Indledning

Jeg var i begyndelsen af 2010’erne i fuld gang med at se mange timers videooptagelser af undervisning i folkeskolen, som jeg havde filmet. Jeg var ph.d.-studerende, og mit projekt handlede om professionel relationskompetence. Man vidste fra store undersøgelser både i udlandet og herhjemme, at relationskompetencen var afgørende for, at læreren kunne bidrage til børn og unges trivsel og udvikling, både fagligt og socialt, men man vidste ikke, hvori kompetencen præcist bestod, eller hvordan den kunne styrkes på uddannelsen og i efteruddannelse. Begreber som nærhed, varme, omsorg og sensitivitet gik igen i mange undersøgelsers beskrivelser, men klingede både diffust og meget personligt.

Mens jeg nu var i færd med at kigge på myriaderne af samspil i undervisningen mellem lærere og børn, prøvede jeg derfor at få øje på, hvordan lærerens kommunikation og didaktiske valg helt konkret påvirkede hvert enkelt barn og klassen som helhed. Og jeg spurgte ind til det i mine interviews af børnene, og i interviews af lærerne spurgte jeg, hvad de oplevede, der påvirkede deres samspil med børnene.