Issuu on Google+

36mm

155 mm

155 mm

Birgitte Bartholdy FROSTGRADER KRIMI

I JAKOBS HUS „Marie dør af en hjernesvulst, kun 47 år gammel, og Jakobs verden falder fra hinanden … Birgitte Bartholdys roman »I Jakobs hus« fortæller om hans vrede, rastløshed og nærtagenhed, om hans klamren sig til det, der er tilbage af Marie. Det er klogt set og smukt beskrevet.“

231 mm

BERLINGSKE TIDENDE

„Den er velskrevet, dialogerne er mundrette, og Jakobs spirende forelskelse i en kvinde, som han egentlig har kendt længe, er vel fortalt.“ JYLLANDS-POSTEN

MED OG UDEN MÆND „En bredt – og sikkert – komponeret roman. Birgitte Bartholdy skriver præcist, underholdende og vedkommende.“

DA LAYLA EN VINTERMORGEN MØDER tidligt på sit nye arbejde på modebladet Front, venter der hende en grum overraskelse. Det største af kontorerne bærer præg af, at der har været en mindre privat fest. Papirstakke er væltet, og gulvet er klistret af indtørret champagne. Og bagerst i lokalet står døren åben ind til moderedaktionens altid aflåste walk-in-skab. I skabet finder Layla en lille forpjusket hund og det lemlæstede lig af en ældre mand, hvis ansigt er smadret til uigenkendelighed. Der er kun ét andet menneske på etagen, den polske rengøringsmand, Tomasz. Men er han involveret i mordet? Hvorfor forsvinder han, før politiet kommer? Og hvorfor tænker Layla så meget på ham? Efterhånden som politiet graver dybere i offerets baggrund og motiverne bag mordet, bliver Layla suget længere og længere ind i dramaet omkring den myrdede. Fortidens grimme skygger viser deres ansigt og tvinger hende til at tage sit liv og sin historie op til revision.

Birgitte Bartholdy FROSTGRADER

Pressen skrev om:

KRISTELIGT DAGBLAD

„Kloge og rammende udfald om længsel og ensomhed midt i det moderne familierod.“ BIRGITTE BARTHOLDY, født 1960, debuterede i 2003 med romanen Med og uden mænd. Den blev i 2006 efterfulgt af romanen I jakobs hus. Birgitte Bartholdy er uddannet journalist og arbejdede i 22 år på Alt for Damerne, før hun blev freelancer. Frostgrader er hendes første krimi.

WEEKENDAVISEN

www.lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

OMSLAG: IMPERIET FORFATTERFOTO: © LINE THIT KLEIN


Frostgrader Copyright © Birgitte Bartholdy og Lindhardt og Ringhof forlag, 2013 Omslag: Nete banke/Imperiet Bogen er sat med Goudy Hos Lymi Trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-38176-2 1. udgave, 1. oplag Trykt i Sweden, 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www. Lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont.

Frostgrader.indd 4

21/01/13 12.53


Birgitte Bartholdy

Frostgrader

Lindhardt og Ringhof

Frostgrader.indd 3

21/01/13 12.53


1. kapitel

Svimmel faldt han sammen op ad væggen og lod sig opsluge af en velsignet stilhed, hvor gyldne prikker flimrede i mørket. Indtil smerterne i hovedet, der var ulidelige og lynede ned gennem hans krop, vækkede ham igen. Blodet dryppede lunkent ned over hans øjne og løb ned ad kinderne og halsen. Han støttede med hænderne mod gulvet og tvang sig til at tænke på noget andet. På hvor forbandet grimt et lig han ville blive, hvis han tillod døden at tage ham nu. Han var heller ikke længere sikker på, at dem, der skulle græde ved hans kiste, ville stå der. Ikke sådan som han havde opført sig. Selv dem tættest på var forsvundet bag et slør af bitre tanker, skuffelser, modgang og hårde ord. Alt det lort, der er mellem mennesker. Lige nu føltes ensomheden total, altopslugende. Hvis bare smerterne ville forsvinde eller dulmes, kunne han måske endnu nå at redde situationen. Han fokuserede og skrabede sig sammen til at bede om det mest saliggørende bedøvende, han kendte til. Munden føltes tør som sandpapir, men han gjorde sig umage for at få tungen til at lystre og tale så forståeligt som muligt: “Gå ... hent ... nu ...” Den anden så uforstående og skulende på ham. “Tydeligere.” Han forsøgte igen. “Vi ... vil ... ikke ... du ... ede ... i kælderen ... her på kontoret.” Ordene kom ud forvrængede og i den forkerte rækkefølge, men han håbede, at de gav mening. Bønfaldende så han op og opdagede til sin overraskelse, at den 7

Frostgrader.indd 7

21/01/13 12.53


andens blik eksploderede i had og vrede. Angsten vældede op i hans ømme hals og dunkede mod sårene i hovedbunden. Igen forsøgte han at forklare om kælderen. Men det føltes, som om han knap nok nåede at trække vejret, så kom den andens arm farende ned mod hans ansigt med noget spidst yderst. Desperat ledte han efter kræfter, så han kunne forsvare sig og spørge, hvad han dog havde gjort forkert. Hvorfor dette nye angreb? For fanden da, så gør dog noget, tænkte han. Men i det afgørende øjeblik var der noget i ham, som gav slip, og hans krop gled uden livsvilje længere ud på gulvet. Han fattede ingenting længere, forstod ikke, hvordan han var endt i denne situation. Reglerne var lavet om, uden at nogen havde fortalt ham, hvad de nu gik ud på. Intet var gået, som han havde planlagt og drømt om i aften, tværtimod havde han overskredet flere af sine egne grænser. Han havde ellers ment, at han havde ret til at gøre, som det passede ham, og at han vidste præcis, hvad det var. Det var selve det mantra, som havde fået ham fremad og opad. Hvorfor så vakle nu? Fordi det alligevel var forbi. Slagene kom hurtigt. Og voldsomt. Smerten overdøvede alt andet. Alle tanker, alle instinkter. Han længtes efter ingenting at mærke. Længtes efter ingenting.

Frostgrader.indd 8

21/01/13 12.53


2. kapitel

Layla plejede at elske morgener og nød i begyndelsen også denne vintermorgen, selv om den var dyster, da vækkeuret ringede klokken halv syv. Hun svingede benene ud af sengen, lod øjnene vænne sig til mørket og befandt sig snart i sin egen boble af frisk energi. Overrasket over, hvor let til mode hun følte sig, strakte hun armene op over hovedet og lod den sidste anspændthed fordufte. Så gik hun hen over det afkølede gulv og fik vristet vinduet op, så luften kunne få has på fugten, der lå som et gråt lagen hen over indersiden af ruden. Kulden nev rart i huden på hendes nøgne arme, på brystet og kinderne. Alt for længe havde hun ikke haft noget at se frem til, når hun stod op, men det var der nu. For fem måneder siden var det lykkes hende at lande et job på et modemagasin som chefredaktørens højre hånd. Om halvanden måned fyldte hun tredive og følte sig efter en frustrerende og sørgelig tid på ret kurs igen. Fra krogen bag døren tog hun den blomstrede turkise silkebadekåbe, som hendes mor engang havde taget med hjem fra en ferie i Indonesien, og som nu var hendes. Silken lugtede stadig af hendes mor, en blandet duft af urter, nelliker og kaffe. Hun gik ud på badeværelset. Tre minutter. Det var det tidsrum, hun tillod sig at stå under bruseren og nyde de varme stråler mod nakke og ryg. Korte brusebade var en af de mange spare-ideer, hun havde udtænkt sammen med sin veninde Trine, så hun og hendes far kunne få 9

Frostgrader.indd 9

21/01/13 12.53


råd til at blive boende i dette gamle, knirkende hus, hendes barndomshjem. Efter badet var det nødvendigt at småhoppe på stedet for at holde varmen, mens hun fandt tøj frem fra fyrretræsskabet i gangen. I bunden af den store håndtaske, som hun havde stillet frem, lagde hun en pose med flaskegrønne nylonstrømper og sine mest elskede og desværre efterhånden også slidte stiletter. Så skyndte hun sig ned ad trappen med tasken og mobiltelefonen i hænderne. I køkkenet var der heldigvis varmt. Det var det eneste sted, hun gav sig selv lov til at skrue så højt op for radiatoren, som hun havde lyst til. Det betød, at hun faktisk aldrig skruede ned, heller ikke når solen bagte ind hele dagen. Hun satte tasken fra sig og børstede håret igennem. Dråberne sejlede som perler ud på gulvet. Strømpefødderne blev våde, men der var ikke tid til at gå ovenpå igen og skifte. Hastigt åbnede hun køkkenskabet med morgenmad og skubbede med den anden hånd brødkassen op. Maven knurrede af sult. Der var skræmmende tomt begge steder. I brødkassen lå en tør endeskive i en fedtet bagerpose, og bagerst i skabet stod et glas jordbærsyltetøj med en klat i bunden. Hendes far havde fyret hushjælpen, Rhea, for en måned siden, og nu begyndte det at kunne ses. Layla gik forbi den åbne bryggersdør og forsøgte at ignorere bunkerne med vasketøj, der lå rundt om vasketøjskurven. Det lykkedes ikke. Hun var nødt til at lukke døren, inden hun satte sig ved spisebordet med en skål havregryn. Oven på lagde hun lidt jordbæryoghurt, det sidste fra en karton, hun havde fundet i køleskabet. I aften måtte hun købe ind på vej hjem fra arbejde, medmindre hun kunne overtale sin far til at gøre det i eftermiddag. Hun stillede den snavsede skål hen til vasken, gik ud i hallen og skubbede den ene af dobbeltdørene op ind til den forreste stue. Hendes far, Mogens, lå, ganske som hun havde regnet med, på den midterste sofa med et uldent tæppe over benene. På sofabordet stod en tom flaske vin og et vinglas med en indtørret rød kant i bunden. Computeren ved siden af var stadig tændt, og en rød prik blinkede hysterisk på siden af den. 10

Frostgrader.indd 10

21/01/13 12.53


Hun førte musen hen over skærmen og lukkede ned. Så puffede hun til sin far med foden. Han rørte sig ikke. Hun sagde hans navn, først stille, så højere. Endelig kom hans øjne til syne som to lyseblå sprækker. Efter lidt tid tog han sig sammen og satte sig hostende op. “Jeg går nu,” sagde hun og prøvede ikke at lyde modløs. “Nu? Hvor går du hen? Hvad dag er det?” Han kiggede hjælpeløst på hende og åbnede øjnene helt. Det grå hår strittede, med hænderne klappede han det ned at ligge. Så strøg han hænderne ned over sine kinder. Hun kunne høre hans håndflader skrabe mod skægstubbene. Hun kunne ikke fordrage det udtryk hos ham. Før i tiden havde han altid haft et blik som en bjergbestiger, der ville opad for enhver pris. Nu var det, som om han lod sig falde og ikke engang tog fra for at beskytte sig på vej ned. “Det er mandag,” sagde hun med en energi, hun håbede smittede. “Jeg skal på arbejde. Kan du købe ind? Der er ikke mere mad.” Overraskende nok rettede han sig op og så på hende. “Selvfølgelig, jeg køber ind.” Han smilede, eller rettere forsøgte på det. “Skal du have penge? Jeg har nogle kontanter i min pung.” Hun var rystet over, hvor dyrt alting var blevet i Danmark, og vidste, at hendes far havde fået spærret et af sine kort. Men hun skulle ikke have sagt det. En fornærmet rødme samlede sig over hans næse. Al samtale med ham var som en klodset dans, hvor hun nemt kom til at træde forkert. Hun havde lovet sin mor at blive boende, indtil han fandt ud af, hvad der skulle ske med huset, men hun var ikke længere sikker på, at hun magtede det. Hendes far sank sammen og bagud mod ryglænet. “Jeg klarer mig,” sagde han og så væk. “Der er også vasketøjet ...” fortsatte hun ikke desto mindre opmuntret. “Rolig nu, du må ikke stille for høje krav til mig.” Han lagde sig ned igen og trak en sofapude ind under hovedet. Skjorten krøllede hen over brystkassen, og der kom en sur lugt fra ham. Trine forstod ikke, hvordan hun kunne holde ud bare at lade ham ligge på sofaen. “Hvorfor råber du ikke til ham, at han skal nosse sig 11

Frostgrader.indd 11

21/01/13 12.53


sammen, redde stumperne af sin business, tage kampen op?” Men Layla kunne ikke. Det ville være at gå over en grænse, hun ikke kunne overskride. “Så tager jeg mig af tøjvasken,” sagde hun. Med et suk klappede han hende kejtet på benet. “Sætter du dig ikke lige lidt? Hvorfor tager du altid så tidligt af sted?” Hun satte sig over for ham. “Hvordan har obersten det?” spurgte hun. “Skrev I på Facebook sammen i nat?” “Behøver du at kalde ham obersten? Han har et navn.” “Hvordan har Jørgen det?” “Jeg kunne ikke få kontakt. Der er uroligheder i hans område igen. Det er nogle dage siden, han har været på.” “Er der ikke hele tiden uroligheder i Afghanistan?” “Måske. Men i nat var det åbenbart så slemt, at han ikke kunne nå frem til sin computer, eller også var der noget galt med forbindelsen, hvad ved jeg?” Han lagde armen over øjnene og havde tilsyneladende mistet lysten til at tale mere med hende. Hun ventede lidt, men da han stadig intet sagde, rejste hun sig og gik ud i gangen. Gulvet derude var vådt og beskidt. For nogle uger siden havde en storm pakket det meste af Sjælland ind i snedriver. Nu var det, som om de smeltede på én gang, og sko og støvler slæbte mudrede vandløb med ind. Men det her var alli­gevel voldsommere, end det plejede at være. Foran støvlerne havde der samlet sig en hel lille sø. Hvis hendes far købte ind, ville hun måske få tid til at vaske gulv og støvsuge underetagen i aften. Det duede ikke, at de begge opførte sig som hjælpeløse patte­børn. Hun tørrede håret med hårtørreren på gæstetoilettet og satte det op i nakken. Vandhanen dryppede, og dråberne havde afsat kalkstriber ned mod afløbet. Hun skyndte sig ud i entreen, tog overtøj på og åbnede døren. Rimfrosten glitrede som diamanter mellem de nøgne birketræer, da hun bevægede sig ned for enden af indkørslen for at hente cyklen i skuret. “Et skur kan man altså ikke kalde det,” havde ordkløveren Trine sagt den anden dag. “Det er sgu mere en pavillon eller et mauso12

Frostgrader.indd 12

21/01/13 12.53


leum.” Hun havde grinet. “Du kan bruge det som et gravmæle for alt det tøj, du ikke går i mere og ikke længere får plads til, når du flytter.” Trine havde ret. Det var for stateligt til at blive kaldt et skur, ikke desto mindre var det her, Laylas cykel stod. De æbler, hun havde samlet op fra græsplænen i efteråret og lagt ind på hylden under malerbøtterne, var for længst spist, men der lugtede stadig af dem. Hvordan kunne vinteren i Danmark være så barsk, når sommeren og efteråret var så dejligt, tænkte hun og snuste ind. Hurtigt låste hun cyklen op og trak den udenfor. Trods kulden nød hun at cykle igen hver dag som dengang, hun var barn. “Der er jo cykelforretninger over det hele,” havde en fransk veninde sagt, da hun for et års tid siden var på besøg på vej til Stockholm. “Cykler alle i det her land?” “De fleste,” havde Layla stolt svaret. Her var endelig noget ved hendes hjemland, der fortjente ros. Langsomt kørte hun op ad villavejen. De fleste huse var hvidmalede kasser med karnapper og kviste, der stadig lå mørke hen. På Strandvejen var der til gengæld masser af liv, og hun blev i bedre humør igen. Bilerne holdt ligefrem i kø. Fra et åbent bilvindue dinglede en hånd med en glødende cigaret. Længere fremme slap en mor rattet og vendte sig om mod sit grædende barn i autostolen. Zigzaggende ud og ind mellem Christiana-cykler og midaldrende mænd med cykelhjelme prøvede hun at tænke så lidt som muligt. Pedalerne hvirvlede rundt. Hun lagde afstand til sit hjem. Bøjede sig frem over styret og satte farten op. På Østerbrogade kørte hun forbi den ejendom, hvor Rhea boede. Et varmt lys skinnede ud fra de to vinduer i den filippinske hushjælps lejlighed på tredje sal. Hun var sikkert for længst stået op og på vej ud af døren med sin lille søn. Layla anede ikke, hvor hun gjorde af ham, når hun arbejdede, men hun havde aldrig haft ham med ud til Hellerup. Rhea var A-menneske, ligesom Layla. Efter Laylas mors død var hun begyndt at dukke op tidligere og tidligere med sine poser og tasker. Havde maset sig ind gennem fordøren derhjemme og vi13

Frostgrader.indd 13

21/01/13 12.53


dere ud i køkkenet, klaprende hen over gulvet på en måde, der fik Mogens til at give sig inde i stuen. Men hun havde holdt dem kørende, og derfor havde han ikke protesteret. Rhea sagde ikke meget, da Mogens fortalte hende, han ikke længere kunne betale hende. “Not this months løn even?” spurgte hun på sin opfindsomme blanding af engelsk og dansk. Hun havde set på Mogens og samtidig trukket ned i sin lyserøde cardigan. Sømmen ville give sig, hvis hun blev ved på den måde, tænkte Layla, som stod og så på ude fra køkkenet. “Jeg skal gøre, hvad jeg kan, Rhea, men jeg kan ikke love dig noget. Kommunen må vel kunne ...” “Man, you ved, jeg ik have a place to go. Police will say stop.” Laylas mor havde hyret hende, dengang lægerne sagde, hun skulle igennem endnu en omgang kemoterapi. Hun havde fået Rhea anbefalet, sagde hun, Rhea var effektiv og diskret. På hendes første arbejdsdag trak Sigrid bleg, men stadig oppegående, sin datter til side i gangen ovenpå og hviskede, at Layla ikke måtte fortælle nogen noget om Rhea. “Hun har ikke arbejdstilladelse, forstår du, officielt eksisterer hun ikke. Tænk, hvor frygteligt at vide, at man ikke har ret til at være i verden.” Der havde været en undertone af teatralsk drama i Sigrids stemme. Sygdommen havde overtaget hendes liv, og der skete ellers aldrig noget spændende omkring hende længere, men hendes ansigt havde også udtrykt medfølelse. Da Mogens fyrede Rhea et år senere, havde han åbenbart glemt, at hun ikke eksisterede, eller også havde Sigrid aldrig fortalt sin mand det. Han så befippet på Rhea. “Jeg er virkelig ked af det,” sagde han og gik ind i stuen. Hun slog ud med armene og samlede sine ting sammen. Layla vidste ikke, hvad der egentlig var i poserne og taskerne, og hvorfor hun altid slæbte dem med, men i løbet af en arbejdsdag nåede hun at sprede ikke så få af dem rundt omkring i huset. Bagefter tog hun frakken på, som var for stor til hende, og gik ud i entreen. Der 14

Frostgrader.indd 14

21/01/13 12.53


var stille lidt, før Layla hørte hende kalde. Først lavmælt, så råbte hun, at hun ikke ville sige farvel til den onde Mister inde i stuen, men gerne til Layla. “Vent lidt.” Layla gik ovenpå. Da hun kom ned igen, stod Rhea midt i entreen med halsen pakket ind i spraglede tørklæder og den lyserøde strikhue trukket ned over ørerne. Hendes læber dirrede, og de asiatiske træk var i opløsning. “Jeg gå nu.” Hun spredte armene ud, og Layla løb ind i dem og nød at blive krammet. Alt ved Rhea var blødt og rundt. “Tag dem her.” Layla tog Rheas højre hånd, hev vanten af den og lagde et par af sin mors diamantøreringe i hendes ru håndflade. “Og det her.” Et af morens fineste ure kom oveni. “Tilsammen er de sikkert mere end en månedsløn værd.” Rhea kiggede forundret på smykkerne. “Never woman, er du tosset, how could I ...” Hendes øjne var våde. “De er fra mor. Hvis hun havde været i live, havde hun selv givet dig dem.” Rhea kiggede væk. Men da hun så på Layla igen, var det ikke bare med taknemlighed i blikket, der var også et glimt af vrede og skamfuldhed. Hun så ud, som om hun overvejede at smide smykkerne tilbage i hovedet på Layla, men kom i tanke om, at hun havde et barn, der skulle have mad. Med sammenpresset mund lagde hun smykkerne ned i en pose, hun fandt frem fra en af taskerne. Så stillede hun sig på tåspidser og kyssede Layla på kinden. Et stort, vådt kys. “Bless you, child,” sagde hun. Layla håbede, hun mente det. En velsignelse var ikke af vejen. Siden lykkedes det Mogens at lave en aftale med banken. De fik lov til at vente med tilbagebetalingerne, hvilket var godt, for ingen af dem kunne overskue at pakke huset ned lige nu. Som noget af det første skyndte Mogens sig at sende penge til Rhea. “Hun vil ikke komme til at sulte foreløbig, og det vil vi heller ikke,” sagde han. Alligevel prøvede Layla at undgå at møde Rhea, når hun kørte forbi hendes ejendom. Hun holdt øje, så hun kunne trække kraven tættere op omkring ørerne, hvis den lille buttede skikkelse 15

Frostgrader.indd 15

21/01/13 12.53


dukkede op på fortovet. Hvad kunne de sige til hinanden, som ikke ville virke akavet? Der var nu ingen fyret hushjælp i sigte denne morgen. Layla drejede væk fra Østerbrogade ned mod Nordhavn Station og videre ud mod vandet til Mediehuset. Forrest lå en gammel lagerbygning, der for ikke så længe siden var blevet brugt til galleri, men nu stod tom. Graffitimalere var gået amok hele vejen rundt om bygningen. Bagved lå den gule etageejendom, som Mediehuset havde købt sig ind i, da virksomheden fik vokseværk. Otte magasiner, to reklamebureauer, en gratisavis og en radiostation holdt til her. Gården strakte sig rundt om begge bygninger og var ved at blive omlagt. Maskiner havde skrællet den gamle asfalt af, der var blevet kørt grus ind, og grå fliser stod stablet ved ydermurene og langs kanterne. Men projektet havde ikke flyttet sig ud af stedet i et par måneder. Gruset knasede under hjulene, da Layla kørte hen til cykelstativerne, som i anledning af omlægningen var flyttet ud i yderkanten af området. Herude kunne hun høre vandet. Ikke som en klukken, men som en sagte, uendelig susen. I det fjerne, på den anden side af havnebassinet, hvor nye beboelsesejendomme var ved at blive opført, strakte byggekranerne sig op mod den stadig mørke himmel. Hun skubbede cyklen på plads, låste den og slukkede for- og baglygterne uden at tage handskerne af. I forvejen stod der et par rustne cykellig, som havde stået der i månedsvis. På parkeringspladsen fik hun også øje på to biler, som hun vidste ikke tilhørte nogen af de ansatte på bladet. Hun ville igen være den første på redaktionen, noterede hun med en vis stolthed, selv om det var barnligt at gå op i. Smeltevandet drev som små bække rundt i gruset. Hun ville helst nå tørskoet indenfor og gik tøvende og så sig for. Der var planer om at sætte ti lygtepæle op i en allé hen mod hovedbygningen, men de var ikke kommet op endnu. Her var virkelig skummelt. Ved hoveddøren var der mere lys. Cigaretskod og papiraffald flød rundt i vandpytter på begge sider af flisegangen. Hun låste sig ind med sit sikkerhedskort og gik de få skridt over til elevatoren. 16

Frostgrader.indd 16

21/01/13 12.53


Hendes støvler efterlod grumsede spor, der blandede sig med andre fodspor på kryds og tværs. Sådan så gulvet altid ud mandag morgen. Der var ingen rengøring i weekenden, og det blev først vasket som det sidste op ad formiddagen. Langsomt sneg elevatoren sig op gennem etagerne. Hun havde tid til at spejle sig i de blanke stålvægge. Det var første gang denne morgen, at hun fik en chance for at se ordentligt på sit ansigt, og det var ikke noget opløftende syn. Det ville kræve en del makeuparbejde på toilettet at nå frem til et bare nogenlunde tilfredsstillende resultat. På femte sal var receptionen badet i lys. I det fjerne, i gangen, der førte ned mod motormagasinet Bilentusiasten, fik hun øje på den polske rengøringsmand, Tomasz, med rengøringsvognen ved siden af sig og en moppe i hånden. Hun var vild med, når han gik og vaskede gulv som nu, let foroverbøjet i den hvide, todelte dragt med de løse bukser. Det sorte hår var blankt og tjavset i nakken og endte i en lille spids, som pegede ned mod hans brede skuldre. Det underlige ved ham var arret, der slangede sig ujævnt ned over hans venstre arm, og som han ikke prøvede at skjule. Ærmerne på overdelen var smøget op, så arvævet tydeligt kunne ses i lyset fra lysstofrøret. “Godmorgen,” råbte hun. Han reagerede ikke. Hun kunne se, at han havde sine høretelefoner på, og nu kunne hun også høre, at han fløjtede lavt. Tøvende gik hun hen og prikkede ham på skulderen. Hans ansigt fik noget jaget over sig, da han vendte sig. Så lyste han op og tog høretelefonerne ud. “Hej.” Som altid var hans stemme behersket og lavmælt og gav hende en let hjertebanken. Det var, som om der var et stort vildnis inde i ham, som han kæmpede for at holde nede. Dengang hun arbejdede som model, havde hun mødt en del mænd, som dyrkede konturerne på deres krop og var i stand til at tjene gode penge på deres udseende, men aldrig en, der havde haft en udstråling som Tomasz’. På én gang lad og kraftfuld, blufærdig og pågående. 17

Frostgrader.indd 17

21/01/13 12.53


“Fik du set nogle flere afsnit af The Wire?” spurgte hun. De talte tit om deres yndlingstv-serier og -film, når de mødtes om morgenen i den mennesketomme bygning. Det var blevet en glædesfyldt vane, hun ikke kunne slippe. Han rynkede beklagende panden. Intensiteten i hans blik virkede af en eller anden grund særligt foruroligende på hende i dag. “Jeg fik ikke tid, desværre.” Hun spekulerede på, hvad han så havde brugt weekenden på, men turde ikke spørge. Selv om han var ivrig efter at snakke og så ud til at nyde deres samtaler lige så meget som hun, var der samtidig noget utilnærmeligt og kantet over ham, som fik hende til at holde igen med private spørgsmål. “Jeg kan tage fjerde sæson med til dig i morgen?” “Jeg skal nå en masse andet de næste uger, ellers tak. Er det koldt derude?” Han lænede sig op ad moppen og gned sig over lænden. Mærkeligt spørgsmål. Han måtte da selv have mærket, hvor meget frosten bed, da han tog på arbejde. “Har du ondt i ryggen?” spurgte hun bekymret. “I dag gør det ondt over det hele.” Han smilede træt og lo af hendes ansigtsudtryk. “Det går over, bare rolig.” Hans dansk var flydende og næsten fejlfrit, men han havde samme tendens som Rhea til at hoppe stakåndet mellem korte sætninger. Eller måske var han bare ikke til lange samtaler. I starten havde de mest talt om hans arbejde. Sådan noget med, om hun ville sørge for, at skoene, der skulle bruges i modereportagerne, blev fjernet fra gangen, så han kunne vaske gulv. Eller at han nægtede at skure omkring kogepladerne i køkkenet, når redaktionen svinede sådan. Han havde ikke sagt det sidste på nogen ubehagelig måde, snarere lidt opgivende. Da hun svarede, at hun godt forstod ham, havde han takket for hendes solidaritet med et ironisk, men også overrasket blik. Det var efter den ordveksling, at de begyndte at tale mere sammen. Engang havde hun mødt ham på en bar inde i byen. Han havde siddet alene i et hjørne, og hun havde taget sin hvidvin med 18

Frostgrader.indd 18

21/01/13 12.53


over til ham, mens hun ventede på sine venner. Det var en af de aftener, hvor sorgen over hendes mors død fyldte det hele. Efter de havde snakket sammen lidt, havde han lænet sig frem og sagt noget om dumme dage, der altid blev afløst af lysere. Hun kunne ikke huske den præcise ordlyd, men udtrykket i hans øjne havde fået hende til at tænke, at han kunne genkende noget af sig selv i hende. En fjollet, men også rar følelse af solidaritet, der fik mere og mere tyngde, for hver gang hun så ham. Urolig fandt han sin mobil frem. “For fanden, jeg er sent på den. Vi snakkes ved senere, ikke?” Med et ærgerligt nik skubbede han sin vogn længere ned ad gangen i modsat retning. Layla gik hen og tjekkede sit dueslag, selv om hun havde tømt det, før hun gik hjem i fredags, og posten først ville nå op til redaktionen ud på formiddagen. Det føltes professionelt at lade hånden glide rundt langs siderne i det lille rum og undersøge, om der skulle ligge en glemt kuvert. Første dør til venstre i gangen førte ind til redaktionen for Computerbladet, der kun havde to ansatte, to yngre mænd, der lignede hinanden med briller og langt hår. De mødte først langt op ad dagen. Hun havde hørt rygter om, at læsertallet var faldende, og at bladet ville dø, hvis ikke der skete et mirakel inden for et par måneder. Resten af denne side af etagen tilhørte modemagasinet Front, hendes arbejdsplads. Trods den internationale finanskrise blev kosmetikvirksomhederne ved med at indrykke så mange annoncer på dets sider, at det stadig udgjorde Mediehusets største indtægtskilde. Det var nu ikke til at se på det slidte grå linoleumsgulv i gangen eller den institutionsgule farve på væggene foran redaktionens lokaler. Det lignede indgangen til en børnehave. Alligevel følte hun sig lettere og gladere, jo nærmere hun kom fælleskontoret. Jobbet på Front havde givet hende en chance for igen at føle sig som en værdsat del af et fællesskab, og det allerbedste var, at tankerne om det derhjemme ikke fulgte med herind. Hun fandt sine nøgler på bunden af tasken og låste op. Indenfor var der mørkt, men fingrene fandt hurtigt lyskontakten, lysstofrø19

Frostgrader.indd 19

21/01/13 12.53


rene kom knitrende til live og oplyste i ét nu lokalet med de syv skriveborde. Til højre var der en glasvæg med en glasdør ind til et mødelokale, som førte videre ind til chefredaktøren Agathes kontor. På den anden side af gangen var der endnu et mødelokale samt moderedaktøren Milles smalle kontor, som var plastret til med reo­ler med tøj og fotobøger. Herfra førte en døråbning ind til bladets mindste lokale, som blev brugt til opbevaring af tøjstativer. Fælleskontoret var rodet, opdagede Layla, da hun så sig omkring. Det havde det ikke været, da hun gik i fredags. Da var sto­lene rullet ind under skrivebordene og det hvidpigmenterede plankegulv bart. Hun havde selv tjekket, inden hun gik som den sidste. Nu var tre stole rykket sammen, og et fad med indtørret sushi stod og glanede på et skrivebord. Ved siden af en papirkurv lå to plasticglas, og en champagneflaske stod tom tilbage i vindues­ karmen længere nede. Layla lænede sig op ad det forreste skrivebord, som tilhørte Karen, bladets rødhårede art director. Det stod vendt mod resten af lokalet og var nogle centimeter længere og bredere end de andres som for at antyde, at Karen bestemte mest, hvilket heller ikke var forkert. Hun var det nærmeste, Agathe kom en næstkommanderende, og var også med i tremandsgruppen, der traf de overordnede redaktionelle beslutninger. Laylas hofte stødte mod skrivebordets rå, ubearbejdede kanter, da hun gik forbi. Midt på gulvet lå papirer spredt ud i uordentlige mønstre, som om nogen havde taget en stak og smidt den op i luften. Desuden stod en af lågerne på klem ind til det næsten ti kvadratmeter store garderobeskab nederst på bagvæggen. Det var her, redaktionen opbevarede det dyreste og mest skrøbelige modetøj, der ventede på at blive fotograferet. Det var opsigtsvækkende, at lågen ikke var forsvarligt lukket. Stylisten Jannie gik op i at låse skabet med en lille metalnøgle hver aften, inden hun gik hjem. Som om hun var omgivet af potentielle tyve. Faktisk fik Layla indimellem den tanke, at Agathe havde hyret Jannie, fordi hun var næsten sygeligt paranoid, hvad tøjet angik, og derfor kunne fungere som vagthund på redaktionen. 20

Frostgrader.indd 20

21/01/13 12.53


De første dage på bladet havde Layla haft en forestilling om, at hun med sit nye job automatisk ville få mængder af fantastisk tøj foræret og havde set frem til igen at kunne gå i det nyeste nye. Men sådan var det desværre ikke. De bløde gaver var forbeholdt moderedaktøren og chefredaktøren, en gang imellem også stylisten. Kun få gange om året faldt der en lækkerbisken af til andre, og den kom aldrig fra dette skab. Var rodet værre, end det plejede? Måske var det bare sådan, det var indimellem. Det skete, at der sad nogle stykker fra redaktionen og drak et glas vin i et mødelokale eller i køkkenet efter arbejdstid. Især Karen tog ofte initiativ til den slags hyggestunder. Tidligere, da Layla lige var begyndt på bladet og ofte var blevet siddende til sent, kunne hun høre dem snakke, inden de hentede mad og hvidvin fra den vietnamesiske restaurant i Nordre Frihavnsgade. De havde også inviteret Layla med, men hun sagde altid nej, fordi hun fra sine år i udlandet ikke havde de bedste erfaringer med at drikke sammen med sine kollegaer. I hvert fald ville hun helst vente, til hun havde lært alle at kende og var sikker på, at hun havde forstået det sociale regelsæt. Hun havde dog bemærket, at Karen og de andre på det seneste var holdt op med festlighederne. Der stod aldrig mere vin i køleskabet. Hun vidste ikke hvorfor. Karen havde antydet, at det var, fordi de havde omorganiseret deres opgaver. Men det troede Layla ikke på. Det var sjældent arbejde, de beskæftigede sig med så sent. Kunne det være Agathe, chefredaktøren selv, som var skyld i rodet? Layla vidste, at hun nogle gange inviterede fotografer eller andre freelancere op til møder ud på eftermiddagen, fordi hun ikke orkede at gå hjem til sin mand. Han var inde i en periode, hvor han drak for meget, havde Jannie betroet Layla. Agathe var gift med maleren Henrik Frasen, der ifølge sin hustru var anerkendt i udlandet og berømt blandt kendere i Danmark. Hans abstrakte malerier med komplicerede geometriske mønstre hang både i Agathes eget mødelokale og rundt omkring på gangene i Mediehuset. Perpleks hængte Layla sin frakke op på knagerækken bag døren 21

Frostgrader.indd 21

21/01/13 12.53


og skiftede fra støvler og tykke strømpebukser til nylonstrømper og højhælede sko. Balancerende på syv centimeter høje hæle følte hun sig igen i overskud og skridtede selvsikkert ned gennem lokalet. Gulvet føltes fedtet at gå på. Bag hendes skrivebord for enden var der nogle større og mørkere pletter, og papirkurven var fyldt med krøllet, snasket køkkenrulle. Det var ikke særligt lækkert. Det var indlysende, at Tomasz ikke havde nået at gøre rent herinde endnu, selv om han vidste, at hun mødte så tidligt. Det var ikke nemt at have ham rendende, mens hun forsøgte at koncentrere sig. Allerede stresset smed hun tasken ind under skrivebordet og tændte for computeren. Den susende opstart, som en vind fra Sahara, og de bløde pling-pling-lyde, der indikerede, at den var klar, var normalt en nydelse at lytte til. På det her tidspunkt plejede hun at sidde foran sin inbox, fokuseret på, hvad den havde at tilbyde hende af beskeder og invitationer ude fra den store verden, men i dag blev hun stående og vejrede uroligt ud i luften. Noget var helt galt. Her lugtede også underligt. Metallisk og ulækkert, surt, parfumeret og giftigt på én gang. Hun gik forbi Jannies skrivebord og åbnede et vindue, satte haspen på og mærkede igen den fedtede fornemmelse under sålerne. Det måtte være den spildte champagne. En kold vind stod ind i lokalet og fik skabslågen til at klapre. Irriteret gik hun tilbage, strakte højre ben ud og gav lågen et spark. Hun havde ikke lyst til, at nogen skulle mistænke hende for at have snuset rundt inde i skabet, mindst af alle Jannie. Men lågen svingede op igen med et smæld. Hun fik øje på et tørklæde, der bølgede igennem sprækken og ud på gulvet. Hvorfor havde hun ikke lagt mærke til det før? Forhåbentlig var det ikke et af Novarras. Sådan et kostede flere tusinde kroner, en vanvittig overpris, men redaktionen var erstatningsansvarlig, og derfor skulle der passes ekstra godt på de dyre mærkevarer. Forvirret bukkede Layla sig, men blev slået bagud af stanken, der var dobbelt så kraftig nede ved gulvet. Hun tog sig sammen, holdt sig for næsen og rakte ud efter tørklædet igen. Det var et 22

Frostgrader.indd 22

21/01/13 12.53


af Novarras, endda et af de dyreste fra den kommende sommersæson, syet i den fineste silke. Forsigtigt tog hun fat i stoffet. Det føltes glat og koldt mellem fingrene. Hvad skulle hun gøre? Med et smæld lod hun det folde sig ud i en bølge, lagde det sammen og skubbede det ind mellem papirerne på Jannies skrivebord. Men ikke langt nok. Langsomt faldt silken ud over kanten og spredte sig hen over de spidse snuder på hendes sko. Hvad var det for nogle grimme mørke plamager? Hun tog tørklædet op igen og studerede det nærmere, pletterne lignede blod. Med et lille skrig smed hun det fra sig. Kvalmen væltede op i hende og fik hende til at krumme sig sammen. Hun blev opmærksom på en tydelig rød plet foran sine sko og ved siden af den flere små dryp, der fortsatte hen til skabet. Forskrækket sprang hun hen og flåede skabslågen op. Og så fik hun øje på ham. Manden i skabet.

Frostgrader.indd 23

21/01/13 12.53


3. K apitel

Han sad inde mellem kjolerne og bluserne, halvvejs op ad en skammel eller en kasse af en slags, og stirrede på hende. Det ene øje var rødsprængt, det andet et virvar af hævelser, løs hud og blod. Huden på det, der var tilbage af hans ansigt, var bleg og dækket af flossede sårrande, størknet blod og rødviolette hævelser. Han måtte være stendød, og nu fik hun øje på hvorfor. Det meste af hans højre tinding og øre var flænset op, næsten skrabet af, så et stykke knogle lyste hvidt imod hende. Det ødelagte ansigt var en besynderlig kontrast til det lange, smalle silketørklæde, der var bundet løst om halsen. Nu, da skabslågen var helt åben, gled hans krop ud imod hende med fødderne forrest fulgt af behårede, maskuline underben og kraftige lår med flere blåviolette plamager og blodpletter. Hele hans underkrop var nøgen, mens det meste af overkroppen var dækket af en tætsiddende, sort cocktailkjole, som gav frit udsyn til hans kønsdele. Med en hæsligt klaskende lyd landede kroppen på gulvet. Hovedet blev liggende halvvejs inde i skabet, lænet til siden, så kinden var presset ned mod kanten, og det ene øje stirrede livløst hen mod vinduerne. Hun måtte have skreget, for et øjeblik efter stod Tomasz ved siden af hende. Han svajede fra side til side og havde stadig moppen i hånden. Hans mund med de store læber bevægede sig, men det var, som om hun ikke kunne høre ham. Sammen stirrede de på det mis24

Frostgrader.indd 24

21/01/13 12.53


handlede, blodige lig. Tomasz tog hendes hånd og knugede den, og det føltes beroligende, mens hun kæmpede med at komme fri af sin lammelse. Så gav han slip, tog sin mobil op af lommen og begyndte at indtaste et nummer. Han stoppede dog brat, da en lille forpjusket hund snerrende kom krybende frem fra skabet og hen mod dem. Det var et surrealistisk syn. Den lignede en hund, hun kendte, men det kunne ikke være den. Vredladent trippede den forbi dem, rystede pelsen, løftede det ene bagben og forrettede sin nødtørft op ad Laylas skrivebord med en strintende, lysegul stråle, der gjorde lugten i rummet endnu mere ulidelig. Tomasz bandede. Efter at have tisset stillede hunden sig hen ved siden af Layla og gned sig indladende op ad hendes ben. Tomasz tastede igen på sin mobiltelefon, mere heftigt denne gang, og fik endelig kontakt med politiet. “Her er en død mand. Der er ... blod over alt. Det ser helt vildt ud.” Han gav dem adressen på Mediehuset. Bagefter indprentede han Layla ikke at røre ved noget. Han talte i lange forståelige sætninger nu. Eller var det noget, hun drømte? Hun hørte stadig hans hæse, forskrækkede stemme som gennem vand. Han sagde, hun skulle tage elevatoren ned i stuen og skynde sig ud i den friske luft, komme væk fra den døde. Ingen havde godt af at opholde sig så tæt på et lig. Håret, det kraftige mørke hår, lå svedigt hen over hans pande, og han fugtede nervøst læberne med tungen og så på hende med et blik, der både var bekymret og desperat. Men hun havde ikke lyst til at gå nogen steder. Der var rifter på ligets arme. I såret på siden af hovedet sås strenge af blodrødt væv og knoglerester. Det så mærkeligt ud. Han var virkelig slemt tilredt. Kvalme stod op i halsen på hende. Hun ville blive og passe på liget. Det var ikke til at bære, hvis der skulle ske ham mere. Hun følte en slags ansvar og havde også en fornemmelse af, at der var noget velkendt ved ham, som hun ikke kunne ignorere. Den sorte cocktailkjole var gledet op på maven, så en stribe sorte og grå 25

Frostgrader.indd 25

21/01/13 12.53


hår var synlig fra navlen og ned. Hun gjorde sig umage for ikke at følge striben videre ned. Tomasz lagde hånden på hendes skulder og sendte hende et alvorligt opfordrende blik. “Kommer du med mig?” “Jeg vil hellere blive,” sagde hun usikkert. “Er du sikker? Du ryster.” Han vendte sig væk fra den døde, tog fat om hendes hånd og holdt den mellem begge sine. “Jeg klarer det. Gå nu bare.” “Det er virkelig bedst, hvis du ...” “Jeg bliver,” fastholdt hun, mere bestemt denne gang. Han hostede. “Jeg er ked af det, men jeg er nødt til at smutte nu. Jeg kan ikke trække vejret herinde længere.” Hun nikkede. Så vendte han sig og gik. Det var utroligt, så travlt han havde med at komme ud af døren, nu da hun havde givet ham lov. Hunden trippede efter på sine små ben og logrede tilfreds. Så var hun alene med liget og satte sig yderst på skrivebordsstolen. Hun tænkte på dengang, hun havde siddet ved siden af sin døde mor. Sigrid havde ligget i en hvid kiste og set fredfyldt og mild ud, som havde livet sneget sig væk fra hende ved en fejltagelse og uden at tiltrække sig den store opmærksomhed. I dette tilfælde var der ingen tvivl om, at pulsslagene var stoppet brat og under stor smerte. Overraskelsen sad stadig i de stivnede ansigtstræk, hun kunne ane under blodet og sårene. Også halsen var mishandlet. Der var striber på den i flere forskellige rødlige nuancer. Hun vendte sig forskrækket væk, men kunne ikke samle tankerne om noget fornuftigt. Hvor lang tid gik der? Hun vidste det ikke. Det kunne være et par minutter eller en halv time. Endelig kom politiet. Først to mænd i uniformer, så et par stykker i lyse cottoncoats og én i vindjakke. Bagefter kom teknikerne. De tog hvide heldragter og handsker på og bevægede sig hen mod liget. Politifolkene førte Layla ind i mødelokalet ved siden af. Der kom også en lille sorthåret kvinde i en uniform, der sad tæt ind til hendes runde krop. Kvinden, der så ud til at være på Laylas alder, holdt sig i baggrunden og stod rank med hænderne på 26

Frostgrader.indd 26

21/01/13 12.53


ryggen, mens de to mænd i cottoncoats stillede spørgsmål. De ville have Layla til at forklare, hvordan hun havde fundet den døde. “Han kom bare glidende ud af skabet,” sagde hun. Hendes stemme skulle fiskes frem langt væk fra og lød fremmed. “Døren til skabet stod åben, da jeg kom i morges. Jeg ville lukke den, og så opdagede jeg, at han var derinde. Han må være blevet holdt tilbage af skabslågen.” “Var champagneglassene og papirerne på gulvet her også?” “Ja, det hele så ud, som det gør nu. Bortset fra tørklædet derinde.” Hun pegede ind på Novarra-tørklædet med blodpletterne, der lå krøllet sammen på et skrivebord. Var det hende, der havde lagt det så uordentligt, eller var det en af politimændene? “Det sad i klemme i døren ind til skabet.” Vindjakkemanden mumlede et eller andet, og en af cottoncoatmændene rejste sig og fik en tekniker til tage sig af tørklædet. “Har der været andre herinde sammen med dig?” spurgte han. “Der var en hund.” Af en eller anden grund sagde hun ikke no­ get om Tomasz. Han havde haft et jaget, opgivende glimt i øjnene, da han gik. “Den kom ud fra skabet sammen med den døde,” tilføjede hun. “En stor hund?” “Nej, en lille terrier, en af dem med hængende ører.” “Hvor løb den hen?” “Jeg ved det ikke. Den forsvandt ud af døren.” “Hvorfor løb du ikke efter den?” “Fordi ... fordi jeg ville passe på ham der.” Hun pegede ind på liget. En nyankommen mand var ved at dække den livløse krop med et hvidt stykke stof. “Det virkede forkert at forlade ham,” sagde hun. Under stoffet stod hovedet, skulderen og benene på den døde stadig tydeligt aftegnet. Hun lukkede øjnene, og hendes hænder begyndte at ryste. “Det er nok for nu,” sagde vindjakkemanden. “Vi klarer resten i morgen. Maria, tager du dig af hende?” Den uniformsklædte kvinde nærmede sig. Venligt lagde hun en hånd under Laylas albue og støttede hende ud af døren og hen 27

Frostgrader.indd 27

21/01/13 12.53


til elevatoren. “Hvor kan den hund være blevet af?” spurgte hun medfølende og så sig omkring. Nede i hallen spejdede Layla efter Tomasz. Det rareste ville være, hvis han dukkede op af sig selv, kom gående imod dem med rengøringsvognen og bekræftede over for politikvinden, hvad der var sket. Så behøvede Layla ikke gøre politiet opmærksom på ham, og de kunne sammen snakke om det grusomme, de havde set. Det kunne endda være, at Tomasz havde set noget, hun ikke havde lagt mærke til. Han mødte tidligere end hende. En eller anden havde fortalt hende, at han kom på arbejde ved halvsekstiden om morgenen. Men der var ingen Tomasz at se nogen steder. Troede politiet, at det var hende, der var morderen? Næppe. Så ville de vel ikke have ladet hende gå uden at stille flere spørgsmål. Maria gjorde tegn til, at Layla skulle blive stående ved hovedindgangen. Hun stillede sig sammen med hende og ventede. Lidt efter kom en ranglet, lyshåret mand i hvid heldragt og med handsker på løbende ned ad trappen. Maria præsenterede ham som en af politiets bedste teknikere. Med øvede bevægelser tog han Laylas fingeraftryk og nippede næsten usynlige prøver af hendes jakke og nederdel ned i en pose. Så tog han mundbind på, fandt en vatpind frem og bad hende åbne munden. Han kørte hurtigt vatpinden rundt på indersiden af hendes kinder. Det gyste op gennem hende, et iskoldt vindpust, der trængte ud i alle kroge af hendes krop og gav hende en fornemmelse af at falde højt oppefra. Hun svajede ind mod den høje mand. Med et forskrækket udbrud tog Maria fat om hende. “Jeg tror, jeg er nødt til at sidde ned,” hviskede Layla. Politikvinden nikkede og så sig omkring. I læderstolen ved vinduet i den anden ende af hallen stod en computer, to politifolk sad på hug foran den, og der var ingen andre siddepladser. Modvilligt sagde Maria farvel til teknikeren, åbnede hoveddøren og førte Layla udenfor i kulden. På vej over parkeringspladsen stoppede hun og konfererede med forskellige mænd, inden hun bad Layla sætte sig ind i en politibil, der var parkeret ved siden af en stabel fliser. Hun gik rundt om bilen og tog et sort uldtæppe 28

Frostgrader.indd 28

21/01/13 12.53


op af bagagerummet. Så åbnede hun døren ind til Layla og pakkede omhyggeligt tæppet ned omkring hende. Det lugtede af hund og kælder, men det gjorde ingenting, det varmede dejligt. “Bliv siddende, så henter jeg en læge. Det varer kun et øjeblik.” Maria lukkede døren og forsvandt ind i bygningen igen. Burde Layla ikke føle noget mere og voldsommere? Hun kiggede ud på gruset og vandpytterne. Biler holdt på kryds og tværs og spærrede for hinanden, og det vrimlede med mennesker nu, som gik rundt mellem snefnuggene, der dansede ned gennem luften. Indenfor var der lys over det hele. Huset lignede en lysende kæmpeterning. Endelig fik hun øje på nogen, hun kendte. Agathe kom grædende gående over pladsen hen mod sin bil med en stor taske over skulderen. Layla huskede i et glimt, at Agathe havde været i et usædvanligt strålende humør i fredags. Hele to gange med kun et par timers mellemrum havde hun stukket hovedet ind på redaktionen og ønsket sine medarbejdere en god weekend. Nu så hun knust ud. Ved siden af hende gik Gilbert Svendsen, direktøren for Medie­ hu­set. Han var en høj, kraftig mand, der var klædt i rulamspels og en mørk kasket. Ophidset fægtede han ud i luften med sine lange arme. Layla kendte ham udmærket, han var en af hendes forældres gamle venner. Hun kom i tanke om, at hun burde kalde på dem og fortælle dem noget vigtigt om den dræbte. Røbe, at det var en, de alle tre kendte. Men pludselig var hun ikke så sikker længere. Hun havde heller ikke lyst til at rulle bilvinduet ned og råbe ud over parkeringspladsen, hvor alle kunne høre hende. I stedet krøb hun længere ned i sædet og trak tæppet op til skuldrene. Allerhelst ville hun bare sidde her i fred. Lidt efter kiggede to mænd nysgerrigt ind til hende. Den ene havde fuldskæg og en flink udstråling. Han satte sig ind ved siden af hende. “Jeg hedder Anders Jepsen og er læge. Hvordan har du det?” Med ivrige øjne studerede han hende, som var hun en inter­ essant maskine, han skulle reparere. 29

Frostgrader.indd 29

21/01/13 12.53


“Jeg har det skidt.” “Ja, det kan jeg se.” Han tog hendes hånd. Den rystede voldsomt mod hans. Så løftede han op i hendes øjenlåg og tog hendes puls. “Du vil have godt af noget beroligende,” sagde han og fandt en sprøjte frem fra tasken. Det gjorde ikke ondt, bare et skarpt prik i huden. Efter han var gået, blev hun søvnig, men kunne ikke sove. Gruset var helt dækket af sne nu, og flere af bilerne var kørt igen. Et surt opstød fik hende til at krumme sig sammen. Maria kom tilbage og satte sig ind på førersædet. “Nu kører jeg dig hjem. Jeg ved, du bor hos din far. Hvor er det henne?” Hendes kinder var røde af kulde, og hun så stresset ud. “Jeg bor der bare midlertidigt, indtil jeg finder noget andet,” forklarede Layla og gav hende adressen. Maria startede bilen med erfarne bevægelser. Heldigvis havde Mogens været i bad og barberet sig, da han åbnede døren. Som han stod der i hvid skjorte og mørke bukser med pressefolder og kiggede bekymret på hende, lignede han til forveksling den distingverede og stadig ungdommeligt energiske forretningsmand, han havde været indtil for et år siden. Han så ikke overrasket ud over at se politikvinden ved siden af Layla. Nogen måttet have ringet og fortalt ham, hvad der var sket, og det havde fået ham til at tage sig sammen. Layla gik gennem hallen og ud i køkkenet med tæppet omkring sig. “Jeg fortæller lige din far de detaljer, han ikke har hørt endnu,” sagde Maria, der var fulgt efter. Hun trak Mogens med hen mod køleskabet. Layla hørte ikke efter, hvad de talte om. I stedet tænkte hun på hunden. Kunne det tænkes, at Tomasz havde taget den med hjem? Og i så fald, hvor var Tomasz’ hjem? Da hun var barn, havde hun brændende ønsket sig en hund, men Mogens ville ikke have en, og Sigrid havde heller ikke været interesseret, selv om hun normalt gjorde alt for sin datter. Hun var bange for hunde, sagde hun. 30

Frostgrader.indd 30

21/01/13 12.53


Senere, da Layla blev voksen og selv kunne bestemme, rejste hun så meget, at det var umuligt at have en hund. Men det ville have været rart med en nu, en stor blød en, der kom løbende hen til hende og lagde poterne op i hendes skød. Det ville også være rart med en kop varm te. Til sidst gik Maria, selv om Layla gerne ville have haft, at hun blev. Mogens fulgte hende ud. Da han kom tilbage, kredsede han om Layla, mens han kørte hænderne igennem sit hår. “Det var dog forfærdeligt,” sagde han og studerede hende. “De ringede og sagde, der var sket en ulykke, og at du havde fundet den omkomne. Jeg var ikke klar over, at det drejede sig om et mord. Hvis du vil tale om det, må du endelig sige til.” Han var mere rundt på gulvet, end hun var. “Det vil jeg ikke,” sagde hun. Manden i skabet var blevet mishandlet og myrdet, og der var intet, som kunne ændre på det, og intet, Mogens kunne sige, som kunne trøste hende lige nu. “Jeg er nødt til lige selv at fordøje det først,” tilføjede hun for ikke at såre ham. “Ved du, hvem den døde er?” “Nej.” Hun var ikke klar til at fortælle ham om sin mistanke. Så skrøbelig han var, risikerede hun, at han brød sammen. Det strejfede hende, at det også kunne være en forskruet ide, hun havde fået, fordi adrenalinen pumpede rundt i kroppen på hende. “Hende politikvinden sagde, at de kunne sørge for, at der kom en psykolog allerede i dag, hvis du har brug for det. Tror du ikke, det er bedst at tage imod det tilbud?” “Nej, ikke flere psykologer. Jeg orker dem ikke længere. Men jeg kunne godt bruge en kop te.” “En kop te ... ja.” Han rodede rundt i skabet over espressomaskinen og opdagede, at der ingen te var. Perpleks ledte han i de andre skabe, inden han ubeslutsomt vendte sig om mod hende. “Hvad siger du til, at jeg ringer efter Trine? Hvis hun kan komme og holde øje med dig, kunne jeg tage ud og handle?” Layla nikkede. Det ville være godt at se Trine. Egentlig var der ikke noget, hun ønskede sig mere. Men på det her tidspunkt sad 31

Frostgrader.indd 31

21/01/13 12.53


Trine sikkert i et vigtigt møde eller var i Zoologisk Have med en flok børn. Det var også lige meget, for egentlig trængte Layla mest til at ligge ned. “Kan du ikke allerførst hjælpe mig ovenpå. En læge gav mig en indsprøjtning med noget beroligende.” “Skal jeg rede op til dig på Sigrids værelse?” Hun nikkede lettet. Det var en stor velvilje fra hans side. Han plejede selv at gå derind flere gange om dagen og om natten også. Den var deres fælles tryghedshule, stedet, hvor de faldt til ro blandt minderne om Sigrid. “Men du er nødt til at tænde for varmen først. Der plejer at være iskoldt.” Hun trak tæppet, som Maria havde ladet hende beholde, tættere sammen om sig. Mogens forsvandt ovenpå og kom ned lidt efter og fik hende op ad trappen. Det var uvant at have ham så tæt på, og også nyt, at han var så opmærksom på hendes behov, men samtidig rart. Hans omsorg føltes helende. På Sigrids værelse hev han en natkjole ud af skabet, en af de halvfjerdseragtigt stribede i bomuld med lange ærmer. “Den er for lille,” sagde Layla og smilede træt. “Det ved du godt. Der ligger en T-shirt inde på min seng.” Hun sparkede de højhælede sko ind under sengen. Da han kom tilbage, vendte han sig væk, mens hun tog tøjet af, trak T-shirten over hovedet og krøb ned i sengen. Taknemlig hev hun dynen op til ørerne. Men der manglede stadig noget. “Musik,” sagde hun og var ligeglad med, at det lød som en ordre. Hun stak en arm ud og pegede på den gamle, sorte B&O-grammofon på bordet under vinduet. Sigrid havde nægtet at skille sig af med den, da cd’erne kom frem. Hun havde elsket sine lp’er alt for højt. Musikken var det allerbedste ved dette værelse. Der gik en lille trækning hen over Mogens’ ansigt, men han gik lydigt hen til den store pladesamling, der stod alfabetisk ordnet. “Hvem skal det være?” “Carpenters.” Han adlød og kom over, så hun kunne tjekke, om det var den rigtige plade. “Politikvinden sagde, de ville afhøre dig igen i morgen, men i dag kan du sove lige så meget, du vil.” 32

Frostgrader.indd 32

21/01/13 12.53


“Okay.” Hun rakte pladen tilbage. Han havde valgt præcis den, hun trængte til at høre, Close to You. Med øvede hænder lagde han den på og blev stående og lyttede, som kunne musikken fortælle ham et eller andet, han stadig prøvede at forstå. Så vendte han sig mod hende. “Du kalder, hvis der er noget.” Det lykkedes ham at få fat i Trine til sidst. Hun fortalte senere Layla, at hun var cyklet gennem byen så hurtigt, hun kunne, og havde siddet ved siden af sin veninde i flere timer. Men Layla var blevet ved med at sove, og derfor var Trine cyklet på arbejde igen, da Mogens kom hjem med de fyldte bæreposer. Layla ville ønske, Trine var blevet. Da hun ud på aftenen slog øjnene op, følte hun sig alene. Alligevel tog hun mod til sig og gennemgik den dødes ansigt i detaljer. Var det ham? Selvfølgelig. Den firkantede hage med den lille kløft var hun næsten sikker på, rynkerne ved munden også. Visheden fik hende til at rulle sig sammen som et pindsvin. Hun lukkede øjnene og forsøgte at flygte ned i de ubevidste lag, hvor billederne forsvandt. Til sidst lykkedes det. Resten af natten sov hun tungt.

Frostgrader.indd 33

21/01/13 12.53


JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie


Birgitte Bartholdy FROSTGRADER

231 mm

155 mm 36 mm 155 mm


Frostgrader - læseprøve