System og eksperiment by Alinea

INDHOLD Forord 4

Sproget/Teksten/Mediet 51

Forord v/ professor Anne-Marie Mai

Sproget 51

Teksten 56

Mediet

INTRO 11 Virkeligheden i sproget

Kunst er konkret. Materialefokus

TEMAER Konkretisme & aktion 67

Nulpunktsæstetik.

Konkret poesi

Film er bevægelse

1965-2014 25

Intethedens grimasser

1965-1970 30

Flash mobs

1970-2000 37

2000-2014 43

Tømning af indhold

System og eksperiment – litteratur og virkelighed i spil 1965-2014 Af Henrik Poulsen © 2014 Lindhardt og Ringhof Uddannelse, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Grafisk tilrettelægning og omslag: Andresen design Forlagsredaktion: Kathrine Storm & Stefan Dybdal Emkjær Tryk: Livonia Print Sia Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler 1. udgave, 1. oplag 2014 ISBN 978 87 7066 600 8 www.lru.dk

Stemmer & ordstrømme 95

Netværk & medie 165

Imitationer 95

Netværkslitteratur 165

Romanens stemme

106

Litteratur og medier

176

Ordstrømme 112

Fan fiction

177

Poetry slam og rap

Sms-fortællinger 179

122

Systemer & skabeloner

127

Claus Beck-Nielsen/Das Beckwerk

182

Virtuel poesi

186

Semantiske og syntaktiske bindinger 128

Forslag til værklæsning eller

Andre bindinger

132

individuel læsning

Skabeloner og pasticher

140

Litteraturliste 190

Readymades 151 Filmskabeloner og spilleregler

156

Kopi- og samplingskultur

160

189

Billedfortegnelse Forlaget har forsøgt at finde og kontakte eventuelle

The Schroeder Family Collection/foto

rettighedshavere, som kan tilkomme honorar i hen-

Iben Kaufmann: 32

hold til loven om ophavsret. Skulle der mod forvent-

Hvedekorn: 33

ning være rettighedshavere, som måtte have krav

CRAS CVI: 34

på vederlag, vil forlaget udbetale et sådant, som om

Polfoto: 38, The Granger Collection 52,

der var indgået en aftale.

Christian Asbøl 85, Ager Sessingø 86v.

Schønberg: 17

Gyldendal: 44, 75

Donations Jorn, Silkeborg/foto Lars Bay: 19

Morten Søndergaard: 45, 61, 91, 93, 149

Wikimedia Commons: Norbert Aepli 20, 69, 168

Arena: 62, 67

Scanpix: Album/Prisma 29, Bridgeman Art

Borgen: 71, 76

Library 40,

DFI: Ole John 78, Henning Camre 157,

Jørgen Schytte 86h., Sofie Amalie Klougart 184

Dan Holmberg 159

FORORD Denne bog handler om litterære eksperimenter. Når man eksperimenterer, sætter man et system i spil. Man udforsker det, provokerer det og tester det i nye sammenhænge. Det nysgerrige barn gør det, og forfatteren og digteren gør det. Bogen undersøger den eksperimenterende litteratur i perioden 19652014. Bogen er dog ikke en litteraturhistorie over nyere tid. Den rummer nedslag i litteratur og anden kunstnerisk udfoldelse, der i særlig grad sætter de litterære systemer i spil. Teksteksempler og navne er alene valgt for deres kvalitet, tilgængelighed og underholdningsværdi. Der er både tale om litterære tekster, mundtlig litteratur, film, billeder og happenings. Undervejs inddrages eksempler uden for kunstens verden. Det er nemlig sådan, at mange af de erfaringer, som de eksperimenterende kunstnere gør sig, senere fungerer som værktøjer og indlysende sandheder i de digitale medier. De bliver mainstream. Kunstnerne selv arbejder også meget gerne i og med medierne. Den eksperimenterende litteratur bliver ofte kritiseret for at være vanskelig tilgængelig. Det er min hensigt med bogen at vise, at det behøver den ikke at være, hvis man ellers går fordomsfrit og positivt til værket. Mange af de analysestrategier og metoder, som man benytter i dansk, kommer måske til kort, men hvis man er nysgerrig nok, skal det nok lykkes at få mening ud af eksperimenterne. Bogen består af et introduktionskapitel samt fire kapitler, der sætter spot på forskellige måder at eksperimentere på. Introduktionskapitlet fører ind til sagens kerne. Hvad er det, forfatterne eksperimenterer med? Det litterære system udgøres af sproget, teksten og mediet. Hvad vil det sige at eksperimentere med de størrelser, og hvordan kan det foregå? Et litteraturhistorisk og et teoretisk afsnit skal hjælpe os med at svare på de spørgsmål. Konkretisme & aktion tager udgangspunkt i 1960’ernes eksperimenterende modernisme. Her eksperimenterer forfatterne med det sproglige

materiale. Det tages bogstaveligt. Teksten tømmes for indhold, så den ikke peger på andet end sig selv. Forfatterne eksperimenterer også med happenings, der på lignende måder ikke har anden hensigt end at være en tom fremstilling i tid. Vi følger sporet fremover til flash mobs og de små kopiformater på YouTube. Stemmer & ordstrømme beskriver litteratur, der går den modsatte vej. Her rives former og skabeloner ned. Her frigøres sproget for alle snærende bånd og bliver til floder af ord, sentenser og citater i et anarkistisk og fuldstændig løssluppent tekstforløb. Her hører al mening op, eller også er der så meget mening til stede, at det bliver uoverskueligt. Vi støder på fænomenet hos Dan Turèll i 1970’erne og senest i 2010’erne i poetry slam. Systemer & skabeloner er den mest vedholdende og udbredte form for eksperimenterende litteratur. Vi har at gøre med litteratur, der remedierer eksisterende litterære systemer og genrer, og den gør det ofte på en skæv og underfundig måde. Der er tale om nyt indhold i gamle forme. Remedieringsfænomenet kender vi også på brugerdrevne medier som YouTube. Her udgør versioneringsgenren en af de mest populære filmformater. Netværk & medie bryder med den lineære fortælling. Det litterære stof organiseres i isolerede enheder, der indgår i mere eller mindre uklare netværk, som læseren selv skal sætte sammen. Teksten er i stumper og stykker. Det kan være stumper af den samme fortælling, eller det kan være stykker af forskellige teksttyper – digt, videnskab, matematik, fortælling – der belyser hinanden. På de brugerdrevne medier oplever vi, at indhold skabes i netværk af bidragsydere gennem wikies og samplings. Forfattere bliver deres eget kunstværk – i medierne. Formeksperimenterende litteratur er sjældent i fokus i danskundervisningen. Det er det i denne bog. Jeg håber derfor, at bogen kan skabe fornyet opmærksomhed på en litterær tendens, som mange litteraturhistorikere mener, er overset. Konkret poesi, systemdigtning og formel modernisme er strømninger, der fortsat giver frisk vand i bassinet.

Tak til Merete Stenum Nielsen for research og sparring. Tak til Kathrine Storm og Stefan Emkjær for solid og inspirerende redaktørindsats og ikke mindst tak til professor Anne-Marie Mai fordi hun giver bogen nogle ord med på vejen. Uden hendes forskning i det såkaldte formelle gennembrud 1970-2000 var denne bog ikke blevet til noget. God fornøjelse! Henrik Poulsen

Forord Anne-Marie Mai Professor i dansk litteratur på Syddansk Universitet

Kvas mig Tap mig på flaske Tøm mig Pis mig ned i kloakkerne – Jeg vender tilbage. sign. Poesien

I midten af 1960´erne er et skelsættende opbrud på vej i dansk litteratur. Det finder sted under indflydelse af både amerikansk og europæisk litteratur og forandrer gennemgribende litteraturen. En tydelig virkning af opbruddet bliver den, at litteraturen begynder at udgøre et nyt åbent felt af forskellige strømninger. Minimalisme, beatdigtning, popkunst, surrealisme, konkretisme, situationisme, nyrealisme og erfarings- og brugslitteratur afløser ikke hinanden som perler på en nydelig litteraturhistorisk snor, men bliver samtidige på en herligt rodet og broget måde. Og særligt spændende og udfordrende er det, at litteraturen i begyndelsen af det 21. århundrede stadig befinder sig i det opbrud, der blev indvarslet dengang i tresserne. Der er mange forskelle mellem de enkelte positioner; men de forskellige strømninger er fælles om at sætte fokus på forholdet mellem den læsende, den skrivende og omverdenen. Litteraturens karakter af at udgøre et mellemværende mellem forfatteren, læseren og omverdenen bliver en hovedsag og er som sådan genstand for eksperimenter af mange slags. Teksterne vinkles så fokus skifter, og i den nye litteratur veksler menneskesynet tillige mellem en traditionel humanistisk dannelses- og krisetænkning og postindividualistiske forestillinger om mennesket, hvor identiteten og jeget opfattes som et performativ, dvs. som en størrelse, der hele tiden bliver til og genforhandles igennem de handlinger og kontekster, mennesket tager del i. Kulturmøder i en globaliseret verden bliver tillige et vigtigt tema i litteraturen. I perioden fra midten af 1960´erne og frem begynder også en ny teknologisk udvikling, som inspirerer og påvirker digterne, ikke mindst systemdig-

terne, hvoraf nogle arbejder med kybernetik og matematik. Teknologien fremmer en stigende informationsstrøm, der sætter mennesker overalt på kloden i tættere forbindelse med hinanden, og de netværkssamfund, der etableres, er både et hyperkomplekst og et højrisikofyldt terræn. De mange materielle landvindinger og de nye muligheder, hele den kulturelle frisættelse, der kulminerer i perioden efter 1965, fører også problemer med sig i form af forurening, klimaforandringer, internationale konflikter, kultursammenstød, undertrykkelse af etniske og religiøse mindretal og flygtningeproblemer overalt i verden. Også disse temaer optager de mange forskelligartede og eksperimenterende digtere. Opbruddet i dansk litteratur er især inspireret af den amerikanske beatdigtning med hovedskikkelser som Allen Ginsberg (1926‑97), af den amerikanske kortprosa hos Raymond Carver (1938-1988), af den franske nye roman med Romain Rolland (1866‑1944) og Nathalie Sarraute (1900‑99) og af den avantgardistiske Oulipo-digtning med eksperimenterende digtere som Raymond Queneau (1903-1976) og Georges Perec (1936-1982). Den særlige nordisk-europæiske konkretisme med forfattere som Åke Hodell (1919‑2000), Helmut Heissenbuttel (1921‑96) og Eugen Gomringer (f. 1925) bliver endvidere vigtig for den nye danske litteratur sammen med den engelsk-amerikanske rocklyrik med digtere som Bob Dylan (f. 1941) og John Lennon (1940‑80). Ny tysk og østrigsk avantgardisme og politisk digtning fra Peter Weiss (1916‑82), Peter Handke (f. 1942) og Wolf Biermann (f. 1936) til Elfriede Jelinek (f.1946) gør også indtryk i en dansk kontekst. I danskundervisningen har det været vanskeligt få brugt de nye muligheder, som det formelle gennembrud har bragt med sig. Som dansklærere har vi haft en tilbøjelighed til at springe opbruddet over og betragte 1960érne som modernistiske, 1970érne som et årti for socialrealisme og bekendelseslitteratur, 1980érne som periode for en ny lyrik, mens 1990érne kunne udstyres med prædikatet minimalisme. Pist borte var en række af de eksperimenterende strømninger og muligheden for at undervise i dette stof og dermed også chancen for at opdage linjer og forbindelser mellem nutidens forfattere og den opbrudslitteratur, som de ofte refererer til.

System og eksperiment – litteratur og virkelighed i spil 1965-2014 er en mulighed for at stifte bekendtskab med mange af midttressernes vigtige forfatterskaber og se nærmere på, hvordan eksperimenterne føres videre i de følgende tiårs digtning og får betydning i helt nye medier og sociale sammenhænge i det 21. århundrede. System og eksperiment – litteratur og virkelighed i spil 1965-2014 er en veltilrettelagt undervisningsbog med spændende eksempler og god formidling af stoffet igennem præcise kommentarer og oplysninger. Der er også formuleret elevopgaver, der netop viser periodens eksperimentelle digtning som mellemværende mellem forfatter, læser og omverden. Begrebet modernisme kan altid diskuteres. Hvordan skal det afgrænses? Forfatteren støtter sig til Hans-Jørgen Nielsens beskrivelse af modernismens tre faser, og det er hans valg. Jeg er tilhænger af de mange gode ideer og forslag, der bringes frem her, og af bogens muligheder for at følge lange linjer i nyere litteratur og vise samspillet mellem forskellige æstetiske udtryksformer. ”Kvas mig” – lader Dan Turèll poesien udtale i sit lille digt fra 1991. Vi dansklærere har udsat litteraturen for lidt af hvert og for ofte kastet vrag på digtning med et stort potentiale for vores elever og studerende til fordel for stof, der passer til meget forenklede ti-årsmodeller. System og eksperiment – litteratur og virkelighed i spil 1965-2014 får fat i det åbne felt, der begynder at aftegne sig fra midten af 1960´erne, og udfordrer vores undervisning med mange gode ideer. Poesien er vendt tilbage.

INTRO

INTRO The medium is the message Marshall McLuhan, 1967

Nu skal vi skabe forudsætninger og viden for at opleve og forstå litteratur og kunst, der eksperimenterer med de systemer, som bærer dem. Vores fokus er den formeksperimenterende modernisme. Vores perspektiv er perioden 1965 til 2014. Form og indhold er kunstens to sider. Litteratur handler om noget (indholdet), og dette noget er underlagt forskellige former: mediets, genrernes og sprogets formgivende evner. Normalt undersøger vi, hvordan en bestemt form er med til at understøtte et bestemt indhold i en litterær tekst, men i den formeksperimenterende modernisme fokuserer forfatterne først og fremmest på formen. Modernismen er en kunstretning, der har udspring i det 20. århundrede. Den tager udgangspunkt i personlige oplevelser af det moderne liv. Den formeksperimenterende modernisme brød igennem i midten af 1960’erne under betegnelser som konkret poesi, systemdigtning og modernismens tredje fase. Der var tale om et kort, men meget intensivt gennembrud med konsekvenser, der rækker tilbage til modernismens tidlige år i 1920’erne og helt frem til 2014. Vi kan finde spor fra de eksperimenterende 60’ere i både litteratur, film og medier i dag. Det er disse spor, vi forfølger i denne bog. I det første afsnit sætter vi processen i gang. For at vide noget er vi nødt til at tale om det. Sætte ord på. Sproget er vores indgang til at forstå og opleve. Det har digteren Inger Christensen (1935-2009) skrevet en hel digtkreds om. Afsnittet beskriver tre forhold, der i særlig grad karakteriserer den formeksperimenterende litteratur: (1) forholdet mellem sprog og virkelighed, (2) forholdet mellem teksten og dens materiale samt (3) forholdet mellem teksten og dets indhold. Det efterfølgende afsnit rummer en kortfattet litteraturhistorisk gennemgang af perioden 1965-2014 med et særligt fokus på den form-

•

eksperimenterende litteratur. Her bliver de tre forhold uddybet. I afsnittet Sproget/Teksten/Mediet sætter vi fokus på systemerne – og formerne. Sproget skaber betydning. Teksten får mening gennem sproget. Teksten medieres i en bog, en film, et maleri eller måske ligefrem i en fysisk handling, der involverer et publikum. Men sprog, tekst og medie er også noget i sig selv. Det er det, den eksperimenterende litteratur undersøger. Eksperimenterende litteratur er på en gang svært tilgængelig og umiddelbart indlysende. Det er avantgarde og pop. Det er sjovt og skævt, anti-autoritært og demokratisk. Man var ikke for fin til at pleje omgang med reklametekster og popmusik, og ikke for fin til at udtrykke sig banalt og ligetil. Det er leg med sprog, tekst og medie, og det er ofte morsomt og til tider filosofisk. Mange af de traditionelle analysemetoder, som vi anvender i forbindelse med andre tekster, kommer til kort her. Vi skal møde de litterære tekster og kunstformer uden forbehold og med lyst til at opleve. Det første vi skal se på, er nogle grundantagelser, som den formeksperimenterende modernisme bygger på. De drejer sig om forholdet mellem sprog og virkelighed og om teksten eller kunstværket som et konkret materiale.

Virkeligheden i sproget Det. Det var det. Så er det begyndt. Inger Christensen

Litteratur handler om verden. En verden, som forfatteren skaber i en kombination af kunstnerisk opfindsomhed og livserfaringer. Redskabet er sproget. Litteraturen er støbt i sprog. Sproget opfatter vi normalt som et transparent, gennemsigtigt filter, der skaber denne verden for læseren.

INTRO

Sproget sætter verden i system. Virkeligheden indskrives i en sproglig virkelighed. Substantiver (navneord) giver alle fænomener navne, verber (udsagnsordene) sætter bevægelse og handling i gang, pronominer (stedord) forbinder fænomener og handlinger med hinanden. Adverbialer (biord) angiver tid og rum og årsagssammenhænge i disse forbindelser. Sproget er med andre ord et meget avanceret parallelsystem til verden omkring os, der gør det muligt for os at beskrive, fortælle og forestille os denne verden. En madopskrift beskriver tilvirkningen af en ret, som kan udføres i virkeligheden, en roman rummer et komplekst sprogligt billede af en forestillet virkelighed, som læseren kan fordybe sig i og måle med sine egne erfaringer og tanker. Sproget sætter teksten, læseren og verden i forbindelse med hinanden. Mediet formidler indholdet. Litteratur er svøbt i et medie. Hvad vil det sige? Ethvert medie – fra bogen til Facebook – har sin egen måde at håndtere et indhold på. Bogen, som stadigvæk er det mest udbredte medie, skal læses ”højre om” og lineært fra øverste venstre hjørne og til nederste højre hjørne (i vestlig kultur). Facebook er et netværksmedie med større frihedsgrader for brugeren til at vælge. Men skal litteratur og kunst nødvendigvis altid handle om noget uden for værket selv? Skal litteratur og kunst altid opfattes metaforisk, altså som et billede på noget andet uden for teksten? Hvad nu hvis værket i stedet betragter sig selv? Gør sin egen form til indholdet, undersøger sit redskab ’sproget’, sin formidlingsform ’medie’ og sin kontekst ’kunstinstitution, læsere og publikum’?

Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet. Bliver mere. Kombinerer andet med mere og bliver ved med at blive andet og mere. Bliver noget. Noget nyt. (…) Inger Christensen: Indledningen (fra Prologos) til digtet det (Gyldendal 1969)

Inger Christensen er en af Danmarks betydeligste digtere. Hun brød

•

igennem med sit store digt det (1969), der henover 239 sider folder en verden ud og sammen igen. Verden er i sproget, er sproget. Måden hun skriver på, får læseren til at tænke på forskellige religiøse skabelsesberetninger eller på mikrobiologiske processer, hvor bittesmå amøber uophørligt formerer sig og skaber større og større livsrum. Det begynder med det intetsigende, men altomfattende pronomen ’det’. ’Det’ er en betegnelse, der kan omfatte hele verden: Et neutrum som vi griber til, når vi skal sammenfatte komplekse helheder i et enkelt ord: ”Det ser ud til regn!”, ”Det kan du ikke være bekendt!”

I begyndelsen skabte GUD himmelen og jorden/Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene./Og Gud sagde: ”Der blive lys!” Og der blev lys. Første Mosebog, v1.1.-3, Det Gamle Testamente

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud./Dette var i begyndelsen hos Gud./Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet af det, som er. Johannes-Evangeliet, v1.1.-3, Det Nye Testamente

Kristendommens to skabelsesberetninger. I modsætning til hos Inger Christensen er det ikke sproget, men Gud der skaber verden. Læg mærke til, at der ikke optræder et egentligt subjekt i digtets indledning. Indledningen beskriver alene en kloningsproces, der er sat i gang i sproget: Bliver til det og det og det, hvor betydningen af ordet ’det’ ændres. Så er det begyndt: Hvad er begyndt – ordet ’det’ eller den sproglige udviklingsproces? Og så bliver ’det’ til ’andet’, ’mere’, ’noget’ og ’noget nyt’. Vi ved ikke endnu, hvad ordet dækker over. Vi kan kun iagttage en sproglig maskine, der er sat i gang. Inger Christensen har inddelt sit store digt i tre dele: PROLOGOS,

INTRO

LOGOS og EPILOGOS. Logos dækker over sproget. Sproget er et logisk system. I LOGOS (side 29-223) folder digtet en verden ud, så vi kan genkende den. I stramt komponerede afsnit digtes om fællesskaber, storpolitik, miljø og psykiatri. Og om vores drømme om et utopisk samfund.

6 Så træder de ud af sproget Som om de var lavet af ord Så hvirvles de ind i sproget

•

Prologos, logos, epilogos: Latinske betegnelser for den retoriske disposition af en tale eller afhandling: Logos er en betegnelse for selve behandlingen af emnet med argumenter og eksempler, prologos (pro= ’før’) rummer præsentationen af emnet og epilogos (epi = ’efter’) afrunder behandlingen med en konklusion.

Som om de var lavet af jord Så svinger de frem og tilbage Imellem bevidsthed og syn Til alle er blevet så svage At livet slår ned som et lyn (…) 8 Et samfund kan være så stenet At alt er en eneste blok Og indbyggermassen så benet At livet er gået i chok Og hjertet er helt i skygge Og hjertet er næsten hørt op Til nogen begynder at bygge En by der er blød som en krop Inger Christensen: det, LOGOS (Gyldendal 1969)

Læg mærke til, at de tre digtafsnit i LOGOS er formet i traditionelle verslinjer med flettede parrim. Her er indholdet støbt i et formfuldendt sprog, der trækker på klassiske regler om lyrik og metrik (fletrim og

Metrik: Læren om rytmer og betoninger i fortrinsvis lyrikken. Man skelner overordnet mellem trykstærke og tryksvage stavelser. Metrikken i teksteksemplet Et samfund kan være så stenet/…består af en tryksvag (Et) og to trykstærke stavelser (sam-fund) osv.: - UU, -UU, -UU. Taktslaget bliver 3-delt, som mange danserytmer også er.

Fonem: Betegnelse for sprogets mindste betydningsadskillende lyd. Fonemer fremgår, når vi udtaler ordene: ”Han tog ind til byen” og ”han nåede det sidste tog”. Det samme ord med to forskellige betydninger, som ordets to fonemer fremhæver (’to’ og ’tå’).

vekslen mellem tryksvage og trykstærke fonemer, så oplæsningen bliver ”gyngende”). I EPILOGOS (side 225-239 i digtet) foldes sproget sammen igen for at slutte med det lille ord det. Systemet lukkes, og nuancerne forsvinder. Læseren træder til sidst ud af sproget. Ud i verden uden navn.

(…) Det er verden Det er det hele i en masse forskellige mennesker Det er det hele i en masse forskelligt Det er det hele i en masse Det er det hele Det er det Det Inger Christensen: det, EPILOGOS (Gyldendal 1969)

Som det fremgår, handler det om det filosofiske forhold mellem menneske, sprog og verden. Det lange digt undersøger forholdet samtidig med, at det sætter det i system. Formen er i sig selv indholdet. det er et systemdigt. Sproget organiserer vores forståelse af verden, men digtet undersøger samtidig, hvordan sproget er i stand til det. Jeg har forsøgt at fortælle om en verden som ikke findes/for at den skulle findes, som det hedder et sted i det (side 57). Findes noget kun, fordi vi fortæller om det? Eksisterer det ikke, hvis vi ikke fortæller om det? For dem, der ikke har været i Chile, eksisterer ’Chile’ kun, fordi der er tekster om Chile. Midtvejs i det skriver Inger Christensen om revolution i Chile, som derved bliver ’virkelighed’ for læseren.

INTRO

Kunst er konkret. Materialefokus Billedkunst og skrift er det samme. Et billede er skrevet, og skrift er billeder. Asger Jorn, 1944

Første side af den første tekst i Per Højholts samling +1 (1969). Teksten fylder i alt 6 sider.

I 1968 udgav digteren Per Højholt (1928-2004) sin 8. digtsamling med titlen + 1. Det var året før, Inger Christensen udgav det. Som det fremgår, er samlingens første digt umuligt at læse. Det skal ses. Det ser nemlig ud som om, der er trykt en tekst oven på en anden tekst. Skrifttypen er ligesom i digtet det courier, som er den skrifttype, der blev anvendt på de gamle IBM-skrivemaskiner. Courier er en skrifttype med flossede kanter, i faste fonte og i mindre grad spatieret end de moderne skrifttyper, som vi har på computeren. Der er noget råt og værkstedsagtigt over courier. Den peger på sig selv som et stykke produktionsmateriale, og som læsere bliver vi opmærksomme på, at teksten eksisterer som en materiel størrelse. Er der et indhold i denne tekst, så må det være, at en tekst består af en skrift, og at den har et visuelt udtryk. Men er der også et indhold bag tekstfladen?

•

Tekst-på-tekst kaldes for en palimpsest. Det er et kulturhistorisk begreb. Navnet kommer fra græsk: palin betyder ’igen’ og psestos betyder at ’skrabe’. Både i det antikke Grækenland og i det gamle Rom havde man for vane at genbruge pergamentruller ved at skrabe gammel tekst af, hvorefter man skrev den nye tekst. Højholts digt er en moderne palimpsest, men det har vel næppe været nødvendigt for ham at genbruge sine A-4 papir, så hvad demonstrerer dette genbrug så? Var vi arkæologer, ville vi forsøge at skrabe det øverste lag af for at se, hvad der gemte sig bag. Den mulighed er udelukket. Vi kan i stedet for beskrive teksten, som den fremtræder. Den består af to spalter eller søjler, og de to lag af ord tegner nogle tværgående mønstre ned gennem søjlerne. Teksten danner en figur. Der er spor af ord, fx ”mælken”, ”horn” og ”fryser”, der gentages og forskubbes, men det er ikke muligt at dechifrere tekstkorpus. Teksten har typografisk set også en titel, men heller ikke den lader sig læse. Hvad er meningen? Gør Per Højholt grin med sin læser? Det afhænger af, hvordan man opfatter teksten. Den har ingen nytteværdi, men peger på sig selv. Vi kan se, at en tekst består af en typografi, der kan ordnes i en figurativ komposition, og at den er skrevet oven på en anden eller andre tekster. Teksten er tømt for andet indhold end dette: at være tekst, at være en figur, en dekoration. Højholts digt repræsenterer en materialebevidsthed, der især var kendetegnende for den del af den formeksperimentelle litteratur, der går under betegnelsen den konkrete poesi: Ord er trykt på papir, de har bestemte former, og de har et indbyrdes forhold. De danner tekster ovenpå andre tekster i en lang strøm gennem hele litteraturhistorien. Materialebevidstheden gør os opmærksom på, at vi befinder os i en tekstverden samtidig med, at vi er i den reale verden. En anden betegnelse inden for den formeksperimenterende litteratur er systemdigtningen. Kunstværket opfinder og bearbejder sin egen systematiske orden. Det undersøger sine egne regler og det stof, det er gjort af. Det var en holdning, der gik gennem andre udtryksformer som malerkunst, installationskunst og film inden for den eksperimenterende kunst. Den internationalt anerkendte maler Asger Jorn (1914-1973) malede allerede i 1959 en lignende palimpsest: Den foruroligende Ælling.

INTRO

Den danske maler Asger Jorns maleri ”Le canard inquiétant” (da: Den foruroligende Ælling) fra 1959.

Jorn har som Højholt benyttet en palimpsest-teknik: Ovenpå et idyllisk oliemaleri har han malet en vældig stor og truende and. De to lag i maleriet skaber en spænding.

•

Graffitikunstnere gør det også. Graffiti er en kunstform, der kom til Danmark i 1980’erne fra USA. ’Graffiti’ kommer af den italienske ord ’graffito’, der er en betegnelse for en særlig teknik til bemaling af mure. Graffitikunst udføres med spraymaling på store betonvægge, husfacader og togvogne i det offentlige rum. Stilen er farverig, skulpturel og tegneserieagtig uden brug af mellemfarver. Det interessante er, at graffiti også er en palimpsest. Det er kontrasten mellem billedet og den flade, det er malet på, der udgør graffitikunstens særlige effekt.

En betonvæg med grafitti og tags. Væggen er som en palimpsest: overskrevet i flere omgange.

Nulpunktsæstetik. Tømning af indhold Inger Christensens det begynder i intet og slutter i intet. I mellem det er sproget. Højholt overskriver en tekst, så vi ikke kan uddrage noget indhold overhovedet. Det er en væsentlig karakteristik ved den formeksperimenterende

INTRO

modernisme at den bestræber sig på at tømme sin tekst for andet indhold end det, som materialet – sproget, ordene og formen – kan give. Teksten peger ikke på andet end sig selv. Vi kan kalde det for en nulpunktsæstetik. Denne nulpunktsæstetik skal vi gennem bogen møde i en lang række meget forskellige værker fra Per Højholts Fire æg over Jørgen Leths film Motion Picture og Andy Warhols Marilyn Monroe silketrykssuiter til de brugergenerede mediers delingstjenester på fx YouTube. Værket handler ikke om noget andet end sig selv. Det er en æstetisk holdning, som vi kender fra hovedparten af den klassiske musik, der betragtes som såkaldt absolut musik, dvs. musik, der ikke tjener andet formål end at frembringe klange (harmonier) og musikalsk udvikling (melodier) i en bestemt form. Symfonien eller sonaten er kunstformer, som udfyldes på forskellige måder af komponisterne gennem tiderne. Der er forskel på en symfoni af Wolfgang Amadeus Mozart (17561791), som i klassisk forstand udfylder en symfonisk skabelon, hvor udfyldelse og originalitet går op i en højere enhed, og af Gustav Mahler (1860-1911), der mere end hundrede år efter stadigvæk bruger symfoniformen, men nu lader den så at sige flyde organisk og dynamisk helt ud over sine grænser. Lyt fx til Mozarts Symfoni nr. 41, Jupiter, i C-Dur og Gustav Mahlers Symfoni nr. 5 i cis-mol. Og vi kender ligeledes den æstetiske holdning fra det abstrakte maleri, der ikke skal forestille andet end sig selv, sine former, figurer og farver. Det abstrakte maleri i det 20. århundrede med de toneangivende internationale kunstmalere som tysk-schweiziske Paul Klee (18791940) og russiske Vasilij Kandinsky (1866-1944) frigjorde kunsten for enhver forestilling om, at den skulle ligne noget, være realistisk eller naturalistisk. De arbejdede ud fra impulsive indskydelser, som lærredet gav dem i takt med, at det blev dækket af farver og former. Det var en arbejdsform som danske abstrakte kunstmalere som Asger Jorn (1914-1973) og Richard Mortensen (1910-1993) lod sig inspirere af. Der eksisterer en tradition for, at litteraturen og kunstmaleriet skal handle om noget. Disse kunstarter har stået i en højere sags tjeneste og skildret eller afbilledet en religiøs tanke, en herskende orden eller en truende uorden. Den formeksperimenterende litteratur arbejder ikke ud fra denne tradition, men forsøger snarere at udfordre den. Den

•

Nulpunktsæstetik: Ren æstetik, dvs. en æstetisk form, der ikke bærer holdninger og ideologier, og som ikke peger på noget udenfor kunstværket selv.

litterære tekst kan udmærket ligesom den absolutte musik være sig selv nok, dog ikke kun som tidsfordriv eller dekoration, men fordi den udvider sindet, giver oplevelse – og måske erkendelse.

OPGAVER Grupper - plenum 1 I skal teste sprogets evne til at gengive virkelighedens fænomener. Løs opgaverne nedenfor på skift i gruppen. · Beskriv farven blå for en blind. · Beskriv smagen af citron. · Fortæl din livshistorie på et minut (tag tid!) · Hvilke erfaringer gør I om sproget med disse beskrivelser? 2 Sammenlign indledningen til Inger Christensens digt det (s. 13) med disse to verslinjer fra den danske renæssancedigter Anders Sunesen (c. 1167-1228), hvor Bibelens skabelsesberetning fortolkes:

”(…) ”Lys”, sagde Gud, ”Vorde lys!”, og Lyset blev skabt og det straaled’. Sagde betyder det skabende Ord, at det frembragte Lyset, Eller som sagt det blev gjort, saa let det ham faldt det at gøre; (…)” Anders Sunesen: Hexaëmeron, 1.sang, 6.vers, ca. år 1200

· Hvilken afgørende forskel er der mellem Inger Christensens og Anders Sunesens opfattelse af verdens skabelse?

INTRO

Ordforklaring Hexaëmeron: genrebetegnelse for tekster, der fortolker Skabelsens seks dage. Jødisk oprindelse. Vorde: gammelt ord for blive

Nye ord Prologos, logos, epilogos Metrik Palimpsest Nulpunktsæstetik

•

1965-2014

1965-2014 Inger Christensens det blev begejstret modtaget hos kritikere og læsere. På samme tid storladent, enkelt og uhyre kompliceret. Digtet blev også en målestok for mange kunstnere i perioden, der op gennem 1960’erne havde eksperimenteret med litteratur, kunst og kunstinstitution. Perioden er blevet kaldt for det formelle gennembrud. Udgangspunktet er, at litteratur kombinerer form og indhold på forskellige måder under skiftende tider. Under det formelle gennembrud blev der sat fokus på formen, det vil sige måden indholdet, stoffet, materialet formgives på. Det formelle gennembrud satte nemlig i særlig grad forholdet mellem teksten/skriften, læseren og verden i spil. De litterære tekster fik en mere refleksiv karakter, idet de også gav læseren mulighed for at overveje tekstens billede af verden og læserens egen rolle i læseoplevelsen. Den moderne roman, som var blevet etableret under det moderne gennembrud (fra ca. 1870), og hvori læseren indforstået følger en hovedkarakter i udvikling og måske afvikling i en nærmere bestemt historisk epoke eller ”indre tid”, blev i vores periode suppleret med mere eksistentielle og konstruktivistiske romaner, der både fortæller en spændende og vedkommende historie og peger på sig selv som tekst samt på læseren som den, der skal hive mening ud af teksten. Under det formelle gennembrud var der en særlig gruppe af forfattere og kunstnere i øvrigt, der mere radikalt arbejdede med formen og læserens forventninger gennem eksperimenter, imitationer, materialeundersøgelser og diverse systemer. Det foregik under navne som minimalisme, popkunst, konkret poesi, systemdigtning, postmodernisme og readymades. Det er denne gruppe af formeksperimenterende litteratur, som vi skal beskæftige os med. Nu samler vi et lille litteraturhistorisk puslespil. Vi følger i korte snapshots det formeksperimenterende nybrud i 1960’erne frem til 2014. Kunst og litteratur opstår ofte i miljøer. Forfattere finder sammen, tidsskrifter, der lancerer de nye ideer, opstår (og forgår), og litteraturkritikere sætter ord på de nye tendenser og retninger.

•

1965-2014

•

Det formelle gennembrud rummede mange forskellige litterære retninger og miljøer. De havde alle rod i en modernistisk og/eller en realistisk tradition. Både den nyrealistiske romanforfatter Leif Panduro (1923-1977) og den modernistiske digter Ivan Malinowski (1926-1999) eksperimenterer med formen i deres tekster – og udfordrer dermed læserens normale læsemåde. Der er forskellige opfattelser af, hvad betegnelsen modernisme dækker over. Nogle ser en forbindelse tilbage til 1700-tallets oplysningsfilosofi, hvor man for alvor gjorde sig fri af kirkens og enevoldsstatens doktriner og lod det være en dyd at stille spørgsmål om alt. Verden var i bevægelse, den fornyede sig hele tiden. ”Man bør tvivle om alt”, hævdede tidens førende filosof, den franske skribent Voltaire (1694-1778). Andre placerer modernismens oprindelse til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor traditionelle livsformer blev afløst af moderne, foranderlige livserfaringer. ”Gud er død”, proklamerede den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900). Man oplevede den nye tid som en sammenbrudstid. Nedarvede erfaringer om livet på landet blev afløst af voldsomme oplevelser i en voksende bykultur, hvor maskiner, fattigdom og social uro satte dagsordenen. Hvor er den verden, som Gud efter sigende skabte? Kunsten satte sig for at afdække den moderne tids opløsning og oplevelse af kaos. I den sammenhæng er modernisme knyttet til ord som modernitet og det moderne. En af den formeksperimenterende litteraturs førende teoretikere i 1960’erne Hans-Jørgen Nielsen opfattede den formeksperimenterende litteratur som en tredje fase af en modernisme-tradition, der var etableret umiddelbart efter besættelsestiden. Da litteratur og kunst ofte udvikler sig parallelt og i et mere eller mindre åbenlyst opgør med samtidige kunstretninger, var han især optaget af at skabe distance til det, han opfattede som modernismens anden fase, som han kaldte for konfrontationsmodernisme med navne som Klaus Rifbjerg, Ivan Malinowski og Jørgen Gustava Brandt. Med betegnelsen tog han udgangspunkt i Rifbjergs banebrydende digtsamling Konfrontation (1960). I fx digtet Punkt fra samlingen oplever læseren tydeligt denne konfrontation mellem et subjekt og dets omgivelser:

1965-2014

Snøret ned af nat hus, persienner vindueskarm, radiator bord, gulvbrædder, seng tæppe, dyne nærmere punktoplevelsen (…) Klaus Rifbjerg: fra digtsamlingen Konfrontation (Schønberg 1960)

Her bliver jegets møde - eller konfrontation - med en kaotisk verden skildret i et splintret og effektfuldt sprog, fyldt med associationer og bevidsthedsstrømme. Vi må formode, at digtets jeg (der ikke omtales, men udgør tekstens stemme) skal sove, og i denne ”punktoplevelse” opleves omverdenen som genstande, der overmander ham. I den formeksperimenterende litteratur, eller med Hans-Jørgen Nielsens ord ”modernismens tredje fase”, var der intet ’jeg’, intet subjekt til stede. Her var alene en undersøgelse/leg/forundring af/med/over sprogets indretning, mediets muligheder og læserens/iagttagerens positioner. Fire år efter Rifbjergs Konfrontation skrev den konkretistiske digter Vagn Steen således:

Vagn Steen: fra Digte?, 1964

•

1965-2014

•

Vagn Steen tager ordene bogstaveligt. De er performative. De gør, hvad de siger. Forsvinder, aktiveres og så videre, for ”således digter man”.

Modernismens faser – ifølge Hans-Jørgen Nielsen Modernismens første fase (ca. 1945-55) er bekendende: Forfattere som Ole Sarvig, Ole Wivel og Frank Jæger bekender sig til en række anti-intellektuelle, antiteknologiske værdier, der har moralsk og til tider religiøst indhold. Med forskellig vægt mener de, at kunsten har en særlig rolle i at formulere en ny livsforståelse. Kunsten skal indtræde på den plads, religionen tidligere havde gennem sit metaforiske sprog. Baggrunden er for mange 2. Verdenskrigs gru og umenneskelighed. Fasen kaldes også for Heretica-modernismen, fordi tidskriftet Heretica var platform for essays, digte og noveller af de toneangivende forfattere. Modernismens anden fase (ca. 1955-) er erkendende: Forfattere som Villy Sørensen, Peter Seeberg og ikke mindst Klaus Rifbjerg skriver om fremmedgørelse og tomhed, men uden noget moralsk perspektiv som under den første fase. Tværtimod. Erkendelsen af tilværelsens meningsløshed fører til en form for frihed for den enkelte. Det handler om at konfrontere sig med virkeligheden. Den anden fase kalder Hans-Jørgen Nielsen også for konfrontationsmodernismen efter Klaus Rifbjergs banebrydende digtsamling Konfrontation (1960). Det foretrukne tidsskift hed Vindrosen. Modernismens tredje fase (ca. 1965-1975) er eksperimenterende. Den undersøger kunsten i sig selv: Kunstens materialisering i form af sproget, genrerne, produktionsmaterialet og formidlingsformen. Den vil hverken beskæftige sig med moralske spørgsmål eller subjektive oplevelser eller anvende metaforik eller symboler. Den arbejder med det foreliggende materiale. Kunstværket er en begivenhed i sig selv, der udfolder sig i et rum og over tid, og som involverer publikum på en bestemt måde. Tidskrifterne hed mak og ta’.

1965-2014

Den formeksperimenterende litteratur var inspireret udefra. Fra Sverige, Holland, Tyskland og USA. Fra tidligere tiders kunstneriske bevægelser og stilretninger som kubisme og dadaisme. Men også af cirkus, pop, tegneserie og beatkultur. Cirkus er ren form uden indhold, en fremvisning af et nummer, som den udførende – kunstneren – behersker til fuldkommenhed. Kubismen (af ordet ’kube’, terning) sprænger det naturalistiske blik, øjets perception. Dadaismen tømmer kunsten for forståeligt indhold. Kubismen var en kunstretning fra begyndelsen af 1900-tallet og med rod i Frankrig. Kubisterne (Georges Braque, Juan Gris, Pablo Picasso) nedbrød den naturalistiske kunstopfattelse, der tog udgangspunkt i perspektivlæren, der skaber dybde i vores visuelle blik. Det traditionelle maleri skulle ligne vores øjes blik og dermed skabe en illusion om virkeligheden. Kubismen opløste – eller analyserede – motiverne i deres former.

Pablo Picasso: Den røde armstol, 1931

•

1965-2014

www.lru.dk/ systemogeksperiment

•

Kvinden i den røde armstol er gengivet både en face og i profil. Her har maleriet allerede overskredet øjets perception, dets blik. Ansigtets bestanddele er gengivet: mund og to øjne, næse og panderynken, dog ikke i en naturalistisk form, men i en ”sproglig”. En lodret streg betegner næsen, og øjnenes placeringer skal betragteren forstå i forhold til mund (en face) og næse (profil). Armstolens svungne former gentages i kvindens. Dadaismen (af tysk dada, der betyder pludren) var en kunstretning, der radikalt sprængte enhver idé om, at kunsten skulle efterligne virkeligheden. Det gjorde den gennem vrøvletekster, klovneartisteri, absurde handlinger og lyddigte. Den havde rod i Tyskland og Schweiz i tiden efter 1. Verdenskrig, hvor krigens grusomhed havde efterladt både den politiske og den kunstneriske orden i opløsning. Den tyske kunstner Kurt Schwitters (1887-1948) var en fuldgyldig repræsentant for dadaismen. Hør fx hans lyddigt Ursonate (1922-32), der alene består af lyde. Der var meget livskraft i eksperimenterne. De fortsatte med at undersøge systemerne (systemdigtning), sætte forskellige elementer sammen (postmodernisme), opløse systemerne, inddrage medierne og bygge broer mellem medierne.

1965-1970 Her er pop-kunst og minimal art. Litterær konkretisme og nyenkelhed. Musikalsk minimalisme, nytonalitet og rock side om side med en god del andet medsamt en halsbrækkende vilje til at føre teoretisk tale. Om det hele. Hans-Jørgen Nielsen: Gruppebillede fra 60erne

Art is anything you can get away with. Marshall McLuhan: The Medium is the Message (1967)

1965-2014

Fra midten af 1960’erne opstod en række miljøer, hvor forfattere, filmfolk og billedkunstnere eksperimenterede med kunstens udtryksformer og udfordrede den traditionelle kunstinstitution. Det foregik bl.a. på Den eksperimenterende Skole (senere Eks-Skolen) og ABCinema, hvor kunstformerne flød sammen. Forfattere lavede film (fx Jørgen Leth), billedkunstnere skrev romaner (fx Per Kirkeby) og litteraturkritikere lavede happenings (fx Hans-Jørgen Nielsen). En ny eksperimenterende litteratur skød frem under betegnelser som konkret poesi, systemdigtning og modernismens tredje fase. Diskussionerne fandt sted i tidsskrifter med de løjerlige navne mak og ta’. Strømningen var på en gang avantgardistisk og poppet. Man var inspireret af populærkulturen (fx Dan Turèll) samtidig med, at man nedbrød eksisterende udtryksformer – lag for lag (fx Per Højholt). Sproget og genrerne var byggeklodser, der kunne sættes sammen på nye og overraskende måder, danne andre mønstre og bryde med traditionelle forestillinger om, hvad kunst var. Happenings og konkret poesi Inspirationen kom især fra den internationale kunstbevægelse Fluxus, der gjorde det i happenings. Den blev samlet op i Den Eksperimenterende Kunstskole, Eks-Skolen (1961-69), der var befolket med unge kunstnere som Poul Gernes (der siden har dekoreret Palads Bio i København udvendigt), Peter Louis-Jensen, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, komponisten Henning Christiansen og Hans-Jørgen Nielsen samt filminstruktøren Jørgen Leth som en hang-around. En happening er en slags levendegørelse af collagemaleriet. Det er i hvert fald sådan, forfatteren og litteraturkritikeren Hans-Jørgen Nielsen forklarer det.

”Collagemaleriet betød indførelse af virkelighedselementer i det fiktive billedrum og den abstrakte, kompositionelle sammenhæng. (…) Blot skete der nu en radikal udvidelse af den oprindelige konception. I stedet for at indgå i et fiktivt billedrum og en

•

1965-2014

•

abstrakt kompositionssammenhæng vandrede collagen ud i det reelle rum og blev til environments. Environments betyder miljø og dækker her over en idé om udstillingsrummet som ét stort kunstværk. En kæmpecollage man kan gå rundt i. Herfra er der ikke langt til at indføre collageagtige handlinger i rummet på lige fod med tingene. Og så har man en happening.” Hans-Jørgen Nielsen: fra Kunsten som Robinsonade, Information (25.5. 1967)

Ifølge Hans-Jørgen Nielsen kan vi sammenligne en collage med en happening. Collagen består af en række ”virkelighedselementer” i en abstrakt komposition. Det minder om Højholts palimpsest. Lag på lag eller her element ved element. Wilhelm Freddie (1909–1995) arbejdede meget med collageteknikken i sine surrealistiske malerier. I Selvportræt (1938) blander han isolerede motivdele som en dør, en nøgle og en torso i en samlet collage. Det fremgår ikke umiddelbart, hvordan de enkelte motiver hænger sammen – og om de hænger sammen.

Wilhelm Freddie: Selvportræt (1938)

1965-2014

På samme måde er happeningen sammensat af elementer, der hver for sig har en mening, men sat sammen i et rumligt forløb, bliver de abstrakte. Det kom der mange fornøjelige, forunderlige og finurlige happenings ud af. For eksempel denne: På en scene og i overværelse af et publikum pakker kunstneren Poul Gernes sig ind i en rulle papir fra bund til top med den ene arm løftet, hvilket besværliggør handlingen, hvorefter han skærer sig fri igen med en lille kniv - da-da! – og publikum klapper (1966).

It’s showtime. Poul Gernes pakker sig ind i papir – og ud igen! Klap fra publikum.

Eller denne: Den amerikanske cellist Charlotte Moorman sidder på Hans-Jørgen Nielsen, der ligger på alle fire. Hun er kun iført en heldragt i gennemsigtigt plastic, mens hun spiller cello. Cellopinden befinder sig i munden på Henning Christiansen, der ligger fladt ned på ryggen. Forinden har Moorman været under en iskold bruser. Det hele overværes af et koncentreret publikum.

•

1965-2014

•

Noget af en opstilling. Cellisten Charlotte Moorman stryger sin cello, mens Hans-Jørgen Nielsen og Henning Christiansen assisterer. Publikum betragter happeningen intenst (1966).

Eller denne: I Hans-Jørgen Nielsens happening Kvadrille (1967) danser fire kunstnere i nøgen overkrop og iført en stor gennemsigtig plasticpose til en oplæsning af Hans-Jørgen Nielsens digt konstateringer, hvorefter de optrædende ”fryser” i et skulpturelt tableau. Hans-Jørgen Nielsens happening ”Kvadrille” (1967). Stående digterne Hans-Jørgen Nielsen (tv.) og Kristen Bjørnkjær (th.), liggende med avis Jørgen Leth. Vagn Lundbye (med pelshue) og Erik Thygesen er i færd med at give komponisten Henning Christiansen plastic på.

1965-2014

Happeningen var et billede i tid. De vigtigste ingredienser var objekter, relationer, de udførende og publikum. Happeningen skulle undervejs etablere nogle relationer mellem de udførende og de valgte objekter, der indgik. Der skulle være et publikum, der overværede happeningen, og dette publikum skulle klappe efterfølgende, som man klapper efter en koncert. Publikum var så at sige en del af forestillingen. Ydermere skulle happeningen være tømt for mening andet end provokationen ved ikke at have mening. Det var vigtigt, at publikum ikke gennem udvælgelsen af objekter fik mulighed for at associere. Publikum måtte ikke tro, at det betød noget, for happeningen var ikke et symbol eller en metafor. Derfor benyttede de udførende de udvalgte objekter på andre måder, end de var beregnet til. Det var en fremvisning af objekter, knyttet til de udførende og inden for en tidsramme. Kunstnerens subjektivitet var erstattet med genstandene og situationernes objektivitet. Lige præcis den holdning til tingene kunne forfattere bruge. Bogstaverne, ordene, sætningerne og typografien var genstande som de objekter, der indgik i happeningen, og forfatteren kunne arbejde med dem køligt iagttagende, undrende og nysgerrigt. Hans-Jørgen Nielsen kaldte sine tekster for exempler, nemlig eksempler på, hvordan sprogets elementer kunne bruges på forskellige måder, uden at de skabte en mening, der rakte ud over dem selv. Den konkrete poesi beskæftigede sig med at undersøge objekterne, og den bestræbte sig på at undgå, at litteraturen skulle betyde noget, og at forfatteren skulle udtrykke en mening gennem sin litteratur. Både happenings og konkret poesi udfordrede den etablerede kunstverden. Det er for nemt, det er pjat og ligegyldigt. De er uden følelser, lød kritikken.

Attituderelativismen

’Jeg er det, ’jeg’ gør mig til i relation til andre. Hans-Jørgen Nielsen, Spillets regler, 1967

•

1965-2014

•

Hans-Jørgen Nielsen var gennembruddets samlende person. Han skrev tekster, deltog i happenings og beskrev og analyserede gennembruddet. Et af hans kernebegreber var attituderelativismen. ”’Jeg er det, ’jeg’ gør mig til i relation til andre. Og eftersom jeg har mange relationer til andre og mange forskellige relationer, er ’jeg’ mange ting”, hævder han i artiklen Spillets regler fra 1967. Det er disse relationer, som han kalder for attituder. Attituderelativismen brød med forestillingen om, at ’jeget’ er det samme i alle situationer og hele livet igennem. ”Den menneskelige eksistens er en proces, som i hovedsagen består i at udfylde tiden til døden eller julemanden kommer”, siger han i samme artikel. Faste forestillinger om livets mening, om en subjektiv kerne og om historisk sammenhæng holder ikke ifølge attituderelativismen. Her er tilværelsesforståelsen uden dybdeperspektiv, men horisontal, ligesom i Picassos maleri Den røde armstol. Der er ikke noget, der er mere vigtigt end andet (den vertikale forståelse i perspektiv påstår det modsatte), for alt kan blive vigtigt på forskellige tider. Alt er relativt, og det drejer sig om, at man går ind i forskellige former for spil. I disse tanker lå der spirer til både happenings, konkret poesi, systemdigtning og postmodernisme, en kunstretning, der for alvor brød igennem i 1980’erne.

Medierne inddrages

All media are extensions of some human faculty – psychic or physical. Marshall McLuhan: The Medium is the Massage (1967)

Tidens hotte medieguru, canadieren Marshall McLuhan, skrev en banebrydende bog med titlen The Medium is the Message (1967). Hovedsynspunktet var, at medierne så at sige udgjorde kroppens forlængede arme. Kameraet var vort øje, telefonen vor stemme og øre og det elektriske system (i dag det digitale) en udvidelse af vort nervesystem. Den tekniske og menneskelige virkelighed smelter sammen, var McLuhans hovedbudskab.

1965-2014

På ABCinema gjorde man en dyd af McLuhans synspunkt. Kameraet var fotografens øje. Jørgen Leth, Ole John, Henning Camre, Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby eksperimenterede på alle mulige måder med dette øje. De forkastede alle regler og genrer, fordi ”vi må have rå film, pågående, sansepirrende billeder og lyd”, som Jørgen Leth skrev i en artikel i tidsskriftet ta’. ”Det er let at lave film”, sagde Per Kirkeby, og mente dermed, at alle kunne bruge deres øjne gennem kameraet til at sanse, indfange og gengive sansepirrende indtryk fra virkeligheden.

1970-2000 Ved indgangen til 1970’erne opløstes både Eks-Skolen og ABCinema. Tiden med disse kreative legestuer var forbi, og kunstnerne gik deres egne veje. ABCinemas sidste manifestation var at besætte Den Danske Filmskole, kræve lærerne afsat og en åben og demokratisk filmordning indført. Deltagerne blev smidt på porten efter et døgn, men aktionen førte kort tid efter til oprettelsen af Workshoppen og Kortfilmrådet, der gav plads til mere eksperimenterende film. Kulturlivet blev politiseret, og kravet om en mere politisk og folkelig (læs: forståelig og nyttig) kunst smittede af på kunstnere og forfattere. Den objekt/relationelle happening fra 1960’erne blev politisk. Sammen med kunstneren Lene Adler Petersen (1944-) gennemførte Bjørn Nørgaard en række politiske happenings i det offentlige rum over temaet Den kvindelige Kristus. Mest kendt er det nummer, hvor en nøgen Lene Adler Petersen går ned gennem Børsen, idet hun bærer på et kristent kors, mens sortklædte børsherrer forsøger at vende ansigtet bort (1970). Endnu større forargelse skabte kunstnerparret med Hesteofringen (1970), der er dokumenteret på film. Udklædt i middelalderlige kostumer slagter de en hest, parterer den og lægger kødstykkerne i syltetøjsglas. Rækken af syltetøjsglas er udstillet på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

•

1965-2014

•

Kunstneren Lene Adler Petersen på vej gennem Børsen i København (1970). Happeningen, iscenesat sammen med Bjørn Nørgaard, tematiserer mand/ kvinde, renhed/snavs og henviser til Jesus, der driver de besmittede ud af templet i Jerusalem.

Teatergruppen Solvognen gik videre med den politiske happening. En decemberdag i 1974 befolkede en hær af 100 julemænd det indre København. De gennemførte flere omhyggeligt iscenesatte aktioner i bybilledet, bl.a. besatte gruppen Arbejdsretten og en netop nedlagt fabrik, fjernede direktøren og erklærede fabrikken åben igen. Højdepunktet var uddelingen af bøger til kunder i Magasin. Her skred politiet dog ind og gennemførte arrestationer af julemændene til børnenes store forskrækkelse. Aktionen var rettet mod kapitalismen. Det formelle gennembrud fik hermed en politisk flanke, hvor tilskueren direkte blev inddraget i den virkelighedsfremstilling, som de forskellige aktioner omfattede.

Avantgarde (af fransk ’at gå foran’, ’at være førende’): En betegnelse der bruges om kunstnere, forfattere og filminstruktører, hvis værker er forud for deres tid, og som det brede publikum har svært ved at forstå.

Popkunst En række avantgardistiske kunstnere og forfattere arbejdede med populære og trivielle genrer. Dan Turèll var fascineret af tegneserier og det klichéfyldte mediesprog. Især Anders And-universet optog ham som en ”livsindstilling, en ideologi, ja en teologi” (Politiken 1975). Gennem sin insisterende stemme under betegnelsen Onkel Danny fortæller talte og skrev han sig ind i flere medieskabte verdner. Som forfatter arbejdede han med populærkulturens klichésprog, vendte og drejede det og gav det på den måde en ny friskhed.

1965-2014

(…) Og hvad er det så vi lærer af Anders And, Brødre og Søstre? Jo, vi synes jo alle vi har vores problemer, men tænk engang på den dagligdag Anders lever i, tænk på hvor svært han har det. Erotisk er han ikke nogen succes. Andersine går ganske vist i byen med ham, men hun deler gerne sin madkurv med andre og hun er ligesom altid på udkik efter en anden og mere spændende (m)and. Og Anders ville så gerne være ungerne en god onkel og lære dem verden at kende så de kunne se op til ham og respektere ham, men hver gang de er ude sammen er det ungerne der må redde ham fra de vilde dyr og indfødte. (…) Dan Turèll: fra Anders And Evangeliet (1976)

Både Inger Christensen og Per Højholt fortsatte med at folde deres forfatterskaber ud, stort set upåvirkede af den politiske dagsorden. Inger Christensens mål om at undersøge systemers formskabende virkning (læs: skønhed) nåede et foreløbigt højdepunkt i digtsamlingen Alfabet (1981), mens Per Højholt vendte sig mod en mere forståelig lyrik/prosa, fx i sine populære Gitte-monologer (1984), hvor han mimer en stemme - den naive, let forargede Gitte - der i en fingeret monolog til sin mand udtrykker sig om tidens tendenser. Gitte-monologerne skal høres af Højholt selv. Ligesom Turèll var han fascineret af de stemmer, der flød rundt i mediehavet, samlede dem op, undersøgte og ”udstillede” dem. Peter Laugesen (1942-), der oprindeligt var uddannet typograf, arbejdede i sine eksperimenterende tekster med en stemme og skrift, der strømmer i rytmiske sekvenser. Den mest systemiske digter overhovedet var Klaus Høeck (1938-), der fandt det nødvendigt at tilføje et appendiks til sine store digtkredse Hjem (1985) og In nomine (2001), hvor han omhyggeligt beskriver systemerne. Jørgen Leth rettede sit nysgerrige kameraøje mod sportens verden. Hans cykelfilm (Stjernerne og vandbærerne (1974), En forårsdag i helvede

•

1965-2014

•

(1976)) var på en gang nøje registrerende som hans film i 1960’erne og myteskabende. Leth var især inspireret af amerikanske samtidskunstnere med Andy Warhol i spidsen. Warhol arbejdede med palimpsest-teknikken. Han lagde nye lag på populære mediebilleder. Mest berømt er hans serier med silketryk af filmstjernen Marilyn Monroe, der ligesom Turèlls Anders And hørte til populærkulturen.

Et af Andy Warhols utallige silketryk af den amerikanske filmskuespiller Marilyn Monroe. ”Marilyn Diptych”, 1962. Den serielle æstetik (hvorved man kopierer det samme udtryk med få afvigelser) er en kommentar til den traditionelle opfattelse af kunst som unik og original og en kommentar til industriens masseproduktion. Og så foregriber den de serielle filmformater, som vi finder på fx YouTube.

Netop Warhol optræder som quality star i Leths 66 billeder fra Amerika (1986). De 66 scener ligner fotostater eller diasbilleder, og hver især mimer de et ikonisk billede af Amerika: highway’en, bartenderen, the yellow cab. Filmen har ingen fremadskridende handling, men består af et netværk i en mere eller mindre tilfældig orden.

Arena-modernismen Omkring forlaget Arena samlede der sig en række forfattere, der arbejdede målbevidst for en ny litteratur, der skulle være enkel og nyskabende. Forlaget var i 1974 flyttet til Hald Hovedgård ved Viborg, og

1965-2014

Peter Seeberg (1925–1999), der var museumsinspektør i byen, blev en samlende kraft. Inspirationen kom fra udlandet. Især fra Frankrig, hvor forfatteren Alain Robbe-Grillet (1922-2008) med sin bog På vej mod en ny roman (1965) undersøgte, hvorvidt man kunne lave en objektiv roman, der blot registrerer uden at fortælle. Skulle en roman nødvendigvis have en fremadskridende handling? Kunne man blande stilarterne? Kunne man inddrage læseren på nye måder? Kunne man i det hele taget skrive anderledes uden at miste læsere? Kunne man udbygge 1960’ernes systembevidsthed i mere tilgængelige værker? Spørgsmål der på en radikal måde samlede essensen af det formelle gennembrud. Svend Åge Madsen (1939-) skrev systemiske romaner. Allerede i 1972 kom Dage med Diam eller livet om natten (1972), hvori læseren kan vælge at følge et af to læsespor (derfor to titler), der hver består af 32 novellestykker, som kan læses i tilfældig rækkefølge. Hans gennembrud blev Tugt og utugt i mellemtiden (1974), hvor han på basis af kriminalgenren blander en meget lokal (Aarhus) provinsrealisme med fantastik. Han skriver fortsat og fortrinsvis romaner, der sætter systemer og sproglige verdner i spil. Poul Vad (1927-2003) tog tråden op med Kattens Anatomi (1978), der skildrer en togrejse mellem Aarhus og Skanderborg. Den fylder over 600 sider (og kan altså ikke læses undervejs mellem Aarhus og Skanderborg!), fordi de rejsendes historier foldes ud i et sindrigt system, hvor personer og begivenheder går igen på kryds og tværs. Fortællingerne udgør tilsammen et kompliceret netværk, hvor personerne i togkupeen samler trådene og udgør en slags metadata – længe før begrebet bliver opfundet i forbindelse med web-kulturen. Netop netværk var noget, Peer Hultberg (1935-2007) dyrkede i sine to store romaner Requiem (1985) og Byen og Verden (1992). Henholdsvis 600 og 100 uhyre kondenserede fortællinger udgør romanernes store netværk. Hver fortælling rummer en verden i sig selv, henholdsvis en indre og en ydre, der både kan stå alene og bidrage til den store fortælling, som er mere end summen af de små. Hvis man ellers kan overskue mønstret. Se mere i kapitlet om Netværk & medie, se s. 165. Peter Seeberg dyrkede derimod den lille form. Novellen eller noget, der var endnu mindre, ja gerne en tekst, der kunne stå på en side,

•

1965-2014

•

skrevet som en palimpsest oven på en velkendt hverdagsgenre, fx en benådningsansøgning, perronens højtalermeddelelser, madopskrifter, nekrologer og efterladte huskenoter. Per Højholt var tilknyttet Arena-modernismen ligesom forfattere som Henrik Bjelke og Jens Smærup-Sørensen. Det fælles udgangspunkt for Arena-modernismen var spørgsmålet om, hvordan man kunne fortælle verden uden at forfalde bevidstløst til velkendte genrer, litterære traditioner og politiske ideologier.

Stilpluralisme, postmodernisme Mange af Arena-forfatternes tekster var stilpluralistiske. Det vil sige, at de blandede forskellige genrer, stillejer og stemmer i en meget sammensat og ofte meget underholdende helhed. Poul Vad førte læseren rundt i den klassiske labyrint- eller symposionfortælling, Seeberg udfordrede læserens læserutiner, og Peer Hultberg skabte netværk af tekster, der hver især var klassisk afrundede, men tilsammen udgjorde en kaotisk helhed. På forskellige måder repræsenterede de postmodernismen, dvs. den –isme, der følger efter modernismen (’post’ betyder efter). Postmodernismen blev 1980’ernes toneangivende kunstretning, og den slog især igennem i kunst, film og arkitektur, men altså også i litteratur. Postmodernismens udgangspunkt var, at kunstværket kunne sættes sammen af sætstykker fra forskellige tidsepoker og stilarter, fordi ”de store fortællingers tid” var slut. 1970’ernes politiske kunst og kultur var stilnet af. Ideologier og traditionsoverførsel (”de store fortællinger”) blev gradvist afløst af mere individuelle og midlertidige livsforståelser. Verden var grundlæggende fragmenteret, som konfrontationsmodernisterne også mente, men i stedet for at komme ind i verden (ved at konfrontere sig) med denne erkendelse som baggrund, forholdt de postmodernistiske forfattere sig ironisk til det. Det blev dekoration, spil, leg med former og læserforventninger, som jo også gjorde sig gældende i de eksperimenterende 60’ere. Ib Michael (1945-) og Peter Høeg (1957-) brød igennem med vildt fabulerende romaner, der kan opfattes som postmoderne og formelle. De peger på deres karakter af at være fortællinger om verden, og de sætter tekstens virkelighedsmodel og læserens

1965-2014

virkelighedsforståelse i spil med hinanden. Høegs debutroman Forestilling om det tyvende århundrede (1988) er både topografisk skildring, udviklingsroman og magisk realisme, holdt i en meget bevidst stil, som han i øvrigt forfiner i sin novellesamling Fortællinger om natten (1991), der er skrevet som en gennemført Karen Blixen-pastiche. En række store internationale filminstruktører lavede nogle bemærkelsesværdige postmodernistiske film i 1990’erne. Det gælder amerikanerne Quentin Tarantino, David Lynch og Robert Rodriguez, der på forskellige måder blander stilarter ind i filmiske labyrinter uden klar udgang og gerne med afsæt i en velkendt genre, ofte thriller eller action. Lars von Trier gjorde det samme med film som Europa (1991), Breaking the Waves (1996) og Dancer in the Dark (1998), hvor henholdsvis tysk ekspressionisme fra 1920’erne, amerikansk melodrama og musical sættes i spil. Hans definitive bud på en postmodernistisk film var tv-serien Riget I-II, hvor folkekomedie, gyser og socialrealisme blandes i en overrumplende flerstrenget fortælling med blindgyder, løse ender og ligegyldigheder, der tirrer seerens forventninger om ”den store fortælling”. 1990’erne var på den formeksperimenterende scene præget af kvindelige forfattere, der gik ultranær på begivenhedernes atomare univers eller fortalte fragmenterede historier med stor åbenhed for læserens fortolkning. Her skal blot nævnes Solvej Balle, Christina Hesselholdt, Helle Helle, Kirsten Hammann og Merete Pryds Helle. Flere af dem var uddannet på den nye Forfatterskolen (1987-), der med Poul Borum i spidsen netop dyrkede det formeksperimenterende.

•

Topografisk skildring (af græsk topoi, topos = ’sted’): Beskrivelser af egne og lokaliteter med faktuelle oplysninger.

Magisk realisme: En litterær form, der blander realisme med magi. Miljøet og personerne er genkendelige, men der sker begivenheder, der er overnaturlige, og visse personer har særlige evner. Den magiske realisme trækker på motiver fra myter og sagn (der i sig selv er magiske).

2000-2014 Jo tættere vi kommer vor egen tid, jo mere uoverskueligt er det materiale, som vi dykker ned i. Hvad holder, og hvad holder ikke? Hvordan kan vi overhovedet finde den formeksperimenterende litteratur, når den ikke mere kun udgives på Gyldendal, Borgen og Lindhardt og Ringhof? Sagen er nemlig, at mange forfattere lader sig udfordre af de digitale mediers nye muligheder for at formgive deres tekster og inddrage læseren.

1965-2014

•

Et kendetegn ved den eksperimenterende litteratur efter millennium (år 2000) er, at den flyder ud over papirets grænser. Vi møder den i et sms-univers, som interaktive grafiske fortællinger og gennem forfatternes performances og poetry slam. Der er tale om tværmediale eksperimenter, som også kendetegnede 60’ernes eksperimenter, hvor kunstnerne gik på tværs af kunstarterne. Mediet eller materialet generelt er blevet en aktiv del af det litterære indhold. I 2002 udgiver Naja Marie Aidt (1963-) et ”skrummel” (hendes eget ord) af en bog, der gennem digte, interviews, fotos og tegninger fortæller om eksistenser på Nørrebro. Bogen hedder Balladen om Bianca, men det er umuligt at afgøre, hvem Bianca egentlig er. Bogen unddrager sig enhver genrebestemmelse; det er hverken en fotobog eller en digtsamling, men en anarkistisk collage, der hele tiden skifter synsvinkel og fokus. Det er helt ustyrligt. Et opslag fra Naja Marie Aidt med fleres ”Balladen om Bianca” (2002). Et digt, tre uskarpe fotos af vinterlandskab og en tegning af en person med et apparat tilsluttet sin næse. Der er plads til oplevelse og fortolkning.

Impulsstrømmen i Balladen om Bianca kan ligne digte af Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup. Her glider en masse forskellige stemmer ind over hinanden i et kakofonisk, uhomogent, stemmehav uden egentligt centrum. Denne associationsspeech kan minde om Dan Turèlls og Peter Laugesens i 1970’erne. Sprogmaskinen er sat i gang, og ordene nærmest snubler over hinanden, drives ind i rytmiske bevægelser, fanger en klang – og splintres igen.

1965-2014

Bogen er ikke mere det eneste medie, der kan formidle litterære oplevelser. Morten Søndergaards (1964-) Ordapotek (2010) består fx af en lakeret papæske, som indeholder 10 æsker i forskellige størrelser. Hver æske repræsenterer en ordklasse, og æskens størrelse er bestemt af ordklassens antal af ord. Åbner man en af de små æsker, finder man en lille indlægsseddel, som vi kender fra apotekets pilleæsker. Indlægssedlen begynder med en advarsel, her om ordklassen substantiver:

Indlægsseddel LÆS DENNE INDLÆGSSEDDEL GRUNDIGT; INDEN DE BEGYNDER AT BRUGE SUBSTANTIVER*. Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen. Spørg en digter eller på biblioteket, hvis der er mere, De vil vide. Slå op i en ordbog, hvis en bivirkning bliver værre, eller De får bivirkninger, som ikke er nævnt her. (…) Morten Søndergaard, fra Ordapotek (2010)

Æskerne i Morten Søndergaards ”Ordapotek”. Hver æske repræsenterer en ordklasse, der på indlægssedlen beskrives inden for rammerne af den farmaceutiske tekstgenre. ”Ordapotek” er en slags poetisk grammatik.

•

1965-2014

www.lru.dk/ systemogeksperiment

•

Morten Søndergaard er uddannet på Forfatterskolen og var medlem af forfatterkollektivet Øverste Kirurgiske. Det ejendommelige navn skyldtes adressen på toppen af Diakonissestiftelsens bygning på Frederiksberg. Øverste Kirurgiskes tilgang var uhøjtidelig og respektløs. I deres tidskrift kaldte de det for ”Poetisk hjernevinding”. Målet var ”… at skabe et levende forum for især ny dansk litteratur, hvor erkendelse, samarbejde og eksperimenter er i centrum. Øverste Kirurgiske går ind for poetisk hjernevinding. Uden lukket- og indforståethed præsenterer tidsskriftet ny poesi og billedkunst i lækre formater.” (1/2004). Foruden Morten Søndergaard var Martin Budtz (1961-2013), Jens Blendstrup (1968-), og Thomas Tøfner (1969-) de dominerende skikkelser i Øverste Kirurgiske, og foruden tekster på papir og andet materiale indgik performances og aktioner (dans fx) i deres produktioner. Et andet kunstnersamarbejde opstod på websitet afsnitp.dk (19992009), der var et ”virtuelt udstillingsrum for litteratur og kunst i grænselandet mellem ord og billede.”. Websitet indeholder (det er stadigvæk tilgængeligt som arkiv) alle mulige eksperimenter, der også udnytter webmediets muligheder for brugeraktiviteter. Mange af værkerne fornyer 1960’ernes formeksperimenter. Ord er konkreter, der skal tages bogstaveligt. Klikker du på ordet ’there’ skifter det til ’here’ på Cia Rinnes (svensk kunstner, 1973-) digitale værk archives zaroum. De brugerdrevne medier har i det hele taget givet forfatterne nye stemmer. Flere af dem blogger, og det giver andre muligheder for litterære eksperimenter og for, at læserne kan kommentere. Det er karakteristisk, at forfatteren Asta Olivia Nordenhof (1988-) modtog Montanas Litteraturpris 2013 for både sin digtsamling Det nemme og det ensomme og sin blog jegheddermitnavnmedversaler.dk. Der udgives dog stadigvæk ny eksperimenterende litteratur på tryk. Eksempelvis Peter Adolphsen (1972-), mellemgenerationen Tøger Jensen (1960-) og Pablo Llamblas (1964-) og de lidt ældre Viggo Madsen (1943-) og Vagn Lundbye (1933-) arbejder alle ud fra de erfaringer, som tidligere eksperimenter har bragt. Forfatterne undersøger sprogsystemer, putter nyt indhold i velkendte genrer og udvider den litterære fortælling med fx beskrivelser og fotos af alle landets rådhuse(!) (Pablo

1965-2014

Llamblas Rådhus, 1997) eller tanker om romananalyse i en roman (Lars Frost Allermest undrer det mig at vi kan glemme (2001)). De dyrker den ultrakorte form og skriver ovenpå eksisterende tekster (Maja Lee Langvad Find Holger Danske (2006)). Et samlet indtryk er, at disse eksempler alle reflekterer over den litterære tradition og medierne. De kaster lys over det litterære rum, som de selv udfolder sig i. De handler om noget, men de handler også om måden, de handler om noget på. De er metatekster og formeksperimenter. Og så er vi tilbage ved den formeksperimenterende litteraturs gennembrud i midten af 1960’erne, og forholdet mellem tekst, læser og verden, som det formelle gennembrud sætter i spil. I Lars Frosts (1973-) roman med den spøjse titel Allermest undrer det mig at vi kan glemme (2001) er der plads til stumper af handling, romananalyse og skarpt opgør med den realistiske romantradition. Første kapitel hedder Hvad er formålet med teorierne? uden at det handler om romanteori, men skildrer dele af et familieliv. I afsnittet Bevægelse funderer forfatteren over det, der sker med hverdagshændelser, når de indgår i film – eller i romaner:

Bevægelse På film bliver hverdag til ritualer. Der er slet ikke tid til en hverdag på film. Et særligt kærtegn udveksles hver morgen mellem mand og kone. Det sker også i bøger. Drengen har en særlig måde at komme ind på sit værelse på. Altid, han smider altid jakken dér i hjørnet. Det er ikke en hverdag, men det ligner, når dage skal klippes ned til minutter. Lars Frost: fra Allermest undrer det mig at vi kan glemme (Lindhardt og Ringhof 2001)

Læseren opfordres hele tiden til at reflektere over måden, som romaner – og i citatet film – gengiver virkeligheden på. ’Hverdag’ eksisterer ikke i kunsten, fordi alt er blevet til ritualer. Kapiteloverskrifterne i Allermest undrer det mig at vi kan glemme har Lars Frost hentet fra den franske forfatter Alain Robbe-Grillet, der i

•

1965-2014

•

1963 udgav den epokegørende essaysamling På vej mod en ny roman (da. 1965), hvori han gør op med den realistiske roman (se side 41). Lars Frost bevarer overskrifterne, men fylder et nyt indhold under dem.

Litteratur, medier og mainstream Litteraturen medieres. Merete Pryds Helle (1965-) er en af de forfattere, der har eksperimenteret mest med medieret litteratur. Hun har både skrevet sms-noveller og interaktive grafiske romaner, hvor læseren kan forlade hovedsporet og fordybe sig i sidehistorier eller personers baggrunde (Begravelsen, iPad-roman, 2011). Alle sammen giver nye læseroplevelser. I modsætning til traditionelle noveller indgår tid og sted på en helt anderledes aktiv måde. Sms-novellen er splittet op i ganske små tekstdele, og læseren modtager dem over mobiltelefonen på tilfældige tidspunkter og steder. De kommer uregelmæssigt, så de kommer altid, uden at læseren har forberedt sig. Ofte har læseren mulighed for at vælge mellem to muligheder for, hvordan novellen skal fortsætte. Sms-novellens narrative struktur minder om den måde, vi benytter Facebook, Twitter og sms på. Twitter kommunikerer i et tilsvarende miniformat (max 140 tegn), og som på Facebook kan vi kommunikere hvor som helst og når som helst, fordi de er tilgængelige på alle platforme fra pc til mobil. Vender vi blikket tilbage over den formeksperimenterende litteratur kan vi konkludere, at det, der begyndte i 1960’erne med avantgardistisk leg med sprog, former og medie, i dag er blevet mainstream for mange af de måder, som vi benytter medierne på. Vi lever i en medieverden, og en stor del af vores daglige omverdensorientering foregår gennem forskellige medier. Vi kommunikerer med symboler og grafiske tegn (smileys) i vores sms-beskeder, som minder om den konkrete poesis tegnverden. På YouTube finder vi varianter af små film eller situationer, som har det tilfælles med Warhols serielle æstetik (se side 40) at være varianter over den samme skabelon, der kan gentages igen og igen. På Wikipedia og lignende delingssites arbejder vi i et netværk med sans for detaljen. Alle disse medierede aktiviteter har den formeksperimenterende litte-

1965-2014

ratur været forbi. Det var historien – kort fortalt. Nu drejer det sig om teorierne.

OPGAVER Grupper - plenum Søg eksempler på postmodernistisk kunst og arkitektur på nettet. Vælg det mest repræsentative og præsenter det for klassen. Beskriv de postmodernistiske træk.

Individuel - plenum Anmeld en postmodernistisk film, som du kender i forvejen – fx af Tarantino, Rodrigues, Jim Jarmusch, Luc Besson eller Jean-Jaques Beineix. Gør kort rede for handlingen – hvis det er muligt. Beskriv filmens postmodernistiske træk, herunder hvilke filmgenrer den trækker på.

Individuel - plenum Find en hverdagstekst, fx en reklametekst på nettet eller et brev fra kommunen. Skriv en ny tekst med et andet indhold, idet du bevarer den oprindelige form og genretrækkene. Præsenter din tekst for din sidemakker. Saml alle jeres palimpsester på et website eller på en opslagstavle på skolen.

Nye ord Modernisme Avantgarde Konkret poesi Happening Attituderelativisme Systemdigtning

Mediet er budskabet Arena-modernisme Seriel æstetik Stilpluralisme Postmodernisme Magisk realisme

•

Sproget/Teksten/Mediet

Sproget/Teksten/Mediet Tekster er støbt i sprog og svøbt i medier. Enhver tekst er udtrykt i et sprog og formidlet gennem et medie. Vi bruger den brede definition af tekster: tekster af ord, af billeder, film og optræden. En tekst er et system af tegn, der rummer en mening – eller mere præcist: giver mening for læseren, seeren og lytteren. Hvad vi ser, hører og læser er tekster. Vi skal i dette afsnit undersøge grundlaget for den formeksperimenterende modernisme: Hvilke aspekter ved sproget, teksten og mediet, bringes i spil?

Sproget Mit sprogs grænser er min verdens grænser. Ludwig Wittgenstein (1889-1951)

Sproget er et såkaldt repræsentationssystem for virkeligheden. Det vi siger eller skriver, repræsenterer det, vi taler eller skriver om. Sproget peger på noget uden for sproget. Det har stort set ingen lighed med det, som det repræsenterer. At en rose hedder ’en rose’ er tilfældigt. Vi kan hverken dufte eller se farverne eller tornene i ordet. Det verbale sprog er et overvejende arbitrært - vilkårligt - sprog. Ordet ligner ikke det, det omtaler. A rose is a rose is a rose is a rose sagde den amerikanske forfatter Gertrude Stein (1874-1946), og hun mente dermed, at sproget i virkeligheden peger på sig selv: A rose = a rose og A rose is a rose = a rose is a rose. Vi kan altså ikke skrive os ud af sproget, mener Stein. Hendes sentens blev citeret hyppigt blandt de eksperimenterende forfattere i 1960’erne, fordi den er en uhyre enkel formel for deres kunstforståelse. Kunstværket, teksten, peger på sig selv. Den belgiske kunstmaler René Magritte (1898-1967) har en anden

•

Sproget/Teksten/Mediet

•

måde at udtrykke det på. Hans berømte maleri fra 1922 af en pibe hedder Ceci n’est pas une pipe – Dette er ikke en pibe. René Magritte: Ceci n’est pas une pipe (1928-29)

Magrittes maleri i sig selv er ikke imponerende. Det mangler komposition, perspektiv, lidenskab. Det afgørende er, at titlen nøgternt benægter, hvad billedet viser. Billedet er ikke virkeligheden. Var piben udskiftet med en lænestol eller en cigaret, men titlen bibeholdt, havde forholdet mellem sprog, billede og virkelighed været anderledes. Summen bliver, at når vi siger eller viser noget om virkeligheden, siger vi samtidig noget om sproget. Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) beskæftigede sig indgående med dette fænomen. ”Mit sprogs grænser er min verdens grænser”, hedder det i hans hovedværk Tractatus (1922). Vi kan ikke række ud over sproget, når vi ”tænker” verden. De eksperimenterende kunstnere arbejder ud fra dette dobbeltforhold ved sproget. På en gang henviser sproget til fænomener uden for sproget samtidig med, at vi som læsere forbliver i det sproglige univers. ”Mit sprogs grænser er min verdens grænser”. Lad os nu se nærmere på selve sprogsystemet.

Sprogsystemet Sprogsystemet består af bogstaver, ord og sætninger. Et bogstav er i sig selv ikke betydningsbærende (bortset fra i, å, ø), men de kan sættes sammen og danne betydningsbærende ord: b-e-t-y-d-n-i-n-g-s-b-æ-r-e-nd-e. Skifter vi blot et enkelt bogstav ud, kan betydningen mistes. Et ord består af en rod og en række morfemer, der kan hægtes på. Et

Sproget/Teksten/Mediet

•

morfem er den mindste betydningsbærende del af et ord. Ordet ’digte’ består af en rod ’digt’ og et morfem ’e’. I dette tilfælde kan morfemet have to betydninger: Enten er der tale om mindst to digte (roden som substantiv), eller der er tale om en aktivitet: at digte (roden som verbum). Den sammenhæng af andre ord, som ordet optræder i, afgør, hvilken betydning det aktuelt har: Bogen rummer mange fine digte Det er svært at digte i et S-tog Her er der tale om såkaldte bøjningsmorfemer, der bøjer roden i tal (substantiv) og infinitiv (verbum). Der findes også afledningsmorfemer, de såkaldte præfikser og suffikser, der ændrer eller supplerer betydningen: ’meddigtning’, hvor med- er præfikset og –ning er suffikset. I Klaus Høecks store digtkreds Hjem (1985) møder læseren følgende sentens på det midterste læsespor, kaldet BE-FRIELSE:

faderske min fri mig fra koordinater fri mig fra planer

BE-FRIELSE

og vinkler fri mig fra klokken to fri mig fra labyrinter fri mig fra gabbro fri mig fra farvel fri mig fra sidstelsens smerte Klaus Høeck: fra Hjem (Gyldendal 1985)

Høeck varierer ordopbygningen ved at hægte ”forkerte” morfemer på: faderske i stedet for fader, sidstelsens i stedet for den sidste. Vi kan genkende stumper af den kristne bøn Fadervor, men den er på en måde bragt ud af sit system. Variationerne i ordopbygningen hænger sammen med, at sprogbrugen i Hjem, der handler om Danmark, tager sit afsæt i de kemiske formler for Danmarks undergrund, og når systemet skal følges, bliver en del af teksten til en tungetale.

Tungetale: Ekstatisk, åndelig tale, der ikke er under den talendes kontrol.

Sproget/Teksten/Mediet

•

Ord sættes sammen og danner større meningshelheder. Her skal vi være opmærksomme på de særlige bindinger, der er mellem bestemte ord. Neksusfeltet udgør en af disse bindinger, en anden er mellem adjektivet og substantivet. En tredje er mellem hovedverbum og hjælpeverbum. I denne sætning er alle bindinger til stede: Henry har opholdt sig i det fantastiske landskab Sætningen giver mening, fordi de enkelte ord støtter hinanden. Landskabet er fantastisk, og det er Henry, der har opholdt sig der. Han har gjort det, og måske gør han det ikke mere. Rækkefølgen af ordene er afgørende for vores forståelse af sætningen. Hvis vi ændrer rækkefølgen sådan: Har Henry opholdt sig i det fantastiske landskab? skifter sætningen mening. Den bliver et spørgsmål. Et tekstafsnit i Per Højholts samling Turbo (1968) begynder sådan:

henry ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen ind i landskabet henry han bukker og takker og går ud igen ind i landskabet han bukker henry og takker og går ud igen ind i landskabet han bukker og henry takker og går ud igen ind i landskabet han bukker og takker henry og går ud igen ind i landskabet han bukker og takker og henry går ud igen ind i landskabet han bukker og takker og går ud henry igen ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen henry ind i landskabet igen han får blomster og bukker og tipper over og hænger skråt i luften med fødderne opad og kinden m bakken halvt halvmodent vedhæng til moderkloden halvt (…) Per Højholt: fra Turbo (Schønberg 1968)

Teksten flytter rundt på de enkelte ord i sætningen. Betoninger og betydninger forandrer sig, indtil teksten endelig kommer fri af denne flytten rundt (får blomster…), uden det dog giver større klarhed. Et enkelt bogstav – m – er nu smuttet ind. Måske mangler det bogstaverne –ed? Lige som i Høecks digt rykker Højholts tekst ved sprogsystemet.

Sproget/Teksten/Mediet

Sætningerne danner meningsfulde sammenhænge gennem de såkaldte semantiske felter. Bestemte ord er semantisk knyttet sammen. Ord som gartner, grave, spade, vanding og ukrudt tilhører det samme semantiske felt. Hvert enkelt ord tilhører også andre semantiske felter. Gartner tilhører fx et felt, der også består af landmand, natur, fysisk arbejde og afgrøder. Hvad sker der, hvis man bryder de naturlige semantiske felter? Det kan vi se, når vi læser Per Højholts lille fortælling/tekst/digt om fire æg:

Fire æg 1.

•

Semantik: (af græsk semantikos = ’indeholder betydning’). Et begreb fra lingvistikken, sprogvidenskaben, der beskæftiger sig med ordenes betydning. Ord har en leksikalsk betydning (det står i ordbøgerne) og en tilpasset betydning, når de anvendes i en sproglig sammenhæng. Visse ord er knyttet sammen i semantiske felter, fx æg, høne, hane, hønsehus, salt, æggebæger.

Det praktiske æg er kun et barn endnu. Faderen har en radio- og fjernsynsforretning i Birkerød hvor den lille ofte løber omkring, endnu ikke fortrolig med hovedsprogene. Om vinteren går tanken til de lange fygende sommerdage på de sjællandske landeveje i faderens Opel Record. Ægget er der en fremtid i, det er til at stole på og indgyder naboerne tilliden. (…) Per Højholt: fra Show (Schønberg 1966)

Historien om et æg kan minde om en udviklingshistorie, som vi kender fra den traditionelle litteratur. En udviklingshistorie om en ung mand begynder i barndommen med opvæksten i familien. Højholts tekst driller læseren ved at udskifte centrale ord i det semantiske felt. Æg for ’menneske’, hovedsprogene for ’omgivelserne’ osv. Vi vender tilbage til denne tekst på side 128. Bogstaverne, ordene, sætningerne og sætningernes sammenhæng udgør det sproglige system. Det er ikke noget, vi normalt skænker en tan-

Sproget/Teksten/Mediet

•

ke, når vi læser. Teksten fører automatisk vores tanker et andet sted hen. Den formeksperimenterende litteratur undersøger denne automatik nærmere.

Jens Aarsbjerg Petersen har visualiseret et konkret digt af Per Højholt fra samlingen ”Turbo” (1968).

Turbo Hør Per Højholt læse et tekststykke op fra Turbo. Oplæsningen er visualiseret af Jens Aasbjerg Petersen (2010) www.lru.dk/ systemogeksperiment

Teksten ”Sætningernes sammenhænge” står der på forrige side. Det er disse sammenhænge, der danner teksten. En tekst er en organisation af sætninger, der danner en meningsfuld helhed. Teksten kan have en vertikal (beskrivende) eller en horisontal (fortællende) struktur. Den vertikale struktur danner et hierarki. Noget er overordnet noget andet. I et leksikonopslag vil definitionen af et ord være overordnet eksempler på, hvordan ordet bruges. I en artikel om fx modernismen vil

Sproget/Teksten/Mediet

der først stå noget generelt om, hvad modernismen som samlebetegnelse er, derefter vil der følge eksempler og beskrivelser af forskellige udgaver af modernismen.

Wikipedia-opslag om sprogbegrebet ’morfem’. Først defineres begrebet, så følger eksempler, underbegreber og til sidst henvisninger internt og eksternt Wikipedia. En vertikal tekststruktur.

Faktuelle teksttyper som artikel, rapport og sagsfremstilling er som regel opbygget vertikalt. Som læser er vi bekendte med denne systematiske struktur. Den horisontale struktur danner et forløb. Her er tidsfaktoren styrende for organiseringen af indholdet. Fortællende tekstformer som novelle, roman og kortprosa er som regel opbygget horisontalt. Som læsere ved vi, at der hele tiden er noget i vente. Vi læser efter en horisont og korrigerer løbende vores forståelse af det, vi har læst. Den horisontale tekst kaldes også for narrativ. Narrativet kan være lineært (fremadskridende) eller cirkulært (rundt om). De vertikale og horisontale teksttyper er yderligere organiseret i genrer. Hver genre har nogle særlige træk, som gør det nemmere for læseren at forstå den enkelte tekst. Genrerne er både varedeklarationer og læseanvisninger.

•

Sproget/Teksten/Mediet

•

En anden kategorisering skelner mellem fakta og fiktion. Nogle tekster gengiver virkeligheden som den er/var/vil blive, andre gengiver mulige eller umulige udgaver af virkeligheden. Hvad der er fakta og fiktion, afgør læseren i sidste ende, selvom teksten selv peger på det ene eller det andet. Forestillingen om, at noget er opdigtet, opstår i sidste ende hos læseren. Lyrik, eller ’poesi’, opfatter vi ofte som en tekst, der er tæt knyttet til digterens personlighed. Skrives der i ’prosa’ kan det både være tæt på/ fjernt fra forfatteren og tæt på/fjernt fra virkeligheden.

De gamle genrer befinder sig i mere eller mindre opløst forfatning. Ja, selv kategorier som ’poesi’ og ’prosa’ er blevet problematiske i forbindelse med en række yngre forfatterskaber. Enkelte går endda så langt, at de hævder, at ’skønlitteratur’ er enhver tekst, der læses som sådan. Hans-Jørgen Nielsen: fra Rollen som forfatter, Information 17.11.1967

Hans-Jørgen Nielsen kaldte sine digte for ’exempler’, og han kaldte sine noveller for ’prosa’. Peter Seeberg er en forfatter, der i sine tekster ofte rykker ved teksttyperne, genrerne og læserens forforståelse. Læs blot dette uddrag af Enkle retter, nogle forslag:

1. Rislende vand over sten og især når sollyset falder i det, er en stor luksus. Man drikker det af den hule hånd eller begge hænder samlet i en dyb hulning. Nydes især om morgenen og sent om eftermiddagen. 2. En gulerod, netop som den har nået en lillefingers tykkelse og ikke er for lang og gerne stump og rund i spidsen, og ikke med for mange små trævler, drages forsigtig op af jorden og hul-

Sproget/Teksten/Mediet

let trampes til for myrernes skyld. Den renses ved at stryge den gennem andre toppe. Den knaser sprødt og smager saftigt og sødt, og smager også efter mere. 3. Nogle dusin modne jordbær trukket på et strå og derfra hældt over i hånden, gerne af en venlig anden, og derpå fyldt samlet ind i munden, er ikke det værste, man kan få en sommereftermiddag. (…) 8. At tænke på noget velsmagende kan for en stund være en hel lille ret. Peter Seeberg: fra Argumenter for benådning (Arkiv for Ny Litteratur 1976)

Seeberg skriver ind over faktagenren madopskrift. Men genren skrider, fordi hans madopskrifter har en mere poetisk tone. De rækker ud over madlavning og peger på et livssyn. Den formeksperimenterende litteratur er rig på disse genreskred eller genrelån. De er postmoderne. Et andet genreskred, der mere grundlæggende rykker ved hele tekstapparatet, møder vi hos forfatteren Mette Moestrup. Her gives ingen genretræk og semantiske felter. Teksten er en lang associationskæde, hvor bogstavlyde, rim og tankespind danner forløbet:

SPEJL/SNEHVIDE Du er smuk. Suk. Du er meget smuk. Fuck.

•

Sproget/Teksten/Mediet

Smuk, smuk, smuk. Suk, fuck, fuck. Du er smuk, smuk, smuk, når du siger suk, fuck, fuck. Fuck, smuk. Du er smuk, når du siger fuck smuk. (…) Mette Moestrup: fra DØ, LØGN, DØ (Gyldendal 2012)

Teksten er bygget op om assonanser (lydrim), men kommer ikke nogen vegne, fordi der hele tiden skal smages på ordene. Det gør den uregerlig. Mette Moestrups digte skal helst læses op, og bedst er det, når hun selv læser dem. Digtet springer ud af papiret. Det medieres.

Mediet

Dialektik: (af græsk dialegesthai = ’at føre samtale”). Begreb fra filosofien og retorikken der dækker det forhold, at indbyrdes modsigende fænomener, der føres sammen, påvirker hinanden, således at noget nyt, en syntese, opstår.

”Digtet medieres” står der ovenfor. Det gælder banalt sagt for alle tekster, at de er medierede. Bogen er jo også et medie, men det skænker vi sjældent en tanke, fordi den blot videreformidler et indhold på en praktisk og neutral måde. Før 1450 eksisterede den massetrykte bog ikke. Vi skal skelne mellem transparente (immediacy) og markerede medieringer (hypermediacy). Ved transparente medieringer undertrykkes eller skjules det valgte medies måde at behandle tekstens indhold på. Ved markerede medieringer indgår mediets måde at behandle tekstens indhold på som en del af det kunstneriske budskab. I Per Højholts tekst 1 + (1) er medieringen så markeret (palimpsest-effekten), at tekstens indhold er helt og aldeles skjult. I Morten Søndergaards Marmorord indgår indhold og medie i et mere dialektisk udsagn:

Sproget/Teksten/Mediet

Mediet er en marmorsten, hvor den korte hverdagsmeddelelse er indgraveret, som var der tale om en epitafium (mindesten) fra det gamle Rom, som vi ser i kirker og paladser. Epitafiet er en meddelelse til evigheden, mens teksten på stenen har et perspektiv på højest 5 minutter fra det øjeblik, den er skrevet. Teksten minder om en sms-meddelelse. Samtidig mangler den de vigtigste deiktiske kendetegn: Hvilken plads er der tale om? Hvornår ”om 5 min”? Der er tale om en markeret mediering. Indholdet i sig selv er banalt ligegyldigt, men medievalget er påtrængende. Teksten spændes ud mellem det forgængelige og det evige.

Remedieringer Marmorord er en såkaldt metatekst. Det er en tekst om en anden tekst. Den reflekterer over de tekster, der normalt er hugget i marmor. Metatekster dominerer mange litterære og kunstneriske formeksperimenter i vores periode. Indenfor medieteori kaldes fænomenet for remediering. Et givet medieret indhold medieres på ny på en måde, så den oprindelige form fortsat er genkendelig. Her er et eksempel på en litterær remediering:

•

Deiksis: (af græsk deiknynai = ’udpege’). Begreb fra lingvistikken (sprogvidenskaben) der handler om sprogets evne til pege på verden udenfor. Man skelner mellem persondeiksis (markører der knytter udsagnet til personer (pronominer, egenavne), stedsdeiksis (markører der binder udsagnet til bestemte rum, steder, konkrete geografier etc.) og tidsdeiksis (markører der binder udsagnet til en bestemt tid, tidsrum, klokkeslæt etc.).

Morten Søndergaard: ”Marmorord, Note”. Tekstsamlingen – på løse marmorsten(!) – blev til under et ophold i Italien sammen med hans hustru, forfatteren Merete Pryds Helle (2012)

Sproget/Teksten/Mediet

•

Peter Seeberg. Timeplan for 1. En gammel gud og 2. En snegl fra novellesamlingen Om fjorten dage (1981).

Seebergs tekst er skrevet oven på et ugeskema. Den remedierer en tekstgenre, som vi kender. Vores liv består af kalenderstyring. Fra skoleskemaerne til vores personlige kalendere på mobiltelefon, tablet og pc. Den vertikale linje inddeler dagen i timesekvenser, mens den horisontale linje inddeler ugen i dage. De to linjer danner tilsammen et system af rækker og kolonner, der kan udfyldes med korte tekster om gøremål, møder og memos. Skemaet er en hverdagsgenre uden kunstneriske ambitioner. Indholdet er banalt og hører hverdagen til. Skemaet strukturerer tid og kan danne grundlag for fortællinger. Hvori består fortællingen i Seebergs tekst? Den kan minde lidt om Højholts palimpsestmetode (se side 18), men Timeplan rummer flere nuancer. Der er en paradoksal dobbelthed i teksten som i Søndergaards Marmorord. Gud, der skabte verden, kan slappe af. Han er gammel, og hans aktiviteter begrænser sig til at ”vugge verden lidt” fredag aften og om søndagen ”se efter den eenbårne søn en times tid”.

Sproget/Teksten/Mediet

Timeplan er en konfrontation mellem kalendergenrens banale oplysninger og de optegnede notaters langt mere filosofiske karakter. Der er tale om en gud, der har trukket sig tilbage. Er han tilfreds med det, han har skabt? Eller er han bare gammel, på vej ud af verden? Han gør i hvert fald ingen skade. Måske kan verden klare sig selv. Og så er der timeplanen for En snegl. Her sker der absolut intet. Der er intet at berette, ingen planer.

Mediegeneratoren Andre forfattere nøjes ikke med at remediere eksisterende genrer. De bruger simpelthen mediets logik som generator for deres tekst. Merete Pryds Helle skriver sms-noveller, hvor læseren på tilfældige tidspunkter og steder modtager tekststykker, der bringer fortællingen videre. I Peter Adolphsens En million historier har læseren mulighed for selv at vælge en ud af 106 muligheder for, hvordan handlingen skal fortsætte. En million historier foreligger både i en bogudgave med løse strimler og i en netudgave med interaktive klik. Karakteristisk nok indledes den tynde 10 siders bog med en ”Brugsanvisning”. Læseren bliver en del af værket. I Merete Pryds Helles sms-noveller indgår teksten i rækken af andre sms-beskeder, der indløber på læserens mobiltelefon, og læseren reagerer ved at svare tilbage. Forholdet mellem forfatter, værk og læser er ændret. I Peter Adolphsens En million historier er læserens beføjelser yderligere blevet udvidet. I Claus Beck-Nielsens (1963-) værk bliver forfatteren og hovedpersonen den samme. Forfatteren bliver fiktiv og hovedpersonen faktisk. Det er så konsekvent gennemført, at ’Claus Beck-Nielsen’ afgik ved døden, og hans kunstneriske testamente blev herefter videreført af Das Beckwerk (2002). I det hele taget leger Beck-Nielsen så meget med virkeligheden, kunsten og medierne, at man som læser er i tvivl om, hvilken figur, man har med at gøre, når man fx læser biografien Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003).

www.lru.dk/ systemogeksperiment

•

Sproget/Teksten/Mediet

•

OPGAVER Plenum Overvej konsekvenserne af Ludwig Wittgensteins ord om, at ”mit sprogs grænser er min verdens grænser.” Kan vi slet ikke forstå noget om verden uden(om) sproget?

Grupper – plenum Omskriv en vertikal tekst – fx en varedeklaration – til en horisontal (narrativ) tekst. Lav – som Peter Seeberg – timeplaner for følgende: en fisk, en gymnasieelev, en delebil osv.

Individuel – plenum Overfør de seneste 25 sms’er, du har modtaget og sendt, til en liste i et worddokument. Ændr navne og andre oplysninger, der kan identificere dine sms’er. Læg din liste anonymt i bunken med de andres. Træk en tilfældig liste og sorter i listen, indtil du synes, den er som den skal være – interessant, åben, sjov, ejendommelig. Giv listen en overskrift og præsenter den for de andre.

Nye ord Arbitrært sprogsystem Sproget som et repræsentationssystem Tautologi Redundans Neksusfelt Morfem Semantik/Semantiske felter Horisontal/vertikal struktur Transparente/markerede medieringer Dialektik

Deiksis Remediering Mediegenerator

Sproget/Teksten/Mediet

Det var teorierne. Nu går vi til litteraturen. I fire kapitler går vi i dybden med fire aspekter ved den formeksperimenterende litteratur. Hvert kapitel indledes med en modelgennemgang af en repræsentativ tekst. Derefter følger andre tekster, forslag til analysetilgange og opgaver, der både er analytiske, debatterende og produktive.

•