Farver Farverne er et vigtigt redskab i grafisk design. De kan både bruges til at fange blikket, til at fremhæve vigtige elementer og til at skabe helhed og genkendelse. De kan bruges symbolsk, ligesom de kan skabe stemninger.
Udgangspunktet for at arbejde med farvebegreberne er farvecirklen, der blev udviklet på Bauhausskolen af læreren Johannes Itten (se side 105). Det er en grafisk opstilling af spektralfarverne, hvilket vil sige de farver, der kendes fra regnbuens spektrum. De tre primære farver er udgangspunktet i den inderste trekant, de tre sekundære ligger udenpå, inden de øvrige rene spektralfarver følger i cirklen. Sort, hvid og grå er de akromatiske (ukulørte) farver, der ikke ligger på farvecirklen. De brækkede farver kan heller ikke vises på farvecirklen. De dannes ved at tage én af de rene (mættede) spektralfarver fra farvecirklen og variere den enten i lyshed gennem blanding med sort/hvid eller i mætning, hvor kuløren dæmpes ved blanding med hvid, sort og/eller komplementærfarven (det vil sige den farve, der i farvecirklen ligger lige over for udgangspunktet). En ren rød farve kan således gøres brun ved at blive blandet med sort, hvidt og lidt grønt.
Kapitel 1
20