Issuu on Google+

REPORTAGE FRA JERN HENRIK

Lixen Lixen

TIL MINISTERMØDE PÅ BORGEN

KRASNIKS INTERVIEWTAKTIK

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 15. årgang | 7. nummer | november 2013

Journalister får økonomi og sociologi på skemaet Center for Journalistik skærer ned på bacheloruddannelsens fokus på politik. I stedet vil fremtidige årgange modtage undervisning i nye akademiske fag som sociologi og økonomi. Søren Martin Olsen & Carl-Emil Søe

De  journaliststuderende  har  haft  for   meget  politik  og  for  lidt  økonomi  og  

sociologi.  Derfor  forandres  bachelor-­‐ uddannelsen  på  Center  for  Journali-­‐ stik,   når   en   ny   årgang   journalist-­‐ studerende   næste   sommer   møder   ind   på   Medietorvet   til   studiestart.   Ændringen   vil   ifølge   centerleder     Peter   Bro   optimere   de   journalist-­‐   studerendes  pro iler  til  markedet:        »Vi  er  berømte  på  SDU  for  at  være   nogle  af  dem,  der  laver   lest  ændrin-­‐ ger  på  vores  uddannelse,  og  det  gør  vi   for  løbende  at  optimere  os  til  medie-­‐

Georg Metz Jeg har tænkt på mit eget

ansvar

i    deba en.

dårlig

Og  jeg  har  et  par  gange  ha  en    

smag i  munden.  Det  vil  jeg  gerne

indrømme. Side 10-12

branchen,   der   er   derude   og   i   forhold   til,   at   vi   gerne   vil   uddanne   de   bedste   journalister.«        Ved  de  seneste  semestermøder  har   de  studerende  kritiseret   lere  fag.  De   politiske   fag   var   for   ensrettede   og   overlappede  for  meget  hinanden.       »Vi   har   lyttet   til   kritikken   og   må     erkende,  at  vi  har  fokuseret  for    meget   på   det   statskundskabsmæssige   om-­‐ råde.  Vi  har  forsøgt  at  brede  uddan-­‐ nelsen   ud   ved   give   den   mere   faglig  

diversitet,«  siger  han.      Studenterrepræsentant  fra  3.  semes-­‐   ter  Faton  Nesimi  er  godt  tilfreds  med   den  nye  bacheloruddannelse:         »Ved   at   putte   fag   ind   som   sociologi   og  økonomi  er  man  med  til  at  brække   studiet  lidt  op,  frem  for  at  det  bliver   et  a låst  politikområde.  Om  det  er  de   rigtige   fag,   er   der   mange   meninger   om,   men   jeg   er   glad   for,   at   der   sker   noget  nyt.  Jeg  mener,  at  de  nye  fag  er   relevante.«  

    Peter   Bro   understreger,   at   dead-­‐ line   for   den   endelige   udformning   af   studieordningen  er  den  1.  december,   og   at   den   ikke   er   endeligt   vedtaget,   men   medarbejderne   på   Center   for   Journalistik   og   repræsentanterne   fra   Studienævnet   har   godkendt   de     overordnede  linjer. Læs  hvilke  fag,  der  droppes  og  om  de   andre  justeringer  på  den  nye  bachelor-­‐   ordning  på  side  3.


2 | november 2013 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

Man  siger,  at  forandring  fryder,  og  hvis  den  kliché  er  sand,  har  vi  en  meget   in   journalistuddannelse.  Inden  længe  forventes  det,  at  en  ny  bachelorstudieord-­‐ ning  vedtages  med  effekt  fra  september  næste  år.  Samtidig  pønser  Center  for   Journalistik  på  en  ændring  af  kandidatuddannelsen  i  håb  om  at  styrke  de  stu-­‐ derendes  interesse  for  denne.  Man  kan  altså  ikke  anklage  ledelsen  for  at  hvile   på  Medietorvet.  Spørgsmålet  er  så  bare,  om  der  er  blevet  pillet  ved  de  rigtige   knapper  for  at  få  studiemaskinen  til  at  spille  endnu  bedre?

I   oktober   blev   der   debatteret   og     danset,   da   KaJO   a holdte   general-­‐ forsamling   og   efterfølgende   prisud-­‐ deling  af  årets  Jern  Henrik-­‐statuetter.   Læs,  hvad  de  fremmødte  nåede  frem   til   med   debatten,   og   hvem   der   løb   med  priserne.

Et  af  de  politologiske  fag,  der  ryger  ud,  er  “Komparativ  Politik”.  Forståeligt  for  et     fag,   der   med   en   håbløs   og   alt   for   omfattende   lærebog   må   formodes   at   have   været  meget  lidt  givende  for  langt  de   leste  studerende.

Side  3-­‐7

EKSTERN

At  faget  ”Journalistikkens  praktik”  også  udgår  virker  ved  første  blik  en  anelse   bekymrende.  Faget  må  vurderes  ud  fra  dets  effekt,  og  her  lader  konklusionen   fra  sidste  Store  Matchdag-­‐undersøgelse  ikke  meget  tvivl  stå  tilbage:  

Der   er   vokset   debatskoler   frem   i   Danmark,   og   seneste   forsøg   på   at     dyrke   debatkulturen   kommer   fra     Politiken.  Det  kan  du  læse  i  månedens   Ekstern,   der   også   undersøger,   hvor-­‐ for   journalisterne   fra   RUC   stopper   med  at  udgive  deres  avis  på  print.  

»Der  er  forskel  på  tilfredsheden  for  hvert  enkelt  uddannelsessteds  håndtering   af  praktiksøgning  og  undervisning.  Langt  størstedelen  af  de  studerende,  der   er   ”særdeles   tilfredse”   med   planlægningen   af   undervisningen   i   forbindelse   med  praktiksøgningsforløbet  er  fra  Syddansk  Universitet.«  (Store  Matchdag-­‐ undersøgelse,  foretaget  af  KaJO,  forår  2013). Det   konkluderes   altså   eksplicit,   at   SDU’s   fokus   på   praktikken   direkte   har     hjulpet  de  studerende.  Peter  Bro  lover  dog,  at  der  ikke  bliver  mindre  praktik-­‐ forberedelse,  og  vi  lader  selvfølgelig  tvivlen  komme  den  nye  studieordning  og   centerlederen  til  gode,  nu  hvor  praktikundervisningen  vil  gå  ind  under  faget   “Journalistisk  Håndværk  4”.

Side  8-­‐9

PORTRÆT Lixen  møder  Informations  samfunds-­‐   revser   Georg   Metz   til   en   snak   om   dannelse,   DR   og   dårlige   debatter.     Mød   manden,   der   startede   med   at   skrive   billedtekster   til   Politiken   og   endte  som  chefredaktør  på  den  avis,   han   stadig   elsker   og   skriver   for:     Information.  

 

 

En   øget   fokus   på   økonomi   i   timerne   virker   rigtig   fornuftigt.   Af   de   store     dagblade   er   Børsen   eksempelvis   en   af   dem,   der   dykker   langsomst.   Det   kan   være  en  indikation  på,  at  økonomijournalistik  stadig  er  efterspurgt,  og  at  der   ligger  mange  fremtidige  jobs,  hvis  vi  ved  mere  om  mikro-­‐  og  makroøkonomi. Fra   SDU’s   side   har   man   ønsket   et   opgør   med   statskundskabstankegangen,   men  det  er  desværre  ikke  taget  endeligt.  

                 Side  10-­‐12

Vi   studerende,   på   tredje   semester,   undervises   lige   nu   i   et   fag,   vi   forkorter   ”Journalistisk  research  3”.  Her  lærer  vi  at  afmåle  kon idensintervaller,  afvise   hypoteser  og  bruge  såkaldte  SPSS-­‐programmer.  

FOKUS I  denne  måned  sætter  Lixen  fokus  på   taktikker  i  mediebranchen.  Hvordan   skal   papiraviserne   overleve   i   frem-­‐ tiden?   Hvad   er   Krasniks   og   Lund   Madsens  bedste  interviewtaktik?  Og   hvordan   får   en   spindoktor   sin   minister   til   at   fremstå   allerbedst?     Månedens  fokus  har  vi  døbt: “Taktiktid”.

 

 

Argumentet   for   at   have   faget,   er   at   vi   bliver   mere   kritiske   over   for   undersøg-­‐ elser,  og  at  vi  selv  lærer  at  lave  dem.  Sandheden  er  dog,  at  der   indes  mange   lere  relevante  kompetencer  for  bachelorjournalisten  at  lære.  At  vi  har  afsat   et  helt  fag  til  a læsning  af  spørgeskemaer,  virker  derfor  som  en  overdrivelse.   Mange  medier  har  i  dag  udliciteret  spørgeskemaarbejdet  til   irmaer  som  Gal-­‐ lup  og  Megafon,  og  det  er  på  de  færreste  arbejdspladser,  at  man  må  forvente  at   få  afsat  tid  af  til  eksempelvis  at  undersøge  de  ”ua hængige  variabler.”  

                 Side  13-­‐19

OPINION

Så  selv  om  det  overvejende  ligner  en  spændende  ny  studieordning,  er  det  ær-­‐ gerligt,  at  man  ikke  er  gået  hele  vejen.  Et  rigtigt  opgør  med  arven  fra  statskund-­‐ skab  havde  krævet  et  farvel,  til  det  dårlige  fag  med  det  endnu  dårligere  navn: ”Journalistiske  Værktøjer  3:  Researchtilgange,  -­‐metoder  og  -­‐teknikker  2.”

Kandidatuddannelsen   i   journalistik   mangler   mål   og   sigte,   skriver   en   studerende   på   Cand.   public   A.   Det   fremstår  som  uddannelse  for  uddan-­‐ nelsens   skyld.   Læs   om   det   i   måne-­‐ dens   debatindlæg   eller   lær   at   lege   med  Twitter  i    Filip  Wallbergs  lærer-­‐ klumme.  

På  vegne  af  redaktionen, Carl-­‐Emil  og  Søren

Side  18-­‐19

Lixen Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenserne i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Søren Martin Olsen

Carl-Emil Søe

Jane Bruun Elkjær

Ansv. chefredaktør

Chefredaktør

Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Fast skribent: Pernille Baden Obelitz Korrekturlæser: Vibeke Mikkelsen Hansen

Christina Raabæk Lindschouw

Kasper Thomsen

Malte L. Nørgaard

Redaktør

Redaktør og web

Billedredaktør


INTERN

LIXEN | november 2013 | 3

Ny studieordning skal skærpe bacheloruddannelsen Studiet har været for fokuseret på politik og for lidt på sociologi og økonomi. Det mener Center for Journalistik, der nu indfører nye fag i et forsøg på at følge efterspørgslen i branchen.

Søren Martin Olsen og Carl-Emil Søe

De   studerende   på  Center   for   Journa-­‐   listik   skal   fremover   undervises   i     økonomi   og   sociologi.   Fra   studiets   side   har   der   tidligere   været   lagt   stor  vægt  på  at  undervise  i  politiske   fag   som   ”Komparativ   politik”,   ”Of-­‐ fentlig  forvaltning”,  ”Offentlig  politik   og   økonomi”   og   ”International   poli-­‐ tik  og  organisation”.  Fagene  har  sam-­‐ let  dækket  over  ét  enkelt  område,  og     derfor   vil   man   nu   forsøge   at   brede   uddannelsen  ud.          »Det  er  blevet  mere  og  mere  klart  for   os,   at   vi   har   klumpet   os   for   meget   sammen   om   det   politologiske   om-­‐ råde.   Bacheloruddannelsen   er   en     generalistuddannelse,   og   derfor   vil   vi   sikre   en   større   faglig   diversitet,   så     de   journaliststuderende   ikke   alene   stifter  bekendtskab  med  ét  af  de  stof-­‐ områder,   som   mediebranchen   be-­‐ skæftiger  sig  med,«  siger  centerleder   Peter  Bro.          Derfor  bliver  ”Komparativ  politik”  og   ”Offentlig   politik   og   økonomi”   nu   skiftet  ud  med  fagene  ”Sociologi”  og   ”Mikro-­‐  og  makroøkonomi”.        På  Center  for  Journalistik  har  man   fået   øjnene   op   for,   at   medierne   i   højere  grad  satser  på   inanshistorier.   Centerlederen   forklarer,   at   økonomi   vil   blive   et   selvstændigt   fag   i   stedet   for  at  være  underlagt  politik  som  ho-­‐ vedområde.  Her  er  det  planen,  at  de   studerende  skal  undervises  i  mikro-­‐   og   makroøkonomi   og   for   eksempel   lære  at  knække  et  virksomhedsregn-­‐ skab   eller   blive   bedre   til   at   forstå   mekanismerne   bag   en   andelsbolig-­‐ forening.                  »Vi  har  generelt  fået  et  wake  up  call   i  branchen,  i  forhold  til  at  danske  og   internationale  journalister  har  været   for  uskarpe  omkring  betydningen  af   økonomi   og   transaktioner.   Når   man   tager   de   økonomiske   briller   på,   om   det   så   er   mikro-­‐   eller   makroøko-­‐ nomi,   må   man   sige,   at   der   er   nogle   væsentlige  historier,  der  venter.« Ledelsen  erkender  ensidighed   Med  ændringen  har  studiet  forsøgt  at   imødegå   en   kritik   fra   de   studerende.   En  kritik,  der  er  gået  på,  at  der  har  væ-­‐   ret   for   mange   gentagelser   i   pensum   og  for  få  nuanceringer.        »I  ledelsen  har  vi  erkendt,  at  vi  har   trampet   for  meget  rundt  i  de  samme   aspekter   af   journalistikken.   I   re lek-­‐ sionsfagene  har  vi  oplevet  et  fald  i  de   studerendes   niveau,   og   der   vil   vi     forsøge   at   blive   endnu   skarpere,«     indrømmer  centerlederen.          Som  konsekvens  heraf  introduceres   en   ny   titel   hos   udvalgte   undervisere.   De   bliver   udpeget   som   ”linjeansvar-­‐ lige”,   der   skal   sikre,   at   man   bygger   videre   på   det,   de   studerende   har     lært  på   de   første   semestre,   uden   at     gentage   en   allerede   lært   metode   til   eksempelvis  ”ideudvikling”.        »Et  tænkt  eksempel  kunne  være,  at   Jonas  Blom  blev  linjeansvarlig  for  alle   sprogfagene,   hvor   det   var   hans   an-­‐ svar  at  sætte  de  undervisere,  der  er  på   mediesprogsfagene   ind   i,   hvad   man   skal  lære  på  de  forskellige  semestre.«  

Skemaoversigt. Her ses de planlagte ændringer på bacheloruddannelsen.       Ændringerne   bliver   budt   velkom-­‐ men  af  de  studerendes  repræsentant   i   Studienævnet   Faton   Nesimi.   Som   studienævnsrepræsentant   har   han   siddet  med  ved  høringerne  til  den  nye   bachelorreform.  Han  føler,  at  de  stu-­‐ derendes  ønsker  er  blevet  tilgodeset.        »Jeg  synes,  uddannelsen  bliver  bed-­‐   re,   fordi   man   har   taget   højde   for   de   mange  elevønsker,  der  er  blevet  frem-­‐   sat   på   semestermøderne.   Hvis   man   kigger   på   de   akademiske   fag,   er   det   blevet   en   mere   mangfoldig   studie-­‐   ordning,   fordi   der   nu   er   andre     fagområder   end   politik,«  siger   Faton   Nesimi.  

mindre   opmærksomhed   på   den   nye   studieordning:        »Det  kommer  alt  andet  lige  til  at  ligge   på   samme   niveau.   Alle   de   forbered-­‐   elsestimer,  vores  studerende  har  med   praktikvejleder   Karen   Sass,   og   det   med   at   kunne   brande   sig   fremad-­‐ rettet,  kommer  til  at  høre  ind  under   sprog-­‐  og  håndværksfagene.«       Selv   om   Faton   Nesimi   har   fået     positiv   respons   på   faget   “Journa-­‐ listikkens   praktik”   fra   tidligere   4.     semester-­‐studerende,   ser   han   ikke   noget  problem  i,  at  faget  sløjfes:        »Problemet  med  faget  var,  at  det  mis-­‐   tede  sin  relevans   efter  praktikdagen.  

I ledelsen har vi erkendt, at vi har trampet for meget rundt i de samme aspekter af journalis kken Peter Bro, centerleder på SDU

Praktikfag  droppes Et   andet   fag   der   også   droppes   med   den   nye   studieordning   er   ”Journali-­‐ stikkens   Praktik”.   Et   fag   der   ellers   har   været   populært   blandt   tidligere     årgange,  som  har  fået  stor  hjælp  af  det   praktikforberedende   fag.   Peter   Bro   afviser   dog,   at   der   bliver   mindre     praktikforberedelse   til   kommende   studerende:        »Tankerne  og  intentionerne  omkring   ”Journalistikkens  praktik”  fastholder   vi.  Der  er  selvfølgelig  altid  en  fare  ved     at   ændre   faget,   men   vi   integrerer   grundelementerne   i   ”Mediesprog   4”   og  ”Journalistisk  Håndværk  4”.«      Derfor  skal  de  studerende  ifølge  Peter   Bro  ikke  frygte,  at  Store  Matchdag  får  

Jeg   synes,   det   er   int,   at   faget   ryger ind   under   sprog-­‐   og   håndværksfag-­‐ ene,   så   længe   vi   stadig   får   en   hjæl-­‐ pende  hånd,  når  vi  søger  praktik.«         Den   nye   studieordning   har   været   undervejs   i   et   år   og   er   blandt   andet   blevet   til   i   et   samarbejde   mellem     ansatte   ved   Center   for   Journalistik,     studenterrepræsentanter  og  Styrelsen   for  Journalistik.  Studieordningen  lig-­‐   ger   til   endelig   godkendelse   den   1.     december,   og   forventes   at   træde   i   kraft   for   den   nye   årgang   af   jour-­‐   naliststuderende,   der   optages   til     september  2014. sools12@student.sdu.dk csoee12@student.sdu.dk


INTERN

4 | november 2013 | LIXEN

FAKTA Cand.public  A En   journalistisk   kandidatuddannelse,   der   henvender   sig   til   personer,   som   har   taget   en   bachelor   i   journalistisk   enten   fra   Danmarks  Journalisthøjskole  el-­‐   ler  Syddansk  Universitet. Uddannelsen   består   af   tre   dele.   Den   første   del   foregår   på   SDU,   hvor   der   er   obligatorisk   undervisning.   Anden   og   tredje   del   rummer   valgfrie   fagspecialiseringer.   Og   jerde   del   er   der,   hvor   de  studerende  skriver  deres  spe-­‐   ciale. Igennem   undervisningen   får   de   studerende  suppleret  og  udvidet   deres   kompetencer   inden   for   det  journalistiske  felt.  Det  giver   en   kombination   af   akademisk-­‐   faglig   specialisering   og   journa-­‐ listisk  faglighed. Som  færdiguddannet  cand.  public  er  du  efterspurgt  af  de  landsdækkende   aviser.   Også   de   elektroniske   medier   efterspørger   journalister   med   en   akademisk   baggrund,   og   tendensen   synes   at  være  stigende.

Uddannelse. SDU vil gøre kandidatuddannelsen i journalistik skarpere ved at tilbyde mere undervisning på universitetet. Illustration: Malte Nørgaard

Kilde:  www.sdu.dk/uddannelse/ kandidat/cand,-­‐d-­‐,public

SDU ændrer kandidatuddannelsen Et ekstra semester, ændringer i uddannelsesopbygningen og andre fag på skemaet. Det er tankerne bag en ny kandidatuddannelse, som Center for Journalistik overvejer at oprette.

Jane Bruun Elkjær

Når journaliststuderende får deres afgangsbevis fra bacheloruddannelsen i hånden, er det langt fra alle, der vælger at fortsætte på cand.public A. Det er en skam, mener Peter Bro, centerleder på SDU. Han tror, at fremtidens journalister har behov for at være endnu mere vidende og stærkere i forhold til at formidle. Derfor har SDU nedsat en arbejdsgruppe, der har til opgave at gøre kandidatuddannelsen endnu bedre. Ifølge Peter Bro skal der mere håndværk på skemaet. »Vi skal give dem noget mere håndværksundervisning, så de ikke alene bliver mere vidende, men også bliver skarpere formidlere. De får ikke alene en faglighed, men de får også en særlig formidlingskompetence. Det kan blandt andet være den fortællende journalistik, analysen eller kommentaren,« siger han. Udover mere håndværk overvejer arbejdsgruppen også at ændre på uddannelsesopbygningen. De kandidatstuderende har i øjeblikket kun undervisning, der foregår på SDU på første semester og igen på fjerde semester, hvor de skriver speciale. Det er for lidt, mener centerlederen.

»Vi vil have Center for Journalistik til at fylde mere på uddannelsen, i stedet for at overlade det til de studerende selv at finde andre fag. Derfor overvejer vi at øge den faste undervisning fra et semester til to, så man kun har tredje semester, hvor man selv skal finde andre fag.« Ifølge centerlederen har SDU en stor opgave foran sig. »Vi skal være skarpere til at formidle, hvad der faktisk ligger i en kandidat-

kandidatuddannelsen, er Mikkel Cramon. Han begyndte på cand.public A umiddelbart efter sin bachelor, fordi han ville dygtiggøre sig inden for den digitale journalistik for at stå stærkere på arbejdsmarkedet. »Uddannelsen tilbyder brede muligheder for at sammensætte lige nøjagtigt den uddannelse, der matcher dine interesser og karriereønsker bedst. Jeg har for eksempel taget valgfaget J-Lab, der fokuserer på udvikling og entrepre-

Det  er  nødvendigt  at  være  en  fantas sk   historiefortæller, der ligger betydeligt over generalistniveauet.  Men  det  er  ikke  nok. Bo  Lidegaard,  chefredaktør  på  Poli ken

uddannelse, og hvad den kan i virkeligheden. Både for at gøre mediebranchen opmærksom på de specialiserede studerende, men også for at flere studerende finder ud af, at det er en god ting at tage en kandidat,« fortæller Peter Bro. En af de studerende, der har valgt at tage

neurship – noget, jeg gerne ville have haft mere af på bacheloruddannelsen, der primært uddanner folk til lønmodtagerjob,« fortæller Mikkel Cramon. For centerlederen er valgfag en vigtig faktor på kandidatuddannelsen. Uanset om det er digital journalistik, europæ-

iske forhold eller psykologi, så er de hver især med til at gøre de studerende mere vidende og specialiserede. Med den nye kandidatuddannelse vil SDU gerne have medierne til at indse, at branchen får et større og mere righoldigt udbud af mulige medarbejdere. »Når man kigger på nyhedschefer, så tror jeg, at de vil være glade for, at der er forskellige typer af studerende at vælge imellem,« siger han og fortsætter: »Der vil stadig være behov for en mængde af generalistjobs med klassisk nyhedsjournalistik, hvor man hurtigt skal have hamret flere artikler af sted om dagen, og hvor man spænder bredt over flere fagligheder, men masser af medier har også behov for medarbejdere som fagligt er rigtig stærke inden for et enkelt område. Og der vil vi gerne gøre branchen bekendt med, at den mulighed har de faktisk ved at ansætte nogle af vores kandidatstuderende.« En af de mediechefer, der understreger vigtigheden ved specialisering, er Bo Lidegaard, ansvarshavende chefredaktør for Politiken. Han mener, at vi får mere og mere brug for journalister, der kan fortælle historier med afsæt i faglige kompetencer. »Det er nødvendigt at være en fantastisk historiefortæller, der ligger betydeligt over generalistniveauet. Men det er ikke nok. Fremtidens journalister skal også have et fagligt niveau, der inden for

forskellige områder gør dem til eksperter, der kan løfte niveauet og give historierne den troværdighed og dybde, som kun det indgående kendskab og den selvstændige faglige vurdering kan give.« Hos Politiken er det ikke afgørende, hvor journalisterne kommer fra, men hvad de kan. De efterspørger i stedet journalister, der har højt fagligt niveau på områder, som er vigtige for deres journalistik. »Vores læsere er mere og mere veluddannede. Det skal de medarbejdere, der fortæller vores historier også være. Det betyder, at der vil blive flere specialister og fagpersoner blandt journalisterne,« fortæller Bo Lidegaard. Ifølge Bo Lidegaard vil kravene for fremtidens journalister stige. De skal opbygge deres egen personlige profil. »Evnen til at fortælle og formidle vil altid være afgørende, men det bliver mere og mere nødvendigt samtidigt at beherske flere platforme og at lave journalistik, der tager afsæt i egen faglighed.« Peter Bro understreger, at der kun er tale om overvejelser. Arbejdsgruppen forventes at være færdig senest i april. jaelk12@student.sdu.dk


INTERN

LIXEN | november 2013 | 5

Praktikantvejleder: Journalister undgår kommunikation Kommunikation står ikke forrest i køen, når de studerende skal vælge praktikplads. De journaliststuderende bør søge bredere, mener praktikantvejleder.

Jane Bruun Elkjær

Når   hornet   lyder   til   Store   Matchdag,   står   journaliststuderende   hel-­‐   lere   foran   døren   til   et   dagblad   end   til   en   kommunikationsafdeling.   Det  er  der  en  bestemt  grund  til,  mener  Pia  Færing,  praktikantvejleder  på   DMJX.      »Kommunikationsafdelinger  er  mindre   eftertragtede.   De   journaliststu-­‐   derende   tror,   at   journalistik   er   lig   med  at  komme  ind  på  et  medie.  Det   passer   ikke.   Alt   for   mange   tænker,   at   jeg   er   journalist   på   Politiken.   Hvis   du  så  ikke  længere  er  på  for  eksem-­‐   pel  Politiken,  hvilken  journalist  er  du   så?,«  siger  Pia  Færing. Med  spørgsmålet  efterspørger  praktikantvejlederen,   at   de   journaliststuderende   begynder   at   tænke   mere     utraditionelt,  i  stedet  for  at  gå  efter  det   samme.  For  selv  om  alle  praktikantvejledere  informerer  om,  at  en  omni-­‐ busavis   ikke   er   lykken   for   alle,   så   er-­‐   farer  Pia  Færing,  at  de  journaliststu-

derende  stadig  vil  derhen.        »Der  vil  stadig  være  80  ansøgere,   der  hellere  vil  på  for  eksempel  Politiken   end   Novo   Nordisk.   Folk   samler   sig  på  midten.  Sådan  har  de  journa-­‐ liststuderende   altid   været.   De   går     efter  det  samme.« En  anden  udbyder Efter  hornet  har  lydt  i  de  århusianske   betongange,  har  døren  kun  åbnet  sig   for   få   af   de   ventende   journaliststu-­‐ derende.  Det  er  ikke  alle,  der  har  fået   pladser   på   et   dagblad,   men   praktikantvejlederen   ser   ikke   pladsmang-­‐ len  ved  dagbladene  som  et  problem.   Problemet   er   de   studerendes   holdning  til  det.      »Journalistik  sælges  mange  steder.   Ikke  kun  i  mederne.  De  studerende   skal   se   væk   fra,   at   journalistikken   kun  kan  udøves  i  medierne.  En  kommunikationsafdeling   er   bare   en   anden   udbyder,«   forklarer   Pia   Færing   og  fortsætter:      »Hvis  de  studerende  tror,  at  det  er  de   traditionelle  medier,  de  skal  leve  af,  så   når  de  ikke  pensionsalderen.« Flere  kommunikationsafdelinger Ifølge   Pia   Færing   skal   de   journaliststuderende  begynde  at  vænne  sig  til   tanken  om  en  stilling  i  en  kommunikationsafdeling.  Der  vil  nemlig  komme   lere  i  fremtiden.      »Hvis  vi  vil  have   lere  praktiksteder  i   nogenlunde   takt   med,   at   medierne   lukker,  så  er  det,  det  eneste  sted  vi  kan   vokse.  Jeg  tror  ikke,  at  vi  får  en  ny  tv-­‐

Praktik. For de journaliststuderende er kommunikationsafdelinger ikke attraktive. Illustration: Ida Løjmand station  eller  et  nyt  stort  dagblad.  Så   medmindre  vi  vil  dø,  så  skal  det  her   vokse.  Det  er  nødvendigt.« Ula  Bach  læser  Cand.  public  B,  og  hun   er  en  af  de  studerende,  der  ikke  søger   en  stilling  i  en  kommunikationsafde-­‐ ling.        »Jeg  har  allerede  arbejdet   lere  år   med   kommunikation,   blandt   andet   som   studentermedhjælper   i   Undervisningsministeriet.   Derfor   vil   jeg   gerne   prøve   noget   nyt.   Jeg   satser   i   stedet   på   journalistikken   i   mere    

klassisk  forstand.« Pia  Færing  understreger,  at  der  er  vis-­‐   se  krav  til  praktikstederne.  For  at  et   praktiksted  skal  være  godkendt,  skal   der  være  mindst  én  uddannet  journa-­‐   list   ansat   på   arbejdspladsen,   og   det   skal  være  et  medie.        »De  journaliststuderende  kan  ikke   komme  ud  i  et  PR-­‐bureau.  Der  er  ikke   journalister   ansat,   og   de   har   ikke   et   medie.  De  hopper  i  stedet  fra  opgave   til  opgave  for  en  kunde.  Der  er  altså   ikke   det,   der   skal   til   for   at   være   et  

medie,  nemlig  at  man  skal  sætte  sig   ind  i,  hvad  modtageren  har  brug  for   af  kommunikation.« Pia  Færing  håber,  at  de  journaliststuderende  med  tiden  vil  anerkende,  at   et   praktiksted   i   en   kommunikations-­‐ afdeling   også   er   journalistik.   Det   er   blot  en  anden  udbyder. Pia  Færing  understreger,  at  Politiken   og  Novo  Nordisk  er  begge  tænkte  eksempler  i  artiklen.  

SDU nedprioriterer fotografering På trods af at fremtidens medier bliver mere visuelle, har SDU’ere intet fotoforløb. Andre fag tager pladsen på skemaet.

derviserne,  men  vi  ender  altid  med  at   tænke:  ’Hvad  skal  man  så  ikke  have?’      Den  store  sten  i  skoen  er,  at  vi  ikke  kan   proppe   mere   ind   i   skemaet   uden   at   skære  ned  på  anden  undervisning.«       Karsten   Baagø   anerkender,   at   foto-­‐ grafering   godt   kunne   kombineres     med  radio-­‐  eller  tv-­‐forløbet.  Men  han   vil  ikke  love  noget.

     »Skal  vi  gå  ind  i  det,  skal  vi  gøre  det   ordentligt.  Vi  vil  gerne  derhen,  hvor   billederne  ikke  bare  bliver  en  illustra-­‐   tion  til  artiklen,  men  en  integreret  del   af  journalistikken,«  fortæller  han.   Vigtigt  selv  at  kunne  tage  billeder Anne   Mette   Svane,   chefredaktør   på   Politiken,  mener,  at  det  er  et  plus  også  

at  kunne  fotografere  som  journalist.   Ofte  får  journalister  nemlig  ikke  fotografer  med  ud  i  marken.      »Det  ville  være  tudetosset,  hvis  ikke   journalister   selv   kan   tage   et   billede.   Det  bliver  vigtigere  at  tænke  visuelt,   da  man  kommer  til  at  se   lere  former   for  visuelle  fortællinger  i  fremtiden.«   Brian  Karmark,  fotochef  på  Jyllands-­‐

Ida Løjmand, Julie Lykke-Nedergaard, 1. semester

Studerende  på  SDU  toner   littigt  frem   på   skærmen   eller   indtager   æteren,   når  de  på  2.  og  3.  semester  har  tv-­‐  og   radioforløb.  Men  det  er  sjældent,  at  de   studerende  får  lov  at  se  verden  gennem  fotolinsen.  Der   indes  nemlig  ik-­‐ ke  et  selvstændigt  fag  i  fotografering,   på  trods  af  at   lere  personer  fra  mediebranchen  mener,  at  billeder  bliver   en  vigtig  del  af  fremtidens  medier.      Studieleder  på  Center  for  Journalistik,  Karsten  Baagø  erkender,  at  det  er   vigtigt  for  journalister  at  kunne  arbej-­‐   de  med   lere  medier  heriblandt  fotogra i.  Og  det  er  ikke  manglende  vilje,   der  er  årsag  til,  at  SDU  ikke  har  et  forløb   om   fotogra i   på  journalistuddannelsen.  Derimod  er  det  manglende  tid,   påpeger  han.      »Det  er  noget,  vi  tit  vender  blandt  un-­‐  

Foto. Journaliststuderende på SDU har ikke mulighed for at lære at håndtere et kamera. Foto: Malte Nørgaard.

Posten,  tilføjer:        »Vi  har  været  nødt  til  at  droppe  histo-­‐   rier  på  grund  af  mangel  på  gode  billed-­‐ er.  Når  vi  kun  sender  journalister  af   sted,   er   kvaliteten   af   deres   billeder     ofte  bare  ikke  god  nok.« Pennen  vinder  over  kameraet Karsten  Baagø  ser  helst  ikke,  at  journalisten  i  fremtiden  skal  have  en  blok   i  den  ene  hånd  og  et  kamera  i  den  anden.        »Vi  skal  hver  især  gøre,  hvad  vi  er  go-­‐   de  til.  Journalister  skal  først  og  fremmest  lave  god  journalistik,«  siger  han.   Medierne   har   da   heller   ikke   dødsdømt   arbejdsdelingen   mellem   journalister   og   fotografer.   Både   Anne   Mette   Svane   og   Brian   Karmark   fastslår,  at  det  ikke  er  et  direkte  krav,  at   journalister  kan  fotografere,  selv  om   det  giver  en  fordel  ved  jobsamtalen.      »Journalister  skal  ikke  være  bange   for   selv   at   producere   billede   og   lyd.   Det  vigtigste  er  selvfølgelig  det  journalistiske  håndværk,  evnen  til  at  tæn-­‐   ke  kritisk  og  komme  med  ideer,«  siger   Anne  Mette  Svane.

Idloe13@student.sdu.dk Julyk13@student.sdu.dk


INTERN

6 | november 2013 | LIXEN

Studerende vælger rettigheder frem for lønforhøjelser Lørdag den 24. oktober holdte KaJO generalforsamling. Her stemte medlemmerne   for,   at   KaJO   fik   mandat til at bruge fastfrysningen af praktiklønnen til at  forhandle  om  flere  rettig-­ heder til de kommende praktikanter.

   Her  lød  svaret,  at  der  er  stor  forskel  på   praktikanternes   muligheder   på   de   forskellige   praktiksteder.   Derfor   var   kravet  foreslået.      Også  retten  til  barsel  blev  der  stillet   spørgsmålstegn   ved.   Her   tog   Lars   Werge  ordet.  Han  forklarede,  at  han   ser   retten   til   barsel   som   en   grund-­‐ læggende  rettighed,  der  burde  være   en   naturlig   del   af   en   overenskomst.   Han  mener,  at  det  ikke  blot  bør  være   et   forhandlingsemne,   men   et   direkte   krav.      »Det  er  så  klassisk  et  lønmodtager-­‐ krav,  at  vi  ikke  skal  betale  for  det.  Det   skal  vi  erobre,«  sagde  han.

Tommi Falk Petersen, 1. semester

Der  var  lagt  op  til  stor  debat,  da  KaJO,   de   studerendes   fagforening   på   SDU,   tog   emnet   ’overenskomstforhand-­‐ linger’  op  som  hovedpunkt  på  deres   halvårlige  generalforsamling.      Næstformand  for  Dansk  Journalist-­‐ forbund,  Lars  Werge,  var  mødt  op  som   gæst  til  debatten.  Han  fortalte,  hvor-­‐ dan   forhandlingerne   vil   foregå,   og   hvad  de  studerende  kan  forvente  at  få   ud  af  dem.        Mette  Glud  Olsen,  repræsentant  for   KaJO,  er  med  i  forhandlingerne.  Hun   fortsatte  seancen  ved  at  fortælle  om   de  krav,  KaJO  og  søsterorganisation-­‐ erne,   KAJ   og   DJ-­‐RUC,   i   samarbejde   havde   fundet   frem   til.   Kravene   lød   på:  Ret  til  barsel,  bevaring  og   inan-­‐   siering   af   praktikvejlederuddannel-­‐   se,  månedlig  praktkantdag,  fri  til  stu-­‐   dietur   og   inansiering   af   studietur.   Ifølge   Mette   Glud   Olsen   skulle   de   imødekommes  ved  en  fastfrysning  af   praktiklønnen  eller  ved  en  lille  ned-­‐ gang  i  lønnen.      Fra  salen  blev  der  stillet  spørgsmåls-­‐ tegn   ved   studieturskravene,   om   det   var  nok  til  en  nedgang  i  eller  en  fast-­‐ frysning  af  lønnen.  »Er  det  overhove-­‐ det  et  reelt  problem  at  få  fri  til  studie-­‐   ture?,«   lød   det   blandt   andet   fra   en   af   de  cirka  60  fremmødte  medlemmer.

Uenighed  i  salen Fra  salen  blev  der   lere  gange  spurgt   om  det  overhovedet  er  en  god  ide  at   gå  ind  til  forhandlingerne  med  et  mål   om,   at   lønnen   ikke   skal   stige.   Hertil   svarede  formand  for  DJ  RUC,  Mathias   Svane   Kraft,   som   var   til   stede   som   gæst,  at  vi  må  være  solidariske,  og  at   det  er  ”væsentlig  at  hæve  bundnive-­‐ auet”.        Bundniveauet  er,  at  der  eksempelvis   er  pædagogstuderende  i  deres  prak-­‐ tikperioder,   der   kun   tjener   omkring   9.000,   mens   journaliststuderende     tjener   omkring   16.000.   Det   satte   de-­‐ batlysten   i   gang   og   adskillige   med-­‐   lemmer   fortalte,   at   de   ikke   mente,   at   man   kan   sammeligne   journaliststu-­‐ derendes  løn  med  andre  praktikant-­‐ ers  løn.  Et  andet  synspunkt,  der  blev   nævnt   var,   at   journaliststuderende   i  praktikken  arbejder  som  uddanne-­‐ de   journalister.   Derfor   ville   det   væ-­‐   re  en  fejl  at  gå  ned  i  løn.      »Vi  går  for  100  kroner  i  timen,  og  pro-­‐   ducerer  på  fuldstændig  lige  fod  med   hvad  alle  andre  gør,«  lød  det  fra  med-­‐ lemmerne.      På  trods  af  uenigheden,  angående   praktikanters  lønniveau,  var  der  i  sa-­‐   len  en  konsensus  om,  at  forhandlerne   skulle  forsøge  at  få  nogle,  hvis  ikke  alle   krav  igennem  ved  forhandlingerne.

Foto: Malte L. Nørgaard KaJO. Under den halvårlige generalforsamling fortalte Lars Werge omkring de kommende forhandlinger.      På  spørgsmålet  om  det  overhovedet   vil   være   muligt   at   få   noget   som   helst   igennem,  svarede  Lars  Werge  promp-­‐ te.      »Ja,  det  er  bestemt  muligt,  at  få  nogle   af  disse  krav  igennem.«      Der  var  dog  stadig  bekymring  blandt   de   fremmødte;   skyder   man   sig   selv   i   foden   ved   at   gå   med   til   fastfrys-­‐   ning  af  lønnen  eller  lønnedgang  i  for-­‐ hold   til   fremtidige   overenskomster?   Direkte  adspurgt  om  denne  problem-­‐   stilling,   svarede   Lars   Werge,   at   han   mener,   at   chancerne   for   fremtidige  

lønstigninger   ”er   ligeså   gode   og   dår-­‐ lige,  som  de  er  denne  gang,  og  var  sid-­‐   ste  gang,”  hvilket   ik  dulmet  den  vær-­‐ ste  frygt  hos  de  fremmødte  medlem-­‐ mer. Stor   enighed   om   forhandlernes   mandat For  at  imødekomme  medlemmernes   ønsker,   valgte   bestyrelsen   at   lade   medlemmerne  lave  en  prioriteret  lis-­‐ te   over   kravene   til   overenskomsten.   De  endelige  tre  krav  blev:  Ret  til  bar-­‐ sel   under   praktikken,   bevaring   og   i-­‐

nansiering   af   praktikvejlederuddan-­‐ nelse  og  en  månedlig  praktikantdag,   hvor  praktikanten  skal  have  feedback   fra  praktikstedet.      Ved  den  afsluttende  afstemning  var   der  et  stort   lertal  på  48  mod  8,  for  at   lønnen   kan   fastfryses,   hvis   disse   tre   krav  imødekommes.  KaJOs  medlem-­‐ mer   gav   dermed  forhandlerne   man-­‐ dat   til   at   kæmpe   for   praktikanternes   rettigheder  frem  for  lønforhøjelser. topet13@student.sdu.dk

Foto: Malte L. Nørgaard


INTERN

LIXEN | november 2013 | 7

Når Jern Henrik kommer kravlende En række journaliststuderende udmærkede sig under deres praktikophold i året 2012/13. De blev derfor nomineret til årets Jern Henrikprisuddeling. Showet løb af stablen lørdag den 26. oktober på SDU.

Rebecca Cywan, Josephine Fogsgaard, 1. semester

Saxofonens   toner   fylder   rummet   fra   ende   til   anden.   De   journaliststude-­‐   rende   kommer   ind   til   en   forelæs-­‐ ningssal,  der  i  aftenens  anledning  lig-­‐   ner  alt  andet   end  et  almindeligt  un-­‐ dervisningslokale.   Kongeblåt   velour   hænger  ned  fra  loftet  og  danner  bag-­‐   grunden.   I   forgrunden   står   sofa,   læ-­‐   nestol  og  sofabord  i  matte  farver,  som   var  vi  tilbage  i  70’erne.  Casper  Bagge   og   Mads   Frimann   har   igen   i   år   vun-­‐ det   tjansen   som   værter.   Viserne   på   armbåndsuret   har   rundet   klokken   20:00  og  værterne  træder  op  på  sce-­‐   nen   med   en   nyåbnet   øl   i   hånden.   ”Skål  for  fanden  –  og  velkommen  til   Jern  Henrik  –  prisuddelingen  2013”.       Jern-­‐Henrik   er   SDU’s   årlige   pris-­‐ uddeling   til   en   journalistpraktikant,   der   har   gjort   sig   særligt   bemærket.   Men   hvorfor   navnet   Jern   Henrik?   Nogle   kender   måske   til   tegneserie-­‐  

iguren,  Jern  Henrik.  Han  er  en  stæ-­‐ dig   lille   dreng   med   lyst   strithår,   der   plager   livet   ud   af   sine   forældre   og   naboer.   Han   tiltrækker   opmærk-­‐   somhed   fra   omverden   og   går   til   kan-­‐   ten   hver   gang.   Kort   sagt   har   han   et   godt   grundlag   for   at   blive   en   god   journalist.  De  studerende  på  journa-­‐   listik   bliver   nemlig   trænet   i   at   være   vedholdende,  grænsesøgende  –  og  til   tider   en   anelse   irriterende   –   i   søg-­‐   ningen   efter   den   gode   historie.   Men   selv  om  det  ville  være  logisk,  er  pris-­‐ en  ikke  opkaldt  efter  tegneserie igu-­‐ ren.  Det  er  nemlig  grundlæggeren  af   journalistuddannelsen   på   SDU,   der   har   lagt   navn   til   den   prestigefyldte   pris.         Manden  bag  Jern  Henrik Præsentationen  af  aftenens  æresgæst   udløser   klap   og   jubel   fra   publikum.   De  løfter  deres  øl lasker  som  en  skå-­‐   lende  gestus  til  manden,  der  træder   ind  i  salen.  I  samme  øjeblik  råber  den   ene   vært:   »Tag   godt   imod   manden,   der  lagde  navn  til  Jern  Henrik  –  Jørn   Henrik  Petersen!«

Foto: Malte L. Nørgaard Værter. Casper Bagge og Mads Frimann førte publikum gennem aftenen.

Han   tager   plads   i   sofaen,   som   var   det   en   hyggelig   lørdag   aften   hjemme   i  privaten.  Godt  tilbagelænet  med  be-­‐ nene   over   kors   og   armene   let   kryd-­‐ sede   over   maven.   Som   en   konge,   der   har  haft  en  lang  dag  på  sin  trone.       Jørn   Henrik   Petersen   –   eller   ’Jern   Henrik’   –   har   igennem   sin   journa-­‐ listiske   karriere   fået   det   karakteris-­‐   tiske   kælenavn,   da   han   er   kendt   for   at   være   hård   i   branchen.   Jørn   Hen-­‐   rik   minder   om   tegneserie iguren   Jern   Henrik,   da   han   efter   eget   ud-­‐   sagn  er  “en  stædig  rad”.  Han  beskriv-­‐ er,   at   han   som   leder   har   drevet   et     enevældigt  styre.         »Jeg   er   blid   som   et   lam,   så   længe   jeg  får  min  vilje.  Ellers  kommer  den   lille   Jern   Henrik   kravlende   frem,«   fortæller  han,  mens  mundvigene  når   et  kækt  smil.                          Showet  fortsætter.  Værterne  står   smilende  og  småhoppende  på  scenen   med   deres   efterhånden   lunkne   øl.   Der  opstår  en  humoristisk  ping-­‐pong   mellem  de  to  herrer,  og  Casper  Bagge   langer   endnu   en   skål   over   disken.   Det   er   heldigvis   ikke   de   to   øltørstige   værter,  der  i  sidste  ende  bestemmer,   hvem   der   løber   med   priserne.   En   jury  bestående  af  fem  journalistiske   fagmænd,  skal  udpege  årets  vindere.         Scenelyset   bliver   dæmpet   og   pro-­‐   jektøren   bliver   tændt.   En   ilm   præ-­‐   senterer   juryen   og   de   nominerede.   I  år  består  juryen  af  Gertrud  Højlund   fra   Radio24syv,   Hakon   Mosbech   fra   Zetland,   Jesper   Høberg   fra   Jyllands-­‐ Posten,   Heine   Jørgensen   fra   Ekstra   Bladet  og  Janni  Pedersen  fra  TV2.   Og  vinderen  er… Salen  holder  vejret,  da  vinderne  skal   udnævnes.  Øllene  sænkes  og  spænd-­‐   te   øjne   rettes   mod   det   store   lærred.   Juryen   er   ikke   i   tvivl   om,   hvem   vind-­‐   eren  af  Basker  Henrik  skal  være.  Det   er   én,   som   har   formået   at   lave   en   klassisk   afslørende   historie   gennem   benhård   fodsålejournalistik;   »Simo-­‐   ne   Agger,«   lyder   det   fra   værterne.  

Foto: Malte L. Nørgaard Felt Henrik. Paul Sauer forklarer om sine artikler om udslusningsprogrammer for kriminelle. Publikum  bryder  ud  i  klapsalver,  idet   hun  baner  sig  vej  til  scenen  fra  en  af   de   bagerste   rækker.   Simone   Agger   vinder   med   artiklen   ’Læge   propper   patienter   med   livsfarlig   medicin’,   som  hun  skrev  for  Ekstra  Bladet.         Værterne   er   hurtigt   videre   og   af-­‐ slører   Paul   Sauer   som   vinderen   af   Felt   Henrik.   Under   praktikken   på   Jyllands-­‐Posten  skrev  han  ‘den  med-­‐ rivende   og   dybdegående   reportage’ ’Frihed   på   prøve’,   der   sikrer   ham   prisen.   Værterne   står   klar   med   åb-­‐ ne   arme   på   scenen   til   at   belønne   vinderne  med  kram  og  præmie.  Vin-­‐ deren   af   Service   Henrik,   Cathrine   Bloch,   må   have   det   til   gode,   da   hun   er   forhindret   i   at   deltage   i   aftenens   festligheder.   Hun   ik   prisen   på   bag-­‐   grund   af   artiklen   ’Havnen’,   som   hun   skrev  for  Berlingske.      Trommende  rytmer  af  hænder  mod   borde   fylder   salen,   da   aftenens   høj-­‐   depunkt   nærmer   sig.   Hovedprisen   Jern   Henrik   skal   overrækkes.   Fan-­‐ faren  lyder  fra  orkesteret,  da  konvo-­‐   lutten   bliver   revet   op.   »Og   vinderen  

er...   Kasper   Kildegaard,«   råber   vær-­‐ terne.         Juryen   beskriver   ham   som   overbe-­‐ visende  i  sin  research  og  nyhedsfor-­‐ midling.  Der  er  derfor  ikke  tvivl  om,   at  han  har  gjort  sig  fortjent  til  prisen.   Kasper   Kildegaard   vinder   med   ar-­‐   tikelserien  om  tyveri  af  dokumenter   fra   rigsarkivet,   som   han   skrev   for   Berlingske.      Showet  er   løjet  af  sted  og  nærmer  sig   slutningen.   Værterne   står   atter   på   scenen  med  en  øl  i  hånden.  »Det  var   så   det.   Skal   vi   ikke   skåle?   Tillykke   til   prisvinderne,«   råber   værterne   i   kor.   Til   lyden   af   saxofonen   rejser   pub-­‐ likum   sig   og   begiver   sig   videre   til     aftenens  festligheder. recyw13@student.sdu.dk jofog13@student.sdu.dk

Felt Henrik

Jern Henrik

Basker Henrik

Paul Sauer for ”Frihed på prøve”

Kasper Kildegaard for artikelserien om “Tyverier fra Rigsarkivet”

Simone Agger for “Læge proppede patienter med livsfarlig medicin”

Hvordan   ik  du  idéen  til  reportagen? -­‐   Jeg   fandt   ud   af,   at   der   indes   nogle   udslusnings-­‐ steder  for  kriminelle,  der  gerne  vil  ud  af  deres  miljø.   Det  blev  jeg  nødt  til  at  undersøge.  Jeg  tænkte,  at  der   måtte  ligge  nogle  gode   historier   om   mennesker,   der   anerkender,  at  de  er  kriminelle,  men  samtidig  kigger   fremad.  

Hvorfor  valgte  du  at  skrive  de  forsvundne  dokumenter?    -­‐    Fordi  de  er  uerstattelige  og  udgør  en  fælles  hukom-­‐ melse  for  det  danske  samfund,  om  hvad  der  foregik  i   en  af  de  mest  skelsættende  perioder  i  dansk  historie   –  nemlig  Anden  Verdenskrig.  Det  er  anslag  mod  det   danske  demokrati  og  den  danske  kulturarv,  som  er   relevant  at  afsløre  og  afdække.

Hvad  har  du  lært  ved  at  lave  reportagen? -­‐  Det  har  lært  mig  meget  om  kildeforholdet.  Jeg  var  et   sted,  hvor  folk  var  kritiske  over  for  journalister,  fordi   de  havde  dårlige  erfaringer.  De  skulle  først  tro  på,  at   jeg  ikke  ville  dem  noget  ondt.

Har  du  nogen  gode  råd  til  fremtidige  journalistpraktikanter? -­‐  Hav  respekt  over  for  kritisk,  afslørende  journalis-­‐ tik.   Det   er   hårdt   og   ressourcekrævende.   Undgå   at   lægge   et   unødigt   pres   på   dig   selv,   men   tag   det,   for   hvad  det  er:  Et  arbejde.  Tro  ikke,  at  du  er  verdens-­‐ mand   fra   starten,   men   hav   respekt   for   dem,   der     sidder  på  mediet.

Hvordan   ik  du  ideen  til  at  undersøge  historien?   -­‐   Jeg   søgte   aktindsigt   i   de   sager,   der   er   på   sund-­‐ hedsstyrelsens  tilsynsliste.  Lægen  Carsten  Bøttcher   så   suspekt   ud,   så   jeg   søgte   yderligere   aktindsigt   i     listerne   over   den   medicin,   han   havde   givet   recept   på.   Da   jeg   regnede   ud,   hvor   meget   af   den   livsfar-­‐ lige   medicin   han   havde   givet   patienterne   adgang   til,   kunne  jeg  se,  at  der  var  noget  helt  galt.  Det  kunne  jeg   så  gå  videre  med.        


EKSTERN

8 | november 2013 | LIXEN

Når journalister går deres egne veje At starte egen virksomhed er ikke hverdagskost i den danske mediebranche. Hos nogle journalister er lysten til at gå deres egen vej dog så stor, at livet som selvstændig bliver den eneste vej frem.

Karen Lerbech, 1. semester

Mens  store  mediehuse  som  JP/Politi-­‐ ken,   Danmarks   Radio   og   Berlingske   stadig  dominerer  det  danske  medie-­‐ billede,   vælger   nogle   journalister   at   bryde  op  med  de  etablerede  medier   og  gå  nye  veje  med  deres  journalistik.   To  eksempler  på  ny  journalistik  i  det   danske  mediebillede  inden  for  de  se-­‐ neste  år  er  radiomagasinet  Third  Ear   og  medievirksomheden  Zetland.      Begge  initiativer  er  vokset  ud  fra  en   allerede  kendt  form  for  journalistik:   Third  Ear  er  radiomontage,  og  Zetland   er  fortællende  journalistik.  Fælles  for   begge  er,  at  de  har  taget  gamle  tradi-­‐ tioner  med  ind  i  den  digitale  tid.        »Motivationen  var  at  bringe  dansk   radio  ind  i  en  ny  tidsalder.  Vi  ønskede   at  forny  genren  til  et  yngre  publikum,   som  er  tilgængelige  på  de  nye  medi-­‐ er,«  siger  Krister  Moltzen  fra  Third  Ear   om   grunden   til,   hvorfor   projektet   startede  tilbage  i  2009.  

I   2010   og   2011   udgav   Third   Ear   en   månedlig   podcast.   Magasinet   opnå-­‐ ede  stor  popularitet,  og  den  første  ud-­‐   givelse,   Guldhornene,   er   således   ble-­‐ vet   hentet   mere   end   80.000   gange.   Siden  har  folkene  bag  vundet   lere  in-­‐   ternationale   priser   for   deres   radio-­‐ montager.   Men   pengene   slap   op,   og   i   hele  2012  udkom  der  ikke  noget  fra   Third  Ear.          »Sådan  er  det  jo,  når  man  vælger  at   inansiere  sit  projekt  med  støttekro-­‐ ner,«  lyder  det  fra  Krister  Moltzen,  der   understreger,  at  meningen  med  Third   Ear   aldrig   har   været,   at   det   skulle   være  en  forretning.        »Det,  vi  laver,  kan  jo  ikke  betale  sig.   Hvis  man  regner  med  at  kunne  se  fem   år  frem  i  tiden,  skal  man  ikke  lave  så-­‐ dan  noget,  som  vi  laver  hos  Third  Ear.«   Journalistik  som  forretningsmodel   Anderledes   bevidst   om   forretnings-­‐ modeller   har   de   været   hos   Zetland,   der  er  en  virksomhed  med  både  CVR-­‐ nummer  og  erhvervsadresse.      »Vi  har  et  helt  klart  billede  af,  hvor   Zetland   skal   være   om   fem   år,«   siger   chefredaktør   Lea   Korsgaard   og   ud-­‐

dyber:        »Vi  har  en  klar  opdeling  af,  hvordan   vi   driver   vores   virksomhed,   og   den   skal  helst  være  i  udvikling  hele  tiden.«        Hun  lægger  ikke  skjul  på,  at  det  var   idealerne,  der  lagde  fundamentet  til   det,  der  skulle  blive  Zetland.  Det  var   dog   vigtigt   for   de   skrevne   journali-­‐ ster   at   inde   en   måde   at   inansiere   konceptet  på.        »Det  var  os  magtpålæggende  at   inde   en   forretningsmodel,   som   ville   gøre   det  muligt  at  bevare  det  skrevne,  vel-­‐ producerede   produkt   og   på   samme   tid  udvikle  det,  så  det  ikke  uddør  med   papiravisernes  død ��om  nogle  år.«   Sin  egen  chef Både   Krister   Moltzen   og   Lea   Kors-­‐ gaard   tog   springet   fra   store   og   eta-­‐ blerede   medier   til   livet   som   deres   egne   chefer.   Krister   Moltzen   var   en   del  af  P1-­‐programmet  Ultralyd,  men   stoppede   i   DR,   da   programmet   blev   nedlagt  i  2007.      »Personligt  er  det  vigtigere  for  mig  at   lave  noget  af  høj  kvalitet,  end  at  vide   hvor  min  løn  kommer  fra  det  næste  år,   og  hvem  der  betaler  min  pension.  Jeg  

vil  ikke  gå  på  kompromis,  og  lave  nog-­‐   et,  som  jeg  synes  er  ligegyldigt,«  siger   han.          Lea  Korsgaard  havde  fast  job  på  Poli-­‐ tiken,  indtil  hun  i  2010  sagde  op  for   at  stifte  Zetland  og  blive  selvstændig.   Sådan   måtte   det   være,   når   »man   brænder  så  meget  for  noget,  at  man   ikke  kan  se  sig  selv  i  en  normal  løn-­‐ modtagerrolle,«  siger  hun.      Både  Lea  Korsgaard  og  Krister  Molt-­‐ zen  håber  på,  at  fremtiden  vil  bringe   lere  nye  initiativer  inden  for  journa-­‐ listikken.        »Mediebilledet  ville  være  sjovere  og   langt  mere  spændende,  hvis  der  var   lere   iværksættermedier.   Det   er   jeg   slet   ikke   i   tvivl   om,«   siger   Zetlands   chefredaktør.        Begge  henleder  til  den  nye  medie-­‐   støtteordning,   der   blev   vedtaget   i   starten   af   året,   og   som   har   ændret     støtten  fra  at  være  distributionsstøtte   til   produktionsstøtte.   På   samme   tid   er   der   oprettet   en   innovationspulje,   som   skal   fremme   udviklingen   inden   for  journalistikken.        »Vi  har  jo  ikke  opfundet  den  eneste   rigtige   måde   at   gøre   det   på.   Vi   har  

givet  vores  bud,  og  der  er  helt  sikkert   masser   af   andre   gode   bud   derude,«   siger  Lea  Korsgaard.

færdig  deadline  –  nu  bliver  der  trykt   1000  eksemplarer,  og  du  kan  ikke  gå   ind  og  rette  i  fejlene.  Jeg  tror,  det  er   meget   sundt   at   prøve,   at   bordet   fanger,«  mener  Aske  Kammer.        Hans  Christian  Nielsen  har  en  anden   holdning  til  deadlines.  Han  synes,  det   i  for  høj  grad  kommer  til  at  præge  pro-­‐   duktionen   og   styre   indholdet.   Han   mener,   at   de   kan   undgå   de   proble-­‐ mer  ved  at  udgive  digitalt.       »Når   du   går   over   på   en   netavis,   så   har  du  ingen  deadlines.  Du  kan  løb-­‐   ende   producere   nyheder,   som   det   passer   dig,   og   du   kan   pille   dem   af   igen.   Det   giver   en   helt   anden   lek-­‐ sibilitet,  når  du  kun  er  online,«  siger   han.    

også  fortsat  på  papiravisen,  fortæller   Johannes  Hau  Nørgaard.     Modsat   de   to   chefredaktører   kan   Hans   Christian   Nielsen   ikke   nikke   genkendende  til  tendensen  om,  at  en   papiravis   giver   lere   læsere.   Da   de   havde   deres   tidligere   of icielle   pa-­‐ piravis,  RUCnyt,  blev  den  ikke  læst.   Det   skyldes   dog   også   manglende   ressourcer  til  at  gøre  avisen  attrak-­‐ tiv  og  læsevenlig.       »Vores   indtryk   var,   at   RUCnyt   ikke   rigtig  blev  læst.  Ikke  i  det  omfang  vi   ønskede.   Det   havde   noget   med   for-­‐ matet  at  gøre.  Vi  havde  ikke  råd  til  at   lave  en  trykt  avis  med  farvetryk.  Den   var   sort/hvid   indeni,   det   var   ikke særlig   lækkert,   papirkvaliteten   var   heller   ikke   særlig   lækker,   billeder-­‐ ne   blev   heller   ikke   særlig   lækre,   det   var  sort/hvid,«  mener  HR-­‐  og  Kom-­‐ munikationschefen.        Ifølge  de  to  chefredaktører  fra  SDU   og   DMJX   er   der   altså   enighed   om,   at   der  er  fremtid  i  papirudgaven,  og  de   ønsker  derfor  fortsat  at  udgive  deres   universitetsudgaver  i  dette  format.        »Jeg  håber,  at  man  fortsat  og  frem-­‐ over   vil   holde   papiravisen   i   live,«   slutter  Carl-­‐Emil  Søe.

kaler13@student.sdu.dk

FAKTA Hvad  er  Third  Ear? Third   Ear   er   et   radiomagasin,   der   udkommer   i   podcastform.   Alle Third   Ear   produktioner   er   gra-­‐   tis.   Third   Ear   modtager   støtte   fra   Statens   Kunstråd.   Grundet   mang-­‐   lende   støtte   udkom   der   intet   fra   Third  Ear  i  2012.  Fra  januar  2014   mangler   Third   Ear   endnu   en   gang   inansiel  støtte. Hvad  er  Zetland? Zetland   er   en   medievirksomhed, der   udgiver   singler.   Singler   er   lange,   journalistiske   fortællinger.   De  er  længere  end  en  artikel,  men   kortere  end  en  bog.  Zetlands  sing-­‐   ler   udkommer   kun   i   digital   form.   En   single   koster   omkring   30   kro-­‐ ner.  

RUC vælger web frem for print RUC har netop lanceret deres nye digitale universitetsavis, Rusk.dk, og dropper dermed papiravisen helt, mens SDU og DMJX fortsat holder fast i både papir- og netversionen.

Stefanie Mather, Anna Petersen Nedergaard 1. semester

Studerende  på  RUC  kan  ikke  længere   læse  deres  universitetsavis  på  print.   De  tidligere  aviser  på  RUC,  RUCnyt  og   HippoCampus,  er  nemlig  blevet  kas-­‐ seret  og  slået  sammen  til  websiden   Rusk.dk.        »Når  man  kun  har  kapacitet  til  at  ud-­‐ give  en  universitetsavis  en  gang  om   måneden,  så  bliver  de  historier,  man   bringer,   ofte   uaktuelle.   Det   præger   den  journalistik,  som  man  bliver  nødt   til  at  lægge  for  dagen,  fordi  det  skal   være  noget,  der  har  en  vis  tidsmæs-­‐ sig  holdbarhed,«  siger  HR-­‐  og  Kom-­‐ munikationschef   på   RUC,   Hans   Christian   Nielsen,   om   årsagen   til   at   nedlægge   papirudgaven.   Han   er   en  af  dem,  der  har  været  med  til  at   træffe   beslutningen   om,   at   papiret   skal  erstattes.       Papiravisen  når  nemmere  medie-­‐ branchen Danmarks   Medie-­‐   og   Journalisthøj-­‐

skoles   Illustreret   Bunker   og   Sydd-­‐ ansk   Universitets   Lixen   satser   begge   fortsat   på   papirudgaven,   da   de   mener,   at   den   har   bedst   fat   i   de   studerende.   De   har   dog   også   begge   en  digital  udgave  af  avisen.       Chefredaktør   for   Lixen   Carl-­‐Emil   Søe   og   Illustreret   Bunkers   Johannes   Hau  Nørgaard  er  enige  om,  at  det  er   langt   nemmere   at   nå   ud   til   medie-­‐   branchen   med   papirudgaven.   Det   skyldes   ifølge   chefredaktørerne   især,  at  når  avisen  ligger  i  redaktions-­‐   lokalet,  er  den  mere  tilgængelig,  end   hvis  mediefolk  selv  skal  opsøge  den.        »Vi  sender  den  ud  til  medierne  og  de   andre  studier,  så  folk  bliver  konfron-­‐ teret  med  den,  fordi  den  ligger  der,  og   den  er  der.  Hvis  du  først  skal  foretage   et  aktivt  valg  og  gå  ind  på  en  hjemme-­‐   side,  er  det  mere  besværligt,«  siger   Johannes  Hau  Nørgaard.       Aske   Kammer,   der   er   nyindsat   ad-­‐ junkt  i  digital  journalistik  på  SDU,  me-­‐   ner  også,  at  der  kan  være  en  strate-­‐ gisk   fordel   for   de   studerende   ved   at   holde  fast  i  papiravisen,  især  når  det   handler  om  at  promovere  sig  selv  og   få  sit  navn  husket  i  branchen.      »Som  chefredaktør  husker  man  sand-­‐ synligvis   bedre,   at   man   har   siddet   med  papiravisen.  I  forbindelse  med   en  eventuel  praktikplads,  er  det  der-­‐ for  bedre  at  kunne  henvise  til  papiret   i  stedet  for  at  sige  ”kan  du  huske  den   artikel  på  nettet  du  læste,  hvor  du  og-­‐   så  læste  300  andre?”«  siger  Aske  Kam-­‐   mer.                  Ifølge  HR-­‐  og  Kommunikationschefen  

på  RUC  er  Rusk.dk’s  mål  dog  heller   ikke   mediebranchen.   Det   har   derfor   ikke  så  stor  betydning,  at  de  muligvis   vil   få   sværere   ved   at   opnå   medie-­‐ branchens  opmærksomhed.        »Målgruppen  for  vores  onlineavis,  er   de  studerende  og  de  ansatte  på  RUC   og   ikke   nogle   andre.   Det   er   dem,   vi   har   fokus   på   at   nå,«   fortæller   Hans   Christian  Nielsen. Begivenheden  forsvinder Når   de   studerende   kan   lugte   tryks-­‐ værten,  ved  de,  at  den  næste  version  af   studieavisen  er  på  trapperne.  En  dag   som  de,  ifølge  forsker  Aske  Kammer,   ser   frem   til.   Han   mener   derfor,   at   dele   af   avisen   ikke   vil   blive   læst   på   en   online-­‐udgave,   da   selve   højtide-­‐ ligheden  ved  udgivelsen  forsvinder.      »Når  avisen  kommer,  er  det  noget,   man  taler  om,  og  den  bliver  læst,  for-­‐   di  den  ikke  udkommer  så  tit.  Hvis  det   ’bare’   var   en   hjemmeside,   hvor   der  udgives  hele  tiden,  så  er  det  ikke  lige   så  attraktivt,  fordi  begivenheden  for-­‐ svinder.  Der  ville  være  mere  af  det,  der   er  i  avisen,  der  ikke  ville  blive  læst,«   siger  Aske  Kammer. Bordet  fanger En   af   de   helt   store   forskelle   ved   de   skrevne   og   de   digitale   medier   er   deadlines.   Aske   Kammer   mener,   at   det   er   en   fordel   for   de   studerende   at  have  prøvet  at  arbejde  under  pres   fra  deadlines  på  en  studieavis.      »Der  kan  være  noget  godt  i  at  have   prøvet  at  udgive  på  papir.  At  have  en  

Færre  eller   lere  læsere Chefredaktør  Carl-­‐Emil  Søe  mener,  at   en   papiravis   kan   give   lere   læsere end  en  online  studieavis.  Han  kan  og-­‐ så  mærke,   at   Lixens   papirudgave   er  mere  attraktiv  for  de  studerende   end  web-­‐versionen.      »Lixen-­‐avisen  kan  du  tage  med.  Du   kan   gå   forbi   og   tage   den   under     armen.   På   den   måde   får   man   lere   til   at   læse   avisen,   også   selv   om   de   måske   ikke   kender   den   i   forvejen,«   siger  chefredaktøren.        Hos  Illustreret  Bunker  satser  man

semat13@student.sdu.dk anned13@student.sdu.dk


EKSTERN

LIXEN | november 2013 | 9

Nationen: Hård debattone gavner samfundet Omgangstonen blandt brugere i onlinedebatter har længe været omdiskuteret. Nationen på Ekstra Bladet har især været central. Den bliver beskyldt for at lade debatten blive for grov, men Nationens redaktør, Thomas Harder, mener, at den skarpe tone online kan være en fordel i et demokrati.

Maj Schubert, 1. semester

forebyggelse   af   voldelige   episoder   i   det  virkelige  liv.        »Hvis  du  går  over  på  den  anden  side   af  sundet  i  Sverige,  hvor  man  prøver   at   holde   den   gode   tone,   og   hvor   det   er  svært  at  ytre  sig  kritisk  om  indvan-­‐ drere,  har  du  et  helt  andet  og  meget   mere   voldeligt,   nazistisk   eller   ind-­‐ vandrerkritisk  miljø,  hvor  der  bliver   sat  ild  til  asylcentre  og  så  videre.  Det   sker  ikke  ret  meget  mere  i  Danmark.   Hvis  man  er  vred  og  går  på  Nationen   og  skriver  en  kommentar,  så  har  man   fået  luft.  Du  må  godt  være  et  dumt  svin   på  Nationen,«  siger  Thomas  Harder. Ifølge  Thomas  Harder  er  det  okay  at   være  nogle  dumme  svin  engang  i  mel-­‐   lem.      »Vi  er  ikke  kun  søde,  rare  og  kloge.  Vi   er  også  nogle  platte,  dumme  svin.  Og   det   skal   også   have   et   sted,«   fortæller   Thomas  Harder.      Han    mener,  at  al  form  for  debat  i  prin-­‐   cippet   er   konstruktiv,   hvis   det   giver   mening  for  afsenderen  at  skrive.  Tho-­‐ mas   Harder   understreger,   at   debat-­‐ tonen  generelt   er  barsk  på  nettet,  og   at   han   ser   det   som   en   styrke,   at   man   kan  mærke,  hvor  vrede  folk  er  over  et   givent  emne.  

Ekstra   Bladets   brugerdebat   Nation-­‐ en   er   vokset   støt   fra   20.000   aktive   brugere  i  2007  til  omkring  127.000  i   dag.  Ifølge  Thomas  Harder,  der  er  chef-­‐   redaktør  på  Nationen,  er  formålet,  at   kunne  høre  den  almindelige  danskers   mening  og  skabe  en  kortere  distance   mellem  magthavere  og  borgere.      Siden  er  blevet  kritiseret  for  at  lade   debatten  blive  for  grov,  men  Thomas   Harder  mener  ikke,  der  er  tale  om  for   voldsom  en  tone,  når  debatten  blom-­‐ strer.        »Det  er  ikke  den  pæne,  polerede,  vel-­‐   overvejede  side,  man  ser  på  Nationen.   Det  er  den  mere  ærlige  side.  Det  kan   godt  være,  det  ikke  er  den  eftertænk-­‐ somme   side,   men   i   hvert   fald   den   umiddelbare  og  rå,«  forklarer  han.        Netop  den  rå  og  ærlige  debattone   in-­‐   der  Thomas  Harder  væsentlig  i  et  land   som  Danmark.  Han  mener,  at  folk  kan   få  luft  for  deres  vrede  og  harme  ved  at   skrive  om  deres  umiddelbare  følelser   Tolerante  dørmænd på   Nationen.   Onlinedebat   har   ifølge   Nationen  har  et  team  af  folk,  der  fun-­‐ Thomas   Harder   en   positiv   effekt   på   gerer  som  dørmænd.  De  smider  folk  

ud  fra  sitet,  hvis  de  bliver  for  voldsom-­‐ me  i  deres  udmeldinger.  Dog  skal  der   direkte  trusler  eller  spam  til,  før  det   sker.  Thomas  Harder  ser  sig  selv  som   meget   tolerant   i   valgene   af   de   kom-­‐ mentarer,  der  slettes.  Der  smides  dag-­‐   ligt   en   til   to   medlemmer   ud,   fordi   de   enten  truer  eller  ikke  overholder  an-­‐ dre  regler  på  Nationen.  

       Og  selv  om  debatten  kan  være  skrap   og  ophedet  på  Nationen,  mener  Tho-­‐   mas  Harder  ikke,  man  bør  være  ban-­‐ ge   for,   folk   bliver   så   ophidsede,   at   de   opfører  sig  voldeligt  i  virkeligheden.   Til   gengæld   betragter   han   Nationen   som  et  sted,  der  gør  det  muligt  for  den   almindelige  borger  at  blive  hørt  af  po-­‐   litikerne.  

Hvordan  tror  du,  fremtiden  for  Nation-­‐   en  ser  ud?      »Jeg  tror,  folket  er  fremtiden.  I  virke-­‐ ligheden  kunne  Folketingets  hjemme-­‐   side  have  helt  samme  debat,  som  Na-­‐ tionen   har.   Jeg   synes,   det   er   enormt   værdifuldt,  at  magthaverne  til  hver  en   tid  kan   inde  ud  af,  hvad  folket  mener.«     masch13@student.sdu.dk

Debatskoler gavner debatkulturen De seneste par år er der kommet   flere   skoler   med   fokus på debat i Danmark. Det gavner debatkulturen, mener ekspert.

Kasper Thomsen

Debatten   i   Danmark   er   præget   af   mangelfuld  argumentation  og  sking-­‐ er  retorik,  men  et  støt  stigende  antal   af   skoler   med   debat   på   dagsordenen   kan  vende  bøtten  og  berige  debatkul-­‐ turen.  Det  mener  professor  Christian   Kock,  der  til  daglig  underviser  frem-­‐ tidens   taleskrivere,   debattører   og   kommunikationsfolk   på   retorik-­‐   studiet  på  Københavns  Universitet.          »Vi  har  brug  for  noget  mere  kvali ice-­‐   ret  debat.  Der  er  en  tendens  til,  at  man   generaliserer  for  meget  og  går  mere   efter  manden  end  bolden  i  dag.  Det  er   en   skam.   Der   kan   debatskolerne   bi-­‐ drage  til,  at  vi  kan  få  en  bedre  debat-­‐ kultur,«  siger  han. Debatten  er  en  stammekrig Professoren   mener,   at   debatten   i   alt   for  høj  grad  handler  om  at  svine  mod-­‐   standeres   holdninger   til   i   stedet   for   at   berige   debatten   med   nye   og   vel-­‐ agumenterede  synspunkter.        »Hvis  du  for  eksempel  tager  debat-­‐   terne  i  Folketinget,  så  er  mange  af  dem   decideret   jammerlige.   Det   er   som   en   stammekrig,  hvor  det  mest  af  alt  hand-­‐   ler  om  at  kaste  mudder  på  hinanden,«  

siger  han.        »Her  kan  debatskolerne  hjælpe  til  at   gøre  argumentationen  bedre  og  lære   unge    om    god    debatkultur,«      tilføjer han. »Alle  vinder« Tænketankene   Cevea   og   Cepos   har   gennem  længere  tid  haft  skoler,  hvor   de   blandt   andet   underviser   i   debat.   For  nylig  har  Politiken  også  meldt  sig   på  debatbanen  og  lanceret  deres  bud   på  en  skole.  De  mener,  ligesom  Chris-­‐ tian   Kock,   at   debatskolerne   har   en   positiv  ind lydelse  på  samfundet.  Alle   vinder,  som  de  siger.  Politiken  vinder   ved   at   få   kontakt   til   unge   debattører,   de  unge  vinder  ved  at  lære  om  debat,   og  samfundet  lukrerer  også  på  skoler-­‐   ne  ved  at  få  bedre  debattører.      »Vi  skal  have  noget  ud  af  det,  de  unge   skal  have  noget  ud  af  det,  og  samfun-­‐ det   får   forhåbentlig   også   noget   ud   af   det,  ved  at  der  kommer  en  mere  kvali-­‐   iceret  debat,«  siger  debatredaktør  på   Politiken,   Per   Michael   Jespersen,   der   er   hovedansvarlig   for   Politikens     debattør-­‐  og  kritikerskole.   Lærer  af  andre  elever Omkring  400  unge  sendte  i  foråret  en   ansøgning    til    Politikens    skole,    som har  plads  til  150  elever. En   af   dem,   der   kom   ind,   er   Michael   Dupont.   Han   får   meget   ud   af   at   være   der.          »For  mig  som  journaliststuderende   lærer   jeg   måske   ikke   så   meget   nyt   håndværk,  fordi  det  at  skrive  et  debat-­‐   indlæg  minder  virkelig  meget  om  at   skrive  en  artikel.  Det  er  lige  så  skabe-­‐

Illustration Jørn Villumsen, Politiken lonbaseret.   Men   jeg   lærer   helt   klart   noget   af   foredragene,   debatterne   og   de  andre  elever,«  siger  han.     Det   er   især   de   andre   elever   på   skolen,  Michael  Dupont  lærer  af.      »Det  er  nogle  virkelig  spændende   mennesker,  der  går  på  skolen.  Så  bare  

noget  så  simpelt  som  at  gå  ud  og  få  en   øl  og  snakke  om  undervisningen  bag-­‐   efter,  det  giver  rigtig  meget,«  forklarer   han.   Finansieringer  møder  kritik Ceveas  og  Cepos’  skoler  har  tidligere

mødt   kritik   for   at   påtvinge   eleverne   deres   holdninger.   Kri-­‐ tikken   indebærer   blandt   andet,   at   Ceveas   kurser   primært   er   inansieret   af   fagbevægelsen,   mens   Cepos   henter   sine   penge     fra   private   investorer.   Poli-­‐ tiken   har   fået   sine   penge   fra   Politiken-­‐Fonden,   og   det   me-­‐   ner   Per   Michael   Jespersen   gør   dem   mere   ua hængige.     »I   forhold   til   meningsdanner-­‐   skoler  som  Cevea  og  Cepos,  så  har  vi   ingen  holdninger.  Det  er  ikke  mening-­‐   en,  at  eleverne  skal  gå  ud  og  prædike   Politiken  synspunkter,«  siger  han  og   tilføjer,   at   undervisere   på   skolen   blandt   andre   tæller   Pia   Kjærsgaard   (DF),  Morten  Dahlin  (VU)  og  Rasmus   Brygger  (LAU),  som  »ingen  kan  bes-­‐ kylde   for   at   dele   holdninger   med   Politiken,«  som  han  siger.           Michael   Dupont   føler   sig   da     heller  ikke  påtvunget  holdninger  fra     Politiken.      »Jeg  føler  overhovedet  ikke,  at  jeg   skal  mene  noget  bestemt  om  noget.   Det  er  helt  frit,«  siger  han.        Beløbet  fra  Politiken-­‐Fonden  er  et   engangsbeløb,  men  alligevel  siger  Per   Michael  Jespersen,  at  man  med  »me-­‐ get   stor   sandsynlighed«   vil   oprette   et  nyt  hold  til  efteråret.       »Men   det   kræver,   at   vi   får   nogle   fondsmidler   af   en   eller   anden   art.   Vi   tror   på,   det   er   realistisk,«   siger   han.          Og  det  glæder  Christian  Kock.      »Desto  mere  fokus  vi  kan  få  på  de-­‐ batten  desto  bedre.  Så   lere  skoler  er   kun   int,«  siger  han. karan12@student.sdu.dk


PORTRÆT

10 | november 2013 | LIXEN

Foto: Kasper Thomsen

Georg Metz: Er han en hård samfundskritiker eller bare en sur, gammel mand? Georg Metz bliver af og til beskyldt for at være en sur, gammel mand, men den betegnelse køber han ikke selv. Han er kritisk, siger han. Og der er en forskel. Mød manden, der startede sin karriere allernederst i mediebranchens fødekæde, men i dag både kan skrive nyhedsoplæser, chefredaktør og anmelder på cv’et.

Carl-Emil Søe og Kasper Thomsen

Blandt   10.000   bøger   og   utallige   hyldemetre   fyldt   med   cd-­‐ covere   med   Beethoven,   Haydn   og   Mozart   har   Lixen   fået   en   interviewaftale   med   Georg   Metz.   Man   skulle   tro,   at   vi   be-­‐ fandt  os  på  et  bibliotek  eller  i  et  kulturhus,  men  vi  er  faktisk  i     journalistens  og  samfundsdebattørens  220  kvadratmeter  store   lejlighed   på   Østerbro.   I   lysskæret   fra   adskillige   PH-­‐lamper     sætter   vi   os   til   rette   i   Metz’   sofa   trakteret   med   et   stærkt   skud   espresso.   Georg   Metz   sætter   sig   helt   ud   på   kanten   af   en   sofa     overfor.  Karakteristisk  for  en  mand,  der  er  ivrig  efter  at  snakke.   Metz   er   i   dag   mest   kendt   som   samfundsdebattør   fra   Informa-­‐ tion  men  har  i  40  år  arbejdet  som  journalist.  Det  var  på  DR,  at   han  første  gang  blev  kendt  i  den  brede  befolkning,  da  han  efter  

at   have   været   menig   journalist   på   DR’s   radioprogram   Orien-­‐   tering  blev  nyhedsoplæser  på  TV  Avisen.  På  et  tidspunkt,  hvor   Ulla  Terkelsen  var  redaktionschef.  Med  værtstjansen  blev  Metz   et  kendt  ansigt:        »Jeg  skulle  vænne  mig  til,  at  folk  vendte  sig  om.  En  af  mine  che-­‐ fer   kom   over   til   mig   inden   min   debut   og   sagde   med   glimt   i   øjet:   ”Husk  nu  Georg.  Du  kan  ikke  mere  gå  på  pornoklub.”«        Berømmelsen   ik  Metz  til  at  værne  om  sit  privatliv.  Dengang   ville  det  ifølge  ham  selv  have  været  ”utænkeligt”,  at  han  havde   inviteret  pressen  indenfor,  som  Lixen  er  i  dag.           »Det   er   noget   krukkeri   at   sige,   at   det   var   et   problem,   men   det   var   underligt   pludseligt   at   miste   anonymiteten,   og   derfor   værnede  jeg  om  privatlivet.«   Ordentlig  underholdning  for  licensen 67-­‐årige  Georg  Metz  er  for  længst  stoppet  med  at  arbejde  med   tv-­‐mediet.   Nu   trykker   han   i   stedet   løs   på   tastaturet   en   gang   om   ugen,  når  der  skal  leveres  til  hans  faste  klumme  på  Information,   Intermetzo.  Her  giver  han  sin  mening  om  stort  og  småt  til  kende  

og  på   trods  af,  at   de  grå   hår  er  blevet  mere  permanente  siden   dagene  på  TV  Avisen,  er  hans  holdninger  alt  andet  end  grå.  Sær-­‐ ligt  hans  tidligere  arbejdsplads  på  DR  undgår  ikke  hans  kritiske   blik  og  slet  ikke  licenskanalens  forsøg  på  at  lave  underholdning   til  danskerne.  I  Metz’  optik  laver  DR  underholdning  for  det,  han   kalder  ”laveste  fællesnævner”.         »DR’s   underholdningsprogrammer   går   på   kompromis   med   kvaliteten,   fordi   de   tror,   de   appellerer   til   så   mange   seere   som   muligt.«      DR  har  de  senere  år  brugt  Thomas  Blachman  i  mange  af  deres   underholdningsformater,  men  Metz  ser  ikke  det  store  lys  i  ham:         »Det,   Blachman   siger,   er  noget   objektivt   idioti.  Hvis  du   prøver   at  følge  hans  tankegang,  er  det  som  at  forsøge  at  spille  billard,   selv  om  man  ikke  kan.  Kuglen  farer  i  alle  retninger.  Der  er  ikke   noget  substans  i  det,  han  siger.«        For  Metz  handler  det  om,  hvad  man  kan  forvente  for  sine  licens-­‐   penge:        »DR  må  konkurrere  på  kvalitet  i  stedet  for  mængde.  Ellers  kan   public  service  lige  så  godt  afskaffes.  Og  når  DR  ikke  konkurrerer  

1945

1968

1970

1977

Født

Studerende og  journalist

Ansat  på   Dammarks  Radio

Nyhedsoplæser  på  TV  Avisen  

+ 23 år Den  22.  december  1945 bliver  Georg  Metz  født. Hans  mor  er  hjemmegående  og   hans  far  arbejder  som  embeds-­‐ mand  i  landbrugsministeriet.

Metz  begynder  at  studere   historie  på  Københavns  Uni-­‐ versitet.  Samtidig  får  han  et   job  som  billedtekstforfatter   hos  Politiken.

+ 2 år

Metz  bliver  ansat  hos  DR,   hvor  han  får  en  lang  karriere.   Først  på  Orientering,  senere   på  Radioavisen  og  sidst  på   TV  Avisen.  

+ 7 år

Metz  giver  den  som  Mr.  News   på  TV  Avisen  i  mere  end  11   år.  Undervejs  interviewer   han  alt  fra  statsministre  til   skraldemænd.


PORTRÆT

LIXEN | november 2013 | 11

på  kvalitet,  kommer  jeg  efter  dem,  til  jeg  bliver  båret  ud.«           I   stedet   for   fredagsunderholdning   på   DR1   ser   Metz   QI   med   Stephen   Fry   på   BBC.   Et   program   han   karakteriserer   som     intelligent  underholdning:         »På   BBC   er   de   fuldstændig   ligeglade   med,   om   folk   kan   følge   med.   De   laver,  hvad   der   er   sjovt   at   lave,   og   så   må   seerne   hænge   på.«             Metz   nævner   også   Monty   Python   som   eksempel   på   den   kompromisløse  og  intelligente  underholdning:       »Monty   Python   var   pisseligeglade   med,   om   folk   kunne   følge   med.   De   lavede   det,   som   de   kunne   stå   inde   for,   og   de   prøvede   ikke  at   inde  ud  af,  hvor  der  var   lest  seere.  Monty  Python  lavede   underholdning  ud  fra  et  meget  højt  dannelsesniveau.  Ud  fra  det   udgangspunkt  laver  de  en  humor,  som  bliver  stående.  Den  bliver   ikke  forældet.« Kend  din  historie Efter  Georg  Metz  havde  taget  sit  toårige  studenterkursus,  vidste   han,  at  han  ville  være  journalist.  Alligevel  startede  han  ikke  på   Journalisthøjskolen  i  Aarhus  men  blev  i  stedet  optaget  på  Københavns   Universitets   historiestudie.   For   Georg   Metz   er   historie     nemlig   ikke   bare   en   fordel,   men   en   forudsætning   for   at   være   journalist.       »Det   er   en   forudsætning   for   at   eksistere,   at   man   har   en   historisk  fornemmelse  og  en  holdning  til  historien.  Hvis  man  ikke   tager   stilling  til  historien,   synes   jeg   ikke,   man   kan   være   journa-­‐ list.  Eller  menneske,  for  nu  ikke  at  tage  munden  for  fuld.«       Metz   mener   også,   at   den   historiske   viden   hjælper   til   at   forstå,   hvorfor  mennesker  handler,  som  de  gør:         »Du   skal   sætte   dig   i   vedkommendes   sted   som   journalist.     Eksempelvis  med  Lars  Løkke.  Hvorfor  udvikler  GGGI-­‐pressemødet  sig,  som  det  gør?  Hvad  er  Løkkes  historie,  karakter  og  baggrund?  Hvis  vi  ved  det,  kan  vi  måske  forstå  lidt  mere.«        Mens  den  unge  Georg  studerede  historie,   ik  han  sig  en  tjans   i   bunden   af   Politikens   hierarki.   Han   begyndte   at   skrive   små   billedtekster  og  steg  snart  i  graderne  på  Rådhuspladsen,  indtil   han   skiftede   Politikens   Hus   ud   med   DR-­‐byen   og   en   ansættelse   på  Radioavisen.   Selv   om   Georg   Metz   sidder   med   korslagte   arme   gennem   hele   interviewet,   svarer   han   beredvilligt   på   Lixens   spørgsmål.   Han   sidder   med   sin   karakteristiske   sorte   skjorte   og   en   tilhørende   sort   sweater   skødesløst   lagt   over   skuldrene.   Metz   snakker   artikuleret   og   raspet   med   sin   ældre   københavnske   dialekt.   I   læng   citerer   han   Kierkegaard,   Pontoppidan   og   Brandes,   når   han  skal  illustrere  sine  pointer.  Også  når  det  gælder  musik,  tyer   Metz  til  klassikerne.  Hans  3000-­‐4000  cd’er  indeholder  udelukkende  klassisk  musik,  og  han  insisterer  på  at  høre  dem  fra  sin  cd-­‐   afspiller  frem  for  sin  iPhone.  Den  duer  nemlig  ikke  til  klassiske   stykker,  der  skal   høres  i  rækkefølge,  mener  han.  Passionen  for   den  klassiske  musik  mærkes  tydeligt,  når  vi  spørger  ind  til,  om   der  er  et  par  favoritter  blandt  klassikerne.        »Min  kone  og  jeg  var  nede  og  høre  Herbert  von  Karajan  dirigere   ”Ein   Deutsches   Requiem”.   Det   var   pianisten   Andres   Schiff,   der   skrev:  ”Efter  sådan  en  oplevelse,  så  kan  man  godt  krepere.  Der  er   ikke  mere  at  hente.  Det  hele  er  sagt  nu.”  Og  den  var  altså  stærk,«   lyder  det  fra  en  engageret  Metz.         Derimod   inder   poppen   og   rocken   ikke   vej   til   Metz’   øregange,   for  ”det  er  livet  alt  for  kort  til.”  Med  den  karakteristik  er  det  frist-­‐ ende   at   give   Metz   mærkatet   inkulturel.   Der   er   næppe   mange,   der  kender  deres  Beethoven  bedre  end  Metz.  Men  det  ord  vil  han   nødig  have  siddende  på  sig:          »Finkultur.  Det  er  jo  et  ord,  der  er  blevet  påtvunget.  I  mine  øjne   er  klassisk  musik  slet  ikke   int.  For  mig  er  klassisk  musik  fasci-­‐ nerende,  fordi  det  kræver  en  meget  stor  rationalitet  at  skabe   noget,  der  viser  en  så  abstrakt  side  af  menneskeheden.«       At   Metz   kan   sine   klassikere,   handler   for   ham   mere   om   dannelse.   Et   ord,   han   gentager   lere   gange   i   interviewet.   I   Metz’   barndomshjem   blev   der   læst   Information,   og   Metz   begyndte   som  12-­‐13-­‐  årig  at  læse  lederne  i  avisen.  Som  søn  af  direktøren  i   Landbrugsministeriet  var  barndommen  det,  Metz  selv  betegner   som  privilegeret,  og  da  Metz  var  fem  år  rejste  familien  ud  i  det   sønderbombede   Europa,   der   få   år   forinden   havde   været   igennem  Anden  Verdenskrig.  

    Rejserne   ik   Metz   til   at   spærre   øjnene   op   for  det  smadrede  kontinent:      »Rejserne  gav  mig  en   bevidsthed   om,   hvor   frygteligt   et   århund-­‐ rede  vi  var  midt  i.  Min   første   rejse   var   ned   gennem   Tyskland.   Jeg   har   kun   meget   spora-­‐ diske   erindringer,   men   jeg  husker  et  Hamborg,   der   lå   ned.   Du   kunne   bogstaveligt   talt   stå   på   en   ølkasse   og   se   store   dele   af   byen   fra   den.   Det   var   den   rene   nød   og   elendighed.   Lige-­‐   som   Bremen,   der   var   en   stor   sortsveden   ruin.«        Avisen  fra  barndommens   stuebord,   Information,   blev   Georg   Metz   ansat   på   i   1991.   Her   startede   han   som   kronikredaktør  og  blev   siden   chefredaktør   i   1994,   da   Lasse   Ellegaard   stoppede.   Metz   beskriver   chefredak-­‐ tørhvervet   som   et,   han   tog   af   pligt   mere   end   af   lyst.   Ud   over   at   skulle   fastsætte   den   journalistiske   linje   skulle   Metz   også   sørge   for   personale   og   øko-­‐   nomi.   Og   det   var   an-­‐ strengende,   for   Metz   havde  jobbet  i  hovedet   i   ”alle   døgnets   timer”.   I  tiden  som  chefredaktør   gennemlever   Metz   sin   største   karriere-­‐ mæssige  udfordring:         »Vi   havde   en   vold-­‐ som  oplagsnedgang  og   var  nødt  til  at  fyre   lere   medarbejdere   på   avi-­‐   sen.  Det  var  ubeskrive-­‐   ligt   rædsomt.   Det   er   det   værste,   jeg   har   været   ude   for   i   min   Bibliotek. Metz anslår selv, at han har omkring 10.000 bøger. Og han har læst de fleste. Foto Kasper Thomsen karriere.  Men  man  skal   passe  meget  på  med  ikke  at  få  for  meget  medlidenhed  med  sig          »Jeg  er  skideligeglad  med,  om  jeg  bliver  kaldt  sur.  Når  jeg  er  i   selv  i  sådan  en  situation,  for  det  er  dem,  der  bliver  fyret,  det  går   morgen-­‐tv  med  Niels  Krause-­‐Kjær,  spørger  han  mig  altid,  om  jeg   udover.  Men  det  er  fandme  ikke  sjovt  at  fyre.«     ikke  bare  er  en  sur  gammel  mand.  Jeg  synes  ikke,  at  jeg  er  sur.        Metz  stoppede  som  chefredaktør  på  Information  i  1996  men   Jeg  synes,  at  jeg  er  kritisk.  Det  drejer  sig  om,  hvad  jeg  siger,  og   fortsatte   siden   med   bidrag   til   avisen,   og   gør   det   stadig   i   dag   i   ikke  om  jeg  er  sur.« form   af   sin   ugentlige   klumme,   ”Intermetzo”.   Information   er        At  sige  sin  mening  og  at  ytre  sig  med  omtanke  ligger  Metz  på   Metz’   avis.   Han   ser   avisens   store   styrke   i,   at   den   ikke   under-­‐   sinde.   Det   synspunkt   brugte   han   spalteplads   på   under   Muvurderer  sine  læsere:   hammed-­‐krisen,   og   også   i   dag   opfordrer   han   til   omtanke,   når         »Den   tør   godt   skrive   svært.   At   undervurdere   sine   medmensnakken  falder  på  ytringsfrihed: nesker  er  noget  af  det  værste,  man  kan  gøre.  Der  skal  sgu  meget        »Der  er  ingen,  der  siger,  at  ytringsfriheden  ikke  skal  tage  hentil,  før  folk  står  af,  hvis  bare  tingene  er  interessante  nok.« syn.  Det  gør  man  for  eksempel  hele  tiden  i  sit  ægteskab.  Digteren   Peter  Poulsen  siger:  ”Hver  dag  værner  jeg  om  ytringsfriheden  og   Den  sure  gamle  mand råber  røvhul  til  min  nabo.”  Det  er  hans  kommentar,  for  selvfølge-­‐ I   Informations   spalter   er   han   blevet   kendt   som   en   aktiv   samlig  kan  han  råbe  røvhul,  men  det  er  ikke  nødvendigvis  et  forsvar   fundsdebattør   og   kritiker,   der   ikke   er   sen   til   verbalt   at   svitse   af  ytringsfriheden.  Selvfølgelig  kan  du  lave  de  tegninger,  men  er   politikere  og  andre,  han  er  uenig  med. det   klogt?   Begreberne   er   forbundet   med   en   yderligere   tanke-­‐      Det  har  fået   lere  til  at  døbe  ham  ’den  sure  gamle  mand’.  Den   virksomhed.«             karakteristik  giver  Metz  dog  ikke  meget  for:      Ifølge  Metz  gradbøjer  vi  hele  tiden  ytringsfriheden,  og  det  er  

1988

1991

1994

1996

Statens   ilmkonsulent

Ansat  på Information

Chefredaktør på  Information

Anmelder  og  klumm-­‐ skribent  på  Information

+ 3 år Efter  mere  end  20  år  hos  DR   beslutter  Metz  sig  for,  at  der   skal  ske  noget  nyt.   Han  bliver  hyret  som   statens   ilmkonsulent.

Metz  bliver  kontaktet  af  sin   gode  ven  Lasse  Ellegaard   (chefredaktør  på  Information),   der  tilbyder  ham  et  job  som   kronikredaktør  på   Information.  Metz  takker  ja.  

+ 3 år

Efter  tre  år  i  forskellige   stillinger  på  Information   bliver  Metz  ansat  som   chefredaktør.

+ 2 år

Metz  stopper  som  chefredaktør,   men  fortsætter  på  Information,   hvor  han  stadigvæk  er  anmelder   og  klummeskribent  i  dag.


PORTRÆT

12 | november 2013 | LIXEN

nødvendigt.          »Som  journalister  bestiller  vi  jo  ikke  andet  og  som  redaktører   overhovedet   ikke.   Også   i   privatlivet   siger   vi   jo   ikke,   hvad   vi     mener  hele  tiden.  Det  ville  være  totalt  uudholdeligt,«  lyder  det   fra  Metz. Når  debatten  bliver  meningsløs Metz  var  imod  tegningerne   af  Muhammed,  men   det   er   langt  fra   det  eneste  emne,  han  har  været  uenig  med  særligt  de  borgerlige   politikere   om.   Det   har   lere   gange   givet   Metz   panelplads   i   DR-­‐ programmet  ”Debatten”,  når  der  er  blevet  diskuteret  værdier.  Et   debatprogram,  han  dog  tvivler  på,  gavner  samfundsdebatten:         »I   “Debatten”   får   du   fremprovokeret   nogle   konfrontationer,   der   er   meningsløse.   Du   får   ikke   nogen   samtale,   du   får   et   mund-­‐ huggeri.  Det  gælder  om  at  være  så  hurtig  og  hårdtslående  som   mulig,   for   du   får   kun   taletid   til   at   sige   hovedsætningerne.   Jeg   er   meget  rutineret  i  det,   og  jeg  ved,  at  det  gælder  om  at   sige  noget   skidt  med  det  samme,  for  ellers  kommer  man  ikke  til  orde.  Men   du  mister  nuancerne.«        Metz  mener,  at  programformater  som  Debatten  har  været  med   til   at   udvikle   en   hård   tone.   Han   er   dog   også   klar   til   at   tage   sit   ansvar  på  sig:     »Den   konfrontative   tone   er   ikke   særlig   sund,   men   jeg   har   selvfølgelig  også  tænkt  på  mit  eget  ansvar  i  debatten.  Og  jeg  er   kørt  fra  DR  Byen  et  par  gange  med  lidt  dårlig  smag  i  munden.  Det   vil  jeg  gerne  indrømme.«        I  stedet  for  en  meget  aggressiv  stil  så  Metz  gerne,  at  man  i  pro-­‐ grammer  som  Debatten  inviterede  folk  ind,  der   holdningsmæs-­‐ sigt  var  mere  enige  med  hinanden.        »Der  kommer  folk  ind,  hvor  den  ene  siger,  at  verden  er  sort,  og   den  anden  siger,  at  verden  er  hvid.  Hvad  kommer  der  ud  af  det?,«   spørger  Metz  retorisk.   Brug  for  gode  redaktører En   stor   del  af  samfundsdebatten   er   lyttet   fra   aviserne   til  inter-­‐   nettet   med   de   sociale   mediers   ankomst.   Eksempelvis   med   plat-­‐ forme  som  Facebook,  Twitter  og  Ekstra  Bladets  debatforum  ”Na-­‐ tionen”.  Nogle  ville  måske  mene,  at  de  nye  fora  er  en  gave  til  den   demokratiske   debat,   da   lere   nu   kan   komme   til   orde.   Men   den   gave  har  Metz  svært  ved  at  få  øje  på:          »Jeg  er  ikke  forelsket  i  Nationen,  for  det  er  en  forfalskning  af  de   forudsætninger,  der  skal  til,  for  at  demokratiet  kan  fungere.  Det   er   da   int,   at   folk   får   luft,   men   det   er   også   en   for   stor   forenkling   af  demokratiet.«     Metz   forstår   godt   den   store   begejstring   og   opmærksomhed,   som  de  nye  medier  har  tiltrukket,  men  han  ser  også  mange  jour-­‐ nalisters  fremtid  i  at  sortere  i  den  stigende  mængde  af   information:        »Jeg  tror,  at  der  mere  end  nogensinde  er  brug  for  dygtige  redak-­‐ tører,  der  kan  skelne  imellem  skæg  og  snot.«      Ytringsfriheden  har  Metz  ikke  kun  brugt  i  Debatten.  Han  har   også  optrådt  som  anmelder  i  DRK’s  kulturprogram  ”Smagsdom-­‐ merne”,  og  Metz  anmelder  stadig  bøger  i  Information.  Derfor  er   han  fra  tid  til  anden  blevet  kaldt  for  bedrevidende.  Det  har  han   dog  ikke  noget  imod.  Til  gengæld  ærgrer  det  ham,  at  ordet  bedre-­‐   videnhed  har  en  negativ  klang.         »Vi   kender   alle   sammen   den   bedrevidende,   Bezzerwizzeren,   der  er  uudholdelig.  Men  et  menneske,  der  ved  bedre  end  mig,  er   jeg  da  taknemmelig  for,  vil  lære  mig  noget.«

Net. Selv om Metz er indehaver af diverse encyklopædier foretrækker han at slå fakta op på internettet. Foto: Kasper Thomsen

       Han  henviser  til,  at  vi  hele  tiden  vælger  ud  for  hinanden.  Lægen   vælger  vores  medicin,  læreren  bestemmer,  hvad  vi  skal  lære.  »Og   det  er  jo  ikke  bedrevidenhed,«  lyder  det  fra  Metz.        »Hvis  man  går  på  museum,  er  der  nogle,  der  har  valgt,  hvad  vi   skal  se.  Alternativet  er,  at  folk  selv  tager  deres  billeder  med  hen   på  museet  og  hænger  dem  op  på  dertil  indrettede  kroge  for  at   stå  og  glo  på  dem  og  så  tage  billederne  ned  igen  og  gå  hjem.  Det   ville  være  det  ultimative  museum,  men  det  er  jo  meningsløst,«   siger  Metz.   Den  ikke  så  forfærdelige  fremtid Metz’   avis,   Information,   er   ligesom   mange   andre   dagblade     skrumpet  ind  i  løbet  af  de  senere  år.  Og  Metz  er  skeptisk  på   vegne  af  papiravisens  chancer  for  at  overleve:          »Det  ville  være  mest  logisk  at  forestille  sig,  at  papiravisen  lang-­‐ somt  fases  ud.  Men  avissiden  er  jo  charmerende,  fordi  du  vælger   med  øjnene.  Hvordan  redaktøren  har  sat  det  op  på  siden,  det  er   jo  også  en  meddelelse  i  en  god  avis,  og  det  vil  jeg  komme  til  at   savne.”      Selv  om  Metz  vil  savne  papiravisen,  hvis  den  endeligt  uddør,   minder  han  om,  at  den  nye  generation  af  læsere  måske  ikke  vil   lide  samme  afsavn:        »I  vores  fag  er  man  nogle  gange  spøjs  til  at  tænke  konservativt   og   sige,   at   det   er   frygteligt,   at   avisen   forsvinder.   Men   nej,   det   er   det  måske  ikke,  for  behovene  hos  den  opvoksende  generation  er   anderledes  end  min  generations.  Så  I  får  mig  ikke  til  at  sige,  at   det  er  helt  forfærdeligt.  Så  forbenet  er  jeg  ikke.«

        Og   Georg   Metz   er   positiv   over   for   den   nye   generation,   der   måske   ender   papiravisløse.   Særligt   fordi   journalistuddan-­‐   nelserne  ifølge  ham,  er  blevet  markant  bedre:        »Det    har  gavnet,    at  der    er    kommet  journalistuddannelser   i   både   Roskilde   og   Odense.   Det,   at   journalistuddannelserne   er   kommet  i  nærheden  af  og  ind  på  et  universitet,  er  rigtig   int.  Det   giver  en  gunstig  afsmitning.«      Metz  peger  på,  at  teknologien  og  særligt  internettet  har  været   en  gave  for  den  nye  generation  af  journalister,  da  det  gør  det  let-­‐ tere  at  få  tjekket  baggrundsstof  og  forhistorie.           Én   udvikling   i   journalistikken   ærgrer   dog   debattøren:     Tempoet  i  journalistikken  er  løbet  løbsk.        »At  man  hurtigere  kan  indhente  oplysninger,  kan  kun  være  en   fordel.  Ulempen  er  så,  at  ledere  på  aviser  og  tv  mener,  at  der  kan   laves  endnu   lere  nyheder.«      Metz  mener,  at  den  teknologiske  fordel  i  stedet  burde  føre  til   mere  overvejelse  hos  mediebranchens  redaktører:        »Hvis  man  nu  var  mere  begavet,  så  sagde  man:  Da  vi  nu  kan  det   her  hurtigere,  skal  vi  passe  på,  at  det  ikke  går  for  hurtigt.  Vi  skal  i   stedet  løfte  fagets  niveau  med  den  teknologiske  fordel.  Hvem  har   besluttet,  at  det  skal  gå  så  stærkt?  Det  har  vi  selv.  Men  summen   af  dumhed  er  åbenbart  konstant,«  lyder  det  ærgrende  fra  Metz.     Georg   Metz   virker   absolut   ikke   sur.   Men   hans   kritiske   sans   fornægter  sig  ikke.     csoee12@student.sdu.dk karan12@student.sdu.dk

TRE RÅD FRA METZ

1.  Gør  noget  mere  oprør! Lad  være  med  at  være  så  ærbødige  over  for   magthaverne.   Vær   nu   noget   mere   kritisk,   selv   om   de   måske  en  dag  bliver  jeres  arbejdsgiver.

2.  Dygtiggør  jer  i  nogle  andre  fag  end  journaliststik Hvis   jeg   skulle   rådgive   unge   journalister   i   dag,   så   ville   jeg  sige:  Tag  et  akademisk  fag  ved  siden  af!  Det  ville  jeg   gøre.  Et  bifag  og  måske  også  et  hovedfag.  

3.  Lær  en  masse  sprog Jeg   tror,   Europa   i   langt   højere   grad   bliver   ét   stort   arbejdsmarked  i  fremtiden.  Også  for  journalister. Forfatter. Ud over en lang karriere på DR og Information har Georg Metz også forfattet adskillige bøger. Foto: Kasper Thomsen


FOKUS: TAKTIKTID

LIXEN | november 2013 | 13

Hvad vil aviserne? Gennem en årrække har aviserne oplevet en nedadgående spiral, fordi online nyheder spiller en større rolle i nyhedsformidlingen. Hvorvidt strategiske overvejelser er nok til at fremtidssikre avisen, giver chefredaktørerne fra Danmarks største morgenaviser hver deres bud på.

1. semester

Udfordringer  og  løsninger Selv  om  avisen  er  med  til  at  sætte  nyhedsdagsordenen,  står  den  samtidig   over   for   udfordringer,   i   takt   med   at   nettet   udvikler   sig,   og   lere   og   lere   medier   ser   dagens   lys.   Samtidig   har   papiravisen  sine  begrænsninger,  hvil-­‐   ket  aviserne  opfatter  forskelligt.        »Udfordringen  for  papiraviserne  ver-­‐   den   over   er,   at   kunderne   i   stigende   grad  migrerer  til  de  digitale  platfor-­‐ me,   men   at   annoncerne   ikke   følger   med  i  samme  hast,«  siger  Jens  Grund,   chefredaktør  på  Berlingske.          Idet  de   leste  mediehuse  nu  består     af   både   en   avis   og   en   digital   plat-­‐   form,   er   der   opstået   en   ny   selvforståelse.   Ifølge   Pierre   Collignon,  

Lixen   har   spurgt   tre   danske   chefredaktører   om   deres   taktiske   overvejelser   i   forhold   til   at   fremtidssikre  deres  avis.   Hvilke  taktiske  overvejelser  gør  I  jer   for  at  skille  jer  ud  fra  de  andre  store   aviser?   Jens  Grund,  Berlingske: Ingen  avis  ønsker  at  ligne  konkurrenterne.   Derfor   satser   vi   på   at   være  stærke  på  politik,  business  og   kultur.   Det   er   vores   styrkepositioner.  Derudover  arbejder  vi  med  begrebet  Newszine,  der  går  ud  på  at   lave  et  dagligt  nyhedsmagasin,  som   oser  af  indsigt  og  fortællelyst.

Jane Grønning og Mette Mølgaard Henriksen,

Avisen   er   ikke   længere   det   medie,     danskerne   foretrækker   som   deres   primære   nyhedskilde.   Dermed   står   branchen   over   for   en   udfordring,   da   især   de   elektroniske   medier   overtager   papiravisens   funktion.   De   nyeste   målinger   fra   Danmarks   Statistik   viser,   at   oplagstallet   for   Danmarks   samlede   dagblade   siden   2009   er   faldet   med   næsten   25   procent.         Til   trods   for   et   faldende   oplagstal   og   en   avisbranche   i   krise   til-­‐ lægges   den   traditionelle   avis   stadig   stor   betydning   i   det   overordnede   nyhedsbillede.   Chefredaktørerne   fra   henholdsvis   Berlingske,   Jyllands-­‐   Posten   og   Politiken   mener   alle,   at   den   traditionelle   fødekæde   stadig   gør   sig   gældende,   da   avisen   fortsat   leverer   et   afsæt   til   de   leste   historier,   der   leveres   i   de   elektroniske  medier.         »Papiravisen   er   stadig   det   medie,   som   genererer   lest   nyheder,   når   det   gælder   om   at   sætte   en   nyhedsdags-­‐ orden  for,  hvad  der  cirkulerer  på  radio,   tv   og   net.   Papiraviserne   sætter   det   største   aftryk   på   hvilke   historier,   der  bliver  døgnets  vigtigste  historier,«   siger  Anne  Mette  Svane,  chefredaktør   på  Politiken.  

Q&A

Pierre  Collignon,  JP: Vi   vil   fortsætte   med   at   vægte   erhvervsstoffet   og   de   primære   indsatsområder   –   det   betyder   rigtig   meget  for  os. Anne  Mette  Svane,  Politiken: Vores  forside  er  et  særkende.  Den   vil   vi   holde   fast   i.   Vi   vil   fortsætte   med  at  være  den  avis,  der  gør  allermest  ud  af  kulturen.  Politiken  skal   leve  op  til  at  være  en  ’levende’  avis   –  der  skal  være  satire,  humor,  den   skarpe   leder,   den   gennemarbejdede  og  velskrevne  journalistik  og   kulturjournalistikken,   som   giver   læserne   nogle   fantastiske   oplevelser.  

Foto: Malte Nørgaard chefredaktør   på   Jyllands-­‐Posten,   opfatter   de   ikke   sig   selv   som   en   printavis,   men   som   et   samlet   medie-­‐   hus.   Her   ses   den   digitale   plat-­‐   form   ikke   som   en   konkurrent,   for-­‐   di  mange  kunder  benytter  sig  af  begge   tilbud.         »Det   er   klart,   at   papiravisen   har     nogle  begrænsninger.   Det   mest   naturlige   for   mange   mennesker  i  dag  er  ikke  at  læse  journalistik  på  print  i  form  af  en  avis.  På   den   front   skal   vi   følge   med.   Vi   skal   følge   med   i   den   nye   generations   medieforbrug,«   fortæller   Pierre     Collignon.      Den  store  udfordring  for  aviserne  lig-­‐   ger  blandt  andet  hos  den  unge  genera-­‐   tion   ifølge   chefredaktøren.   De   unge   læser  nemlig  ofte  det,  de  bliver  anbe-­‐ falet  af  deres  venner,  og  det  skal  avis-­‐ erne  have  med  i  deres  overvejelser  for   at  ligge  i  toppen  af  fødekæden.    Derud-­‐   over  er  der  en  digital  udvikling  i  gang,   som  ingen  kan  kæmpe  imod,  hvilket   Anne  Mette  Svane  også  udtrykker.          »Det  er  tosset  at  kæmpe  imod  udvik-­‐   lingen.  Det  giver  ikke  mening,«  siger   hun.  

Fremtiden  for  papiravisen Fremtiden  for  avisen  er  et  ømt  emne   for   både   journalister   og   eksperter.   Tallene  fra  Danmarks  Statistik  viser,   at  dagbladenes  oplagstal  er  faldende   og  understreger  den  udfordring,  som   papiraviserne  står  overfor.  Det  er  stadig  svært  at  spå  om  fremtiden,  og  de   tre   chefredaktører   er   da   heller   ikke     enige  om,  hvordan  denne  ser  ud.        »Der  er  ingen  tvivl  om,  at  mange  læ-­‐   sere  i  en  årrække  fremover  vil  fore-­‐   trække   at   sidde   med   deres   papiravis   foran  sig.  Jeg  tror  også,  at  der  altid  vil   være  en  kerne  af  mennesker,  for  hvem   det  at  sidde  med  en  papiravis,  der  er   mobil  og  hverken  kræver  stikkontakt   eller   batterier,   vil   opfattes   som   mere   eksklusivt  end  at  have  en  iPad,«  siger   Jens  Grund,  chefredaktør  på  Berlingske.      Anne  Mette  Svane  er  enig  i,  at  papiravisen   forsat   vil   eksistere,   men   giver   samtidig  udtryk  for,  at  man  skal  være   varsom  med  at  spå  om  papiravisens   fremtid.        »Jeg  tror  stadigvæk,  Politiken  mange   år   frem   vil   være   positioneret   som   Danmarks   største   betalingsavis,   og  

jeg  tror,  vi  vil  udkomme  syv  dage  om   ugen  og  i  det  format,  vi  kender  i  dag.   Præcist   hvordan   mediebilledet   ser   ud   om   5-­‐10   år,   skal   man   være   ekstremt  varsom  med  at  sige  alt  for  me-­‐ get   håndfast   om,«   siger   Anne   Mette   Svane.   Internettet  ikke  en  konkurrent Pierre  Collignon  mener  ikke,  at  man   skal  opfatte  internettet  som  en  kon-­‐ kurrent  til  avisen,  men  som  et  medie,   der  fører  journalistikken  videre  i  en   ny  tidsalder.  I  hans  øjne  er  det  ikke  så   afgørende,   i   hvilket   format   man   udkommer,   så   længe   danskerne   er   villige  til  at  betale  for  det  indhold,  der   tilbydes.      »Jeg  tror  ikke,  der  er  nogen,  der  opfat-­‐   ter  sig  selv  som  papiravis.  Hvis  man   kun  var  det,  så  var  man  allerede  død  i   dag.  Det  at  udkomme  på  papir  er  ikke   afgørende,  når  der  er  nogen,  der  vil  betale  for  dit  indhold.  Men  det  er  jo  klart,   at  vi  må  regne  med,  at  der  bliver  ved   med  at  være  en  bevægelse  væk  fra  pa-­‐   piravisen  et  godt  stykke  tid  endnu.  Der   har   vi   ikke   set   det   sidste,«   siger   han.   jagro13@student.sdu.dk mehen13@student.sdu.dk

Hvad  vil  I  opprioritere  i  jeres  avis?   Jens  Grund,  Berlingske: Vi  vil  fortsætte  med  at  udbygge  vores  position  som  stærke  på  politik   og  business.   Pierre  Collignon,  JP: Vi   opprioriterer   de   genrer,   som   er   mere   videnstunge.   Det   gælder   analyse,  de  dybe  baggrunde  og  den   undersøgende   journalistik,   samt   indsatsområder   som   indland,   udland  og  erhverv.  Dem  skal  vi  investere   mere   i   for   at   sætte   en   dagsorden.   Derudover   fokuserer   vi   på   formidlingsdelen   –   den   velskrevne   feature   til   dem,   der   leder   efter   en   god  læseoplevelse.   Anne  Mette  Svane,  Politiken: Jeg  tror  helt  naturligt,  at  vi  kommer   til  at  opleve  færre  nyheder.  Vi  kommer  til  at  bruge  mere  kraft,  energi   og  ressourcer  på  at  præsentere  nyheder  på   anden  vis.  Enten  gennem   reportagen,   nyhedsfeaturen,   portrættet,   analysen,   fotoreportagen   eller  baggrunden.  

»Det handler ikke om at vælte verden« Underholdning og ordentlig journalistik skal gå hånd i hånd, når Niels Pinborg sætter sig i chefredaktørstolen hos Allers store sladderblad. Sofie Rye, 1. semester

Et  halvt  år.  Længere  tid  gik  der  ikke,   før  Niels  Pinborg  var  klar  til  at   lyve   videre  fra  MetroXpress  og  over  i  reden   hos   Aller   Media.   Før   det   slog   han   i   lere   år   sine   folder   hos   Eks-

tra   Bladet.   Lixen   har   fanget   ham   til   ire   spørgsmål   om   sladderpressens   fremtid.   Sladderbladene   oplever   faldende   op-­‐ lag  -­‐  hvad  er  jeres  taktik  for  overlev-­‐ else? »At   have   den   bedste   redaktion.   Interessen   for   gossip   er   stigende,   og   vi   skal   blive   endnu   bedre   til   at   sætte   os   på   markedet   -­‐   både   på   print   og   digitalt.   Danskerne   skal   identi icere   sladder   med   Se&Hør.   Journalistik   handler  om  at  fortælle  gode  historier.   Jeg  vil  da  gerne  fordoble  Se&Hørs  op-­‐  

lag,  men  jeg  tror  ikke  på,  det  kan  lade   sig   gøre,   da   print   bliver   mindre   og   de  digitale  medier  bliver  større.  Den   udvikling   kan   jeg   ikke   stoppe,   men   jeg  kan  sikre,  at  Se  &  Hør  er  en  bundsolid  sladderforretning.« Kan  andre  medier  lære  af  jer?   »Redaktionen   på   Se&Hør   består   af   medarbejdere,   der   går   meget   op   i   sladder   og   gossip   og   kendisstof.   Jeg   har   en   dyb   respekt   for   den   kærlig-­‐   hed,  de  har  til  stoffet.  Det  er  jo  i  virkeligheden  den  eneste  måde,  man  kan   drive  den  her  slags  frem  på.«

Hvorfor   eksisterer   sladderpressen   overhovedet? »Det   synes   jeg,   du   skal   spørge   brugerne  om.  Se&Hør  er  i  kontakt  med  en   million  danskere  i  løbet  af  en  uge.  Det   handler   jo   ikke   om   at   vælte   verden.   Det   er   underholdningsbranchen,   vi   arbejder  i.  Vi  vil  gerne  give  folk  gode   oplevelser.« Hvad  skal  sladderpressen  blive  bedre   til? »En  af  mine  kæpheste  er,  at  selv  om   det   er   sladder,   så   skal   man   stadig   have  det  journalistiske   ilter  nedover  

historierne.   Det   er   her   sladderpressen   tidligere   er   blevet   straffet,   fordi   man   er   gået   lidt   let   henover   de   journalistiske   kriterier.   Journalistik   handler  i  bund  og  grund  om  troværdighed.   Selv   om   det   er   underholdningsbranchen,   skal   folk   kunne   stole   på,  hvad  der  står.» Se&Hør  har  et  oplagstal   på  133.000   (tal   fra   2012.)   Det   er   et   fald   på   16   %   siden  2010.  (Kilde:  Danmarks  Statistik) sorye13@student.sdu.dk


FOKUS:TAKTIKTID

14 | november 2013 | LIXEN

»For meget research gør interviewet kedeligt« Anders  Lund  Madsen  betragtes  af  flere  som  dansk  journalistiks  uortodokse,  urolige  og  utilregnelige  interviewer.  Han  tror  ikke  på  research,  men  i  stedet  på  oprigtig  interesse  og  forklarer  her,  hvorfor  det  overraskende spørgsmål er så godt for interviewet. Så længe det leveres med omtanke.

Carl-Emil Søe

Hvor   lang   tid   bruger   du   på   research   til  et  interview? En   vag   tommel ingerregel   er,   at   jeg   bruger  ti  minutters  research  til  et  ti   minutters  interview.  Man  kan  nemlig   også  researche  for  meget.  Hvis  du  researcher   for   meget,   er   der   en   risiko   for,  at  det  bliver  kedeligt.  Både  for  intervieweren,  og  dem  der  interviewes.   Når   man   som   journalist   skal   udforske   noget,   gøres   det   bedst   første   gang.  Hvis  jeg  eksempelvis  har  et   interview   med   en,   der   ved   pokkers  meget  om  månens  faser,  så  er   det  sådan  set  nok,  at  man  er  interes-­‐ seret   i   at   høre   om,   hvad   pokker   det   handler  om.  Så  er  det  ikke  interessant,   hvis   jeg   allerede   ved   en   masse   om   månens  faser  via  min  research.  Det  er   ikke   interessant   at   spørge   om   noget,   jeg  allerede  kender  svaret  på.  Det  bli-­‐ ver  meget  kedeligt. Har   du   negative   erfaringer   med   for   meget  research? Ja,   jeg   skulle   interviewe   en   kvindelig   popstjerne,  som  elev  på  Ekstra  Bladet.   Jeg  ville  gøre  det  godt,  og  derfor  hav-­‐   de  jeg  læst  en  masse  interviews  med   hende.   Rigtig   researchet.   Jeg   aftalte   at   mødes   med   hende   på   en   café   inde   ved  Nørreport  og  sad  klar  med  tyve   nedskrevne  spørgsmål.  Da  jeg  skulle   stille  hende  spørgsmålene,  kunne  jeg   ikke.   For   jeg   kendte   svarene   på   alle   spørgsmålene.  Jeg  sad  der  et  langt  mi-­‐   nut  og  anede  ikke,  hvad  jeg  skulle  gøre.   Så   gik   jeg   op   og   købte   en   kaffe   mere,   og   så   stak   jeg   af   fra   interviewet.   Den   episode  gav  mig  virkelig  en  skræk  for   at  gennemresearche  for  meget.  Det  er   selvfølgelig   noget   andet,   hvis   man   skal  have  skovlen  under  nogen  eller   afsløre  noget.  Hvis  du  er  journalistik-­‐   kens   svar   på   en   kriminalinspektør,     så   kan   du   ikke   researche   for   meget.   Men   hvis   man   er   på   ekspedition,   så   er  det  bedst,  at  man   inder  på  tingene     undervejs.   Er   det   ikke   atypisk   at   undlade   researchen? Jo,   men   det   er   også   fordi,   jeg   har   et   naturligt  anlæg  for  dovenskab.  Jeg  er   blevet   interviewet   mange   gange   af   andre  mennesker,  og  det  er  min  ople-­‐   velse,   at   dem   som   kommer   og   spørger   mig   om   noget,   de   ikke   har   tænkt   sindssygt   godt   igen-­‐   nem   først,   er   mest   interes-­‐ serede  i  at  høre  mine  svar.   Dem   som   allerede   godt   lidt   ved,   hvad   jeg   vil   svare,   er   ikke   nær   så   interesserede   i   mine   svar,   fordi   de   spørger   mig   om   noget,  de  har  researchet  sig  frem  til,  at   jeg  ved  noget  om.  Problemet  med  re-­‐   search  er,  at  du  ikke  kan  være  opdagelsesrejsende  hjemme  hos  dig  selv.   Du  kan  kun  opdage  noget  nyt,  hvis  du   rent   faktisk   ikke   har   set   det   før.    

Jeg  har  set  virkelig  gode  skuespillere,   der   er   enormt   gode   til   at   lade   som   om,  at  det  her  svar  har  jeg  ikke  hørt  ti   gange  før,  men  det  er  stadig  skuespil.   Hvad  kan  et  overraskende  spørgsmål? Det   tvinger   dig   til   at   tænke   over   dit   svar,  i  stedet  for  at  sige  det,  du  plejer.   Hvis  gæsten  er  vant   til   at   blive  interviewet,  er  det  mere  spændende   at  interviewe  ham  på  en  ny     måde.   Det   er   sjovere   at   blive   overrasket  end  at  

min   hånd   p��   Helle   Thorning     Schmidts   knæ   engang.   Og   så   sagde   jeg   undskyld,   og   tænkte   “hvor   langt   oppe   man   må   røre   en   statsminister   på   låret,   før   det   bliver   grænseoverskridende?”   Det   var   interessant,   fordi  det  var  statsministeren,  jeg  prøvede  det  på.  

Hvad  har  du  gjort,   når  du  har  interviewet   fodboldspillere?  

 

kede     s i g .   Man  kan   s e l v f ø l -­‐ gelig   også   overraske  på   mange  negative   måder,  for  det  er   noget   af   det   nemmeste  i  hele  verden  at  fucke   ting   op.   Du   kan   gå   ind   til   ver-­‐   dens  mest  tolerante  menneske   og  stille  et      dumt  spørgsmål,  og   så   har   du   ødelagt   stemningen   for   altid.   Det   er   ingen   kunst.   Så   det   er   ikke   lige   meget,   hvordan   man   overrasker.   Man  skal  overraske  på  en  inter-­‐   essant,  ordentlig  og  konstruktiv   måde.   Man   skal   vide,  hvad  man   vil   med   overraskelsen.

Kan   du   komme   med   et   eksempel   på,   hvornår   du   har   overrasket  i  en  interviewsituation? Jeg  kan  huske,  at  jeg  kom  til  at  lægge  

bold.  Hvis  det  er  nogen,  der  er  vant  til   at   blive   interviewet,   skal   man   tage   højde   for   det,   og   hvis   de   ikke   er   vant   til   det,   skal   man   tage   højde   for   det.   Jeg   laver   lige   nu   et   program   på   et   sindssygehospital   i   Hvidovre.   De   er   ikke  sværere  at  interviewe,  men  det   er  anderledes,  for  de  er  vant  til  at  tale   med   andre   mennesker   på   en   anden   måde.   Så   hvis   bare   man   er   til   stede   og  interesserer  sig  for  emnet,  så  går   det  sgu.

Jeg   har   fe j l e t .     D e t   har   været     noget   virkelig   lort.   Der     er   man     nødt   til   at  

Er  der  nogen,  der  er   sværere   at   interviewe   end  andre? Det   sværeste   er,   at   inter-­‐   viewe   folk   man   ikke   inte-­‐ resserer   sig   for.   Hvis   jeg   eksempelvis   skulle   interviewe   en   fodboldspiller   om   fodbold.   Det   synes   jeg   er   svært,  for  jeg  ved  ikke  noget  om  fod-­‐  

gemme   sig   bag   sin     research,   og   jeg   ikke   kan   inde  ud  af  det.  Så  der  har  jeg  fejlet.     Og   det   er   ikke   sket   en,   men     mange   gange   når   det   har   været   noget   med   sport.   Jeg   undgår   i   videst   muligt   omfang     sportsudøvere.   Har  du  et  godt  interviewtip?

Jeg  har  et  godt  tip  til,  hvis  man  ikke   har  hørt  ordentlig  efter  svaret.  Så  skal   man   bare   gentage   de   sidste   tre   ord     en   halv   oktav   højere.   Så   kan   man     altid   få   interviewpersonen   til   at     elaborere,   og   så   håber   man,   at     de  når  at  forklare  det,  som  de  lige  har   forklaret  igen.  Du  siger  ”tre  ting  om   igen”,   og   jeg   spørger:   ”Tre   ting   om   igen?”.   Er   det   en   fordel   eller   ulempe,   at   du   er   kendt,  når  du  interviewer?   Det  er  en  oplagt  fordel  i  næsten  alle   sammenhænge,   at   folk   kender   mig,   når  jeg  interviewer  dem,  fordi  de  kan   forholde  sig  til  mig.  Man  skulle  måske   tro,  at  det  var  en  ulempe,  fordi  der  er   nogen,   der   synes,   jeg   er   vanvittigt     irriterende.   Men   også   dér   er   det   en   for-­‐del,  fordi  gæsten  kan  forholde  sig   til   mig.   Genkendelsesfaktoren   sparer   mig   også   for   et   par   krumspring.     Der  er  ikke  så  mange  ting,  der  skal   forklares.   Hvad  er  der  med  dit  underspil,  når  du   interviewer? Det   er   et   godt   udgangspunkt   for   en   samtale,   at   man   ikke   tager   sig   selv   alt   for   alvorligt.   Det   er   nemmere   at   have   en   samtale,   hvis   man   ikke   starter   med   at   sige:   ”Jeg   er   klogere   eller   smartere   end   dig”   eller,   ”du   skal   være   glad   for,   at   jeg   er   her.”   Så   er   det   nemmere   at   sige:  ”Undskyld,  jeg  er  her”.   Vi   sælger   jo   støvsugere   i   en   vis   for-­‐   stand,   når   vi   interviewer.   Jeg   gør   i   hvert  fald,  og  det  er  der  mange  journa-­‐   lister   der   gør,   for   dem   vi   interviewer   får   ikke   umiddelbart   noget   ud   af   det.  Og  derfor  skal  der  sælges.  Det  er   nemmere   at   sælge,   hvis   ikke   man   siger,   at   man   er   Kongen   af     England.  Det  er  altid  nemmere   at   komme   indenfor,   når   man   ikke   er   farlig,   og   man   er   ikke   farlig,   hvis   man   ikke   er   alt   for   klog.   Det   er   også   en   slags   dobbeltsik-­‐ ring.   For   hvis   man   ikke   er   alt  for  klog,  kan  man  altid  sige:   ’Jeg   har   aldrig   sagt,   at   jeg   var   særligt   klog’.  Så  jeg  siger  ikke,  at  jeg  er  intelligent,  men  jeg  siger,  at  jeg  er  klogere,   end  folk  tror  jeg  er.   Hvad  er  et  vellykket  interview? Når  jeg  er  et  klogere  menneske,  end   jeg  var  før,  og  når  dem  jeg  har  interviewet,  også  har  fået  noget  ud  af  det.   Seeren   er   forhåbentlig   også   blevet   klogere  på  tilværelsen.  Bagefter  skal   man  være  en  lille  smule  mere  taknem-­‐   melig  over  at  være  her.  Det  er  formålet   med  al  journalistik.   csoee12@student.sdu.dk

Illustrationer: Ida Løjmand


FOKUS:TAKTIKTID

LIXEN | november 2013 | 15

»Kunsten er at koreografere et interview« Med  relanceringen  af  DR2  fik  Deadline-­programmet  mere  end  bare  et  nyt  studie.  Relanceringen  indebar   også  en  genansættelse  af  den  tidligere  vært  Martin  Krasnik.  På  kort  tid  har  han  fået  ry  for  at  være  inter-­ vieweren,  man  slår  sig  på.  Bare  spørg  Lars  Hedegaard,  Annette  Vilhelmsen  eller  Morten  Bødskov.  I  dette   interview  kommer  vi  tættere  på  Krasniks  interviewtaktik.  Også  når  det  indebærer,  at  man  skal  gentage  sit   spørgsmål  28  gange. fantastisk  når  det  gør.  

Carl-Emil Søe

Hvad  betyder  din  research  for  det  succesfulde  interview? Den   betyder   alting.   Som   vært   på   Deadline   laver   jeg   ofte   lange   interview,  og  jo  længere  interviewene  er,   jo  mere  research  kræver  det.  Et  par   minutter  inde  i  et  langt  interview  er   det   ikke   særlig   forudsigeligt,   hvad   gæsten  vil  sige,  og  så  er  ens  research   altafgørende.   Jeg   har   ofte   prøvet,   at   den   jeg   interviewer,   overrasker   og   svarer  anderledes  eller  offensivt  på  et   spørgsmål.  Så  bliver  man  sgu  sat  hur-­‐   tigt  til  vægs,  hvis  man  ikke  har  sat  sig   godt  nok  ind  i  emnet.  Hvis  interview-­‐ personen   er   mere   kvik,   fantasifuld   eller   aggressiv   i   sine   svar,   bliver   jeg   bragt  ud  på  dybt  vand  uden  ordentlig   research,   og   så   bliver   jeg   nødt   til   at   bluffe.  Og  det  går  jo  ikke  at  gøre  dét   for  ofte. Hvad   er   din   taktik   for   det   vellykkede   kritiske  interview?   I   mange   af   de   interviews   jeg   laver,   gør   jeg   mig   selv   til   part.   Jeg   sætter   mig  selv  i  rollen  som  den  interview-­‐   edes   modpart   uanset   interviewper-­‐   sonens   politiske   farve.   Jeg   vil   gerne   gøre   op   med   interviewet,   hvor   man   sidder   som   journalist   og   stiller     mere  eller  mindre  neutrale  hv-­‐spørgs-­‐   mål.   Det   laver   jeg   nærmest   aldrig.   Jeg   er   meget   bevidst   om,   at   jeg   tager   rollen   som   modpart   på   mig,   for   det   bliver   interviewet   mest   interessant   af.   Oftest   er   det   meget   mere   spændende,   end   hvis   den   egentlige   modpart   var   til   stede   i   studiet.   Det   ville   jo  være  nemt  nok  at  hente  to  fra  hver   sin   politiske   løj   ind,   men   det   er   sjældent,  at  der  kommer  noget  spæn-­‐   dende   ud   af   det.   Det   bliver   en   fuld-­‐   stændig  indøvet  dans,  som  alle  kend-­‐   er   trinene   på,   og   som   ikke   er   spor   overraskende.  Der  bliver  ikke  nogen   egentlig  in ight,  og  modparterne  går   ikke  i  kødet  på  hinandens  argument-­‐   er.  Så  er  det  meget  bedre,  når  jeg  gør   det,   for   jeg   har   ikke   noget   bud-­‐   skab  eller  nogen  dagsorden  ud   over   at   inde   hullerne   i   argumenterne.   Forbereder   du   dig   på,   hvad   gæsten   vil  svare  på  dine  spørgsmål?   Hvis   jeg   har   tid   til   det,   så   gør   jeg. Så  har  jeg  sammen  med  en  til  to  andre   fra   redaktionen   haft   en   dag   til   at   sætte   mig   ind   i   stoffet.   For   eksempel   ved  at  have  læst  tidligere  interviews   med   interviewpersonen,   så   vi   ved,   hvad   han   vil   svare   på   de   forskellige   spørgsmål.   Kunsten   er   at   koreogra-­‐ fere  et  interview.  Så  når  vedkommen-­‐   de  svarer,  ved  jeg,  hvad  jeg  skal  spørge   ind  til  i  modløb,  og  så  har  jeg  også  en   ide  om,  hvad  han  vil  svare  på  det.  Det   er  meget  sjældent,  det  sker,  men  helt  

Hvor   lang   tid   brugte   du   på   at   researche   til   interviewet   med   Morten   Bødskov? Én   dag.   Vi   vidste,   at   vi   skulle   have   Bødskov  ind  en  dag  eller  to  i  forvejen.   Det   betød,   at   vi   kunne   sætte   nogle   kræfter  af.  Vi  var  tre  til   ire  mennes-­‐   ker;  der  kun  researchede  på  det  inter-­‐   view   fra   formiddagen   til   aften.   Det   sker   nærmest   aldrig.   Oftest   er   det   kun   mig   selv   og   en   akade-­‐   misk   praktikant,   og   oftest   går   interviewet   først   igennem   om   eftermiddagen,   og   så   har   man   ganske  få  timer  til  research.  

Folk  savner,  at  der  kommer  nogen  og   sparker   hul   i   den   mærkelige   boble,   der   er   rundt   om   den   politiske   de-­‐   bat  i  Danmark  på  tv.  Det  er  oftest  så   voldsomt  forudsigeligt.  Man  kan  sidde  og  forudse,  hvad  folk  vil  sige,  inden   man   har   set   det.   Der   var   opstået   en   mærkelig  

Hvordan   bruger   du   dig   selv   i   dine  interviews? Jeg   får   masser   af   kritik   for   at   gå   ind   og   tage   en   holdning,   men  jeg  repræsenterer  ba-­‐   re  et  standpunkt.  Man  kan   ikke   undgå   at   bruge   sig   selv   som   journalist.   Sam-­‐   menlign   det   med   skuespil-­‐   lerne.  De  ta-­‐ger  også  noget  af   dem  selv  med  i  rollen.  Det  prøver jeg  også  at    gøre,  når  jeg  skal  agere   Claus   Hjorts   eller   Bødskovs   mod-­‐   part.   Så   spiller   jeg   vedkommendes   politiske  modstander.  Der  bruger  jeg   mig   selv.   Mit   temperament,   sindelag

gerne  involveres  i  en  politisk  samtale,   der  er  fyldt  med  temperament  og  lidenskab.  Ballade  og  gang  i  den.   Du   skrev   personligt   til   Lars   Hedegaard  om  din  egen  holdning  til  ham,   da   du   inviterede   ham   i   Deadline.   Er   det   en   taktik   at   skrive   personligt   til   gæsterne? Lars   Hedegaard-­‐interviewet   var   særligt,   da   jeg   havde   beskæftiget   mig   meget   med  Lars  Hedegaard  og   ytringsfrihedsdebatten   som   journalist   på   Weekendavisen,  hvor   jeg   havde   været   me-­‐   get   aktiv   med   mine   meninger.  Så  at  lade   som   om,   at   jeg   var   fuldstændig   objektiv,   ville  være  åndssvagt.   Jeg  kan  ikke  se  no-­‐   gen   modsætning   med   at   komme   med   en   venlig   hø lig   invitation   og  så  det  kritiske  interview.   Alle   journa-­‐   lister  vil  prøve  eller  har   prøvet   at   smøre   deres   kilder  for  at  få  interviews.   På  den  ene  eller  anden  må-­‐   de.  Det  er  jo  latterligt  at  på-­‐ stå,   at   det   ikke   sker.   Om   man   gør   det   ved   at   true,   smøre,  

lokke   eller   hvad   ved   jeg.   Det   afgørende  er,  at  man  også  gør  klart,  at   det  bliver  et  kritisk  interview.  Så  kan   jeg   ikke   se   nogen   problemer   med   hverken  at  afsløre  sin  egen   holdning  eller  være  mere   venlig  i  invitationen.   I   dit   interview   med   Morten   Bødskov   om   of-­‐   fentlighedsloven   stil-­‐ lede   du   det   samme   spørgsmål   28   gange.   Var   det   et   godt   interview?

 

og   daglige   humør.   Hvordan   jeg  går  og  har  det  lige  den  aften.  Det   påvirker   interviewet   utrolig   meget.   Hvis  man  som  journalist  gemmer  sig   bag   såkaldte   neutrale   interviews   og   bag   lutter   åbne   hv-­‐spørgsmål,   kan   jeg  garantere  for,  at  den  journalist  får   en  røvkedelig  karriere.   Hvorfor   tror   du,   at   dine   interviews   har  skabt  så  meget  røre?

stilstand,   hvor   intet   be-­‐   vægede   sig.   Det   var   som   om,  at  politikere  og  journalister  bare   sad   og   talte   til   hinanden.   Folk   var   holdt  op  med  at  høre  efter.  Det  kunne   ligeså  godt  have  været  en  anden,  men   så  var  det  bare  mig,  der  gjorde  det  på   en  anden  måde,  og  det  skabte  noget   ballade   og   ramasjang,   og   så   begynder  folk  at  høre  efter  igen.  Alle  vil  jo  

Bødskov-­‐interviewet,   synes  jeg,  var  meget  vellyk-­‐   ket.  Her  blev  det  vist,  at  mange  po-­‐   litikere  går  ind  til  interviews  om  meget   vigtige  emner  uden  at  have  forberedt   andet   end   svar,   der   rækker   tre-­‐ ire   minutter  frem.  Det  viste  sig  i  forhold  til  offentlighedsloven,  at  hverken  rege-­‐   ringen  eller  oppositionen  havde  gjort   sig   nogen   som   helst   ulejlighed   med   at   gennemtænke   en   argumentation,  

der  kunne  forklare  den  holdning,  de   havde.  Det  viste  en  utrolig  arrogant  og   nedladende  holdning  til  offentlighed-­‐   en,  der  havde  krav  på  at  få  en  ordent-­‐ lig  forklaring.   Men   er   der   ikke   en   grænse   for,   hvor   mange  gange  man  kan  spørge  om  en   given  ting.  Man  risikerer  jo  at  udstille   interviewpersonen? På  et  eller  andet  tidspunkt  må  man  jo   holde   op   med   at   stille   det   samme   spørgsmål,  hvis  der  ikke  kommer  et   svar.  Men  jeg  tror  også,  at  mange  tv-­‐  og   radiojournalister,   slet   ikke   hører,   de   svar,  de  får.  De  har  tre  til   ire  spørgs-­‐ mål  skrevet  ned,  og  uanset  hvad  der   bliver  svaret  til  dem,  går  de  videre  til   næste   spørgsmål.   Så   hvis   der   er   en   grænse,  bør  den  rykkes  for  alt  for  ofte   bliver  spørgsmålene  ikke  gentaget.  I   Bødskovs  tilfælde  synes  jeg  ikke,  at  jeg   udstillede   ham.   Det   gjorde   han   selv   meget   int.   Er  det  blevet  sværere  at  være  journalist? Ja,  det  er  i  hvert  fald  blevet  sværere   at  lave  Deadline.  Politikerne  er  blevet   professionaliseret  i  en  grad,  så  det  er   blevet  vanskeligere  at  bekrige  deres   vrøvl  og  bullshit.  De  er  blevet  meget   mere   opmærksomme   på,   hvad   de   si-­‐   ger  og  meget  mere  nervøse  for,  at  det,   de  siger,  er  forkert.  De  er  omgærdet  af   rådgivere   og   teknikker.   Se   eksem-­‐ pelvis   Løkke   GGGI-­‐sag.   Det   var   helt   utroligt   at   se,   hvordan   Venstre-­‐   løjtnanterne   undlod   at   svare   på   spørgsmålene.  Den  form  for  kom-­‐   munikation   breder   sig   som   u-­‐ krudt  i  debatten,  og  jeg  tror,  at  det   er   skadeligt   for   den   demokratiske   samtale.  Samtidig  kan  politikerne  få   taletid  på  langt   lere  formater  end  fra   otte  til  ti  år  siden,  hvor  Deadline  var   det  eneste  program  med  seriøse  lan-­‐   ge   interviews.   Nu   er   der   masser   af   platforme,  hvor  politikere  kan  sidde   og  ævle  bævle,  så  de  behøver  ikke  og-­‐ så  Deadline.   Hvem   er   de   sværeste   kilder   at   interviewe? Kunstnere  og  forfattere  er  notorisk  de   sværeste  at  interviewe.  De  er  så  dår-­‐   lige  til  at  formulere  sig  på  andre  måd-­‐   er  end  den  måde,  de  formulerer  deres   kunst  på.  Jeg  synes  ikke,  at  politikerne   er   de   sværeste.   De   er   bare   de   klart   mest  professionelle  Og  man  kan  hele   tiden  se,  at  de  lærer  nye  teknikker.  Det   er  nærmest  ynkeligt  at  se.  ’Nå,  nu  har   Anette   Vilhelmsen   været   på   et   kursus  i  det  og  det’.  Det  er  sgu  næsten  til   at  græde  over.   Hvilke  gode  råd  har  du  at  give  videre?     Du  skal  være  så  klog,  at  du  kan  tænke   selv.  Så  du  kan  gennemskue  det  bull-­‐ shit,  der  kommer  fra  politikerne.  Det   kræver  fandme,  at  man  ved  noget  selv.   Man   skal   have   erfaring,   for   jo   mere   man  kender  til  tidligere  politiske  sag-­‐   er,  retoriske  kneb  og  politisk  sprog,  jo   mere  kan  man  sammenligne  med,  og   jo  mere  kan  man  gennemskue.   csoee12@student.sdu.dk


FOKUS:TAKTIKTID

16 | november 2013 | LIXEN

Mellem ministeren og medierne Som særlig rådgiver for uddannelsesminister Morten Østergaard, står Philip Flores bag de strategiske overvejelser, når en historie skal lanceres i medierne. Det kræver sans for struktur og nøje planlægning.

Søren Martin Olsen

I  sin  sorte  ministerbil  ankommer  ud-­‐   dannelsesminister   Morten   Øster-­‐ gaard   til   DR-­‐Byen.   Præcist   klokken   6.20.  Det  er  en  vigtig  dag  for  minister-­‐   en,  der  netop  har  lanceret  et  udspil,   der   skal   gøre   universiteterne   bedre.   Et   udspil,   der   samme   dag   har   ryddet   forsiden   på   Berlingske   med   over-­‐ skriften:  ’Nu  skal  universiteterne  have   en  overhaling’.  Det  er  dog  ikke  Morten   Østergaard  selv,  der  bragt  ham  i  medi-­‐   erne.   Det   har   derimod   hans   særlige   rådgiver,  Philip  Flores,  der  også  den-­‐ ne  morgen  gør  ministeren  selskab.  De   hilser   på   hinanden   ved   hovedind-­‐ gangen   til   DR,   inden   de   går   hen   mod   rulletrappen,  der  skal  føre  dem  op  til   dagens   første   radiointerview.   På   vej-­‐ en  op  når  Philip  Flores  diskret  at  drøf-­‐   te,  hvad  Morten  Østergaard  skal  hus-­‐   ke  at  fortælle  i  medierne.  Der  skal  især   lægges  vægt  på,  at  uddannelserne  har   manglet   kvalitet,  og  at  det  derfor  er   tid  til  at  kigge  på  indholdet  af  timerne.   Både  Morten  og  Østergaard  og  Philip   Flores   virker   koncentrerede,   da   P3  

Fotos: Søren Martin Olsen

Nyheder  står  klar  til  at  interviewe  mi-­‐   nisteren   i   sminkerummet,   inden   han   skal  på  om  ti  minutter  i  DR  2’s  mor-­‐ genudsendelse.  Fra  sminkestolen  ly-­‐ der  Morten  Østergaards  første  plan-­‐ lagte  svar:        »Kvaliteten  på  vores  videregående   uddannelser  er  vigende,  og  vi  har  brug   for  hele  tiden  at  blive  dygtigere.«        Ved  siden  af  står  Philip  Flores  helt   stille  og  lytter.  Det  er  nu,  han  har  mu-­‐ lighed  for  at  høre,  hvordan  det  lykkes   for  Morten  Østergaard  at   kommuni-­‐ kere   sit   budskab   ud.   Afstanden   fra   sminkerum   til   studiet   er   kort,   men     alligevel  når  Flores  at  give  de  sidste     dessiner,   så   Østergaard   er   optimalt   forberedt.        I  tv-­‐studiet  venter  morgenværterne   Niels   Krause-­‐Kjær   og   Anja   Bo,   der   spørger   ind   til   forsidehistorien   på   Berlingske.  Interviewet  varer  syv  mi-­‐ nutter,  og  Philip  Flores  betegner  det   som  et  rutinepræget  interview  uden   ubehagelige  spørgsmål.        At  valget  faldt  på  at  give  historien  so-­‐ lo  til  Berlingske,  dagen  før  den  øvrige   presse  blev  informeret,  var  langt  fra   tilfældigt.  Avisen  var  opmærksom  på   dagsordenen,   da   Morten   Østergaard   allerede   inden   sommeren   tog   hul   på   debatten   omkring   kvalitet   på   de     videregående  uddannelser.  De  havde   derfor  efterspurgt  historien  og  udvist   stor   interesse,   og   det   var   afgørende   for  den  særlige  rådgiver:        »Jeg  havde  en  fornemmelse  af,  at  Ber-­‐ lingske  ville  prioritere  historien  højt,   fordi  de  synes,  at  historien  var  meget   interessant.  Og  da  radio-­‐  og  tv-­‐medi-­‐ erne  som  oftest  læser  avisernes  for-­‐ sider   aftenen   inden,   de   udkommer,   ringede  DR  i  går  aftes  og  bad  om  et  in-­‐  

terview  med  Morten,«  forklarer  Philip   Flores.   Det   er   derfor   gået   nøjagtigt   som  planlagt  indtil  videre.  Uddannel-­‐   sesministerens  budskab  er  nået  ud  til   massevis   af   danskere   gennem   avis,   radio  og  tv.      »Gennem  avisen  når  vi  kun  ud  til  et   meget   begrænset   antal   læsere.   Man   skal  videre  ud,  hvis  man  vil  have  en   bred  debat  i  offentligheden.  Derfor  er   det  også  vigtigt,  at  den  avis,  vi  sender   historien  ud  til,  prioriterer  ens  histo-­‐ rie.  Så  er  der  en  stor  mulighed  for,  at   tv  og  radio  opsnapper  historien,  hvis   den  er  på  forsiden  af  en  avis,«  forklar-­‐ er  Philip  Flores.        Klokken  7.20  er  opholdet  i  DR-­‐Byen   slut,  og  ministeren  og  rådgiveren  fort-­‐   sætter  ud  mod  hovedindgangen,  hvor   ministerbilen  stadig  holder  parkeret.   De  skal  hurtigt  videre  til  næste  aftale   –  et  klassisk  møde  med  regeringsord-­‐   førerne   på   Christiansborg.   Med   til   bordet   sidder  også   de   politiske   råd-­‐ givere,   hvorimod   der   er   forment     adgang   for   udefrakommende   jour-­‐ nalister.      På  den  anden  side  af  døren  fornem-­‐ mer   man   igen   travlheden,   da   Philip   Flores  og  Morten  Østergaard  træder   ud   i   det   lyseblå   gangareal,   hvor   Det   Radikale  Venstre  holder  til.  Med  to  ti-­‐ mers  varsel  er  det  blevet  besluttet,  at   uddannelsesministeren  skal  indkalde   til  pressemøde  om,  at  han  har  nedsat   et   udvalg,   som   skal   lave   ”eftersyn”   af   de  videregående  uddannelser.          Philip  Flores  og  hans  rådgiverkollega   sætter   sig   sammen   inde   på   mini-­‐ sterens   kontor.   Ved   ministerbordet   gennemgår   de   i   fællesskab   en   lille   bunke  udprintede  Powerpoint-­‐slides.   Mens  rådgiverne  bladrer  i  bunken,  no-­‐  

terer  Morten  Østergaard,  hvad  der  er   vigtigt   at   få   sagt.   Ministeren   læser   et   punkt  op  og  spørger:        »Hvad  siger  du  til  denne  her  sætning,   Philip?  Skal  vi  sige,  at  vi  er  i  gang  med   at   uddanne   den   dygtigste   eller   den   bedst  uddannede  generation  nogen-­‐ sinde?«     Philip   svarer   med   det   samme,   at     Socialdemokraterne   bruger   samme   formulering   om   at   skabe   den   dyg-­‐   tigste  generation  nogensinde.  Derfor   vil   han   helst   undgå   samme   formu-­‐   lering,   men   Philip   Flores   fastholder   at   omtale   de   kommende   stude-­‐ rende   som   den   dygtigste   generation.     Vendingen   lægger   nemlig   op   til   en   uddybende   pointe,   der   står   som   tredje   punkt   på   næste   side.   Hvert   punkt   gennemgås   minutiøst,   da   der   absolut  ikke  må  opstå  misforståelser   under   pressemødet,   som   snart   skal   til  at  begynde.        Nede  ad  gangen,  få  lokaler  derfra,   dukker   lere  og   lere  politiske  journa-­‐   lister  op.  Udstyret  med  kameraer,  dik-­‐   tafoner  og  forberedte  spørgsmål  sæt-­‐   ter  pressefolkene  sig  til  bords  og  ven-­‐   ter   på,   at   ministeren   klokken   11.30   kommer  ind  i  lokalet  og  sætter  sig  for   bordenden.   Da   ministeren   ankom-­‐ mer,  stiller  Philip  Flores  sig    bagerst  i   det   a lange   lokale.   Både   Morten   Østergaard  og  Flores  virker  igen  fuldt   fokuserede,  men  til  forskel  fra  minis-­‐   teren  er  rådgiveren  helt  tavs.  Presse-­‐   mødet  varer  35  minutter  og  forløber   som   planlagt.   Flores   forklarer   efter-­‐ følgende,  at  han  under  pressemødet   især  lyttede  efter,  om  Morten  Øster-­‐   gaard  formåede  at  fremlægge  politik   frem  for  teknik.        »Vores  udfordring  med  Morten  er,  at  

han  altid  er  i  en  overhængende  fare   for  at  begynde  at  forklare  teknikken  i   alting.  Jeg  prøver  at  arbejde  med  at  få   ham   til   at   holde   sig   oppe   i   helikop-­‐ teren  og  ikke  forfalde  til  at  forklare,   hvordan   tingene   hænger   sammen.   Det   er   mere   embedsmændenes   job.   Morten  skal  holde  sig  oppe  i  et  offen-­‐ sivt  luftlag,  hvor  han  taler  politik  og   markerer  sine  holdninger.«    Ud  fra  journalisternes  spørgsmål,  har   Flores  mulighed  for  at  fornemme,  hvor   historierne   lander   henne   i   morgen-­‐   dagens  aviser.  Det  kunne  ifølge  Flores   godt   lyde   som   om,   at   der   i   morgen   vil  komme  en  diskussion  om,  hvorvidt   uddannelserne  bliver  for  åndsløse  og   erhversrettede.   Når   han   fornemmer   en  kritisk  vinkel,  kan  han  allerede  nu   begynde  at  forberede  modsvar.        »Jeg  skal  snart  til  at  begynde  og  for-­‐   berede,   hvordan   dagen   skal   se   ud   i   morgen.  Jeg  har  også  nogle  forskellige   historier,   vi   skal   have   sendt   ud   i   de   kommende  dage  for  at  holde  gryden  i   kog.   Der   indgår   blandt   andet   nogle   statistikker,  som  underbygger  histo-­‐ rien   og   behovet   for   uddannelsesmi-­‐ nisterens  tiltag,«  siger  Philip  Flores.         Det   sidste   mediemæssige   højde-­‐ punkt  kommer  om  aftenen,  hvor  TV   Avisen  i  deres  21.30-­‐udgave  bringer   et   indslag   fra   dagens   pressemøde.   Den  særlige  rådgivers  opgave  om  at  få   ministerens   budskab   spredt   i   me-­‐   dierne  er  lykkedes  på   lere  forskellige   platforme.  I  morgen  venter  endnu  en   dag  for  rådgiveren  med  ministertak-­‐   tik,  journalistsnak  og  politiske  møder.   Det  er  endnu  en  gang  tid  til  at  plan-­‐   lægge. sools12@student.sdu.dk


FOKUS:TAKTIKTID

LIXEN | november 2013 | 17

#twitterguide #strategi Hvordan kommer du i gang med at tweete? Hvordan bruger du Twitter professionelt? For udefrakommende kan Twitter virke som en klub for de særligt indviede. Men når du først kommer indenfor, kan Twitter booste din karriere på alle områder.

Simon Lund, 3. semester

Feriebilleder,   kattevideoer   og   opda-­‐ teringer   fra   din   hverdag.   På   Facebook  fungerer  den  type  opdateringer   int,   fordi   mediet   handler   om   social     interaktion,  digitalt  samvær,  om  man   vil.   Men   på   Twitter   virker   den   type   opdateringer  som  støj.  På  dette  område   adskiller   Twitter   sig   fra   andre   medier,   mener   faglig   leder   på   DMJX   Kristian  Strøbech.      »Twitter  adskiller  sig  væsentligt  fra   Facebook,   ved   at   det,   man   er   fælles   om   på   Facebook,   er   de   sociale   relationer  mellem  mennesker.  Det  er  den   sociale  lim,  kan  man  sige.  På  Twitter-­‐

netværket  er  det  i  højere  grad  det  objekt,  man  deles  om,  der  er  limen.  Det   er   vidensdeling,   der   binder   Twitter   sammen,«  siger  han.         Kristian   Strøbech   har   ansvaret   for   området  ‘Nye  Medier’  på  DMJX.  Selv   bruger   han   Twitter   dagligt.   Hvorfor   bruge   Twitter?   Ifølge   Strøbech   et   vigtigt   spørgsmål,   du   bør   stille   dig   selv,  før  du  går  i  gang. Find  en  årsag       »Der   skal   være   en   årsag   til,   at   du   bruger   Twitter.   Hvis   der   ikke   er   nogen   retning   på   det,   eller   nogen   me-

ning   med   det,   så   bliver   det   famlende   og   ender   i   tidsspild,«   siger   Kristian   Strøbech.   For  at  skabe  en  professionel  Twitter-­‐ pro il   bliver   du   altså   først   og   fremmest   nødt   til   at   inde   årsagen   til,   at   du   vil   bruge   Twitter.   Dine   160   tegn   skal  nemlig  have  mål  og  sigte.      »Når  du  først  begynder  at  behandle   Twitter   på   en   professionel   måde,   bliver  det  noget  andet  end  bare  sjov   og  ballade.  Så  er  du  nødt  til  at  parkere   de   personlige   opdateringer   og   den   slags   ovre   på   de   andre   sociale   medier.   Jeg   ved   ikke,   om   man   kan   sige,  

det   skader   troværdigheden.   Men   det   gør   din   pro il   mindre   interessant   at   følge,«  siger  han.      Når  du  ved,  hvad  du  vil  bruge  Twitter   til,   kan   du   som   ambitiøs   tweep   (Twitter-­‐bruger)   vælge   strategi   og   gøre   din   Twitter-­‐kommunikation   endnu   skarpere.   Og   på   sigt   kan   du   selv   blive   dit   eget   nyhedsmedie.     Kristian   Strøbech   har   formuleret   fem  overordnede  årsager  til,  at  man   som   journalist   vil   begynde   at   bruge     Twitter  professionelt. silun12@student.sdu.dk

Faglig leder ved DMJX og “tweep” Kristian Strøbech giver her 5 gode årsager og strategier til, hvorfor du skal på Twitter.

1

2 3 4

5

Realtidsreporteren

Transparent journalist

Vidensdeleren

Netværkeren

Spred din journalistik

FCK   jorder   OB   i   Parken.   Lars   Løkke   forsvarer  sig  på  tredje  time.  Store  A   piller  negle  og  afventer  sin  dom.       Er   din   drøm   at   blive   realtidsreporter?  Med  Twitter  kan  du  fortælle   verden,  hvad  der  sker,  imens  det  sker   –  og  her  gælder  det  om  at  lade  verden   vide,  hvor  din  kompetence  ligger.  For   at   blive   en   effektiv   realtidsreporter   skal  du,  så  at  sige,  vinkle  din  Twitter-­‐ pro il   til   at   dække   live-­‐events.   Før   begivenheden   reklamerer   du   måske   med   din   deltagelse,   og   fra   selve   begivenheden   reporterer   du   live   minut   for  minut,  time  for  time.  Husk,  at  dine   følgere  følger  dig  for  det,  du  deler,  og   ikke   nødvendigvis   for   din   virkelige   person.   Derfor   er   det   vigtigt,   at   du   tweeter   fra   de   events,   du   deltager   i,   og   holder   uvedkommende   stof   væk   fra  din  pro il.  Dine  følgere  skal  vide,   hvad  de  får  fra  din  Twitter-­‐pro il.  

Traditionelt   set   er   vi   journalister   meget  lukkede  omkring  vores  meto-­‐ der,  processer  og  historier.  Men  i  de   her  år  bliver  journalistikken  ramt  af   en   bølge   af   åbenhed,   og   her   egner   Twitter   sig   godt,   fortæller   Kristian   Strøbech.   Som   etableret   journalist   ønsker   du   måske   transparens   i   din   journalistik.       »Sociale   medier   er   jo   et   rimeligt   oplagt   sted   at   parkere   sin   åbenhed   omkring   sin   proces.   Der   er   folk,   der   bruger  sociale  medier  meget  dygtigt   på  denne  her  måde,  hvor  de  får  lavet   nogle  gennemskuelige  processer  for   deres  læsere  og  followers.  De  bruger   Twitter,  fordi  det  er  ad  den  kanal,  deres  læsere  kan  gå  i  dialog  med  dem.«   siger  han.       Som   eksempel   nævner   Kristian   Strøbech   en   journalist   med   interesse   for   sikkerhedspolitik,   som   skal   dække  et  FN-­‐  eller  Natomøde.        »Hvis  man  for  eksempel  ved,  at  man   vil   få   et   kvarter   med   Anders   Fogh   Rasmussen,   så   kan   man   bede   sine   followers  om  at  give  feedback  på  sine   spørgsmål  og  spørge  dem,  om  de  selv   har  bud  på  spørgsmål  -­‐  er  der  noget,   man  har  overset?,«  siger  han.

I   fremtiden   kommer   journalister   i   højere  grad  til  at  skulle  fungere  som   deres   eget   brand   og   mediekanal,   fortæller   Kristian   Strøbech.   Hvis   du   gerne   vil   bruge   Twitter   som   en   såkaldt   vidensdeler,   så   handler   det   selvfølgelig   om   at   dele   interessant   information.       »Spotter   du   et   interessant   stykke   viden  -­‐  det  kunne  være  nye  redskaber,   en  god  artikel  eller  en  ny  rapport  -­‐  så   vidensdeler  du.  Så  sender  du  tweets   ud  om  det,  og  stille  og  roligt  opbygger  du  følgere  af  folk,  der  ved,  at  du   er  en  effektiv  vidensdeler,«  siger  han.      Hvis  du  vil  blive  en  effektiv  vidensdeler   på  Twitter,  bør   du  holde   dig   til   få   emner.   Kristian   Strøbech   har   erfaret  på  sin  egen  Twitter-­‐pro il,  hvad   der  sker,  når  man  »vil  for  meget«  på   Twitter.      »Jeg  kan  se  på  min  statistik,  at  mine   følgere   følger   mig,   når   jeg   tweeter   om  viden  inden  for  digitale  og  sociale  medier.  Når  jeg  begynder  at  tweete   om   andre   ting,   så   får   jeg   ingen   klik   på  det,  og  jeg  mister  følgere.  Jeg  har   bygget   en   pro il   op,   som   virker   lidt   som  en  mediekanal,«  fortæller  han.

Netværk   eller   nepotisme?   Vi   har   som   journalister   ry   for   at   holde   det   i   familien.   Kilder   taler   helst   med   dem,   de   kender,   og   arbejdsgivere   hyrer   hellere  folk,  de  har  hørt  om.  Det  siger   rygtet   i   hvert   fald.   Ifølge   Kristian   Strøbech   fungerer   Twitter   som   et   effektivt   værktøj   til   at   skabe   forbindelser.       »Når   du   har   fundet   nogle   nøgle-­‐ personer   at   følge,   og   du   har   sendt   et   par   tweets   ud   på   din   nyhedsfeed   (personlige   væg,   red.),   begynder   du   stille   og   roligt   at   række   ud   til   nogle   netværkspersoner,   som   er   aktive   på   Twitter.  Så  går  du  i  dialog  med  dem,   og   på   den   måde   opbygger   du   stille   og   roligt   et   netværk   af   folk,   som   du   meget  nemmere  kan  maile  med  eller   ringe  til,  fordi  I  kender  hinanden  fra   Twitter,«  siger  han.

Ifølge   Strøbech   består   over   85   procent   af   alle   tweets   af   et   link   til     information   på   en   anden   side.   Hvis   det,  du  ønsker,  er  eksponering  af  din   journalistik  –  eller  spreadability,  som   Strøbech   kalder   det   –   så   kan   du   nå   langt   med   Twitter.   Men   hvordan   får   du  eksponering  på  Twitter?  Hvordan   går  din  journalistik  viralt?      »Det,  at  du  tapper  ned  i  den  enorme   kraft,  der  er  i  at  få  spredt  din  journa-­‐ listik  er  faktisk  enormt  svært  at  gøre,   hvis  du  er  helt  blank  på  sociale  medier,«  siger  Kristian  Strøbech.       Hvis   du   ingen   pro il   har,   ingen   historik,   ingen   tilstedeværelse   på   de   sociale   medier   i   forvejen,   så   er   det   sværere   at   få   din   egen   journalistik   promoveret   på   de   sociale   medier.   Hvis  du  ønsker  ind lydelse,  og  hvis  du   har   som   mål   at   få   dine   egne   produktioner   til   at   gå   viralt,   så   kræver   det,   at  du  har  erfaring,  pro il  og  historik   på ��de  sociale  medier.  Det  handler  om   at  skabe  troværdighed  for  dit  digitale   alter-­‐ego.   En   proces,   der   kræver   tid   og   planlægning,   stort   emnefokus   og   selvfølgelig   godt   materiale.   Men   når   det  lykkes,  fungerer  du  ifølge  Kristian   Strøbech  som  din  egen  mediekanal:       »Det   kan   virkelig   betale   sig   at   gøre   en   indsats,   så   man   bryder   igennem   den   barriere.   Det   får   man   meget   ud   af.  Det  gør  man  virkelig.«


OPINION

18 | november 2013 | LIXEN POSTKORT FRA EN SDU’er

Kære  Lixen, Engang  bestemte  jeg,  hvad  der  skulle  i  dig.  Nu  skriver  jeg  et  postkort  til  dig.  Det  er  egentlig  lidt  vemodigt,  men  det  er  også  et  dejligt  gensyn.  Og  så  er  det  rart   at  være  én  af  dem,  der  får  lov.  En  af  de  udvalgte  postkortskribenter.  Så  er  man  da  blevet  til  noget.  Og  så  er  det  lidt  ligesom  dengang  på  SDU  i  starten  af  00’erne,   hvor  vi  alle  sammen  drømte  om  at  blive  til  noget.  Hvad  det  så  end  var.  For  mig  var  det  at  blive  en  møgsej,  storrygende,  overtidsarbejdende  Politiken-­‐journalist-­‐ praktikant.  Og  sådan  en  blev  jeg  faktisk  også.  Jeg  var  lykkelig,  jeg  havde  succes,  jeg  havde  det  sjovt,  og  selv  om  jeg  tjente  sølle  8.000  kroner  om  måneden,  så   var  det  alt  sliddet  værd.  Som  færdiguddannet  i  januar  2007  fortsatte  jeg  på  Politiken  som  kulturjournalist,  og  hvis  du  havde  spurgt  mig  dengang,  så  havde  jeg   underskrevet  en  livstidskontrakt  med  avisen.  Nirvana  var  nået.  Jeg  var  blevet  til  noget.  Syntes  jeg  i  hvert  fald  selv.   Men  som  I  alle  gode  historier,  så  varer  intet  evigt.  Ironisk  nok  kom  malurten,  da  jeg  begyndte  at  tjene  rigtige  penge  for  min  journalistik.  Nu  var  det  ikke  en  prak-­‐ tikleg  længere.  Det  var  egentlig  heller  ikke  sjovt  længere.  Måske  var  det,  fordi  jeg  stoppede  med  at  ryge  -­‐  og  arbejde  over.  Måske  var  jeg  havnet  i  mit  drømmejob   for  tidligt.  Jeg  ved  det  ikke.  Men  jeg  sagde  op  og  rejste  ud  i  verden.  Ikke  for  at   inde  mig  selv,  mere  for  at   lygte  fra  mig  selv.  For  i  det  vilde  ræs  efter  at  blive  til  noget,   havde  jeg  glemt,  hvad  jeg  var.  Og  endnu  vigtigere:  jeg  havde  mistet  fornemmelsen  af  verden  uden  for  Rådhuspladsen.  Jeg  skrev  om  rigtige  mennesker  og  rigtige  begivenheder,  men  jeg  kunne   ikke  mærke  det,  det  var  bare  ord,  som  skulle  passe  i  længden  og  have  en  god  rubrik.  Efter  en  håndfuld  år  med  nyhedstrekanter,  nyhedskriterier,  kommaer  og  store  ambitioner  havde  jeg   fået  nok.  Jeg  elskede  at  gå  på  SDU.  Jeg  elskede  at  lære  at  være  journalist.  Jeg  elskede,  at  jeg   ik  praktikplads  på  Politiken.  Og  jeg  elskede  at  være  på  Politiken.  Men  jeg  havde  spist  for  meget  af   buffeten  og  havde  fået  kvalme.   Jeg   tog   hverken   i   yogalejr   eller   til   Goa,   men   rejste   rundt   i   otte   måneder   med   min   kæreste   i   USA,   Caribien   og   Mellemamerika   og   skrev   rejsehistorier   hjem   om   rigtige   mennesker   og   rigtige   begivenheder.  Det  var  stadig  dejligt  at  skrive,  og  dén  erkendelse  var  en  øjenåbner  for  mig.  Jeg  var  stadig  journalist.  Jeg  var  bare  ikke  en  nyhedshund.   Jeg  ville  ønske,  at  det  passede  mig  perfekt  at  fylde  huller  i  morgendagens  avis,  men  det  gjorde  det  ikke.  Og  så  skete  dét,  som  man  helst  ikke  nævner med  et  ord  på  SDU:  Jeg  skiftede  til  kommunikationsbranchen.  Til  bastarden  af  en  branche,  der  er  opsamlingsheat  for  journalister,  der  ikke  blev store  skribenter  på  et  dagblad.  Jeg  har  nu  i   ire  år  været  PR-­‐ansvarlig  for  Den  Kongelige  Ballet,  og  jeg  kunne  ikke  have  ønsket  mig  det  anderledes.  Det  er   sundt  at  se  sin  metier  udefra.  Det  er  sundt  at  mærke  verden  udenfor.  At  møde  og  arbejde  sammen  med  de  mennesker,  der  lægger  skæbner  og  liv  til  ordene  i   spalterne.  Det  er  ekstremt  lærerigt  at  se  og  høre,  hvordan  artikler,  ledere  og  anmeldelser  (i  mit  tilfælde)  påvirker  dem,  de  berører.  På  Politiken  skrev  jeg  nogle   ord  på  en  skærm  og  sendte  dem  ud  i  evigheden.  Nu  har  jeg  fået  en  vild  fornemmelse  af,  hvor  mange  der  faktisk  læser  de  ord.  Hvor  mange  der  bliver  glade,   kede  af  det,  fornøjede  eller  vrede  over  avisens  ord.  Og  modsat  hvad  nogle  tror,  så  er  der  masser  af  journalistik  i  kommunikationsbranchen.  Hver  dag   inder   jeg  gode  historier,  jeg  vinkler  dem,  jeg  skriver  dem,  jeg  afsætter  dem.  Det  er  dét,  der  er  mit  job. Jeg  har  ikke  fundet  mig  selv.  Det  tror  jeg  aldrig,  man  gør.  Men  jeg  er  blevet  en  bedre  journalist.  Jeg  prøver  ikke  længere  at  blive  til  noget  eller  at  stræbe  efter   et  ideal  skabt  af  studiedrømme.  Og  hvad  er  egentlig  min  pointe  til  dig  kære  studerende,  som  sidder  der  så  fuld  af  drømme  og  store  ambitioner.  Pointen   er,  at  du  skal  give  den  fuld  æde.  Nyd  det,  arbejd,  lav  de  gode  historier,  ryg,  rejs  og  vær  glad.  Men  husk,  at  der  er  en  verden  udenfor  Medietorvet  og  uden   for  praktikkens  redaktionslokale.  Der  er  en  stor  verden,  der  venter  på  dig  -­‐  og  den  er  fyldt  med  mange   lere  muligheder,  end  du  tror.  Hvis  du  husker  dét,   så  er  der  masser  af  job  i  vente. Vi  ses  i  Det  Kongelige  Teater Camilla  Høy

Cand.public – uddannelse uden formål Daniel Rasmussen, Cand.public A, 2. semester

Kandidat  i  journalistik.  Det  lyder   int,   men   når   jeg   skal   forklare,   hvad   jeg   læser,  kan  jeg  alligevel  godt  få  ”uld  i   munden”.   For   når   man   i   forvejen   er   journalist,   og   så   læser   videre,   hvad   bliver  man  så?  Mere  journalist  plejer   jeg  at  svare,  men  det  er  ikke  særligt   præcist.        Grunden  til  det  er,  at  uddannelsen   på  mange  punkter  ikke  ved,  hvad  den   vil   med   os.   Vi   skal   være   klogere,   ja-­‐ vist,  men  hvordan  det?  Konsekvensen   er,  at  vi  pulic’ere  står  svagere,  når  vi   med  eksamensbeviset  i  hånden  skal   sælge   os   selv   til   arbejdsgiverne.   Det   er  nok  også  en  del  af  forklaringen  på,   at  mange  melder  sig  til  uddannelsen,   men  færre  dukker  op  og  endnu  færre   gennemfører.   Kur  mod  dumme  journalister Center   for   Journalistik   er   grundlagt   på   tanken   om,   at   journalister   er   for   dumme.   Det   er   for   nemt   for   politi-­‐ kere   at   sno   sig   uden   om   de   kritiske   spørgsmål,   fordi   journalisterne   ikke   ved   nok   til   at   kunne   gennemskue   in-­‐ tetsigende  svar.  Ved  at   lytte  journali-­‐ sterne   ind   på   universiteterne   skulle   de  blive  klogere  og  dermed  sværere   at  løbe  om  hjørner  med.  Kandidatud-­‐ dannelsen  i  journalistik  -­‐  cand.public   A  –  er  født  af  samme  tanke.

Grundlæggende   tror   jeg   på   den   idé,   og   derfor   læser   jeg   i   dag   cand.pub-­‐ lic  A  på  andet  semester.  Men  før  jeg   nåede   hertil,   var   jeg   en   tur   forbi   job-­‐ centeret.   Jeg   blev   færdig   som   BA   i   journalistik  i  maj  sidste  år,  og  derfor   måtte  jeg  vente  til  februar  i  år,  før  jeg   kunne   starte.   Mødet   med   arbejds-­‐ markedet  har  givet  mig  et  skud  kold   realisme.   Jeg   måtte   sande,   at   vi   skal   konkurrere  om  jobbene  med  mange   andre  knalddygtige  akademikere.         Netop   på   grund   af   mit   møde   med   arbejdsmarkedet   tror   jeg   på   idéen   om  akademiske  journalister.  Jeg  tror   faktisk   så   meget   på   den,   at   da   jeg   i   slutningen   af   første   semester   ik   et   vellønnet   fuldtidsjob   med   gode   arbejdsforhold  og  lækker  frokostord-­‐ ning,  var  jeg  der  kun  i  to  måneder,  før   jeg   fortrød   og   sagde   op   for   at   gøre   min   uddannelse   færdig.   Det   har   jeg   ikke  fortrudt.   Hvad  skal  vi  kunne? Jeg   har   talt   med   lere   uddannede   journalister   om   mit   valg,   og   mange   siger,   at   de   ikke   forstår   det.   De   kan   ikke   se,   hvordan   man   hjælper   sin   karriere   ved   at   blive   kandidat.   For   hvad  er  det  man  lærer?  Nu,  hvor  jeg   er   halvvejs   i   studiet,   kan   jeg   stadig   ikke  svare  på  det.         Det   skyldes,   at   uddannelsen   ikke   har  en  klar  idé  om,  hvorfor  den  eksis-­‐ terer,  og  hvad  den  vil  med  os  studer-­‐ ende   ud   over   at   ”gøre   os   klogere”.   Formålet   med   enhver   uddannelse   må   være   at   give   de   studerende   kom-­‐ petencer   til   at   løse   opgaver   på   job-­‐

markedet.   Jeg   må   sige,   at   det   ikke   står  tydeligt  nok  for  mig,  hvad  det  er   for  kompetencer,  vi  får.         Det   manglende   fokus   kommer   til   udtryk   i   indholdet   af   de   forskellige   fag.  Jeg  har  fra  tid  til  anden  siddet  til   forelæsningerne   og   tænkt,   ”hvorfor   skal  jeg  vide  det  her?”     Et   andet   symptom   er   tilslutningen   til   uddannelsen.   Da   vi   startede   på   uddannelsen  i  februar  undrede   lere   undervisere   sig   over,   at   vi   ikke   var   lere,   end   vi   var.   Det   vidste   sig,   at   mange   studerende   havde   meldt   sig  

som   studerende   ikke   rigtigt   kan   se,   hvad  det  er  for  kompetencer,  man  får,   og   dermed   hvad   nytteværdien   af   at   tage  uddannelsen  er,  så  er  det  svært   at  svinge  sig  op  til  til  at  bruge  mange   timer  på  at  læse  hver  dag.       En   anden   og   værre   konsekvens   af   uddannelsens   manglende   mission   er,  at  det  ikke  står  klart  for  arbejds-­‐   giverne,   hvad   vi   kan   som   cand. public’ere.  Fordi  vores  kompetencer   ikke  er  klare  har  uddannelsen  ikke  et   skarpt   brand,   og   det   stiller   os   svage-­‐ re,  når  en  jobansøgning  fra  en  cand.

Fordi vores kompetencer ikke er klare har uddannelsen ikke et skarpt brand, og det s ller  os  svagere,  når  en  jobansøgning  fra   en cand.public lander i bunken sammen med cand.scient.pol’ere, retorikere og alle de  andre,  som  også  søger  de  job,  vi  søger.

til   uddannelsen,   men   at   kun   færre   dukkede   op.   Vi   kan   ikke   vide,   hvad   det  skyldes,  men  et  gæt  er,  at  nogle  af   de  spøgelsesstuderende    havde  meldt   sig   til   blot   for   at   undgå   at   komme   ud   i   beskæftigelsessystemet   med   akti-­‐ vering   og   jobsøgningsprotokoller   til   følge.  Det  siger  os,  at  motivationen  til   at  gennemføre  uddannelsen  mangler   hos   mange   studerende.   Hvis   man  

public  lander  i  bunken  sammen  med   cand.scient.pol’ere,  retorikere  og  alle   de   andre,   som   også   søger   de   job,   vi   søger.        Nu  vil  nogen  indvende,  at  det  er  op   til   de   studerende   selv   at   skabe   de-­‐ res  brand,  gennem  de  fag  de  vælger   på  2.  og  3.  semester.  Jovist,  men  det   fraskriver   ikke   Center   for   Journalis-­‐ tik   et   ansvar   for   at   sørge   for,   at   ud-­‐

dannelsen  har  en  klar  retning,  og  at   den  udstyrer  os  med  nogle  relevante   kompetencer.      En  del  af  løsningen  kan  være  at  ud-­‐ byde   nogle   mere   anvendelsesorien-­‐ terede   kurser.   Den   nye   kandidatud-­‐ dannelse   i   digital   journalistik   er   et   skridt  i  den  rigtige  retning,  men  der   kan  gøres  mere.  Hvorfor  ikke  lave  et   fag   i   økonomi   målrettet   inansjour-­‐ nalister,   der   klæder   os   på   til   det   at   lave  økonomiske  historier  om  andet   end  friværdi?  Efter   inanskrisen  er  de   færreste  nok  uenige  i,  at  der  er  brug   for  det.   Skab  et  formål Dette   indlæg   er   ikke   en   krigserklæ-­‐ ring,   men   en   kærlighedserklæring.   Center   for   Journalistik   har   formet   mig  og  mit  liv,  og  jeg  vil  kun  centeret   det  bedste.        Men  hvis  vi  skal  have  en  chance  på     et  presset  job-­‐marked,  skal  vi  kunne   sige   tindrende   klart,   hvad   det   er,   vi   kan   nu,   som   vi   ikke   kunne,   før   vi   brugte   to   år   mere   på   universitetet.   Hvis   vi   kunne   det,   så   ville   lere   nok   også  søge  uddannelsen  -­‐  og  vigtigere   endnu   lere  færdiggøre  den.        Hvis  ikke  vi  får  skabt  et  klarere  bil-­‐ lede  af,  hvad  en  cand.public  er  hos  os   selv   og   hos   arbejdsgiverne,   så   risik-­‐ erer   vi,   at   det   eneste   der   tilbage,   er   uddannelse  for  uddannelsens  skyld.

drasm08@student.sdu.dk


OPINION

LIXEN | november 2013 | 19

Meninger

Kom og leg med på Twitter stykke  fra  Esbjerg.  Her  truer  et  skur   med   at   blæse   ned   over   motorvejen,«   var  blot  en  af  de  mange  tweets,  som   Claus  Buhr  læste  højt.   Twitter  er  et  ikke  en  ny  platform.  Tje-­‐   nesten   blev   lanceret   i   2006.   På   ver-­‐ densplan   sendte   200   millioner   brugere  i  september  2013  400  millioner   tweets.  Men  Twitter  har  aldrig  opnået   en  bred  popularitet  i  Danmark. Filip Wallberg

Vi   var   vidne   til   en   lille   evolution   i     journalistikken,   da   stormen   blæste   over  Danmark  i  oktober.  Platformen     Twitter,   hvor   opdateringerne   er   begrænset  til  140  tegn,  beviste  sit  værd,   når  en  nyhed  udspiller  sig  i  realtid. Via   platformen   kunne   journalister   indsamle   opdateringer   fra   myndig-­‐ heder,   virksomheder   og   personer.   Evolutionen   blev   konkretiseret   i     journalist   Claus   Buhr,   der   fulgte   strømmen  af  beskeder  fra  især  politiet  direkte  på  DR  2:      »Sydjyllands  Politi  for  to  minutter   siden:  Motorvejen  spærret  det  første  

Det   skyldes   formentlig,   at   Danmark   er  erobret  af  Facebook.  Data  fra  Massrelevance,  der  hjælper  virksomheder   med  at  bruge  sociale  medier,  viser,  at   danskerne   skrev   192.105   statusopdateringer  om  stormen  på  Facebook.   På  Twitter  skrev  danskerne  ifølge  DR   og  søgemaskinen  Topsy  7.200  tweets   med  emneordet  #stormdk. Forskellen  på  Facebook  og  Twitter  er   dog,  at  mange  af  de  192.105  status-­‐ opdateringer  på  Facebook  er  låst  in-­‐   de  bag  den  enkeltes  privatlivsindstil-­‐   linger,   mens   langt   hovedparten   af   de   7.200   tweets   er   tilgængelig   for   alle.   Selv   brugere   uden   en   konto   hos     Twitter.

Der   er   også   en   anden   forskel.   På     Facebook   bliver   dit   indhold   priori-­‐ teret   efter   en   algoritme,   der   bygger   på  data  indsamlet  om  dig.  Det  betyder,   at   afsenderen   aldrig   ved,   hvem   der   ser   indholdet,   som   afsenderen   forsøger   at   distribuere.   På   Twitter   bliver   alle   originale   tweets   vist   og   prioriteret  efter  tid. Åbenheden  og  den  faste  prioritering   gør   Twitter   attraktiv   som   platform,   når   information   skal   distribueres.   Både   afsender   og   modtager   ved,   at tjenesten   –   modsat   Facebook   –   ikke   lægger   et   ilter   over,   der   forsinker   eller  helt  forhindrer  distributionen. Det  er  langt  fra  første  gang,  at  Twitter   bliver  brugt,  når  en  nyhed  bryder  ud.   I    foråret   ik  de  gamle  nyhedsgiganter   for   alvor   baghjul   af   platformen,   der   har   ubetalte   reportere   over   alt.     Politiken  skrev  ligefrem  følgende  om   CNN:      »Den  33  år  gamle  tv-­‐kanal  blev  slået,   ydmyget   og   hånet   af   en   blot   syv   år   gammel   op indelse,   der   har   en   fugl   som   logo,   og   som   pudsigt   nok   også   har   John   King   som   reporter.   Bomb-

erne   i   Boston   og   den   efterfølgende   menneskejagt  vil  stå  tilbage  som  den   første   globale   begivenhed,   der   blev   dækket  bedst,  hurtigst  og  mest  præcist  på  det  sociale  medie  Twitter.«

Twitter,  og  du  sætter  selv  ambitionerne.   Vi   andre   på   Twitter   forventer   kun,  at  du  vil  lege  med  og  bidrage.

Sammenligningen   mellem   CNN   og   Twitter   er   uretfærdig   og   uskøn.   Det   ene   er   et   medie   og   det   andet   er   en   platform.   Men   sammenligningen   understreger,  at  Twitter  er  en  central  kil-­‐   de  i  nyhedsdækningen.

Vil   du   gerne  i   gang   på   Twitter?   Læs   Leoparddrengens   guide   til   Twitter:   http://twitterguide.dk.   Og   få   over-­‐ blikket   over   danske   journalister   på   Twitter  via  journalist  Ernst  Poulsen:   https://twitter.com/ernstpoulsen/ danske-­‐journalister.

Så  kom  og  leg  med  os  på  Twitter.

Derfor  skal  du  komme  og  lege  med  på   Twitter.   Du   skal   lege   med,   fordi   du   som   journalist   kan   bruge   Twitter     aktivt  til  research,  distribution,  dialog   og   markedsføring.   Centrale   elemen-­‐   ter   i   en   fragmenteret   og   udfordret   medievirkelighed. I   starten   er   Twitter   ubeskriveligt   forvirrende   og   indforstået.   Du   føler   dig   nok   lidt   ensom.   Men   med   tiden     begynder  du  at  opbygge  relationer  til   folk,  som  du  aldrig  har  mødt. Jeg   mener   ikke,   at   alle   journalister   skal  på  Twitter.  Men  jeg  forstår  ikke   fravalget   af   platformen.   Du   bestemmer  selv,  hvor  meget  tid  du  ofrer  på  

... at det er tragikomisk, at der dukker færre op til offentlig politik på en gennemsnitlig torsdag, end der gør til research på en mandag, hvor al udkørsel forbydes. - Annika Raunstrup, 3. semester

... at “Teknik” ikke kan være det fedeste navn for Teknik-Anders. - Frederik Palle, 3. semester

… at eksaminer midt i et semester skal forbydes. - Jonas Sivkær Pettersen, 3. semester

... at journaliststuderende har de flotteste sofaer og loftsrum i landet! - Michael Dupont, 3. semester

… hvis du har spørgsmål til eksamensspørgsmål, så er der 99,97 % chance for, Michael Dupont og/eller Kresten Mosbæk har svaret. - Katrine Hjulmann Nielsen, 3. semester

... at manden, der lagde navn til Jern Henrik, er min nye helt. - Ida Ydo, 3. semester

... at det måske ikke er nødvendigt at en underviser starter første forelæsning med at fortælle om sit liv fra 1979 til dags dato (med tidslinje) i 53 minutter - Martin Lorentsen, 1. semester


Bagsiden


Lixen, november 2013