21 måder at dø på - læseprøve

SARAH ENGELL

21 måder at dø

21 måder indhold.indd 3

04/12/13 11.59

21 m책der indhold.indd 4

04/12/13 11.59

ENGLAND 2010: 15-årige Holly Grogan hopper ud fra en motorvejsbro efter mobning i cyberspace. Hun dør få timer efter faldet på over ni meter.

21 måder indhold.indd 5

04/12/13 11.59

21 m책der indhold.indd 6

04/12/13 11.59

KAPITEL 1

Det er svært at optage lyden af sne, der falder. Hver gang jeg tror, jeg har den, bliver jeg distraheret af den dunkende bas inde fra festsalen. Måske har sne ingen lyd? Det er der vist nogen, der har skrevet en sang om. Jeg kan ikke huske, hvad den hedder. Jeg kan heller ikke mærke mine fødder. Dumt at sidde på hug udenfor, kun i gummisko og spøgelseskostume.

Et vindstød skubber til sneen og forsøger at dække mig til på samme måde som legestativet, sandkassen og skraldespandene. I atmosfæren over mig samler vanddråber sig og får glaskanter. De blæser gennem skolegården og rammer mit ansigt gennem de tre huller, der skal sikre min overlevelse inde i kostumet.

På den anden side af metalhegnet er Christianshavn fragmenter af gadelygter og syvarmede julelysestager under halvt nedrullede persienner. En lastbil trækker motorlyd gennem Prinsessegade. Lygterne oplyser sneen i snurrende stråler, og gaden trykker sig knagende sammen under dækkene. knitr knitr .

Så bliver der stille igen.

Jeg holder mobilen i vejret og skærmer den med modsatte hånd, så den ikke bliver våd. Snefnuggene sætter sig på min håndryg. Småbitte krystaller med stjernearme.

Amalie: Hva så shitface? Er du for fin til festen?

7

21 måder indhold.indd 7

04/12/13 11.59

Snefnuggene balancerer et kort øjeblik på beskeden, inden de smelter. Jeg tørrer dem af med kanten af spøgelseskostumet og gemmer lydoptagelsen i arkivet, selvom jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge den til, hvis jeg aldrig mere skal lave musik.

Amalie: Du ka måske ik klare man taler til dig? Siden du altid stikker af?

Endnu en gang ærgrer jeg mig over, at mobilen er en gave fra mor, så jeg ikke kan kyle den ad helvede til. Amalie er ligeglad med, at jeg ignorerer hende. Hun bliver ved og ved, ligesom snevejret, og jeg gør det kun værre. Ved at sidde her og være mærkelig.

Amalie: Nemt nok at være stor i kæften når man vader i penge og farmand ordner det hele – men du ka INGENTING !!!

I det mindste nøjes hun med sms’er i dag. Jeg hader, når hun skriver på Facebook, hvor hele klassen kan kigge med. Hele verden, hvis den ville.

Før jeg blev udstødt, var jeg med til at oprette vores fælles side: Chr. Skoles bedste klasse. Det er en lukket gruppe, så lærerne ikke kan se, hvad der foregår. Amalie har slettet mig som administrator, så nu er det hende, der bestemmer suverænt. Hun kan invitere hvem som helst og skrive hvad som helst. Lave anonyme afstemninger om alt muligt åndssvagt.

Såsom hvorvidt jeg er en talentløs wannabe rockstar eller ej.

Hvilket 98 % mener, jeg er.

8

21 måder indhold.indd 8

04/12/13 11.59

Jeg burde have forladt gruppen, allerede da vi blev uvenner. Eller rettere: Amalie blev uvenner med mig. Men tanken om, at de skriver bag min ryg, er værre. Jeg vil gerne vide, hvad der foregår. Hvad der gemmer sig bag den demonstrative stilhed, som breder sig i klasselokalet, så snart jeg træder ind ad døren. I to måneder har klassen stort set kun talt om mig i tredje person. Jeg findes i cyberspace, men ikke i virkeligheden. Kun som én, de fniser af og banker ind i, når de skal forbi. Facebookgruppen er en lille sprække ind til den verden, jeg ikke længere er en del af. Et nøglehul, jeg kan kigge igennem for at se, om jeg bør være endnu mere på vagt, end jeg er i forvejen.

[Facebook] Amalie: Alle der ser det her: Stella er en klam luder så for jeres egen skyld hold jer væk. Del gerne!

Nogle gange skulle man tro, hun kunne læse mine tanker.

Jeg var lettet over, at hun skrev på sms, og straks logger hun på Facebook. Nu ligger kommentaren på Chr. Skoles bedste klasse, hvor jeg ikke kan slette den, og hvor hele klassen kan se den. Jeg kan fornemme deres øjne, selvom jeg er alene.

Blikkene er overalt, ligesom snefnuggene, og jeg forsvinder.

Troen på mig selv forsvinder. Troen på, at det kun er en fase og snart går over.

De dage jeg er allermest ked af det, overvejer jeg at gå helt offline. At slukke mobil og computer og aldrig tænde igen.

Det ville være det nemmeste: At give cyberspace fingeren en gang for alle. Men jeg kan ikke. For det er det eneste sted, han kontakter mig. Ham, jeg stadig ikke ved, hvem er.

9

21 måder indhold.indd 9

04/12/13 11.59

W h at

d o e s n ’ t k i l l yo u m a k e s yo u s t r o n g e r .

Mobilen

lyser og vibrerer i min hånd. Det er Amalie, der ringer. Hun ser på mig med blå øjne og former et hjerte med hænderne.

Det er længe siden.

Først havde jeg Adema som ringetone, fordi deres tekst er tættere på sandheden: ”What doesn’t kill us makes us die.”

Triumfen i Amalies blik, når min telefon ringede i frikvarteret, fik mig til at skifte til Theory of a Deadman. Forsangeren har en dyb, vred stemme, som gør det nemmere at ignorere opkaldene: I W hat

wo n ’ t b e n o f o o l f o r yo u a n y l o n g e r .

doesn ’ t kill you makes you stronger .

Jeg trommer takten mod bagsiden af mobilen, mens jeg ser Amalie i øjnene. Fotografiet er taget med min mobil og er en anelse kornet, fordi det er taget i mørke. Hun laver kysmund.

Ringetonen afbrydes midt i omkvædet. Der bliver stille.

Kysmunden forsvinder fra skærmen og afløses af teksten et ubesvaret opkald. Som regel bliver der ikke sagt noget.

Hverken i røret, hvis jeg tager den, eller på telefonsvareren, hvis jeg ikke tager den. Der er kun den susende stilhed, måske nogle dæmpede vejrtrækninger eller et tilbageholdt fnis.

Jeg ved ikke, om det er klogt at ignorere opkaldene. Om hun til sidst opgiver. Eller finder på noget endnu værre.

[Facebook] Amalie: En lille backstabber er hun. Fatter ik vi nogensinde var veninder!

På Facebook er der ikke noget, der hedder ubesvaret opkald.

Alt bliver liggende for evigt. Selv når jeg er død, står væggen der. En digital gravsten, alle kan skrive på.

10

21 måder indhold.indd 10

04/12/13 11.59

Jeg retter på spøgelsesdragtens mund, så det er nemmere at trække vejret. Det syntetiske stof klæber mod ansigtet, vådt af kropsvarme og opløst sne. Indimellem hader jeg min egen morbide humor. Selvfølgelig fattede Amalie ikke symbolikken. Der skal rigtige døde til, før det virker. Som den engelske pige fra MySpace. Megan Meier. 14 år gammel.

Hun hængte sig i sit klædeskab med et pinkfarvet plastikbælte om halsen. Dagen efter var hun den mest populære pige i klassen. Mindesiderne fik flere tusind likes. Også fra mobberne. Efter at have psyket hende i graven skrev de miss U, RIP og små hjerter lavet af mindre-end tegn og tretaller.

Det er det, jeg mener med, at der skal rigtige døde til og ikke bare et spøgelseskostume.

[Facebook] Amalie: Hun har ødelagt alt. ALT

Jeg trækker spøgelsesdragtens ærmer lidt op, trykker tre gange på spørgsmålstegn og sender min sms. Forhåbentlig kan det få hende ud af Facebook igen.

Stella: ???

Amalie: Ka du ik læse hva spasser Amalie: Du er bare fucking klam! Ad Stella: Hvorfor?

Amalie: Vi syns du er det. Okay? Okiiiii?

Stella: Hvem vi?

Amalie: ALLE Stella: :’-( Amalie: Ja tud taber Amalie: Vi ka bar ik klare dig

11

21 måder indhold.indd 11

04/12/13 11.59

Amalie: Du tror du er noget men du burde dø!

Jeg presser øjnene i. Sneen hvirvler mod mig, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde et dumt lagen over hovedet, men var et rigtigt spøgelse. At jeg var gennemsigtig og vægtløs som en tom plastikpose, der blev løftet af vinden. At jeg svævede højt op over skolegården og ikke længere mærkede kvalmen og den brændende fornemmelse i halsen.

Ingenting har virket. Jeg har sagt undskyld, jeg har grædt, lovet alt muligt og pjækket fra skole, selvom jeg er bange for, at far opdager det. Bare for at holde lav profil og vise, at hun har vundet. Jeg har endda pjækket fra musik, selvom det er mit yndlingsfag og noget, jeg plejede at glæde mig til. Nu er det et af de værste fag på skemaet. Hver gang jeg tager mig sammen og møder op, bliver jeg til grin, fordi nervøsiteten gør det umuligt at ramme guitarstrengene eller få en eneste lyd ud af halsen.

Kun dét får hende til at smile. Synet af mig, der langsomt går i stykker.

Amalie: Jeg sir det ik for sjov. Fatter du det?

Glem det, Amalie. Fra nu af holder jeg mig til mission lad-som-ingenting. Mission levende død.

Amalie: FATTER DU DET??!

K l i k . Jeg trykker væk fra samtalen og tjekker mobilens ur.

Klokken er kun halv ni. Der er to en halv time, til far kommer og henter mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne ringe efter ham, 12

21 måder indhold.indd 12

04/12/13 11.59

men jeg kan ikke tåle den måde, han kigger på mig. Som om han er bange for, at jeg allerede er gået i stykker.

Ligesom mor.

Amalie: Halloooooo !!

Displayet lyser op i mørket. Jeg slukker skærmen, slår lyden fra og stikker mobilen i bukselommen.

Mine fødder summer, da jeg rejser mig. Spøgelseskostumet er blevet mørkt forneden. Jeg står med armene ned langs siden og ser ud i alt det hvide. Den lave bygning med pige­ toiletterne. Pedellens redskabsskur. Gyngestativet, hvor mig og Amalie plejede at sidde, når det var regnvejr, og vi havde det hele for os selv. Hele gården, hele verden, hele frem­ tiden.

Nogle gange smuglede hun Red Bull eller smøger med i skole. Så sad vi dér med dinglende fødder og gav fingeren til tysk og matematik og det dødssyge normale liv, vi i hvert fald ikke skulle leve. Vi gyngede om kap. Højere og højere med koffein i blodet og hinandens latter i ørerne, og mens jeg sad på det knirkende bildæk, glemte jeg det derhjemme. Glemte at der også findes ulykkelige slutninger.

Nu hænger gyngerne stille. Der er sne på de sorte dæk og stativet af træ. Jeg er den eneste i skolegården. Sneen er trængt gennem mine gummisko og ind til sokkerne. De føles som klam papmaché med trælim og iskoldt vand fra hanen.

Jeg har slet ikke lyst til at være her, men da far så invitationen i skraldespanden, samlede han den op og sagde, at det er vigtigt, jeg kommer ud. At jeg skal leve videre, selvom mor er død. ”Det er fire måneder siden, jeg har set dig smile,” 13

21 måder indhold.indd 13

04/12/13 11.59

sagde han. ”Du trænger til at tænke på noget andet. Til at feste med dine venner.”

Jeg kunne ikke få mig selv til at forklare, hvordan det er i skolen. Han har nok at spekulere på. Desuden skammer jeg mig over det. Over at være hende, der bliver holdt udenfor.

Far tror, jeg er en fighter, ligesom mor var. Han ved ikke, at jeg tænker på døden hver dag.

Mobilens display lyser op, da jeg rører ved skærmen. Jeg vipper med tæerne, mens jeg ser på uret. Kan jo ikke stå her og glo i to en halv time.

Modvilligt glider gummiskoene gennem det tykke lag sne.

Jeg bøjer og strækker fingrene, mens jeg går tilbage mod hoved­indgangen. Tilbage til den fest, jeg lige er flygtet fra.

Den dybe bas siver ud af skolens sprækker og ind i min krop, dunk dunk , dunk dunk .

Døren ind til festsalen er dækket af et blodigt banner med røde håndaftryk og teksten KEEP OUT. Det knitrer plastik­ agtigt, da jeg trækker det til side og går ind.

Bassen vibrerer i gulvet. Der er kunstige edderkopper og grinende dødningehoveder, og de andre fra klassen har også stadig masker på. De vender sig mod mig. Ansigter dækket af latex, silikone, mørke kutter og store flagermusbriller med spejlglas. Jeg ignorerer deres blikke. Jeg er et hvidt lagen, svævende ti centimeter over trægulvet. Død.

Jeg svæver hen til det lange buffetbord, men al maden er ryddet væk. På den sorte dug ligger de papskilte, som før sad i skåle og fade: Rottehjerner, barnefingre, rådne tænder. Det ærgrer mig, at jeg ikke spiste noget mere, når jeg endelig havde chancen for at få noget ordentlig mad. Slikskålene er 14

21 måder indhold.indd 14

04/12/13 11.59

allerede tomme. Det er foliebakkerne til chips også. Der ligger en afhugget arm i den ene.

I det mindste er der sodavand. Flaskerne er malet bordeaux og bevogtes af et kranium med sorte øjenhuler. Jeg vælger en, der ligner hindbærbrus. Vampyrblod står der på etiketten. Jeg knapper den op og tager en tår.

Amalie bliver ved med at glo på mig. Hun forestiller døds­ englen i stram, sort lakkjole med gigantiske fjervinger på ryggen og et bredt gotisk halsbånd. Hendes afblegede hår er pyntet med sorte extensions og samlet i en høj frisure ovenpå hovedet. Jeg kan ikke se hendes ansigt, kun de blå øjne, der lyser imod mig gennem den sorte maske. Hun har sin mobil i hånden.

Det har Nicoline også. Hun sidder på et bord med sorte lakstøvler svingende under sig. Den udfordrende djævledragt har en dyb udskæring og matcher hendes røde, touperede hår. Fregnerne er skjult under et tykt lag makeup, og de kunstige øjenvipper med glimmer gør det svært at se, om hun kigger på mig eller ej.

Jeg tager mit vampyrblod og sætter mig på en stol ved væggen. Orange og gule lysstråler fejer ind over dansegulvet. ­Filippa og Lucy er begge klædt ud som hekse. Hattene er sorte og spidse, og hofteholdere kommer til syne under lårkorte kjoler. De danser med Dracula og Darth Vader, alias Emil og Janus.

Filippa får øje på mig og signalerer er du okay? Jeg skåler med flasken og tager en tår. Lucy følger Filippas blik, og de ser begge på mit våde spøgelseskostume, Lucy med væmmelse, Filippa med medlidenhed.

Overfor dem stopper Emil og Janus med at danse. De vender også hovederne og ser på mig. Emil har hugtænder, og 15

21 måder indhold.indd 15

04/12/13 11.59

jeg ville ønske, at han satte dem i mig. Borede dem ind i min hals, lige dér hvor huden er allermest følsom. Men han danser selvfølgelig bare videre sammen med de andre, og jeg sidder med mit vampyrblod og føler mig dum over min hurtige vejrtrækning og den varme fornemmelse på siden af halsen.

Engang ville jeg være løbet med ud på dansegulvet. Dengang mig og Amalie var veninder, og festerne var sjove. Jeg ville også være med, når bandet skulle optræde, og Emil ville stå foran scenen, allerforrest, og ikke kigge væk, men fastholde mit blik, når jeg så op fra guitaren.

Jeg kan stadig mærke den brusende fornemmelse i kroppen over at få hans opmærksomhed. Og ærgrelsen når jeg efter koncerten var nødt til at spille uinteresseret, fordi jeg vidste, at Amalie havde førsteret. Vi havde den aftale, at man kunne reservere en fyr, hvis man var den første, som sagde højt, at man var interesseret. Desværre var Amalie den første, der pegede på Emil. Godt nok lykkedes det hende aldrig at score ham, selvom hun forsøgte gennem det meste af 8. klasse, men vi havde glemt at sætte en tidsfrist på vores aftale, og derfor blev den ved med at gælde. Jeg nævnte det aldrig. Det turde jeg ikke. Måske fornemmede jeg allerede dengang, at hvis jeg trådte hende over tæerne, ville helvede bryde løs.

Nu er det for sent. Klassen er blevet splittet i mig og dem.

Og Emil hører til dem.

Musikken skifter til Kelly Clarkson, og Lucy hviner af begejstring. Hun lægger armene om Emil og Filippa, og sammen med Janus hopper de op og ned i en tæt rundkreds.

Dracula, Darth Vader og to hekse med spidse hatte.

16

21 måder indhold.indd 16

04/12/13 11.59

Mens de danser, fanger Filippa igen mit blik, lynhurtigt denne gang. Vores hemmelige øjenkontakt plejer at trøste mig, men ikke i dag. Ikke mens hun danser med Emil. Jeg forsøger at kigge på noget andet, men mit blik bliver ved med at søge tilbage til dem.

Filippa er den eneste veninde, jeg har tilbage i klassen.

Den sidste, som stadig taler med mig, men kun i smug, på steder hvor vi ikke bliver set, skolelokummerne, cykelskuret og hjemme hos hinanden. Hun er bange for at ryge ud af kliken, det forstår jeg sådan set godt. Alligevel håber jeg hver dag, at hun vil forsvare mig og stå ved vores venskab, uanset konsekvenserne.

B rr

brr .

Det vibrerer under min spøgelsesdragt. Et split-

sekund håber jeg, at det er far, som er på vej. Men allerede mens jeg fisker mobilen op af lommen, ved jeg, at jeg er gået i fælden igen.

Amalie: Hvorfor skrider du ik bare hjem? Der er ingen der gider glo på dig

Jeg overvejer forskellige svar, men orker ikke at skrive nogen af dem. Det er nemmere at lade som ingenting. At slette beskeden, at slette følelserne, at forsvinde tanke for tanke, indtil der ikke er andet end knogler og ligegyldighed tilbage.

21 måder har jeg fundet.

21 måder at tage mit liv på.

Jeg har kopieret idéer og fremgangsmåder fra nettet og gemt dem i et krypteret dokument på min bærbare. Jeg skal ikke ende som en grønsag eller et råb om hjælp. Det skal være en sikker måde. Som Esc på tastaturet. Jeg kan godt lide det 17

21 måder indhold.indd 17

04/12/13 11.59

billede. Forestillingen om at trykke på en knap og forsvinde som et flimrende lysglimt på en skærm.

Hver gang jeg ikke kan sove, ligger jeg i det blege skærmlys og læser om nakkehvirvler, der bliver revet fra hinanden, pistolløb, der skraber mod ganen, og hjerner, der skal vaskes ned fra vægge. Om kroppe, der styrter lodret og knuses mod asfalten.

Om morgenen har jeg kvalme og kan ikke se far i øjnene.

Det eneste, jeg tænker på, er at køre ud til mors gravsted og sige undskyld. Fordi jeg lovede hende at være stærk.

Amalie: Hvor snobbet ka man være? Seriøst!!

Jeg må anstrenge mig for ikke at se derover. For at lade, som om jeg ikke fik nogen sms. For at løfte sodavanden op til læberne og tage en tår uden at ryste på hånden og spilde ned ad mig selv.

Tankerne om døden begyndte, da mor blev syg. De føltes fysiske, som en mavepine, der aldrig lettede. Det var, som om jeg var blevet syg sammen med hende, men det var kun hende, der kom på hospitalet, og da hun døde i juni, var det kun hende, der fik fred.

To måneder senere mistede jeg også Amalie, og tankerne om døden blev værre. I starten kunne jeg dæmpe dem med min guitar, men jo mere udstødt jeg blev i klassen, jo mere mistede jeg lysten til at lave musik. Nu er jeg helt holdt op, og det er også længe siden, jeg har været til koncert. Play­ listerne i min mobil er det eneste musik, der er tilbage.

Til skolens fester spiller de ikke musik. De spiller American Idol pop, og Filippa og Lucy synger med. De danser 18

21 måder indhold.indd 18

04/12/13 11.59

noget, der ligner cancan, og Lucy hopper op på ryggen af Emil, så hendes sorte heksehat falder af. Emil galoperer hen over dansegulvet, og Lucy bumper op og ned på hans ryg, mens hun griner.

Ved vinduerne ud mod skolegården sidder Amalie og ­Nicoline og hvisker. Indimellem kigger de over på mig.

21 måder, tænker jeg. Det er bare at vælge én og få det overstået.

Kelly Clarkson fader ud, og stilheden er næsten endnu værre. Den føles som en gigantisk pil, der peger på mig.

Amalie og Nicoline holder op med at hviske. Kun øjnene bevæger sig, som om de holder udkig med, om nogen har hørt noget, de ikke måtte. Nogen er selvfølgelig mig. Hvilket er åndssvagt, for de skriver alligevel det hele til mig om to sekunder: Hej Stella, ved du godt, at du er klam og talentløs og burde gøre universet en tjeneste ved at dræbe dig selv?

Muren bag mig er kold og ru. De sorte balloner bevæger sig spøgelsesagtigt under de utætte vinduer. På bordet med sodavand står høje vaser med kulsorte plastikroser, indhyllet i edderkoppespind. Jeg koncentrerer mig om ikke at se på nogen. Ikke at bevæge mig. Ikke at eksistere.

Så starter musikken heldigvis igen. Beyonce denne gang.

Ikke meget bedre. Bortset fra at Amalie og Nicoline holder op med at glo.

Dansegulvet er straks i gang. Det er min mobil også. Jeg kan mærke den vibrere som en hidsig hveps nede i lommen.

Da jeg ser over på Amalie, taster hun stadig. Jeg tager en tår dødseliksir og lader som ingenting. Det er jeg blevet god til efterhånden. Hun får ikke længere lov til at se mig græde.

Da mobilen vibrerer igen, reagerer jeg ikke. Jeg kigger på 19

21 måder indhold.indd 19

04/12/13 11.59

dansegulvet uden at se noget. Vipper endda med den ene fod i takt til lortemusikken og lader, som om jeg er meget optaget af den fest, jeg ikke er en del af.

På scenekanten sidder Cham og Mark bøjet ind over en telefon med spidermancover. Mark er klædt ud som en zombie, og Cham som Jokeren fra Batmanfilmen The Dark Knight. De har hovederne helt nede i skærmen. De griner.

Jeg aner ikke, hvor meget drengene følger med i det. Det meste af tiden tror jeg, de er ligeglade, men nogle gange skriver de også åndssvage ting om mig på Facebook eller liker Amalies hadeindlæg. Måske fordi de keder sig, måske for at score billige point hos den smukke dødsengel.

Heldigvis har Emil aldrig gjort det. Han er den eneste, Amalie har respekt for, og det fryder mig, at hun ikke kan lokke ham med. Omvendt har han heller aldrig støttet mig, så måske synes han, at vi er lige latterlige begge to.

Det er også lige meget, siger jeg til mig selv. Det hele er lige meget, for jeg er usynlig. Jeg svæver over stolen. Jeg er allerede ved at forsvinde.

Døren til festsalen går op, og Henning kommer ind med to poser chips i hver hånd. Han fylder de tomme foliebakker og fejer nogle sodavandskapsler sammen i hånden. På hovedet har han en plastikkasket med to røde horn. Han smider kapslerne i en skraldespand og ryster grinende på hovedet, da Filippa forsøger at trække ham med ud på dansegulvet.

Han fanger mit blik. Vinker.

Lad være med at komme herover. Lad være med at … ”Nå,” siger han. Er kommet herover.

Der er lys i de røde horn. Amalie stirrer endnu mere på mig. Jeg kan mærke det, selvom jeg ikke ser derover.

20

21 måder indhold.indd 20

04/12/13 11.59

”Skal du ikke ud og danse?” siger Henning. ”Ellers tak.” ”Det er vel heller ikke lige din musiksmag, gætter jeg på.”

Jeg vipper hånden fra side til side.

Han griner.

Amalie tager Nicoline under armen. De hvisker noget til hinanden, mens de ser i min retning. ”Skal vi gå op og sætte noget andet på?” siger Henning. ”Måske lidt senere.” ”Jeg har smuglet rock med.” Han blinker til mig og klapper sig på lommen.

Amalie og Nicoline skrider gennem lokalet og går ind mellem mig og Henning. ”Er det nu, eller hvad?” siger Amalie til Henning. ”Er I klar?” ”Det var ligesom nu, vi aftalte, ikke?” Hun holder sin mobil frem, så han kan se klokkeslættet. ”All right. Jamen, så kom.”

De går alle tre op til scenen. Amalie forrest med små, trippende skridt i den stramme kjole. Nicoline lige bagved, som en mannequin, høj og tynd, med spidse støvler og dernæst Henning. Hornene blinker på hans hoved. R ø d

sluk, rød

sluk .

Jeg tager en tår dødseliksir. Min mave rumler af sult, og der er stadig frostgrader i papmachesokkerne. C ause to party ,

we like

synger Beyonce, og det er jo nemt nok for hende

at sige.

Filippa og Lucy buher, da musikken bliver slukket. Scene­ tæppet bliver trukket til side, og instrumenterne står der ­allerede.

21

21 måder indhold.indd 21

04/12/13 11.59

Den røde guitar plejede at være min. Jeg fatter ikke, at hun har fået Emil til at være med. Han er ellers i et rigtigt band med nogen fra tiende. De har både spillet på Nemoland og på Beta og som opvarmning for The Dreams, og nu står han så dér, på en nedslidt træscene i draculakostume, med skolens røde guitar om halsen.

Amalie smiler bag mikrofonen. Hun har frisket sin læbestift op og holder om mikrofonstativet med begge hænder, så man kan se hendes dobbeltfingrede flagermusring. ”Welcome,” siger hun. Som om vi ikke har været her hele tiden. Ni år for at være præcis.

De andre klapper alligevel. Selv lærerne. ”The first number is called You.” Amalie vender sig om og gør tegn.

Cham slår trommestikkerne mod hinanden klak klak klak .

Emil rammer guitarintroen præcis på slaget. Nicoline løfter sine lange, fregnede arme og stiller sig klar ved tangenterne, selvom der næsten ikke er noget keyboard i nummeret.

Amalie skubber masken op i håret, så det ser ud, som om hun har fire øjne. Flagermusen skinner, og hun synger med amerikansk accent, selvom hun aldrig har været i USA. Fatter stadig ikke, at hun har fået Emil med. De spiller alt for højt og skingert, og versene kommer i forkert rækkefølge.

Amalie råber hell yeah, og hendes hofter vugger fra side til side i den stramme kjole.

Resten af klassen hopper foran scenen. De pifter og fatter ikke, at hun kun gør det for at vise mig, hvem der bestemmer.

Tjok

tjok.

Nicoline sætter ind med keyboardet. Amalie

nikker med hovedet i takt. Hun holder om mikrofonen med 22

21 måder indhold.indd 22

04/12/13 11.59

skiftevis højre og venstre hånd og ligner dødsenglen på en prik.

Men det værste er, at jeg ikke kan holde op med at se på hende. Jeg kan ikke holde op med at få ondt i maven og savne dengang, det var os, der stod deroppe. Sammen. Jeg ville ønske, at jeg kunne hade hende. Sende lige så onde beskeder tilbage. Glemme hende. Men det svulmer op i halsen, hver gang jeg tænker på, hvor sjovt vi havde det.

Henning går ind foran mig med en stol i favnen. De blå metalben snurrer en omgang, inden de rammer gulvet ved siden af mig. Han sætter sig og lægger benene over kors.

R ød

sluk , rød sluk .

Han gør et nik til scenen. ”Synes, der mangler én deroppe.”

Jeg svarer ikke. ”Den bedste efter min mening.” Han blinker til mig. I det mindste hvisker han. ”Men du er måske gået solo?” spørger han.

Jeg trækker på skuldrene. ”Du har sikkert også nogle bedre instrumenter derhjemme.” Han blinker igen. Er måske blændet af de der horn.

Jeg stirrer op på scenen. Den røde guitar og Amalies fire øjne.

Henning læner sig tættere på. ”Lov mig, at du bliver ved, ikke? Med at lave musik.”

Bland dig udenom, tænker jeg. ”Jeg forstår godt, hvis du ikke har lyst lige nu. Det minder dig sikkert om en masse ting, som er svære.”

Nå. ”And now … our next number …” Amalies læber er trykket helt op i mikrofonen, som prøver hun at snave den.

23

21 måder indhold.indd 23

04/12/13 11.59

Henning lugter af kartoffelchips. Han sidder virkelig tæt på. ”Bare sig til, hvis jeg skal holde mund, ikke?”

Til. ”Det, jeg mener, er bare …” Han må hæve stemmen for at overdøve dødsenglens version af ”Peaceful Sleep”. ”Din mor var jo så ung, og det er en forfærdelig sygdom. Men nogle gange kan musikken … altså, selvom du ikke har lyst til at spille, kan det måske løsne op for nogle ting.”

Slap nu af, Henning. Du er musiklærer. Ikke psykolog.

Der lyder hujen og bifald. Filippa er hoppet op på scenen.

Hun svinger en kødøkse af sølvfarvet plastik over hovedet.

Læberne er blodrøde og efterlader farve på begge Amalies kinder, da hun kysser hende. De holder hinanden om skuldrene, mens de skråler omkvædet. ”Okay,” siger Henning, som langt om længe har fattet budskabet. ”Men husk, at du altid kan komme til mig, ikke?

Hvis der er noget.” ”Tak,” siger jeg. Mest fordi han holder op med at snakke om mor.

Han klapper mig på skulderen og sætter sig hen til vores klasselærer Cecilie, som sidder og klapper med begge hænder over hovedet. Jeg ville ønske, at det var Henning, der var vores klasselærer i stedet for hyperkorrekte Cecilie med den dårlige musiksmag og den endnu dårligere situationsfornemmelse. Hun har efterhånden taget så mange kommunikationskurser, at hun er ude af stand til at føre en normal samtale. Alt skal verbalt fluekneppes og teoretiseres og tages op til diskussion i plenum. Er man så dum at fortælle hende noget i fortrolighed, kan man være sikker på, at det bliver sat 24

21 måder indhold.indd 24

04/12/13 11.59

på dagsordenen til førstkommende klassens time, fordi det er vigtigt, at man italesætter problemerne. Kunsten at holde sin kæft har hun aldrig lært på de der kurser.

Heldigvis har vi fået Henning i flere fag, efter vi rykkede op i 9. Faktisk fungerer han efterhånden mere som en klasselærer end Cecilie. Han er i hvert fald den, som bedst forstår, hvad der sker i klassen. Og med mig.

Jeg ser på hans blinkende horn og mærker et stik af dårlig samvittighed over, at jeg aldrig svarer ham ordentligt. Men tanken om at være ærlig skræmmer mig. At lukke frygten og vreden og alle de ulykkelige tanker ud og risikere, at Cecilie tager det op i plenum og udløser en åben krig i klassen.

Tavsheden er bedre, og det er sødt af Henning at sætte sig et andet sted, så jeg slipper for at sidde som en idiot med støttepædagog. Alligevel er det præcis det, jeg ligner. En kæmpe idiot. ”Miss you sooo much,” synger Amalie, og så kan jeg ikke klare det mere. Jeg trækker op i spøgelsesdragten, ignorerer det klirrende

smæld ,

da vampyrblodet vælter, og skrider

ud gennem det knitrende KEEP OUT banner, som jeg burde have taget seriøst.

Vandet løber i kummen. Den lyd har jeg allerede optaget mange gange med mobilen. Lokumsserenader. Jeg sætter mig på brættet og skubber til toiletrullen, så den drejer rundt på metalstangen.

Musikken fra festsalen runger gennem væggen. Amalie synger alt for hurtigt. Det er slet ikke meningen, at versene skal lyde sådan. Men måske er det med vilje, hun ødelægger det nummer, som skulle have været vores første fælles 25

21 måder indhold.indd 25

04/12/13 11.59

single. Vi havde så store drømme. Nu har Amalie hugget både drømmene og mine sangtekster.

Jeg læner mig tilbage mod cisternen og fisker mobilen frem fra lommen. Angry Bird, første bane. Jeg trækker slange­ bøssen hårdt tilbage. Fugl nummer et suser gennem luften og smadrer mod jorden.

Score: 0 Jeg forsøger at ignorere musikken. Amalies kælne stemme.

Bifaldene. Jeg trækker slangebøssen endnu længere tilbage denne gang. Fuglen hænger i aftrækkeren, skræppende.

Hvorfor skal hun også udtale ordene på den måde? Lofe i stedet for love. Yo i stedet for you. Råb og stønnelyde, hvor der skulle være stille, instrumentale mellemspil.

Wraaaa – Angry Bird nummer to bliver skudt højt op i luften.

Den rammer ingenting. Smadrer bare formålslåst mod jorden.

Score: 0 Slutningen af nummeret skulle være følsomt. Hun råber nærmest ordene.

Stella: Hvis jeg er så talentløs så skriv dog dine egne sange!

Sms’en når aldrig ned i fingrene. På mobilens display står: Score: 0 Level failed Der lyder klapsalver og piften. Nogen, der skriger Amalie!

Jeg slukker for spillet. Dasker igen til toiletrullen.

Amalie er helt oppe at køre. Hun nævner alle i bandet.

Laver en lille pause efter hvert navn, så folk kan nå at klappe. Hun siger endda thank you. På Amager. Burde ærlig talt 26

21 måder indhold.indd 26

04/12/13 11.59

være overflødigt at præsentere klassekammerater for klasse­ kammerater efter ni års skolegang. Men sådan er Amalie: Overdreven selviscenesættelse og pinefulde replikker fra amerikansk tv ad libitum.

Da vi var veninder, syntes jeg, hun var sej med sin hæmningsløse overdrivelse af alting. Nu minder hun mig om ét langt afsnit af American Idol.

Jeg kobler mine høretelefoner til mobilen og klikker gennem playlisterne. Smashing Pumpkins. Perfekt til lejligheden. Jeg smøger spøgelsesdragten op om skuldrene og kravler op på toiletbrættet. Der er et mellemrum mellem væggen og loftet, hvor jeg kan have mine hænder. Jeg griber fat om den ru kant og lader mig hænge med min fulde vægt.

Y esterday

the sky was you .

A nd I

still feel the same .

Jeg trækker mig op i armene, så mit hoved rører loftet, holder mig deroppe, til mine arme begynder at ryste. I I

c o u l d f ly .

wish

Pulsslagene dunker i hovedet, da jeg sænker

mig ned igen, som en trommesolo, der bygger sig op. D ung dung , dung dung .

Siden mors begravelse har jeg styrketrænet flere gange dagligt. Det føles godt. At opbygge en skal af muskler. En forestilling om, at jeg er lige så meget en fighter, som far tror.

Hvis jeg kan overbevise mig selvom, at jeg er stærk, kan jeg måske overleve resten af skolåret. Men lige nu er sommeren langt væk, og de 21 måder så tæt på.

Jeg tager en dyb indånding, bider tænderne sammen og trækker mig op igen. I

will ,

I

will try .

Jeg presser mig selv,

til der ikke er flere kræfter i armene, til der ikke er mere kvalme, men bare blod, der pisker rundt i kroppen. Så hopper jeg ned på gulvet, hiver høretelefonerne ud og støtter mig til 27

21 måder indhold.indd 27

04/12/13 11.59

væggen med begge hænder. Inde fra festsalen lyder piften og bifald. En mikrofon, der hylende laver feedback. ”Thank you, thank you!”

K lap

klap klap .

Jeg drejer låsen rundt og banker døren op. Spøgelsesdragten klæber til min pande, og jeg støder ind i dørkarmen. Jeg slår til væggen, tænder ikke lyset, men løber gennem den mørke gang med det hvide spøgelseskostume flagrende om kroppen.

I garderoben finder jeg min camouflagefarvede dunjakke, sorte strikhue og sorte skindluffer. Jeg river kostumet af og smider det på gulvet. Så ligger det dér, sammenkrøllet ikkeliv mellem nullermænd og indtørrede spor fra vinterstøvler med sjap under.

Jeg trækker overtøjet på, giver garderobestangen et hårdt skub og lader skolens hoveddør falde i bag mig.

Det er holdt op med at sne. Skolegården er hvid og stille. Jeg sætter mig på trappen og trækker benene ind til mig.

Kulden trænger gennem mine bukser og gør mig våd bagi.

Jeg hviler hagen på knæene og ser på bygningernes mørke vinduer og den øde gård. Sneen ligner gips. Et aftryk af den skole, det engang var sjovt at gå på.

Til højre for trappen står et udhulet græskar og lyser ud af munden. Ved siden af er en gråmalet træplade, der skal forestille en gravsten. Nogen har skrevet på den med sprittusch: † STELLA Jeg trækker huen længere ned over ørerne. Gider ikke at optage noget. Der er stadig længe, til far kommer.

28

21 måder indhold.indd 28

04/12/13 11.59

Et vindue bliver slået op, og Lady Gaga fylder mørket. Der lyder latter. Nogen, der klapper i takt. De må være i gang på dansegulvet igen.

Jeg holder hårdt om min mobil. Hver gang lyset går ud, trykker jeg på den igen. Tiden går provokerende langsomt. Jeg trækker modsatte hånd op i ærmet og skutter mig i dunjakken.

Næste gang river jeg invitationen i småstykker, inden far når at læse den. Så slipper jeg for at fortælle, at jeg ikke gider med. At jeg hellere vil ligge en hel nat i sneen end at udsætte mig selv for det her igen. Hun er ikke engang flov over at hugge mine sange. Tværtimod. Det er en del af nydelsen. Hun ved præcis, hvor hun skal ramme mig, for at det gør allermest ondt.

Amalie: Tak! Nu blev festen meget sjovere

Det udhulede græskar ser direkte på mig. Munden er spærret op i et stort grin. Bag de orange takker blafrer fyrfadslyset i en sø af stearin.

Amalie: Dit selvglade fjæs ka du holde for dig selv

Tak, i lige måde.

Amalie: Du ka alligevel ik klare en fuck! Du tror du er så smart. But NO Amalie: Goddamn NO Amalie: Løb du bare hjem og tud hos din MOAR. Nå nej :O

Jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ikke mærke noget. Men tårerne hører ikke efter. De er alt for varme i den iskolde 29

21 måder indhold.indd 29

04/12/13 11.59

vinteraften, og jeg rejser mig og losser så hårdt til græskarret, at det letter fra jorden. Fyrfadslyset falder ud, lander på siden i sneen og oplyser et kort øjeblik gravstenens gråmalede træplade, inden flammen går ud.

21 måder indhold.indd 30

04/12/13 11.59