1 minute read

3 TENDENSER INDEN FOR FRILÆSNING

1. DIVERSITET

Bøger bliver bedre med diverse og forskellige hovedpersoner. Som læser er det vigtigt at kunne spejle sig i en hovedperson. Det er med til at øge både læseglæde og læselyst.

2. HÅB

Der findes mange bøger om det, der er svært som fx angst, misbrug eller ulykkelig kærlighed. Det er vigtige bøger om vigtige emner. Men mange børn og unge ønsker sig også opløftende historier, som er fyldt med humor og håb.

3. SELVBESTEMMELSE

Motivation for læsning og selvbestemmelse hænger sammen. Derfor er det vigtigt, at eleverne kan vælge en bog, der passer lige til dem og deres interesser.

Q&A MED TYSKREDAKTØREN

Hanna Gramsbergen er tyskredaktør hos Alinea. Spørger man hende, skal vi børste støvet af tyskfagets image, så vi kan øge elevernes motivation.

Mangler tysk status hos eleverne?

Ja, det er ikke sejt at elske tysk. Tysk har et støvet image og en negativ italesættelse. Samtidig ligger tysk lavest i faghierarkiet, mens fx engelsk har meget højere status på skolerne. For mange elever er tysk et fag, man har et par gange om ugen, og ellers stifter man ikke rigtig bekendtskab med det.

Hvorfor er det så vigtigt, at eleverne lærer andre fremmedsprog end engelsk?

Fordi tysk er fedt! Og tysk åbner døre. Vi mangler sprogdygtige folk, men det er lige så meget en personlig rejse at føle, man bliver bedre til et sprog. Man bliver klogere på sig selv, når man bliver klogere på andre og deres kulturer.

Har du nogle tips, der kan hjælpe med at øge motivationen i tyskundervisningen?

Sæt fokus på moderne tysk, østrigsk og schweizisk kultur, og hav mindre fokus på grammatik for grammatikkens skyld. Det er også en god idé at arbejde tværfagligt, fx tysk og historie eller tysk og musik. Derudover skal eleverne have hjælp til at få øje på – og ikke mindst udnytte – deres mange tværsproglige kompetencer. Til sidst er det vigtigt at nævne chunks, som kan styrke elevernes sproglige opmærksomhed og kommunikation.

This article is from: