CITAT_12

12

01

GRATIS

Kolofon Omsl ag

Redak tion

Foto af Malte Kristiansen Tryk

Seedorff Publishing Opl ag Maja Kaalund Bygvrå (ansv.)

Frederikke Halling Hastrup

Mie Brinkmann (foto)

Dennis Lehmann (foto)

Malte Kristiansen (foto)

Katrine Andersen

1500 Web

www.magasinetcitat.dk Finansiering

Citat er finansieret af annoncer og støtte fra KaJ Andreas Thorsen Larsen

02

Camilla Rønde (foto)

Asger Ladefoged (foto)

Babak Arvanaghi

Skribenter

Fotografer

Signe Dohn Maria Juel Glasius Sine Bach Jakobsen Catherine Nielsen Anders Hjelmer Paulsen Lise Benthin Præstgaard Wes Rowe Anne Sofie Hoffman Schrøder Lasse Cato Spang-Hanssen Tatiana Tilly

Torkil Adsersen Mie Brinkmann Felixe Graver Morten Germund Liv Høybye Lars Just Sofie Amalie Klougart Malte Kristiansen Asger Ladefoged Dennis Lehmann

Lars Just (foto)

Anne Gry Skriver

Ditte Lysgaard Holm Lasse Bak Mejlvang Jesper Mortensen Wes Rowe Camilla Rønde Asbjørn Sand Tine Sletting

Kontak t

Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.djh.dk

Citat er produceret af studerende fra Danmarks Journalisthøjskole

Leder Kan du holde på en hemmelighed? Du må ikke fortælle det til nogen i hele verden. Ama’r halshug.

Som barn gav det sommerfugle i maven at blive betroet en hemmelighed. Man var en af de udvalgte, der vidste noget, ingen andre nogensinde måtte få at vide. Nu er hemmeligheder ikke længere i børnehøjde.

Det er altid et sats at fortælle sine hemmeligheder til andre. Det kan bringe os tættere

12 sammen at dele en hemmelighed, men det kan også skabe distance.

Hemmelighed kan være den dobbelte identitet, man er tvunget til at have som homoseksuel i Den Hellige By, Jerusalem. Det er, når

graffitimaleren Spyo finder vej til de københavnske tage for at male statements på gavlene. Hvorfor Nico forsvandt, er hans egen hemmelighed.

Fordi de fascinerer os og pirrer vores nysgerrighed, har vi i dette nummer af CITAT gravet hemmeligheder frem.

God læsning.

Redaktionen

Indhold 04

Mysteriet om nico

11

Alle vore æg i en kurv

16

HVOR FORTIDEN ER, SKAL DEN BLIVE

20

Bytte bytte købmænd

24

Grauballemanden længe leve

31

Følg i en forsvunden persons fodspor En snak om menneskets overlevelse

Tobaksposer, kuglepenne og pixibøger med samlerværdi Til fødselsdag hos en 2321 år gammel mand

Closets

En fotoserie om at være homoseksuel i Jerusalem

40

hemmelighed

45

nattens ensomme ejermand

WEB

04

Fatima flygtede fra et liv med vold

Syv fotografers fortolkning

31

Spyo maler statements i København

DYREBARE MINUTTER Et essay om ventetid

45

04

05

MYSTERIET OM NICO

Skovarealet, hvor de sidste signaler fra Nicos mobil er opfanget.

06

Kaløvig Havn er aldrig blevet undersøgt af dykkere.

Nico Toet forlod sit værelse på Trøjborg en torsdag i maj sidste år.

Tilsyneladende for at begå selvmord. Det sidste livstegn var en smsbesked sendt fra en skov nord for Århus. Men liget af Nico er aldrig blevet fundet Af Sine Bach Jakobsen (tekst) og Lasse Bak Mejlvang (foto) ”Det ville sgu være hurtigere at dreje fra ved tanken. Jeg skal nok stå nede på gaden.”

Han sender mailen til sin far torsdag den 14. maj klokken 12.40. Aftalen er på plads. Han bliver hentet lørdag morgen nede ved tanken.

Han skal passe hus og hund for sin far i weekenden.

Computeren lukkes ned. Han trækker den lange, sorte læderfrakke over skuldrene. De store størrelse 47 støvler tromler ned ad trapperne fra hans lille værelse på øverste etage.

Han fortsætter ned ad gaden, målrettet mod banken på hjørnet tohundrede meter nede ad vejen. Ved skranken sætter han de sidste kontanter ind på sin konto. Herefter forsvinder han ud ad døren. Han ænser ikke overvågningskameraet, der klokken 13.18 fanger det sidste billede af ham. En næsten to meter høj mand med kraftigt fuldskæg og rød hestehale til midt på ryggen.

Følte sig uden for samfundet Hein Toet, Nicos far, blev i en mail fra Nico første gang opmærksom på hans problemer.

Det var i forbindelse med sønnens 25 års fødselsdag den 14. februar, præcis to måneder før hans forsvinden.

”Han har aldrig fundet sig godt til rette i dette liv,” fortæller Hein og uddyber: ”Han har altid følt sig sådan lidt uden for samfundet. Han har ikke følt sig forstået, har ikke følt, at folk tog ham seriøst.”

Efter en dumpet eksamen på universitetet opgav Nico filosofistudiet. Han skulle derfor flyt-te fra sin studielejlighed i Skødstrup og fandt midlertidigt et lille værelse på Trøjborg.

Her var der ikke plads til hans hund, Nuser, så den kom i pleje hos Hein.

Den sidste tid undgik Nico mere eller mindre al kontakt til andre mennesker. Julen og hans fødselsdag i februar ønskede han ikke at dele med nogen. Kontakten til familien foregik stort set kun over mail, og han så kun meget lidt til de venner, der var tilbage.

Musikken fyldte meget i Nicos liv. Han spillede på guitar i et lille tremandsband. Men bandet brød op, og cirka to uger før han forsvandt, blev guitaren sendt med faren hjem til opbevaring. Han havde ikke brug for den mere.

Dyr whisky og cigar ”Så er der dyr whisky og cigar, men det er væk i morgen:)”

Clairvoyantens tegning af den havn, hvor hun mener, Nico har været.

Torsdag klokken 13.41 sender Nico en sms med invitationen til sin gode ven, Per Dommergaard. Han svarer ikke, vennen.

Den tunge læderfrakke hænger han på bøjlen i skabet og sætter sig ned på boksmadrassen, der er hævet af fire grønne mælkekasser.

Han smider mobilen på sofabordet og vælter skoene af på gulvet.

Et par timer efter forsøger Nico igen. ”Ok. Sidste chance. Jeg smutter i weekenden. Har en hundrede procent sikker metode. Fortæller dig det kun, fordi du ikke er dum nok til at stoppe mig :)” En sms bipper ind på Nicos telefon: Per mener ikke, der er noget at fejre. De sms’er frem og tilbage, men vennen kan ikke stoppe ham. Nico vil gøre alt for, at det lykkes denne gang. ”Tak for heads up.. Jeg er smuttet..”

Klokken 19.07 sender Nico beskeden til Per og smækker døren til værelset bag sig. De store støvler ligger efterladt tilbage på gulvet, og den lange frakke hænger på sin bøjle i skabet.

Udenfor er det stadig lyst, men skyerne skygger for forårssolens stråler.

Guitarist er sporløst forsvundet Man finder Nicos kørekort, pas og dankort på det efterladte værelse. Sine nøgler havde han også efterladt på sofabordet sammen med en kuvert med 500 kroner. Her stod også en morter med spor fra et hvidt stof, nogle energipiller og piller mod depression.

Ellers så det få kvadratmeter store værelse ud, som det plejede. En boksmadras på nogle mælkekasser, to stole, et lille sofabord og et skab. I Nicos skab lå en bunke papirer. Her var blandt andet en artikel om satanister, der ikke ønskede at blive begravet. Nico eksperimenterede ifølge sin far lidt med satanismen. Øverst i bunken lå en lille tegneseriestrimmel fra avisen Urban med teksten: ”Vi må desværre aflyse den direkte udsendelse fra koncerten i aften, da bassisten sidder i detentionen, og guitaristen er sporløst forsvundet.”

Beskeden til den svenske veninde Hun ringer og forsøger at få ham på bedre tanker. Hun er bekymret for ham, men Nico siger til hende, at han ikke mener det seriøst.

Per har kontaktet Nicos svenske veninde, som han i længere tid har chattet med i et selvmordsforum. Nico sender en besked til Per. Han tilgiver ham aldrig for at have kontaktet hende. Det skal han vide.

Klokken er 23.24. Solen er gået ned, men månen har endnu ikke fundet sin plads på himlen. Snart begynder en ny dag. Det fredfyldte mørke bliver afbrudt af små, taktfaste blink fra Studstrupværkets skorsten. Her sidder masten, der opfanger ethvert signal fra hans mobil.

Han skriver til hende, den svenske veninde.

Han fortæller hende, hvor han er. Om stedet, de høje træer omkring ham. Han er ikke

07

08

langt fra sit tidligere hjem. Han sluger pillerne.

Det føles godt. Han hører kun musikken, der blæser ud af høretelefonerne, og øjnene holdes fast på billedet af hende. Han tænder en smøg, tager et hiv og sender hende en sidste besked…

En hytte ved Kaløvig havn Den sidste besked til veninden fortalte, at han sad i skoven og havde slugt pillerne. Signalerne fra Nicos mobil blev sporet til området omkring hans tidligere hjem i Skødstrup. Politiet gennemsøgte hele området med hunde

og helikoptere, men fandt hverken Nico eller mobilen. Hans gamle lejlighed, der på det tidspunkt stod tom, blev også gennemsøgt. Nico blev efterlyst i radio og tv.

En clairvoyant kom efter nogle dage med et interessant spor. Hun havde ud fra signalementet i pressen fundet frem til nogle oplysninger. Hun tegnede et mønster, der mindede om en tatovering, Nico havde på håndleddet.

Herefter tegnede hun en skitse af en bugt med små bådebroer og en lille hytte. I denne hytte, mente hun, at han befandt sig. Skitsen stemte overens med Kaløvig Havn, der lå i gåafstand fra Nicos tidligere hjem i Skødstrup. Der lå også en lille hytte, som blev brugt til opbevaring af fiskegrej, men her var ingen spor af Nico. Hans far søgte i området ved havnen, men selve havnen er aldrig blevet undersøgt af dykkere.

Flakker rundt på landevejen Et halvt års tid efter sendte programmet

Sivområdet ud for hytten ved Kaløvig Havn.

09

Station 2 et klip om Nicos forsvinden. En anden clairvoyant henvendte sig til Hein. På et kort over Østjylland havde clairvoyanten tegnet et stort kryds. Her skulle der være stærke energier. Hein tog ud til området ved Voldby, nord for Århus. Han henvendte sig på flere gårde med et billede af Nico. I første omgang uden held.

Noget tid efter blev han dog ringet op af en kvinde, der havde set en mand passende til Nicos signalement, gå på landevejen tæt på Voldby. Kvinden havde undret sig over, hvad en ukendt mand uden oppakning lavede på

disse kanter. Kvinden mente at have set ham midt i august. Tre måneder efter hans forsvinden.

Selvmord i Sverige Nicos sidste kontakt var den sms, han sendte til sin svenske veninde. De havde mødt hin-anden på et selvmordsforum på nettet og havde skrevet sammen i en længere

periode. De havde ifølge andre medvirkende på chatten ikke indgået nogen pagt, men cirka halvanden uge efter Nicos forsvinden blev den svenske veninde fundet død. Dødsårsagen er beskrevet som ukendt. Hein har gennem svensk politi forsøgt at finde ud af, om de har fundet et uidentificeret lig i Borås, hvor den svenske pige boede. Men han har endnu ikke modtaget et endeligt svar.

Østjyllands Politi har henlagt sagen, men Hein fortsætter sin egen efterforskning.

10

11

Vi har alle vore æg i én kurv.

Hvis vi taber den kurv, risikerer vi at tabe menneskeheden Mød en mand, der ved, at Jorden er en synkende skude i Solsystemet og mener, at rumfart er menneskets redningsplanke Mød Steen Eiler Jørgensen, formanden for Dansk Selskab for Rumfartsforskning

Af Anne Sofie Hoffmann Schrøder (tekst) og Dennis Lehmann (foto)

12

For 65 millioner år siden knaldede en komet ind i Jorden. De efterfølgende klimaforandringer gav dødsstødet til Jordens daværende herskere, dinosaurerne. Længe efter det, for 250.000 år siden, opstod Homo Sapiens i en lille dal i Østafrika. Langsomt spredte de sig ud over Jorden, som i dag er koloniseret af mennesker.

“Men når Jorden en skønne dag falder endeligt for Solens hånd, bliver Homo Sapiens hevet med i faldet, hvis ikke de når at forlade skuden, mens tid er,” siger Steen Eiler og slutter: ”Derfor skal Homo Sapiens kolonisere Rummet.” stjernekiggeri i kirke værløse Det er novembernat på halvdelen af den nordlige halvkugle af planeten Jorden. Den gregorianske kalender skriver november, år 2010.

Et lattervækkende lille årstal for en klode, der har rundet de cirka femogfyrretusindmillioner år. Og som altså måske allerede kan skue sin

13

undergang i horisonten.

Steen Eiler Jørgensens tanker stiler svimlende højt. Men formanden for Dansk Selskab for Rumfartsforskning står med fødderne solidt plantet i en våd græsplæne.

Nærmere bestemt i et parcelhuskvarter, Kirke Værløse, Sjælland, Danmark, Europa, Jorden.

Tredje planet i vores solsystem. På Mælkevejen. Han står lige ved legepladsen ved det lokale vandtårn og den lille fodboldbane.

Det er kulsort, men der er ingen gyldne øjne, der blinker i mørket. Et gråmeleret, massivt røgslør af lavtryksskyer, som Nordatlanten har pustet ind over Europa, skygger for det mylder af stjerner, som vinker lysår væk i det fjerne. ”Det kan godt undre, at Danmark har fostret en af de største astronomer i verdenshistorien, Tycho Brahe,” siger Steen Eiler og fnyser af den stjernefattige nattehimmel. Det undrer ham i hvert fald ikke, at den seriøse astronomi i dagens Danmark er blevet udvisket af det slørede udsyn til stjernehimlen.

Men det har ikke nogen betydning for hans

indre univers, som er koloniseret af fantastiske idéer om rummet. Det evigt ekspanderende, enorme, ydre univers.

Steen Eiler får stjerner i øjnene, når han snakker om Rummet: ”Jeg tænker på Rummet hver eneste dag.

Flere timer i døgnet.”

Dansk Selskab for Rumfartsforskning informerer om den nyeste udvikling på rumfartsområdet og tæller godt og vel hundrede medlemmer. Steen Eiler giver af og til foredrag på Planetariet – blandt andet for at få sine artsfæller til at forstå, at de skal til at sætte rumsejlene, hvis menneskeheden skal bestå efter Jordens undergang.

I rumfartens tjeneste Steen Eiler er 37 år. Han er cand.scient. i fysik med speciale i rumfart. Til daglig arbejder han dog i en IT-virksomhed som IT-konsulent. For det giver mere brød på bordet i Steen Eilers parcelhus.

Men han snakker imponeret og med slet

skjult misundelse om Peter og Christian fra Copenhagen Suborbital, de to danske rumskibsbyggende mænd, der med deres anarkistiske affyringer af rumraketter fra Bornholm, bryder med alle forestillinger om den almindelige mands formåen i Rummet.

Vi går en tur rundt i parcelhuskvarteret.

Steen Eilers tankenedslag falder tæt – konsekvent akkompagneret af den dumpe lyd af vores fodtrin. Forbi nedrullede persienner og let stønnende emhætter, folder Steen Eiler sine videnskabeligt funderede fantasier ud.

Fem mia. år til at lægge en plan Dødelige vira. Udslettende mikrober. En atomkrig mellem jordiske nationer eller endnu en altudslettende, enorm asteroide, der knalder ind i Jorden, kan udslette alt liv. ”Hele det indre solsystem er et skydetelt af asteroider og meteoritter,” siger Steen Eiler.

I yderste konsekvens gør solen det af med Jorden om cirka fem milliarder år, når den brænder ud.

”De fleste vil nok sige: ’Ej, men fem milliarder år er jo rimeligt lang tid. Kan vi ikke vente med at beskæftige os med det her, til det begynder at blive relevant?” erkender Steen Eiler.

Han ved godt, at der ikke er noget menneske på Jorden, der har et direkte behov for at kolonisere Rummet: ”Men menneskeheden har i dén grad et behov,” siger han eftertrykkeligt. Og det handler ikke bare om menneskeheden. Det handler om LIVET. Skrevet med stort og spundet i DNA-strenge.

14

De evolutionære skridt ud i Rummet Måske er der liv længere ude i galaksen. Men al foreløbig rumforskning tyder på, at livet det biologiske, reproducerende liv - er et enestående fænomen i galaksen, som kun findes på planeten Jorden. ”Som de eneste intelligente, levende væsener på Jorden, har menneskeheden derfor et kolossalt ansvar for, at livet består og ikke går til grunde,” slår Steen Eiler fast: ”Vi kan ændre de darwinistiske spilleregler for evolutionen,” siger han og pointerer, at det har mennesker sådan set gjort i lang tid. I dag overlever den klogeste – ikke den stærkeste.

Menneskeheden skal ikke nødvendigvis dø, fordi en komet gør det af med Jorden. ”Hvis vi er interesserede i at overleve, så må vi træffe nogle forholdsregler,” siger Steen Eiler. ”Vi må forplante livet længere ude i

Rummet. Derfor er rumfart vores næste evolutionære skridt.”

Mars - en oplagt kandidat Rumforskerne har flere bud på, hvordan det skal gøres – blandt andet ved hjælp af Planetary Engineering og Terraforming, princippet om at man tager en død planet og former den som Jorden. ”Mars er en oplagt kandidat, fordi der er mange af de råstoffer, man ville skulle bruge for at lave Mars om til en jordlignende planet,” siger Steen Eiler.

Han fortæller, at man ved at smelte vandet på Mars, kan skabe drivhuseffekt, så det bliver varmere.

Når man begynder at have flydende vand på overfladen, er det oplagt at begynde at sætte alger ud, da der er masser af CO2 på Mars. ”Efter nogle tusind år vil der måske være så meget ilt i atmosfæren på Mars, at man vil kunne gå rundt på planeten, som vi i dag går rundt på Jorden,” siger Steen Eiler og konkluderer: ”Mars er fuldstændig oplagt til menneskelig kolonisering. Og kommer vi længere ud i solsystemet, er der i hvert fald én af Jupiters måner, der er oplagt, og mange af Saturns måner er det.”

Steen Eilers tanker brænder imaginære huller i de tykke, slørende lavtryksskyer.

Ordene forplanter sig i hukommelsen. Steen Eiler serverer den konsekvente konklusion:

”Vi har alle vore æg i én kurv. Hvis vi taber den kurv, risikerer vi at tabe menneskeheden.”

At give livet en chance Allerede som barn var Steens Eiler grebet af at ekspandere sin viden, selvom hverken familie eller venner var interesseret i naturvidenskab.

En appetit efter at vide mere drev ham tættere og tættere på rumfartens uendelige univers. Et år på amerikansk high school med banebrydende litteratur om rumfart, og senere mødet med lektor i fysik Jens Martin Knudsen, der med sin kosmologiske indsigt og umådelige begejstring for Rummet, slog benene væk under Steen Eiler.

Selvom han er videnskabelig logiker, er det begejstringen og følelserne, der driver ham til at udbrede kendskabet til rumforskning og menneskehedens behov for at sikre livets fortsatte eksistens i den fjerne fremtid.

For Steen Eiler har mange følelser for livet.

Og han vil så gerne ”give livet bedre chancer.”

For livet er enestående og derfor også be-varingsværdigt. Om menneskeheden så også er bevaringsværdig, er et spørgsmål, Steen Eiler overhovedet ikke gider beskæftige sig med.

For selvfølgelig er den det. Mennesket skaber skønne, bevaringsværdige efterladenskaber. ”Kunst, symfonier, kultur. Og kærlighed.

Det er alt sammen et argument for vores tilstedeværelse.”

Derfor skal vi forplante vores DNA ude i rummet.

Rumprogram dødsens nødvendigt Steen Eiler ved godt, at han aldrig kommer til at sætte sine ben på Mars. Men det gør ham ikke mindre dedikeret til Rummet. Og han mener ikke, at han overser noget ved sin jordiske eksistens ved at være så optaget af Rummet. ”Jeg sætter pris på nøjagtigt samme ting som alle andre,” siger han. ”Jeg er jo bare en helt almindelig mand.”

Steen Eilers svagt blinkende, himmelvendte øjne begraver sig atter i de jordiske omgivelser. Han børster stjernestøvet af skuldrene og gør sig klar til at gå ind i sit parcelhus for at lægge børn i seng. I morgen er der atter en dag bag skrivebordet som IT-konsulent. Men skjult bag pandebrasken bevæger tankerne sig pionerende i stadigt kredsløb om rumfart og opdagelsesrejser til det ydre solsystem. Hans mål er at få lidt flere af sine jordiske fæller til at vende blikket mod stjernerne, for så vil den menneskelige teknologi måske komme til at bryde fiktionens vildeste fantasier om livets eksistens. ”Dinosaurerne uddøde, fordi de ikke havde et rumprogram. Jeg synes, det ville være ubegribeligt synd, hvis den samme skæbne skulle overgå menneskeheden.”

15

16

Hvor fortiden er, skal den blive Af Tatiana Tilly (tekst) og Camilla Rønde (foto)

Hvis Fatima mødte sig selv som ung, ville hun give ét eneste råd: kom væk. Hele sin barndom blev hun nedgjort og slået, og da hun forelskede sig, var det i en voldelig mand. Hun flygtede men fandt alligevel tilbage til familien. Nu frygter hun at blive det, som hun flygtede fra Hun løber panisk ud af døren. De bare tæer rammer asfalten. Igen og igen. Hun har ikke tænkt sig at stoppe, før hun er nået frem.

Hun ved, at der næsten er to kilometer til den nærmeste politistation, og den svulmende, gravide mave tynger hendes spinkle krop. Men netop den ufødte dreng i maven er det, hun løber for.

De foregående seks timer har hun været fanget bag badeværelsesdøren, som hendes kæreste låste udefra, da han tog af sted. I timevis skreg og sparkede hun i vildskab for at komme ud. Hun husker ikke præcis hvordan, men til sidst fik hun døren op med magt.

Aftenen før havde hun fortalt, at hun ville forlade ham. ”Han begyndte at slå mig, brænde mit hår og

låse mig inde på badeværelset. Han fik lov at slå mig, men jeg beskyttede altid min mave, for han måtte ikke gøre noget ved min dreng,” fortæller Fatima, mens vi går tur på en mørk asfaltvej i den provinsby, hvor hun søgte ly for seks år siden. ”Mit barn skulle ikke udsættes for det, som jeg har oplevet i min barndom og i mit forhold.

Det var det, der gjorde, at jeg fik nok. Vold hang mig langt ud af halsen. Nu ville jeg bare ud af det.”

Hele sit liv har Fatima levet med vold, trusler og skældsord. Hun kom til Danmark med sin familie som fem-årig og havde svært ved at følge forældrenes regler, fordi hun var oprørsk og ville leve som de danske piger. Hun tog til håndbold, fodbold og fester, og når hun kom

17

hjem, ventede straffen. Da hun forelskede sig i en mand, der ikke var muslim, slog de hånden af hende. Barndomsminderne gjorde, at hun accepterede, at kæresten systematisk mishandlede hende gennem seks måneder. ”Han bildte mig ind, at der ikke var andre, der ville have mig. Og jeg troede på det, fordi mine forældre altid har banket sådan noget ind i hovedet på mig,” fortæller Fatima med en lys lillepigestemme, der i et øjeblik passer til hendes krop. På afstand kunne man let forveksle Fatimas spinkle skikkelse med et barns, men hun går med sikre skridt og har en voksens autoritet, selvom hun kun er 26 år.

18

En trøstende lussing Fatima blev flyttet til et krisecenter langt væk fra ekskærestens bopæl. Under sit seks måneder lange ophold fødte hun sit første barn. ”Det var egentlig på krisecenteret, mit liv forandrede sig. Der var tre kvinder fra centeret, som var med til fødslen, fordi jeg ikke havde andre. De hjalp mig igennem.”

Hun flyttede i lejlighed, og for første gang i sit liv boede hun nu alene. Hun var ensom og savnede sin familie, på trods af alt hvad der var sket. Flere gange forsøgte hun at få kontakt til dem igen, men hendes håb blev slukket i samme øjeblik, som telefonen blev taget. ”Min far ville slet ikke have noget med mig at gøre. Min mor kaldte mig luder. Jeg ringede til hende, da jeg havde født min dreng, men hun ville ikke kendes ved mig. Det tog rigtig hårdt på mig,” fortæller Fatima og fumler nervøst ved hestehalens korte, mørke krøller.

Hun føler ikke, at hendes forældre nogensinde har vist hende omsorg. Særligt husker hun en dag, hvor hun havde leget med sin søster og slået hovedet ned i en radiator. ”Jeg ramte med mit hoved og slog hul, så det begyndte at bløde. Da min far så det, troede jeg, at han ville kysse mig, men så jeg fik den største lussing. Jeg var helt i chok,” siger hun.

Fatima mener, at hvor fortiden er, der skal den blive. Men da hun skulle opfostre sit eget barn, begyndte konsekvenserne af hendes barndom at vise sig i hverdagen. ”Jeg tænkte, at jeg var en dårlig mor, for jeg vidste ikke engang, om jeg gav min dreng kærlighed. Det talte jeg meget med kvinderne fra krisecenteret om. ’Giver jeg min dreng kærlighed? Er det her kærlighed?’” Det sidste spørgsmål falder i lysere toner end resten af sætningen, og tvivlen gemmer sig bag hvert et bogstav. ”Jeg havde jo aldrig fået kærlighed, så jeg vidste ikke, hvad det var.”

Tilgivelse Efter en lang gåtur når vi frem til Fatimas hus, som hun efter mange arbejdstimer havde råd til at købe. I dag, seks år efter flugten, er det Fatimas mor, der lukker op. Den lille, runde

skikkelse åbner forsigtigt døren med et venligt, men anstrengt tandsmil, og inden vi træder ind i entreen, er hun allerede forsvundet lydløst ud i køkkenet. ”Jeg har tilgivet min mor. Hun hjælper mig med alt. Især med børnene. Hun giver dem egentlig den kærlighed, som hun ikke gav mig.”

Selvom hun tydeligt kan huske, hvordan hendes mor behandlede hende gennem barndommen, var det ikke svært at tilgive hende, da hun pludselig ringede for fire år siden. ”Man kan ikke undvære sin familie. Jeg har prøvet at flygte fra min familie hele mit liv, men alligevel har jeg higet efter dem. Hele tiden.

For at blive accepteret som den jeg er. Måske er jeg blevet det i dag, ellers tror jeg ikke, min mor ville være flyttet ind hos mig.”

Frygter vreden På en hylde i stuen står et billede af Fatimas far. Det er hendes mor, der har sat det der, men Fatima har accepteret, at hun må gå forbi det hver eneste dag. Hun har tilgivet ham, men nåede aldrig at få genetableret kontakten, før han døde for fire år siden.

Hun fulgte aldrig sine forældres råd, men føler alligevel, at hun i dag er nået langt. Hun er uafhængig, læser til pædagog og har en ny kæreste, som hun har fået endnu en søn med.

Vigtigst af alt har hun opbygget et trygt og kærligt hjem, hvor hun bor med sine to sønner, sin mor og sin lillebror. Kæresten bor et andet sted. Efter flugten fra ekskæresten har Fatima lovet sig selv, at hun aldrig vil dele hus med en mand igen. ”Jeg er lykkelig, når jeg er sammen med mine børn, men når jeg bare er mig selv, føler jeg en tomhed. Så føler jeg, at jeg ikke er noget. Jeg tror, det skyldes, at hele min baggrund, min baggage er tom. Der er jo ikke noget værdifuldt i den, udover en masse kamp.”

Frygt er en følgesvend, som Fatima kender godt. Men frygten for ekskæresten spøger ikke længere i hendes hoved. Hun bor på en hemmelig adresse og har ikke hørt fra ham i mange år. Det, hun frygter mest, er sig selv. Hun frygter, at volden en dag vil finde vej tilbage. Én gang har hun oplevet, at sønnen gjorde hende så vred, at trangen til at slå kom op i hende.

Følelsen skræmte hende så meget, at hun grædende måtte ringe efter sin veninde. Siden er trangen aldrig dukket op. ”Jeg kan være meget vred, så jeg har hele tiden haft en frygt for, at jeg ender ligesom min mor eller far. Så jeg skal hele tiden forsvare mig over for mig selv.”

Fatima er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.

19

By tte

BYTTE

Af Anders Hjelmer Paulsen (tekst) og Torkil Adsersen (foto)

købmænd 20

Lugten af ost rammer som noget af det første.

Dens intensitet fortæller lidt om gennemsnitsalderen til byttestævnet i Silkeborg. Det er typerne, der spiser ost med kommen og drikker kaffen sort. Alligevel er der noget barnligt og energisk over dem, som de står dér ved deres bytteting. De er alle på rov i dag. På udkig efter den helt bestemte tændstikæske, kinderægfigur, quiltede serviet eller noget helt fjerde, der kan gøre deres samling komplet.

400 ulæste bøger En af de ældre herrer bladrer nænsomt i en bunke farverige glansbilleder med forskellige hestemotiver. Samlingen vil uden tvivl gøre enhver folkeskolepige jaloux, eller få dele af den ældre generation til at tænke tilbage på ungdommens sorgløse tid med kærestebreve, duftpapir og hemmelige dagbøger. Herren fjerner forsigtigt glansbillederne og hiver i stedet fat i sit hjertebarn, pixibøgerne.

Han har ikke læst en eneste af dem, men han nyder på barnlig vis stadig at kigge på billederne, ligesom da han var lille. Men det er dog alligevel anderledes end dengang. Nu er

ørne er i venstre hj cerede numm rifi se , le lil t de ie. lledernes histor vigtigere end bi re giver 400 til m t, og mine nu ”Der er 900 i al dnu.” r er lang vej en sammen. Så de e om histomed entusiasm re Han fortæller mre, særnum forskellige nu de g ba e en rn l rie verdens tid, vi re. Har man al ert og ekstranum storien om hv tvivl fortælle hi en ud r le ræ m sa en inderlig, lerobjekt. Med m sa le lil lt er ke n en emmen. Såda ngivenhed i st er lig og kærlig he befuldt og vent De står alle hå e. rn le m sa , de e de og beundr al komme over sk n ge no til at , tte på ed dem og ly falde i snak m res samlinger, r. deres historie Kuglepensregistret mand med et ggen sidder en væ ed m s m ng La dre. Foran ha rd end de an bo e er ed br et t i lid kuglepenne lagte rækker af an t lig sir r d. ge ne lig e op og række t virvar. Rækk re ise at , em re st st sy gle har møn nogle sorte. No å, bl er e gl No

andre har tekst. Som alle andre standholdere på stævnet, begynder han straks at fortælle ved et interesseret blik. Mandens samling tæller halvfjerdstusind kuglepenne og som en sidebemærkning til sin historie, fortæller han, hvordan han har lavet sit eget arkivsystem over dem alle. Et arkivsystem i sin kælder med tilhørende database på computeren. Hver og en er registreret, og når nye tilføjes samlingen, bliver de selvfølgelig ajourført i systemet.

Bytte-bytte-frikadellemadder Det er de færreste, der kan prale af at have en ‘Danmarks største samling’-titel, men det kan Vagn Olesen. Han har samlet på tomme tobaksposer, siden han var syv år gammel og har næsten samtlige danske poser. Hans samlergen blev for alvor vækket af klassekammeraterne i folkeskolen, der på opmærksom vis havde spottet en form for kollektionsaffektion. ”Mine kammerater tog ofte tobaksposer med i skole, for de vidste, jeg ville gøre alt for at få fingre i dem. Min mor var en fantastisk madpakkesmører, og vennerne udnyttede dette på det groveste ved at bytte-bytte-købmand,

21

22

tobaksposer og højtbelagte imellem.”

Vagn bliver stille for et øjeblik og kigger drømmende ud i rummet. ”Jeg måtte vinke farvel til rigtig mange lækre frikadellemadder, men jeg kunne simpelthen ikke sige nej til de tomme tobaksposer.”

En anderledes posemand Engang var det fast praksis, at han altid havde en rulle plastikposer på sig, hvis han skulle uden for en dør. ”Hvis jeg så en tobakspose stikke op af baglommen på en forbipasserende, stoppede jeg altid op og spurgte, om jeg måtte få den. Jeg var, med mine poser, altid beredt og kunne hurtigt hive en plastikpose frem, så indholdet kunne skifte indpakning.”

Vagn har intet imod at stoppe folk på gaden trods deres undrende blikke, og spotter han ingen tobaksposer på forbipasserende, finder han dem i stedet i butiksruderne. ”Når jeg er i tobaksforretninger, fortæller jeg altid, at jeg ikke ryger, men kun interesserer mig for poserne. Jeg skal ikke bruge tobakken, så den giver jeg til ekspedienten.”

Vagn griner. ”De går garanteret hjem og fortæller om den

halvskaldede mand, der gav fuld pris for en tom pose tobak.”

Irmaposer med samlerværdi Men det er ikke kun tobaksposer, der har fanget Vagns interesse gennem tiden. Engang var husets skuffer og skabe også udfyldt med cirka femtusind plastikbæreposer. ”Det startede, da Irma begyndte at lave plastikbæreposer med forskellige billeder og motiver. Der kom et nyt motiv hver måned, og poserne var nummererede. Dem måtte jeg selvfølgelig have,” siger Vagn.

Snart efter var Irmaposerne ikke nok, og han begyndte at samle på alverdens plastikbæreposer. Ofte samlede han dem op fra gaden for derefter at vaske dem og lægge dem hen i samlingen. Af og til nærmede Vagns hobby sig en form for mani, og det huede ikke just hans kone. ”Hvis vi gik en tur i byen, og jeg fik øje på en bærepose i en skraldespand, så skyndte min kone sig over på den anden side af gaden.

Hun ville helst ikke kendes ved ham, der stod og rodede i skraldespande efter plastikbæreposer.”

En dag, hvor Vagn hjalp til med de huslige

pligter, fik han sig imidlertid et mindre chok. ”Den affaldspose, jeg var på vej ud med, var en af poserne fra samlingen. Det nærmede sig skilsmissegrund,” siger han med et smil.

Dødsaftalen Vagn har lagt plastikbæreposerne i skraldepanden og fokuserer nu sin samlerenergi på sin endnu ikke komplette samling. Han mangler kun nogle få tobaksposer for at fuldende den, og heldigvis findes der ved nabobordet en anden tobaksposesamler, vennen Kristian Vestergaard. Kristian åbner overlegent sin samlermappe på en ikke helt tilfældig side – siden med de syv tobaksposer, som Vagn endnu mangler. De syv som Vagn så frygteligt gerne vil have fat i. Trods utallige overtalelsesforsøg er Kristian ikke til at forhandle med og ikke engang titusind kroner kan ændre hans holdning. ”Jamen, jeg vil simpelthen ikke sælge dem.

Det er ikke et spørgsmål om pris. Men vi har for nylig aftalt, at vores respektive koner skal kontakte den modsatte, når den første af os dør. Så på et eller andet tidspunkt bliver samlingen komplet.”

23

GRaUBALLEMANDEN LÆNGE LEVE Af Lise Benthin Præstgaard (tekst) og Tine Sletting (foto)

24 ”I dag er det Grauballemandens fødselsdag, hurra, hurra, hurra!” synger et kor af unge arkæologiinteresserede i studenterkælderen på Moesgård Museum. Her er pyntet op på bedste børnefødselsdagsmanér med flag, balloner, gaver og, nå ja, flint på bordene. Det er nemlig ikke hver dag, man kan fejre en 2321 års fødselsdag, og fint skal det være, når fødselsdagsbarnet er verdens bedst bevarede moselig. Derfor skal han fejres, det århusianske krammedyr, som Moesgårds museumsinspektør, Pauline Asingh, har døbt ham. Og det er ikke mindst en god lejlighed til at drikke en øl med de andre mosegrise – de studerende på forhistorisk arkæologi.

Lige siden den dag en tørvetriller stak spaden i ham, den 26. april 1952, har han både forbavset og fornøjet, som han ligger der med sit røde hår, læderhud og forpinte ansigt. Hvem var han mon? Det spørgsmål får vi aldrig svar på, men videnskaben har gjort et forsøg, og det er også her, historien om Grauballemandens fødselsdag begynder.

111111-1111. Sådan blev Grauballemandens personnummer, da han skulle CT-scannes for at få en detaljeret oversigt over kroppen, både indvendig og udvendig. Fra da af måtte bageren dele sin fødselsdag med en anden og

så det sorte under neglene forsvandt, og de værste rynker blev udglattet med modellervoks.

mere uappetitlig mand. Med sin brune læderhud og forvredne, pinefulde stilling står han i skærende kontrast til brunsvigerversionen af ham. Appetitten er dog stor hos fødselsdagsgæsterne, som bliver budt på boller, varm kakao med flødeskum og selvfølgelig en kagemand. Var det noget med et stykke med Grauballe?

Det hele skylles ned med en øl, mens anekdoterne om hans liv og tidligere fødselsdage går rundt om bordene. På hans ønskeliste er altid fugtighedscreme, som han tilsyneladende aldrig kan få nok af, og kalenderen med frække kvindelige moselig ville sikkert også have vakt glæde. I år fik han hair extensions til sin røde hårpragt, som især trænger til kærlig pleje. Da han blev fundet i de pæne 50’ere, syntes man nemlig ikke, at man kunne udstille en så grim, langhåret og usoigneret mand, og han fik derfor en klipning, som gjorde, at store hårtotter røg af. Da man først fik fingrene i ham, gjorde man mange forsøg på at gøre ham præsentabel helt ned til mindste detalje. Han fik blandt andet en pedicure,

”Og når han hjem fra Moesgård går,” samstemmer de med tydelig ironi.

Før han døde, fik han et slag over skinnebenet, så han ikke kunne flygte, og derefter fik han skåret halsen over, fra øre til øre, helt ind til nakkehvirvlerne. Ansigtsudtrykket er derefter, de dybe panderynker stadig intakte.

Kraniebrud havde han også, men det skyldes snarere tørvens tryk gennem de mange år – og det faktum, at en ung kvinde kom til at træde på hans hoved, da han endnu ikke var gravet fri. Hovedet var fladtrykt, skinnebenet blottet, og et par tæer manglede, men alt dette rettede konservator og billedkunstner Lange-Kornbak op på. Han valgte blandt andet at modellere to tæer og en ny næse og at give ham en ansigtsløftning. Som en slags fugtigheds- og antirynkecreme blev han efter garvningen indsmurt i læderdressing – en blanding af torskelevertran, vandfri lanolin og glycerin. Alt sammen af kosmetiske hensyn, som var han et af nutidens plastikopererede samlesæt.

Efter at være blevet set af 18.000 mennesker på 10 dage, blev han konserveret i en kunstig mosetilstand, som garvede ham og gav ham

25

26

27

28 samme konsistens som sålelæder. Nu kunne forvandlingen begynde, men om det var etisk korrekt, vil de studerende ikke svare på, da man dengang handlede i god tro. Lange-Kornbak fik da også ridderkorset for sin indsats. ”Hvor smiler han, hvor er han glad.” Hans mund er tandløs. Ligesom hans indvolde blev også tænderne taget ud for at blive undersøgt.

Efter en tur på en skoleklinik i Risskov blev de forlagt på Tandlægehøjskolen og først returneret i 1963, hvor de var for indskrumpede til at blive sat i igen. Efter de mange tandundersøgelser og afstøbninger blev hans læber slappe, så munden i dag er helt åbentstående, og ansigt til ansigt er det svært at bedømme, om han griner eller græder.

Tænderne vidner om en hård kost med mange ufordøjelige dele, hvilket undersøgelsen af hans tarmindhold også viser. Hans sidste måltid var en vælling af kornsorter, ukrudtsplanter og frø samt lidt knoglefragmenter, trækul og småsten. Desuden var den brændt på og slugt i en fart. Måske hjalp det, hvis rygtet taler sandt, at han var på syretrip. Han havde nemlig en lille koncentration af svampe med hallucinerende virkning i maven.

I dag består hans mave kun af skumgummi-

svampe, og fire af hans nederste ryghvirvler er erstattet af en vaskesvamp. Hvad der skete med de oprindelige ryghvirvler, var længe en gåde. Men en dag dukkede de op – i et syltetøjsglas i Alaska. Hvordan ved man ikke. De kom på museum. Vaskesvampen bliver, hvor den er.

De studerende gør, hvad de kan for at gøre ham hel igen. Det forklarer syltetøjsglasset på bardisken med, hvad der ligner en indtørret sveske, der forestiller Grauballemandens manglende testikel. Under en af de første undersøgelser fandt man i pungen en flad testikel, som blev droppet i et glas med sprit og titlen ‘Et styk 2000-årig testikel’. Den er aldrig set siden.

Nu kan han dog trøste sig med skumgummisvampene, han får i fødselsdagsgave, så han kan få lidt mere sul på kroppen.

Rejsen fra ukendt i tørvegrav til verdenskendt på museum har dog været lang, og der har været mange odds imod ham. Efter at være blevet slæbt på et stykke bliktag fra en gård kørte han på ladet af en bil til Forhistorisk Museum ved Mølleparken, hvor offentligheden kunne se ham. Her ryddede han forsider, både nationalt og internationalt. Men en ældre gårdmandskone fra Grauballeområdet,

Jensine Jensen, var svær at imponere. Da hun så ham udstillet, udbrød hun: ”Jamen, det er jo Røde Kristian!”

Hun havde i sin barndom kendt en mand kaldet Røde Kristian, som en aften var gået over mosen og ikke set siden. Arkæologerne, og ikke mindst Grauballemanden, blev gjort til grin, mens han lå og fordærvede. Mange troede, at man havde gravet en gammel tørvetriller med dårlig stedsans op og nu udstillede ham i en glasmontre på museet. Det hastede med at datere ham, men radioaktivt støv fra atomprøvesprængninger i USA og Rusland gjorde det svært at foretage en kulstof-14 prøve. På trods af en jysk gårdmandskone og stormagter, er det nu klart. Han er fra jernalderen, og takket være konservering vil han kunne ses for eftertiden.

Nede i studenterkælderen fortsætter festen, hvor fødselsdagsgæsterne lystigt spiller på Grauballemandens nye poolbord, drikker en øl mere, og allerede glæder sig til næste år. For han bliver liggende på Moesgård Museum i mange år til fascination og inspiration. Som filosof Arno Victor Nielsen sagde: ”Han er tudegrim, men vi elsker ham, som kun en mor kan elske ham, for han er en af vor egne.”

29

AJOUR

er i julehumør...

Derfor kan du torsdag den 9. december købe dine julegaver i Vandrehallen, hvor AJOUR vil sælge masser af dejlige bøger til rigtige julepriser.

Der vil være nyheder, fotobøger, tilbud og pebernødder.

JULEKONKURRENCE: Hvor mange Nils Thorsen titler sælges der i AJOUR´s webshop?

Mail svaret til AJOUR på ajour@update.dk og vind bøger for 500,- kr.

Vi udlodder 3 gavekort.

10 % rabat på alle bøger – både i webshoppen og på Journalisthøjskolen.

På gensyn!

O L e Cs t 30

By Wes Rowe (text and photo)

This is a collection of four stories portraying the difficulties of being a person that the extremely religious society does not tolerate. They live in fear of losing their jobs, loved ones, and even their lives if exposed. These four stories represent a global issue of intolerance towards sexuality that is ever present in Jerusalem.

There are people all over the world who share similar stories that go unheard because of the risk associated with telling them. For this reason, everyone in these stories will remain anonymous.

ets

31

32

“I am not happy with my life,

I make my wife miserable”

Joel is a 42 year old Israeli man who has been married for twenty two years and has two kids.

Joel married because he felt it was his duty as a religious man, but he has never loved his wife.

“I never longed for her or dreamed about her. She knows I don’t love her.”

Throughout his marriage he has been with other men, preferring relationships over one night stands.

“Internally I never had a hard time admitting I am gay. The choice of doing something about it was what I struggled with because of religion. I still feel like I am doing something forbidden.”

When he finally told his wife after ten years of marriage she could not believe it was true and asked him to stop.

“I can’t stop it, this is who I am,” he told her.

She begged him not to leave her, and he agreed.

“Perhaps I am just a coward but I am afraid of finding myself at fifty, fifty-five, sixty, alone.”

Leaving his wife would mean coming out to his family, and parents, splitting the house, money, and assets, all for something he was not sure would last.

“I am not happy with my life. I make my wife miserable. I know I am cruel to her.”

33

34

“Growing up I was told ‘you can do whatever you want as long as you marry a Jewish girl’” Adam and Amir are a couple living in Jerusalem. Adam is Jewish American and Amir is an Arab man from Israel.

Adam came out during college but still struggles in his daily life with work and his extended family.

“Even though I try to pretend like it’s all cool, and I am open, in reality, in my mind it is very stressful.”

Amir considers himself to be very open as well, except to his parents, extended family and Arabs. At his school he is in a program where 100 out of 120 students are Arab.

“I am really uncomfortable there, I have very few friends. I am on my third year and most people I barely know, and I am definitely not going to tell them I am gay. They’ll throw

stones at me.”

The complications of Adam and Amirs Jerusalem are compounded by the fact that they are an Arab/Jew couple. Adam worries that if people at his office knew he was dating an Arab man it might change their view of him completely. For Amir, a major concern is that if some of the members of his extended family found out about his relationship they might kill Adam.

Even basic needs like shelter are difficult as a couple because not only do most landlords not want gay couples, they are prejudice against Arabs as well. It took six months for Adam and Amir to find an apartment together, and even then they must keep their relationship secret from the owner of the building.

35

“My two identities are still basically one person�

Natan moved to Israel in 1967 when he was nineteen. He married shortly after and then had kids. Since the beginning he has been open with his wife about his sexuality, and when his children were old enough he told them as well. Natan chose to marry because he loved his wife and wanted to be with her, but physically he is attracted to men. Natan does not share that aspect of his life with many people. He lives his everyday life in the closet.

Under the cover of this straight facade Natan is very active on gay websites posting photos and meeting men for sexual encounters. Finding men is easy for him and he averages about 3 encounters per week.

Most of the men Natan meets online are like him, married and straight to the outside world.

He admits that this is not what he wants. He would prefer a man similar to himself for a long term relationship.

“I remember the Talmud saying, marriage to a beautiful woman makes life seem longer.

In my case it feels shorter”

36

Daniel, almost 30, is from outside Tel Aviv. This is his story, in his own words.

“From the outside I look just like an ordinary guy, on the inside it is different. In the cover of words I want to open the doors of my closet and let you in to my Narnia. I carry with me two identities, I am gay and at the same time I am a religious guy, Jewish in my case.

Both of these parameters in my life have pushed me to be deep in the closet. I suppose that any gay has to get out from some closet before his family in hope to live the life after that, not as an actor, but as a man, not as Mr. Hyde, but as Dr. Jekyll. The fact that I am religious made my outing quite impossible.

It started somewhere in the age of fourteen when I suddenly stopped ignoring the symptoms and understanding that something was ‘wrong’, and that I actually was attracted to boys instead of girls.

In our community we do not talk about sex.

Growing up I was not sure if I was gay or just had low self confidence. In an effort to take a responsibility for my life I tried to get help by telling my feelings to my rabbi. I was not clear at all, instead of telling him “hey, I think I am gay” I told him I am afraid to get married.

When I came to the matchmaking age in my home I was twenty. My parents started looking for young women for me, with the hope that we would get married. After my first meeting I understood I would not be able to play this game alone anymore. I called my mother, and over the phone I told her that I had “trouble with girls,” again not directly stating my problem. My mother decided to send me to a

psychologist and has never since talked with me about the subject. There I was told to get married and the strange feelings would pass.

I was also told that homosexuality is not real, it is all in my mind, which I did not want to believe, but I was convinced to change and to be ‘normal.’ At last, after many matchmaking dates, I decided to get married.

I am now celebrating my fifth year of marriage, and now I have two lovely kids. It is funny but I thought, if I put my gay nature in the closet and sacrificed my life to marriage, things would work. The stress and the pain inside sooner or later forced me to tour my feelings, and to try the taste of a male. You might say I am betraying my wife, I say I am a survivor! I find now that, no matter if I decide to ignore my nature or not I will always have to deal with it.

Even though I experience a lot of gray days, I am not sure I will take the step of getting divorced. First of all, I am not sure I will get more than I have now, but the main reason is, that I am afraid to harm the lives of my innocent two daughters. I suppose it’s a good personal lesson for me, learning that raising children and taking a responsibility in a given situation, is greater than having my own symphony. I want to tell my story so that if there is any guy in my condition who is afraid of the fact that he is gay, he will not let other people force him (you can actually say seduce) not to deal with his feelings. I want you to know they are wrong. I do not mean it is wrong to get married, I mean it is wrong not to be connected to yourself.

37

38

Each of these stories is unique in the fact that they are specific to the person telling them, but the issues are global. Men and women all over the world live in fear of coming out of the closet for many reasons, and even go to great lengths to hide their sexuality.

Hopefully stories like these bring people closer to dealing with the problem by bringing the issue to light.

39

sag, forhold, viden , oplysning el.lign. som er eller skal holdes hemmelig Citat har bedt en gruppe fotografer om at tage eller finde ét billede hver, der fortolker ordet hemmelighed.

DENNE SIDE ØVERST # Lars Just Armene strækkes til det yderste for at komme op. Jorden ryster, og da mørket opsluger os, skriger tredivetusinde mennesker i kor.

40

DENNE SIDE NEDERST # Asger Ladefoged Gadehandel og uautoriserede forretninger er almindeligt i New Yorks Chinatown.

MODSATTE SIDE ØVERST # Morten Germund Sarajevo. Klokken er tre om natten. Adisa Bučo læner sig op mod væggen i den lille gyde, imens hun med en fin lille stemme siger, “I’ll sing for you”. Hun kigger op, “I’ll sing for you, because I’m drunk”. Sangen bliver afløst af latter.

MODSATTE SIDE Nederst # Mie Brinkmann Der er forlængst kommet andre og bedre teleskoper, men værelset i tårnet på Harvard University bliver også mest brugt til natlige udskejelser for den lille håndfuld af astrologistuderende, der har adgangskort til rummet.

Den sidste besked i logbogen lyder “10/19/10 @12:20 Saw Jupiter + 4 moons + Earth’s moon + her tits.“

41

42

MODSATTE SIDE ØVERST # Asbjørn Sand Internfest for Journalisthøjskolens barpersonale, hvor årets sjatter bliver drukket. Efter disse fester kan man altid finde bræk og sovende mennesker.

MODSATTE SIDE nederst # Ditte Lysgaard Holm Vinduet står på klem, det er koldt og frosten bider lidt i huden, men solen skinner. Klokken er halv ni, og jeg er lige vågnet. Det er sjette gang, jeg sover her.

Denne side # Jesper Mortensen På et militært område i Aalborg ligger et forladt hus. På første sal har en person skrevet på væggen.

43

Lad de studerende blive hørt Journalisthøjskolen er i en rivende udvikling. Omstruktureringer på grunduddannelsen og en kommende renovering af skolen er blot to af de udfordringer, som skolen står over for.

Kredsen af Journaliststuderende repræsenterer mere end 1100 af eleverne på Danmarks Medie- og Journalisthøj-

44

skole, og vi glæder os til i samarbejde med De Studerendes Råd at lade deres stemme blive hørt under de kommende forandringer.

Kredsen af Journaliststuderende

Nattens ensomme ejermand spørger aldrig om lov Nattens ensomme ejermand spørger aldrig om lov

Af Lasse Cato Spang-Hanssen (tekst) og Malte Kristiansen (foto)

45

”Hvorfor skal jeg være social, hvis der ikke er noget at være social for? Jeg gider ikke kaffesjask i en eller anden forsamling, og jeg gider ikke høre om folks arbejdsdage”

46

Klokken har netop passeret midnat på en søndag i starten af november. En ensom skikkelse bevæger sig gennem støvregnen og det sparsomme lys fra gadelamperne tværs over Blågårds Plads. Manden er iført en sort kasket, sort regnjakke, sorte handsker, sorte cargobukser og et par hvide kondisko. Kasketten er slidt med bøjet skygge, og den er trukket godt ned over hovedet. Både jakken og bukserne er baggy. Kondiskoene bevæger sig ikke just med ynde – faktisk halter han af sted med tunge, langsomme skridt. Øjnene er blottet for energi, og der er dybe rander under dem.

Han spejder roligt til højre og venstre. I hans ansigt kan man tyde, at han har levet et hårdt liv. Han drejer ud på Nørrebrogade, og efter at have gået et stykke vender han øjnene op mod gavlen på en femetagers bygning. ’Dine penge mig i røven’ har han skrevet deroppe med store, sorte blokbogstaver. Når han maler graffiti, kalder han sig selv Spyo. Ønske om ensomhed Der er masser af folk, der laver graffiti, men det er kun en lille håndfuld i København, der laver de såkaldte ‘rooftops’. En teknik, hvor man kravler op på taget af bygninger, for derefter at male ned på gavlen med en malerstang.

Spyos værker kan findes på mange gavle rundt omkring i København. De varierer meget i udtrykket. Fra politiske statements som ’BIRTHE RØNN SKAM DIG!!’ til mere følelsesbetonede ting som ’ANTI SOCIAL SAD KID’. Netop følelsen af ikke at kunne ordentligt med resten af samfundet, var en af de faktorer, der gjorde, at Spyo holdt op med at lave graffiti i gade-

højde. Det gjorde han i 2005, da han flyttede sine værker op på tagene. Før da havde han i seks år malet graffiti i gadehøjde. ”En af grundene til, at jeg bevægede mig op, var jo også, at jeg kan være i fred deroppe,” siger han.

Behovet for at være i fred præger hans liv.

Den omgangskreds af folk, der virkelig kender ham, tæller kun få personer. Han vælger sine bekendtskaber med omhu og siger, at han godt kan lide at være alene og måske opsøger ensomheden. Han er heller ikke bleg for at kalde sig selv socialt afstumpet. ”Hvorfor skal jeg være social, hvis der ikke er noget at være social for? Jeg gider ikke kaffesjask i en eller anden forsamling, og jeg gider ikke høre om folks arbejdsdage.”

De daglige sociale relationer er altså reserveret de få, nære venner, der kan tilbyde ham meningsfuldt samvær. Ellers bruger han meget af sin tid på at gå alene ud i byen og udforske baggårde og kældre og til tider klunse.

Om natten indtager han ofte byens tage.

En skygge på bagtrappen Da han har snuset lidt rundt i kvarteret omkring Nørrebrogade, sniger han sig ind i en baggård og videre ind af en dør til en bagtrappe. Så snart han er trådt indenfor, tænder han lyset og begiver sig op ad trappen, der går fem etager opad i en spiral. Trinnene er lavet af træ. Med et bliver hans skridt lette og elegante, og i en imponerende fart begynder han lydløst at tilbagelægge trappetrinnene.

Pludselig stopper han op, og står helt stille.

Før han går videre, skal han sikre sig, at ingen i

47

48

opgangens lejligheder har hørt ham. Hvis nogen opdager ham, afværger han normalt situationen ved at spille fuld og forvirret, men han har også måttet løbe fra civile anholdelser. I aften får han lov til at gå op i fred.

Når han har malergrej med, kan turen op ad trapperne tage tyve minutter, fordi malerbøtter og malerstang gør det sværere at bevæge sig diskret. I aften gør regnvejret det umuligt at male. Det tager ham fem minutter at nå til toppen af trappen, hvor han åbner døren til et

lyst loftsrum. Herinde finder han lynhurtigt en loftslem til taget. Spyo har efterhånden været på de fleste tage på Nørrebro, men i aften ser han et nyt.

Egne regler med i bagagen Det med at klare sig selv og lave sine egne spilleregler er ikke noget nyt for Spyo. I en ung alder måtte han flytte på kostskole på grund af turbulente omstændigheder i hjemmet. Siden har han ikke boet hjemme. Efter kostskolen

røg han på efterskole, før han flyttede tilbage til København. Han er ikke i tvivl om, at erfaringen med at skulle klare sig selv i en tidlig alder har betydet, at han er endt med at lave noget helt andet end de fleste andre. ”Der er ikke noget i vejen med at blive stablet op i en eller anden lejlighed og få to unger og så gå stille på folkepension. Jeg tror bare, min opvækst har gjort, at jeg ikke har valgt det.”

En enkelt gang har Spyo haft fabriksarbejde, men her følte han sig fanget, og det holdt ikke

49

længe. Siden da har han tjent penge på alternative måder. Han har til tider fået penge fra staten, men det gør han ikke længere, og hvis der er dukket noget sort arbejde op, har han taget det. Hans usikre indtægt ændrer dog ikke på, at han ikke skal nyde noget af at have fast arbejde. ”Det der med at møde op på en eller anden arbejdsplads og lave noget man overhovedet ikke føler nogen interesse for… Det har jeg svært ved at forstå, at folk gør.”

Spyo er dog godt klar over, at nogle folk nyder deres arbejde. Problemet er, at det slet ikke stemmer overens med hans temperament at møde på job hver dag og ligge under for autoriteter. Han har behov for at lave sine egne regler, som han har gjort det siden sin opvækst.

Lysvågen i natten På det våde tag er der ro. Det regner ikke længere, og månen er brudt frem fra skyerne og skinner ned på en gavl over for tagtoppen.

’NATTEN R MIN’ står der på den. Lige nu lader det til, at størstedelen af byen er gået i seng, og i bygningen på den anden side af vejen er det også kun et enkelt vindue, der er lys i. I horisonten afgrænses København af højhuse til alle sider.

Han bruger et par minutter på at nyde det unikke syn over byen, inden han begynder at bevæge sig rundt. Hans øjne er som forandrede og er nu fyldt med liv og nærvær. Tagets struktur i forhold til flugtveje og muligheder

50

for at male bliver vurderet. Flere tage er koblet sammen rundt om en baggård, så han kan snildt løbe fra det ene til det andet, hvis nogen skulle opdage ham.

Ved tagkanten er der en lille murstensforhøjning, som Spyo sætter sig på knæ med maven op af. Holdbarheden af murstenene testes forsigtigt. Det er nødvendigt, hvis han skal ligge med overkroppen ud over kanten af taget, mens han lader sin malerstang vandre over gavlen.

et værk bliver til, sker det ud fra den umiddelbare følelse eller de tanker, der fylder noget i Spyos liv på netop det tidspunkt. Graffitien er ikke et forsøg på at ændre verden, men folk er velkomne til at bruge værkerne til noget, hvis de kan. Men efter Spyos mening er graffitien i sidste ende noget personligt, og det er derfor omsonst, hvis folk prøver at analysere den. ”Jeg tror, at folk tit vil finde en dybere mening med noget som det, jeg går og laver, men nogen gange er den der bare ikke.”

Personligt projekt Den sanselige oplevelse ved at komme op på et tag og muligheden for at udtrykke sig i graffitien er blevet som en slags meditation for Spyo. ”Jeg er rimelig stenet i hverdagen, men deroppe får jeg lov til at udtrykke mig kreativt, og alle sanser bliver tændt.”

Ofte er oplevelsen bedst, hvis han ikke på forhånd har bestemt, hvad han skal skrive. Når

Ned fra fristedet Efter at have undersøgt taget og nydt udsigten fra toppen af byen forsvinder Spyo stille ned i lyset fra loftslemmen. Han lukker efter sig og begynder at bevæge sig nedad. Det går væsentligt hurtigere end turen op og er heller ikke så lydløst, selvom han fortsat er let på tæerne. Opgangen sover videre. Klokken er over to, og morgendagen er arbejdsdag for de fleste mennesker. Spyo derimod skal ikke stå op til noget som helst, andet end det han har lyst til at lave. Han lukker døren til bagtrappen efter sig uden en lyd og glider ud af baggården samme sted, han kom ind. Denne gang har han forladt bygningen uberørt, men taget var godt indrettet til at male fra, så det er et spørgsmål om tid, før beboerne under taget vågner op til et statement på deres gavl.

Idet Spyo vader ad Griffenfeldtsgade fra Nørrebrogade, går han under et af sine egne værker, der er fordelt på to bygninger. Deroppe, langt over gaden står der: ’ENSOMT ÅNDEHUL’.

51

52