hun vagt at kunne huske at have set før. De to piger stod midt i en flok smilende unge på havnen i Esbjerg og ventede på at komme på deres livs rejse. Lisbeth så ud til at misse mod solen med smalle øjensprækker, og ved siden af en gigantisk ghettoblaster stod den mørkhårede Lulu og smilede genert mod kameraet. Hun klikkede videre til Ekstra Bladet og BT. De havde begge billeder fra retssagen mod Kurt Damtoft og hans to kolleger. »Grov forsømmelse!« skreg Ekstra Bladet. Begge aviser bragte igen billederne af de to piger på havnen med færgen i baggrunden. »Det sidste billede af pigerne i live,« lød en af billedteksterne, der også tillod sig at konkludere, at »de jyske skønheder blev myrdet til søs«. Nora rodede rundt i sin taske og hev kalenderen op, hvor hun havde lagt fotoet af de to piger ind mellem siderne. Hun trak det frem og studerede det igen. Ekstra Bladets foto var tydeligvis ikke det sidste billede, der blev taget, mens pigerne var i live. Nogen havde taget et billede af Lisbeth og Lulu om bord på færgen, efter at de ikke længere var sammen med de andre unge fra Vestergården. Spørgsmålet var bare hvem, og hvorfor ingen havde udleveret det til pressen, da den store eftersøgning af pigerne var på sit højeste. Og hvad det lavede i en tilfældig kuffert fra Brine. Mod en kop kaffe fik hun Magnus til at scanne fotoet ind på computeren. Hun sendte det til sig selv på mailen og fik ham til at printe et par kopier på fotopapir. Så printede hun et par af gruppebillederne ud og stak hele bunken ned i tasken sammen med udskrifterne, inden hun gik ned på gaden igen og fandt toget ud til Ørestaden.
25