Folkets skønhed - læseprøve

Page 1

Marie vokser op på Langeland i 1930’erne i et hjem, hvor børnene er mange, pengene få og vold hverdag – også før krigen kommer og gør et fattigt samfund endnu fattigere. Lyset melder sig i form af Otto, en elektrikerlærling med klare blå øjne. Sammen undslipper de Lange­ lands fattigdom og rejser til hovedstaden for at skabe sig en ny og bedre fremtid. Men Langeland flytter med på godt og ondt.

Citat fra bogen

Folkets skønhed er Merete Pryds Helles slægts­ krønike baseret på hendes egen familiehistorie.

Merete Pryds Helle | Folkets skønhed

” Hun kom til hindbærlysningen, hvor hun plejede at lege indianere med Kaj og Valdemar. Hindbærstænglerne stod regnmørke, de få hindbær, der stadig hang på buskene, var lilla, og mellem buskene hang spindelvævene tætte og glinsende. De bløde spindelvæv kær­ tegnede hendes ansigt, armene, de bare ben, og hun tænkte et øjeblik, at sådan måtte det være at drukne …”

Merete Pryds Helle

© Thomas A

Merete Pryds Helle (f. 1965) er uddannet fra Forfatterskolen 1988-90 og har en bachelorgrad i Litteraturvidenskab. Pryds Helle debuterede med novellesamlingen Imod en anden ro i 1990 og har siden skrevet blandt andet romaner, ­krimier og digital litteratur.

Folkets skønhed Roman | Lindhardt og Ringhof lindhardtogringhof.dk

Folkets skønhed_aw.indd 1

571 x 236 (bogblok: 155 x 231 mm, flapper 110 mm, Ryg: 35 mm

13/04/2016 10.12


Merete Pryds Helle

Folkets skønhed

Lindhardt og Ringhof


Folkets skønhed © Merete Pryds Helle og Lindhardt og Ringhof Forlag 2016 Omslagslayout: Camilla Jørgensen / Trefold Omslagsfoto: David Baker, Polfoto Bogen er sat med Tiempos af Bjørn Ortmann Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond for støtte til at skrive denne bog. ISBN 978-87-11-51214-2 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont




Marie sad i græsset og stirrede på de røde ribs på busken, som vinden skurrede frem og tilbage over den hvidkalkede mur. Hun vidste, at hun ville få slag, hvis hun plukkede ribsene, og vaklede mellem at få et surt, rødt bær som en bittersol i munden eller en skarp, hård smerte på kinden. Det var lige ved, at den røde mundfuld ribs vandt. Marie gled frem på knæene. Græsstråene føjede sig under hendes ben, og hun strakte to fingre frem mod ribsene. I samme øjeblik skete der to ting, som om hendes fingre i luften hev i to usynlige snore. – Marie, Marie! Det var hendes mor i et sært brustent tonefald. Samtidig mærkede Marie en varm fornemmelse på håndryggen. Hun så på sin hånd, der var hvidkalket af mågelort. Hun så op, men fuglen var væk. Så kom hendes mors stemme igen, mere skærende end før. – Marie! Marie! Marie rejste sig og tørrede hånden af i sit ternede forklæde og løb ind i køkkenet, hvor stemmen plejede at kalde fra, men der stod 7


bare det sorte komfur og sydede af brænde. Oven på komfuret lå et grisehoved. Valdemar sad på slagbænken ved bordet og skrev b’er uden at kigge op. Marie fortsatte gennem døren til trappeopgangen, der førte op til de to værelser ovenpå, hvor de sov. På trappen sad Maries mor med sin ternede bomuldskjole flydende ned over trinene. Maries forklæde var syet af en rest fra kjolen. Moren havde Maries fem år ældre bror, Kaj, i armene. Hun havde presset drengens mund helt åben og havde hånden inde i den. – Hvad har han gjort? spurgte Marie. – Hvepsen! skreg moren. – De satans hvepse. Marie kunne se en blå tone skylle op i den røde farve i sin brors ansigt, som allerede var forkert. Hendes mor trak hånden ud af Kajs mund og forsøgte at puste luft ind i ham, men det hjalp ikke. Marie vendte om og styrtede gennem køkkenet ud i haven. – Så hjælp mig dog! skreg moren. Marie løb hen over det fugtige, bøjelige græs til det hvidmalede stakit. Op ad stakittet voksede den klynge siv, som Kaj plejede at plukke en fra og kilde hende med, og som fik haven til at føles endnu tættere på Langelandsbæltet, end den var. Marie rev et siv over og bed det glat, mens hun løb tilbage, ind gennem køkkenet med sydende brænde i komfuret, grisehovedet på bordet, der grinede ad hende, mens Valdemar stod midt på gulvet og havde tisset i bukserne. Kajs ansigt var lilla nu, morens hvide læber presset ind over hans mund. – Flyt dig, sagde Marie, der ellers havde lært, at børn skal ses, ikke høres, men nu skubbede sin mors mund væk fra Kajs. Morens øjne lyste grønnere, de var lysende glasperler, da hendes ansigt gled til side, og Marie pressede sivet dybt ned i Kajs bøjelige strubekød. Hun måtte stå på tæer, for sivet var langt. Marie satte 8


munden til, og der lød en svag fløjten som fra en underjordisk fugl, da hun pustede luft ind i ham, forbi hvepsestikket og ned i lungerne. Ilten strømmede ud i Kajs blod, og mens hun pustede i sit eget åndedræts regelmæssige takt, så Marie og moren det samme. Den lilla farve blev et øjeblik mørkere, så skyllede den over i blå, så i rød, og hans ansigtsfarve blev langsomt sig selv, flødehvid med fregner og røde plamager. Maries mor lagde Kaj i slagbænken i køkkenet, da hvepsestikket havde fortaget sig nok til, at han selv kunne trække vejret. Han lå på halmmadrassen i bunden af bænken under den tunge hønsefjersdyne med det brune, lappede betræk med de smalle blå striber, som Marie så godt kunne lide. Marie sad for enden af bænken og forestillede sig, hvordan køkkenet ville være nu, hvis Kaj var død. Så ville han ligge på køkkenbordet i stedet for løgskaller og porretoppen og persillen og deres mors hænder, der med håndleddet hvilende på bordkanten bandt visken til at komme ned i gryden til grisehovedet. Måske ville komfuret være gået ud og deres mor stå ved vinduet ud mod Østerskovvej, hvorfra man kunne se de tre æbletræer på bakken, der skyggede for havet. Eller måske ville hun sidde på en stol og stirre på hans lig, mens hun løsnede sit lange, svalesorte hår fra knolden, som hun gjorde hver aften. Kaj lænede sig ud over slagbænken og kastede op på stengulvet. – Har du ikke givet mig nok problemer i dag? sagde moren vredt. – Rejs dig og hent noget vand. Far er her snart. Kaj tog metalspanden, der stod ved vasken, men blev stående med den midt på gulvet. – Skynd dig, dreng, sagde moren. – Så han ikke bliver tosset. Marie løb ud på vejen for at gå faren i møde.

9


Marie stod på vejen i bare, beskidte tæer med det ternede forklæde over sin pænt lappede bomuldskjole, det tynde hår flettet langt ned ad ryggen, sin mors lysende grønne øjne. Hun spejdede efter faren, hun kunne se som en prik på vejen. Hun begyndte at løbe. Det skarpe grus gjorde ondt under fødderne, mens hun holdt øje med manden, der blev større og større, og forsøgte at aflæse hans gang. Var den let eller vred? Marie kunne ikke tyde hans humør endnu. Hun standsede forpustet og vendte sig om. Oppe fra toppen af bakken kunne hun se en strimmel hav bag bakkerne. – Havet giver, havet tager, havet være os nådigt, mumlede kvinderne i kirken i Tryggelev om søndagen, så lavt, at pastor Olsen ikke kunne høre dem. Fra kirkeloftet hang skibsmodellerne i træ, som fiskerne byggede om vinteren. Marie forestillede sig, at de sejlede på et usynligt hav, som hun selv sad på bunden af. Det blå og røde skib havde hendes onkel Thorvald bygget, inden han sejlede ud på sin sidste tur. – Han vidste nok, at han aldrig kom tilbage, sagde Maries mor, hver gang de var i kirken. Hans hænder rystede, da han afleverede det til præsten, sagde moren. Marie vidste, at hun kunne drukne i det hav, Thorvalds skib sejlede på, når hun sad i kirken og sang: Tit dufted, tit nikked småblomster ved gry; før aften lå de knust under haglvejrets sky. Tit leged småbarnet i morgensol rød; ved kvæld det lå på lejet så stille og død. Marie hadede den salme, og de skulle synge den igen og igen, i skolen om morgenen, i kirken hver søndag, og Marie så hver gang 10


sig selv ligge stille og død i en kiste under Thorvalds skib. Han var ikke skyllet op noget sted, men lå død i havets kiste, hvad Maries mor sagde, at mormoren ikke kunne komme sig over. Hun tvang sig til at tænke på noget andet end Thorvald og salmen, før faren kom. Hun kunne tage sine tanker og tvinge dem over i en anden fure, som når ploven vendte yderst på marken, og hesten et øjeblik stod stille og så ind i læhegnet, før pisken fik den til at dreje og traske tilbage med ploven i en ny fure. Marie tænkte: Erik den Første Ejegod, han regerede fra 1095 til 1103. Hun lukkede øjnene et øjeblik. Hun kunne kongerækken bedre end Kaj. Niels regerede fra 1104 til 1134, Erik den Anden Emune regerede fra 1134 til 1137. Det var så net og fint, hvordan det årstal, en konge afsluttede sin regeringstid i, også var det årstal, den næste konge indledte sin. Undtagen når man skulle sige interregnum, der lød flot som et regnvejrsår. Erik den Tredje Lam regerede fra 1137 til 1146, fra 1146 regerede Svend den Tredje. Faren var stolt af, at de havde kaldt Valdemar for Valdemar, selvom Maries mor ikke kunne lide det, fordi farens brødre hed Svend og Knud. Hvis moren sagde noget om det, hamrede han knytnæven ned i bordet eller ind på hendes kind, og så sagde hun ikke mere. Nu kunne Marie se faren tydeligt, han holdt en firkantet bylt i armene. Han plejede aldrig at have noget med, når han kom hjem. Når han gik om morgenen, havde han madpakken bundet med en snor, så den dinglede fra hans hånd som en hvid blomst. Marie begyndte at løbe hen imod ham på sine tynde pigeben. Hun så op på farens ansigt. Det var åbent, som når køkkendøren stod åben. Det var den lette far, ham, hun kunne tale med, men han rakte ikke armene ud efter hende, for der lå noget i dem. – Jeg har reddet Kaj fra at dø, råbte Marie. 11


Døren i farens ansigt blev smækket i. Eller havde hun taget fejl før, havde den været lukket hele tiden? – Hvad vrøvler du om, tøs? spurgte han. Hvad var det, hun vrøvlede om? Marie så Kaj stå som en matrosdukke på onkel Thorvalds skib i kirken, mens hun sad under ham på den hårde træbænk og sang: Tit leged småbarnet i morgensol rød, ved kvæld lå det på lejet så stille og død. – Han blev stukket af hvepsen. Nede i halsen. – Den dreng laver ikke andet end ulykker, sagde faren. De gik sammen hen mod huset. Der lå en strimmel gråt hav mellem bakkerne. Det hvide hus lå mellem nøddetræet foran huset og de to pæretræer i haven. Hvedemarken legede i dybe skyggebugtninger med vinden bag huset. Grusvejen løb op og ned over bakkerne mod Østerskov Strand. De kunne ikke se hverken Lolland eller Tyskland. Marie skød sin hånd ind i farens frie. Den var grov og fuld af små sår fra de skarpe strå, han tækkede med. Han lod hende tage hånden. – Hvepsen? sagde han. – Han kunne ikke få luft. – Uduelig, sagde faren. – Det er det eneste, der er at sige om ham. – Hvad har du der? spurgte Marie og pegede på den firkantede pakke, faren bar i armen. – Din mor er en god kvinde, sagde han. – Når det kommer til stykket. – Er det en gave til mor? sagde Marie og var hurtig nok til ikke at lyde overrasket. Hun havde aldrig set sin mor få en gave, hverken til hendes fødselsdag eller til jul. 12


– Den slags bruger vi ikke her, sagde moren og kneb læberne sammen, når Marie spurgte. – Det er at hælde penge ud ad vinduet. Men hun og Kaj og Valdemar fik da gaver. Ikke ligesom Hardy og hans lillebror, der var indremissionske og ikke engang måtte spille med kort i frikvarteret. – Du skal arve det, sagde faren pludselig. Marie havde aldrig hørt hans stemme sådan før. – Det skal jeg sørge for. Ikke det fæ til HvepseKaj. Marie kunne høre sin mor trække vejret ind og holde det, da de kom ind i køkkenet. Kaj gik rundt om bordet med bestik i hænderne. Den øverste del af køkkendøren, der vendte ud mod haven, stod åben, så de kunne se hybenroserne og kaprifolien og sivene langs stakittet over mod bakken med den tunge hvede. – Maden er klar, sagde Maries mor og vendte ryggen til dem. Hun tog fadet med de malede blomsterbuketter, løftede grisehovedet op af vandet og lagde det på fadet. Øjnene hang ud af øjenhulerne som vandmænd på vej ud fra en undersøisk grotte. Faren gjorde sin hånd fri af Maries, rakte den frem og tog et af øjnene og slugte det. Kaj så ned i bordet og lagde bestikket i par ved siden af hver tallerken. – Nå, HvepseKaj, sagde faren, da han havde sunket øjet. – Jeg troede kun, det var tåber, der gik rundt med åben mund. Kaj flyttede lidt på en kniv. Et par skader skræppede op ude på græsplænen. Moren satte sennep frem på bordet. Hun bar gryden med kartofler hen til stenvasken og hældte vandet fra. Dampen slog op i hendes ansigt. – Skal jeg hjælpe? spurgte Marie. Moren rakte hende en pillekniv. – Ikke sjuske, sagde hun. – Alle øjnene skal ud. 13


Marie stillede sig foran vasken og forestillede sig at hendes far spiste kartoffeløjnene et efter et. Så kom slaget. Det lød som en lussing. – Er du klar over, hvilket besvær du kunne have kostet os, råbte faren. Så en lussing til. Marie trak vejret lydløst. – I kan sætte jer, sagde moren. – Begynd at skære, Carl. Faren trak stolen ud. Marie hørte Kaj sætte sig forsigtigt. – Hvad har du med? spurgte moren. Marie og moren manglede kun fem kartofler. Den tørre, hede skræl brændte mod fingerspidserne. – Glæd dig til efter maden, sagde han. Maries mor så overrasket på ham. Marie lagde den sidste glatpillede kartoffel i fadet. Moren tog med to fingre dilden, hun havde hakket, og dryssede den over kartoflerne. Marie åbnede døren til fadeburet, og lugten af fedt og eddike slog imod hende. Hun tog krukken med smør og satte den på bordet. Så sad de alle fem. De foldede hænderne på samme tid, lænede panderne mod spidsen af pegefingrene. Det var moren, der bad bønnen. – Alles øjne bier på dig, Herre, og du giver dem døden i rette tid. Du åbner din hånd og mætter alt levende med velsignelse. Herre, velsign os og disse gaver, som vi skal modtage af din gavmildhed. Ved Kristus vor Herre, amen. Så trak de ansigterne op igen. Faren tog kniven og skar kæberne af svinehovedet og lagde dem på sin egen tallerken. Han åbnede kraniet med spidsen af kniven, skar et stykke hjerne ud og lagde det mellem kæberne. Han rakte kniven til moren, hun skubbede skålen med kartoflerne, der duftede af dild, hen til ham. – Kartofler, ja, sagde han og smilede.

14


Moren brød svinekraniet midt over og skar stykker af til sig selv og børnene. Faren sugede og smaskede, mens børnene spiste lydløst, som om deres munde var lavet af stof, indtil han skubbede tallerkenen frem på bordet, tørrede fingrene i dugen, rejste sig og klappede moren på skulderen. Så tog han den firkantede pakke, han havde haft med, satte sig med den på skødet og så på hende. – Vi skal ikke leve som de dumme bønder, sagde han. – De tror, de er højt på strå, fordi de har deres egen gård, men vi har noget, de aldrig kan forstå. Vi har folkets skønhed. Moren skubbede sin tallerken frem, samlede hænderne foran sig på bordet og nikkede. – Folkets skønhed, gentog han. Faren åbnede skuffen i køkkenbordet, tog partibogen fra Socialdemokratiet frem og lagde den på bordet mellem dem. – Kan du huske Hans? spurgte han. Moren nikkede. – Du rydder af, sagde hun til Marie. Marie rejste sig straks og satte tallerkener og bestik i vasken og fadet med resterne af grisehovedet øverst i fadeburet med et fluenet over, mens hun lyttede til sin far, der talte til moren på en måde, hun sjældent havde hørt. Kaj og Valdemar blev siddende musestille, i håb om at der ikke ville blive lagt mere mærke til dem. – Han tog til Holland, til Eindhoven. – Med hende madammen, fortsatte Maries mor. – Det førte vel ikke til noget? – Han er i hvert fald hjemme igen og flad som en fregne, sagde faren. – Han spurgte, om jeg har brug for en lærling, men jeg måtte sige, at det ville være som at smide mit eget brød ud til fuglene, før jeg selv var mæt. Så spurgte han, om jeg ville købe et billede af ham,

15


som han havde fået af madammen for at forsvinde hurtigst muligt. Fem kroner skulle han have. Moren så på ham med åben mund. – Det sagde du da ikke ja til? – Folkets skønhed, sagde faren og begyndte at pakke pakken ud. – Det her har de skide bønder sgu ikke forstand på, de kan ikke andet end at æde. Vi kan sagtens klare os med kartofler i en uge, ikke også, unger? Marie gik hen ved siden af sin mor. Valdemar så forsigtigt op og nikkede. – Jeg kan godt lide kartofler, mumlede han. Faren rakte en hånd frem og klappede ham på kinden. Så lagde han billedet på bordet. Maleriet var to håndsbredder langt og en højt. De fleste af de farver, der var brugt, var mørke. Det forestillede to kvinder klædt i lange, sorte kjoler som dem, Maries mor gik i. Man så kvinderne bagfra, mens de bøjede sig forover mod en gulbrun mark. Mellem kvinderne stod en flettet kurv med håndtag, som var fyldt med lysende runde kartofler. Et par af kartoflerne havde ikke ramt kurven, men lå ved siden af på den glinsende muldjord. Bag kvinderne og marken var et utydeligt grønt hegn, måske en hæk, og nogle høje, slanke blomster. To stynede træer lænede sig frem mod kvinderne, som om de ville kysse dem. En lav aftensol skød sig ind mellem de nøgne grene og lyste kvindernes sorte kyser op. Over det hele skinnede en bleggrå himmel, som Marie kendte den så godt fra Langeland. Nederst stod der med ubehjælpsom skrift Vincent. Marie satte sin finger på præcis det sted, hvor lyset skød gennem løvet. – Solen, sagde hun bare. – Det kan vi da ikke have hængende, sagde moren. – Det er uanstændigt. 16


– Det er vel ikke uanstændigt at grave kartofler op, sagde faren. – Du har også røven øverst. – Han kunne have malet dem fra den anden side, sagde moren og spidsede munden. – Så kunne vi ikke se solen, sagde Marie og rørte ved den igen. Den var to tynde klatter hvid og en tyk gul; hun kunne mærke den tykke maling under fingeren. Hun lod den glide hen over kvinderne og ned i hjørnet. – HvepseKaj, råbte faren højtideligt. – Hent min hammer og et søm. Kaj rejste sig og fór af sted. – Ja, jeg har vel ikke noget at skulle have sagt, sagde moren. – Du må sige alt det, du vil, sagde han. – Det her er der ingen bønder, der har. Marie skulle lige til at sige noget, der kunne aflede ham, da moren uventet rejste sig og kyssede ham på kinden. – Du er heldig, sagde hun. – Hvor dumme de bønderkoner end er, fik jeg betaling for kjolerne fra dem i Humble i dag. Hun stak hånden ned i forklædelommen og lagde en daler på bordet. – Så du behøver ikke nøjes med kartofler, sagde hun. Marie åndede lettet op. Hun tog spanden og gik ud og hentede vand til opvasken, mens faren hamrede sømmet i væggen over for den halvt åbne dør og hængte billedet op. Det var, som om der blev sat et vindue i.



Sommeren kom sukkende gennem regnen. Det regnede hver dag efter sankthans, så de ikke kunne lave andet om aftenen end at sidde og se ud gennem vinduet på de grønne træer og stoppe strømper og forsøge at læse. Marie forestillede sig, at de grønne træer var en regnskov som den, lærer Jensen fortalte om, for intet sted kunne det vel regne mere end her. Pæretræernes blade vendte den grålige underside frem, når vindstødene skubbede dråberne foran sig ind mod træerne. Selv nu, langt hen i juli, tordnede og bragede det ude over havet, og regnen høvlede ned. Børnene blev sendt alene i seng, mens forældrene blev nede i køkkenet og drak tordenkaffe. Det var underligt at sove uden deres lyde i sengen ved siden af. Marie vågnede midt om natten og skulle tisse. Normalt ville hun kalde på sin mor, men hun var der ikke. Marie fik fat i tændstikkerne og tændte tællelyset og bar det i venstre hånd, mens hun skærmede flammen med den højre for vinden, der krøb op ad trappen som et spøgelse. Hun kiggede ind i køkkenet, før hun åbnede døren ud til haven. Dasset var tolv skridt fra døren. Inde i køkkenet lå hendes 19


far på knæ foran morens udspilede mave og drejede hovedet frem og tilbage i hendes skød som en kattekilling med betændte øjne, der forsøger at gnide fluerne af mod jorden. – Jeg ønsker ikke, at det brænder noget sted, det gør jeg ikke. Morens hænder lå stille og kraftesløse på hans hår uden at kærtegne det. Så revnede et lyn himlen lige uden for vinduet. Regnen holdt op, og vinden rejste sig i stedet med et brøl. Marie rakte højre hånd frem og skubbede riglen fra. Lyden fik hendes mor til at dreje hovedet. – Jeg skal tisse, sagde Marie. – Gå op på bakken bagefter og se, om det brænder et sted, sagde moren. Marie nikkede. Hendes bare fødder skyndte sig over den mudrede sti med fem skridt, over det våde græs med syv skridt, hen til dasset. Lyset blæste ud, og hun lod døren stå åben og pressede tisset ud, så hurtigt hun kunne. Så løb hun tilbage til stien, åbnede havelågen og løb ud på grusvejen. Træerne hvislede over hende som store, mørke blæseinstrumenter. Hun løb op på bakken, hvorfra hun kunne se ind over øen, ind mod bøndergårdene og Nordenbro. Det brændte langt inde, måske helt inde ved mejeriet. Det var som en stearinlysflamme langt væk. Hun vendte sig om og styrtede tilbage. Det våde grus skar ind i hendes fødder. Inde i køkkenet sad faren nu på en stol, mens moren stod ved komfuret og varmede den blå kaffekande. – Det brænder inde mod Nordenbro! råbte Marie. Hendes far rejste sig og sparkede stolen omkuld. Hendes mor løftede en kop ned fra sømmet. – Sæt dig, sagde moren i et tonefald, hun ellers kun brugte over for Kaj. – Drik din kaffe, så smører jeg dig et par fedtemadder, og så går du derhen og ser, om de trænger til hjælp. 20


Han rejste stolen op og satte sig. – Må jeg gå med? spurgte Marie. Faren vinkede hende hen til sig og klappede på sit knæ. – Satan har vel sine unger med, sagde han. Moren sukkede og bøjede sig over komfuret og lagde et nyt brændestykke i. Hun havde samme form som kvinderne på kartoffelmaleriet; den fodlange, mørke nederdel, hvor man ikke kunne se den kugleformede mave, når hun vendte ryggen til. Marie spekulerede på, om de to kvinder på maleriet også slæbte på børn i maven og prustede stakåndet som moren, når hun rettede sig op og sukkede og stønnede og satte sig uklædeligt på en stol og stak benene frem foran sig. – Hvorfor er denne her unge så meget tungere end de andre? sukkede hun. – Det er djævlehornene, der vejer, sagde faren. – Ville du smøre os de fedtemadder? Moren rejste sig og smurte madderne til dem. Marie tændte tællelyset igen og gik op ad trappen. Hun skiftede fra den grove lærredsnatkjole til dagskjolen, lagde natkjolen ned til nathuen i sin tøjskuffe, tog de nystoppede strømper på og pustede lyset ud. Så gik hun ned ad trappen i mørket. Faren stod foran døren og ventede på hende. Han var så høj, at hun altid følte sig som hans hund, når de gik sammen. Hun smuttede i træskoene og gik uden at se på moren, der sad og stønnede ved køkkenbordet. Natten lå tæt om landskabet og pakkede alt det kendte ind i mørke og nye lyde, som om natten var et hjul på en usynlig vogn. Faren gik hurtigt til, og Marie måtte småløbe for at følge med. Hun frøs i sin kjole og ville ønske, hun havde taget trøjen over sig. De nærmede sig Nielsens gård. Marie tænkte på deres tolv børn, der sov i 21


kommodeskuffer og på kornsække overalt i stuehuset. Hun håbede aldrig, at de ville blive så mange, eller at hendes mor ville blive lige så tynd og krumbøjet og aldrig smile som fru Nielsen. Gården lå øverst på bakken inde mod skoven, og idet de nåede op på højde med den, blev døren slået op. Man kunne se en sort silhuet og bag silhuetten den lille, tynde, krumbøjede fru Nielsen. Hun slap en stor schæferhund løs, der fór hen til dem og skamløst snusede til Maries bagdel. – Er det dig, Nielsen? råbte Maries far. – Hvem fanden skulle det ellers være? svarede Nielsen. Han smilede heller aldrig. – Det brænder ad Nordenbro til, sagde han. – Marie så det, sagde faren. De to mænd fortsatte sammen hen ad vejen, og Marie havde svært ved at følge med. De kunne se flammen nede ved Nordenbro. – Det er TaterCarstens tag, der brænder, sagde Nielsen. Faren spyttede på jorden. – Det er ligeud, Marie, sagde han så. – Vi løber. – Tag Adolf, sagde Nielsen. Marie fik en snor i hånden. Så løb de to mænd. Marie og hunden blev stående. En vogn kom kørende bag hende, og hun trak hunden ind mod hegnet og mærkede de tynde grene trykke mod ryggen. Det var nogle af fiskerne med lærer Jensens heste spændt for. – Far og Nielsen løber på vejen, råbte hun. Hun vidste ikke, om de havde hørt hende, men de standsede længere fremme. Så fjernede lyden af hestehove og hjul i grus sig. Marie gik ud fra den stikkende hæk og klappede Adolf på hovedet. Hunden gik med bøjet hoved ved siden af hende, som om det var fornedrende at gå i snor. Der var ingen stjerner på himlen, og regnen begyndte så småt igen, først let og næsten befriende, så 22


kom den tordenknitrende luft, og så kom regnen tungere og tættere end før. Marie var gennemblødt, da hun nåede frem til TaterCarstens gård. Hendes mor havde forklaret hende, at Carsten var gårdmand, så selvfølgelig var han ikke rigtig tater, men hans farmor havde boet på Jomfruøerne, uden åbenbart at forstå, hvad det med jomfru betød. Det gjorde Marie heller ikke, men hun ville ikke afsløre sin uvidenhed, som lærer Jensen slog hårdt ned på. Resultatet af Carstens farmors uvidenhed havde været, at der var blevet født en slavesøn på gården. – Og, fortsatte moren, – når man ved, hvor højt på strå de føler sig dernede, var det en velfortjent lærestreg. Slavesort eller ej, havde Carstens far været et hæderligt menneske, og det var Carsten også, hvilket Marie aldrig måtte glemme, og Guds børn var slaverne jo også, det måtte man heller aldrig glemme, selvom det kunne være svært at forstå. De var ikke som de rigtige tatere, der var nogle ukristelige røvere, hvordan man end vendte og drejede det. Da Marie kom frem til TaterCarstens gård, var ilden slukket, men regnen stadig klistret af sod. Hendes sokker i træskoene var gennemblødte, og håret klistrede til issen. Der holdt flere hestevogne i række efter hinanden på vejen. Adolf knurrede ad hestene. Marie drejede ind på gårdspladsen, hvor mændene sad svedige og sortsværtede på en kærre og spiste de madder, de havde nået at få med, eller dem, som TaterCarstens Eyvind delte ud. Hendes far og Nielsen sad tæt sammen midt på kærren, og Marie gik hen og gav Nielsen hundesnoren. – Marie, sagde hendes far. – Dig havde jeg helt glemt. Kun stråtaget på hovedhuset, der var blevet ramt af lynet, var brændt væk. Faren løftede Marie op på kærren og pakkede halm 23


omkring hende. Det var ved at blive lyst, og regnen stod ned i tove. Carsten kom over og gav hånd og spurgte faren, om han kunne lave det tag hurtigst muligt, så ville han blive godt betalt. De to mænd gav hinanden håndslag. Det var den 21. juli. Den 22. juli oprandt med strålende sol og varme. Hundedagene var begyndt. – Og de vil slutte, sagde faren, – som de er begyndt. – Det vil vi alle, sagde moren.


Sommeren listede sig ind i de højsommergrønne træers blade, slog smut på havoverfladen, fik kutterne til at ligne dovne havfugle og Maries mor til at svulme op i benene og hænderne. Marie måtte skure gulvene og bælge ærter og plukke ribs, men det var på tide, at hun begyndte at hjælpe til, det var vel også derfor, de kun gik i skole hver anden dag. Valdemar pumpede vand. Emma og Ko muhede inde fra den lille stald i skellet ind til Knudsens. Kaj begyndte at stå tidligt op om morgenen og tage med Hardy og Børge ud at fiske. Børge var fyldt atten år nu og havde overtaget onkel Thorvalds lille kutter, nu han var forsvundet i havet med Venus og var ædt op af fisk. Marie lærte at flå rødspætter, hendes mors ophovnede hænder kunne ikke holde fast på de ru, slimede fisk. Den raspende lyd fyldte det stille køkken, når hun flåede skindet af. Kaj hentede vand til kartoflerne og lagde sig i græsset. – Skyerne ligner køer, råbte han. Faren slog mindre, end han plejede. Om morgenen plukkede han en kaprifolie af busken ved lågen og satte den i knaphullet. 25


– Er det folkets skønhed? spurgte Marie, mens hun kravlede op på lågen for at svinge frem og tilbage og vinke til hans ryg, når han gik af sted ned til TaterCarstens hus. – Lidt forstand har du da, tøs, sagde han. Han tog en kasket på for solen, og den fik hans ansigt til at virke rundere og blidere. Det var varmt alle hundedagene, hver og en. Det var også varmt den aften, de gjorde klar til, at mormoren skulle komme for at være der, når ungen blev født. Marie havde renset sildene til aftensmaden og hentet eddike og skuret gulvet og støvet hylderne af. Moren sagde, at hun skulle gå til Tryggelev næste eftermiddag og være der klokken fem, når rutebilen fra Rudkøbing kom. – Kan far ikke gøre det? spurgte Marie. – Han er der alligevel. Farens lussing faldt hårdt og hurtigt. Moren tog Maries hånd og holdt den hen over den varme komfurring. – Skal du være næsvis? spurgte moren. Varmen fra metallet pustede under hendes håndflade. Morens fingre var hårde som det varme stål. Marie fik lyst til at trække morens hånd med sig ned, så deres kød kunne brænde sammen. – Undskyld, sagde hun. – Det var kun, hvis jeg ikke kan genkende mormor. – Du skal bare kigge efter den grimmeste, sagde faren. Moren gav slip på Maries håndled og stak hende en lussing. – Som om det ikke er rigeligt med en kælling i huset, sagde faren. – Skal jeg bede Jensine om at komme i stedet? spurgte moren. – Hun hjalp fru Nielsens sidste til verden. Ti kroner betalte de. – Jensine er penge ud ad vinduet, sagde faren.

26


Som for at understrege ordene rejste han sig og åbnede den øverste del af køkkendøren. Jorden var varm, og duften af den og Nielsens nyhøstede mark væltede ind i køkkenet. – Hvis vi havde købt gården dengang, sagde moren, – havde vi haft råd til Jensine. Faren gav også hende en lussing. Valdemar smuttede ud i haven. Marie gik ind i fadeburet og hentede rugbrødet. Hun blev stående derinde, mens de råbte. – Du kan slå mig, men det er sandheden, sagde moren. – Det var din mor, der ikke ville låne os de skide halvtreds kroner, sagde han. Men han slog ikke. – Du ved godt hvorfor, sagde moren. – Hun skulle være glad for, at jeg gad gifte mig med hendes liderlige datter. Er du overhovedet sikker på, at Kaj er min? Marie kunne mærke en kold stilhed komme krybende ind i fadeburet fra køkkenet og lægge sig om hende. – Kaj! råbte moren. Marie skyndte sig at lægge de tykke skiver rugbrød, moren havde skåret og talt op om morgenen, på lerfadet og gå ind og stille det på bordet. Kaj kom slaskende ind i køkkenet. – Stil dig op på bordet, sagde moren. Kaj stirrede uforstående på hende, så kravlede han op på stolens flettede sæde. Moren skubbede dugen til side, så han kunne stå på bordet. Hun knappede Kajs bukser op og lod dem falde ned om hans ankler. Så trak hun i sløjfen i underbukserne og lod dem falde også. Marie kunne se bremsesporene i dem. Kaj lukkede øjnene, og tårerne løb ned over hans ansigt. Moren tog fat i hans lem, mens faren stod med armene over kors og så på. Øverst på Kajs lem var en udbulning, som om lemmet havde to ender. Moren pegede på udbulingen. 27


– Hvem er ellers så vanartet andre end dig? Hun gav slip på Kajs lem og gik hen til komfuret og smed sildene på panden. Faren gik hen til døren og kiggede ud i haven. – Jeg har ikke tænkt mig at tale med hende, sagde han. Marie gik ad vejen til Tryggelev, mens solen blev tændt og slukket af de store, hvide skyer, som Kaj kaldte kvæg, og som faren løftede sin knytnæve imod, fordi de varslede en snerig vinter. Nielsens gård var beskidt og stank som altid, men Marie gik frisk af sted i sine træsko uden strømper og mærkede sin tunge nederdel slå mod læggene. Hun stoppede op og spiste nogle af de skovjordbær, der krøb langs vejkanten. Marie kunne kun huske at have set mormoren to gange, selvom hun også havde været i huset, da hun selv var blevet født. Den ene gang var, da moren tog Marie med til søforhøret i Svendborg, efter at Thorvald var druknet. Den anden, da mormoren var kommet til mindehøjtideligheden i Tryggelev Kirke. Begge gange havde mormoren haft en kjole på, som Maries mor kaldte ravnsort, af moiré, som mormoren med sin bedrøvede stemme forklarede Marie var lavet af tråde fra silkeorme i Kina. Selv ordet Kina lød skinnende, og Marie sørgede for at sidde tæt op ad mormoren, så hun kunne røre ved kjolen, selvom mormoren sagde, at Maries beskidte poter plettede den. Fiskekutteren Venus, som var ejet af Bruno Hansen, var sidst blevet observeret fra fyret ved Bagenkop, hvor fyrmesteren havde set den klokken seks tirsdag morgen. Klokken syv var stormen trukket ind over havet fra vest, og ved ottetiden var alle andre kuttere kommet i havn. Venus var aldrig blevet set igen, og søforhøret endte med at konkludere, at kutteren med de fire fiskere om bord, deriblandt Thorvald Johansen, var gået ned med mand og mus. 28


Det stod på et stykke papir, mormoren læste, da de bagefter sad på kroen i Svendborg for at spise smørrebrød. Marie havde aldrig før set sin mor drikke en øl. – Hvorfor nævner de musene? hviskede Marie. – Bruno sagde, at Gråmis sørgede for, at de hverken havde lus, mus eller rotter om bord. – Vi må hellere gå tilbage og ændre det, sagde mormoren med sin tunge stemme. – Til, at de er gået ned med mand og kat. Marie betragtede mormorens hænder, der var tynde og fine, og hvis negle ikke var flækkede. Marie blev vred på mormoren, som sad der og var så fin, når hendes mor havde sin grå uldkjole på. Moren havde siddet hver aften hele ugen og repareret og pyntet kjolen med en kniplingskrave, hun havde fået af Birte og Dagnys mor for en kjole, hun havde syet om. Hun havde syet kraven på med de svære nonnesting. – Hun skal ikke have noget at sige mig på, havde moren sagt. Marie havde lyst til at rejse sig og tage en kniv og skære i mormorens negle, flække dem med en syl, køre dem rundt i kattelort. – Hvis de ikke finder ham, får vi ham aldrig begravet, sagde mormoren. – Det er ikke til at bære, sagde Maries mor. – Måske skyller han i land. – Det får vi aldrig at vide, sagde mormoren. De var færdige med frikadellerne. Marie skulle til at rejse sig og bære ud, men tjeneren kom og fjernede tallerkenerne. – Lidt kaffe og brød? spurgte han. Marie så stift frem for sig. Mormoren nikkede. – Måske er han begravet som ukendt, sagde moren. – Så har hans sjæl dog fred. 29


– Han har sin ring i øret, så han kan få en anstændig begravelse, hvis han skyller op, sagde mormoren. – Som om han vidste, det ville ske, sagde moren. Moren tog kaffekanden, tjeneren satte på bordet, og hældte op til dem. Han gik og kom tilbage med tre kanelsnegle, så fine og sprøde, at Marie aldrig havde set noget lignende. Moren lagde en på hver af deres tallerkener. – Jeg vidste, da far døde, sagde moren så. – Jeg vågnede midt om natten, og han stod der for enden af sengen og så bedrøvet på mig. Jeg vækkede Carl, men han kunne ikke se ham. – Carl ser kun sin egen næse, sagde mormoren. – Thorvald så jeg ikke, sagde moren. Mormoren dyppede sin kanelsnegl i kaffen. Marie skulle til at gøre det samme, men lagde så mærke til, at hendes mor rystede en anelse på hovedet. Marie rankede ryggen og spiste en bid af sneglen uden at dyppe den. Brændt smør og sukker og kanel bredte sig i hendes mund og fjernede den sure smag af frikadellerne.

30


Marie vokser op på Langeland i 1930’erne i et hjem, hvor børnene er mange, pengene få og vold hverdag – også før krigen kommer og gør et fattigt samfund endnu fattigere. Lyset melder sig i form af Otto, en elektrikerlærling med klare blå øjne. Sammen undslipper de Lange­ lands fattigdom og rejser til hovedstaden for at skabe sig en ny og bedre fremtid. Men Langeland flytter med på godt og ondt.

Citat fra bogen

Folkets skønhed er Merete Pryds Helles slægts­ krønike baseret på hendes egen familiehistorie.

Merete Pryds Helle | Folkets skønhed

” Hun kom til hindbærlysningen, hvor hun plejede at lege indianere med Kaj og Valdemar. Hindbærstænglerne stod regnmørke, de få hindbær, der stadig hang på buskene, var lilla, og mellem buskene hang spindelvævene tætte og glinsende. De bløde spindelvæv kær­ tegnede hendes ansigt, armene, de bare ben, og hun tænkte et øjeblik, at sådan måtte det være at drukne …”

Merete Pryds Helle

© Thomas A

Merete Pryds Helle (f. 1965) er uddannet fra Forfatterskolen 1988-90 og har en bachelorgrad i Litteraturvidenskab. Pryds Helle debuterede med novellesamlingen Imod en anden ro i 1990 og har siden skrevet blandt andet romaner, ­krimier og digital litteratur.

Folkets skønhed Roman | Lindhardt og Ringhof lindhardtogringhof.dk

Folkets skønhed_aw.indd 1

571 x 236 (bogblok: 155 x 231 mm, flapper 110 mm, Ryg: 35 mm

13/04/2016 10.12