet, så alle debattører fremover skal stå ved det, de skriver.

Det er slut med anonyme kommentarer, som ikke gavner en sober, demokratisk debat.

Herudover vil debatsitet have hele 42 faste debattører tilknyttet. Du kan se nogle af dem her, og der er gjort plads til dig. For som noget nyt vil du også selv kunne starte en debat på politiken.dk. Vi skal bare først sikre os, at du er dig*.

Marlene Wind

Søren Schultz-Jørgensen

Anita Bay Bundegaard

Kasper Elbjørn

Deltag i diskussionerne, og sæt dagsorden på politiken.dk/debat

41

* Første gang du deltager i debatten, skal du tilmelde dig med navns nævnelse. Et anonymt alias er derfor ikke længere adgangsgivende. Denne tilmelding sikrer, at du altid ved, hvem du debatterer med, og at ingen udgiver sig for at være dig.

Dan Jørgensen

Daniel Skovhus

Christoffer Emil Bruun

Anette Claudi

Johanne Schmidt-Nielsen

Rushy Rashid

Jakob Nielsen

Jakob Engel-Schmidt

Dig

Søren Søndergaard

Mette Østergaard

Mette Højbjerg

Anders Jerichow

Zenia Stampe

Ditte Giese

Rune Engelbreth Larsen

F o R b r u

f 42

i

g s

x I jagten på det næste lykkelige fix, scanner vi rækkerne af tøj. Venter på fristelsen eller søger det uundværlige. Hiver bøjlerne ind og ud, mens mønstre, farver, teksturer og former pirrer vores sanser og vækker vores begær.

43

”Der var lige en tilbage i din størrelse,” siger ekspedienten og holder glimmerjakken op.

Pigen udstøder et skrig og begynder at hoppe.

Veninderne klapper. Lyset står ud af øjnene på hende, og hun viser tænder. ”Jeg er så lykkelig.” Det smil kan ikke viskes ud, det sidder fast. Hun går målrettet mod prøverummet. Dagen er reddet.

Kvindernes efterfølgere De kæmper sig vej gennem rækkerne af tøj.

Følger efter deres kvinde. Mændene er hevet med som smagsdommere eller krumryggede påhæng. Deres øjne sukker, og kroppene læner sig op ad alt med en flade. En mand undersøger loftkonstruktionen og de hængende lyspærer med hænderne i lommen. Imens går

hun rundt og aer tøjet. Hun vender prisskiltet, og blusen klappes kærligt bagefter. Den var nok lidt for dyr.

Marcherende trofæer Posen siger HAY. Hun er veltilfreds og tjekket, ligesom den snorlige skilning i det sorte hår.

Ligesom de snorlige bogstaver på posen. Hun marcherer gennem boligafdelingen med rank ryg og fast blik. Et fast fix. Alle posemunde er trukket op med elastik i kinderne. De andres hoveder roterer, og øjnene flakker, så det er umuligt at få øjenkontakt. Med røngtensyn snor de sig mellem hinanden. Tre skridt, stop.

To skridt, og står så stille ved de florlette sommerkjoler. ”Ej, hvor er den sød, den her”. Hjertekjolen

Af Camilla Louise Kristensen (tekst) og Frederik Korfix (foto)

er fuld af kærlighed. Ligesom alle de andre uundværlige stoffer på bøjlerne.

Fugl med fløjterøv ”Se den her. Det er også en fløjte,” siger en pige til sin veninde. Hun undersøger den med fingrene. En guldhalskæde med en fugl, udstyret med fløjterøv. ”Den er lidt for meget, er den ikke”. Bekræftelse. Det synes veninden ikke, så hun tager den med sig i pendulsvingninger op til kassen. Ekspedienterne har også elastiksmil, når de siger ”hav en god dag”. De jager også. De står på udkig, og ethvert søgende blik spottes med det samme. Ekspedienterne vil gerne hjælpe, men de fleste kunder kigger bare. De går tilbage til skranken og lægger prisskiltene ind i tøjet. Rør mig, og du skal få at vide, hvad jeg koster.

44

Mannequin match Mannequinerne er sorte, hvide og gennemsigtigt fedtede. Et skaldet hoved med hul i har fået en over nakken. Blev nok slået i gulvet engang. En anden har mistet tommelfingeren.

Skovmandsskjorten, de tunge støvler og den manglende finger kunne tyde på, at han engang var tømrer. Kunderne klæder de sovende dukker med deres lige læber og stålblikke. De er på jagt efter det næste fix, dagens redning, det uundværlige. Før tågen letter, og de bliver sultne igen.

“

Jeg er så lykkelig!

Hallerne Af Josefine Klougart 24. februar til 24. marts 2012 Læs mere på aarhusteater.dk

See you..

Brug TagReader

Brug ScanLife

45

Kom i praktik på JydskeVestkysten • • • • • • • •

Hos os får du kilometer i benene Vi lærer dig nyhedsjournalistik Hos os kan du skrive features Vi har et af landets hurtigst voksende websites Hos os kan du prøve kræfter med radio Vi sender dig ud i verden Hos os vægter vi praktikanternes sociale liv højt Vi giver dig plads til at lave den store baggrund

Hos JydskeVestkysten bliver du journalist, så du kan sætte dagsordenen både om køkkenbordet og på Christiansborg.

Læs mere på jv.dk/praktik Syddanske Medier er et dynamisk og lokalt forankret mediehus, der består af Danmarks største regionale dagblad JydskeVestkysten, nyhedsportalen jv.dk, JVshop.dk, Danmarks største kommercielle regionale radiostation skala.fm og Vejen Avis. Mediehuset har 300 medarbejdere fordelt over hele Syd- og Sønderjylland.

Hver dag leverer vi nyheder, informationer, viden, oplevelser og debat til de cirka 350.000 mennesker, der læser vores aviser, lytter til vores radio og besøger vores internetportaler. Vi er dér, hvor livet leves og tingene sker – nationalt, regionalt og lokalt.

nær døden Hvor skal jeg hen, når jeg engang skal forlade denne verden? et af livets store spørgsmål. Ingen ved det med sikkerhed, og måske kommer ingen nogensinde til det. For 25-årige Kuna Rasmussen resulterede et hjertestop imidlertid i et tæt møde med døden - og i et måske unikt indblik i efterlivet.

46 Af Rasmus Højmark Ravn (tekst) og Cecile Smetana Baudier (foto)

47

48

“

Jeg ved bare, at der var rart

Et lys for enden af tunnelen. Et gensyn med et afdødt familiemedlem. Et liv, der passerer revy. En nærdødsoplevelse kan være mange ting. For Kuna Rasmussen var det tætte møde med døden en rejse til et sted af en anden verden – og en hård kamp for at komme tilbage igen.

Den 25-årige teaterassistent befandt sig på sin arbejdsplads, ”Asterions Hus”, i København, da hun efter at have gennemgået en scene pludselig blev svimmel. Den slags svimmelhed, hvor man mister afstandsbedømmelsen, som hun selv beskriver det. Hun prøvede at tage fat om kanten på det bord, hun sad ved for at genvinde balancen, men det virkede ikke. Og så forsvandt alting. ”Det føltes som om, at der ikke var noget.

Det var en anderledes oplevelse, end når man sover. Der ved man godt bagefter, at der er sket

en masse ting oppe i ens hoved, og at man på en eller anden måde har været til stede. Men her var det ligesom om, at man havde taget en rulle film og klippet et stykke ud og sat de to ender sammen igen.”

Kuna havde fået hjertestop. En forventelig følge af den hjertesygdom, hun fik konstateret som 21-årig. Det er ikke første gang, at det er sket. Men det, hun oplevede denne gang, var helt specielt.

Det andet sted Et pludseligt lysglimt satte ”filmen” i gang igen for Kuna, og dybt forvirret kunne hun se sine kollegaer løbe mod sig. Men hun var ikke tilbage i sig selv. Hun befandt sig et sted uden for sin fysiske krop. ”Jeg havde følelsen af at være hér”, siger Kuna og placerer sin hånd godt en halv meter

til højre for sit hoved. ”Ikke fysisk, men det var her jeg var. Og så videre ud i rummet i en lige linje hvor jeg havde en fornemmelse af at kigge på Jorden. Tredje stop var endnu længere ude i noget, der ikke er hér.”

Kuna forklarer, at det sted, hun nu befandt sig, ikke var af denne verden. Men det fik hende ikke til at gå i panik. Snarere tværtimod. ”Der var en følelse af ikkeværen, men samtidig også en følelse af behag. Der var intet at se, og det hele var meget roligt, stille, tidløst og uforpligtende. Det var så rart. Så godt.” ”Plat at sige Himlen” Flere mennesker, der har haft en nærdøds-oplevelse, beretter, at de har været i himlen. Kuna tør ikke gætte på, hvor hun var og har ikke tænkt sig at lede efter svar i kristendommen. ”Jeg tror ikke, at det sted, jeg var, har noget

49

navn. Det lyder plat at sige himlen, og at kalde det et dødsrige lyder også mærkeligt. Jeg tror bare, at jeg var dér, hvor man er, når man ikke er hér.”

Selvom Kuna ikke er religiøs, tror hun på et liv efter døden. Hun finder inspiration i den hinduistiske tro, når hun skal forsøge at forklare, hvad hun oplevede. ”Min ide om den helt store sammenhæng er ikke, at alting stopper, når jeg ryger i jorden.

Jeg tror på en form for cyklus. Så jeg tror bedst, at man kan forklare min oplevelse med hinduismens Nirvana-tilstand, hvor selvet opløses i noget større. Hvor alting er mere flydende.

Men jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der var rart.” en kamp at komme tilbage Kuna havde det godt. Det sted, hun nu befandt

sig, var en befrielse fra den verden, hun havde forladt, hvor alting pludselig virkede alt for – virkeligt. ”Alting var meget konkret, meget specifikt.

Der er vægge her, der er mennesker og lys.

Der er et rum og et gulv, som har en farve. Jeg kunne mærke, at jeg skulle hive mig selv ned i min krop. At jeg skulle koncentrere mig for at være der. Det lyder mærkeligt at sige, at det var en kamp.”

Hun havde ikke lyst til at vende tilbage. Det virkede ikke som det rigtige sted at være. Kampen for at komme tilbage i sin krop – den kamp hun ikke havde lyst til at vinde – gjorde ondt og fik panikken til at brede sig i hende. ”Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at jeg virkelig skulle være hér. Jeg havde en fornemmelse af, at altid have været det andet sted. I så ufattelig lang tid, at man ikke taler om ti-

mer, dage eller år. Det var ikke målbart. Og nu skulle jeg pludselig tilbage til det sted, hvor jeg ville være begrænset af min krop? Det var da et mærkeligt sted at vælge. Og jeg tror, at det var den tanke, der gjorde så ondt.”

Fornuftens stemme Men Kuna kom tilbage. Som følge af sin sygdom har hun fået indopereret en defibrillator i venstre skulder, og det var den, der fik sat gang i hendes hjerte igen. Men hun fik også hjælp andetsteds fra. En hjælp der gjorde hende opmærksom på kollegaen Camillas tilstedeværelse og råd om at trække vejret roligt. ”Jeg hørte en lille stemme, der sagde til mig: Du skal høre på, hvad Camilla siger til dig. Jeg tror, at det var det sidste lille gran af bevidsthed. Det var min fornuft, der sagde: Lyt til hende. Det er bedst sådan.”

50

Kuna tror ikke, at hun var blevet det andet sted, hvis stemmen ikke havde hjulpet hende tilbage. Men hun tror, at overgangen til den verden, hun havde forladt, var blevet sværere at bearbejde. Hendes fornuft hjalp hende med at forstå, hvad der var normalt, og hvad der ikke var. ”Det gjorde det nemmere at håndtere alle indtrykkene, der var ved at vende tilbage.

Lydene, reaktionerne og følelsen af at være i min krop igen. At det var det, der var udgangspunktet, det normale. Og jeg forstod, at der jo ikke var gået oceaner af tid, der var højst gået to minutter. Det havde været sværere, hvis jeg havde været alene.”

Bekræftende oplevelse Kuna ønsker ikke at lægge al for stor betydning i sin oplevelse, men hun tror på, at den har været berigende for hende. Den har gjort hende mere opmærksom på de store valg i livet. ”Jeg tror, at den har gjort mig mere spirituel.

Den har bekræftet mig i, at det er vigtigt, hvem jeg er, og hvad jeg gør. Det er vigtigt, hvad jeg bruger min tid på. Jeg skal ikke spilde min tid

på andre menneskers ideer, men hellere selv blive mere modig.”

Kuna tror, at det, hun har oplevet, kan have været et glimt af efterlivet. Hun ser det som en bekræftelse på det, hun i forvejen troede på. At alt ikke stopper med døden. Det har givet hende en tryghed, men ikke ændret hendes syn på døden radikalt. Selvom hun har haft den så tæt inde på livet, er det ikke noget, hun tænker over eller frygter. Og hun vil ikke satse på, at det sted, hun kom hen under sin nærdødsoplevelse, er, hvad hun kan forvente, når det hele engang er ovre. Men hun håber på det. ”Måske er det, måske ikke. Hvis det er, er det fedt nok. Hvis det ikke er, har det jo ikke ændret ved noget, andet end at det har givet mig en interessant følelse og oplevelse, som jeg kunne få med i det heldige liv, jeg fik. Men det ville da være fantastisk, hvis jeg kunne komme tilbage dertil.”

51

52