Bolsjoj - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

JOHANNE ALGREN MERLIN P. MANN

Sara er tættere på sit mål end nogensinde. Hun og tvillingebroren Simon er på vej mod deres livs vigtigste dansekonkurrence på verdens mest berømte balletscene: Bolsjoj i Moskva, Rusland. Nu må intet slå fejl.

JOHANNE ALGREN MERLIN P. MANN

Men en morgen er Simon forsvundet fra hotellet. Uden et eneste spor. Er det en forbrydelse? Sara må bevæge sig ud i en mørk, fremmed verden for at finde sin bror, mens fortidens hemmeligheder er ved at indhente hende. Facaden slår revner og Saras jagt bliver snart til en flugt.

THRILLER 9 788711 443224

Bolsjoj_TRYK.indd 1

CARLSEN

27/01/16 09.18

Bolsjoj_sats.indd 6

28/01/2016 10.09

Johanne Algren & Merlin P. Mann

Bolsjoj

Carlsen

Bolsjoj_sats.indd 7

28/01/2016 10.09

Bolsjoj_sats.indd 8

28/01/2016 10.09

Den fortryllede svanegås RUSSISK FOLK EEV EN T Y R

I en hytte langt ude i skoven boede en brændehugger og hans kone med deres datter og lille søn. “Kære datter,” sagde moren. “Din far og jeg skal ind til byen. Pas nu godt på din bror, slip ham ikke af syne, vær en sød pige, og så skal du få et fint, nyt, broderet lommetørklæde!” Pigen ville så gerne have et broderet lommetørklæde, så hun lovede at passe godt på sin bror. Men ikke så længe efter at brændehuggeren og hans kone havde forladt hytten, glemte pigen alt om sit løfte. Hun lod sin bror sidde i græsset under vinduet, mens hun selv løb ud på engen og legede og havde det ganske vidunderligt. Pludselig hørte hun en skræppende lyd oppe på himlen. Det var svanegåsen, og den vidste man var en frygtelig tyv, der ikke holdt sig fra at stjæle både dyr og børn. Svanegåsen styrede lige mod hytten, og pigen gøs. Hun løb tilbage mod hytten, men hendes lillebror var ingen steder at se. Hun ledte indenfor og udenfor, bag hytten og foran hytten, i kælderen og på taget uden at finde det mindste spor af den lille dreng. Pigen kaldte hans navn og græd og græd, men lige lidt hjalp det. Kun et enkelt gåsedun fandt hun, og så vidste hun, at svanegåsen havde taget ham.

Bolsjoj_sats.indd 9

28/01/2016 10.09

Pigen skyndte sig tilbage til engen og nåede lige at se svanegåsen forsvinde mod den mørkeste del af skoven, hvorfra intet menneske nogensinde var kommet tilbage. Pigen løb, så hurtigt hun kunne, ind i skoven, selvom hun ikke længere hverken kunne se eller høre svanegåsen. Hun løb og løb, til hun kom til en gammel ovn. “Gamle ovn, gamle ovn, sig mig, hvorhen svanegåsen tog min bror?!” “Spis nogle af mine rugboller, så skal jeg sige dig det,” svarede ovnen. “Jeg spiser ikke rugboller! Jeg spiser ikke engang de boller af hvede, vi har derhjemme.” Så tav ovnen, og pigen måtte løbe videre ind i skoven. Hun løb og løb, til hun kom til et æbletræ. “Æbletræ, æbletræ, sig mig, hvorhen svanegåsen tog min bror!” “Spis nogle af mine vilde æbler, så skal jeg sige dig det,” svarede æbletræet. “Jeg spiser ikke vilde æbler! Jeg spiser ikke engang af æblerne fra vores egen have derhjemme.” Så tav æbletræet, og pigen måtte løbe videre ind i skoven. Hun løb og løb, til hun kom til en flod af mælk med bredder af byggrød. “Flod af mælk og bredder af grød, sig mig, hvorhen svanegåsen tog min bror!” “Spis noget af byggrøden med mælk, så skal vi sige dig det,” svarede de. “Jeg spiser ikke byggrød med mælk! Jeg spiser ikke engang den havregrød, vi har derhjemme.” Så tav floden og bredden, og pigen måtte løbe videre. Pigen var både træt, sulten og tørstig, da hun nåede en

Bolsjoj_sats.indd 10

28/01/2016 10.09

lille lysning. Hun lagde sig udmattet i den sidste solstråle og faldt i søvn. Da hun vågnede igen, så hun, at det var blevet nat, og alt var mørkt omkring hende, men midt i lysningen stod nu pludselig en forunderlig hytte på et par kæmpe hanefødder. Der kom lys fra hyttens eneste lille vindue, og pigen kunne høre en spindende lyd. Pigen klatrede op i hytten, og derinde ved et lille ildsted sad den gamle Baba Yaga med en spinderok. På en lille bænk ved siden af sad pigens bror og legede med et sølvæble. “Godaften, gamle kone,” sagde pigen. “Godaften, lille pige. Hvorfor braser du ind i mit hus på denne måde?” “Jeg har løbet gennem skoven og har hverken fået vådt eller tørt. Mit tøj er revet og ødelagt, og jeg fryser ude i den mørke nat.” “Sæt dig her ved ilden.” Baba Yaga gav hende lidt vand og grød. Så rakte hun pigen spinderokken og sagde: “Spind for mig, mens jeg er væk. Du skal ikke stoppe, for jeg kan høre, om du spinder.” Baba Yaga lod hende være alene i hytten, og pigen spandt og spandt. Men spinderokken var lavet af gamle knogler, og nu hviskede den til hende: “Lille pige, lille pige. Hold op med at spinde mig og løb væk med din bror. Baba Yaga er gået ud for at finde brænde til ovnen. Hun vil putte dig og din bror i ovnen, stege jer, æde jer og flyve væk på jeres knogler.” Pigen begyndte at græde, for Baba Yaga ville høre, hvis hun holdt op med at spinde, så hun turde ikke løbe væk med sin bror.

Bolsjoj_sats.indd 11

28/01/2016 10.09

Baba Yaga kom tilbage med en stor stabel brænde, som hun lagde ved siden af ovnen. Hun smilede og slikkede sig om munden. Men hendes hår var blevet fyldt med utøj fra skoven, og hun bad pigen fjerne de små lus. Baba Yaga lagde sig på bænken, mens pigen plukkede lusene en efter en og sang en vuggevise. Da pigen så, at Baba Yaga var faldet i søvn, satte hun en skål med tjære på den varme ovn. Så dryppede hun flydende tjære i den sovende Baba Yagas øjne, greb sin lillebror og skyndte sig ud af hytten. Baba Yaga vågnede og kunne intet se. Hun skreg af vrede: “Svanegås! Svanegås! Pigen har stjålet sin bror og er løbet væk! Fang dem, og bring dem tilbage til mig!” Pigen løb med sin bror i armene, til hun nåede floden af mælk og bredden af byggrød. Hun kunne se svanegåsen komme flyvende imod dem. “Moder Flod, hjælp os!” bad pigen. “Spis noget af byggrøden med mælk.” Pigen spiste og takkede floden, som straks gav hende og hendes bror skjul under bredderne, og svanegåsen fløj forbi uden at se dem. Pigen løb videre med sin bror i armene, men svanegåsen var vendt rundt og fik øje på dem igen. Pigen var nået til æbletræet, og nu bad hun: “Moder Æbletræ, hjælp os!” “Spis nogle af mine vilde æbler.” Pigen spiste og takkede træet, som straks skjulte hende og hendes bror under sine grene, og svanegåsen fløj forbi uden at se dem.

Bolsjoj_sats.indd 12

28/01/2016 10.09

Så kunne pigen løbe videre med sin bror i armene, men snart var hun så udmattet, at hun faldt om på jorden. Svanegåsen så det og styrede mod dem med en vældig fart. Pigen fik øje på den gamle ovn. “Moder Ovn, hjælp os!” bad hun. “Spis nogle af mine rugboller.” Pigen spiste og takkede den gamle ovn, som skjulte dem bag sig, netop som svanegåsen landede på jorden. “Gamle ovn! Sig mig, hvor pigen og hendes lillebror er. Hvis du gemmer dem, bliver det værst for dig selv!” skræppede den. “Kravl ind i mig og kig, svanegås,” sagde den gamle ovn, og svanegåsen klemte sig straks ind i ovnen. Så smækkede pigen ovnens låge i, og ovnen tændte for ilden, så svanegåsen blev levende stegt. Endelig kunne pigen tage sin lillebror i hånden og begive sig hjem over engen. De nåede hytten, lige inden hendes mor og far kom hjem, og så fik pigen et fint, nyt, broderet lommetørklæde.

Bolsjoj_sats.indd 13

28/01/2016 10.09

Bolsjoj_sats.indd 14

28/01/2016 10.09

Kapitel 1

Fordybningen over amorbuen har jeg arvet fra min far. Den fordybning, snotunger har ellevetaller løbende i. Jeg fandt først ud af det den dag, jeg så et ungdomsbillede af ham. Al den tid, jeg har kendt ham, har han haft overskæg. Men da jeg så billedet – et billede, hvor han som 19-årig står med en guitar om halsen, mærkeligt hår og ligner en noget mere spændende type end den ejendomsfunktionær, han endte med at blive – så kunne jeg genkende den dybe rende fra mig selv. Den hedder faktisk philtrum. Nogle gange er den smuk og skarp. Andre gange er den for tydelig og speciel. Jeg ved ikke altid, hvor jeg skal gøre af den, når jeg kigger mig i spejlet. Den er så dyb, at den er mørk. Jeg plejede at gøre den mystisk. Kruse læberne og huske mig selv på mine russiske gener, som gav mig mine anderledes og skarpe træk. Men det er ikke en russisk philtrum. Det er en dansk snotrende fra Midtjylland, hvor min far Søren kommer fra. Jeg hedder Sara Vig Lorentzen. Eller Sara Ilyushin. Jeg har en tvillingebror, som ligner mig, bortset fra at hans hoved er smallere. Ligesom presset ind på ørerne. Han er pæn nok. Der er mange piger, der har været forelskede i ham. Han hedder Simon. Simon Ilyushin. Vi er balletdansere, Simon og jeg. Jeg har ikke set

Bolsjoj_sats.indd 15

28/01/2016 10.09

ham i tre år nu. Dette er historien om vores sidste rejse sammen. Historien om, hvorfor vi måtte skilles. Den begynder i Moskva. Rusland. Sheremetyevo Lufthavn. Søndag, 16.54

Så typisk. Så pisse, pisse typisk. Simons kuffert kom ikke. Alle andre fik deres bagage, og jeg fik min franske kuffert, som ellers er så fin, at det er utroligt, den ikke er blevet stjålet endnu. Men Simons? Først ventede jeg tålmodigt, fordi vi begge vidste, at den ville komme allersidst. Det var jo Simons. Min kære bror, som altid fik automatiske døre i hovedet og elevatorer til at gå i stå. Selvfølgelig skulle der opstå problemer. Jeg sendte ham et arrigt blik, da bagagebåndet stoppede, fordi der ikke kom flere kufferter fra København. “Du har gjort det her med vilje, fordi du ikke ville med!” snerrede jeg. Jeg vidste naturligvis godt, at det ikke var hans skyld, men når det var så typisk, vidste han til gengæld også, at jeg blev rasende, uden at han behøvede at tage det personligt. “Så dygtig er jeg heller ikke.” Han smilede et kort øjeblik, inden han skyndte sig at se ærgerlig ud i stedet. Simon vidste godt, at han ikke skulle lave sjov nu, for så blev det hans skyld, det hele! Nogle gange kom han alligevel til at grine på forkerte tidspunkter, bare fordi han var bange for at gøre det. Som et lille barn, der tisser i bukserne på vej til toilettet. En tumpeunge med ellevetaller over amorbuen. “Kom. Vi skal finde informationen,” sagde jeg og trillede af sted med min kuffert.

Bolsjoj_sats.indd 16

28/01/2016 10.09

Simon traskede efter. Han skulle ikke sakke for meget bagud. Det var hans kuffert, der var væk, og selvom det gav god mening, at jeg klarede problemerne, kunne han i det mindste holde tempo. Præcis så hektisk, som den ikke måtte være, blev vores ankomst til Rusland. Vi var på vej til Plisetskaya International Ballet Competition på Bolsjojteatret i Moskva. Vi vidste begge to, hvor vigtig konkurrencen var. Vi var 18 år gamle og skulle snart gå fra at være aspiranter til at blive ansat ved et balletkompagni. Med en international pris i ryggen ville vi kunne vælge og vrage. Og for mig var det ekstra vigtigt, at der blev lagt mærke til os i Rusland. Der havde altid været Rusland i mit blod. Vi var vant til at deltage ved internationale konkurrencer. Hvert år og indimellem flere gange om året. Det var rutine. Men det her var noget andet, noget mere end den almindelige nervøsitet og spænding. Uden at jeg helt vidste, hvad det var. Det var ikke bare, fordi Simon var imod rejsen. Jeg havde trumfet min vilje igennem mange gange i vores karriere og altid med stor succes. Både han og jeg vidste, at når jeg mente, noget var vigtigere end alt andet, var det, fordi det kunne betale sig på langt sigt. Jeg kunne arbejde målrettet, selvom målet var langt borte. Simon orkede aldrig at tænke langsigtet. Denne gang kunne han kun lige overskue weekenden. Det var vores ’mor’ Lones 50-års fødselsdag, og Simon havde det dårligt med, at vi ikke kom til familiefesten. Han kunne ikke se det større perspektiv. Utroligt nok. Jeg meldte os begge til uden at fortælle

Bolsjoj_sats.indd 17

28/01/2016 10.09

ham det først. En dag ville han forstå det. Muligvis når vi stod på scenen i Rusland og modtog stående klapsalver fra juryen. Men lige nu sad vi fast i lufthavnen, mens jeg kæmpede med den sidste rest af Simons modvilje: den forsvundne kuffert. “Der står faktisk nogen fra Bolsjoj og venter på os i ankomsthallen,” sagde jeg irriteret. “Det er jo ikke vores skyld,” begyndte Simon, men så tav han. Der var ingen grund til at diskutere.

Bolsjoj_sats.indd 18

28/01/2016 10.09

Kapitel 2

Vi kørte direkte fra lufthavnen til Bolsjojteatret og et interview med deres helt egen tv-kanal. Jeg var smigret. Simon så træt ud, allerede i taxaen. Jeg gav ham en albue i siden. “Har du set de der huse?” spurgte jeg og pegede ud ad vinduet. Kæmpestore grå bygninger. Overdimensionerede. “Man føler sig som en lille bitte dukke, når man kigger på dem.” Simon smilede skævt. “Ja, alt er større end derhjemme.” Derhjemme? Det fik mine tanker til at flyve. Gad vide, hvad Simon egentlig mente, når han sagde ’derhjemme’? Det var ikke hjemme hos Lone og Søren. Mor og far. Vi havde boet på balletskolen ved Det Kongelige Teater, siden vi var 12. Det føltes, som om vi havde boet dér længere end i det lortebrune hus i Dalum. Jeg lukkede øjnene og mærkede balletskolen. Dét var mit hjem. Det gamle scenegulv af træ, hvor vi kendte alle knasterne, der satte sig fast i strømpebukserne, og alle lydene på gangene, når lærerne var på vej, og vi skulle gøre os klar. Hvor vi vidste, hvem der talte i søvne om sin mor, og hvem der havde været på toilettet, når der lugtede af tyndskid. På balletskolen var vi alle en slags brødre og søstre. Men Simon og jeg var tvillingerne. Det

Bolsjoj_sats.indd 19

28/01/2016 10.09

var noget særligt. Der blev lagt mærke til os, og vi var altid dem, der blev rost mest. Når lærerne og balletmesteren rejste til andre balletter i verden og talte om fremtiden, var det os, de nævnte. Det var os, der skulle vinde internationale konkurrencer. Simon og jeg var balletskolens dukse. Nej, det er forkert at sige, for vi gik ikke rundt og slikkede røv. Vi dansede bare røven ud af bukserne. Altid. Vi begejstrede. Vi imponerede. De voksne elskede os. Jeg ved ikke med Simon. Men jeg elskede at være elsket af de voksne. Instruktører og koreografer og gamle ballerinaer. Når de elskede mig, elskede jeg livet. Hvert beundrende blik fra en vigtig voksen gav mig energi til de næste timers øvelser og optrædener. Hvis jeg ikke havde fået min dosis, blev jeg desperat. Før i tiden kunne jeg finde på at gå direkte efter beundring. Jeg kunne finde på at gå ind til instruktøren efter en øvetime og grædende fortælle om et trin, jeg havde svært ved, for derefter at udføre det til overdreven perfektion. Måske bedre end jeg nogensinde før havde gjort, fordi jeg trængte så meget til den ros. Det resulterede selvfølgelig i, at instruktøren studerede mig og beundrede mig. Det sugede jeg så til mig som en sulten honningbi, nejede dybt og takkede af. Jeg skammer mig ikke over, at jeg gjorde sådan dengang. For jeg gjorde det af nødvendighed. Jeg gjorde det for at kunne danse endnu bedre. Jeg gjorde det for balletten. Som regel stod søde Simon ude på gangen og ventede tålmodigt på mig efter sådan et ekstra optrin hos instruktøren. Han gjorde aldrig selv sådan noget. Han

Bolsjoj_sats.indd 20

28/01/2016 10.09

behøvede ikke ros, og han fik også altid mindre end mig. Det var ikke synd for ham. Jeg har ikke ondt af ham. Han indrettede sig efter mig, men havde jeg ikke været der, så var han ikke kommet nogen vegne overhovedet. Jeg drev os. Fra vi blev optaget på skolen som 12-årige og frem mod det niveau, der bragte os til Rusland. Til Bolsjoj. At Simon blev danser var næsten mere en tilfældighed. Eller et lykketræf? Jeg puffede til Simon: “Du er sådan en statue, der skal fragtes rundt i verden, og først når man sætter dig på en scene med publikum, så vågner du op og danser. Hvordan kan man nå helt til Plisetskaya-konkurrencen, når man bare sidder og stener på den måde?” “Slap nu af. Jeg er her jo, er jeg ikke?” mumlede Simon og sank endnu dybere ned i bagsædet. Jeg huskede tydeligt, hvordan han sad på præcis samme måde i bussen til min første time på balletskolen inde i Odense. Jeg havde plaget længe, og da vi blev 8, fik jeg endelig lov til at starte på et hold. På betingelse af at Simon fulgte mig. Lærerinden var spanier og hed Sophia, og hun lod ikke Simon sidde ret længe og glo. Allerede i min tredje lektion vendte hun sig mod Simon. “Rrrejs dig op,” sagde hun med rullende accent. “Du skal danse.” Simon var ekstremt genert, men det var alligevel værre for ham at sige nej end bare at gøre, som balletdamen sagde. Jeg kan huske, at jeg for første gang i mit liv ønskede, at den dumme kliché om, at tvillinger ligner hinanden og har samme evner, skulle passe.

Bolsjoj_sats.indd 21

28/01/2016 10.09

Sophia troede, at Simon kunne danse, når jeg nu var så dygtig, og jeg bad af hele mit hjerte til, at det passede. Om det er sandheden om tvillinger, eller bare mine stærke evner til at få min bror til at gøre, hvad jeg ønsker, ved jeg ikke. Men Simon kunne danse ligesom jeg, og det viste sig i årene efter, at vi dansede fantastisk sammen. Vi forførte tilskueren med vores dobbelte talent. Men vigtigst: Fordi jeg i det øjeblik, som 8-årig i en luset gymnastiksal i Odense, besluttede mig for, at Simon og jeg skulle blive ægte balletdansere. I samme øjeblik standsede taxaen brat og rystede mig ud af mine tanker, så både Simon og jeg var lige groggy, da vi steg ud på pladsen foran Bolsjojteatret. Jeg stod et øjeblik og svajede. For første gang i mit liv stod jeg foran den bygning, jeg havde set så mange billeder af, mens jeg dagdrømte om en dag selv at danse på verdens vigtigste balletscene. En kæmpe statue kronede otte gigantiske søjler ved hovedindgangen. “Wauw! Det er da mig, der sidder deroppe,” sagde Simon og pegede på statuen. Jeg smilede. “Det ligner da totalt!” fortsatte han. “Det er Apollon, musikkens gud. Og hans tvillingesøster er Artemis. Skovens gudinde, tror jeg nok.” Simon elskede myter. Jeg elskede dans og teknik. Og sejre. “Kom nu bare,” sagde jeg og gik målrettet mod indgangen. Vi havde et interview, vi skulle nå.

Bolsjoj_sats.indd 22

28/01/2016 10.09

Kapitel 3

Da en taxa om aftenen ankom til hotellet med Simons kuffert, tænkte jeg, at alt nu var på plads. Anspændtheden forlod min krop, i samme øjeblik Simon havde tjekket, at alt var i kufferten. Inden vi gik op på værelserne for at sove, gik vi ud på fortovet bare for at se, hvordan sådan en mørk søndag aften så ud i Moskva. Der var meget stille. Mere stille end hjemme i København. Kun en lille gruppe arbejdsmænd passerede os. De lignede kinesere og bar små metalkufferter i deres snavsede hænder. De var nok på vej hjem efter en lang arbejdsdag. “Er der kinesere med i konkurrencen?” Simon rystede på hovedet. “Det tror jeg ikke.” “Godt.” Kinesere var irriterende, fordi de kunne overraske med sindssyg teknik. “Men jeg tror, der er en japaner.” “Det er okay.” Japanere var fine nok. Dem kunne man få til at knække, fordi de var mentalt skrøbelige. Som valmuer, der taber bladene, bare man rører ved dem. Jeg gik altid alle konkurrenterne igennem med Simon. Det var en del af min faste rutine.

Bolsjoj_sats.indd 23

28/01/2016 10.09

En anden fast rutine var vores historie. Ved interviewet havde jeg, som jeg plejede, fortalt levende om min og Simons skæbne. Jeg tøvede indstuderet ved de mørklagte dele og sørgede for, at også juryen fik brudstykker af vores skæbne. De skulle huske os som mere end teknisk dygtige dansere. Det var vigtigt at knytte personlighed til sine dansepræstationer. Konkurrencen var ikke kun på scenen, den var også i kulissen. Og lige netop i denne russiske kulisse fik vores historie en helt særlig betydning. Simon og jeg blev adopteret fra Rusland af Søren og Lone, da vi var 10 måneder gamle. De fik os fra et stort, nu nedlagt, børnehjem i Moskva, hvor de fleste af børnene kom ude fra de mindre byer i omegnen. Vi var blevet anbragt af en familie fra Skt. Petersborg, som krævede anonymitet, men som også ville godkende, hvor vi blev bortadopteret til. Det blev så til Danmark. Til Lone og Søren i Dalum. Da det gik op for journalisterne, at dette var vores første rejse til Rusland siden vores bortadoption, spurgte de i munden på hinanden om vores indtryk og følelser omkring mødet med moderlandet. Det gik præcis, som jeg havde planlagt. Jeg kyssede Simon godnat. Så gik jeg ind til mig selv og strakte hele kroppen igennem, før jeg lagde mig til at sove på ryggen. Klar til næste dag og første dans. Men som stilheden lagde sig, kunne jeg mærke an spændtheden vende tilbage. Jeg drømte, jeg dansede. Odette fra Svanesøen. Mine arme lavede de fineste vingeslag, og jeg ventede på, at

Bolsjoj_sats.indd 24

28/01/2016 10.09

Simon skulle komme ind som prinsen. Men han kom ikke. Han var slet ikke i kulissen. Jeg så ud mod den kulsorte sal og fik øje på jurymedlemmerne. De var alle sammen svaner. De skræppede med deres næb og virrede med deres lange halse. De var på vej op mod mig. Jeg måtte bevise, jeg kunne flyve, ellers ville de nappe mig ihjel. Jeg sprang og sprang og baskede og baskede. Jeg opdagede, at jeg havde fået rigtige vinger, og nu svævede jeg op under loftet. Der blev helt stille, og alle kiggede beundrende på mig. Indtil fjerene begyndte at falde af. En efter en, til jeg havde tabt dem alle. Så styrtede jeg nøgen mod scenegulvet.

Bolsjoj_sats.indd 25

28/01/2016 10.09

JOHANNE ALGREN MERLIN P. MANN

THRILLER 9 788711 443224

Bolsjoj_TRYK.indd 1

CARLSEN

27/01/16 09.18