Issuu on Google+

03


KOLOFON

CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

REDAKTION

Pernille Legaard Dreyer

Maria BruunSchmidt

Peter Klint Jørgensen Jakob Simonsen (foto)

Simone Astrid Marie Kjempff Pedersen

(ansv.)

Elisabeth Eskildsen Kasper Ray (foto)

Janus Engel Rasmussen (foto)

(foto)

FOTOGRAFER David Williams Janus Engel Rasmussen Jeppe Bøje Nielsen Simon Skipper Christiansen Frieder Bickhardt Jennifer Tse Tróndur Dalsgarð

SKRIBENTER Signe Amtoft-Rasmussen Emmelie Sakina Hytting Louise Bihl Frandsen Anne Nørkjær Bang Mathilde Fischer Thomsen Mikkel Sebastian Rosendahl Illustrationer Simon Fensholm

OMSLAG Foto af Roberto Boccaccino WEB www.magasinetcitat.dk

02

KONTAKT Magasinet CITAT Olof Palmes Allé 11 redaktion@magasinetcitat.dk

TRYK Seedorff Publishing FINANSIERING CITAT er finansieret af annoncer Danmarks Medieog Journalisthøjskole 8200 Århus N DISTRIBUTION


LEDER Vi gemmer alle på et eller andet. Et gemmested kan blive et skjulested for omverdenen. Som i kloakken, hvor menneskene søger ly fra overfladen. Men et gemmested kan også være et mødested, som linje 388 er for au pair-pigerne ved den nordsjællandske kyststrækning. Ved

06 Les Carrières

TUNNELSYN I GRAVKRAMRENE UNDER PARIS’ GADER

en anden kyst gemmer Johnny sig. At gemme sig eller at blive gemt væk. Nogle vælger det selv, mens andre ikke har valget. Den afdøde gemmer sig for virkeligheden, fordi han ikke kan gøre op med fortiden. Det samme gør

14 Liv i Limbo

ET INTERVIEW MED EN DØD ILLUSTRERET AF SIMON FENSHOLM SIMONFENSHOLM.DK

10 Linje 388

ET BINDELED MELLEM DE FILLIPINSKE AU PAIRS I NORDSJÆLLAND

20 Lourdes

Guldfisken, der leder efter byturens flygtige kærlighed. Ægte kærlighed kan være svær

JEPPE BØJE NIELSEN OG BYEN, DER GIVER HÅB TIL TUSINDER. ANGELDUSTPHOTOGRAPHY.COM

at se bag en åbenlys aldersforskel som hos Kent og Lise. De var frie til at vælge, men kan man være fri for at vælge? Eva valgte ikke selv, at hun skulle gemmes under jorden. Under samme jord befinder katakomberne sig

med

mere

end

2000

års

historie.

Nogle gange har gemmestederne godt af et

37

Værelse med havudsigt

44

Sewers of Bucharest

30 ÅR TIL HAVS OG EN KÆFT FULD AF RØVERHISTORIER

AIN’T NOTHING BUT A SEWER THANG BAYBEH

uventet besøg. De gemmer på nogle fantastiske historier, og de historier sidder du med i hånden. Redaktionen

48 5800 Nyborg

“ LIGE MEGET HVILKEN VEJ, DU KOMMER FRA, ER BYEN UHYGGELIGT GRIM

er en gave 41 Kærligheden

OM BUSCHAUFFØREN OG DEN UNGE PASSAGER

50 Brevet

HAR DU LYST HÅR OG STORE PATTER? SÅ ER BREVET NOK TIL DIG

03


M

i

n

d

e

o

r

d

Vi lærte dig at kende i Bunkeren, hvor vi spiste saltfisk, drak vin fra pap kasser og læste korrektur sammen på magasinet CITAT. Første møde var gennem en ansøgning, hvor du inviterede os ind i dit univers. Du var en dygtig journalist in spe. Du forlod CITAT som ansvarshavende redaktør, nu var en praktikplads i den virkelige verden dit næste mål. Men sommetider tager livet en drejning, som ingen kan beskytte sig mod. I dit tilfælde tog det en højredrejning. Når døden hænder, kan det virke nemmest at gemme den væk, skrabe den sammen til en bunke og putte den i en kasse langt borte. Vi vil gerne trække dig op af kassen og vise dig frem i strakte arme. Vi mindes din lille røde næse, din hjemmelavede konfekt og dit farverige væsen. Du skal ikke gemmes væk, Eva. Vi savner dig. Kærligst dine medredaktører, men først og fremmest Venner fra CITAT

04


05


06 06

Les Carrières


Katakomberne. Mere end 2000 års historie gemt under Paris’ gader i en labyrint af tunneler. I dag er det ulovligt at færdes i de gamle kalkminer, men der findes alligevel dem, der går på opdagelse i systemet. De kalder sig katafile, og Gilles Thomas er en af mange. Han vil vise mig et Paris, som de færreste får lov til at opleve. Af David Williams (tekst og foto)

”SHIT! HVOR BLEV HAN AF?” Tanken kommer krybende, da jeg i et kort øjeblik har været uopmærksom, og min guide Gilles Thomas pludselig ikke er foran mig længere. Han er vant til at bevæge sig rundt i det store virvar af gange under Paris. Jeg skulle have koncentreret mig mere om ham og mindre om mit kamera. ”Han må være drejet til højre her,” tænker jeg ved mig selv. Nervøsiteten er begyndt at indfinde sig, og jeg går lidt hurtigere. Gilles

”Jeg skal vise en ven rundt i det lukkede system i morgen, vil du med?” spørger Gilles, da vi er på vej mod metroen. Så det var altså bare en test.

har efterhånden ledt mig så langt ind i systemet, at jeg ikke ville kunne finde ud igen, hvis jeg for vild. Jeg følger gangen, som laver et naturligt sving længere fremme. Da jeg svinger om hjørnet, dukker lyset fra Gilles’ pandelampe op. KUN FOR INDVIEDE ”Stop! Det her er de dødes rige.” Sådan står der ved indgangen til katakomberne. Siden 1955 har det været ulovligt at færdes i systemerne, men det afholder ikke folk fra at gå på opdagelse. Engang var det lovligt, og der findes derfor et utal af signaturer, hilsner og tegninger på væggene, som folk har efterladt sig gennem tiden. Det er lørdag, og jeg har aftalt med Gilles, at vi skal mødes foran Cochin Hospitalet i det 14. arrondissement. På vej derhen løber jeg ind i en kæmpe demonstration og bliver forsinket. Da jeg endelig når frem, forpustet og nervøs for, om han nu er gået, ser jeg ham. Han er fornærmet på den franske måde. ”You’re late,” siger han og giver mig hånden. Han bløder hurtigt op og viser mig vej om bag hospitalet og ned ad en trappe. Under hospitalet er der et gammelt kalkbrud, som bliver vedligeholdt af en gruppe katakomb-entusiaster. Da jeg ankommer, bliver jeg en smule skuffet over, at systemet er frit tilgængeligt. Gilles viser mig rundt i gangene og fortæller om kalkbruddets historie. Der er

mod indgangen til tunnelsystemet. Gilles og François går foran mig og diskuterer livligt på fransk, indtil vi når indgangen. Den syner ikke af meget, og man kunne nemt have overset den, hvis man ikke vidste, at den var der. Faktisk er det bare et hul, der er blevet hugget i en væg ved jernbanen. Gilles forklarer, at indgangene nogle gange flytter, fordi de bliver lukket, hvis politiet opdager dem. Der er mørkt dernede. Helt mørkt. Gilles går først, og jeg lige efter. Til sidst François. Vi når knap at komme ned, inden en lygte kommer til syne omkring et hjørne godt 100 meter fremme. En anden gruppe er på vej ud. De har været nede for at male og hygge sig. Gilles kender dem i forvejen, og de udveksler hilsner. Det er ikke unormalt at møde andre katafile, når man går rundt hernede. Der er trangt i gangen, men de får klemt sig forbi os og op gennem hullet til overfladen. Gilles begynder at gå. De første 100 meter må jeg bære min taske på maven og gå foroverbøjet, men tunnelen udvider sig hurtigt, og da vi drejer om det første hjørne, kan man uden problemer gå oprejst. Der er fugtigt og varmt hernede. Objektivet på mit kamera bliver ved med at dugge til. Jeg begynder at svede og må tage trøjen af. Gilles går hurtigt. Han har gået på opdagelse her i næsten 30 år, så han kender tunnelerne ud og ind. Med sig har han en liste over sted-

lys hernede, så lommelygter er ikke nødvendige, men han viser mig alligevel, hvordan man navigerer i totalt mørke. Han ser mig an. Efter et par timer står vi igen på gadeplan.

er, han skal fotografere. Han er ved at lave et projekt om historiske personers færden i den parisiske underverden, og han skal bruge dokumentation i form af deres graffiti. Det er

NED I KANINHULLET Dagen efter møder jeg Gilles og hans ven François ved metrostationen Alésia. Jeg er ankommet i god tid denne gang, men jeg har glemt min lommelygte. Et skridt frem og to tilbage. Vi skaffer en lygte og bevæger os

07


umuligt at se noget uden en lygte, og man kan ingen lyde høre. Jeg begynder at blive træt og overvejer, hvor længe vi har været hernede. Flere timer. Jeg kunne efterhånden godt tænke mig at se himlen igen.

08

FANGET I FÆLDEN Gilles siger, at vi snart er færdige, han mangler kun at fotografere et par enkelte tags, inden vi skal igennem tre “cat traps”, som han kalder dem. Så kan vi komme ud. Han prøver på sit bedste engelsk at forklare mig, hvad en cat trap helt præcist er, men jeg får ikke fat i mere, end at det er nogle huller, der er blevet hugget i væggene for at forbinde de forskellige gangsystemer. Der er ikke andet for end at følge efter, se hvad der sker og blive ved med at fotografere. Pludselig stopper gangen. Gilles peger ned mod et hul i væggen lidt over gulvet. Det er omkring en halv meter bredt, lige så højt og halvanden meter langt. Det går i en fin bue uden om endevæggen. Gilles forklarer mig, hvad jeg skal gøre for at komme igennem, men det tager mig alligevel tre forsøg, inden jeg får fat i teknikken og står på den anden side af hullet. François er gået en anden vej, så der er kun Gilles og mig. Jeg spørger nervøst, om de andre cat traps også er så store, at jeg kan komme igennem.

gennem hullet først, så mig. Det går smertefrit. Vi mødes med François 20 minutters tid senere, lige inden vi skal gennem næste hul. Det går nemmere denne gang. Det er slet ikke så småt, som Gilles fik det til at lyde. Gilles skal lige vise François noget, så vi afviger fra kursen og tager en omvej. Man kan høre metroen rumle i det fjerne. Det er rart at høre noget fra de levendes verden. I en hængekøje sover en mand. Vi lister forbi for ikke at forstyrre ham. Vi må være tæt på udgangen nu. Der er også kun én cat trap tilbage. Den værste. Den er hævet halvanden meter over gulvet og er omkring 20 centimeter høj og 40 centimeter bred. Hullet forbinder vores tunnelsystem med en nyere tunnel, hvor der løber telefonkabler. Der stikker små metalpinde frem fra betonen. Jeg kan mærke en klump samle sig i halsen. Gilles smiler bare. Jeg tager afsæt på væggen og stikker hovedet ind i hullet for så at give op på halvvejen. ”Det kan ikke lade sig gøre,” siger jeg med panik i stemmen. Gilles beroliger mig og får mig til at prøve igen. Først op, hovedet ind, sparke fra på væggen og så ikke mere. Jeg sidder fast. Jeg kan hverken komme frem eller tilbage. For første gang i mit liv mærker jeg, hvad det vil sige at være panisk. Pulsen ryger i vejret, og jeg kan ikke styre min ve-

”Det her er nok den største. Men den mindste er ikke så lang, så det skal du nok klare,” forklarer han nøgternt. Tasken ryger

jrtrækning. Efter nogle intense øjeblikke får jeg ro i tankerne, får flyttet mig lidt rundt og tæller til ti. Jeg rækker armene ud og får fat i

et af telefonkablerne på den anden side. Jeg puster luften ud af lungerne og får trukket mig selv et par centimeter frem. Lige nok til, at jeg kan nå det næste kabel. Jeg trækker vejret ind igen og mærker, at jeg ikke kan udvide min brystkasse fuldt ud. Tager en lille pause, og så tømmer jeg lungerne igen og hiver mig fremad. Sådan går det, indtil jeg til sidst mærker, at jeg er fri. Lettelsen skyller ind over mig, og jeg glemmer næsten at tage billeder af François og Gilles’ tur gennem hullet. Først dagen efter ser jeg, at min T-shirt er revet i stykker, og at jeg har store hudafskrabninger på ryggen. Nu kan jeg høre bilerne på gaden og mærke en frisk brise blæse gennem gangen. Gilles viser os vej hen til en stige, der leder op til et dæksel i fortovet. Jeg vil rigtig gerne ud nu. Jeg er træt, tørstig og sulten efter at have tilbragt mere end fem timer under jorden. Dækslet bliver løftet, og aftenluften strømmer ned. Jeg hiver mig op, vender mig om og nyder synet af de andre, der kommer op fra hullet i jorden, imens forbipasserende måbende ser til. Jeg er oppe i den virkelige verden igen. Med larm, frisk luft og mennesker.


09


10

0MRMI


11


12 12

Tager man buslinje 388 langs Nordsjællands østkyst, kan man ikke undgå at se dem. De piger, som sidder på sæderne for sig selv. De ser ensomme ud, de filippinske au pair-piger. Men bussen er for dem mere end en vene. Den er et samlingspunkt. Af Signe Amtoft Christensen (tekst) og Janus Engel Rasmussen (foto)

PÅ DEN ENE SIDE tårner gamle, majestætiske sommerresidenser sig op og kigger ned på bussen, mens den smyger sig gennem landskabet af efterårsgule blade. På den anden side klukker et blåt Øresund, og man kan i horisonten tydeligt se Hven og resten af den svenske kyst, som engang tilhørte Kongeriget Danmark. Stor, hul og firkantet ruller den hver

kulturel udveksling. De filippinske piger er en del af de familier, de bor hos. Alligevel er opdelingen suveræn, når man træder ind i bus 388. De taler ikke med os, og vi taler ikke med dem. For pigerne gør, som så mange andre gør, når de som fremmede nationaliteter er i udlandet. De finder sammen. ”Nogle gange spotter jeg andre filippinere,

bedre, end de kender danskerne. Nogle gange tager de på kanalrundfart i Nyhavn. Andre gange tager de bare hjem til hinanden. Men det stærkeste bånd har de i kirken. ”Vi er meget religiøse. Når man kommer til et nyt land, er det første, man gør at finde en kirke, hvor man kan høre til. Vi har også et kor i kirken. Mange finder trøst fra hjemve og

dag frem og tilbage, frem og tilbage og nyder godt af den overdådige udsigt. Og ved stoppestederne mellem Hørsholm og Lyngby stiger de på. Dem, som passer hus og børn i de villaer, de kører forbi. Dem, som mødes lige her og tager ud, frem og tilbage. De er filippinere, og de er au pairs. Au pair betyder ”på lige fod”, og idéen er

når jeg kommer ind. Så sætter jeg mig hos dem, selvom vi ikke kender hinanden. Et eller andet sted er vi jo sammen om det,” fortæller en filippinsk pige, Zhen, på et midtersæde i bus 388. Det er et parallelsamfund. De filippinske piger kender hinanden, også selvom de ikke gør. For uanset hvad kender de hinanden

nye venner i kirken i Lyngby.” Der kører 388’eren også til. SAMMEN OM DANMARK I løbet af de senere år er der kommet flere filippinske au pair-piger til Danmark. Mange af dem er uddannet inden for sygeplejen og kombinerer opholdet i Danmark med


13 13

en filippinsk regel om, at et rigtigt job som sygeplejerske kun er muligt, hvis man har erfaring med lignende pasningsarbejde. Samtidig får pigerne mulighed for at rejse og den beskedne sum penge, de får i lommepenge af værtsfamilien, er mere, end de nogensinde ville kunne tjene på de økonomisk hårdtramte, overbefolkede filippinske øer. Og hver gang én filippinsk pige kommer til Danmark, vil endnu et netværk tilbage i fædrelandet få en fod indenfor. En mulighed for at blive sat i forbindelse med familier i Danmark, som søger en au pair-pige fra Filippinerne. En plads på strandvejsbussen. ”Hvorfor filippinere? Vi er pligtopfyldende. Har stor respekt for autoriteter. Vi kan ikke

tager vi bussen hjem til hinanden eller hen til kirken, og så drikker vi en kop kaffe eller spiser lidt kage,” siger Mai.

lide at sige nej, så hvis vi bliver bedt om noget, så gør vi det,” fortæller au pair-pigen Mai. For nogle piger har det betydet udnyttelse. Men for andre har det bare bidraget til det gode ry, filippinske piger har. Og uanset hvad er de der for hinanden. ”Nogle af os har mere fritid end andre. Så

vi alle sammen. Men i morgen skal jeg til fødselsdag hos min filippinske veninde. Det er lidt som at være hjemme igen,” siger Zhen i 388. Samtidig har de fleste piger et godt forhold til de børn, de passer. Det er, som var de deres egne, og de kommer til at savne dem, når de engang flytter hjem. Andre kommer ikke til

LIVET I HORISONTEN ”I har sådan en flot natur her i Danmark,” siger Zhen. Turen langs kysten giver mange smukke syn. Skovområderne i Rungsted og Eremitageslottet i Klampenborg, som troner på Dyrehavsbakken og holder et vågent øje med, hvad der foregår herfra og til Sverige. Og de nyder det, de mennesker, som ikke er vant til det. De nyder det, mens de tænker på det, de har efterladt. Om end bare for en tid. ”Jeg savner selvfølgelig min familie. Det gør

at savne de ting, de uretmæssigt bliver sat til. At deres værter også giver dem havearbejde og bilvask, og at de ikke må spise sammen med familien, når der er gæster. ”Vi joker nogle gang lidt om hinandens værtsfamilier. De fleste af os har rigtig gode arbejdsforhold. Men der er altid lige dem, der tror, at au pair er fransk for ’gør, hvad jeg siger’. Men vi ler af det, når vi ses,” siger Mai. Og det er netop det, de åbne, glade piger gør hver dag. De ses. I bussen, i kirken eller hjemme hos hinanden. For det tætte bånd kan ingen bryde, og det er aldrig længere væk end det nærmeste 388-stoppested.


14

Af Emmelie Sakina Hytting og Louise Bihl Frandsen (tekst)

Svend Erik er død. Det har han været i flere årtier. Sjælen tog afsked med hans krop, og kræften blev hans dødsbror. Han er en af de sjæle, der ikke har fået ro endnu, fordi han stadig har skyldfølelse over at have svigtet sine børn.


15


16


DEN ER HELT GAL med Svend Eriks lunger. Det eneste, der bryder stilheden, da han trasker ud på gårdspladsen og de slidte fliser, er lyden af hans desperate forsøg på at få luft. Det sorte hus i Gylling forsvinder bag ham ind i mørket. Vielsesringen er mat på den ru arbejdshånd. Han er skilt, men han har endnu ikke taget ringen af. Bestemt, men kærlig. Ansigtet er hårdt optegnet, lidt som H.C. Andersens, men uden den markante næse. De skarpe træk i ansigtet gør det svært for ham at skjule sin sorg. Gløden fra hans smøg lyser op i bilen, han presser den fast i mundvigen og drejer bilnøglen rundt. Der er præcis tyve minutter mellem ham og livet på maskinstationen. MAN SKAL IKKE VÆRE BANGE FOR AT DØ Svend Erik lever i limbo, et sted hvor ånder opholder sig, inden de finder lyset. Det hinsides. Med clairvoyance er det muligt at skabe en telepatisk kontakt til den afdøde Svend Erik, der fra limbo sender klarsyn fra sit liv på jorden. Et liv, der bærer præg af en dyb sorg. Når mennesker dør, er det meningen, at den afdøde skal finde lyset og krydse grænsen. Lyset ligner en lampe, der er tændt, så man ved, hvor man skal gå hen. ”Alle ved, at man skal gå efter lyset, når man dør. Men hvis du er uafklaret, så kan du ikke finde vej, og så sidder du fast,” siger Svend Erik. Ifølge ham skal vi ikke være bange for at dø. Vi kommer til et sted med de smukkeste stier. Et fantasiland, som er meget lig jorden, bare ikke trist og helt uden had, behov og krav. Der er kun rart. Det er ligesom at være dybt forelsket og få et kram, der går i hele kroppen, bare den følelse ganget med 1000. Svend Erik lever stadig i limbo og finder først paradiset, når han er afklaret med sine børn. ”Så længe jeg ikke får snakket med mine børn, vil jeg sidde med følelsen af at have

17 17


18 18

svigtet dem. Mit svigt er skyld i, at min karmiske gæld stadig står ubetalt,” siger han.

børn kommer op til mig, så jeg kan få tilgivelse.”

HAR BRUG FOR TILGIVELSE Det skarpe lys fra værkstedslampen møder Svend Erik i det lille værksted. Han tænder endnu en smøg og går i gang med at reparere bilerne. En ung svend møder ind. Han kommer for at arbejde og intet andet, så deres hverdag er blevet til en arbejdsmæssig rutine, men ikke til et knyttet forhold. De store maskiner står livløst og kigger på dem, og det minder Svend Erik om, hvad værkstedet engang var. Et livsprojekt, som han blev fanget i. Der er meget, der er slukket nu. Selv livet. Hans arbejde driver konen til vanvid, og sygdommen får hende i sidste ende til at gå fra ham i 1963. Sorgen er herefter det eneste, der er tilbage i det mørke hus i Gylling, der engang var fyldt med liv. Svend Erik ser sammenbidt ud og tager endnu et hiv af den næsten nedbrændte smøg. ”Jeg gav ikke mine børn noget rart. Jeg har svært ved at komme videre, fordi de stadig savner mig. Jeg brugte hele mit liv på at arbejde,” siger han. Svend Eriks børn lever stadig i dag, men det er tvivlsomt, hvor meget de vil kunne fortælle om deres far. De var seks og otte år, da konen tog dem med sig. Svend Erik viser et syn af dem som voksne. Deres ansigter rummer ingen følelser. ”Man skal gøre tingene færdige. Jeg skal stå til ansvar for, hvordan det var at være mig, og jeg er nødt til at vente på, at mine

HULE KINDER Kort tid efter bruddet med konen i 1963 møder Svend Erik en mager kvinde med stort, krøllet hår. De har et voksent kæresteforhold uden børn, og de ser hinanden, når han vel at mærke har tid. Hun plejer ham med kærlighed indtil hans død. ”Hun var en skrøbelig, omsorgsfuld og stærk kvinde. Hun kunne finde ud af at håndtere mig. Selv efter min død tog hun sig af min mor, og det er jeg hende dybt taknemmelig for. Jeg elskede hende, men jeg kunne aldrig give hende det liv, jeg gerne ville. Jeg var for såret efter bruddet,” siger Svend Erik. Han strammer bæltet ind, og maven glider kun lige akkurat ud over buksekanten. Bæltet kan nu lukkes to huller længere ind. Det første hul i læderet er slidt og fortæller om en tid, hvor kinderne ikke var hule. Hans valg sårer stadig hans sjæl. Svend Erik. Maskinmesteren fra Gylling, der igen forsvinder ind i det hinsides. Til livet i Limbo.

Artiklen er lavet i samarbejde med clairvoyanten, Cilje Tinemari Tiemroth. Clairvoyance er evnen til at se og sanse ting, der ikke er tilgængelige for det almindelige syn.


19

Simon Fensholm (illustrationer)


20


21


Lourdes Miraklernes Mekka

22 22


23 23


24 24


25 25

“I gamle dage kom folk til Lourdes for at dø. De ønskede at blive begravet her. Det var deres sidste ønske.” Elisabeth Renault, indfødt i Lourdes


26 26


27 27


28


29


30


31

Jeg er her ikke længere. Den person du kigger på, det er ikke mig. Det er ved at være forbi. Jeg fortæller dig det her, fordi du er en fremmed. Jeg har drømt mit liv i stedet for at leve det. Eric Saint-Gernier blev 52 år. Han døde d. 15/10 2012 og troede aldrig på mirakler.


32


33


34 34


35 35

Af Jeppe Bøje Nielsen


.D.D-WDJHUPHGVWRUP

36

*HQHUDOIRUVDPOLQJHQHUYHORYHUVWnHWRJGHUHUPHUHDWVHIUHPWLO (8GHEDWPHG$QGUHDV0DUFNPDQQ$QGUHDVHQGHQPDUWV 'HOHJHUHWP¡GHL'DQVN-RXUQDOLVWIRUEXQGGHQDSULO .UDYOLQJIHVWGHQDSULO

.RPRJP¡GGLQIDJIRUHQLQJ . UOLJKLOVHQ

-HUHV.D-

)¡OJ+HMIUD.D-Sn7ZLWWHURJ)DFHERRN6nHUGXGHUKYRUIHVWHQHU


9Â?5(/6( 0(' +$98'6,*7

37

Af Mathilde Fischer Thomsen (tekst) og Simon Skipper Christiansen (foto)


ERIK KARLSEN HAR VÆRET SØMAND I 30 ÅR AF SIT LIV. RØVERHISTORIER ER DER NOK AF, OG DE KAN LÆSES PÅ HANS TATOVEREDE KROP.

HVOR DEN KORTÆRMEDE, brunstribede T-shirt stopper på overarmene, ses tatoveringerne. Selv i kraveåbningen gemmer der sig nogle ulæselige bogstaver. Han har omtrent tyve af slagsen og flere forskellige kvindenavne tatoveret på sin krop. Èt af dem var hans nu afdøde kones, men tiden har slettet det. I dag er Erik Karlsen pensioneret, og han bor på toppen af et lejlighedskompleks i Aarhus Nord. Han har havudsigt fra sit køkkenvindue. Men det er nu ikke noget, han har tænkt synderligt over. Billederne af skibe er hængt op i entréen som en anden tallerkenrække. Ellers er der ikke meget i lejligheden, der afslører hans fortid. Trækisten fra Hong Kong og de andre souvenirs har han givet væk.

38

BARE ET ARBEJDE ”Hvorfor jeg tog ud at sejle? Det ved jeg sgu ikke. For at prøve lidt, vil jeg tro,” siger Erik Karlsen. Han fik sin første tatovering af Tato-Peter i Fiskergade for en tier. Erik Karlsen var 15 år gammel og havde aldrig været uden for Danmark. Tatoveringen forestiller et gammeldags træskib med vind i sejlene, og stregerne er tykke og blåsorte. Tatoveringen er over 50 år gammel, men man kan stadig se skumsprøjt, når skibet skærer gennem bølgerne. Han har aldrig fået den tegnet op. I 1965 mønstrede 19-årige Erik Karlsen sit første skib, Leo Mærsk. Han var maskinarbejder. Turen varede 14 måneder, og hvis man tog hjem før tid, skulle man selv betale hjemrejsen og sin afløser, for på havet var der ingen kære mor. En arbejdsuge var på 47 timer med 150-200 overtimer hver måned. Når de endelig fik fri, gik de direkte til køjs i kahytten. ”Ja, det stormede. Og hva’ så? Bølgerne nåede helt op over broen. Det var der ikke noget at gøre ved. Du skulle bare arbejde,” siger Erik Karlsen. ”JEG HAR SGU DA GLEMT, HVEM DE ER” Erik Karlsen blev gift i 1970, og siden ægteskabet og den første tur til søs er hans krop blevet mere og mere blå. Et anker, et hjerte, en slange. En pinup-pige, der slænger sig op

ad venstre overarm. På brystet har han tatoveret fem udtværede kvindenavne fra New York og på højre arm endnu et skib med teksten MUSEN nedenunder. ”Musen? Nå, det var bare en pige, jeg havde engang. Den tatovering fik jeg i Hong Kong. Vi sad på den Røde Løve og drak, og så besluttede vi os for, at vi skulle tatoveres. Men tatovøren var der ikke. Nå, men vi havde kokken med, der var sådan en stor, tyk én. Han hev ekspedienten i salonen op ved kraven og sagde: ”Tatovér for helvede!” Drengen var jo kraftedeme ved at skide i bukserne. Jeg måtte få den tegnet op dagen efter, for den var pilskæv,” siger Erik Karlsen. Hvem damerne fra New York var, kan han ikke huske. Og hans kone. Hun rystede bare på hovedet.


meget for en time.” ”Årgh, hold kæft! Hvad med hende der?” Blablabla, og så aftalte man prisen. Op ad kusselejderen med dem. Så kom Mama og samlede hende op, når tiden var gået, og de sejlede videre til næste skib,” siger Erik Karlsen.

”Hun var sgu frisk,” siger han.

“KAKTUSSEN I VENEZUELA, DEN RØDE LØVE I HONG KONG, SKRIGEGADEN I ROTTERDAM OG SKIPPERHUSET

BODEGAER OG BORDELLER Kaktussen i Venezuela, Den Røde Løve i Hong Kong, Skrigegaden i Rotterdam og Skipperhuset i Aarhus. ”Vi blev hentet i busser ved skibet og kørt direkte til horehuset. Det hele var betalt af olieselskabet. Og dér stod 450 ludere på række og ventede på os. Så gik vi op og mærkede lidt på varerne. Tog lidt på damerne, du ved, før vi bestemte os.” Havnebyernes ludergader svømmede i sømænd og bajere. Kun i Libyen, Gaddafiland, kom myndighederne ombord og forseglede både spiritus og cigaretter. En forsegling der, hvis den blev brudt, ville medføre bøde. Ellers kunne sømændene drikke, hvad de ville ombord, så længe de kunne passe deres arbejde. I havnen i Hong Kong sejlede der havnerundfartsbåde rundt – fyldt med ludere. Blandt besætningen blev bådene kaldt ‘Søndagsskolen’. ”Vi stod der ved lønningen og spejdede over kanten. Op på siden af skibet kom båden. Og bordelmamaen råbte: ”Jeg har fået en dejlig, ny dame. Det koster så og så

SØMANDSHISTORIER ”Det var ikke som i dag. I gamle dage kunne vi slås på gaden, satanedeme, og så gå ind og få en bajer sammen bagefter,” fortæller Erik Karlsen. På værtshusene i Mexico og Australien mødte man matroser, maskinmestre og andre af søens folk. Snakken gik. Om det værtshus, der engang blev fuldstændig smadret, eller de 84 dage på havet i en gammel pispram af en tankbåd, der kun sejlede otte mil med vinden i ryggen. Og så var der den sejltur, hvor der både kom ildebrand i skorstenen og hul i skroget. Det var mere, end selv de mest erfarne søfolk havde prøvet i al deres tid på havet. Eller dengang de lokkede sømandspræsten til at droppe et møde med den danske konsul og i stedet tage med på Skrigegaden i Rotterdam for at opleve lidt. ”Engang sov Henny og en anden havneluder deres brandert ud på en skude. De kvinder, de kunne tage temmelig kraftigt fra. Nå, men da de vågnede, var de sgu i Finland. Vi skreg af grin, da vi hørte det. Henny var så grim, så jeg ved kraftedeme ikke hvad. Det tog hende tre uger at høvle sammen til en billet hjem. Hende den anden klarede det på en dag,” siger Erik Karlsen. DE GAMLE DAGE Skibene, der sejler på de syv have i dag, er fyldt med thaiere, filippinere, russere og østeuropæere. Ingen danskere. Der er væsentligt mindre besætning på skibene. Maskinerne klarer arbejdet, og man er højst på land i fire timer, sharp. Så er det videre til næste destination. Ludergaderne og havneværtshusene i Antwerpen og Rotterdam er revet ned til fordel for nybyggeri. Og Erik Karlsen sidder i Aarhus Nord. 1.65 høj og i en trøje, der er stoppet ned i buksen, og som spænder stramt over maven. Skægget har han ladet stå, men håret er kortklippet, og hænderne er rene. I 30 år af hans liv var de indsmurt i skibsolie fra skibets maskinrum. ”Nu til dags er det helt andre folk, der sejler. Karrierefolk, der stikker hinanden i ryggen. Fremad, fremad. De vil bare have en stjerne på skulderen. Ikke noget fest, ingen, der hjælper hinanden. Nej, for satan. Jeg savner ikke at sejle med den fart, de har på i dag,” siger Erik Karlsen.

39


INNOVATIVE PRODUKTER L

-TI

SE

EL TAG

P

O LYD

pro PCM op tagelse 40dBSPL lyd op til 1

flerspors

optagelse

og rediger ing

k no combo sti o h p / R L X t l e Dobb

overdubbin

g

tuner metronome og r filte t u c ow art l b r é t jus

40 00 S LS-1

OLYMPU

7,6cm vipb ar OLED to uchscreen

OG FILM R E D E L L ATIVE BI -TIL KRE

isering

edstabil 5-akset bill

fuld HD me d stereo l yd Øjesensor S sensor 16 mp LiveMO

Elektr

onisk

søger d

mhe 00 følso ISO 25.6

OLYMP

US OM -D


KÆRLIGHEDEN ER EN GAVE Han var en tilfældig buschauffør, der kørte hende rundt i Svendborg og omegn. Senere udvidede de ruten med en hemmelig romance. Lise og Kent Henriksen har valgt hinanden trods fordomme og lange blikke fra omverdenen. For dem har kærligheden ingen alder. Af Anne Nørkjær Bang (tekst) og Frieder Bickhardt (foto)

41


42 42

DET ER EN KLASSISK HISTORIE om boy meets girl. Scenen er sat i den lille fynske havneby Svendborg, hvor vores to hovedpersoner, Lise og Kent, møder hinanden en tilfældig dag på en tilfældig bus. De falder i snak, et ord bliver til mange, og et møde bliver til flere. De små sommerfugle, der er begyndt at baske med vingerne i maven på dem begge, vokser sig langsomt til en hel sværm, og en forårs-aften i 2006 når historien sit første point of no return – det kys, der senere skal blive til så uendeligt mange flere. Hollywood ville have købt den, hvis ikke det lige var for én lille detalje. I denne historie er der 26 års aldersforskel på boy og girl. Lise er 14 år gammel, da hun møder den endnu gifte buschauffør Kent. Han er 40 år. PIGEN OG BUSCHAUFFØREN Lise og Kent Henriksen har været sammen i seks og et halvt år. Syv til sommer, som de selv pointerer. For selvfølgelig er de sammen til sommer. Og somrene efter den. ”Til at begynde med tænkte jeg, at det var lidt forkert. Det med aldersforskellen. Men det handlede egentlig mest om, hvad omverdenen tænkte. Senere blev vi bedre til bare at vende blikket indad og fokusere på os, og hvad vi selv følte,” siger Kent. Lad os spole tiden knap ni år tilbage. Kent er buschauffør og kører til daglig folk rundt i Svendborg og omegn. Han er gift, men godt klar over, at forholdet til konen er ved at dø ud. Lise er klassens vilde pige. Hun er fremme i skoene og har, trods sin unge alder, allerede haft flere kærester. Efter skole kører hun sammen med sin veninde rundt i Svendborgs busser, hvor de uforstyrret kan høre musik og vende hverdagens gang, imens landskabet farer forbi dem uden for vinduet. Når endestationen er nået, snakker de med buschaufførerne. Lise har ikke kørt mange gange med Kents

bus, før han lægger mærke til, at der er noget særligt ved hende. ”Lise og hendes veninde var jo næsten jævnaldrende. Alligevel var der enormt stor forskel på deres måde at være på. Lise var så afklaret og voksen allerede dengang. Ikke nogen 14-årig fjantepige. Den måde, hun kommunikerede på, var helt anderledes, og vi talte rigtig godt sammen,” siger Kent. HEMMELIGE MØDER Kent og Lise begynder at mødes uden for bussen. Men de fortæller ikke nogen om møderne. ”I starten var det hele meget hemmeligt. Selvom vi ikke lavede noget. Vi kørte bare ud et sted og sad og snakkede i timevis. Vi passer enormt godt sammen. Det er underligt. Hvorfor skulle vi lige passe sammen? Men det gør vi bare. Kent er rolig og afslappet, og jeg har altid mange bolde i luften. Han kan få mig ned på jorden, jeg kan få ham op i gear,” siger Lise. Kent er stadig gift, da han to år senere kysser Lise for første gang til en udendørskoncert i Svendborg. Og gift, da de sammen sniger sig af sted på en sommercykelferie til Nyborg. Den knugende fornemmelse i maven husker han stadig den dag i dag. Men også følelsen af, at det her var rigtigt. ”Jeg havde mange betænkninger, fordi jeg var gift. Det holdt mig selvfølgelig tilbage. Men efter ferien til Nyborg blev jeg klar over, at det her turde jeg godt satse på,” siger Kent. DEN KOLDE SKULDER Kærligheden kan møde alverdens forhindringer, og de færreste når fuldkommen smertefrit fra historiens begyndelse til det punkt, hvor ordene ”The End” toner frem på livets skærm. For Lise og Kent er den åbenlyse udfordring, at de er født med over to årtiers mellemrum. Og fordomme har det med at være sejlivede.

Så sejlivede, at selv de mennesker, der stod Lise og Kent allernærmest, ikke kunne undgå at se skævt til deres forhold. ”Det var rigtig hårdt. Min far talte ikke til mig i flere måneder. Så jeg besluttede mig for at flytte ind hos Kent,” siger Lise, der på det tidspunkt var blevet 16 år gammel. ”Min far har sagt til mig efterfølgende, at han er glad for, at jeg har fundet en som Kent, i stedet for alle de fyre jeg ellers fjantede rundt med. For mig var det klart en accept af forholdet,” siger Lise. I dag er faren og Kent venner, der kan mødes til en mandesnak, når Lise er ude med veninderne. Ingen i Lise og Kents omgangskreds er i tvivl om parrets følelser for hinanden. De er gift, bor sammen, planlægger deres første barn og er nu, næsten symbolsk, i gang med at bygge et nyt hus. DE MØDES PÅ MIDTEN Kent og Lises forhold ligner på mange måder et forhold mellem to jævnaldrende. Ikke mellem to 22-årige. Men heller ikke mellem to 48-årige. Måske møder de hinanden på midten. Eller måske er det sandt, at kærligheden ikke kender nogen alder. Svendborgenserne kender efterhånden til historien om den unge pige og buschaufføren. De lange blikke, der engang fulgte dem, når de hånd i hånd gik tur i byen, er så småt ved at forsvinde. Men kommer der nye folk til, står misforståelserne i kø. ”Da King of Kebab åbnede, var vi derinde et par gange sammen. En dag kom jeg alene, og så sagde en af fyrene i butikken: ”Nå, skal du have mad med hjem til far?” Ha! Så blev han jo lidt flov, da jeg fortalte ham, at det altså var min kæreste,” fortæller Lise. ”Jeg tror ikke, at folk kan lade være med at tænke en lille smule på pædofili. De tænker måske, at hende den unge pige ikke kan finde ud af at sige fra, og at Kent er en gammel mand, der går og rager på unge piger.


De stiller alle mulige scenarier op, der ikke har noget med virkeligheden i vores forhold at gøre. Men helt ærligt; Jeg er ligeglad, folk må tænke, hvad de vil,” siger Lise. THE END På væggen i Lise og Kents stue hænger et billede fra Lises mor. De fik det, da de blev gift, og det har hængt der lige siden. Billedet er ganske enkelt. Det har intet motiv, ingen dramatiske farver eller prangende guldramme.

Blot et lille digt, der rammer parrets forhold ind i naturmetaforer med formaningen om, at vi skal passe på hinanden. Og, ikke mindst, på kærligheden. Kærligheden er en gave Passes skal den, som en have Vandes tit med søde ord Så den smukt og rigtigt gror

To mennesker mødte hinanden tilfældigt og forelskede sig. Det sker hver dag. Der er ikke noget sensationelt i det. Alligevel er det noget særligt hver eneste gang. Det fortæller os noget om det at være menneske i en verden fuld af andre mennesker. Om det at føle i en verden fuld af andres følelser. Om det at vælge i en verden fuld af andres meninger om de valg, vi træffer. Kent og Lise Henriksen har truffet deres valg. Hinanden.

43


S ewe rs o f B u c h a re s t By Jen Tse (text and photo)

44

RATS, FLEAS, GARBAGE, FECES AND RAINWATER. Mihaela Jordan, 31, grew up in the sewers of Bucharest and has long stopped noticing the stench. “I’ve been cut, beaten and so much more,” she says of her life below ground. Her voice is deep and worn, almost disembodied in the near pitch-blackness, if not for the candle she holds to her face. This underworld is the hidden reality of Mihaela Jordan and her longtime friend Marius Nelu Tanase, whom she met on the streets as a child. They are members of a generation discarded in the wake of the Romania envisioned by Nicolae Ceausescu, the country’s last communist leader before his regime collapsed in 1989. Scar tissue from old cuts and burns cover Marius’ arms. The burns, he says, happened accidentally while he was high on Aurolac, a type of glue commonly inhaled by Romanian street children to cope with hunger and cold. “Nobody cares about me, so I fend for myself,” he says. “Nobody trusts me, so I don’t trust them.” Even as he enjoyed his own lavish lifestyle, Ceausescu introduced policies outlawing contraception and abortion, and forced women of childbearing age to have at least four children, despite his impoverished citizens’ inability to take care of them. The policies were meant to boost the country’s workforce and reverse low birth and fertility rates, but the economy to support this sudden influx of people never materialized. In consequence, hundreds of children from large, impoverished families ended up on the streets. In Bucharest, many of them took to the city’s disused sewer tunnels, where excess heat from nearby steam pipes kept them warm. Some never left and even eventually had children of their own. “It’s been almost 25 years, and nothing is being done to help the sewer children who became sewer adults,” says Nelu Nica, aid worker for Jubilee Romania who used to work with street children. “The government tries to clean up this disaster by blocking up the sewer holes, but that only hides the problem. These people just go somewhere else.” Aid work by small, independent organizations still isn’t a solution, according to Nelu. “There is a stray dog problem in Bucharest


45


because people take pity on the dogs and feed them, rather than giving them new lives,” says Nelu. “Aid work does the same for sewer people, but it’s the best we can do.” But even the aid organizations are struggling. “So many of the ones we know of are closing down because the money has stopped coming from overseas, from America,” says Archway Romania director Dendea Origel.

46

Nelu himself almost became a casualty of the fallen regime, surviving his mother’s illegal abortion attempt when she lived under Ceaucescu, while his unborn twin brother died. He decided to devote his life to helping street people, and met Mihaela as a pregnant teenager on the streets. He never expected to run into her again, many years later, still living in a sewer hole outside a metro station. The only difference now is that she has given birth to a total of seven children—two now dead, the rest in foster homes—by several different men. Today, improved adoption policies help many kids born in the sewers escape their situation to healthy environments in foster homes. But their parents, the first generation of sewer children, still can’t escape the only lives they have ever known. “I’m glad Mihaela’s still alive,” says Nelu. “But it’s horrible to see her, because she’s still here.”


47 47


2300 4970 6545 8210 9800 6880

5800

Postnummer. Provinsbyer fik et, hovedstaden fik flere. Siden 1967 er Danmark blevet delt op i områder med hver deres fire cifre. CITAT besøger i hver udgave en person bag nummeret - fra Gellerup til Hellerup.

2840 48

2630 2980 3730 3540 4105 7884 8330 2700

der kørte rundt. I min barndom var der en, der hed Cykelspasseren. Han kørte rundt og råbte, skreg og sang. Døveskolen er som sagt lukket nu. Men vi har stadig et værksted tilbage. Jeg boede i Aarhus en overgang. Selvom Aarhus ligger ud til Kattegat, kunne jeg først lugte havet, når jeg kom til Nyborg. Salt. Man kunne lugte, at her er mere friskt. Det med at finde et andet sted at bo, det tror jeg ikke, jeg bliver lykkeligere af. Det gør jeg ikke. Men der er masser af ting, som mangler. Jeg bor inde i byen, og når klokken er seks, så er det mørkt, og alt er lukket. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der ikke sker noget her. Her bor alligevel ca. 4-5000 mennesker, men alt er alligevel lukket. Stilheden er mere skræmmende, end hvis man boede alene i en skov. Jeg kan ikke forstå, at man ikke vil ud. Jeg vil ud og mødes. Der er en café her, et værtshus der, men det er ikke steder, man mødes. Selvom jeg har boet her altid, så har jeg ikke fundet ud af, hvor fanden man mødes. Jeg har en udlængsel og forsøger at rejse så meget som muligt, både i ferier og i forbindelse med job. Eller når jeg ikke har job. Så kan det godt lyde åndssvagt at bo i en by, hvor der ingenting sker. Men udlængslen betyder, at det er godt at komme hjem. Det er rart, at her er fred og ro.

Af Tróndur Dalsgarð (tekst og foto)

4000

JOHNNY WICHMANN, 49 ÅR, NYBORG Når man kommer til byen, så synes jeg, at den er uhyggeligt grim. Lige meget hvilken vej, du kommer fra. Hvis du kommer fra motorvejen, så er det første, du ser, at naturen er blevet totalsmadret. Grå industribygninger. McDonalds. Ensomme træer langs bredsporede veje. Og i baggrunden anes en lille kirke. Det, der fylder meget i landskabet, er ufatteligt grimt. Men det har vi jo altid levet med. Vi børn fra byen har aldrig set andet. Jeg er næsten født her. De første år flyttede vi meget, men vi blev inden for bygrænsen. Da jeg var barn, boede jeg i norddelen af byen. Det var en blanding af parcelhuse fra 60’erne og ejerboliger beliggende i et lidt dårligt nabolag. Dengang spillede vi fodbold. Vi havde et hold og spillede mod andre dele af byen. Vi kom også op at slås. Dengang var det meget: “Vi kommer herfra, de kommer derfra.” Vi så dem fra syd som nogle bønder, og de så os som nogle banditter. Der var en rigtig klikedannelse. Men ikke som sådan nogle irske bander, du ved. Der har altid været døve her omkring. Tidligere kaldte vi dem åndssvage. Der er et døvecenter i den nordlige del af byen. Der har også været en døveskole for unge. En efterskole. Det har måske ikke været så unormalt for os i byen at se en flok døve og fysisk- og psykisk handicappede komme gående og råbe højt. Det kender vi. Der har altid været en døv tosse i byen,


49

Af Tr贸ndur Dalsgar冒 (tekst og foto)


,YRUHVWLOI OGHYDUGHWHWKnQGWU\N KYRUKDUGXIRUUHVWHQEO¡GHK QGHU RJGHWYDUKHUDWGHQJXOGILVNVRPMHJSU¡YHGHDW IRUNODUHGLJRPNRPLQGLELOOHGHW )RUVHOYRPMHJIRUGHWPHVWHJRGWNDQKXVNHPLWHJHWQDYQVnKDOWHUGHWRIWHPHGDWKXVNHQDYQHQHSnGHSLJHUMHJP¡GHU ±RJGHWHUPDQJH'UHQJHVKMHUQHUKDUQHPOLJGHVY UUHXGYLNOHWVLJVnGDQRYHUGHVLGVWHSDUKXQGUHGHnUDWGHOXNNHU IXOGVW QGLJQHGQnUGHVW¡GHUSnQ\HQDYQH'HWWHVN\OGHVSULP UWDWYLHUXIDWWHOLJWGnUOLJHWLODWPXOWLWDVNH KYLONHWHU YLGHQVNDEHOLJWEHYLVW RJQnUYLP¡GHUSLJHE¡UQVRPGLJNLJJHUYLRIWHPHUHHQGYLK¡UHUHIWHU+HUNRPPHUGLQGHMOLJH NDYDOHUJDQJLQGLELOOHGHWVRPMHJRJVnSU¡YHGHDWIRUW OOHGLJRP

1nPHQI¡UMHJNXQQHNRPPHVnODQJWVnYDUGHUMRVRPGXYHGQRJOHIRUPDOLWHWHUYLVNXOOHLJHQQHP(QDIGHPHUXGH OXNNHQGHXGW QNWIRUDWJ¡UHOLYHWVXUWIRURVGUHQJHPHQLNNHGHVWRPLQGUHNXQQHMHJLNNHVOLSSHXGHQRP -HJVQDNNHUVHOYI¡OJHOLJRPGHWGM YHOVNHULWXDOGHUE UHUHWLNHWWHQ´+HMMHJKHGGHU0LNNHO´RJVRPRJVnG NNHURYHU IRUVNHOOLJHI\VLVNHKDQGOLQJHUVRPIRUHNVHPSHONXQQHY UHHWKnQGWU\NHWYLQNDWEXNNHHOOHUDWQHMH'HQHQHEHY JHOVH DOWVnPHUHODWWHUOLJHQGGHQDQGHQ

6DJHQHUGHQDWGDMHJVW¡GWHLQGLGLJLO¡UGDJVIDQGWMHJKXUWLJWXGDIDWGXYDUHQULJWLJLQWHUHVVDQWSLJH-HJW QNWH+HUHU HQVRPMHJHQWHQNDQO UHDIJULQHPHGHOOHUEROOH2JHUGHUQRJHWVRPYLGUHQJHJRGWNDQOLGHVnHUGHWQHWRSDWJULQHRJ EROOH±GRJLNNHSnVDPPHWLG

-HJV¡JHUHQO\VKnUHWSLJHPHGHWGHMOLJWIURQWSDUWLVRPMHJP¡GWHLO¡UGDJVLE\HQKYRUYLKDYGHHQK\JJHOLJDIWHQ'HV Y UUHKDYGHMHJJOHPWGLWQDYQGDGXVNXOOHWLODWJLYHPLJGLWQXPPHURJGHWKHOHHQGWHGHUIRUPHJHWEUDW-HJQnHGHDOGULJ DWIRUNODUHPLJIRUGDMHJQ YQWH*XOGILVNHV\QGURPHWRJGLQHS QHEU\VWHUYDUGXDOOHUHGHVNUHGHW+YLVGHWHUGLJGHUXGH VnODGPLJOLJHSU¡YHDWIRUNODUH

50


Af Mikkel Sebastian Rosendal

6nGHUIRUN\VIUD*XOGILVNHQ

'HWY UVWHHUDWGXLNNHKDUXGYLNOHWVDPPHJXOGILVNIRUEDQGHOVHRJGHUIRUHUGXWRWDOWXIRUVWnHQGHRYHUIRUPLQXO\NNH-HJ NDQJRGWWLOJLYHGLQXYLGHQKHGGDGXVHOYI¡OJHOLJLNNHNHQGWHWLOPLQV\JGRPSnGDY UHQGHWLGVSXQNW -HJVOXWWHUDIPHGDWVNULYHPLWQXPPHUVnGXSLJHPHGGHQIDQWDVWLVNHNDYDOHUJDQJNDQNRPPHLNRQWDNWPHGPLJQnUGX O VHUGHWWH-HJHULNNHVXUSnGLJEDUHUROLJRJGXNDQPHGJDUDQWLJRGWKXVNHKYDGMHJKHGGHU

-HJVNDOVLJH$IRUDWNXQQHVLJH%HOOHUVDJWSnHQDQGHQPnGHMHJVNDONHQGHGLWQDYQIRUDWInGLWQXPPHU8QGHUV¡JHOVHU IUDPLWYLUNHOLJHOLYKDUGDRJVnSnYLVWDWKYLVMHJJOHPPHUQDYQHWSnHQSLJHVnXGO¡VHUGHWPHGSURFHQWVVLNNHUKHGLNNH KHQGHVWHOHIRQQXPPHU 6nMDGHWHUVJXVXUWDWKHGGH.XUWRJKXVNHDIORUWPHQHYROXWLRQHQKDUGHVY UUHGUHYHWPLJPRGQRJHWPDQNXQQH VDPPHQOLJQHPHGHQJXOGILVN'HUJLNQHPOLJLNNHPHJHWPHUHHQGVHNVVHNXQGHUI¡U&HFLOLH/DXUD/LVHGLWQDYQYDU IRUVYXQGHWXGDIPLQKXNRPPHOVH

'HWYDUGHUIRUHQSRNNHUVSLQOLJVLWXDWLRQIRUPLJGDMHJVNUHYGLWQXPPHULQGSnPLQPRELOPHQLNNHNXQQHXGI\OGHIHOWHW WLOW QNWGLWQDYQ'HWVnGXVHOYI¡OJHOLJRJEOHYVXU«

03


02


CITAT_21