Mejeristen der blev læge På dette års sommermøde i Dalum Lærlinge den 11. juni på Kold College var der blandt me jeristerne en enkelt, Jørgen D. Grønbæk, der kunne fejre 70 års jubilæum. Eller mejerist er så meget sagt, for Jørgen D. Grønbæk uddan nede sig faktisk efterfølgende til læge, og han praktiserede som sådan i Højslev ved Skive gennem et par årtier. Mejeristen og lægen Jørgen D. Grønbæk har nedfældet sine erindringer, og vi bringer her et ganske kort og redigeret uddrag. Hvis nogle ønsker at læse mere, kan de henvende sig til direktør Hans Skjerning, Kold College.
Fra landmandssøn til mejerist Jørgen D. Grønbæk er født i 1922, og om sin opvækst og uddannelse til mejerist fortæller han bl.a.: Mine forældre havde en landejendom på 36 tdr. land. Jeg tjente på landet, indtil jeg som 18-årig kom i mejerilære som en 4-årig mesteruddannelse 1940-1944, først på Tjørring Mejeri nord for Herning, derefter på Skrøbelev Mejeri på Langeland og til sidst Vind Mejeri syd for Holstebro. Den 1. september 1944 - to måneder før læretiden udløb, kom jeg på Dalum Mejeriskole. Vi havde dygtige, inspirerende lærere. Vi 106 mejerister boede på elevværelser på skolen - jeg på nr. 32 sammen med en kollega fra Sjælland. Der var et herligt kammeratskab, hvilket viste sig ca. tre uger efter vor ankomst. Forstander Petersen-Dalum spurgte os, om vi kunne tænke os at hjælpe med at samle kartofler op. Vi var en flok, som straks meldte os, og vi havde det sjovt. Hjælpsomhed kaldte vi under krigen for samfundssind. Det skulle vise sig senere under langt mere dramatiske forhold. Nazisterne krævede vore elevværelser til deres flygtninge. Vor skole var i store
12
MÆLKERITIDENDE 2015
Mejeristen og lægen Jørgen D. Grønbæk sammen med direktør Hans Skjerning, Kold College.
vanskeligheder. Men befolkningen stod bag Petersen-Dalum, hans skole og os elever, og den store elevflok blev modtaget i hjemmene i Dalum og Hjallese. Det var samfundssind! Undervisningen kunne fortsætte, og vi fik vor eksamen til tiden. Men jeg blev ikke mejeribestyrer. Der var sket noget på værelse 32 i februar. En aften, mens jeg læste, kom tanken: Du skal læse til læge!
Fra mejerist til læge Jørgen D. Grønbæk var dog i tvivl om sit karriereskift fra mejerist til læge, og han søgte råd hos sine venner og blandt lærerne på Dalum Mejeriskole: Jeg besøgte også lærer Nielsen, som vi havde i Fysik og Maskinlære. Da jeg fortalte ham om mine overvejelser, virkede han begejstret. ”Du har en god begyndelse. Har man først en uddannelse som mejerist, så kan man blive hvad som helst!” Derefter tog Jørgen D. Grønbæk både præliminær- og studentereksaminer, inden han påbegyndte og siden afsluttede sit medicinstudie på Aarhus Universitet i 1961. I årene 1946-52 havde han i øvrigt ”studiejob” på Vesterbro Mejeri.
Efter sin eksamen arbejdede Jørgen D. Grønbæk gennem mange år i Højslev ved Skive, hvor han også byggede og drev egen praksis. I sine erindringer fortæller han om sine mange patienter, som han havde et nært og varmt forhold til. Følgende episode vidner om, at landmandslivet heller ikke dengang var for tøsedrenge: En dag i høsten blev jeg kaldt ud på en gård, hvor manden var kommet galt af sted og havde fået en lang flænge i hovedet. Han lå på maven på marken. Jeg ønskede at få ham hjem i klinikken, men det syntes han ikke var nødvendigt: ”Du hår wal di søjtøj mej, så du ka’ li’ så godt søj’et hæ’r hur a ligger!” ”Det er mange sting. Kan du ligge stille så længe?” ”Ja, ja!” lovede han, og jeg hørte da heller ikke en lyd fra ham, mens jeg liggende på knæ på stubmarken syede hans sår. Alt forløb vel. ■
NR. 17