LIXEN NOVEMBER 2021

LIXEN 24. årgang

6. nummer november 2021

SUSANNE CRAWLEY » JEG SYNES NOGLE GANGE, JEG BLIVER SAT TIL AT VÆRE DEN, DER ER KVINDEPOLITIKEREN«

MORTEN REIMAR

» EN TYPISK RÅDGIVER FORSØGER AT VÆRE GENNEMSIGTIG, MEN JEG HAR LIDT SVÆRT VED AT TIE STILLE«

»NÅR JEG SIGER, AT JEG HAR ET KÆMPE EGO, SÅ ER DET FORDI, JEG LADER SOM OM«

MATHIAS HELT

2 LEDER

NOVEMBER 2021

Stem på en kvinde

Der har aldrig været mere end en tredjedel kvinder i landets byråd. I Danmark er der 98 kommuner, men kun 14 kvindelige borgmestre. På Fyn er der ingen kvindelige borgmestre, og i hele Region Syddanmark er det kun Fanøs borgmester, der ikke er en mand. I ingen kommuner i hele landet, sidder der flere kvinder end mænd i byrådet.

Egentlig skulle det her have været et simpelt opråb til at stemme på en kvinde til kommunalvalget d. 16. november, så der kunne komme ligestilling i landets byråd. Men realiteten er, at selv hvis alle i hele Danmark satte deres kryds ud for en kvindes navn, ville der stadig blive valgt en stor håndfuld mænd ind. Mange partier bruger nemlig partilister, der rangerer politikerne og afgør, hvem der bliver valgt ind. Og på dem er der mange flere mænd end kvinder og mange flere mænd i toppen af listerne.

Jeg vil dog alligevel opfordre til, at man stemmer på en kvinde. For selvom partierne ikke tager ansvaret på sig og sørger for ligestilling på opstillingslisterne, kan vi som vælgere forsøge at påvirke dem til at gøre det næste gang. Vi har utallige gange før set, hvordan folkestemningen har påvirket politikere til at sætte bestemte emner højt på dagsordenen. Til folketingsvalget i 2015 prioriterede næsten ingen partier at tale om klima, mens det til folketingsvalget i 2019 handlede om at være det grønneste parti. Det kan vi også gøre med ligestilling.

INTERN

I denne måned har INTERN sat fokus på, hvad de studerende på bachelor i Journalistik vil stemme til kommunalvalget. Derudover har sektionen talt med tre studerende om deres studiejobs, CV-kultur og ikke at have et studierelevant arbejde.

EKSTERN

I EKSTERN kan du i denne måned møde en uddannet journalist, der i dag kalder sig presserådgiver og en journalist, der formidler naturvidenskab. Derudover dykker sektionen med i, hvordan medierne forbereder sig til kommunalvalget.

PORTRÆT

Mathias Helt er radiovært på p3, men vejen dertil har ikke været nem. Den har derimod budt på angst, et job i H&M og nedlukningen af Radio24syv.

VERDEN

I denne måned har VERDEN snakket med en aktivist i Uganda, der kæmper for LGBTQ+-personers rettigheder. Derudover tager sektionen fat i, hvorfor der kun er en fjerdedel kvinder i Odense byråd.

KULTUR

Christoffer elsker at blaffe og har brugt efterårsferien på at krydse Europas grænser. Sebastian sætter desuden fokus på piratfester og tager os med under armen til en af sæsonens sidste ravefester.

Der mangler ligestilling i mange dele af samfundet, men det er særligt vigtigt, at det finder sted blandt dem, der tager beslutninger på vegne af os alle. Vi lever i et repræsentativt demokrati, og derfor er det vigtigt, at landets byråd afspejler os som befolkning. Det er vigtigt, fordi vi ved, at de beslutninger, der bliver taget, er påvirket af, hvilke mennesker, der tager dem. Selvfølgelig er repræsentativitet meget mere end bare køn. Det er også alder, etnicitet, religion, uddannelse og meget mere. Og faktisk har vi ret godt styr på alle de parametre i landets byråd. Så hvorfor står udviklingen bomstille, når det kommer til ligestilling?

SPORT

Jeg mener, at tiden er inde til, at vi skal skabe ligestilling i kommunalpolitik. Du har alt at vinde ved at stemme på en kvinde.

BAGSIDEN

Chefredaktør Juliane Sigurdsson WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Magnus Nygaard

Camille Koeller Ansvarshavende chefredaktør

Juliane Sigurdsson Chefredaktør

Tine Stadil Trier EKSTERN-redaktør

Charlotte Mathiesen EKSTERN-redaktør

Anne Matthiesen KULTUR-redaktør

Stefan Lindahl Jensen SPORTEN-redaktør

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

August Tærsker Høgh INTERN-redaktør

Birgitte Kjeldsen VERDEN-redaktør

Frederik Berga SPORTEN-redaktør

I denne måned kommer SPORTEN helt tæt på Nicolai, der er bodybuilder og tager doping.

Derudover byder sektionen på en fortælling om, hvordan Milans træner gik fra at være uønsket til at være den bedste træner nogensinde.

DEBAT

Elisa mener, at vi skal acceptere folks valg af pronominer. Peter mener, at studieturen i gymnasiet ligeså godt kunne foregå i Danmark. Josephine har en opsang til Leos opsang i sidste måned, og Berfin mener at partilister er et demokratisk problem.

I denne måned møder vi chefredaktør Christian Sebastiansen, der erklærer krig mod Illustreret Bunker.

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Gustav Prip Thorsen INTERN-redaktør

Agnes Sofie Rønberg VERDEN-redaktør

Sofie Bjørn Thomsen KULTUR-redaktør

Berfin Erdem DEBAT-redaktør

Mina Rahim DEBAT-redaktør

Sebastian C. Christensen BAGSIDEN-redaktør

INTERN

NOVEMBER 2021

3

STUDIEJOB: Giver studierelevant arbejde bedre muligheder til praktiksøgningen?

Alle journaliststuderende vil gerne have en god praktikplads, og mange forsøger at gøre sig mere attraktive overfor praktikstederne ved at tage studierelevant arbejde. LIXEN har snakket med tre 3. semester-studerende på Journalistik for at få et indblik i deres syn på nødvendigheden af et studierelevant arbejde, når praktiksøgningen står for døren.

M

Af Gustav Prip Thorsen Foto: Privat

ange journaliststuderende ved SDU har studierelevante jobs. Ønsket om at få et mere attraktivt CV, samtidig med at man kan få lidt ekstra økonomisk hjælp til at betale fadøllerne i fredagsbaren, er for mange motivationen, der ligger bag.

LIXEN har talt med tre studerende for at høre om deres syn på studierelevant arbejde, men også nødvendigheden af det.

Christian Kraglund, studentermedhjælper på Ekstra Bladet

Sari Vangbæk Thyssen, studentermedhjælper på TV 2

Hvad laver du på Ekstra Bladet? »Jeg arbejder på Ekstra Bladet, hvor jeg står for at klippe downcuts for Ekstra Bladets videoer. Jobbet fik jeg gennem en anbefaling i mit sabbatår i sin tid. Jeg har primært klippet 2. divisions fodboldkampe, hvilket jeg har gjort i to år.

Hvis EB køber noget pay-per-view som en boksekamp, så er det typisk sådan, at Ekstra Bladet beder mig om at klippe highlights på de pågældende kampe.«

Hvad laver du på TV 2, og hvordan fik du jobbet? ”Jeg sidder i TV 2’s kommunikationsafdeling som tekstforfatter. Jeg skriver små, beskrivende tekster af det indhold, der sendes på TV 2’s kanaler, og det der ligger på TV 2 PLAY. Det er meningen, at de skal fungere som små teasere, der vækker seerens interesse, og giver dem lyst til at se programmet. Nogle gange kan jeg være heldig at få teksterne udgivet i blade som f.eks. Femina.

Der blev lagt et jobopslag ud på vores Facebookside, hvor der stod, at de søgte. Jeg regnede ikke med at få det, for jeg har aldrig arbejdet med medier før. Jeg sendte både en skriftlig ansøgning og en videopræsentation. Jeg tror, det er en god idé at sende en video, hvis man får muligheden for det. Det viser både noget arrangement, idet man har taget sig tiden, og så brænder ens personlighed altså også bare godt igennem på video. De fortalte i hvert fald, at de satte pris på den.”

Føler du, at et studierelevant job giver dig en større indsigt i mediebranchen? »Jeg tror, at nogle studiejobs giver en større indsigt i mediebranchen, men det tror jeg ikke, at mit nødvendigvis har gjort. Det er klart, at i første halvdel af min ansættelse, hvor jeg sad inde på Rådhuspladsen, der gav det et større indblik. Nu sidder jeg i Odense og gør alt online. Men jo, det har nok givet en indsigt i hvordan folk (journalister, red.) arbejder, men det er nu nok mest af alt de første gange, der er mest bevægende.« Forestiller du dig, at det er positivt at have arbejdet på EB i forbindelse med praktiksøgning? »Det er svært ikke at forestille sig, at det ikke har nogen effekt på praktiksøgningen, at jeg har arbejdet på Ekstra Bladet i to-tre år. Når det så er sagt, så føler jeg, at studiejobs er frygtelig overvurderet. Jeg har bare siddet og klippet fodboldkampe og boksekampe, og det har jo ikke gjort mig til en bedre journalist på nogen måde. Det har givet mig et netværk af nogle mennesker, der har gidet interagere med mig, men min oplevelse er, at du jo er en del af et større hjul. Jeg kan godt se, at det virker meget stort at være studentermedhjælper på EB, men jeg tror, at jeg havde været en bedre journalist, hvis jeg havde arbejdet som tjener det sidste år. Som tjener skal du jo kunne snakke med mennesker - mange forskellige mennesker -, og jeg har bare siddet foran min computer. Så på den måde tror jeg, at studiejobs er frygteligt overvurderet.« Er dit studiejob tæt relateret til det, som du gerne vil lave som journalist? »Nej, jeg drømmer ikke om at sidde og klippe 2. divisionskampe de kommende år. På den måde har det ikke været i højsædet, da jeg søgte jobbet. Den eneste grund til, at jeg søgte jobbet i sin tid, var, at det ville booste mine kvote 2-ansøgning, da jeg søgte ind på studiet. Det var ikke fordi, at jobbet i sig selv tiltalte mig. Dengang var det med sigte på at komme ind på SDU. Nu er det mere en indkomst, og det giver jo unægteligt noget på CV’et.«

Anton Kristoffer Mørch Madsen, uden studierelevant arbejde.

Hvorfor har du ikke noget studierelevant arbejde? ”Jeg tror, at jeg har prioriteret andre ting, såsom at falde på plads på studiet. Jeg har også pendlet, hvilket har betydet, at der går meget tid i toget. Særligt på 1. semester, hvor overskuddet var minimalt.”

Er du bange for, at du er dårligere stillet til praktiksøgningen? ”Jeg er da bange for, at det vil betyde, at jeg er dårligere stillet. Jeg har ikke været så opsøgende, som mange af mine studiekammerater. Men samtidig tror jeg også, at det i sidste ende kommer an på, hvordan du er og præsenterer dig selv til praktiksamtaler. Jeg er fortrøstningsfuld over at finde et praktiksted, som jeg vil synes om. Indtil videre har jeg prøvet at få så meget ud af undervisningen som muligt og styrke mine færdigheder gennem de opgaver, jeg har fået. Altså ved at kompensere for manglende erfaring, ved at tage undervisningen meget seriøst, frem for at have et studierelevant arbejde.”

Tag det roligt, men vær motiveret Men studierelevant arbejde er ikke alfa og omega når det handler om at finde en god praktikplads. Christoffer Nestor, redaktør og praktikantchef på TV 2 Nyhederne, mener, at det er interessen for journalistikken, der er det afgørende for de journaliststuderende, når der skal vælges praktikanter. »Om du har arbejdet i branchen eller ej, er ikke afgørende. Hvad, der er det afgørende, er, om du er engagementet og har viljen til at lære - så skal vi nok hjælpe med resten.« Men det kan vel ikke være en ulempe at have haft studierelevant arbejde, mens man har studeret? ”Nej, naturligvis ikke. Det kommer an på helhedsvurderingen af personen, og der er det selvfølgelig et plus, hvis man har haft studierelevant arbejde. Men engagementet betyder mest.«

Føler du, at et studierelevant job giver dig en større indsigt i mediebranchen? ”Jeg føler helt bestemt, at mit job giver mig en større indsigt i mediebranchen. Både ved de ting, jeg selv erfarer gennem mit eget arbejde, men også det at man får muligheden for at snakke med en masse spændende mennesker, der laver alt muligt andet end en selv. Det giver et godt netværk og bedre forståelse for, hvordan en medieorganisation hænger sammen.”

Forestiller du dig, at det er positivt at have arbejdet på TV 2 i forbindelse med praktiksøgning?

Jamen, både og. På den ene side kunne jeg da godt forestille mig, at det er godt at have lidt indsigt i den branche, man er på vej ud i. På den anden side kunne jeg godt forestille mig, at de fleste praktiksteder nok kigger mere på, hvordan man er som person, og om ens personlighed passer ind hos dem.”

Er dit studiejob tæt relateret til det, som du gerne vil lave som journalist? ”Nej, det er ikke tæt relateret, da jeg gerne vil ud og arbejde som videojournalist, men der er nogle kompetencer, som jeg tænker, jeg vil kunne bruge senere. Jeg har lært at holde gang i mit kreative flow. Det kan være svært at skulle blive ved med at være kreativ og komme på nye idéer og anderledes vendinger, så det har været en god træning at sidde ved TV 2. Og hvis jeg så engang kommer til at skrive, har det da også hjulpet en del på min grammatik og grundighed.”

4

INTERN

NOVEMBER 2021

Kommunalvalg på Medietorvet: 62% stemmer rødt Enhedslisten er det største parti og rød blok vinder stort i en undersøgelse af, hvad de journaliststuderende ved SDU vil stemme til kommunalvalget 2021.

Af August Tærsker Høgh

I

forbindelse med det kommende kommunalvalg har LIXEN undersøgt, hvad de journaliststuderende ved SDU har tænkt sig at stemme. Undersøgelsen er lavet i kølvandet på debatten om journalisters politiske ståsted, der pludselig blussede op i medierne i slutningen af september. Debatten skyldtes en intern spørgeundersøgelse på DMJX, der viste at langt størstedelen af de journaliststuderende var venstreorienterede.

Knap 70% af de journaliststuderende på 1. og 3. semester på DMJX stemte rødt, mens Enhedslisten var det mest populære parti med næsten hver fjerde stemme. Det pustede liv i en debat der igennem mange år har præget mediebilledet. Er journalister blot socialisternes røde lejesvende, der sørger for at farve mediebilledet rødt, eller er virkeligheden mere nuanceret?

Journaliststuderende er mørkerøde De studerende på 1. og 3. semester på bacheloren i Journalistik ved SDU fik spørgsmålet: Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var kommunalvalg i morgen? 104 af de journaliststuderende besvarede spørgeundersøgelsen, hvilket giver en stemmedeltagelse på 53%.

Undersøgelsen giver ligesom undersøgelsen i Aarhus et meget entydigt billede.

Hele 61,5% af de adspurgte vil stemme på et af de, traditionelt set, røde partier til kommunalvalget. Det vil sige enten Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet eller Alternativet. Samtidig får de blå partier Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige samt lokallisten fra Odense Liberaterne blot 31,7% af stemmerne, mens Dansk Folkeparti ikke opnår en eneste stemme. De resterende 6,8% vil enten stemme blankt eller slet ikke stemme til kommunalvalget.

Undersøgelsen viser altså, at de røde partier har næsten dobbelt så stor opbakning som de blå partier blandt de journaliststuderende ved SDU. Det resultat overrasker dog ikke Erik Albæk, der er professor i Journalistik og Statskundskab ved SDU. »Det er der ikke noget nyt i. De undersøgelser, der har været igennem flere år, tyder på at journaliststuderende er røde, og de er også betydeligt mere røde end journalister generelt er.« Netop at de journaliststuderende ikke blot er røde, men befinder sig langt ude til venstre i de politiske spektrum, fremgår også tydeligt af undersøgelsen. Det mest

røde parti Enhedslisten ville med 18,3% af stemmerne være det største parti, hvis de journaliststuderende skulle sammensætte en kommunalbestyrelse. Ifølge Erik Albæk er en af forklaringerne på det røde overtal, de journaliststuderende uddannelsesmæssige baggrund: »Danske journaliststuderende udgør ikke et bredt udsnit af den danske befolkning. De har typisk en studentereksamen, og vi ved jo højere uddannet du er, jo større er tendensen til at du stemmer til venstre for midten.« Derudover nævner han også respondenternes alder som en forklaring på den store opbakning til de røde partier: »Der er også en tendens at unge i øjeblikket stemmer til venstre for midten. Der er bare ingen, der siger, at det fortsætter sådan.« En stor del af de journaliststuderende befinder sig i starten eller midten af 20´erne og netop denne aldersgruppe har tidligere vist stor opbakning til partier som Enhedslisten og Radikale Venstre. Ved det seneste folketingsvalg stemte 27,7% af de 18-24-årige på et af de to partier, hvilket var noget højere end det nationale resultat, hvor partierne til sammen fik 15,5% af stemmerne. Ifølge Erik Albæk skyldes det, at partier som disse i høj grad appellerer til de unge. »Hvis du tager de emner, der optager unge i dag og ser på hvilke partier der har det højt på dagsordenen, så er det måske i højere grad, partier der befinder sig til venstre for midten.« I den forbindelse nævner Erik Albæk klimadebatten, der i de seneste år har været et stort tema blandt unge.

Politiske journalister søger midten I undersøgelsen fremgår det også, hvad de journaliststuderende, der kunne finde på

at arbejde med politisk journalistik efter uddannelsen, har tænkt sig at stemme til det kommende kommunalvalg.

Undersøgelsen viser, at opbakningen til de røde partier er lidt lavere, blandt dem der kunne finde på at arbejde med politisk journalistik i fremtiden. 54,4% vil stemme på et af de røde partier til det kommende kommunalvalg, mens 38,2% vil stemme på et blåt parti.

Dermed stemmer tallene overens med den omfattende undersøgelse, som Erik Albæk sammen med professorer ved SDU David Nicolas Hopmann og Claes Holger de Vreese offentliggjorde i 2010. Her fremgår det nemlig at de politiske journalister er mere midtsøgende end den øvrige journaliststand.

Repræsentativitet på studiet Selv blandt den andel, der kunne finde på at arbejde med politisk journalistik i fremtiden, tyder det stadig på, at de journaliststuderende ved SDU i høj grad befinder sig til venstre for midten i dansk politik.

Det bekymrer dog ikke Louise Kjærgaard, der er uddannelsesleder ved Center for Journalistik på SDU: »Jeg synes ikke vi har et stort problem her.

Hvis de journaliststuderende lærer, hvad de

skal, så er det ikke så farligt.« Alligevel ville hun ønske, at opbakningen til de røde partier ikke var så stor, som undersøgelsen viser: »Jeg synes da, det er ærgerligt. Det ville da være rigtig dejligt, hvis vi afspejlede ungdommen, som den ser ud. Ikke hele befolkningen, for der er jo også forskel på, hvad unge og ældre stemmer. Men det ville da være ideelt, hvis vi afspejlede, hvordan ungdommen generelt stemmer.« Ved det seneste folketingsvalg stemte 42,7%, af de unge mellem 18 og 24 år, på et af de blå partier, hvilket er en betydeligt større andel end de 31,7%, der stemte blåt blandt de adspurgte journaliststuderende.

Ifølge Erik Albæk vil de journaliststuderendes politiske ståsted dog ikke få nogen indflydelse på deres journalistiske produkter, når de studerende kommer ud på arbejdsmarkedet. »Du lærer, at skrive på den måde eller lave ting på den måde arbejdspladsen vil have. Derfor er dine personlige holdninger bedøvende ligegyldige.« Louise Kjærgaard ser dog en anden udfordring ved det store overtal af røde vælgere: »Der, hvor jeg tænker, det kan spille lidt ind, er i forhold til, hvilke ideer man selv har til historier. Der kunne det være godt at have nogle flere, der for eksempel har en anden økonomisk tænkning.« Hun ser derfor gerne at uddannelsen i Journalistik bliver mere repræsentativ, end den er i dag men understreger dog: »Det vigtigste er, at de studerende lærer journalistisk etik, metode og tænkning, så de forholder sig kritisk og nysgerrigt overfor alle kilder og informationer - uanset eget politisk ståsted.«

EKSTERN

NOVEMBER 2021

5

Fra journalist til presserådgiver på Christiansborg: »Jeg bliver trukket længere og længere ind i junglen« Morten Reimar skiftede freelancelivet ud med en stilling som presserådgiver for Venstre.

Efter et år på Christiansborg kan han mærke dansk politiks dragende effekt på egen krop.

Af Mads Hjermind Foto: Mads Hjermind

M

orten Reimar havde aldrig planlagt, at han skulle arbejde på Christiansborg. Da han gik på Journalisthøjskolen var planen at skrive lange features, portrætter og reportager. Og det mål fik han indfriet. Som freelancer skrev han lange, fortællende artikler for Euroman, Ud & Se, Berlingske, Børsen og Zetland.

Men efter at have fulgt Uffe Elbæk og Alternativet i 10 måneder til en reportagebog valgte Morten Reimar at skifte spor. Det journalistiske feltarbejde i det politiske landskab havde givet ham blod på tanden. Så han ringede til Venstres pressechef, og ti dage senere havde han sin første dag som presserådgiver for det gamle landbrugsparti.

Et år senere skiftede Morten Reimar til Radikale Venstre, hvor han fik stillingen som senior presserådgiver. Og med dette avancement har han ingen planer om at forlade Christiansborg lige foreløbigt. For det passer ham ganske godt at være placeret i centrum af dansk politik. Det er den næsten barnlige glæde ved at se, hvordan tingene fungerer bag kulisserne, som også drev ham som journalist. Forskellen er bare, at han som presserådgiver får lov til at komme endnu tættere på. »Og så er Christiansborg jo et historisk sted, og et magisk sted,« siger Morten Reimar. »Men det er også et hårdt arbejde, der kræver meget af ens tid. Det er en verden, som jeg kan mærke, at jeg bliver suget ind i«.

Et dragende fællesskab Bogen om Uffe Elbæk og Alternativet skulle i første omgang kun have været en artikel til Euroman eller Zetland, hvor Morten Reimar skulle følge dem i en måneds tid op til valget.

Men valget lod vente på sig, og en måned blev til ti. I løbet af de ti måneder fulgte han hver dag Alternativets politikere og presserådgivere, som tilbragte de fleste af døgnets vågne timer sammen. »Der oplevede jeg en helt anden måde at arbejde på. Det var jo nogle folk, som troede enormt meget på en sag og havde et kammeratskab, som jeg var meget misundelig over,« siger Morten Reimar. »Jeg blev jo på en måde en del af holdet, selvom jeg ikke hjalp til med deres arbejde«.

Det var en helt anden verden end den Morten Reimar selv kom fra. Som freelancer havde han plads på et lille kontorfællesskab, hvor selvstændige og freelancere sad sammen. Der var arkitekter og smykkedesignere, grafikere og sælgere, men ingen andre journalister. »Det var svært at sidde med nogen, som ikke forstod det, man lavede. Jeg havde ikke rigtig nogen at fejre mine små sejre med«.

Anderledes er det nu, hvor Morten Reimar er en del af et stort maskineri med partier og sekretariater, der tilsammen udgør kernen af dansk politik. »Hver dag føler jeg, at jeg er med

i noget historisk og som er en del af fortællingen om dansk politik lige nu«.

Et fremmed element Som forfatter til fire digtsamlinger og en reportagebog inspireret af amerikanske New Journalism-koryfæer som Gay Telese og Hunter S. Thompson var Morten Reimar et lidt fremmed element på Christiansborg til at starte med. Han husker blandt andet et sommerarrangement hos Venstre, hvor alle andre gik med den samme lyseblå skjorte, imens han selv var iført en grøn army jacket. »Jeg er nok ikke så god til at holde mig i baggrunden. En typisk rådgiver forsøger at være gennemsigtig, men jeg har lidt svært ved at tie stille,« siger Morten Reimar. »Og så skriver jeg nogle vanvittige ting på Twitter«.

Derudover har Morten Reimar ikke været medlem af et ungdomsparti, som så mange andre i sekretariaterne. »De fleste folk på har et meget familiært forhold til det parti, de arbejder for. Der har de tilbragt et helt liv, og der har de deres nærmeste venner. Det har jeg ikke«.

Men alligevel kan Morten Reimar godt mærke, at han har ændret sig. Før i tiden læste han mange amerikanske magasiner som Rolling Stone, Esquire, The Atlantic og The New Yorker med noget af verdens bedste journalistik.

»Det har jeg ikke tid til længere. I dag bærer jeg en anden identitet, og jeg fører et anderledes liv,« siger Morten Reimar.

Behov for altid at være in the know Et andet tegn på at Christiansborg har ændret ham er hans enorme behov for at være med på noderne. Flere gange i løbet af interviewet tjekker han sin mobil. Han gør det med en udpræget rutine uden helt at stoppe med at snakke, men hans ansigtsudtryk ændrer sig og bliver mere alvorligt, imens øjnene løber hen over skærmen. Så lægger han mobilen fra sig igen med et lille, tilfredst smil på læben.

Det konstante behov for at være på forkant med udviklingen er noget som karakteriserer folk på Christiansborg, mener Morten Reimar. »Folk her bliver dårligt til mode, hvis de ikke er in the know. Man skal hele tiden vide, hvad der rør sig«.

For der er en valuta i at vide ting på Christiansborg. Man skal kunne bytte sig til information og være i stand til at skabe sig et godt rygte på gangene. Man skal være i stand til at videregive vigtig information og omvendt kunne modtage noget uden at fortælle det videre. »Det er virkelig noget, som man skal lære.

På Christiansborg bliver man hele tiden vejet på, om man er en, som man kan stole på, eller om man er en nulbon«.

Trukket længere og længere ind i junglen Men Morten Reimar har svært ved at forklare, hvad han helt præcist laver som presserådgiver, og hvorfor det er så spændende. Hans kone forstår det i hvert fald ikke helt, når han kommer hjem og fortæller om sin dag. »Det var også derfor alle i Alternativet snakkede så meget sammen, fandt jeg ud af.

Det var jo fordi, de drev alle andre til vanvid med deres arbejde,« siger Morten Reimar. »På Christiansborg eksisterer der sin helt egen subkultur, lidt ligesom der er punker- og skatermiljøer.« Og som i ethvert andet miljø bliver man mere og mere hardcore, jo længere tid man opholder sig der. Morten Reimar kan i hvert fald mærke, at han er ved at blive opslugt. Han har altid været interesseret i politik. Men jo tættere man kommer på det politiske spil, jo mere grebet bliver man af det. »Det er ligesom den tidligere statsminister Poul Hartling sagde: ’Politik er som at ride på en tiger. Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt,’« siger Morten Reimar tilføjer: »Sådan er det for politikere, men også for folk på sekretariaterne«.

Og Morten Reimar er ikke blevet ædt endnu. »Men jeg kan til gengæld mærke, at jeg bliver trukket længere og længere ind i junglen«.

6 EKSTERN

NOVEMBER 2021

Naturvidenskaben har brug for journalistikken Dagbladet Informations redaktør for særmagasiner Johanne Pontoppidan Tuxen og journalist Mikkel Vuorela har sammen skabt serien ”Naturvidenskab forfra”. Hver uge inviterer de deres læserne og lytterne indenfor i den naturvidenskabelige verden.

M

ed tidligere succesfuld erfaring indenfor featuregenren og iver efter at videreformidle naturvidenskabeligt stof, som i dette tilfælde er skabt i et krydsfelt mellem reportage, baggrundsjournalistik, interview og dybdeborende journalistik, ønsker Tuxen og journalist Mikkel Vuorela at klæde Informations læsere bedre på til at forstå den verden, vi lever i. Med støtte fra Carlsbergfondet har Information skabt serien “Naturvidenskaben forfra”. For at kunne afdække det enorme emne i en tilstrækkelig grad, udgiver den journalistiske duo en artikel hver uge i hele år 2021.

Idéen opstod egentlig lidt ved et tilfælde.

Et ungt, videnskabeligt talent fra Det Unge Akademi, under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, undrede sig over, hvorfor Information ikke tidligere havde lavet en stor seriesatsning om naturvidenskab. Læseren gjorde dem opmærksom på, at aviser under Den Kolde Krig havde skrevet om naturvidenskab for bl.a. at informere om atombomber. I dag taler vi ikke så meget om våbenkapløb, mellemdistancemissiler og Marshallhjælp. I 2021 har det moderne menneske andre kriser, der holder det vågen, fortæller Johanne Pontoppidan Tuxen, der er redaktør for særmagasiner hos Dagbladet Information. »Der er nogle utroligt præsente temaer for vores samtid, såsom pandemi og klimakrise, som kalder på en grundforståelse for naturvidenskaben og hvilket blik vi har på verden, når vi ser den gennem naturvidenskab« Læserne vil informeres Da Tuxen, Vuorela og Rune Lykkeberg, chefredaktør ved Information, besluttede sig for at søsætte idéen, var deres viden indenfor naturvidenskab beskeden. Med hjælp fra Mads Toudal Frandsen, der er fysiker og tidl. medlem af Det Unge Akademi, fik de samlet et panel af forskere fra forskellige grene af de naturvidenskabelige discipliner. Missionen blev at klæde Informations læsere bedre på til at forstå et emne, der kan føles som en lukket fest. »Vores erfaring er, at læserne gerne vil læse om emner, der ligger udenfor den traditionelle idé om, hvad en avis skal give sine læsere« siger Tuxen. Men Information er ikke de eneste med den erfaring – lignende har de gjort sig hos Videnskab.dk: »Vi har en million månedlige brugere, så der er kæmpe efterspørgsel efter historier om videnskab, når de bliver serveret af journalister, der formår at gøre det komplekse stof let at forstå og til at stole på« siger Jonas Salomonsen, der er nyhedsredaktør hos Videnskab.dk.

Blikfanget fanger fisken Selvom Information havde tidligere succesfuld erfaring med at skrive om natur-

Af Frederikke Nyborg Illustration: Agnes Rønberg

le folks forhold til naturvidenskaben. Vi blev nødt til at trække på alle de gode journalistiske værktøjer« siger hun. Derfor har Information også gjort brug af lyduniverset. Med podcastmediet er det lykkesdem, at skabe endnu en dimension i deres formidling.

Forskellige tider og niveauer Når fisken så har bidt på krogen, handler det om at få den i nettet. Indholdet bliver derfor også serveret med tanke på det spiselige. Tuxen og Vuorela arbejder ofte med tre niveauer i deres artikler. »Hvis vi fx skulle fortælle om de fem masseudryddelser i Jordens historie, ville vi følge en fossilentusiast, der går og hugger kalkblokke op ved Stevns Klint for at se, hvad der er indeni. Samtidig transcenderer vi tilbage til dengang forskningsverdenen fandt ud af, hvordan dinosaurerne døde, og vi går helt tilbage til den allerførste masseuddøen for 444 millioner år siden« forklarer hun.

Den artikel bevægede sig derfor i tre forskellige tidsperioder i historien. Andre gange i tre niveauer: I en artikel, der undersøgte DNA, fulgte de en DNA-forsker i laboratoriet, historien om opdagelsen af DNA og helt ind i cellekernen for at beskrive mikroskopniveauet af DNA’et. Opbygningen er altså ikke altid ens, men bevæger sig typisk over forskellige tider og niveauer.

videnskab, vurderede de at formidlingen af ”Naturvidenskaben forfra” skulle skille sig ud. I en tidlig erkendelse af naturvidenskabens kompleksitet afsatte Information en del kræfter og midler til at udvikle et ikonisk udtryk, som serien skulle forbindes med: »Allerede tidligt i processen aftalte vi, at grafikken skulle være i højsædet, så Jesse Jacob (red. Art director, Information) blev sat til at udvikle det grafiske udtryk. Vi ville nemlig gerne nå ud til en større menighed, og der blev det visuelle meget betydningsfuldt« siger Tuxen.

Blikfanget blev højt prioriteret, da det visuelle skulle fange læserne – særligt dem

som aldrig før havde været med til en naturvidenskabelig fest. Det var afgørende for seriens succes, at den blev lidt rock’n’roll.

Genfortryllelsen Som journalist har Tuxen stor opmærksomhed på, at al det komplekse bliver serveret mundret. Derfor har hun og Vuorela ikke blot fokus på de tekniske aspekter i journalistikken, men de prioriterer også meget af spaltepladsen på historiefortælling og karakteropbygning. I skriveprocessen til “Naturvidenskaben forfra” arbejder hun for, at læseren skal blive fascineret. »Max Weber siger, at videnskaben har affortryllet verden, og vi ville gerne genfortryl-

Den kritiske sans Siden det uafhængige webmedie Videnskab. dk blev etableret i 2008, har journalisterne bag gjort sig megen erfaring i, hvordan de arbejder bedst med kritisk videnskabsjournalistik. Det førte til en guide, med støtte fra Den Fynske Bladfond, der indeholder 11 trin som et hjælperedskab til at skrive videnskabsjournalistik. »Et problem hos flere journalister er typisk, at de ikke er tilstrækkeligt kritiske overfor ekspertkilder« siger Salomonsen.

Hos Videnskab.dk tager de generelt flere forbehold, når nye studier bliver udgivet.

Salomonsen mener, at andre medier generelt kan have en tilbøjelighed til at være for ukritiske og lade begejstringen overtage. »Når vi skriver om et nyt forskningsprojekt, så ringer vi altid til en forsker som ikke er involveret i projektet. Mange andre medier taler typisk kun med forskeren bag projektet« tilføjer han.

Salomonsen er glad for, at et dagblad som Information sætter fokus på naturvidenskaben. Han bifalder deres interesse og håber at se mere af den slags i fremtiden fra flere medier. I håbet ligger dog også et ønske om, at journalistikken om naturvidenskab i højere grad bliver rettet mod flere forskellige målgrupper – og ikke kun dem med en akademisk uddannelse.

EKSTERN 7

NOVEMBER 2021

Fynske medier arrangerer valgfolkefester: »Vi har et ansvar for at aktivere borgerne« Tre fynske medier tager en aktiv rolle under kommunalvalget og arrangerer valgfolkefester over hele Fyn. Ifølge TV 2 Fyns direktør, Esben Seerup, har medierne et ansvar for at engagere og aktivere vælgerne.

Af Charlotte Knutzen Foto: TV2 Fyn

T

V 2 Fyn, Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis er gået sammen under kommunalvalget for at lave valgfolkefester, én i hver af de ti fynske kommuner.

Her samles vælgere og politiske kandidater til debatter, sang, quiz, fadøl og meget mere.

Projektet er et selvopgør med den traditionelle journalistik under en valgkamp, det er et skridt mod målet om mere konstruktiv journalistik og et middel i kampen om borgernes opmærksomhed. Ifølge direktøren på TV 2 Fyn Esben Seerup, har medierne et ansvar for at aktivere borgere, lige meget hvilket medie man er. »En rigtig journalist, uanset om man arbejder for sig selv eller er en del af større organisation, har en forpligtigelse til at engagere, aktivere og gøre sin journalistik vedkommende for dem, man laver sin journalistik til« mener Esben Seerup.

En af forklaringer på tendenserne er ifølge professor MSO ved Syddansk Universitet Arjen Van Dalen en konsekvens af medialiseringen. »Politikerne bliver mere proportionelle i deres måde at kommunikere på og tager mere hensyn til kommunikation i deres politik. Det kan gøre, at politik bliver mere kedeligt, fordi politikere ikke udtaler sig på samme måde som tidligere.« Et andet greb, de tre fynske medier derfor også tager i brug under valgfolkefesterne, er

er, at grunden til, at aktiv journalistik vinder indpas hos medierne, blandt andet skyldes kommercialisme og idealisme. Kommercialisme, fordi borgerne bliver fragmenteret over et stadigt mere mangfoldigt medielandskab, der kræver modige medier. »Man skal indimellem også turde sende nogle mere tydelige dagsordener, så én forklaring på det, kan være noget kommercielt eller markedsmæssigt. Så kan en anden forklaring være noget mere idealistisk, som handler om, at stadig flere medier og

Danmarks mest konstruktive mediehus For 3 år siden lavede TV 2 Fyn en ny overordnet strategi der hed, at de ville være Danmarks mest konstruktive mediehus. »Det var overskriften på et seriøst forsøg på at tage konstruktiv journalistik til os, arbejde med det, forstå det og udvikle vores indhold« siger Esben Seerup.

Valgfolkefesterne en del af det projekt, hvor TV 2 Fyn vil implementere det konstruktive ved at gå lidt væk fra den sorthvide opstilling mellem spidskandidater, for så i højere grad at fokusere på dialog, snakke med vælgerne og ikke mindst; høre om løsningerne. Ifølge professor Arjen Van Dalen, så er valgkampe et oplagt sted for medierne at være aktive. »Valgkampe og kommunalvalg er oplagte tidspunkter at være aktive i, fordi der favoriserer man ikke et bestemt politisk parti, men bare deltagelsesdemokratiet, hvor alle partier kan have gavn af det, fordi det betyder folk går ud og stemmer. Så på en måde kan man stadigvæk være objektiv, men alligevel have en aktiv rolle i journalistik, når man prøver at øge deltagelsen i en valgkamp« forklarer Arjen Van Dalen.

Et selvopgør Et af målene for projektet er at ændre den opsætning i medierne, som Forskelligt ansvar i forskelvi normalt kender lige sammenhænge under en valgkamp.

Lige netop situationen for De fynske medier journalistikken er afgørende for vil gerne væk fra borgernes holdning til typen ’den traditionelle af journalistik. Ifølge meningpartilederdebat’, smålingerne, så vil danskerne Her ses otte af de lokationer som over de næste par uger skal bruges til valgfolkefesterne afholdt af de fynske medier. Foto: TV2 Fyn som er blevet for nemlig gerne have flere forskelkedelig, mener lige former for journalistik i at fokusere mere på vælgernes dagsorden redaktører godt kan se, at man kan arbejde Esben Seerup. forskellige sammenhænge, fortæller Peter frem for mediers og politikeres dagsoruafhængigt og være neutral, samtidig med, »Konfliktstof er traditionelt godt nyhedssBro. den. Vælgerne kan inden valgfolkefesterne at man bliver mere aktiv eller måske også tof. A siger et, B siger noget andet. Så kan vi »Nogle gange vil de (læserne, red.) stemme online på, hvilke emner de gerne vil nogle gange aktivistisk« siger Peter Bro. få dem til at diskutere i nogle minutter eller gerne have den form for journalistik, som høre om til debatterne. Samtidig er der lagt Peter Bro fortæller også, at grundlaget for ned gennem en artikel. Det synes politikere måske er mere passiv, hvor man koncenvægt på, at vælgerne selv skal kunne opsøge aktiv journalistik blev lagt i 1905 af Henrik og journalister er fint nok, fordi det synes vi trerer sig om at informere. Men andre politikerne til møderne, enten ved poliCavling hos Politiken. Henrik Cavling var er spændende. Men dem vi er sat i verden for gange, så vil de gerne have den mere motitikernes stande eller i baren. idealist og mente, at man som journalist og at tjene, nemlig avislæsere, tv-seere og publiverende eller aktiverende journalistik. Jeg »Det er forsøg på at holde en fest, en redaktør godt måtte aktionere og lave aktive kum, de gider det ikke« siger Esben Seerup. tror en vigtig lære, når vi laver den form uhøjtidelig atmosfære. Det er med til, at vi kampagner for at gøre samfundet til et bedre I stedet vil valgfolkefesterne fokusere for meningsmåling er, at lige så vel som faciliterer et direkte og enkelt, konkret møde sted. på god dialog og løsninger, fortæller han danskerne godt kan sondre mellem, at mellem en kandidat og vælgerne, som kan »Henover 1900-tallet er vi i medieog henviser til en Epinion-undersøgelse man som journalist skal kunne spille flere gå ind og snakke med dem« forklarer Esben branchen blevet lidt mere bange for at være initieret af Constructive Institute, der har roller og have flere funktioner, lige så vel Seerup. aktive, og vi har trukket os tilbage i den undersøgt borgernes holdning til lokalpoliskal medierne også fremadrettet lære, at passive rolle. Sådan har det været i mange tikerne. Undersøgelsen viser blandt andet, de med god ret kan spille forskellige roller.

Kommercielt og ideologisk år, men nu er det som om, at mediechefer at 7 ud at 10 af vælgerne mener, at lokalpoDet handler om at have forskellige former Valgfolkefesterne er langt fra det eneste og journalister har fået mod på igen at spille litikere taler for meget udenom, mens lige for ansvar i forskellige sammenhænge« aktive journalistiske produkt, der er set de den der lidt mere aktive rolle« forklarer omkring halvdelen mener, de taler for meget siger Peter Bro. seneste par år, som forsøger at forandre eller Peter Bro. om personlige fejl og mangler hos modparpåvirke samfundet. Centerleder for Journalten og/eller i munden på hinanden. istik på Syddansk Universitet Peter Bro men-

8 PORTRÆT

NOVEMBER 2021

Mathias Helt: »Jeg vidste ikke, hvor jeg gerne ville hen, jeg vidste bare, jeg gerne ville et eller andet.« Mathias Helt er radiovært på P3´s Buffeten og aktuel med podcastserien ”Et stykke med bagedysten”. LIXEN har mødt falstringen, der aldrig bliver nervøs, til en snak om at flytte til København med drømmen om noget »større.« Om at arbejde sig op igennem mediebranchen uden en journalistisk uddannelse, tage de chancer der kommer, angst, og hvordan ét telefonopkald var med til at ændre hans karriere.

E

Af Sofie B. Thomsen Foto: Magnus Nygaard

n halv time inden jeg skal møde Mathias Helt, ringer han mig op. Han har glemt vores aftale, men skynder sig fra lejligheden på Vesterbro ud til de store papkasselignende bygninger på Amager og når frem til det aftalte tidspunkt præcist. Med et stort smil og raske skridt kommer han mig i møde ved hovedindgangen, og vi går direkte derind, hvor P3 holder til.

Redaktionen er reduceret til en håndfuld i efterårsferien. »Det er den hårde kerne, der er tilbage,« griner en medarbejder, der ligner P3´s målgruppe, og vinker til os.

P3-studiet et tomt for værter, men i baggrunden kører et program, der er produceret på forhånd og nu sendes live ud til lytterne. »Jeg bliver aldrig nervøs,« siger Mathias Helt, mens han tygger på et tyggegummi, og tilføjer: »Jeg kan blive spændt, men aldrig nervøs.« Radioværten står ved mikrofon 2, som er hans faste plads hver formiddag, når han sender Buffeten med sin medvært Kathrine Abrahamsen.

Tre timer tidligere stod han samme sted og sendte Omvendt Banko, der afløser Buffeten i efterårsferien.

Efter en rundvisning i de bygninger, der blev startskuddet til den 32-årige radioværts vej ind i mediebranchen, sætter vi os i bibliotekets røde sofaer.

Vejen hertil har ikke været nem. » I´ve had my share,« siger Mathias Helt, mens han tygger videre, og ruller øjne af loftet.

Fra landet til storbyen Gymnasiet fangede ikke Mathias Helts interesse. Han droppede ud af Katedralskolen i Nykøbing Falster efter 14 dage: »Jeg var dårlig til alt sådan noget matematik, fysik og kemi - jeg fattede det ikke, jeg forstod det virkelig ikke,« forklarer han og fortsætter: »Det er ikke, det der vil få mig derhen, hvor jeg gerne vil hen, og jeg vidste ikke, hvor jeg gerne ville hen, jeg vidste bare, at jeg gerne ville et eller andet.« Efter et job på den lokale McDonald’s fik han igennem en ven et job i København som påklæder på Det Ny Teater og begyndte derfor at pendle fra sydhavsøen til storbyen. »Jeg var sindssygt dårlig til at være påklæder, men jeg havde en hel klar plan om, at mit liv ikke var i Nykøbing Falster - det var i København.« Vil du sige at Nykøbing F. er en for lille by

til dig? »Nej« og kigger på diktafonen »ikke på bånd,« griner han.

På sin 18-års fødselsdag flyttede Mathias Helt til København uden en rød reje med ideen om at sidde på en bænk og ryge cigaretter hver dag.

Drømmen om at blive boende i storbyen uden et job virkede dog hurtigt urealistisk.

Derfor fik han hjælp fra en veninde til at skrive en stak jobansøgninger. »Det var sådan: Enten skal jeg have mig et job nu og blive i København, ellers må jeg flytte tilbage til Nykøbing F.« Da han afleverede den sidste ansøgning, var det med foldede hænder, at Mathias Helt søgte hjælp i Helligåndskirken: »Vil du ikke nok hjælpe mig - jeg har brug for noget hjælp til mit liv,« bad han.

Få dage efter var et job på strøget i »Hennes og Maurits,« som han kalder det, i hus.

Lots of love Det var på grund af Augusta GlahnAbrahamsen, som i dag er musikredaktør på P3 og en bekendt fra gymnasiet, at Mathias Helt hørte om DR´s talenthold. Hun havde fået en plads på holdet og lavede radio på P3. »Jeg kan aldrig komme ind på skuespillerskolen, jeg kan aldrig komme ind på journalisthøjskolen - der er kun én vej, én

chance og det er det der talenthold, og det skal jeg bare ind på.« Men for Mathias Helt var drømmen aldrig at blive kendt eller komme i radioen: »Jeg vidste, jeg var sådan en skør starut, og folk syntes bare jeg var rigtig god til at underholde, hvis jeg lavede en sjov stemme eller en parodi på nogen, så var folk vildt imponerede over det. Så tænkte jeg okay, det må være noget af det her, jeg er god til. Så søgte jeg og kom ikke ind – fuck, tænkte jeg.« Men afslaget tog bestemt ikke gejsten fra Mathias Helt. Der gik jo kun ét år, før DR søgte nye talenter igen. »Jeg har ikke andet end mig. Det er super dumt at sige, at jeg ikke kan noget, for jeg kan super mange dejlige ting, men jeg har kun mig selv at troppe op med. Det er det jeg kan. Og det super vigtigt at få med i min ansøgning, at det er mig: Så jeg satte mig ned og skrev et håndskrevet brev til dem, og så sluttede jeg af med at skrive: »lots of love, Mathias Helt« sendte den afsted og kom til samtale herude, og det var bare sindssygt,« smiler han. »Noget fucking lort« Mathias Helt blev udvalgt på talentholdet, og det var første gang, han fik muligheden for at lave noget der mindede om den verden, han drømte om at komme ind i. »Det var bare wauw, Talentholdet, hvor

er det fantastisk,« siger han med overdrevet begejstring i stemmen. »Så skete der bare alle mulige ting på det talenthold, der bare gjorde, at det var noget fucking lort« Selvom han understreger, at talentholdet var en stor mulighed, der var med til at ændre hans liv, oplevede han også nogle chefer, der ikke tog opgaven seriøst. Ifølge ham, var forløbet ustruktureret, og talenterne blev placeret i et hjørne på redaktionen. »Det var sådan lidt: Hey forstår I godt at alt mit levede liv, har ledt op til det her? Forstår I ikke, alle de valg, jeg har truffet for at være her - jeg måtte sige mit gode job op i H&M,« griner han og fortsætter i den dramatiske tone: »Jeg vil gerne være her - nu ligger jeg mit liv og min skæbne i jeres hænder, så har i fucking også og behandle det ordentligt.« Tiden på talentholdet var et forløb, der for den unge talentspirer, handlede om at lære at klippe, afvikle og udvikle sine kompetencer bedst muligt. Også når det betød, at de sendte tre timers liveradio, ingen hørte. »Man kan godt føle sig som sådan et hittegodsbarn, fordi det der talenthold, er sådan lidt udefinerbart, fordi man er jo ikke journalist, man kan ikke lave tv eller radio - så jeg sugede alt det til mig, jeg kunne,« fortæller han.

PORTRÆT 9

NOVEMBER 2021 Kontanthjælp og ”kæmpe fiasko” Efter talentholdet fik Mathias Helt at vide, at der ikke skulle gå længe, før han ville modtage et opkald med et jobtilbud.Men ingen ringede og flere måneder efter endte radioværten på kontanthjælp. »Der gennemgår jeg,« siger han og trækker vejret dybt »altså en menneskelig psykisk transformation. Der bryder alting bare sammen indeni.« »Mit ego blev så meget brudt sammen, så når jeg siger i dag, at jeg har et kæmpe ego, så er det fordi, jeg lader som om. Mit ego findes ikke - det blev bare fuldstændig fjernet.

Men nogle gange skal man jo fucking ned og spise op, og man skal køres over af en bus, og man skal tværes ud,« siger han og laver pruttelyde, mens hænderne støder sammen, som var det et køretøj, der smadrede ind i en væg.

Perioden efter var ét stort mørke, hvor hans hoved var fyldt med tanker om at gå fra at være udvalgt og talentfuld til at føle sig som ingenting. »Og så tænkte jeg, okay, det ligger ikke til mig, det der med at have ondt af mig selv for længe ad gangen.« Efter kontanthjælpen fik Mathias Helt igen et job i en tøjbutik, hvor dagene gik med at folde tøj og betjene kunder. »Det var et kæmpe tilbageskridt. Jeg var verdens største taber. En kæmpe fiasko. Sådan havde jeg det.« »Der besluttede jeg mig for: hvis jeg nogensinde får chancen igen, så lader jeg det aldrig komme så vidt her. Og så var det bare et spørgsmål om, at jeg skulle have en chance igen.« Et uventet opkald Mens Mathias Helt gennemgik, hvad han beskriver som ren overlevelse, fik han et uventet opkald.

Pludselig en dag på arbejdet ringede Mads Brügger: »Jeg anede ikke, hvem han var, men det var noget med et sommerprogram, der skulle laves.« Den tidligere programchef på Radio24syv havde hørt om ham igennem en fælles bekendt fra DR, der var produktionsleder, dengang Helt gik på talentholdet. »Det er nu den der mulighed, du har ventet på, skulle komme, hvor du kunne komme tilbage og give den fuld gas. Jeg er klar til at satse hele butikken en gang til.« Sommerprogrammet hed Bikinilinjen, et satireprogram, hvor Mathias Helt og medværten Marie Louise Tüxen snakkede hudløst ærligt og reflekteret over livet. Lige fra skilsmisser og dating til at have små tænder. »Vi var to ukendte mennesker, som sad inde i radioen, så vi havde kun vores sprog, og hvis vi ikke var ærlige, så kunne det have været lige meget, hvem der sad derinde.« Men det store behov for at yde sit bedste, kom også med en pris.

Vanvittig invalideret af angst Efter sommerprogrammet havde kørt i to måneder, skete der en omvæltning. »Jeg bliver vanvittig invalideret af angst, og skal lige kæmpe mig ud af det igen,« fortæller Mathias Helt. »Jeg tror, det kom af det pres, jeg lagde på mig selv. Det var meget risikofyldt for mig, for sidste gang jeg satsede butikken, der endte jeg på kontanthjælp og med et nedbrudt ego.« Der gik 8 måneder før Mathias Helt kunne leve et normalt liv igen. Han rejste sig med hjælp fra metakognitiv terapi, som er en terapiform,

der fokuserer på at håndtere den overtænkning, der for Mathias Helt resulterede i angst: »Det var sådan noget: nu skal jeg fucking bare gøre det godt, det her skal sidde lige i skabet. Og man kan jo begå den fejl at google sit eget navn, så når folk skrev, det var noget lort, så tog jeg det meget nært - til sidst blev jeg syg af det.« Men med en opsparing fra tøjbutikken havde Mathias Helt økonomisk råderum til at passe på sig selv: »Det havde jeg lært: Man skal ikke satse hele butikken uden en krone på lommen.« »Det vigtigste i det her er jo trods alt mig selv, hvis jeg er mit produkt, og jeg skal leve af det resten af livet, så er det jo også vigtigt, at det produkt bliver holdt i orden.« Derfra gik der et år, hvor træningen fra terapien skulle holdes ved lige. »Nu kan jeg leve et normalt liv, men stadig have forekomster af ting, der minder om angstsymptomer,« siger han og retter på sine briller.

Autentisk og Helt sig selv Da Mikael Bertelsen og Mads Brügger igen ville lave et sommerprogram, var der ingen tvivl om, hvem der skulle være værten. Og navnet lå allerede klar, det skulle hedde: Er du Sunshine. »Igen en chance, ikke en ligeså livstruende chance men igen en mulighed,« tænkte Mathias Helt.

Er du Sunshine var et program, hvor lytterne fik skålet weekenden i gang med et glas koldt rosé i selskab med blandt andet veninderne fra Vesterbro Drag Udlejningsservice. Her blev der snakket om løst og fast og kåret ugens Mr. Sunshine. Programmet endte med at blive en fast del fredagens sendeplan på Radio24syv.

Selvom Bertelsen håbede, at Mathias Helt ville køre det videre på en anden kanal, endte programmet sine dage sammen med Radio24syv.

Det var tid til noget nyt. »Det er de programmer (Bikinilinjen og Er du Sunshine red.), hvor jeg har kunnet være autentisk og mig selv. Det er to programmer, som jeg har været meget stolt af og har gjort mest glæde for mig selv og for andre.« Også selvom der kunne være kritikere, var det ikke noget, der denne gang plagede ham: »Der har sikkert været nogle, som syntes “Er du Sunshine” var noget værre lort. Det har ikke været til dem, jeg har lavet programmet.« Tog de muligheder, der var I dag er Mathias Helt tilbage i de bygninger, hvor det hele startede, og hvis det stod til radioværten selv, var der ikke noget der skulle gøres om: »Jeg har taget alle de chancer, jeg har fået og alle de muligheder, jeg har fået og prøvet at udfylde så godt, som jeg overhovedet kunne.« »Nogle gange lykkedes det, andre gange lykkedes det ikke, men det vil jeg ikke bebrejde mig selv, jeg ville kun bebrejde mig selv, hvis jeg fik en mulighed og ikke tog den.« Og hvis Mathias Helt skulle give et godt råd til sit 16-årige jeg, der stod og vendte bøffer på McDonalds, skulle det være: »Glæd dig og prøv at nyd det,« griner han og korrigerer sig selv lige efter »ej det er fucking også irriterende.« Der går lidt tid, hvor han kigger op i loftet. »Jeg er et meget glad og meget lykkeligt menneske og meget tilfreds. Jeg stoler sindssygt meget på mig selv.« Han skubber sine briller lidt højere op på næseryggen. »Måske er det det, der er rådet - stol på dig selv og bliv ved med at gøre det. Det har jeg også gjort, og det vil jeg også gøre ude i fremtiden,« afslutter han.

10

EKSTERN

NOVEMBER 2021

Fem hurtige til tre lokaljournalister, der sadler op til kommunalvalget Kommunalvalget står for døren, og journalister landet over bereder sig på startskuddet. Dette gælder også hos TV 2 Fyn, Fyns Amts Avis samt DR Fyn, hvor journalisterne er begyndt at lægge op til valgdækningen. Tre lokaljournalister fortæller her om, hvordan de vil dække kommunalvalget.

Af Charlotte Mathiesen og Tine Stadil Trier Foto: Tine Stadil Trier / TV2 Fyn

Fra venstre mod højre: Jakob Høstrup, Linea Marie Andersen, Jesper Buch.

Foto af Jesper Buch: TV2 Fyn. Foto af Jakob Høstrup og Linea Andersen: Tine Stadil Trier

Jakob Høstrup, journalist hos DR Fyn Hvad er din rolle i dækningen af kommunalvalget? »Min opgave er at fortælle om, hvad der rører sig i Kerteminde, og hvorfor det rager resten af DR og i yderste konsekvens resten af Danmark. På valgnatten er jeg live-reporter fra rådhuset i Kerteminde og nok også i dagene efter, da der kan gå tid, før politikerne i Kerteminde finder hinanden. Jeg får også selskab af nogle lidt større navne: Mette Vibe Utzon fra P1 Orientering skal reportere, og retsreporter Tine Maria Ilsøe skal lave TV fra Kerteminde. De arbejder ikke med kommunen til dagligt, så jeg skal klæde dem på.

Hvad ser du mest frem til ved dækningen af kommunalvalget? »Det bliver helt egoistisk: at være den, der er i centrum. Det er fedt at være den som alle kommer til, når de skal bruge noget om Kerteminde. Det er også det fede ved at være i en stor maskine som DR.« Hvad er den største udfordring ved at dække kommunalvalget? »At jeg er i centrum. Det er også en udfordring, at jeg er den, som alle kommer og spørger til om Kerteminde. Det er jo spændende, men jeg forventer også, at jeg skal snakke med rigtig mange, og desuden sætte de her to mennesker ind i, hvad det er for et sted.« Hvad kan de lokale medier under dækningen af kommunalvalget, som de landsdækkende medier ikke kan? »Holde fast i sine kilder. Det er vigtigt at have et kildenetværk, for det er ens valuta som journalist. Det er dét, der gør, at man kan få historier, som andre ikke får. Så jeg bestræber mig på at holde fast i mine kilder og vedligeholde mig og min person i deres

hoveder, hvilket kan være svært, hvis man ikke er engageret i området hele året rundt.« Forventer du, at lytter-responsen på dækningen af kommunalvalget bliver anderledes end responsen på den øvrige journalistik du laver? »Jeg håber da på meget respons. Også, at der er folk i andre kommuner, der får noget ud af min journalistik. Normalt når jeg laver noget om Keteminde, skal det helst hives op på en landstendens, så det har bred relevans. Men fordi det er kommunalvalg, kan jeg lave en historie uden at have en landstendens koblet på. Det kan være, at folk andre steder kan bruge noget af det, der hvor de er.« Linea Marie Andersen, journalist hos Fyns Amts Avis i Svendborg Hvad er din rolle i dækningen af kommunalvalget? »Jeg er en af de primære skribenter der skal rykke ud, når der sker noget under valgkampen.

På Fyns Amts Avis holder vi de her store valgfolkefester sammen med flere fynske lokalmedier. Det er både her i Svendborg, på Ærø og Langeland, hvor jeg hver gang skal være med i den debat, som TV2 Fyn kører med politikerne på scenen. Jeg skal gå og interviewe publikum, så der kommer noget sammenspil mellem politikere og borgere.« Hvad ser du mest frem til ved dækningen af kommunalvalget? »Det må være valgnatten. Jeg stoppede som praktikant lige inden valget sidste gang i 2017, så jeg har ikke været med til at dække valg endnu.

Den der sitrende fornemmelse på valgnatten, som man hører om fra sine kollegaer, det glæder jeg mig allermest til. At man er så smadret, men stadigvæk helt oppe at køre over, hvordandet ender.« Hvad tror du bliver det mest udfordrende ved at dække kommunalvalget? »Jeg tror, det bliver, at man virkelig skal sørge

for at være meget inde i sagerne og sikker på, at det, man laver, er korrekt. Vores vigtigste opgave er jo at oplyse folk, så de kan danne sig et indtryk af, hvad der tegner sig i det politiske billede i Svendborg.« Hvad kan de lokale medier i dækningen af kommunalvalget, som landsdækkende medier ikke kan? »Vi ved meget mere om, hvad der foregår lokalt, og kender til sager, som slet ikke optager de større medier. Det er måske ikke relevant for hele landet, om der kommer vindmøller i Broholm, eller hvor det nye plejehjem skal ligge, men det er vigtigt for borgerne i Svendborg.« Forventer du, at læser-responsen på dækningen af kommunalvalget bliver anderledes end responsen på den øvrige journalistik, du laver? »Jeg er spændt på at se, om folk interesserer sig for valgstoffet, eller om de læser det i mindre grad, men borgerne i Svendborg er generelt meget engagerede. Da jeg kom hertil for nogle år siden, opdagede jeg som noget af det første, at der er virkelig meget debat under artiklerne. Jeg har været på forskellige fynske redaktioner, og jeg har ikke oplevet før, at der var så meget debat som her.« Jesper Buch, politisk redaktør hos TV 2 Fyn Hvad er din rolle i dækningen af kommunalvalget? »Jeg skal kommentere og analysere under valget, hvor Odense er mit primære fokus. Desuden skal jeg være med til de valgfolkefester, som vi har arrangeret i samarbejde med andre fynske medier.

Her er det min opgave, sammen med lokalredaktøren i den enkelte kommune, at komme med en vurdering af, hvordan det er gået for politikerne til debatterne under

valgfolkefesterne.« Hvad ser du mest frem til ved dækningen af kommunalvalget? »Valgaftenen, når resultaterne begynder at tikke ind. Vi bygger op til det her længe, og som politisk kommentator har jeg en rolle, hvor jeg skal prøve at gætte og forudse. Så det er meget spændende at se, hvad der sker, når stemmerne er talt op.« Hvad er den største udfordring ved at dække kommunalvalget? »Det er et tre uger langt maratonløb, hvor vi skal være med hele tiden. Valgkaravanen skal hele vejen rundt, og det giver selvfølgelig nogle lange arbejdsdage.« Hvad kan de lokale medier under dækningen af kommunalvalget, som de landsdækkende medier ikke kan? »Vi kan komme ned i de enkelte sager.

Spørgsmålet om, om der skal være en Netto på havnen i Ærøskøbing, er jo ikke noget, som optager de landsdækkende medier. Til vores valgfolkefester er der for eksempel hundrede procent fokus på den specifikke kommune i fire timer.« Oplever du, at responsen på din journalistik fra læsere og seere er anderledes under dækningen af kommunalvalget end på den øvrige journalistik, du laver? »Lige nu er det mere politikerne, som kæmper for at være synlige hos os. De henvender sig hele tiden med alle mulige historier om stort og småt og fuldstændig ligegyldige ting, i håb om at få noget eksponering. Jeg synes ikke, vi mærker noget fra publikum endnu, men valgkampen skal også lige i gang, og folk skal formentlig nå at orientere sig i det politiske landskab, inden det tager til.«

VERDEN

NOVEMBER 2021

11

Frank Mugishas evige kamp for LGBTQ+ i Uganda Af Frida H. Skøtt Foto af Jonatan Robbert Larsen

I år 1950 dukkede de første love mod LGBTQ+ op i Uganda. Siden har den ugandiske regering fremlagt utallige lovforslag mod folk med en anden seksuel orientering end heteroseksuel. De sidste 10 år har Frank Mugisha dedikeret sit liv til at kæmpe for deres rettigheder og mangel på samme i Uganda.

Frank Mugisha på sit kontor i Kampala, Uganda.

kunne man også risikere dødsstraf. Loven ‘The Anti-Homosexuality Act’ blev i starten af 2014 underskrevet af Ugandas præsident, Yoweri å sekunder efter bliver jeg mødt af Museveni, på live TV. På grund af en teknikaen glad og smilende stemme. Selvom litet blev loven annulleret i august 2014. Ved Uganda og Danmark ligger fjernt fra den korte indførsel af loven var det lovpligtigt hinanden, både fysisk og kulturelt, så kan vi for befolkningen at indberette til myndighedtale sammen på tværs af kloden takket være erne, hvis man vidste, at nogen eksempelvis teknologien. Manden på Zoom, Frank Mugi- var homoseksuelle. I samme periode blev sha, er en person med mange titler. Han er forkæmperen for homoseksuelles rettigheder LGBTQ+-advokat, administrerende direktør David Kato Kisule myrdet i sit hjem, efter hans for organisationen ‘Sexual Minorities Ugan- ansigt og navn blev publiceret i den ugandiske da’, nomineret til Nobels Fredspris, vinder tabloidavis Rolling Stone under overskriften Hang The Gays af ‘Robert F. Kennedy Human »På grund af Covid-19–pandemien – They are after Rights Award’ har vi set mange personer, der har your children.

Det seneste og ‘Thorolf Rafto set sig nødsagdet til at rejse tilbage Memorial Prize til deres familier, som ikke accept- lovforslag, der erer deres seksualitet« kriminaliserer 2011’. Mugisha LGBTQ+-perhar modtaget priserne i kraft af sit aktivistiske arbejde og soner, er fra 2019. Det blev godkendt af parkæmper for LGBTQ+-rettigheder i et land, lamentet i maj 2021, men loven er ikke blevet underskrevet af præsidenten. Endnu et lovhvor homoseksualitet er ulovligt.

Det er ikke en nyhed, at Ugandas historie forslag rettet mod LGBTQ+-miljøet i Uganda er præget af diskrimination af minoriteter blev bragt op i det ugandiske parlament denne og homofobi. Siden år 1950 har Uganda oktober, men mere vides ikke endnu. været underlagt loven ‘Penal Act Code of 1950, §145-§147’, som forbyder seksuelle LGBTQ+-person i Uganda under handlinger med samme køn. Det omfatter Covid-19 oprindeligt det mandlige køn, selvom folk I dag er situationen for LGBTQ+-personer i med andre seksuelle orienteringer og køn, Uganda stadig enorm svær. Frank Mugisha udsættes for lige så stor homofobi, som de tager en dyb indånding, inden han svarer på spørgsmålet. mandlige homoseksuelle. »Uganda har altid haft en historie for Fængsel og dødsstraf til homosek- diskrimination og homofobi for LGBTQ+-miljøet. Og på grund af Covid-19–pandemien har suelle Siden den første lov blev vedtaget, er der vi set mange personer, der har set sig nødsagkommet flere til. Fra 2009 til 2014 kunne det til at rejse tilbage til deres familier, som hele verden se med, da Uganda indtråd- ikke accepterer deres seksualitet,« fortæller te den såkaldte periode Kill The Gays. De Mugisha.

Personerne som har måttet rejse hjem unomdiskuterede lovforslag, der definerede denne periode, lød blandt andet på, at der pandemien er blevet udsat for lidt af hvert.

LGBTQ+-personer i Uganda kunne risikere Mugisha nævner alt fra voldelige overgreb til lange fængselsdomme. I en kort periode prædikener i kirken, hvor “den homoseksuelle

Frank Mugisha entered the waiting room, står der på Zoom.

F

dæmon” skulle uddrives. Alt sammen fordi de er det største problem for homoseksuelle i Uganda deres mentale helbred, og det er især er LGBTQ+-personer. »Der er selv nogle mennesker, der er ble- noget, som LGBTQ+ Danmark har fokus på. »Vi arbejder med de enkelte personers vet bedt for. Der har været sager, hvor der har været præster, som har bedt til, at de ændrede mentale sundhed. Det er gennem workshops med folk, at de lærer at forstå sig selv bedre. deres seksualitet,« beretter Frank Mugisha.

De personer, der ikke har formået at re- De ser, hvordan de passer ind i et system, som de er en del jse hjem under pandemien, har be- »Da de kom hen på politistatio- af,« fortæller Ninen blev LGBTQ+-personerne cole Scharf, der nyttet sig af såkaldte tvunget til at få foretaget en er International “LGBTQ+-shelters”, rektal undersøgelse, for at se Projektkoordinader står til rådighed om de havde haft sex.« tor for Østafrika i for dem. Men under organisationen. pandemien har der Hun uddyber, at de arbejder med perværet to store anholdelser af henholdsvis 19 og 44 hjemløse LGBTQ+-personer, der har boet i sonerne og ikke systemet. Organisationens shelterne. Den første gruppe mennesker blev holdning er, at systemet i Uganda kun ændrer varetægtsfængslet i tre måneder, hvor den an- sig, hvis personerne ændrer sig. Organisaden gruppe blev varetægtsfængslet i fem dage. tionen arbejder derfor også med personer, der Det ugandiske politi har, ifølge Frank Mugisha, ikke er en del af det homoseksuelle miljø. Alt brugt Covid-19 som et dække for at arrestere de fra religiøse ledere til enkelte politibetjente. to grupper.

Det er en underdrivelse, når man siger, at Ugandas fremtid personer med en anden seksuel orientering end Jeg spørger Nicole Scharf, hvad fremtidsudsheteroseksualitet i Uganda, udsættes for tortur igterne er for LGBTQ+-personer i Uganda. i fængslerne og af politiet. For udover voldelige Nicole Scharf forestiller sig, at den nye gensåvel som seksuelle overgreb udsættes de også eration i Uganda får nemmere ved at forstå og for undersøgelser, som heteroseksuelle person- acceptere minoriteter. Hun tror, at fem år er utopisk. Men hun tror også, at der kommer en er bliver udsat for. »Da de kom hen på politistationen blev forandring til landet på sigt.

Aktivisten Frank Mugisha er af samme LGBTQ+-personerne tvunget til at få foretaget en rektalundersøgelse, for at se om de havde overbevisning. »Min personlige holdning er, at der er haft sex. Ifølge politiet blev de arresteret grundet corona, men hvad har corona med rektalun- mange unge mennesker i Uganda. Desto mere dersøgelse at gøre?« siger Frank Mugisha, der uddannelse de får - og jo mere de tænker selvstændigt og åbent – desto mere åbensindhjalp personerne ud af varetægtsfængslingen. ede, vil de blive,« siger han med håb i stemHomofobi bekæmpes med information men.

Mod enden af interviewet med Nicole og workshops Frank Mugisha er langt fra den eneste, der Scharf, kommer hun med en bøn til mig: »Du må for alt i verden ikke få mennesker, kæmper for LGBTQ+-rettigheder i Uganda.

‘LGBTQ+ Danmark’ er en af de organisationer der er LGBTQ+, til at fremstå svage.« herhjemme i Danmark, der trods den lange afstand, samarbejder med omkring 17-18 organisationer samt aktivister i Uganda. I øjeblikket

12

VERDEN

NOVEMBER 2021

Mændene sidder på magten i Odense I Odense Kommune er kun syv ud af 29 byrådsmedlemmer en kvinde. Det er et problem, at der ikke er flere kvinder repræsenteret, mener rådkvinde Susanne Crawley.

også, at det nuværende byråd mangler en vigtig brik: “Vi er et meget godt spejl af byens befolkning hvis vi ser på alder og oprindelse, men det er vi simpelthen ikke i forhold til køn.

Jeg er sikker på, at jo flere mennesker vi er, der er forskellige steder i deres liv og har forskellige tilgange til tingene, jo flere vinkler får vi også ind i vores beslutningsprocesser.”

Af Anne Bjørnskov Matthiesen og Agnes Sofie Rønberg Foto: Agnes Sofie Rønberg

Flest mandlige formænd I Odense har alle fem politiske udvalg mænd som formænd på nær Børn- og Ungeudvalget, hvor Susanne Crawley er forkvinde.

Regner man det midlertidige Sundhedsudvalg med, er hun den eneste kvindelige formand ud af seks udvalg.

Odense Byråd udpeger desuden blandt deres egne og partiernes medlemmer formænd til de kommunale forsyningsselskaber, Fjernvarme Fyn, Vandcenter Syd og Odense Renovation.

Hos alle tre er bestyrelsesformændene og direktørerne mænd.

“Jeg tror simpelthen ikke, det er tilfældigt. Jeg tror at det har noget at gøre med i hvilke beslutningsrum, det bliver taget,” fortæller Susanne Crawley. Hun tror, at overtallet af mænd i byrådet medvirker til, at der i høj grad vælges mænd til posterne.

“Jeg tror ikke, det kan passe, at der ikke findes en eneste dygtig kvinde, som kunne bestride en form for formandspost i et selskab,” siger Susanne Crawley.

Borgmester Peter Rahbæk Juel peger på, at når byrådet har et overtal af mænd, er det også logisk, at der vil være flest mandlige byrådsmedlemmer i bestyrelserne. Men byrådet udpeger også medlemmer udefra til bestyrelserne, og Peter Rahbæk Juel er enig i, at det kan gøres bedre: “Jeg synes, det er vigtigt at vi arbejder med at få bukket de kulturer, der er. Der har vi som byråd en opgave med hele tiden at lægge pres på systemet, så længe vi kan se, at balancen ikke er der.”

I

Odense er 24% af byrådsmedlemmerne kvinder, hvilket er markant færre end landsgennemsnittet på 33%. Den lave andel af kvinder i Odense byråd skiller sig også ud blandt de andre storbyer: Kommunerne København, Århus og Aalborg har omkring 40 procent kvinder i byrådene.

Rådkvinde og spidskandidat for De Radikale Venstre i Odense, Susanne Crawley, håber, det vil ændre sig til kommunalvalget den 16. november. En af hendes mærkesager til valget er at få flere kvinder ind i Odense byråd og i de politiske udvalg.

“Vi er trods alt en by for alle køn. Og derfor tror jeg, det er vigtigt, at de også er repræsenteret som beslutningstagere,” siger hun.

Susanne Crawley er den eneste kvindelige rådmand i Odense og den eneste kvinde i økonomiudvalget. Hun mener, at der ville blive taget nogle anderledes beslutninger, hvis der var flere kvinder i byrådet og i udvalgene. Hun oplever sommetider, at hun står alene med at tænke kvinders behov ind i politikken.

“Jeg synes nogle gange, at jeg bliver sat til at være den, der er kvindepolitikeren,” fortæller hun og uddyber: “Der er andre ting, som jeg også synes, er vigtige, som jeg ikke kan bringe op i rummet, fordi jeg skal bruge mine point på at varetage kvinders interesser. Og det kunne jeg godt tænke mig, at vi var nogle flere om.”

Professor Ulrik Kjær, der forsker i kommunalpolitik på Syddansk Universitet, mener, det er vigtigt, at kvinder bliver repræsenteret i højere grad i landets byråd. Han forklarer, at jo færre kvinder der er i byrådene, jo mindre er chancen også for, at der er kvinder med forskellige baggrunde med i byrådet: “Jo mere forskellighed, jo bedre er det, ud fra udgangspunktet at vi gerne vil have forskellige oplevelser med ind i diskussionen.”

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) mener

Få kvindelige spidskandidater Fraværet af kvinder i toppen ses også på stemmesedlen. Når vælgerne i Odense skal

stemme til kommunalvalget i november, vil kun 3 ud af 17 partier have en kvinde stående øverst på listen. Det er Radikale Venstre og to mindre partier, De LokalNationale og Frihedslisten.

Det er dog ikke unikt for Odense: Institut for Menneskerettigheder udgav i juni i år en analyse med en optælling af de foreløbige spidskandidater til det kommende kommunalvalg. Den viser, at der fortsat vil være en meget skæv kønsfordeling på dette område.

Skævheden i toppen af lokalpolitik ses også i antallet af kvindelige borgmestre, som efter kommunalvalget i 2017 var 14 ud af 98.

skæv i kommunalpolitik: “Det var far der tog sig af det ude af huset, og mor det hjemme i huset, og det der meget traditionelle kønsrollemønster, som jo i mange sammenhænge blev brudt i 60’erne og 70’erne, det har simpelthen overlevet i kommunalpolitik.”

Han oplever at der blandt kommunalbestyrelserne er en træthed over at skulle snakke om kønsbalancen i kommunalpolitik: “Opfattelsen generelt er, at det er der styr på, det har vi løst: ‘Der er næsten en tredjedel der er kvinder, så det er ikke så pinligt mere.’ Man vil gerne have flere kvinder med,

“Det er jo et udtryk for, hvor gammeldags partierne stadig tænker. Nå ja, vi vil gerne have kvinder med, men når det kommer til vores bedste bud på en borgmester, så er vi ikke helt klar endnu. Det kan simpelthen ikke udlægges på ret mange andre måder,” fortæller Ulrik Kjær om grunden til, at få kvinder er spidskandidater.

Han påpeger, at det især er Socialdemokratiet og Venstre, som har et ansvar, da det er dem, som besidder de mange af landets borgmesterposter.

hvis det er, men det er ikke noget man vil gøre noget aktivt ved.”

Ingen udvikling Ifølge Institut for Menneskerettigheder

“Jeg synes nogle gange, at jeg bliver sat til at være den, der er kvindepolitikeren,” er antallet af kvinder på stemmesedlen afgørende for, hvor mange der bliver stemt ind i byrådet. Deres analyse tyder på, at det kommende valg sandsynligvis ikke vil rykke det store på kønsbalancen i landets kommunalbestyrelser.

I Odense byråd er det nuværende antal af kvinder på sit laveste siden 1997, hvor kun fem kvinder blev valgt ind. Der har dermed ikke været et fremskridt siden 1989 og samme tendens ses også på landsplan; på intet tidspunkt i historien har der været mere end en tredjedel kvinder i gennemsnit i byrådene.

Ulrik Kjær peger også på en historisk forklaring på, hvorfor kønsbalancen stadig er så

Opmærksomhed på emnet Hvis byrådene i fremtiden skal have en mere ligelig sammensætning, der kan repræsentere vælgerne, kræver det handling fra de politiske partier, mener Institut for Menneskerettigheder. De anbefaler, at partierne udvikler en ligestillingspolitik, der skal få flere kvindelige kandidater på listerne, og at de stræber efter, at kvinder og mænd er flettet ind mellem hinanden på stemmesedlen.

Men så længe det ikke er tilfældet, håber Susanne Crawley Larsen, at vælgerne vil overveje at stemme på en kvinde til valget i november.

“Man kunne jo gå ind og interessere sig for, hvem der egentlig er opstillet på listen.

Ikke bare stemme på spidskandidaten, men se, om der er en kvinde, hvis holdninger repræsenterer det, man selv står for” Ulrik Kjær mener, at det helt korte svar på, hvordan man ændrer kønsbalancen i kommunalpolitik, er opmærksomhed på emnet: “Hvis der kommer debat om, hvor få spidskandidater der for eksempel er kvinder og at der i nogle kommuner er ret få kvinder, så kan det være noget af det, der får folk til at tænke sig om en ekstra gang inden de stemmer på en mand.”

Til valget i november vil cirka hver tredje kandidat på stemmesedlen i Odense være en kvinde.

KULTUR

NOVEMBER 2021

13

Tommelfingerturisme

Christoffer Tauber blaffer mod Dresden

Vi skal genopfinde blafferkulturen, for eventyret ligger ikke i destinationen, men selve rejsen fra og til.

Af Christoffer Tauber Foto: Christoffer Tauber

D

as sieht man eigentlich nicht so oft?, siger han. »Nein, richtig,« siger jeg. »Warum ist das so«, spørger han.

Jeg svarer på grammatisk sammenstyrtet tysk. Noget i retningen af, at folk gerne vil have noget mere sikkerhed for, hvor de kommer hen og generelt sikkerhed for deres rejse. »Dass kann sein«, siger han.

Han fortsætter sit vandfald af mumlende berlinertysk om sit yndlings fodboldhold Union Berlin i de 40 minutter, jeg kører med ham. Det er fantastisk, at han snakker. Han har lige samlet mig op, en halvsen eftermiddag i en provinsby, der minder om alle andre provinsbyer i det nordlige Europa.

Jeg stod dér med et skilt i rabatten. Berlin stod der på det, griflet med gebrokne bogstaver på en gammel smørpapkasse med en sort tusch fra Penny Markt. Jeg håbede på et lift, og det fik jeg. Sådan går det tit med blafferi. Men nogle gange må man også se langt efter et. Det er det smukke ved blafferi.

Der er 1,31 personer i gennemsnit pr. bil i Danmark, og det udnyttede min undergennemsnits-indkomst-fattige-SU-røv i uge 42.

En bil frem og to tilbage Planen var at se, om jeg kunne komme til Wien på så kort tid som muligt. Men 18. oktober, afrejsedagen, kom jeg ikke meget videre end til Puttgarden. Jeg landede i den lille by Oldenburg, 60 km fra Lübeck. En flok græske håndværkere havde givet mig rådet om at netop den Shell tankstation, der lå i Oldenburg, var god at blaffe fra. Det viste sig, at de ikke havde ret.

En forvirret surferdude stoppede, efter jeg havde stået der i 15 minutter, men han skulle

mod Kiel i stik modsat retning af Berlin.

To storrygende piger stoppede også, og jeg spurgte: »Wo fahrt ihr hin?« »Das ist die frage,« mens hun løftede det ene øjenbryn.

20 euro krævede de to unge skorstene for en tur til Lübeck. »Nein, danke,« svarede jeg.

Der er det med blafferi, at jeg ikke kan sætte min europæiske flyrejsenæse op efter noget, for det er vejen og verden, der bestemmer, hvor jeg skal hen og hvor hurtigt, det skal gå. Efter fire timer på en Shelltank måtte jeg se mig slået, hvis jeg skulle nå bare i nærheden af Wien. Så jeg brugte 12 euro på at bumle med toget til Lübeck for at øge mit blafferheld næste dag.

Jeg endte med at bruge 59 euro på et hotel, hvor der lugtede af hash på hele sjette sal, trods de utallige skilte med påskriften »Bitte nicht rauchen!« Det gælder åbenbart ikke Peter Belli tobakken. 15 euro på øl, skinke, emmentaler og chips. Eventyret synes lidt sløjt på den stormfulde oktoberdag.

Ikke nok med at jeg ikke var kommet så langt, som jeg ville på en dag, skulle jeg også tage toget. Man kan hurtigt føle sig påtrængende og tilovers, når man med tomlen beder om et lift. Og når man så fuldstændig uden for ens blaffer-kulturelle hjerte, bliver nødt til at tage et tog, så havde jeg ikke meget energi tilbage.

2 lastbilchauffører og 1 dansker Kl. 8 den 19. oktober, vandrede jeg i retningen af gaden Bei Der Lohmühle, som skulle have gode blaffermuligheder. Jeg købte en kaffe, traskede tungt mod gaden, tog jakken af, fandt mit papskilt frem og foldede tomlen ud. Jeg tænkte modvilligt, at her bliver jeg aldrig samlet op. Min kaffe stod på en

granitrabat, jeg samlede den op og tømte den. Da mine øjne igen mødte vejen, holdt en blå lastbil på tværs af den tresporede byvej. »Han skal bare aflevere varer«, tænkte jeg. Efter en trepunktsvending kørte han lidt frem og holdt ind ved mig, og viftede med hænderne som tegn til, at jeg skulle komme ind. Han var vendt om for at samle mig op!

Branko, hed chaufførren. Bosiddende i Hamborg, fra Kroatien, kørte med elevatordele for LUTZ Aufzuge og skulle til Hamborg. Vi blev venner på Facebook. »When you come to Hamburg again, write me... if you need for sleepover or something you are welcome...«.

Universet stoppede ikke med at give den dag. I færd med at overvære Branko, der fik lastet sin lastbil i Hamborg, spurgte han chaufføren overfor, om han ikke skulle til Berlin. Mit mål for dagen. »Ja klar, aber ich fahre nach Brieselang. Und da gibts nichts« svarede Felix, 23 år, glad for heavy metal og X-Files, som han ser, mens han kører.

Jeg siger til ham, at det er fint - bare det er i nærheden af Berlin. Han ender med at køre mig 244 kilometer, og selvom jeg ikke var helt i mål, kunne min glæde have fyldt for to.

Jeg blev i alt samlet op 9 gange på 3 dage.

Mit gennemsnitsantal kilometer pr. lift var 73,2 km. Mit længste lift var med Felix, og det korteste var 5 km med et ældre ægtepar, der sikkert havde ondt af mig. Jeg kørte i alt 659 km fra Næstved til Dresden, hvor jeg endte. Desværre ikke Wien. Men jeg prøvede heller ikke at skynde mig. Jeg fik endda besøgt min gamle ven Kristof i Berlin, og sidste dag nåede jeg kun et lift, men det var til gengæld på 173 km fra Berlin til Dresden.

Netop den her form for eventyr, synes jeg at have glemt, inden jeg begyndte at blaffe.

Eventyret og uvisheden om, hvor jeg ender,

hvem jeg møder, og hvad der skal ske. Det ligger alt sammen og venter på mig, og det kan starte ude foran min hoveddør.

Midlet helligere målet Når jeg har været ude at rejse, har det som oftest foregået gennem en lufthavn. En større by i Europa er målet, eller fra gang til gang andetsteds i den store verden. Jeg trykker på den billigste pris via Momondo, hvor jeg så kun lige kan få plads til benene.

Lander. Tjekker ind på et hotel. Tjekker iPhonen for, hvor jeg skal hen at have aftenens øl. Drikker mig ligeglad. Spiser noget, der minder om det, jeg kan få hos min lokale kebabshop, som jeg også har fundet på Google Maps. Næste dag tager jeg ud og ser en bro, borg, kirke, slot, ruin, eller indsæt selv en gammel konstruktion, som jeg nok havde været pisseligeglad med hvis den var bygget i min baghave. Og så er det hjem igen.

Så hakker jeg lokationen af i det virtuelle landskab Instagram med et potpourri af billeder, og det eneste, jeg har fået med hjem, er en skærmtid, som er højere end den plejer at være.

Jeg ved godt, at jeg ikke altid kan blaffe til og fra min rejsedestination. Men, netop det her ‘til og fra’, skal jeg genoverveje. For måske er rejsen mere værd end selv destinationen. Når jeg stikker tomlen ud, får jeg mulighed for at bygge bånd mellem mig og nogle folk jeg aldrig havde tænkt på at møde.

Jeg opbygger tillid til verden omkring mig, og jeg får virkelig sparket tålmodighed ind i mig.

Når ja, og så er der jo også klimafordelen.

Men, den tager vi en anden gang.

14

KULTUR

NOVEMBER 2021

Kan piratfesterne overleve nattelivets genåbning?

Under nedlukningen var de ulovlige piratfester udsat for megen fordømmelse. Men for gæsterne var det ulovlige aspekt også en spændende del af oplevelsen. Vi er taget med til en af sæsonens sidste undergrundsfester for at se, om de kan overleve at være blevet “næsten lovlige.” af Sebastian C. Christensen Foto: Sebastian C. Christensen

D

J-pulten står flankeret af to orange lysstofrør. Man kan høre lyden af havet og mærke den friske luft. Et metalbord bakses ud af en trailer og stilles på sandet. Det er aftenens barbord. Det bliver dækket med sorte plastikposer for at skjule dets udseende, der hører mere hjemme i et industrikøkken end til en fest. Ovenpå lægges der et hjemmelavet prisskilt, der hurtigt kan skjules, hvis politiet skulle komme. »Det hedder ikke piratfest i vores verden, bare rave, fortæller Anders Poulsen, en af aftenens gæster.« Der er rave på Refshaleøen denne aften. En fest, hvor der kun spilles technomusik. Raves blev under nedlukningen kaldt piratfester, fordi de trodsede forsamlingsforbudet. Aftenens rave er arrangeret af William, der mener, det kun er ulovligt, hvis der kommer mere end 150 gæster, da de sælger alkohol uden bevilling. Loven om lejlighedstilladelse siger dog, der skal søges om tilladelse ved alle arrangementer, der holdes udendørs, hvis der serveres alkohol. Uanset antal af gæster. Og politiet skal være underrettet mindst tre dage forinden.

Ambitionen for aftenen er omkring 200 gæster, og at de omsætter for 20.000 kr. William anslår, det vil føre til et overskud på omkring 5.000 kr. Klokken 22 er der stadig tomt på spidsen af Refshaleøen.

Da landet lukkede blomstrede technomiljøet Da corona lukkede landet ned, var der tre-fire måneder, hvor der var stille i technomiljøet.

Så kom piratfesterne. En kultur, der aldrig har været stor i Danmark, voksede frem. Vennegrupper mixede på tværs, og der blev fundet afsides festlokationer. Et af dem er aftenens, der blot kaldes «ude ved vindmøllerne«.

Så ved alle i miljøet, hvor det er henne.

Ude ved vindmøllerne er det gået stille for sig indtil klokken halv et. Nu er liv i dansegulvet og gang i baren. Vindmøllerne er ikke længere de eneste, der svinger.

Anders Poulsen beskriver det som sin generations mulighed for at opleve autentiske raves. Han taler om frihed. Magien ved at feste i det fri. Fortæller om at flygte fra politiet. For ham handler det ikke om, hvad der er lovligt, men hvad han synes er moralsk i orden.

Denne frihed går igen hos arrangørerne, der kalder baren frivillig. Et køb i baren er en støtte til det gratis event. En yngre fyr går forgæves, da han synes 30 kr. for en dåseøl er for dyrt. Flere af hans venner, har deres egen alkohol med. William anslår, prisen er 60% af, hvad det koster på klubberne. Sammenholdt med Culture Box, en klub der også spiller technomusik, ligger priserne på ca.

66% af deres barpriser, og de har også en indgangspris på 140 kr. Men der er servicen også en anden.

Foran baren står en fyr og venter på betjen-

ing. Bartenderens opmærksomhed er på to af hans veninder, der lige er ankommet. Med samme diskretion, som han langer øl over baren, anretter han en bane hvidt pulver til sine veninder. Hvor man på klubber kan blive bandlyst og meldt til politiet for stoffer, ser ingen skævt til dig her.

Klubberne har taget gæsterne tilbage Omkring halv fire om natten er der flere gæster, men færre køb i baren. Festen når dog aldrig op på de 200, William havde håbet på. Da den topper er der omkring 120 mennesker. Anders Poulsen gætter på, der under corona havde været 400, men nu er mange af dem, der opdagede ravemiljøet under nedlukningen, tilbage på klubberne. »De giver noget, man ikke kan købe for penge, og jeg vil savne det, hvis det dør hen,« fortæller han.

Salget gøres op til omkring 8.000 kr.

Forhåbentlig dækker det lige udgifterne, men der har ikke været noget overskud. For at kunne blive ved med at afholde raves, er William afhængig af et godt barsalg. »Vi kan ikke miste penge på at holde gratis fester for folk,« fortæller han.

I Danmark har raves og technokulturen aldrig været større, end den er nu, men økonomien må gentænkes, hvis de gratis raves skal fortsætte. For William er han nødt til at spare op, inden han afholder endnu et rave.

Sæsonen for fester i det fri, er ved at være ovre, så mange flere bliver der ikke afholdt i år. Det store spørgsmål er nu, om de vender tilbage, når vejret vender i det nye år.

Redaktionen kender Williams fulde navn.

Han er anonymiseret af hensyn til festens natur.

SPORTEN

NOVEMBER 2021

15

Nicolai skyder genvej Nicolai Rytter er 25 år gammel. I tre af dem har han taget anabole steroider.

Udseendet betyder alt for ham, og derfor er han villig til at gå længere end de fleste.

Af Amalie Cloigaard

EQ. Man bruger det primært til heste, for at de kan udvikle større muskulatur.« Han smider æsken tilbage i skuffen og kigger i en anden kasse.

Han leder efter dagens skud testosteron.

Han sætter sig i stuen, da alle redskaber er fisket op fra skuffen.

Med en nål suger han den gullige væske op i en plastiksprøjte. Nålen er genbrugt for at spare på dem.

Han pakker en ny ud for at gøre klar til stikket. Bevægelserne er rutineprægede og omhyggelige. Som det afsluttende step i forberedelsen presses al luft langsomt ud af sprøjten. Han rejser sig, tager trøjen af og trækker bukserne ned, så den venstre balle er blottet. Fra nålen prikker hul i huden, til den trækkes ud igen, går der 53 sekunder. Det sværeste ved indsprøjtningerne, er at stå stille, fortæller Nicolai Rytter.

P

å en god dag kan jeg tage 240.« Nicolai Rytter nikker mod vægtstangen.

Ti skiver af 20 kilo er fordelt på stangens ender. To af skiverne er tyndere end de andre. Ellers ville metalklemmen, som holder dem på plads, ikke kunne få fat. Mødet med tunge vægte er en del af hans daglige rutine, og det er blot ét af midlerne, han gør brug af for at opnå den rette krop.

Køkkenet Han griber en sort Margretheskål.

Heri hældes havregryn og vand.

Det er basen for dagens andet måltid. I løbet af dagen indtager Nicolai Rytter godt 7000 kalorier.

En almindelig mand skal indtage omkring 2800 kalorier for at holde sin vægt. Indtaget er et skøn, da han ikke længere tæller kalorier eller vejer sin mad.

Han ved dog, at cirka et kilo kylling ryger ned hver dag. En gang om måneden foretages storindkøb i Bilka, og 35 kilo kylling finder vej til fryseren. Det skal hjælpe ham med at nå sit ønskede proteinindtag. Ifølge egne beregninger, skal han have 220 gram om dagen.

Grundet måltidernes sammensætning når han som regel op på det dobbelte. Udover kyllingen står fire røde bøtter med proteinpulver oven på køkkenskabene.

»De var lidt et fejlkøb,« griner han.

Så godt smager kunstig jordbær og hvid chokolade heller ikke. Pulveret drysser han gavmildt over havregrynene i Margretheskålen. »Jeg går efter, hvordan jeg ser ud. Jeg er pisse usund indvendigt, det er jeg slet ikke i tvivl om,« siger Nicolai Rytter mellem bidder.

Medicinskuffen Entréen dufter kraftigt af mandeparfume, og fraværet af nipsting signalerer, at en single fyr har til huse i lejligheden. Lige indenfor døren står en hvid IKEA-kommode. Han trækker den nederste skuffe ud, »hernede har vi sådan lidt rester fra kure, jeg har været på.« En kur varer tre måneder. Her skyder han sig i ballen hver fjerde dag. Når kuren er slut, holder han tre måneder pause, hvorefter han starter forfra. Han går ned på knæ og roder lidt rundt blandt glas, papæsker og blisterpakninger. En halvfærdig pakke Panodil ser ud til at være det eneste håndkøbsmedicin i skuffen.

Han har fat i en lille hvid papæske. »Det her er noget, der hedder

Eksperten Målet helligere midlet for Nicolai Rytter. Han er klar over de risici, som er forbundet med brugen af steroider, men han vurderer at resultaterne, de giver, er vigtigere.

Thue Kvorning, Ph.d i idræt og sportsfysiolog for Team Danmark, fortæller om nogle af farerne ved at tage anabole steroider:

»Det kan forværre nogle af de sygdomme, som mænd i forvejen er prædisponeret for. Det er for eksempel hjertekarsygdomme og forhøjet blodtryk.« Derudover stopper mandens egen testosteronproduktion, mens han er på steroider. Det kan betyde psykiske og fysiske udsving for eksempel depression og nedsat eller ingen produktion af sædceller.

Thue Kvorning kommer med et bud på, hvorfor nogle vælger at gå den risikable vej: »Hvis man styrketræner for at bygge muskel og for at ændre på sit

udseende, så er anabole steroider jo en hurtigere vej til målet. Men det er også en måde, hvormed du kan nå en helt anden skala. Du kommer ikke til at ligne Arnold Schwarzenegger, hvis du ikke tager anabole steroider.« Nicolai Rytter er parat til at lægge livsstilen om, når familielivet skal begynde. Indtil da fortsætter han med træning, masser af protein og steroidkure: »Lige nu er det tidsfordriv. Jeg er ung, og der er fandeme damer i det.«

16 SPORTEN

NOVEMBER 2021

Stefano Pioli - Den bedste Milan-træner i 30 år efter 100 kampe Det var ikke planen, at Stefano Pioli skulle være træner for den italienske fodboldklub AC Milan i mere end ni måneder. Faktisk var italieneren slet ikke øverst på Milans træner-ønskeliste, da de akut skulle finde en ny træner i oktober 2019. Nu har Pioli haft tjansen i mere end to år og formået at blive den statistisk set bedste træner efter 100 kampe i klubben siden træner-ikonet Fabio Capello.

Af Stefan Lindahl Jensen

I

oktober 2021 rundede Stefano Pioli sin kamp nummer 100 som træner for AC Milan. Det to år efter, at han blev ansat.

Pioli tiltrådte stillingen i oktober 2019, og nu 100 kampe senere er han statistisk den bedste AC Milan-træner siden Fabio Capello i starten af 1990’erne, der med Milano-klubben blandt andet vandt et Champions League-trofæer, fire italiensk mesterskaber og tre Coppa Italia-titler.

Pioli underskrev i oktober 2019 en to-årig kontrakt med AC Milan, men planen var ikke, at den italienske træner skulle sidde i sædet så længe. Allerede til sæsonstarten i 2020/2021-sæsonen var Milan opsatte på at hente en ny træner. Det tyske Red Bull-trænergeni Ralf Rangnick var kørt i stilling, og ifølge det engelske medie The Guardian så var Rangnick i juli 2020 nærmest så godt som ansat i Milan. Sådan gik det dog ikke.

Sæsonen 2019/2020 blev afbrudt i marts på grund af corona pandemien. Derfor blev Serie A-sæsonen, ligesom så mange andre europæiske ligaer, først færdigspillet i sommermånederne. Efter den sæsonafslutning kunne Milan ikke fyre Pioli. Klubben kunne

i hvert fald ikke forsvare en eventuel fyring, eftersom Milan i første halvdel af 2020 og den sidste halvdel af sæsonen 2019/2020 sammen med Atalanta hentede klart flest point i Serie A. 44 point blev det til for Milan på de måneder, hvilket var en fordobling sammenlignet med pointene hentet inden årsskiftet.

Det var første gang siden, at Massimiliano Allegri var træner i klubben fra 2010 til 2014, at Milano-klubben leverede resultat- og pointmæssigt på et så højt niveau.

Derfor valgte Milan at beholde Pioli. Milans CEO, Ivan Gazidis, fortalte i forbindelse med forlængelsen til klubbens egen hjemmeside, at man delte Piolis fodboldvisioner, og roste ham særligt for, hvordan han havde gjort holdet til en samlet enhed, forbedret kollektivet i spillertruppen og udviklet mange af de unge spillere.

Milan-ledelsens beslutning om at beholde Pioli var ifølge det italienske medie også påvirket af stemningen i spillertruppen. Den svenske stjerne-angriber Zlatan Ibrahimovic havde kontraktudløb samtidig med Pioli, og han var en af bannerførerne i spillertruppen i kampen for, at italieneren skulle blive. Hvis

Stefano Piolis statistik med Milan i alle turneringer: 100 kampe 58 sejre 23 uafgjorte 19 nederlag 202 mål scoret 126 mål lukket ind 197 point Pointgennemsnit: 1,97 Stefano Piolis statistik med Milan i Serie A: 78 kampe 48 sejre 17 uafgjorte 13 nederlag 153 mål scoret 87 mål lukket ind 161 point Pointgennemsnit: 2,06

Pioli var blevet fyret i sommeren 2020, kunne det altså have medført et farvel til en af Milans vigtigste spillere både på og uden for banen.

Kandidaten til at overtage trænersædet fra Pioli, Ralf Rangnick, mente heller ikke selv, at det havde været retfærdigt, hvis Milan-ledelsen havde ansat ham i stedet for Pioli, som havde præsteret stort med et ungt Milan-hold. Piolis spillertrup havde en gennemsnitsalder på 24,7 år, hvilket var det yngste i Serie A i sæsonen 2019/2020.

Rangnick fortalte til mediet Süddeutsche Zeitung i sommeren 2020, at hvis han var i Milan-tilhængernes sted, så ville han være meget uforstående, hvis man ændrede på trænerposten efter den periode, som Milan og Pioli havde haft i den første halvdel af 2020. Dertil fortalte Rangnick, at han også ville synes, det var uretfærdigt over for den siddende træner.

Den taktiske fiasko Giampaolo Før Pioli fik trænergerningen i Milan var en anden italiener ansat i stillingen. Sampdoria-træneren Marco Giampaolo blev

hentet ind i sommeren 2019, og han fik lov til at bygge et hold op, som passede til hans spillestil. Milans ledelse shoppede den sommer for 869,3 mio. kroner. Alligevel mislykkedes missonen.

Spillet på banen matchede slet ikke klubbens forventninger, og derfor røg Giampaolo ud, da Milan lå nummer 13 i Serie A med ni point efter syv spillerunder. Under Giampaolos ledelse tabte Milan til Udinese, Torino, Fiorentina samt rivalerne fra Milano, Inter. Tre af de hold endte i sæsonen 2019/2020 i den nederste halvdel af den italienske Serie A. Den tidligere italienske landstræner Cesare Prandelli fortalte til det italienske medie Gazzetta dello Sport, da Giampaolo blev fyret, at han mente, Giampaolo var et fejlcast. Prandelli påpegede, at mange spillere i Milans trup var for instinktive, hvorfor de havde svært ved at holde sig til et låst system, som Giampaolo havde så stor succes med i Sampdoria.

Det system, som Giampaolo benyttede i Sampdoria, gjorde med rette, at italieneren var at betragte som en dygtig taktiker. Han formåede med Sampdoria-holdet at spille taktisk smuk fodbold, men som Prandelli til Gazzetta dello Sport forklarede, så passede Milans trup, og de spillere, som blev købt ind til Giampaolo, ikke til hans filosofi og visioner.

Pioli overtog trænergerningen, men det var ikke ham, som var Milans førstevalg til at overtage ledige sæde efter Giampaolo.

Milano-klubbens førstevalg var den tidligere Inter-træner Luciano Spalletti, som i de forgangne to sæsoner havde kvalificeret Milans rivaler til Champions League. Ifølge mediet Football Italia var der dog udfordringer med at lokke Spalletti til Milan.

Spalletti og Inter afbrød samarbejdet, da italieneren stadig havde to år tilbage af sin Inter-kontrakt. Derfor ville Spalletti have den løn af Milan, som Inter fortsat betalte ham, efter de ophævede samarbejdet. Sammenlignet med Pioli ville Spalletti-løsningen have kostet mellem 23 og 27 mio. kroner mere, og derfor blev Pioli ansat.

En januar som ændrede alt Da Pioli kom til, ventede et svært kampprogram. I de første seks kampe som Milan-træner skulle Pioli blandt andet møde Lazio, Roma, Juventus og Napoli.

Selvom det startede mod en på papiret nem modstander i form af Lecce, som rykkede ud af Serie A den sæson, så blev det ikke en succesfuld start for den italienske træner. Kampen endte 2-2 på Stadio San Siro i Milano. De efterfølgende opgaver mod Lazio, Roma og Juventus kastede ikke et eneste point af sig, og Milan lignede i tabel-

len et hold, som slet ikke havde fundet sig selv under Pioli. Kun én sejr blev det til i de første fem Milan-kampe for Pioli. Det var en 1-0-sejr over SPAL, som endte sæsonen på Serie A-tabellens sidsteplads med 19 point op til overlevelse.

Tabellen viser dog ikke alt. På banen var der tydelige fremskridt i begyndelsen under Pioli. Milan begyndte at spille meget bedre fodbold, end de gjorde under Giampaolo.

Piolis system gav plads til de instinktive individualister, og det betød, at offensiv-spillere som Hakan Calhanoglu, Ante Rebic samt venstrebacken Theo Hernandez begyndte at blomstre.

Rebic greb chancen under Pioli, og endte med sine 11 mål som Milans topscorer i Piolis første sæson. Også venstrebacken Theo Hernandez nød godt af, at systemet gav ham en offensiv legeplads. Det betød nemlig, at franskmanden fra sin venstreback position i sin første Milan-sæson var involveret i 11 Serie A-scoringer.

Det resultat- og pointmæssige vendepunkt indtraf dog først sted efter januar-transfervinduet i 2020. Til Milans enormt unge spillertrup blev tilføjet erfarne spillere som Zlatan Ibrahimovic og den danske landsholdsprofil, Simon Kjær.

Derudover kom også en rigtig firmaets mand til i form af den unge belgier Alexis Saelemaekers. Selvom den unge belgier var et ubeskrevet blad, så satte han sig hurtigt på Milans højre kant, hvor han ikke var bange for at smøge ærmerne op og tage arbejdstøjet på.

De to rutinerede nyerhvervelser, Ibrahimovic og Kjær, kom til Milan henholdsvis gratis og på leje i transfervinduet, og begge spillere gik direkte ind og tog taktstokken i hver deres ende af banen. Det var tydeligt de to spillere, som Pioli havde manglet for at rykke sit Milan-hold fra tilværelsen i midten og subtoppen i Serie A til de Champions League-givende pladser.

Før de to skandinaviske profiler kom til, havde Milan hentet 22 point i 18 kampe, men sæsonen blev sluttet af med 44 point i de sidste 20 kampe. Milans dårlige sæsonstart under Giampaolo betød dog, at Milans fantastiske pointhøst i foråret kun lige var nok til en sjetteplads i Serie A-tabellen.

Vejen ind i det forjættede land I Piolis indtil videre eneste hele sæson i spidsen for AC Milan blev det nærmest utopisk at kigge i Serie A-tabellen for Milan-tilhængerne. Og det fra start til slut.

Sæsonen 2020/2021 startede, som sæsonen 2019/2020 sluttede. Forskellen på sæsonen 2019/2020 og 2020/2021 var for Pioli, at han denne gang også skulle have fokus på Europa League.

17

NOVEMBER 2021

Europa League-eventyret begyndte med videre avancement fra de tre kvalifikationsrunder, hvor irske Shamrock Rovers, norske Bodø/Glimt og portugisiske Rio Ave blev ekspederet ud. I turneringens gruppespil trak Piolis Milan franske LOSC Lille, skotske Celtic og tjekkiske Sparta Prag. Seks kampe og 13 point senere kunne Milan kalde sig Europa League-slutspilsdeltager.

I turneringens slutspil startede Milan i 1/16-finalen med at sende serbiske Røde Stjerne ud, inden den store test for Piolis Milan ventede. I 1/8-finalen trak Milan engelske Manchester United. Danske Simon Kjær sikrede 1-1 i Manchester, og Milan var derfor videre, hvis de kunne holde nullet i Milano. Det formåede Milan dog ikke, og en Paul Pogba-scoring sendte derfor Milan ud af Europa League efter de 90 minutter på San Siro. Champions League-deltagelse var derfor ikke længere mulig at opnå gennem Europa League.

Det som ikke lykkedes for Milan i Europa, lykkedes i Serie A. Milan startede med at vinde fire af sæsonens første fem Serie A-kampe, hvor Milano-rivalerne Inter i Derby della Madonnina blandt andet blev slået med 2-1. Efter sejren over Inter i fjerde spillerunde snubbede Piolis Milan førstepladsen i Serie A, og den sad de på resten af 2020.

2020 var et magisk år for Milan. Klubben var med 79 point i 35 kampe det bedste hold i Serie A. Det var seks point mere end Inter og 14 point mere end Juventus formåede at skrabe sammen i perioden. I 2020 tabte Milan kun to kampe i Serie A, og det seneste nederlag kom i primo marts til Genoa. Derefter gik Piolis Milan 27 Serie A-kampe som ubesejrede. I kalenderåret 2020 formåede Piolis Milan at slå 18 ud af 20 hold i Serie A mindst en gang.

I januar-transfervinduet handlede Pioli og Milan igen. Særligt Chelseas forsvarstalent Fikayo Tomori, som blev hentet ind, viste

sig særligt at være den helt store gevinst for Milan-mandskabet.

Da englænderen kom til Milan lignede han en spiller, som skulle aflaste Simon Kjær og Milans anfører Alessio Romagnoli i det centrale forsvar. Sådan gik det dog ikke. Kort efter ankomsten blev Tomori fast mand i Milans defensiv ved siden af danske Simon Kjær. Tomoris ankomst endte med at koste kaptajn-Romagnoli hans plads som starter i det centrale forsvar.

I foråret fik Inter vendt rundt på tingene i toppen af Serie A. Pioli og Milan begyndte at tabe kampe, og Inter vandt samtidig 16 ud af 19 kampe i den sidste halvdel af Serie A-sæsonen. Inter erobrede tabellens førsteplads efter 21.-spillerunde, og slap den aldrig igen.

Selvom mesterskabet forsvandt i horisonten, så var Milan stadig med i kapløbet om Champions League-pladserne. Det begyndte dog at spidse til mod slutningen af sæsonen, hvor Juventus og Napoli begyndte at presse Milan bagfra. Før sidste spillerunde var Milan tvunget til at vinde på udebane over Atalanta, hvis de skulle være sikre på kvalifikation til Champions League.

Milan mødte Atalanta på udebane i Bergamo. I det foregående besøg på Stadio Atleti Azzurri d'Italia blev Pioli og Milan sendt hjem med det største nederlag nogensinde til Atalanta, da de tabte 0-5. En kedelig rekord, som var det største nederlag Milan havde lidt i Serie A siden maj 1998, hvor milaneserne tabte med samme cifre i Rom til Roma. Tidligere i sæsonen 2020/2021 havde Atalanta på San Siro slået Milan med 0-3.

Der var derfor ingen tvivl om, at det bestemt ikke var en ønskemodstander, som Milan var tvunget til at vinde over for at snuppe Champions League-billetten. 90 minutter og to Franck Kessié-straffesparksscoringer senere stod Milan dog med de tre point i Bergamo og Champions League-billetten i hånden.

Udvalgte Pioli-bedrifter med Milan: Milans største Serie A-sejr siden 58/59 Milans næststørste udebanesejr nogensinde i Serie A Flest scorede mål mod Juventus på hjemmebane siden 1989 Første sejr på hjemmebane over Juventus efter at være kommet bagud siden 1967 Første udesejr over Juventus siden 2011 i serie a Næststørste udebanesejr over Juve siden 1950 Første sejr over Inter i Serie A siden 2016.

Første sejr som udehold mod Inter siden 2010.

Statistisk den bedste Milan-træner efter 100 kampe siden Fabio Capello, som var klubbens træner fra 1991-1996 og igen fra 1997-1998.

Flest udebanesejre nogensinde i en Serie A-sæson (16 ud af 19 i sæsonen 2020/2021).

Første Milan-kvalifikation til Champions League siden 2013/2014-sæsonen.

Bedste Milan-placering i Serie A siden 2010/2011-sæsonen.

Tiende Milan-træner nogensinde til at nå 100 kampe.

Milans bedste sæsonstart siden 1954/55.

Den syvendebedste sæsonstart for en Serie A-klub nogensinde. (Ni sejre, en uafgjort og nul nederlag efter 10 kampe i sæsonen 2021/2022)

Fra #PioliOUT og #PioliNO til #Pioliisonfire Da rygterne om ansættelsen af Pioli begyndte at opstå i de italienske medier, så startede en varm trend på det sociale medie Twitter.

AC Milan-fans fra hele verden fløj til tasterne og tweetede #PioliOUT og #PioliNO. Den italienske træner er da også selvudråbt Inter-tilhænger, og tanken om en Inter-mand på bænken i AC Milan gjorde ondt.

Milan-mediet SempreMilan var heller begejstrede, da Pioli blev ansat. I forbindelse med ansættelsen skrev mediet på deres hjemmeside, at han var endnu en træner med “Non-winning mentality”, og at en mand med en sejrsrate på 36 % i 630 kampe som træner ikke var konvergerende med ledelsens ønske om at få Milan tilbage til toppen i Serie A. Før Milan havde Pioli været træner hos blandt andre Fiorentina, Lazio, Bologna og Inter. Det eneste af de steder, hvor Pioli ikke endte med at blive fyret, var i Fiorentina, hvor han selv gik af et halvt år, inden han skrev under med Milan. Heller ikke det var gået SempreMilan’s næse forbi. Mediet kaldte Pioli for “Kongen af fyringer” og “Kun ønsket af bundklubber”.

100 kampe, en Champions League-kvalifikation, en andenplads i Serie A og et hav af sejre senere er Pioli ikke længere en uønsket mand i Milano-klubben og hos tilhængerne.

Nu trender #Pioliisonfire hos tilhængerne, som også råber sætningen, når Gala’s hit fra 1996 “Freed from Desire” brager ud af højtalerne på San Siro.

Pioli selv mener, at han nupper mindst 100 kampe mere som Milan-træner. Det fortalte træneren, da han fik overrakt beviset på de 100 kampe som træner for Milan af klubbens direktør Paolo Maldini på Milans træningsanlæg Milanello.

18

DEBAT

NOVEMBER 2021

Kære medstuderende: Skal vi spidse vores spidsede albuer?

Af Josephine Hoeing Frydendal Illustration: Mashmuh/Shutterstock.com

I gymnasierne taler vi om karakterræs, -gennemsnit og -pres, men på journalistuddannelsen snakker vi om længden af dit curriculum vitae. Dit cv. Vi italesætter, at vores journalistiske gøren udenfor studiet er den afgørende faktor for, hvordan vores karriere former sig. Om vi lander den praktikplads vi drømmer om, og om vi overhovedet gider journalistfaget nok, hvis vi ikke laver frivilligt journalistisk materiale.

J

eg gør det egentlig bare for cv, er en sætning, jeg har hørt utallige medstuderende sige. Inklusive mig selv. Det bekymrer mig, at vi går på et studie, hvor det ikke er læringen, som er førsteprioritet. At vi kan fravælge undervisning for at imødekomme kulturen, betyder jo netop, at vi tilsidesætter afgørende læring i de eneste to undervisningsår, vi har på journaliststudiet.

Jeg er selv af den overbevisning, at et langt cv gør afstanden til min drømme praktikplads kortere. Men jeg har gentagne gange prøvet at forstå, hvem der skaber illusionen om, at vi både skal nå at have studenterjob, frivilligt arbejde og blive dygtige journalister på studiet.

Problemet ved kulturen på journaliststudiet handler ikke om, at vi ikke kan have

være håndværksopgaver, som skulle fylde studiejobs eller må lave fede journalistiske på vores cv. Det er jo netop dem, som viser projekter ved siden af studiet. Det handler vores journalistiske kunnen og udvikling af om, hvad der ligger til grund for motivasamme. tionen. Hvis det er at sikre sig et fyldt cv Det pres, som vi pålægger hinanden, kan inden praktiksøgningen, mener jeg, at vi også være en adoption allerede har fejlet som »Vi bør derfor ikke beaf kulturen blandt de kommende journalister.

Jeg er overbevist om, grænses i vores læring på færdiguddannede jourat vi studerende selv de to første år for at lande nalister. Man kan derskaber et pres, som vi en god praktikplads på det for spørge sig selv, om tredje år.« vi så ikke allerede nu pålægger hinanden. Vi bør lære at have spidse albuer? Det mener ser årgangen over os selv og adopterer illujeg ikke. sionen om, at et fyldt cv er lig med drømmeForskellen ligger i, at vi går på en statspraktikpladsen. finansieret uddannelse. Vi er under uddanVi italesætter overfor hinanden, at det er nelse, og vi er her netop for at lære at blive et fyldt cv, som rykker hos mediehusene, dygtige, akademiske journalister. Praktikog det må helst ikke være fyldt med håndpladsen er en direkte del af vores uddanværksopgaver. I virkeligheden bør det jo kun

nelsesforløb, og vi bør derfor ikke begrænses i vores læring på de to første år for at lande en god praktikplads på det tredje år.

Der er ikke en lige linje mellem at være under uddannelse og være færdiguddannet, men jeg er overbevist om, at kulturen spidser til, og de studerende på journalistuddannelserne kommer til at gå mindre i skole, hvis de skal nå at leve op til mediebranchens og hinandens forventninger.

Så, kære kommende og nuværende journaliststuderende Husk at engagere dig i dit studie. Lav den podcast som Leo i sidste udgave skrev, at du kan, men husk også at du skal gøre det for at blive en dygtigere journalist - og ikke for at sikre dig en praktikplads på Danmarks Radio.

Han/hun/de: Kald nu bare folk, hvad de vil kaldes

O

ver de seneste år har der været stor opmærksomhed på seksualitet og køn. På det seneste er diskursen specielt gået på, hvordan hver enkelt person identificerer sig. Så langt som min research rækker, er der over 100 prædikater, der kan sættes på kønsidentitet, og hvordan man udtrykker eller betragter sit køn. I virkeligheden kan det være fløjtende ligegyldigt for dig, om du kender dem alle; du skal bare vide, hvordan dine nærmeste vil tiltales – og så skal du gøre det.

Nogle mener, at det er for meget at kræve.

At det så at sige er en byrde at skulle tænke over, hvad man kalder hvem. I vores samfund møder jeg ofte den opfattelse, at der kun er to køn, hvilket jo også på sin vis er rigtigt. Der findes to biologiske køn – men kønsidentitet er en helt anden snak. Og det er på tide, at vi tager den.

Flere og flere træder frem og fortæller om deres selvopfattelse og oplevelserne heraf.

De fortæller, at pronominerne giver mening for dem. At det er med til at skabe en ny form for identitet. Så hvorfor er det så svært for nogle bare at kalde dem, hvad de vil kaldes?

Af Elisa Piccin Illustration: Alice Che/Shutterstock.com

Er det så svært at kalde din veninde for Er det, fordi man fra fødsel er et defineret ”de/dem” i stedet for ”hun/ køn, før man rigtigt er »Er det så svært at hende”? Hvis det er det, vedet menneske? Ikke desto kalde din veninde for kommende gerne vil kaldes, mindre vil det være mere ”de/dem” i stedet for hvorfor kan du så ikke acgrund til at lytte til an”hun/hende”?« ceptere det? Det er vigtigt, dre, når de begynder at at vi fortsat husker på den åbenhed og skabe en identitet og selvopfattelse.

nysgerrighed, der er i demokratiet, og at vi møder hinanden i øjenhøjde. Der er ingen, der aktivt vælger at være en minoritet. Det kan måske for nogen godt lyde hårdt eller helt hen i vejret, men faktum er, at de, der identificerer sig med andet end ”han/ham/ hun/hende,” er en minoritet og lever i en konstant kamp for accept. Også i et samfund så åbent som det danske.

Jeg siger ikke, at ingen er åbne og nysgerrige, men der er stadig en al for stor del, der ikke er. Utallige LGBTQ+-bevægelser har med stor ambition forsøgt at brede budskabet om regnbuens farvenuancer på en måde, så alle kan være med og danne en god forståelse. Derfor synes jeg også at jeg kan tillade mig at sige, at de, der endnu ikke har sat sig bare lidt ind i debatten, skal tage sig sammen og gøre det.

Det, der for dig tager et sekunds ekstra tilvænning og overvejelse i en almindelig samtale, gør en verden til forskel for den person, du tiltaler. Vis din respekt for dit medmenneske, og kald nu bare vedkommende det, de ønsker at blive kaldt.

DEBAT

NOVEMBER 2021

19

Partilister er et demokratisk problem

Af Berfin Erdem Illustration: Comdas/Shutterstock.com

N

år der er præsidentvalg i USA, kritiserer vi ofte deres måde at udvælge en vinder på. Hillary Clinton vandt ikke præsidentvalget i USA i 2016 på trods af at have haft flest personlige stemmer. Hun vandt altså the popular vote, men tabte valget, fordi det gjaldt om at vinde valgmænd og delstater. Det har vakt kritik fra mange, blandt andet i Danmark. Flere mener, at USA’s valgsystem er udemokratisk. Og det er det. Men måske er det også på tide, at vi kigger indad og anerkender de udemokratiske tendenser, som opstår, når vi selv skal stemme til kommunalvalg.

Når der er valg, kan partierne vælge mellem sideordnet opstillingsform og partiliste opstillingsform. I sideordnet opstillingsform bliver de kandidater med flest personlige stemmer valgt ind, hvorimod det er partiet, der bestemmer rækkefølgen af kandidaterne

daværende og den nuværende borgmester for partilisten ved at have flere personlige stemved partiliste opstillingsform. Det vil sige, at Socialdemokratiet havde flere stemmer end mer end nummer 4, efter nummer 4 har hvis et partis stemmer i alt rækker til 10 mandem. Dog kom de ind alligevel, da de blev red- ”slugt” de listestemmer, der var tilbage, som dater, og 3. kandidat har 100 stemmer, mens det af listestemmer. lægges oveni det personlige stemmetal, indtil 11. kandidat har 300 stemmer, kommer 3.

Argumenter hos fortalere for partilister er, man har ramt fordelingstallet. kandidat ind og ikke 11. kandidat. at man mere styr på, at de dygtige og erfarne At sprænge partilisten skete næsten for Hvem i partiet bestemmer rækkefølgen til politikere bliver genvalgt frem for uerfarne og Anna Bondo Nielsen til kommunalvalget i partilisten? Medlemmerne af det politiske uprøvede kandidater. Men hvordan kan man 2017, da hun stillede op for Enhedslisten i parti. Hvordan bliver man medlem af et overhovedet være sikker på det? I princippet Roskilde Kommune. Hun var stillet op som politisk parti? Man betaler kontingent. Hvor kan alle jo gå hen og blive medlem af et par- nummer tre og fik 738 stemmer. Hun fik mange danskere er medlem af et politisk ti. Hvorfor ikke give det, folket vil have? Hvis dermed nærmest dobbelt så mange stemmer parti? 180.000 mennesker ud af omkring en ung og uerfaren politiker går hen og bliver som Henrik Stougaard med 380 stemmer og fire millioner stemmeberettigede vælgere. valgt, det kan rigtigt nok virke usikkert. Men Susanne Lysholm Jensen med 327 stemmer.

4,5 procent af de stemmeberettigede vælgehvis det er det, flertallet vil have, så hvorfor Anna Bondo Nielsen skulle have haft 449 re bestemmer chancerne hos de forskellige ikke? Vi lever jo stemmer mere for at nå fordelingstallet, som kandidater landet »4,5 procent af de stemmebei et demokrati. var 1187, og blive valgt ind som den første. over. Det burde få rettigede vælgere bestemmer 65 stemmer havde også været nok for at alarmklokkerne til chancerne hos de forskellige kan- Samtidig kan det sagtens være, at tage pladsen fra nummer 2, Susanne Lysholm at ringe. didater landet over. Det burde få den unge kandidat Jensen. Der var nemlig 1283 listestemmer, og Tager vi et smut alarmklokkerne til at ringe. « går hen og laver Henrik Stougaard slugte 807 listestemmer for forbi Aarhus Komet strålende arbejde. Herhjemme kritiser- at nå fordelingstallet. Så var der 476 stemmer mune hos SF, vandt de tre mandater i 2017. er mange Joe Biden og Donald Trump for at tilbage, som gik til Susanne Lysholm Jensen, Det betød, at nummer 4, Fadi Kassem, med være for gamle til at være præsidenter, og at hvilket gav hende 803 i alt – 65 stemmer 843 stemmer, og nummer 8, Sofie Lippert de og deres partier bør give stafetten videre mere end Anna Bondo Nielsens personlige Troelsen, med 688 stemmer ikke blev valgt til yngre kandidater. Men den samme tendens stemmetal. ind – til trods for at de begge fik flere stemser vi, når vi bruger argumenter som ovenDer skal altså meget til, før man kan gå uden mer end nummer 2, Jan Ravn Christensen, stående og fører dem ud i virkeligheden. om partilisten. Derudover synes jeg, at det er med 564 stemmer. Kigger vi på Brøndby Der er dog én måde at gå uden om partil- spøjst, at det er partier som SF, Enhedslisten Kommune hos Dansk Folkeparti, vandt de isten på; at sprænge og Socialdemokratiet, også tre mandater i 2017. Det betød, at num»Hvorfor ikke give det, partilisten. Man kan der mest anvender parmer 7, Annette L. Nielsen, måtte vinke farvel folket vil have?« sprænge partilisten ved tiliste opstillingsform. til en eventuel plads i kommunalbestyrelsen, at have samme eller flere personlige stemmer Jeg forstår ikke, at partier, som er fortalere på trods af at hun fik 205 personlige stemend fordelingstallet i et parti. Et fordelingstal for mere lighed, anvender en opstillingsform, mer – det næsthøjeste blandt de opstillede. udregnes ved at tage stemmerne, som partiet som er så unfair. Det er en ommer.

I samme kommune til valget fire år tidligi alt har fået - det vil sige både listestemmer og Heldigvis er der også flere partier i mange ere, stillede Socialdemokratiet op med 20 personlige stemmer - og dividere det med det kommuner, der benytter sideordnet opstillkandidater. Syed Aejaz Haider Bukhari og et tal, der er én større end det antal mandat- ingsform, men jeg håber, at man fuldstændig Mahmut Erdem var henholdsvis nummer er, som listestemmerne havde skaffet partiet. dropper partilister i fremtiden, så folket kan 19 og nummer 20 på partilisten, men havde Derefter runder man op til det næste hele tal få det, de vil have i et demokrati som Dandet været sideordnet opstillingsform, var de uanset hvad. Nummer 5 kan også sprænge mark. kommet ind som nummer 3 og 4 – kun den

Burde man tage på studietur i Danmark?

Af Peter Salomon Foto: Peter Salomon

I

Men hvor almendannende er disse ture, følge Gymnasieskolen.dk er der flere hvis man ikke engang kender det land, man gode grunde til at tage på studietur. Det selv kommer fra? Flere af mine fynske venner ryster gymnasieklassen sammen, giver har kun besøgt København, landets hovedset skift i læringsmiljøet, skaber nye faglige tad, en håndfuld gange. Jeg har flere gamle muligheder og er også vigtigt for det alefterskolevenner fra København, som aldrig ment dannende element. Alt dette giver da har sat deres fødder i Jylland - som i aldrig også meget god mening. At det er sundt at nogen sinde. ”Jylland er ikke lige noget for se dem, man deler dagligdag med, uden for mig,” udtrykte en af dem. Selv har jeg både de vante rammer på gymnasiet. Både for mig familie på Fyn, Sjælland og selv og mine kam»Er man et almendannet i Jylland, men på trods af merater har studieturen i gymnasiet menneske, hvis man har dette har jeg for eksempel besøgt London, Paris og stadig ikke besøgt Aalborg. været årsag til, at nye Er man et almendannet venskaber har taget Berlin, men ikke kan placere Ærø, Esbjerg eller menneske, hvis man har form.

Aalborg på et danmark- besøgt London, Paris og Der er dog noget i ”det almendannende skort? Ikke i min bog.« Berlin, men ikke kan placere Ærø, Esbjerg eller Aalelement i gymnasiborg på et danmarkskort? Ikke i min bog. et,” som man godt kunne tage op til debat.

Derfor mener jeg, at en studietur til et Selv var jeg på studietur i Italiens hovedsspændende sted i Danmark burde være en tad, Rom. Min ven Mikkel, der gik på nabdel af gymnasieuddannelsen. Som det ser ud ogymnasiet i Odense, var med sin klasse i lige nu, tager de fleste gymnasier på studiIndien. På andre gymnasier har man været etur i 2.g. Om man vælger at tage på en eki Grækenland, Spanien, Frankrig eller Porstra tur i 1. eller 3.g, eller om dannelsesretugal. Alle sammen spændende og eksotiske jsen til Malaga skrottes helt til fordel for fem destinationer.

dage på nogle af de danske øer, er i min optik ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det almendannende gymnasium ikke kun præsenter-

er sine elever for de spændende lande, der ligger omkring dem, men også for deres eget land, som ligger lige for næsen af dem.

Den

2 . forside

Alt det der ikke passer ind i avisen

LEDER

AVISKRIG

AVISKRIG AVISKRIG En drøm er gået i opfyldelse! Med stolthed i stemmen og blanke øjne, kunne jeg d.

25. oktober markere en historisk dag. Den 2. forside kaster sig ind i aviskrigen. Som den første studieavis, åbner vi lokale redaktioner og kommer ud i landet. Derud hvor det virkelig sker!

Vi har vokseværk, og det starter med to nye redaktioner, der placeres i Aarhus og Roskilde. Den 2. forside Aarhus vil tage kampen op med Illustreret Bunker, der alt for længe har fungeret fuldstændig uden konkurrence (jeg vil ikke høre om Magasinet Citat!). Ikke overraskende har det gjort dem lade og medgørlige. Hvornår læste du sidst en kritisk artikel i Illustreret Bunker? Ja hvornår læste du overhovedet sidst Illustreret Bunker? Jeg har meget at sige om LIXEN og ikke meget godt. Men takket være konkurrencen med Den 2. forside, er de aldrig blevet helt bekvemme. Det håber jeg, vi kan bringe til Illustreret Bunker. Lidt konkurrence er sundt for os alle.

Den 2. forside Roskilde skal give en platform for de journaliststuderende på RUC. Nok er de akademiserede og højtravende, men netop derfor må de lære at skrive til den jævne.

Det har de da tilfælles med LIXEN. En avis, hvis redaktion sidder solidt plantet i sit elfenbenstårn. Hvornår har de sidst skrevet til »bønder, tømrer, jyske knejte«, som der står i Skipper Clements morgensang? Med Den 2. forsides udvidelse vil vi »sejre i grevens fejde. «! Jeg er vis på, sangens strofer bærer på mange sandheder. Læs blot denne: »Bagved de riges glitrende hjelme skjuler sig bange, skælvende skælme«.

Det er, hvad vi er oppe imod! De har penge, men modet? For længe har der været tale om københavneri, dog kommer det ikke i nærheden af sagens kerne. Det handler ikke om by mod land. Det handler om landsbyer.

Det handler om demokratisering af medierne, om jord under neglene og sort kaffe i koppen.

Og den er ikke økologisk eller fairtrade. Vi har altid været forkæmpere for det provinsielle og modstandere af snobberiet. Vi har aldrig hyldet lixtal eller lange sætninger, som ingen kan forstå. Vi skriver DUMT, og vi står ved det.

Som Diogenes, der bad Alexander den Store flytte sig, fordi han skyggede for Solen, siger vi: Behold jeres medieudbud!

Det er en spændende tid, de danske medier går i møde, og hos Den 2. forside kaster vi os ind i aviskrigen med iver.

Hvem er Christian Sebastiansen, manden bag Den 2. forside?

LIXENs nye bagside er efter sommerferien blevet overtaget af Den 2. forside. Chefredaktør og ene mand på mediet hedder Christian Sebastiansen - en mand, ingen ved hvem er. stille dig nogle spørgsmål nu? »Fint. Kom med dem.« Du har kommet med en del hårde beskyldDer er kun én ting ved hele affæren om Den ninger rettet mod LIXEN. Kan du forstå, at 2. forside og dens polemiske redaktør Chrisdet er svært at tro på, at der er hold i dem, tian Sebastiansen, som er når du ikke engang vil mødes sikkert: med mig?

Han afskyr LIXEN, som «Det er jo LIXEN selv, der han har erklæret aviskrig. har gjort sig til venner med Men det er så også det. magthaverne med deres sofaAlt andet om Christian Sejournalistik. Som med al jourbastiansen og Den 2. fornalistik, altså rigtig journalisside er omgærdet af mystik, så handler det jo ikke om tik. I Den 2. forsides første tro. Just, du må se på kendsleder fra sidste måned, gerningerne. Du kan jo se påstod Christian Sebasmine anklager som et X på et tiansen, at mediet opstod skattekort og så ellers selv gå under 1. Verdenskrig. ud og grave. Der gemmer sig Derudover kaldte han nok en Cavling et sted.« udbuddet, som Den 2.

Men hvilke beviser har du forside tabte til LIXfor, at der var politisk indEN, en »fornærmelse af griben i udbuddet om at være armslængdeprincippet,« SDU’s journaliststuderendes selvom der ikke er nogen avis, og har du beviser for, at dokumentation for, at et der overhovedet har fundet et sådant udbud overhovedet sådant udbud sted? har fundet sted. »Det er jo veldokumenteret Det er dog Christian Sei flere artikler, vi har bragt på bastiansens egen person, Den 2. forside.« der virkelig har skabt forChristian, du svarer jo ikke virring på Medietorvet. For på mit spørgsmål. Det er lidt der er ingen, der ved, hvem svært at tro på, at Den 2. han er. forside har været offer for et Derfor skulle denne arpolitisk indgreb til fordel for tikel også have været et LIXEN, hvorefter du får lov til portræt af Christian Sebasat stå for bagsiden. Hvad har tiansen. Selvom idéen til du at sige til det? portrættet var hans egen, »De har ikke styr på deres har den lyssky chefredaegen avis. Vi sender Den 2. forktør dog været umulig at side direkte til trykkeren. Jeg lave aftaler med. Nu står ved faktisk slet ikke, om LIXjeg på kanten til deadline EN er klar over, vi har indtaget og føler mig nødsaget til at deres bagside. Hvad har alle gengive det eneste formelle de her spørgsmål egentlig med interview, jeg nåede at lave artiklen at gøre. Jeg troede, vi med ham. var blevet enige om, du skulle Hej Christian. Det er skrive et portræt af mig? Jeg Just. tror vist, vi siger, det var det.« »Hvem?« Er du selv journaliststuderJust Madsen. Vi har ende på SDU? aftalt, jeg skal skrive et »Ej Just, nu må du fandportræt af dig.

Da Christian Sebastian brændte fome…

Grav lidt! Farvel.« »Nårh dig.« tografen af har en grafiker sammenHey-hey, vent lidt. Komstykket dette billede af ham. Ifølge CS Stilhed.

Så deadline er i mor- selv, bærer han aldrig andet end jak- mer du til at trykke det her, gen tidlig, og klokken er kesæt, når han er ude som chefreda- når jeg sender det til dig? »Ja, nu har jeg jo betalt dit lidt over midnat. Må jeg ktør for Den 2. forside. Noget ingen Af Just Madsen

har kunnet be- eller afkræfte.

Kreditering Christian Sebastiansen, chefredaktør

Leder: Sebastian C. Christensen De Korte Men Falske Nyheder: Sebastian C. Christensen Hvem er Christian Sebastiansen, manden bag Den 2. forside?: Mads Justesen Billeder: Nicklas Plum

DE KORTE MEN FALSKE NYHEDER

M

inkkommisionens arbejde er blevet besværliggjort, da Mette Frederiksen har nægtet at ville lade sig udspørge. I stedet henviser hun til en Facebook-live, hun har planlagt at afholde 9. december - datoen, hvor hun skulle være været udspurgt.

M

ads Brügger har slettet sit tweet »24tyv«. Han nægter at kommentere på sammenfaldet med at Berlingske Media er ny hovedinvestor på Frihedsbrevet.

I

en overraskende udmelding har Cavlingkomiteen valgt at afsløre vinderen før indsendelsesfristen er nået. Den går i endnu en overraskelse til et helt medie. Soundvenue tildeles Cavlingprisen for sin kritiske kulturjournalistik, der viser mediet ikke er bange for at gøre sig uvenner med kulturlivet.

B

irgitte Nyborg, kendt fra dokumentarserien Borgen, stiller op for Moderaterne ved det kommende kommunalvalg.

D

en lange ventetid på psykologhjælp ser kun ud til at blive værre. Nu tilføjes psykologerne selv til ventelisten, da de har så dårlig samvittighed over ikke at kunne hjælpe flere.

V

M i 2030 vil blive afholdt i Nordkorea.

Det afslører en talsmand fra FIFA. FIFA udtaler, Nordkorea skriver sig fint ind i rækken af seneste værtslande, der tæller Qatar i 2022 og USA, Mexico og Canada i 2026.

F

lere danske navne er dukket op i de omdiskuterede Pandora Papers. En af dem er Lars Løkke, som understreger, at der er tale om Privat-Lars. Det får politiske kommentatorer til at vurdere, at det ikke bør have indflydelse på Moderaternes chance ved næste folketingsvalg.

T

om Jensen afløser Niels Thorborg som ny formand for SDUs bestyrelse. Tom Jensen udtaler, han vil bekæmpe uddannelsen af røde lejesvende på journalistuddannelsen.

«Resten af universitets virke har jeg som sådan ingen holdning til.«

N

y forskning viser: En professortitel giver faglig ballast til at udtale sig kvalificeret indenfor alle fagområder uanset eget forskningsområde. Det fortæller Ulla Vide, professor i astronomi.

D

en 2. forside melder sig ind i aviskrigen, åbner redaktioner i Aarhus og Roskilde.