LIXEN DECEMBER 2021

Page 1

LIXEN 24. årgang

7. nummer

december 2021

KLIMAKAMP OG GLIMMERVÅBEN LIXEN HAR VÆRET TIL DEMONSTRATION I TYSKLAND

THIRD EAR

OM AT BRYDE MED DE JOURNALISTISKE PRINCIPPER

»JEG HÅBER, AT BEGGE MINE SØNNER VOKSER OP OG BLIVER FEMINISTER«

ISABELLA HINDKJÆR

FLYGTNINGESTRØM FÅR UGANDA TIL AT SKRIGE OM HJÆLP SNART ER DER IKKE MERE REGNSKOV


2 LEDER

December 2021 INTERN

Vinduesvalgdækning gavner demokratiet Hurra for demokrati og hurra for god journalistisk dækning af samme. Som den fjerde statsmagt er det vores pligt at oplyse samfundet og især på en dag og nat som d. 16. november, hvor der var kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark. Men den nat faldt det nogen for brystet, at nogle reportere valgte at skabe noget underholdningsværdi i de kommuner, de rapporterede fra. Jeg medgiver, at DR-journalisten som fanger Rebild-kommunalpolitikere i et kosteskab og filmer ind af et vindue til konstitueringsforhandlinger, ikke er de mest informerende indslag, men det kan noget andet, som er mindst lige så vigtigt – nemlig skabe en hype omkring kommunalpolitik, som er højst nødvendig, for at vi kan få flere engageret. Når valgdeltagelsen konsekvent er lavere ved kommunalvalg end ved folketingsvalg, betyder det jo, at vi som medier må gøre en større indsats for at få vælgerne op af sofaerne - det er vi forhåbentligt alle enige om. Så hvorfor er det, at vi er blevet for fine til lidt poppet og mainstream dækning? Jeg læste nogle skrive, at det var irriterende, at reportere piskede en stemning op – at det virkede hysterisk og pinagtigt. Men det er jo netop det, vi har brug for! Skabe en stemning omkring noget, som mange ellers finder kedeligt og uinteressant. Et andet glimrende eksempel, på hvordan underholdende formater kan gøre kommunalvalg mere sexet, er de fynske Valgfolkefester. TV2 Fyn, Fyns Stiftstidende og Fyns Amts Avis gik sammen om at arrangere valgarrangementer i alle fynske kommuner. Med Valgfolkefesterne, der som bekendt var en kæmpe succes, fik borgerne proppet politik i hovedet mellem fællessang og fadøl. At sælge lokalpolitikken med noget sjovt og/eller hyggeligt bidrager kun til øget engagement og interesse, hvilket kommunalpolitik i den grad har brug for. Så kære I, som synes, dele af dækningen var fjollet og useriøs: Husk på, at det ikke er alle, som endnu har fanget, hvor spændende kommunalpolitik egentlig er. Og dem skal vi da gøre vores for at få med på vognen. Chefredaktør Camille Koeller WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

Årets praktikanter er snart halvvejs igennem deres praktikforløb. I denne måned i INTERN tager LIXEN temperaturen hos praktikanterne og spørger, hvordan det går. Derudover har sektionen taget en snak med underviser Christine om hendes erfaringer som underover-journalist.

EKSTERN

I denne måned i EKSTERN kan du læse om podcastduoen bag Third Ear, hvis mantra er ikke at være objektiv og ikke at være aktuel. Sektionen har derudover snakket med Vi Unge om, hvordan man laver journalistik til unge. Og så kan du læse om, hvordan medierne skal håndtere konspirationsteorier.

PORTRÆT

Isabella Hindkjær er feminist og mor til to. Og så er hun chefredaktør på Femina. Månedens portræt handler om kvinden bag et af Danmarks største medier og om at bryde med de journalistiske principper og fortælle historier om mennesker.

VERDEN

I denne måned tager VERDEN dig med til Tyskland og Uganda. I Tyskland kæmper en gruppe unge for klimaet, men hvor langt vil de gå, og hvad vil de ofre? I Uganda hærgerer flygtningekrisen, og det betyder, at regnskoven snart er ryddet.

KULTUR

Det kan være stressende at skulle håndtere studie, job, venner, pligter, familie og kæreste på samme tid. Hvad sker der, hvis man siger nej til alt i en hel uge? Det har Birgitte undersøgt i KULTUR.

SPORTEN

I SPORTEN kan du læse om Jakob, der blev skudt i Irak og i dag spiller baskeball i sin kørestol. Derudover kan du læse en reportage fra DM i MMA.

DEBAT

I denne måned stiller Tore spørgsmålet, om man som journalist bør lade være med at stemme. Modsat ham mener Berfin, at man skal stemme. Og ikke bare blankt. Og så mener Martha, at medier straks bør stoppe med at beskrive kvinder ud fra, hvordan deres krop ser ud.

BAGSIDEN

Den. 2. Forside har genskabt mink-sms’erne! Og så bør LIXEN få sig en praktikant.

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Magnus Nygaard

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

August Tærsker Høgh INTERN-redaktør

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Camille Koeller Ansvarshavende Chefredaktør

Juliane Sigurdsson Chefredaktør

Gustav Prip Thorsen INTERN-redaktør

Tine Stadil Trier EKSTERN-redaktør

Charlotte Mathiesen EKSTERN-redaktør

Birgitte Kjeldsen VERDEN-redaktør

Agnes Sofie Rønberg VERDEN-redaktør

Anne Matthiesen KULTUR-redaktør

Sofie Bjørn Thomsen KULTUR-redaktør

Berfin Erdem DEBAT-redaktør

Mina Rahim DEBAT-redaktør

Stefan Lindahl Jensen SPORTEN-redaktør

Sebastian C. Christensen BAGSIDEN-redaktør


INTERN

DECEMBER 2021

Undercover på de kriminelles løbebane

3

Journalistisk lektor på SDU Christine Brasch Bækholm har, som journalist, prøvet at være undercover og også oplevet de personlige konsekvenser af det. Hun mener dog, at det i enkelte tilfælde kan være en nødvendighed for at dokumentere sin historie.

S

Af August Tærsker Høgh

»Jeg hører herefter ad omveje, at han var rødglødende af raseri og ville have, at mit liv skulle gå op i flammer,« siger Christine Brasch Bækholm. Samme formiddag, som historien udkommer på forsiden af Ekstra Bladet, ringer fotografen, der tog billeder af sælgeren til Christine Brasch Bækholm. Han har en kontakt, der kender sælgeren, og som mener, at han kan finde på at hævne sig. Sælgeren har en kriminel baggrund og har tidligere siddet i fængsel på grund af vold. Fotografen beder derfor Christine Brasch Bækholm om at skifte låsene til hendes lejlighed med det samme. Derudover bliver hun bedt om at gå med hat for at skjule sin identitet, samt ikke at benytte sin hoveddør. Hun beder samtidig beboerne i hendes opgang om ikke at lukke nogen ind, de ikke kender. Christine Brasch Bækholm føler sig utryg i sin egen lejlighed og vælger derfor at flytte hjem til sin søster. Her bor hun i tre dage, indtil hun tænker at sælgerens hævntørst er blevet lidt mindre. Hjemme i lejligheden fortsætter hun dog med at benytte bagdøren i den kommende uge, men sælgeren ender med aldrig at opsøge hende.

iden 2016 har Christine Brasch Bækholm været journalistisk lektor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Her underviser hun for tiden de bachelorstuderende på 3. semester i undersøgende journalistik, som hun har stor erfaring med fra sin tid som journalist på Ekstra Bladet. Her var hun en del af en avis, der ofte gik længere end de fleste for at belyse problemerne i samfundet. Det betyder, at Christine Brasch Bækholm selv flere gange er gået undercover for at afdække et problem. Det er dog en metode, der kan have konsekvenser i privatlivet, hvilket Christine Brasch Bækholm også selv har oplevet. En mistænkelig nøgle Da Christine Brasch Bækholm i 2006 arbejder på Ekstra Bladets forbrugerredaktion, skal hun finde indhold til en ny sektion i avisen: »Vi har et nyt tillæg med en lille spalte, der indeholder sådan nogle skøre ting, man kan købe på nettet. Her bruger vi en hjemmeside, der hedder QXL, hvor man for eksempel kan købe en ø, en kvælerslange og alle mulige andre mærkelige ting.« QXL var dengang et af Danmarks største auktionshuse på internettet. Her kunne man købe og sælge nye eller brugte varer. Da Christine Brasch Bækholm søger efter skøre ting på hjemmesiden, falder hun pludselig over en interessant vare. En bruger på hjemmesiden har sat en såkaldt ”bankenøgle” til salg. En bankenøgle er et værktøj, der kan bruges til at lirke låse op, selvom man ikke har nøglen, der passer til låsen. Bankenøglen er derfor et hyppigt brugt værktøj blandt indbrudstyve. Det er dog ikke ulovligt at købe og sælge bankenøgler. Christine Brasch Bækholm undrer sig dog over, at nogen vælger at sætte en bankenøgle til salg på en offentligt tilgængelig hjemmeside, da værktøjet primært bruges af kriminelle. »Så jeg tænker: Ej, det kunne være sjovt lige at prøve at byde på den og se, hvad man kunne få sådan en for, og så kunne vi lave en større journalistisk historie ud af det«, lyder det fra Christine Brasch Bækholm. Bankenøglen kan bruges til at lirke over halvdelen af låsene i de danske hjem op, så hvis den kan købes frit på internettet, er det meget nemt for indbrudstyve at få fat i dem. Christine Brasch Bækholm indleder derfor en samtale med sælgeren på hjemmesiden QXL. For at sælgeren ikke skal få mistanke om, at hun er journalist, finder hun på en dækhis-

torie. »Jeg skrev, helt naivt, at min kæreste ønsker sig sådan en bankenøgle i fødselsdagsgave, da han bliver 30 lige om lidt. Kan jeg ikke få lov til at købe sådan en?« Siger Christine Brasch Bækholm. Herefter byder hun 1400 kroner og får lov til at købe nøglen. Under dække med paparazzi Christine Brasch Bækholm vil gerne have billeder af manden, der står bag salgsannoncen, så han kan blive hængt ud som en mand, der sælger værktøjer til kriminelle. Derfor aftaler hun at mødes med ham fysisk ude foran Rødovre Centrum, og tager en fotograf med. Fotografen lægger sig på lur med en lang linse, et stykke fra hvor Christine Brasch Bækholm har aftalt at mødes med sælgeren. Uheldigvis vælger sælgeren at parkere sin bil mellem Christine Brasch Bækholm og fotografen, således at linsen ikke længere kan fange Christine Brasch Bækholm. Derfor bliver Christine Bækholm nødt til at flytte sig lidt væk fra sælgerens bil. Sælgeren bemærker det tilsyneladende ikke, og de indleder samtalen omkring bankenøglen. Christine Brasch Bækholm spørger, om ikke sælgeren kan vise, hvordan bankenøglen

virker? Det vil han gerne, og han viser med en medbragt hængelås, hvor nemt det er at lirke den op med en bankenøgle. Fotografen ligger på lur og får billeder af det hele. Samtalen ender med at Christine Brasch Bækholm køber bankenøglen. Herefter vælger hun sammen med en anden fotograf at opsøge diverse låsesmede med skjult kamera, for at undersøge om man kan få en låsesmed til at kopiere nøglen. Her udgiver de sig for at være et kærestepar, der netop har købt en ny lejlighed, og derfor skal bruge flere nøgler end den ene de har til lejligheden. Ifølge Christine Brasch Bækholm er låsesmedene klar over, at det er en såkaldt bankenøgle, de kommer med, da den har helt ens takker i modsætning til alle andre nøgler. Selvom låsesmedene godt ved, at denne nøgle bruges til kriminelle formål, vælger fire forskellige låsesmede på Vesterbro at gå med til at kopiere nøglen. Trusler i privatlivet Inden historien skal offentliggøres på forsiden af Ekstra Bladet, ringer Christine Brasch Bækholm til sælgeren og konfronterer ham med historien. Sælgeren bliver naturligvis rasende over, at han skal hænges ud i Ekstra Bladet.

En nødløsning Denne historie endte med at være Christine Brasch Bækholms første historie til forsiden af Ekstra Bladet. Kort efter gik hun undercover på en anden historie, men hun understreger, at der er meget få historier, hvor det er nødvendigt at gå undercover. »Det er jo et minimum af alle de journalistiske ting, jeg har lavet, hvor jeg har været undercover. Det er virkelig ikke ret tit man gør det. Det er jo sidste udvej for, at man skal kunne dokumentere, at det her foregår.« I de seneste år er diskussionen om, hvornår det er nødvendigt at bruge undercover-metoder for at afdække et problem, blusset op i medierne. Senest i 2020 fik Aarhus Kommune nedlagt forbud mod at TV2 måtte vise dokumentaren “Plejehjemmene bag facaden”, fordi tv-stationen benyttede optagelser med skjult kamera fra to plejehjem. Forbuddet blev dog senere hævet, og dokumentaren blev vist på TV2. Christine Brasch Bækholm mener, at det større fokus på området har gjort, at journalister tænker sig om en ekstra gang, før de tyer til undercover-metoder. »Af og til er det nødvendigt, men det bliver sjældnere og sjældnere, da der er kommet nogle skærpede krav i samfundet til, hvornår det er okay at bruge. Det skal virkelig være noget man bruger som en nødløsning,« siger Christine Brasch Bækholm.


4

INTERN

DECEMBER 2021

Klar, parat, praktikstart Panikdag er først til maj, men alligevel begynder praktiktankerne allerede er presse sig på for mange. Skal man på et nationalt, lokalt eller niche-medie måske? Skal man vælge skrift, tv, radio eller en blanding? Mulighederne er mange, og derfor har LIXEN spurgt fem nuværende praktikanter, hvad de laver på deres prakNANNA MALOU RASMUSSEN tiksted, og hvad der var afgørende for dem i tiden op til Praktikant på TV2 ØSTJYLLAND det store valg. Af Camille Koeller SØREN KIRKEGAARD AABY Praktikant på TV3 SPORT

Hvad lå til grund for dit praktikvalg? Som udgangspunkt var det, fordi jeg altid har brændt for sport. Det er jo det, der var min grund til at søge journalistik i sin tid. Men på uddannelsen følte jeg, at jeg fik mange nye vinkler på journalistik, og hvad man ellers kunne arbejde med. Så jeg var egentlig lidt splittet mellem, om det skulle være sport eller noget med graverjournalistik. Begge dele er enormt interessant, men i sidste ende gik jeg med min mavefornemmelse og valgte TV3 Sport, fordi det er det, jeg altid har brændt for. Jeg kunne også se nogle muligheder ved at arbejde med nogle forskellige medietyper, som jeg følte kunne give mig nogle muligheder fremadrettet i branchen. Hvilke medietyper arbejder du med, og hvordan arbejder du med dem? Det er primært skrift og video. Skrift, når jeg sidder på web-vagter, hvor vi skriver artikler til hjemmesiden. Og ellers arbejder jeg med video, når jeg sidder på min redaktion – NFL-redaktionen. For eksempel klipper jeg pakker med bestemte spillere fra kampe af med highlights, og gamle kampe klipper jeg sammen og laver speak til. Jeg har også prøvet at skulle være reporter til nogle pressekonferencer i London til NFL-kampe. Jeg blev sendt afsted med en fotograf, og så havde vi aftalt inden på redaktionsmøderne, hvad det er for en vinkel, vi har, når vi træder ind. Så optager vi hele pressemødet og de spørgsmål, der bliver stillet, og så sidder jeg sammen med fotografen bagefter og klipper pressekonferencen ned i mindre bidder, som vi bruger i vores udsendelse. Men det, jeg mest arbejder med, er video – og så er der nogle web-vagter, der bliver lagt ind hist og her, men det er ikke fast. Var du bekymret for, om du var kvalificeret nok, da du startede i praktik? Ja, jeg var lidt bekymret – ikke fordi jeg ikke troede på mine egne evner, men nok mere på grund af den vej, jeg havde taget. Jeg havde

primært lavet skrift, når jeg skulle lave opgaver. Og vi laver jo lidt skrift til hjemmesiden, men det er stadig mest video, så jeg var lidt bekymret for, om jeg havde nok rutine til at kunne træde ind i det her med video. Men der må jeg bare sige, at TV3 Sport har været virkelig gode. Der er for eksempel en hel uge, hvor vi får lært, alt det vi skal. Man prøver sig bare frem, og det er helt okay, at man begår nogle fejl indimellem – det vil ske, når man er ny – men så får man bare af vide, hvad man har lavet forkert, og så retter man det til næste gang, og det er der ingen skam i. Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? Vores arbejdsuger varierer ekstremt meget. Vi har et fast skelet med redaktionsmøder om tirsdagen, redigeringen til udsendelsen om torsdagen og fredagen, og så har jeg min NFL-/tv-vagt om søndagen. Men ellers svinger det rigtig meget. Jeg kan både have web-vagter eller kommenteringsvagter, hvor jeg skal sidde og kommentere fodbold fra forskellige ligaer eller andre sportsgrene. Det er svært at beskrive en typisk arbejdsdag, men det er også det, der er fedt. Hvordan har undervisningen hjulpet dig i dit arbejde som journalistpraktikant? Det, der helt klart har gjort mest for mig, er vores håndværksundervisning. Alle de der basisting man lærer, såsom hv-ord i et spørgsmål, hvordan man bygger et interview op, vinkling og sådan noget. Det er helt klart, det jeg bruger mest. For eksempel hvis jeg skal skrive en artikel til hjemmesiden, er det vinklen, vi kigger på med det samme. Men også da jeg blev sendt til pressekonference i London – der var det også vinkel, jeg hele tiden skulle sidde og tænke på. Hvad synes du, er det bedste ved dit praktiksted? Primært to ting. For det første at få lov til at kommentere fodbold og sport generelt. Det er altid det, jeg har drømt om. Lige pludselig sidde og få at vide, at du er på om fem sekunder – så er der ingen kære mor, og du skal bare gøre det. Det er superfedt. Jeg har for eksempel kommenteret Youth League og kvindefodbold. Den anden ting er at være reporter. Vi ringer og laver en aftale med klubberne, og så interviewer vi dem før kampen. Under kampen er man sidelinje-reporter og står mellem de to trænerbænke og har en øresnegl i øret, så man kan høre, hvad der foregår. Ellers står man og gør sine spørgsmål klar. Og så er det ellers bare afsted, når der er slutfløjt. Hurtigt få fat i nogle spillere og gøre dem klar til tv-interview, og det har man ved gud ikke mange minutter til. Så det går tjept, men der er også en glæde ved at finde en ro i det – når man finder ro i, at man godt kan det, man arbejder med.

Hvad lå til grund for dit praktikvalg? Jeg var i praktiksøgningstiden meget i tvivl om, hvilken form for journalistik jeg gerne ville arbejde med i fremtiden. Selvom jeg var startet på uddannelsen med ønsket om at blive skribent, begyndte jeg at bevæge mig mod en tilrettelæggerstilling inden for underholdning, fordi jeg tænkte, at det måske alligevel mere var mig. Samtidig ville jeg gerne prøve at stå foran kameraet og ville egentligt også gerne trænes i klassisk nyhedsjournalistik. Afgørelsen endte med at blive den energi, jeg modtog fra praktikstederne. Jeg var til fem samtaler, og kun et af stederne (TV2 ØSTJYLLAND) følte jeg, at der var en skøn stemning og et oprigtigt ønske om, at praktikanterne ville få et fantastisk forløb med masser af muligheder. Hvilke medietyper arbejder du med, og hvordan arbejder du med dem? Jeg har arbejdet med både nyhedsindslag til tv og med artikler til hjemmesiden. Var du bekymret for, om du var kvalificeret nok, da du startede i praktik? Ja, klart. Folk, der kender mig, ved, at jeg er en anelse pjattet og ofte ikke ved særlig meget om noget som helst. Eksempelvis har jeg aldrig i mit liv interesseret mig synderligt for politik - og da især ikke kommunalvalg. Jeg var rygende nervøs for, hvorvidt jeg ville komme igennem kommunalvalgsugerne uden at falde fuldstændig igennem. Men selv en journaliststuderende, der i sine unge år gik mere op i hårfarve og cult shakers end at følge med i samfundet, kommer igennem en sådan omgang med et smil på læben! Der er altid hjælpende hænder, og gåpåmod er vejen frem. Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? Jeg møder på arbejde klokken 10 om formiddagen. Her afholdes der redaktionsmøde, hvor vi drøfter dagens nyheder. Jeg bliver tildelt en nyhed, som jeg skal lave et indslag om til aftenens nyhedsudsendelse. Herefter ringer jeg kilder op og får aftaler på plads, så jeg kan køre afsted med en fotograf. Hos kilderne skal der interviewes af mig, og af fotografen

skal der tages dækbilleder. På vej hjem i bilen skriver jeg et manuskript over, hvordan jeg gerne vil have, at indslaget skal bygges op. Tilbage på stationen viser jeg manuskriptet til redaktøren, og han kommer med feedback. Jeg står så for at klippe syncs sammen, og fotografen klipper sound bites sammen. Derefter speaker jeg ud fra det manuskript, jeg har lavet. Og vupti – så er der et indslag klar til tv omkring klokken 18. Hvordan har undervisningen hjulpet dig i dit arbejde som journalistpraktikant? Det er ikke mange fra SDU, der arbejder her på stationen, men de få, der gør, sværger alle til PKP-modellen, som kun vi – og ikke DMJX - lærte om på journalistuddannelsen. Jeg husker Niels’ ord om modellen, og selvom mange andre modeller blev omtalt i undervisningen, er PKP-modellen nøglen til et godt tv-indslag, fordi den er enkel, fokuserer på det vigtigste og giver plads til at lege. Hvad synes du, er det bedste ved dit praktiksted? To ting. For det første er der et væld af muligheder på TV2 ØSTJYLLAND for en praktikant. Det er en legeplads, hvor du får lov at prøve kræfter med alting. Der er tv-, skrift, YouTube-dokumentarer og SoMe. Du kan lære at være live på tv, og du kan lære at være VJ (videojournalist), så du selv kan tage ud med kamera og mikrofon og lave dine helt egne indslag. For det andet mærkes sammenholdet på stationen hver eneste dag. Der er altid tid til grin, samtaler og dårlig humor. Praktikanterne bliver ikke valgt ud fra deres tidligere arbejde på et produktionsselskab, deres mange artikler eller fancy hjemmeside. De bliver valgt ud fra, om de virker til at have god energi og lyst til at lære – og så tror TV2 ØSTJYLLAND på, at man kan lære resten hen ad vejen.

EMMA ALRØ SPANGBY Praktikant på Go’ Aften LIVE

Hvad lå til grund for praktikvalg? Jeg ville gerne vælge et sted, hvor jeg kunne lære alt det, jeg gerne vil lære. Og med til det hører også, at det var vigtigt for mig ikke nødvendigvis at vælge et praktiksted, som lå lige til højrebenet. Jeg kunne sagtens have valgt et sted, der var mere inde i, hvad jeg allerede er dygtig til. Men så får man bare aldrig lært alt det andet. Jeg ved ikke hvorfor, men på studiet har jeg altid skulle bruge vildt meget tid på at tage mig sammen til at ringe kilder


INTERN

DECEMBER 2021 op. Og det er der ikke tid til, når man skal sende live. Det har været skræmmende, men også megafedt. Og nu kan jeg det jo. Hvilke medietyper arbejder du med, og hvordan arbejder du med dem? Det er live-tv og et aktualitetsprogram, vi sender hver mandag til fredag. Men jeg synes ikke nødvendigvis, at man kan mærke, at man laver tv frem for så meget andet. Egentlig skal man bare koncentrere sig om at være reporter, og i det ligger der, at man skal finde ud af, hvad der skal i fjernsynet, forinterviewe en masse mennesker og skrive manus til værterne. Man finder klip og billeder, der skal vises. Skriver gæste-info og finder de gæster, der skal interviewes. Var du bekymret for, om du var kvalificeret nok, da du startede i praktik? Ja, helt klart. Inden man starter, og lige når man er startet, er dem, man spejler sig i, jo færdiguddannede journalister. Og hvis man spejler sig i dem, så ér man jo heller ikke kvalificeret nok i forhold til, hvad de kan. Men heldigvis skal man jo ikke kunne de samme ting som dem fra starten, og det, tror jeg også, er vigtigt at huske på. Jeg startede med et godt hold af praktikanter, så det har hjulpet at have nogen, som man kunne vende stort og småt med. Jeg tror bare, man skal huske sig selv på, at man jo faktisk er i praktik for sin egen læring og for at forbedre sig. Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? På Go’ Aften LIVE, som jeg er på lige nu, har man enten en aktuel- eller forberedende-vagt. På aktuel-vagten møder man kl. 8 og kigger nyheder, skriver på blokken, hvad man gerne vil have med i programmet, og så er der redaktionsmøde kl. 9, hvor vi finder ud af, hvilke historier vi vil køre med. Og så skal man jo ellers bare i gang med at finde gæster, skrive spørgsmål og bestille klip, hvis man skal bruge det. Og det er jo noget af det, der er fedt ved tv – at man skal tænke meget visuelt hele tiden. Det er skidekedeligt at kigge på nogen, der snakker i ti minutter, så derfor vil vi gerne have privatfotos, klip fra en film, de har været med i, eller et stykke musik. På en forberedende-vagt møder man ind til en historie, der er planlagt i forvejen. Hvordan har undervisningen hjulpet dig i dit arbejde som journalistpraktikant? Jeg synes, det er svært at vurdere. Det er sjældent, jeg tænker: ”Jeg vil gerne fortælle, at…” for at banke en vinkel ned. Men jeg tror alligevel også, at det bare er sådan noget, der lægger i ens underbevidsthed. Jeg tror, mange vil opleve, når de starter i praktik, at man sgu er lidt på dybt vand. Men jeg har en idé om, at man ville være endnu mere på dybt vand, hvis ikke man havde den der gode basisviden. Men det er noget helt andet, når man arbejder med det, end når man sidder med en håndværksopgave. Hvad synes du, er det bedste ved dit praktiksted? For mig er der to ting i det. Det første er, at det er et megainspirerende sted. Folk er sindssygt dygtige, og der er bare et stærkt sikkerhedsnet for os praktikanter. Man får også meget tillid og nogle gange så meget tillid, at man synes, det er lidt ubehageligt, men der er altid nogen, der griber dig, når du kommer derud. Man har altid nogen i ryggen, og det,

tror jeg også, er nøglen til, at man tør prøve en masse ting. Og så er det fedt, fordi man får lov til så meget forskelligt. Jeg laver kulturhistorier, som jeg altid gerne har villet. Og det, at der er så mange muligheder og så mange dygtige mennesker… det er bare totalt fedt at være en del af.

MATHIAS DAMGAARD HOLST Praktikant på Radio Loud

gennemgår vores idéer og finder ud af, hvad der fungerer. Så ender man til det store redaktionsmøde, hvor alle idéerne bliver vendt, og så bliver rollerne fordelt. Oftest bliver vi praktikanter parret med en anden journalist, for at vi ikke skal sidde med det hele selv, og så ringer vi kilder hjem – det kan både tage kort eller lang tid, alt efter hvor kritisk man er. Der er mange i regeringen, der ikke rigtig gider at snakke, haha. Når man så har kilderne i hus, skriver man manus, og så er det egentlig det. Nogle gange kan man også blive sendt ud og lave live-reportage. Hvordan har undervisningen hjulpet dig i dit arbejde som journalistpraktikant? Det er lidt et svært spørgsmål. Det, undervisningen har hjulpet mig mest med, er at give mig inspiration til at finde ud af, hvilken retning jeg gerne vil i. 3. og 4. semester har været vildt fedt, i forhold til at vise mig hvilken vej jeg gerne ville. Måske også det etiske i form af mediejura har været en hjælp, i forhold til hvad man må og ikke må.

Hvad lå til grund for dit praktikvalg? Forud for valget var nogle tidligere elever inde for at fortælle om det hele. Da blev der lagt meget vægt på at kunne finde ud af nyheder og vinkle historier kort og skarpt. Og i og med at der blev lagt så meget vægt på det, tænkte jeg, at det så ville være dumt ikke også at have det med i mine overvejelser. Derudover vidste jeg, at jeg med min journalistik gerne ville ud – ud og møde nogle mennesker og få lov til at snakke med nogen. Derfor endte min ansøgning med at stå mellem P4 Fyn og Radio Loud. Og på Loud var der også mulighed for podcast, hvor man kunne få lov til at lave noget mere fortællende, som jeg syntes var meget tiltalende. Hvilken medietype arbejder du med, og hvordan arbejder du med den? Loud er jo radio, og igen er det lidt forskelligt, hvad man laver. De første par måneder, på noget der hedder Dagens Nyheder, fik jeg lov til både at tilrettelægge og endte også med at være med inde i studiet og læse vores historier op. Så der fik jeg egentlig prøvet værtsrollen, hvilket man nok ikke får lov til at prøve så mange steder. Nu er det mere en form for reporter-ting, hvor man kan blive sendt ud i marken, lave nogle voxpops og møde nogle mennesker. Og ellers er det mere grundlæggende tilrettelæggelse i radioproduktion, som at ringe kilder hjem, skrive manus og lave de fede spørgsmål. Var du bekymret for, om du var kvalificeret nok, da du startede i praktik? Jeg ved sgu ikke, om jeg følte mig – og på en eller anden måde stadig ikke føler mig – kvalificeret. Men jeg tror bare, at man så skal huske på, at du jo er her for at lære, så det skal nok komme på et tidspunkt. Det er jo hele tiden en proces – og det er så fucking kedeligt fodboldagtigt sagt – men hvor du hele tiden lærer. Til at starte med havde du helt basic opgaver, og så skal du bare selv finde ud af, med hjælp fra vejleder, hvordan du får udviklet dine kompetencer. Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? Vi møder ind cirka 8:30, og så begynder man at sidde og kigge på idéer. Vi har så et internt redaktionsmøde i Svendborg, hvor vi

Hvad synes du, er det bedste ved dit praktiksted? Noget af det, jeg sætter meget pris på, er noget af det, som jeg godt kunne frygte lidt i starten. Det er jo en meget ung radiokanal og dermed også meget unge medarbejdere. Det, troede jeg, ville være en udfordring, da de måske ikke ville kunne sparre så godt med mig eller hjælpe mig lige så godt som en garvet journalist, men det har de bare modbevist sindssygt godt. Det har været megafedt at være en del af en ung redaktion, hvor man kan ’bonde’ over vildt mange ting, som nogle af mine medpraktikanter på andre medier måske ikke i lige så høj grad kan. Og så får man lov til at tage ud og lave ting – og det gør man sikkert også mange andre steder – men det er stadig fedt med den frihed og tro på praktikanterne, der er.

VILAS HOLST JENSEN

Praktikant på Jyllands-Posten

Hvad lå til grund for dit praktikvalg? Det, tror jeg primært, var et ideologi-spørgsmål. Jeg så mig selv som enig i den ideologi, dels DR har, og dels Jyllands Posten har, ift. at lave journalistik, der gør folk klogere, og så må folk selv mene, hvad de vil på baggrund af det. Jeg ville også gerne skrive til gennemsnitsdanskeren. Sådan er det ikke ved et nichepræget medie for eksempel. Du kan godt lukke dig inde i en politisk virkelighed, hvor du kun taler til Altinget-segmentet, og det ville jeg ikke. Der ville jeg hellere tale til den almindelige dansker.

5

Hvilken medietype arbejder du med, og hvordan arbejder du med den? Vi arbejder kun med skrift – enkelte gange laver vi fotoreportager, men så skriver vi det sammen med en fotojournalist. Men det er kun skrift, vi laver, og det er både til web og til print. Jeg skriver primært nyheds- og baggrundsartikler. Jeg kunne garanteret også lave flere reportager, hvis jeg ville, men det interesserer mig ikke det store. Var du bekymret for, om du var kvalificeret nok, da du startede i praktik? Nej, det tror jeg aldrig, jeg har været bekymret for. Jeg tror aldrig, jeg har været bekymret for, at jeg ikke var kvalificeret nok til det, jeg gerne ville. Jeg har taget det meget roligt generelt, fordi jeg tror bare, jeg har tænkt: Nu dukker jeg op, og så ser vi, hvad deres forventninger er, og så ser vi, hvordan jeg kan indfri dem. Jeg dukker op til det med et ønske om at lære noget og har grundlæggende en tillid til, at de ved, hvad de gerne vil lære mig. Og så tager man den derfra. Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? En typisk arbejdsdag vil starte med, at jeg møder ind lidt i 9, da vi har redaktionsmøde kl. 9. Tager mig en kop kaffe og tænder computeren. Så har vi et redaktionsmøde, der varer en halv time cirka, og så går man jo sådan set i gang, med det man nu har. Oftest vil du begynde at lægge en plan for at ringe kilder hjem eller lignende. Nogle kilder tager hele dagen at ringe hjem, og andre kan du lave på få timer. Og så kommer der alle de her breaking-historier, man nogle gange kan blive kastet ind i. Man har typisk fri ved en 16-tiden, men hvis man skal levere noget til printavisen, så er man nok færdig ved 18-tiden. Hvordan har undervisningen hjulpet dig i dit arbejde som journalistpraktikant? Det tror jeg ikke, man kan se 1:1. Det, undervisningen kan, er at styrke dine grundfærdigheder i vinkling og for eksempel komme ud af en eventuel usikkerhed i forhold til at ringe til kilder. Det, at du gør det så ofte på studiet, gør, at du får et niveau af grundfærdigheder, som du så bygger ovenpå. Det er ikke ensbetydende med, at du direkte kan se det. Men det betyder jo, at der er et sted at bygge på. Det samme gælder vidensfagene – det handler om at forstå nogle strukturer, så du ikke står og undrer dig over: Hvad i alverden er det, der foregår? Hvad synes du, er det bedste ved dit praktiksted? Alsidigheden i at du kan lave så meget forskelligt – i hvert fald i forhold til, om du vil skrive reportage, nyheder, eller om du vil skrive kort eller langt. Stofområderne er rimeligt brede. Og så vil jeg sige, at vi har vanvittigt gode chefer. Der bliver taget kugler for dig i det omfang, der skal. Og så synes jeg, at mediet kan stå på mål for, at det er så objektivt. Man kan jo vælge, om man vil lave journalistik, der har en dagsorden eller ej – det skal jeg ikke blande mig i – men jeg synes, det er fedt, at vi laver journalistik, der er så objektiv. Vi skriver også historier, som vi ved ikke får særligt mange læsere, men vi skriver dem, fordi vi synes, de er vigtige.


6 EKSTERN

DECEMBER 2021

”Det er en fucking fed målgruppe.

Teenagere er superseje.” På Vi Unge arbejder de mere med målgruppen end med nyhedstrekanten. De balancerer mellem at formidle i øjenhøjde med læseren og at være den opdragende storesøster. Karoline Mathilde Rasmussen er produktionschef og journalist på bladet og har altid vidst, at hun aldrig skulle lave nyheder. Og så mener hun desuden, at Vi Unge er journalistik på øverste plan. Af Juliane Sigurdsson Foto: Juliane Sigurdsson

I

oktober 2020 fik Vi Unge en ny chefredaktør, Nikita Hoffmann Andersen, som sammen med redaktionen besluttede at nytænke bladet. Målgruppens alder blev sat op, formatet blev strammere, og store samfundsemner fik lov at fylde mere. Og så fik Vi Unge holdninger. ”Vi er opdragende, det vil vi gerne være. Vi ser os selv lidt som deres storesøster. Vi er ikke helt voksne, og vi ved ikke alt, men vi har prøvet mere og har lidt mere livserfaring,« fortæller Karoline Mathilde Rasmussen, der er produktionschef og journalist på Vi Unge. Netop derfor indeholder bladet nu også emner, som ikke kun er guides til årets sommerkjole og portrætter af popmusikere, men som har til formål at uddanne og oplyse. »Vi kan for eksempel bestemme, at vi skal have ti sider om LGBTQ+ også selvom, de ikke gider læse om det,« mener hun. Kan man sige, at I er aktivistiske? »Ja, det synes jeg. Til en vis grad. Vi mener i hvert fald ting og håber, at det er noget, vores målgruppe får noget ud af,« erkender hun. Men hun er også bevidst om, at det er et stort ansvar at formidle til unge mennesker, der er i gang med at danne deres egne holdninger og syn på verden. Så selvom Vi Unge er et holdningspræget medie, mener Karoline Mathilde Rasmussen stadig, at de kan kalde sig objektive. »Jeg tænker, at vi forholder os objektivt til facts. Vi lader videnskabelige kilder tale deres tydelige sprog. Og så længe, det ikke går på kompromis med, hvad eksperter siger, og hvad videnskab siger, og at vi ikke fordrejer sandheder eller ikke hører begge parter, så synes jeg godt, vi kan stå på mål for det.« Hvordan gør man Israel-Palæstina-konflikten ung? Selvom der ikke er en eneste på redaktionen, der er over fyrre, og de i mange andre sam-

menhænge ville blive betragtet som en ung redaktion, er de altid nødt til at tænke på, hvordan de kan gøre det hele endnu yngre. For at finde ud af, hvad de unge gerne vil læse om, er Karoline Mathilde Rasmussen dagligt i kontakt med dem. ”De skriver med os på instagram og giver os meget feedback på bladene, hvad de synes, der var været fedt eller hyggeligt eller lærerigt,” fortæller hun. Hvert år laver analyseafdelingen på Vi Unge ligeledes et studie, der hedder All About Teens, hvor de ved hjælp af en masse kvalitative og kvantitative indsamlinger fra teeenagere i hele landet finder ud af, hvem de unge er, hvad de synes, og hvordan de kan skrive noget, der passer til dem. Hvert år får de samme svar: »De unge vil gerne vide alt om alt det, vi også snakker om. Os, der er meget ældre, end de er,« siger hun og fortæller, at det bare skal præsenteres på en anden måde. Derfor arbejder Vi Unge meget med layoutet, så komplekse emner bliver brudt ned i små bidder med mange og store rubrikker. Og så skal det gerne være handlingsanvisende, så det bliver tydeligt for de unge, hvad fjerde bølge feminisme eller body positivisme kan betyde for dem. »Det skal være mere sådan: ”De her tre ting skal du vide, sådan kan du selv gøre, det her betyder det for dig,« fortæller hun. Ifølge Karoline Mathilde Rasmussen udfylder Vi Unge en vigtig rolle og fungerer som et sted, hvor man altid kan lære om alle de ting, man skal opleve for første gang. Derfor er der en række emner, som altid er aktuelle, og altid skal være med. Også fordi der er stor udskiftning i læserskaren, som hele tiden bliver ældre. »Vi kan næsten køre i sådan et årshjul, at der skal være noget om menstruation, der skal være noget om at kysse for første gang, og der skal være noget om acne,« fortæller hun

Vejen til Vi Unge Da Karoline Mathilde Rasmussen for godt 4 år siden skulle vælge praktik, vidste hun med sikkerhed, at det i hvert fald ikke skulle være noget med nyheder. »Jeg tænder overhovedet ikke på det tempo, der er på nyhedsredaktioner,« fortæller hun. Hun ledte derfor efter et praktiksted, hvor deadline ikke hang over hende over hovedet som en tordensky, og hvor det ikke var et nyhedskriterium, at være først på pletten. I stedet kiggede hun efter et sted, hvor de havde nogle længere produktionstider. »Jeg kiggede efter et sted, hvor man havde længere formater og man måske kunne lege lidt mere med målgrupper i stedet for at lege med nyhedstrekanten.« Hun er uddannet fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole, hvor nyheder står med stort i fagbeskrivelsen. Erkendelsen af ikke at dele den begejstring var for Karoline Mathilde Rasmussen en stor kamel at sluge. »Det var lidt hårdt at være det sted, for der var meget en diskurs om, at rigtig journalistik var nyhedsjournalistik, og det var på breaking-redaktioner og sådan noget,« husker hun. Hun landede en praktikaftale med Femina, men allerede imens hun skrev sit bachelorprojekt, blev hun ringet op af den daværende mediechef på Vi Unge, som spurgte, om hun var frisk på en udfordring. Og selvfølgelig var hun det. »Jeg beundrede Vi Unge på afstand, imens jeg var på Femina, for siden jeg ti- elleve år gammel var det min største drøm at arbejde på Vi Unge-redaktionen.« Da Karoline Mathilde Rasmussen blev kontaktet af Vi Unge, var det en helt anden redaktion og chefredaktør, der producerede bladet. Det havde et andet udtryk, og samfund og tendenser fyldte ikke så meget, som det gør i dag. Derfor var det ikke uden skrupler, hun tog jobbet. ”Jeg tænkte lidt over, om jeg ville bruge

de journalistiske færdigheder, jeg har taget en uddannelse for at lære. Og nogle gange er det jo nogle meget korte formater, vi laver,« erkender hun. Hun fandt dog hurtigt ud af, at hun ikke havde grund til bekymring. Journalistik eller ej Ifølge Karoline Mathilde Rasmussen er der ingen tvivl om, at Vi Unge er et journalistisk blad. Redaktionen holder redaktionsmøder, hvor journalisterne pitcher ideer, de diskuterer dem og producerer dem. Selvom formatet er anderledes end på de klassiske aviser, er det de samme procedurer, der ligger bag produktet. »Det minder meget om det arbejde, jeg har lavet (på andre medier red.). Jeg researcher en hel masse, jeg interviewer meget, jeg snakker med mange kilder, jeg bruger lang tid på formidlingsdelen af det,« fortæller hun. Faktisk mener hun, at man som journalist på Vi Unge står overfor en større journalistisk udfordring, end man gør på mange andre medier. Vi Unge redaktionens mantra er ”målgruppen frem for alt,” og ofte må de erkende, at de er nødt til at parkere ideer, fordi de ikke kan få dem til at passe ind. »Problemet er bare, at hvis der så er en eller anden strømning i samfundet, som tit sker ved millennials som at man for eksempel skal have hår under armene. Der ikke er særligt mange kendte, unge mennesker, vi kan bruge som kilder, og giver det ikke altid mening for os at præsentere ti år ældre kilder i Vi Unge,« fortæller hun grinende. Men det er ikke kun i forbindelse med målgruppebevidsthed, at Karoline Mathilde Rasmussen i dag trækker på sine journalistiske kompetencer fra uddannelsen i Århus. Etik og viden om, hvad medier skal kunne og bør være, er spørgsmål, hun hver dag stiller sig selv.


EKSTERN 7

DECEMBER 2021

Danske konspirationsteoretikere har slap gennemslagskraft på Facebook Hvorvidt det er mediernes ansvar at dække konspirationsteoretikere har været genstand for debat lige siden klinke-klankerne stampede ned ad strøget første gang. Men i Danmark har konspirationsteoretisk indhold ikke haft særlig stor effekt på sociale medier, ifølge en ny rapport fra RUC. Så hvor efterlader det medierne? Af Tine Stadil Trier Illustration: Leo Juul Eriksen

E

n ny undersøgelse fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet viser, at mængden af konspirationsteoretisk aktivitet i forskellige corona-kritiske facebookgrupper ikke har været specielt voldsom under pandemien, og desuden har spredningen af konspiratoriske facebookopslag ikke haft betydelig effekt. Undersøgelsen med titlen ”Konspirationsteorier under COVID-19-pandemien i Danmark” definerer konspiratoriske udsagn som noget, der ”fremsætter teorier om hemmelige komplotter udført af magtfulde eliter.” Undersøgelsen har blandt andet haft til mål at analysere mængden af konspiratorisk indhold i restriktionskritiske facebookgrupper, samt at udrede, hvor meget konspiratorisk indhold har spredt sig på sociale medier. Resultaterne er ikke just alarmerende. Ved at se på tre udvalgte facebookgrupper, ”Folkebevægelsen for frihed,” ”Kend din grundlov” og ”Nej til tvangsvaccinering” viste undersøgelsen, at mindre end 5% af de 2.500 analyserede opslag var direkte konspiratoriske. »Af de facebookgrupper vi har udvalgt, er indholdet ret forskelligt. Meget af det er bare, hvad man ville kalde almindelig brok, eller argumenterende kritik, som man jo også finder alle andre steder i den offentlige debat. Jeg synes, det giver nogle gode nuancer på, hvad der egentlig er af indhold i de her grupper, fordi mange måske tror, at det vælter ud med konspirationsteorier. Vi går ikke ind og kigger på kvaliteten af argumenterne, men jeg synes det er en vigtig pointe.« siger Tim Ramsland, medforfatter bag rapporten og specialestuderende ved Roskilde Universitet. Hvem har spredt mest konspiratorisk indhold? I undersøgelsen kigger forskerne ikke kun på mængden af konspiratoriske opslag, men

også på, hvor meget de konspiratoriske opslag spreder sig på de sociale medier. »Det er klart, at det er meget kontekstafhængigt, hvor langt et opslag når ud. Vi måler både på, hvor mange der har interageret, liket og retweetet, eller hvor mange følgere en profil har. Jo flere følgere du har, jo længere vil du i teorien kunne nå ud,« siger Tim Ramsland. Opslagene, som forskerne har målt spredning af, er indsamlet af faktatjek-mediet TjekDet fra januar 2020 til maj 2021. TjekDet har dømt opslagene som potentielt misvisende eller falske, og forskerne har derefter kategoriseret dem yderligere, som enten misvisende eller direkte konspiratoriske. Det er det misvisende indhold, der viser sig at være blevet spredt en del mere end det konspiratoriske. Den største spreder af konspiratorisk indhold er facebook-gruppen ”Konspiration DK”. Gruppens ”effekt,” som er et udtryk for, hvor mange likes, delinger, følgere og andre former for reaktioner opslagene har fået, er målt til 5,7. Den gruppe, som har spredt mest misvisende information, gruppen ”Vi siger nej til tvang,” har derimod en effekt på 100, ifølge rapporten. Overraskende nok er det Se og Hørs facebookside, der er den konto, som har stået for den næststørste spredning af misvisende indhold. Det springer desuden i øjnene, at gruppen, som har haft den næststørste effekt af spredning af konspiratorisk indhold, er gruppen ”Tisvildeleje året rundt.” Se og Hør Opslaget fra Se og Hør er en artikel fra januar 2020 med rubrikken ”Din partners snorken kan koste dig flere år af dit liv.” Se og Hør har altså ikke spredt misinformation om lige præcis corona. TjekDet skrev i januar 2020 en artikel om opslaget med rubrikken ”Det forkorter næppe dit liv at dele seng med en

snorker,” hvor de faktatjekkede Se og Hørs artikel. Her fremlagde TjekDet, at opslaget var blevet kommenteret hele 23.000 gange med 1.200 reaktioner. Chefredaktør på Se og Hør, Niels Pindborg, udtalte dengang til TjekDet, at artiklen var ”nok lige stram nok.” »Det giver jo lidt sig selv, men det viser selvfølgelig, at massemedier har magten til at nå bredt ud, med det indhold de leverer. Når det så er misvisende information, så kan man nok ofte nå bredere ud med det, når man er et medie, end de offentlige facebookgrupper, vi har observeret. Så der spiller medierne en stor rolle, selvom vi ikke kan generalisere til, at alle misvisende opslag fra mainstream-medier kan nå lige så langt ud som Se og Hørs,« siger Tim Ramsland. Mediernes dilemma Se og Hørs opslag illustrerer altså, at store medier har mulighed for at nå længere ud end de almindelige facebookgrupper og dermed øge spredning af misinformation ved at samle en misvisende historie op. »Det er også vigtigt at tale om, hvordan man så behandler det. Det er ikke noget vi har undersøgt, men der er stor forskel på, synes jeg, om man videreformidler en konspirationsteori uden at bearbejde den journalistisk, eller om man omtaler en konspirationsteori for at bearbejde den journalistisk,« siger Tim Ramsland. Ifølge professor MSO ved Center for Medieforskning på SDU, Arjen Van Dalen, bliver medierne sat i et dilemma, når det kommer til dækningen af konspirationsteoretikere. »Det stiller selvfølgelig medierne i et dilemma, fordi det er vigtigt at medierne dækker det, og kan afkræfte udbredte konspirationsteorier. Så det er den ene side af det. Den anden side er, at det kan skabe nogle effekter, så folk stoler mere på konspirationsteorien bagefter, specielt for folk

der ikke stoler på massemedier i forvejen,« fortæller Arjen Van Dalen. Lad os snakke om Facebook Der kan være andre årsager til den lave mængde af konspiratorisk indhold i Facebook-grupperne end blot, at der ikke slås specielt meget konspiratorisk indhold op, ifølge Tim Ramsland. »Vi har netop set strategier, hvor administratorer opfordrer til, at man tager debatten i kommentarsporet, eller taler om nøgleord som ”PCR” eller ”vaccine” nede i kommentarsporet, så man ikke bliver ”fanget” af Facebook,« siger Tim Ramsland. Facebook har netop skiftet strategi i løbet af den seneste tid ifølge Arjen Van Dalen. Han beskriver, at Facebook tidligere har fjernet informationer om, hvorvidt Covid-19 er opstået i et laboratorie i Kina, men at man efterfølgende var nødt til at stoppe med at slette det indhold, fordi der blev sat stort spørgsmålstegn ved, om det var rigtigt. »Det viser vel det dilemma, som Facebook står i, og hvordan Facebook opfatter deres egen rolle. Tidligere har de bare sagt at de var neutrale og at det handler om ytringsfrihed, men med stigende mængder af misinformation, er de begyndt at gå ind og bestemme, hvad der må lægges op. Det kan være, at det får den konsekvens, at folk forlader Facebook og begynder at gå til andre platforme, eller at de netop bare skriver mere kryptisk,« siger Arjen Van Dalen.


8 EKSTERN

DECEMBER 2021

Lixen har været med bag podcastmikrofonen hos Third Ear Vi er blevet inviteret indenfor hos Third Ear, da Tim Hinman og Krister Moltzen har relanceret deres podcastunivers i sommer. De er nu aktuelle med det seneste skud på stammen: ’Konspirativ kærlighed’. Et trekantsdrama der bygger på løgne, frygt og magtbegær fra en mørk tid i Tysklands historie. Hvor dramaet ender, ved de ikke endnu – og sådan skal det helst være. Af Frederikke Nyborg Foto: Frederikke Nyborg

L

uften er krystalklar herude, hvor de gamle industribygninger står plantet på den revnede asfalt. Et pulserende taktslag ligger som en dyne over stedet. Samtidig er der tavst på Refshaleøen. Kun de bedagede biler giver lyd fra sig i forbifarten. Gæsterne har forladt festen, men få tog aldrig hjem. De er her endnu. Dem som vil skabe noget. Dem som vil gøre det på deres egen måde. Dem som kalder sig Third Ear. Indenfor fører en smal industritrappe, der smyger sig om elevatoren, mig op til deres kontorgang på 1. sal. Opgangen kaster rundt med ekkoerne fra mine skridt. Bag indgangsdøren bliver jeg mødt af et gråt linoleumsgulv og nøgne, hvide vægge. Jeg banker på en af de mange døre. Stemmen, der så tit har talt i mine høretelefoner, afslører, at jeg har satset på den rigtige. »Ja? Bare kom ind,« svarer Tim Hinman. Han sidder foran maskinstationen. En 27-tommers iMac og et digitalt klaver holder det store, sorte skrivebord nede. Tim Hinman har rejst sig fra sin kontorstol. Da vi har hilst, gør han et venligt strøg med hånden tilbage mod den lange gang. Han præsenterer sine tre kollegaer, som arbejder med lydredigering, research, indspilning og meget mere. I et tilstødende lokale med to langborde og bænke fylder han elkedlen med vand. Opvaskemaskinen står halvt åben, kopper af forskellig herkomst med brune rander på siderne er blevet efterladt, og stempelkanden har knapt fået et hvil, da han tømmer den for grums.

Starten på det hele Tim Hinman flyttede til Danmark for 26 år siden. I sin tid som ansat på det daværende dokumentarprogram DR Ultralyd mødte han Krister Moltzen, som i 2005 producerede radioudsendelsen ’Miraklet i Græsted’ – en historie om byens mange lottovindere. Dengang tog Krister Moltzen den undersøgende journalistik i mange retninger, men faktisk handlede det om at forklare det uforklarlige. Et par år efter valgte Danmarks Radio at lukke kanalen, så de måtte søge andre veje. »I 2009 startede vi Third Ear. Så vi havde et par års ørkenvandring. Oprindeligt begyndte vi som et digitalt magasin for kulturformidling. Det format kunne jeg faktisk godt tænke mig at lave igen. Det var sjovt,« fortæller Tim Hinman. I deres første podcast ’Guldhornene’ gæstede daværende kulturredaktør Rune Lykkeberg, billedkunstneren Søren Behncke og arkæolog Morten Axboe. Tim Hinman kan godt drømme om at genskabe formatet fra

Tim Hinman bag computeren på hans daglige kontor. Foto: Frederikke Nyborg dengang. Lytteren er med på rejsen Vi går tilbage til kommandocentralen. Lyden er knastør herinde. Tim Hinman sætter sig på førersædet. Jeg får den lysegrå, polstrede spisebordsstol. En mikrofon med popfilter står ved siden af – den hvor stemmerne fra Third Ear kommer fra. Fuldkomment ubesværet manøvrerer Tim Hinman rundt i redigeringsprogrammet, mens han legende fortæller om deres podcastunivers. »Alle vores programmer er bygget op efter scener – der er ikke nogen del af programmet, som varer mere end 3-5 minutter. Så skifter det til en anden scene, emne eller location. På den måde kan man opbygge det meget dramatisk.« Hos Third Ear bruger de altid berettermodellen til deres historier. Den er nem, og det fungerer. De ønsker at holde formatet stramt, men de ved ikke altid selv, hvor historierne ender, mens de udgiver afsnittene. »Det giver en dynamik i produktionen, at man ikke ved, hvor den skal ende. Det er også kun podcast, der, som medie, har ret til

at lave den slags. En velproduceret historie, som man ikke kender slutningen på, et meget kendetegnende for en podcast,« fortæller han og afslører, at de endnu ikke ved, hvor næste afsnit af ’Konspirativ kærlighed’ vil føre dem hen i historien. Ingen illusion om objektivitet Når Tim Hinman og Krister Moltzen skal fortælle en historie, arbejder de med et setup, hvor de spørger sig selv ’hvordan skal jeg forstå den her historie?’ Faktisk har de slet ikke et mål om at formidle historien på en journalistik måde. »Vi arbejder som journalister idet, at vi finder historier, laver interviews, researcher og fortæller historierne, men vi har ingen illusion om objektivitet. Det er ikke så vigtigt for os. Det er meget subjektivt – med vilje. Det er en enkelt persons fortælling eller vinkel på historien. Det er fortælleren, der tager lytteren med på en rejse,« forklarer Tim Hinman. Derfor mener han, at det er korrekt at kalde deres genre for montage, da de gør meget brug af rekonstruktioner, scener, skuespillere der bliver arkivdokumenternes stemmer eller en karakter i historie, underlægningsmusik

og hvad de ellers synes passer ind. »Det er et intuitivt mix – vi har ingen faste regler.«

»Vi er først og fremmest historiefortællere, og vi laver underholdning. Hvis det ikke er en underholdende og god historie, er der ingen, der vil at høre den,« Deres seneste påfund kan høres i ’Konspirativ kærlighed’, hvor de bruger deres studieoptagelser som et uformelt greb. De skifter fra studiesnak, om hvordan de skal fortælle historien, til selve anslaget til en scene. »Vi er først og fremmest historiefortællere, og vi laver underholdning. Hvis det ikke er en underholdende og god historie, er der ingen, der vil at høre den,« siger Tim Hinman. Hos Third Ear er der også et krav om, at historierne ikke må indeholde aktualitet – på den måde kan historierne fungere i flere år. Tim Hinman mener, at journalistikken sætter sine begrænsninger for dem. Fortællingen


EKSTERN 9

DECEMBER 2021 ’Guldhornene’, i 2007, har podcastmediet været i rivende udvikling. Tim Hinman og Krister Moltzen kunne bolstre sig, som de havde lyst. Der var ingen mediemanagers, redaktører, chefer, målgruppeanalysefolk og medieanalytikere inden for podcastuniverset. Den tid har de længtes efter. »Vi vil helst skabe et rum, hvor vi kan lave vores eget. Forhåbentlig bliver markedet modent nok til, at det kan støtte os,« siger Tim Hinman. Men nu er der kommet mange flere til. Det er blevet en industri, og alle større medier har efterhånden en podcastredaktør i huset. Vi har aldrig lyttet så meget til podcasts, som det nu er tilfældet herhjemme. Sidste år viste en undersøgelse fra Kantar Gallup, at 27 procent dagligt eller ugentligt lytter til podcasts. Det er næsten en fordobling sammenlignet med 2017 – og udviklingen har kun være stigende siden da. Vi bruger mest platformene Spotify, DR Lyd og Apple Podcasts, og hele 16 procent af podcastlytterne herhjemme tuner ind på Third Ear. Bruger sig selv i historien Længere nede ad gangen ligger Krister Moltzens kontor. Den ene væg, som er beklædt med træfiberplader fra gulv til loft, er plastret til med avisudklip, notater på afrevet papir fra en notesbog, kopier af arkivdokumenter og fotografier af ting og steder i Tyskland. På den anden side står et gammelt skrivebord af massiv eg, hvor notesbøger og kuglepenne er sirligt placeret på en lige linje. En fyldt reol akkompagnerer ved siden af. Trægulvet ligger bart mellem de to ryddelige facader. Idéen med deres podcasts og i særdeleshed ’Konspirativ kærlighed’ er, at lytteren skal være med i detektivarbejdet. Når Tim Hinman og Krister Moltzen sidder med snuden begravet i dokumenterne fra det

»Det gør, at du oplever historien gennem en linse, der er os, som du er komfortabel med.« På væggen bag Tim Hinman hænger al den research de bruger til at skabe Third Ear Foto: Frederikke Nyborg om hele mennesket er det vigtigste for dem. »Det er nuancerne, der gør en historie og en karakter interessant. Det er også det, der mangler i almindelig nyhedsdækning og journalistik. Den fortæller ikke heart to heart om mennesket. Det er der ikke tid til, fordi det tager plads og er komplekst. Vi er meget mere nuanceret. Der findes ikke kun good and evil, når vi dykker ned i menneskers historie.« Mennesket bag forbrydelsen Hvis du har læst bogen ’Forbrydelse og straf’, har du nok allerede været tilskuer til den fortvivlelse, der kan opstå i et menneske, som begår en forbrydelse. Fjodor Dostojevskij gør et forsøg på at undersøge mennesket bag kriminaliteten, bedraget og alle de løgne, der følger med. Den samme interesse har Tim Hinman og Krister Moltzen, når de fortæller true crime-historier. Det handler ikke om at forherlige dem, der overskrider lovene i vores retssystem. Det handler om, at finde ud af, hvorfor nogle mennesker spiller efter nogle andre regler. »Fortællingen skal have flere lag og helst en større betydning. Den skal sige noget om, hvad det vil sige at være menneske. Det kan virke prætentiøst, men det skal ikke bare

handle om the facts,« forklarer Tim Hinman De fleste af os har allerede travet gennem historiebøgerne fra skoletiden, som gengav tidsforløbet over Den Kolde Krig og Stasis systematiske overvågning af borgerne i DDR. Men hos Third Ear går de mere eksistentielt og filosofisk til værks. For hvad betyder det egentlig for det menneske, som er involveret i Stasis spionage? Og hvordan var det, at leve i en tid med telefonaflytning, undertrykkelse og mistro til dine nærmeste? Det er nogle af de spørgsmål, som Tim Hinman og Krister Moltzen vil hjælpe lytteren med at finde svar på i ’Konspirativ kærlighed’. Det handler nemlig stadig om at prøve at forklare det uforklarlige. Podcastens popularitet Det er svært at tale om Third Ear uden at nævne ’Kvinden med den tunge kuffert’ – serien der var med til at få true crime-genren til et eksplodere herhjemme. Men faktisk var den tænkt som en parodi på serien ’Serial’, der blev publiceret af This American Life for første gang i 2014. De fleste af os fik nok ikke færten af det. I hvert fald tog populariteten fart, og i flere år havde Third Ear legepladsen for dem selv. Siden Third Ear udsendte deres første single,

gamle Stasi-arkiv og prøver at finde op og ned i de kryptiske historier, skal lytteren føler sig som en medspiller – eller nærmere som en af kriminalassistenterne. For at det kan lade sig gøre, tager de begge med gennem processen. Tim Hinman ser det ikke som et problem, at de interagerer aktivt i fortællingen. Tværtimod. De ser deres roller som dem der faciliterer, at den egentlige fortæller kan frembringe sin historie. »Det gør, at du oplever historien gennem en linse, der er os, som du er komfortabel med.« Tim Hinmans karismatiske stemme gør det let at føle sig tilpas i hans selskab. I en tilbagelænet position på kontorstolen fortæller hans rolige røst indlevende om Third Ear. Han jonglerer snildt med de danske vendinger og tilføjer dem engelske nuancer, når kompleksiteten trænger sig på. En fremtid på flere sprog Sammen med de svenske podcastproducenter Soundtelling og Just Stories har de skabt Third Ear Studios, som har fået hovedkontor i Stockholm. Det nye selskab skal danne grundlag for, at de kan publicere deres podcasts direkte til lytterne, lave live events og udvikle deres historieidéer til film og Tvmedier. Derfor valgte de, at flytte Third Ear over på deres egen abonnementsbaserede platform, hvor den tilknyttede app’en har fået

samme navn: ’Third Ear’. »De uafhængige medier er meget mere agile og sprudlende i deres udtryk. De kan agere meget hurtigere og fokusere meget mere på deres indhold.« Tim Hinman forklarer, at en del af deres selvstændighed er forankret i, at indtjeningen i større omfang skal gå direkte til dem selv. På den måde er Third Ear ikke bundet til nogen. På den måde kan de blive ved med at skabe præcis det indhold til podcasten, som de selv har lyst til. På den måde kan Third Ear blive endnu større i fremtiden og udvide til udlandet. »Vi kan forhåbentlig få gavn af vores svenske og norske kollegaer. Det er ret vildt, at vi har så lidt exchange med de lande, selvom de er så tæt på. De har vildt godt materiale, men indtil nu har det været svært organisatorisk at overføre idéerne.« Tim Hinman og Krister Moltzen har netop været med til at skabe den nye, svenske podcastserie ’Skuggland’ i samarbejde med Soundtelling og Just Stories. Men drømmene handler ikke kun om at vinde terræn hos vores nordiske naboer. »Vi håber, at vi kan fortsætte med at lave meget mere. Vi vil faktisk gerne vokse lidt og etablere et fast hjørne af lydmarkedet. Så vi søger efter mere investering. Vi tænker lidt mere internationalt,« fortæller Tim Hinman med et håb om, at deres uafhængige medie kan vokse endnu større. Når enden er nær Efterårssolen er gået ned over Refshaleøen. Vinduet, med den anmassende stueplante og den hvide blæser i karmen, indrammer den mørkeblå himmel. Ved siden af computeren ligger en af de helt store shotgun-mikrofoner. Flere stabler af LaCie-harddisks har lagt sig skødesløst rundt omkring. Gulvet er beskyttet af persiske tæpper, og en lydabsorberende skillevæg i blodrød stofbeklædning indrammer hulen. »Det bedste i processen er plotting storyline, building scenes, building stories – at finde på vinklerne. Det kan være i starten og under udviklingsprocessen.« »Jeg kan også godt lide færdiggørelsesprocessen – at sætte det hele sammen, lægge lyd på og få det til at løfte sig. Så det lyder fedt, og alt spiller sammen,« siger han med et varmt grin. Tim Hinman vurderer, at ’Konspirativ kærlighed’, der kommer til at strække sig over ti afsnit, vil tage dem et år at producere. Fra idé til færdiggørelse går der typisk en måned eller to med at færdiggøre et enkelt afsnit. På sin iPhone 7 finder han Third Earapp’en frem. Det er ikke lyset fra skærmen, der kaster glans på hans ansigt. Det er glæden over at have skabt deres helt egen platform. Mens han bladrer rundt i kartoteket på den lille skærm, fortæller han indlevende om, hvordan alle deres serier og singler nu bliver samlet ét sted. Med Third Ear Studios kan Tim Hinman og Krister Moltzen gøre det på deres egen måde. Da jeg igen bevæger mig ud i mørket på Refshaleøen pulserer taktslaget endnu. Det er bølgerne fra kommandocentralen, der holder tempoet. Konsonansen kommer fra Third Ear.


10

PORTRÆT

DECEMBER 2021

Isabella Hindkjær: “Jeg tror, der er de samme fordomme om det at være et kvindemedie, som der er om det at være en kvinde ” Isabella Hindkjær er chefredaktør på Femina, og så er hun feminist med stort F. Hun vil gerne skubbe til grænserne med sin journalistik, og have mere diversitet i medierne. LIXEN har taget en snak med hende om at relancere danmarks ældste kvindeblad, om at møde mennesker som mennesker, og et bachelorprojekt, der brød alle regler. Af Charlotte Mathiesen Foto: Magnus Nygaard

J

eg sidder og venter i den store åbne lobby på Aller Media huset. Det store rum lyses op af det spæde november dagslys gennem de mange 100 ruder i glasfacaden. Pludselig kommer en petit kvinde gående imod mig med et stort smil på læberne. »Hej Charlotte. Det var da dejligt, at du gad komme hele den her vej for at tale med mig.« Siger Isabella Hindkjær. Jeg smiler nervøst, og fortæller at fornøjelsen er på min side. Efter en rundvisning på Femina redaktionen, sætter vi os med en kaffe i den store lobby. Hun spørger så interesseret ind til mig, at det næsten føles som at ses med en veninde. Efter jeg har interviewet hende i godt 20 minutter, indser jeg, at jeg ikke har optaget lyden. Jeg undskylder, og fortæller hende at jeg godt nok er lidt flov. »Det skal du virkelig ikke tænke på. Jeg var engang taget helt til Schweiz, hvor jeg halvvejs under interviewet opdager, at min diktafon er død for strøm. Jeg var også mega flov, men ting sker. Vi tager bare det du skal bruge igen.« Ville bare gerne fortælle historier Isabella Hindkjær er 31 år og chefredaktør på Femina. Men hun har ikke altid vidst, at hun ville læse journalistik. Da hun gik i skole, vidste hun bare, at hun godt kunne lide at skrive, og fortælle historier. Journalistik var dog ikke noget hun var bekendt med fra familien, så

det var ikke før gymnasietiden, at hun begyndte at overveje journalistikken. »Flere af mine daværende medstuderende havde journalister i familien. Det havde jeg ikke, så det var ikke sådan, at det lå til højrebenet. Men jeg begyndte ligesom at tænke, at hvis jeg skulle have et job, hvor jeg fik lov til at fortælle historier, så var det journalistik jeg skulle satse på.« Det er især historier om de store problemstillinger i samfundet, fortalt gennem enkelte menneskers beretninger, der interesserer Isabella. Da hun nævner migration, lyser hun nærmest op. »Jeg har altid gået meget op i migration, eksempelvis. Min egen mor rejste fra Spanien til Danmark tilbage i 70’erne på grund af diktaturstyre. Selvom det ikke er noget vi har talt særlig meget om i min opvækst, så har jeg jo vidst det, og det tror jeg har tændt en nysgerrighed i mig.« Hun søger ind på journalistik på Syddansk Universitet allerede som 18-årig, og kommer ind. Hun kan fra start godt mærke, at hun er en del yngre end de fleste. »Det var meget tydeligt, at mange af de andre havde lidt mere røv i bukserne end jeg havde. De snakkede jo om at vælte ministre og de helt store politiske emner. Jeg følte mig meget grøn. Jeg var jo sådan ‘Jeg vil bare gerne fortælle historier’.«

Bachelorprojektet der brød alle regler Isabella bliver undervejs på studiet i tvivl om, hvorvidt hun nu også har valgt den rigtige retning. De meget formfaste formater som nyheder fylder rigtig meget, og det var ikke det hun ville. Men så kom feature journalistikken på fjerde semester. Det var det, der virkelig fangede hende. »Jeg kan huske, at jeg tænker, at det her er min plads på hylden. Her må man male udenfor stregerne.« Hun kommer i praktik på Femina, hvor hun får lov til at prøve kræfterne af med netop denne type journalistik. Men da hun vender tilbage til studiet, melder tvivlen sig igen. »Jeg følte meget jeg blevet kastet direkte tilbage i den der verden med faste rammer og traditioner. Så jeg besluttede mig for, bare at prøve at lave et bachelorprojekt jeg gerne ville lave, og så måtte det simpelthen briste eller bære.« Projektet bestod af en parallelfortælling. I 70’erne rejser Isabellas mor fra Spanien til Danmark, for at komme væk fra det daværende diktaturstyre og skabe en bedre fremtid for sig selv. I 2012, det år Isabella skriver sit bachelorprojekt, står hendes kusine og fætter fra Spanien i samme situation. Landet var stadig hårdt ramt af finanskrisen i 2008, og arbejdsløsheden var rekordhøj. »Min fætter er en dygtig forsker, men han stod helt uden arbejde, og en usikker fremtid.

Ligesom min mor gjorde i sin tid. Meningen med projektet var at fremstille de her store samfundsproblemer og konsekvenserne deraf gennem øjnene på et enkelt menneske.« Isabella vidste godt at hun brød en del regler. Hun lavede en lang jeg-fortælling, med hendes familie som hovedkilder. Derudover blev projektet så langt, at hun måtte aflevere 4 kapitler som bilag. »Jeg kan tydeligt huske, at jeg sidder foran censor og skal forsvare projektet, og han kigger på mig og siger ‘Du er godt klar over, at du har brudt stort set alle regler?’ og jeg sidder bare der, og er sådan set klar til at dumpe.« Hun griner lidt, inden hun fortsætter. »Heldigvis kunne han godt lide projektet, så jeg bestod. Og der blev jeg ligesom bekræftet i, at der var plads til en som mig. Der var muligheder for at lave den slags journalistik jeg ville lave.« Man skal turde skubbe til grænserne Jeg spørger Isabella, om hun ser sig selv lidt som en rebel. Hun ryster på hovedet og griner. »Nej. det gør jeg nok ikke. Men jeg er helt sikkert en, som gerne vil skubbe til grænserne, og lære noget nyt hele tiden Jeg interviewede engang Klaus Riskær - en mand, som jeg ikke har ret meget tilfælles med. Men jeg kan huske han siger noget i retning af: ‘Hvis jeg står bag et hegn, hvor jeg ikke kan kigge ud igennem, så braser jeg sgu det hegn ned.’ Det kunne jeg bare så godt relatere til. Altså, jeg ved ikke om jeg nødvendigvis braser hegnet ned, men hvis jeg ikke føler, at jeg kan få luft, så ved jeg, at det er på tide at prøve noget nyt.« Og hun har også prøvet en del nyt. I en alder af bare 23 år, bliver hun ansat på Jyllands Posten på deres helt nye feature redaktion, og 2 år senere bliver hun ringet op af Benjamin Kürstein, som spørger hende om hun vil være ledende redaktør på Vice Media. »Jeg har været heldig at få lov til rigtig meget på trods af min alder, og jeg tror, det altid har givet mig noget gå på mod, at folk har troet på mig. Både med mit bachelor projekt, men også med mine stillinger efterfølgende. Det hele opbygger jo ens selvtillid.« Hun har altid forsøgt at ende steder, hvor der har været plads til hendes type journalistik, og hvor der har været højt til loftet. »Jeg har egentlig aldrig følt mig særligt speciel, heller ikke med min baggrund. Men jeg har alligevel nogle gange mærket, at jeg har udfordret rammerne, og det er måske et tegn på, at de er lidt for snævre.« Det har været vigtigt for hende, at der har været mulighed for at rykke lidt på rammerne de steder hun har været. Og det har der været. »På JP eksempelvis, hvor jeg interviewede Klaus Riskær, der blev interviewet 66.000 tegn. Men så havde jeg en sej redaktør som sagde: ‘Ved du hvad, fuck det. Så skriver vi bare 10 sider om Klaus Riskær.’«


PORTRÆT

DECEMBER 2021 Isabella mener også, at Femina skal være et feministisk blad, hvor der er plads til alle typer af kvinder, og at det er noget som hun i den grad arbejder på. »Jeg er ikke tilhænger af, at vi skal slette alt hvad der hedder mode og opskrifter, for det er også en del af det at være kvinde. Det handler jo om, at vi skal have lov til at være den kvinde vi gerne vil være, og der skal være noget om alle de emner der interesserer kvinder i Femina.«

Kvinder, kvindemedier og fordomme Isabella Hindkjær blev en dag ringet op, og spurgt om hun havde lyst til at være med til at relancere magasinet Femina som chefredaktør. Det samme magasin, hvor hun 9 år før var i praktik. »Jeg blev først meget intimideret, det er jo et stort medie, man pludselig skal til at lave om på, det er jo alt det Aller huset er bygget omkring. Men det tændte bare noget i mig. Det at få muligheden for at være med på det her kæmpe projekt, og endnu engang starte noget nyt.« Jeg fortæller tøvende Isabella, at jeg selv har haft fordomme om Femina, og journalister på Femina. Noget lidt ála ‘er det ikke bare opskrifter og styling tips’. Det griner Isabella af, og forsikrer mig om, at jeg ikke er den eneste. »Jeg tror mange har haft fordomme om kvindemedier. Og jeg tror der er de samme fordomme om det at være et kvindemedie, som der er om det at være en kvinde. Og det er jo også det vi prøver at gøre op med, samt at fortælle en ny historie om mediet.« Isabella og teamet bag Femina forsøger blandt andet at tage fat i de mere samfundskritiske historier, som berører kvinder, både i Danmark og i udlandet. Ifølge Isabella er det, det helt rigtige, og hun tror også på, at det er det kvinderne vil have i dag. »Selvfølgelig er kvinder lige så interesserede i samfundet som mænd, og det skal vi som magasin selvfølgelig også afspejle, og det syn-

es jeg også vi er begyndt at gøre. Vi har lavet me-too historier, vi har lavet historier om kvinders rettigheder i Burkina Faso, og så var der også hele vores dækning fødeområdet.« Der er mulighed for at rykke på nogle temaer ved Femina, som er vigtige for Isabella, og det nyder hun at gøre som chefredaktør. Hun føler, at hun kan give lidt igen, af alle de muligheder hun har fået, for at rykke lidt på rammerne »Nu har jeg mulighed for selv at skabe en dagsorden, sammen med mit dygtige team.« De stærkeste kvinder er sårbare Isabella er gift og mor til to drenge, samtidig er hun chefredaktør på det ældste kvindemedie i Danmark. En karrierekvinde. Hele pakken for den gængse definition af en ‘stærk kvinde’. Så da jeg skulle interviewe hende var jeg fyldt med ærefrygt. Men hvordan definerer hun selv begrebet? »Jeg synes i for længe, at der har været en ide om, at den stærke kvinde skal kunne det hele. Jeg synes de stærkeste kvinder, er dem, som turde at vise deres sårbarhed. Og jeg tror på, der kommer flere og flere af dem.« Vi tager en snak om det at være feminist, og Isabella siger, at hun mener, det længe har været et skældsord. »Det var næsten som om man skulle være lidt bange for at sige det, jeg er jo feminist, og det synes jeg ikke er forkert. Jeg synes der er brug for feminismen, også i medierne, og mit indtryk er også, at der er langt flere, der ser det sådan, i jeres generation end i min.«

Branchen kan forbedres Før hun kom til Femina, brugte Isabella næsten 4 år på mediet Vice. Et medie, hvor de ofte fik skudt i skoene at de brød med de journalistiske grænser. »Jeg synes jo egentlig ikke det var så slemt, jeg synes bare vi forsøgte at ruske lidt op i tingene. Det tror jeg mediebranchen har brug for. Jeg synes f.eks. vi mangler diversitet.« Når hun ikke er på Femina, så er hun fx. frivillig i en mentorordning som hedder Soulfuls. Mentorordningen arbejder blandt andet på at få mere diversitet ind i forskellige kreative brancher i Danmark. »Jeg er selv mentor for en ung kvinde, og hver gang vi taler sammen, så bliver vi enige om, at der simpelthen mangler diversitet i de danske medier. Vi mangler stadigvæk kvinder mange steder, og så mangler vi jo både journalister og kilder med anden etnisk baggrund end dansk.« Udover den manglende diversitet, så har Isabella også opfattelsen af, at branchen nogle gange kan virke en smule mekanisk, at rammerne er fastlagte, og at man helst ikke må træde ved siden af. »Det er fint, at der er nogle regler vi skal følge, men som branche skal vi altid huske at ruske op i os selv. Det er det jeg forsøger i mit virke som chefredaktør. Jeg synes faktisk noget af det smukkeste journalistik det er det, hvor man træder lidt ved siden af. Det er det mest ægte.« Hun har dog altid forsøgt bare at være et menneske i hendes journalistiske virke. »Det er altid vigtigt at møde et menneske som et helt menneske. Især med den type journalistik jeg har lavet. Det gør også kilderne langt mere trygge. De møder jo en, og er indstillet på at give sig selv fuldt ud. Jeg synes man skylder dem det samme omvendt.« Hvad byder fremtiden på? Før jeg spørger Isabella ind til hendes egne fremtidsudsigter, så falder snakken på ungdommen, og fremtiden for feminismen. Jeg fortæller Isabella, at de piger, jeg omgås med, allesammen naturligvis er feminister. Hun smiler stort. »Det er jeg simpelthen så glad for at høre. Det var ikke en selvfølge for 10 år siden. Det er virkelig dejligt at se at vi bevæger os i den

11

rigtige retning hvad angår det. Men jeg er ikke overrasket, mit indtryk af unge mennesker i dag er også, at de er meget mere samfundskritiske. Det er skønt. Så kan vi rykke os.« Netop denne udvikling, er en udvikling som Isabella ønsker at arbejde videre på gennem Femina. Hun vil gerne bruge sin position, til at udbrede flere feministiske dagsordener. Og så er hun rigtig glad for den hylde, hun befinder sig på lige nu. »Først og fremmest skal vi arbejde videre på vores projekt her på Femina, og køre det endnu længere ud. Det her er et drømmeprojekt for mig, så jeg håber, jeg kan få lov til at gøre det mange år endnu.« Selvom Isabella er godt tilfreds med sin position, så kan hun ikke afvise, at der kommer et tidspunkt i fremtiden, hvor hun gerne vil prøve noget andet. »Jeg har jo krudt i røven. Både mine venner og min mand siger tit, at der skal ske noget nyt hele tiden. Det er rigtigt nok. Hvis der kommer en dag, hvor jeg har svært ved at se hullerne i hegnet, så ved jeg det er på tide med noget nyt. Men lige nu kunne jeg ikke være gladere.« På det personlige plan banker Isabellas hjerte også for ligestillingen. Da jeg spørger hende, om hun håber på noget bestemt i fremtiden, griner hun lidt, og siger: »Ja, jeg håber, at begge mine sønner vokser op og bliver feminister. Som det mest naturlige i verden.« De bedste journalister maler uden for stregerne Efter en lang, lærerig snak med Isabella, er det ved at være tid til at slutte interviewet. Selvom vi allerede er gået lidt over tiden, sidder Isabella stadig roligt og afventende. Jeg spørger hende som det sidste, om hun har et godt råd til os journaliststuderende. »Prøv jer frem, og vær ikke bange for at være jer selv hele vejen igennem det. Journalistikken bliver bedre, hvis i ved, at i kan stå hundrede procent bag det.« Hun fortæller at hun først rigtig følte sig hjemme i faget, da hun brød reglerne lidt, så hun mener ikke, at man skal holde sig tilbage med at prøve. Hun mener faktisk, at man kan lære en hel del mere ved at bryde de faste rammer engang imellem. »Mal uden for stregerne, og gør noget skørt, selvom jeres underviser nødvendigvis ikke kan se ideen. Det er sådan nogle af de bedste journalister bliver skabt. Og selv hvis man fejler, så er det da mens man går på studiet, at tiden er til det. Så kan man lære af det.« Da vi slutter interviewet, tjekker jeg, at jeg har fået optaget alt lyden. Isabella kigger på mig med et smil og siger. »Hvis du mangler noget, så kan du altid bare ringe.«


12

VERDEN

DECEMBER 2021

Flygtninge i Uganda udtømmer landets skove – Eksperter vurderer, at udviklingen kan medføre borgerkrig Af Jonatan Robbert Larsen Foto: Jonatan Robbert Larsen

Siden 2006 har flygtninge i Uganda ved ankomst modtaget store landområder og fået udbetalt lån til opstart af trækulsforretninger. Desværre har modellen store konsekvenser for landets snart udtømte regnskove. De over 1,5 millioner flygtninge i landet vandrer dagligt til de nærliggende skove for at fælde træer til opførsel af shelters, brænde til madlavning og vandrensning og til produktion af trækul, som de kan sælge.

E

n stor lastvogn med et hold nyankomne congolesiske flygtninge sender en rød støvsky mod mine blottede øjne, da min Boda Boda-motorcykelchauffør og jeg kører langs den Ugandisk-Congolesiske grænse mod Kyangwali settlement i det østlige Uganda. De sidste kilometer inden grænsen til lejren får vi selskab af hundredvis af flygtninge fra lejren, der på hovedet slæber på nyfældet træ fra den nærliggende Bugomaskov. Fra flygtningelejre til settlements »Mzungu, show us legitimation and your government clearance,« råber grænsevagten til mig, da jeg står ved indgangen til Kyangwali og beder om at blive lukket ind. Den militante og næsten drakoniske tone står i skarp kontrast til, hvad der møder mig på den anden side af afspærringen. Få hundrede meter fra grænsevagten er en af de mange markedspladser placeret. Her mærkes dagligdagen, som den gør i de fleste ugandiske landsbyer. I et roligt tempo sælges der ud af trækul, mango og majs, og der handles med diverse elektroniske apparater. I 2006 besluttede den daværende ugandiske regering at redefinere måden, man drev flygtningelejre på. Da man vedtog den omtalte ”2006 Refugee Act” blåstemplede man Uganda som et land, hvis model for flygtningelejre var både human og innovativ. I stedet for såkaldte ”lejre”, overgik man nu til ”settlements”, der er mere permanente og minder mere om landsbyer end en lejre. Landet er siden blevet internationalt anerkendt som det land i verden, der tilbyder de bedste vilkår til flygtninge. Siden 2006 har politisk uro i DR Congo og borgerkrig i Sydsudan drevet hundredtusindvis af flygtninge til Uganda. I dag er Uganda det land på kontinentet, der huser flest flygtninge. Cotilda Nakyeyune, der er Programme Manager i CARE International, forklarer, at settlement-modellen medfører enorme konsekvenser for landets skove. Modellen er ikke bæredygtig, og man har ikke været forberedt på så enorme flygtningestrømme. »Når vi modtager store strømme af flygtninge forværres et allerede akut problem. Modellen er ikke bæredygtig og kan slet ikke bære så mange flygtninge. Sagt med andre ord; hvis ikke situationen forbedres, brister settlement-modellen og de gode vilkår, den medfører.« Interne spændinger og udsigt til borgerkrig Efter en uge i Kyangwali betaler jeg Nation-

Foto af Jonatan Robbert Larsen

al Forest Authority’s soldater til at tage mig med til den nærliggende Bugoma-skov. Med et hold på fire soldater og tre såkaldte ”rangers” starter vi patruljen i den varme og fugtige regnskov. Missionen er at opspore og anholde enten congolesiske grupper, der organiserer ulovlig skovfældning eller lokale landsbyboere og flygtninge, der fælder træ i fredede skovområder. »Get ready to chase. I have sight of something,« hvisker en af soldaterne til resten af holdet. Det næste øjeblik sætter de i løb efter tre flygtninge, der brænder træ til trækul hundrede meter fremme. Som en del af 2006’s Refugee Act fremgår det tydeligt, at alle settlements, der opstartes, skal placeres minimum 15 kilometer fra den nærmeste regnskov. Baggrunden var, at man ønskede at motivere flygtninge til at søge alternativer til træbrænde og kul. I 2006 husede Uganda 240.000 flygtninge. Som hotspot imellem både DR Congo, Sydsudan og Rwanda har landet siden modtaget på den gode side af halvanden millioner mennesker på flugt. Den store tilstrømning betyder, at der er hård kamp om de knappe træressourcer. Både flygtninge, lokale og organiserede kriminelle grupper vil

have fingre i de dyrebare stammer. Edward Naloke fra National Forest Authority mener, at konkurrencen skaber store spændinger: »Der er på nuværende tidspunkt så stor kamp om skovens ressourcer, at vi oplever voldsomme konflikter mellem lokale, flygtninge og kriminelle grupper fra nabolandet DR Congo.« Hos CARE International, der er førende indenfor implementering af alternative og bæredygtige initiativer i landets settlements, er det ikke blot lokale spændinger, man frygter. Hvis afskovningen fortsætter, som den har gjort de sidste fem år med 1,1 procentpoints fældning årligt, kan udsigterne være langt slemmere. Cotilda Nakyeyune påpeger, at der skal udrulles bæredygtige løsninger i landets lejre med øjeblikkelig virkning. »Det er yderst presserende for os at få alternativer til kul og brænde. Hvis situationen fortsætter som nu, er det kun et spørgsmål om tid, før vi vil opleve en konflikt med et af vores nabolande eller en regulær borgerkrig.« 5 år bag tremmer »Hvad er straffen for de tre flygtninge I har arresteret?,« spørger jeg NFA-rangeren om, efter hans hold får sat de tre skræmte mænd

ind i deres bil. »Fem års fængsel eller en bøde på 600.000 Ugandiske shillings,« svarer han. Da jeg sammen med min “fikser”, Alfred, vandrer fra skoven tilbage til flygtningene og deres settlement, får jeg mulighed for at vende situationen med et par af de flygtningefamilier, der bor i Kyangwali. En mor fortæller: »Vi får et landplot, der er 50x100 fod. Der er der ikke plads til at gro træer til vores forbrug. Derfor, naturligvis, vandrer vi til den nærliggende skov for at fælde træ. Vi skal både bruge træ til at lave mad, rense vand og udbygge vores hytter.« Uganda skriger om hjælp På trods af de hårde udsigter står det klart, at afskovningen bedst bremses ved at erstatte fossile brændstoffer og de knappe naturressourcer med alternative energikilder. Det kræver støtte fra internationale aktører. Spørgsmålet er, om muligheden for at vende udviklingen bliver grebet før regnskoven forsvinder.


DECEMBER 2021

VERDEN

13


14

VERDEN

DECEMBER 2021

Med glimmer som våben og alt på spil kæmper de for klimaet Hvor meget vil aktivister ofre for klimaet? Det var det helt store spørgsmål, da 600 aktivister valgte at begå civil ulydighed til en demonstration i den tyske by Lützerath. Deres handlinger kan nemlig få konsekvenser for dem selv. LIXEN rapporterer fra et af klimakampens epicentre. Af af Marie Pastré Foto: Marie Pastré

E

t mønster af mikroskopiske hudflager danner sig på deres håndflader. De tre piger sidder hver med deres sikkerhedsnål og hiver med kirurgisk forsigtighed det øverste hudlag af. Når hver en hudflage er vendt, smører de hænderne ind i superlim, og så skal der glimmer på. De kigger op og smiler, da de forklarer det med glimmeret, der egentlig kun er til for øjets skyld. Det er superlimen og de optrevlede håndflader, som skal gøre det tæt på umuligt for politiet at tage deres fingeraftryk, når de i morgen skal på aktion for klimaet. Jeg er taget til den lille vesttyske landsby Lützerath sammen med flere hundrede klimaaktivister. De er kommet fra hele Tyskland for at vise deres utilfredshed med planerne om udvidelsen af brunkulminen Garzweiler II. Hvis projektet fuldføres vil Tyskland ikke overholde sin del af Parisaftalen. Lützerath er 1,5-graders grænsen. Engang havde byen omkring 90 indbyggerne, men de seneste par år har næsten alle solgt deres hus til det tyske energiselskab RWE. For under byen ligger guld, brunt guld. Lützi, som byen bliver kaldt af de lokale, skal falde, så RWE kan udvide Garzweiler II. Eckhardt Heukamp, en af byens beboere, er stædigt blevet tilbage. Og han har hentet forstærkninger. I centrum af spøgelsesbyen på Heukamps grund lever en aktivistisk utopi. Klimaaktivister, antifacister og anarkister

Ende Gelände-aktivisterne gør sig klar til dagens aktion.

har bygget en lejr med telte på jorden og huse i træerne. Søndagen den 31. oktober har aktivisterne planlagt en demonstration. Den officielle plan er at marchere gennem landsbyen og rundt om mineområdet. Men jeg bliver gjort opmærksom på, at der også er en uofficiel plan. Klimaprotestbevægelsen Ende Gelände vil ikke bare marchere rundt om minen. De vil ind. En drømmer »Diego.« Jeg bliver overrasket, da han siger sit borgerlige navn. De fleste introducerer sig med deres selvopfundne aktivistnavne, så navne som Boffer og Indigo er begyndt at lyde normale for mig. Aktivisterne bruger dem i lejren for at beskytte deres identitet og skjule den for politiet. Lige nu prøver den 34-årige Diego livet af som aktivist på fuld tid. Det er en typisk karrierevej i lejren, og det kommer heller ikke som en overraskelse, at han selv er endt der. »Da jeg var 16 år, kaldte mine venner mig for en drømmer eller en utopist.« Utopisten, som oprindeligt er fra Venezuela, har taget den syv-timers køretur fra Berlin til Lützerath, fordi han ikke vil acceptere, at byen skal lide samme skæbne, som mange af de andre landsbyer i området har. »Det, som er vigtigt for mig, er at forsvare det her sted. Lidt à la Hong Kong.«

Som erstatning for glimmer har aktivisten dækket sine hænder med noget, der ligner savsmuld

Syv dage i arrest Løst oversat betyder Ende Gelände ‘ikke længere’ eller ‘absolut færdig’. Tålmodigheden over for politikere og virksomheder er sluppet op, og derfor indgår civil ulydighed ofte i deres aktioner. De har tidligere trængt ind på byggepladser for motorvejsudvidelser i protest mod byggeriet. Aktionerne er tænkt som fredelige, men det sker, at det udvikler sig til konfrontationer med politiet. Lützerath ligger i Nordrhein-Westfalen en delstat berygtet for sin lovgivning, der skal kontrollere aktivister. I takt med at aktivisterne finder på nye måder at lave aktioner på, finder lovgiverne på nye straffe. De fleste aktivister, der deltager i Ende Gelände-aktionen, vælger ikke at opgive deres identitet, fordi de ikke ønsker at komme i politiets register og betale en bøde - til gengæld kan de i Nordrhein-Westfalen komme op til syv dage i gesa. Gesa er det ord, aktivisterne bruger, når de taler om arresten. Møde i bezugsgruppe Det er kun en håndfuld personer fra Ende Gelände, som ved, hvad der skal til ske til søndagens aktion, og de holder tæt med den information. Derfor organiserer man sig i en bezugsgruppe, en form for deling, for at lave aftaler. Jeg havner i en bezugsgruppe med Diego og syv andre aktivister. Sammen skal gruppen komme frem til, hvor meget de har lyst til at involvere sig i Ende Geländes aktion. Jeg får hurtigt øje på hans blå og hvide Quicksilver jakke, der lyser op i mørket. Diego står klokken 19, som aftalt, i madkøen og venter på os. Og på anden portion af aftensmaden. I ly for regnen, under de høje træer og mellem to biler, holder vi mødet. Én er utryg, fordi det ikke er blevet udmeldt, hvordan aktionen skal ende. En anden er bekymret for, at aktionen kan have konsekvenser for hendes fremtid, hvis hun skulle blive taget af politiet. De siger, at de ikke vil deltage i aktionen, og flere stemmer i. Diego og én anden må finde en ny bezugsgruppe. Oktoberkulden er nået ind under jakkerne. Diego og tre andre fra gruppen henter øl, og vi sætter os på en pallebænk ved lejrens eneste bål, som omkring 15 andre personer også har fundet vej til. Gennem en krypteret beskedtjeneste arrangerer Diego endnu et møde. Denne gang med sin nye bezugsgruppe, og på dagsordenen står der ID. Skal det med i lommen eller bliver det hjemme i teltet?

»Hvis de (systemet, red.) vil gøre mig til en kriminel, så skal jeg fucking vise dem, at jeg er en kriminel,« udbryder Diego pludseligt. Men beslutningen er ikke taget. Diegos forældre bor stadig i hjemlandet Venezuela, hvor den økonomiske situation er ved at rive tæppet væk under familien. Den første tirsdag eller onsdag i måneden sender Diego derfor amerikanske dollars til sine forældre. Hvis han sidder i arresten, kan han ikke sende pengene, og hvis han ikke sender dem, er der ingen, der gør. »Jeg skal vurdere, om det er det værd, at jeg gør det nu, eller om det bare bliver en symbolsk ting. Måske ændrer jeg min mening i morgen.« Aktionen Det er ved et tilfælde, at jeg finder Diego den næste dag. Han har smidt sin jakke og trukket i Ende Geländes hvide uniformering. Over munden og næsen har han viklet et tørklæde rundt, så man kun kan se de kulsorte øjne. Han småsnakker kort med sin sidekammerat, men ellers trasker bezugsgruppen i stilhed på række. Jeg lægger mærke til hans fingerspidser. De er dækket af lyserødt glimmer. »Keep it in the ground, just leave it in the ground,« råber de 600 aktivister fra Ende Gelände fraktionen. Vi har gået sådan her i en times tid. Det flade landskab strækker sig så langt øjet rækker. Og længere end det. Alle indgange til minen er blokeret af en håndfuld fuldt armerede politibetjente. Jeg ser ikke tegnet, men jeg ved, at det er blevet givet, for pludselig spreder der sig en uro. I et vejsving løsriver den hvide masse sig fra demonstrationen og løber ind på mineområdet. Betjentene, som står ved indgangen, træder til side og lade aktivisterne passere. Men politiet er klar, og omkring en halv time efter tæller jeg 19 politibusser, som har kurs mod de hvide silhuetter. Et sted iblandt dem løber en utopist med lyserøde fingerspidser. Aktionen varer et par timer, og politiet lader Diego og de fleste aktivister forlade området uden krav om ID. Der var dog nogle, som blev arresteret. Men arbejdet er ikke færdigt for Ende Gelände. Lützeraths sidse beboer, Eckhardt Heukamp, venter på domstolenes afgørelse for at kunne beholde sin grund i byen, og det betyder, at aktivisterne vil fortsætte med at kæmpe til den bitre ende.


KULTUR

DECEMBER 2021

15

Jeg tvang mig selv til at sige nej til alt i en hel uge Vi unge kan ikke finde ud af at sige nej. Ja’et bliver smidt på det ene tilbud efter det andet. Til sidst befinder vi os midt i en eksamensperiode, hvor travlhed og planer gør os rundtossede, og vi kan ikke skyde skylden på andre end os selv. Men hvorfor er det så angstprovokerende at smide ja-hatten og tage nej-kasketten på i stedet? Af Birgitte Kjeldsen Illustration af Nicklas Plum

E

n af mine mest brugte apps på telefonen er en planlægningsapp, der hedder ‘Planner pro’. Jeg bruger mere skærmtid på den, end jeg gør på Instagram og Spotify. Hver eneste dag går jeg ind på den lille lilla firkantede app og planlægger mit liv. »Vil du med ud og drikke en øl i aften?« Et øjeblik, så hører jeg lige hvad appen siger. Om jeg egentlig har lyst, spørger du? Øh… Selvom app'en er alle 65 kroner værd, når det kommer til at holde overblik i en travl hverdag, så er det i højere grad dén der bestemmer, om jeg skal drikke øl med mine venner torsdag aften end mig selv. Som mange andre unge på min alder har jeg mistet evnen til at mærke efter, om jeg har lyst eller overskud og handle derefter. Derudover synes jeg også, at det er virkelig svært og kan være decideret grænseoverskridende at sige nej tak, det har jeg ikke lyst til. Derfor besluttede jeg mig for at sige nej til stort set alt, der måtte komme min vej i en uge i november. Den her artikel er så resultatet af, hvad jeg lærte undervejs. Rastløshed klør ad h til Ifølge en undersøgelse foretaget af Vidensrådet for Forebyggelse i 2020 har 32 procent af de 16-24 årige et højt stressniveau. En af årsagerne til at unge bliver mere og mere pressede kan være, at det er svært at sige nej. Det er i hvert fald et bud, som Søren Harnow Klausen kommer med. Han er professor i filosofi på Syddansk Universitet og kalder de unges manglende evne til at sige nej helt naturlig. »I de unge ligger en psykologisk og biologisk tilbøjelighed til at prøve rigtig mange forskellige ting af, for man ved ikke, hvilke af disse ting, man ender med at få brug for eller drage nytte af senere i livet,« siger Søren Harnow. Han fremhæver denne tendens som en drift, der ligger dybt i mennesket. På savannen for tusinder af år siden har det sikkert være meget nyttigt at satse på flere muligheder for føde, vand eller sex - at spille på flere heste så

at sige. Søren Harnow bruger venskaber som et eksempel. Måske kan én af alle de mennesker, man har omkring sig på studiet, jobbet, på kollegiet eller i fodboldklubben, ende med at blive en nær ven for livet. Der er dog sket meget siden, og i dag skal vi tage stilling til lidt mere end aftensmad, dagens drikkevarer og hvem vi skal hive med hjem fra byen. I dag er det især sociale medier, der også er med til at give os større adgang til tilbud og fristelser - og det kan vores tilbudsjagene hjerner åbenbart ikke helt kapere. »Dyret, der ikke siger nej, møder en medieverden, hvor man bliver tæppebombet med muligheder. Siger man derudover ja til én ting, kommer man ind i et fællesskab med endnu flere tilbud. Mulighederne multipliceres, og dyrets - eller de unges - tilbøjeligheder, overfodres,« uddyber Søren Harnow. Jeg må her erkende, at jeg selv er en smule afhængig af min telefon. DR Nyheds-appen, Facebook Messenger, Instagram, mails og sms’er synger om kap for at få min opmærksomhed. I starten af min nej-uge tog jeg med min kæreste til Nordjylland for at bruge nogle dage hos mine forældre. Jeg slukkede telefonen eller lagde den væk. På den måde var alle nyheder og sjove Instagram-stories gemt af vejen, og jeg kunne bruge min opmærksomhed på virkeligheden og dem omkring mig. Camilla Karmark, der er psykolog og har specialiseret sig i blandt andet stress og angst, er enig i, at sociale medier har en forstærkende effekt på rastløsheden og manglen på evne til at sortere i tilbuddene. “Det puster til følelsen af at gå glip af noget og gør, at man måske føler sig udenfor. Desuden er det, der bliver lagt op, altid glansbilleder. Alt ser altid skidesjovt ud,” forklarer hun. Der er altså mange årsager til, at mange af os sikkert oftere takker ja end nej til et tilbud, et arrangement eller en opgave. Det føles bare bedre. Inden jeg gik i gang med min nej-uge, spurgte jeg Camilla Karmark, om hun havde nogle råd. Jeg var en anelse spændt på, om

jeg ville komme til at føle mig alt for afskåret fra omverdenen, når jeg skulle rydde en uge til bare at være med mig selv. Hendes råd var at dykke med hovedet pladask ned i ubehaget. »Det er ligesom med højdeskræk, som det er med FOMO, og når vi føler os rastløse; det følelsesmæssige ubehag vil blive mindre og mindre, jo oftere vi udsætter os selv for det,« forsikrer hun mig og tilføjer så: »Gør noget af det, du normalt ikke har tid til. Forkæl dig selv. Fed den på sofaen. Nyd den lidt uambitiøse uge.« So I did. Nul byture. Nul kaffeaftaler. Nul rengøring. Nul ekstraarbejde. Nej tak og niksen biksen, du. Og jeg må sige, at rydde en hel dag med to do’s på min Planner Pro-app føltes altså ret godt. Samfundet er indrettet til dem, der orker at løbe stærkt En anden grund til at vi unge bliver pressede er, at vi på den ene side gerne vil det hele og på den anden side, kan vi i vores del af verden nok også få det hele. Hvis man bare griber mulighederne. Hvis vi bare siger ja. »Man kan ofte frit vælge, hvad man vil med sit liv, hvis bare man er flittig nok og arbejder hårdt nok og vil det nok. Det lægger et pres, når man føler, at man skal leve op til en eller anden drøm,« fortæller Camilla Karmark. Denne lidt barske erkendelse gør det pludselig skræmmende at sige nej, hvis man stræber efter det roman-lange CV og den magiske nøgle til succes. Men hvis du på en almindelig uge bruger timer på universitetet, på frivilligt arbejde og dit studiejob, bruger tid på at tage i byen og drikke kaffe med vennerne, tid til træning, kærestetid og praktiske gøremål, hvor meget tid har du så overhovedet tilbage til at trække vejret? Du sætter din ja-hat, som du vil Det føltes helt klart styrkende at tage magten tilbage over mine ja’er og nej’er. Jeg opdagede at en uge med en nej-hat på faktisk ikke er en katastrofe for mit sociale liv og nok ikke ødelægger fremtidige karrieremuligheder. I

stedet genopdagede jeg glæden ved at lægge telefon væk og bruge tre timer på at spise morgenmad. Jeg fik besøgt mine forældre og læste sågar i en bog for fornøjelsens skyld. Det er faktisk i sidste ende os selv, der bestemmer, hvor travlt vi har det. Det kan godt være, at eksamen er nederen, og at vi til tider bliver tvunget til at løbe lidt hurtigt for at nå det hele, men det er også meget normalt, når man er studerende. At vi så samtidigt også siger ja til byturene i weekenden og begynder at gå til petanque fire gange om ugen, er vores eget valg. Intet af dette er banebrydende viden, og en uge, hvor man kun siger nej, er i bund og grund også bare en uge, hvor man keder sig lidt mere end normalt. Men én ting er sikkert. I uge 46 gav min Yatzy-app min Planner proapp baghjul.


16 SPORTEN

DECEMBER 2021

Jakob spiller handicapbasketball: “Jeg kan godt lide den her intensitet”

Jakob Hou Larsen blev skudt i Irak. Kuglen ramte hans skudsikre vest, men splinter af kuglen gik alligevel igennem. Nu spiller han basketball. I en kørestol. Af Rebecca Rønnest Storgaard Madsen & Jonas Wiinblad Overgaard Foto: Rebecca Rønnest Storgaard Madsen & Jonas Wiinblad Overgaard

B

virkeligheden er. Jakob Hou Larsen griner. Han har styr på sin kørestol. Jakob Hou Larsen rejste til Irak den 11. august 2006, hvor han skulle arbejde som tolk. På sin første patrulje, rammes han af et skud. »Jeg har et hul på størrelse med en to-krone hele vejen igennem kroppen. Den gik sådan lige bag rygraden og trykkede også på rygraden. Så tog den noget af tyktarmen, min galdeblære, den ene nyre, strejfede min lever og kom så ud på den anden side. Og det kan ikke anbefales.« For Jakob Hou Larsen betød det efterfølgende, at han blev lam fra livet og ned. Kuglens ødelæggelser betyder, at Jakob Hou Larsen ikke kan gå den dag i dag. Kørestolene flyver frem og tilbage. Hurtige angreb og forsvar. Armene syrer til, og pulsen stiger. Vi spiller kamp. Hvert angreb går lynhurtigt, og man skal konstant kæmpe sig tilbage i forsvarsposition. Det går enormt hurtigt. Hjulenes omdrejningshastighed er I kampens hede »Du kan godt,« siger Jakob Hou Larsen op- helt i top. Sammenspil, gode afleveringer. Og muntrende, mens jeg sidder limet fast til mange præcise og upræcise skud. Vi er midt i kørestolen - både spændt fast om ben og kampens hede. mave, så jeg ikke flyver af, når det går vildt Tilbage på sikker grund for sig. »Du skal kaste bolden fremad, så du kan nå Jakob Hou Larsen vender d. 20. august 2006 at køre efter den,« forklarer Jakob Hou Lars- tilbage til Danmark. Han bliver indlagt og senere sendt til Hornbæk Rygmarvsklinik. en hjælpende. Jeg føler, det ser nemmere ud, end det i Jakob Hou Larsen håbede og troede hver dag anen er tegnet op, musikken spiller men ingen udøvere. De er ude i omklædningen. Odense Hawks Basket er klar til at indtage banen. Dørene åbner, og tre spillere kommer rullende ind. Til en onsdagstræning med Odense Hawks Kørestolsbasket er spillerne mødt ind til to timer og 30 minutters intens træning på H.C.Andersen Skolen, som grænser op til Vollsmose. Vi to amatører, til daglig journaliststuderende, skal for første gang sætte os i en kørestol. Bundet fast, kan vi ikke længere rejse os op, og kontroltabet mærkes straks. Jakob Hou Larsen er en af de tre spillere, som kommer rullende ind i hallen. Han er i start fyrrerne, har et stort fuldskæg, hestehale og et kæmpe smil på læben. Han er opvokset på Fyn og har læst teologi i Aarhus og senere uddannede han sig til sergent og herefter sprogofficer i arabisk.

på, at han ville komme til at gå igen, men det skete aldrig. »Og på et eller andet tidspunkt må man få sagt farvel og få sørget over alle de ting, man siger farvel til, når man er kommet til skade. Man kommer aldrig til at være bjergbestiger, og man bliver aldrig Tour de France-rytter, og alle de her åndssvage ting man ikke var blevet alligevel.« En sygeplejerske får Jakob Hou Larsen til at se virkeligheden i øjnene. Han skal i gang igen - tilbage til livet. »Nu skulle jeg få fingeren ud af bagdelen og komme ud og dyrke noget sport, for det var altafgørende.« Og derfor kaster Jakob Hou Larsen nu med basketbolde en gang om ugen. Tilbage i Irak fortsatte død og ødelæggelse. En engelsk kollega blev få dage senere skudt og dræbt af samme snigskytte. Det ændrede Jakob Hou Larsens syn på sin situation. »Jeg burde faktisk være død af det her, men det er jeg ikke. Så alt fra nu af, er en bonus.« »Sidste mål,« udråber Jakob Hou Larsen. Kampen lakker mod enden, og vablerne er så småt begyndt at vise sig ligesom trætheden. Vores arme kører på de sidste kræfter. At skulle styre en kørestol, drible og fokusere på at ramme en kurv i tre meters højde er ikke helt så nemt, som man kunne håbe. Den sidste to-points-scoring bliver sendt igennem nettet.

Intensiteten kan mærkes Kampen stopper, og de to hold bliver til et. De giver highfives, vi får highfives. »Tak for spillet.« Intensiteten er slut og efterlader tydelige spor på kroppen. Jakob Hou Larsen er ikke konkurrencemenneske. Han spiller kørestolsbasket af andre årsager. »Det kan de andre også fortælle. Jeg er pisse irriterende, når vi taber. Jeg vil hellere tabe en kamp med to point, end jeg vil vinde en med 30. Jeg kan godt lide intensiteten i en tæt kamp. Jeg kan godt lide, når det er på spidsen. Jeg kan godt lide det der med, at det brænder.« I fremtiden vil Jakob Hou Larsen også gerne støtte op om landsholdet i handicapbasket, da han forventer at spille mange år endnu.


SPORTEN

DECEMBER 2021

17

DM i MMA - Blod, sved og bromance MMA-kæmperne er som løver i et bur. Næsten bogstaveligt talt. De er i hvert fald fanget i et bur, hvor det kan virke som om, at modstanderen er det ultimative bytte. Alligevel er der meget mere til den aggressive kampsport end blot etiske spørgsmålstegn og uppercuts. Af Mathilde Lehrskov Michaelsen

ikke var meget overskud tilbage fra kæmperne. Man må dog erkende, at stemningen blandt udøverne er i top. Der er flere, der giver en krammer og smiler over en sjov bemærkning, efter de lige har slået løs på hinanden. Med andre ord er der ikke meget dårligt blod mellem kæmperne i kunsthallen – udover det der selvfølgelig kommer fra kæmperne selv efter de mange slag. Abdullah Ali Amer mødte ligevægtige Lucas Jest i en kamp om en semifinaleplads, der endte hurtigere, end nogen havde forudset. Kampen sluttede efter noget, der mindede om 30 sekunder, da Lucas Jest blev slået fuldstændig ud af et dobbeltspark på hver kind. Det er især her, at Abdullah Ali Amer benytter sig af sin velkendte taekwondo, da han bringer smidighed og benarbejde ind i hans MMA-kamp. Nogle af taekwondoens egenskaber kommer også til udtryk midt under kampen, men det er i form af disciplin og ydmyghed. » Jeg kunne godt se, at han var presset. Jeg spurgte flere gange, om han var okay, og sagde undskyld under kampen, « siger Abdullah Ali Amer. For selvom Lucas Jest blev slået fuldstæn-

A

arhus Kunsthal er kendt for sine bemærkelsesværdige kunstudstillinger. Dog var der meget mere end kunst at finde på lokationen lørdag den 13. november. For nede i kunsthallens kælder var det fine og porøse skiftet ud med det voldsomme og barske. Kontrasten kunne ikke være større, da man gik fra det ene univers til det andet blot ved enkelte trappetrin. Nede i kælderen blev man mødt af en dominerende lugt af sved og med udsyn til ét enkelt bur og testosteron alle vegne. Barren var i den grad sat for danmarksmesterskabet i Mixed Martial Arts – bedre kendt som MMA. MMA er en sport, hvor alle de kampsportsgrene, vi kender, er samlet i én. Udover det så adskiller MMA sig også fra de andre på et bestemt punkt: Alt er mere eller mindre tilladt. Der er enkelte regler, der lyder på, at man ikke må gå efter øjnene, de ædlere dele og eksempelvis ikke bide hinanden, men ellers er der frie tøjler for, hvordan man vil få sin modstander til at give op. Eller måske mest optimalt: Få slået fuldstændig omkuld.

tage sin velkendte sport til nye højder. MMA og hele dets koncept er ikke gået ubemærket forbi de fleste politikeres næser. Der har nemlig været en del debat om, hvorvidt MMA burde være lovligt i Danmark på grund af kampsportens meget frembrusende karakter og vilde facon. Faktisk er debatten så omtalt, at der flere gange til danmarksmesterskabet bliver nævnt og skrevet, at du aldrig bliver tvunget i kamp, og det er altid op til dig selv efter aftale med din træner, om du vil stille op Og selvom Abdullah Ali Amer normalt træner en helt anden kampsport, skræmmer hverken debatterne eller MMA ligefrem den bevarende taekwondo-mester: » Du kan sagtens brække foden i for eksempel fodbold eller håndbold. Man har tit set, at de er kommet slemt til skade, og det samme kan ske i MMA, « siger Abdullah Ali Amer. Han siger også, at man selvfølgelig skal træne meget, så man ikke går ind til kampen uforberedt, da konsekvenserne ved MMA er anderledes end eksempelvis ved fodbold Taekwondo-mesteren og håndbold. Her kan udfaldet nemlig være Selvom det er danmarksmesterskabet i markant voldsommere end blot en tabt MMA, er der ingen tvivl om, at de deltagende guldmedalje, da det er ens egen krop, der er er professionelle i hver deres kampsport. skydeskive. En af kæmperne er Abdullah Ali Amer, som er danmarksmester i taekwondo. Med en Bromance i luften kampvægt på 70,3 kg stiller han op til sin Med blodnæse, sæbeøjne og i værste tilfælførste MMA-kamp nogensinde i håbet om at de brækkede knogler, skulle man tro, at der

dig i gulvet, stopper det ikke kæmperne fra at give en ordentlig afsked efter burets strabadser. Alligevel er forbløffelsen over den hurtige og ligefrem lette sejr enorm. Jubelen er stor fra publikum, men også fra Abdullah Ali Amer. Han skråler, sætter sig på knæ og takker flere gange med samlede hænder. Han sikrer sig dermed en plads i semifinalen og er dermed ét skridt tættere på guldet i kampen om at vinde DM i MMA. Et fællesskab af familiemennesker Selvom MMA uden tvivl er en anderledes sport på mange punkter og kan virke voldsom udadtil, mener Adullah Ali Amer, at det er en sport ligesom alle andre. » Man regner med, at der kommer voldelige folk, der råber og sviner hinanden til, hvor det i realiteten bare er glade familiemennesker, som dukker op for at se en kamp. « Og om det så er en fodboldkamp eller en slåskamp er irrelevant, mener Abdullah Ali Amer. For folk kommer for at blive underholdt. Og dét er man næsten altid garanteret i form af blod, sved og bromance.


18

DEBAT

DECEMBER 2021

Brugte du den journalistiske objektivitet, da du satte dit kryds?

Af Tore Peter Marconi Weile Illustration: NWM/Shutterstock.com

N

u er der gået et par uger siden kommunal- og regionsrådsvalget, og de mange historier om vindere og tabere af valget fylder i de mange store og

små medier. Men en debat, man burde tage op mellem os journalister og journaliststuderende, er, om det rigtige ikke ville være at stemme blankt for at opretholde ens objek-

tivitet og oprigtighed i et politisk landskab. til og ser mange leve med, så det kan også Måske er det starten på en glidebane ud i være et stort krav at stille til sig selv - men det store sorte rum af uoprigtighed. Alting et krav, som jeg mener, at vi bliver nødt til starter i det små, dårlige vaner som gode. at leve op til. For som journalist har du en Måske er de, der har den indstilling, de stor magt og måske endda også større end de samme mennesker, som rapser et stykke folkevalgte, der sidder på Christiansborg. Så slik i Candy Mega Store eller de samme, som er det vel ikke urimeligt, at der er store krav holder ud med deres kæreste i stedet for at til os journalister. elske. Jeg ved, at det er at sætte tingene på På den anden side kan man stille spørgen spids, men hvor går smålet, om man som jour»For som journalist nalist ikke også skal have lov grænsen? har du en stor magt til at være et privat menneSom journalister går og måske endda også ske med private holdninger, vi meget op i at have større end de folkev- der ikke burde påvirke ens en objektivitet iblandt algte, der sidder på svære emner, skæbner professionalisme. Men dyog politik. Men holdt Christiansborg. Så er gtighed, oprigtighed og obdu også din objektivitet, det vel ikke urimeligt, jektivitet finder man først, da du selv stod med val- at der er store krav til når forskellene mellem ens os journalister.« get? For at opretholde professionelle og private liv den objektivitet skal du udviskes. oprigtigt også have den i hjertet. Så med din Som den amerikanske forfatter James A. politiske overbevisning kan du være lige så Michener sagde: “The master in the art of kritisk over for dem, som du dybest set er living makes little distinction between his enige med lige så meget, som du kan med work and his play, his labor and his leisure, de politikere, du ikke er enige med. Det er et his mind and his body, his information and spørgsmål, som, jeg tror, for mange journalhis recreation, his love and his religion. He ister er svært at besvare, før man sidder og hardly knows which is which.” kigger sin egen overbevisning i øjnene. Jeg Efter fem minutter i stemmeboksen med tror i høj grad, at det er svært at overbevise myldrende og forvirret tanker og en ubrugt sig selv om, at man kan opretholde sin obkuglepen, trak jeg de knæhøje sorte gardiner jektivitet, hvis du ikke er oprigtig i alle astil side og lagde mine urørte stemmesedler pekter i dit liv. i boksen. Men med en tom følelse. For et Men det kan også være svært at være spørgsmål sneg sig ind på mig – hvad tror oprigtig, hvis man er forvirret omkring, jeg egentlig selv på? hvad man tror på eller forvirret omkring, Satte du dit kryds som den professionelle hvilken vej man skal gå. Forvirring er en eller som den private, eller er du et sted, hvor svær størrelse og noget, som vi alle kender du er blevet mester i kunsten at leve?

At stemme blankt er ikke at melde sig ind i demokratiet Af Berfin Erdem Illustration: Abscent/Shutterstock.com

S

om barn af migranter bliver jeg ofte mindet om af mine forældre, hvor heldig jeg er for at bo i et land, hvor jeg har stemmeret, og hvor der ikke foregår valgsvindel. Jeg får at vide, at jeg aldrig må tage det for givet, og at folk drømmer om at få den mulighed, jeg altid har haft. Derfor har jeg aldrig forstået, når borgere i Danmark stemmer blankt. Kommunal- og regionsrådsvalget er netop overstået, og henholdsvis 39.226 og 118.722 stemmer var blanke. Den mest hyppige årsag til at stemme blankt er, at man ikke kan se sig selv i nogen af partierne. Dog vil man stadig “melde sig ind i demokratiet”, og i stedet stemmer man blankt. For det første er der så mange veletablerede partier i begge fløje i Danmark, at du har så meget at vælge imellem. Jeg køber simpelthen ikke, at der ikke er ét parti, du ikke kan se dig selv i. Når jeg taler med folk, som stemmer blankt, er det ofte småting i et bestemt parti, der gør, at de ikke vil stemme på dem alligevel. Du behøver ikke at være enig i alt, partiet mener, da partiet ikke kommer til at indføre alt, det vil have – medmindre det for eksempel får 90 mandater i Folketinget. Jeg er heller ikke enig med alt, som det parti, jeg stemmer på, mener. Men jeg kan i hvert fald se mig selv i kerneværdierne og i ideologien, og hvis du påstår at ville demokratiet og bare har sat dig lidt ind i tingene, burde

du kunne gøre det samme. Vi er meget privilegerede i forhold til befolkninger såsom amerikanerne, hvor ens stemme bliver anset som stemmespild, hvis man ikke stemmer på enten Republican Party eller Democratic Party. Mange amerikanere blev stærkt opfordret til at stemme på Biden til præsidentvalget i 2020 bare for at slippe af med Trump, selvom de måske hellere ville have stemt på Libertarian Party eller Green Party. Interne uoverensstemmelser finder også konstant sted i de to partier, fordi politikerne i de enkelte partier kan være så forskellige på trods af, at de repræsenterer samme parti – men det er klart, når der ikke er andre steder at gå hen, fordi det er i de to partier, man virkelig kan opnå indflydelse. Vi skal være taknemmelige for, at vi ikke står i sådan en situation og udnytte, at vi er så privilegerede. For det andet mener jeg, at der ikke er forskel på at stemme blankt og ikke at stemme. Det kan godt være, at du rejste dig op fra sofaen, men det er så også det eneste, du har udført. Du har ikke anerkendt demokratiet, hvis du ikke har udnyttet din mulighed for at sætte et præg på det. Dine forfædre har kæmpet for, at du kan få lov til at have en indflydelse. Andre dør eller ryger i fængsel i kampen om at opnå det samme lige nu, mens du læser mit debatindlæg. Jeg håber, at du vil huske dit privilegium næste gang, der er valg. Jeg vil i hvert fald altid huske mit. Tag stilling, og vær med til at sætte dit præg, fordi du er ikke andet end heldig, når du er i stand til det.


DEBAT

DECEMBER 2021

19

Ligestilling kalder mediers retorik. Vi har ringet lige siden rødstrømperne. Der lader til at være problemer med forbindelsen. Roger?

Af Martha Frederikke Wiese Illustration: Shannon Ann McNamara

N

na Olsens, og naturligvis også andre kvinders, Det ville aldrig, som i aldrig, kunne ske. lige nord for den svulmende barm.« Let that sink in. ’Svulmende barm’. Er det ’svulmende barm’. Så har man fandeme et anMen helt ærligt, er det ikke bare dét, virkelig den væsentligste detalje, journalisten svar. Både som journalist og medie. Alexander Borch Nielsens ord om Irina læserne vil have? kunne komme op med, da han sad og skulle få en tekstboks til at spille sammen med et bill- Olsen er bare et eksempel på en diskurs, jeg Selv kaster jeg mig, i stor konflikt med min ede af Irina Olsen, hvis karriere i øvrigt rum- (måske naivt) troede, lå død og begravet sam- antiroyale overbevisning, over Billed-Bladet, mer meget mere end re- »Når en journalist vælger men med upassende hver gang jeg lander i sofaen hos min gamchefer og uvelkomne le mormor. Det har jeg altid gjort, og det ality-tv. Hvis vi endelig udelukkende at fokusere skal fokusere på, hvad på en fysisk detalje ved en tilnærmelser på floor. ophører nok ikke i den nærmeste fremtid. Og gæsterne til The Voice kvinde, der i øvrigt ofte er Når en journalist vælger jeg mener også, at der skal være plads til me’21 Radio Awards har dybt seksualiseret, degra- udelukkende at fokusere dier, der dækker Kronprinsesse Marys besøg på en fysisk detalje ved på gud ved hvilken folkeskole, eller kendte på, og det skal vi måske, derer man kvinden til et en kvinde, der i øvrigt pars graviditetsnyheder – for ja, folk køber når vi er i Se&Hør-land, omvandrende sexobjekt.« ofte er dybt seksual- det. Jeg vælger bare at tro på, at de samme ville det så ikke give Jeg er ret ligeglad med brystmål, så mere mening at få at vide, hvilken designer iseret, degraderer man kvinden til et omvan- læsere ville købe det selv uden kvindeunderkan jeg blive fri? guldkorset er fra? Okay, retorisk spørgsmål. drende sexobjekt, der tilfældigvis også har et trykkende retorik i en lille rap vending på side På Irina Olsens Instagram-profil kan hendes For svaret er, eller burde i al fald være, åben- ansigt og et navn. Og en fungerende hjerne. 27. Jeg vælger at tro, at de fleste helst så sig følgere gang på gang følge med i, hvordan lyst: Irina Olsens krop har INTET at gøre med Og et følelsesliv. Og et arbejdsliv. Og jah... er fri. et menneske. Hvis du sidder og tænker, at jeg For en god ordens skyld; i den specifikke forskellige journalister omtaler ikke hende, hendes gang ned ad den røde løber. bare er en sur feminazi sag med Irina Olsen og men hendes krop, når hun optræder i ek»Men det her handler om Se&Hør valgte Niels sempelvis Se&Hør. Iværksætteren selv sætter Undertrykkende elementer i diskursen uden hold i noget som mere end én kvinde, mere Pinborg, chefredaktør, endnu en gang fokus på problemet i et InstaJeg er med på, at det nok er de færreste Lixen- helst i denne debat, så end én journalist og mere at skrive undskyld til Irigram post fra 27. oktober. I det bruger hun læsere, der begraver snotten i et ugeblad hver gør mig en tjeneste og end ét enkelt medie. Det na Olsen på Instagram, Alexander Borch onsdag. Og man kan mene, prøv én ting. Forestil handler om et generelt »Let that sink in. ’Svulog det er da en start. Nielsens lille skriv hvad man vil om den del af dig en lignende tekst til ansvar.« mende barm’. Er det Men det her handler om for Se&Hør som pressen, men det ændrer et billede af en mand. virkelig den væsentligeksempel. Det går ikke på, at Se&Hør alene har Hvordan lyder det? Irina Olsen giver i sit ins- mere end én kvinde, mere end én journalist ste detalje, journalisten 297.000 læsere om året. Sat tagram-opslag selv et bud: og mere end ét enkelt medie. Det her handler sådan her: kunne komme op med.« på spidsen er der altså knap »Morten har et skinnende bælte på med om et generelt ansvar, vi alle bærer. For ord »Realitystjernen skaber vores verden. 300.000 mennesker, der årligt læser om Iri- hans svulmende lem under.« Irina Olsen, 34, troppede op med et guldkors oget af det første, vi lærer på journaliststudiet, er, at ingen detalje skal med, hvis ikke den er væsentlig for den historie, vi nu engang måtte arbejde på. Det lader dog til, at nogle journalister har sovet i timen. Eller måske har de benyttet sig af den ældgamle og af-forældre-hadede selektive hørelse. I hvert fald kan vi stadig i 2021 finde eksempler på journalister, der mere eller mindre bevidst inddrager detaljer om kvinder, der mildest talt er overflødige i sammenhængen og ydermere er klart problematiske i vores mediebillede.


Den

2 . forside

Alt det der ikke passer ind i avisen

LEDER

Selv LIXEN fortjener en praktikant Der har lydt en kritik af Den 2. forside og mine ledere. Det forlyder, at de er for ensidige. Efter sigende er det eneste jeg gør at harcelere mod LIXEN. Det er selvfølgelig faldet mig for brystet, for det er hele den etablerede branche og dens selvfejrende cirkelonani, jeg erklærer krig. Intet sted kommer den indspiste praksis hos de store mediehuse tydeligere til udtryk, end når de skal have praktikanter. Så i denne leder vil jeg gå videre end de tidligere, ja endda begræde LIXENs seneste uheld, på trods af, de selv bærer en stor del af skylden for den. I kampen om de praktiksøgende journaliststuderende er det nemlig blevet klart for mig, at der må slås et slag for de ubetydelige og ligegyldige medier, der har svært ved at finde praktikanter. Men det er ikke et knæfald for kritikken! Den tager jeg med oprejst pande. De ubetydelige medier, minder på nogle måder om os på Den 2. forside. Som os skriver de DUMT og holder lixtallet i bund. Ikke fordi de har et valg, men de har ikke evnerne til andet. De er de fødte provinsjournalister, og det mener jeg som den største kompliment. Jysk Fynske Medier søgte 22 journalistpraktikanter, men er endt med seks. LIXEN søgte to, over evne nuvel, og er endt med nul. Hos Den 2. forside har vi holdt os ydmyge og søgt en enkelt. Vi har fundet vores praktikant, en yderst dygtig en endda, der har opstøvet Mettes slettede sms’er, men det var ikke uden besvær. Denne ydmyghed finder man ikke hos de større medier. Jeg påtænker dem at ansætte praktikanter over evne nærmest for at stække mindre medier, der ikke har sæde i hovedstaden. Se bare på Ekstra Bladet, der søgte seks praktikanter, men har ansat ni. Dog har Henrik Qvortrup til alle dage været en gavtyv, så det overrasker næppe. Hvad skulle deres motivation være, spørger du? Den igangværende aviskrig, der er rykket ud i landet. Der er ingen interesse i at efterlade mulige talenter til lokalaviserne. Og hvad med de unge? De er forblændet af de store mediers navne og en tur til storbyen. Alle hylder Odense og lignende småbyer, til chancen om storbylivet viser sig. Intet har de lært af Christiane F. De store medier må tage et ansvar og stoppe med at ansætte over evne. Christian Sebastiansen, chefredaktør

De slettede sms’er er tilbage fra de døde! Den 2. Forside kan eksklusivt afsløre indholdet af flere af de slettede sms’er fra blandt andre Mette Frederiksen Af Patrick Kant Det viser sig, at politiet er uduelige til at genskabe sms’er. Til glæde for hele den danske befolkning har Den 2. forside heldigvis kontakter til de fremmeste IT-eksperter i det private. Vi har udleveret dem de tomme kuverter fra minkkommisionen, som en anonym insider på Borgen har smuglet ud. Ud fra disse kuverter, har eksperterne formået at genskabe de sagnomspundne sms’er. Det er ikke en perfekt metode og af hensyn til gennemsigtighed, har vi valgt at bringe nogle af de andre sms’er, der er blevet genskabt i samme ombæring. Det drejer sig specifikt om sms’er sendt af Søren Pind til Lars Løkke Rasmussen, men lang tid efter, Søren Pind var afgået som minister. Hvordan det er muligt ud fra de tomme kuverter, ved vi ikke, men vi er heller ikke IT-eksperter. Nu, uden større fanfare, de genskabte sms’er: Mette Frederiksen

?

Barbara Bertelsen

Har du set, hvad jeg har skrevet på messenger?

Facebook? Kan man nu skrive til hinanden på facebook? Mette Frederiksen

Barbara Bertelsen

Har du husket at få indstillet din telefon til automatisk at slette sms’er efter 30 dage ;) Ja jeg er jo landets statsminister Jeg overvejer at købe en minkpels, tror du prisen falder eller stiger? Det må du snakke med Mogens om Søren Pind

En kort indføring i persongalleriet: Mette Frederiksen - Landets børnenes statsminister, ven af Arne

Moderaterne? Det var meningen, du skulle tage magten fra rød blok, ikke blive en del af den! Bringe mandater til blå blok, ikke splitte den og efterlade den i mørke! Jeg hader dig! Du var min bror Lars. Jeg elskede dig.

dam Price kommer ud som clairvoyant, efter det er kommet frem, at hans kommende serie ‘Orkestret’, med Frederik Cilius og Rasmus Bruun i hovedrollerne, har forudset konklusionerne fra advokatundersøgelsen om DR Pigekoret.

Pelle Pape - Højtstående embedsmand i statsministeriet. Ja, han hedder Pelle Pape

A

lternativets medlemmer er i hobetal skiftet til Dansk Folkeparti. Det sker efter DF, i kølvandet på Kristian Thulesen Dahls afgang, ikke har formået at finde ny formand, og det ellers notorisk topstyrede parti af nød er gået over til en flad medlemsstruktur.

Anne-Mette Lyhne Jensen

Har du hørt fra Mette, om vi skal undersøge dvaleordning eller nedlukning af minkerhvervet? Ja vi skal lukke lortet Det tror jeg ikke, vi bare kan. Det er jo tusindvis af mennesker, det vil påvirke. Jeg hører lige Mette ad.

💩

Hun skriver LevMedDet#. Hun har ikke helt styr på hashtags

😅

Og? Lars Løkke

A

Henrik Studsgaard - Departementschefen i det daværende Miljø- og Fødevareministerium under Mogens Jensen. De ses ikke længere, heller ikke privat

Barbara Bertelsen

Har du skrevet til Henrik endnu?

Ja

Mogens lægger sig fladt ned Huskede du smiley’en? ;) Mette Frederiksen

Barbara Bertelsen

Joachim B. Bertelsen <<3 :O Hvem har fortalt det??

Kreditering Leder: Sebastian C. Christensen De Korte Men Falske Nyheder: Sebastian C. Christensen, Marie Pastré & Olivia Morsing De slettede sms’er er tilbage fra de døde!: Sebastian C. Christensen Skribent billede: Nicklas Plum

limakrisen er løst. På COP26 kom det frem, at alle lande lever op til Parisaftalens mål om at holde global opvarmning til under 1,5 grader. »Det var egentlig meget rart, at få det ud af verden,« udtaler klimaminister, Dan Jørgensen, inden han stiger ombord på flyet til Danmark. usland afviser at ville annektere Bornholm efter Øs fremgang til kommunalvalget. Vladimir Putin udtaler »De er for venstreorienterede til os.« Nu afsøger Bornholm i stedet mulighederne for at blive indlemmet i Kina.

Søren Pind - Tidligere folketingspolitiker for Venstre og minister i Lars Løkkes regering. Nu på Twitter

Mette Frederiksen

K

R

og

Barbara Bertelsen - Departementschef i statsministeriet og selvudnævnt it-ekspert

Pelle Pape

DE KORTE MEN FALSKE NYHEDER

B

andidos’ Danmarkspræsident, Jesper Schultz, kritiserer afvist aktindsigt i forløbet omkring slettede sms’er: »Vi ønsker jo bare et indblik i, hvordan man så gennemført skaffer bevismateriale af vejen.«

J

oachim B. Bertelsen er Borgens kælenavn til dansk politiks nye powercouple. Rygterne har svirret længe om politisk kommentator Joachim B. Olsen og departementchef Barbara Bertelsen, og nu er de selv ude med nyheden.

P

olitisk forsker ved Københavns Universitet Julie C. Zar giver Henrik Dahl ret i, han ikke er en del af den herskende klasse på trods af, at han sidder i folketinget. »LA har ingen reel indflydelse længere, det har de ikke haft siden sidste folketingsvalg.«

P

ernille Vermund forsvarer det frie valg: »Der skal være plads til både vaccineskeptikere og muslimer.«

G

enerationstalentet Maya Tekeli er sporløst forsvundet, efter hun gav et oplæg for journaliststuderende på SDU. Det rygtes hun er faret vild på gangene eller er blevet “fjernet” af en utilfreds chefredaktør på et unavngivet medie.


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.