True Blood 8: Død og pine - læseprøve

NR.8 I DEN INTERNATIONALE BESTSELLERSERIE OM SOOKIE STACKHOUSE

CHARLAINE HARRIS

Død og pine BOGEN BAG

-SERIEN

ROMAN . LINDHARDT OG RINGHOF

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 1 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

DĂ˜D OG PINE

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

Charlaine Harris

DØD OG PINE

På dansk ved Stig W. Jørgensen

LINDHARDT & RINGHOF

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

Død og pine er oversat fra amerikansk efter From dead to worse Copyright © 2008 by Charlaine Harris, Inc. All rights reserved Dansk copyright © 2012 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mark Airs All rights reserved HBO ® and related service marks are the property of Home Box Office, Inc. Bogen er sat med Swift hos BookPartnerMedia og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-40666-3 1 udgave, 1. oplag 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

TAK

Jeg letter på hatten for Anastasia Luettecke, der med stor perfektionisme bistod med Octavias latin. Og tak til Murv Sellars for at fungere som mellemmand. Som altid står jeg i taknemlighedsgæld til Toni L.P. Kelner og Dana Cameron for deres værdifulde kommentarer og den tid de har skænket mig. Min tro væbner, Debi Murray, har hjulpet til med sin encyklopædiske viden om Sookie-universet. Den entusiastiske gruppe læsere der går under navnet Charlaines Charlataner, gav mig moralsk opbakning (i betydningen moral såvel som morale), og jeg håber at denne bog kan tjene som deres belønning.

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

1.

Jeg var ved at stille spiritusflaskerne pænt op på klapbordet bag rullebaren da Halleigh Robinson kom styrtende hen til mig. Hendes normalt så søde ansigt var rødt og forgrædt. Eftersom det var meningen at hun skulle giftes inden for den næste time og stadig var iført cowboybukser og T-shirt, fik hun straks min opmærksomhed. »Sookie!« sagde hun og gik rundt om baren for at gribe mig i armen. »Du er nødt til at hjælpe mig.« Jeg havde allerede hjulpet hende ved at tage min servitriceuniform på i stedet for den fine kjole jeg havde tænkt mig. »Javist,« sagde jeg og forestillede mig at Halleigh ville have mig til at lave en særlig drink til sig – men hvis jeg havde lyttet til hendes tanker, ville jeg allerede have vidst bedre. Jeg prøvede imidlertid på at opføre mig så pænt som muligt og holdt skjoldet oppe som en gal. Det er ikke nogen let sag at være tankelæser, og slet ikke ved en højspændt begivenhed som et dobbeltbryllup. Jeg havde regnet med at skulle være gæst og ikke bartender. Men bartenderen fra cateringfirmaet var kørt galt på vej hertil fra Shreveport, og Sam, der var blevet vraget da E(E)E havde insisteret på at gøre brug af deres egen bartender, blev nu pludselig hyret igen.

Jeg var lidt skuffet over at skulle stå på den side af baren, men man må jo føje brudens ønsker på hendes særlige dag. »Hvad kan jeg gøre for dig?« spurgte jeg. »Jeg må bede dig om at være brudepige,« sagde hun.

13

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

»Øh ... hvad?« »Tiffany besvimede efter at mr. Cumberland havde taget den første række billeder. Hun er på vej til hospitalet.« Der var en time til brylluppet, og fotografen havde forsøgt at få en række gruppebilleder klaret. Brudepigerne og brudesvendene var allerede blevet stadset op. Halleigh skulle være ved at iføre sig sit bryllupsskrud, men i stedet stod hun her med cowboybukser og curlere, uden makeup og med tårerne løbende ned over ansigtet.

Hvem kunne så sige nej? »Du passer i størrelsen,« sagde hun. »Og Tiffany er sikkert ved at få fjernet sin blindtarm. Så vil du ikke nok prøve kjolen?« Jeg så hen på min chef, Sam. Sam smilede til mig og nikkede. »Gør det bare, Sook. Vi åbner ikke officielt for servering før efter brylluppet.« Så jeg fulgte med Halleigh ind i Belle Rive, Bellefleur-familiens herskabsvilla, der for nylig var blevet restaureret så den havde genvundet noget af sin pragt fra før borgerkrigen.

Trægulvene skinnede, harpen ved siden af trappen skinnede af forgyldning, og sølvtøjet, der stod fremme på den store skænk i spisestuen, lyste nypudset. Tjenere med hvide jakker svirrede rundt overalt og bar E(E)E-logoet på tøjet med sirlig sort skrift. Extreme(ly Elegant) Events var blevet det førende luksuscateringfirma i USA. Jeg mærkede et stik i hjertet da jeg så logoet, for min forsvundne fyr arbejdede for den overnaturlige afdeling af E(E)E. Jeg fik imidlertid ikke lov at føle smerten ret længe, for Halleigh trak mig op ad trappen i et uforsonligt tempo.

Det første kammer oppe på første sal var fuldt af yngre kvinder i guldfarvede kjoler der alle sammen vimsede rundt om Halleighs kommende svigerinde, Portia Bellefleur. Hal14

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

leigh drønede forbi døren og videre ind i et andet kammer på venstre hånd. Det var ligeledes fuldt af yngre kvinder, men her var de iført midnatsblå chiffon. Der var kaos i lokalet, og brudepigernes civile påklædning lå rundt omkring i dynger.

Ovre ved den vestlige væg stod en stoisk kvinde i pink kittel med et krøllejern i hånden og bemandede en interimistisk skønhedsklinik.

Halleigh smed om sig med præsentationer som papirkugler. »Okay, piger, det her er Sookie Stackhouse. Sookie, det er min søster Fay, min kusine Kelly, min bedste veninde Sarah og min anden bedste veninde Dana. Og her er kjolen. Det er størrelse 38.« Jeg var forbløffet over at Halleigh havde været åndsnærværende nok til at få kjolen af Tiffany inden hun blev kørt af sted til hospitalet. Brude er nådesløse. Inden for få minutter stod jeg kun iført det allermest fornødne. Jeg var glad for at jeg havde taget fint undertøj på, for der var ikke tid til blufærdighed. Hvor ville det have været pinligt hvis jeg havde haft de hullede konetrusser på! Kjolen var med fór, så jeg havde ikke brug for underkjole, endnu et lykketræf. Der var et ekstra par selvsiddende strømper, som jeg tog på, og så fik jeg kjolen over hovedet. Nogle gange bruger jeg størrelse 40 – faktisk for det meste – så jeg holdt vejret mens Fay lynede mig op i ryggen.

Hvis jeg lod være med at trække vejret for meget, skulle det nok gå. »Super!« sagde en af de andre kvinder (Dana?) henrykt. »Så er det skoene.« »Åh gud,« sagde jeg da jeg så dem. De havde særdeles høje hæle og matchede den midnatsblå kjole, og jeg stak fødderne i dem i forventning om smerte. Kelly (tror jeg) strammede spænderne, og jeg rejste mig. Vi holdt alle sammen vejret da 15

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

jeg tog et skridt og derefter et til. Skoene var en halv størrelse for små. En ikke ubetydelig halv størrelse. »Jeg kan godt klare mig gennem brylluppet,« sagde jeg, og alle klappede. »Så kom herhen,« sagde Pink Kittel, og jeg satte mig i stolen og fik lagt ny makeup oven på min egen og sat håret op i en ny frisure mens de rigtige brudepiger og Halleighs mor hjalp Halleigh med at få kjolen på. Pink Kittel havde masser af hår at arbejde med. Jeg var kun blevet studset de sidste tre år, vil jeg tro, så det gik ned over skulderbladene nu. Min bofælle, Amelia, havde lavet lyse striber, og det var blevet ret godt. Jeg var mere blond end nogen sinde.

Jeg så på mig selv i figurspejlet, og det var ikke til at tro at jeg kunne have forvandlet mig sådan på tyve minutter. Fra barpige i hvid skjorte med plissé og sorte bukser til brudepige i midnatsblå kjole – og oven i købet ti centimeter højere.

Jeg så sgu fantastisk ud. Farven var super til mig, kjolen havde svag A-facon, de korte ærmer sad ikke alt for stramt, og udskæringen var ikke så dyb at jeg kom til at se billig ud. Med mine bryster er det ellers noget jeg skal passe på.

Jeg blev revet ud af beundringen af mit eget spejlbillede af den praktiske Dana der sagde: »Nu skal du høre hvordan det skal foregå.« Fra det øjeblik lyttede og nikkede jeg. Jeg studerede et lille diagram. Jeg nikkede noget mere. Dana var en yderst velorganiseret ung dame. Hvis jeg nogen sinde skulle invadere et lille land, så jeg gerne den kvinde på min side.

Vi bevægede os forsigtigt ned ad trappen (lange skørter og høje hæle, ikke nogen god kombination), og da vi nåede ned, havde jeg modtaget samtlige instrukser og var klar til min første tur ned ad kirkegulvet som brudepige.

De fleste piger har prøvet det et par gange før de fylder 16

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

seksogtyve, men Tara Thornton, den eneste veninde der stod mig tilstrækkeligt nær til at spørge mig, var stukket af for at blive gift mens jeg var bortrejst.

Det andet bryllupsselskab stod forsamlet da vi kom ned ad trappen. Portias gruppe skulle gå før Halleighs. De to brudgomme og brudesvendene stod allerede udenfor hvis alt gik efter planen, for der var nu fem minutter til start.

Portia Bellefleur og hendes brudepiger var i gennemsnit syv år ældre end Halleighs følge. Portia var storesøster til Andy Bellefleur, kriminalbetjent i Bon Temps og Halleighs vordende ægtemand. Portias kjole var lidt for meget af det gode – den var dækket med perler og så mange blonder og pailletter at man skulle tro den kunne stå selv – men det var jo Portias store dag, og hun kunne bære hvad fanden der passede hende. Alle Portias brudepiger var iført guld.

Brudepigernes buketter matchede alle sammen – i hvid og mørkeblå og gul. I kombination med Halleighs mørkeblå brudepigekjoler gav det et smukt resultat.

Bryllupskoordinatoren, en tynd, nervøs kvinde med stort mørkt, krøllet hår, talte hoveder nærmest højlydt. Da hun havde sikret sig at alle de fornødne var til stede og på plads, smækkede hun dobbeltdørene op ud til den store patio. Vi kunne se alle gæsterne sidde med ryggen til os ude på plænen i hvide klapstole, inddelt i to sektioner adskilt af en rød løber.

De sad med ansigterne mod tribunen hvor præsten stod ved et alter dækket med klæde og skinnende lysestager. Til højre for præsten stod Portias brudgom, Glen Vick, og ventede med ansigtet vendt mod huset. Og dermed mod os. Han så meget, meget nervøs ud, men han smilede. Brudesvendene var allerede på plads ved hans side.

Portias gyldne brudepiger trådte ud på patioen og gav sig en for en til at marchere ned ad midtergangen gennem den 17

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

velfriserede have. Bryllupsblomsterne fyldte aftenen med en sød duft. Og Belle Rive-roserne blomstrede, selv i oktober.

Til sidst krydsede Portia til brusende musikledsagelse patioen hen til enden af den røde løber. Bryllupskoordinatoren løftede (med et vist besvær) slæbet på kjolen, så det ikke blev trukket hen over patioens fliser.

Præsten nikkede, og alle rejste sig og vendte sig så de kunne se Portias triumftog. Hun havde ventet på dette i årevis.

Efter at Portia var nået trygt op til alteret, var det vores holds tur. Halleigh gav hver af os et luftkys på kinden idet vi trådte forbi hende ud på patioen. Dette gjaldt sågar mig, hvilket var sødt af hende. Bryllupskoordinatoren sendte os af sted en ad gangen, så vi endte med at stå over for hver sin brudesvend oppe foran. Min var en Bellefleur-fætter fra Monroe, og han var tydeligt forbløffet over at se mig dukke op i stedet for Tiffany. Jeg gik i roligt tempo, sådan som Dana havde lagt vægt på, og holdt buketten i mine foldede hænder i den ønskede vinkel. Jeg havde våget over de andre brudepiger som en høg. Jeg ville ikke begå nogen fejl.

Alle blikke var rettet mod mig, og jeg var så nervøs at jeg glemte at spærre af. Forsamlingens tanker strømmede imod mig som et brus af uønsket kommunikation. Så køn at se på ...

Hvad er der sket med Tiffany ...? Wauw, sikke et par forlygter ... Få det nu overstået, jeg trænger til en drink ... Hvad helvede laver jeg her? Hun slæber mig med til hvert eneste hundeslagsmål i sognet ...

Jeg elsker bryllupskage.

En fotograf trådte ind foran mig og tog et billede. Det var en jeg kendte, en køn varulv ved navn Maria-Star Cooper.

Hun var assistent for Al Cumberland, en kendt fotograf fra Shreveport. Jeg smilede til Maria-Star, og hun snuppede et billede til. Jeg fortsatte ned ad løberen, smilede ihærdigt og skubbede al postyret i mit hoved fra mig.

18

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

Efter et øjeblik opdagede jeg at der var blanke pletter i forsamlingen, hvilket røbede at der var vampyrer til stede. Glen havde specifikt ønsket et aftenbryllup for at kunne invitere nogle af sine mere betydningsfulde vampyrklienter. Jeg vidste at Portia virkelig elskede ham da hun gik med til det, for Portia brød sig slet ikke om blodsugere. Faktisk fik de det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.

Jeg kunne godt lide vampyrer generelt, fordi deres hjerner var et lukket land for mig. Deres selskab var sært afslappende. Okay, belastende på andre måder, men min hjerne kunne i det mindste slappe af.

Endelig nåede jeg hen til bestemmelsesstedet. Jeg havde set Portia og Glens ledsagere stille op i et omvendt V med plads til brudeparret. Vores gruppe gjorde det samme. Jeg havde klaret opgaven og åndede lettet op. Eftersom jeg ikke var første brudepige, var der ikke mere jeg skulle gøre. Jeg skulle bare stå stille og se opmærksom ud, og det kunne jeg nok godt overkomme.

Musikken brusede op i et nyt crescendo, og præsten gav tegn igen. Forsamlingen rejste sig og vendte sig for at se på den næste brud. Halleigh bevægede sig langsomt ned imod os. Hun så bare strålende ud. Halleigh havde valgt en meget mere enkel kjole end Portia, og hun så meget ung og sød ud.

Hun var mindst fem år yngre end Andy, måske mere. Halleighs far, der var lige så solbrændt og veltrænet som sin hustru, trådte ud for at tage Halleighs arm da hun kom op på siden af ham. Eftersom Portia ikke var blevet ført op af nogen (hendes far var død for længe siden), var det blevet besluttet at Halleigh også skulle gå alene ned mellem rækkerne.

Da jeg havde set tilstrækkeligt på Halleighs smil, så jeg hen over forsamlingen der havde drejet sig for at følge bruden.

19

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

Der var så mange velkendte ansigter: lærere fra den grundskole hvor Halleigh underviste, kolleger fra den politikreds hvor Andy arbejdede, de af gamle mrs. Caroline Bellefleurs venner der stadig var nogenlunde i live, Portias advokatkolleger og andre der arbejdede inden for retsvæsenet, og Glen Vicks kunder og andre revisorer. Der var stort set ikke en tom stol.

Der var nogle få sorte ansigter i forsamlingen, og nogle få brune ansigter, men de fleste af bryllupsgæsterne var hvid middelklasse. De mest blege ansigter var naturligvis vampyrerne. En af dem kendte jeg rigtig godt. Bill Compton, min nabo og tidligere elsker, sad omtrent halvvejs tilbage og så flot ud i sin smoking. Bill kunne se naturlig og afslappet ud i al slags tøj. Ved siden af ham sad hans menneskekæreste, Selah Pumphrey, en ejendomsmægler fra Clarice. Hun var iført en bordeaux kjole der fremhævede hendes mørke hår. Der var måske fem vampyrer som jeg ikke genkendte. Jeg gik ud fra at de var nogle af Glens kunder. Selv om Glen ikke vidste det, var der adskillige andre deltagere der ikke var (helt) menneskelige.

Min chef, Sam, var en af de sjældne ægte hamskiftere der kunne forvandle sig til et hvilket som helst dyr. Fotografen var varulv ligesom sin assistent. For alle de almindelige bryllupsgæster lignede han en trind, noget lavstammet afroamerikaner i pænt jakkesæt der bar på et stort kamera. Men Al blev til en ulv ved fuldmåne ligesom Maria-Star. Der var nogle flere varulve i mængden, men kun én jeg kendte – Amanda, en rødhåret kvinde i slutningen af trediverne, der ejede en bar i Shreveport som hed Hair of the Dog. Måske tog Glens firma sig af barens regnskaber.

Og der var en enkelt varpanter, Calvin Norris. Calvin havde en kvindelig ledsager med, og det glædede mig, om 20

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

end det glædede mig mindre da jeg så at det var Tanya Grissom. Bvadr. Hvad lavede hun her i byen igen? Og hvorfor var Calvin på gæstelisten? Jeg kunne godt lide ham, men jeg kunne ikke regne forbindelsen ud.

Mens jeg havde søgt efter velkendte ansigter i mængden, havde Halleigh indtaget sin plads ved siden af Andy, og nu skulle alle brudepiger og brudesvende vende ansigterne frem for at følge ceremonien.

Eftersom jeg ikke var synderligt følelsesmæssigt engageret i foretagendet, flakkede mine tanker mens fader Kempton Littrell, den episkopale præst der normalt kom til Bon Temps’ lille kirke en gang hver fjortende dag, forestod ritualet. Lamperne der oplyste haven, glimtede i fader Littrells brilleglas og fik hans ansigt til at se blegt ud. Han lignede næsten en vampyr.

Tingene fulgte stort set standardproceduren. Hvor var jeg bare glad for at jeg var vant til at stå op i baren, for der skulle stås meget op og det endda i høje hæle. Jeg gik sjældent med højhælede sko og slet ikke ti centimeter høje. Det føltes mærkeligt at være 1,75 høj. Jeg prøvede at finde tålmodigheden frem og ikke stå og flytte på mig.

Nu var Glen ved at sætte ringen på Portias finger, og Portia så næsten helt køn ud da hun så ned på deres foldede hænder.

Hun havde aldrig lige været min kop te – og jeg heller ikke hendes – men jeg ønskede hende alt godt. Glen var en mager type med halvmørkt hår, vigende tindinger og store briller.

Hvis man ringede til modelbureauet og bad om en »revisortype«, ville de sende Glen. Men jeg vidste direkte fra hans hjerne at han elskede Portia, og hun elskede ham.

Jeg tillod mig selv at skifte stilling en anelse og lægge vægten lidt mere over på højre ben.

Så begyndte fader Littrell forfra med Halleigh og Andy. Jeg 21

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

holdt smilet klistret til ansigtet (nemt nok, for det gjorde jeg hele tiden i baren) og så Halleigh blive mrs. Andrew Bellefleur. Jeg var heldig. Bryllupper kan godt være lange i den episkopale kirke, men de to par havde valgt den korte udgave af ceremonien.

Endelig steg musikken til triumferende højder, og de nygifte gjorde deres sortie. Selskabet fulgte efter dem i omvendt rækkefølge. På vej ned ad midtergangen følte jeg mig oprigtigt glad og en lille bitte smule stolt. Jeg havde hjulpet Halleigh da hun havde brug for det ... og inden ret længe kunne jeg få de sko af.

Nede fra sin plads mødte Bill mit blik og førte tavst sin hånd op til hjertet. Det var en romantisk og helt uventet gestus, og et øjeblik blødte jeg lidt op over for ham. Jeg var meget tæt på at smile, selv om Selah sad dér lige ved siden af ham. Jeg nåede lige at minde mig selv om at Bill var et svin og et forbandet røvhul, og jeg strøg forbi med sårede følelser.

Sam stod et par meter bag den sidste stolerække iført en hvid smokingskjorte ligesom den jeg havde haft på, og sorte bukser med pressefolder. Afslappet og veltilpas, sådan var Sam. Selv hans fuglerede af rødblondt hår passede på en eller anden måde ind.

Jeg sendte ham et ærligt smil, og han besvarede det med et bredt grin. Han rakte tommelen op, og selv om det er svært at læse hamskifteres tanker, vidste jeg at han satte pris på hvordan jeg så ud, og hvordan jeg havde klaret mig. Han fjernede ikke sine klare blå øjne fra mig. Han havde været min chef i fem år, og det meste af tiden var vi kommet glimrende ud af det sammen. Han havde været noget ude af den da jeg begyndte at komme sammen med en vampyr, men han var kommet over det.

Jeg var nødt til at komme på arbejde, og det skulle være 22

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

lige nu. Jeg indhentede Dana. »Hvornår kan vi skifte tøj?« spurgte jeg. »Der skal stadig tages flere billeder,« sagde Dana muntert.

Hendes mand var kommet hen og havde lagt armen om hende. Han stod med deres baby, en lille én svøbt i kønsneutralt gult. »Men dem behøver jeg vel ikke være med til,« sagde jeg. »I fik jo taget en masse billeder tidligere, ikke? Før hvad-hunnu-hedder blev syg.« »Tiffany. Jo, men der skal tages flere.« Jeg tvivlede stærkt på at familien gerne ville have mig med på dem, selv om det ville ødelægge symmetrien i gruppebillederne hvis jeg ikke var med. Jeg fandt Al Cumberland. »Jep,« sagde han og knipsede løs af brudeparrene der stod og smilede strålende til hinanden. »Jeg skal bruge nogle flere billeder. Du må beholde tøjet på.« »Lort,« sagde jeg, for mine fødder gjorde ondt. »Hør her, Sookie, det bedste jeg kan gøre for dig, er at tage billederne af din gruppe først. Andy, Halleigh! Jeg mener ... mrs. Bellefleur! Hvis I alle sammen er rare at komme herhen, så snupper vi nogle billeder af jer.« Portia Bellefleur Vick virkede lidt forbløffet over at hendes gruppe ikke skulle først, men hun havde alt for mange hun skulle hilse på, til at blive irriteret over det. Mens Maria-Star forevigede den rørende scene, trillede en fjern slægtning gamle miss Caroline hen til Portia, og Portia bukkede sig ned for at kysse sin bedstemor. Portia og Andy havde boet hos miss Caroline i årevis efter at deres egne forældre var gået bort. Miss Carolines dårlige helbred havde forsinket bryllupperne mindst to gange. Den oprindelige plan havde været foråret forinden, og det var blevet arrangeret i hast fordi miss Caroline skrantede. Hun havde fået et hjerteanfald og var så 23

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

kommet sig. Derefter havde hun brækket hoften. Jeg må sige at i betragtning af at miss Caroline havde overlevet to alvorlige helbredsmæssige slag, så hun ... tja, for at sige det ærligt, så så hun ud som en meget gammel dame der havde haft et hjerteanfald og en brækket hofte. Hun var stadset op i en beige silkedragt. Hun havde endda fået lidt sminke på, og hendes snehvide hår var sat op a la Lauren Bacall. Hun havde været en skønhed i sin tid, en enevældig hersker hele sit liv og berømt for sin madlavning indtil for forholdsvis nylig.

Caroline Bellefleur var i den syvende himmel her til aften.

Hun havde fået begge sine børnebørn giftet bort, hun var genstand for hyldest, og Belle Rive tog sig strålende ud, takket være den vampyr der nu stod og stirrede på hende med fuldstændig pokerface.

Bill Compton havde opdaget at han var en af Bellefleurfamiliens forfædre, og han havde anonymt skænket miss Caroline en enorm sum penge. Hun havde haft stor fornøjelse af at bruge pengene og havde ingen anelse om at de kom fra en vampyr. Hun troede at det var en arv fra en fjern slægtning.

Jeg syntes det var lidt ironisk, for Bellefleurfamilien ville snarere havde spyttet på Bill end takket ham. Men han hørte med til familien, og jeg var glad for at det var lykkedes ham at komme med.

Jeg tog en dyb indånding, skubbede Bills dystre blik ud af bevidstheden og smilede til kameraet. Jeg indtog min anviste plads på billederne for at bringe balance i selskabet, undveg kusinen med de udstående øjne og spænede til sidst op ad trappen for at skifte til bartenderuniformen.

Der var ikke nogen deroppe, og det var en lettelse at være alene i lokalet.

Jeg rystede mig ud af kjolen, hængte den op og satte mig på en taburet for at løsne spænderne på de pinefulde sko.

24

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

Der kom en lille lyd henne fra døren, og jeg kiggede forbløffet op. Bill stod lige indenfor med hænderne i lommerne.

Hans hud lyste svagt. Hans hugtænder var fremme. »Jeg er ved at skifte tøj,« sagde jeg spidst. Der var ingen grund til at agere overdrevent blufærdig. Han havde set hver en centimeter af mig. »Du har ikke fortalt dem det,« sagde han. »Hva’?« Så faldt tiøren. Bill mente at jeg ikke havde fortalt Bellefleurfamilien at han var forfader til dem. »Nej, selvfølgelig ikke,« sagde jeg. »Du bad mig om at lade være.« »Jeg troede at du i vrede måske ville have givet dem den oplysning.« Jeg stirrede overlagt vantro på ham. »Nej, nogle af os har faktisk skam i livet,« sagde jeg. Han kiggede et øjeblik væk. »Dit ansigt er i øvrigt helet rigtig flot.« Under Solens Broderskabs bombesprængninger i Rhodes var Bills ansigt blevet udsat for sol med nogle temmelig afskyvækkende følger. »Jeg sov i seks dage,« sagde han. »Da jeg endelig stod op, var det stort set helet. Og med hensyn til din bemærkning om min mangel på skam i livet har jeg ikke noget at sige til mit forsvar ... ud over at da Sophie-Anne gav mig besked på at efterstræbe dig ... prøvede jeg på at undgå det, Sookie. Først ville jeg ikke engang lade som om jeg havde et permanent forhold til en menneskekvinde. Jeg følte at det var nedværdigende. Jeg kom først ind på baren for at opsøge dig da jeg ikke kunne udsætte det længere. Og den aften forløb ikke som jeg havde planlagt. Jeg gik udenfor med tapperne, og så skete der ting og sager. Da du så var den der kom mig til undsætning, besluttede jeg at det var skæbnen. Jeg gjorde som min dronning havde givet mig besked på. Og på den måde endte jeg i en fælde som jeg ikke kunne undslippe. Og stadig ikke kan.« 25

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

KÆÆÆRLIGHEDENS fælde, tænkte jeg sarkastisk. Men han var for alvorlig og for rolig til at jeg ville gøre nar ad ham. Jeg forsvarede simpelt hen mit eget hjerte ved at spille bitchet. »Du har en kæreste,« sagde jeg. »Gå du nu ned til Selah igen.« Jeg kiggede ned for at være sikker på at jeg havde fået åbnet det lille spænde på den anden sko. Jeg vrikkede den af.

Da jeg kiggede op igen, var Bills mørke øjne rettet mod mig. »Jeg ville give hvad som helst for at ligge hos dig igen,« sagde han.

Jeg stivnede med hænderne i færd med at rulle den selvsiddende strømpe ned ad venstre ben.

Okay, den bemærkning gjorde mig ret lamslået på flere niveauer. For det første på grund af det bibelske udtryk »ligge hos«. For det andet fordi jeg var forbløffet over at han betragtede mig som en så mindeværdig sengekammerat.

Måske kunne han kun huske jomfruerne. »Jeg har ikke lyst til at fjolle med dig i aften, og Sam står dernede og venter på at jeg skal komme og hjælpe ham i baren,« sagde jeg brysk. »Gå nu bare.« Jeg rejste mig og vendte ryggen til ham mens jeg trak bukserne op og tog skjorte på og stoppede den ned i livet. Så var det på tide at få de sorte løbesko på. Efter et hurtigt kig i spejlet for at sikre at jeg stadig havde noget læbestift på, vendte jeg mig mod døråbningen.

Han var væk.

Jeg gik ned ad den brede trappe, ud ad patiodørene til haven og indtog lettet min mere vante plads bag baren. Mine fødder gjorde stadig ondt. Det gjaldt også det ømme punkt i mit hjerte der hed Bill Compton.

Sam så smilende hen på mig da jeg pilede hen på plads.

Miss Caroline havde modsat sig vores ønske om at stille en skål frem til drikkepenge, men bargæsterne havde allerede 26

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

stoppet nogle sedler i et tomt longdrinkglas, og jeg havde tænkt mig at lade det blive stående. »Du så rigtig godt ud i den kjole,« sagde Sam og lavede en rom og cola. Jeg rakte en øl hen over baren og smilede til den ældre mand der var kommet efter den. Han gav rigelige drikkepenge, og jeg så ned og opdagede at jeg i min iver efter at komme ned, havde sprunget en knap over. Jeg viste lidt ekstra kavalergang. Jeg blev lige flov, men det var ikke en vulgær knap, bare en »Hey, jeg har bryster«-knap. Så jeg lod den være. »Tak,« sagde jeg og håbede at Sam ikke havde bemærket denne hurtige vurdering. »Jeg håber at jeg gjorde det alt sammen rigtigt.« »Selvfølgelig gjorde du det,« sagde Sam, som om muligheden for at jeg kunne kvaje mig i den nye rolle, slet ikke havde strejfet ham. Det er derfor han er den bedste chef jeg nogen sinde har haft. »Jamen, godaften,« sagde en lettere nasal stemme, og jeg kiggede op fra det glas vin jeg var ved at skænke, og så at Tanya Grissom optog plads og indåndede luft der kunne anvendes bedre af stort set enhver anden. Hendes ledsager, Calvin, var ikke til at få øje på nogen steder. »Hey, Tanya,« sagde Sam. »Hvordan går det? Det er noget tid siden.« »Jeg var nødt til at ordne nogle løse ender i Mississippi,« sagde Tanya. »Men jeg er tilbage på besøg, og jeg spekulerede på om du havde brug for noget deltidsassistance, Sam.« Jeg pressede læberne sammen og holdt hænderne travlt beskæftiget. Tanya trådte til side hen mod Sam da en ældre dame bad mig om noget tonic med en limeskive. Jeg rakte det til hende så hurtigt at hun så helt forbløffet ud, og så tog jeg mig af Sams næste kunde. Jeg kunne høre ud af Sams hjerne at han var glad for at se Tanya. Mænd kan være nogle fjolser, 27

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

ikke? Men det skulle retfærdigvis siges at jeg vidste nogle ting om hende som Sam ikke vidste.

Selah Pumphrey var den næste i rækken. Hvor heldig kan man være? Men Bills kæreste bad bare om en rom og cola. »Så gerne,« sagde jeg og prøvede på ikke at lyde lettet. Jeg gav mig til at lave drinken. »Jeg hørte ham,« sagde Selah meget stille. »Hørte hvem?« spurgte jeg distræt, for jeg prøvede samtidig at høre efter hvad Tanya og Sam sagde – med ørerne såvel som med hjernen. »Jeg hørte da Bill talte til dig før.« Da jeg ikke sagde noget, fortsatte hun: »Jeg sneg mig op ad trappen efter ham.« »Så ved han at du var der,« sagde jeg fraværende og rakte hende drinken. Hun så et øjeblik på mig med store øjne der skød lyn – af chok, vrede? Hun skridtede væk. Hvis ønsker kunne dræbe, ville jeg ligge livløs på jorden.

Tanya begyndte at vende sig væk fra Sam som om hendes krop havde tænkt sig at gå, mens hovedet stadig talte med min chef. Endelig vendte hele hendes person tilbage til hendes ledsager. Jeg kiggede efter hende og tænkte dystre tanker. »Det var godt nyt,« sagde Sam med et smil. »Vi kan få Tanya i en periode.« Jeg bed mig i tungen for ikke at sige at Tanya havde gjort det temmelig klart at han kunne få hende. »Fint nok,« sagde jeg. Der var så mange mennesker jeg godt kunne lide. Hvorfor var to af de kvinder jeg virkelig ikke kunne lide, så her til brylluppet i aften? I det mindste hvinede mine fødder nærmest af fryd efter at være sluppet ud af de for små sko.

Jeg smilede og blandede drinks og fjernede tomme flasker og gik ud til Sams vogn for at hente friske forsyninger. Jeg åbnede øl og skænkede vin og tørrede sjatter op så jeg følte mig som en evighedsmaskine.

28

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 29 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

Vampyrkunderne kom hen til baren i samlet trop. Jeg trak en flaske Royalty Blended op, en eksklusiv blanding af syntetisk blod og ægte blod fra rigtige europæiske kongelige. Det skulle naturligvis opbevares på køl, og det var en særlig luksus til Glens kunder, noget han personligt havde arrangeret.

(Den eneste vampyrdrik der overgik Royalty Blended i pris, var den næsten rene Royalty der kun rummede en antydning af konserveringsmidler). Sam stillede vinglassene op på række. Så bad han mig om at skænke op. Jeg var ganske særligt omhyggelig med ikke at spilde en dråbe. Sam rakte hvert glas til modtageren. Vampyrerne, inklusive Bill, gav alle sammen virkelig gode drikkepenge og smilede bredt da de hævede glassene og skålede for de nygifte.

Da de havde nippet til den mørke væske i vinglassene, kom hugtænderne frem som vidnesbyrd om deres nydelse.

Nogle af de menneskelige gæster så en smule betænkelige ud ved dette udtryk for påskønnelse, men Glen stod der og smilede og nikkede. Han vidste nok om vampyrer til ikke at række dem hånden. Jeg lagde mærke til at den nye mrs. Vick ikke mængede sig med de udøde gæster, men hun passerede da en enkelt gang gennem gruppen med et anstrengt smil.

En af vampyrerne kom tilbage efter et glas almindeligt TrueBlood, og jeg rakte ham den varme drik. »Tak,« sagde han og gav drikkepenge endnu en gang. Da han havde sin tegnebog åben, så jeg et kørekort fra Nevada. Jeg ser mange forskellige kørekort når jeg beder unge om legitimation i baren.

Han var rejst langt for at komme til brylluppet. Jeg kiggede ordentlig på ham for første gang. Da han blev klar over at han havde fanget min opmærksomhed, førte han hænderne sammen og bukkede let. Eftersom jeg havde læst en krimi der foregik i Thailand, vidste jeg at dette var wai, en høflig måde at hilse på blandt buddhister – eller måske bare thailændere 29

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 30 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

generelt? Han prøvede i hvert fald på at være høflig. Efter et øjebliks tøven lagde jeg den klud jeg stod med, fra mig og gengældte hilsenen. Vampyren så tilfreds ud. »Jeg kalder mig Jonathan,« sagde han. »Amerikanere kan ikke udtale mit rigtige navn.« Der var måske et anstrøg af arrogance og foragt her, men det kunne jeg ikke rigtig bebrejde ham. »Jeg hedder Sookie Stackhouse,« sagde jeg.

Jonathan var en ret lille mand, vel omkring 1,70, med den lyse kobberfarve og det sortladne hår der er karakteristisk for hans landsmænd. Han var en flot mand. Hans næse var lille og bred, hans læber fyldige. Oven over de brune øjne sad et par fuldstændig lige sorte øjenbryn. Hans hud var så fin at jeg ikke kunne se nogen porer. Han havde det svage skær som vampyrer har. »Er det din mand?« spurgte han og tog sit glas med blod og nikkede med hovedet i retning af Sam. Sam havde travlt med at blande en piña colada til en af brudepigerne. »Nej, det er min chef.« I samme øjeblik kom Terry Bellefleur, Portia og Andys halvfætter, dinglende for at bede om en øl til. Jeg holdt meget af Terry, men han opførte sig uheldigt når han blev fuld, og det var han godt på vej til nu. Vietnamveteranen ville gerne stå og snakke om præsidentens politik i den nuværende krig, men jeg fulgte ham hen til et andet familiemedlem, en fjern slægtning fra Baton Rouge, og sørgede for at vedkommende holdt øje med Terry og forhindrede ham i at køre sin vej i sin pickup.

Vampyren Jonathan holdt øje med mig imens. Jeg var ikke sikker på hvorfor, men jeg kunne ikke se noget aggressivt eller lystent i hans optræden eller udtryk, og han havde ikke hugtænderne fremme. Jeg kunne tilsyneladende roligt igno30

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 31 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

rere ham og passe mit arbejde. Hvis Jonathan af en eller andet grund ville snakke med mig, ville jeg finde ud af det før eller senere. Senere passede mig fint.

Da jeg var ude at hente en kasse cola i Sams vogn, fangedes min opmærksomhed af en mand der stod alene i den skygge der blev kastet af det store egetræ i den vestlige ende af plænen. Han var høj og slank og ulasteligt klædt i et tydeligvis meget dyrt jakkesæt. Manden trådte lidt frem, og jeg kunne se hans ansigt og indså at han gengældte mit blik. Mit første indtryk var at han var en dejlig skabning og slet ikke et menneske. Uanset hvad han var, var menneske ikke en del af det.

Selv om han så ud til at være oppe i årene, var han særdeles flot, og hans hår, der stadig havde en lys gylden farve, var lige så langt som mit. Han havde det trukket nydeligt tilbage. Han var en anelse rynket som et godt æble der har ligget for længe i grønsagsskuffen, men hans ryg var fuldstændig rank, og han bar ikke briller. Han havde en stok, en meget enkel sort stok med guldknop.

Da han trådte frem fra skyggen, vendte vampyrerne sig i samlet flok og kiggede. Efter et øjeblik bøjede de hovederne let. Han gengældte deres hilsen. De holdt sig på afstand, som om han var farlig eller ærefrygtindgydende.

Denne episode var meget besynderlig, men jeg havde ikke tid til at tænke nærmere over den. Alle ville have en sidste gratis drink. Receptionen lakkede mod enden, og folk sivede om foran huset for at se de lykkelige par tage af sted. Halleigh og Portia var forsvundet op på første sal for at skifte til deres rejsetøj. E(E)E-personalet havde sørget for at fjerne tomme kopper og de små tallerkener til kage og pindemadder, så haven så nogenlunde ryddelig ud.

Nu hvor vi ikke havde travlt, sagde Sam at han havde noget han gerne ville snakke med mig om. »Sookie, har jeg fået 31

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 32 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

et forkert indtryk, eller bryder du dig ikke så meget om Tanya?« »Det er rigtigt, jeg har noget imod Tanya,« sagde jeg. »Jeg ved bare ikke om jeg burde fortælle dig om det. Du kan tydeligvis godt lide hende.« Man skulle tro jeg havde prøvesmagt whiskyen. Eller et sandhedsserum. »Hvis du ikke har lyst til at arbejde sammen med hende, vil jeg gerne høre grunden,« sagde han. »Du er min ven. Jeg respekterer din holdning.« Det var rart at høre. »Tanya er køn,« sagde jeg. »Hun er kvik og kompetent.« Det var de gode ting. »Og?« »Og hun kom her som spion,« sagde jeg. »Pelt-familien sendte hende hertil for at finde ud af om jeg havde noget med deres datter Debbies forsvinden at gøre. Kan du huske da de kom ind på baren?« »Ja,« sagde Sam. I skæret fra lamperne der var blevet hængt op overalt i haven, var hans ansigt på en gang kraftigt oplyst og fuld af skygger. »Havde du noget med det at gøre?« »Alt,« sagde jeg trist. »Men det var selvforsvar.« »Det ved jeg at det må have været.« Han havde taget min hånd. Det gav et overrasket ryk i min. »Jeg kender dig jo,« sagde han og gav ikke slip.

Sams tiltro til mig gav mig en varm fornemmelse indvendig. Jeg havde arbejdet længe for Sam nu, og det betød meget for mig at han havde høje tanker om mig. Jeg fik næsten en klump i halsen og var nødt til at rømme mig. »Så jeg var ikke glad for at se Tanya,« fortsatte jeg. »Jeg stolede ikke på hende til at begynde med, og da jeg fandt ud af hvorfor hun var kommet til Bon Temps, fik jeg virkelig et horn i siden på hende. Jeg ved ikke om hun stadig bliver betalt af Pelt. Og 32

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 33 SESS: 23 OUTPUT: Thu Oct 27 13:26:44 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1641_Dod_og_pine_133x210_swift/Materie

desuden er hun her sammen med Calvin i aften og har ingen ret til at lægge an på dig.« Mit tonefald var meget mere vredt end jeg havde tænkt mig. »Jaså.« Sam så desorienteret ud. »Men hvis du gerne vil gå ud med hende, så fint,« sagde jeg og prøvede at lyde lidt mere munter. »Jeg mener – hun må jo også have noget godt i sig. Og hun mente vel selv at hun gjorde det rigtige når hun kom for at hjælpe med at finde oplysninger om en forsvunden hamskifter.« Det lød ret godt og var måske endda sandt. »Jeg behøver jo ikke kunne lide dem du går ud med,« tilføjede jeg for at gøre det klart at jeg godt vidste at det ikke var noget jeg havde ret til at blande mig i. »Nej, men jeg har det bedre med det hvis du kan godt kan,« sagde han. »Sådan har jeg det også,« sagde jeg til min egen overraskelse.