
4 minute read
Besøg i et luftsportsparadis Side
from Frekvens #2
by Lydensby
De lokale skrænter er creme de la creme
TEKST: DANIEL BERNT JENSEN · FOTO: ANDERS TRÆRUP
Advertisement
Skrænterne på Venø og ved Toftum Bjerge er tidligere blevet fremhævet som noget, der gør området omkring Lydens By til et luftsportsparadis. Anne-Mette B. Larsen er fuldstændig enig i den betragtning.

Forestil dig, at du sidder 200 meter over skrænterne Toftum Bjerge. Måske hører du blot lyden af vinden i faldskærmen, mens du sidder og nyder udsigten. Her kan du få lov at sidde i flere hele og halve timer, hvis blot vinden er rigtig, og det er ganske gratis.
Sådan ser den vildeste paragliding-oplevelse ud for Anne-Mette B. Larsen, der har været paraglider siden 2009 og tilmed er bestyrelsesmedlem i Dansk Hanggliding og Paragliding Union. For hende er paragliding en pause fra hverdagen, hvor hun får lov at sidde højt over skrænterne og få ro og overblik.
”I starten kan det godt være angstprovokerende, fordi du skal have lagt en flyveplan, men det er også noget du kan bruge i jobbet som leder. Det der med at bevare roen, når der kan opstå en hektisk situation, ” siger Anne-Mette B. Larsen.
Slap for at køre til Fyn
Det lå ellers ikke i kortene, at det lige skulle være paragliding, der blev Anne-Mette B. Larsens store interesse.
Det hele begyndte med en ferie i Tyrkiet, hvor hun prøvede tandem-paragliding, og et års tid efter det begyndte hendes samlever på et kursus i paragliding. Dengang lå det nærmeste sted med undervisning i paragliding på Fyn. Da han var udlært startede han, sammen med nogle andre, klubben Parafun, der holder til på Lindtorp Flyvecenter. Det banede vejen for, at Anne-Mette B. Larsen også kunne lære at paraglide uden at skulle hele vejen til Fyn. Hun lærte det, og nu paraglider hun jævnligt.
”De sidste par år har jeg været aktiv primært i weekenderne, og så har vi uge 29, hvor vi hvert år er på Venø. Der har vi simpelthen sat en hel uge af til at flyve,” forklarer Anne-Mette B. Larsen.
Creme de la creme
Efter at have været i sporten i ti år, er Anne-Mette B. Larsen efterhånden en erfaren paraglider, der har svævet flere steder Danmark og også udenfor landets grænser. Hun kan godt forstå, at kombinationen af Toftum Bjerge, Venø og Lindtorp Flyvecenter tilsammen bliver kaldt et luftsportsparadis.
”Det er jeg fuldstændig enig i, det er creme de la creme i forhold til sporten, de områder der er her,” siger hun. For at forstå, hvad der gør områderne her så specielle, bliver man først nødt til at forstå, hvad paragliding er.
Paragliding-skærme er større end faldskærme, fordi de er designet til at holde en person i luften ved hjælp af

termik eller opvinde ved en skrænt. Paraglidere kan også starte fra Lindtorp Flyvecenter ved hjælp af et spil, der trækker dem op i luften – ligesom med svævefly.
Anne-Mette B. Larsen flyver for det meste på skrænter, og her er skrænterne på Venø og ved Toftum Bjerge ideelle, fordi de er så brede, at der er masser af plads at boltre sig på. Men vindretningen spiller også ind.
”Der ligger nogle skrænter, der dækker de forskellige vindretninger, vi skal bruge. Det vil sige, at ude på Venø har vi en vest-nordvest skrænt og Toftum Bjerge, hvor den er nord-nordvest,” forklarer hun.
Besøg fra udlandet
Skrænterne har også fået opmærksomhed fra udlandet. ”Vi har selv fået nogle venner fra sporten, som kommer fra Schweiz, og de synes det er helt unikt at komme til Danmark, fordi man kan flyve på de her lave skrænter. Det synes de, der er rigtig sjovt,” fortæller Anne-Mette
B. Larsen. Hun fortæller, at der også kommer gæster fra Norge, Sverige og Finland for at flyve på de danske skrænter. Selv om det er nærliggende at tro, at Norge og Sverige umiddelbart har flere skrænter og klipper end i Danmark, så er forklaringen, at de kan flyve lavere her i Danmark sammenlignet med en bjergside i Norge.
En usædvanlig sport
Men paragliding er trods alt stadig en lidt usædvanlig sport, og det har Anne-Mette B. Larsen mærket fra sin omgangskreds.
”De syntes nok, det var lidt mærkeligt, for det var ikke så piget en ting, Det er først nu her, der er begyndt at komme flere og flere kvinder ind i sporten,” fortæller hun. Men hvis der stadig findes skeptikere derude, har hun en enkelt metode til at få dem omvendt.
”Nu er det sådan, at min mand flyver tandem, så der er flere der har været ude at prøve sådan en tandemtur, og så kan de jo godt se, hvor dejligt det er,” siger Anne-Mette B. Larsen.
