Page 1

Magnus Chase har ikke haft det let. Siden sin mors mystiske død har han levet i skjul på gaden. Men da en ildjætte truer hele byens befolkning, må sandheden frem: Magnus er søn af en nordisk gud. Vikingernes myter er sande, og Asgårds guder gør klar til krig. For at forhindre Ragnarok må Magnus finde et våben, som har været forsvundet i tusindvis af år. Men det er ikke engang det værste. For først må han dø. Og når den lille detalje er klaret, får han brug for alle sine talenter, en håndfuld gode venner og måske lidt held for at finde sin fars sværd og redde verden fra undergang.

ISBN: 978-87-115-1320-0


Af samme forfatter Percy Jackson og olymperne 1: Lyntyven 2: Uhyrernes Hav 3: Titanens forbandelse 4: Slaget i labyrinten 5: Den sidste olymper Kane Arkiverne 1: Den røde pyramide 2: Den flammende trone 3: Slangens skygge Olympens helte 1: Den fortabte helt 2: Neptuns søn 3: Athenes udvalgte 4: Hades’ Hus 5: Olympens blod

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 2

20/01/16 11:35 am


MAGNUS CHASE og GUDERNE fra ASGÅRD (1)

Rick Riordan

Ka mpen om sommersværdet På dansk ved Vibeke Nielsen

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 3

20/01/16 11:35 am


Magnus Chase og guderne fra Asg책rd (1).indd 6

20/01/16 11:35 am


Tilegnet Cassandra Clare. Tak, fordi vi kan deles om det prĂŚgtige navn Magnus.

Magnus Chase og guderne fra AsgĂĽrd (1).indd 5

20/01/16 11:35 am


1

GODMORGEN! I DAG SKAL DU DØ

Ja-ja, jeg ved det godt. Folk kommer til at læse om min

pinefulde død og tænke: “Åhr hvad, hvor lyder det sejt, Magnus! Må jeg ikke også lide en pinefuld død?” Vel må du ej. Lad være med at springe ud fra et tag. Lad være med at løbe ud på motorvejen eller sætte ild til dig selv. Sådan fungerer det ikke. Du ender ikke der, hvor jeg gjorde. Og desuden skal du ikke ønske dig at være i mit sted. Medmindre du har en eller anden vanvittig trang til at se udøde krigere hakke hinanden i småstykker, sværd flyve op i næsen på jætter og mørkalfer i moderigtigt kluns, bør du ikke så meget som overveje at lede efter ulveporten. Mit navn er Magnus Chase. Jeg er seksten år gammel. Og det her er fortællingen om, hvordan mit liv gik i spå­ ner, efter at jeg fik slået mig selv ihjel. Min dag begyndte ellers nogenlunde normalt. Jeg lå og sov på fortovet under en bro i Botanisk Have, da jeg blev vækket af en, der sparkede mig og sagde: “De er efter dig.” 11

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 11

20/01/16 11:35 am


I øvrigt har jeg været hjemløs de sidste to år. Måske får det dig til at tænke: Nåhr, hvor synd. Eller også tænker du: Ha-ha, taber! Men når folk ser mig på gaden, går nioghalvfems procent af dem lige forbi mig, som om jeg var usynlig. Hvis det var dig, ville du nok tænke: Bare han ikke beder om penge. Du ville spekulere på, om jeg mon er ældre, end jeg ser ud til, for en teen­ ager kan da umuligt ligge udendørs med en klam, gam­ mel sovepose om sig midt om vinteren i Boston. Nogen burde da hjælpe den arme dreng! Og så ville du gå videre. Lige meget. Jeg har ikke brug for din medfølelse. Jeg er vant til at blive grinet af. Jeg er helt klart vant til at blive ignoreret. Videre i teksten. Ham, der vækkede mig, var en bums, der hedder Blitz. Han lignede som sædvanlig en, der lige var løbet gen­ nem en tornado af møg. Det stride, mørke hår var fuldt af papirstykker og småkviste. Huden i hans ansigt havde samme farve som sadellæder og var spættet med iskrystal­ ler. Skægget strittede i alle mulige retninger. Hans lange frakke slæbte efter ham og var helt kaget til af sne forne­ den – eftersom Blitz kun er omkring 1,65 høj – og hans pupiller var så udvidede, at øjnene var helt sorte. Det kro­ nisk skræmte ansigtsudtryk fik ham til at se ud, som om han kunne sætte i et hyl når som helst. Jeg blinkede søvnen ud af øjnene. Min mund smagte af daggammel burger. Min sovepose var lun, og jeg havde ikke den store lyst til at forlade den. “Hvem er efter mig?” “Ved det ikke helt.” Blitz gned sig på næsen, der havde været brækket så mange gange, at den var zigzagformet 12

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 12

20/01/16 11:35 am


som et lyn. “De deler løbesedler ud med dit navn og bil­ lede på.” Jeg bandede. Vilkårlige politi- og parkbetjente kunne jeg sagtens håndtere. Folk fra de sociale myndigheder og velgørenhedsorganisationer, fulde collegestuderende, junkier på udkig efter en lille svækling at rulle – de ville alle sammen have været lige så nemme at vågne op til som pandekager og appelsinjuice. Men nogen, der kendte mit navn og udseende – det lovede ikke godt. Det betød, at de fokuserede specifikt på mig. Måske var dem fra herberget sure på mig over det ødelagte stereoanlæg. (Julesangene drev mig sim­ pelthen til vanvid.) Måske var der et overvågningskame­ ra, der havde foreviget mit sidste lommetyveri i Theater District. (Hey, jeg skulle bruge nogle penge til pizza.) Eller måske, hvor usandsynligt det end virkede, ledte politiet stadig efter mig for at udspørge mig om mordet på min mor … Jeg pakkede mit grej, hvilket tog cirka tre sekunder. Hvis jeg rullede soveposen stramt, kunne den godt være nede i rygsækken sammen med tandbørsten og skiftesok­ kerne og undertøjet. Bortset fra det tøj, jeg gik og stod i, var det alt, hvad jeg ejede. Med rygsækken over skulderen og jakkehætten trukket godt ned faldt jeg ret godt ind blandt de andre folk på gaden. Boston var fuld af college­ studerende. Nogle af dem var endnu mere forhutlede og yngre at se på end mig. Jeg kiggede på Blitz. “Hvor var det, du så dem med løbesedlerne?” “På Beacon Street. De er på vej herhen. En midaldren­ de, hvid fyr og en teenagepige, sikkert hans datter.” 13

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 13

20/01/16 11:35 am


Jeg rynkede panden. “Det giver ingen mening. Hvem …” “Aner det ikke, knægt, men jeg smutter.” Blitz missede med øjnene mod solopgangen, der farvede skyskrabernes vinduer orange. Ikke at jeg nogensinde havde fattet hvor­ for, men Blitz kunne ikke fordrage dagslys. Måske var han verdens mest lavstammede, korpulente hjemløse vampyr. “Du må hellere snakke med Hearth. Han er henne på Copley Square.” Jeg forsøgte at lade være med at blive irriteret. De lo­ kale hjemløse kaldte Hearth og Blitz min mor og far for sjov, fordi det var, som om en af dem altid kredsede rundt i nærheden af mig. “Tak for omtanken,” sagde jeg. “Jeg klarer mig.” Blitz gnavede i en tommelfingernegl. “Ved sgu ikke, knægt. Ikke i dag. Du skal passe ekstra meget på.” “Hvorfor?” Han så mig over skulderen. “Nu kommer de.” Jeg kunne ikke se nogen. Da jeg drejede hovedet igen, var Blitz forsvundet. Jeg hadede, når han lavede det stunt. Bare sådan – vupti. Han var nærmest ninja. En hjemløs vampyrninja. Nu stod jeg med et valg: tage hen på Copley Square og hænge ud med Hearth eller begive mig i retning af Beacon Street og prøve at få et glimt af dem, der ledte efter mig? Blitz’ beskrivelse af dem vakte min nysgerrighed. En midaldrende, hvid fyr og en teenagepige på udkig efter mig en bidende kold morgen ved solopgang. Hvorfor? Hvem var de? Jeg sneg mig langs dammens bred. Der var næsten al­ drig nogen på den nederste sti under broen. Jeg kunne 14

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 14

20/01/16 11:35 am


holde mig helt inde ved bakken og se alle, der nærmede sig på den øverste sti, uden at de så mig. Jorden var dækket af sne. Himlen var så blå, at det skar i øjnene. Træernes nøgne grene så ud, som om de var blevet dyppet i glas. Blæsten skar lige gennem alle mine tøjlag, men kulden generede mig ikke. Min mor plejede at joke med, at jeg var halvt isbjørn. For fanden, Magnus, skændte jeg på mig selv. Selv efter to år var minderne om hende stadig et mine­ felt. Så snart jeg stødte på et, blev min sindsro sprængt i småstykker. Jeg forsøgte at koncentrere mig. Manden og pigen var på vej herhen. Mandens rødblon­ de hår var langt i nakken – det lignede ikke en tilsigtet frisure, men så mere ud, som om han ikke lige havde gidet få det klippet. Hans desorienterede ansigtsudtryk minde­ de mig om en skolevikar, jeg engang havde: Hov, jeg blev ramt af en papirkugle, men jeg aner ikke, hvor den kom fra. Hans laksko egnede sig slet ikke til vintervejret i Boston. Hans strømper var i forskellige brune nuancer. Slipset så ud, som om han havde bundet det, mens han snurrede rundt i buldermørke. Pigen var helt klart hans datter. Hendes hår var lige så tykt og bølget, omend lysere. Hun var noget mere for­ nuftigt klædt i vinterstøvler, jeans og en parkacoat, hvor man lige kunne ane en orange T-shirt ved halsen. Hun så mere beslutsom ud, nærmest vred. Hun knugede et bundt løbeblade i hånden, som om det var stile, hun havde fået uretfærdigt lave karakterer for. Hvis hun ledte efter mig, skulle jeg ikke nyde noget af at blive fundet. Hun var skræmmende. 15

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 15

20/01/16 11:35 am


Jeg kunne ikke genkende hende eller hendes far, men der var et eller andet, der rørte på sig i baghovedet … lidt som en magnet, der prøvede at tiltrække et meget gammelt minde. Far og datter standsede op, da stien forgrenede sig. De så sig omkring, som om det først gik op for dem nu, at de stod midt i en mennesketom park klokken kvalme midt om vinteren. “Det er simpelthen løgn,” sagde pigen. “Jeg kværker ham.” Jeg formodede, at det var mig, hun mente, og krøb lidt mere sammen. Hendes far sukkede. “Vi burde nok undlade at slå ham ihjel. Han er trods alt din onkel.” “Jamen to år?” indvendte pigen. “Hvordan kunne han holde det skjult for os i to år, far?” “Jeg kan ikke forklare Randolphs handlinger. Det har jeg aldrig kunnet, Annabeth.” Jeg gispede så højlydt, at jeg var bange for, at de vil­ le høre mig. I min hjerne rev en sårskorpe sig løs og blottede hudløse minder fra dengang, jeg var seks år gammel. Annabeth. Hvilket betød, at den rødblonde mand var … onkel Frederick? Jeg fik et flashback til den sidste familie-thanksgiving, vi havde holdt sammen: Annabeth og jeg gemte os i biblio­ teket i onkel Randolphs villa og legede med dominobrik­ ker, mens de voksne råbte og skreg ad hinanden neden­ under. Hvor er du heldig, at du bor hos din mor. Annabeth stab­ lede endnu en dominobrik oven på sin miniaturebygning. 16

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 16

20/01/16 11:35 am


Den var forbløffende flot, med søjler foran ligesom et tempel. Jeg vil stikke af hjemmefra. Jeg var ikke i tvivl om, at hun mente det. Hendes selv­ sikkerhed var ærefrygtindgydende. Så kom onkel Frederick til syne i døråbningen. Hans hænder var knyttet hårdt. Det barske ansigtsudtryk har­ monerede ikke med det muntre rensdyr på hans sweater. Vi tager af sted nu, Annabeth. Annabeth kiggede på mig. Af en seksårig at være var blikket i hendes grå øjne lidt for borende. Pas på dig selv, Magnus. Så væltede hun sit dominotempel med en fingerspids. Det var sidste gang, jeg så hende. Bagefter havde min mor hverken været til at hugge el­ ler stikke i: Vi holder os langt væk fra dine onkler. Især Randolph. Jeg nægter at give ham det, han vil have. Nogensinde. Hun ville ikke fortælle, hvad det var, Randolph ville have, eller hvad hun og Frederick og Randolph havde skændtes om. Du er nødt til at stole på mig, Magnus. At ses med dem … det er for farligt. Jeg stolede på min mor. Ikke engang efter hendes død havde jeg haft nogen kontakt til mine familiemedlemmer. Nu ledte de pludselig efter mig. Randolph boede her i byen, men så vidt jeg vidste, boede Frederick og Annabeth stadig i Virginia. Og ikke desto mindre gik de rundt her og delte løbesedler ud med mit navn og billede på. Hvordan havde de overho­ vedet fået fat i et billede af mig? Det summede så meget i hovedet på mig, at jeg gik glip af noget af samtalen. 17

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 17

20/01/16 11:35 am


“… at finde Magnus,” sagde onkel Frederick. Han så på sin mobiltelefon. “Randolph er på hjemløseherberget i South End. Han siger, det er en nitte. Vi må hellere prøve ungdomsherberget på den anden side af parken.” “Hvordan kan vi overhovedet vide, at Magnus stadig er i live?” spurgte Annabeth mismodigt. “Forsvundet i to år? Han kunne jo ligge stivfrossen i en eller anden grøft!” Jeg var en lille smule fristet til at springe frem fra mit skjul og råbe: TA-DAH! Selv om det var ti år siden, jeg sidst havde set Anna­ beth, gjorde det mig ondt, at hun var så fortvivlet. Men efter at have boet på gaden så længe havde jeg lært det på den hårde måde: Man holder sig på afstand, indtil man ved, hvad der foregår. “Randolph er sikker på, at Magnus er i live,” sagde on­ kel Frederick. “Han befinder sig et eller andet sted i Bo­ ston. Og hvis han virkelig er i livsfare …” De begav sig i retning af Charles Street, og blæsten førte deres stemmer bort. Jeg rystede over hele kroppen, men ikke på grund af kulden. Jeg havde lyst til at løbe efter Frederick, tackle ham og forlange at få at vide, hvad der foregik. Hvor vidste Randolph fra, at jeg stadig var her i byen? Hvorfor ledte de efter mig? Hvordan var mit liv mere i fare nu end på alle andre dage? Men jeg fulgte ikke efter dem. Jeg genkaldte mig min mors sidste ord til mig. Jeg hav­ de nægtet at gå ned ad brandtrappen, nægtet at forlade hende, men hun greb fat om mine arme og tvang mig til at se hende i øjnene. Flygt, Magnus. Gem dig. Stol ikke på

18

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 18

20/01/16 11:35 am


nogen. Jeg skal nok finde dig. Hvad der end sker, må du ikke bede Randolph om hjælp. Og så, før jeg var nået ud ad vinduet, splintrede vores hoveddør i tusind stykker. To par lysende, blå øjne kom til syne i mørket … Jeg rystede mindet af mig og betragtede onkel Fre­ derick og Annabeth gå deres vej med kurs mod Boston Common-parken østpå. Onkel Randolph … Af en eller anden grund havde han kontaktet Frederick og Annabeth. Han havde fået dem til at tage til Boston. I al den tid havde Frederick og Anna­ beth ikke anet, at min mor var død, og at jeg var forsvun­ det. Det virkede helt vildt, men hvis det passede, hvorfor havde Randolph så valgt at fortælle dem det nu? Bortset fra at udspørge ham ansigt til ansigt kunne jeg kun komme i tanke om én måde at få nogle svar på. Hans villa lå i Back Bay-kvarteret, en kort gåtur herfra. Ud fra det, Frederick havde sagt, var Randolph ikke hjemme. Han befandt sig i South End på udkig efter mig. Man får ikke nogen bedre start på dagen end et rask, lille indbrud, så jeg besluttede mig for at aflægge hans hus en visit.

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 19

20/01/16 11:35 am


2

MANDEN MED METAL-BH’EN

Familiepalæet var nederen.

Nej-nej, det ville du selvfølgelig ikke synes. Du ville se den kolossale seksetagers patriciervilla med gargoiler på tag­ hjørnerne, mosaiklunetter, marmortrappe og alle de andre bla-bla-bla-”se, hvor rige vi er”-detaljer, og så ville du un­ dre dig over, at jeg bor på gaden. To ord: onkel Randolph. Det var hans hus. Som den ældste søn havde han arvet det efter mine bedsteforældre, der døde, før jeg blev født. Jeg har aldrig været helt inde i familiedrama­ et, men der var temmelig meget ondt blod mellem de tre børn: Randolph, Frederick og min mor. Efter Den Store Thanksgiving-strid besøgte vi aldrig slægtsgården mere. Vi boede i en lejlighed omkring en halv kilometer derfra, men Randolph kunne lige så godt have boet på Mars. Min mor nævnte ham kun, hvis vi tilfældigt kørte forbi patriciervillaen. Så udpegede hun den på samme måde, som man gør med en farlig klippeskrænt. Se! Der er den. Hold dig væk. 20

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 20

20/01/16 11:35 am


Efter at jeg blev hjemløs, gik jeg nogle gange forbi om aftenen. Så spejdede jeg ind ad vinduerne og så oplyste montrer med antikke sværd og økser, rædselshjelme med ansigtsvisir, der stirrede ned på mig fra væggene, silhuet­ ter af statuer som forstenede spøgelser i vinduerne oven­ over. Flere gange overvejede jeg at bryde ind og snuse rundt, men jeg havde aldrig været fristet til at banke på døren. Hej, søde onkel Randolph, jeg ved godt, at du hadede min mor og ikke har set mig i ti år; jeg ved godt, at du holder mere af dine rustne, gamle samlerobjekter end af din egen familie; men må jeg ikke nok bo i dit fine hus og spise krummerne fra dit bord? Ellers tak. Så hellere bo på gaden og skralde daggamle falafler fra cafeteriaet i storcenteret. Og dog … det ville garanteret være let nok at bryde ind, lure lidt og se, om jeg kunne finde svar på, hvad det var, der foregik. Og måske kunne jeg negle noget at pantsætte imens. Jeg beklager, hvis det støder din moral. Nå nej. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg stjæler ikke fra hvem som helst. Jeg udser mig kun usympatiske narrøve, som allerede har alt for meget. Hvis du kører rundt i en ny BMW og parkerer på en handicap­plads, selv om du ikke har noget invalideskilt, ja, så har jeg ingen kvaler ved at dirke din rude op og snuppe mønterne i kopholderen. Hvis du er på vej ud fra en luksusforretning som Barneys med din pose med silke­ lommetørklæder og har så travlt med at snakke i telefon og puffe folk af vejen, at du ikke er opmærksom, så står jeg på spring til at stjæle din pung op af lommen. Hvis du 21

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 21

20/01/16 11:35 am


har råd til at fyre fem tusind dollars af på snotklude, har du også råd til at købe aftensmad til mig. Jeg er anklager, dommer og tyv. Og hvad usympatiske narrøve angik, var onkel Randolph en oplagt kandidat. Huset lå ud til Commonwealth Avenue. Jeg begav mig om i gyden bag det med det så poetisk klingende navn Offentlig gyde nr. 429. Randolphs p-plads var tom. En trappe førte ned til kælderindgangen. Hvis der var et overvågningssystem, kunne jeg ikke få øje på det. Døren var en simpel slå uden så meget som en lås i. Helt ærligt, Randolph. Giv mig i det mindste lidt udfordring. To minutter efter var jeg indenfor. I køkkenet tog jeg for mig af kalkunpålæg, kiks og mælk direkte fra kartonen. Ingen falafel. Pokkers. Jeg havde ellers virkelig lyst til noget, men jeg fandt da en chokoladestang og stak den i lommen til senere. (Cho­ kolade er noget, man skal nyde i fulde drag, ikke hug­ ge i sig.) Så begav jeg mig ovenpå ind i et mau­soleum af mahognimøbler, orientalske tæpper, oliemalerier, marmor­flisegulve og krystallysekroner … Det var decide­ ret pinligt. Hvem bor sådan? Som seksårig begreb jeg ikke, hvor kostbare alle de ting var, men mit overordnede indtryk af huset var det samme dengang: mørkt, trykkende, uhyggeligt. Jeg havde svært ved at forestille mig, at min mor voksede op her. Det var let at forstå, hvorfor hun var blevet så glad for den fri natur. Vores lejlighed oven over den koreanske grillbiks i Allston havde været hyggelig nok, men mor havde aldrig brudt sig om at være indenfor. Hun plejede at sige, at hendes rigtige hjem var naturreservatet Blue Hills. Vi tog 22

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 22

20/01/16 11:35 am


på camping og vandreture der i al slags vejr: frisk luft, ingen vægge eller lofter, med ænder, gæs og egern som det eneste selskab. I forhold til det føltes villaen som et fængsel. Som jeg stod der alene i foyeren, fik jeg myrekryb over det hele, som om usynlige biller kriblede hen over mig. Jeg gik op på anden sal. Biblioteket duftede af læder og citruspudsemiddel, nøjagtig som jeg huskede det. Langs den ene væg stod der en oplyst glasmontre fuld af Ran­ dolphs rustne vikingehjelme og tærede økseblade. Min mor fortalte mig engang, at Randolph underviste i his­ torie på Harvard, før han blev fyret på grund af et eller andet vanærende. Hun ville ikke gå i detaljer, men fyren var tydeligvis stadig bidt af klenodier. Du er kvikkere end begge dine onkler, Magnus, sagde min mor engang. Med de karakterer kunne du sagtens komme ind på Harvard. Det var dengang, da hun stadig levede, da jeg stadig gik i skole og havde udsigt til en fremtid, der rakte videre end at skaffe det næste måltid mad. I hjørnet af Randolphs kontor stod der en stor sten­ blok, som lignede en gravsten. På forsiden af den var der mejslet kunstfærdigt snirklede, rødmalede mønstre. I midten var der en primitiv skitse af et snerrende vilddyr – måske en løve eller en ulv. Det gøs i mig. Lad være med at tænke på ulve. Jeg gik hen til Randolphs skrivebord. Jeg havde hå­ bet på en com­puter eller en notesbog med brugbare oplysninger. Hvad som helst, der kunne fortælle mig, hvorfor de ledte efter mig. I stedet var bordet dækket af pergamentstykker så tynde og gullige som silke­papir. 23

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 23

20/01/16 11:35 am


De lignede landkort, som et skolebarn havde lavet i samfundsfag engang i middelalderen: en groft skitseret kystlinje, forskellige punkter markeret med et ukendt alfabet. Oven på dem lå der, som brevvægt, en læder­ pung. Jeg gispede. Den pung kunne jeg genkende. Jeg bandt snøren op og tog en af dominobrikkerne i hånden … bortset fra at det ikke var en dominobrik. Som seksårig gik jeg bare ud fra, at det var det, Annabeth og jeg havde leget med. I løbet af årene havde mindet virket selvfor­ stærkende. Men frem for prikker var der malet røde tegn på brikkerne her. Tegnet på den stenbrik, jeg havde i hånden, var formet som en gren eller et vanskabt F:

Hjertet hamrede i livet på mig. Jeg vidste ikke hvorfor. Havde det overhovedet været en god idé at tage herhen? Det føltes, som om rummet snævrede sig ind. Tegningen af vilddyret på den store kampesten i hjørnet så ud, som om den viste tænder ad mig, og dens røde omrids glinse­ de som frisk blod. Jeg gik hen til vinduet. Måske ville det hjælpe lidt at kigge ud. Ned langs boulevardens midte strakte Com­ monwealth Mall-promenaden sig – et stykke sneklædt parkområde. Der hang hvide julelyskæder i de nøgne træer. For enden af karréen stod bronzestatuen af Leif Erikson på sin piedestal inde bag et jerngitter med en skærmende hånd over øjnene. Leifs blik var rettet mod Charlesgate-vejbroen, som ville han sige: Se, jeg har opdaget en motorvej! 24

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 24

20/01/16 11:35 am


Mor og jeg plejede at grine ad Leif. Hans rustning var lidt til den vovede side: et kort skørt og et brystharnisk, der lignede en vikinge-bh. Jeg anede ikke, hvorfor den statue stod midt i Boston, men det var nok ikke et rent tilfælde, at onkel Randolph endte med at studere vikinger. Han havde boet her hele sit liv. Han havde sikkert set Leif gennem vinduet hver eneste dag. Måske havde Randolph som barn tænkt: En dag vil jeg studere vikinger. Mænd i metal-bh’er er seje! Mit blik gled ned til statuens sokkel. Der stod nogen … og kiggede op på mig. Kender du det, når man ser nogen et sted, hvor de ikke hører hjemme, og der går et øjeblik, før man kan genkende dem? I Leif Eriksons skygge stod der en høj, bleg mand iført sort læderjakke, sorte MC-bukser og spidse støvler. Hans korte strithår var så lyst, at det næsten var hvidt. Den eneste farveklat på ham var et rød og hvid-stribet tørklæde, der var viklet rundt om hans hals og hang ned over skuldrene som en smeltet bolsjestang. Hvis jeg ikke kendte ham, ville jeg have gættet på, at han var klædt ud som en eller anden animefigur. Men det gjorde jeg. Det var Hearth, min hjemløse ‘plejemor’. Jeg følte mig lidt skræmt og krænket. Havde han set mig på gaden og fulgt efter mig for at passe på mig? Jeg havde ikke brug for en selvbestaltet stalkerskytsengel. Jeg slog ud med hænderne: Hvad laver du her? Hearth mimede, at han tog noget fra sin hule hånd og smed det væk. Efter at have hængt ud med ham i to år var jeg ved at blive ret god til at forstå tegnsprog. Det betød: KOM VÆK. 25

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 25

20/01/16 11:35 am


Han så ikke bekymret ud, men man kunne aldrig vide med Hearth. Han viste ikke særlig meget sindsbevægelse. Når vi hang ud, stirrede han for det meste bare på mig med de der lysegrå øjne, som om han ventede på, at jeg eksploderede. Jeg spildte adskillige dyrebare sekunder på at gruble over, hvad han mente, og hvorfor han var her, når han skulle have været på Copley Square. Han gestikulerede en gang til: to fremadrettede fing­ re på hver hånd, der bevægede sig op og ned to gange. Skynd dig. “Hvorfor?” spurgte jeg højt. Bag mig lød der en dyb stemme: “Hej, Magnus.” Mit hjerte sprang et slag over. I døren ind til biblio­ teket stod der en bredbrystet mand med velplejet, hvidt fuldskæg og en kalot af gråt hår. Han havde en beigefar­ vet kashmirfrakke på ud over et jakkesæt i mørkt uld. De handskeklædte hænder holdt fat om grebet på en blank­ poleret træstok med jerndup. Sidste gang jeg så ham, var hans hår sort, men stemmen kunne jeg genkende. “Randolph.” Han bøjede hovedet en millimeter. “Sikke en glædelig overraskelse. Jeg er glad for, at du er her.” Han lød hver­ ken overrasket eller glad. “Vi har ikke særlig megen tid.” Maden og mælken i min mave begyndte at kværne rundt. “S-særlig megen tid … før hvad?” En fure kom til syne mellem hans øjenbryn. Så rynke­ de han på næsen, som om han opfangede en ubehagelig dunst. “Du fylder seksten år i dag, ikke sandt? De kom­ mer for at slå dig ihjel.”

Magnus Chase og guderne fra Asgård (1).indd 26

20/01/16 11:35 am


Magnus Chase har ikke haft det let. Siden sin mors mystiske død har han levet i skjul på gaden. Men da en ildjætte truer hele byens befolkning, må sandheden frem: Magnus er søn af en nordisk gud. Vikingernes myter er sande, og Asgårds guder gør klar til krig. For at forhindre Ragnarok må Magnus finde et våben, som har været forsvundet i tusindvis af år. Men det er ikke engang det værste. For først må han dø. Og når den lille detalje er klaret, får han brug for alle sine talenter, en håndfuld gode venner og måske lidt held for at finde sin fars sværd og redde verden fra undergang.

ISBN: 978-87-115-1320-0

Magnus Chase - læseprøve  

Rick Riordan fortsætter sin sejrsgang - nu med de nordiske guder.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you