”Stedet hvor åerne mødes, hvor strømninger brydes” (Gudrun Aspel)
Idé og tilrettelæggelse: Gudrun Aspel, Poul Aagaard, Leif Carøe og Bent Lauge Madsen
Grafisk tilrettelæggelse: Vagn Brostrup
Akvareller: Lars Østergaard Jensen
Grafisk produktion af Sodemann A/S udstillingsplancher: v. Oliver Christensen
Finansiering: Fiskeriministeriets FLAG fond, Lars Ebbensgaard og Knud Tang.
Skærum Møllevej 4 • 7570 Vemb • +45 97481322 www.skaerum.dk
Naturen vil spare energi: Den slyngede vej, mæanderen er den mest økonomiske vej: Åer, floder, Golfstrømmen og jetstrømmene følger den vej. Og en bøjet savklinge.
Strømmen i den bølgede mæander skaber lave stryg og dybe høller: Afstanden mellem to stryg er ca. 7 x vandløbets bredde.
Klem den sammen som på billedet: Hvad ligner det?
Retter vi åen ud vil den med tiden selv finde tilbage til den slyngede vej. Vi kan hjælpe den på vej med gravemaskinen: Det kalder vi vandløbsrestaurering.
Mange miljøforhold skal være i orden i et vandløb. Det er ikke tilstrækkeligt, at vandet er rent. Der skal være vand nok, være gode fysiske forhold, fx. stryg og høller. Der må ikke være opstemninger, der hindrer, at vandrefiskene (fx. laks) kan passere, og ved fx tøbrud skal vandet skal kunne brede sig over å -sengen. Det er illustreret af ”vandløbskvalitets -trekanten”: Mangler en af siderne, fungerer vandløbet ikke naturligt.
De miljøforhold, der skal være i orden for at laks og ørreder kan trives, kan illustreres med en vandtønde, lavet af ”staver” af forskellige højder: Hver forestiller en miljøfaktor: Det er den laveste stave der bestemme, hvor meget vand der kan være i tønden.
Det den ringeste miljøfaktor (fx. sten), der bestemmer, hvor god en bestand af ørreder, der kan være i åen.
Skyerne spejler sig i den blanke å, ikke i den urolige bæk. Når strømmen bremses af en sten i bækken, slår vandet en ”baglæns kolbøtte”, der lukker sig om en luftlomme. Luften bruser ud i vandet som små bobler, der ilter vandet. Lyden, man hører kommer fra boblerne, når de brister.
Bækkens ”lunge” er stenene, der fanger luft døgnet igennem.
Åens ”lunge” er de grønne planter, men kun i de lyse timer.
Åen har kræfter. Dem udnytter vi i møller og turbiner. Åen selv bruger kræfterne til at forme og vedligeholde sit løb i landskabet. Den respekterer naturlovene, vi ikke kan arbejde imod. Vores åmænd ved, at de skal arbejde med, ikke imod åens kræfter.
”Storåen ved Bur har den størrelse, en Å skal have:” Og ikke mere! Af årsager, vi ikke helt forstår, breder den sig ud over engen, når vandføringen når en vis øvre grænse, som kun åen kender. Hvorfor bliver den ikke bare dybere og bredere? Her, i engen, hviler vandet, til der igen bliver plads i åen. Her er åens sikkerhedsventil. Her bundfældes sand og mudder, som skaber den frugtbare eng. I den graver åen sit slyngede løb, skiftende, gennem et halvt eller et helt århundrede, fra side til side i dalen. Engen er dens Å -seng, som den selv skaber og holder vedlige. Her udfolder den sig. Hvileløs. Åen sover aldrig. Åen og åsengen er en helhed. De hører sammen: Hvad naturen har sammenføjet, skal mennesket ikke adskille.
Vil du herske over naturen, må du adlyde hendes love (Francis Bacon, engelsk filosof, 1620)
Idom Å løber ud i Storå.
”Vil man have oversvømmelser skal man blot gribe ind i naturens orden og rette slyngninger i Storåen ud.” (Ekstra bladet 3/4 1973).
Få steder har oversvømmelser været så mærkbare som i Holstebro. Der er to meninger om årsagen: Vandet løber for hurtigt mod byen, eller vandet løber for langsomt væk. Ekstrabladet var ikke den første der mente, at vandet løb for hurtigt mod Holstebro: Valdemar Sejr skrev det 1241 i Jyske lov: ”Du må ikke ”fløde ” (oversvømme) anden mands mark.” Man måtte ikke ændre (fx udrette) en å, hvis marker (og byer) nedstrøms blev oversvømmet. Da man rettede Storåen ud ved Ikast (øverst th) fik det konsekvenser nedstrøms.
Vandet skal forsinkes på sin vej gennem åen
En ”flodbølge” på vej gennem en slynget å flader ud undervejs. Vandet breder sig ud over bredden og forsinkes i ”å -sengen.” Her hviler det, til der igen er plads i åen.
I den udrettede og uddybede å er vandet ”låst fast” i åløbet. ”Flodbølgen” fortsætter gennem åen mod Holstebro.
I gamle dage havde hver landejendom en ”englod”. Her høstede man hø, der var vandet og gødet fra åen: ” Heldig er den der har eng nedstrøms en by”, kan man læse i en landmands -håndbog fra 1910: Spildevandet berigede vandet med gødningsstoffer. Høet var vinterfoder for husdyrene, og deres gødning blev om foråret kørt ud på de magre hedeagre, der således blev gødet fra åen og engen: Deraf navnet: Agerens moder.”
Engene var gennemvævet af små kanaler, der blev holdt vedlige med en træspade.
Nogle steder blev vandet løftet op på engen med vandhjul. Andre steder sendt gennem lange kanaler langs åen og ledt ud, hvor engene ligger lavere end kanalen.
Rester af muret rende ved Hodsager, der fordelte vandet fra et vandingshjul. Ved Tvis å er der endnu spor af den lange Tvis kanal, der blev anlagt i 1871.
Godsejer A E M Tang på Nr. Vosborg lavede omfattende engvandingsanlæg her omkring Skærum mølle. De stude, han ”opfedede” med det gode hø, eksporterede han til England. Billedet th. er en slåmaskine efterladt på en fordums høeng ved Storåen.
Da Storåen blev forurenet med okker og spildevand, forsvandt den store flotte Flodguldsmed, også kaldet ”Grøn kølleguldsmed”. Nu kan man igen, fra ca. 1. juli, se den flyve over åen, især her hvor åen er stor: Derfor navnet ”Flodguldsmed.” Den flyver kun i solskin, for den er tung og skal have varme flyvemuskler for at komme i luften.
I sommernatten kravlede den grå larve op på bredden, og ud af den kom den flotte Flodguldsmed: Den kan ikke flyve væk før solen har varmet den op. Derfor kan man komme den nær om morgenen.
Flodguldsmeden har kæmpestore øjne på hver side af hovedet. De er som radarkupler, der kan se vidt omkring efter bytte.
Larven, der bliver til den farvestrålende flodguldsmed, er grå og lever skjult nede i bundens grus: Her er den dog for en gangs skyld kravlet op på overfladen.
Under åernes broer kan man finde mørke klumper, der kan ligne rester af svalereder. Men se godt efter: En klump kan vise sig at huse 1000 eller flere fluer: Atherix er navnet. Her er to klumper fra Flynder Å.
Man kan finde klumper med døde fluer året igennem. Men i maj og juni er der liv i dem. Da flyver fluens hunner målrettet mod en gammel klump: De tiltrækkes af dens særlige lugt. Hunnerne dør i løbet af et par dage, men æggene, og de små larver, lever i sikkerhed i klumpen: Det kunne ellers være en lækkerbisken for svalerne i naboskabet. Af en eller anden grund, (lugten? lighed med hvepsebo?) er der ingen der spiser æg og larver derfra. Undersøgelser i Flynder å har opklaret mange af gåderne og myterne om Atherix: Det er ”velcro” på fødderne, ikke lim, der holder fluerne sammen. Og de små larver lever ikke af deres døde mødre, som man har troet. Nu har bæveren udryddet den her.
Når de små larver er klar, lader de sig dumpe ned i vandet. Det sker om natten. Det kan ”regne” med dem: Hver hun leverer ca. 500 larver. De graver sig straks ned i grusbunden, hvor de jagter andre smådyr i et par år, før de dukker op som fluer en maj morgen.
Den store døgnflue, Ephemera, danser ved Skærum Mølle omkring Grundlovsdag. Larverne, der har levet i bunden 2 -3 år, dukker op i store flokke. De bliver ikke til ”rigtige” døgnfluer med det samme. Først skal de igennem en ”mellemform”: Ud af den kommer den ”rigtige” døgnflue. Mellemformens tomme, lysegrå hylstre kan ved Skærum mølle dække bladene næsten som sne. Så er døgnfluerne klar til at danse resten af deres korte liv. Med kraftige vingeslag stiger de højt op, for så at svæve stille ned. De kan stå som skyer på solrige, stille dage.
Når hannerne med de store øjne har udset sig en sværmende hun, fanger han hende med de lange forben, og ”låser” hende fast med en krog i bagenden. De parrer sig i luften, eller på et blad. Her kan være trængsel.
Efter parringen flyver hunnen ud over åen og lander på vandet: Her slipper hun æggene, der enkeltvis synker til bunds. En ny generation er på vej, mens de døde hunner driver med strømmen.
Åens døgnfluelarver kan rives med af strømmen. Hvorfor ender de ikke i havet ligesom sandskorn?.
Fordi de voksne hunner flyver op mod strømmen, hvor de lægger æggene til en ny generation.
Døgnfluerne flyver opstrøms, ofte i store flokke, her ved Skærum Mølle. Det sker som regel nær solnedgang.
Også ferskvandstanglopperne driver ud mod havet. De kan ikke flyve. De svømmer opstrøms, ofte i store flokke, om natten nær bredden, hvor strømmen er svag.
Storåens næsten 3 cm store slørvingelarve forvandler sig også i det tidlige forårs mørke timer. Da er den sarte ”nyfødte” skjult for sultne fugle. Når det bliver lyst,er den hærdet.
Perlodes er en dårlig flyver. Den varmer ”flyvemotoren” op på toppen af en pæl, som kan nå ca 40 grader i solskin: Det rækker til, at den kan ”flyve” ud med æggene, men den må padle tilbage.
For 50 år siden var den næsten udryddet i åen. Kun et sted lige før Holstebro var nogle tilbage se pilen. Nu er den, takket være den store vandløbsindsats, kommet tilbage. Biologen Poul Aagaard har fulgt den nøje i et halvt århundrede. Også den rejser som blind passager, ikke kun i Storåen, men også til fjerne jyske åer. Det nytter at gøre en indsats, også i Storåen.
Hydropsyche-nettets fine masker som vårfluen holder pinligt rene så vandet (pil) uhindret kan strømme igennem.
En af de mest almindelige fiskere hedder Hydropsyche: ”Vandets sjæl”. Den bygger nettet lige ved sit skjul på bunden. Der kan være 100 eller flere på en kvadratmeter.
Er føden knap kan Hydropsyche spinde lange ”fangfarme”. Deres masker renses ikke, så al vandet sendes til det lille, rene fangnet.
En anden fisker hedder Neureclipsis: Den spinder en tragt med en stor åbning. Den bor i den nederste smalle ende.
Nogle af Storåens vårfluer har fundet ud af at lade strømmen bringe føden. De spinder net og ruser, de fanger byttet i.
I vinteråens kolde vand venter slørvingernes larver på, at det bliver forår, så de kan komme på land. Den første er ”Tågens slørvinge” (Taeniopteryx nebulosa). Den lever på åens planter. De hvide tråde er gæller.
Larverne er ”fuldvoksne” allerede før jul. Men selv om der kommer en mild januar, går de ikke på land: Risikoen for, at der kommer hård frost, er stor: Det ”fortæller” daglængden dem på en eller anden måde. De venter, til der er chancer for, at det milde vejr er kommet for at blive. Nogle år vover de sig frem i starten af Februar, men de fleste venter til starten af Marts. I en tåget, mild martsaften er der gode chancer for at se dem komme op fra vandet for at forvandle sig.
Om dagen har de travlt med at spise mikro -alger fra træer og pæle. Man kan se dem parre sig: Det er en langvarig affære, hvor hannen fastgør en sædpakke på hunnen.
Den er en meget dårlig flyver. Når den skal lægge en klump æg i åen kravler den op på en høj pæl eller gren. Herfra kaster den sig i glideflugt ud over vandet, hvor den lander og slipper ægklumpen. Den må padle tilbage.
Man kommer sjældent hjem fra en åtur, hvor Tågens slørvinge er fremme, uden at tage nogle med. De hæfter sig til tøjet og håret med små ”fiskekroge” på benene. (Se foto). De flyver ikke, men rejser som blinde passagerer, fx på lystfiskere.
Sommeren igennem flyver de blå pragtnymfe -hanner over åen.Vi har to arter: Den blåbåndede, hvor kun den yderste del af vingen er blå, og den blåvingede, hvor hele vingen er blå. Begge kan ses i Storåen her ved Skærum mølle.
Hannen vogter sit territorium, som den jager andre hanner væk fra. Samtidig prøver den at lokke en brun hun ind. Lykkes det, laver de et ”parringshjul”: Hannen fastholder hunnen med en tang i bagenden, og hun bøjer bagkroppen op mod hannen og modtager en sædpakke.
Når hunnen har befrugtet sine æg, klæber hun æggene, et for et, omhyggeligt på en vandplante i hannens territorium– mens hannen holder andre væk.
Kl. 22: Larven er kravlet op fra vandet og sætter sig på en pæl.
Kl. 01: Larven revner, og hovedet titter frem.
Kl. 02: Brystet med de sammenpakkede vinger (lyse) er fremme nu.
Kl. 03: Næsten ude af larven, men vingerne er stadig sammenpakkede.
Kl. 04: Ude af det gamle larvehylster, men den skal hærde nogle timer.
Kl. 09: Den voksne pragtnymfe klar til voksenlivet ved sommeråen.
Gennem årtusinder trivedes laksen i de vestjyske åer. Den tilpassede sig åernes vandløbskvalitet og indbyggede det i arveanlæggene. Da vi forurenede Storå med okker og spildevand, og ændrede vandløbskvaliteten på andre måder, (fx dambrug og kraftværksøen) mistrivedes den ægte laks og forsvandt – næsten. For at få laksen tilbage måtte vi først ”tænke” som en laks: Hvilken vandløbskvalitet vil den have? Det har fiskebiologerne ”spurgt” laksen om, og dens svar er på tegningen. Her er laksens opskrift på en god l Storå for den ægte vestjyske laks.Den opskrift har så været ledetråden for den vældige forbedring af Storåen og dens tilløb, der er sket de senere år.
I Storåen mellem Ørre og Rotvig lever den sjældne Isoptena. Den tyske biolog, Rainar Rupprecht, har studeret slørvingernes sprog verden over, men han manglede Isoptena. I juni 2016 lyttede han til Storåens Isoptena, men forgæves. Han opgav og begyndte at pakke udstyret sammen: Så, pludselig, begyndte den at ”snakke”, og det på en måde han ikke havde hørt før. Men kort tid efter døde Rainar. Hemmeligheden tog han med i graven. Troede vi.
Nu har Rainars elev, Klaus Enting, fundet de gamle optagelser frem og Martin Aagaard har lagt dem ind på denne QR kode: Ved at scanne den kan man både høre Isoptenas ”summelyd” og se lydkurverne. Summelyden opstår, når Isoptena svinger bagkroppen meget hurtigt fra side til side, ikke ”langsomt” op og ned som når Tågens slørvinge trommer. Det får også det strå, Isoptena sidder på, til at svinge (ryste) i samme takt. Er der en hun på strået, mærker den svingningerne. Hvordan den svarer ved vi ikke. Der er stadig nyt at opdage ved Storåen. Også larven er mystisk: Den lever skjult nede i bundens sand, og vi ved ikke meget om den.
Ved at scanne denne QR kode kan du se og høre slørvingehannen (Taeniopteryx) tromme.
Det er den tyske biolog, Klaus Enting, der har optaget scenen.
Figuren herunder viser en ”samtale” mellem en han og en hun.
Hannerne (♂) og hunnerne (♀) finder hinanden ved at banke ”trommesignaler” med bagkroppen på hegnspæle, tørre plantestængler, visne blade og lignende underlag. Mærker en parringsklar hun hannens bankesignal, svarer hun igen med en bankelyd: Således finder de frem til hinanden i forårsaftenens mørke. De ”hører” ikke trommelydene, men mærker rystelserne gennem sansehår på fødderne.
De vestjyske åer var berømte for deres laks, tilpasset den stærke strøm. Men forurening og regulering ændrede åerne. Laksen forsvandt.
Den vestjyske laks var dog ikke uddød. I 1981 fandt fiskebiologerne lakseyngel i Karstoft å, som mindede om den oprindelige laks. Og 2 år efter, en mørk efterårsaften, fandt de en stor hanlaks. Snart dukkede gydemodne hunlaks op. Det endelige bevis kom 1993: Da opdagede man, at DNA i de nye laks var de samme, som man kunne finde i gamle, gemte skæl fra laks, fanget i samme å i 1913. Snart dukkede den ægte laks op i Storåen – og andre vestjyske åer.
Et lakseskæl fra 1911
”Årringene” viser, hvor ofte de taget rejsen fra havet til gydebækkene. De gamle skæl gemmer også arveanlæggene, DNA.
2020: Bæredygtige bestande af de ægte Laks fra Storå til Vidå
Målet, vi har nået, i Storåen, var at sikre selvreproducerende bestande. Men i starten måtte vi være fødselshjælpere: I Danmarks Center for Vildlaks (Skjern) blev lakseæg fra ”moderfisk” fra hver enkelt å opdrættet, og senere sat ud: Nu kan laksene flere og flere steder klare sig selv: En bæredygtig bestand.
Smådyrene, som lever i åen, er skjult for vores øjne. Vi kan fange dem med en ketsjer og studere dem i en dyb tallerken, men så er de væk fra deres naturlige omgivelser, herunder fra strømmen.
Vil man se, hvordan de lever i deres naturlige omgivelser, åen, man studere dem i et strømakvarium, et kunstigt vandløb, som det der står i udstillingen. Det er skænket af Kenneth Christensen, Silkeborg, der har grundlagt firmaet KC Maskiner, som fremstiller videnskabeligt udstyr til hele verden, bl.a. NASA, og nu altså til Økocenteret.
Det er kun i funktion ved særlige lejligheder, hvor der er en naturvejleder til stede, da det af hensyn til smådyrene skal passes omhyggeligt. Mange af udstillingens billeder er lavet i sådanne strømakvarier i laboratoriet i Vandborg Gl. Skole.
Herover er vist vårfluens fangnet (tv) og lidt af Storåens store, flade døgnflue (th).
At agte på dyrenes færden og liv, er dog det herligste tidsfordriv.
skaerum.dk
Skærum mølle, der ligger hvor Råsted Lilleå munder ud i Storåen, har en historie, der rækker tilbage til middelalderen, hvor Valdemar Atterdag lod bekendtgøre, at ”inden åerne løb ud i havet, skulle de forinden have tjent samfundet til nytte”. Med nytte mente han, at de skulle drive vandmøller, ikke kun de små ved bækkene, men også store, ”stærkere end tusinde mand” ved åerne. Skærum mølle var først drevet under Tvis Kloster, siden hen under herregården Nr. Vosborg.
Mange aktiviteter blev gennem de skiftende tider knyttet til møllen, der gjorde den til et kraftcenter på egnen. Der blev således oprettet et teglværk, der leverede teglsten til den nye arkitekturbølge: ”Bedre byggeskik”, som den dag i dag præger både centeret og mange huse på egnen. Teglværket er nu, ligesom den gamle brugsforening, bevaret som et museum.
I 2021, er den gamle bygning, som rummede kul til teglværket, indrettet som Økocenter Storå.
