Page 1

100 mm

133+2 mm

16,5 mm

133+2 mm

100 mm

210 mm

CMYK + UNCOATED

LR_Slugt_omslag_133x210mm_FINAL.indd 2

23/02/2021 09.42


Af samme forfatter Uden egentlig at sove. Fortællinger, 1992 Itu. Roman, 1994 Rosa. Ungdomsroman, 1997 Løse ender. Roman, 2002 På den sikre side. Roman, 2004 Dør til et værelse. Roman, 2008 Børn og skriveglæde. Fagbog, 2019

Content_9788711992616.indd 2

19/02/21 5:00 PM


CHRISTINA ENGLUND

SLUGT Roman

Lindhardt og Ringhof

Content_9788711992616.indd 3

19/02/21 5:00 PM


Slugt Copyright © 2021 Christina Englund og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Alette Bertelsen Foto: Scott Crary Bogen er sat med Garamond Premier Pro og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia, 2021 ISBN 9788711992616 1. udgave 1. oplag 2021 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S er et selskab i Egmont Tak til Statens Kunstfond

I bogen citeres og parafraseres fra følgende: Rainer Maria Rilke – Duino elegier André Breton – Nadja og De surrealistiske manifester Sylvia Plath – Ariel Francesca Woodmans dagbøger og breve

Content_9788711992616.indd 4

19/02/21 5:00 PM


Content_9788711992616.indd 5

19/02/21 5:00 PM


Content_9788711992616.indd 6

19/02/21 5:00 PM


Lower Manhattan, New York, 20. januar 1981

Morgenen efter ringer politiet. Betty sidder i køkkenet. Hun er så træt, at huden i hendes ansigt brænder. Selvfølgelig kan hun ikke sove. Brillerne ligger på bordet foran hende sammen med en pakke papirlomme­ tørklæder. Hun er rolig, men bleg. Endnu har hun ikke grædt. Næsten et døgn er gået, siden hun sidst så Francesca. Pigen har været væk hele natten, men er ikke meldt savnet. Da panikken først bredte sig, var det ikke det, de tænkte på. Ved lyden af telefonen river et eller andet sig løs i Betty. Noget begynder at dale, som efterårsblade, eller som sne, falder lige så stille og bliver ved med at falde, bliver til en dynge inden i hen­ de, sne. I det øjeblik fryser hun. Så er hun ikke længere i tvivl. Bekymringen tog fat sidst på aftenen, da det viste sig, at Fran­ cesca havde forladt festen, hun havde talt om og glædet sig til, efter blot en time. Betty begyndte at se på sin mand med det andet blik, det blik de ellers havde gemt væk igen. George stirrede bange tilbage. Først ringede de rundt, men ingen af datterens venner vidste noget. Så greb George sin frakke og fór ned på gaden. I flere

7

Content_9788711992616.indd 7

19/02/21 5:00 PM


timer småløb han rundt i kvarteret, han var endda helt ude ved Francescas atelier. Tog elevatoren, der for en gangs skyld virkede, op, og gennemsøgte loftet uden resultat. På det tidspunkt havde en tilfældig forbipasserende for længst tilkaldt myndighederne. Fortovet foran bygningen havde kortvarigt været spærret af, alle spor var hurtigt blevet fjernet. Nu er natten ovre. Det har ikke været muligt at identificere Francesca. Hun er for medtaget og har ingen papirer på sig. Nogen beslutter at flytte hende fra ét lighus til et andet. Nye folk er sat på sagen. Kom nu. Løs det. Hvem er den unge kvinde? Hvor er de pårørende? Da forældrene omsider bliver kaldt ind, er det den hvide kjole, der gør udslaget. Moren bliver stående i døren. En krop i lydløst skred. Uendelig langsomt nærmer faren sig båren. Så stille har han aldrig set sin datter ligge. Hele natten har han løbet. Forpustet jagtet vished. Nu er tiden sat i stå. Øjeblikket er kommet, situationen han altid har frygtet. Han glemmer næsten at trække vejret, da han tager fat i en flig af det iturevne kjolestof. – Hun må have lignet en engel, siger han.

8

Content_9788711992616.indd 8

19/02/21 5:00 PM


Content_9788711992616.indd 9

19/02/21 5:00 PM


Content_9788711992616.indd 10

19/02/21 5:00 PM


SPACE 1

Content_9788711992616.indd 11

19/02/21 5:00 PM


Content_9788711992616.indd 12

19/02/21 5:00 PM


August 1980

Det begynder med broen. Broen i regnen og togets banken mod ujævne sveller. Lige før floden skifter lyset. Så er det i gang. Regnen. Lydene. En prikkende uro: ny, eller bare anderledes end den, der var her lige før. Manden i sædet ved siden af pruster højlydt. Han har ellers siddet og sendt stjålne blikke siden New Haven. Nu rejser han sig. Trækker mappe og vindjakke ned fra hattehylden og forsvinder gennem midtergangen uden at se sig tilbage. På den modsatte bred er det øverste af bygningerne opløst i skyer. Selv floden flimrer gråt. En kvindestemme annoncerer togets ankomst i højtaleren, mens et par smådrenge møver forbi. Den bagerste vender sig ved lyden. Så sluges toget af stationsbygningen, der har stået klar med åbent gab. I ét nu hører regnen op. Da alle er steget af, bliver lyset i kupeen blødere. Tomme sæder, kurve med affald, klapborde; det hele ligner en kulisse.

13

Content_9788711992616.indd 13

19/02/21 5:00 PM


I virkeligheden befinder jeg mig ikke i en togvogn. Jeg sidder i et fotografi af en.

Content_9788711992616.indd 14

19/02/21 5:00 PM


– Nadja! En ranglet skikkelse i færd med at mase sig ned på per­ ronen mod flokken af passagerer, glad, undskyldende, min far. Under jorden runger alt. Overvældet er jeg standset for foden af trappen. Far rækker armene ud, som om han så let som ingenting kunne løfte mig hen over mængden, bare trække mig til sig med alt mit habengut. Så står vi på fortovet midt i brølet fra bilerne. Facaderne blinker i regnen, fulde af nye løfter, nærmest flirtende. – Hvad med mor? Jeg skygger for ansigtet med et magasin, jeg fandt i toget. – Arh, du ved, din mor, siger han og smider min rygsæk ind bag i en taxa. Lader mig beholde skuldertasken med udstyr. – Der kom lige en vase i vejen. Han smiler sit lille smil. – Mon ikke hun dukker op, når maden står på bordet? Max og moster Carol kommer og spiser. Og Charlie. Jeg har lavet sommer-cholent. Hvor er det spændende – min tommelfinger i stedet for et løg. I taxaen kan far kun tale om Peterborough, alle hans gamle kammerater derfra. Det er lige før, han glemmer, at det er mig, der har været af sted.

15

Content_9788711992616.indd 15

19/02/21 5:00 PM


Jeg krammer skuldertasken og ser gaderne springe forbi i regnen. Lader hovedet bumpe mod hans skulder. Lige dér kan jeg alligevel ikke tænke på andet end Ben. – Men et barn, der er synsk! Charlie tømmer slubrende sin ske. – Som taler med sin finger? Det synes jeg stadig, virker lidt skørt. – Gør det nu også det? Far griber mig om skulderen. – Nogle børn er bare … ganske særlige. Han giver mig et klem. De andre ler. Nikker. – Tillykke med Wolf. Charlie læner sig frem imod mig. – Det bliver spændende. – Det er bare en lille plads, siger jeg. – Så lille er den heller ikke, indvender Max. – Og du kom­ mer i godt selskab. Far krammer mig igen. – Sørg nu for, at hun ikke kommer med noget, der er alt for provokerende, formaner Carol. – Hov hov. Max vifter afværgende med hænderne, tager fat i hende. – Hos os er der ingen censur. – Så siger vi det, griner hun og vrister sig fri af hans greb, – Bortset fra det, så synes jeg, Kubrick med den film på for­ nemmeste vis illustrerer, hvordan kunsten kan tilintetgøre et menneske. – Eller en familie, indskyder Max og giver hende et smækkys. Carol ler sin høje latter. Det blad, hun er redaktør på, har lige haft en stor artikel om brugen af effekter i filmen. Alle

16

Content_9788711992616.indd 16

19/02/21 5:00 PM


har åbenbart været inde at se Ondskabens hotel i løbet af som­ meren, mens jeg har rendt og leget kunstner i Peterborough. – Det er fabelagtigt gjort, nikker far. – Du skal se den, Nadja. I det samme dukker mor op fra sit værksted. Hun kommer sejlende gennem stuerne, viftende med sine lerede fingre. – Der  var du, siger hun, som om det er mig, der netop er trådt ind ad døren. Hendes spidse læber mod min kind. – ­Behøver du blive ved med det Nadja? hvæser hun, henvendt til min far. Far trækker på skuldrene. Spiller uskyldig. Blinker til mig. – Nej, se mig, siger mor højt og børster støv af kjolen. – Jeg er jo helt griset til. – Men slutningen, fortsætter Carol, mens mor går ud for at vaske hænder. – Den giver godt nok ingen mening. Far rømmer sig. – Måske er det ikke meningen, at det skal give mening. – Det indrammede billede på væggen? – Nej, der synes jeg faktisk også, bogen er bedre, siger Char­ lie og øser en portion mere op på sin tallerken, selvom alle andre er færdige. – Bogen? vrænger Max. – Hvem fanden har læst den? Charlie skærer en grimasse. – Det vi taler om her, er jo netop en gyserfilm. Med alt, hvad dertil hører. Carol rækker armene i vejret, fingre som kløer. – Det skal være uhyggeligt. Og sært. Og voldsomt.

17

Content_9788711992616.indd 17

19/02/21 5:00 PM


Max læner sig tilbage i stolen. – For at være helt ærlig sy­ nes jeg faktisk ikke, Kubrick har lavet noget rigtig godt siden Rumrejsen. – Åh, udbryder min mor henne fra døren. – Nu får jeg helt lyst til at høre Strauss. Beklager, mimer Max til min far, der ruller med øjnene og rækker forgæves ud efter mor, idet hun passerer. Øjeblikket efter sætter orkesteret i gang i stuen ved siden af. – I det mindste har hun ikke valgt solopgangsfanfaren, mumler Carol. Da mor vender tilbage fra pladespilleren, griber far hendes hånd. Hun er lille og rund, han høj og spinkel. Alligevel har de aldrig haft problemer med at danse tæt. Jeg sidder og betragter det hele med en følelse af at være vendt tilbage fra det ydre rum. Alt virker så fremmed. Det lille selskab med mine omslyngede forældre i hjørnet, Max og Carol, der mumler sammen (skændes de?), mors spraglede terrin midt på bordet fuld af fars gryderet, som Charlie stadig er i gang med at gøre kål på. Terrinen og tallerknerne er alt sammen mors design, ligesom den gigantiske vin-karaffel, der vistnok skal ligne en fugl. Eller er det en drage? Hun kalder sin keramik funktionel, selvom en fuldvoksen mand skal bruge begge hænder for at skænke op. Heldigvis skænker Charlie også til mig. På overfladen er jeg fattet.

18

Content_9788711992616.indd 18

19/02/21 5:00 PM


Det med Ben er jeg sikker på, jeg kan ordne, det har jeg gjort før. Da jeg går ud på brandtrappen for at ryge, vil Charlie med. Han bommer en cigaret af mig, presser sin brede krop ind mod muren i læ for regnen. – Hvad hvis vi i virkeligheden ikke kun er her? siger han. – Har du tænkt på det, F.? Han griber fat i en tot af mit hår. Jeg ved ikke, hvorfor mænd altid vil mig alt muligt. Charlie er nu sød nok. – Måske vi også befinder os et andet sted på samme tid? – Måske? Jeg lægger nakken tilbage og puster røg op gennem trappetrinene over os. Faktisk er jeg jævnligt i tvivl om, hvor jeg egentlig er henne. Charlie skutter sig. – Det bliver godt med Wolf, hva’? – Det er bare en lille plads, gentager jeg og betragter ciga­ retten mellem mine fingre. Røgen, der smyger sig langs min arm. (Charlie i baggrunden). Selvfølgelig ville det være bedre at udstille et sted, hvor ingen kender mine forældre. Det må han da også tænke. – Hvad fanden? Vi farer begge sammen, idet noget hvidt suser forbi mod bunden af gyden. Et lagen, et løsrevet stykke tøj? Englen på vej gennem luften, rammer aldrig, har allerede ramt.

19

Content_9788711992616.indd 19

19/02/21 5:00 PM


Charlie smider cigaretten og læner sig ud over gelænderet. Jeg står bag ham og fryser. – Det var ikke noget levende, vel? Han kniber øjnene sam­ men, forsøger at se ned i den mørke skakt. På vej tilbage smutter jeg ind på fars arbejdsværelse og klem­ mer døren i, så lydene fra stuen kvæles. Står lidt og glor på telefonen, før mit blik glider hen over rækken af lærreder med bagsiden udad, halvt gemt bag bordet, der flyder med bøger, tegninger og forvredne tuber maling. Videre til lampen i hjørnet med det bløde lys over stolen, far elsker at sidde og læse i. Jeg griber røret, drejer et par cifre, lader det så synke igen. Ser Ben stå foran mig i mørket. – Nåh, siger Carol. Hun blokerer døren til stuen med sit ­rødvinsglas i hånden. – Så er det slut med at have egen hytte og få maden serveret i en kurv? – Tja, siger jeg og ser mig om efter Charlie. Er han allerede gået? – Hvor må det være dejligt at være så ung og stærk. Carol lægger armen om mig. Ser på mig med sit svømmende blik. – Alt det du kan. Hun strammer grebet. – Er det ikke fantastisk? – Jo, mumler jeg. Da hun endelig slipper og går hen til de andre, glider jeg ned på klaverbænken. Jeg hviler fingrene mod tangenterne, trykker så langsomt ned, at det ingen lyd giver. Venter på dessert. 20

Content_9788711992616.indd 20

19/02/21 5:00 PM


Om natten drømmer jeg, at byen er fuld af hunde. Jeg træder ud ad opgangen og kan høre dem gø overalt. I drømmen har jeg ingen cykel, i stedet løber jeg ned mod 6th Avenue, men skrivemaskinebutikken er borte, nedgangen til subwayen be­ finder sig heller ikke længere ved dineren på hjørnet. I stedet er der gader og butikker, der plejer at ligge på den anden side af Union Square eller andre steder. Imens tager den voldsomme gøen til i styrke. Hvis månen smilede, ville den ligne dig. Jeg vågner med et sæt. Holder vejret og lytter, men der er hverken stemmer eller musik. Siddende på hug foran tasken på gulvet tjekker jeg, at alle rullerne er der. Herefter at jeg har væske nok og tanke, så jeg kan komme i gang med at fremkalde. Bagefter ligger jeg og ser op i loftet. Føler mig som et barn. Netop hjemvendt fra sommerlejr. Intet er forandret. Eller jo. Kasserne, mor har stillet i hjør­ net af værelset, der åbenbart ikke var plads til andre steder. Sækkene med ler. Der er stadig stille i lejligheden, da jeg beslutter at stå op. ­Køkkenet flyder med beskidte tallerkner og gryder. Min far er en rodet kok. Det varer lidt, før jeg finder espressokanden. Imens kaffen kommer i kog, falder jeg i staver foran vinduet. Alt ser klart og plasticagtigt ud efter regnen. Ikke det mindste indbydende. 21

Content_9788711992616.indd 21

19/02/21 5:00 PM


Er jeg i billedet? Er jeg på vej ind eller ud? Jeg griber en oplukker i skuffen og tager den og kaffen med ud på det grønne badeværelse. Stiller alt klar på bordet, sikrer mig, at jeg ved, hvor det hele er, før jeg slukker lyset. Vrider den første film åben, tager rullen op og vikler den tynde plastic om, en mere. Så skruer jeg låget på, tænder lyset og fylder op med væske. Vipper fem gange, tager tid. Vipper igen. Til sidst støder jeg tanken mod bunden af vasken for at få de sidste luftbobler fri, lader vandet løbe. De første to ruller jeg finder, lægger jeg ned i en bulet blikdåse. Resten fremkalder jeg. Jeg tørrer omhyggeligt negativerne af og hænger strimlerne på række, holder indimellem én op mod lyset, tjekker, at det hele er blevet, som jeg havde forestillet mig. Mos, bark, birke­ træer, min nøgne ryg. Senere vil jeg klippe negativerne op og sætte dem i lommer, vælge de bedste ud. Jeg føler mig ivrig, jeg føler mig optændt, så pludselig æng­ stelig. Jeg glider blødt frem og tilbage over gulvet. Varmen smyger sig om min krop. Hvad skal jeg sige, når jeg får fat i Ben? Hvordan skal jeg overbevise ham om, at jeg godt ved, at jeg gik for vidt? At det ikke vil ske igen? Først da begge tørresnore er fulde af negativer, hængende over badekarret, forlader jeg rummet.

22

Content_9788711992616.indd 22

19/02/21 5:00 PM


Imens er verden vågnet. Jeg kan dufte kaffe og ristet brød (eller er det brændt?), mærker i ét nu, hvor sulten jeg er. I køkkenet står min mor bøjet over opvasken. Far er i gang med en længere beretning, han puffer hende i siden, vifter med en kniv og et stykke brød, får hende til at le. Så får mor øje på mig. Hun tørrer hænderne i viskestykket, griber fars striktrøje fra stolen og kaster den i min favn. – Du bliver forkølet, Francesca, siger hun. I løbet af weekenden ringer jeg til Ben flere gange. Jeg ser for mig, hvordan telefonen hænger og kimer på væggen i den tomme lejlighed. Andre gange forestiller jeg mig, at Ben standser én af dem, han bor sammen med, idet han rækker ud efter røret, lægger en finger på læben, som om jeg ellers ville kunne høre dem. Det er forståeligt nok. Han vil lade mig stege lidt endnu. Hele dagen knokler jeg. Jeg laver kontaktark og studerer om­ hyggeligt hvert enkelt billede. Tegner på arkene med sort tusch, undersøger vinkler. Laver nye prøver. Gulvet fyldes med negativer og ark, jeg har kasseret. Hyl­ derne i reolen. Det hele ryger bare ind oven i det gamle. Da jeg når til at forstørre de første billeder, tænder jeg alt lyset og hænger en række af dem op på væggen. Tager et skridt tilbage og betragter dem indgående. Jo, det er lykkedes at fange lyset. Det stoflige i blade og mos og bark, kontrasten til min

23

Content_9788711992616.indd 23

19/02/21 5:00 PM


kridhvide krop. Et par af billederne er faktisk blevet bedre, end jeg havde turdet håbe på. Så dukker Ben atter op i mine tanker. Jeg finder en brugt kuvert, skriver: Jeg fortryder, på bagsi­ den. Undskyld. Jeg ser lidt på bogstaverne. Det var et uheld. Jeg streger det ud. Hvis månen smilede, ville den ligne dig. Mor råber, at der er telefon. Jeg løber ud i entreen og griber røret med svedige hænder. Kan allerede høre Bens stemme. Men det er ligesom at tage en tår af et glas vin, som så viser sig at være vand. Det er bare Lydia. – Jeg har fundet et sted, jubler hun i den anden ende. – Et sted vi kan dele! Hun siger, at hun har savnet mig, og at elevatoren kun virker nogle gange, men at det til gengæld er godt for huslejen. Jeg siger ikke, at jeg har savnet hende. Lover bare, at jeg nok skal komme og kigge på det. Om aftenen banker far på døren til badeværelset. Åbner den på klem. Jeg har forsøgt mig med mos-billederne på en anden type papir. Ville et øjeblik ønske, at det i stedet var Ben, der hang og dryppede fra snorene, smukke, alvorlige Ben.

24

Content_9788711992616.indd 24

19/02/21 5:00 PM


– Kommer du ud og spiser? Far gør et nummer ud af ikke at kigge. – Du skal have noget at spise. – Plejer du ikke at sige, at man skal blive ved, til den er der? – Jo. Han ler. – Men indimellem skal man have noget mad. Jeg lukker omhyggeligt døren til badeværelset, før jeg går ud i køkkenet. Hovedet fuldt af vinkler og skygger. – Ja, undskyld, vi afbryder, siger min mor. – Sikke du knok­ ler. Et øjeblik er jeg tilbage i kolonien. Hvis jeg bare kunne vælge stillebordet, lade tankerne ubrudt flyde videre. Så læner far sig frem over tallerkenen og kysser mig på pan­ den. – Nadja, smiler han. Mor giver en lille lyd fra sig, næsten som et piv eller et miav, så kysser han også hende.

Content_9788711992616.indd 25

19/02/21 5:00 PM


100 mm

133+2 mm

16,5 mm

133+2 mm

100 mm

210 mm

CMYK + UNCOATED

LR_Slugt_omslag_133x210mm_FINAL.indd 2

23/02/2021 09.42

Profile for Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Slugt læseprøve  

Intenst og følsomt romanportræt af den amerikanske fotograf Francesca Woodman, der tog sit eget liv som 22-årig.

Slugt læseprøve  

Intenst og følsomt romanportræt af den amerikanske fotograf Francesca Woodman, der tog sit eget liv som 22-årig.

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded