Savnet læseprøve

Page 1

100mm

154mm

28,3 mm

154mm

Den enlige regnskabschef Mogens Slotsholm begår underslæb og flygter til Berlin for at deltage i et hemmeligt møde. Men Mogens forsvinder sporløst i den tyske hovedstad. Tidligere kriminalbetjent Thomas ”Ravn” Ravnsholdt, der stadig er mærket efter sin kærestes voldsomme død, bliver kontaktet af Mogens’ søster Louise og involverer sig i eftersøgningen. De erfarer snart at flere enlige mænd er forsvundet for senere at blive fundet druknede og nøgne.

226mm

„Krefeld befinder sig i ligaen blandt de bedste.” Politiken

„Giver læserne ophedede, søvnløse nætter.” Berlingske

I et kapløb med tiden jagter de sandheden og gerningsmanden som står bag. En jagt der fører Ravn og Louise mod en gammel og uhyggelig sag fra månederne omkring Murens fald. Hvor en Stasi-agents voldsomme overgreb spinder tråde frem mod nutidens hændelser.

„Effent og hårdkogt.” Jyllands-Posten

„Holder spændingen hele vejen.” Ekstra Bladet

SAVNET er andet selvstændige bind i serien om privatopdageren Ravn der efterforsker sager med forsvundne personer.

„Adrenalinen koger hele vejen.” Fyns Amts Avis

Fås som paperback, e-bog og lydbog.

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET

„Slipper ikke taget i dig, før sidste side er vendt.” Krimifan.dk

MICHAEL KATZ KREFELD SAVNET

Fortidens rædsler vækkes til live, da en dansker forsvinder i Berlin

FOTO: THOMAS A

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R UDKOMMER I 19 LANDE

100mm

MICHAEL KATZ KREFELD, f. 1966, debuterede som romanforfatter i 2007 med FØR STORMEN, der indbragte ham Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Siden fulgte PANS HEMMELIGHED, PROTOKOLLEN og SORT SNE FALDER, der blev kåret til bedste danske krimi i 2012 og nomineret til Glasnøglen, der tildeles bedste skandinaviske krimi. Med AFSPORET har Krefeld indledt en ny serie om privatopdageren Ravn. Serien er foreløbig solgt til udgivelse i 19 lande.

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

LINDHARDT OG RINGHOF | KRIMI

Facebook.com/KatzKrefeld michaelkatzkrefeld.dk



Michael Katz Krefeld

Savnet

lindhardt og ringhof

Savnet.indd 3

18/08/14 09.20


Savnet © 2014 Michael Katz Krefeld og Lindhardt og Ringhof Forlag Omslagslayout: Harvey Macaulay / Imperiet Bogen er sat med Palatino hos Lymi DTP-Service Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-33290-0 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-11-33784-4 Særudgave 2014 Printed in Latvia 2014 Udgivet efter overenskomst med Lars Ringhof Agency, København

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Savnet.indd 4

18/08/14 09.20


“All along the watchtower Princes kept the view While all the women came and went Barefoot servants, too” Bob Dylan.

Savnet.indd 5

18/08/14 09.20


Til Lis, min bedste ven, smukkeste viv og mit et og alt.

Savnet.indd 6

18/08/14 09.20


Hohenschönhausen, Berlin, 11. juli, 1989

1. Regnen silede ned over den hesteskoformede fængselsbygning, der lå stille hen i natten. Fra ringmurens nærmeste vagttårn gled vagternes silhuetter forbi bag de matte høje ruder. Neden under tårnet foran hovedvagten stod fire soldater fra Division XIV med deres karabiner løst hængende over skuldrene. Det var en rolig nat uden indkommende fangetransporter. Mændene småsludrede, mens de skærmede deres cigaretter for regnen, så indersiden af deres hænder oplystes hver gang de røg. På første sal i celleblok B standsede Oberst Hausser ved indgangen til forhørslokalerne og betragtede det røde lys i loftet. Han var midt i trediverne, men hans furede ansigt fik ham til at se betydeligt ældre ud. Han var klædt i civil, og regnen havde gennemblødt hans knælange frakke. Han trippede utålmodigt, mens han vred fingrene i de sorte læderhandsker. Hele fæng­ slet var lysreguleret, så når en indsat blev flyttet fra sin celle ­til et af forhørslokalerne, skete det, uden at vedkommende kom i kontakt med andre end forhørslederen. Den systematiske isolation var nøje planlagt, og selv om Hausser bifaldt forordningen, irriterede det ham, at han nu selv skulle stå og vente. Øjeblikket efter, da fangen var bragt videre, skiftede lyset i loftet til grønt. Hausser, der var næsten to meter høj, fortsatte rundt om hjørnet og videre ned ad den smalle lange gang, hvor forhørslokalerne med deres polstrede hermetisk lukkede døre lå på begge sider af gangen. Trods det sene tidspunkt var næsten alle af de 120 forhørs­ lokaler, som var fordelt på tre etager, i brug. Det var den anden forordning på Hohenschönhausen-anstalten: aldrig at lade de indsatte få nattero. Hausser låste sig ind i det allersidste kontor på gangen og tændte lyset i loftet. Lokalet var yderst spartansk og indeholdt kun et skrivebord, to stole samt et arkivskab. Det var identisk 7

Savnet.indd 7

18/08/14 09.20


med de 119 andre lokaler. På trods af at han var kommet på anstalten i mere end seks år, havde Hausser aldrig afhørt en indsat herinde. Kontoret fungerede alene som et dække over hans helt egne forhørsmetoder. Hausser fortsatte rundt om det tomme skrivebord, der fyldte det meste af rummet, og hen til arkivskabet i hjørnet, som han åbnede med en lille blank nøgle. Fra den øverste skuffe fandt han et nøglebundt frem, som han stak i lommen. Et par minutter efter stod han atter ude på gårdspladsen. Han slog kraven op og skyndte sig gennem den silende regn mod fængslets tidligere administrationsbygning, der nu var omdannet til depot. Ved trappen ned til kælderen stod en ung soldat og holdt vagt. Da han fik øje på Hausser, rettede han sig op og gjorde honnør. Hausser fortsatte ned ad de stejle trin og videre ind i kælderen. Ud fra mørket kom to af Haussers egne folk ham i møde. Hausser sendte dem et lille nik, og de fulgtes alle tre ned ad gangen, hvor de trange fugtige celler lå side om side. Efter at fængslet var blevet udbygget med de nye fløje, blev cellerne nu brugt som depotrum, med undtagelse af den sidste celle på gangen. Den tilhørte afdeling Z, Haussers deling. Kun ganske få personer kendte til dette rum, og hvad det indeholdt. Ikke engang kammerat Mielke, sikkerhedstjenestens øverste chef, eller kammerat Erich Honecker vidste noget om rummets eksistens. De hørte indimellem om resultaterne, der udsprang herfra. Men også kun indimellem. Hausser fandt nøglebundtet frem og låste op. Han lagde kræfterne i og trak i den svære celledør, så det peb fra de rustne hængsler. Inde i cellen brændte en glødepære, som sendte et gulligt lys ud i den snævre celle. Lokalet, der var uden både vinduer og ventilation, havde i sin tid huset op mod tyve fanger ad gangen, men nu stod der kun en stor sort metalkiste midt på gulvet. Kisten var lavet af fire skibsdøre i stål med tilhørende karme, som var svejset sammen, hvorefter et par jernplader var monteret i hver sin ende for at forsegle den. Dørene havde Hausser i sin tid rekvireret fra marineværftet i Rostock, og selve svejsearbejdet havde han fået Smeden til at foretage i al hemmelighed nede i cellen. Den øverste dør, der fungerede som kistens låg, 8

Savnet.indd 8

18/08/14 09.20


havde et koøje, og i det sparsomme lys virkede det, som om kisten med et dovent blik stirrede tilbage på Hausser. Fra kistens højre side løb en tyk gummislange hen til vandhanen ved den nærmeste væg. Den utætte sammenføjning mellem hanen og slangen havde skabt en lille sø af vand på gulvet, som Hausser skrævede hen over, idet han fortsatte hen til kisten. Han lænede sig ind over det rustne låg, hvor den sorte maling var skallet af i store flager, og gnubbede med sin behandskede hånd på koøjet. Så knyttede han næven og bankede hårdt mod glasset. Det rumsterede voldsomt inde i kisten, så vandet skvulpede op mod rudens inderside. Hausser bankede igen, og i det samme kom et hvidt og opsvulmet ansigt til syne fra mørket. Med sine rødsprængte øjne stirrede manden vildt mod ham. – Kun de uskyldige sover, mumlede Hausser.

Savnet.indd 9

18/08/14 09.20


Christianshavn, 12. september 2013

2. Mogens åbnede for vandhanen over køkkenvasken og skyllede de sidste rester havregrød af sin tallerken. Han brugte opvaskebørsten til at presse klumperne ned mod afløbet i stålvasken, hvor de opløste sig og forsvandt. Klokken var ti minutter i syv, fra lejligheden inde ved siden af kunne han høre naboerne småskændes og et barn, der klynkede. Mogens tørrede hænderne i viskestykket og så ned ad sig selv for at sikre sig, at han ikke havde spildt på sin hvide skjorte. Han gik hen og åbnede for køleskabet og begyndte at tømme indholdet over i en skraldepose, som han bar ud til skakten i opgangen, hvor han smed den ud. Da han vendte tilbage til lejligheden, gik han ind på badeværelset og puttede sin tandbørste og en halv tube tandpasta ned i den toilettaske, som han aftenen forinden havde pakket med det mest basale. Han så sig selv i spejlet. Strøg sit tynde hår væk fra panden og tog de stærke briller af og gned sine trætte øjne. Han var toogfyrre år gammel, men følte sig mere end halvvejs gennem livet. Det kvabsede ansigt viste tydeligt hans usunde levevis med for meget fastfood og for lidt motion. Han vejede mindst tyve kilo for meget, og det alt for store jakkesæt, som han bar i dag, gjorde ham ikke mindre omfangsrig at se på. Men snart skulle det være slut. Han ville til at leve sundt og få motioneret. Også dét ville dagen i dag lave om på. Han vendte sig om og gik ind i soveværelset, hvor kufferten lå åbnet på sengen. Han lagde toilettasken ned ved siden af tøjet og den gennemsigtige plasticpose med den blonde paryk og de mørke solbriller, som han havde købt for at maskere sig, når tiden var inde. Fem minutter efter stod han ved hoveddøren i sit overtøj med sin bløde lædermappe i den ene hånd og kufferten i den anden. Han gav lejligheden et blik, inden han smækkede døren, forvisset om at uanset udfaldet af denne dag så ville han aldrig vende tilbage. 10

Savnet.indd 10

18/08/14 09.20


Mogens fortsatte langs Overgaden oven Vandet, hvor morgentågen endnu ikke havde sluppet sit greb, men hang hen over kanalen med de fortøjede både langs bolværket. Lyden fra kuffertens små plastichjul, skar enerverende i ørerne og vækkede en slumrende engelsk bulldog der indtil nu havde ligget og sovet på det nærmeste skibs agterdæk. Hunden bjæffede og stirrede bistert op mod Mogens, der hurtigt fortrak til den anden side af vejen. Da han i det samme passerede Fedtekælderen, hvor en lille flok hjemløse drak kaffe, hilste en mand uden tænder på ham og nikkede mod kufferten. – Bon voyjasse, råbte han. Mogens svarede ikke, men satte i stedet tempoet op. Lidt efter trak han sin kuffert over fodgængerfeltet på Christianshavns Torv og stillede sig ved busstoppestedet foran Lagkagehuset, hvor der duftede af varmt brød fra bageren. Det var de færreste, som vidste, at der engang havde været et tugthus her, og Mogens ønskede ikke at tænke tanken til ende. Han så utålmodigt på sit ur: der var stadig to minutter, til 9A skulle ankomme. De ventende passagerer begyndte at pakke sig omkring ham, og han følte et stik af klaustrofobi og mærkede sveden, der sprang frem på hans pande. Han var nødt til at få styr på nerverne. I forvejen led han af forvoksede svedkirtler og transpirerede ved selv den mindste ophidselse, men i dag var han nødt til at udstråle køligheden selv. I det samme trillede bussen ind foran ham og åbnede dørene. Han mærkede den utålmodige puffen fra de bagvedstående og trådte op i den fyldte bus. Han maste sig ned til området omkring midterudgangen så tæt på dørene som muligt, så han kunne få lidt frisk luft under kørslen. Men i takt med at de gled gennem indre by og der kom stadig flere passagerer om bord, blev han langsomt skubbet endnu længere bagud, hvor luften var tung og det næsten ikke var til at ånde. Han følte, at flere af medpassagererne stirrede på ham og den store kuffert. At de alle havde regnet hans plan ud, og at det kun var et spørgsmål om tid, før en af dem ville råbe efter politiet. Igen mærkede han panikangsten, og han havde mest af alt lyst til at kæmpe sig hen mod udgangen og springe af. Men han besindede sig, lukkede øjnene og forsøgte at få styr på sin vejrtrækning. 11

Savnet.indd 11

18/08/14 09.20


Da bussen endelig nåede hovedbanegården, steg han lettet ud og fulgte strømmen af rejsende op mod den brede trappe, der ledte ind i ankomsthallen. Kvalmen fra køresygen var aftagende og blev afløst af suset fra adrenalinen der pumpede rundt i hans krop. Mogens fortsatte tværs gennem den store hal og hen til bagagecenteret ved Reventlowsgade. Han fortsatte forbi det lille vagtlokale, som han vidste først ville være bemandet om en times tid. Det blege neonlys i loftet reflekteredes i den uendelige række af aluminiumslåger til boksene og fik bagagecentret til at minde om et lighus. Han holdt blikket stift rettet mod jorden og væk fra kameraerne i loftet. Politiet kunne muligvis identificere ham på billederne, men til den tid ville han for længst være borte. Han fandt en ledig boks og placerede sin kuffert inde i skabet. Han betalte de 60 kroner som det kostede for 24 timers opbevaring. Hvis alt gik vel, ville han være tilbage, inden der var gået fem. Hvis altså ... at alt gik vel. Han brugte den samme busbillet og satte sig på et af de forreste sæder. Linje 9A var næsten tom for passagerer. Til gengæld var morgentrafikken taget til, og turen tilbage gennem byen foregik en anelse mere trægt. Han så igen på sit ur. Den var tyve minutter i otte. Om seks minutter ville han atter stå på Christianshavns Torv, og derfra havde han rigeligt med tid til at gå de cirka 800 meter ned til Brobergsgade. Klokken 7:59 ville han stemple ind på sit arbejde, præcis som han havde gjort det igennem snart 20 år. Ingen blandt kollegaerne ville ane uråd. Alt ville forekomme fuldstændig normalt. Han smilte ved tanken ... I det samme standsede bussen midt på Knippelsbro. Han kiggede frem for sig og bemærkede gennem forruden den rød-hvide bom, der gled ned og spærrede vejen. Lyden fra signalet på broen ramte ham, mens han så broklappen med hele vejbanen stige til vejrs, som var den en direkte afkørsel mod den overskyede himmel. Det kunne ikke passe. Det her måtte ikke ske. Han kunne ikke fatte sit uheld. Han havde ikke indkalkuleret det her i sin ellers minutiøse plan. Han så panisk på sit ur, den var allerede kvart i otte. Han så ud gennem ruden mod havnebassinet hvor en tremastet skonnert sneglede sig hen mod broen. I sit stille sind bandede han det gamle sejlskib langt væk. Forbandede 12

Savnet.indd 12

18/08/14 09.20


besætningen om bord der vinkede mod fodgængerne og cyklisterne, der havde taget opstilling ved rækværket og nød det uventede syn af det smukke skib. Klokken 8:04 sprang Mogens ud af bussen ved stoppestedet på Christianshavns Torv. Med mappen i den ene hånd spurtede han over vejen til Dronningensgade, som han fortsatte videre ned ad. Han huskede ikke, hvornår han sidst havde løbet, og at dømme efter hans kluntede løbestil havde hans krop også for længst glemt det. Da han endelig nåede Brobergsgade, var han nødt til at stoppe for at få pusten igen. Han rettede hurtigt på sit tøj og tørrede panden for sved, inden han fortsatte hen til den åbne port, der førte ind til bygningen hvor Lauritzen Enterprise holdt til. Firmaets håndværkere var for længst sendt af sted til byggepladserne, og den lille gård stod tom for biler. Indenfor på værkstedet kunne Mogens se et par af smedene gå rundt. Han tog hurtigt trappen op til første sal, hvor regnskabsafdelingen lå. Han åbnede døren og tog det lille hulkort med sit navn fra reolen ved uret. Det var et gammelt firma han arbejdede for. Et firma med lige så gamle traditioner og aldrende systemer. Der lød et hult KLUNK, og stempeluret viste 8:19. Det var aldrig sket tidligere, at han var mødt så sent. – Kunne man ikke komme op til morgen? Mogens vendte sig om og så på Carsten Holt, der var salgschef. Carsten var midt i trediverne, solbrun og temmelig lavbenet, som var det kun overkroppen, der var vokset fuldt ud. Carsten havde en gammel Camaro som han elskede at tale om. Derfor blev han for det meste kaldt for Camaro Carsten eller blot CC – noget, Carsten ikke var ked af. Carsten pegede på ham. – Du er helt svedig, Mogens. Er du blevet syg? – Svedt? Mogens tørrede hurtigt panden og satte hulkortet tilbage på sin plads. – Overhovedet ikke, svarede han. Hvad taler du om, CC? – Regnvejret i dit ansigt. Mogens rystede på hovedet og skyndte sig hen mod sit eget kontor, mens han mærkede Carstens blik i ryggen. Mogens så bunkerne af fakturaer og bilag der var blevet smidt på hans skrivebord. I virkeligheden var det pigerne i 13

Savnet.indd 13

18/08/14 09.20


regnskabsafdelingen der skulle bogføre, ikke ham. Hans arbejde var at tage sig af det overordnede regnskab – sørge for, at det hele om ikke stemte, så i hvert fald præsenterede sig nydeligt over for Skat. På den måde havde han altid været en del af den kreative branche. Han satte sig tungt ned i den slidte stol, der knirkede under hans vægt. Al hans planlægning var blevet skudt i sænk af en åben broklap. Havde Camaro Carsten måske ikke set mistænksomt på ham, eller var det ren og skær indbildning? Mogens kom i tanke om bulldoggen på agterdækket der havde stirret olmt efter ham. Den havde været et dårligt varsel, været som sendt fra helvede. Men han var nødt til at fortsætte. Hvis han ikke gennemførte sin plan i dag, ville han aldrig slippe væk.

Savnet.indd 14

18/08/14 09.20


Hohenschönhausen, Berlin, 11. juli 1989

3. Hausser drejede det runde håndtag på skibsdøren, så det hvinede fra palerne i døren, da han låste kisten op. Med begge hænder tog han fat i håndtaget og trak i døren, og lod den falde tungt mod kistens ene side. Fra kisten steg en ram lugt af urin. Den blege, fedladne skikkelse, der havde siddet halvvejs nedsunket i det tilsølede vand, kastede sig op mod Hausser. Halsbåndet og lædermanchetterne, som manden havde om håndleddene, var fastgjort med en kæde til kistens bund og holdt ham ubehjælpeligt fast. Hausser betragtede den kraftige mand, der var omkring de tres. Hans hud virkede gennemsigtig og så ud, som om den var ved at gå i opløsning efter de mange dage, han havde ligget i vandet. Mandens sorte kropsbehåring lå som en skrabet pels langs rygstykkerne og hans lemmer. – Slip mig fri ... jeg beder dig ... stammede han ud gennem de blå læber. – Fange, identificer dig selv. Manden så bedende op på Hausser. – Nummer 1-6-6 ... Slip mig fri, vil du ikke nok? – Hellere end gerne, svarede Hausser. – Tror du, jeg synes, det er fornøjeligt at bruge tid hernede? Manden rystede på hovedet. Hausser fandt nøglebundtet frem fra sin lomme. Manden stirrede hypnotiseret på nøglerne, mens han forsøgte at strække sin ene arm med den låste manchet frem mod Hausser. – Men først skal du fortælle mig sandheden. – Det ... det har jeg allerede gjort. Hausser rystede på hovedet. – I tre måneder har du løjet over for forhørslederne. Gang på gang har de grebet dig i den ene løgn efter den anden. De gav dig cigaretter, kaffe, var venlige over for dig, og alligevel – eller måske netop derfor – valgte du at lyve. Derfor overlod de dig til mig. 15

Savnet.indd 15

18/08/14 09.20


– Men jeg er uskyldig. Jeg ved ikke engang hvad jeg er anklaget for. De har intet fortalt mig. – Du ved bedst selv, hvad du er skyldig i. Det behøver vi ikke at forklare dig. Men frem for at angre og tilstå har du valgt at lyve. Se på dig selv. Se hvad du har fået ud af det. Manden forsøgte at ændre stilling i kisten og strække benene, men den trange plads og kæderne forhindrede ham i det. – Jeg har fortalt dem sandheden. – Så du siger dermed, at jeg lyver? Hausser lod blikket glide fra nøglebundtet hen på manden. – Nej ... det ... jeg ved jo ikke, hvad de har fortalt dig. Men jeg har svaret ærligt. Fortalt alt. På æresord. Jeg har intet at skjule. Jeg ber dig ... Jeg kan ikke klare mere ... Han begyndte at hulke, så hans små bryster hoppede i takt med hans gråd. – Leo! råbte Hausser. Leo stoppede med at klynke, tydeligvis overrasket over at nogen for første gang siden hans arrestation brugte hans navn og ikke blot forbandt ham med et nummer. – Når vi har denne her situation, er det helt og holdent din skyld. Hvis du havde fortalt sandheden med det samme, var du ikke endt her. Så var du allerede hjemme hos din kone, Gerda, dine drenge, Klaus, Johan og lille Stefan. Så vidste vi, at vi kunne stole på dig, og at du ville hjælpe os. Hjælpe med at bekæmpe klasseforræderne og fascisternes spioner. Alle dem der truer partiet og fædrelandet. Så simpelt er det. Du alene har gjort det vanskeligt ... – Men jeg vil jo gerne hjælp ... – Lad være med at afbryde! Leo bed sig i læben og så ned i det plumrede vand. – Den eneste grund til at jeg taler med dig nu – at jeg ikke lader dig drukne i din egen afføring – er, at du endnu ikke har løjet over for mig. Jeg er villig til at glemme alle de løgne du har fortalt mine kollegaer. Al den tid du har spildt. Al den tillid du har misbrugt. Derfor skal du virkelig tænke dig om nu, Leo. Veje dine ord meget nøje. Hausser rynkede øjenbrynene, så de samlede sig som en skygge hen over næseryggen. – Jeg tåler simpelthen ikke løgne. Jeg afskyr dem. De får mig til at føle mig beskidt hver gang jeg hører dem. Hausser lænede sig frem og støttede sine hænder mod kistens kant. Nøglebundtet 16

Savnet.indd 16

18/08/14 09.20


i hans ene hånd skurrede mod siden af kisten og fik Leo til at sende den et stjålent blik. Hausser sænkede sin stemme. – Forstår du, Leo? Det er hvad løgnen gør ved mig. Forstår du mit ubehag? Leo nikkede ivrigt, så kæderne raslede. – Hvad ... hvad vil du have at vide? stammede han. – Hvad betaler de dig. Alle dem du hjælper til at flygte? Leos blik flakkede. – Jeg ... jeg ved ik ... – Pas på at det ikke bliver din sidste sætning. Lyver du, lukker jeg kisten og drukner dig i dit eget pis. – 1000 dollars! råbte han, – nogle gange mere. Det kommer an på udgifterne. – Og hvor er dine mænd i gang med at grave den næste tunnel? Leo trak vejret heftigt, mens han tøvede. – Hvor, Leo? Hausser tog fat i kistelåget, som skulle han til at lukke det. – Ruppiner Strasse, nummer 8, der ligger et autoværksted. Hausser nikkede og så eftertænksomt ud i rummet. – Jeg tror, jeg kender det. De tager sig af Indenrigsministeriets bilpark, ikke sandt? Leo nikkede hurtigt. – Det virkede dengang vi startede, som et godt dække. Vi fik hjælp fra flere højtstående partifolk. Alle vil gerne væk nu. – Og hvor langt er I? Leo trak på skuldrene. – Det ved jeg ikke. Men det er den længste tunnel, vi har projekteret, 146 meter. Han lød næsten stolt. – Der manglede stadig et stykke, cirka 40 meter da ... da I hentede mig. Hvis drengene ikke har opgivet og er stukket af, vil jeg tro, de er ved at være igennem. Hausser rejste sig op fra kisten. – Hvor mange forrædere regnede du med at få smuglet ud? – Op mod fem hundrede, måske endda flere. I de her tider er det næsten som at åbne en underjordisk filial af “Interflug”. Undskyld, men det er realiteterne... – Det skal du ikke undskylde, jeg anerkender trods alt en mand der tager sit arbejde alvorligt. Selv en menneskesmugler. En menneskesmugler og pædofil som dig. Leos mund stod på vid gab. 17

Savnet.indd 17

18/08/14 09.20


– Åh ja, Leo, Vi ved alting. Tjenesten har øjne overalt. I sove­ værelserne, i baggårdene, i de mørke parker, på skolernes tomme sportspladser. Alle de steder hvor du har fornøjet dig med Ungpionererne. Alle børnene som du har lokket med søde sager fra Vesten. Hausser lagde nøglebundtet tilbage i lommen og tog fat om kistens låg. – Hvad gør du? råbte Leo. – Jeg fortæller jo sandheden ... – Det skal vi lige finde ud af. Og indtil da bliver du, hvor du er. Hausser smækkede kistelåget i. Da han drejede på håndtaget, overdøvede palernes skurren Leos fortvivlede gråd inde fra kisten. *** Tre timer senere, da det næsten var blevet lyst og regnen var stilnet af, vendte Hausser tilbage til fængslet i Hohenschönhausen. Han gabte voldsomt, da han trådte ind i cellen, tydeligvis udkørt af nattens arbejde. Sammen med en enhed fra Division VII, der tog sig af sikkerhedstjenestens operative opgaver, havde han overvåget området omkring værkstedet på Ruppiner Strasse. Det havde hurtigt stået klart, at trods Leos pludselige forsvinden var hans mænd stadig i fuld gang med udgravningen af tunnelen. Adskillige personer var i løbet af natten gået ind og ud af værkstedsbygningen, og tidligt om morgenen var en lastbil med et stort læs, der var skjult under en presenning, men som Hausser skød på var jord fra udgravningen, kørt af sted. Derfor var der heller ingen grund til at lade Leo vente længere. Hausser satte sig på kanten af kisten og stirrede gennem koøjet. Han fangede Leos tryglende blik inde fra kisten. Hausser hævede stemmen. – Du talte sandt, Leo. Det må have været befriende for en mand som dig der har levet sit liv på løgne. Jeg lovede ikke at drukne dig, og det løfte har jeg tænkt mig at overholde. Problemet er blot at Müller her – Hausser pegede hen mod den karseklippede mand der stod ved vandhanen, – ikke bryder sig om at nogen forlader kisten i live. I det samme tændte Müller for hanen, så vandet begyndte at fosse gennem den tykke slange og videre ind i kisten. Da Leo mærkede det 18

Savnet.indd 18

18/08/14 09.20


kolde vand trænge ind, begyndte han at hyle og slide i kæderne, der holdt ham fast. Hausser tyssede på ham, mens han rystede på hovedet. – Det kan ikke være anderledes. Kisten er vores hemmelighed. Rigets bedst bevarede. Igennem koøjet betragtede Hausser, hvordan vandet langsomt steg og til sidst dækkede Leos hoved. Han mærkede hvordan Leo bankede ryggen mod kistelåget, så det bumpede, hver gang han stemte imod. Men det var en ulige kamp Leo kæmpede mod den massive ståldør, og til sidst slap hans kræfter op, og der blev helt stille i cellen. Da kisten var fyldt med vand, begyndte det at fosse ud fra den utætte pakning på siden, og Müller lukkede for hanen. Hausser lagde hovedet på skrå og betragtede hvordan de sidste luftbobler steg op fra Leos åbne mundvig mod ruden i koøjet. Boblerne i det gullige vand mindede Hausser om synet af et nyskænket krus Berliner Pilsner, og han følte sig pludselig tørstig. Det havde været en god nat, hvor endnu en forræder var ophørt med at eksistere, og hvor nye snart skulle tage Leos plads.

Savnet.indd 19

18/08/14 09.20


Christianshavn, 12. september 2013

4. Klokken var ni minutter over tolv. Mogens sad bag sit skrivebord og trommede utålmodigt med fingrene mod bordfladen. Gennem døråbningen betragtede han det runde ur med romertallene, som hang på væggen ude i forkontoret. Da den store viser nærmest som i slowmotion gled over på II, rejste han sig fra sin stol. Han tog det gennemsigtige plasticchartek, som lå foran ham på bordet, og en mellemstor papirclips fra kruset med kuglepenne og puttede clipsen i brystlommen. Der var ingen vej tilbage nu, hans kup mod Lauritzen Enterprise var sat i gang. Et kup som han i årevis havde drømt om at udføre, og som han havde brugt uendelig lang tid på at planlægge ned til mindste detalje. De mange år, hvor han havde knoklet som en hund for sin chef, Axel Pondus Lauritzen, og fundet sig i hans ydmygelser, skulle endelig hævnes. Han var ikke længere Fedesen, Idioten, Kvajpanden, Åndsbollen-der-ikke-kunne-lægge-to-tal-sammen. Hvis han var noget, så var det fast besluttet på at gennemføre sin plan. Mogens gik ud af sit kontor og videre gennem det store forlokale, hvor de seks pladser ved skrivebordene som forventeligt var tomme. Tre af pigerne, der sad her, tog hver onsdag hen og spiste frokost på Café “Oven Vandet” og var først tilbage om tidligst 25 minutter. En fjerde havde sygemeldt sig, og de sidste to, Karen og så Ellen Thyregod, hans egen sekretær, spiste altid oppe i frokoststuen på anden sal. Ellen, der var den mest punktlige, ville helt sikkert være tilbage når klokken slog halv ét, så han havde ingen tid at spilde. Han fortsatte ud på trappeopgangen og gik nedenunder til stueetagen hvor værkstedet lå. Igennem den åbne dør kunne han se den polske værkfører Stefaniak stå ovre ved den store drejebænk med ryggen til ham. I det samme lød der larm ude fra gården, da en palle blev trukket ind i vareelevatoren, som var placeret uden på bygningen. 20

Savnet.indd 20

18/08/14 09.20


Elevatoren stod med dørene åbne i begge ender, så man kunne se lige igennem den og ud i gården. Chaufføren i den gule jakke trak sin trækvogn fri af pallen med kontorforsyninger og lukkede elevatorens yderdør efter sig. Kontorforsyningerne fik de hver sjette uge, og det var Runes, deres kontorbuds, job at køre dem op med elevatoren til lageret på anden sal. Mogens vidste dog, at Rune altid spiste sin frokost, inden han besværede sig hele vejen ned for at lukke elevatordøren. Nu var der kun for Mogens at vente på at Stefaniaks blære, der ikke kunne tåle træk, sendte værkføreren ud på toilettet, hvilket skete et par gange i timen. Mogens kunne ud fra Stefaniaks små trin på stedet se, at det ikke ville vare længe, før han skulle af sted igen. Efter yderligere et par minutters venten forlod Stefaniak sin drejebænk, og Mogens kunne uset spadsere gennem værkstedet og hen til elevatoren. Han trak forsigtigt døren til og trykkede på knappen. Den gamle vareelevator humpede sig hele vejen op på anden sal, hvor han steg ud i den lille niche på den lange smalle gang. Fra frokoststuen længere henne lugtede der af mad, og han kunne gennem den åbne dør høre kollegaerne småsludre. Han stak forsigtigt hovedet frem og så hen mod receptionen, hvor Pauline sad og talte i sit headset. Lizette, den anden receptionist, kunne han ikke få øje på. Han havde dog allerede indkalkuleret Lizettes fravær i sin plan og vidste, at hun netop på dette tidspunkt ville være beskæftiget andetsteds i bygningen. Han fortsatte videre ned ad gangen og forbi tegnestuen, hvor det kun var Lasse – en af ingeniørernes assistenter – som sad tilbage. Lasse var som vanligt fuldstændig optaget af at spille Counterstrike på sin computer og ænsede ikke Mogens, da han listede sig forbi det store vindue. Mogens fortsatte videre ned ad gangen mod det sidste kontor på etagen. Han standsede foran mahognidøren med messingskiltet, der afslørede, at det var herinde, direktør Axel Pondus Lauritzen havde sit kontor. Mogens lagde øret til døren og lyttede, inden han forsigtigt pressede dørhåndtaget ned og erfarede, at døren var låst. Han fandt sit plasticchartek frem og bukkede sig ned. Behændigt skød han chartekket halvvejs ind under døren. Derpå rejste han sig igen og fandt papirclipsen frem af lommen. Han rettede clipsen ud og pressede den forsigtigt ind i låsen. Han vred den et par 21

Savnet.indd 21

18/08/14 09.20


gange rundt, indtil der lød et lille bump på den anden side af døren. Mogens bukkede sig atter ned og trak forsigtigt chartekket ud med nøglen ovenpå. Han stak nøglen i låsen og låste sig ind på kontoret. Pondus Lauritzens kontor lugtede svagt af cigarrøg. Mogens havde været heroppe utallige gange, som regel for at indkassere en skideballe, men det var nu alligevel noget andet at stå her alene i det dystre kontor med det store mahogniskrivebord, chesterfieldstolene og de malede portrætter på væggen af tre generationer Lauritzen – den ene mere bistert udseende end den anden. Han bevægede sig lydløst hen over det tykke tæppe mod værdiskabet, der stod placeret klos op ad skrivebordet. Overfor ham stod døren ind til mødelokalet halvvejs åben, og Mogens kunne se at Pondus Lauritzen stod for enden af det lange konferencebord. Mogens holdt vejret og kunne mærke hvordan hjertet hamrede, mens han betragtede sin chef. Pondus Lauritzen stod med ryggen til ham med bukserne nede om anklerne og den blå skjorte løst hængende halvvejs nede over sit enorme og blege bagparti. Et par slanke ben stak frem på hver sin side af ham. Tåneglene på fødderne, der hvilede let på bordkanten, var lakeret pink, uden at man ellers kunne identificere hvem det var som lå på bordet. Men Mogens vidste alt om Lizettes og Pondus Lauritzens erotiske forhold, der udfoldede sig i frokostpausen hver onsdag. Et forhold, der havde stået på i et halvt års tid, og som ifølge Mogens’ tidtagning varede et sted mellem otte og ni minutter pr. gang. Han håbede, at Pondus Lauritzen trods sine 66 år stadig ville kunne stå distancen, og han skyndte sig at dreje koden ind på værdiboksens låsehjul. Venstre 19, højre 47, venstre 12, højre 05. En kode der ikke var sværere at huske end Pondus Lauritzens egen fødselsdag. Der lød et lille klik fra låsen, og boksdøren gled langsomt op. Mogens så sig nervøst tilbage mod konferencelokalet, hvor han kunne se at Pondus Lauritzen havde sat farten op. Han var nødt til at handle hurtigt nu. På boksens øverste hylde lå ringbindene med årsregnskaberne, både det fiktive til SKAT og det reelle med posteringerne over det sorte arbejde, som blev udført. Ved siden af mapperne lå en bunke med værdipapirer og tre små smykkeæsker. På hylderne nedenunder bugnede det med bundter af pengesedler. 1000- og 500-kronesedler stod 22

Savnet.indd 22

18/08/14 09.20


stab­let side om side. Synet af de mange penge overvældede Mogens. Der var flere, end selv han havde kalkuleret med, og han skønnede, at der måske endda var så meget som en hel million. Han knappede sin jakke op og begyndte at stoppe sedlerne i inderforet, som han havde sprættet op foroven, så han kunne gemme pengene i sit alt for store jakkesæt. – Ja! lød det bag ham. Mogens tabte forskrækket et bundt 1000-kronesedler og vendte sig om. – Ja! Ja! Ja! stønnede Pondus Lauritzen. Tilsyneladende hans kampråb under akten, der var ved at nå sit klimaks. Da der ikke kunne være flere bundter i jakkens inderfor, stak Mogens begge bukseben ned i sine sokker og begyndte at proppe pengene ned i sine bukser, der nu fungerede som to store pengeposer. Da han havde taget det sidst bundt i skabet, rejste han sig op og så ned ad sig selv. Han lignede et udstoppet fugleskræmsel, og i et kort øjeblik fortrød han sin egen grådighed, samtidig med at han mærkede den kildrende fornemmelse af pengesedler hele vejen op ad begge lår. – Jaaaaaa!!! stønnede Pondus Lauritzen i et sidste og udmattende skrål. I et kort øjeblik stod han og svajede med rødsprængte kinder og sveden dryppende fra ansigtet og ned på Lizettes bare bryster. – For pokker da, Lizette, du tager livet af mig. Han bukkede sig ned og trak sine bukser op og strammede selerne. Inden Lizette kunne nå at svare, vendte han sig om og gik ind på kontoret. Han så sig kort omkring, som fornemmede han et eller andet var galt, men det mørke kontor var tomt. Mogens stod i vareelevatoren, der havde kurs ned mod stueetagen. Han støttede sig op ad pallen med kontorforsyningerne, imens han mærkede, hvordan sveden stod fra ham, ikke blot fordi han var nervøs, men også på grund af det ekstra lag fór i jakken. Han havde som det sidste på Pondus Lauritzens kontor sat nøglen tilbage i døren. Desværre var det ikke muligt at smække den udefra, så han havde blot lukket den efter sig. Han håbede at Pondus Lauritzen ville se den ulåste dør som sin egen forglemmelse, men han kunne ikke vide sig sikker. Chefen kunne lige så godt ane uråd og tjekke værdiskabet med det samme. Mogens åbnede elevatordøren og gik ud i værkstedet. Stefa23

Savnet.indd 23

18/08/14 09.20


niak stod med ryggen til ham tilsyneladende så optaget af sit arbejde, at han ikke interesserede sig for hvem der benyttede elevatoren. Mogens skyndte sig op ad trappen mod sit kontor. Allerhelst ville han bare være spurtet ud ad porten, men han var nødt til at hente mappen med sine billetter og sit pas. De mange penge i bukserne besværede hans gang, og han følte, at han gik som Charlie Chaplin, og at alle ville kunne se, at tøjet var stoppet med penge. Heldigvis var ingen af de andre vendt tilbage fra deres frokost. Han tog sin mappe fra skrivebordet, og øjeblikket efter var han atter på vej ned ad trappen mod udgangen og sin frihed. – Mogens! lød det en halv etage over ham. – Ikke så hurtigt, du. Mogens stivnede og vendte sig om. Camaro Carsten kom ned ad trappen og gav ham et køligt blik. – Hvor tror du at du skal hen? Mogens kunne mærke sveden, der sprang fra hans pande. – Jeg ... det ved du da. Det er onsdag ... jeg skal ned med tips ... kuponer. Han bankede let på sin mappe. I det samme så han spidsen af en tusindkroneseddel stikke frem fra sit jakkeærme. Foret måtte være gået op et sted, og det var kun et spørgmål om tid, før han stod og dryssede penge foran CC. Han sank sit spyt. – Ja, det er jeg da godt klar over, svarede Carsten og smilte, – men ikke før du har taget mine med. – Naturligvis. Beklager, at jeg glemte dig. – Nu har du vel ikke satset hele formuen? Carsten tog et par kuponer op af jakkelommen. – Nej nej, det går nok. – Har du også Everton som sikker vinder? – Halvgardering. Mogens tog Carstens kuponer og åbnede sin mappe. Et par tusindkronesedler dryssede ned i mappen, mens han lagde kuponerne væk. Alt sammen uden for Carstens synsfelt. – Vi kan bare afregne senere. Mogens lukkede mappen og skulle til at gå ned ad trappen, da Carsten greb hans arm. – Synes du det er dumt med den satsning? – Jeg tror det er helt fint, CC, svarede Mogens og tog forsigtigt armen til sig. – Hvor intet vover ... som man siger. 24

Savnet.indd 24

18/08/14 09.20


Mogens gik ned ad Overgaden oven Vandet. En havnerundfart gled forbi ude på kanalen, mens guiden forklarede sig på tre sprog. Mogens mærkede den bidende vind, der blæste fra havnebassinet. Den afkølede ham og gjorde ham godt. Hans plan var indtil videre lykkedes, nu havde han kun et enkelt ærinde, inden han ville forsvinde herfra.

Savnet.indd 25

18/08/14 09.20


100mm

154mm

28,3 mm

154mm

Den enlige regnskabschef Mogens Slotsholm begår underslæb og flygter til Berlin for at deltage i et hemmeligt møde. Men Mogens forsvinder sporløst i den tyske hovedstad. Tidligere kriminalbetjent Thomas ”Ravn” Ravnsholdt, der stadig er mærket efter sin kærestes voldsomme død, bliver kontaktet af Mogens’ søster Louise og involverer sig i eftersøgningen. De erfarer snart at flere enlige mænd er forsvundet for senere at blive fundet druknede og nøgne.

226mm

„Krefeld befinder sig i ligaen blandt de bedste.” Politiken

„Giver læserne ophedede, søvnløse nætter.” Berlingske

I et kapløb med tiden jagter de sandheden og gerningsmanden som står bag. En jagt der fører Ravn og Louise mod en gammel og uhyggelig sag fra månederne omkring Murens fald. Hvor en Stasi-agents voldsomme overgreb spinder tråde frem mod nutidens hændelser.

„Effent og hårdkogt.” Jyllands-Posten

„Holder spændingen hele vejen.” Ekstra Bladet

SAVNET er andet selvstændige bind i serien om privatopdageren Ravn der efterforsker sager med forsvundne personer.

„Adrenalinen koger hele vejen.” Fyns Amts Avis

Fås som paperback, e-bog og lydbog.

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET

„Slipper ikke taget i dig, før sidste side er vendt.” Krimifan.dk

MICHAEL KATZ KREFELD SAVNET

Fortidens rædsler vækkes til live, da en dansker forsvinder i Berlin

FOTO: THOMAS A

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R UDKOMMER I 19 LANDE

100mm

MICHAEL KATZ KREFELD, f. 1966, debuterede som romanforfatter i 2007 med FØR STORMEN, der indbragte ham Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Siden fulgte PANS HEMMELIGHED, PROTOKOLLEN og SORT SNE FALDER, der blev kåret til bedste danske krimi i 2012 og nomineret til Glasnøglen, der tildeles bedste skandinaviske krimi. Med AFSPORET har Krefeld indledt en ny serie om privatopdageren Ravn. Serien er foreløbig solgt til udgivelse i 19 lande.

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

LINDHARDT OG RINGHOF | KRIMI

Facebook.com/KatzKrefeld michaelkatzkrefeld.dk