Provinspis – læseprøve

Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: familie, venner, fyre.

Og ikke mindst sig selv.

Nogle gange er man nødt til at tage en omvej for at slippe ud.

provinspis_CVR_TRYK 1r.indd 1

PROVINS PIS DITTE WIESE

DITTE WI ES E

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter.

Hun vil bare væk.

PROVINS PIS

"Han var skide ligeglad med, hvad andre tænkte."

"Og det vil du også gerne være?"

"Det er jeg."

"Der er forskel på at være skide ligeglad og være glad."

"Helt sikkert," vrænger jeg.

13/01/17 12.56

I serien SONAR: For altid af Jennifer L. Armentrout Moskitoland af David Arnold Kun tæt på af Sara Barnard Guderne af Elin Cullhed 99 dage af Katie Cotugno Lidt tættere på stjernerne af Heather Demetrios Hjertet er 1 organ af Sarah Engell 21 måder at dø af Sarah Engell Forbandede mødom + Forpulede kærlighed af Sarah Engell Hvis bare du var min af Jenny Han PS: Jeg elsker dig stadig af Jenny Han Hvad hjertet ved af Jessie Kirby Sandheden om Alice af Jennifer Mathieu Indespærret af Amy Christine Parker Skal – skal ikke af Kasie West Provinspis af Ditte Wiese Alt eller intet af Nicola Yoon Ikke alle drømme dør af Danielle Younge-Ullman

Provinspis_TRYK.indd 2

13/01/17 13.06

DITTE WIESE

PROVINS PIS

Provinspis_TRYK.indd 3

13/01/17 13.06

Ditte Wiese Provinspis Tekst: © 2017 Ditte Wiese og Forlaget Carlsen Omslag: Birgitte Herkild Grafisk tilrettelægning: BogGrafisk Bogen er sat med Adobe caslon Pro ISBN 9788711568668 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2017 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Provinspis_TRYK.indd 4

13/01/17 13.06

Meningen med livet er at være andre steder …

Ida

Provinspis_TRYK.indd 5

13/01/17 13.06

Provinspis_TRYK.indd 6

13/01/17 13.06

KAPITEL 1

“Knep mig!” hvisker jeg.

“Hvad?!” hoster han vantro. Jeg læner mig helt ind til ham. Min mund er lige ud for hans øre.

“Knep mig!” gentager jeg.

“Lad være, Ida. Du er fuld.”

“Jon. Kom nuuu,” plager jeg og nipper ham i øreflippen. Det gibber i ham. Han kigger bare opgivende på mig. “Jeg ved, du har lyst,” brummer jeg ind mod hans hud og lader tungespidsen kildre ham på halsen.

“Hvorfor?” spørger han.

“Jeg er megaliderlig,” ånder jeg tungt.

“Hvorfor mig?” uddyber han spørgsmålet.

“Du er den eneste fuckable fyr i miles omkreds.” Jeg trækker på skuldrene.

“Jep,” griner han. “Men jeg knepper dig ikke. Du fortryder det i morgen.”

“Spasser! Du fortryder det i morgen.” Jeg skubber ham væk og bunder to shots. “I det mindste kan jeg da regne med, at livet fucker mig!”

Han løfter sit glas og skåler med mig. Festen er ved at dø. Lige­ som jeg. Af kedsomhed. Hver dag dør jeg en lille smule mere i det her rådne provinshul. Adorable Ansager. Der er 21 kilometer 7

Provinspis_TRYK.indd 7

13/01/17 13.06

til Grindsted. 21 kilometer til Varde og 26 kilometer til Billund.

I midten af ingenting. Eller tæt nok på.

Der er 18 uger og fem dage, til jeg bliver student. Og så kan narrøvene kun se fartstriberne, så hurtigt er jeg væk.

“Skal vi skride?” spørger Jon, da han har drukket sin sodavand.

“Har du fortrudt? Deler du ud af din præmiepik alligevel?”

Jeg ved, jeg provokerer ham, men han kan tåle det. Han kender mig. Han har kendt mig altid. Vi er vokset op fem huse fra hin­ anden. Han var den første dreng, der rørte ved min fisse. Eller tissekone var det vel dengang i børnehaven. Siden har han ikke nærmet sig den.

“Nej. Jeg knalder heller ikke min søster, vel?” Hvem ved. Her i bonderøvsland knalder alle alle. Også fårene. Hvis altså ikke de spiller banjo og ryger majspibe. Altså ikke fårene. Bonderøvene.

Jeg stryger en tændstik, men lader den hurtigt falde ned i den nærmeste tomme flaske.

“Vi kunne bare gøre det for sjov,” foreslår jeg. Ligesom da vi kyssede for sjov til hans 18‑års fødselsdag. Det er flere år siden nu. Men det var … sjovt. Ikke at jeg går og tænker på det hele tiden. Det var bare et virkeligt sjovt kys. Måske nærmere brændende. Måske lidt for langt til at gå i kategorien ét kys.

Men jeg kender faktisk ikke definitionen på, hvornår det er ét kys, og hvornår det er kysser. Det må jeg slå op. Der må findes en klinisk definition.

Jeg kan se, at han også tænker på det kys, men han ryster på hovedet og ryster det af sig. Så giver han sig til at tale om fodbold med Patrick, hen over hovedet på mig. Jeg lader mig falde tilbage i sofaen og forsøger at betragte de sidste rester af ynkeligt liv i rummet.

8

Provinspis_TRYK.indd 8

13/01/17 13.06

“Du er verdens dårligste bedsteven,” snøvler jeg og skubber til Jon, mens vi går hjem.

“Det ved jeg godt. Det er derfor, jeg er din,” svarer han og hol­ der mig om skulderen. Jeg niver ham i kinden. Kysset flakser forbi min hjerne igen. Vi stopper op samtidigt, men kigger så op mod vinduet i gavlen på førstesalen i mit hus. Der er lys. Og nogen, der råber. Ligesom næsten altid.

“Sover du ikke hos os?” siger han som det mest naturlige i hele verden. Fuldstændig ubrændende. Han er faktisk verdens bedste bedsteven. Men det behøver jeg ikke sige til ham. Han er der altid for mig. Sådan har det altid været. Sådan skal det blive ved med at være. Den eneste ting, som jeg faktisk vil have, forbliver fuldstændigt, som den er.

“Jo,” mumler jeg. Vi går 185 skridt længere ned ad vejen gen­ nem februars snesjap og om i annekset i haven.

Jeg åbner Jons skab og trækker en T-shirt ud til at sove i, så kravler jeg ned under dynen længst ind mod væggen. Som jeg plejer.

“Aj, hvad fanden er det her?” hvæser jeg og kaster et par lyserøde blondetrusser ud på gulvet.

Jon griner højt.

“Det må være Julies.”

“Knalder du Julie?” spørger jeg overrasket.

Han trækker på skuldrene og tager sine pyjamasbukser på. Fra at være en lille, hulbrystet, astmatisk pindarm, er han pludseligt blevet voksen. I hvert fald at se på. Og det virker ikke længere så latterligt for en dreng at gå til gymnastik, når fyrene kommer til at se sådan der ud. Han slukker lyset og lægger sig ned ved siden af mig med hånden under hovedet, så hans albue peger på mig.

Ligesom 1.374 gange før. Cirka.

9

Provinspis_TRYK.indd 9

13/01/17 13.06

“Really? Kærester I??” spørger jeg. Julie er det tætteste, jeg kommer på en veninde. Det lyder ynkeligt. Det er det ikke. Jeg ses med dem, jeg gider. Og Julie har mere hjerneaktivitet end gen­ nemsnittet heromkring, hvilket også afholder hende fra at stille irriterende spørgsmål hele tiden. Bare hun holder sig fra at prøve at gøre os til slyngveninder. Eller værre endnu; beslutter sig for at redde mig fra mig selv – en sisyfosmission.

“Nej,” svarer han bestemt. “Men måske skulle jeg få mig en kæreste.” Han lyder eftertænksom.

“Ja, det skulle du da. Altså hvis du vil synke ned i lortet og nøjes med de lokale taberrøve,” fnyser jeg.

Han fnyser af mit fnys. “Hvad nu, hvis jeg faktisk gerne ville have en at holde i hånden og drømme om fremtiden med?”

“Hvad sker der for dig?” griner jeg. “Er du lige blevet 38 år eller hvad? Hvem er du, og hvad har du gjort af min playerven?”

Jeg niver ham i armen.

“Det kan jo ikke blive ved, vel? Jeg orker ikke de der engangs­ knald mere. Og eftersom du jo ikke er en mulighed,” han klapper mig på håret og griner, “og der ikke er andre, så kunne Julie egentlig være et meget godt bud på en kæreste.”

Jeeez. Jeg orker ikke engang at kommentere. Jeg ved ikke en­ gang, hvad jeg skal sige. Kærester. Julie og Jon. Bare nej.

“Synes du ikke?”

Mørket er stille. “Måske,” brummer jeg med lukkede øjne. Jon trækker vejret dybt. Han sover næsten. Jeg vender ryggen til ham, og han lægger en tung arm over dynen og mig. Jeg smiler og lader søvnen tage mig med væk.

Provinspis_TRYK.indd 10

13/01/17 13.06

KAPITEL 2

Jeg gider ikke vågne. Jeg gider sove. Tiden går hurtigere, når jeg sover. Selv når jeg ikke drømmer, er søvnen bedre end at forholde sig til det her dødssyge liv. Alt er bedre end kedeligheden. Men selvom jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg stadig sover, så har sporene fra nattens druk sat sitrende gang i min krop.

Døren går op, og kold luft rammer mit ansigt.

“Så, din fordrukne dovenkrop, rise and shine!” råber Jon. Jeg holder øjnene lukkede og svarer med min langfinger. Dynen for­ svinder i et rusj. Klamme, kolde hænder stryger ind på min mave.

“For helvede, din stodder!” gisper jeg og bruger alle mine kræf­ ter på at skubbe ham væk. Han lader sig falde ned på sengen i sit svedige løbetøj. Han dufter af kold luft og varm krop.

“Synd, du ikke var med. Jeg satte ny rekord. Du havde ikke haft en chance for at følge med,” griner han og ruller om på ryggen.

Hvis ikke jeg var så smadret, ville jeg godt have været med. Det kan godt være, han er stærkere end mig, men jeg er hurtigere end ham. Det eneste, jeg virkelig kan lide, er at løbe. Og knalde. Det er nærmest også det eneste, man kan foretage sig her. Der er bare ikke så mange i området, der er værd at sætte tænderne i. Så jeg løber.

Løber og løber og løber. Ikke i en klub eller til konkurrencer. Jeg løber bare for at få tiden til at gå. Og for at udfordre mig selv. Det er i det mindste muligt at måle udviklingen. Fysisk. Ingen, eller intet, 11

Provinspis_TRYK.indd 11

13/01/17 13.06

her udfordrer mit intellekt. Heller ikke skolen. Min tålmodighed derimod bliver udfordret hele tiden. Undtagen når jeg løber.

“Det var vist dit held, jeg ikke var med. Ellers kunne du ikke lyve om din manglende evne til at flytte fødderne i et rimeligt tempo, mr. Jeg-tror-jeg-kan-alt-med-min-krop-fordi-jeg-er-­vedat-blive-fysioterapeut,” vrænger jeg.

“He! Se lige dig selv!” griner han og springer ud på gulvet.

“Jeg går over i bad. Når jeg kommer tilbage, forventer jeg, at du er oppe. Og har ryddet op og støvsuget og ordnet mit vasketøj.”

Og så er han ude igen.

Jeg tager mig selv i at smile. Vi plejede at se hinanden hver dag.

Nu må han nøjes med et par gange om ugen.

Selvom han er et år og 128 dage ældre end mig, så har vi fulgtes altid. Han har kun været et klassetrin over mig, men jeg har altid hjulpet ham med hans lektier. De siger, jeg er særligt begavet. Jeg siger, jeg er særligt forbandet. I det her røvhul af en by. Men nu går han i skole i Esbjerg, mens jeg tæller ned til at få hue på.

Der er kaffe. Min mor spørger, om du ikke kommer ind skriver Jon. Jeg trækker mig op at sidde. Det snurrer i mit hoved. I slow­ motion tager jeg tøj på. Jeg hiver mit hår om i en minihestehale.

Mit pandehår er snart så langt, at det kan nå med, men lige nu hænger det ned foran mit ansigt og virker som et fint gardin. Jeg kæmper altid med faktisk at blive set, og helst vil være i fred. Håret er min redning, så kan jeg lade, som om jeg ikke har set folk, når jeg ikke gider socialisere.

12

Provinspis_TRYK.indd 12

13/01/17 13.06

Min makeup er tværet ud. Jeg gnubber den ud i et par sorte striber mod øret og prøver så at gnide dem væk, inden jeg stikker fødderne i mine fugtige Converse og går over i køkkenet til Lis. Der står allerede et krus rygende varm kaffe med mælk til mig på køkkenbordet. Jeg tager et glas koldt vand og drikker det grå­ digt, inden jeg synker ned på spisestuestolen med hånden foldet om kruset, mens jeg roder med min telefon. Brændeovnen i stuen rumler og sender bølger af varme ud mod mig. Radioen kører med Mads og Monopolet, så ved jeg, at Lis er lige i nærheden.

Jeg løser fraværende sudokuen på bagsiden af avisen. Jeg elsker dem. Her er jeg faktisk nødt til at aktivere min hjerne for at få dem til at gå op. Og tal og fakta – det ved man fanme, hvad er.

“Hej, søde skat,” siger Lis, da hun kommer ned fra førstesalen og kysser mig på håret.

“Hej,” svarer jeg og kæmper pludselig med tårerne. Jeg plejer godt at kunne håndtere de knus og kram, man får her i huset. Jeg plejer faktisk at elske det. Kontrasten til mit eget hjem. Men jeg må være mere træt, end jeg troede. Mine få filtre bliver tyndere, omvendt proportionalt med at min træthed bliver tykkere.

“Var det en god fest?”

Jeg trækker på skuldrene.

“Den var okay.” Jeg blev urimeligt fuld og tiggede din søn om at knalde mig, bare fordi jeg ikke kunne finde på andet at lave. Men du har opdraget en gentleman, så han fulgte mig hjem. Desværre var mit hus, ligesom det plejer, så i stedet puttede han mig og pas­ sede på mig, selvom jeg ikke kan regne ud, hvad jeg har gjort, der gør mig fortjent til hans omsorg. “Lidt kedelig måske.”

Jeg forstår ikke, at Jon kan holde det ud uden alkohol. Men hver gang jeg spørger ham, så smiler han bare og siger, at det er 13

Provinspis_TRYK.indd 13

13/01/17 13.06

et spørgsmål om mindset. Og at han ikke kan gøre det, han vil, når han har drukket. Jeg kan ikke gøre det, jeg vil, uden at drikke.

Slippe væk.

Lis småsnakker. Jeg elsker det. Her i huset kender de mig fra både under og efter min mor. Og der er plads til mig alligevel.

Som der altid har været.

Jon kommer tilbage fra badet. Han sætter sig ved bordet og placerer en tallerken med en kæmpestabel ostemadder og en halv agurk foran sig. Min mave rumler.

“Undskyld, var du også sulten?” spørger han og vifter en mad under min næse, inden han tager en mundfuld af den.

“Det, han selvfølgelig mener, er, at han har smurt en til dig også!” udbryder Lis og tager en af madderne fra Jons tårn og skubber over til mig. “Ikk’, Jon?” “Tak,” svarer jeg og sender Jon et triumferende smil.

Han rækker tunge.

“Ses vi senere til zombies og znaps?” spørger jeg, da jeg langt om længe tager mig sammen til at gå hjem.

“Jeg fatter ikke, at din lever kan holde til det,” sukker han.

“Min krop er lavet af teflon. I modsætning til dig, Marshmallow Man.” Jeg stikker en finger i maven på ham. Det eneste, der giver efter, er hans hud og mine fingerled. “Så ses vi til zombieaften hos Magnus?”

“Jeg har vist set levende døde nok for i dag,” griner han og klapper mig på hovedet.

Jeg holder min frakke sammen med den ene hånd og passer på ikke at falde i mine løse snørebånd på vej hjem. Huset er stille, 14

Provinspis_TRYK.indd 14

13/01/17 13.06

da jeg lister ind og lukker døren bag mig, men jeg når ikke op på mit værelse, før min fars kæreste, Hanne, kalder. “Ida? Er det dig?”

Som om hun ikke var ligeglad.

“Ja! Det er mig,” svarer jeg. Så skynder jeg mig ind på værelset og lukker døren. Jeg åbner vinduet og sætter mig i vindueskarmen, inden jeg stryger en tændstik over den lille, riflede strygeflade og tænder en smøg.

“Ida? Hvor var du i nat?” spørger Hanne irriteret, mens hun åbner døren uden at banke på.

Jeg ignorerer hende.

“IDA! Hvor var du i nat, spurgte jeg!”

“Jeg hørte dig første gang,” siger jeg og bliver ved med at kigge ud ad vinduet.

“Du er fuldstændig umulig,” sukker hun.

“Så smid mig ud,” smiler jeg håbefuldt til hende og knipser skoddet ud ad vinduet.

“Jeg gider ikke diskutere det igen. Din far har besluttet, at så længe du går på gymnasiet, så bor du her.”

Hun glæder sig lige så meget som jeg, til at jeg flytter. Men det er hendes egen fucking skyld, at jeg er her. Hvis ikke det var for hende, så havde jeg været på senior high school i Australien. Og jeg var ALDRIG kommet tilbage hertil.

Hun har hadet mig, fra første gang min far slæbte hende med hjem. Okay, det er måske overdrevet. I starten hadede hun mig ikke. Men da jeg prøvede at holde fast i min fars opmærksomhed, bare en smule af den, så kom det snigende.

Jeg hadede heller ikke hende i starten. Faktisk var jeg glad for, at vi var flere til at gøre min far glad. Længe smilede han kun sjældent, selvom jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, efter at min mor skred. Vi havde 15

Provinspis_TRYK.indd 15

13/01/17 13.06

kun hinanden. Vi var de eneste, der forstod, hvad det betød at blive forladt af min mor. Det hul, hun formåede at efterlade. En aften, hvor han puttede mig og troede, at jeg sov, hviskede han, at jeg altid ville have ham. Og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville forlade ham.

Men så kom Hanne. Og så var jeg den eneste, der var tilbage.

Måske prøvede Hanne faktisk. Men min far er så skide sort-hvid, og Hanne var hans nye hvide. I hvert fald indtil hun fik konstateret slidgigt og ikke kan passe et arbejde ret længe ad gangen og har ondt og er bitter. Nu tror jeg faktisk, at han har givet op. Han ser mest grå ud. Hun er mest pisseirriterende. Og så er hun så fucking emsig og en hønemor over for Maximus.

Hvem fanden kalder også sit barn for Maximus? Jeg kalder ham konsekvent Max. Og Hanne retter mig hver gang. Han hedder Maximus. Du hedder jo heller ikke Id eller Da, som hun siger.

Jeg er ligeglad. Han er general nok her i huset uden at jeg også kalder ham for det.

“Ida.” Hvorfor starter hun alle sætninger med mit navn? “Vi har nogle helt klare aftaler her i huset. Du skal give besked om, hvor du er henne. Det ved du godt.” Hun bliver stående.

Jeg nikker. Og sender hende et mundsmil. Et af dem, der ikke når øjnene.

“Jeg sov bare hos Jon.” “Det gør du ret tit.”

Det tror da fanden. Det er jo umuligt at sove her, når I råber og skriger af hinanden.

“Det har jeg altid gjort.” Det ved hun udmærket godt. Hun har trods alt været her i fire år.

“Er I kærester eller hvad?” Hun smiler indforstået. Som om hun pludselig vil bonde. Jeg stirrer tvivlende på hende. Hvis jeg 16

Provinspis_TRYK.indd 16

13/01/17 13.06

kunne løfte det ene øjenbryn, så ville jeg gøre det. Jeg er nødt til at sige noget til hende, ellers går hun aldrig.

“Nej!” “Okay, okay. Det kunne jo sagtens være,” bliver hun ved.

“Nej, det kunne det ikke sagtens,” vrænger jeg og går hen mod hende, så hun bakker ud af værelset igen. Så lukker jeg døren og tager mine høretelefoner på.

Provinspis_TRYK.indd 17

13/01/17 13.06

Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: familie, venner, fyre.

Og ikke mindst sig selv.

Nogle gange er man nødt til at tage en omvej for at slippe ud.

provinspis_CVR_TRYK 1r.indd 1

PROVINS PIS DITTE WIESE

DITTE WI ES E

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter.

Hun vil bare væk.

PROVINS PIS

"Han var skide ligeglad med, hvad andre tænkte."

"Og det vil du også gerne være?"

"Det er jeg."

"Der er forskel på at være skide ligeglad og være glad."

"Helt sikkert," vrænger jeg.

13/01/17 12.56