Issuu on Google+


Thorstein Thomsen

Pigen fra

Troldehøj Illustreret af Lea LÊten


Kapitel 1 – hvor Mons fortæller en uhyggelig historie

Store Mons bøvsede højt og lænede sig tilbage mod en træstamme. Det var aften i Troldehøj. De havde spist deres oldengrød. Trillingerne Pif, Paf og Puf havde siddet og flettet reb, og nu var de trætte. ”Vil du ikke fortælle en historie for os, Mons?” spurgte Pif med bedende stemme. ”Det skal være én om menneskene,” sagde Paf og gabte. ”Ja, ja, da,” brummede Mons. ”Jaaah!” De satte sig alle tre til rette op ad ham, så de kunne kigge ind i ilden, mens han fortalte. Også de tre halvstore trolde, Karlo, Trunte og Katrine, satte sig til rette, ikke op ad Mons, men op ad hinanden på den anden side af ilden. Katrine sad i midten med sine arme om de to andre. Den eneste af de otte trolde i hulen, der ikke satte sig ved bålet, var den ældgamle Baba Gaja. Hun rystede svagt 9


på sit tyndhårede hoved og gik over og lagde sig på sit leje med ansigtet ind mod væggen. Mons tørrede sig om sin beskidte mund, lagde nakken tilbage og lo stille. ”Har I vasket jer bag ørerne?” ”Naharj,” grinede de tre små. ”Har I børstet tænder?” ”Naharj.” De grinede endnu mere. ”Har I tørret jer med papir i numsen?” De skreg af grin. ”Ja, I griner,” sagde Mons. ”Men det er sådan, menneskene siger til deres børn om aftenen. Og når jeg har fortalt jer hvorfor, så griner I ikke så højt mere.” ”Hvorfor ikke?” spurgte Puf. 10


”Fordi så har I hørt sandheden. Sandheden om de frygtelige mennesker.” De skuttede sig op ad hinanden. ”Menneskene,” sagde Mons, ”ser fredelige ud, når de går tur i skoven. Nogle gange har de deres hund med. Men de har aldrig deres gris med.” ”Gris?” ”Ja, deres grise har ikke hår på som vildsvinene. Deres grise


er næsten helt skaldede og lyserøde. Og når menneskene rigtig skal have hygge og fest, ved I, hvad de så gør?” ”Nej. Hvad gør de, Mons?” ”Fortæl os, hvad de gør, Mons.” ”Først vasker de grisen med noget ulækkert noget, der hedder sæbe. De gnubber den og skrubber den og gnider den og vrider den, indtil der begynder at komme skum ud af ørerne på den. Jo mere de vasker den, des flere steder skummer den. Grisen skriger selvfølgelig som en sindssyg, for det gør frygtelig ondt at blive vasket. Men menneskene er ligeglade. De gnubber og skrubber videre. Til sidst, når den er forsvundet i skum, spuler de den med rent vand.” ”Det var synd for grisen,” sagde Pif med runde øjne. ”Men så bliver den glad igen, ikke?” ”Nej, nej, menneskene er slet ikke færdige endnu. Når den så er så ren udenpå, at selv numsehullet lugter af violer, så børster de den indvendig i munden med noget, der hedder en tandbørste.” ”Hvorfor det?” spurgte Puf. ”Fordi grisen skal være helt ren. De gnubber og skrubber, til hele dens mund er fuld af skum. Når den så har fået spulet munden og er blevet vasket indvendig og udvendig, er den så glad?” ”Ja,” sagde Pif. ”For nu er den færdig.” ”Tror den!” sagde Mons og holdt en lille pause. ”Når grisen endelig er helt ren, så ler menneskene hæst og klemmer deres griseøjne sammen. Og ved I, hvad de så gør?” ”Nej. Hvad gør de, Mons?” ”De tager grisen med ud på badeværelset, lægger den ned i noget, der hedder et badekar, og så skærer de halsen over på den.” 12


De små troldes øjne blev runde af rædsel. ”Nej!” ”Jo. Og når den er død, skærer de den ud i store stykker til flæskesteg, i skiver til koteletter og i terninger til terninger. Og når de har gjort det, så vasker de den en gang til. Denne gang indvendigt, til der slet ikke er noget blod tilbage. De vasker badekarret rent og lægger grisestykkerne i hvide plastikposer. Og så ...” ”Hvad så, Mons?” ”Så spiser de grisen.” Trillingernes munde blev lige så runde som deres øjne. Mons råbte over mod Baba Gaja: ”Er det ikke rigtigt, at der står i Den gamle Troldelov, at man ikke må spise ulykkelige dyr?” ”Joh,” mumlede Baba Gaja svagt. Mons smilede til de små: ”Spiser mennesker ulykkelige dyr?” De nikkede. ”Men nu kommer det værste.” Pif sukkede: ”Har det værste ikke været der endnu?” Mons rystede langsomt på hovedet. ”Det værste kommer nu. Ved I, hvad menneskene siger til deres børn, når der rigtig skal være hygge og fest om aftenen?” ”Nej, hvad siger de, Mons?” ”I ved det godt. Jeg startede med at sige det.” De tre små så nervøst på hinanden. Mons smilede først til Katrine, så til de små: ”Hører I ikke efter, når Monsemanden fortæller jer noget vigtigt? Først spørger de: Har I vasket jer bag ørerne? Og så spørger de: Har I børstet jeres tænder? Og så spørger de: Har I tørret jer med papir i numsen?” ”Nåh ja.” 13


Mons fortsatte: ”Og hvorfor gør de det?” Puf sagde: ”Fordi de skal være rene.” ”Det er nemlig rigtigt, Puf. Når de så er blevet vasket og har fået børstet tænder, er de så glade?” ”Ja,” sagde Pif usikkert. ”For nu er de færdige.” Paf nikkede søvnigt: ”Ja, for nu skal de sove.” ”Tror de.” Mons holdt en lille pause. ”Når så børnene er blevet vasket ude på badeværelset, så ler menneskene hæst og klemmer deres griseøjne sammen.” ”Og hvad så?” ”Så lægger de dem ned i badekarret og …” Mons gabte. Paf, der nu var helt vågen, sagde: ”Hvad så, Mons? Hvad gør de ved børnene?” ”Resten må I gætte jer til. Nu er jeg blevet træt.” ”Fortæller du ikke mere?” spurgte Pif. ”Nej.” Mons gabte igen. ”Kun så meget som at når menneskene går rundt med deres hvide plastikposer, så er det ikke altid grise, der er i. Nogle gange er det renvaskede …” ”Renvaskede hvad for nogle?” ”Renvaskede børn?” ”I skiver og terninger?” Mons strakte sig og mumlede: ”Snip, snap, snude. Nu er historien ude.” ”Er den?” Trillingerne så forvirret på hinanden, og Puf sagde stille: ”Det var godt nok en uhyggelig historie. Specielt fordi den sluttede lige dér, hvor den kunne være blevet hyggelig. Hvis altså den var sluttet på en anden måde.” ”Kan I nu sove godt og drømme rigtig hyggeligt om menneskene?” 14


”Nej,” sagde Puf bestemt. ”Dem vil vi ikke drømme om.” Mons lo godmodigt. ”Vil I hellere drømme om Monsemanden?” ”Ja, for du passer på os.” ”I kan tro, jeg passer på jer,” sagde Mons. ”Jeg vil altid passe på jer. Sov nu godt.” ”Det skal vi nok, Mons.” ”Ja, det skal vi nok, Mons.” De tre små løb over på deres leje og puttede sig ind til hinanden, og to minutter senere sov de. Også Karlo, Trunte og Katrine krøb op på deres sengeplads og lagde sig ved siden af hinanden. Til sidst drønede Mons omkuld og begyndte at snorke. Kun Baba Gaja lå længe vågen og stirrede ind i væggen.


Kapitel 2 – hvor en ny dag begynder

Skoven stod stadig mørk over jorden. Nåletræerne lignede sig selv. Men egetræerne og de høje asketræer havde netop fået blade på og stod med store, nyudsprungne kroner og ventede på dagen. Den eneste lyd var vindens susen i trækronerne. Men nu begyndte lyset at komme. Øverst oppe pluttede stjernerne ud én efter én. En ræv løb søgende over skovbunden. Den nåede lidt op ad Troldehøj, fik så færten af trold, vendte om og forsvandt ind i skoven ned mod elven. Nede i højen under jorden lå troldenes bolig. I midten lå det store rum, hvor troldefamilien boede. Ildstedet oplyste midten af rummet. Men troldenes område var i virkeligheden meget større. Flere steder gik der gange ud til mindre grotter eller til små rum med sengepladser, men de lå hen i mørke. I nogle af gangene stod der gammelt skrammel og spærrede, og ingen kom i området bag skramlet bortset fra flagermus og rotter. Lige nu lå de otte trolde i den store grotte og sov på nogle af de mange lejer langs væggene. De sov på tørt hø og skind. 16


Karlo vågnede langsomt. Han mærkede, at Trunte igen havde puttet sig helt tæt ind til ham. Han smilede, lagde armen om hende og mumlede: ”Min Trunte.” Han hørte, at trillingerne stod op og begyndte at lægge mere brænde på bålet for at gøre klar til Mons’ morgenmad. Det var rart at ligge her og høre dem pludre. ”Se her. Den kan han godt lide.” ”Ja, og den.” ”Det dufter godt, Paf.” ”Ja, den er tung.” ”Ja, men vi har mange kræfter, ikke?” ”Jo, lige så mange som Store Mons.” ”Hårh, mange flere.” De lo. Karlo rejste sig op på albuerne. Katrine var ved at stå op. Hun smilede til ham. For tiden var de nøjagtig lige høje, Katrine, Trunte og Karlo.

17


”Er maden færdig?” råbte Mons ovre fra sit sengeleje. ”Ja,” sagde Puf. Mons slog benene ud over kanten og satte sig op. Over hans sengeleje hang forskellige ting ned fra loftet i snore, noget pelsværk, skeletdele fra en hjort. Han gik ned og satte sig på sin plads ved ilden. Puf vendte tudserne en ekstra gang på panden og sagde: ”Så er din morgenmad klar, Mons.” ”Jeg vil servere dem for ham,” sagde Pif og greb fat i panden. Den var tung. Han svingede den rundt, men kunne ikke holde den uden støtte, så samtidig med at Puf sagde: ”Velbekomme, Mons,” anbragte Pif den gloende pande på lårene af Mons. Mons sad og gned sig søvndrukkent i øjnene, da hans lår begyndte at syde. ”AAUUUUAUUUARRRRRRRRRVVVV!” Han sprang op, så panden fløj over i ilden. Han hoppede på stedet i vildt raseri. Han greb det store vandkar og kastede alt vandet ned over sine lår, mens lugten af brændt kød bredte sig i rummet. ”Elendige mideædere. Uduelige tudselus. Slatne rotteådsler. Hvad tænker I på?” ”Undskyld,” mumlede Pif. ”Den var tung.” ”Tung? Den vejer ingenting.” Mons stak hånden ned i ilden, greb panden og tyrede den gennem rummet. Skaftet borede sig ind i jordvæggen, så kun den runde pande stak ud. ”Slappe museprutter. Stil op.” Pif, Paf og Puf stillede sig klynkende i en række foran Mons. Mons knurrede: ”Vælg selv en passende straf.” De tre små trolde så lidt forvirrede på hinanden. ”Svar!” brølede Mons. ”Ja, vi ... øh ... vi skal slå hinanden i numsen 995 gange.” 18


”Nej. I slår for blødt.” Han hev sig i underlæben, slap den med et slup og sagde: ”Næh, jeres straf skal være at kilde mig under fødderne.” Pif sukkede: ”Åh nej. Det gør så ondt i næsen.” Paf sagde: ”Og det svier i øjnene, så man bliver søvnig.” Mons stod tænksomt og trommede med to fingre på sin hage: ” Én time hver aften i tre uger. Og jeg holder regnskab. Jeg laver et hak i væggen hver aften med min negl. Ja. Og jeg begynder i aften. Først når der er hundrede hak, er det slut.” Trunte, der nu langt om længe var kommet ned til de andre, så på grøden i den lille gryde, som Karlo havde varmet. ” En time hver aften i tre uger?” Hun stod med ryggen til Mons, stak en finger i oldengrøden og proppede lidt grød i munden. ”Så skal du ikke lave 100 hak. Du skal lave 21.” Der blev helt stille. Trillingerne så forbavsede på hende. Selv den gamle Baba Gaja løftede hovedet. Mons fnøs. ”Jeg skal lave hundrede hak, når jeg siger det.” ”Shhh,” hviskede Karlo, men Trunte fortsatte: ”Der er tre uger. I hver uge er der syv dage. Altså skal man tage syv dage tre gange. Syv dage og syv dage og syv dage. Det er 21, altså skal du lave 21 hak.” ”Sludder og vrøvl med dig. Det er de hak, som jeg sagde,” sagde Mons og fnøs igen. ”100 dage er over ti uger,” sagde Trunte med grød i munden. ”Det er alt for meget.” Mons brummede truende: ”Det er den tid, jeg sagde?” ”Trunte,” sagde Karlo lavt. ”Stop.” Trunte vendte sig, så Mons i øjnene og sagde: ”Hvad er hvilken tid, du sagde?” ”Det, du sagde!” råbte Mons irriteret. ”Nej, det, jeg sagde, 19


selvfølgelig, og det er hundrede uger, nej, en gang tre dage om ... Nej. Jeg sagde det, jeg sagde. Hundrede hak, ja.” Trunte vendte igen ryggen til Mons. Hun stoppede lidt mere grød i munden og mumlede: ”Det, du siger dér, er noget sludder, Mons. Det rigtige svar er 21 hak.” Mons gik over og greb fat i stegepanden, der sad i væggen. Han rev den ud og tyrede den mod Trunte. Karlo kastede sig ind i hende, så hun faldt ned i ilden. Panden peb hen over dem. Karlo rullede sig hurtigt ud af bålet. Men Truntes hår havde sat sig fast. Hun kunne ikke komme fri. Der gik ild i hendes pels. Karlo greb fat i hendes ene arm og trak hende ud. Hun kom på benene samtidig med at en flamme slikkede op ad hende. Mons begyndte at le. Karlo løb hen til vandkarret, men det var tomt, fordi Mons havde hældt alt vandet over sine lår. Mons pegede på ham og brølede af grin. Karlo så sig desperat til siderne. Den gamle Baba Gaja tøffede forbi ham og kastede et skind over Trunte og væltede hende om på gulvet. Katrine og Karlo begyndte at slå på skindet og på Trunte. Ilden gik ud, og sveden røg spredte sig i rummet. Mons skreg af grin. Karlo løftede skindet til side og så ned i Truntes tilsodede ansigt. ”Hvordan kan du gøre sådan noget? Du ved, at man aldrig skal sige Mons imod.” De så begge over på Mons, men faren var drevet over. Katrine sagde: ”Kom. Giv mig et knus.” Trunte og Katrine slog armene om hinanden i et langt knus, mens Mons tilfreds mumlede: ”Sikke sjovt vi har det her til morgen.”


Pigen fra troldehøj - læseprøve