ITU SIND STYKKER
Når mennesker slår revner
i et fragmenteret samfund
I TUSIND STYKKER
LOTTE RUBÆK & BO MØHL
I TUSIND STYKKER
Når mennesker slår revner
i et fragmenteret samfund
I tusind stykker. Når mennesker slår revner i et fragmenteret samfund
Lotte Rubæk og Bo Møhl
© 2025 Akademisk Forlag, København
– et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node, se: www.tekstognode.dk/kopier.
Forlagsredaktion: Mette Schilling Omslag og grafisk tilrettelægning: Noa Gammelgaard
Sats: Demuth Grafisk
Bogen er sat med: Freight og Elza
Tryk: Livonia Print
Hvor intet andet er angivet, tilhører rettigheder til illustrationerne bogens forfattere.
1. udgave, 1. oplag, 2025
ISBN: 978-87-500-6318-6
Akademisk Forlag
Vognmagergade 11
1120 København K www.akademisk.dk
Akademisk Forlag støtter børn og unge
Akademisk Forlag er en del af Egmont, der som Danmarks største mediekoncern har bragt historier til live i mere end 100 år. Egmont er en dansk fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
Til Holger og Agnes, som under skrivningen af denne bog kærligt og tålmodigt har konkurreret med skærmen om deres mors opmærksomhed, og til Erik, Paul og Eleanor, der har givet deres bedstefar livgivende legepauser og et større perspektiv på livet.
Del 1: ITU
Indhold
Del 2: SIND
Hvordan det kollektive mentale kollaps manifesterer sig i diverse selvskadeformer
Kapitel 7: DIGITAL SELVSKADE
Del 3: STYKKER
1. Vær til stede
2. Giv retten til fri leg tilbage til børnene
3. Sæt en kæp i accelerationshjulet
4. Lad hjælpen være forebyggende,
5. Reguler
Hvordan samfundet, kulturen og kroppen er blevet omkodet og fragmenteret
Acceleration fører i sidste ende til en tilstand, hvor moderne mennesker bliver fremmedgjort fra tid og rum, fra ting og handlinger – og fra sig selv og hinanden.
- Hartmut Rosa (2014: 112)
BEGYNDELSEN
De fleste af os kan nikke genkendende til, at vi indimellem gør noget ved os selv, som ikke er helt sundt, fx at drikke lidt for meget alkohol, ryge en cigaret efter en middag, spise usundt eller arbejde for meget med dertilhørende stress og søvnmangel. Der findes utallige måder, hvorpå mennesker enten skader, forsømmer eller bringer sig selv i sårbare positioner, og der eksisterer selvskadende adfærd i alle kulturer og religioner, som er accepteret og betragtes som normal (Favazza 1996). Man bruger akronymet CASHAS, culturally accepted self-harming acts/activities (kulturelt accepterede selvskadende handlinger), til at betegne dette fænomen, der i sagens natur former sig forskelligt fra kultur til kultur (Turp 2002).
I Asien og Afrika kan man opleve de såkaldte ”girafkvinder”, som allerede fra syvårsalderen hvert år får påsat en ring om halsen, der får halsen til at se længere og længere ud. På samme måde er det at faste en del af den muslimske trospraksis, og under ramadanen afholder muslimer sig i en hel måned fra at indtage mad og drikke, fra solen står op, til den går ned igen. I vestlig kultur, fx i Danmark og USA, får vi tatoveringer og piercinger, ligesom vi får frosset fedt væk og injiceret botox og filler som aldrig før. Kulturelt accepterede selvskadeformer unddrager sig ofte vores opmærksomhed, fordi de er så almindelige i det samfund, der omgiver os.
Det modsatte gør sig gældende for de selvskadeformer, der ikke er socialt accepterede, men i stedet synlige og iøjnefaldende udtryk for forpinthed. Stadig flere unge tyr til netop disse former for selvskade, når følelserne går højt, tankerne kører i ring, eller de ikke kan håndtere forskellige omstændigheder i deres liv, og nogle forskere taler om, at selvskade blandt unge ligefrem har antaget en epidemisk udvikling. Det kunne fx dreje sig om den unge kvinde, der i et frikvarter på gymnasiet skærer sig selv med bladet fra sin blyantspidser for at kunne udholde at vende tilbage til undervisningen efter i den foregående time at have følt skam og ydmygelse over at have fået en opgave retur med en kritisk kommentar.
Når en person skærer, brænder, bider, slår eller river sig selv til blods, så er vi oftest ikke i tvivl om, at der er tale om en bevidst selvskadende hand-
ling. Selvskade har givet anledning til stor bekymring og mediebevågenhed i den vestlige verden, særligt igennem det seneste årti. Dels fordi adfærden er i vækst, og dels fordi den så tydeligt afspejler den stigende forekomst af psykisk mistrivsel (Wester m.fl. 2018).
Disse direkte former for selvskade, som når en ung person skærer sig med et glasskår eller brænder sig med en cigaret, er dog ikke de eneste måder, særligt unge mennesker bruger deres kroppe til at klare eller udholde belastninger på. De unge kroppe er også under angreb på mere indirekte, snigende og subtile måder. Vi kan fx nævne den unge mand, der tvinger sig selv til at træne to gange dagligt i det lokale fitnesscenter i sine bestræbelser på at få en overkrop, der er lige så stor og veltrænet som hans træningsidol på Reddit.
Eller den unge pige, der i sin iver efter at blive lige så slank som sin yndlingsinfluencer spiser så restriktivt, at hun bliver stærkt undervægtig og får fysiske symptomer. Vi kunne også nævne den unge kvinde, der hver dag efter skole bedøver sin indre smerte med overspisninger og derfor udvikler kraftig overvægt og forstyrrelser i kroppens stofskifte. Eller den unge mand, der igen og igen lader sig seksuelt misbruge af ældre mænd, ikke fordi han har lyst til det, men udelukkende for at straffe sig selv. Hvad med den stofmisbrugende mand, der kæmper for at skaffe penge i sin konstante jagt på rusen, men samtidig hver dag bevæger sig tættere og tættere på døden? Eller den diabetesramte kvinde, der for at tabe sig ikke tager sin lægeordinerede insulin fuldt bevidst om den sundhedsrisiko, det indebærer? For slet ikke at tale om den unge mand, der jævnligt balancerer på broer, går til kanten af høje bygninger eller hægter sig bag på tog i fart, selvom det indebærer en alvorlig risiko for at komme til skade eller dø? Eller den homoseksuelle fyr, der endnu ikke er sprunget ud over for sin familie, og som for at straffe sig selv bevidst opsøger homofobiske netværk på Reddit blot for at læse de nedsættende og krænkende ord, som andre skriver, og som han også selv tænker? Eller den transkønnede pige, der efter igennem flere år at være blevet mobbet af andre opretter falske profiler på TikTok for at bringe sig selv i den digitale skudlinje ved at påbegynde en hetz og mobning af sig selv?
Pointen er, at selvskade findes i mange former og grader, som ligger på et kontinuum, hvor der i den ene ende er den normale, men på længere sigt måske skadelige adfærd, og i den anden ende den patologiske adfærd, hvor personen gør livsfarlig skade på sig selv (Turp 2002). Når personer skader sig selv på
den ene eller anden måde, så må det altid betragtes som et tegn på mistrivsel og give anledning til bekymring.
Hvad enten vi taler om den åbenbare eller den mere subtile og skjulte selvskade, så gælder det, at adfærden for de fleste umiddelbart virker paradoksal, simpelthen fordi det ikke intuitivt giver mening, at en person, der mistrives og i forvejen kæmper og har det svært, føler trang til også at beskadige sin egen krop og dermed tilføje sig selv endnu mere smerte. Det er formentlig både en manglende viden og det tilsyneladende irrationelle i adfærden, der gør, at så mange voksne, herunder også professionelle, ikke opdager selvskaden eller bliver skræmt og derfor undgår at gøre noget, når de møder unge, der skader sig selv.
Samtidig ved vi, at selvskade er en ”skjult lidelse” på den måde, at de fleste unge, der skader sig selv, er skamfulde over deres adfærd og derfor gør det i hemmelighed. De fleste vil gå meget langt for at holde det skjult for omgivelserne, hvordan de indimellem behandler sig selv, når de er alene. Det er imidlertid vigtigt at minde sig selv om, at den unge skader sig selv, fordi han eller hun her og nu ikke kan gøre noget bedre. De unge gør det bedste, de kan, for at leve et godt liv, og de skader sig selv, fordi de får nogle umiddelbare fordele ud af det. Hvis de havde været i stand til at gøre noget mere hensigtsmæssigt, så ville de have gjort det.
Vi har skrevet denne bog, fordi selvskade er i vækst blandt unge i det meste af den vestlige verden, og fordi det er et fænomen, der bliver tiltagende komplekst, i takt med at flere og flere selvskadeformer ser dagens lys. Med bogen ønsker vi at give dig, kære læser, en bred indføring i de mange måder, personer kan skade sig selv på. Hvor man tidligere har beskæftiget sig isoleret med eksempelvis direkte selvskade som fx at skære, brænde eller slå sig selv eller indirekte selvskade som fx spiseforstyrrelser eller alkoholmisbrug, så forsøger vi i denne bog at give et overblik over en række af de hyppigst forekomne former for selvskade, hvilket også inkluderer selvskade med en anden persons medvirken (”selvskade by proxy”) og digitale selvskadeformer.
Der er en tæt sammenhæng mellem og en række fællestræk ved de forskellige selvskadeformer, hvilket vi vil udfolde ved gennemgang af den nyeste forskning på området. Et væsentligt bidrag i denne bog er, at den opstiller en samlet forklaringsmodel for udvikling af forskellige former for selvskade, der involverer både et blik på individet og de psykologiske teorier, der kan bidrage til
forståelse af selvskadens udvikling, og et blik på den omgivende kultur, og hvordan den høje forekomst af forskellige selvskadeformer bør ses som en ”social patologi” og forstås netop i lyset af kulturelle og samfundsmæssige begreber. Vi kommer med et bud på, hvordan den samtid, som unge vokser op i i dag, spiller ind, og hvordan nytilkomne faktorer som fx sociale medier, uddannelsesreformer, acceleration og præstationskultur påvirker særligt unge til at rette angreb mod deres stadigt udviklende kroppe.
Begrebet ”selvskadende adfærd” bruges som samlebetegnelse for alle de selvskadeformer, som vi vil komme omkring. De selvskadende adfærdsformer vedligeholdes i et komplekst samspil mellem faktorer i samfundet og kulturen og psykologiske og biologiske mekanismer i individet.
Forskningsmæssigt er selvskadeområdet et dynamisk og stærkt ekspansivt felt. Løbende har vi lavet udførlige litteratursøgninger inden for området, men af pladsmæssige grunde har vi kun anført et minimum af referencer i denne bog.
Først vil vi dvæle ved de samfundsmæssige og kulturelle faktorer, som hidtil har været underbelyste i forståelsen af selvskade, men som formentlig er hovedforklaringen på, at flere selvskadeformer har været i vækst igennem de seneste årtier, og hvorfor der løbende kommer nye selvskadeformer til. Dernæst vil vi tage et kig på kroppen, og hvordan den formes af og afspejler ikke kun fysiologiske, men også psykologiske og kulturelle faktorer, og hvordan man i lyset af det kan forklare, at så mange begynder at handle netop mod deres egen krop. Alt dette munder ud i en gennemgang af selvskadens landskab inden for fire identificerede hovedkategorier, nemlig direkte selvskade, indirekte selvskade, selvskade by proxy og digital selvskade. Herefter skal vi prøve at forstå fællestrækkene mellem de selvskadende adfærdsformer ved at opstille ”den integrerede model over selvskadende adfærd”, der kan redegøre for sammenhængen. Endelig vil vi se på, hvordan en tværgående behandlingsmodel kan se ud, og hvad vi som samfund kan gøre for at nedbringe selvskadende adfærd og gøre det lettere at være ung i en fragmenteret, postmoderne kultur.
Lad os så komme i gang – rigtig god læselyst.
Vi har i de seneste år været vidne til et fald i unges trivsel både i Danmark og i resten af verden. Det viser sig blandt andet ved en dramatisk vækst i forekomsten af selvskadende adfærd, hvor særligt unge bruger kroppen til at mestre livets udfordringer. Selvskadens landskab bliver stadigt mere udstrakt og komplekst, og nye selvskadeformer ser dagens lys.
Hvor man hidtil har forstået selvskadende adfærdsformer isoleret fra hinanden, så hæver Lotte Rubæk og Bo Møhl sig med I tusind stykker op over silotænkningen for at forklare, hvordan disse hænger sammen på tværs. Med et bredere selvskadebegreb stiller de skarpt på lighedspunkter mellem direkte selvskade, indirekte selvskade, selvskade by proxy og digital selvskade.
Samtidig graver de et spadestik dybere for at forstå funktionen af selvskadende adfærd – ikke kun i lyset af den enkelte unges indre tilstand, men også som en afspejling af tilstanden i vores samtid og konsekvenserne af den digitale og kulturelle udvikling.
Med I tusind stykker kaster forfatterne brikkerne op i luften, når de på baggrund af den nyeste forskning giver læseren indsigt i, hvordan kulturelle og samfundsmæssige faktorer integreret med individuelle psykologiske faktorer kan have indflydelse på selvskadens udbredelse. De samler tilsidst brikkerne igen med bud på fælles behandlingsprincipper og ikke mindst nye samfundsnormer, som sætter retningen for en fremtid, hvor vi alle hænger bedre sammen.