Dea Franck
Dit højtbegavede
barn
En forældreguide om asynkron udvikling
DIT HØJTBEGAVEDE BARN
DEA FRANCK
DIT HØJTBEGAVEDE BARN
EN FORÆLDREGUIDE OM ASYNKRON UDVIKLING
AKADEMISK FORLAG
DIT HØJTBEGAVEDE BARN. EN FORÆLDREGUIDE OM ASYNKRON UDVIKLING
Dea Franck
© 2026 Akademisk Forlag, København
– et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node, se: www.tekstognode.dk/kopier.
Forlagsredaktion: Vibeke Nørgaard
Omslag: Henriette Mørk
Forfatterportræt: © Anja Ekstrøm
Sats: Demuth Grafisk
Bogen er sat med: Charter ITC, Berthold Akzidenz Grotesk og Bourton
Tryk: ScandinavianBook
Hvor intet andet er angivet, tilhører rettigheder til illustrationerne bogens forfatter.
1. udgave, 1. oplag, 2026
ISBN: 978-87-500-7080-1
Akademisk Forlag
Vognmagergade 11 1120 København K www.akademisk.dk
FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.
Akademisk Forlag støtter børn og unge
Akademisk Forlag er en del af Egmont, der som Danmarks største mediekoncern har bragt historier til live i mere end 100 år. Egmont er en dansk fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
Indhold
Forord 7
At forstå høj begavelse 13
Hvad er høj begavelse – og hvad er det ikke? 13
Gagnés model for udvikling af begavelse 18
Asynkron udvikling – når hoved og hjerte vokser i forskelligt tempo 22
Overexcitabilities – mere, mere, mere! 25
Socioemotionel udvikling 33
Afrunding 42
Socioemotionel udvikling i praksis 43
Signalerne viser sig ofte fra start 43
Niveau 1 (ca. 5-7 år) 45
Niveau 2 (ca. 8-11 år) 60
Niveau 3 (ca. 12-15 år) 71
Niveau 4 (ca. 16 år til voksen) 90
Afrunding 105
Når hverdagen er ekstra udfordrende 107
Tidlige tegn på mistrivsel 108
Potentialedvale 110
Testning – hvornår, hvorfor og hvordan? 111
Dobbelt exceptionelle 113
Hvad kan du selv gøre? 117
Skoletræthed og modstand 120
Når det handler om relationer 122
Pauser 124
Afrunding 125
Efterskrift 129
Litteratur 131
Forord
Kære forælder til et højtbegavet barn
Der er skrevet meget om forældreskab. Hylderne bugner af bøger, der beskriver børns udvikling, deres trivsel, deres behov, og hvad man som forælder kan forvente på forskellige tidspunkter i barnets liv. Du har sikkert læst en del af det materiale. Måske allerede fra den dag, du fandt ud af, at dit barn var på vej. Det gør de fleste af os, for vi vil gerne være forberedt, forstå vores barn og gøre det rigtige. Men hvis du er forælder til et barn med høj begavelse, har du sikkert også oplevet, at meget af det, du læser, ikke passer helt.
Beskrivelserne i bøgerne stemmer ikke overens med det barn, du har derhjemme, milepælene rammer ikke, og udviklingen følger ikke de mønstre, der er tegnet op. Det kan være forvirrende og frustrerende, for hvordan bliver man så klogere?
Svaret er enkelt, men alligevel komplekst: Højtbegavede børn udvikler sig anderledes end andre børn. En høj begavelse handler ikke bare om en god hukommelse, evnen til at gennemskue mønstre eller at være hurtig til at lære. Det handler i lige så høj grad om en intens måde at være i verden på, at føle, sanse, tænke og reagere med større dybde, følsomhed og nuancer. Mit ønske med denne bog er at skabe forståelse og indsigt i netop denne anderledes måde at udvikle sig på. At give dig som forælder sprog for, viden om og perspektiv på, hvordan et højtbegavet barns udvikling ser ud, og hvorfor det så ofte bryder med det forventede. En af de mest centrale forskelle på det højtbegavede
og normaltbegavede barn er det, der kaldes asynkron udvikling. Asynkron udvikling betyder, at barnets forskellige udviklingsområder – det intellektuelle, det følelsesmæssige og det eksekutive –ikke udvikler sig parallelt. De modnes i forskellig grad og i forskelligt tempo, samtidig.
Et barn på otte år kan for eksempel have et intellektuelt niveau svarende til en 16-årig, et følelsesmæssigt niveau svarende til sin biologiske alder og et eksekutivt funktionsniveau svarende til en 10-årig.
De eksekutive funktioner – hjernens ”sekretærfunktioner” – er dem, der gør det muligt at planlægge, organisere, igangsætte, kontrollere impulser og regulere følelser. Det er en slags indre styringsmekanisme, og den er sjældent lige så veludviklet som barnets intellekt. Denne ubalance kan give sig udslag i hverdagens små og store situationer. Et barn, der kan tænke som en teenager, men stadig føler og agerer som et yngre barn, vil ofte blive misforstået. Ikke mindst i institutioner og skoler, hvor forventningerne til adfærd, modenhed og selvkontrol sjældent tager højde for, hvor kompleks begavelse kan være. Det er vigtigt at bemærke, at det emotionelle niveau ikke nødvendigvis er under alderssvarende –men ligesom hos børn med gennemsnitlig begavelse kan højtbegavede børn have følelsesmæssige ressourcer, der ligger over, på eller under deres biologiske alder. For de højtbegavede vil mødet med samfundet være en livslang tilpasning, hvor der skal skrues på adfærden, holdes lidt igen, dæmpes og doseres, for ellers kan det let blive for stor en mundfuld for omgivelserne. Det er et vilkår, når evnerne er så stærke, og intensiteten så stor. Det starter allerede i børneårene, hvor tilpasningen kan være mere udfordrende, fordi dele af barnet ikke er udviklet til et lige så højt niveau som det intellektuelle. Denne bog stiller skarpt på forskellene, særligt mellem det emotionelle og det intellektuelle niveau, og hvordan du som forælder kan støtte dit barns udvikling i lyset heraf. Den er skrevet til dig, der har brug for en anden forklaring end den, der står i alle de andre bøger til forældre. Bogen vil give dig viden,
genkendelse og handlemuligheder. Til gavn for dit barn såvel som dig. Jeg vil gerne vise dig i det følgende, hvordan det kan se ud, når forældre til højtbegavede børn arbejder med den asynkrone udvikling:
Første gang de kom, var stemningen præget af bekymring. De satte sig forsigtigt i stolene over for mig, og jeg kunne mærke, at de var trætte.
Ikke udmattede på den fysiske måde, men den slags træthed, der følger med at have forsøgt længe uden at forstå, hvorfor intet synes at virke. De fortalte om deres søn Max på ni år – et barn med et enormt kvikt hoved, en stærk retfærdighedssans og en stædighed. Han ville have, at ting skulle følge reglerne, som til tider kunne være ganske komplekse. Ikke bare for ham selv, men for alle. Han havde svært ved at give slip, hvis andre ikke overholdt reglerne, og det var ekstremt svært for ham bare at sige pyt. De fortalte, hvordan små hverdagsting kunne vokse sig store: en ven, der ikke fulgte reglerne, en lærer, som ikke holdt en aftale, et spil, hvor nogen snød. Skolen beskrev ham som kvik, engageret og fuld af idéer, men også som en stædig dreng, som kunne hænge sig så meget i detaljen, at det ikke altid var nemt for læreren at nå ham, når han først havde sat sig fast i noget. Det samme oplevede forældrene derhjemme, og de følte sig rådvilde, når skolen spurgte dem, hvad de skulle gøre for at håndtere ham. Mens jeg lyttede, tænkte jeg, at Max var et barn, der oplever verden intenst, og at jeg sad over for to forældre, der kærligt prøvede at finde balancen mellem at støtte og beskytte ham. Jeg bemærkede, hvordan de talte varmt om ham uden at placere skyld. Det var et godt udgangspunkt. Vi aftalte nogle enkle øvelser til hjemmebrug: små samtaler efter svære situationer, større kropsbevidsthed samt et tydeligt fokus på proces frem for resultat.
Anden gang kom de med en anden energi. De satte sig roligt, som om de havde fundet lidt fodfæste. De fortalte, at øvelserne havde været både udfordrende og givende. ”Han vil gerne forstå sig selv,” sagde moderen, ”men han bliver så træt bagefter.” Jeg smilede og sagde, at følelsesmæssigt arbejde er trættende … også for voksne. De fortalte,
at læreren havde ringet i sidste uge. Der havde været en episode, hvor en kammerat havde snydt i et spil, og i stedet for at reagere med vrede, som han plejer, var han blevet stille og havde sagt: ”Jeg skal lige fylde min vandflaske op, før jeg tager mit træk.” Læreren havde været overrasket og ringet for at fortælle, at han bagefter var vendt tilbage til spillet. Jeg tænkte, at det er sådan, udvikling ofte ser ud: som små, næsten usynlige skift i mønstre, der pludselig åbner for noget nyt. Forældrene fortalte, at de selv var begyndt at forstå, hvor meget deres egen ro smittede af. ”Når vi trækker vejret dybt, gør han det også,” sagde faderen. ”Det er lidt mærkeligt, for det føles, som om Max er et spejl af os.” Jeg bemærkede, at de nu talte som et team. Første gang kom de med bekymring, nu med samarbejde. Der var kommet en fornemmelse af fælles retning.
Tredje gang trådte de ind med et smil. Jeg lagde straks mærke til det. De virkede lettede og i en helt anden balance. De fortalte, at Max var begyndt selv at foreslå pauser, når noget blev for meget. At han en dag havde sagt: ”Jeg kan mærke, at jeg bliver sur nu, men jeg vil gerne prøve at gøre det på en anden måde.” De beskrev det ikke som mirakler, men som små forandringer, der føltes stabile. Moderen sagde: ”Han bliver ikke en anden, men han begynder at kende sig selv, og det var lige præcis det, vi håbede på igennem det her.” Jeg tænkte, at det er præcis dér, arbejdet bærer frugt – når barnet ikke skal laves om, men får redskaber til at være sig selv med lidt mere ro. Da vi samlede trådene op, sagde moderen pludselig: ”Jeg tror, at jeg selv har lært noget undervejs. Jeg plejer også at have svært ved at give slip, men jeg øver mig nu. Jeg siger pyt lidt oftere.” Faderen nikkede og smilede lidt forlegent. ”Det samme her. Jeg tror, at vi har fået lov til at se vores egne mønstre i ham. Det er både rørende og lidt skræmmende, men det føles som en vigtig proces.” Det er netop det smukke i arbejdet med børn og familier: at udviklingen sjældent stopper dér, hvor man forventer. Den breder sig som ringe i vandet. Det, der begynder som et ønske om at hjælpe et barn, bliver ofte en stille bevægelse i hele familien.
Et forløb som dette viser, hvor nænsomt udvikling kan ske, når man tør lade tiden arbejde med. Max viser, hvor tæt sammenvævet kognition og følelser er, og hvordan en høj begavelse ikke blot giver styrke, men også sårbarhed, og hvordan netop denne sårbarhed kalder på relationel forståelse snarere end kontrol. Forældrene viser, at ingen tiltag i familien virker isoleret. Det, de øver med Max, forplanter sig naturligt i forældrene, og måske får det endda afsmittende effekt på andre omkring Max og hans forældre.
Jeg tænker tit, at der i arbejdet med børn ligger en særlig ydmyghed: Vi får lov at se forandring udfolde sig i miniatureformat, millimeter for millimeter, og selvom den her og nu kan være svær at se i utålmodighedens skær, så får vi udviklingen at se med al tydelighed, når vi kigger tre, fire, fem måneder tilbage i tiden. Udvikling er nemlig ikke ”her og nu”, men ”fra før til nu”.
Der er enkelte steder i bogen, hvor jeg kommer ind på specifikke vanskeligheder eller neurodivergens i form af for eksempel diagnoser, men det er ikke bogens primære sigte. Er du forælder til et barn med en hverdag præget af disse specifikke vanskeligheder eller neurodivergens, vil du med garanti også profitere af denne bog, men du skal læse den med forståelse for, at den er skrevet uden særlig hensyntagen hertil.
Rigtig god læselyst.
Dea
Denne bog er til dig, der gerne vil forstå den særlige måde, højtbegavede børn udvikler sig på, så du kan møde dit barn dér, hvor det er – og hjælpe det med at vokse i takt med sig selv. Hos højtbegavede børn modnes intellekt og følelser nemlig ikke altid parallelt. Udviklingen kan være asynkron, og denne ubalance har stor indflydelse på barnets trivsel og relationer.
Bogen giver indblik i, hvordan du kan skabe balance mellem barnets store indsigt og dets følelsesmæssige og sociale behov. Den viser, hvordan du med forståelse og konkrete indsatser kan styrke både ro, nærvær og relation.
Du får indsigt i, hvorfor høj begavelse ikke kun handler om at lære hurtigt, men også om at sanse, føle og reagere intenst – og hvordan denne intensitet både kan være en gave og en udfordring. Med faglig viden, genkendelige eksempler og varme tilbyder bogen redskaber til at se bag adfærden, forstå barnets indre verden og skabe en hverdag, hvor intensitet og sårbarhed kan eksistere side om side.