Page 1

ALLE SIGER, THE GRACES ER HEKSE ...

AL L

Alle på Rivers nye skole vil gerne være venner med de tre mystiske og fascinerende Grace-søskende. Der går rygter om, at de har magiske kræfter, og River vil gøre hvad som helst for at komme tæt på dem, ændre alt ved sig selv. Men hvorfor er det så vigtigt for hende at blive en af dem? Hvad er

9

788711 514290

DE M

M

AG I

A

F

hun skjuler?

RT SO

det for en mørk hemmelighed,

EN ER E V IKKE LI NOK TIL AT B

E


Grace_TRYK.indd 2

06/10/16 14.56


Laure Eve

PÃ¥ dansk ved Mette Stepnicka

Grace_TRYK.indd 3

06/10/16 14.56


The Graces Copyright © Laure Eve, 2016 Oversat til dansk af Mette Stepnicka efter The Graces Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2016 Først udgivet i 2016 af Faber and Faber Limited Bloomsbury House, 74–77 Great Russell Street, London WC1B 3DA Sat med Minion af BogGrafisk og trykt hos Livonia ISBN: 9788711514290 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Grace_TRYK.indd 4

06/10/16 14.56


Grace_TRYK.indd 5

06/10/16 14.56


Grace_TRYK.indd 6

06/10/16 14.56


KAPITEL 1

Alle sagde, at de var hekse. Jeg ville så gerne tro på det. Jeg havde kun gået på skolen et par måneder, men kunne allerede se, hvordan det var. De bevægede sig gennem gangene som glatte ål, mens krusninger rejste sig i deres slipstrøm, og blikke klistrede til deres rygge og hår. Deres klassekammerater havde efterhånden vænnet sig til det, eller det foregav de i hvert fald, og prøvede ihærdigt at se ud, som om det hele kedede dem. Men de yngste elever havde endnu ikke lært at skjule deres dumme hundeøjne og deres åbenlyse fascination. Summer Grace, den yngste i søskendeflokken, var 15 år og gik på mit klassetrin. Hun svarede igen over for de lærere, som ingen andre turde provokere, med en stemme, der var netop så tilpas fræk, at ingen var i tvivl om, at hun gjorde oprør, men ikke fræk nok til for alvor at give hende ballade. Hendes blonde Grace-hår var farvet ravnsort, og hendes øjne var altid indrammet af sort eyeliner og et tykt lag øjenskygge. Hun gik i stramme jeans og støvler med spænder eller blondemønstre. På hendes fingre sad en række tykke sølvringe, og hun havde altid mindst to halskæder på. Hun mente, at popmusik var “djævelens værk” – hvilket altid blev sagt med et sarkastisk smil – og hvis hun fangede en i 7

Grace_TRYK.indd 7

06/10/16 14.56


at snakke om boy bands, blev man slagtet. Det værste var, at alle andre også ville tage del i angrebet. Selv dem, der for et øjeblik siden lige så begejstret havde snakket med om bandet. Ene og alene fordi hun var en Grace. Thalia og Fenrin Grace var med deres 17 år de ældste. De var tveæggede tvillinger, men man kunne godt se ligheden mellem dem. Thalia var slank, adræt og smidig, og hendes spinkle håndled blev fremhævet af masser af klirrende armbånd. Hun havde altid et stykke groft, karamelfarvet bånd viklet stramt omkring en tyk lok af sit honninggule hår. Hun havde løst hår, der faldt ned over skuldrene, eller som var skødesløst samlet i en høj knold, hvorfra nogle hårstrå altid gled ud og hang i tjavser omkring hendes nakke. Hun gik i lange nederdele med sirlige perlebroderier og rækker af småbitte spejle syet fast på borten, bluser med brede halsudskæringer, der bølgede mod hendes hud, og tørklæder med frynser og metaltråd bundet om hofterne. Nogle af de andre piger prøvede at efterligne hende, men de så altid ud, som om de havde klædt sig ud som sigøjnere, hvilket de også fik at høre for, og så trak de ikke i det tøj igen. Selv jeg havde ikke kunnet modstå fristelsen til at gøre forsøget en enkelt gang, da jeg lige var flyttet hertil. Jeg havde lignet en idiot. Thalia derimod så ud, som om hun var født i det tøj. Og så var der Fenrin. Fenrin. Fenrin Grace. Selv hans navn var omgærdet af mystik, som om han var et eller andet overnaturligt væsen. Han var skolens Peter Pan. Hans hår var lysere end hans tvillinge­ søster Thalias, og det hang løst og pjusket ned over panden. Han gik ofte i tynde, hvide bomuldsskjorter og havde lædersnore viklet om håndleddene. Et lakeret tårnsneglehus 8

Grace_TRYK.indd 8

06/10/16 14.56


hang altid i en lædersnor omkring hans hals og dannede et ‘V’ på hans bryst. Det virkede ikke, som om han nogensinde tog den af. Han var mager, og hans smil var arrogant og dovent. Og jeg var dybt og inderligt forelsket i ham. At falde for ham var det dummeste, jeg kunne gøre, men også det mest forudsigelige, og jeg hadede mig selv for det. Alle piger, der havde øjne i hovedet, var vilde med Fenrin. Men jeg var ikke som de sladrende tøser med deres indstuderede kast med hovedet og tykke lag lipgloss. Inderst inde, så godt gemt af vejen, at ingen kunne se det, brændte mit hjerte uophørligt. Kulsort og klart. Summer, Thalia og Fenrin havde venner, men så alligevel ikke rigtigt. Med jævne mellemrum kastede de sig over nogen, de aldrig havde hængt ud med før, og lagde beslag på dem i et stykke tid. Men det drejede sig som regel også kun om et stykke tid. De skiftede venner, som andre skiftede frisure. Som om de konstant ventede på, at der skulle dukke noget bedre op. De tog aldrig med i byen i weekenden eller med på det lokale diskotek om onsdagen, når der var studenteraften. Rygtet sagde, at de knap nok måtte forlade deres hjem, bortset fra når de skulle i skole. Ingen vidste rigtig noget om dem – ud over hvem Fenrin havde været i seng med for nylig, for det lagde han aldrig skjul på. Mens flirten stod på, gik han rundt på skolen med armen slængt dovent omkring hende, mens hun så betaget på ham og fnisede uhæmmet af bar lykke. Jeg havde aldrig set ham sammen med den samme pige i mere end en måned eller to. De var tydeligvis intet andet end tidsfordriv. Han lod til at vente på et ganske særligt menneske, som var anderledes, og som kunne feje benene så godt og grundigt væk under 9

Grace_TRYK.indd 9

06/10/16 14.56


ham, at han forundret ville spørge sig selv, hvordan han havde kunnet leve så længe uden det menneske. De ventede alle tre. Det kunne jeg se. Det eneste, jeg skulle gøre, var at finde en måde at vise dem, at det var mig, de havde ventet på.

Grace_TRYK.indd 10

06/10/16 14.56


KAPITEL 2

Til at begynde med troede jeg, at vi skulle flytte hertil som straf for det, jeg havde gjort. Det var langt væk fra der, hvor jeg var vokset op, og jeg havde aldrig hørt om stedet, før vi kom hertil. Min mor havde tilbragt nogle ferier her som barn og havde af en eller anden grund besluttet sig for, at denne lille kystby, som lå klemt inde mellem havet og kilometervis af vild natur, var det helt rigtige sted at komme videre med vores liv efter de sidste forfærdelige måneder. Klitter, skov og hede overstrøet med stenstøtter omkransede byen, hvorimod jeg kom fra en betonforstad fuld af kiosker, møbelbutikker og frisører. Det nærmeste, vi havde været på naturen der, var de kommunale blomsterbede på hovedvejen. Her var det svært at glemme, hvor man i virkeligheden stammede fra. Man bevægede sig i og indåndede naturen. Inden Grace-børnene begyndte at lægge mærke til mig, var jeg den stille elev, der altid holdt sig i baggrunden og prøvede at undgå at vække opsigt. Et par af de andre elever havde da været søde nok, da jeg begyndte på skolen. Vi havde hængt ud sammen, og de havde fortalt mig om byen. Men lidt efter lidt var de blevet trætte af, at jeg var så indelukket, og jeg var blevet træt af, at de plaprede løs om ting, jeg 11

Grace_TRYK.indd 11

06/10/16 14.56


ikke engang orkede at lade, som om jeg gik op i såsom at have sex og feste og se tv-programmer om folk, der havde sex og festede. Grace-børnene var anderledes. Da jeg fik fortalt, at de var hekse, havde jeg grinet vantro og antaget, at det var noget, de altid prøvede at binde de nye elever på ærmet. Men selvom flere af de andre himlede med øjnene, var det tydeligt, at alle, uanset deres skepsis, faktisk mente, at det var en mulighed. For der var noget over familien Grace. De var anderledes end resten af skolen, havde nærmest stjernestatus, og mystikken svøbte sig om dem som en pels. Deres tilstedeværelse alene havde et strejf af noget overnaturligt, som hviskede lokkende om magi. Men jeg var nødt til at være helt sikker. Jeg havde brugt noget tid på at prøve at blive klog på dem og regne ud, hvad jeg skulle gøre, for at de skulle lægge mærke til mig. En mulighed var at spille på mit udseende, hvilket ville blive temmelig svært. Jeg kunne også blive venner med deres venner, men det var heller ikke så ligetil, for ingen af dem, jeg indtil nu havde snakket med, var en del af deres inderkreds. Jeg kunne begynde at interessere mig for surfing, hvilket de sejeste mennesker her gik meget op i, men jeg havde aldrig prøvet at surfe og ville sikkert være pinligt dårlig til det. Jeg kunne også markere mig ved at være højrøstet, men højrøstede mennesker var ikke spændende i længden – før eller siden blev alle trætte af dem. Derfor havde jeg til at begynde med ikke gjort andet end blot at forsøge at passe ind blandt de andre. Mit problem var, at jeg ofte tænkte for meget over tingene. Sommetider fik alene tanken om ‘hvad nu hvis’ mig til slet ikke at gøre noget, fordi 12

Grace_TRYK.indd 12

06/10/16 14.56


det føltes sikrere. Jeg var bange for, hvad der kunne ske, hvis jeg slap kontrollen. Men den dag, de omsider lagde mærke til mig, handlede jeg fuldstændig instinktivt. Det var også derfor, jeg bagefter vidste, at det havde været det rigtige. Rigtige hekse fornemmer universets hemmelige rytme. De vurderer ikke for og imod som en anden matematiker, for sådan gør magiske væsener ikke. De er ikke bange for at overgive sig. De tør være anderledes og er ligeglade med, hvad andre tænker. Det er simpelthen ikke vigtigt for dem. Sådan ville jeg også være. Det var spisefrikvarter, og den første snert af forårsvarme havde lokket alle udenfor. Græsset var stadig vådt efter gårsdagens regnskyl, så vi klumpede os sammen i skolegården. Drengene spillede fodbold. Pigerne sad på den lave mur i den ene ende af banen eller på asfalten op ad trådhegnet med de bare ben strakt ud foran sig, mens de snakkede og fnisede og sms’ede. Det slæng, som Fenrin hang ud med for tiden, spillede lidt rundt med en bold, og han sluttede sig halvhjertet til dem, men standsede med jævne mellemrum op for at snakke med en eller anden pige, som var løbet hen til ham. Han smilede bredt og afslappet. Strålede blandt de andre som et fyrtårn. Han var en del af gruppen, men skilte sig alligevel – og frivilligt – ud. Han så ud til at hygge sig med at spille med de andre, hænge ud med dem og grine sammen med dem, men et eller andet ved hans opførsel gav mig fornemmelsen af, at han skjulte sit inderste, sande jeg. Det var den del af ham, jeg var allermest interesseret i. Jeg havde været henne ved muren som en af de første og slog min bog op i håb om at se selvsikkert cool og 13

Grace_TRYK.indd 13

06/10/16 14.56


utilnærmelig ud frem for trist og ensom. Jeg vidste ikke, om han havde set mig. Jeg så ikke op. Hvis jeg så op, ville jeg afsløre, at det hele bare var skuespil. Efter 20 minutter var en af fodbolddrengene, som hed Danny, men blev kaldt Dannyboy, i fuld gang med at flirte med en særligt højrøstet og fnisende pige, som hed Niral. Han sparkede hele tiden bolden over mod hende, hvilket fik hende til at skrige højt, hver gang den fløj forbi. Jo flere gange han gjorde det, desto mere himlede hans venner med øjnene bag hans ryg. Niral kunne ikke lide mig. Det var ret underligt, for alle andre lod mig være, når først de havde fundet ud af, hvor kedelig jeg var. Men jeg havde flere gange taget hende i at stirre på mig, som om et eller andet ved mit ansigt generede hende. Jeg spekulerede på, hvad det mon var, hun så. Vi havde aldrig sagt et ord til hinanden. Jeg havde på et tidspunkt undersøgt, betydningen af hendes navn. Det betød ‘rolig’. Livet var fuldt af ironi. Hun gik med store, uægte guldringe i ørerne og bittesmå nederdele, og hendes stemme var skrattende som en skades. Jeg havde set hende inde i byen sammen med sine forældre. Hendes lave, buttede mor gik i smukke sarier og med håret i en lang fletning. Niral havde kort hår, som var barberet i den ene side. Hun brød sig ikke om sin baggrund. Niral brød sig heller ikke om en genert pige ved navn Anna, som med sit sorte, krøllede hår og store, mørke øjne mest af alt lignede en dukke. Niral kunne godt lide at drille andre, og når hun gjorde det, fik hendes stemme altid en ondskabsfuld tone. Anna, som var hendes yndlingsoffer, sad på muren et lille stykke fra mig. Niral var kommet ud i skolegården med en veninde, og hun havde hurtigt kigget 14

Grace_TRYK.indd 14

06/10/16 14.56


sig omkring og bevidst sat sig lige ved siden af Anna, hvis lille barnekrop var blevet anspændt, mens hun bøjede sig endnu mere ind over sin telefon. Jeg havde engelsk og matematik sammen med Niral, og hun virkede rimelig gennemsnitlig. Måske var hun så højrøstet, fordi hun et eller andet sted godt var klar over det. Hun lod ikke til bryde sig om mennesker, hun ikke med det samme kunne gennemskue. Anna var stilfærdig og barnlig og derfor det oplagte offer. Niral havde spredt rygter om, at Anna var lesbisk. Hun sagde aldrig ‘homoseksuel’, men ‘lesbisk’ på en drævende måde, der understregede hver enkelt stavelse. Annas hud måtte være penslet med lim, for hun tog selv den mindste hånlige bemærkning til sig. De prellede ikke af på hende, men klæbede til hende i tykke, glødende folder. Niral hviskede og pegede, og Anna bøjede sig så langt forover, at det så ud, som om hun prøvede at kravle ind i sin egen mave. Dannyboy sluttede sig til Niral i håb om at imponere hende. Han sparkede bolden over til Anna med beundringsværdig præcision. Den ramte hendes hænder og slog telefonen ud af dem. Telefonen røg på jorden med en hård knasen. Dannyboy slentrede derover. “Undskyld,” sagde han ligegyldigt, men hans blik var rettet mod Niral. Anna dukkede hovedet. De sorte krøller svingede ned ved siden af hendes kinder. Hun vidste tydeligvis ikke, hvad hun skulle gøre. Hvis hun samlede telefonen op, ville de måske hakke videre på hende. Hvis hun blev siddende, ville de måske tage hendes telefon og fortsætte deres leg. Jeg fulgte optrinnet hen over kanten på min bog. Jeg kunne ikke udstå den der subtile mobning, som folk ignorerede, fordi det simpelthen var lettere. Jeg havde selv 15

Grace_TRYK.indd 15

06/10/16 14.56


prøvet at blive udsat for den. Jeg så, hvordan bolden langsomt trillede hen imod mig og stødte mod min fod. Jeg rejste mig og samlede den op, men i stedet for at kaste den til Dannyboy, kastede jeg den i den modsatte retning ud mod plænen. Den hoppede af sted på det våde græs. “Hvorfor gjorde du det?” spurgte en af de andre drenge vredt. Jeg vidste ikke, hvad han hed, han var ikke med i Fenrins slæng. Dannyboy og Niral så begge på mig. Fenrin holdt øje med os. Ud af øjenkrogen så jeg hans gyldne silhuet standse. “Ej, undskyld,” svarede jeg. “Jeg tænkte bare, at de to turtelduer sikkert gerne ville være lidt alene i stedet for at give os andre kvalme.” Stilheden var øredøvende. Så begyndte den vrede dreng at grine. “Dannyboy, tag din kæreste med hen og hent bolden. Vi ses om et par timer.” Dannyboy stod og trippede usikkert. “I kan jo gå hen i lunden på den anden side af græsplænen,” sagde jeg. “Der er dejlig uforstyrret.” “Dumme kælling,” sagde Niral til mig. “Man skal ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus,” sagde jeg lavmælt. “Den nye pige siger noget,” sagde den vrede dreng. Niral sad helt stille et øjeblik og prøvede at beslutte sig for, hvad hun skulle gøre. Situationen var blevet vendt mod hende selv. “Kom,” sagde hun til sin veninde. De tog deres tasker, deres makeup og deres telefoner og gik. Dannyboy turde ikke se efter hende, for den vrede dreng drillede ham stadig. I stedet gav han sig til at spille fodbold igen. Anna samlede sin telefon op og lod, som om hun gav 16

Grace_TRYK.indd 16

06/10/16 14.56


sig til at sms’e, men hendes fingre tastede i en meningsløs rytme. Jeg hørte knap nok hendes hviskende stemme. “Jeg troede, skærmen var revnet. Den så smadret ud.” Hun takkede mig ikke eller så meget som kiggede op. Det passede mig fint. Jeg syntes, situationen var mindst lige så akavet, som hun gjorde, og det ville have været ulideligt, hvis vi begge to skulle sidde og være akavede. Jeg satte mig på muren ved siden af hende igen, begravede mig i min bog og ventede på, at min puls skulle falde til ro. Da det ringede ind, slængte jeg min taske over skulderen og gjorde noget modigt. Uden helt at tænke over, hvad det var, jeg gjorde, gik jeg hen imod Fenrin, som om jeg ville sige noget til ham. Jeg mærkede hans blik, da jeg nærmede mig, hans nysgerrighed. Men i stedet for at sige noget, fortsatte jeg lige forbi ham. Da jeg var lige ud for ham, hævede jeg blikket og så direkte på ham, og inden jeg kunne nå at rødme, løftede jeg øjenbrynene. Mit blik sagde: ‘Tja, hvad skal man gøre?’ men det sagde også: ‘Jeg har godt set dig, og hvad så?’ Det sagde: “Jeg er ikke særlig opsat på at snakke med dig, men jeg ignorerer dig heller ikke, for det ville virke lidt for indstuderet’. Jeg sænkede blikket og fortsatte. “Hey,” råbte han efter mig. Jeg standsede. Mit hjerte hamrede som en knytnæve mod mine ribben. Han var kun et par skridt væk. “Du er nok de svages vogter,” sagde han med et smil. Det var det første, han nogensinde havde sagt til mig. “Jeg kan bare ikke lide at se andre blive drillet,” svarede jeg. “Du kunne jo blive skolens helt egen lokale superhelt. Redde de uskyldige, gå rundt i kappe.” 17

Grace_TRYK.indd 17

06/10/16 14.56


Jeg sendte ham et smil, der vist mest lignede en skæv grimasse. “Jeg er ikke sympatisk nok til at være superhelt.” “Er du ikke? Prøver du at bilde mig ind, at du er skurken?” Jeg tav og ledte efter det rette svar. “Jeg tror ikke på, at nogen er så sort-hvid. Heller ikke dig.” Hans smil blev bredere. “Mig?” “Ja. Jeg tror sommetider, det keder dig, at alle forguder dig, for måske kender de dig slet ikke. Måske har du i virkeligheden en mørkere side, end du lader folk se.” Hans smil stivnede. Mit gamle jeg for rædselsslagent sammen over mit overmod. Folk plejede ikke at bryde sig om, når jeg sagde den slags ting. “Hmmm,” sagde han tankefuldt. “Du er vist ikke ude efter at få nye venner.” Jeg visnede indeni. Jeg havde forspildt min chance. “Jeg leder nok bare efter de rigtige,” sagde jeg. “Dem, der har det ligesom mig.” Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville gøre sådan længere. De kendte mig ikke her, så jeg kunne være en ny mig. Version 2.0 med forbedrede sociale færdigheder. Hold nu mund. Hold mund. Skynd dig væk, inden du gør det hele værre. “Og hvordan har du det så?” spurgte han. Hans stemme var ikke drillende. Han virkede oprigtigt nysgerrig. Nå, jeg kunne jo lige så godt gå ned med et brag. “Jeg føler, at jeg er nødt til at finde sandheden om verden,” svarede jeg. “At der er mere end bare det her.” Jeg gestikulerede hjælpeløst med hånden mod den grå skolebygning, der tårnede sig op over os. “Mere end … det her liv, der bare kører i samme rille, indtil jeg dør. Der må være mere. Jeg vil finde det. Jeg er nødt til at finde det.” 18

Grace_TRYK.indd 18

06/10/16 14.56


Hans blik var blevet mørkt. Jeg kendte det blik. Det var det varsomme ansigtsudtryk, man satte op over for sindsforvirrede mennesker. Jeg sukkede. “Nå, jeg må videre. Undskyld, hvis jeg fornærmede dig.” Han sagde ingenting, da jeg vendte mig og gik. Jeg havde lige blottet mit inderste over for den mest populære dreng på hele skolen, og han havde reageret med tavshed. Måske kunne jeg overbevise min mor om, at vi skulle flytte igen. Næste dag regnede det, så jeg spiste frokost på skolebiblioteket. Jeg var alene. De piger, der havde taget godt imod mig, da jeg begyndte på skolen, var holdt op med at spørge, om jeg ville sidde sammen med dem i kantinen. Det passede mig også fint, at jeg kunne få læst i min bog, inden jeg skulle til time. Det var for koldt til at være udenfor, og bibliotekaren mr. Jarvis var ikke til at få øje på, så jeg lagde min taske op på bordet og åbnede plastikbøtten i ly af den. Kolde bønner i tomatsovs på toastbrød og med smeltet ost ovenpå. Lidt snasket, men billigt og let at lave, hvilket var to grunde, der vejede tungt hjemme hos mig. Jeg fandt min frokostgaffel frem. Den var den eneste i vores køkkenskuffe, der ikke så ud, som om den hørte til et picnicsæt i plastik. Den var sølvfarvet og havde et snirklet mønster på håndtaget. Jeg vaskede den hver aften og tog den med i skole dagen efter igen. Jeg følte mig lidt mere speciel, når jeg brugte den, lidt mindre sjusket. Og min mor lagde overhovedet ikke mærke til, at den var væk. Jeg havde funderet over min samtale med Fenrin hele 19

Grace_TRYK.indd 19

06/10/16 14.56


den foregående dag og til langt ud på aftenen. Igen og igen havde jeg vendt og drejet mine ord og tænkt på, hvad jeg kunne have gjort bedre. I mit eget hoved lød min stemme rolig og behersket, og den havde en behagelig rytme, der lå perfekt mellem det drævende og det melodiske. Men i virkeligheden havde jeg en uelegant bydialekt, som jeg ikke helt kunne ryste af mig. Min stemme havde skarpe kanter og en utydelig sløvhed. Jeg spekulerede på, om han havde bemærket det, og om det havde fået ham til at dømme mig. Jeg spiste og læste i min bog – en af de fantasyromaner, som jeg i al hemmelighed elskede. Det var min yndlings­ beskæftigelse. At spise og læse. Så kunne jeg få fred for verden omkring mig et stykke tid. Jeg var netop nået til det sted i bogen, hvor prinsesse Mar’a’tha havde skudt en pil mod en af de flokke af dæmoner, som var gået til angreb på den kongelige jagtlejr, da jeg mærkede det. Ham. Jeg mærkede ham. Jeg så op og direkte ind i hans ansigt, som var vendt nedad mod min sølle, pinlige bog og min sølle, pinlige frokost. “Forstyrrer jeg?” spurgte Fenrin. En lang tot af hans solblegede hår var gledet frem bag øret og hang ned langs hans kindben. Jeg fornemmede hans duft. Af fed, men mere maskulin vanilje. Hans hud var solgylden. Jeg var blevet fanget med gaflen i luften og stirrede bare dumt på ham hen over den. Det havde virket. Min ærlighed havde virket på ham. “Du spiser frokost på biblioteket igen, mens resten af skolen sidder henne i kantinen,” sagde han tænksomt. “Du må virkelig nyde dit eget selskab.” “Ja,” sagde jeg, men havde åbenbart misforstået hans kommentar, for han løftede øjenbrynet. 20

Grace_TRYK.indd 20

06/10/16 14.56


“Øh, okay, så må du undskylde forstyrrelsen,” sagde han og vendte sig om for at gå. Jeg sænkede gaflen. NEJ, VENT! ville jeg råbe. Du skulle have sagt noget sjovt, men ironisk om dig selv, hvilket ville have inkasseret et smil, og så ville du se det i hans øjne – han syntes, du var sej. Og så ville du være inde i varmen. Men der kom ikke et ord ud af min mund. Jeg var ved at forspilde min chance. Der var ikke andre på biblioteket end en dreng ved navn Marcus, som gik på Fenrins klassetrin (altid Marcus, aldrig bare Marc, havde jeg hørt nogen vrænge). Han var typen, der trak sig fuldstændig ind i sig selv, som om han helst ikke ville ses overhovedet. Det kunne jeg godt følge og gav ham rigeligt med plads. Derfor undrede det mig også, da Fenrin vendte sig mod Marcus og så ham direkte i øjnene i stedet for bare at ignorere ham. Og i stedet for at prøve at gøre sig usynlig fastholdt Marcus hans blik. Fenrins mund blev til en smal streg, og Marcus rørte sig ikke ud af stedet. Ingen af dem slog blikket ned. Optrinnet, som var noget besynderligt, men ikke virkede aggressivt, og som bestemt ikke var let af afkode, stod på et øjeblik. Så fnøs Fenrin, vendte sig og opdagede, at jeg betragtede dem. Jeg forsøgte mig med et afvæbnende smil. Det lod til at virke. Han lagde armene over kors og vippede frem og tilbage på fødderne. “Nå, men med fare for at ligne en idiot, der ikke fatter en fin hentydning,” sagde han til mig, “hvorfor kan du så godt lide at være alene?” Min mund åbnede og lukkede sig. Så fortalte jeg ham sandheden, fordi det var sandheden, der havde virket sidste 21

Grace_TRYK.indd 21

06/10/16 14.56


gang, og fordi sandheden lod til at være den bedste metode til at vække hans interesse. Jeg tvang mig selv til at se ham direkte i øjnene. “Når jeg er alene, behøver jeg ikke at spille skuespil.” Fenrin smilede. Bingo, som min mor ville have sagt.

Grace_TRYK.indd 22

06/10/16 14.56


ALLE SIGER, THE GRACES ER HEKSE ...

AL L

Alle på Rivers nye skole vil gerne være venner med de tre mystiske og fascinerende Grace-søskende. Der går rygter om, at de har magiske kræfter, og River vil gøre hvad som helst for at komme tæt på dem, ændre alt ved sig selv. Men hvorfor er det så vigtigt for hende at blive en af dem? Hvad er

9

788711 514290

DE M

M

AG I

A

F

hun skjuler?

RT SO

det for en mørk hemmelighed,

EN ER E V IKKE LI NOK TIL AT B

E

The Graces – læseprøve  

En mystisk og dyster roman med et vildt twist og et overnaturligt mysterie i centrum. Familien Grace holder hele byen fanget i deres mystis...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you