Page 1


Det glemte brev

DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 1

13/02/18 10:08 am


PÃ¥ dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

LINDHARDT OG RINGHOF

DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 3 Titelside DET GLEMTE BREV.indd 1

13/02/18 10:08 am 25/01/2018 17.48


Det glemte brev er oversat fra amerikansk efter The Lost Letter Copyright © 2017 by Jillian Cantor All rights reserved Dansk copyright © 2018 Lindhardt og Ringhof, København Omslag: eyelab.dk Bogen er trykt hos Bookwell 978-87-11-69003-1 1. udgave, 1. oplag, 2018

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 4

13/02/18 10:08 am


Til bedstemor Bea og bedstefar Milt: Jeg mindes

DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 5

13/02/18 10:08 am


DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 6

13/02/18 10:08 am


(Edelweissen) er en alpin plante … man siger, at den vokser langs den evige snes grænse – eller faktisk under sneen … Kun de dristigste alpine gedehyrder og jægere tør plukke den hårdføre lille plante fra dens fædrene jord. At være i besiddelse af en er et bevis på et usædvanligt mod. Berthold Auerbach i Edelweiss: En fortælling

DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 7

13/02/18 10:08 am


DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 8

13/02/18 10:08 am


Østrig 1939

Hun knugede brevene hårdt i sine hænder, forsigtigt for ikke at ødelægge frimærkerne. Det sneede, og hun var kold om fødderne, som var blevet våde gennem de slidte såler på hendes støvler, men hun fortsatte med at gå gennem skoven ned mod byen, hun skærmede brevene under sin frakke, så de ikke blev våde. Blot et par skridt mere, blev hun ved med at sige til sig selv. Det var ikke rigtigt, men hun fortsatte med at gå. Blot et par skridt mere. Bare et par. Hun skulle bare nå ind til byen, aflevere brevene i posten på Wien Allee. Hun skulle bare poste brevene, og så ville alt blive godt. Det var selvfølgelig heller ikke rigtigt. Men hun fortsatte med at gå gennem sneen. I udkanten af skoven nåede hun lysningen, og gennem snefnuggenes hvirvlen, gennem det lyserøde og blålige daggry, kunne hun se det, der var tilbage af byens rødtagede huse. Wien Allee. Hun var der næsten. Pistolens kolde munding mod hendes tinding overraskede hende. Ikke så meget som et ord forlod hendes læber, inden manden greb h ­ endes arm, og brevene faldt ud af hendes hånd, ned på den uberørte sne.

9 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 9

13/02/18 10:08 am


Los Angeles 1989

Den første gang jeg kører hen til frimærkehandlerens kontor, overvejer jeg at lade være med at stå ud af bilen. Det er en usædvanlig kold morgen i LA, jeg har ikke nogen sweater med mig, og jeg er rimelig sikker på, at jeg kommer til at spilde min tid. Men mit bagagerum er fyldt til randen med det, der tidligere var i min fars hobbyrum: Der er bøger fyldt med frimærker, som er gemt af vejen under sidernes plastik, der er store gennemsigtige kasser fyldt med fund fra genbrugsbutikker, hovedparten er gulnede breve, der aldrig er sendt og aldrig åbnet, men udsmykket med et frimærke fra et andet sted. Hvis jeg ikke kommer af med det hele her, bliver jeg nødt til at tage det med hjem til mig selv igen. Og jeg synes, at jeg i det mindste skylder min far at prøve at gøre et eller andet med hans samling. Derfor står jeg ud af bilen og åbner bagsmækken. Da jeg var lille, plejede jeg at tage med min far ud til genbrugsbutikker og garagesalg og loppemarkeder i weekenden, lede gennem andre menneskers skrammel, kigge efter et gammelt brev eller måske en afdød samlers efterladte samling, som ingen længere ville have. Dengang spurgte jeg ham, hvad han ledte efter, og han vendte sig om mod mig og smilede og sagde: En perle. Det er det, frimærker er for ham, de er perler. Eller det var de i hvert fald. Diamanter, rubiner, smaragder. Han så sig selv som en juveler, som kunne se fejl og skønhed i det, som så gennemsnitligt ud for alle os andre.

10 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 10

13/02/18 10:08 am


Engang, da vi tog på familietur til D.C. og så Hope-diamanten på The Smithsonian, vendte han sig om mod mig og sagde: Det er lige det, jeg leder efter, Kate. Selv om jeg tvivlede på, at min far nogensinde ville finde det i genbrugsbutikkerne i det sydlige Californien. Ifølge min far er det, der svarer til frimærkets Hope-diamant, et frimærke med en fejl. Et, der er sjældent, fordi det blev udstedt for tidligt eller for sent, fordi det blev trykt forkert. Og jeg tænker, at alle de kasser, der står stablet i bagagerummet på min bil, i virkeligheden er et tegn på netop det: på hans søgen efter noget, der tilfældigvis er af stor betydning, mellem tusindvis af små firkanter af papir. Når jeg kigger på frimærker, ser jeg ikke andet end papir og blæk. Frimærker er et middel til at nå et mål, et redskab. De sørger for, at min post kommer fra et sted til et andet, de betaler mine regninger, fragter mine breve frem til min bedste ven, Karen, som flyttede til Connecticut sidste sommer. Og på det seneste har de stået og stirret på mig, de tre små blomster på rad og række, som er klæbet på den manillakuvert fra Daniel, som jeg har ladet ligge på mit køkkenbord uden at åbne. Den kuvert, der gør en ende på alt. Jeg kan ikke holde ud, at det er så endegyldigt, og det er derfor, at jeg ikke har åbnet den endnu. Jeg er sikker på, at min far, som aldrig har brudt sig særlig meget om Daniel, ville være blevet irriteret over, at han havde valgt blomster til et brev af den type. Men min far ved det ikke. Og selv om han gjorde, er jeg rimelig sikker på, at han ikke ville huske det. * Frimærkehandlerens kontor består af et enkelt ubestemmeligt rum, der ligger presset ind i et indkøbscenter lige i nærheden af det sted, hvor hovedvej 405 møder 101, i udkanten af Sherman Oaks. Det er ikke et sted, hvor jeg ville forvente at finde eller opdage nogen form for perle. Men nu er jeg her, og jeg har en aftale. Jeg tager den første favnfuld kasser ud af bilen og går indenfor.

11 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 11

13/02/18 10:08 am


Frimærkehandleren, Benjamin Grossman, sidder bag skrivebordet, som er rodet helt til med aviser og har et lille sort-hvidt tv stående på hjørnet. Han ser middagsnyhederne, og nyhedsværten fortæller om gårsdagens demonstrationer i Østberlin. Han kigger væk fra tv’et, da jeg kommer ind, men han slukker ikke. Han er yngre, end jeg havde regnet med, da jeg talte i telefon med ham. Jeg har altid syntes, at det var en gammelmandshobby at samle på frimærker, og jeg havde forestillet mig, at frimærkehandleren var ældre. Men Benjamin ser ud til at være på alder med mig, midt i trediverne, måske i begyndelsen af fyrrene. Han har briller med et tyndt metalstel og hovedet fyldt med lysebrune krøller. “Mrs. Nelson?” spørger han. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal stille op med det efternavn, som jeg har giftet mig til. “Du kan bare kalde mig Katie,” siger jeg. “Okay, Katie,” siger han fraværende. Han kunne ikke være mere ligeglad med, hvad han skal kalde mig. Han rækker ud og piller ved antennen på sit tv, justerer på billedet, indtil han er tilfreds, og jeg får en fornemmelse af, at jeg forstyrrer, at jeg afbryder noget ved at dukke op, selv om jeg har en aftale. “Øh … hvad skal jeg gøre med de her?” Jeg flytter lidt på kasserne i mine arme. De er tunge. “Nå, undskyld. Her. Du kan bare stille dem på mit skrivebord.” Benjamin lader antennen være og sætter sig ned igen. Jeg kigger på det rod, der omgiver ham. “Det er lige meget, hvor du stiller dem,” siger han, og jeg sætter kasserne ned oven på nogle papirer. Han læner sig frem og kigger koncentreret på dem et øjeblik, og jeg spekulerer på, hvordan han blev frimærkehandler, hvad man overhovedet skal studere for at slå ind på den vej. Historie? Jeg læste engelsk og arbejder på et livsstilsmagasin, hvor jeg anmelder film. Det er ikke særlig godt betalt, men indtil for nylig var det i det mindste sjovt. “Jeg skal nok kigge på det,” siger Benjamin og hiver mig ud af mine tanker. “Og så ringer jeg til dig og fortæller, hvad jeg har fundet ud af.” Jeg har allerede fortalt Benjamin om min far i telefonen,

12 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 12

13/02/18 10:08 am


om hans svigtende hukommelse, hans manglende evne til at vedligeholde sin samling og om hans evindelige insisteren på, at der er små perler i den. Han plejede altid at sige til mig, at hans samling ville blive min, og kun min, når han blev gammel. Og han gentog det, da jeg flyttede ham hen på The Willows for et par måneder siden. Men jeg ved helt ærligt ikke, hvad han forestiller sig, at jeg skal stille op med den. Og det er i virkeligheden derfor, at jeg tog det hele med herhen. Jeg går tilbage til bilen for at hente endnu en stak kasser, og da jeg kommer ind igen, kigger Benjamin op fra nyhederne og hæver øjenbrynene. “Er der mere?” Jeg nikker. “Undskyld. Nu skal jeg hjælpe dig med at bære.” Han rejser sig op og følger efter mig ud på parkeringspladsen. “Det var ikke min mening at være uhøflig.” “Det er okay,” siger jeg. Jeg er ikke i humør til smalltalk. Men Benjamin bliver ved med at snakke. “Jeg var bare ikke klar over, hvor meget din far havde, da vi talte sammen i telefonen.” Han kigger ind i mit bagagerum. “Han er enoghalvfjerds,” siger jeg, og det kommer til at lyde hård­ ere, end det skulle. “Det har bare … det har været en livslang besættelse for ham.” Selv om enoghalvfjerds slet ikke lyder så gammelt, som det burde, da jeg siger det højt. Der er mange på The Willows, der er ældre end ham, og jeg kan ikke slippe min vrede over, hvor unfair det er; det er et hårdt slag, at hans hukommelse er forsvundet, det slår luften ud af mig, igen og igen. “Det er det som regel,” siger Benjamin venligt, som om han forstår og deler denne besættelse af frimærker. Som om jeg er den underlige, der ikke forstår. Og måske er jeg. Da vi har fået den sidste kasse med ind, siger Benjamin ikke andet end: “Giv mig en uge. Måske to. Så skal jeg fortælle dig, om der er noget interessant i din samling.” Men jeg tøver et øjeblik, inden jeg tager af sted, jeg tænker på, hvordan min far ville have det med alt det her, hvordan han ville have det med, at jeg efterlader det mest dyrebare, han har, hos den-

13 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 13

13/02/18 10:08 am


ne mand, som jeg har fundet på de gule sider under “Frimærkehandlere”. Jeg havde ringet og lagt en besked hos de tre forhandlere, som stod der. Og Benjamin Grossman havde været den første, der ringede tilbage. “Skal jeg have en kvittering eller noget?” Benjamin ryster på hovedet og hiver et visitkort frem fra en bunke på skrivebordet og presser det ind i min hånd. “Jeg ringer til dig, når jeg er færdig,” siger han. Og så tilføjer han: “Du kan være helt rolig. Jeg skal nok passe godt på dem.” Som om frimærkerne er blomster, som om de er noget, der har brug for at blive passet godt på. “Jeg er helt rolig,” siger jeg. Jeg har givet slip på noget, som ikke en gang var mit til at begynde med. Men da jeg sætter mig ind i min bil og kører ud fra parkeringspladsen og tilbage til hovedvej 405, sidder jeg tilbage med en overraskende fornemmelse af tomhed.

DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 14

13/02/18 10:08 am


Østrig 1938

I begyndelsen forstod Kristoff ikke den magt, som gravstikken havde. Han vidste ikke, at det så simple redskab kunne ende med at redde dem. Eller få dem slået ihjel. Han vidste bare, at gravstikken var umulig at bruge rigtigt, og at han ikke var lige så dygtig til at arbejde med metal, som han var til at tegne på et lærred. Han brød sig heller ikke om måden, den lå i hans hånd på. Den var underlig tung og svær at arbejde med. Han havde en fornemmelse af, at den kunne skabe linjer, der var lige så levende som en pensels, eller endda kuls, og alligevel gik hans hånd hele tiden i stå, og han blev igen og igen frustreret over sin manglende evne til at lave perfekte linjer og riller i metallet på den måde, som Frederick viste ham. Han var bange for, at Frederick ville fyre ham som lærling, og at han så ikke blot ville være nødt til at finde et andet arbejde, men også et andet sted at bo. Som Fredericks lærling havde Kristoff fået kost og logi hos familien Faber i deres smukke hjem i udkanten af Grotsburg, og han fik desuden fem schilling om ugen. Men vigtigst af alt fik han mulighed for at lære det fag, som Frederick Faber var kendt for over hele Østrig: gravering. Hans største frembringelse var landets mest populære – og, ville Kristoff mene, kunstnerisk perfekte – frimærke, 12 Groschen Edelweiss. Frimærket var en imponerende gengivelse af den uskyldige hvide blomst, og Frederick havde såvel tegnet som graveret den i 1932.

15 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 15

13/02/18 10:08 am


Kristoff kunne huske, at han havde sat netop det frimærke på et brev, som han engang havde skrevet til sin mor, men som han aldrig havde sendt. Han kunne ikke sende et brev til en, som ikke fandtes, eller hvis eksistens eller placering han aldrig ville kunne finde frem til, uanset hvor meget han prøvede. Men selv da Kristoff var en ung dreng på tretten, havde han beundret frimærkets kunstneriske kvalitet, blomsterbladenes perfekte buer. Han havde altid gerne ville skabe sig en karriere som kunstner. Så da han sidste efterår fra en anden gadekunstner i Wien hørte et rygte om, at Frederick Faber, den Frederick Faber, ledte efter en ny lærling, havde han pakket sine malerartikler og brugt det meste af sin beskedne opsparing på at tage de to hundrede kilometer til Grotsburg. Og da han ankom, fik han overbevist Frederick om, at han skulle have stillingen, efter at han havde vist ham nogle af sine kulskitser af Wien. “Du har et godt blik for det,” havde Frederick sagt, mens han betragtede det, som Kristoff mente var hans bedste tegning: Stephansdom. Den var minutiøs i alle sine detaljer af de to store tårne foran. Frederick havde hævet et tykt gråt øjenbryn. “Men hvad ved du om metal, min dreng?” “Jeg lærer hurtigt,” havde Kristoff lovet, og det havde åbenbart været nok til at overbevise Frederick. Selv om det indtil videre havde vist sig ikke at være sandt, i hvert fald ikke når det kom til gravering. Selv om der gik noget tid, inden Kristoff fik styr på gravstikken, så lærte han to ting de første par uger, han arbejdede for Frederick. For det første at Frederick var ældre, end Kristoff havde troet til at begynde med, og at hans hænder nogle gange begyndte at ryste, når han prøvede at lære Kristoff, hvordan han skulle bruge redskaberne. Frederick havde fortalt Kristoff, at han havde brug for en lærling, fordi der var arbejde nok til to gravører i forbindelse med hans opgave med at lave frimærker til Østrig, men Kristoff fik en mistanke om, at den egentlige grund var, at Frederick måske ikke ville være i stand til at fortsætte sin forretning ret meget længere. Og Frederick havde ikke nogen sønner.

16 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 16

13/02/18 10:08 am


Det var den anden ting, som Kristoff lærte. Frederick havde to døtre: Elena, som var sytten, et år yngre end Kristoff, og som mindede Kristoff om en edelweiss med sin snehvide hud, sit bølgende lange lysebrune hår og sine lysegrønne øjne. Og Miriam, som var tretten. Hvis Elena var en blomst, så var Miriam en summende bi, der ikke kunne lade blomsten være. Eller, som frau Faber kaldte hende, mens hun irriteret vendte sine grønne øjne, en flibbertigibbet. Men Kristoff syntes, at hun var underholdende, også når hendes familie ikke syntes det. Kristoff vænnede sig hurtigt til livet i Grotsburg, hvor verden var grøn og meget stille, og han vågnede hver morgen til en udsigt af skov og bølgende bakker i stedet for bygninger og menneskevrimmel. Men mest af alt trivedes Kristoff i varmen fra familien Fabers spisestue, i vellugten fra frau Fabers gryderetter, fra brødet, som de brød fredag aften i skæret fra stearinlysene. Challah var et særligt jødisk brød, og Kristoff havde aldrig smagt noget lignende, da han voksede op på børnehjemmet i Wien, hvor nonnerne desuden også havde fået ham til at tro, at der kun var én religion. Ikke at han nødvendigvis var troende. Kristoff var langt mere tiltrukket af familien Faber, af lyset og af deres familiesammenhold, end han nogensinde havde været af Gud eller den institutionelle kirke. “Miriam, sid stille,” sagde frau Faber irettesættende en aften, nogle få uger efter Kristoff var begyndt sin læretid. Efter næsten en måned var Kristoff stadig forfærdeligt udfordret med metalarbejdet. Men tidligere den dag havde han imponeret Frederick med sin tegning af bakkerne, og flere timer efter solede han sig stadig i Fredericks kompliment om, at det slet ikke var dårligt. “Jeg sidder stille, mor,” sagde Miriam i et messende tonefald, mens hun hoppede lidt op og ned på sin stol og sendte et skævt smil til Kristoff. Kristoff skjulte sit eget smil i en skefuld suppe. Han kiggede hurtigt hen på Elena, men hun nægtede at se på ham. Han vidste endnu

17 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 17

13/02/18 10:08 am


ikke, om hun var genert eller uforskammet, om hun opførte sig lige så køligt afvisende over for alle, eller om det kun var over for ham. “Elena, min skat. Gå ud og hent et stykke brænde eller to til ilden. Der er køligt herinde,” sagde frau Faber. Det var den mørkeste og koldeste tid på vinteren, og det trak i familien Fabers treetagers store træhus. Kristoffs værelse på loftet havde en lille kakkelovn, men han blev nødt til at rulle sig sammen under to tæpper for at holde varmen om natten. Det var dog stadig meget bedre end børnehjemmet, hvor hans seng havde stået i en række med ti andre i et stort koldt rum, og hvor han kun havde haft et tyndt tæppe til at tage over sig. Desuden var frau Fabers mad meget bedre end nonnernes. Elena lagde sin suppeske og rejste sig. Kristoff prøvede at møde hendes blik igen, men hun ville ikke kigge op. “Nu skal jeg hjælpe,” sagde Kristoff og rejste sig, inden han mistede modet, og Elena vendte sig om mod ham. I det mindste havde han fanget hendes opmærksomhed. Hendes smukke ansigt så mistroisk ud. “Det er ikke – ” begyndte hun. Frau Faber afbrød hende: “Tak, Kristoff. Det er jeg sikker på, at Elena gerne vil have.” Han smilede til frau Faber og fulgte efter Elena. De gik ud i køkkenet uden at sige noget, ud gennem bagdøren, hen mod brændestablen, der stod hulter til bulter ude på gårdspladsen foran Fredericks værksted. Jorden var frossen, og den knasede under deres fødder; aftenluften bed, og hverken Kristoff eller Elena havde taget en frakke på. Elena skælvede, og hendes hår faldt ned i øjnene, da hun rakte ned for at tage træet. Kristoff modstod fristelsen til at stryge hendes hår tilbage og tog i stedet brændestykket fra hende. “Ved du hvad?” sagde hun skarpt og trak det til sig og holdt det ind mod sit bryst. “Det er fint. Jeg har gjort det her alene, længe før du kom. Jeg har ikke brug for din hjælp.” “Men jeg vil gerne hjælpe,” sagde han. “Og det er ikke til besvær.” Elena skulede, og han blev med et klar over, at hun ikke var genert

18 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 18

13/02/18 10:08 am


– hun brød sig bare ikke om ham. Og det generede ham. Han mærkede en trang til at ændre det. Men inden han kunne nå at sige mere, havde Elena vendt sig og var begyndt at gå hen mod huset. Kristoff tog endnu et brændestykke fra stablen og løb efter hende. Han indhentede hende, lige inden de nåede tilbage til døren, og han rakte ud efter hendes skulder. “Har jeg gjort noget forkert?” spurgte han en smule forpustet efter at have løbet i kulden. Hans ord lød hakkende og blev fulgt af hvid ånde i den kølige luft. “Noget forkert?” gentog hun. “For at gøre dig i dårligt humør?” “Hvorfor tror du det?” Hendes ånde frøs i luften, og hun skælvede igen. “Det er lige meget,” sagde han. “Vi går ind igen. Du fryser.” “Hør her,” sagde hun. “Vi er bare ikke venner. Vi kommer aldrig til at blive venner. Jeg regner ikke med, at du er her særlig længe. Det er de aldrig.” “De?” spurgte han og tænkte for første gang på Fredericks lærlinge før ham. Havde de også været elendige med gravstikken, og var de blevet fyret med det samme? Men Elena svarede ikke. Hun bar træet indenfor og lagde det på ilden. Kristoff gjorde det samme, og så sagde han godnat og gik i seng. Da han kom op på loftet og lå under tæpperne, tog han sin skitseblok og en stump kul frem. Det var Elenas vrede grønne øjne, der trådte frem på papiret, og han spekulerede på, hvor længe dette sted ville være hans hjem. * Dagen efter havde Kristoff svært ved at koncentrere sig ude i Fredericks værksted. Hans arbejde med gravstikken blev dårligere, hans linjer mere sjuskede. Og da de ryddede op inden maden, vendte Frederick sig om mod Kristoff og rynkede brynene. “Har du tænkt dig at fyre mig?” spurgte Kristoff.

19 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 19

13/02/18 10:08 am


“Fyre dig?” Frederick var næsten skaldet, men hans øjenbryn var stadig buskede, tykke og grå, og de indrammede et par øjne, der var lige så levende grønne som Elenas. “Jeg er ikke særlig god med metallet,” sagde Kristoff med en stemme, som ikke kunne skjule den antydning af desperation, han følte. “Måske er det ikke det, jeg skal. Måske skulle du fyre mig.” Og selv om det ikke var det, Kristoff havde lyst til, så vidste han godt, at jo længere han blev, jo mere han vænnede sig til varmen i familien Fabers hus, i værkstedet og til Frederick, jo hårdere ville det blive at forlade det hele. Hvis Frederick ønskede at fyre ham, så ville det være bedst, at det skete så hurtigt som muligt. “Vil du gerne have, at jeg fyrer dig?” spurgte Frederick og så forvirret ud. “Nej, selvfølgelig ikke,” sagde Kristoff. “Jeg troede bare … Elena sagde …” Han kunne mærke, at han fik røde kinder. “Ahhh, Elena.” Frederick sukkede. “Du skal ikke tage dig af Elena. Hun er bare sur over min sidste lærling.” “Over at du fyrede ham?” spurgte Kristoff. Frederick rystede på hovedet. “Nej, nej, min dreng. Jeg har aldrig fyret nogen.” “Men hvad skete der så med ham?” spurgte Kristoff. Frederick rynkede brynene igen, men svarede ikke på hans spørgsmål. “Vil du gerne være her?” sagde han til sidst. Kristoff nikkede. “Så vil jeg gerne have, at du bliver. Jeg vil gerne have, at du lærer. Hvis du stadig gerne vil det?” “Det vil jeg gerne,” sagde Kristoff. “Godt.” Frederick lagde blidt sin hånd på Kristoffs skulder. “Der er to evner, man skal have, hvis man skal gravere frimærker, Kristoff. For det første skal man kunne tegne noget, der er værd at komme på et frimærke til vores smukke Østrig. Den evne har du allerede.” Kristoff kunne mærke, at han blev varm i kinderne af det uventede kompliment. “Den anden handler om at lære, hvordan man kopierer det hele i samme målestok, spejlvendt, over på metallet med

20 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 20

13/02/18 10:08 am


redskaberne. Og det lærer du. Det kræver bare tid. Og tålmodighed. Jeg havde heller ikke fuld kontrol over gravstikken, da jeg havde din alder.” Kristoff smilede taknemmeligt over Fredericks venlige imødekommenhed. “Her, prøv en gang mere inden middag.” Han rakte Kristoff gravstikken igen, hans hænder rystede ganske let, og redskabet vibrerede i hans håndflade. Kristoff lod, som om han ikke lagde mærke til det. * Frau Faber havde en rutine, når det kom til ugens aftensmåltider. Torsdag aften lavede hun en sammenkogt ret med oksekød, og det blev Kristoffs yndlingsaften. De havde sjældent fået oksekød på børnehjemmet, da det var for dyrt, og derfor mindede smagen af frau Fabers lækre kød hver torsdag aften Kristoff om, at han ikke længere var forældreløs, at han ikke længere var alene. Efter maden lavede Miriam og Elena resten af deres lektier, og Frederick røg en pibe i lænestolen ved pejsen i stuen og læste en bog. I begyndelsen vidste Kristoff ikke, hvad han skulle stille op med sig selv, og han undskyldte sig og gik op på sit værelse. Men en torsdag, da han havde stået i lære omkring to måneder, sprang Miriam hen til ham, da pigerne var færdige med at rydde af bordet, og spurgte, om han ville spille Matador med hende. Frederick havde haft spillet med hjem fra en tur til London to år tidligere, og Miriam elskede det. Elena virkede ikke specielt begejstret, men Kristoff havde set hende sidde på gulvet ved ilden og spille med Miriam. Det var første gang, han blev spurgt, om han ville være med. “Kom nu.” Miriam hev i hans skjorteærme. “Lad nu være med at være så kedelig og løbe op på loftet, som du plejer. I aften skal du spille med os. Det er så sjovt. Du vil elske det.” Han kastede et blik på Elena, som hurtigt kiggede væk. “Jeg vil ikke forstyrre,” sagde han stille, i håbet om at Elena ville vende sig om og sige, at han overhovedet ikke trængte sig på. Men faktisk

21 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 21

13/02/18 10:08 am


anede han ikke, hvordan man spillede Matador, og han vidste, at det højst sandsynligt var derfor, Miriam gerne ville have ham til at spille, så hun kunne vinde. Og det gjorde ham ikke noget. Han var glad for, at hun i det hele taget spurgte ham. Hans mave var fyldt med mad, og hans hud var varm fra ilden. Han var ikke parat til at trække sig tilbage til det kolde loft alene. “Du trænger dig ikke på,” sagde Elena. “Jeg har en bog. Jeg ville alligevel gerne læse den færdig. Jeg går ovenpå. Du kan spille med Miri i aften.” “Hvad læser du?” spurgte Kristoff. Efter et par sekunder kiggede hun på ham med hævede øjenbryn, som om hun ikke kunne tro, at et menneske som ham, en, der havde forladt skolen, da han var fjorten for at blive gadekunstner, kunne være interesseret i bøger. Men det var han. Lige siden han var en lille dreng, havde han læst alt, hvad han kunne få fingre i på børnehjemmet, og hans yndlingsnonne, Søster Marguerite, gav ham tit bøger, når hun var færdig med at læse dem. Bøger om kunst, historie og krig og nogle gange endda romaner. “Hun læser noget kedeligt,” sagde Miriam og hev igen i hans ærme og prøvede at trække ham hen mod sit spil. “Dr. Freud er ikke kedelig,” sagde Elena. “Måske vil du forstå ham, Miriam, når du bliver ældre.” Miriam rullede med øjnene til svar. Kristof havde ikke noget at tilføje, da han aldrig havde set Freuds bøger, og han kun svagt kendte til manden. En eller anden slags doktor, der praktiserede i Wien, med alle mulige skøre tanker. Men måske mente Elena ikke, at de var skøre på samme måde, som nonnerne havde gjort? “Elena?” afbrød frau Faber og lænede sig så ind for at blæse de lys ud, som havde brændt på spisebordet under middagen. “Hvorfor lader du ikke dr. Freud være og spiller sammen med din søster og Kristoff?” Hun hev kærligt i en af Miriams fletninger. “Der er nogen, der skal sørge for, at hende her ikke snyder. Og man kan godt spille tre sammen.”

22 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 22

13/02/18 10:08 am


“Jeg snyder ikke, mor.” Miriam lagde armene over kors. “Jeg kan ikke gøre for, at jeg altid får Londons bedste boliger.” Frau Faber grinede og trak Miriam ind til sig og kyssede hende på hovedet. “Godt,” sagde hun. “Og du stjæler aldrig Elenas penge, når hun kigger væk.” “Aldrig,” gispede Miriam, og Elena smilede bredt. “Okay. Kom så,” sagde Elena. “Det tager en evighed at spille. Vi kan lige så godt komme i gang.” Han fulgte efter pigerne hen til deres sædvanlige sted på gulvet foran ilden, og han satte sig forsigtigt ned. Frederick sænkede sin pibe og sin bog, og han kiggede på Kristoff, som om han skulle til at sige noget, men skiftede så mening, smilede i stedet varmt og bekendtgjorde, at han ville gå i seng. * Den aften kunne Kristoff ikke sove. Han lå længe lysvågen i sengen. Lyden af Miriams grin, da hun havde talt sine penge, og Elenas stille latter, da hun (endnu en gang) havde tabt til sin søster – med vilje, tænkte Kristoff – føltes stadig så tæt på. Som om de var hans, som om han nu hørte til hos dem. Men redskaberne til at gravere mestrede han stadig ikke. Metallet var så anderledes at arbejde med end lærredet. Frederick blev ved med at insistere på, at Kristoff nok skulle lære det. Men hvad nu, hvis han ikke gjorde? Hvad nu, hvis han aldrig gjorde? Frederick ville ikke være tålmodig for evigt. Men Kristoff kunne ikke forestille sig at miste ham. Eller frau Fabers oksegryde. Eller Miriams latter og snak og Elenas smukke smil, selv om det sjældent var rettet mod ham. Han måtte ikke mislykkes med at gravere og blive tvunget til at forlade familien Faber. Det måtte han ganske enkelt ikke. Selv om det var meget koldt, og midt om natten, stod han op og listede de to etager ned ad trappen. Han ville øve sig. Mens Frede-

23 DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 23

13/02/18 10:08 am


rick sov. Han havde brug for ekstra tid i værkstedet, alene, uden Fredericks opmærksomme blik, der gjorde ham nervøs. Spisestuen lå stille og rolig hen på dette tidspunkt, og ilden var blevet til bittesmå orange gløder. Kristoff tog sine støvler og sin frakke på og åbnede forsigtigt bagdøren uden at larme. Han løb hen over det snedækkede græs til Fredericks værksted. Da han åbnede døren derind til, blev hans blik med det samme trukket i retningen af et stearinlys, der overraskende blafrede indenfor på arbejdsbordet. “Hvem der?” råbte han. Han mærkede en knasen af metal mod sit kranie, og han skreg i smerte, da han sank ned på knæ.

DET GLEMTE BREV_indhold_trykklar.indd 24

13/02/18 10:08 am


00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

00

01

02

03

04

05

06

07

33

34

35

35

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

5

00

af kontinenter og generationer.

17 18 19

”Cantor væver dygtigt fortællingen om to forskellige verdener sammen. Det glemte brev er en rørende historie om kærlighed, opofrelse og mod.” – Shelf Awareness

16

”Opløftende … til læsere, der holder af at læse om anden verdenskrig.” – Library Journal

15

familiehistorie fuld af lidenskab og tragedie, der går på tværs

”Velskrevet historiefortælling.” – Kirkus

14

netop er faldet. Her bliver hun konfronteret med en

13

mystiske brev kommer fra, rejser Katie til Berlin, hvor muren

12

og kan ikke give hende nogen svar, så for at opklare hvor det

11

et brev, der aldrig er blevet afsendt. Katies far har Alzheimers

Det glemte brev

10

Han opdager et sjældent østrigsk frimærke fra 1940’erne på

”Jeg elskede de to fortællespor, de helstøbte karakterer og den rørende historie om en frimærkegravør fra anden verdenskrig og forbindelsen til en ung kvinde i en anden, mere moderne tid.” – Goodreads

09

prisvindende bøger til børn og voksne. Det glemte brev er hendes første bog på dansk. Hun bor med sin mand og to sønner i Arizona, USA.

08

JILLIAN CANTOR har skrevet flere

samling og sender den til vurdering hos eksperten Benjamin.

07

I 1989 i Los Angeles arver Katie Nelson sin fars frimærke­

Jillian Can tor

06

få hende ud af landet på og redde sig selv.

05

hovedkulds i mesters datter Elena, må han finde en måde at

Det glemte brev

tyskerne. Da han midt i krigens brutale kaos forelsker sig

04

modvilligt hans arbejde med at lave frimærker bestilt af

”Jillian Cantor ved, hvordan hun skal skrue en spændende historie sammen. Jeg kunne ikke lægge denne smukke bog fra mig.” – Goodreads

03

Krystalnatten forsvinder hans jødiske mester, og han overtager

”Jeg havde gåsehud, da jeg læste den. Det er min nye yndlingsbog, for den har det hele – store følelser og en fantastisk historie.” – Goodreads

02

I 1938 i Østrig er Kristoff i lære som frimærkegravør. Under

Jillian Can tor

“En fantastisk page-turner.” — New York Magazine

01

Et mystisk brev. En hemmelighed. En dramatisk fortælling om krig og kærlighed.

20

lindhardtogringhof.dk

ROM A N

LINDHARDT OG RIN GHOF

”Håbefuld og gribende.” – Booklist

21

©

forfatterportræt: Alan Cantor omslagsdesign: eyelab.dk

22

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

09/02/2018 11.52

23

Det glemte brev OMS SOFT-FLAP 153x226.indd 1

2

Det glemte brev læseprøve  

I Østrig i 1938 må den unge Kristoff overtage sin jødiske mesters virke med at lave frimærker til tyskerne, da mester forsvinder under Kryst...

Det glemte brev læseprøve  

I Østrig i 1938 må den unge Kristoff overtage sin jødiske mesters virke med at lave frimærker til tyskerne, da mester forsvinder under Kryst...