4 minute read

Mød den lokale præst Side

Jeg sætter mig gerne ned

på Havnen og snakker

Advertisement

TEKST: JEANETTE LUND · FOTO: ANDERS TRÆRUP

Struer Kirkes børne- og ungdomspræst, Peter Krabbe-Larsen, vil have kirken ud, hvor folk er

Han funderer stadig over det. Hvordan præsten kan møde folk i Struer… Han overvejer en ’skriftestol’ på Torvet hver onsdag i tre timer, hvor man kan snakke med ham anonymt. Eller måske er det bedre at sidde på den lokale cafe, så man kan møde præsten der?

Præsten Peter Krabbe-Larsen, 51 år, er usikker på, hvordan han skal gøre det, men han ved, at slaget også skal stå et andet sted end i selve kirken, hvor kun de sædvanlige 50-60 kirkegængere kommer til guds- tjenesten om søndagen. En af metoderne han har brugt, er at samarbejde med Superbrugsen, Struer Energipark, Gimsing Kirke og Lydens By, som i fællesskab inviterede til fastelavnsgudstjeneste og fastelavnsfest.

- Her kom der 200 børn, og havde vi haft det i kirken, havde vi nok været 20, siger han om successen.

Mit budskab er, at der er én, nemlig Gud, som tror på dig – også når det går galt, siger Peter Krabbe-Larsen

Brug kirken

Indtil videre sætter han sig indimellem ned på en bænk på havnen og får sig en snak med dem han møder. - Men det er faktisk svært at møde for eksempel den klassiske alkoholiker i dag, for siden brobuerne blev så fint sat i stand, har de ikke rigtigt været der, siger sognepræst Peter Krabbe-Larsen.

Han forstår ikke helt, at folk ikke bruger kirken mere. - Folk er rodløse, 40% af unge kvinder mellem 16 og 24 år har angst, flere og flere har depression og unge skader sig selv. Samtidig oplever jeg, at mange bærer på skyld og skam. Det er jo alarmerende. Folk må forstå, at karakterer og udtalelser ikke er det væsentlige, og det dur jo ikke, at de unge er bange for at komme hjem med et 7-tal. Det vigtigste er, at vi har det godt og har ro i maven. Mit budskab er, at der er én, nemlig Gud, som tror på dig – også når det går galt, siger Peter Krabbe-Larsen, der står til rådighed som samtalepartner, hvis man har brug for det.

Lægger øre til

Hans hjerte banker for de svageste og udsatte, og derfor har han takket ja til at være formand for Struer Kommunes nye udsatteråd. - Ja, jeg bryder mig egentlig ikke om ordet udsatte, men det er svært at finde noget andet, der dækker. Målet er jo, at vi gerne skal gøre livet bedre for dem, som har det svært. Vi er kun lige kommet i gang, så hvordan vi griber det an, skal vi først til at finde ud af, siger han. Erfaring med den slags har han dog en masse af. Han er nemlig også formand for ’Parasollen’, værestedet, som KFUMs sociale arbejde har i byen og i syv år har han fungeret som såkaldt opsøgende gademedarbejder i det gamle Ringkøbing Amt. Her opsøgte han folk på gaden og lagde ifølge ham selv først og fremmest øre til det, der fyldte hos dem.

- Jeg kan sige til dem, at jeg tror på, der er en mening med, at de er her. Jeg kan give dem lidt værdighed tilbage og se dem i øjnene og forklare dem, at de er ønsket af Gud, forklarer han.

Læste til ejendomsmægler

Undervejs i sin præstegerning følte Peter Krabbe-Larsen efterhånden, at han kun var præst for bedsteborgerne. Han synes, der var langt fra teorien og til at være præst i virkeligheden, og følte ikke han kom ud til de rette med det glade budskab.

- Når man ser på, hvem Jesus gik rundt sammen med…. så skulle jeg gøre noget andet, og det var det, der gjorde, at jeg søgte stillingen som opsøgende gademedarbejder, forklarer han.

Desværre holdt det kun syv år, så blev stillingen sparet væk, og han var ikke klar til at vende tilbage til den konforme folkekirke.

- Jeg har en lille sælger i maven, så jeg fik lyst til at blive ejendomsmægler, så det uddannede jeg mig til, fortæller han og kommer med et af sine yndlingscitater: ”Om man sælger jordiske huse eller himmelske huse, det er næsten det samme”.

Finanskrisen satte dog en stopper for det sjove og efter nogle andre jobs, så han stillingen i Struer.

Han havde efterhånen forliget sig med kirkens formali- teter og har været heldig at ramme en aktiv menighed med mange unge og ældre aktive omkring Struer Kirke. - Nu prioriterer jeg min tid anderledes, så det giver mere mening for mig, siger han.

Interviewet er næsten slut, da hans telefon ringer intenst flere gange. Det er kirkens børne- og ungdomsmedarbejder, der ringer. ”Der sidder en hjemløs herovre, der gerne vil tale med dig”, siger hun. Der er kunder i butikken – og vi skynder os at sige farvel.

“Folk er rodløse, 40% af unge kvinder mellem 16 og 24 år har angst, flere og flere har depression og unge skader sig selv. Samtidig oplever jeg, at mange bærer på skyld og skam.”

This article is from: