Da Bree fra den ene dag til den anden forlader sit liv i Cincinnati og flytter til den lille by Pelion i delstaten Maine, håber hun, at hun endelig kan lægge fortiden bag sig og finde fred. Hun tager et job som servitrice og flytter ind i en lille hytte ved bredden af en sø. Allerede første dag i byen møder hun Archer. En stille mand, der lever for sig selv, og som kæmper med sine egne dæmoner. En mand, ingen bemærker – bortset fra Bree. Bree og Archer bliver gode venner, og i skyggen af Maines mørke skove mærker Bree for første gang følelser, hun aldrig før har kendt til.

MIA SHERIDAN er amerikansk bestsellerforfatter. Hun bor i Ohio med sin familie og skriver kærlighedshistorier om mennesker, der er skæbnebestemt til at finde hinanden. Archers stemme er hendes første udgivelse på dansk.

”En hjerteskærende og smuk kærligheds-

historie … en bog, jeg sent vil glemme.” – AMAZON

MØD MIA PÅ: miasheridan.com facebook.com/miasheridanauthor instagram: @miasheridanauthor

ARCHERS STEMME

Archers stemme er en hed og romantisk fortælling om sorg, skæbne og kærlighedens helende kraft.

”Uden at fjerne blikket fra mig

MIA SHERIDAN

© J E N N Y GA SKIN S

SIGN OF LOVE

skubbede Archer mig baglæns hen til sofaen og lagde mig forsigtigt ned. Jeg missede op mod ham og bed mig i læben. Som han stod over mig på den måde … blev alle mine fantasier til virkelighed. Dog havde min forestillingsevne ikke rakt så vidt, for jeg havde aldrig overvejet at tilføje ærefrygt og begær til min fantasifigurs

MIA SHERIDAN

ARCHERS STEMME ”En af de smukkeste og mest hjertevarme bøger, jeg nogensinde har læst” – GOODREADS

twitter: @MSheridanAuthor

#archersstemme 9 788711 690123 Oms la g: Fa r mh ou s e D e si g n

LO V E B O O K S . D K

EN SIGN OF LOVE-ROMAN

LOVEBOOKS

ansigtstræk. Jeg havde aldrig overvejet at udstyre ham med vidunderlige whiskyfarvede øjne indrammet af mørke vipper. Jeg kunne ikke vide, at Archer Hale fandtes et eller andet sted i denne skøre, store verden, og at han var skabt for mig alene.”

MIA SHERIDAN

ARCHERS STEMME PÃ¥ dansk ved Anne Brinch

ARCHERS STEMME.indd 3

05/09/17 3:21 pm

Archers stemme er oversat fra amerikansk efter Archer’s Voice Copyright © 2014 Mia Sheridan Published by arrangement with Bookcase Literary Agency and Nordin Agency AB. All rights reserved Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag Bogen er sat med Palatino og trykt hos Scandbook UAB 2017 Omslag: Carina Krusaa, Farmhouse Design ISBN: 978-87-11-69012-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lovebooks.dk www.lindhardtogringhof.dk LOVEBOOKS – et imprint under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

ARCHERS STEMME.indd 4

05/09/17 3:21 pm

Denne bog er tilegnet mine drenge, Jack, Cade og Tyler. Verden har brug for så mange gode mænd som muligt. Jeg er stolt over at sende tre af dem derud. Brødre for altid.

ARCHERS STEMME.indd 5

05/09/17 3:21 pm

Myten om kentauren Chiron Som gruppe var kentaurerne kendt for at være urostiftere, forfaldne til druk og voldsom, lysten opførsel. Men Chiron var ikke som de andre – han blev kaldt ’Den gode kentaur’ og ’Den sårede healer’ og var klogere, mildere og mere retskaffen end sin slags. Sørgeligt nok blev han skudt med en forgiftet pil af sin ven Herkules, da Herkules kæmpede imod de andre kentaurer. Eftersom Chiron var udødelig, måtte han leve videre med sit uhelbredelige sår, forpint af smerte. Chiron traf omsider Prometheus, som også led af voldsomme smerter. Guderne havde dømt Prometheus til evig pine, og han stod bundet til en klippe, hvortil der hver morgen blev sendt en ørn for at spise Prometheus’ lever, som hver aften voksede ud igen. Chiron tilbød villigt at afstå sit liv for Prometheus og på den måde befri dem begge fra deres evige pine. Chiron faldt død om for Prometheus’ fødder. Men grundet hans godhed og indsats gjorde Zeus Chiron til en del af stjernebilledet Skytten, hvor hans skønhed kunne nydes i al evighed. Chirons sår symboliserer lidelsens forvandlende kraft – at personlig lidelse, såvel fysisk som følelsesmæssig, kan blive kilde til stor moralsk og åndelig styrke.

ARCHERS STEMME.indd 6

05/09/17 3:21 pm

KAPITEL ET

Archer – syv år gammel, april ”Tag min hånd, jeg har dig,” sagde jeg helt dæmpet, og helikopteren lettede fra jorden, idet Duke tog Snake Eyes’ hånd. Jeg forsøgte at lege så stille som muligt – min mor var helt smadret igen, og jeg ville ikke vække hende oppe på værelset, hvor hun lå og sov. Hun havde sagt, at jeg skulle sidde i sengen hos hende og se tegnefilm, og det havde jeg gjort lidt, men da jeg så, at hun sov, var jeg gået nedenunder for at lege med mit G.I. Joe-legetøj. Helikopteren landede, og mine mænd hoppede ud og løb ind under den stol, jeg havde lagt et håndklæde over for at omdanne den til en del af en underjordisk bunker. Jeg tog helikopteren og løftede den op fra jorden igen med en whop, whop, whop-lyd. Jeg ville ønske, jeg kunne knipse med fingrene og forvandle den til en rigtig helikopter. Så ville jeg trække min mor ind i den, og så ville vi flyve væk herfra – væk fra ham, væk fra de blå øjne og min mors gråd. Jeg var ligeglad med, hvor vi landede, så længe det var langt, langt væk. 7

ARCHERS STEMME.indd 7

05/09/17 3:21 pm

Jeg kravlede tilbage i min bunker, og et par minutter senere hørte jeg hoveddøren åbne og lukke og derefter nogle tunge fodtrin, som gik igennem vores entre og ned ad gangen hen mod der, hvor jeg legede. Jeg kiggede ud og så et par skinnende sorte sko og opslagene på det, jeg vidste var uniformsbukser. Jeg kravlede ud, så hurtigt jeg kunne. ”Onkel Connor!” sagde jeg, idet han knælede, og jeg kastede mig i armene på ham og sørgede for at holde mig fra den side, hvor han havde skyderen og politilommelygten. ”Hej, lille mand,” sagde han og knugede mig ind til sig. ”Hvordan har min redningshelt det?” ”Godt. Har du set den underjordiske fæstning, jeg har bygget?” sagde jeg og flyttede mig, mens jeg stolt pegede over skulderen og hen på den fæstning, jeg havde lavet af tæpper og håndklæder under bordet. Det var ret sejt. Onkel Connor smilede og så om bag mig. ”Det har jeg i hvert fald. Det har du gjort godt, Archer. Jeg har aldrig set en fæstning så uigennemtrængelig som den der.” Han blinkede og smilede endnu mere. Jeg grinede. ”Skal vi lege?” spurgte jeg. Han rodede op i mit hår og smilede. ”Ikke lige nu, kammerat. Senere, okay? Hvor er din mor?” Jeg følte mit ansigt blive langt. ”Æhm, hun har det ikke så godt. Hun har lagt sig.” Jeg iagttog Onkel Connors ansigt og gyldenbrune øjne. Det billede, der dukkede op i mit hoved netop nu, var himlen lige før en storm – mørk og næsten skræmmende. Jeg rykkede mig lidt baglæns, men i det samme klarede Onkel

8

ARCHERS STEMME.indd 8

05/09/17 3:21 pm

Connors øjne op, og han trak mig atter ind til sig og krammede mig. ”Okay, Archer, okay,” sagde han. Han satte mig tilbage og blev ved med at holde fast i mine arme, mens hans øjne bevægede sig hen over mit ansigt. Jeg smilede til ham, og han smilede tilbage. ”Du har din mors smil, ved du godt det?” Jeg smilede endnu mere. Jeg elskede min mors smil – det var varmt og smukt og fik mig til at føle mig elsket. ”Men jeg ligner min far,” sagde jeg og kiggede ned. Alle sagde, at jeg havde noget Hale over mig. Han stirrede bare på mig et øjeblik og så ud, som om han havde lyst til at sige noget, men så ombestemte han sig. ”Nå, men det er en god ting, kammerat. Din far er en flot satan.” Han sendte mig et smil, men det nåede ikke hans øjne. Jeg kiggede på ham og ønskede, at jeg lignede Onkel Connor. Min mor fortalte mig engang, at han var den flotteste mand, hun havde set i hele sit liv. Men efterfølgende så hun brødebetynget ud, som om hun ikke burde have sagt det. Nok fordi han ikke var min far, gættede jeg på. Desuden var Onkel Connor politibetjent – en helt. Når jeg blev voksen, ville jeg være ligesom ham. Onkel Connor rejste sig. ”Jeg går op og ser, om din mor er vågen. Leg du med dine actionfigurer, så kommer jeg ned om lidt, okay, kammerat?” ”Okay.” Jeg nikkede. Han rodede op i mit hår igen og gik så hen mod trappen. Jeg ventede nogle øjeblikke, inden jeg stille fulgte efter ham op. Jeg undgik hver en knirken og

9

ARCHERS STEMME.indd 9

05/09/17 3:21 pm

brugte gelænderet til at komme fremad. Jeg vidste, hvordan man skulle være stille i det her hus. Da jeg nåede toppen af trappen, stillede jeg mig lige uden for døren til min mors værelse og lyttede. Døren stod kun akkurat på klem, men det var nok. ”Jeg er okay, Connor, det er jeg,” sagde min mors dæmpede stemme. ”Du er ikke okay, Alyssa,” hvæsede han, hans stemme knækkede på en måde til sidst, som skræmte mig. ”Mand. Jeg har lyst til at slå ham ihjel. Jeg har fået nok af det her, Lys. Jeg har fået nok af martyriet. Du tror måske, du fortjener det her, men det. Gør. Archer. Ikke,” sagde han og spyttede de sidste tre ord ud på en måde, så jeg vidste, at han bed tænderne sammen, som jeg havde set ham gøre før. Som regel når min far var i nærheden. I et par minutter hørte jeg kun min mors stille gråd, indtil Onkel Connor atter talte. Denne gang lød hans stemme underlig, udtryksløs. ”Vil du vide, hvor han er lige nu? Han forlod baren og tog med Patty Nelson hjem. Han gennemknepper hende i hendes campingvogn. Jeg kørte forbi og kunne høre det helt ude fra bilen.” ”Du godeste, Connor,” sagde min mor halvkvalt. ”Prøver du at gøre det her værre?” ”Nej!” brølede han, og det gav et sæt i mig. ”Nej,” sagde han, nu mere stille. ”Jeg forsøger at få dig til at indse, at det er nok nu. Det er nok. Hvis du troede, du skulle udstå en straf, så har du gjort det. Kan du ikke se det? Du havde aldrig ret i den antagelse, men lad os nu bare sige, at du 10

ARCHERS STEMME.indd 10

05/09/17 3:21 pm

havde – den er udstået, Lys. Den er for længst udstået. Og nu bliver vi alle sammen straffet. Du godeste. Vil du vide, hvad jeg fik lyst til, da jeg hørte lydene inde fra den campingvogn? Jeg fik lyst til at storme derind og banke ham sønder og sammen for at have ydmyget dig, for at være så respektløs over for dig. Og det mest idiotiske ved det hele er, at jeg burde være glad for, at han er sammen med en anden end dig, hvem som helst anden end kvinden, som jeg har så fucking langt inde under huden, at jeg ikke ville kunne grave dig ud med et trykluftbor. Men i stedet gjorde det mig dårlig. Dårlig, Lys. Dårlig over, at han ikke behandlede dig ordentligt, også selvom det modsatte måske ville betyde, at jeg aldrig kunne få dig igen.” Der var stille inde fra værelset lidt, og jeg fik lyst til at kigge ind, men gjorde det ikke. Det eneste, jeg kunne høre, var min mors sagte gråd og lidt puslen. Endelig fortsatte Onkel Connor, nu med dæmpet, blid stemme: ”Lad mig få dig væk herfra, skat, vær nu sød, Lys. Lad mig beskytte dig og Archer. Må jeg ikke nok?” Hans stemme var fuld af noget, jeg ikke kendte navnet for. Jeg trak vejret stille ind. Ville han få os væk herfra? ”Hvad med Tori?” spurgte min mor roligt. Det varede et par sekunder, før Onkel Connor svarede: ”Jeg ville blive nødt til at fortælle Tori, at jeg gik min vej. Vi har alligevel ikke haft et ordentligt ægteskab i årevis. Det må hun kunne forstå.” ”Det kommer hun ikke til, Connor,” sagde min mor og lød bange. ”Det vil hun ikke bare forstå. Hun vil hævne sig på os. Hun har altid hadet mig.” 11

ARCHERS STEMME.indd 11

05/09/17 3:21 pm

”Alyssa, vi er ikke børn længere. Det her handler ikke om et eller andet latterligt konkurrencepis. Det handler om det virkelige liv. Det handler om, at jeg elsker dig. Det handler om, at vi fortjener et liv sammen. Det handler om dig, mig og Archer.” ”Og Travis?” spurgte hun stille. Der var en pause. ”Jeg finder ud af noget med Tori,” sagde han. ”Det skal du ikke bekymre dig om.” Mere stilhed, og så sagde min mor: ”Dit job, byen …” ”Alyssa,” sagde Onkel Connor, hans stemme var mild, ”alt det er jeg ligeglad med. Hvis du ikke er der, er alt andet ligegyldigt. Ved du efterhånden ikke godt det? Jeg siger mit job op, sælger jorden. Vi skal have et liv, skat. Finde lykken. Væk herfra – væk fra det her sted. Noget, vi kan kalde vores eget. Vil du ikke gerne det, skat? Sig til mig, at du vil.” Stilhed igen, jeg hørte nogle bløde lyde, måske kyssede de. Jeg havde set dem kysse før, når min mor ikke vidste, at jeg udspionerede dem, ligesom jeg gjorde nu. Jeg vidste, at det var forkert – mødre måtte ikke kysse mænd, som de ikke var gift med. Men jeg vidste også, at fædre ikke måtte komme fulde hjem hele tiden og slå deres koner i ansigtet, og mødre måtte ikke kigge på onkler med det hengivne udtryk, min mor altid fik i ansigtet, når Onkel Connor kom forbi. Det var alt sammen meget rodet og forvirrende, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det hele. Det var derfor, at jeg udspionerede dem, for at forsøge at forstå. Endelig, efter hvad der virkede som lang tid, hviskede min mor, så jeg dårligt kunne høre det: ”Ja, Connor, få os væk herfra. Tag os langt, langt væk. Dig og mig og Archer. Lad os 12

ARCHERS STEMME.indd 12

05/09/17 3:21 pm

finde lykken. Det er det, jeg vil have. Jeg vil have dig. Du er den eneste, jeg nogensinde har villet have.” ”Lys … Lys … min Lys …” hørte jeg Onkel Connor sige imellem dybe åndedrag. Jeg sneg mig væk, begav mig ned ad trappen igen uden om de knirkende steder, bevægede mig i stilhed, uden en lyd.

ARCHERS STEMME.indd 13

05/09/17 3:21 pm

KAPITEL TO

Bree Jeg slængte rygsækken over skulderen, greb den lille hundetransportboks på passagersædet og lukkede bildøren bag mig. Jeg stod stille et øjeblik og bare lyttede til fårekyllingernes morgensang, der gav genlyd overalt og næsten, men ikke helt, overdøvede den sagte susen fra træerne, der raslede i vinden. Himlen over mig var knaldblå, og jeg kunne akkurat skimte en smal stribe glinsende søvand mellem hytterne foran mig. Jeg kiggede på den hvide hytte, den, der stadig havde det lille skilt i facadevinduet, som angav, at den var ’Til leje’. Den var tydeligvis af ældre dato og lettere forfalden, men den besad en charme, som øjeblikkeligt appellerede til mig. Jeg kunne se mig selv sidde på den lille veranda om aftenen og betragte de omkringstående træer svaje i brisen, mens månen stod op over søen bag mig, og luften duftede af fyr og søvand. Jeg smilede ved mig selv. Jeg håbede, at det indvendige også rummede en vis charme, eller i det mindste var rent. ”Hvad synes du, Phoebs?” spurgte jeg dæmpet. Phoebe bjæffede billigende fra sin boks. 14

ARCHERS STEMME.indd 14

05/09/17 3:21 pm

”Jah, det synes jeg også,” sagde jeg. En gammel sedan standsede ved siden af min lille folkevognsboble, og en ældre, tyndhåret mand steg ud og kom hen mod mig. ”Bree Prescott?” ”Det er mig.” Jeg smilede og tog et par skridt frem, trykkede hans hånd. ”Tak, fordi vi kunne mødes med så kort varsel, mr. Connick.” ”Kald mig endelig George,” sagde han, idet han smilede tilbage og gik mod hytten. Vi hvirvlede begge to støv og fyrrenåle op ved hvert skridt. ”Det er ikke et problem at skulle mødes. Jeg er gået på pension, så jeg har ikke noget skema, jeg skal følge. Det her passede helt fint.” Vi gik op ad de tre trætrin til verandaen, og han tog et nøglebundt op af lommen og begyndte at lede efter en bestemt. ”Her,” sagde han, satte nøglen i låsen og skubbede hoveddøren op. Lugten af støv iblandet en anelse skimmel slog mig i møde, da vi trådte indenfor, og jeg så mig omkring. ”Min kone kommer herud og støver af og gør lidt rent så ofte som muligt, men som du kan se, kunne det godt trænge til en ordentlig omgang. Norma kommer ikke så nemt omkring, som hun plejede, med leddegigt i hoften og sådan. Stedet har stået tomt hele sommeren.” ”Det er helt fint.” Jeg smilede til ham, satte Phoebes transportboks ned ved siden af døren og bevægede mig hen mod det, jeg kunne se måtte være køkkenet. Det indvendige af huset havde brug for mere end bare en almindelig omgang rengøring – nærmere en total nedvaskning. Men jeg forelskede mig straks i det. Det var gammelt og malerisk og fuld af char15

ARCHERS STEMME.indd 15

05/09/17 3:21 pm

me. Da jeg løftede på noget af afdækningen, kunne jeg se, at møblerne var gamle, men smagfulde. Trægulvene bestod af brede planker og var herligt rustikke, og farverne på vægge og døre var alle diskrete og dæmpede. Køkkenapparaterne var af ældre dato, men jeg havde alligevel ikke brug for så meget, når det kom til køkkenet. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde havde lyst til at lave mad igen. ”Soveværelset og badeværelset er inde bagved …” begyndte mr. Connick. ”Jeg tager det,” brød jeg ind, hvorefter jeg lo og rystede lidt på hovedet. ”Jeg mener, hvis det stadig er ledigt, og det er okay med dig, tager jeg det.” Han klukkede. ”Jamen, ja, det er storartet. Lad mig lige hente lejekontrakten ude i bilen, så vi kan få klaret det. Jeg har skrevet to måneders depositum, men det kan vi godt snakke om, hvis det er et problem.” Jeg rystede på hovedet. ”Nej, det er ikke et problem. Det lyder fint.” ”Okay så, jeg er tilbage om lidt,” sagde han og gik hen mod døren. Mens han var udenfor, tog jeg mig tid til at gå ned ad gangen og kaste et blik ind i soveværelset og badeværelset. De var begge små, men kunne gå an, præcis som jeg havde regnet med, at de kunne. Det, der fangede min opmærksomhed, var det store soveværelsesvindue, der vendte ud mod søen. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg betragtede udsigten over den lille anløbsbro, der førte ned til det rolige, spejlblanke vand – overvældende blåt i det strålende morgenlys. 16

ARCHERS STEMME.indd 16

05/09/17 3:21 pm

Langt ude sås to både, ikke meget mere end to prikker i horisonten. Pludselig, imens jeg så ud over vandet, fik jeg den besynderligste lyst til at græde – ikke af bedrøvelse, men af glæde. Lige så snart jeg mærkede den, begyndte den at svinde bort og efterlod mig med en underlig nostalgi, jeg ikke kunne forklare. ”Nu skal du se,” kaldte mr. Connick, og jeg hørte døren lukke bag ham. Jeg forlod rummet for at underskrive papirerne på det sted, jeg ville kalde hjem – om ikke andet, så det næste lille stykke tid – og forsøgte at tro på, at jeg endelig ville finde noget fred her. 

Norma Connick havde ladet alle sine rengøringsmidler stå i hytten, så efter at jeg havde slæbt min kuffert ud af bilen og sat den i soveværelset, gik jeg i gang. Tre timer senere skubbede jeg en fugtig tot hår væk fra øjnene og trådte et skridt tilbage for at beundre mit arbejde. Trægulvene var rene og fri for støv, alle møblerne havde fået fjernet afdækningen, og hele stedet var godt og grundigt støvet af. Jeg havde fundet sengetøj og håndklæder i skabet i gangen, vasket og tørret det i den lille vaskesøjle ved siden af køkkenet og derefter redt sengen. Køkken og badeværelse var blevet skuret og desinficeret, og jeg havde åbnet alle vinduerne for at lukke den varme sommerbrise, der kom nede fra søen, ind. Jeg skulle ikke være på stedet her særlig længe, men for nu var jeg tilfreds. 17

ARCHERS STEMME.indd 17

05/09/17 3:21 pm

Jeg pakkede de få toiletsager, jeg havde smidt i kufferten, ud og satte dem i medicinskabet, og så tog jeg et langt, køligt brusebad og vaskede timerne med rengøring og de endnu flere timer i bilen af kroppen. Jeg havde delt den seksten timer lange køretur fra min hjemby, Cincinnati, Ohio, op i to ottetimersstræk og havde kørt hele natten for at kunne ankomme hertil om morgenen. Jeg havde gjort ophold på en lille internetcafé i New York den foregående dag og tjekket nettet for lejeboliger i den by, jeg var på vej til. Den by i Maine, jeg havde valgt som mit bestemmelsessted, var et populært turistmål, så efter mere end en times søgen var det tætteste, jeg kunne komme det, en lille by ved navn Pelion på den anden side af søen. Da jeg havde tørret mig, tog jeg et par rene shorts og en T-shirt på og fandt min telefon for at ringe til min bedste veninde, Natalie. Hun havde ringet til mig adskillige gange, efter at jeg havde skrevet til hende og fortalt, at jeg tog af sted, og jeg havde kun sms’et hende tilbage. Jeg skyldte hende en egentlig opringning. ”Bree?” svarede Nat med lyden af latter i baggrunden. ”Hey, Nat, ringer jeg på et dårligt tidspunkt?” ”Hæng lige på, jeg går udenfor.” Hun lagde hånden over røret og sagde noget til nogen og vendte så tilbage. ”Nej, det er ikke et dårligt tidspunkt! Jeg har været helt syg efter at snakke med dig! Jeg spiser frokost med min mor og tante. De kan vente lidt. Jeg har været bekymret,” sagde hun i et let bebrejdende tonefald. Jeg sukkede. ”Jeg ved det, undskyld. Jeg er i Maine.” Jeg havde fortalt hende, at det var der, jeg tog hen. 18

ARCHERS STEMME.indd 18

05/09/17 3:21 pm

”Bree, du er lige kørt. I guder. Fik du overhovedet pakket alting?” ”Et par ting. Nok.” Hun fnyste. ”Okay. Nå, hvornår kommer du hjem igen?” ”Det ved jeg ikke. Jeg tænker, jeg nok bliver her lidt. Altså, jeg har ikke fortalt dig det her før nu, men jeg er ved at løbe tør for penge – jeg har lige brugt en ordentlig portion på depositum for den hytte, jeg lejer. Jeg har brug for at finde et job, i det mindste i et par måneder, og tjene nok til at kunne finansiere turen tilbage og et par måneders leveomkostninger, når først jeg er hjemme.” Nat holdt en lille pause. ”Jeg vidste ikke, det var så slemt. Men Bree, søde, du har en collegeuddannelse, kom hjem og brug den. Du behøver ikke leve som en eller anden vagabond i en by, hvor du ikke kender et eneste menneske. Jeg savner dig allerede. Avery og Jordan savner dig. Lad dine venner hjælpe dig tilbage til livet – vi elsker dig. Jeg kan sende dig nogle penge, hvis det betyder, at du kommer hurtigere hjem.” ”Nej, nej, Natalie. Virkelig. Jeg har brug for noget tid, okay? Jeg ved, I elsker mig. Det gør jeg,” sagde jeg. ”Jeg elsker også jer. Det her er bare noget, jeg bliver nødt til at gøre.” Hun holdt endnu en pause. ”Var det på grund af Jordan?” Jeg bed mig i læben et øjeblik. ”Nej, ikke kun. Jeg mener, måske var det dråben, men nej, jeg prøver ikke at flygte fra Jordan. Det var ligesom bare den sidste ting, jeg havde brug for, ikk’? Det hele blev bare … for meget.” ”Årh, søde, der er grænser for, hvor meget én person kan klare.” Da jeg var stille, sukkede hun og sagde: ”Så det halv19

ARCHERS STEMME.indd 19

05/09/17 3:21 pm

mærkelige, improviserede roadtrip hjælper allerede?” Jeg hørte smilet i hendes stemme. Jeg lo en stille latter. ”På nogle måder, måske. På andre, ikke helt endnu.” ”Så de er ikke forsvundet endnu?” spurgte Natalie stille. ”Nej, Nat, ikke endnu. Jeg har en god fornemmelse i forhold til det her sted. Det har jeg virkelig.” Jeg forsøgte at lyde munter. Nat holdt endnu en pause. ”Søde, jeg tror ikke, det handler om stedet.” ”Det er ikke det, jeg mener. Jeg mener bare, det føles som et godt sted at være et lille stykke tid … orv, du skal gå. Din mor og tante venter på dig. Vi kan snakke om det her på et andet tidspunkt.” ”Okay,” sagde hun tøvende. ”Så du føler dig tryg?” Jeg stoppede op. Jeg følte mig aldrig helt tryg. Ville jeg komme til det igen? ”Ja, og der er så smukt her. Jeg har fundet en hytte lige ved søen.” Jeg kastede et blik ud ad vinduet bag mig, betragtede endnu en gang den smukke udsigt over vandet. ”Må jeg komme på besøg?” Jeg smilede. ”Lad mig lige falde til. Måske inden jeg vender næsen hjemad igen?” ”Okay, aftale. Jeg savner dig virkelig.” ”Jeg savner også dig. Jeg ringer igen snart, okay?” ”Okay. Hej, søde.” ”Hej, Nat.” Jeg lagde på og gik hen til det store vindue, trak rullegardinet i mit nye soveværelse ned og lagde mig i den nyredte 20

ARCHERS STEMME.indd 20

05/09/17 3:21 pm

seng. Phoebe fandt sig til rette ved mine fødder. Jeg faldt i søvn, i samme øjeblik mit hoved ramte puden. 

Jeg vågnede til lyden af fuglekvidder og den fjerne skvulpen af vand mod bredden. Jeg vendte mig og så på uret. Den var lidt over seks om aftenen nu. Jeg strakte mig og satte mig op, orienterede mig. Jeg stod op med Phoebe traskende i hælene og børstede tænder i det lille badeværelse. Da jeg havde skyllet munden, studerede jeg mig selv i spejlet på medicinskabet. De mørke rande under øjnene var der stadig, selvom de var mindre udtalte efter de fem timers søvn, jeg lige havde fået. Jeg nev mig i kinderne for at få lidt farve i dem, sendte mig selv et stort, fedt, forlorent grin i spejlet og rystede så på hovedet ad mig selv. ”Det skal nok gå, Bree. Du er stærk, og du bliver glad igen. Kan du høre mig? Der er noget godt ved stedet her. Kan du mærke det?” Jeg lagde hovedet på skrå og fortsatte lidt med at stirre på mig selv i spejlet. Masser af mennesker gav deres spejlbillede en peptalk på badeværelset, ikk’? Helt normalt. Jeg prustede sagte og rystede atter let på hovedet. Jeg skyllede ansigtet og trak så hurtigt mit lange, lysebrune hår tilbage i en rodet knold i nakken. Jeg gik ud i køkkenet og åbnede fryseren, hvor jeg havde lagt den mad, jeg havde haft liggende på is i en køletaske i bilen. Jeg havde ikke haft en masse mad at tage med – bare de få ting, jeg havde i køleskabet derhjemme: et par mikrobølgemåltider, mælk, peanutbutter, brød og noget frugt. Og en halv 21

ARCHERS STEMME.indd 21

05/09/17 3:21 pm

pose hundemad til Phoebs. Men det var nok til et par dage, inden jeg blev nødt til at finde den lokale købmandsforretning. Jeg stak en pastaret ind i den mikrobølgeovn, der stod på køkkenbordet, og blev så stående og spiste maden med en plastikgaffel. Jeg kiggede ud ad køkkenvinduet, mens jeg spiste, og bemærkede en ældre kvinde i blå kjole og med kort, hvidt hår komme ud fra hytten ved siden af min og gå over mod min veranda med en kurv i hænderne. Da jeg hørte hendes lette banken, smed jeg den nu tomme papbeholder i skraldespanden og gik hen for at åbne. Den ældre kvinde smilede varmt til mig. ”Hej, kære, jeg hedder Anne Cabbott. Det ser ud, som om du er min nye nabo. Velkommen til.” Jeg smilede tilbage og tog imod den kurv, hun rakte mig. ”Bree Prescott. Mange tak. Hvor skønt.” Jeg løftede et hjørne af det håndklæde, der lå øverst, og den søde duft af blåbærmuffins steg op mod mig. ”Du godeste, de dufter dejligt,” sagde jeg. ”Vil du med indenfor?” ”Faktisk ville jeg spørge dig, om du ville med over og have noget iste på min veranda. Jeg har lige lavet en frisk omgang.” ”Åh,” tøvede jeg, ”okay, selvfølgelig. Bare giv mig et øjeblik til at få nogle sko på.” Jeg gik tilbage indenfor og satte muffinsene på køkkenbordet og fortsatte så ind i soveværelset, hvor jeg havde sparket mine klipklapper af. Da jeg kom tilbage ud foran, stod Anne på kanten af verandaen og ventede på mig. ”Sådan en herlig aften. Jeg forsøger at sidde udenfor om aftenen og nyde det. Inden længe begynder jeg at brokke mig over, hvor koldt det er.” 22

ARCHERS STEMME.indd 22

05/09/17 3:21 pm

Vi begyndte at gå tilbage mod hendes hytte. ”Bor du her så hele året rundt?” spurgte jeg og kiggede på hende. Hun nikkede. ”De fleste af os her på denne side af søen bor her hele året. Turisterne er ikke interesserede i byen her, som forholdene er. Det er derovre,” hun nikkede mod den fjernestliggende side af søen, som knap nok kunne ses på denne afstand, ”alle turistattraktionerne ligger. De fleste her i byen har ikke noget imod det, er faktisk glade for det. Men det kommer selvfølgelig alt sammen til at ændre sig. Hende, der ejer byen, Victoria Hale, har en masse ekspansionsplaner, som vil betyde, at turisterne også kommer hertil.” Hun sukkede, idet vi gik op ad trappen til hendes veranda, og satte sig så ned i en af kurvestolene. Jeg satte mig i en topersoners gyngesofa og lænede mig tilbage i hynden. Hendes veranda var smuk og hyggelig, fuld af behagelige, hvide kurvemøbler og knaldblå og gule hynder. Der var blomsterkrukker alle vegne, petuniaer og kartoffelplanter brusede ud over siderne. ”Hvad synes du om, at der kommer turister hertil?” Hun rynkede panden let. ”Åh, altså, jeg kan godt lide vores lille, stille by. Jeg synes, de skal blive derovre. Vi har stadig fornøjelsen af de gennemrejsende, og det er tilstrækkeligt efter min smag. Desuden kan jeg godt lide provinsstemningen. Der skal formentlig bygges ejerlejligheder her, så det er slut med hytter ved søbredden.” Jeg rynkede brynene. ”Åh, det er jeg ked af,” sagde jeg, da det gik op for mig, at hun mente, hun ville blive nødt til at flytte. 23

ARCHERS STEMME.indd 23

05/09/17 3:21 pm

Hun vinkede afværgende med hånden. ”Jeg klarer den. Jeg er mere bekymret for de butikker inde i byen, der kommer til at lukke på grund af ekspansionen.” Jeg nikkede, stadig med rynkede bryn. Vi var tavse et øjeblik, inden jeg sagde: ”Jeg holdt ferie med min familie på den anden side af søen, da jeg var lille.” Hun tog tekanden fra det lille bord ved siden af sig, skænkede os hver et glas og gav mig mit. ”Gjorde du? Hvad bringer dig tilbage nu?” Jeg tog en tår af min te, gik med vilje i stå et par sekunder. Endelig sagde jeg: ”Jeg er på et kort roadtrip. Jeg var lykkelig her den sommer.” Jeg trak på skuldrene. Jeg forsøgte at smile, men at tale om min familie fik det stadig til at stramme i brystet. Jeg lagde ansigtet i, hvad jeg håbede var elskværdige folder. Hun iagttog mig et øjeblik og tog selv en tår af sin te. Så nikkede hun. ”Jamen, kære, det synes jeg lyder godt. Og jeg tænker, at hvis stedet her har gjort dig lykkelig tidligere, så kan det gøre dig lykkelig igen. Nogle steder passer bare til en, tror jeg.” Hun smilede varmt, og jeg smilede tilbage. Jeg fortalte hende ikke, at den anden grund til, at jeg befandt mig her, var, at det var det sidste sted, min familie havde været rigtig glad og sorgløs. Min mor havde fået konstateret brystkræft, da vi kom hjem fra den tur. Hun døde et halvt år senere. Fra da af havde det bare været min far og mig. ”Hvor længe regner du med at blive?” spurgte Anne og rev mig ud af mine drømmerier. ”Jeg er ikke sikker. Jeg har ikke rigtig nogen tidsplan. Men jeg bliver nødt til at få mig et job. Kender du nogen, der mangler folk?” 24

ARCHERS STEMME.indd 24

05/09/17 3:21 pm

Hun satte glasset ned. ”Det gør jeg faktisk. Dineren inde i byen har brug for en morgenservitrice. De holder åbent til morgenmad og frokost. Jeg var derinde forleden dag, og de havde et skilt hængende. Hende, der havde jobbet før, har fået barn og besluttede sig for at gå hjemme med ham. Den ligger lige midt på byens hovedgade – Norm’s. Du kan ikke undgå at se den. Altid hyggelig og travl. Du kan sige til dem, at Anne har sendt dig.” Hun blinkede til mig. ”Tak.” Jeg smilede. ”Det vil jeg gøre.” Vi sad stille et minuts tid og nippede til vores te, mens fårekyllingerne sang i baggrunden, og en myg nu og da summede ved mit øre. Jeg kunne høre fjerne råb fra sejlerne på søen, sikkert på vej ind for at holde fyraften, og den blide lyd af søens skvulpen mod bredden. ”Der er fredfyldt her.” ”Altså, jeg håber ikke, du synes, jeg blander mig, kære, men det lader til, at du kunne bruge en god dosis fredfyldt.” Jeg åndede ud og lo stille. ”Du må være god til at læse folk,” sagde jeg. ”Der tager du ikke fejl.” Hun lo også stille. ”Jeg har altid været god til at lure folk. Min Bill plejede at sige, at han ikke kunne skjule noget for mig, hvis han forsøgte. Det har selvfølgelig også noget med kærlighed og tid at gøre. Man bliver jo praktisk taget en del af hinanden – og man kan ikke gemme sig for sig selv. Selvom nogle er gode til at prøve, tænker jeg.” Jeg lagde hovedet på skrå. ”Det gør mig ondt. Hvor længe siden er det, du mistede din mand?” ”Åh, det er over ti år siden nu. Men jeg savner ham stadig.” En snert af vemod gik kortvarigt over hendes ansigt, 25

ARCHERS STEMME.indd 25

05/09/17 3:21 pm

inden hun trak skuldrene op og nikkede mod mit glas. ”Han plejede godt at kunne lide lidt bourbon i sin iste. Det gjorde ham kåd. Det havde jeg selvfølgelig intet imod. Det gjorde ham glad og tog mig kun et øjeblik eller to.” Jeg havde netop taget en lille tår af min te og lagde hånden over munden for ikke at komme til at spytte den ud. Da jeg havde sunket den, lo jeg, og Anne grinede til mig. Lidt efter nikkede jeg. ”Ja, på den måde er mænd vist ret simple.” Anne smilede. ”Det lærer vi kvinder tidligt, ikk’? Er der en ung mand derhjemme, der venter på dig?” Jeg rystede på hovedet. ”Nej, jeg har et par gode venner, men der er ikke andre, der venter på mig derhjemme.” Idet ordene forlod mine læber, føltes realiteten af min ’alene i verden’-hed som en mavepuster. Det var ikke nyt for mig, og alligevel fik det at sige ordene det til at stå klart for mig på en måde, som det at vide det ikke gjorde. Jeg tømte mit teglas og forsøgte at synke den følelse, der pludselig havde overrumplet mig. ”Jeg må se at komme af sted,” sagde jeg. ”Mange tak for te og selskab.” Jeg smilede til Anne, og hun smilede tilbage og begyndte at rejse sig op, da jeg gjorde. ”Når som helst, Bree. Hvis du har brug for noget, ved du, hvor jeg er.” ”Tak, Anne. Det er meget venligt. Åh! Jeg har brug for at finde en købmand, ligger der en her i byen?” ”Ja. Haskell’s. Bare kør tilbage gennem byen samme vej, som du kom ind, så ligger den på din venstre hånd. Lige før det eneste lyskryds. Du kan ikke undgå at se den.” 26

ARCHERS STEMME.indd 26

05/09/17 3:21 pm

”Okay, super. Tak igen,” sagde jeg og gik ned ad trapperne med et lille vink. Anne nikkede, smilede og vinkede igen. Da jeg gik tilbage gennem min egen have for at hente min håndtaske fra huset, fik jeg øje på en enlig mælkebøtte fuld af dunede frø. Jeg bukkede mig ned og plukkede den og holdt den op til læberne, imens jeg lukkede øjnene og genkaldte mig Annes ord. Lidt efter hviskede jeg: ”Fred,” inden jeg pus­ tede og så frøene med min hvisken svæve ud af syne. Jeg håbede, at et af dem på en eller anden måde ville nå frem til noget eller nogen, der kunne få ønsker til at gå i opfyldelse.

ARCHERS STEMME.indd 27

05/09/17 3:21 pm

Da Bree fra den ene dag til den anden forlader sit liv i Cincinnati og flytter til den lille by Pelion i delstaten Maine, håber hun, at hun endelig kan lægge fortiden bag sig og finde fred. Hun tager et job som servitrice og flytter ind i en lille hytte ved bredden af en sø. Allerede første dag i byen møder hun Archer. En stille mand, der lever for sig selv, og som kæmper med sine egne dæmoner. En mand, ingen bemærker – bortset fra Bree. Bree og Archer bliver gode venner, og i skyggen af Maines mørke skove mærker Bree for første gang følelser, hun aldrig før har kendt til.

MIA SHERIDAN er amerikansk bestsellerforfatter. Hun bor i Ohio med sin familie og skriver kærlighedshistorier om mennesker, der er skæbnebestemt til at finde hinanden. Archers stemme er hendes første udgivelse på dansk.

”En hjerteskærende og smuk kærligheds-

historie … en bog, jeg sent vil glemme.” – AMAZON

MØD MIA PÅ: miasheridan.com facebook.com/miasheridanauthor instagram: @miasheridanauthor

ARCHERS STEMME

Archers stemme er en hed og romantisk fortælling om sorg, skæbne og kærlighedens helende kraft.

”Uden at fjerne blikket fra mig

MIA SHERIDAN

© J E N N Y GA SKIN S

SIGN OF LOVE

skubbede Archer mig baglæns hen til sofaen og lagde mig forsigtigt ned. Jeg missede op mod ham og bed mig i læben. Som han stod over mig på den måde … blev alle mine fantasier til virkelighed. Dog havde min forestillingsevne ikke rakt så vidt, for jeg havde aldrig overvejet at tilføje ærefrygt og begær til min fantasifigurs

MIA SHERIDAN

ARCHERS STEMME ”En af de smukkeste og mest hjertevarme bøger, jeg nogensinde har læst” – GOODREADS

twitter: @MSheridanAuthor

#archersstemme 9 788711 690123 Oms la g: Fa r mh ou s e D e si g n

LO V E B O O K S . D K

EN SIGN OF LOVE-ROMAN

LOVEBOOKS

ansigtstræk. Jeg havde aldrig overvejet at udstyre ham med vidunderlige whiskyfarvede øjne indrammet af mørke vipper. Jeg kunne ikke vide, at Archer Hale fandtes et eller andet sted i denne skøre, store verden, og at han var skabt for mig alene.”