Issuu on Google+


Harold Fry.indd 8

13/04/12 10.41


Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd PÅ DANSK VED CHARLOTTE A. E. GLAHN

Rachel Joyce LINDHARDT OG RINGHOF

Harold Fry.indd 3

13/04/12 10.41


Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd er oversat fra engelsk efter “The Unlikely Pilgrimage of Harold Fry” Copyright © Rachel Joyce 2012 All rights reserved Dansk copyright © 2012 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Mark Airs Bogen er sat med Berkeley hos LYMI dtp-service og trykt hos ScandBook AB, Sverige, 2012 ISBN:978-87-11-40820-9 1. udgave, 1. oplag 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Harold Fry.indd 4

13/04/12 10.41


SLUT

HAROLD FRYS

SKOTLAND

USANDSYNLIGE PILGRIMSFÆRD 1003 kilometer * 87 dage

NORDSØEN DET IRSKE HAV

BRISTO

LKANA

LEN

DEN ENGELSKE KANAL

Harold Fry.indd 6

13/04/12 10.41


Who would true valour see, Let him come hither; One here will constant be Come wind, come weather. There’s no discouragement Shall make him once relent His first avowed intent To be a pilgrim. John Bunyan, The Pilgrim’s Progress

Harold Fry.indd 7

13/04/12 10.41


1 Harold og brevet

Brevet, der kom til at ændre alt, blev leveret på en tirsdag. Det var en ganske almindelig aprilmorgen, der duftede af rent vasketøj og nyslået græs. Harold Fry sad ved morgenbordet, nybarberet og iklædt en ren skjorte og slips, med et stykke ristet brød foran sig, som han dog ikke spiste. Han kiggede ud ad køkkenvinduet på den nyslåede plæne, der var spiddet midti af Maureens teleskopiske tørrestativ og omkranset til tre sider af naboernes stakit. “Harold!” råbte Maureen gennem larmen fra støvsugeren. “Post!” Han sad og tænkte på, at han gerne ville lidt ud, men det eneste, der var at gøre, var at slå græsset, og det havde han gjort dagen forinden. Støvsugeren blev slukket, og hans kone kom ind med et surt udtryk og et brev i hånden. Hun satte sig ned over for Harold. Maureen var en spinkel kvinde med en hjelm af sølvfarvet hår og en rask gang. Da de i sin tid havde mødt hinanden, havde intet kunnet gøre ham mere lykkelig end at få hende til at le. At betragte hendes pæne overflade krakelere i vild og ukontrolleret glæde. “Det 9

Harold Fry.indd 9

13/04/12 10.41


er til dig,” sagde hun. Han var ikke klar over, hvad hun mente, før hun skubbede konvolutten tværs over bordet og stoppede lige ud for Harolds albue. De så begge på brevet, som om de aldrig havde set et brev før. Det var lyserødt. “Det er stemplet i Berwick-uponTweed.” Han kendte ikke nogen i Berwick. Han kendte i det hele taget ikke ret mange nogen steder. “Måske er det en fejl.” “Det skal du ikke regne med. De laver ikke fejl med poststemplet.” Hun tog et ristet brød fra bakken. Hun foretrak det koldt og sprødt. Harold studerede den mystiske konvolut. Den var lyserød, men ikke som farven på badeværelset eller de matchende håndklæder og det bløde overtræk til toiletsædet. Det var en skrap farve, som fik Harold til at føle, at han ikke hørte hjemme i sit eget hus. Denne farve var anderledes. Den var sart. Som konfekt. Hans navn og adresse var skrevet med kuglepen, og de ubehjælpsomme bogstaver stødte ind i hinanden, som hvis et barn havde skriblet dem ned i al hast: Mr. H. Fry, 13 Fossebridge Road, Kingsbridge, South Hams. Han kendte ikke håndskriften. “Nå?” sagde Maureen og rakte ham en kniv. Han stak den ind i hjørnet og åbnede konvolutten. “Forsigtigt,” advarede hun. Han kunne fornemme hendes blik, idet han trak brevet ud og skubbede læsebrillerne på plads. Brevet var maskinskrevet, og øverst stod navnet på et sted, han ikke kendte: St. Bernadines Hospice. Kære Harold. Dette kommer nok lidt bag på dig. Han lod blikket løbe ned til bunden af siden. “Nå?” sagde Maureen igen. “Du godeste. Det er fra Queenie Hennessy.” Maureen gravede en klump smør op med kniven og smurte det på brødet. “Queenie hvem?” “Hun arbejdede på bryggeriet. For længe siden. Kan du slet ikke huske det?” Maureen trak på skuldrene. “Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle huske det. Hvorfor i alverden skulle jeg huske nogen, som du arbej10

Harold Fry.indd 10

13/04/12 10.41


dede sammen med for så længe siden? Vil du række mig hindbærsyltetøjet?” “Hun var i regnskabsafdelingen. Hun var meget dygtig.” “Det dér er orangemarmeladen, Harold. Hindbærsyltetøj er rødt. Hvis du ser på tingene først, vil du opdage, at det gør det hele meget nemmere.” Harold rakte hende, hvad hun havde bedt om, og vendte tilbage til sit brev. Det var smukt sat op, slet ikke som den knudrede håndskrift på konvolutten. Han smilede, huskede, at sådan havde det altid været med Queenie; hun gjorde alting så omhyggeligt, at man ikke kunne finde en eneste fejl. “Hun kan godt huske dig. Hun beder mig hilse.” Maureen kneb munden sammen til en smal streg. “De sagde i radioen, at franskmændene vil have vores brød. De kan ikke købe det skiveskåret i Frankrig. Så kommer de her og opkøber alt brødet. Manden i radioen sagde, at vi nok løber tør for brød til sommer.” Hun var tavs et øjeblik. “Harold? Er der noget i vejen?” Han svarede ikke. Han rejste sig med halvt åben mund. Farven var forsvundet fra hans ansigt. Da han endelig talte, var stemmen lille og fjern. “Det ... er kræft. Queenie skriver for at sige farvel.” Han ledte efter flere ord, men der var ingen. Harold fandt et lommetørklæde frem fra bukselommen og pudsede næsen. “Jeg ...” Han rømmede sig. Tårerne vældede frem. Det gik et øjeblik, måske endda et par minutter. Maureen sank så højt, at det brød stilheden. “Det er jeg ked af,” sagde hun. Han nikkede. Han ville gerne se op, men han kunne ikke. “Det er en dejlig morgen,” begyndte hun igen. “Hvorfor sætter du ikke et par havestole frem?” Men han blev bare siddende, uden at bevæge sig, uden at sige noget, indtil hun tog tallerkenerne fra bordet. Kort efter lød den summende lyd fra støvsugeren atter fra entreen. Harold havde det, som om al luft var blevet slået ud af ham. Hvis han bevægede så meget som en legemsdel, en muskel, var han ban11

Harold Fry.indd 11

13/04/12 10.41


ge for, at det ville udløse et væld af følelser, som var for svære at rumme. Hvorfor havde han ladet tyve år passere uden at forsøge at finde Queenie Hennessy? Han så en lille, mørkhåret kvinde for sig, som han havde arbejdet sammen med for en evighed siden, og det var helt ubegribeligt at forestille sig, at hun nu måtte være ... hvad? Tres år? Og ved at dø af kræft i Berwick. Af alle steder, tænkte han. Han havde aldrig været så langt nordpå. Han kastede igen et blik ud i haven og så et stykke plastik, der var blevet fanget i laurbærtræet, flagre i vinden uden at komme fri. Han stak Queenies brev i lommen, klappede et par gange på lommen for at sikre sig, at det lå trygt og godt, og rejste sig fra bordet. Ovenpå åbnede Maureen stille døren til Davids værelse. Hun blev stående et øjeblik og indåndede hans duft. Så trak hun de blå gardiner fra, som hun gjorde hver morgen, og sikrede sig, at der ikke lå støv der, hvor sømmen på det lette stof mødte vindueskarmen. Hun pudsede sølvrammen med billedet fra Cambridge, foruden det sorthvide barneportræt ved siden af. Hun holdt værelset rent og pænt, fordi hun ventede på, at David skulle komme tilbage, og hun vidste ikke, hvornår det ville blive. Noget i hende ventede altid. Mænd anede ikke, hvad det ville sige at være mor. Smerten ved at elske og savne et barn, selv når han ikke længere var der. Hun tænkte på Harold nedenunder, med sit lyserøde brev, og ønskede, at hun kunne tale med sin søn. Maureen forlod værelset lige så stille, som hun var gået ind, og gik i gang med at skifte sengetøj. Harold Fry tog et par ark brevpapir fra kommodeskuffen foruden en af Maureens gode kuglepenne. Hvad skriver man til en kvinde, der er ved at dø af kræft? Han ville gerne lade hende vide, at han følte med hende, men det virkede forkert at skrive Jeg kondolerer, eftersom netop det udtryk gerne stod på de fortrykte kort, man benyttede, når det, ja, var for sent. I øvrigt lød det alt for formelt, som om han ikke var berørt af situationen. Han forsøgte med Kære miss Hennessy. Jeg 12

Harold Fry.indd 12

13/04/12 10.41


håber inderligt, at De er i bedring, men da han lagde kuglepennen for at læse sætningen igen, lød det både stift og usandsynligt. Han krøllede papiret sammen til en kugle og forsøgte igen. Han havde aldrig været god til at udtrykke sig. Det, han følte nu, var så stort, at det var svært at finde de rette ord, og selv om han kunne, ville det være temmelig upassende at skrive til et menneske, han ikke havde haft kontakt med i tyve år. Havde rollerne været byttet om, ville Queenie have vidst, hvad der var det rette at gøre. “Harold?” Maureens stemme overraskede ham. Han troede, hun var ovenpå og i gang med at pudse et eller andet eller tale med David. Hun havde plastikhandskerne på. “Jeg er ved at skrive en hilsen til Queenie.” “En hilsen?” Hun gentog ofte, hvad han sagde. “Ja. Vil du også skrive under?” “Det skal du ikke regne med. Det virker ikke passende at underskrive et brev til én, jeg ikke kender.” Nu måtte han holde op med at bekymre sig mere om at udtrykke sig korrekt. Han ville ganske enkelt skrive det, han tænkte: Kære Queenie. Tak for dit brev. Hvor er jeg ked af det. Kærlig Med venlig hilsen Harold (Fry). Det var lidt tyndt, men nu stod det der. Han kom brevet i en konvolut, lukkede den hurtigt til, og skrev adressen på St. Bernadines Hospice udenpå. “Jeg smutter lige ned til postkassen.” Klokken var lidt over 11. Han tog sin vandtætte jakke fra knagen, hvor Maureen helst så, at han hængte den. I døråbningen blev han mødt af duften af varme og salt i luften, men hans kone stod ved hans side, før han nåede at træde over dørtærskelen. “Bliver du længe væk?” “Jeg går bare ned for enden af vejen.” Hun blev ved med at se op på ham med sine mosgrønne øjne og lille hage, og han ville ønske, han kunne finde på noget at sige, men det kunne han ikke. I det mindste ikke på en måde, der ville gøre en forskel. Han længtes efter at røre ved hende, som han gjorde før i tiden, at sænke sit hoved ned på hendes skulder og lade det hvile 13

Harold Fry.indd 13

13/04/12 10.41


der. “Farvel så længe, Maureen.” Han lukkede døren mellem dem og sørgede omhyggeligt for ikke at smække den. Husene på højdedraget over Kingsbridge havde, som ejendomsmæglerne aldrig forsømte at nævne, en fantastisk udsigt over byen og det om­kringliggende landskab. Til gengæld skrånede forhaverne i en faretruende vinkel ned mod fortovet, og planterne klyngede sig til bambuspindene, som gjaldt det deres liv. Harold begav sig ned ad den stejle havegang en smule hurtigere, end han kunne have ønsket, og bemærkede fem nye mælkebøtter. Måske skulle han finde Roundup’en frem i eftermiddag. Så havde han da gjort sig lidt nyttig. Nu fik naboen øje på Harold, vinkede og bevægede sig hen mod stakittet. Rex var en lavstammet mand med små, pæne fødder forneden, et lille hoved foroven og en temmelig rund krop i midten, hvilket fra tid til anden fik Harold til at frygte, at hvis Rex faldt, ville han rulle i det uendelige. Han ville rulle ned ad bakken som en tønde. Rex var blevet enkemand et halvt år forinden, omtrent samtidig med at Harold var gået på pension. Siden Elizabeths død talte han mest om, hvor hårdt livet var. Det kunne han tale om meget længe. “Det mindste, du kan gøre, er at lytte,” sagde Maureen, selv om Harold ikke var sikker på, hvorvidt hun mente ‘du’ i den generelle eller den specifikke betydning. “Skal du ud at gå en tur?” spurgte Rex. Harold forsøgte at anlægge en spøgefuld tone, som han håbede ville signalere, at det ikke var det bedste tidspunkt til en nabosludder. “Skal du have noget med i postkassen, gamle dreng?” “Der er ingen, der skriver til mig. Siden Elizabeth døde, har jeg kun fået rudekuverter.” Rex stirrede tankefuldt ud i den tomme luft, og Harold var straks klar over, hvor samtalen var på vej hen. Han vendte blikket opad mod den klare, blå himmel med enkelte små, runde skyer. “Sikke en herlig dag.” 14

Harold Fry.indd 14

13/04/12 10.41


“Ja, herlig,” sagde Rex. Der var stille et øjeblik, hvorpå Rex sukkede dybt. “Elizabeth elskede solen.” Tavshed igen. “Det er en god dag at slå græs, Rex.” “Ja, bestemt, Harold. Komposterer du egentlig det afklippede græs? Eller lader du det blive liggende oven på plænen?” “Problemet ved at lade det ligge er, at det klistrer til fødderne. Mau­reen bryder sig ikke om, at jeg slæber noget med ind i huset.” Harold kastede et blik ned på sine sejlersko og spekulerede et kort øjeblik over, hvorfor folk gik i den slags sko, selv om de ikke skulle ud at sejle. “Nå, du. Jeg må videre. Jeg skal lige nå det, inden de tømmer postkassen ved middagstid.” Han viftede med konvolutten og gik ud på fortovet. For første gang i sit liv var han skuffet over at opdage, at postkassen dukkede op tidligere end forventet. Harold forsøgte at krydse vejen for at undgå den, men postkassen var ikke til at tage fejl af – den ventede på ham på hjørnet af Fossebridge Road. Han løftede brevet til Queenie op til brevsprækken og lod det hænge lidt der. Han så tilbage på den korte distance, hans fødder havde tilbagelagt. Vejens huse var pudset op i varierende nuancer af gul, rosa og blå. Nogle af dem havde stadig deres spidse halvtredsertag med dekorative halvrunde bjælker, andre havde fået en ny skiferbeklædt førstesal, og et af husene var blevet bygget fuldstændig om, så det nu lignede en schweizisk alpehytte. Harold og Maureen var flyttet hertil for femogfyrre år siden, lige efter de var blevet gift. Hele hans opsparing var gået til udbetalingen – der havde ikke været noget tilbage til møbler eller gardiner. De havde holdt sig for sig selv, og gennem tiden var naboer kommet og gået, mens kun Harold og Maureen var blevet tilbage. Engang havde de haft køkkenhave og en lille havedam. Hun havde lavet chutney hver sommer, og David havde haft guldfisk. Bag huset havde der været et skur, der lugtede af kunstgødning, med kroge til haveredskaber og ruller af sejlgarn og reb. Men også alt det var for længst væk. Selv deres søns skole, der havde ligget et stenkast 15

Harold Fry.indd 15

13/04/12 10.41


fra vinduet i hans værelse, var blevet jævnet med jorden og erstattet af 50 huse til en overkommelig pris, i klare primærfarver og med gadelamper i samme stil som georgianske gaslamper. Harold tænkte på det, han havde skrevet til Queenie, og ordenes mangelfuldhed gjorde ham skamfuld. Han så for sig, hvordan han ville gå hjem igen, Maureen ville ringe til David, og livet ville være nøjagtig, som det plejede, bortset fra at Queenie var ved at dø i Berwick, og han blev helt overvældet ved tanken. Brevet lå stadig og hvilede på postkassens mørke mund. Han kunne ikke slippe det. “Det er trods alt,” sagde han højt, selv om han stod alene, “en dejlig dag.” Han havde ikke andet at lave. Han kunne lige så godt spadsere til den næste postkasse. Han drejede om hjørnet af Fossebridge Road, før han kunne nå at skifte mening. Det lignede ikke Harold at tage en hurtig beslutning. Det vidste han. Siden han var gået på pension, tog den ene dag den anden, uden at noget var forandret. Ikke andet end at han var blevet rundere om livet og havde tabt mere af sit hår. Han sov dårligt om natten, og indimellem sov han slet ikke. Men da han hurtigere end forventet igen stod foran en postkasse, tøvede han endnu en gang. Han havde indledt noget, og han vidste ikke, hvad det var, men nu hvor han var i gang, var han ikke parat til at afslutte det. Sveddråber sprang frem på hans pande, og pulsen var høj af forventning. Hvis han tog brevet med til posthuset på Fore Street, ville det med garanti blive leveret den følgende dag. Solen varmede hans baghoved og skuldre, da han spadserede ned ad gaderne med nybyggede beboelsesejendomme. Harold så ind gennem vinduerne, og indimellem var de tomme og indimellem var der nogen, der stirrede tilbage på ham, hvorefter han skyndte sig videre. En gang imellem fik han øje på noget overraskende: en porcelænsfigur, en vase eller tilmed en tuba. De helt særlige personlige genstande, som folk satte i vinduerne som grænser mod verden udenfor. Han forsøgte at forestille sig, hvad en forbipasserende ville tænke om ham selv og Maureen ud fra vinduerne på Fossebridge Road nummer 16

Harold Fry.indd 16

13/04/12 10.41


13, før det gik op for ham, at det ikke ville være meget på grund af undergardinerne. Han gik ned mod havnen og bemærkede, at hans lårmuskler værkede. Vandet stod lavt i havnen, og de afskallede joller vippede dovent i det mudrede vand. Harold humpede hen til en tom bænk, tog Queenies brev op af lommen og foldede det ud. Hun huskede det. Efter alle disse år. Og han havde blot levet sit al­mindelige liv, som om det, hun havde gjort, ikke betød noget. Han hav­de ikke forsøgt at stoppe hende. Han var ikke fulgt efter hende. Han hav­de ikke engang sagt farvel. Himlen og vejen flød sammen for hans øjne, og gennem tårer så han det udflydende omrids af en ung mor med et barn. Det så ud, som om de hver holdt en isvaffel i hånden, bar dem foran sig som fakler. Hun løftede drengen op og satte ham ned i den anden ende af bænken. “Dejlig dag,” sagde Harold, og gjorde sig umage for ikke at lyde som en gammel mand, der var ved at græde. Hun hverken så op eller svarede ham. Hun bøjede sig over drengens hånd og slikkede langs vaflen for at forhindre isen i at løbe. Drengen betragtede sin mor, så stille og tæt på, at det var, som om hans ansigt var en del af hendes. Harold spekulerede på, om han nogen sinde havde siddet på kajen og spist is sammen med David. Det var han temmelig sikker på, han havde, selv om det ikke lige lykkedes ham at fremmane et billede, når han søgte i erindringen. Nu måtte han se at komme videre. Han havde et brev at poste. Folk i jakkesæt stod og lo med frokostens fadøl i hænderne uden for pubben, men Harold bemærkede dem knap nok. Idet han begav sig op ad den stejle bakke på Fore Street, tænkte han på den unge mor, der var så optaget af sin søn, at hun ikke bemærkede andet end ham. Det slog ham, at det altid havde været Maureen, der talte med David og fortalte ham nyheder om deres liv. Det var Maureen, der altid skrev Harolds navn (‘far’) i breve og på kort. Det var tilmed Maureen, der havde fundet et plejehjem til Harolds far. Hvilket fik ham til at stille sig selv et spørgsmål, mens han trykkede på knappen 17

Harold Fry.indd 17

13/04/12 10.41


ved fodgængerovergangen, for hvis hun, i praksis, var Harold, ‘hvem er jeg så?’ Han gik forbi postkontoret uden så meget som at standse op et øjeblik.

Harold Fry.indd 18

13/04/12 10.41


Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd - læseprøve