Page 1

1


Kolofon Redak tion

Omsl ag

Foto af Andreas Bastiansen Tryk

Seedorff Publishing Opl ag Nola Grace Gaardmand (ansv.)

Katrine Andersen

Mie Brinkmann (foto)

Maja Kaalund Bygvrå

Frederikke Halling Hastrup

1500

Malte Kristiansen (foto)

Web

www.magasinetcitat.dk Finansiering

Citat er finansieret af annoncer og støtte fra KaJ Sofie Amalie Klougart (foto)

Andreas Thorsen Larsen

Rune Wriedt Larsen

Dennis Lehmann (foto)

Skribenter

Fotografer

Nanna Apergis Jens Anton Bjørnager Rikke Bolander Karna Bunk Lasse Cato Liv Høybye Jeppesen Christian Munk Anne Niluka Thomas Bach Poulsen Camilla Selch Fie West

Andreas Bastiansen Andreas Beck Roberto Boccaccino Mathias Christensen Astrid Dalum Sisse Dupont Maria Fonfara Morten Germund Liv Høybye Jeppesen Kristoffer Juhl Malte Kristiansen

Kontak t

Camilla Rønde (foto)

Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.djh.dk

Dennis Lehmann Nikolaj Linares Lasse Bak Mejlvang Tobias Nørgaard Camilla Rønde

Tak til

Stinne Marie Wilhelmsen fra DGH Bent Nissen og Fotografisk Skole

Asbjørn Sand Tobias Selnæs Nikolaj Svennevig Gregers Tycho Valentina Quintana Melissa Ørnstrup

Citat er produceret af studerende fra Journalisthøjskolen i Århus

XXXXXXXXXBØGERXXXXXXXXXXXXXXRAPPORTERXXXXXXXXXXMEDIEJURAXXXXXX

XXXXXXXXXXXXXVIDENXXXXXXXXXXXXXXX

XXXXXXXXXXFORSKNINGXXXXXXXXJOURNALISTIKXXXXXXXXXXXX XXXXXXXXXEVENTSXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXANALYSEXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX KONFERENCERXXXXXXXXXXX

XXXXXXKOMMUNIKATIONXXXXXXXXXXXARTIKLERXXXX

XXXXXVIRKSOMHEDSKURSERXXXXXXXXXXXXNETVÆRKXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXSE

Bliv klogere på UPDATE.dk

XXXUPDATEXXXXXXXXX XXXDANMARKS MEDIE- OG JOURNALISTHØJSKOLEXXXXXX XXXTLF 8944 0550XXXWEB WWW.UPDATE.DKXXXMAIL UPDATE@UPDATE.DKXXXXX

Vidste du, at UPDATE: •

er Skandinaviens største udbyder af journalistisk kompetenceudvikling?

formidler ny viden om journalistik og kommunikation i bøger, rapporter og artikler?

indsamler viden om udvikling og nye behov gennem analyse og forskning?

stiller Danmarks største videnskilde om journalistik til rådighed for dig?

giver dig adgang til en unik base om mediejura?


Som journaliststuderende leder vi altid efter ‘den gode historie’. Vidste du for eksempel, at der findes en sø i Hjørring, hvor eksotiske krybdyr lurer under overfladen? Eller at liget af en promiskuøs nonne fra 1400-tallet ligger gemt bag murerne i Aalborg Kloster? Med dette nummer af Citat har vi opsøgt afdøde munke, fulgt Michael i døden og slagtet en pony.

Leder god historie, og Citat fylder rundt! Det fejrer vi med et tykkere omslag, flere sider, flere billeder, nyt layout, mere blod og mere hud. Et stort tillykke til Citat, gamle redaktører og ikke mindst alle de skribenter og fotografer, som bruger tid, togpenge og kræfter på at virkeliggøre de gode historier. Men vi er også nødt til at forholde os til sandheden, og ofte må vi lade de virkelig saftige historier falde, når dokumentationen halter. Heldigvis viste det sig, at der faktisk var skildpadder i Hjørring. Til gengæld er vi ikke så skråsikre, når det gælder Søster Marens affære med Broder Phillip... så her har vi hjulpet sandheden lidt på vej. For det er en fandens

God fornøjelse og kærlig hilsen Redaktionen

Indhold 04

RPI

08

Onsdag blodig onsdag

13

Søster Maren i krypten

19

Stiv pik og small–talk

22

Vidner til verdenshistorien

24

Jagtbiografen

30

Fotografier

40

Historien om min potens

46

Spøgelsespadder i Skt Knuds Park

Virkelighedens ghost busters

08

Kæledyr som løvefoder

Erotisk novelle fra 1400–tallet

Jorden rundt med Chatrouletten

30

Øjeblikke man ikke glemmer

I biografen med skarpladt riffel

Jubilæumsportfolio

En episk rejse mod rejsning

Når skæbnen banker på skjoldet

40


Af Thomas Bach Poulsen (tekst) og Camilla Rønde (foto)

RPI Renegade Paranormal Investigations Ghost hunters er moderne spøgelsesjægere. For dem handler det ikke om at uddrive ånder eller snakke med afdøde familiemedlemmer. De bruger videnskabelige metoder til at finde beviser for paranormal aktivitet. På værtshuset Thorups Kælder har folk oplevet mystiske hændelser. To ghost hunters er blevet sat på sagen.

04

Klokken har passeret midnat, og Store Torvs regnvåde brosten ligger øde hen. Under torvet ligger Thorups Kælder indhyllet i mørke. Det buede loft og de slidte, gule mursten er ikke længere synlige. Stilheden bliver kun afbrudt af en svag summen fra et køleskab inde bag baren. Midt i lokalet står Robert Frederiksen

”Ja, hun var sgu en sur, gammel kælling” og Mathias Kjøngerskov. De er ghost hunters, og i nat vil de jage efter beviser for, at det spøger i Thorups Kælder. Bevæbnet med små lygter, et videokamera og et apparat, der måler elektromagnetiske felter, gennemsøger de kælderen. Hvis måleren giver udslag, kan det være tegn på, at der er spøgelser til stede. Lige nu står den på 0 mG. Roberts stemme bryder tavsheden. ”Det er Robert her. Er der nogen, der vil give sig til kende?” Han lader spøgelserne vide, at han er der. Med ét stopper han op. Tallet på måleren er røget op over 30 mG.

Det gælder om at finde beviser

For to år siden så Robert Frederiksen en række udsendelser i fjernsynet, der handlede om ghost hunters i USA. De tændte hans nysgerrighed. Kort efter startede han Renegade Paranormal Investigations (RPI) og begyndte at søge efter beviser på, at der findes spøgelser. Gennem de sidste to år har han oplevet ting, han ikke har kunnet forklare. Det har overbevidst ham om, at det ikke er alt, der har en naturlig årsag. ”Der er noget. Det er der ingen tvivl om,” siger Robert.

”Engang blev jeg jaget ud af et hus. Jeg havde det underligt og var rædselsslagen.” Han snakker hurtigt, iveren lyser ud af øjnene, mens han, iført grå trøje og militærbukser, sidder ved et bord og fortæller om sin hobby. Ved siden af Robert sidder hans halvbror Mathias Kjøngerskov. På hans sorte T-shirt er der et tryk med deres logo, RPI, med gule bogstaver. Også han har oplevet ting, der har været uforklarlige. ”Kan du huske Eleanor, bror?” spørger Mathias. ”Ja, hun var sgu en sur, gammel kælling,” svarer Robert. Eleanor havde boet i et nu forladt hus lidt uden for Århus. Da Robert og Mathias var derude, reagerede deres målere voldsomt, når de stod foran et portræt af hende. Så snart de trådte væk fra billedet, holdt det op igen. De mangler dog stadig et bevis, der kan dokumentere, at spøgelser virkelig eksisterer. Hvis de kunne fange noget på video, ville det være et af de vigtigste beviser. ”Vi siger ikke, der er spøgelser, hvis vi ikke har


05


det sort på hvidt,” siger Robert. Mens de gør klar til at starte nattens jagt, fortæller de om deres udstyr. Et kamera, der kan filme i mørke, en diktafon, der kan optage lydfrekvenser og en måler til at registrere elektromagnetiske felter (EMF). Disse felter er meget koncentrerede, hvis der er spøgelser til stede. Til sidst har de endnu et kamera til at dokumentere, at deres jagt går rigtigt til. Falsk al arm

Al opmærksomhed er rettet mod det sted ved den gamle bardisk, hvor Robert står. Tallet på EMF-måleren svinger stadig omkring de 30 mG. Det er kun på ét bestemt sted, den viser udsving. Et øjeblik er det, som om tiden står stille, indtil Robert fastslår, at der nok ikke er tale om et spøgelse. Det må være det gamle ølanker, der er placeret lige under baren. Han forklarer, at gamle el-apparater som det ofte udsender stærk EMF, der kan måles. Hvis det er kraftigt nok, kan det føles som en fysisk tilstedeværelse. Robert og Mathias genoptager deres søgen rundt i resten af kælderen, stadig uden resultat. ”Det er ikke altid, de vil komme ud og lege,”

06

blev bygget af cisterciensermunke i 1300-tallet. Store Torv, som værtshuset ligger under, blev i 1600-tallet brugt som henrettelsesplads,

”Vi gør det gratis for at hjælpe. Der skal ikke gå penge og industri i det. Jeg gør det sgu også for min egen skyld”

siger Robert irriteret. De skifter taktik og finder en diktafon frem. De stiller sig midt i rummet og rækker diktafonen ud i mørket. ”Det er eddermanme nogle svage munke. Er der ikke nogen, der har noget at sige?” spørger Robert højt. Nogle gange kan spøgelser provokeres til at komme frem. Med diktafonen i hånden går han rundt, mens han fortsætter med at lokke spøgelserne frem. Måske har nogle af dem alligevel noget at sige.

Det spøger overalt i Århus

I Århus findes der flere steder, der er hjemsøgt. I domkirken, på teatret, på stadionet NRGi Arena, i en ejendom i Ny Munkegade og utallige andre steder er der gennem tiden blevet fortalt historier om uforklarlige og uhyggelige hændelser. Det som i dag er Thorups Kælder

og under torvet var der fangekældre. Derfor kunne det være et åbenlyst sted for spøgelser at holde til. Nogle af de ansatte i Thorups Kælder har oplevet, at stole pludseligt har rykket sig, at det føles, som om der har været nogen i rummet, selvom det var tomt. Desuden har en af stamgæsterne tit mærket nogen sætte sig ind ved siden af hende i baren. Når hun har villet give plads til vedkommende, har der ikke været nogen. Oplevelserne er blevet tilskrevet spøgelset, der går under navnet ”Den


07 Hovedløse Munk”. Robert har dog en anden forklaring på nogle af hændelserne. “Hende, der følte tilstedeværelse i baren, har helt sikkert kunnet mærke ølankeret, der udsendte EMF.” naturlig forklaring kommer først Det er vigtigt for Robert og Mathias at lede efter naturlige forklaringer i første omgang, så de kan udelukkes. De har ofte oplevet folk, der absolut vil tro på, at de har noget overnaturligt i deres hus. De har afvist alle beviser på det modsatte. Andre gange har det hjulpet folk at få at vide, at det bare var en gammel trappe, der knirkede. RPI prøver ikke på at tjene penge på deres foretagende. ”Vi gør det gratis for at hjælpe. Der skal ikke gå penge og industri i det. Jeg gør det sgu også for min egen skyld,” siger Robert. De giver ikke meget for såkaldte åndemanere, der tror, de kan uddrive spøgelser eller overgive beskeder til det hensides. Robert og Mathias fremlægger ikke muligheden for, at et hus er hjemsøgt, før de har hårde beviser. Skodspøgelser

”Vi må ikke give op,” siger Mathias, mens han går alene ind i en mørk gang. Den forbinder kælderen med andre tunneler, der løber under torvet. De uhyggelige omgivelser skræmmer ikke Mathias.

”Det nytter jo ikke noget, hvis vi selv bliver bange. Vi bliver nødt til at holde hovedet koldt. Vi går ind med hovedet først.” Han styrer diktafonen nu i et sidste forsøg på at få lyde med. Det er efterhånden blevet sent på natten, og de indsamlede målinger skal nu analyseres. De ser videoen fra kameraet igennem på en computer. Forskellige filtre bliver lagt henover. De kan afsløre skygger og bevægelser, der ikke umiddelbart kan ses. Der sker intet på videoen. ”Jeg har aldrig oplevet noget så dødt,” udbryder Robert. ”Skodspøgelser.” Robert viser nogle billeder fra andre steder, hvor der optræder mystiske ting i form af underligt lys, skygger og omrids af usynlige personer. I alle tilfælde er der blevet fundet en naturlig forklaring. Sidste chance er lydoptagelserne fra diktafonen. På computeren kan man se de forskellige lydfrekvenser. Hver gang man hører en stemme, giver frekvensmåleren udslag. Både Robert og Mathias har før oplevet, at måleren har slået voldsomt ud, uden at de kunne høre nogle stemmer. Der er dog ikke noget at komme efter denne gang. En nats arbejde er overstået uden resultat. Skuffede pakker de udstyret sammen og begiver sig hjemad. Men jagten fortsætter. Robert og Mathias giver ikke op, før de har fundet det afgørende bevis på, at spøgelser eksisterer.


Onsdag blodig onsdag 08

Af Christian Munk (tekst) og Liv Høybye (tekst og foto)

Heste har efterhånden fået status som kæledyr på lige fod med hunde og katte. I Ree Park står dyrepasserne Michael Nitschke og Peter Lassen onsdag efter onsdag over for følelsesladede hesteejere, som har valgt, at dyreparken skal være hestens endeligt. Først skal hesten slagtes. Så skal den kastes for løverne.


09


10


“I starten blev jeg påvirket af det. Nu er jeg mere som en kold bøddel, der eksekverer”

”De her onsdage er lidt mærkelige,” siger Peter Lassen. Han er dyrepasser i Ree Park på Djursland. Det er onsdag, og mørke skyer hænger lavt over parken, hvor påfugleskrig skærer gennem luften. Det småregner. Vi forlader dyreparken ad snoede, regnvåde veje og kører ned til karantænegården. Det er her slagtningerne foregår. En rød varevogn med hestetrailer følger tæt efter. Manden, der afleverer hesten, er fåmælt. Han har våde øjne. Hesten har været hans kælehest og er kun en seks-syv år gammel. Men på det seneste er den begyndt at angribe ham, og det er derfor, han har valgt at give den til parken. ”Den har en brist i hjernen,” som han siger. Hesteejeren har hørt, at de i Ree Park behandler dyrene godt, og at slagtningen foregår under ordnede forhold. Peter Lassen trækker hesten ud af traileren. Så snart den er ude, kører hesteejeren med den røde varevogn igen. Han vil ikke være med til slagtningen, og det passer dyrepasserne fint. De oplever sommetider grædende hestepiger, som trækker pinen ud for at tage afsked med deres hest. Nogle gange har de blomster med. Og det gør onsdagens arbejde endnu tungere.

at komme løs, men dyrepasseren Michael Nitschke har et fast greb om tøjlen. Han har grønt regntøj på, og hætten trukket godt op over hovedet. Regnen har taget til nu, og dens trommen mod det grønne bliktag er sammen med hestens hove mod gårdspladsens grus, det eneste der høres. Michael Nitschke finder et par gulerødder frem, og den brogede hest bliver straks mere velvillig. Han sætter sig på hug og lader den spise gulerødderne af sin hånd. Den anden dyrepasser, Peter Lassen, ser til med den ene hånd i lommen og en boltpistol i den anden. Mens hesten gumler gulerødder, trækker Michael Nitschke sig langsomt væk fra hesten, stadig med hånden fast om rebet. Peter Lassen går stille over mod dyret. Hånden bevæger sig langsomt op af lommen og stryger håret væk fra hestens pande. Med den anden hånd sætter han boltpistolen mod den lille hests pande. Hurtigt. Heste på venteliste

I Ree Park modtager de omkring 55 heste årligt. De bruges til fodring af leoparder, løver, vildhunde, ulve og bjørne. Hestene gives til parken af private, som af den ene eller den anden grund skal af med dem. Hesteejerne ved, at deres heste får en hurtig og skånsom sidste tid, og at de er i kompetente hænder hos parkens dyrepassere. Der er efterhånden opstået et luksusproblem i dyreparken, da de får så mange tilbud fra folk, der skal af med deres heste, at der ligefrem er kommet en venteliste. Peter Lassen siger, at parken snildt kunne brødføde 20 løver, mod de fire den har nu. ”Man føler sig lidt som Doktor Død, når de ringer og skal have en tid,” forklarer Peter Lassen, og fortæller, at de altid modtager og slagter hesten samme dag. For det første har parken ikke plads til at have heste gående, indtil de skal slagtes. For det andet, og måske det vigtigste, ved de folk, der afleverer hestene, at det er slut med det samme og hurtigt. De skal ikke gå og tænke på, hvornår deres hest skal overgå til de evige græsmarker.

Bevæbnet med gulerødder og boltpistol

Sunde nyrer og halve hjerter

Det er en meget lille hest, som nu står alene på den våde gårdsplads. Vel egentlig en pony, for den er ikke mere end en meter over ryggen. Den lille hest hiver i tøjlerne og prøver

Hesten giver et spjæt med benene. Så falder den om på det våde grus, mens de korte ben kramper. En enkelt stribe blod løber ud af dens næsebor. Peter Lassen og Michael Nitschke

tager fat i for- og bagben og bærer den livløse krop over på en lille cementflade. Der er ingen, der siger noget. De to mænd arbejder hurtigt og rutinevant sammen. De har efterhånden haft mange onsdage sammen på karantænegården. Hesten bliver hejst op med en krog i hvert bagben, så kun hovedet ligger hen af cementunderlaget. Michael Nitschke sliber en kniv på et strygestål. Han skærer ned til midt på maven, og indvoldene vælter ned i en stor, sort murerbalje. Men de bliver destrueret, kun hjertet bruges. Det deler de to leoparder, som elsker et nyslagtet hjerte. Med blodrøde hænder samler Michael Nitschke nyrerne op af baljen og skærer nogle snit i dem. Han fortæller, at han tjekker for tegn på sygdom. Hestene skal være raske, før de vil fodre dem til parkens dyr. En lille bunke hest

To stykker ribben og to stykker bagben. Det er, hvad der er tilbage. Han arrangerer hestelemmerne nærmest rituelt i en lille bunke og placerer hovedet ovenpå. Forbenene og det halverede hjerte tager de to dyrepassere med op bag karantænegården, hvor leoparderne Dong og Reya venter i midlertidige bure. Leoparderne ved, hvad der skal ske, og traver hidsigt frem og tilbage i det dobbeltsikrede bur. Vi skal holde os fra hegnet. En ad gangen får leoparderne lov til at sætte tænderne i det halve hjerte og slæber hestens forben med sig længere ind i buret. Det giver ro. Løverne skal først fodres om lørdagen nede i selve dyreparken. De får de store, regulære stykker kød. Ikke hovedet. Hestehovederne bliver aldrig givet til dyrene inde i parken, fordi hesteejerne oftest er lokale og kunne risikere at genkende deres hest, hvis hovedet blev til løveføde. Kæledyrssl agtning

Vi når tilbage til Ree Park, hvor påfugleskrigene igen runger gennem regnen. Peter Lassen forklarer afsluttende, at visheden om, at dyrene bliver behandlet ordentligt, og døden med respekt, gør det lettere at klare onsdagens slagtninger. I starten var onsdagsslagtningerne ikke rare. ”Det er jo følelser,” siger Peter Lassen. ”Og det er svært. I starten blev jeg mere påvirket af det. Nu er jeg mere som en kold bøddel, der eksekverer. En dag som i dag rører mig ikke, men i starten var det svært at skulle aflive folks kæledyr. De her onsdage… De er lidt mærkelige.”

11


Lær sprog hos FOF! FOF Århus’ sprogskole udbyder årligt mere end 300 kurser inden for 18 forskellige sprog og er dermed den største sprogskole i Århus. Som journalist er det en stor fordel at kunne mere end bare dansk og engelsk - det giver bedre muligheder for at få de mere spændende opgaver når du er i praktik, og samtidig er det jo kun en fordel at kunne begå sig på mange sprog i vores verden. Husk at der er studierabat på alle FOF´s kurser i Århus! Læs mere om sprogkurserne på www.fof.dk

Til pressebilleder i still og video *H./."M+("N5 !"#$"%&"'&()*"*%+(),-.,/0" !"1233"45)678-/ !"9(+":-3;"/<";73"#=$>> !"$"?733-8-0"<0@",-A@ !"#>>"B",CD-0 !"E76-)67-F"G-8"H2;/I/A2, !"#J"A0K8,;K<-"'1)<2.A;-0 "

!"#$%&$("#%$>.?%@*A*+*.%7%&0/)L-0,7/.B$ 7#(@-.7A%'()*+,-$".-$/01$.$=CD"+*0

G-.(%)7(+$=$#

Goecker A/S Hejrevej 37 Jyllandsafd.: 2400 København NV Sindalsvej 37 tlf.: 35 82 11 00 8240 Risskov www.goecker.dk

E@@*%F+7.*+%*+%*(.(@0%)$).0

!"#$#%&'%(")*+",-./00000000000!"#$ %#&&'() !"#$#%&'%)0%123145))/%000000!"#$*+#,-'() !"#$#%&'%)0%15325))/%00000000!"#$*.#.-'() 6*##,*7.*+%89:3;<<%)7(+$=$#0000000000%0 !"#$$*#/&'()


13

Søster Maren i krypten Af Nanna Apergis, Karna Bunk (tekst) og Malte Kristiansen (foto)


14


15

Fakta: Aalborg Kloster – også kaldet Helligåndsklosteret - blev opført i 1431. Klosterets hovedformål var at tage sig af de ældre og svage i samfundet. I dag har Aalborg Kloster ansvaret for femogtyve seniorboliger. Søster Maren sneg sig lydløst ud af sengehalmen, da de andre nonner sov og listede forsigtigt ned ad trapperne til krypten. Mens hun fumlede med det tunge nøgleknippel, formede hendes læber en lydløs bøn til Gud om at lade hende slippe uset af sted med sin gerning. Hun støttede sig op ad en øltønde, mens hun hev efter vejret. De tørrede skinker hang under loftet og svajede, som om de anede uråd, og ålene, der skulle flås til middag i morgen, lå på skænken og stirrede anklagende på hende. Hun ville sige til ham: ”Phillip, det går ikke.” Nej, tænkte hun og bed sig i læben. ”Phillip, vi er nødt til at stoppe.” Nej, heller ikke godt nok. ”Broder Phillip, det, vi har startet, er vi nødt til at stoppe nu, før vi bliver opdaget.” Hun for sammen ved en knirken af usmurte

hængsler. En bleg stribe af måneskin afslørede en ung mand i slidte lædersandaler og en grov kutte. ”Phillip, vi…” mere nåede hun ikke at sige. Hans varme mund lagde sig over hendes, og hun mærkede sin krop forsvinde ind i hans stærke favntag. Han knugede hende til sig, så det gjorde ondt, og hviskede grådkvalt i hendes hår, at han havde længtes efter hende. Hun lod sine rystende hænder glide ind under hans kutte, ind til hans varme maveskind. Hendes fingerspidser smeltede sammen med hans sitrende hud og gled søgende henover de stride hår, hun aldrig havde set, men som hun ofte spekulerede på, mon var ligeså røde som kransen af krøllet hår på hans hoved. Hun opdagede ikke, at tårerne strømmede ned ad hendes kinder og blandede sig med hans, men mærkede kun hans åndedræt blive tungere

mod hendes hals, og da han løftede hende op på øltønden og krængede hendes kappe op over hendes hofter, gav hendes hungrende krop endnu engang efter. Fakta: Nonner og munke i klosteret kaldtes ”søstre” og ”brødre”. Det var specielt for Aalborg Kloster, at der både boede nonner og munke, men de måtte ikke omgås hinanden og skulle opholde sig i hver sin afdeling på klosteret. Blodet klistrer mellem hendes ben. De varme stråler af tyk, rød væske, der for kort tid siden væltede ud fra hendes underliv, er størknet til brune plamager på hendes lår, og det klør og brænder i huden. Men Søster Maren er ligeglad, det er ikke dét, hun skal tænke på nu. Der er sort af mørke i gården. Det er heldigt, at hun kender vejen så godt. Hun løber lydløst langs den kolde stenmur og forsøger ikke at snuble i de skæve brosten. Hver eneste bevægelse sender stikkende smerter op gennem hendes udmattede krop. Inde bag muren ligger Philip. Han sover i dormitoriet og aner ikke uråd. Han ved ikke, at det barn, klosteret i nat


16

vil modtage, er hans. Drengen ligger under hendes kappe, hans røde hår er dækket af halmstrå, og kroppen er indsmurt i slim og fugtig jord. Hun holder ham tæt ind til sig, og hun kan mærke hans spæde åndedræt mod sin hals. Søster Maren løber mod den lille låge i muren i gårdens fjerneste hjørne. Klosterets mure tårner sig op omkring hende. De er kolde, sorte, stille. Aldrig har de virket så fremmede og fjendtlige. Hun må skynde sig. Forpustet når hun hen til lågen. ”Mit barn!” Det gør ondt i hver eneste del af kroppen. Alting skriger, det her er forkert, det er så forkert. Hendes hjerte slår alt for hurtigt, det hamrer mod ribbenene og overdøves kun af hjulets knirken, da hun lægger barnet på den flossede træplade. Hænderne ryster, og hendes øjne svider, men hun må ikke give efter. Hun trækker vejret dybt. Søster Maren skubber til træstangen, hjulet begynder knirkende at dreje, og drengen vågner. Hans læber bævrer, og den lille krop ryster på træpladen, hvor hun har lagt ham. Hans gråd flænser stilheden og skærer i hendes ører, den truer med at flå hendes hoved fra hinanden og rive hendes krop itu. Hendes blik bliver sløret, og hun bider tænderne hårdt sammen. Hjulet drejer det sidste stykke, og drengen forsvinder ind bag stenmuren, ind i mørket, ind i sikkerhed. Det sidste bevis på hendes forfærdelige synd er væk. Og så kommer de, tårerne, hun kan ikke mere. ”Mit barn...” Fakta: Kvinder, der fik børn uden for ægteskabet, risikerede at blive udstødt og kunne ikke blive gift. Derfor kunne man på mange klostre aflevere sit nyfødte barn i en skuffe på en slags karrusel, så man kunne dreje barnet ind til nonnerne på den anden side og forblive anonym. Barnet ville så blive optaget i klosterets dagligdag. I fangehullet er tårerne tørret i salte rander af skidt på Søster Marens kinder. Og nu, hvor hun ikke har flere tårer tilbage, frygter hun vanviddet, der spreder sig som en pest og lukker smertefulde minder om Phillips smil og lyden af drengens latter ind i hendes sind. Hun har tænkt på flugt, men nu er det allerede for sent. Sladderen går om hende, Phillip og det smukke hittebarn, der ligner dem begge. Den har spredt sig i klosteret som en ondartet sygdom. Benene ryster under hende og truer med at give efter, da hun tvinger sig op og humper mod døren. Hun knuger tremmerne for det lille vindue, så knoerne bliver hvide. I mørket ser hun en skikkelse hyldet i lænker blive slæbt gennem mørket af to andre. ”Phillip!” skriger hun, og blodet stivner i hendes årer. Der opstår en voldsom tumult, og hun klynger sig til døren og maser sit ansigt mod tremmerne i håbet om endnu et glimt af ham. Så er han hos hende. Hans mund finder hen-

des mellem tremmerne med en brændende styrke, der får blodet til at pible fra hendes læber Med hænder tynget af lænker holder han forsigtigt om hendes ansigt og hvisker hendes navn. Hun ser ind i hans klare øjne, der er blanke af ømhed, og hendes hjerte brister, da han siger: ”Jeg lover dig, at hvad der end sker, så kan de aldrig skille os ad.” Der bliver bandet og råbt, da mændene kommer på benene, og Søster Maren skriger, da Philips hånd slipper hendes, og han bliver slæbt bort. Hun kan høre ophidsede meneskestemmer fra gårdspladsen og så en dump lyd, der bringer stemmerne til tavshed. Døren til fangehullet går op. Prioren holder en fakkel mod hendes ansigt, og hans læber fortrækker sig i væmmelse. ”Troede du virkelig, at I kunne gemme jer for Guds vrede?” siger han og ler hånligt. ”Ved du ikke, at Han ser alt?” Maren må krydse gårdspladsen trukket i et reb af en fed mand med en sort kutte over hovedet. Hun stavrer over brostenene, og da hun får øje på skafottet, der er blevet opført foran vinduet til priorens private gemak, stønner hun og falder på knæ. En økse, hvis blad er dækket af totter af rødt, krøllet hår og kager af blod, ligger smidt på jorden. Søster Maren bliver slæbt ned i krypten. Fire sten tilbage. Der er galskab i Søster Marens øjne, da hun bønfalder mureren om at holde inde, men han undgår hendes blik og klapper endnu en mursten på plads. Tre sten tilbage. Hun flår i rebet, der binder hendes arme stramt til søjlen, så huden på hendes håndled og underarme hænger i blodige laser. To sten tilbage. Fråden driver fra hendes mundviger, og imens hun kaster hovedet fra side til side, så skummet sprøjter, skriger hun efter Gud, hjælp og medlidenhed. En sten tilbage. Muren tårner sig op omkring hende, og kun et enkelt skær fra en fakkel slipper ind. Så hører hun den skurende lyd af en mursten, der glider ind i den lune mørtel, og alt bliver mørkt. I det kolde mørke finder Søster Maren trøst i tanken om drengen, hvis smukke, ildrøde krøller danser om hans ansigt, når han ler, og nu hvor hendes fingerspidser er skrabet til blodige stumper på muren, forestiller hun sig Phillips varme ånde. ”Phillip,” mumler hun sagte imellem de sprukne læber, halvt bevidstløs, inden hun suger den sidste rest af ilt ned i lungerne. ”Phillip.” Fakta: I krypten under Aalborg Kloster er en af de bærende stenpiller større og bredere end de andre. Her siges det, at en nonne er muret inde, fordi hun havde forelsket sig i en munk.

Bemærk: Dette er en konstrueret hændelse.


17


18


Chatrouletten er 2010’ernes første globale internetdille. På et øjeblik kan du komme hele verden rundt og ganske gratis få fremmede menneskers kønsdele eller hemmeligheder lige hjem på laptoppen.

19

Stiv pik og small-talk uden dårlige undskyldninger Af Rikke Bolander (tekst) og chatroulette.com (foto)


20

Der lyder et ‘paf’, og den hvide væg, jeg kan se på det lille vindue i øverste venstre hjørne af min computerskærm, bliver klasket til med blod. Jeg udbryder et lille hvin, og splitsekundet efter bliver jeg ført videre til en fransk pige, der ligger i sin seng, og spørger mig om ”I do lesbian.” Jeg spekulerer stadig på, om det, jeg så lige før, mon var et rigtigt selvmord, da franskmanden viser mig sine bryster. Jeg bliver pinligt berørt, og denne gang er det mig, der trykker på pilen, videre. Efter et par afvisninger, som jeg ihærdigt prøver ikke at tage personligt, bliver jeg matchet med en ung fyr i Indiana iført korte ærmer og rød kasket. Han fortæller mig, at han lige har været ude at fiske. Et par maller og en aborre, fortæller han henslængt. Jeg kan lide hans tempo, så ham bliver jeg hos fem-ti minutter, indtil jeg bliver træt af at høre om hans ekskæreste. Så klikker jeg videre. Sådan er chatroulettens natur. Du behøver ikke lade som om, du skal på toilettet, eller at du får et meget vigtigt opkald. Det ville være rasende besynderligt, hvis du nogensinde skulle få din samtalepartner at se igen.

Fra russiske teenagere til hele verden

2,6 millioner mennesker logger nemlig på chatrouletten hver eneste måned, og sammensætningen af folk er fuldstændig tilfældig. Ophavsmanden – eller rettere ophavsdrengen – er den 17-årige russer Andrej Ternovskij. Da han startede webstedet i november sidste år, var det bare ham og hans venner, rouletten sendte rundt, men snart begyndte folk fra hele verden at skabe sig adgang til sitet. I begyndelsen af december havde internetfænomenet pludselig 500 brugere. Måneden efter var tallet 50.000. Antallet af såkaldt unikke brugere er på vej ned igen, men der er ingen tvivl om, at interessen stadig er enorm. Da Andrej Ternovskij var otte, tog hans mor ham første gang i at surfe rundt på hacker-sider. Syv år senere hackede han sig ind i Moskvas skoledatasystemer, hvor han udgav sig for at være en skoleleder og fik udleveret eksamenspapirer. Han kan noget med det internet, og nu har han oven i købet fået en rigtig, rigtig god ide. Derfor er teenageren nu en glohed kartoffel blandt internationale pengemænd, der gerne vil have fingrene i det simple, men tilsyneladende vanvittigt populære koncept.

Ingen ”back”- funK tion

En stor del af mine 2,6 millioner medchattere ser jeg kun fra navlen til midt på låret, og de næste ti sekunder må jeg trykke uforbeholdent flittigt på den lille pil, der sender mig videre. Den ene stive diller efter den anden dukker op på min skærm. Et par gange i selskab med et ”show boobs” og et ”want my penis?” Jeg begynder at blive mere irriteret end frastødt, og den følelse deler jeg med en islandsk gut, finder jeg ud af, da et ansigt endelig dukker op på skærmen. Han har kort hår, og pandehåret krøller en lille smule, som på en kalv. Væggen bag ham er flødefarvet, og man kan ane et fotografi i ramme. Han har været til fest i 24 timer, men orker ikke at gå i seng. Vi sludrer lidt om askeskyen og om prisen på amfeta-


min på Island. Ved et uheld kommer jeg til at klikke på ”next”, og jeg får ham ikke at se igen. Sådan er chatrouletten. Der er ingen ”back”funktion. Jeg får dårlig samvittighed, for han var altså virkelig sød, og nu sidder han måske bare deroppe på askeøen og tror, jeg ikke gider snakke med ham mere. Det tænker jeg på, mens jeg klikker forbi et par penisser og kommer frem til en fyr i starten af trediverne med et lille halvfemseragtigt fipskæg. Hans skaldede isse lyser op i mørket. Han har slukket lyset, for så ser han meget mere solbrændt ud, fortæller han. Det, synes jeg, er sjovt, så jeg bliver hængende lidt, til han begynder at spørge mig om, hvad jeg hedder, og hvad jeg laver. De sidste ti minutter har han kunnet se mig og min stue, men nu synes jeg, han kommer for tæt på. Jeg vinker og klikker videre. 0059 med kamera

Martin Brynskov er adjunkt ved Institut for Informations- og Medievidenskab samt Center for Digital Urban på Aarhus Universitet. Chatroulettens popularitet overrasker ham ikke. ”Grundtanken har været kendt siden ’the dawn of technology’. Det er 0059 med kamera,” siger han, og henviser til den anonymitet, som den hedengangne hotline Træfpunktet og de første chatsites, leverede.

Den normløse opførsel, der regerer, mener han ikke, er opstået på chatrouletten. I sikkerhed foran din computerskærm har du bare længere line end ude i samfundet. ”På chatrouletten oplever du det rå kulturudtryk. Det er uslebent og ucensureret. Det er, fordi den kulturelle fernis mangler. Det er skrællet væk, så du får den rå udgave,” siger han. Martin Brynskov mener, at det er derfor, du på chatrouletten kan gøre lige, hvad det passer dig. Det er et slaraffenland for voyeurister, ekshibitionister og onanister. Men ud over anonymiteten åbner konceptet mulighed for at komme hele verden rundt gratis og rasende hurtigt. Det tiltrækker nysgerrige typer, der helt oprigtigt bare gerne vil snakke med folk fra andre kulturer, mener medieforskeren. Han sammenligner det med en eftergymnasiel backpacker-tur. ”Det er blevet kaldt en ‘drive-by culture’. En dannelsesrejse komprimeret til fem minutter,” siger Martin Brynskov.

21

“Roulette wankers” og flinke fyre

Ud over min ekshibitionistiske franskmand

møder jeg ikke nogen piger, der gider chatte med mig. I starten gjorde det mig ærlig talt lidt fortørnet, men efterhånden registrerer jeg knap, at de sender mig ud i cyberspace igen, så snart de har set mit fjæs. Udover pigerne, der ikke gider snakke med mig, er tre ud af fire brugere såkaldte ‘roulette wankers’. Men sorterer man dem fra, er der faktisk nogle flinke fyre tilbage. På chatrouletten hersker en ”hey. from?”-retorik, hvor opfølgende spørgsmål ikke bliver kastet i grams. Det er min force, finder jeg ud af. Jeg er nysgerrig efter, hvad det er for nogle folk, der bruger deres tid på at small-talke med absolut fremmede via tidsforskudte webcams, så derfor spørger jeg om ting. Retur får jeg mine flygtige chat-kammeraters historier om bristede drømme, røvhulschefer og kærester, der efter fem år viser sig at være notorisk utro. Når jeg ikke gider mere, trykker jeg bare >>


Vidner til verdenshistorien Af Camilla Selch, Fie West (tekst) og Sisse Dupont (foto)

22

Der er stille i Washington. Andreas Aabo venter spændt foran Capitol Hill. Bag ham står to millioner mennesker, der alle har trodset minus sytten grader for at se deres nye præsident. Ingen siger en lyd. Alle lytter, for de vil ikke gå glip af noget. Barack Obama lægger sin hånd på Bibelen. Om lidt vil han være USAs præsident. ”Nu sker det. Det er nu. Jeg ser historie,” tænker Andreas Aabo og holder vejret.

Aabo, og de andre specielt inviterede, ledt ind gennem en sikkerhedsport og derefter ind i den sikrede zone i inner-circle. Der var kun omkring femhundrede meter mellem Andreas og den scene, hvor Barack Obama snart ville stå. Uden for den sikrede zone myldrede mennesker til. Washington er normalt en by med 600.000 indbyggere, men på denne dag var to millioner mennesker samlet i byen.

En af de udvalgte

Change and Hope

Andreas Aabo er trods sine nitten år én af de tre danskere, som var så heldige at få en invitation til Barack Obamas indsættelse. Andreas Aabo var på high-school ophold i USA, og her blev han udvalgt til at repræsentere Danmark i Presidential Classroom, hvor han sammen med studerende fra hele verden blev undervist i at være en fremtidig verdensleder. Som den eneste internationale studerende fik Andreas Aabo en mail om, at han var inviteret til den 44. præsidentindsættelse. ”Jeg tror bare, at jeg var ret heldig,” siger Andreas Aabo, som var inviteret sammen med den danske ambassadør i USA og den forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Stemningen steg i takt med, at tidspunktet for indsættelsen rykkede nærmere, og Washington var én stor hyldest til den kommende præsident. Folk havde lavet Obama-bannere, og på trods af kulden blev der solgt Obama-tshirts. ”Det var helt fantastisk. Der var slagsange, og man kunne mærke på folk, at han havde lovet os change og hope.” Selvom Andreas Aabo stod i inner-circle, hvor klientellet var af finere karakter, kunne folk ikke holde sig tilbage, når de to millioner mennesker sang: ”Nananana nananana he-ee-ey go home!” som reference til George Bush. Der var nye tider på vej. ”Man sang alle sammen med. Man blev simpelthen opslugt af stemningen,” fortæller Andreas Aabo. Endelig gik ceremonien i gang. Øjeblikket som alle havde ventet på. ”Der var sådan lidt småsnak, men da Obama kom på, var der bare stilhed over hele linjen.” Højesteretspræsidenten kom på scenen, og alle blev bedt om at rejse sig. ”Are you ready to take the oath, Senator?” spurgte han Barack Obama. Andreas Aabo fulgte intenst med. “Jeg var helt overvældet, for jeg vidste, at det her, det var once in a lifetime.”

Der blev skrevet historie

Andreas Aasbos gæstebillet til inner-circle var dog ikke en garanti for, at han kunne opleve den store begivenhed på nærmeste hold. Derfor tog han til Capitol Hill allerede klokken to om morgenen. Han kunne mærke, at dagen ville blive speciel. ”Om morgenen inden Berlinmuren faldt vidste folk jo ikke, at der ville blive skrevet historie. Men her vidste man, at der ville blive skrevet historie, da man vågnede.” Klokken seks om morgenen blev Andreas

Kort efter afsluttede Obama sin ed med ordene: “So help me God.” Han var nu USA’s 44. præsident. En enorm jubel brød ud, og to millioner mennesker råbte i kor: ”Obama, Obama, Obama.” Kirke og kanoner

Jublen varede kort, for nu skulle præsidenten holde sin første tale. Stilheden bredte sig endnu en gang. ”Under talen var der en telefon, der ringede. Det var ligesom at være i en kirke med to millioner mennesker. Det var virkelig sådan et af de pinlige øjeblikke. Han slukkede den meget, meget hurtigt.” Talen sluttede, og hele Washington var i ekstase. Der blev råbt og sunget, og glæden ville ingen ende tage. Andreas nåede ikke at blive fanget af den første jubelbølge, for i inner-circle herskede der pludselig panik. ”Der var tolv kanoner, der blev skudt af, og vi kunne ikke se, hvor der blev skudt fra. Vi hører bare sådan nogle kæmpe store knald omme bagfra, og så begyndte folk at løbe rundt.” Da Andreas Aabo fandt ud af, hvor skuddene kom fra, lagde han for først gang mærke til de vilde reaktioner omkring sig. ”Folk begyndte at juble helt, helt ekstremt. Det var stort. Folk græd af glæde,” fortæller Andreas og tilføjer: ”Da det var ovre, stod jeg og tænkte - ‘wow’!” Kulden kunne ikke mærkes nu. Glæden var altoverskyggende. Overalt hvor man kiggede hen, var der jublende amerikanere. Midt i menneskemyldret stod den unge dansker og kunne næsten ikke begribe, hvad han lige havde overværret. Men han vidste, at på dette tidspunkt, på denne dag, blev der skrevet verdenshistorie.


00’erne startede voldeligt. I New York døde tusinder af mennesker på en enkelt, skelsættende dag. Og indsættelsen af Obama afsluttede årtiet, da han med sin valgsejr blev verdens mægtigste mand. Nogle begivenheder er så store, at vi glemmer, der var rigtige mennesker til stede.Vi har mødt to danskere, der oplevede historien. Kurt Mosgaard står på 19. etage i et højhus på Manhattan og kigger målløs ud over byen. Rygterne har svirret i bygningen siden klokken ni i morges, men han har indtil nu været overbevist om, at det var en practical joke. Selv da billederne bliver vist i fjernsynet, er det ikke til at tro. Men som han står her foran de store vinduer, kan han se røgen fra de to tårne med sine egne øjne. I løbet af den næste time går alt i opløsning. En by bryder sammen

Den 11. september 2001 kørte Kurt Mosgaard den sædvanlige tyve minutters tur til sit arbejde på Manhattan tre kilometer fra det, vi i dag kalder Ground Zero. Efter mange års militærtjeneste havde Kurt Mosgaard en specialviden om Afrika, som ingen andre danskere, og han blev derfor i 2001 sendt til FN i New York. Der var intet, som virkede anderledes denne morgen, men en time efter Kurt Mosgaard var mødt ind, begyndte snakken. ”Har I hørt, at Twin Towers er ramt?” sagde en af Kurt Mosgaards medarbejdere, idet han gik forbi. Kurt Mosgaard tænkte, at det lød fuldstændig vildt. Der var heller ingen omkring ham, som rigtig troede på det. Han gik op til Det Svenske Generalkonsulat, som lå højere oppe i samme bygning, for at se om det virkelig kunne passe. Her indså han, imens han kiggede ud mod tårnene, at det var alvor. Kort efter begyndte byen at bryde sammen. Metroen, vejene og broerne lukkede, og telefonnettet gik ned. Kurt Mosgaard forsøgte at få styr på, hvad der foregik, og han gik derfor ned på gaden. ”Folk begyndte at komme gående nede fra det sydlige Manhattan fuldstændig dækket af støv

og fuldstændig i opløsning. De, der var hårdest ramt, var helt tomme i øjnene.” Kurt Mosgaard tøver men tilføjer: ”De lignede sådan zombier.” Det føltes som krig

På Kurt Mosgaards arbejdsplads forsøgte han sammen med sine kollegaer at få kontrol over situationen. Adskillige danskere blev meldt savnet, heriblandt mange af de ansattes familiemedlemmer. Det kollapsede telefonnet gjorde det næsten umuligt at finde frem til dem. ”Min nærmeste medarbejder Mikkel, som boede længere nede på Manhattan, havde fri, og vi kunne ikke få fat på ham.” Presset på Kurt Mosgaard og hans kollegaer blev yderligere forøget, da det rygtedes, at otte fly nærmede sig New York. Hvis det var sandt, var skyskrabere, som den Kurt Mosgaard befandt sig i, et oplagt mål. Dem, som ikke var ude at lede efter familie og venner eller sad klistret til fjernsynene, stod derfor og spejdede ud af de store vinduer, for at se, om der var et fly på vej mod dem. Folk omkring Kurt Mosgaard brød grædende sammen. Han er sikker på, at fortiden i militæret gjorde ham bedre rustet end mange af hans kollegaer. ”Når man er i krig er der utrolig meget usikkerhed. Du er dels bange for at blive slået ihjel, men du er også meget usikker omkring, hvad der skal foregå. Det bliver bare for meget at kapere.” De to tårne st yrter sammen

”Vi havde slet ikke noget begreb om, hvor meget der egentlig blev ødelagt. Man forestillede sig, at der var et par etager, der brændte ud. Først da det styrtede sammen, var man klar over, at hold da...” Kurt Mosgaard stopper sig selv, men fortsætter så: ”Først var man ikke klar over, om alle var blevet evakueret. I løbet

23

af aftenen begyndte vi at kunne se på billederne, at der var så mange mennesker, der lå derinde.” Hen på aftenen fandt Kurt Mosgaard endelig sin kollega Mikkel. Han var kørt til Long Island med sin kone, hvor han havde ligget på stranden uden at ane, hvad der foregik. Et hul i Manhattan

Et år efter angrebet gik der ikke én dag, hvor man ikke talte om angrebet. Hver dag var der nye fund eller nye begravelser. Alligevel gik der to måneder, før Kurt Mosgaard kom helt ned til Ground Zero. ”Der lå 2000-3000 mennesker begravet i ruiner, så vi følte, det var forkert at gøre det til et turiststed. Så vi holdt os langt væk.” Det var først i forbindelse med et besøg fra forsvarsministeriet hjemmefra, at han tog derned. ”Man blev dybt, dybt berørt af de lange vægge med små opslag fra folk, der ledte efter nogen.” To måneder efter angrebet kunne man stadig se røg, når man så i retningen af, hvor de to tårne havde stået.


24


25

Jagtbiografen Af Anne Niluka (tekst) og Malte Kristiansen (foto)

Et højt skud flænser stilheden. En lugt af krudtslam, magen til den som ved nytårstid, hænger tungt i luften. Vildsvinet er ramt, men står alligevel bomstille. I stedet for piblende blod strømmer et skarpt, rødt lys ud fra indgangshullet.


26


27


28

I den lille by Trige uden for Århus ligger en helt særlig biograf. Her vises ingen glamourøse Hollywoodproduktioner, heller ingen sort-hvide avantgardistiske stiløvelser. Her er ingen dialog eller overdrevne computereffekter. I et naturskønt sceneri løber vildsvin, dådyr og kronhjorte hen over skærmen. Vi befinder os i Jagtbiografen. I et rum på størrelse med en gymnastiksal, står fire høje borde placeret i den ene ende. På væggen bag dem hænger rifler. Både loft, gulv og vægge bærer præg af den daglige aktivitet. I bunden af salen hænger den store skærm.

Langt fra er det ikke til at se, men går man tættere på, ses de små skudhuller, der breder sig over lærredet. Biografen bruges primært af jægere, der kommer for at holde skydeformen uden for jagtsæsonen ved lige. I dag gæstes stedet af advokat Peter Blenstrup Nielsen, managing director Michael Mikkelsen og revisor Ronald Hansen. De kender hinanden gennem deres fælles interesse for jagt og kommer her tre til fire gange om året. Peter skyder mod lærredet, og filmen stopper. “Han dør ikke af det, men sætter sig hurtigt,”

siger Ronald om vildsvinet, der er ramt i bagpartiet. De er alle vokset op med jagt. Hvert år tager de tre mænd, sammen med tyve andre på elgjagt i Sverige. Den heldige, der nedlægger en elg, må til gengæld hoste op med rødvin til resten af flokken. I jagtbiografen får hver af mændene på en time affyret cirka 50 skud mod dyrene på skærmen. Ifølge Michael Mikkelsen er det en af de ting, der adskiller sig markant fra virkeligheden. “Der er en enorm kontrast fra at være her i jagtbiografen til at være på jagt. Der sidder man tre dage og løsner måske et enkelt skud.”


29


30


#09 Andreas Beck #09 Roberto Boccaccino

FOTOGRAFIER

#09 Lasse Bak Mejlvang #07, 09 Morten Germund #07 Melissa Ørnstrup #07 Valentina Quintana #06, 09 Mathias Christensen #05, 08 Asbjørn Sand #05 Gregers Tycho #04 Maria Fonfara #03, 05, 08 Tobias Nørgaard #03 Kristoffer Juhl #03 Nikolaj Svennevig #02, 04, 05, 06 Nikolaj Linares #02, 03, 05, 06 Astrid Dalum #01 Tobias Selnæs Markussen

Citat har bragt 285 billeder siden den første udgivelse i 2008. 220 forskellige mennesker, 27 dyr (heraf otte døde og et sygt får), 14 brillesæt og 81 piercinger. Fotograferne har været i USA, Vestsahara, Istanbul, Polen, Tyskland, Bulgarien, Sverige, Indien, Letland og Djurs Sommerland. I anledning af Citats runde udgivelse, ser vi tilbage på fotograferne, som har bidraget til magasinet. Vi bringer de billeder, de selv sætter højest. Fotografierne har ingen sammenhæng, men netop derfor passer de måske så fint ind her.

31


32


33

#09 Lasse Bak Mejlvang Billedet af pigen i vandet er taget i Boserup Skov ved Roskilde Fjord. 2009. Modellen hedder Catrin C.

#05 Gregers Tycho Gunnar bor p책 det psykiatriske bosted Lindeg책rdshusene i Roskilde. Billedet er taget i forbindelse med min hovedopgave om Lindeg책rdshusene for책ret 2009.


#08 Asbjørn Sand Billedet er fra en tur til Island. For at lave et eller andet, tog jeg ud i Den Blå Lagune to dage i træk. Jeg kan godt lide, at mandens hoved ser så mystisk og kropsløst ud.

34

#09 Roberto Boccaccino Studenter, Letland. Den unge generation i Letland voksede op under et økonomisk opsving. I dag lurer krisen under overfladen. Fra serien “Ritdiena (tomorrow)”

#02, 04, 05, 06 Nikolaj Linares December måned 2009. Her fulgte jeg en fødsel, der trak ud i 29 timer. Klokken er 02.56 og Marias veer bliver mere og mere smertefulde. Det er 21 timer siden at hendes vand gik.


35


36

#04 Maria Fonfara Ikke alt i kroppen visner, selvom huden på den gamle krop begynder at hænge lidt på knoglerne. Fra serien ‘Krop, kærlighed og sexualitet i den tredje alder.’

#06, 09 Mathias Christensen Rosebud Reservatet, South Dakota, USA Jeg var holdt ind på en rasteplads for at købe mig en kop kaffe, og to stive indianere kom hen for at spørge om et par dollars til øl.


#03, 05, 08 Tobias Nørgaard Stemningsbillede fra Gellerup-parken

37


38

#03 Kristoffer Juhl Lykke Friis under COP15, København 2009. Den nyudnÌvnte Klima- og Energiminister hviler ud i ministerbilen.


#07, 09 Morten Germund København. Backstage til Munthe+Simonsen modeshow under Copenhagen Fashion Week SS10.

#01 Tobias Selnæs Markussen Portræt af transseksuelle Simon. Født kvinde - på vej til at blive mand.

39


40


HISTORIEN OM MIN

POTENS Af Lasse Cato (tekst) og Dennis Lehmann (foto)

41 En café på Halmtorvet. Solen og den bidende blæst hjælper hverken på min dundrende hovedpine eller min kvalme. Over for mig sidder min fotograf og ven Dennis. Vi drikker begge kaffe og kæderyger, mens vi forsøger at få hoved og hale på, hvad der er sket de sidste fireogtyve timer. Søgen efter kongepotens og vores egne menneskelige grænser. Det kan da ikke være så svært at skrive en reportage fra et potenskursus. Mænd tænker på sex tretten gange i døgnet, har jeg læst, og hvilken mand med respekt for sig selv synes ikke, at det er sjovt at tale om sex? Vi har fået at vide, at vi skal tage til potenskursus på filmselskabet Zentropa og lave en artikel ud fra det. Alligevel er Dennis og jeg enige om, at vi skal gøre mere end blot at lave den sædvanlige metervare-spring-overhvor-gærdet-er-lavest-reportage om en sjov form for kursus. Og bevares, det er da sjovt, at Ålen tilbyder sine ansatte et kursus, der skal forbedre deres seksuelle kunnen og evne til at lade være med at tisse i bukserne. Men det skal

ikke bare være en simpel, ligegyldig pishistorie om et kursus. Det skal være et døgnprojekt om, hvorvidt jeg kan forbedre min seksualitet og efterfølgende bruge den i praksis. Og om vi kan bedrive journalistik efter at have indtaget betydelige mængder alkohol og hash. Både Dan Turèll og Hunter S. Thompson gjorde det jo i sin tid, og vi er nysgerrige om, hvorvidt indtaget af stimulanser også kan gøre vores reportage bedre. Forstærkede sanseindtryk og horisontudvidelse – det er det, vi går efter. Dennis har valgt at fotografere hele turen med en bunke engangskameraer og et gammelt, smadret filmkamera. Endnu et valg, der skal hjælpe historiens udtryk. Jeg er på forhånd nervøs for, hvad historien vil betyde for mit omdømme. Det er ikke ligefrem sikkert, at potentielle arbejdsgivere, min daglige omgangskreds og min familie vil klappe i hænderne over at læse om mig, der vælter ukontrolleret rundt i et døgn med pikken i hånden. Men de kunne nu alle sammen godt trænge til at blive provokeret lidt.

Et døgn før Halmtorvsseancen sætter vi afsted fra Århus mod København uden idé om, hvor Zentropa egentlig har lokaler. Et bevidst valg. Turen kan kun blive sjovere, hvis vi skal spørge os frem til vores destination. Med en joint i systemet sætter vi os på toget. Vi begynder at forhøre os om, hvorvidt folk tilfældigvis ved, hvor Zentropa ligger. Pigen, der sidder ved siden af Dennis, skråt over for mig, er i starten af tyverne. Hun læser jura. Hun skal ikke til København, og hun ved ikke noget om Zentropa. Det irriterer mig, at hun ikke har samme destination som os, da hun ser sød ud og godt kunne være et interessant emne for min potens. Ligesom kassedamen i Føtex. Og hende jeg fik øjenkontakt med i billetkøen på banegården. Pludselig slår det mig, at jeg måske kigger for intenst på jurapigens bryster. Kort efter står hun af. Jeg drukner skuffelsen i hvidvin. Billig og varm hvidvin. En svært overvægtig receptionist sidder ubevægelig og kigger ind i en computerskærm. Hun kunne lige så godt sove med åbne øjne,


42

og da vi henvender os til hende, kigger hun på os med et blik, der ikke nødvendigvis betyder, at hun er vågnet. Vi er i receptionen på et hotel på Vesterbro i færd med at spørge os frem til det billigst mulige hotel, hvor vi kan lægge vores ting. Den nærmest sovende receptionist giver os sit bedste bud: ”Rundt om hjørnet ligger det billigste hotel i området, men jeg skulle selv have penge for at bo der, så klamt er der.” Hotellet er klemt ind mellem to grønthandlere på en parallelgade til Istedgade. Foran indgangen står en flok Schott-jakker ved siden af deres BMW’er. De ser ud til at være sælgere, men

der er vist ikke grøntsager i deres sortiment. Da vi har tjekket ind, går turen til anden etage op ad et sæt trapper, der tydeligvis ikke er blevet vasket inden for den seneste uge. De øvrige beboere, vi ser, vandrer omkring som levende døde. Deres blikke er blottet for nærvær. Nogle timer senere ser vi lige sådan ud. Vi smider vores pakkenelliker på hotelværelset, der ikke har anden indretning end to senge

og et skab. Så løber vi til Hovedbanen. Tiden er ved at løbe fra os, hvis vi skal nå kurset, og vi bliver nødt til at bruge internettet for at finde vores destination. Det ligger i Hvidovre. Fucking Hvidovre. Da vi når Zentropa, har fotografens promille overhalet min med en banelængde. Udenfor møder den midaldrende, kvindelige kursusleder os, og Dennis springer hurtigt frem for at hilse på hende. ”Hej! Er du Camilla Holmgaard?” ”Tja, jeg hedder jo Karen Holmenlund…” ”Nå ja, for fanden. Jeg er jo også bare fotografen!” Vi er syv deltagere på kurset inklusiv mig.


Selvfølgelig skal jeg være med hele vejen. Vi har tøj på, selvom komikken formentlig havde været en god portion større, hvis det modsatte var tilfældet. De første øvelser er regulære bolleøvelser, og jeg har svært ved at holde masken. Især da jeg ser min svært berusede fotoven ligge på gulvet med et kamera stukket godt op i skrævet på en mand i halvtredserne. Jeg overbeviser mig selv om, at øvelserne booster min manddom. Til tider bliver jeg trist over, hvor svært det er at gennemføre de mere avancerede øvelser. Vi bliver bedt om at spænde i både testikler og balder samtidig for derefter at slappe af i balderne, mens spænd-

ingen i testiklerne holdes. Det kan jeg ikke. Jeg undrer mig over, om de andre deltagere mon har samme problemer. Nogle af dem er gamle nok til at være mine bedstefædre, så jeg håber, at de kæmper en stille kamp med deres underlivs naturlige begrænsninger. Men tænk, hvis de har helt

styr på det. Hvis det er tilfældet, har jeg måske problemer, jeg absolut ikke ønsker at tage stilling til. Jeg forsøger at fokusere på kursusleder Karen. Hun siger, at man kan mærke, hvordan det spænder i mellemkødet. En ældre, skaldet mand griner højlydt til sin sidemand: ”Gider du ikke lige mærke efter, om mit mellemkød er spændt, Karsten?” Jeg griner i kor med de andre mænd. Humoren fjerner usikkerheden, der langsomt havde sneget sig ind på mig, og erstatter den med den selvsikkerhed, jeg til daglig lægger for dagen. Min potens og jeg er igen klar til at erobre verden.

43


44

Efter kurset får vi et lift tilbage til byen af en af kursusdeltagerne. Han taler lystigt derudad, men mine tanker kredser om den forestående tur ud på det københavnske kødmarked. Det meste af aftenen er hyldet ind i en tåge af stimulanser. Det er mandag, og der er derfor ikke mange potentielle potensbeundrere i byen. Efter at have opbygget en brandert på størrelse med rundetårn på hotelværelset, bevæger vi os ud. Vi aflægger lynvisitter på en håndfuld barer på Istedgade. Alle steder kaster vi en øl og et shot indenbords, mens vi leder efter piger. De fleste steder spejder vi

forgæves. De få steder, hvor der faktisk er piger uden mandligt vedhæng, forsøger vi at gøre tilnærmelser men bliver mødt af blikke, der emmer af afsky. Efter timevis af fordrukkent kaos, ender vi på Basement i St. Regnegade. Det sidste sløje håb for at finde nogle piger, der er enten dumme, fulde eller unge nok til at lade sig imponere af det, jeg kan tilbyde. Mørket i den lille kælderbar er kun udfordret af rødt, blåt og grønt lys, der kæmper med bankerne af cigaretrøg.

Danseorkesteret står i høj kurs hos gæsterne. Jeg kaster mig hurtigt over et par blondiner, der vistnok hedder Bettina og Merethe. Alkohol og hash har sat min evne til at være charmerende helt ud af spil. Mine sætninger hænger knap nok sammen længere. Jeg bliver ved med at tænde cigaretter, på trods af at jeg med hver eneste smøg føler mig tættere på at falde om. En flok fyre afbryder gentagne gange mine tætpå-ynkelige-forsøg på flirt. Jeg bliver enig med mig selv om, at nogle af dem formentlig er kærester med Bettina eller Merethe. Herefter fortsætter jeg mine scoreforsøg. Dennis sejler. Alene på dansegulvet i en krig for at blive på


45

39 KUNSTNERE

benene og samtidig skylle sin fadøl ned. Han skuler til alle sider, mens han taler med sig selv. Jeg får aldrig klarlagt hvorfor. Pludselig ser jeg ham stå sovende i hjørnet af baren. Det er officielt tid til at pakke sydfrugterne og vende næserne mod vores rottehul af et hotel. Mens jeg sidder med Dennis på Halmtorvet næste formiddag, kan jeg ikke lade være med at føle mig utilstrækkelig, når jeg tænker på

den foregående aften. Her forsøger jeg at overbevise mig selv og mine omgivelser om, at jeg har helt styr på det modsatte køn, men har jeg nu også det? Vi skal alle sammen virke så fandens sikre på vores potens. Når vi så ikke lever op til vores egne forventninger, er det en brat opvågnen til virkeligheden. Det letteste ville nok være, hvis vi kunne afskrive os alle de bekymringer og strabadser, potens medfører. Det ville være et væsentligt mere bekymringsfrit liv. Men ikke så sjovt.

PABLO PICASSO JEFF KOONS DAMIEN HIRST AUGUSTE RODIN PIERRE & GILLES PIPILOTTI RIST

27. 03. - 12. 09. 2010 AUGUSTINUS FONDEN tomcats.dk


v

46 46

Spøgelsespadderne i Sank t Knuds Park Dette er en historie om skildpadden Michael, der uvidende tages som gidsel af menneskets evige kultivering af naturen. Før han ved af det, havner han i en knibe langt mere dyster end de fængslende glasvægge i akvariet hjemme hos Simon. Af Jens Anton Bjørnager (tekst) og Andreas Bastiansen (foto)


v

47


48


I begyndelsen af 90’erne begyndte rygterne at spire om den lille sø i skoven. Folk på gangene på Nestléfabrikken hviskede til hinanden om reptiler, alligatorer og krybdyr, der gemte sig under skovens brune søvand. For arter, ellers ukendte i den danske natur, overlevede vinter efter vinter i det varme affaldsvand, der løb ned i søen fra Nestléfabrikken. Det var dengang. Men rygterne rejste fra halvfemsernes fabriksgange og gav genlyd i den anden ende af den mellemstore provinsby, i gymnasiets kælderkantine anno 2009. Alligatorerne var sorteret fra fortællingen, og søen hed ikke andet end Skildpaddesøen efter de mange skjoldede, tidligere kæledyr, der var blevet sat fri fra terrarier og akvarier over hele byen. Det fik en forårsdag sidste år Simon Knudsen og hans venner til, bevæbnet med net og nysgerrighed, at vandre ned ad skovstien til Sankt

Knuds Park for selv at se, om rygterne talte sandt. For milevidt fra slyngplanter, kæmpemoskitoer og tropiske sumpe, i Hjørring, nordvest for Aalborg, skabte industriens spildevand tilbage i 1947 et levested for en tilflytter i det danske dyrerige, den rødørede terrapin. Når tankene på Nestléfabrikken en gang om ugen blev renset, løb lunkent spildevand og mælkerester ud af fabrikken gennem rør under jorden. Røret endte diskret et par kilometer væk under et buskads. I skovsøen i Sankt Knuds Park. Ved netop dette buskads smed de tre gymnasiekammerater deres skoletasker. Og over-

49

Han fik et hvidt kryds på ryggen af sit skjold, så de kunne vide, at det var ham, når de kom tilbage til søen for at hilse på

raskende hurtigt fangede de en skildpadde, der slog mave i vandskorpen. For Michael, som skildpadden hurtigt kom til at hedde, var det ganske ubehageligt at blive revet væk fra andedammen, og fra de få af hans venner der havde overlevet den barske vinter. Og han blev ked af det. Men en skildpadde har ikke noget sprog, og Michael sagde ikke noget, da dren-

gene puttede ham ned i spanden og tog ham med hjem. I akvariet hjemme i Simon Knudsens lejlighed var Michaels naboer ikke længere de skræppende ænder og den grønne skov. Men en stor, flimrende sølvskærm og nogle mærkelige træer uden blade mindede ham om noget langt tilbage. Men skildpadder husker ikke så godt, og i stedet fik det Michael til at savne de store bøgetræer, der beskyttende kaster deres skygger ned over vandspejlet i skoven. Den friske luft fra skovsøen var der heller ikke mere. Kun lugten af hans egen lumre eksistens


fandtes i akvariet, og han mistede appetitten. Efter en uge i fangenskab kunne drengene se, at Michael ikke var så glad for deres nye venskab, som de selv var. De besluttede at sætte ham fri igen. Men han fik et hvidt kryds på ryggen af sit skjold, så de kunne vide, at det var ham, når de kom tilbage til søen for at hilse på. Efter en svimlende cykeltur i bunden af Simons taske, blev Michael sat ned i græsset ikke langt fra sin skovsø. Uvidende og glad bar han sit kors

de få meter ned til bredden og trimlede ivrigt over kanten, inden han forsvandt mod en uvis skæbne med et ”plop.” Skildpaddesøen i Sankt Knuds Park er måske for mennesket et smukt sted at skilles med et før-elsket kæledyr og en dårlig samvittighed. Men Nestléfabrikken lukkede for mere end syv år siden, og der er ikke længere spildevand, der varmer søens eksotiske beboere. For skildpadderne bliver den forårssmukke skovsø om vinteren til en gravplads, hvor skjold efter skjold, livløst rammer dyndet på bunden af det brune vand med de første frostgrader.

50

Viden om den rødørede terrapins evne til at overleve i danske skovsøer Kristian Emil Krogh fra Randers Regnskov vurderer, at den klassiske sumpskildpadde fra dyrehandlen, den rødørede terrapin, sagtens ville kunne overleve med det varme spildevand og næringsstofferne fra mælkeresterne. Men ingen ved præcis, hvad der skete med skovsøens beboere, da Nestléfabrikken lukkede. ”En vinter, som den vi lige har haft, vil helt sikkert have kværket dem alle sammen,” siger Kristian Emil Krogh, der ikke tror på, at skildpaddearten gennem årene har tilpasset sig det danske klima. ”Mit bedste gæt er, at rygtet stadig får folk til at sætte dem ud i søen. Der er et løbende rend af folk, der køber sumpskildpadder i dyrehandlerne, hvor de er små og søde. Men der går ingen tid, før de bliver kæmpestore, skider, sviner, pisser og spiser alle deres akvariefisk,” siger Kristian Emil Krogh og ryster på hovedet.


51


52

CITAT_10  

Magasinet Citats tiende udgivelse.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you