Issuu on Google+


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 4 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:35 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie_Indloeb−2

Sort sne falder Copyright © Michael Katz Krefeld og Lindhardt og Ringhof Forlag, 2012 Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Bogen er sat med Palatino hos Rosendahls – BookPartnerMedia Trykt hos ScandBook AB ISBN 978-87-11-39775-6 Særudgave 2012 Printed in Sweden 2012 Udgivet efter overenskomst med Lars Ringhof Agency, København Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

Indlandsisen, 1968.

1. Sporet i sneen så friskt ud. Det dybe aftryk fra bjørnens poter målte begge hans næver i omkreds. Drengen skød snebrillerne op i panden og satte sig på hug. Furerne efter kløerne stod mejslet ned i den hårdt pressede sne. At dømme efter sporets størrelse måtte det være en strejfende fuldvoksen han – en jæger præcis som dem selv. Han så ud over landskabet, der strakte sig hvidt og tomt. Sporet førte over bræen og ud mod fjeldet i horisonten. Et sted derude vandrede bjørnen rundt eller lå på lur efter dem. Hans farfar havde fortalt ham utallige historier om jægere, der var blevet til isbjørneføde. Jægere, der ikke havde haft tilstrækkelig respekt for Naanok. Han vidste, at farfar altid overdrev sine fortællinger, men han vidste aldrig hvor meget. Drengen sank sit spyt og rejste sig. – Den er stor, er den ikke, far? Hans far svarede ikke, stirrede blot ud gennem de smalle sprækker i sælskindsbrillerne og ned på sporet. Han vendte sig om mod de andre jægere, der sad på hundeslæderne bag dem. Sneen knirkede under hans kamikker, da han gik hen til den forreste af slæderne, hvor hundekoblet lå og puttede sig. Han greb fat i Salik, den forreste og ældste af hundene. Den var på alder med drengen, og de var vokset op sammen, men hvor drengen var på sin første bjørnejagt, var hunden på en af sine sidste. Faderen løsnede Salik fra remmene og trak den fri af koblet. Han holdt hunden i nakkeskindet og slæbte den tilbage til drengen. Han lod hunden snuse til sporet. Sporet var stadig helt frisk, og Salik gav hals, så savlet stod ned ad dens kæber. De andre hunde foran slæderne rørte på sig og svarede igen, ivrige for at sætte jagten ind. Jægerne nikkede til hinanden. De havde stadig en god chance for at indhente bjørnen. Drengen kunne ikke længere mærke smerten fra sine forfrosne fødder. Det var det, de alle havde ventet på i ugevis under den lange og magre jagttur. 10


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

Faderen lod pisken smælde hen over hovederne på hundekoblet. Drengen skubbede og lagde alle kræfter i for at få den fastfrosne slæde i skred. Langsomt begyndte slæden at bevæge sig, og da den havde tilpas fart på, satte drengen sig op ved siden af sin farfar. De kørte som de første ud over bræen. Om ikke så længe skulle de af igen for at skubbe slæden op over de skurende isflager og forbi de dybe spalter, der truede med at opsluge dem. Men drengen var ikke bange. Det eneste, der bekymrede ham, var, om de ville miste deres førerposition undervejs. Det var vigtigt at ligge forrest, så de havde størst chance for at spotte bjørnen først og dermed retten til at skyde den. Drengen kunne ikke lade være med at vende sig om mod de andre slæder for at se, hvor langt et forspring de havde. Joas stod på slæden lige bagved og ragede op over dem alle. Han var den bedste og heldigste af jægerne. Hans solbriller med det gyldne stel funklede i solen; brillerne havde han byttet sig til med en amerikansk pilot. Joas havde også en radio med batterier, som han havde fundet på den store losseplads bag ved amerikanernes base. Selvom basen lå langt væk, kunne de indimellem høre musik fra dens radiostation. Der var særlig en bestemt sanger, de alle kunne lide, og når han sang, skruede de op, så højttaleren skrattede. Drengen kunne ikke huske sangerens navn, han ville sige ... Mel-vis, men det var vist ikke helt rigtigt. – Ikke tabe koncentrationen. Farfaderen puffede ham i siden, og han vendte sig om. Han skulle holde øje med sporet. Hundene havde stadig færten, men det var vigtigt hele tiden at være opmærksom. Selvom drengen frygtede bjørnen og kun havde skudt sneharer tidligere, håbede han inderligt, at det var ham, der fik lov til at skyde den. I hvert fald ikke Joas. Da de et par timer senere havde kæmpet sig over bræen, var drengen så udmattet, at det ikke længere betød noget for ham, hvem der fik øje på bjørnen, bare de fandt frem til den. To gange havde hundene mistet færten, og de havde længe ledt efter sporene mellem isflagerne. Det var ikke til at sige, om bjørnen fornemmede, at den blev forfulgt, og forsøgte at ryste sin forfølgere af sig, eller om den bare ledte på må og få efter føde. Drengen var både sulten, træt og forfrossen, men han vidste, at det ikke nyttede at spørge sin far, om de snart kunne slå lejr. 11


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

Ikke, hvis de stadig skulle have en chance for at indhente bjørnen. De fortsatte forbi de høje fjelde og ind mod slugten. Vinden var skiftet og kom nu bag dem fra øst, bjørnen måtte for længst have lugtet dem. Sporene i sneen var blevet dybere og afstanden mellem dem kortere, hvilket betød, at den havde sat farten op. Trods hundenes udmattelse kæmpede de sig fremad, som fornemmede de, at bjørnen snart var inden for rækkevidde. Da de havde kørt lidt, puffede farfar ham forsigtigt i siden. Et kort øjeblik troede han, at den gamle var faldet i søvn og spjættede i søvne, men da han skævede til ham, gjorde farfaderen et næsten usynligt nik ud mod de fjerneste bakker. Drengen så ud over landskabet, hvor vinden sendte fygesneen i en tynd hvid tåge hen over toppene. Det sved i øjnene at stirre ud i al den hvide sne, som blev reflekteret i den lavtstående sol. Pludselig bevægede en af toppene sig; den gled ind bag den forreste og kom frem bag den næste. Den var en anelse mere gullig end resten af landskabet. Det var bjørnen! Uden tvivl. Den gik derude tre-fire hundrede meter fra dem. Den måtte være gået i en stor bue for at undslippe sine forfølgere, men den havde ikke kunnet undvige farfars skarpe blik. Farfar puffede til ham igen, denne gang hårdt. – Naanok! råbte drengen for fuld hals og pegede ud mod bakkerne. Hans far og de andre jægere spejdede derud, og lidt efter fik de øje på bjørnen. De trak i remmene og hoppede af slæderne for at få hundene til at standse. – Dygtigt set, sagde hans far forpustet. Drengen så hurtigt op på sin far – det var kun sjældent, at han fik ros – dernæst på farfar, der allerede var steget af slæden og var henne ved hundene. – Er du klar? spurgte hans far. – Er du? Drengen mærkede jægernes blikke fra de andre slæder. Joas var ved at trække vindhætten af sin riffel. Drengen så ud mod isbjørnen, der luntede tungt af sted. Selv på lang afstand var den enorm – det største væsen, han nogensinde havde set. Det måtte ikke gå galt nu. Den måtte ikke undslippe. – Ja, svarede han. – Jeg er klar.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

Danmark, 2012.

2. – Om jeg er klar? Peter Levin lod hånden glide gennem sit bølgende hår. – Ved du ikke, at jeg er født klar? Born ready, som man siger. Han lænede sig tilbage i autocamperens plettede sofa og lettede på gardinet. Trak vejret tungt. Ude på parkeringspladsen stod tilhørerne til vælgermødet og pulsede på deres cigaretter. Det var den samme horde af pensionister, efterlønnere, dagplejemødre, og lokale kværulanter, der ikke havde andet at give sig til, og som udgjorde publikummet, lige meget hvor han kom hen. Han foragtede dem. Hvis folk havde politikerlede, var han selv ramt af en svær omgang vælgerlede. Men man bed ikke ad den hånd, som fodrede én eller i hans tilfælde satte det afgørende kryds på stemmesedlen. Slet ikke, når éns parti lå under spærregrænsen og hans eget kandidatur var placeret afgrundsdybt nede på stemmesedlen. I den situation var der ikke andet for end at skrue op for charmen og optræde i hver eneste lille flække, der var grebet af valgfeber. Men med de katastrofale meningsmålinger in mente hentede han i øjeblikket kun stemmer hjem til partiformand Clemmensen, og ham skyldte han fandeme ikke nogen tjenester. Derfor var han allerede begyndt at se sig om efter et andet job. Drengene fra den gamle skole havde selv henvendt sig, da det stod klart, at han ikke ville blive genvalgt. Han vidste også godt hvorfor: »Herlovianerne« ville elske at fortælle, at det var en af dem, som havde reddet den yngste Levin op af suppedasen. Sådan fungerede det jo. There was no free lunch. Måske han i stedet skulle kigge efter en ny karriere i et udenlandsk fima, hvor han kunne gemme sig, Johnson & Johnson måske eller IBM? Hyrede de overhovedet for tiden? Længst væk på pladsen holdt den grønne kampagnebus, som Det Konservative Folkeparti turede land og rige rundt i. Med 13


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

aircon, soveafsnit, bad og egen kok. Selv måtte han nøjes med en udtjent Hymer autocamper årgang 1996, med hessiantapet og et sofaarrangement, som vistnok havde været cremefarvet engang, men som nu var nikotingult. Og det var ikke ham, der havde røget den til! Han bemærkede pressefolkene, der stod ved fordøren og ventede på, at spidskandidaten, hans modstander, Ellen Bergkvist med de store patter og røde læber, skulle træde ud. Hun lignede en polsk luder, men hun havde høstet stemmer, det måtte han give hende. Fået vind i sejlene på mærkesagerne: »Strengere straffe« og »Værn om den danske natur«. Pressen eller en eller anden spindoktor havde i kølvandet på succesen døbt hende »Mor Danmark«. Selv kunne han godt bruge noget af al den omtale, hun fik, men når ikke engang hans egen pressechef kunne passe tiden, stod det slemt til. – ... Men er det? gentog stemmen over for ham. Han lod gardinet falde og så på hende. – Hvilket? Pigen rødmede. Hun var fra den lokale ungdomsafdeling, som hun var næstformand i, den samlede velkomstkomité, men lignede mere én, der sad i elevrådet. – Jeg spurgte, om det undertiden er svært at sætte sig op til sådan en valgduel – hun sænkede blikket. – Ja, nu når meningsmålingerne er ... som de er? Han skød sig frem i sædet. – Nej, for fanden da, Malene. – Majken. – Majken, sorry. Han slog ud med armene. – Nej, det er jo i sådan en situation, at man virkelig må vise sit værd. Det er jo dér, at man finder ud af, om man kan stå distancen – om man virkelig brænder for det. Det er her, at vi i partiet må stå sammen og kæmpe os ud af problemerne. Hans lille brandtale gjorde tydeligvis indtryk, og hun smilede. – Klart, det er også det, jeg siger til de andre, at vi nok skal nå det, for vi har jo Peter. Han trak let på skuldrene. – Kun når vi løfter i flok, kan vi sejre. Hun så ned i gulvet. – Jeg er ked af, at vi ikke har kunnet samle flere medlemmer i dag, men kredsen er jo ikke så stærk. De fleste stemmer på hende – Majken sendte en tommelfinger over mod De Konservatives partibus. 14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

– Det betyder ikke noget. Så må I råbe lidt højere derinde, lave noget larm. – Vi skal prøve, sagde Majken. Men hun lignede ikke den larmende type. – Jeg er ked af det med plakaterne ... Han rynkede panden. – Hvilket? Hun tøvede et kort øjeblik. – Jo, vi har kun modtaget dem med billeder af Clemmensen på. Hans overlæbe sitrede nervøst i forsøget på at smile. Selvfølgelig, tænkte han, har de kun sendt plakaterne ud med den lille rundhovedede nar. Dem med tomaten på, vores alle sammens leder. – Det går nok, Majken. Som jeg sagde før, handler det om at løfte i samlet flok. Han tog en slurk af kaffen. Den var kold. Den ville misfarve hans perfekte hvide tandsæt, og han ærgrede sig allerede over, at han havde drukket af den. 800 kroners tandblegning lige ud ad vinduet. – Du ser ked ud af det. Han så på Majken uden at svare. Hun virkede oprigtigt bekymret for ham, som hun sad dér i den hvide T-shirt med partiets svane-logo og sloganet nedenunder: Forandring! Det var dét, de solgte: Forandring. Præcis som de andre partier, præcis som en hvilken som helst anden sælger i dette land gjorde det. Budskabet var det samme, hvad enten man solgte hårde hvidevarer, mobiltelefoner eller politiske budskaber. Det var altid den nye model, der var til salg. »Forandring fryder”, gu’ fanden gjorde det ej. Det vidste han alt om. – Er der noget i vejen? – Helt ærligt! sagde han og lænede sig tilbage i sofaen. Han blev ved med at stirre på hende, til hun så befippet væk. – Nej, nej, alt er fint. Han bed sig i underlæben. – Hvis der er noget, jeg kan gøre, må du endelig sige til, sagde hun lavmælt. – Tak, Majken. Det er sødt af dig. Han trak vejret tungt. – Men medmindre du kan ændre de prognoser, er der nok ikke det helt store, du kan udrette. Han lod fingrene tromme utålmodigt på bordkanten. – Jeg vidste, der var noget galt, sagde hun og lænede sig frem. – Jeg vidste, at du var ked af det, selv om du altid smiler. – Afsløret. Han forsøgte at stikke hende et smil. 15


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

– Jeg er sikker på, at det nok skal gå, begyndte Majken. – Der er stadig mange dage, til valget er afgjort, og som du selv siger: Så længe vi løfter i flok, kan vi sagtens nå det endnu. Han stirrede på hende. Hvor var hun ung. Hvor talte hun ungt, og hvor så hun ung ud. Med de blussende kinder, den ivrige gestikulation, det lyse hår med fletningen i den ene side, de store blå øjne og de små hårde bryster, der stødte mod bordkanten, hver gang hun lænede sig ind over bordet. Hun havde garanteret ingen bh på. Han lagde mærke til brystvorterne, der var presset mod stoffet og fik teksten på T-shirten til at bulne. Vuggede sødt ordet: For-an-dring! – Jeg er glad for det, du siger, afbrød han hende. – Du har ret, selvfølgelig har du ret. Hun så benovet på ham. – Mener du det? Han lænede sig frem og lagde hånden oven på hendes. Den føltes dejlig kølig. – Det er sådan nogle som dig, partiet har brug for. Dit engagement ... Din fightervilje ... Din retorik ... Dit kønne udseende. Hun trak hånden til sig, men lagde hovedet på skrå. – Seriøst? Han nikkede energisk. – Absolut. Jeg har mødt mange partimedlemmer – lokalpolitikere, der ikke stod distancen, men du har det, der skal til. Jeg er sikker på, at hvis du vil, kan du nå rigtig langt. Helt ind i Folketinget, endda. Han nikkede eftertænksomt som for at give sine ord vægt. Hun sad med munden let åben, tydeligvis uden at vide, hvad hun skulle gøre af sig selv. – Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Hvor gammel er du? – Nitten ... – Og aldrig kysset, grinede han. – Nogen kæreste? En panderynke tegnede sig, og det virkede, som om hans spørgsmål gik hende på. – Ikke noget fast ... Det politiske arbejde tager al min tid. Peter nikkede forstående. Han lettede på gardinet og så ud ad vinduet. Folk var på vej ind i medborgerhuset. Det var begyndt at sne. Ganske langsomt faldt fnuggene. Meteorologerne havde lovet snestorm, men først i aften. Forhåbentlig kunne han nå hjem inden. Ovre ved De Konservatives bus stod journalisterne stadig og ventede. Fandeme om hun fik lov til at være den sidste, der ankom til mødet. Den ære ville han selv have. Den sejr 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

skulle »Mor Danmark«, konserva-kussen, ikke have. Han vendte blikket mod Majken. – Hvis jeg var halvt så gammel, hvis jeg var på din alder, så ville jeg invitere dig ud. Ingen tvivl om det. Du er en smuk pige, Majken. – Ttak, svarede hun og så ned i bordet. Han rykkede sig frem på sædet, skjorten klæbede til ryggen. – Jeg kunne under alle omstændigheder godt tænke mig at invitere dig med til et af udvalgsmøderne, så du kan se, hvordan Christiansborg virkelig fungerer. Præsentere dig for de rigtige personer. Hun så begejstret på ham. – Og møde Clemmensen? Han forsøgte at skjule sit mishag over partilederen. – Naturligvis skal du møde Clemmensen. Og hele partitoppen, selv min gode ven miljøministeren. Selvom vi ikke deler partifarve, er han sgu god nok. Peter grinede anstrengt. Majken grinede med. Han lagde hånden oven på hendes. Fornemmede atter den dulmende fornemmelse af hendes kølige hud. Denne gang flyttede hun ikke hånden. – Bagefter ville jeg tage dig med ud at spise på et godt sted. Lade politikken ligge og bare hygge. Hvad er din livret? – Kylling, tror jeg. – Jeg kender et fantastisk kyllingested. – Det lyder alt sammen så spændende, men ... Hun forsøgte at trække hånden til sig, men han holdt den fast. Han sænkede stemmen og så alvorligt på hende. – Du har brug for at tage chancer, Majken; det bliver man nødt til, hvis man vil udrette noget, hvis man ikke vil sidde fast. Han kærtegnede hendes håndled, strøg tomlen hen over sølvarmbåndet med de små charms. Hun nikkede. – Kender du følelsen af ikke at høre til nogen steder, at verden omkring dig er for lille? – Jo. – At hvis bare man fik chancen, så ville man kunne udrette noget stort. – Ja måske, men ... Han så på hendes læber, der var lyserøde og fugtige. – Du er alt for vigtig til at gro fast her. Han måtte have de læber, slikke på dem, bide i dem. – Du fortjener meget, meget mere ... 17


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

– Virkelig? Hun smilede. – Mener du det? Han trak hende hen til sig. Borede tungen ind i hendes mund. Han mærkede hendes forbløffelse, men også at hun lod sig kysse. Han gav slip igen. – Undskyld, sagde han. – Jeg ved sgu’ ikke, hvad der gik af mig. Majken plirrede med øjnene og tørrede sine læber. – Det ... det gør ikke noget, svarede hun og rystede på hovedet. – Det er helt okay. – Ja? Hun nikkede. Han tog fat om hendes nakke og pressede hende ind over bordet. Denne gang gengældte hun hans kys, og han mærkede den varme lille tunge spille rundt i hans mund. Den gjorde ham hård og liderlig. Han så på hende. – Er døren låst? Er den? Hun trak på skuldrene. Han rejste sig og gik hen og slog låsen for. Ud ad vinduet i døren kunne han se Ellen Bergkvist skrå over parkeringspladsen skarpt fulgt af den enlige fotograf og de to journalister. Bag dem kom hele hendes følge i deres fucking grønne vindjakker. Majken havde rejst sig fra sædet. Hun så på sit armbåndsur. – Skal vi ikke ind nu? Han gik hurtigt hen og kyssede hende, lirkede hånden ned i trusserne og mærkede hendes glatte skød. Hun åbnede selv knappen i sine cowboybukser, så han bedre kunne komme til. – Vend dig om, sagde han. Han trak hendes bukser ned om knæene, og hun lagde sig fladt hen over campingbordet. T-shirten var gledet op og afslørede de tatoverede vinger på lænden. Helt uskyldig var hun trods alt ikke, tænkte han og lynede sine bukser ned. Han begyndte at tage hende hårdt og hurtigt. Til helvede med det alt sammen: Clemmensen, prognoser og valgnederlag. Det hele var sgu’ alligevel så fucked up i forvejen.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

3. Hundene fløj hen over isen som pile, der var sendt af sted mod byttet. Uden seletøjet og vægten fra slæderne kappedes de om at komme først. Drev hinanden hurtigere og hurtigere frem mod bjørnen, som de var ved at indhente. Længere fremme stred den sig gennem den tunge sne, i retning mod fjeldet og højere grund for at komme i sikkerhed. Den brølede ad sine forfølgere, og ånden stod den ud af gabet, men hundene lod sig ikke skræmme. Med uformindsket fart løb de i direkte linje mod bjørnen. Drengen sad på Joas’ slæde sammen med sin far og farfar. Deres egen slæde havde de efterladt sammen med et par af hundene. Det var farfar, der havde sendt det meste af koblet af sted efter bjørnen for at sænke dens fart. Men lige nu var den længere væk end nogen sinde. Hvis den nåede fjeldet, kunne hundene ikke omringe den og standse dens flugt. Drengen klamrede sig til sin riffel; det var hans fars gamle Springfield – en kaliber 30-06, som han havde fået, lige inden de tog af sted. Han havde aldrig skudt med så kraftig en riffel før, og han vidste, at rekylen fra skuddet kunne brække skuldrene på en voksen mand. Han frygtede geværet lige så meget som bjørnen. Salik var den første, som nåede bjørnen. Hunden sprintede op på siden af den og bed den to gange i snuden, før den kunne nå at reagere. Bjørnen kastede sin enorme krop rundt og gjorde front mod hunden, men Salik var allerede på behørig afstand. I det samme kom resten af hundekoblet til. Bjørnen slog et par tomme slag i luften. Fråden stod om munden på hundene. De blottede tænderne og rejste børster. Snappede ad bjørnen fra alle sider, hele tiden på afstand af dens dødbringende labber. Den rejste sig på bagbenene og brølede. Joas stoppede slæden 20-30 meter fra den. – Skynd dig, sagde drengens far.

19


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

Drengen sprang af slæden, og de andre jægere fulgte i hælene på ham. Bjørnen gjorde endnu et udfald mod hundene. Det var kun et spørgsmål om tid, før den ville have held til at komme fri og styre direkte mod jægerne. Drengen trak til venstre for bjørnen og fandt en lille forhøjning, hvor han havde frit udsyn. – Skynd dig, inden den angriber os, lød faderens stemme bag ham. Drengen afsikrede riflen og tog ladegreb. Der lød et højt smæld, da patronen skød op i kammeret. Han lagde riflen ind til kinden og holdt den stramt tilbage mod skuldrene for at mindske slaget fra rekylen. Han kiggede ned langs løbet. Bjørnen kastede sig frem og tilbage, og det var umuligt at få et ordentligt sigte. – Du bliver nødt til at skyde. Hans finger strammede sig om aftrækkeren. Bjørnen sprang hen mod de forreste hunde. Den slog vildt om sig, hundene bed den i haserne. – Skyd! Bjørnen slog ud med labben og ramte Salik, der blev slynget hen over isen. Den var dræbt på stedet. De andre hunde tøvede, og bjørnen tog et par skridt fremad, strakte hals og brølede. Drengen trykkede på aftrækkeren, og der lød et infernalsk brag. Skuddet ramte bjørnen i halsen, og den væltede om på siden. Hundene var over den, bed den i bugen og halsen, men den var hurtigt oppe igen. Drengen kunne ikke mærke sin skulder. Slaget fra rekylen havde lammet den. Han så Joas hæve sin riffel. Drengen tog ladegreb og sigtede resolut mod bjørnen. Skuddet havde sagtnet dens bevægelser, blodet silede fra halsen. Han sigtede mod midten af den røde plamage. Riflen bragede, og skuddet ramte den i tindingen. Bjørnen skrydede og faldt om på ryggen. Den slog med det ene forben i luften et par gange, før den lå helt stille. Drengen sænkede riflen og så hen på bjørnen. Hundene begyndte at pibe og nærmede sig forsigtigt liget, mens de slikkede grådigt på den blodige sne. Han havde nedlagt sin første bjørn. Det var ikke til at fatte. Hans hjerte bankede hårdt i brystet, og han havde svært ved at trække vejret. En metallisk smag plantede sig i munden. Han

20


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

lod tungen spille hen over tænderne og mærkede, at riflen havde slået en kindtand løs. Hans far klappede ham på skulderen. – Næste gang får du den med ét skud. Han fornemmede bebrejdelsen – den, der altid var til stede, når hans far talte til ham – men det var lige meget. Han havde nedlagt en bjørn. De gik alle sammen hen til bjørnen. Farfar hev fat i hundene og gennede dem væk fra det enorme lig. Den var lige så stor som deres slæde og en halv gang så bred. Dens blåsorte tunge hang ud af munden, og øjnene stirrede tomt hen ad isen. Blodet på dens hals var allerede frosset til store klumper i den gullige pels. – Flot fangst, sagde Joas og rodede drengen i håret. – Selvom den kostede dig en køter. Han grinede stort, så man kunne se, at han manglede en tand i overmunden. Drengen svarede ikke. I stedet så han hen på Salik, der lå livløs på isen. Det havde været en god hund – den bedste. Den havde vist dem vejen til bjørnen – hans bjørn. Han håbede, den ikke havde lidt for meget, da bjørnen ramte den med labben.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

4. Klokken var kvart i fire, og tilhørerne til vælgermødet stod i forhallen og drak kaffe, mens de småsludrede med folketingskandidaterne, inden mødet skulle starte. Størst opmærksomhed fik De Konservatives Ellen Bergkvist, der hilste engageret på hver enkelt af vælgerne, som om vedkommende havde fået en personlig audiens. Peter Levin stormede ned ad gangen, der førte ud til forhallen, tæt fulgt af partiets pressechef, Lone Rødgaard. – Lone, fortæl mig, hvordan jeg skal føre en bare nogenlunde seriøs valgkamp, når jeg ikke har din og partiets opbakning? Lone kæmpede for at holde trit og var ved at tabe stakken af papirer, som hun holdt i favnen. – Men den har du også, svarede hun. Peter så demonstrativt på sit Rolex. – Fyrre minutter for sent, fyrre forbandede minutter. Og plakaterne af Clemmensen? Hvorfor skal vælgerne se på Clemmensen, når det er mig, der skal på? Et ældre ægtepar, som de passerede, kiggede forbløffet efter ham. – Er du sød at dæmpe dig? svarede Lone og skød sine stærke briller på plads med pegefingeren. – Folk kigger. Peter hævede stemmen yderligere. – Jeg er ikke engang begyndt at tale højt. De nærmede sig forhallen, og lyden af stemmer fra tilhørerne steg i styrke. – Grunden til, at jeg er forsinket i en halv time, er, at jeg skulle nå mødet med partitoppen på Christiansborg og dernæst sørge for, at vi fik dine plakater med, se! Hun pegede ud mod glasdøren, hvor to fra ungdomsafdelingen var ved at fjerne plakaten med Clemmensen og sætte den af ham op. Den unge mand med taperullen gav Peter en thumbs up gennem ruden. 22


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

Peter så hovedrystende på Lone. – Flot, sagde han ironisk. – Lad mig se, om jeg forstår dit geniale træk. Ved at sætte dem op nu opnår du, at folk kan se dem på vej væk fra mødet. Han rystede på hovedet. – Det er mig en gåde, hvordan du i sin tid har fået statsministeren genvalgt – virkelig en gåde. Lone kneb øjnene sammen bag de tykke brilleglas. – Statsministeren mødte altid velforberedt; det var en stor hjælp for mit arbejde. Peter standsede, hilste på et par af arrangørerne og komplimenterede dem for det flotte arrangement. Så fortsatte han videre ned ad gangen. – Og jeg er ikke forberedt? Er det det, du siger? – Ikke altid, nej. – Nævn bare én gang, sagde han med strakt pegefinger. – Skal vi ikke bare koncentrere os om det her arrangement? – Bare én gang, Lone! Hun trak vejret tungt. – Okay. »Herning-Horsens-fadæsen«. Jeg har aldrig tidligere arbejdet for en kandidat, der forvekslede de to byer med hinanden, begge gange han besøgte dem, og så for åben mikrofon. – Bravo, Lone. Han bed sig i læben. – Du forstår virkelig at bygge min selvtillid op før et vælgermøde. Du er sgu’ alle pengene værd, det må man give dig. Hvem skal du arbejde for, når valget er slut og Demokratisk Koalition er ude? Hun trak ham i ærmet og holdt ham tilbage i døråbningen. – Stop det dér, Peter. Du ved, jeg altid har været loyal. Han så på hende. Hun lignede lort. Hun havde aldrig været nogen skønhedsåbenbaring, men valgkampen havde i den grad også sat sit præg – gjort hende grå og udbrændt at se på. – Det er jo også pisse lige meget. Hvad siger den seneste meningsmåling? Hun så væk. – Du har ikke lyst til at høre den. – Lad mig gætte: Vi er ude – jeg er ude. Han trak vejret tungt. – Jeg havde sgu’ sikkert en større chance som løsgænger eller hos Lokallisten, tilføjede han og pegede over på partiets spraglede valgplakat. – Hvorfor har vi ikke blomster på vores? Hun rettede på sine briller og forsøgte at smile ad hans bemærkning. – Var det dig, der var med til at lave rokaden og sende mig ned ad stemmesedlen? 23


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

Hun så træt på ham. – Nogle gange tilskriver du mig lidt for stor magt. – Mon dog? Han fastholdt hendes blik. Hun stirrede tomt tilbage. – Jeg tror, du selv skal tage æren for det. – Fordi jeg har talt Clemmensen imod? Lone tog en dyb vejrtrækning. – Start med at være til gruppemøderne, deltag i folketingsdebatten bare en gang imellem, pas din valgkreds og undgå offentlige skandaler; så stiger man automatisk i graderne. Et par af tilhørerne genkendte ham og hilste. Han gav hånd til dem. Så vendte han sig om mod Lone. – Pis, du ved, at jeg har trukket flere stemmer til dette parti end nogen anden kandidat. – Præcis, og den gode nyhed er, at du kan gå derind og bevise, at du stadig er af den gode gamle Levin-slægt – barnebarn af tidligere venstrehøvding Levin – kaste en smule kongelig glans over forsamlingen. – Ja? Hun nikkede og klappede ham på skulderen. Der var nogen, som råbte hans navn i mængden, og han kiggede derover. Peter genkendte ham ikke, Lone sagde, det var lokalformanden, og han vinkede stort tilbage. – Husk at tale om sygehuset, der blev nedlagt, sagde Lone. – Det er dit stærkeste kort. Alle partierne stemte i sin tid for lukningen, undtagen os. – Hvilket sygehus? Hun så forbløffet på ham. – Ja centr ... Han blinkede til hende. – Jeg gasser. Jeg har styr på det. Slap af, vi ses efter mødet. Han skulle til at træde ind i forhallen, da hun standsede ham. – Er det ... er det ... Hun kunne ikke få ordet over sine læber. – Du har noget på bukserne. Hun stirrede ned på plamagen ved siden af hans gylp. Han så hurtigt ned ad sig selv. – ... Det ... – Stop, lad være med at stå og gnide dig i skridtet ... Hun trak ham til siden og fandt en serviet frem af lommen. – Her! Du er kraftedeme utrolig. Peter mumlede utydeligt, mens han tørrede sin bukser. 24


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

– Jeg troede, du for længst var vokset fra det dér. Hvem af dem? Lone spejdede rundt. – Én fra ungdomsafdelingen? Han rystede trængt på hovedet. – Det er da ligegyldigt. – Ikke hvis der kommer en sag, snerrede Lone. – Der kommer ikke nogen sag, svarede han og smed servietten fra sig. – Slap af. Du ligner én, der selv kunne trænge til en rusketur. Hun rystede opgivende på hovedet. – Du behøver ikke nogen politiske fjender, Peter. Du klarer det selv helt fint. Han passerede plakaterne med sit portræt. Tre på række. Billedet var taget sidste år og viste ham ti kilo lettere, udhvilet, kampklar og selvsikker. Det var ikke kun Lone, der lignede lort; hele partiet, ham selv inklusive, var reduceret til en samling politiske ringvrag. Det var game over. Han stak hånden automatisk frem, mens han gik gennem forhallen, lod tilhørerne trykke ham i næven, blinkede til dem, gav dem det selvsikre smil, han var kendt for – eller i hvert fald noget, der mindede om det. Han blev nødt til at gå over og hilse på de andre kandidater, før mødet startede – alle dem med de gode prognoser, de sikre valgkredse. De kendte hans situation – vidste, at han havde tabt, at han var et nemt byttedyr. Den sidste Levin i rækken, den mindst succesfulde i det politiske familiedynasti. Det var til at tude over. Ansigter passerede ham, smilede, nikkede, taknemlige for, at der blev kastet en smule glans over deres forsamlingshus, over deres grå og anonyme by. Derovre stod et par journalister. Måske kunne han nå et ord med dem, inden de skulle ind. Men hvad skulle han sige, som de ikke havde hørt før? Give en kommentar til meningsmålingerne? Til hans egen fremtid? Hvor var alting bare fucked up. Han anede ikke, hvorfor han overhovedet stillede op til dette møde. Det eneste, han vidste, var, at det ikke var for hans egen skyld. Han havde for længst stemplet ud. Egentlig var der intet, som forhindrede ham i at vende om og gå ud ad døren, væk fra alt det her lort. Vende det hele ryggen, lade sig opsluge af den snestorm, som var på vej, og finde en smule fred. – Held og lykke, Peter, læspede manden med baseballkasketten. Han smilede, og Peter lagde mærke til ganespalten, der kløvede mandens overlæbe. Stakkels fyr, så uheldig var han trods 25


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

alt ikke. Selv havde han stadig sit snakketøj i orden. Det havde aldrig fejlet noget. – Vi vinder, vi gør. Manden klappede ham på skjorten, under jakken. – Natur ... ligvis, svarede Peter. Han så efter manden, der forsvandt i mængden. Den fremmedes befamling havde været lige intim nok, og det var, som om han stadig kunne mærke hans klamme hånd mod sin side. Endnu en freak i freakshowet, tænkte han og fortsatte hen til Ellen Bergkvist. Peter smilede stort og strakte hånden frem. Ellen smilede afmålt tilbage med læbestift på tænderne. Lod blikket dale ned ad ham, til smilet forsvandt. – Peter ... dine ... dine bukser. Han så hurtigt ned ad sig selv. Synet skræmte ham. Hele hans ene bukseben var gennemvædet af blod. – Hvad fanden ... udbrød han og flåede jakken til side. En blodig plamage bredte sig hen over maven på den hvide skjorte. Han tog sig til siden og mærkede den dybe flænge. Blodet fossede ud mellem fingrene. Det sortnede for hans øjne, og han vaklede. Han forsøgte at finde støtte og tog sidemanden med sig i faldet. Der lød en række høje lyde over ham – nogen, der skreg. Folk stimlede sammen omkring ham. Det virkede alt sammen så uvirkeligt, som i en ond drøm. Han følte, at han skulle dø.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

5. Jægerne åd begærligt af de rå nyrestykker. Drengen havde blod om munden og smaskede højlydt, mens han fortærede de kropsvarme indvolde. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde fået sådan et festmåltid. I baggrunden peb hundene, sultne af lugten fra det åbne kadaver. Fra Joas’ transistorradio lød The Doors med »Light my fire«. De kunne knap nok høre musikken, der druknede i atmosfærisk støj, men indimellem tonede den frem, og de hujede alle sammen og gjorde et par dansetrin i sneen. Drengen mærkede, at bjørnekødet gav ham varmen tilbage i kroppen og stilnede sulten, som havde haft tag i dem, siden det frosne hvalroskød var sluppet op. Kødet var ellers beregnet til hundene, men fordi jagten havde været dårlig, havde de været tvunget til selv at spise af det seje kød. Men nu, da den enorme bjørn lå udstrakt på ryggen med bugen sprættet op og dampede mod himlen, var det, som om alle problemerne på jagtturen var glemt. Drengens far målte bjørnen op med harpunskaftet, mens Joas lavede små snit i skindet, som indicerede, hvordan det skulle deles. Drengen skulle have brystskindet, fordi det var ham, der havde nedlagt bjørnen. Dét og hovedet havde han krav på. Hans far lod de andre udvælge sig de næste stykker. Joas valgte maveskindet, og de andre jægere trak lod om rygstykkerne og de store bagben. Bagefter delte de kødstykkerne mellem sig. Drengen lod sin far vælge for sig og gik hen til sin farfar, der sad lidt væk fra de andre og var i færd med at efterse hundenes seletøj. – Her, sagde drengen og rakte ham et nyrestykke. Farfaderen rystede på hovedet. – Men det er nyren, sagde drengen forundret. – Man spiser ikke, før Naanok har fundet tilbage, svarede farfar og fortalte om de gamle skikke, der påbød jægerne at vende 27


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

byttet, så hovedet lå i den retning, bjørnen var kommet fra, så dens sjæl kunne finde tilbage til dens hi. – Men det gjorde vi også. Vi flyttede bjørnen. Farfar kneb øjnene sammen. – Jamen man venter, uanset hvor sulten man er. Man flår ikke bare bugen åben og stiller sin sult. Man venter, til dagen er omme, til man har sovet og vågner frisk; først da spiser man. Alt andet bringer ulykke. Drengen sank kødklumpen, der syntes at vokse i hans mund. Forsigtigt puttede han nyrestykket ned i lommen og håbede, at hans farfar ville tage imod det senere. – Der er ting, man gør, og ting, man ikke gør, hvis man vil være et menneske, en inuit. Forstår du? – Ja, farfar. Han sænkede hovedet. I det samme lød der råb bag ham. Han vendte sig om og så sin far og de andre jægere stirre op mod himlen. Lydløst fejede en ildkugle hen over hovedet på dem. Den trak en lang hale af ild efter sig og fortsatte forbi dem hen over fjeldet. Ildkuglen styrede i en lige linje mod horisonten, hvor den forsvandt. Kort efter oplystes himlen af et glimt, men der lød efterfølgende intet brag, så nedslaget måtte være sket langt borte. Drengen løb hen til sin far. – Hvad ... var det? Hans far rystede på hovedet. – Ingen anelse. Nogle af jægerne mente, at det måtte være en meteor. Joas var derimod sikker på, at det var et af amerikanernes fly, der var styrtet ned. Men han kunne ikke forklare, hvorfor de så ikke havde hørt motorlarm. Alle vidste, at de store fly larmede så meget, at selv dyrene flygtede; det var jo derfor, de nu var nødt til at jage dem så langt væk hjemmefra. – Jeg sagde, at det ville bringe uheld at behandle Naanok på den måde. Drengens farfar stod med hænderne i siden og skulede mod dem. – Det er ikke værdigt. Joas rystede på hovedet ad ham. – Hvis du ikke vil have dit stykke kød, Gamle, tager jeg det gerne for dig, uheld eller ej. De andre jægere grinede. Undtagen drengen; han vidste, at farfar som regel havde ret. *

28


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 29 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

Mørket sænkede sig – sådan føltes det i hvert fald for Peter Levin. Tilskuerne over ham flød sammen med loftet. Han frøs forbandet meget, som lå han i et badekar, hvor vandet var blevet alt for koldt. Der var nogen, som ruskede i ham. De gentog hans navn i én uendelighed, som ville de vække ham til live med deres råb. Der var nogen, som tog fat i ham, løftede ham op fra gulvet og placerede ham på en båre. De kørte ham gennem hallen og menneskehavet og ud på parkeringspladsen, hvor der lugtede af nyfalden sne og våd asfalt. Det slog ham, at hans ønske var gået i opfyldelse, og at det endelig var lykkedes ham at slippe væk fra det hele. Så begyndte han stille at le.


Sort sne falder - læseprøve