Regndråbernes epilog - læseprøve

„Et sprudlende fortælletalent … Hvis jeg var Island, ville jeg være stolt helt ned i mine klipper“ – Information I Regndråbernes epilog befærdes Reykjaviks nattemørke gader af ånder og genfærd, mens jorden skælver under dem. I dagslyset fortsætter man ufortrødent udvidelsen af byen, hvor der bygges nye bankfilialer og kirker på snart sagt hvert et gadehjørne. Romanen er en selvstændig fortsættelse til Ridderne af den runde trappe og Vingeslag i tagrenden. Tilsammen udgør de ”Reykjavik trilogien”.

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

RegndrĂĽbernes epilog

RegndrĂĽbernes epilog.indd 1

18/08/16 10:14 am

Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016: Frankensteins kup. Digte, 1981 Ridderne af den runde trappe. Roman, 1984 Vingeslag i tagrenden. Roman, 1986 Regndråbernes epilog. Roman, 1988 Røde dage. Roman, 1991 Universets engle. Roman, 1995 Orkanens øje. Digte, 1996 Fodspor på himlen. Roman, 1999 Drømme på jorden. Roman, 2001 Måske er posten sulten. Noveller, 2002 Navnløse veje. Roman, 2003 Beatlemanifestet. Roman, 2005 Jeg skyder genvej forbi døden. Digte, 2007 Sindets tremmer. Roman, 2008 Hvidbogen. Essays, 2009 Bankstræde nr. 0. Essays, 2011 Betragtninger over fortællekunsten. Poetik, 2012 Islandske konger. Roman, 2013 Hundedage. Roman, 2015 På sporet af den zoologiske have. Noveller, 2016

EINAR MÁR GUÐMUNDSSON er en af Islands største nulevende forfattere, modtager af bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Karen Blixen-medaljen og Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet ”Den lille nobelpris”.

Med i alt tyve værker, herunder romaner, noveller, digte og essays, står forfatterskabet som en milepæl i den nordiske fortælletradition.

Regndråbernes epilog.indd 2

18/08/16 10:14 am

Einar Már Guðmundsson

Regndråbernes epilog Roman

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

Lindhardt og Ringhof

Regndråbernes epilog.indd 3

18/08/16 10:14 am

Denne udgivelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lademanns Fond og Eimskip.

Forlaget ønsker at takke Mathilde Friese, Mikkel Henssel, Caroline Kamp Jørgensen, Astrid Ellehammer Kristensen, Ninna Lange, Liv Charlotte Lindhardt, Sandra Stauersbøll Nielsen, Louise Ardenfelt Ravnild, Rikke Kühn Riegels og Sonya de Souza Schmidt-Madsen. En særlig tak skal også gives til Forlagið og Islands Ambassade, ambassadør Benedikt Jónsson og kulturkonsulent Stefanía Kristín Bjarnadóttir.

Regndråbernes epilog Oversat fra islandsk efter: Eftirmáli regndropanna Oversat af Erik Skyum-Nielsen Copyright © 1986 Einar Már Guðmundsson og Almenna bókafélagið Første gang på dansk © 1988 Forlaget Vindrose Denne udgave © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Rettigheder forhandlet gennem: Copenhagen Literary Agency Omslag: Simon Færch Trykt hos: Livonia Print 2. udgave, 1. oplag 2016 Denne bog har ISBN 978-87-11-55312-1 Sælges kun i forbindelse med Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016 ISBN 978-87-11-48582-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.

Regndråbernes epilog.indd 4

18/08/16 10:14 am

RegndrĂĽbernes epilog.indd 10

18/08/16 10:14 am

Første del Skibet i stormen

RegndrĂĽbernes epilog.indd 11

18/08/16 10:14 am

RegndrĂĽbernes epilog.indd 12

18/08/16 10:14 am

RegndrĂĽberne kommer

RegndrĂĽbernes epilog.indd 13

18/08/16 10:14 am

RegndrĂĽbernes epilog.indd 14

18/08/16 10:14 am

Diverse tegn på himlen

Flammende blålys

Da torden og lynild eksploderer over den halvmørke, aftensøvnige by, lyder det, som om der bliver spillet på utallige elektriske instrumenter i luften.

Alt ryster og rasler.

Skrattende lyde, som af radiofoniske forstyrrelser, tumler rundt, og en hvinen som af mangfoldige ustemte violiner fylder ørerne såvel hos svævende afdøde som hos dem, der går levende omkring.

Det er, som om der bliver slået med bordben på bækkener, som om pauker trakteres med træklodser eller en taktløs kompressor skælver oppe i himlen.

Alt ryster og rumsterer over den halvmørke, aftensøvnige by.

15

Regndråbernes epilog.indd 15

18/08/16 10:14 am

Nogle mærker deres kranier dirre, og mens øjenlåg sitrer som ruder i vinduer, kan man til alle sider høre sindets jordskorpe slå revner.

Et sted flakker pupiller omkring som lysekroner mellem vægge.

Et sted stryger sprækker hen over skrøbelige sjæle.

Et sted ...

Men lige med ét.

Igennem det mørkklædte hvælv farer raketter på størrelse med himmellegemer.

De farer af sted med så voldsom fart, at det et øjeblik er, som om samtlige himmellegemer springer i luften.

I det samme lyses jorden op af et skarpt, blitzagtigt blålys, og et lynhurtigt skær slår imod murstenshuse og betonblokke.

Her er alting så lyst.

Her er alting så klart.

Selv mørkerædde katte bliver blændet, og bælgmørke musehuller lyses op og skinner som høje, lyse sale.

I byen har indbyggerne det, som befandt de sig i en kæmpemæssig celle, hvor nogen tog billeder af dem.

Men byen.

Byen selv.

Aldeles forsvarsløs står den ved verdens iskolde yderrand som et nøgent træ på en klippehylde, knap nok større end en utæt hytte eller en lillebitte dråbe vand, hvis man betragter den i verdensøjets blå skær.

16

Regndråbernes epilog.indd 16

18/08/16 10:14 am

Og havet, det skummende, brusende hav.

Oprørt og gråt slår det mod klipperne, hvor forkrøblede grene skælver i deres iskolde nøgenhed.

Enten er deres blade ved at drysse af, eller også er de forlængst føget langt pokker i vold, og i det blålysende mørke synes det, som om alle husene, alle blokkene, alle bygningerne, de jernarmerede betonbygninger, er i færd med at ændre sig.

Ja, i skæret fra det klare lys antager de spøgelsesagtige slottes ansigtstræk, og det er ikke så sært, hvis en og anden føler det, som om det et eller andet sted hviner i rustne hængsler.

Regndråbernes epilog.indd 17

18/08/16 10:14 am

Dværgenes løfte og drømmen, der brænder

Der er hvide genfærd, der stiger ud af drømme, døde fugle, der flyver ud af øjne.

Der er nogen, der ser engle svæve på ravnsorte vinger, og urgamle rovfugle med troldehoveder besøger børnene, der sover uskyldigt i deres senge i højhusene.

Også lynende vrede dværge viser sig for dem, sammen med elverfolk, som med knyttede næver hævet mod himlen erklærer at ville fortsætte med at bygge dueslag og forsvare de store, hemmelighedsfulde sten, indtil i det mindste værkføreren har mistet gnisten.

I det samme ler børnene.

Deres ondskabsfulde latter fylder lejlighederne og svæver ud ad vinduerne og ud i mørket.

Hvilket forældrene naturligvis finder sært.

Bekymrede grunder de over, hvorfor deres børn lige pludselig er begyndt at grine i søvne i stedet for at snakke.

18

Regndråbernes epilog.indd 18

18/08/16 10:14 am

Men ikke langt fra højhusene, som i virkeligheden er mange gange større, end nogen rovfugl kan blive i drømme ...

Inde i et hus ...

Inde i et lille, hvidmalet hus med en flisegang, der fører hen over et kløverbevokset græsstykke.

Bag lukkede døre, vægge, gardiner og oplyste vinduer.

Ja, under en brokadevævet lampeskærm flammer rødlige, gule tunger af ild.

De flammer om kap med hinanden; alligevel kommer de hverken fra væggene, fra stuens malerier, orglet, sofaen eller tæpperne.

Nej. Bag lukkede døre, vægge, gardiner og oplyste vinduer, under en brokadevævet lampeskærm sidder en kvinde og sover med en synål mellem fingrene.

Hun sover i en drøm, og drømmer i søvne, drømmer med vulkanudbrud i sjælen.

Drømmer uden at vide, at hun lige straks vil vågne.

19

Regndråbernes epilog.indd 19

18/08/16 10:14 am

Jordskælvet, der aldrig blev målt

Og ude i aftenmørket.

Ude i det blåt lysende aftenhalvmørke, hvor husenes vinduer lyses op som fjernsynsskærme på en anden planet ...

Mens spejlene langs barbersalonens kridhvide, men snavsede, vægge tilbagekaster lynenes klare lysskær og sender dem som dybvandsbomber gennem akvarierne på glashylden.

Og på samme tid.

Idet kobjælden hos pedel Frimann lyses op og skinner som en forhekset klokke inde i den hvide skoles glasbur, hvor Frimann sidder i dagtimerne og fundne sager bliver afleveret og hentet.

Og hvis man skal lægge noget i senere tiders folkesagn: Idet den udstoppede falk mærker sit hjerte banke inde på kontoret hos skoleinspektør Herbert.

Ja, i samme øjeblik synes det, som om både oldgamle drager og landets skytsånder, som er blevet ofre for 20

Regndråbernes epilog.indd 20

18/08/16 10:14 am

afbildninger på mønter, vælter rundt dybt nede under jorden, roterer i en årtusindgammel søvn og med spyddene gnubber rynkede drømme ud af øjnene, for såvel under kvarterets hullede grusveje som under de asfalterede striber, under huse såvel som under blokke, er der nogen, der vrider sig i krampagtig spænding med jordskælvs­rallen i lungerne.

Det er derfor, at gaderne både sitrer og skælver.

Og barbersalonen og skolen og kirken og arbejds­ skurene.

Alt skælver, mens himmelhvælvet står i flammer.

Nogle kan se, hvordan biler på parkeringspladser hopper deres egen højde, om kap med hinanden. Og børnene, der sidder vågne i nattøj i vindueskarmene og kigger ud ad vinduerne: Ser de ikke, hvordan lygtepælene farer sammen som hvaler, man slår ihjel?

21

Regndråbernes epilog.indd 21

18/08/16 10:14 am

Der ymtes om eksistensen af et grønklædt v­ æsen, og dørvogternes syner præsenteres løseligt

Er det ikke just på sådanne aftener, at det grønklædte væsen, genfærdet til manden med isklumperne, der aldrig forsvinder fra hans overskæg, kommer til syne?

For sådanne aftener.

Er de ikke bestemt til durkdrevne misgerninger?

Jo, hør nu bare.

De, der har set det grønklædte væsen, mandens genfærd, er alle sammen enige og siger, med et blik så oprigtigt, at de alle umuligt kan lyve, at væsenet ikke alene vifter om sig med det svulmende hesteben og ikke kun er udstyret med den lusekam, som det vides, at manden med isklumperne medbragte, den nat han forsvandt – nej, folk har tillige, under armhulen på væsenet, set hovedet af den dame, som alle kvarterets indbyggere kendte af udseende, mens hun levede, og som sammen med sin mand drev en forretning her.

For slet ikke at tale om spektaklet fra udhusene på gården omme bag biblioteket, eller øjnene, det forgif22

Regndråbernes epilog.indd 22

18/08/16 10:14 am

tede blik, som så ofte har bedraget folk og forvirret deres syn, taget pippet fra dem under kørslen og forvoldt trafikulykker, eller om buschaufførerne, der kører rundt i kvarteret og indimellem har været nødt til at standse brat op.

Men hvorom alting nu er, hvis det grønklædte væsen er her, hvis det vandrer omkring i lys lue og er her til stede, bør det så ikke melde sig i egen høje person?

Hvem skulle ellers bestemme det?

Ja, hvem mon, om ikke lige Elektricitetsforsyningen, for selv om den ikke gør sig nogen videre skrupler, ligner det grønklædte væsen dog alle andre genfærd og spøgelser på det punkt, at det da selvfølgelig foretrækker, at der er buldermørkt på himlen, og at lygtepæle og vinduer går i ét med det sorte.

Således at en eftermiddag med strømsvigt, en aften eller en nat ...

Intet ville passe væsenet bedre.

Men altså: Mens sovende højhusbørn erhvervede sig værdifulde oplysninger i søvne og andre børn, som sad vågne oppe i deres nattøj, blev vidner til jordskælv, som siden hen viste sig så hemmelighedsfulde og mærkværdige, at skønt de fleste indbyggere i kvarteret lagde mærke til det og følte ikke bare dets dirren, men også dets skælven, så blev det hverken målt med millibar på Richterskalaen eller nogen sinde bekendtgjort officielt.

23

Regndråbernes epilog.indd 23

18/08/16 10:14 am

Men samtidig med at dette hænder, og mens en kvinde i et hvidmalet hus sidder og drømmer med vulkanudbrud i sindet, sker det som på tælling, at utallige børne­rige pinsemissionske kællinger i alle ender af kvarteret falder i trance. Og ved et særligt bønnemøde holdt af og for de dørvogtere, der uddeler bibelske billeder i søndags­skolernes entré, synes en hel mængde bibelbilleder at drysse gennem deres sind. Ja, så vidt de kan se, stikker der en hvid finger ned gennem den blåt lysende himmel og peger på dem, omspændt af gule strålers flammeskær.

Regndråbernes epilog.indd 24

18/08/16 10:14 am

Festen i værkstedet

Om en sadelmager, som ingen ved hvor gammel er, enlige kutterveteraner og en bonde med en sort hund

Et andet sted i kvarteret.

Inde i den gamle sadelmagers værksted, midt mellem dybenes mørke gyder, er nogle af de personer samlet, som her er blevet nævnt i kapiteloverskriften, og grunden til deres tilstedeværelse i værkstedet er, at de dér agter at smage på de stærke drikke og dermed tænde op under historier.

Det vil også være rigtigt at oplyse, at man, af byggestilen som af andre træk, kan drage den slutning, at dybene udgør kvarterets ældste del. Husene er mindre der, træerne større og gaderne tillige smallere og kortere, men dybenes rodfæstethed og ælde ses dog tydeligst af den kendsgerning, at det var ved deres udkant, at man i sin tid opførte byens første og største sindssygehospital.

25

Regndråbernes epilog.indd 25

18/08/16 10:14 am

Men ældre end både husene og gaderne, træerne og sindssygehospitalet er dog uden tvivl sadelmagerens værksted, og der er dem, der siger, at det forholder sig med værkstedet som med de historier, der fortælles derinde; på samme tid ældre end alt, hvad der er gammelt, og yngre end alt, hvad der er ungt.

Faktisk er der ingen, der ved, nøjagtig hvornår sadelmageren kom og byggede sit værksted, og han er ikke blevet ældet, al den tid det har stået der, også hans egen alder er en fuldstændig ukendt størrelse.

Nogle vil mene, at sadelmageren bare er en af disse midaldrende fyre, der i evigheder bliver stående ved tærskelen til støvets år, indtil han en skønne dag tager springet opefter; andre gør opmærksom på, at hvis man skal tage hans beretninger alvorligt, er det ikke langt fra, at hans alder må ansættes til tre hundrede år, fire hundrede år, ja, han kan meget vel være en af landnamsmændene.

Hvem ved, måske var der engang en sadelmager, der sprang ind mellem bogstaverne, ud af en historie og ind i verden, en historie, som på samme tid var ældre end alt, hvad der er gammelt, og yngre end alt, hvad der er ungt.

Hvorom alting nu er, så sidder på arbejdsbordene eller på brune og rødlige, hårde og hvælvede sadler, spredt over værkstedsgulvet, fjorten kutterveteraner, og fordi de er fjorten i tal og holder solidt sammen, bliver de til tider opkaldt efter det berømte mandskor og benævnt de fjorten fostbrødre.

26

Regndråbernes epilog.indd 26

18/08/16 10:14 am

Det kan måske indvendes, at ligheden kan være vanskelig at se, thi mens myndighederne i dette land sædvanligvis regner mandskoret de fjorten fostbrødre for den mest strålende repræsentant for vort lands kunstneriske formåen i fremmede byers sangsale, har de fjorten kutterveteraner så vidt vides aldrig gjort krav på at blive opfattet som repræsentanter for hverken den ene eller den anden kunstart, mindst af alt i udlandet, hvor ingen af dem nogen sinde har været.

Tværtimod står hver af disse fjorten ud med sin kutter og fisker, dels med redskaber, dels med net, efter stenbider og kuller og torsk og sej og helleflynder og tilmed undertiden ulk, som nogle af dem siger er en fremragende fisk, hvis ellers man tilbereder den rigtigt.

Fangsten lander kutterveteranerne ved den lille kaj nede ved stranden, og nogle gange kommer de gående gennem kvarteret og falbyder deres fisk under høje råb, ligesom de lader fisken hærde af sol og vind i fiskestativerne, som de disponerer over på sandstrækningen op til galesanatoriet, i kvarteret sædvanligvis kaldet det gule sindssygehospital.

De salter også fisken, og soltørrer den, de få gange vejret er til det. Den soltørrede klipfisk sælger de direkte gennem sanatoriets bagdør efter særlig overenskomst med køkkenet og den dertilhørende kantine. Men øst for sindssygehospitalet, i en samling hytter og skure, dér har kutterveteranerne deres hjem.

Nej, det er ikke så let at beskrive kutterveteranernes udseende, ikke sådan én for én, for selvfølgelig er de for27

Regndråbernes epilog.indd 27

18/08/16 10:14 am

skellige indbyrdes, som mænd er det i et hvilket som helst erhverv, men at beskrive dem hver for sig og oplyse om deres navne og deres fars slægt og deres herkomst i øvrigt, nej, så ville denne historie blive én stor søulkekrønike, og så ville andre kutterveteraner og deres slægtninge komme rendende og hævde, at de var blevet forbigået, og selv kvinder med ligeberettigelsesidealer ville stille sig på bagbenene og kalde hele beretningen for en ren og skær mandfolkeopremsning, hvor alle kutterkonerne manglede.

Men ud over at have grønlige hættefrakker og hvide kasketter, som de tager på, når de kommer med fisken i trillebørene, er de fleste af kutterveteranerne høje og magre med plirrende øjne og en stram, vejrbidt hud, og de har endvidere det til fælles, at når de befinder sig mellem væggene i hytte- og skurklyngen, er de alle sammen ugifte eremitter, ungkarle fra top til tå.

Denne tingenes tilstand kommer sig ifølge sadel­ mageren ene og alene af, at i kutterveteranernes kroppe, dér går der mandfolk, som er alt for værdifulde til at befatte sig med kvinder, og i det stykke synes han at tale af egen erfaring, for sadelmageren har, i hele sit liv, haft ikke færre end tolv koner.

Set udefra er sadelmagerens værksted et bølgebliksbeklædt skur, med et tag, der er en del højere end på en almindelig garage, omtrent lige så langt og bredt, uden noget, der springer i øjnene, det skulle da lige være, at døren er i hesteskoform.

28

Regndråbernes epilog.indd 28

18/08/16 10:14 am

Indeni er værkstedet derimod bræddebeklædt og tapetseret med træ, som, hvis man skal tro sadelmageren, kan nedstamme fra de oldtidsskove, der var her, da landnamsmændene kom.

Men ikke nok med det.

Ned fra loftet, langs med tagryggen, hænger der et finpudset hvalskelet, som skinner og kaster lys fra sig, og langs væggene stirrer udstoppede rævehoveder, ligesom der hænger skind, dels af fremmede pelsdyr, dels af de tre isbjørne, som sadelmageren tog livtag med og fældede en vinter, da de kom traskende på havisen.

Der er også skjolde, dekorerede sværdfæster og sadler, bidsler og nakketøj.

Ja, alskens pyntegenstande, som får en til at blande tidsaldrene sammen og gør værkstedet til en verden, der er så totalt anderledes, at alt derinde synes at leve et andet liv end i husene rundt om og i sanatoriet ved vandet.

Men inde på værkstedet befinder sig ikke kun kutter­ veteranerne, ikke kun isbjørneskindene, pelsdyrskindene, rævehovederne, hvalskelettet, men også en sprællevende sort hund, der følger sin herre, en mand i lyse bukser og ternet skjorte, som hedder Gunnar og er den sidste aktive bonde, man kender til i kvarteret. Hans bedrift med heste, køer, får og høns ligger i dalen lige ved siden af anlægget og græsmarkerne.

Mens andre gårde enten er blevet revet ned for at gøre plads til huse og boligblokke eller er blevet forvandlet til 29

Regndråbernes epilog.indd 29

18/08/16 10:14 am

udlejningsskure under kommunen, er hans gård blevet liggende, som om byen aldrig er blevet bygget.

På gulvet ligger den sorte hund ved hans fødder, men modsat kutterveteranerne, der sidder rundt om på arbejdsborde eller overskrævs på sadlerne, står Gunnar og læner sig op ad vægen mellem to rævehoveder, som næsten hallucineret stirrer forbi hans ører, der, skønt de stritter, siges at besidde anlæg for musik, thi Gunnar er ikke bare enkemand, han er også en højt værdsat recitator, sanger og danser, når lejlighed byder sig.

Men skønt han tillige er en glimrende fortæller, lader han altid sadelmageren om fortællekunsten, når han befinder sig i dennes værksted, og sadelmageren står ikke og læner sig op ad væggen som bonden selv, ej heller sidder han på en sadel eller oppe på et arbejdsbord, nej, han troner i en stol, en slags højsæde med udskårne armlæn, anbragt på en lille forhøjning.

Og sadelmageren er iført en vest, der er syet sammen af utallige læderrester i forskellige farver, og som om vesten ikke var nok i sig selv, hænger der også ned fra den en forgyldt klokke, som sadelmageren bruger til at tysse på festdeltagerne, når det en sjælden gang hænder, at en af dem forsøger at overdøve hans historier og beretninger.

30

Regndråbernes epilog.indd 30

18/08/16 10:14 am

„Et sprudlende fortælletalent … Hvis jeg var Island, ville jeg være stolt helt ned i mine klipper“ – Information I Regndråbernes epilog befærdes Reykjaviks nattemørke gader af ånder og genfærd, mens jorden skælver under dem. I dagslyset fortsætter man ufortrødent udvidelsen af byen, hvor der bygges nye bankfilialer og kirker på snart sagt hvert et gadehjørne. Romanen er en selvstændig fortsættelse til Ridderne af den runde trappe og Vingeslag i tagrenden. Tilsammen udgør de ”Reykjavik trilogien”.

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF