l auren Oliver
Hvad nu, hvis du kun havde én dag tilbage at leve i. Hvad ville du lave? Hvem ville du kysse? Og hvor langt ville du gå for at redde dit eget liv – og andres? Samantha Kingston har det hele: verdens lækreste kæreste, tre skønne veninder, og så er hun en af de mest populære piger på Thomas Jefferson High School – med alt hvad det indebærer. Fredag den 12. februar skulle egentlig bare have været en helt almindelig dag i hendes perfekte liv. I stedet bliver den hendes sidste. Men Sam får en ny chance. Faktisk får hun hele seks, for så mange gange genoplever hun den sidste dag i sit liv. Og undervejs går op for hende, hvordan hun med ganske små justeringer også har indflydelse på andres liv og skæbne.
I S B N 978-87-1140-037-1
9
1454_FørJegFalderC.indd 1
før jeg falder
Elsker dig til døde, bitch!
før jeg falder L auren Oliver
788711 400371
21/06/11 10.38
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 11 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
Før jeg falder Oversat fra amerikansk af Lene Ewald Hesel efter Before I fall Copyright © Lauren Oliver 2010 First published by Harper All rights reserved Published by arrangement with Foundry Literary + Media and the Ann-Christine Danielsson Agency Copyright © dansk udgave 2011: Forlaget Carlsen 2011 – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Bogen er sat med Celestia Antiqua hos BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 1. udgave, 1. oplag ISBN: 9788711400371
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
LAUREN OLIVER
før jeg falder
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
PROLOG
Man siger, at lige før man dør, passerer hele ens liv revy – men sådan var det ikke for mig. Jeg har altid syntes, at det dér med gennemspolingen af ens liv i de allersidste øjeblikke lød temmelig rædselsfuldt. Visse ting bør forblive gemt og glemt, som min mor ville sige. Jeg ville for eksempel med glæde glemme hele 5. klasse (briller-og-lyserød-tandbøjle-perioden), og hvem har lyst til at genopleve første dag i 7. klasse? Når man dertil lægger kedelige ferier med familien, meningsløse matematiktimer, menstruationssmerter og pinlige kys, er det utroligt, jeg overlevede første gang ... Men hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg ikke have haft noget imod at genopleve mine største øjeblikke: da Rob Cokran og jeg fandt sammen til skolens homecoming-fest – midt på dansegulvet, så alle kunne se, at nu var det os to; da Lindsay og Elody og Ally og jeg blev fulde og forsøgte at lave sneengle i maj, så vi efterlod store, flade aftryk i Allys græsplæne; min sweet-sixteen-fest, da vi pyntede op med 100 fyrfadslys i baghaven og dansede på bordene; dengang Lindsay og jeg lavede sjov med Clara Seuse til Halloween og blev snuppet af politiet og grinede så meget, at vi var lige ved at kaste op. 7
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
Det var sådan nogle ting, jeg gerne ville huske – sådan nogle ting, jeg gerne ville huskes for. Men før jeg døde, tænkte jeg ikke på Rob eller på andre fyre. Jeg tænkte ikke på alle de vanvittige ting, jeg har lavet sammen med mine venner. Jeg tænkte ikke engang på min familie, eller på hvordan morgenlyset giver væggene i mit værelse en flødefarvet nuance, eller hvordan azaleaerne uden for mit vindue dufter i juli – som en blanding af honning og kanel. Nej, jeg tænkte på Vicky Hallinan. Jeg tænkte især på dengang i 4. klasse, da Lindsay for øjnene af hele klassen meddelte, at hun ikke ville have Vicky på sit dodgeballhold. »Hun er for fed,« slyngede Lindsay ud. »Man kan ramme hende med lukkede øjne.« Jeg var ikke venner med Lindsay på det tidspunkt, men allerede dengang havde hun en evne til at formulere ting, så de blev ustyrligt morsomme, og jeg grinede sammen med alle de andre, mens Vicky blev lige så mørklilla i hovedet som undersiden af en tordensky. Det var dét, jeg huskede, i før-døden-øjeblikket, da det var meningen, jeg skulle have haft en rørende åbenbaring af min fortid: lugten af fernis og vores gummisko, der knirkede mod gulvet i gymnastiksalen; fornemmelsen af mine stramme polyestershorts; latteren, der rungede i den store sal, som om der var mange flere end 25 elever. Dét – og så Vickys ansigt. Det underlige er, at jeg ikke havde skænket hændelsen en tanke i en evighed. Det var et af de minder, som jeg ikke anede, jeg gemte 8
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
på, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det var ikke, fordi Vicky fik traumer eller noget. Det er bare sådan noget, børn gør mod hinanden. No big deal. Der vil altid være nogle, der griner, og nogle, der bliver grinet ad. Det sker hver eneste dag, i hver eneste skole, i hver eneste by i hele USA – sandsynligvis i hele verden. Hele ideen med at blive stor går ud på at lære at holde sig til dem, der griner. Vicky var ikke engang særlig tyk – bare lidt buttet i ansigtet og på maven – og før vi kom i high school, havde hun smidt hvalpefedtet og var vokset 10 centimeter. Hun og Lindsay blev endda gode venner. De spillede udendørs hockey sammen og sagde hej til hinanden på gangene. Nogle år efter nævnte Vicky episoden til en fest – vi var alle sammen lidt snalrede – og vi grinede og grinede, og Vicky var den, der grinede allermest, til hun blev næsten lige så mørklilla i hovedet som dengang i gymnastiksalen. Det var i sig selv mærkeligt, at jeg tænkte på netop dét. Men det var endnu mere mærkeligt, at vi lige havde snakket om det – altså, hvordan det mon var, lige før man døde, mener jeg. Jeg kan ikke huske, hvordan og hvorfor vi kom til at snakke om det, bortset fra at Elody brokkede sig over, at det altid var mig, der sad på forsædet. Hun nægtede at spænde sikkerhedsselen og blev ved med at læne sig frem for at finde et bestemt nummer på Lindsays iPod, selvom det faktisk var mig, der stod for musikken. Jeg var ved at forklare dem min ‘største øjeblikke før døden‘-teori, og vi valgte hver især nogle yndlingsøjeblikke. Lindsay valgte selvfølgelig dengang hun fik at vide, at hun var blevet optaget på Duke University, og Ally – der som sædvanlig brokkede sig over, hvor koldt det var, og 9
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 10 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
truede med at falde død om på stedet af lungebetændelse – sagde, at hun ville ønske, hun kunne genopleve sin første date med Matt Wilde for evigt, hvilket ikke kom bag på nogen. Lindsay og Elody røg og havde rullet sidevinduerne lidt ned, så der kom iskolde regndråber ind. Den smalle vej snoede sig ud og ind gennem skoven, og træernes nøgne, mørke grene piskede frem og tilbage, som om blæsten fik dem til at danse. Elody satte Splinter med Fallacy på, bare for at irritere Ally, sikkert fordi hun var træt af hendes klynkeri. Det var Allys og Matts sang, og Matt havde slået op med hende i september. Ally kaldte Elody en bitch og spændte sikkerhedsselen op og lænede sig frem for at få fat i iPod’en. Lindsay brokkede sig over, at hun fik en albue i nakken. Hun tabte cigaretten, der landede mellem hendes lår. Hun begyndte bandende at børste gløderne af sædet, mens Elody og Ally sloges om iPod’en, og jeg prøvede at overdøve dem alle sammen og minde dem om dengang, vi forsøgte at lave sneengle i maj. Hjulene skred ud på den våde vejbelægning, og bilen var fuld af cigaretrøg, der snoede sig op i luften ligesom genfærd. Så var der pludselig et glimt af noget hvidt foran bilen. Lindsay råbte et eller andet – et ord, jeg ikke kunne forstå, måske ‘Mikes’ – og pludselig slog bilen en kolbøtte ind i skovens mørke gab. Jeg hørte en frygtelig lyd – metal, der hvinede mod metal, og glas, der blev smadret, og en bil, der krøllede sammen – og jeg kunne lugte noget brændt. Jeg nåede lige at tænke, om Lindsay mon havde fået slukket cigaretten. I det samme tonede Vicky Hallinans ansigt frem fra fortiden. Jeg 10
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
hørte latteren bølge omkring mig, den rungede og voksede og blev til et skrig. Derefter ingenting. Sagen er, at man ikke ved det på forhånd. Det er ikke sådan, at man vågner op med en dårlig fornemmelse i maven. Man ser ikke skygger overalt. Man tænker ikke på at fortælle sine forældre, at man elsker dem, eller, som i mit tilfælde: Man får måske ikke engang sagt farvel til dem. Hvis du er ligesom mig, vågner du, 7 minutter og 47 sekunder før din bedste ven kommer og henter dig. Du har så travlt med at tænke på, hvor mange roser du mon får på Cupid Day, at du ikke når andet end at børste tænder og håbe på, at makeuppen stadig ligger i skuldertasken, så du kan lægge den i bilen på vej til skole. Hvis du er ligesom mig, begynder din sidste dag sådan her:
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
1
»Biip, biip,« råber Lindsay ude fra vejen. For et par uger siden skældte min mor hende ud, fordi hun hver morgen trykker hornet i bund klokken kvart i 7, og det hér er Lindsays løsning på problemet. »Kommer!« råber jeg tilbage, selvom hun kan se mig åbne fordøren og forsøge at tage frakke på og mase et ringbind ned i tasken på én gang. I sidste øjeblik hiver min 8-årige lillesøster mig i ærmet. »Hvad?« Jeg snurrer rundt. Izzy har en særlig lillesøsterradar, der kan måle, hvornår jeg har travlt, er for sent på den eller snakker i telefon med min kæreste. Det er altid lige præcis i de øjeblikke, hun vælger at genere mig. »Du glemte dine handsker,« siger hun, bortset fra at det lyder sådan hér: »Tsu glemte dine handssger.« Hun læsper, men nægter at gå til talepædagog, selvom alle i hendes klasse gør nar ad hende. Hun siger, at hun godt kan lide at tale, som hun gør. Jeg tager handskerne. De er af cashmere, og hun har sik-
13
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
kert smurt dem ind i peanutbutter; hun har altid fingrene nede i glasset med det klistrede stads. »Izzy?« siger jeg og prikker hende i panden med en finger. »Hold. Nallerne. Fra. Mine. Ting.« Hun fniser, som om hun er idiot, og jeg er nødt til at genne hende indenfor, mens jeg lukker døren. Hvis hun fik sin vilje, ville hun rende i hælene på mig hele dagen som en anden hund. Lindsay læner sig ud ad vinduet i Trucken. Det kalder vi hendes bil, en kæmpestor sølvfarvet Range Rover. (Hver gang vi kører rundt i den, er der mindst én, der råber efter os: Det dér er ikke en bil, det er en truck!« Lindsay påstår, at hun kan kollidere med en lastbil uden at få så meget som en skramme). Det er kun hende og Ally, der har deres egne biler. Ally har en lille sort Jetta, som vi kalder MiniMe. Jeg må sommetider låne min mors Accord; stakkels Elody må nøjes med sin fars ældgamle, brune Ford Taurus, som knap nok kan køre. Luften er klar, og det er iskoldt. Himlen er perfekt lyseblå. Solen er lige stået op, den er mat og flydende at se på, som om den er løbet ud over horisonten og er for doven til at tørre op efter sig. Man skulle ikke tro, at det bliver uvejr senere. Jeg sætter mig ind på forsædet. Lindsay har allerede gang i en cigaret, og med enden af den peger hun ned mod bægeret med den varme kaffe, som hun har købt til mig hos Dunkin’ Donuts. »Bagels?« spørger jeg. 14
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
»Bagsædet.« »Med sesam?« »Klart.« Hun lader blikket glide ned over mig, mens hun kører ud af vores indkørsel. »Pæn nederdel.« »Lige over.« Lindsay takker for komplimenten med et hurtigt kast med hovedet. Faktisk er vores nederdele ens. Der er kun to dage om året, hvor Lindsay, Ally, Elody og jeg med vilje tager det samme tøj på, og det er på Cupid Day og på Pajama Day. Sidste jul købte vi ens sæt i Victoria’s Secret. Vi brugte tre timer i indkøbscentret på at diskutere, hvorvidt vi skulle gå efter et lyserødt eller et rødt sæt – Lindsay hader lyserødt; Ally går stort set ikke med andet – og langt om længe enedes vi om sorte miniskørter og røde tanktoppe med pelskant, som vi fandt i tilbudskassen hos Nordstrom. Det er de eneste lejligheder, hvor vi helt bevidst klæder os ens. Men faktisk ser alle eleverne på min high school, Thomas Jefferson, ret ens ud. Vi går ikke med skoleuniform – det er en offentlig skole – men 9 ud af 10 elever går med Seven cowboybukser, grå New Balance-sko, en hvid T-shirt og en North Face fleecejakke i en eller anden farve. Piger og drenge har det samme tøj på, bortset fra at vores bukser er strammere, og at vi føntørrer vores hår hver dag. Det her er Connecticut: Det går ud på at ligne alle de andre. Det betyder ikke, at der ikke går weirdos på vores skole – det gør der – men selv weirdoerne er weird på samme måde. 15
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
Øko-nørderne cykler i skole og går med fiberrigt hamptøj, og de vasker aldrig hår, som om dét at have dreadlocks på en eller anden måde vil knække kurven for udledningen af drivhusgasser.Drama-divaernebællerafenormeflaskermedcitronte og går altid med tørklæde, selv om sommeren, og de siger ikkenogetitimerne,fordide‘sparerpåstemmen’.Matematiknørderne slæber altid rundt på 10 gange så mange bøger som alle andre og bruger stadig deres skabe og går rundt med konstant nervøse trækninger, som om de bare venter på, at nogen skal springe frem og råbe ‘BØH!’ Egentlig har jeg ikke noget imod det. Sommetider snakker Lindsay og jeg om at stikke af, når vi er færdige med skolen, og slå os ned i New York sammen med ham tatovøren, som hendes papbror kender, men faktisk kan jeg godt lide at bo i Ridgeview. Det er ligesom ... beroligende, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg læner mig frem og forsøger at lægge mascara på uden at prikke mit øje ud. Lindsay har aldrig været den mest hensynsfulde chauffør; hun har det med at flå i rattet og standse brat op for derefter at jokke speederen i bund. »Patrick har bare at sende mig en rose,« siger hun, idet hun fræser over for rødt lys ved det første lyskryds og nærmest brækker halsen på mig ved det næste, da hun hugger bremserne i. Patrick er Lindsays on-and-off-kæreste; de har slået op med hinanden hele 13 gange siden begyndelsen af skoleåret. 16
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
»Jeg var nødt til at sidde ved siden af Rob, da han udfyldte ansøgningsskemaet,« siger jeg og ruller med øjnene. »Jeg siger dig, det var ligesom tvangsarbejde.« Rob Cokran og jeg har været kærester siden oktober, men jeg har været forelsket i ham siden 6. klasse, da han var for cool til at tale med sådan en som mig. Det var min første store forelskelse – eller i hvert fald min første rigtige forelskelse. Jeg kyssede engang Kent McFuller i 3. klasse, men det tæller helt klart ikke, for vi havde lige udvekslet mælkebøtteringe og legede, at vi var mand og kone. »Sidste år fik jeg 22 roser.« Lindsay knipser cigaretskoddet ud ad vinduet og læner sig forover for at tage en slurk kaffe. »Jeg går efter 25 i år.« Hvert år lige før Cupid Day sætter elevrådet en bod op uden for gymnastiksalen. For 2 dollar stykket kan man købe valogrammer – en slags rose-telegrammer, som bliver delt ud af yngre elever, der er klædt ud som amoriner og engle (som regel første- eller andetårselever, der prøver at mænge sig med de ældre årgange). »Jeg ville være glad for 15,« siger jeg. Det hele går ud på, hvor mange roser man får. Ud fra antallet af roser kan man se, hvem der er populære, og hvem der ikke er. Det er slemt, hvis man får under 10, og hvis man ikke får mere end 5, er det decideret ydmygende – det betyder, at man enten er grim eller totalt ukendt. Sandsynligvis begge dele. Nogle samler tabte eller kasserede roser op for at få deres buket til 17
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 18 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
at syne af mere, men det er vildt pinligt, for man kan altid se det. »Nå.« Lindsay smiler skævt til mig. »Er du spændt? Den store dag. Eller skulle jeg sige åbningsaften.« Hun ler. »Ja, undskyld, jeg kunne ikke lade være.« Jeg trækker på skuldrene og vender mig om mod vinduet. Min ånde dugger ruden til. »No big deal.« Robs forældre er ikke hjemme i weekenden, og for et par uger siden spurgte han mig, om jeg ville komme over til ham og blive der natten over. Dét, han egentlig spurgte om, var, om vi skulle gå i seng med hinanden. Vi har været lige ved nogle gange, men det har altid været på bagsædet af hans fars BMW eller i en eller andens kælder eller på mit værelse, mens mine forældre har ligget og sovet ovenpå, og hver gang har det føltes forkert. Så da han spurgte, om jeg ville blive og sove, sagde jeg ‘ja’ uden at tænke over det. Lindsay hviner og hamrer hånden ned i rattet. »‘No big deal?’ Seriøst? Min lille pige er ved at blive stor.« »Årh, gider du lige ...« Jeg kan mærke varmen kravle op ad halsen; huden er sikkert allerede rød og spættet. Det bliver den, hver gang jeg er nervøs eller flov, og hverken cremer eller pudder eller samtlige hudlæger i hele Connecticut hjælper. Da jeg var yngre, plejede de andre at råbe ‘rødspætte’ efter mig. Jeg ryster let på hovedet og tørrer duggen af vinduet. Udenfor stråler verden, som om den er blevet lakeret. »Hvor18
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 19 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
når var det måske lige, du og Patrick gjorde det første gang? For 3 måneder siden?« »Jo, men vi har indhentet det forsømte.« Lindsay rokker rytmisk frem og tilbage på sædet. »Klamt!« »Bare rolig, kiddo. Du skal nok klare det.« »Hold op med at kalde mig dét.« Det er en af grundene til, at jeg er glad for, jeg besluttede at gå i seng med Rob i aften: Så Lindsay og Elody holder op med at drille. Heldigvis er Ally stadig jomfru, så jeg er i det mindste ikke den sidste. Nogle gange føler jeg, at jeg bare render i hælene på de andre. »Jeg sagde jo, at det ikke betyder noget særligt.« »Fint nok.« Lindsay har gjort mig nervøs, så jeg begynder at tælle alle de postkasser, vi kører forbi. Jeg tænker på, om alting vil se anderledes ud i morgen, om jeg vil se anderledes ud i morgen; om folk vil opfatte mig anderledes. Det håber jeg. Vi holder ind foran Elodys hus, og før Lindsay kan nå at dytte, svinger hoveddøren op, og Elody balancerer ned ad den isglatte havegang på sine 8 centimeter høje hæle, som om hun ikke kan komme hurtigt nok ud af huset. »Koldt?« siger Lindsay, da Elody glider ind på bagsædet. Som sædvanlig har hun kun en tynd læderjakke på, selvom de sagde i vejrudsigten, at temperaturen ville ligge omkring frysepunktet. »Hvad sjov er der ved at se godt ud, hvis man ikke viser 19
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 20 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
det frem?« Elody stikker barmen frem og ryster brysterne, og vi flækker af grin. Det er umuligt at være stresset, når Elody er i nærheden, og knuden i min mave føles allerede mindre. Elody laver sin kradse-som-en-tiggende-hund-bevægelse med hånden, og jeg rækker hende et bæger kaffe. Vi drikker alle fire det samme: en stor kaffe med hasselnøddesmag og ekstra fløde, ingen sukker. »Pas lige på, hvor du sætter dig – du maser vores bagels.« Lindsay rynker panden med et blik i bakspejlet. »Årh, la’ vær’ – du vil jo gerne have lidt af den her.« Elody klasker sig på den ene balle, og vi griner igen. »Gem den til Muffin, din liderlige køter.« Steve Dough er Elodys seneste offer. Hun kalder ham Muffin på grund af efternavnet, og fordi han er så lækker (siger hun; han er lidt for greasy til mig, og så lugter han altid af tjald). De begyndte at komme sammen for et par uger siden. Elody er den mest erfarne af os fire. Hun mistede sin mødom som førsteårselev og har allerede været i seng med to forskellige fyre. Det var hende, der fortalte mig, at hun var øm efter de første par gange, hvilket gjorde mig 10 gange mere nervøs. Det lyder måske åndssvagt, men jeg har egentlig aldrig tænkt på sex som noget fysisk, noget man kunne blive øm af, ligesom fodbold eller ridning. Jeg er bange for, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, ligesom da vi spillede basket20
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 21 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
ball i idræt, og jeg altid glemte, hvem jeg skulle dække, og om jeg skulle aflevere eller drible solo. »Mmm, Muffin.« Elody gnider sig på maven. »Jeg er ved at dø af sult.« »Der er også en bagel til dig – du sidder på den,« siger jeg. »Sesam?« spørger hun. »Klart,« siger Lindsay og jeg i munden på hinanden. Lindsay blinker til mig. Lige før vi når frem til skolen, ruller vi vinduerne ned og skruer vildt op for Mary J. Bliges No More Drama. Jeg lukker øjnene og tænker tilbage på homecoming-festen og mit første kys med Rob, da han trak mig ind til sig på dansegulvet, og vores læber mødtes, og hans tunge gled ned under min, og jeg kunne mærke varmen fra de kulørte lys, der ligesom trykkede på mig som en stor hånd, og det var, som om musikken bankede inde under mine ribben og fik mit hjerte til at flakse rundt. Jeg er ved at få ondt i halsen af den kolde luft, der kommer ind ad vinduerne, og bassen dunker op gennem mine skosåler ligesom den aften, da jeg troede, at jeg aldrig ville blive lykkeligere; musikken går hele vejen op til mit hoved og gør mig svimmel, som om den er ved at splitte bilen ad. POPULARITET: EN ANALYSE Popularitet er noget underligt noget. Man kan ikke rigtig definere det, og det er ikke noget, man taler om, men man ved, 21
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 22 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
hvad det er, når man ser det. Ligesom et dovent øje eller porno. Lindsay ser fantastisk godt ud, men resten af os er ikke specielt meget kønnere end alle mulige andre. Mine bedste træk er: store brune øjne, lige hvide tænder, høje kindben, lange ben. Mine dårligste er: lang næse, flad røv, hud, der bliver spættet, når jeg er nervøs. Becky DiFiore er lige så køn som Lindsay, men jeg tror ikke engang, hun havde en date til homecoming-festen. Allys bryster er ret store, men mine er nærmest ikke-eksisterende (når Lindsay er i dårligt humør, kalder hun mig Samuel, ikke Sam eller Samantha). Og det er ikke, fordi vi er superperfekte, eller vores ånde altid lugter af liljer eller noget. Lindsay holdt engang bøvsekonkurrence med Jonah Sasnoff nede i kantinen, og alle hujede og klappede ad hende. Sommetider har Elody sine gule pelstøfler på i skole. Engang grinede jeg så meget i samfundsfag, at jeg kom til at sprutte vaniljelatte ud over Jake Somers’ bord. En måned senere snavede vi i Lily Anglers redskabsskur. (Han var ikke særligt god til det). Pointen er, at vi kan slippe af sted med den slags. Ved du hvorfor? Fordi vi er populære. Og vi er populære, fordi vi kan slippe af sted med den slags. Så det bider ligesom sig selv i halen. Det, jeg mener, er, at der ikke rigtig er nogen grund til at analysere begrebet popularitet. Hvis man tegner en cirkel, 22
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 23 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
vil der altid være en inderside og en yderside, og medmindre man er totalt håbløs, er det ret let at se, hvad der er hvad. Sådan er det bare. Men jeg vil ikke lyve. Det er da skønt, at alting er så nemt for os. Det er dejligt at vide, at man stort set kan gøre, hvad man vil, uden at det får konsekvenser. Når vi er færdige med high school, vil vi se tilbage og vide, at vi gjorde det rigtige: at vi kyssede de sødeste fyre og gik til de bedste fester, rodede os ud i tilpas mange vanskeligheder, skruede for højt op for musikken, røg for meget, drak for meget, grinede for meget og hørte for lidt efter – hvis vi da overhovedet hørte efter. Hvis high school var et spil poker, ville Lindsay, Ally, Elody og jeg klart sidde med de bedste kort. Og tro mig: Jeg ved, hvordan det er at være på den anden side. Jeg tilbragte hele første halvdel af mit liv uden for cirklen. På bunden. På bunden af bunden. Jeg ved, hvad det vil sige at vælge sidst og måtte slås om resterne. Nu kan jeg vælge først, frit valg på alle hylder. Og hvad så? Sådan er det bare. Der er aldrig nogen, der har sagt, at livet er retfærdigt. Vi svinger ind på parkeringspladsen præcis 10 minutter før 1. time. Lindsay fræser ned mod den del af parkeringspladsen, hvor lærernes holdepladser er. På vejen splitter hun en flok førsteårspiger ad. Røde og hvide blondenederdele stik-
23
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 24 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
ker ud under deres frakker, og en af dem har en tiara på. Helt klart amoriner. »Kom nu, kom nu, kom nu,« mumler Lindsay, da vi svinger ind bag gymnastiksalen. Det er den eneste række båse, der ikke er reserveret til personalet og lærerne. Vi kalder den Senior Alley, selvom det er mindst et år siden, Lindsay begyndte at parkere der. Det er skolens VIP-parkeringspladser, og hvis man misser en plads – der er kun 20 – er man nødt til at parkere i den modsatte ende, der ligger hele 354 meter fra hovedindgangen. Vi målte engang efter, og nu kan vi ikke snakke om det uden at nævne den helt præcise afstand, som i »Har du virkelig tænkt dig at gå 354 meter i det her vejr?« Lindsay hviner, da hun får øje på en ledig plads, og flår rattet til venstre. I det samme får vi øje på Sarah Grundel, der er ved at kante sin brune Chevrolet ind på pladsen fra den modsatte side. »Fandme nej. Nul.« Lindsay trykker hornet i bund og jokker på speederen, selvom Sarah tydeligvis var her før os. Elody udstøder et lille skrig, da varm kaffe skvulper ud over hendes bluse. En skinger, gummi-gnidende lyd, så står Sarah Grundel på bremsen, sekundet før Lindsays Range Rover flår hendes kofanger af. »Nice.« Lindsay svinger ind i båsen, sætter bilen i P-gear og slukker motoren. Så åbner hun døren og læner sig ud. »Undskyld, søde!« råber hun til Sarah. »Så dig slet ikke.« Det er helt klart løgn. 24
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 25 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
»Skønt.« Elody dupper kaffe af blusen med en sammenkrøllet serviet fra Dunkin’ Donuts. »Nu skal jeg gå rundt hele dagen med nøddesnask på nødderne.« »Fyre kan godt lide lugten af mad,« siger jeg. »Det har jeg selv læst i Glamour.« »Stik en cookie ned i trusserne, så hopper Muffin på dig inden 1. time.« Lindsay vipper solskærmen ned og tjekker makeuppen i spejlet. »Måske skulle du prøve det med Rob, Sammy.« Elody kaster den kaffestinkende serviet efter mig; jeg griber den og smider den tilbage i hovedet på hende. »Hvad?« ler hun. »Du troede da ikke, jeg havde glemt din store aften?« Hun roder i sin taske, og det næste, der kommer flyvende hen over sædet, er et krøllet kondom med tobaksfnuller på pakningen. Lindsay knækker sammen af grin. »Hedninge,« siger jeg, mens jeg tager kondomet med to fingre og smider det ind i handskerummet. Bare det at røre folien får det til at sitre i mine fingre, og jeg kan mærke noget knuge sig sammen langt nede i maven. Jeg har aldrig forstået, hvorfor kondomer absolut skal puttes i de der folietingester. De ser så kliniske ud, de ligner noget, som ens læge ville ordinere mod allergi eller fordøjelsesproblemer. »Ingen yummi uden gummi,« synger Elody og kysser mig på kinden, hvor hun efterlader en stor, lyserød lipglossmund. 25
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 26 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
»Kom så.« Jeg vil ud, før de kan se, at jeg rødmer. Da vi stiger ud af bilen, står idrætslederen, mr. Otto, uden for gymnastiksalen og holder øje med os – eller, han holder sikkert mest øje med vores baller. Elody er sikker på, at grunden til, han absolut ville have sit kontor lige ved siden af pigernes omklædningsrum, er, at han har sat et skjult kamera op på vores toiletter og sluttet det til sin computer. Hvad skulle han ellers bruge en computer til? Han er for pokker idrætsleder. Nu bliver jeg paranoid, hver gang vi har idræt, og jeg skal tisse. »Fart på, d’damer,« råber han efter os. Han er også skolens fodboldtræner, hvilket er lidt ironisk, eftersom han sikkert ikke engang kan løbe hen til slikautomaten og tilbage igen. Han ligner en hvalros. Han har endda overskæg. »Jeg vil nødigt give jer fraværssedler.« »Og jeg vil nødigt give dig en røvfuld.« Jeg efterligner hans stemme, som er underligt skinger i det – endnu en grund til, at Elody mener, han er pædofil. Elody og Lindsay knækker sammen. »2 minutter til klokken ringer,« siger Otto, lidt skarpere. Måske hørte han mig. Jeg er ret ligeglad. »Glædelig fredag,« mumler Lindsay og tager mig under armen. Elody står med sin mobil i hånden og spejler sig i dens blanke bagside, mens hun pirker sesamfrø ud mellem tænderne med en lyserød negl. 26
JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 27 SESS: 9 OUTPUT: Thu Jun 23 12:28:00 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/1454_FoerJegFalder_133x210/Materie
»Lortedag,« siger hun uden at se op. »Totalt,« siger jeg. På en måde er fredag den allerværste dag: Man er så tæt på frihed. »I kan lige så godt slå mig ihjel med det samme.« »No way.« Lindsay giver min arm et klem. »Jeg kan ikke lade min bedste veninde dø som jomfru.« Vi vidste jo ingenting. I de første 2 timer – billedkunst og historie (historie har altid været mit bedste fag) – fik jeg kun 5 roser. Eileen Cho fik 4 roser af sin kæreste, Ian Dowel. Det faldt mig ikke engang ind at bede Rob købe flere roser til mig, og på en måde synes jeg heller ikke, det er retfærdigt. Så tror folk, man har flere venner, end man egentlig har. Lige så snart 3. time begynder, meddeler mr. Tierney, at vi skal have kemiprøve. Det er et stort problem, eftersom 1: jeg ikke har fattet en brik af, hvad vi har haft om de sidste 4 uger (okay, jeg holdt også op med at prøve efter den første uge), og 2: mr. Tierney truer med at indberette elever med dårlige karakterer til universiteternes optagelseskommiteer, fordi de fleste af os ikke er blevet endeligt optaget endnu. Jeg ved ikke, om han virkelig mener det, eller om han bare prøver at holde sidsteårseleverne til ilden, men jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at lade en eller anden fascistlærer ødelægge mine chancer for at komme på Boston University. 27
l auren Oliver
Hvad nu, hvis du kun havde én dag tilbage at leve i. Hvad ville du lave? Hvem ville du kysse? Og hvor langt ville du gå for at redde dit eget liv – og andres? Samantha Kingston har det hele: verdens lækreste kæreste, tre skønne veninder, og så er hun en af de mest populære piger på Thomas Jefferson High School – med alt hvad det indebærer. Fredag den 12. februar skulle egentlig bare have været en helt almindelig dag i hendes perfekte liv. I stedet bliver den hendes sidste. Men Sam får en ny chance. Faktisk får hun hele seks, for så mange gange genoplever hun den sidste dag i sit liv. Og undervejs går op for hende, hvordan hun med ganske små justeringer også har indflydelse på andres liv og skæbne.
I S B N 978-87-1140-037-1
9
1454_FørJegFalderC.indd 1
før jeg falder
Elsker dig til døde, bitch!
før jeg falder L auren Oliver
788711 400371
21/06/11 10.38