»Jeg var bange for, at de voksne så mig mere som influencer og børnevært«
Amerikanisering og syg kendiskultur.
Kære Se og Hør: HVABEHAR?
Lad os hjælpe dig med at vågne fra drømmen om det fede freelancerliv
Forestil dig et liv, hvor du kan gå sent i seng og ikke behøver at stille vækkeuret. Du arbejder, når du føler for det, for der er rigeligt med arbejde at få. Faktisk så meget, at du kan vælge og vrage og sige nej til opgaver, når kunderne ikke kan tilbyde dig mindst 1000 kr. i timen. Lyder det for godt til at være sandt? Så er det desværre fordi, at det er for godt til at være sandt – i hvert fald for de fleste.
For et par uger siden havde vi i undervisningssammenhæng besøg af en »selvstændig journalist«, der, efter en årrække på flere etablerede medier, nu var sprunget ud i det fede og overdådige freelanceliv. Arbejdet bød på frihed, fede historier og en økonomi, der fyldte lommerne med penge. Freelancelivet førte endda journalisten til udlandet, hvor »journalisten« drog nytte af sine sprogkundskaber. Når ja, og sin mands pengepung. Det var først, da de kritiske journaliststuderende spurgte ind til journalistens økonomi, at det kom frem, at hun ikke behøvede at leve af havregryn og skummetmælk blandet op med vand, hvis hun ikke kunne få solgt sine artikler. Af den simple årsag at hun altid ville kunne få almisse fra sin mand. Selv mente hun, at hun var repræsentativ, men det skyldes snarere privilegieblindhed end realitetssans.
Selv journalistens arbejde kan der stilles spørgsmålstegn ved. Journalisten har af flere omgange indtjent penge gennem arbejde for private virksomheder. Her gik arbejdet ud på at lave korte indslag – reklamer, rettere sagt. Produkter, der promoverer præcist det, firmaerne selv vil have frem. Præcist den vinkel, der skulle skabe et positivt billede af virksomhedens virke. Præcist det, der skulle sikre, at firmaet ville betale journalisten. »Produkterne har de samme egenskaber som journalistik« var journalistens tankegang. En tankegang, vi mener, der ikke går. Man kan ikke være i lommen på et privatfirma og kalde sig selvstændig, uafhængig og objektiv. Man kan kort sagt ikke kalde sig journalist. »Selvstændig journalist« og »freelancejournalist« bør udskiftes med »marketingskonsulent«, for at sige, at arbejdet er selvstændigt, er en kæmpe fejlforståelse. Måske LinkedIn-profilen bør opdateres.
Det havde været mere relevant at få en repræsentativ freelancer ind, der kunne skildre den gængse freelancers kamp for overlevelse. Et liv, der er ganske godt beskrevet i flere artikler på journalisten.dk samt i et referat fra Dansk Journalistforbunds delegeretmøde fra 2023. Ifølge flere freelancere har lønnen og honorarer været fastlåste de seneste 15 år. I forvejen er der utallige fyringsrunder, der gennemsyrer branchen, hvilket ikke just forbedres af, at en masse freelancejournalister slås om at få lov til at sælge sig selv billigst muligt, hvilket blot forstærker mediernes incitament til at slynge sparekniven og sparke deres fastansatte ned i samme freelancehul. Til gavn for hvem? »Gode tider kan ikke mærkes«, siger de ægte freelancejournalister.
WEB:
MAIL:
TRYK:
FORSIDE-FOTO: Josephine
Kampen for at fremme sig selv som freelancejournalist er ikke tant og fjas. Det er en ufattelig mængde arbejdstimer, research, få økonomiske midler og en masse afslag. Har du ingen mand til at betale for dit udlandsophold, så må du finde boksehandskerne frem og hoppe i ringen. AI-genereret billede fra deepai.org.
LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk
Universitet.
Ditte Okman står bag podcast-succesen »Det, vi taler om« og er blevet en af Danmarks største sladderjournalister. Men det har ikke altid været planen, at det var den vej, hun skulle gå.
Af: Emilie Munk Porsmose
Foto: Pressefoto
Hun kalder sig selv »sladderdronning« og sit program »Danmarks bedste sladdermagasin«. Kvinden bag titlen er Ditte Okman, og til september kan hun fejre ti års fødselsdag for sit sladderprogram »Det, vi taler om«.
Jeg møder hende på hendes kontor på Podimo. Hun er selv ny i bygningen, da hun for nylig valgte at rykke teltpælene op fra B.T. og flytte programmet over på Podimo – og bag betalingsmuren.
Vi er mødtes for at snakke om, hvordan man går fra at ville være mellemøstkorrespondent til at blive tabloidjournalist, og hvordan det er at lægge objektiviteten på hylden i sin journalistik, når man altid har lært det modsatte.
Fra mellemøststudier til sladderdronning
I 1995 begyndte Ditte Okman på semitisk filologi på Københavns Universitet. Et valg, som mest af alt bundede i, at hun ikke turde søge ind på journalisthøjskolen i Aarhus. Hun var bange for at fejle den famøse optagelsesprøve, og nederlaget kunne hun simpelthen ikke kapere. Derfor var valget om at læse mellemøststudier et naturligt andet valg, da hendes far var israeler, og at historien om området i øvrigt også var spændende.
Da Ditte Okman startede på studiet, opdagede hun ret hurtigt, at hun var havnet det forkerte sted. Hun kunne slet ikke arbejde i det akademiske miljø, og hun syntes, at specielt den teoretiske del af faget til tider var »afsindigt kedeligt«. Alligevel endte hun med at færdiggøre bacheloruddannelsen to og et halvt år efter sine medstuderende, fordi hun hellere ville arbejde og rejse. Desuden flyttede hun i studietiden i en periode til Israel.
Da Ditte Okman seks år senere stod med eksamensbeviset i hånden og skulle finde ud af, hvad hun ville med sit liv, var hun ikke i tvivl.
»Hvis det har taget mig seks år at blive
bachelor, så ville det nok tage mig 12 år at skrive det der skide speciale. Så derfor søgte jeg ind på journalistik,« fortæller hun.
En kæmpe åbenbaring
Efter seks år på Københavns Universitet begyndte Ditte Okman på bacheloruddannelsen i journalistik på Roskilde Universitet. Efter den første tid på journalistuddannelsen kunne hun mærke en tydelig forskel fra at have læst semitisk filologi til at læse journalistik, hvor hun fik lov til at lave noget mere i praksis.
»Det var altså bare en kæmpe fucking åbenbaring for mig. Det var fedt at lave noget praktisk, syntes jeg. Altså, det at komme væk fra det der akademiske miljø og at lave noget mere hands-on«, fortæller hun.
Når hun tænker tilbage på, hvorfor hun ikke søgte ind på journalistuddannelsen tidligere, tror hun, at det var, fordi man kun kunne læse journalistik på journalisthøjskolen i Aarhus, da hun første gang ville søge ind på en uddannelse i 1995. Da hun blev optaget på uddannelsen, var planen også, at hun ville kombinere de to studier. Hun kunne allerede hebraisk, havde boet i Israel, og havde en uddannelse i ryggen, så derfor var det for hende oplagt, at hun efter journalistuddannelsen skulle blive mellemøstkorrespondent. Det viste sig dog senere, at hun skulle gå i en helt anden retning.
Selv tror Ditte Okman, at kursen ændrede sig dengang, hun fik sin praktikplads på B.T. Her fik hun lov til at folde sig ud som tabloidjournalist, hvor hun lavede afsløringer, forsider og rejste til Malaysia i to uger. Noget, hun selv kalder en »ludertur«, hvor hun selv fik lov til at bestemme turens indhold.
Mens vi sidder i de sorte læderbelagte lænestole i det smalle mødelokale, tænker Ditte Okman tilbage på sin tid på B.T. Var hun havnet det samme sted, hvis hun havde takket ja til den praktikplads, som Politiken tilbød hende? Selv er hun i tvivl.
»Jeg er ikke sikker på, at man bare kan undslippe sin skæbne. Man er jo den, man er. Og det kan godt være, at jeg så havde skrevet om Mellemøsten eller rapporteret fra
Mellemøsten i en periode. Men jeg ved sgu ikke rigtigt, om jeg i virkeligheden ikke bare er megatabloid«, fortæller hun.
Kalder sig ikke journalist
Ditte Okman lever i dag af at sige sin mening for åbne mikrofoner, når hun hver fredag sender live på »Det, vi taler om«. Derfor er hun også meget bevidst om, at hun ikke længere kalder sig journalist, men i stedet vært. Selvom titlen har ændret sig, er arbejdsproceduren dog stadig den samme som den, hun lærte på journalistuddannelsen.
»Jeg laver stadig journalistik. Jeg researcher, jeg søger aktindsigter, jeg interviewer, jeg faktachecker, og jeg bruger alle de klassiske journalistiske værktøjer, man skal. Og det skal jeg også, fordi jeg trods alt er underlagt de presseetiske regler«, fastslår hun.
Og netop præmissen om, at hun siger sin ærlige mening i programmet, er noget, som hendes arbejdsgiver køber fuldstændig ind på. Derfor mener Ditte Okman selv, at hun har skabt sig det mest geniale job.
»Du har en mening i radioen. Du må gerne ytre den. Du må gerne udfordre dine gæster. Du må gerne fylde og være, for hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, jeg har vildt svært ved ikke at være mig selv. Det er måske også derfor, jeg er havnet i det job, jeg er«, fortæller hun.
Selvom Ditte Okman ikke stræber efter objektiviteten, stræber hun efter, at alle bliver hørt. Det er også derfor, panelet er nøje sammensat, sådan så der er plads til alle meninger, inklusive hendes egne.
Rykker ind bag låste døre Til september har Ditte Okman, sammen med panelet, sladret i ti år, og det er hun stolt af.
»Det er der faktisk ikke ret mange podcasts, der kan blære sig med. Der er jo nogen, der når at lave ti afsnit, inden de bare lukker og slukker eller eksisterer i ti måneder«, fortæller hun og fortsætter:
»Vi har nogle virkelig loyale lyttere, og der er virkelig mange, der er kommet med
herover på Podimo, og det er vi selvfølgelig helt vildt glade for«.
I november 2023 annoncerede Ditte Okman nemlig, at hun stoppede samarbejdet med B.T., som hun førhen sendte live fra. Programmet skulle nu sendes fra lokalerne på Podimo. Hun beskriver selv valget som at have alle kort på hånden, da der var rigtig mange, som gerne ville samarbejde med hende.
Programmet fik lynhurtigt succes fra sin spæde start på Radio24syv. Her fortæller hun, at programmet blev det mest lyttede program på kanalen. Da hun senere rykkede programmet over på B.T., blev det Danmarks største udsendelse målt på lyttertal. Derfor er Ditte Okman heller ikke overrasket over, at hun har alle kort på hånden.
»I dag har jeg mere big dick energy. Jeg ved præcist, hvad jeg kan, og hvad mit program er«, fortæller hun om sine overvejelser om at rykke programmet væk fra B.T.
»Så på den ene side kan man være sådan lidt ’åh, betalingsmur’. Men på den anden side bliver det bedre lyd, bedre nurset, og der kommer flere ressourcer«, siger hun.
Vær original
På falderebet kommer Ditte Okman med en klar appel til unge journaliststuderende. Beskeden er den gode gamle kliché om, at man ikke skal være ligesom alle andre.
»Man bliver på en eller anden måde nødt til at være original. Man bliver nødt til at skabe sine egne formater, ellers laver man jo bare en Aldi-udgave«, fastslår hun og henviser til, at man ikke skal stræbe efter at være en discountudgave af alle mulige andre.
Og netop originaliteten er det, som har gjort »Det, vi taler om« så populært. Så populært, at mange i ægte Katherine Diez-stil har fået en lignende idé.
»Der er mange, der har forsøgt at lave kopier af Det, vi taler om. Mange af de kopier er så lukket ned igen, eller også er de blevet til noget helt andet, fordi det egentlig er sværere at lave, end folk tror«.
Hver tredje journaliststuderende på Syddansk Universitet betaler for et abonnement ved et nyhedsmedie. Ifølge DJ’s næstformand burde tallet være højere.
Af: Signe Nautrup Nielsen
Foto: Signe Nautrup Nielsen
6
6 procent af de adspurgte journaliststuderende på Syddansk Universitet har ikke et betalt nyhedsabonnement. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse lavet af LIXEN, som 84 ud af de cirka 200 journaliststuderende på 2. og 4. semester har besvaret. Med andre ord er det hver tredje journaliststuderende, som har et. »Set i lyset af, at det er på et studie i journalistik, synes jeg, det er mange, der ikke har et abonnement,« udtaler næstformanden for Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulstrup.
Louise Kjærgaard, uddannelsesansvarlig ved Center for Journalistik, mener, at statistikken kan vendes begge veje, og at journaliststuderende fra et medieperspektiv derfor er nogle af dem, som bør betale for journalistik. Omvendt synes hun, at en tredjedel er en forventelig mængde i forhold til, at de studerende har adgang til Infomedia, fysiske aviser på Medietorvet og gratis digital journalistik via for eksempel public service-mediet, DR.
Journalistik er aldrig gratis. Der er altid nogen, der betaler for den, og det er jo også et arbejdsmarked, hvor man som studerende skal overbevise folk om, at god journalistik er penge værd.
ALLAN BOYE THULSTRUP NÆSTFORMAND, DANSK JOURNLISTFORBUND
Et spørgsmål om penge I spørgeskemaet blev de journaliststuderende, som ikke har et betalt nyhedsabonnement, spurgt ind til årsagen. Her svarede 58 procent, at de ikke synes, det giver økonomisk mening for dem at have et betalt nyhedsabonnement.
Allan Boye Thulstrup påpeger, at studerende kan ty til billige abonnementer ved medierne:
»Jeg er med på, at et SU-budget kan være stramt, men der findes jo gode, billige studietilbud.«
Louise Kjærgaard synes, at de studerendes begrundelse er rimelig, hvis det er et udtryk for, at de generelt forbruger gratis nyheder fra forskellige medier og benytter sig af de muligheder, de har gennem Syddansk Universitet.
»De er jo nødt til at prioritere økonomien, mens de er studerende, og nyhedsabonnementerne kan være dyre,« udtaler Louise Kjærgaard.
Hun er derfor ikke overrasket over, at størstedelen af de studerende vælger det fra af netop denne årsag.
Præferencen for gratis journalistik Den andenstørste årsag til andelen af journaliststuderendes fravalg af betalt journalistik er, at den journalistik, de forbruger, er gratis.
hvis man også har et højt forbrug af public service-medier,« fortæller Kim Andersen. En såkaldt crowding in-effekt.
Inden for forskningen er man dog ikke sikker på, hvilken vej det helt præcist går. Man ved dermed ikke med sikkerhed, om gratis journalistik supplerer eller erstatter betalt journalistik.
Journaliststuderende kontra den almene dansker
I 2020 lavede Danmarks Statistik en undersøgelse, som viste, at 22 procent af danskerne over 16 år abonnerer på en trykt avis eller en netavis. Det vil sige, at der er 12 procent flere journaliststuderende, der betaler for journalistik, end der er blandt den almene befolkning.
»Der er en stor villighed til at betale for journalistik, og det er forventeligt set i lyset af, at det er en gruppe, der interesserer sig meget for nyheder,« forklarer Kim Andersen.
Sammenlignes de journaliststuderende med unge generelt, er villigheden endnu større. Blandt de 16-24-årige abonnerer syv procent på en trykt avis eller en netavis, mens det for de 25-34-årige er 10 procent. Kun de to ældste aldersgrupper er mere villige til at abonnere end de journaliststuderende.
Det svarede 28 procent. Men ifølge Allan Boye Thulstrup er journaliststuderende netop afhængige af, at der er andre, der er villige til at betale for deres journalistik.
»Journalistik er aldrig gratis. Der er altid nogen, der betaler for den, og det er jo også et arbejdsmarked, hvor man som studerende skal overbevise folk om, at god journalistik er penge værd,« udtaler Allan Boye Thulstrup Han mener desuden, at de betalte medier kan bidrage med noget, som de gratis medier ikke kan.
»Hvis man kun læser gratis journalistik på et journaliststudie, så afskærer man sig selv fra en række gode historier og vinkler, som man ellers ikke ville blive konfronteret med,« siger Allan Boye Thulstrup.
Louise Kjærgaard påpeger, at et varieret brug af gratis medier kan give journaliststuderende en tilstrækkelig oplysning sammen med de muligheder, universitetet stiller til rådighed for at tilgå betalingsmedier.
»Det er vigtigt, at du som journaliststuderende orienterer dig i flere medier for at få et billede af, hvad medier er, hvordan de er forskellige fra hinanden og hvordan, de hver især bidrager til det samlede billede,« fortæller Louise Kjærgaard.
Gratis journalistik som supplement eller erstatning for betalt indhold?
Seks procent af de journaliststuderende uden et betalt avisabonnement svarede, at de slet ikke forbruger journalistik. Derfor må det antages, at de resterende 94% udelukkende forbruger gratis journalistik.
Ifølge Kim Andersen, lektor ved Center for Journalistik, er der i Danmark store mængder gratis journalistik af god kvalitet til rådighed via public service-medier som DR. Et nærliggende spørgsmål at stille i den sammenhæng er derfor; Hvorvidt gratis journalistik supplerer eller erstatter betalt journalistik?
Siden DR begyndte at udgive skreven journalistik, har private medier kritiseret
Det tyder på, at de journaliststuderende ikke har økonomien til at tegne et abonnement på nuværende tidspunkt, men rent faktisk gerne vil have et, når økonomien rækker til det.
LOUISE KJÆRGAARDUDDANNELSESLEDER, SYDDANK UNIVERSITET
public-service medier for at stjæle kunder ved at give danskerne det indhold gratis, som de ellers skulle have betalt for hos dem. Men ifølge Kim Andersen, ved man ikke med sikkerhed, om dette er tilfældet.
»Man taler om en crowding out-effekt, hvor de medier, som ellers kunne få nogle betalende brugere, ikke får dem, fordi journalistikken er gratis til rådighed,« forklarer Kim Andersen.
Omvendt peger analyser på, at brugen af public service-medier kan inspirere folk til at tegne et betalt abonnement som supplement.
»Der er en tendens til, at man faktisk er mere tilbøjelig til at abonnere på et medie,
Anderledes end for 11 år siden?
For 11 år siden spurgte forgængerne på LIXEN på samme måde de journaliststuderende, om de havde et betalt avisabonnement. Det havde 27 procent, imens kun enkelte betalte for artikler på nettet.
Anledningen til undersøgelsen var dengang, at en række medier havde planer om at indføre betalingsmure på deres digitale nyhedsplatforme.
Sammenlignes der udelukkende med de avisabonnerende studerende for 11 år siden, har der derfor været en mindre stigning med syv procent frem til i dag.
Flere vil tegne abonnement efter studietiden
Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 65 procent af dem uden et betalt abonnement regner med at tegne et inden for de næste fire år. Om fire år har både de adspurgte på 2. og 4. semester færdiggjort bacheloren i journalistik.
Louise Kjærgaard ser det som et positivt tegn.
»Det tyder på, at de journaliststuderende ikke har økonomien til at tegne et abonnement på nuværende tidspunkt, men rent faktisk gerne vil have et, når økonomien rækker til det.«
Allan Boye Thulstrup er ligeledes forhåbningsfuld.
»Det er opløftende. Det er jo et tegn på, at det ikke er mangel på vilje, der gør, at man ikke har et (avisabonnement, red.).«
Af: Johan Skytte Smorawski
Foto: Johan Skytte Smorawski
»Jeg har taget boller med«, meddeler en veloplagt Jakob Ingversen til glæde for morgenholdet, der atter er samlet en tidlig mandag morgen. »Rune har simpelthen bagt boller?«, lyder svaret prompte fra en overrasket Brian Lykke, der kækt hentyder til Jakobs karakter, teknikchefen Rune Ingemann. »Det er Lissis boller«, fortsætter Jakob og spiller med. Rune ville aldrig selv bage boller, så det må være hans kone, bliver de enige om.
Vi befinder os på r8Dios ambassade i Kødbyen i København, og de to værter, Jakob og Brian, er netop begyndt at forberede live-programmet Morgensutterne. Der er bælgravende mørkt i Kødbyen, og de mange kødgrossister er for længst trukket i arbejdstøjet. Det gælder også hos r8Dio, for den står aldrig stille, som Brians karakter, programchefen Allan Sindberg, siger. Sammen med Jakobs karakter, Rune, skal de om en halv times tid sende live i r8Dios app.
R8Dio har siden begyndelsen med flagskibspodcasten ‘Undskyld vi roder’ blot vokset sig større og større. Inde bag stalddøren i Slagtehusgade 5b har taleradiokanalen nu hele 42 podcasts i stalden til abonnenterne i app’en. Når r8Dio optager, flytter hele universet ud af Slagtehusgade og ind i den fiktive jyske provinsby Skuldborg, hvor man i ‘Undskyld vi roder’ følger direktøren, Klavs Bundgaard og programchefen i arbejdet med at stable en ‘snakke-sludre-taleradio’ på benene.
I går eftermiddags tikkede der en besked fra Jakob ind på min telefon. »Vil du MÅSKE være gæst i programmet?« stod der. Jeg indvilligede. Han var i gang med at forberede programmets indhold. I fællesskab udarbejder de to værter en kort rundown med programmets faste indslag. Resten er improvisation, de finder på i øjeblikket. Èt af de faste indslag er en udvalgt lokalnyhed fra Fyn fra den forgangne uge. Da Brian møder ind, har Jakob allerede sat sig for bordenden,
og igangsat jagten på ugens guldkorn på Fyens Stiftstidendes hjemmeside. Og der går ikke længe, før der er jackpot. »Sexfældepølsetyv stjal for tusindvis af kroner i Karins grillbar: - Det hele var svært for os i den periode«. En historie, der fra første ord får morgenholdet til at storgrine.
Sixpence og solbriller
Arbejdet med r8Dio udsprang oprindeligt fra det tidligere Radio24syv, hvor flere af de nuværende bestyrelsesmedlemmer i r8Dio, Mikael Bertelsen, Mads Brügger, Frederik Cilius og Rasmus Bruun, også var »koryfæer«, ifølge Jakob. For ham er arbejdet med r8Dio gået fra leg til levebrød. Virkeligheden har overgået fantasien. For mens det i begyndelsen mest var satire, der prydede samtlige podcasts i app’en, finder man i dag også ‘rigtige’ programmer om alt fra litteratur, mad, alkoholisme og kendte danske mænds klunker.
Jakob trækker, som en kanin op af hatten, en sixpence og solbriller med lyserødt glas frem og tager sixpencen omvendt på. Han er nu Rune Ingemann. Brian hiver mobilen frem, Rune hæver kaffekoppen og smiler til kameraet. Så er den første morgenhilsen til lytterne, der sidder klar, sendt afsted i et Facebook-opslag i gruppen »r8Dios venner«, der i skrivende stund tæller over 11,5 tusinde medlemmer. Lytterne reagerer straks med likes og kommentarer fra Aalborg, Herning, New Zealand og en autocamper med kurs mod Alanya. Klokken nærmer sig 7, uret tikker, og derfor må ugens første kop kaffe drikkes færdig i det lille tæppeklædte studie. Fra Røde-mixeren på bordets midte leder fire ledninger ud til tre lyserøde mikrofoner med logoet ‘8D’. Jinglen afspilles, og optageren ruller. »Du ser noget klatøjet ud, du«, forsøger Allan at stikke til Rune. »Ja, jeg prøvede at følge med i det Super Bowl der«, lyder svaret fra en lettere snøvlende medvært, inden han indrømmer, at han faldt i søvn.
Jakob beskriver sin egen karakter, Rune, som hvis Casper Christensen og Pivert
fra Klovn fik et barn. En »sjuft« kalder direktøren Klavs Bundgaard ham. Og det er præcis sådan, at Jakob også har det med sin karakter. Det tog tid for ham at lære sin karakter at kende, men da han en sommeraften for et par år siden pludselig fik en følelse af at være sin gode ven Andreas Odbjergs ‘hangaround’, gik det op for ham, at netop den følelse er indbegrebet af Rune som karakter. For selvom Odbjerg og Jakob er gode venner privat, så ræsonnerede den følelse i hans karakter, Rune. Popsangeren var på vej frem og var sommeraftenens hovedrolle, og der kunne Jakob se Rune i sig selv. En, der prøver at være med. På den måde kan han i arbejdet som skuespiller og manusforfatter ofte finde inspiration i sit eget liv og virkeligheden, fortæller han. Jeg havde sat mig for at finde ud af, hvordan holdet bag r8Dio arbejder med de satiriske karakterer. Så da Jakob og Brian, forklædt som karaktererne Rune Ingemann og Allan Sindberg, ihærdigt forsøger at improvisere spørgsmål ud af mig, som den journaliststuderende, de i dagens anledning har besøg af i liveudsendelsen, bliver jeg taget med bukserne nede. Jeg kan ikke risikere at tale over mig og røbe satiren ved at stille spørgsmålstegn ved deres arbejde med karaktererne, så jeg må tage til takke med to improviserede spørgsmål og overlade resten til dem. Jeg læner mig tilbage og forsøger at lytte til de råd om journalistisk vinkling, Allan forsøger at give mig. »Du skal bare suge til dig«, forklarer smørstemmen fra Ikast, som programchefen meget beskedent omtaler sig selv.
Selvom vi havde aftalt, at jeg bare skulle være mig selv, så er jeg ikke nogen erfaren impro-skuespiller. Det er de to værter til gengæld. Jakob og Brian er begge manusforfattere på r8Dio og uddannede i improteater, og efter snart fire år i Skuldborg, kender de efterhånden deres karakterer rimelig godt. Enkelte gange i udsendelsen bliver der helt stille, og man kan ikke høre andet end små, fjerne fnis. Selvom lytterne ikke kan se det, så kæmper de en brav kamp for at holde masken og for at undgå at bryde ud i grin, da Rune læser historien fra Fyens Stiftstidende højt. Da udsendelsen går på hæld, kigger de på hinanden og smiler. Jakob retter blikket mod mig: »Du må undskylde, jeg var efter dig - det var Rune!«
Amanda Broe Hansen og Amanda Pihl beretter om deres liv og hverdag med type 1-diabetes i podcasten SukkerSygt. De er blevet den stemme, som de selv manglede, da de var unge og fik konstateret diabetes.
Af: Nanna Marlein
VallentinIllustration: Ann Sofie Bay Bertmann
Med en kold Pepsi Max på bordet og en slikskål fyldt til randen i den ene hånd byder Amanda Broe Hansen mig indenfor i sin lejlighed på Amager på en regnfuld og grå januardag. Godt lænet tilbage i den sorte veloursofa med benene krummet samwmen til den ene side af kroppen, og med højre arm hvilende på sofaens ryglæn.
Amanda Broe Hansen har type 1-diabetes og har sammen med sin veninde Amanda Pihl, som også har diabetes, startet podcasten SukkerSygt, hvor de vender og drejer hverdagen med sukkersyge.
»Den handler om nogle af de bommerter og de erfaringer, vi selv har med diabetes. Vi lægger en dyd i at være så upolerede og så lige til, som vi kan, fordi vi ved, hvor vigtigt det er at kunne genkende os selv i andre.«
Sådan beskriver Amanda Broe deres rolle i podcasten, og understreger vigtigheden af ikke at føle sig alene, når man har type 1-diabetes. Det har hun nemlig oplevet på egen krop.
En ven for livet
Amanda Broe Hansen er 27 år og bor i lejligheden på Amager med sin kæreste. Hun fik diagnosticeret diabetes i 2008 og fandt hurtigt ud af, hvor stor en betydning det skulle vise sig at få for hendes liv.
»Det var lidt af en livsomvæltning. Jeg troede i første omgang, at når jeg havde fået min medicin, så var det det. Men jeg havde fået en ven for livet,« fortæller Amanda Broe Hansen om første gang, hun stod ansigt til ansigt med insulinmåleren.
I sine teenageår var dét at have diabetes ikke noget, hun omfavnede, og det var særligt følelsen af at værealene og udenfor, der fik hende til at negligere sygdommen.
»Jeg ville gerne passe ind, og jeg ville ikke være anderledes. Men det var jeg jo. Min sygeplejerske sagde til mig: Du skal behandle diabetes som din bedste ven. Men jeg tænkte fuck nej om, det skal være min bedste ven,« fortæller Amanda Broe Hansen
Efter nogle år i kampens hede mod sukkersygen gik virkeligheden om, hvordan det er at leve i en krop med diabetes, dog op for Amanda Broe Hansen.
»Jeg nåede til et punkt, hvor jeg var færdig med at være teenager, og hvor jeg kunne begynde at mærke på min krop, at hvis jeg ikke behandlede min diabetes ordentligt, så fik jeg det fysisk dårligt.«
Hun indfandt sig i en verden, hvor blodsukkermåling og insulin blev en naturlig del af hendes dagligdag.
»Pludselig gav det mening for mig at gøre noget ved min diabetes, og så fik jeg også noget andet overskud.«
Amanda Broe Hansens syn på diabetes tog en 180 graders drejning, og pludselig fandt hun sig selv siddende i et ungepanel på Nordsjællands Hospital i Hillerød, og efterfølgende i bestyrelsen hos Diabetesforeningen, hvor hun mødte sin medvært på SukkerSygt, Amanda Pihl.
Hjælp til mødre og unge mennesker Ideen til podcasten, som i dag har 888 følgere på Facebook,
udsprang under coronapandemien men endte, som mange andre små hobbyer under pandemien, ikke som et flop. Diabetesforeningen donerede deres første diktafon, og herefter gik de to veninder i gang med at finde en jingle til den podcast, der skulle vise sig at blive en støttepæl for mange med diabetes tæt inde på livet.
»Vi blev taget så godt imod fra starten af, og det har virkelig pustet til ilden og givet os blod på tanden,« fortæller Amanda Broe Hansen.
Med et par år på bagen har podcasten fået stribevis af god feedback fra særligt to grupper indenfor diabetesverdenen.
»Vi får meget respons fra mødre til børn med diabetes, som skriver, at vi skal blive ved med det, vi gør, fordi de herigennem forstår deres børn på en helt anden måde. Og derudover er der mange unge mennesker, som skriver til os, at de er flade af grin over vores oplevelser, fordi så mange kan nikke genkendende til det,« griner Amanda Broe Hansen.
Selvom podcasten ikke er under Diabetesforeningen, støtter foreningen stadig op omkring initiativet.
»At høre andre mennesker med diabetes tale om udfordringer og sejre i livet med den kroniske sygdom kan være en stor inspiration og en kilde til god viden, for alle mennesker med diabetes – uanset type,« lyder det fra en talsperson hos Diabetesforeningen. De understreger også, at foreningen støtter op om, at der tales om sygdommen for at mindske stigmatisering og misforståelser.
Amanda Broe Hansen ville i dag selv ønske, at der havde været noget lignende SukkerSygt dengang, hun var en teenager på tværs, der skulle lære at leve med en kronisk sygdom.
»Når jeg kan se, hvor meget den her podcast har gjort for andre, så ville jeg 100 % ønske, at der havde været en til mig dengang,« fortæller hun smilende.
En terapisession hver 14. dag
Podcasten har bragt Amanda Broe Hansen og Amanda Pihl rundt i hele landet til samtaler og møder med mennesker indenfor diabetesverdenen samt til Folkemøde på Bornholm. Og for Amanda Broe Hansen betyder snakken hver 14. dag med Amanda Pihl, at hun får sat ord på sine oplevelser og følelser i en hverdag, hvor ikke alle forstår, hvordan det er at leve med en insulinpumpe i tasken og en Dexcom g7 sensor i armen.
»Det er på en eller anden måde lidt terapeutisk. Nu har vi en ramme at gøre det i, og det er et rart rum at være i. Det tvinger mig til at gøre mig nogle tanker om de oplevelser, jeg har,« fortæller Amanda Broe Hansen om det rum de to piger har skabt sammen gennem årene.
Visioner for fremtiden
I dag er podcasten kun et frivilligt hobbyprojekt for både Amanda Broe Hansen og Amanda Pihl. »Lige nu er vi begge to fuldtidsarbejdende, og jeg er hamrende glad for mit arbejde,« fortæller Amanda Broe Hansen.
Det betyder dog ikke, at de ikke har drømme og visioner for fremtiden, og tanker om, hvor podcasten kan bære dem hen.
»Kunne vi godt tænke os at lave det til et firma, hvor vi også tog ud og holdt en masse oplæg? Det kunne vi måske godt,« afslutter Amanda.
Mykyta Andresen tilbyder gratis danskundervisning til ukrainere: »Vi hjælper hinanden.«
31.000 ukrainere er flygtet til Danmark siden Rusland invaderede deres hjemland i begyndelsen af 2022. Gennem et særligt frivilligt initiativ, får de mulighed for at lære det danske sprog, kvit og frit.
Af Emma Elisabeth Hansen
Foto: Emma Elisabeth Hansen
Disse udtryk kan let anes i den ubesværede dans mellem det danske og ukrainske sprog. Seerne er begyndt at tikke ind, og kommentarfeltet præges af nysgerrighed fra ukrainere, der gerne vil lære nyt. Verberne bliver bøjet i alle mulige retninger. Dagens tema er ’verber i fremtid’, og ligesom verberne, med øvelse, bliver nemmere at bøje, giver online-lektionerne forhåbentlig også ukrainerne bedre forudsætninger for deres fremtid i Danmark.
Under en ensom lille pære, der hænger i loftet, sidder manden, der for et par år tilbage fik den lysende idé at tilbyde gratis danskundervisning til ukrainere i Danmark. Mykyta Andresen flyttede i 2014 med sin familie fra Ukraine til Danmark. Han studerer erhvervsjura på femte semester på Aarhus Universitet. Selvom han kun har undervist i dansk i et par år, har han mange ambitioner.
»Jeg er stadig i en læringsproces, for en ting er at kunne dansk og ukrainsk, noget andet er at kunne undervise og formidle.«
Liv i live-linjen
Et skrøbeligt glasbord bliver trukket på plads foran den sorte topersoners lædersofa. På glasbordet bliver den bærbare computer sirligt placeret, så Mykyta Andresen let kan ses i billedet, når udsendelsen går i gang. Vigtigst af alt skal wifi-kablet kobles til. Det er den, der holder liv i live-linjen.
»Jeg havde i noget tid tænkt på at lave en Facebook-gruppe med gratis danskundervisning, men da krigen startede, tænkte jeg, at nu var det på tide.«
Den selvlærte dansklærer sætter sig i sofaen, trækker benene op, og sidder nu i skrædderstilling. Blikket er fast rettet mod den lysende computer. Alle de vigtigste detaljer bliver dobbelttjekket; nettet virker, der er lyd igennem, det rette dokument er åbnet. Tjek. Nu er Mykyta Andresen klar til 30 minutters fuldt fokus i den gode sags tjeneste.
»Jeg har først og fremmest projektet for at hjælpe mennesker.«
Fællesskab i Facebookgruppen Hver torsdag sidder Mykyta Andresen troligt og underviser gennem sin Facebookgruppe, som 15.000 mennesker er en del af. De resterende af ugens dage tilbyder han betalingsundervisning, men lige netop torsdag er dedikeret til den gratis onlineundervisning. Videoerne når i gennemsnit 3000 til 4000 visninger per udsendelse, og hans allerførste lektion nåede ud til hele 20.000 mennesker.
»Det er rigtig mange,« udbryder han med et stort og stolt smil.
Han trækker hovedtelefonerne ned over ørene, mens deltagerne én efter én logger sig ind på Facebookgruppen og kvitterer med et »Hej!« i kommentarfeltet.
Selvom der ikke er en direkte dialog mellem Mykyta Andresen og deltagerne, har de stadig mulighed for at stille spørgsmål i kommentarfeltet. Spørgsmål som den engagerede underviser med glæde vil svare på. Hvis altså ikke de andre i kommentarfeltet kommer ham i forkøbet. Ofte når de nemlig at hjælpe hinanden, inden han når det. Dette er også tilfældet i dag. En deltager skriver spørgende »Han komme i morgen?«, hvorefter en anden deltager hjælpsomt svarer »Han kommer i morgen.« Ifølge underviseren er det ikke bare en engangsting.
»Det er et godt fællesskab, vi har inde på gruppen. Vi hjælper hinanden.«
Uden for Mykytas vindue har en storm taget fat. Vinden trækker i de grå gulv-til-loft gardiner, der indhyller rummet i en form for hulestemning. Gennem vinduet, der står på klem, kan man ane lyden af den trafikerede vej. Ja, næsten lige så trafikeret som i Facebookgruppen, hvor 57 seere nu har tjekket ind for at følge dagens undervisning. Højrehånden omfavner den sorte mus, der klikker om kap med snakken. Selvom man skal kunne ukrainsk, for at forstå sammenhængen i undervisningen, gennemborer den gode stemning alligevel rummet. Der grines og forklares ivrigt. Igen og igen. Enkelte genkendelige sætninger forstås, »Jeg vil købe en ny bil i morgen,« gentager Mykyta Andresen flere gange på henholdsvis dansk og ukrainsk. Venstrehånden gestikulerer på livet løs, på trods af dens fravær i skærmbilledet.
Glæde og taknemmelighed
Mykyta Andresen fortæller stolt, hvordan hans undervisningstimer blandt andet har hjulpet ukrainere til at bestå deres danskprøver. Danskprøver der skal bestås for, blandt andet, at få permanent opholdstilladelse.
»Jeg er meget glad og taknemmelig for at have mulighed for at hjælpe så mange mennesker, og på samme tid skabe en arbejdsplads for mig
selv, som giver mig mulighed for at passe på mig selv og min familie.«
Den hvide væg bag Mykyta Andresen centrerer ham i det lille skærmbillede, hvor han stadig sidder med benene i skrædderstilling. Ryggen er rank, og det pæne tøj er taget på i dagens anledning. Stoltheden lyser ud af øjnene på ham, da han fortæller om sin stræben efter at fremstå så professionel som muligt.
»Jeg vil ikke sige at det, kommunerne gør, er dårligt, men jeg vil sige at det, jeg gør, er bedre.«
Hvis man sammenligner hans undervisningsform med kommunernes, er den undervisning, han tilbyder, helt unik. I modsætning til kommunens tilbud, som samler mange forskellige nationaliteter til deres danskkurser, mener han, at det har en stor effekt, at hans undervisning udelukkende er tilrettelagt for ukrainere. Mykyta Andresen mener virkelig det giver pote, at han kan undervise sine elever på deres eget modersmål. Han taler nemlig både dansk, ukrainsk og russisk.
Begge hænder er nu i spil. Intensiteten i den ukrainsk-danske snak øges. Hver anden sætning sluttes med et spørgende »okay?«. Folk skriver »Tak« i kommentarfeltet. Mykyta Andresen smiler stort med hånden på hjertet og vinker ind i kameraet. Der lægges på. Han smider hovedtelefonerne bag sig, stiller sig i sofaen og udbryder med armene i vejret
»Jobs done!«
De blafrende flag i vinden er blevet til hverdag for palæstinensiske Adam Bahij. Hver dag hejser han palæstinensiske flag som demonstration midt i en følelse af afmagt og sorg.
Af Helene Sadjadi-Munk Foto: Helene Sadjadi-Munk
På en trafikeret vej i Odense er Adam Bahij i gang med at hejse palæstinensiske flag. Den kolde vind bider i huden, men til gengæld er vinden en fordel for flagene, som konstant holdes levende og udstrakte. Adam er omfavnet af en kufiya, et sort og hvidt sjal, som er samlet foran med et rundt pin med ordene »Free Palestine« og det palæstinensiske flag. Når man taler med Adam, mærker man hurtigt et varmt menneske, og bag de glimtende øjne og det venlige smil er en mand med stor tankestrøm. Adam Bahij er palæstinenser født i Libanon, og situationen i Gaza har vækket store følelser i ham.
»Jeg var officer i hæren i Libanon, og jeg har set alt, hvad der sker i Gaza, fordi jeg var soldat der. Jeg har set, hvordan børnene bliver dræbt. Det er mit land, mit folk, og jeg skal demonstrere,« fortæller Adam Bahij.
Ikke alene hejser Adam Bahij palæstinensiske flag. På stakittet hænger han bamser, der symboliserer døde børn i Gaza, og skilte med oplysninger om krigsramte Gaza.
»Jeg har brug for at gøre et eller andet. Jeg kan ikke nøjes med at se på, så når jeg hver dag hejser flagene og hænger skiltene op, er jeg med til at skabe opmærksomhed om situationen,« forklarer Adam Bahij, mens han korrigerer skiltene, så de passer i den rækkefølge, han ønsker.
Stor opbakning – bare ikke i folketinget »Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand
til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten.«
Sådan lyder et borgerforslag fra den 30. oktober 2023, som blandt andet indebar regeringens arbejde for øjeblikkelig våbenwwhvile. Borgerforslaget er støttet af lige knap 80.000 danskere, men trods dette blev borgerforslaget den 19. december forkastet med 89 folketingsmedlemmer, der stemte imod. En beslutning, der stiller Adam Bahij målløs.
»Jeg har det meget, meget dårligt,« fortæller Adam med et rystende hoved og et lettere opgivende blik i jorden.
»Mine tanker kredser hver dag om krigen. Om hvordan jeg bedst kan hjælpe, og kommunikere med folk. En beslutning som denne har overrasket mig, men jeg må kæmpe videre.«
8 fra Enhedslisten og Alternativet stemte for, mens 14 folketingsmedlemmer hverken stemte for eller imod.
En brøkdel af de egentlige rædsler Det har ikke været uden modstand, at Adam Bahij har demonstreret. En uge efter at han først begyndte at hejse flag og hænge skilte op, blev skiltene om natten malet over, og flagene blev taget ned.
»Jeg prøver at holde hovedet højt, men det berører mig selvfølgelig. Jeg anmeldte det til politiet, som kalder det en politisk konflikt,« fortæller Adam Bahij.
Han oplever dog i størst grad positive reaktioner fra folk, der går forbi. Han fortæller, at folk er åbne, og at de gerne vil
snakke og blive klogere på, hvad der sker i Gaza.
»Jeg får beskeder og opkald direkte fra Gaza, som opdaterer mig om situationen, og det vi ser på medierne i Danmark fortæller kun en brøkdel af de egentlige rædsler. Det er blandt andet dét, jeg gerne vil med mine skilte,« fortæller Adam Bahij med et skilt i hånden om situationen i Gaza.
Ifølge Adam er de danske medier nemlig ikke lige så nuancerede som medier i andre lande, og det er også en af de sager, han portrætterer med sine skilte med ordene: »Danske medier fortæller ikke sandheden«.
»Jeg tænker meget på, hvordan jeg skal støtte mine børn, og det er på en måde også en støtte for mig. At mine børn har det godt,« fortæller han.
For Adam har konflikten nemlig sat dybe spor, som ikke blot har påvirket ham følelsesmæssigt, men også har haft mentale konsekvenser.
»Jeg har nogle gange mareridt, og jeg har været til psykolog flere gange, fordi jeg oplevede at blive ramt af akut stress eller sorg uden rigtig at vide hvorfor.«
»Min nabo er begyndt at se tyske nyheder, hvor konflikten i langt større grad afspejler virkeligheden,« fortæller Adam, mens han peger på boligblokken over ham, hvor naboen bor.
En håbefuld kamp Langt væk fra Palæstina kan kampen for fred i Gaza synes uoverskuelig. Adam er bestyrelsesmedlem for et sted for palæstinensere, og han er aktiv i demonstrationer rundt i Odense, men den virkelige og personlige støtte finder han i sin familie.
De levende flag i den kolde vind bliver for Adam Bahij et modspil til situationen i Gaza. Selvom det hver dag er en indre kamp for Adam, er den udefrakommende støtte en stor motivation for ham, når han hver dag demonstrerer i forhaven, og mødes med skulderklap fra de forbigående.
»Når en dansker siger »god kamp«, giver det mig blod på tanden for det, jeg gør,« fortæller Adam Bahij efterfulgt af et anerkendende nik, mens han bevæger sig indenfor væk fra kulden.
til virkelighed: »Jeg er født og opvokset her«
Anders Maher Al-Fayoumi er født og opvokset i København, men er ikke dansk statsborger. Han risikerer derfor at blive udvist hvert andet år, og han er ikke alene. Ifølge tal fra Danmarks Statistik har 10% af den voksne danske befolkning ikke dansk statsborgerskab. »Det er et demokratisk problem,« siger Anders Maher.
Anders Maher Al-Fayoumi til arrangementet »Hvornår er jeg dansk (nok)?«
Af: Selma Abourrida Elkadmiri
Foto: Selma Abourrida Elkadmiri
Anders Maher Al-Fayoumi er født og opvokset i København, men er ikke dansk statsborger. Han risikerer derfor at blive udvist hvert andet år, og han er ikke alene. Ifølge tal fra Danmarks Statistik har 10% af den voksne danske befolkning ikke dansk statsborgerskab. »Det er et demokratisk problem.«
Den pludselige stilhed vidner om aftenens sårbare tema. Der bliver spidset ører, og spændingen når ud i alle hjørner i den store herskabelige sal. Dokumentarfilmen »Tæt på lykkelig« går i gang, og opmærksomheden er rettet mod det oplyste lærred.
Klokken er 17.30, og mere end 150 mennesker er samlet i ly for decemberkulden på Linnésgade 25 i København. Interesseorganisationen Mino Danmark, der arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder, stemmer og samfundsdeltagelse, afholder eventet »Hvornår er jeg dansk (nok)?«. I mørket sidder Anders Maher. Senere skal han blotte sit følelsesliv foran en masse fremmede mennesker. Noget, han ofte gør. Ikke fordi han vil, men fordi han er nødt til det.
»Jeg kan ikke engang skrive under på et borgerforslag, der støtter min sag. Det er grænseoverskridende, men jeg har intet valg, hvis jeg vil se en ændring.«
Publikum er dybt fokuserede. Filmen følger en ung mand ved navn Hassan henover to et halvt år i slutspurten af sin 10 år lange kamp for at blive dansk statsborger, på trods af, at han er født og opvokset i Danmark.
Gæsterne suger Hassans følelser til sig, og stemningen kører op og ned som i en rutsjebane. Der er mange skuffelser, mange op- og nedture. Men nu – nu kilder det i maven! Det lykkes ham endelig at få dansk statsborgerskab. Begejstringen spreder sig, og et stort bifald runger nu i salen. Jubelen får dog ikke lov at vare længe. Lyset tændes, og fire skikkelser dukker frem. Det er aftenens panel, der på baggrund af deres faglige viden og personlige erfaringer i fællesskab vil udforske emnet »danskhed« og den rejse, som minoritetsetniske danskere gennemgår i deres søgen efter en identitet.
En efter en sender de mikrofonen videre, så alle får lov at introducere sig selv:
I den første stol sidder Kirsten Kock. Hun kommer fra foreningen »Fair Statsborgerskab!«, som tilbyder frivillig vejledning samt arbejder for retfærdighed på indfødsretsområdet. Ved siden af hende sidder dekoloniseringsaktivist og inuitforkæmper Michael Bro, og Hassan Mohammed, der er hovedperson i dokumentarfilmen »Tæt på lykkelig«, optager den tredje stol i spotlyset. Til slut i rækken sidder den sidste panelist. Det er Anders. Han er her i dag som repræsentant for foreningen »Os Udenfor«, som har til formål at blotlægge, hvordan processen for dansk statsborgerskab rammer børn og unge. Han ved, hvad han taler om, for processen har i den grad også ramt ham. Det gør den stadig. Han har nemlig aldrig fået sin happy ending.
Flygtning på papiret
Anders Maher er født på Rigshospitalet, har gået på en almindelig folkeskole og gymnasie og studerer medicin. Men han er ikke dansk statsborger. Hans far flygtede fra Jordan og
kom til Danmark som asylansøger. Denne status har Anders arvet, og han har derfor midlertidig opholdstilladelse. Hvert andet år skal han ansøge om fornyelse, og han risikerer derved at blive udvist.
Med en indebrændt men fattet stemme beskriver Anders, hvordan hans medicinstudie er et stort bump på vejen mod dansk statsborgerskab: Så længe Anders bliver ved med at studere, er det umuligt at opnå dansk statsborgerskab. Man skal nemlig opfylde flere forskellige krav, herunder beskæftigelseskravet: Du skal have arbejdet i mindst 120 timer om måneden, i mindst 3 år og 6 måneder.
»Det er dumt at straffe folk for at tage en uddannelse. Jeg ville have meget lettere ved at få dansk statsborgerskab, hvis jeg droppede ud af medicinstudiet og fik et fast job i Netto de næste 3,5 år,« siger han.
Det er varmt herinde nu. Som aftenen er gået, er flere kommet til, hvilket gør salen så tætpakket med nysgerrige ansigter, at flere sidder i vindueskarmene, og andre må stå op ad væggen for at kunne ænse scenen.
»Der er procedurer nu, inde for indfødsretten, hvor man undersøger ansøgernes profiler på de sociale medier for at se, om der kunne være noget derinde, der var antidemokratisk eller antidansk,« siger Anders frustreret og fortsætter: »Hvis jeg ikke kan tillade mig at være mig selv med mine holdninger og værdier, fordi jeg er her på betinget ophold, hvor er ytringsfriheden så?«
Alvoren dominerer igen. Publikum er blevet mindet om, hvorfor de er her: Mange mennesker kæmper stadig den kamp, som Hassan var heldig at vinde.
Mere tragisk, mindre komisk Anders Maher fortæller, at han ved alt om politik. Han holder valgaftener, og alle vennerne spørger ham, hvem de skal stemme på. Men han har ikke stemmeret.
»Det er tragikomisk,« siger han med et skævt smil, der ender i et suk.
Ifølge Danmarks Statistik har over 10% af den voksne danske befolkning ikke statsborgerskab og dermed heller ikke stemmeret. Det betyder, at Folketingets medlemmer ikke er 100% repræsentative for folket.
»Det er et demokratisk problem,« siger Anders med alvor i øjnene.
Inde bag de firkantede briller gemmer sig nogle mørkebrune, udmattede øjne. Anders har været igennem lidt af hvert. Psykisk fylder bekymringerne om at blive smidt ud så meget for ham, at han på et tidspunkt måtte tage en pause fra studiet.
»Når man er født i Danmark, har man en forventning om, at det er her, man hører til. At man bliver passet på. Jeg har ikke den sikkerhed. Hvis jeg nogensinde skulle søge beskyttelse, ville jeg få meget klart at vide: »You’re on your own, kid.« Anders slår håbløst ud med armene og ryster på hovedet.
»Når jeg ser, hvor mange, der deltager i dag, bliver jeg optimistisk om, at det forhåbentlig er noget, der kan sætte gang i en ændring.«
Klokken er 19.30, og gæsterne begynder at bevæge sig hjemad. Anders går også hjem i håbet om, at han er kommet bare et skridt tættere på ønsket om at blive boende i Danmark og arbejde som psykiater. Og så er det vigtigt for ham at blive ved med at hjælpe andre. Ingen skal nogensinde føle sig alene.
22. marts
To be announced
Påskehygge på Medietor vet: Lav påskeklip, udform gækkebreve og pust nogle æg – kom, grib snacks og en sodavand og få en snak med sidemanden.
Generalfor samling (og fest): Der gøres plads til flere nye kræfter i bestyrelsen. Derefter er der fest på Medietorvet – kom gerne med idéer. OBS: der er ølsmagningtilallederkommertilforsamlingen
Følg både K ajO og MedieMates på Instag ram for updates: Hold dig desuden opdateret i Facebook-gruppe for din egen overgang, så kommer begivenheder også derinde
Fotog rafering: Der kommer en part to af muligheden for din egen fotosession fra DJ, hvor alle har mulighed for at få taget portrætfotoer. Det præcise tidspunkt kommer her på Facebookgruppen senere.
Oplæg med praktikanter : praktikanter kommer og hilder inspirerende og lærerige oplæg.
Sommerafslutning: Vi håber for stort fremmøde, og vil forsøge at gentage succesen fra Klub Medietorvet – Tak for god opbakning, og godt humør!
DJ laver pop-up kontor på Medietorvet:
Den 17. april kan du som medlem af Dansk Journalistforbund få hjælp, vejledning og feedback på din praktiksøgning - helt gratis, lige på dit studie. DJ flytter for nogle timer ind på Medietorvet, hvor en håndfuld medarbejdere hjælper med alt fra ansøgningen - til din hjemmeside, vejledning til praktiksamtalen eller hvis du mangler et godt portræt til f.eks. dit pressekort!
Hvis du ikke er medlem, så meld dig ind allerede nu og få del i den helt særlige praktikpakke, som vi tilbyder kvit og frit.
journalistforbundet.dk/bliv-medlem
Kig forbi DJs pop-up kontor på Medietorvet 17.april, Kl. 13 - 16:
- Sparring på praktikansøgning
- Få tunet din praktikside
- Hjælp til den gode praktiksamtale
- Få taget et professionelt portræt
- Få det overstået, meld dig ind i DJ
Den 20. februar er der to artikler på TV2.dk, begge af samme forfatter, der både indeholder de samme billeder, de samme citater og de samme kilder. Kunne man have kombineret de to eller i hvert fald have gjort den anden version bare en smule original?
Af: Asger Denert-Nielsen
Illustration af: Asger Denert-Nielsen
Hvabehar TV 2? – Der skal produceres nyheder for enhver pris til en ikke så dyr pris. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man graver sig ned i jeres udførlige dækning af Wegovy. På en og samme dag, den 20. februar, 2024, er der nemlig gengangere at finde i to historier om Wegovy, både kilder, billeder og citater. Den første artikel var skrevet færdig, processeret, godkendt og ude af døren klokken 8.30 om morgenen. Rubrikken lyder:
»Første studie viser, hvad der sker, når man stopper på vægttabsmedicin«
Hele artiklen er bygget på en nyligt udkommet undersøgelse, der søger at opklare, hvad der sker, når man stopper på det stjernespækkede Wegovy-medicin. Med fine forskere og eksemplariske eksperimenter, uddyber den grundige journalist undersøgelsen og retfærdiggør overskriften – så langt så godt. Blikket glider gnidningsfrit over artiklen, uden at få hverken søvn i krogene eller nervøse tics i øjnene. Det må formodes, at journalisten derefter er fortsat med sin arbejdsdag, men højst sandsynligt er vedkommende gået hjem og faldet i søvn og vågnet med et panisk sæt til en udløbende deadline. For det lader til, at der skal produceres nyheder for nyhedernes skyld på den gode TV 2-redaktion. Samme dag klokken ni, fra samme journalist, kommer artiklen nemlig igen. Nu pakket ind i et mere clickbait-venligt format med rubrikken »Hvad sker der, når man stopper på Wegovy?«
Nu skal det tilsyneladende gå stærkt, og det må helst ikke blive for teknisk. Om aftenen er vinkling, eksperter og originalitet et fremmed koncept. Forskerne er kastet i grøften og ind kommer tre kvinder, der er stoppet på medicinen. De bærer hele artiklen
Avisen.dk bragte den 24. februar et fabelagtigt stykke journalistik. Det må ikke gå et eneste øje forbi. Derfor, og på grund af dens aktualitet og samfundsberigende natur, ender den her i HVABEHAR.
Af: Asger Denert-Nielsen Illustration af: Asger Denert-Nielsen
Rubrikken er en genistreg i sig selv, og udtrykker en hel folkeånd i en enkel og æstetisk sætning: »Sofie Linde ærgrer sig over ferieklip«
Så er man, som man siger i journalistikkens verden, hooked Skribenten udnytter også, at læseren er bedre hægtet fast end en havtaske i bunden af et trawlernet, og begynder ihærdigt på historien.
Det er der måske nogen, der gerne ville læse, og fred være med det. Det er der ’desværre’, og højst sandsynligt, mange der gerne vil. Men artiklen er ikke bare en overskrift og en underrubrik, og det komiske er, blandt meget andet, det fænomen, det er at skrive godt to A4-sider om Sofie Lindes besøg ved frisøren.
og fungerer som al videnskabelig evidens. Her indgår pålidelige citater som; »Hun vurderede at hun sparede 700 kroner« og »Jeg havde lyst til bare at fortsætte, for så kunne jeg jo blive super skinny«. Efter at de tre kvinder hver især har fået spalteplads til at fortælle om de enorme økonomiske kvaler, de må lide under i forsøget på at passe ind i rigide kropsidealer, fortsætter artiklen ikke. Den ender faktisk bare der. Og rubrikken, som er sat op som et spørgsmål, bliver aldrig besvaret.
Den helt store kval, og grunden til at den ender her, i den prestigefyldte sektion, er ikke kun den enormt misledende titel, den utrolig svage rygdækning eller den dovne tilgang – det er dét, at malke én historie til to. Den ender her, hovedsageligt for den direkte plagiering af journalisten selv.
Både billeder og citater går nemlig igen. De kommer begge fra en af kvinderne, der er hovedperson i aftenversionen af artiklen. Den lyder »Min økonomi er blevet elendig, efter jeg er startet på alt det der slankemedicin« . I forsøget på at skabe en clickbaitversion af en ellers udmærket artikel, går både den mest fængende rubrik til spilde, samtidig med, at den lokker de læsere, der måske kunne have fået noget ud af artiklen, væk fra det faktisk indholdsrige stykke tekst, der ellers var produceret. Et stykke okay public service, lige ned i papirbeholderen.
Hvabehar? En ting er at genbruge kilder, men billeder og citater? Det skulle gå stærkt ved TV 2, eller også holder tesen om journalistens lur midt på dagen stik. Den er i hvert fald lige så godt dækket ind som påstanden om, at man får svaret på, hvad der sker, når man stopper på Wegovy.
Hele det store graverprojekt er at finde på TV 2’s hjemmeside. God læselyst.
Selvom Sofie Linde er af højeste samfundsmæssige interesse for den brede offentlighed. Selvom dét at få klippet hår er en enorm begivenhed. Selvom det kan argumenteres, at det interesserer hele kongeriget, hvordan vores alle sammen eks-X-Factor-dronning ser ud. Skulle nyheden måske bare være blevet på Sofie Lindes egen Instagram, hvor nyheden i øvrigt er kopieret direkte fra?
Man kan, og må godt, tænke ’og hvad så?’
Den indeholder både direkte citater fra Linde hende selv, det er én ting. Derudover bruger den katastrofalt mange linjer på at gengive hele opslaget. Måske man skulle have nøjedes med en henvisning? For at tilføje peber til såret er der naturligvis også citater med fra de pårørende, dem der nu er tvangsindlagt til at se på frisuren, hendes mand blandt andet. Derudover, for det ikke skal være løgn, er der henvist til endnu en artikel om Sofie Lindes hår. Den skal ikke afsløres nu, og man kan i stedet gå hjem og nå at læse den før næste episode X Factor.
HVABEHAR et stykke flot historiefortælling og en væsentlig nyhed. Tak for det, Avisen.dk.
Hvis man var så desperat at åbne Se og Hørs forside fredag morgen, den 1. februar, ville man måske lægge mærke til de utroligt mange artikler, der ingenting har med Se og Hør at gøre. Hvis øjnene ikke stoppede op, og sendte samtlige advarselskemikalier til hjernen, i et stort desperat skrig, er der her samlet en del eksempler.
Af: Asger Denert-Nielsen
Illustration af: Asger Denert-Nielsen
Det chokerede hvor meget amerikanske og udenlandske kendisser kunne fylde på et dansk medie, og hvor mange af artiklerne der bare var direkte kopieret fra et andet medie. Uden at smide superlative i modvind, er det forholdsvist trykt at proklamere, at firs procent af forsiden, fredag morgen, var sladder om mennesker, der ikke vedrører én. Det var heller ikke gemt i en skjult underkatagori med titlen: Gad vide hvem Leonardo Dicaprio bollede i weekenden. Nej, det var plastret ud over forsiden som dårlig graffiti i en tunnel, der lugter mere af urin end en natklub i hollywood.
Det minder uhyggeligt meget om et skræmmende begreb, der eksisterer. Det hedder »celebrity worship syndrome« – et begreb der forbinder dét, at være besat af kendisser, med en lang række psykologiske samt fysiologiske problemer. Der er lavet mange studier, og en af dem hedder: »Im your number one fan – A Clinical Look at Celebrity Worship«. Det er god læsning, hvis man keder sig, og obligatorisk læsning, hvis man arbejder på Se og Hør. Et sjovt fænomen i artiklen er forbindelsen mellem religion og kendisbesættelse. Der findes, eftersigende, en direkte korrelation mellem et lands
efterspørgsel på noget at tilbede og mængden af sladder. Hvis det var et meget religiøst land, var der ikke så mange, der savlede over kendte mennesker. Men i lande, hvor den største demografi var hedninge, fandtes en uimodståelig træng til at tilbede kendte mennesker. Så er det uretfærdigt at sige, at Se og Hør, langsomt men sikkert, er ved at overtage den danske folkekirkes arbejde?
Skal Danske medier virkelig bidrage med at udbrede en nærmest sygelig kendis kultur, og skal danske medier virkelig tage sig til takke med plagiering af andre sladder-aviser? Det må de selvfølgelig selv om, men agtet at de modtager mediestøtte, agtes det også at udbryde: HVABEHAR?
Hvis så bare Se og Hør gravede originale ideer om semioriginale mennesker frem, ville det måske være en anden sag, men at publicere hele forsider, med udelukkende kopierede nyheder, er i mange bøger rent og skært dovent. Det svarer lidt til at lege paparazzi, men at erstatte de tidlige morgener og latterlige forfølgelsesstrategier med ihærdig Google-søgning. Tak, Se og Hør, for komisk, men spildt, læsning.
Af: Josephine Hartvig
Foto: Josephine Hartvig
På et gråt gulvtæppe ligger en telefon og skyder tonerne ud til Emma Sehested Høegs sang »Aldrig helt nok.« En blå sofa centrerer rummet foran farverige baggrundsruller, der hænger ned fra loftet. Inge står foran spejlet og skal lige sætte det sidste punktum på makeuppen, før hun stiller sig foran kameraet. Musikken er der udelukkende for at sætte en stemning. Roligt og efter instruktioner sætter Inge sig i sofaen og gynger hovedet fra side til side, mens hun synger med på lyrikken »Du er aldrig helt nok for mig.«
Farvestrålende, humørrig og kreativ er tre ord, der beskriver Inge Thorup. Den farvestrålende egenskab er ikke kun at finde i påklædningen, som består af blå mascara og diverse mønstrede tøjdele, men kommer især også til udtryk, når hun beskriver sig selv og sin omverden.
Inge stammer fra Djursland, rettere Mols, hvor hun gennem sine unge dage legede MGP i stuen, skrev i Diddlbøger og fantaserede om at være den næste Sofie Linde. Nysgerrighed og spontanitet fyldte også meget for Inge, så da hun i gymnasiet valgte at flytte teltpælene
til Mors for at studere teater på højt niveau, var det udeboende liv ikke noget, der skræmte hende. Tiden i Mors blev brugt på scenen, hvor hun udlevede sin skuespillerdrøm og fritiden i redaktionslokalet på gymnasiets skoleblad.
Livet med farver og fart er hverdag for Inge. Så da hun en dag befandt sig på en lang gåtur fra højskolen Egmont, hvor hun tilbragte et højskoleophold, ind til Aarhus, satte tankerne i pendulfart.
Der er nogle fordele ved ikke at være skolet. Det er som om, man tør tænke lidt mere ud af boksen
Coronaepidimien havde buldret afsted, og livet med fart blev så småt sat på pause. Inge hungrede efter noget nyt. Så det faldt hende fint ind, da et jobopslag som vært på DR Ultra tikkede ind fra vennerne over besked. Dedikation og tro på egne evner sikrede Inge
jobbet i en alder af 22 år.
»Jeg tror, det var en blanding af held, timing og talent,« fortæller hun.
Skuespilleren i hende charmerede sig ind på castingholdet hos DR. Og inden hun vidste af det, fulgte hun i Anna Lins fodspor. Dog oplevede Inge både fordele og ulemper ved fortiden som skuespiller. Budskabet fra hendes værtstræner lød på, at skuespillet skulle pakkes væk og i stedet øve sig i at være sig selv. Unge Inge skulle bryde ud af skallen
Jeg tror, nyheder skal være spiselige, for at de bliver indtaget
som skuespiller og finde sit journalistiske potentiale frem.
Årerne i Ultra Nyt gik – Inge understreger selv, at de var yderst lærerige og satte hendes karriere i perspektiv.
»Jeg tror, nyheder skal være spiselige, for
at de bliver indtaget.«
Noget Ultra Nyt i den grad har forstået sig på. I sin tid hos DR fandt Inge også ud af, at det måske også kan noget ikke at have taget en bachelor i journalistik.
»Der er nogle fordele ved ikke at være skolet. Det er som om, man tør tænke lidt mere ud af boksen.«
Med tiden var Inge vokset fra Ultra Nyt, og hverdagen var blevet for stillestående. Et kapitel skulle afsluttes og et nyt begyndes. Næste kapitel var dog ikke skrevet, og livet kunne byde på en masse.
»Jeg har lært virkelig mange ting her, men nu skal jeg videre og lære nye ting.«
Alverdens døre stod åbne for Inge, og beslutninger skulle træffes. Hed næste kapitel »Bager på Bali«, »Barista i Budapest« eller »Journalist hos Jyllands-Posten« var endnu uvist for den nu 25-årige Inge Thorup. »Aldrig helt nok« kører på loop, og Inge er i færd med et tøjskifte. Tvivlen fylder rummet, da beslutningen om en neonrød læbestift skal på læberne. Man ved aldrig, om det ser lige så godt ud, som man forestiller sig det, mumler Inge. Den blågrønne trøje med prikker bliver skiftet ud med en blåstribet sofistikeret skjorte, der står kontrastfyldt til farven på Inges læber. Storsmilende og med
en legende latter slynger hun sig tilbage i sofaen og poserer atter videre, imens mørket stille breder sig over det sydlige København. Fremtiden viste sig at byde på en kop kaffe på Islands Brygge. Zetland blev næste step for unge Inge, der nu befandt sig på en anden banehalvdel, end hun var vant til. Ny målgruppe, nyt medie, ny Inge?
»Jeg var bange for, at de voksne så mig mere som influencer og børnevært.«
En frygt Inge tog på sig, da hun første arbejdsdag trådte ind på kontoret. Inge tog en chance, men der gik ikke lang tid, før hun indså, at det ikke kun var nørdede journalister, som sad klistret til computerskærmene. Der var også plads til personlighed og kreativitet. Og Zetland havde netop valgt Inge, fordi hun er lige præcis, som hun er.
Kigger man på Inges skrivebord, ser det normalt rodet ud, hvor der tit er 100 ting i
gang. Post-it noter, notesbøger, kuglepinde, en lipgloss med mere kan der findes. Det er ikke helt ubevidst, at hendes skrivebord ser ud på den måde.
»På den ene side er jeg så struktureret, så intet jeg gør er tilfældigt, men hvis du ser mit skrivebord eller værelse, er alt kaos og impulsivt... det er en del af min personlighed.«
Den strukturerede side viser sig i små bevidste handlinger såsom håndplaceringer, små smil og kløen på næsen. Alle små bevægelser er nøje overvejede.
Personlighed i branchen er også noget, Inge gør sig tanker om, når hun udformer sine journalistiske produkter.
»Jeg er personlig, men ikke privat.«
For Inge betyder dét at være personlig meget, når hun stiller sig foran skærmen. Man skal nemlig kunne identificere sig med journalisten, før produktet og budskabet
Instagram-reel
D. 11. oktober 2023
Af Inge Thorup
I frøperspektiv fra en indkøbsvogn handler Inge ind til en almindelig 18-års fødselsdag. Alt imens hun fortæller, hvordan Kronprins Christians myndige fødselsdagsfest på Amalienborg d. 15. oktober sidste år ville foregå. Grønne Tuborg, flagservietter og fødselsdagsboller bliver smidt i vognen for udelukkende at blive forglemt til den kongelige fest, hvor Inge får understreget, at det altså ikke bliver en almindelig 18-års fødselsdagsfest, som vi kender den.
bliver optaget helt.
»Der er altid nogen, der deler din egen nysgerrighed, så hvorfor ikke bruge den til formidling?«
Nysgerrigheden er også afspejlet i Inges journalistiske produkter i dag. Klikker man ind på Zetlands instagram, bliver man mødt af talrige videoer, der viser Inges personlighed.
Et skelsættende øjeblik for Inge fandt sted, da hun sad til tredje jobsamtale hos Zetland. Skiftet til den såkaldte »voksenjournalistik« skulle for Inge ikke betyde farvel til hendes blå mascara, sølvstøvler og små fletninger i håret. Der fyldte en usikker følelse i kroppen, da hun fik slynget ordene ud.
“Jeg er bange for, at jeg er for poppet til jer.”
En sætning, som ikke skræmte Zetland, der understregede over for Inge, at hun er præcis, hvad de leder efter. En uformel kop kaffe og
én jobsamtale var nok, og inden Inge vidste af det, flyttede molboen til det store København. Godt halvanden time havde passeret, solen var så småt gået ned, og de fleste journalister havde stemplet ud for i dag. To trekvartfyldte kopper filterkaffe med havremælk stod kolde på et rullebord. Den blå sofa blev båret på plads, lyset slukket og døren lukket til det greenroom på Zetlands kontor, som havde dannet rammerne for det fotoshoot, der lige havde foregået. Træt efter en lang dag, men med et stort smil pakker Inge sine ting sammen, sætter kaffekopperne i opvaskemaskinen og går mod metrostoppet ved Islands Brygge.
Af Amalie Windahl
Jeg kan næsten altid huske, hvad jeg drømmer om natten. Når jeg vækkes af min alarmtone om morgenen, får jeg halvsovende forvildet min finger på snoozeknappen. Så har jeg otte minutter mere til at leve i en drømmeverden, hvor jeg er hovedperson.
Selvom min drømmeverden ikke kan deles med andre eller opleves mere end en gang, så er der et sted på internettet, som indeholder alt det, som drømme er lavet af. Det hedder VRChat, og det eneste, den kræver af dig, er et VR-headset og en internetforbindelse.
LIXEN har snakket med teknoantropologistuderende Andreas Sommer Thastum, Lasse Ørgård Slot, Nicolaj Stevnsborg og Thomas Julsgaard fra Aalborg Universitet i København. I tre måneder har de, sammen med et femte gruppemedlem, Rune Hove-Kreutzfeldt, observeret og interviewet seks mennesker, som hver dag lever i en verden, hvor det føles som at drømme med åbne øjne. Udstyret med noget, der ligner forvoksede skibriller og en controller i hver
hånd, træder man ind i et VR-baseret social medie, hvor man kan socialisere med folk fra hele verden.
VR… hvad for noget?
VR står for virtual reality og har eksisteret i årevis – det er et headset med indbygget computer, der tages på som briller. I modsætning til at se på en computerskærm, som er todimensionel, simulerer VR en 3D-verden, som giver én en følelse af at være inde i computerskærmen. Selv éns bevægelser bliver opfanget, og det er dermed muligtfor eksempel at tage fat i ting, der er inde i spillet. I VRChat har brugerne mulighed for at interagere med andres 3D-avatarer og rejse gennem hundredvis af verdener, som alle er skabt af brugerne selv. Desuden foregår kommunikationen på VRChat med direkte tale, og nogle brugere har endda udviklet phantom touch. Andreas Sommer Thastum forklarer begrebet:
»Nogen oplever, at de rent faktisk kan mærke virtuel berøring af deres avatar på deres fysiske krop. Det betyder jo lige pludselig, at det der sker i den virtuelle
verden, det kan påvirke, i hvert fald sensorisk, dit fysiske jeg. Det var noget, vi fik at vide af vores informant, Kat, at det var noget, der kunne trænes frem,«
Et parallelt liv
I min egen research af VRChat har jeg set lidt af hver – en amerikansk mand, der i en 15 minutter lang video på Youtube fortæller om, hvordan han var afhængig af VRChat, og hvordan det afholdte ham fra at leve sit fysiske liv. Jeg har også set en video, hvor en ung kvinde, s igangsætter sit eget eksperiment, hvor hun, ved hjælp af en mandlig avatar og en stemmeforvrænger, lever som mand i en uge i VRChat.
Det smukke ved at skabe sit eget narrativ af hvem, man gerne vil være, står i kontrast til det nogle gange problematiske ved at bruge platformen som en flugt fra det fysiske liv. Det er noget, de fire antropologistuderende selv har oplevet i deres feltarbejde.
En af deres informanter ved navn Niels er pilot i den fysiske verden og vil gerne være flyinstruktør. Han bruger VRChat til at øve sig på at være netop dette. Thomas Julsgaard er forklædt som sin avatar på et tidspunkt
med Niels’ avatar, Nino, som forklarer, at den digitale verden er så velprogrammeret, at han blandt andet kan mærke, om han har medeller modvind, når han flyver. Jeg spørger ind til, hvordan de kunne sikre sig, at Niels rent faktisk var en pilot i virkeligheden, og hertil svarer Thomas:
»Når vi var i den virtuelle verden, kunne vi se, at Niels ikke løj, når vi observerede ham flyve. Det er faktisk ret kompliceret at flyve – jeg kunne ikke engang finde ud af at starte den, men han vidste fuldstændig, hvad han lavede.«
I dette tilfælde med Niels er der altså en klar sammenhæng mellem hans fysiske liv og hans virtuelle liv som avataren Nino. Han var den eneste af gruppens seks informanter, som ikke havde fysiske eller psykiske handicap. Han bruger VRChat som et supplement til sit fysiske liv, hvor virtuelle færdigheder kan oversættes til fysiske. Han er en af to typer brugere, som gruppen støder på: Dem, som lærer færdigheder i VRChat og overfører det til det virkelige liv, og dem, som bruger VRChat til at leve et liv, de ikke lever i
i virkeligheden.
I forbindelse med deres research af forbrugere af VRChat, fandt de hurtigt ud af, at mange af de opslag om platformen på sociale netværk som Reddit og Facebook handlede om brugere, som søgte efter venner:
»Rigtig mange af dem, som spiller, er meget åbne omkring, at de har diagnoser, og at de har brug for venner,« fortæller Andreas Sommer Thastum.
Thomas Julsgaard sætter derefter et par ord på, hvordan VRChat differentierer sig fra et computerspil:
»I processen snakkede vi meget om, er det et spil, eller er det noget andet end et spil? Det er ikke fordi, de spiller VRChat. De sidder bare og snakker, som vi gør nu, måske rundt om et bål på en strand eller i en sofa,« uddyber Thomas Julsgaard.
Nogen oplever, at de rent faktisk kan mærke virtuel berøring af deres avatar på deres fysiske krop. Det betyder jo lige pludselig, at det der sker i den virtuelle verden, det kan påvirke, i hvert fald sensorisk, dit fysiske jeg. Det var noget, vi fik at vide af vores informant, Kat, at det var noget, der kunne trænes frem.
psykiske udfordringer, før hun åbnede op til dem:
»Det sjove er, at da vi mødte Connie, kunne vi jo ikke mærke på hende, at der var noget som helst galt. Hun fortalte os de her ting, desto mere vi lærte hende at kende. Vi fandt jo ud af, hun får hjemmehjælp seks gange om dagen. I starten tænkte vi bare, at hun var en normal pige på 22; men så lærer du flere ting om hende, og så forestiller du dig lidt, at det er en anden person, der sidder i virkeligheden,« uddyber Thomas Julsgaard.
Kun fantasien sætter grænser
Tidligere forklarede jeg, at VRChat er ligesom at drømme med åbne øjne, og det er blandt andet fordi, der er et fællesskab for alt, og det boomer af diversitet.
»Der er ingen grænser for, hvad du kan i VRChat, og det er også derfor, at der er så mange, der gider at spille det, fordi alt du kan forestille dig af fællesskaber, det findes der bare,« forklarer Lasse Ørgård Slot.
Et af de miljøer, som gjorde indtryk på gruppen, var sex-miljøet:
»Folk kan have sex over VRChat. Og der er
bordeller og sexworkers.
Der er rimelig mange sexarbejdere på VRchat,« fortæller Andreas Sommer Thastum.
Gruppen forklarer, at næsten alle avatare og verdener i VRChat er lavet af brugere, og man kan programmere alting ind. På den måde kan man kode avatarerne til at have sex, godt hjulpet på vej af sexlegetøj, der er forbundet via Bluetooth.
Thomas fortæller en historie om dengang, han var med informanten Mette på stripklub i VRChat, hvor hun dansede engang imellem:
»Hun ville vise mig det sted, hvor hun laver danseoptrædener. Det var bare en stripklub. Folk går virkelig meget op i det, og så har de en strip pole i virkeligheden og bruger full body tracking. Så danser de poledance i VRChat.«
Selvom VRChat åbner for muligheden for at være lige præcis den, du vil være, så er der en klar grænse mellem det fysiske liv og det virtuelle, fordi det der sker virtuelt også
påvirker det fysiske og omvendt. Det er derfor vigtigt at huske på, at VRChat ikke er entydig god teknologi, da det også godt kan ende i et misbrug.
Gruppen fortæller om deres informant, Mette, som i en periode fik et alkoholmisbrug af VRChat, som påvirkede hendes fysiske liv negativt:
»Mette havde et misbrug af VRChat, hvor hun kom i nogle dårlige cirkler. Hun begyndte at drikke en del og blev halv-alkoholisk.
I den periode kunne hun ikke klare sig socialt i den fysiske verden,« fortæller Andreas Sommer Thastum.«
»Folk har mulighed for at skabe sig selv på en ny måde, og det påvirker deres fysiske liv. Se på Connie for eksempel. Hun har gode sociale relationer i det virtuelle og får noget social kapital af det. Men og der er et stort men. Hvis der sker dårlige ting i VRChat, påvirker det også éns jeg i den fysiske verden, og det skal man være opmærksom på,« uddyber Thomas Julsgaard.
Så er der bare tilbage at spørge: Hvilken VR-version vil du gerne være?
Mødet med Connie og Coco
Connie er 22 år og kommer fra en jysk provinsby. Grundet diagnoserne autisme og diabetes samt en hjerneskade, der påvirker hendes hukommelse, er hun førtidspensionist. Hendes VRChat persona, Coco, lever et helt andet liv end fysiske Connie. Hun tilhører type to af ovennævnte brugertyper, som gruppen stødte på.
Coco er en social og festlig kvinde, som lever det ungdomsliv, som Connie ikke kan i den fysiske verden. De sidste seks år har hun brugt 15.000 timer på platformen – hvad der svarer til syv timer om dagen. Udover iførelsen af VR-briller, har Connie full body tracking – et taljebælte, arm-og ankelbånd med sensorer. Det giver Coco mulighed for at bevæge sig mere frit og realistisk i VRChat.
»Lasse var til drukfest med hende og hendes venner. Så spillede de beerpong, kort og sådan noget. Så har hun jo på den måde fest og et ungdomsliv på VRChat,« fortæller Thomas Julsgaard.
Han fortæller også, at de ikke kunne mærke på hende, at hun havde nogle
sigtelsen af Paludan – Sådan skal et medie behandle anklageskrifter af følsom karakterAf Anna Mosbjerg Madsen
Rasmus Paludan blev i januar 2024 sigtet for at offentliggøre anklageskriftet i Korsør-sagen på netmediet Frihedens Stemme. Professor ved juridisk institut, Sten SchaumburgMüller, forklarer den bagvedliggende lovgivning.
»Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed« .
Dette er et uddrag af Straffelovens §264 d, som Rasmus Paludan d. 17. januar blev sigtet for. Sigtelsen tog udgangspunkt i offentliggørelsen af en anonymiseret version af anklageskriftet mod den omtalte 32-årige mand fra Korsør. Anklageskriftet rummede dybdegående detaljer om forbrydelser begået mod tre unge ofre, heriblandt sagerne fra Korsør og Kirkerup. Blandt andet indeholdt anklageskriftet beskrivelser af bortførelser, voldtægt og drab. Det var på netmediet Frihedens Stemme, hvor Paludan er ansvarshavende redaktør, at anklageskriftet
Offentlighed i retsplejen er udgangspunktet. Der er visse undtagelser, hvilket Paludan må vide, da han tidligere har mødt som advokat i retten
STEN SCHAUMBURG-MÜLLER
Professor og dr.jur. ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet
blev bragt. På Frihedens Stemme’s officielle Facebook-profil kan opslaget med et link, der nu ikke længere virker, stadig findes: »Læs anklageskriftet mod Korsørmanden!...« .
Offentliggørelsen vurderes at udløse særligt skærpende omstændigheder ifølge Straffelovens §264 d, stk. 2., hvorfor strafferammen i sigtelsen kan være op til tre års fængsel.
Sigtelsen bekræfter Rasmus Paludan selv for blandt andre Ekstra Bladet.
Havde advaret på forhånd I dagene forinden og efter frigivelsen af anklageskriftet d. 15. januar bad blandt andre justitsminister, Peter Hummelgaard, medierne om at træde varsomt i deres videregivelse af detaljer. Opfordringen blev bragt af TV 2. Alligevel opstod der angiveligt forvirring, da Rasmus Paludan blev sigtet for lovovertrædelse. Til Ekstra Bladet udtalte han: »Der er offentlighed i retsplejen, og jeg har ikke været bekendt med, at anklageskrifter ikke måtte offentliggøres, bortset fra hvis der er navneforbud. Der var
i artiklen ikke navn på den tiltalte og heller ikke navne på andre«.
Kun til redaktionelt arbejde
For at klarlægge de præcise regler for journalisters håndtering af anklageskrifter af denne karakter, har LIXENs Krimisektion allieret sig med Sten Schaumburg-Müller, der er professor og dr.jur. ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet. For Sten SchaumburgMüller står det klart, hvilke steder Rasmus Paludans beregning har slået fejl. Generelt om aktindsigter forklarer Sten SchaumburgMüller: »Ideen er, at journalister skal kunne vide, hvad der foregår ved en domstol og skrive korrekt om det. I retsplejelovens §41 f, stk. 6, står der blandt andet, at anklageskriftet kun må bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde«. Herefter uddyber han: »Eller sagt på en anden måde: Offentlighed i retsplejen er udgangspunktet. Der er visse undtagelser, hvilket Paludan må vide, da han tidligere har mødt som advokat i
Seksuelle overgreb er private forhold. Man må gerne videregive den oplysning, at eksempelvis voldtægt er blandt sigtelserne, men ikke i detaljer
STEN SCHAUMBURG-MÜLLER
Professor og dr.jur. ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet
retten«. Sten Schaumburg-Müller henviser til Rasmus Paludans tidligere professionelle virke som advokat. »Alle kan søge indsigt i domme, når de er afsagt, men først efter en anonymisering. Alle kan ikke få indsigt i anklageskriftet«, uddyber han.
Vær påpasselig med detaljegrad Schaumburg-Müller fremhæver et andet helt essentielt fokuspunkt i mediers håndtering af
aktindsigter af denne karakter. »Mit bud er, at anklageskriftet blandt andet indeholder nærgående beskrivelser af seksuelle overgreb«, forklarer han og refererer: »Straffelovens §264 d: Strafbar videregivelse af meddelelser om andres private forhold. Seksuelle overgreb er private forhold. Man må gerne videregive den oplysning, at eksempelvis voldtægt er blandt sigtelserne, men ikke i detaljer«.
Netop denne pointe kan ifølge Sten Schaumburg-Müller være med til at begrunde de skærpende omstændigheder i sigtelsen:
»§ 264d, stk. 2 blev netop indført for hårdere at kunne straffe for videregivelse af nøgenbilleder, fake porn og, som her, skriftlig udpensling af seksuelle overgreb«.
I offentlighedens interesse?
Ifølge Sten Schaumburg-Müller er der altså tale om en række åbenlyse lovovertrædelser, når Rasmus Paludan vælger at offentliggøre anklageskriftet. Spørgsmålet er, om han juridisk kan beskyttes af andre retslige forhold.
»Jeg mener, at offentligheden i en meget omtalt straffesag har ret til at få at vide, hvad gerningsmanden er tiltalt for«. Sådan udtalte Rasmus Paludan sig i en artikel fra DR og argumenterede således for, at publiceringen af anklageskriftet tjente offentlighedens interesse. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 tildeler desuden den enkelte borger retten til ytringsfrihed. Dette rokker dog ikke på Sten Schaumburg-Müllers vurdering: »Som bekendt er der undtagelser i artikel 10, stk.
2. Og der er også artikel 8 om privatlivets fred. Min vurdering er helt klart, at netop videregivelse af mere eller mindre udpenslede detaljer om seksuelle overgreb ikke bør videregives, og at sanktionering af en sådan videregivelse ikke er en krænkelse af artikel 10«.
»Tør, når Ekstra Bladet tier!« Hvad sagens juridiske udfald bliver, er endnu uvist.
Mere sikkert fremstår dog, at spor af
fortrydelse ikke umiddelbart er at finde på Frihedens Stemmes platform. I en artikel, skrevet af Rasmus Paludan, langes der ud efter en Ekstra Bladet-journalist, der angiveligt skulle have anklaget Frihedens Stemme for at være et »pseudo-medie«. Paludan svarer igen i sin artikel: »Det er vel snarere sådan, at Ekstra Bladet er et pseudomedie, fordi bladet lægger sig fladt ned og adlyder, når politiet og justitsministeren siger, at bladet ikke bør offentliggøre detaljer fra de seneste 10 års mest omtalte straffesag? Frihedens Stemme – tør, når Ekstra Bladet tier!«
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Artikel 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv
2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.
Artikel 10: Ytringsfrihed
2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Kilde: menneskeret.dk
I Danmark bliver der i gennemsnit myrdet 12 kvinder om året og grunden er udelukkende at de er kvinder. Og når medierne bringer den slags historier, så er det typisk ud fra gerningsmandens perspektiv.
Af Emilie Broe PedersenDet er en sen sommernat. Du har hygget dig til havefest med nogle venner i løbet af dagen og stemningen har været festlig. Til festen blev der serveret bobler og kolde øl, hvilket betyder, at du er nødt til at gå hjem. Solen er gået ned og med langsomme, lidt bølgende skridt bevæger du dig gennem gaden. Gadelysene er for længst slukket, så det eneste lys, du kan klamre dig til, er lyset fra din telefon. Du føler dig tryg, for der har aldrig været et tilfælde af overfald i din by, og derfor skænker du det heller ikke en tanke, da en bil holder ind til siden et par meter foran dig. Næste morgen lyder
Vidner beskriver Mia som fuld og flirtende den morgen hun forsvandt NORDJYSKE.DK
overskriften i medierne: »Beruset kvinde iført sommerkjole voldtaget og myrdet« . Og den slags overskrifter er ikke unormale. Og det er heller ikke kun kvinder, som det går ud over. Typisk beskrives overfald med begrundelser som, at personerne kendte hinanden, at personen havde et eller andet på sig, som den anden ville have, eller blot at en beklædning kan anses som »provokerende« eller »for fremtrædende« . Faktisk kan man gå tilbage til Mia-sagen, som blev brutalt myrdet i 2022, hvor medierne dengang begik hvad der i 2024 anses som åbenlyse fejl ved at lægge vægt på beklædning.
I en artikel fra B.T. står for eksempel skrevet:
»Selvom termometret på dette tidspunkt viser små to grader, er Mia Skadhauge Stevn kun iklædt en mørk top, bukser og hvide sneakers, viser overvågningsbilleder fra stedet«.
Og i en artikel fra Nordjyske lyder overskriften på en artikel således:
»Vidner beskriver Mia som fuld og flirtende den morgen hun forsvandt«
Uopmærksomme journalister
Det fremstiller gerningsmanden i et bedre lys. Det kaldes victimblaming. For at få et større indblik i, hvor udbredt fænomenet er, har vi kontaktet Sanne Søndergaard, der med sine mange titler som forfatter, feminist, journalist og komiker, har beskæftiget sig med netop denne problemtik. Både på sine sociale medier, men også i hendes bog »F-ordet«, som blev udgivet i 2021.
»Overordnet set burde det være det, vi lærer på Journalisthøjskolen. Jeg er selv uddannet
for 20 år siden, og husker også undervisningen om interviewteknik, hvor
Man bør ikke møde en caseperson med samme kritiske metode som partskilder
SANNE SØNDERGAARDForfatter, journalist og komiker
man deler kilderne op i tre kategorier. Og der virker det især til, at journalister ikke er opmærksomme på, om det er en case-person eller en partskilde, man har med at gøre.«
Sanne Søndergaard mener altså, at journalister generelt set ikke er opmærksomme på, at de kilder, som der interviewes, også er mennesker. At det handler mere om at få en god historie i hus end at tage hånd om det menneske, der har turdet at stå frem med sin historie. Og at det er det, som også kommer til udtryk i de artikler, der udgives. Når Sanne Søndergaard nævner case-personer i denne sammenhæng, menes der kilder, som har været udsat for en voldsom oplevelse. Partskilder kan være organisationer, foreninger med videre.
»Man bør ikke møde en case-person med samme kritiske metode som partskilder, for så er det her, at det retraumatiserende kommer ind. Og man må heller aldrig insinuerer at vedkommendes historie ikke passer,« fortæller Sanne Søndergaard.
8 råd til medier
Vi taler også med hende om de otte råd, som seks organisationer –Danner, Landsorganisation af Kvindekrisecentre, Mødrehjælpen, Dialog Mod Vold, Mandecentret og Lev Uden Vold– er gået sammen om at udarbejde til medierne. De otte råd lyder:
1. Fortæl tydeligt, hvad præmissen for historien er
2. Lav en klar aftale om anonymitet eller fuld identitet
3. Vær opmærksom på, at casepersoner kan retraumatiserede af at fortælle deres historie
4. Husk, at en historie om vold kan dokumenteres på mange måder
5. Vælg dine ord med omhu, og undgå utilsigtet victimblaming
6. Vær tydelig om, hvornår casepersonen udtaler sig til citat
7. Underbyg gerne med faglig viden, og oplys hvor det er muligt at få hjælp
8. Hold styr på kommentarsporet
Kilde: Danner.dk
Specielt råd 3 og 5 bliver vendt, og Sanne Søndergaard giver sit synspunkt på både hvordan, man som case-person (offer i denne sammenhæng) kan reagere på et kritisk interview, og hvordan, man som journalist burde forholde sig inden, under og efter mødet med en sårbar case-person. Sanne Søndergaard har selv oplevet at blive udsat for et kritisk interview, hvor hun fungerede som case-person.
»Som case-person, er det ekstremt voldsomt at blive kritisk interviewet om sin oplevelse. Man prøver at forsvare sig og er egentlig i sine følelsers vold. Og det er der, at medierne har et kæmpe ansvar. Man føler hjertet sidder oppe i halsen og man kan blive kropsligt triggered - så slukker kameraet, og så sidder journalisten bare og snakker til én helt normalt, fordi de jo har en haft en rolle på sig. Det har man bare ikke som case-person. Så jeg vil opfordre journalister til at tænke over, hvilken kilde de har med at gøre.« Hun lægger også vægt på gaslighting i journalisternes kritiske interviewmetode.
Journalister er pissebange for at komme til at virke subjektive. Så de hopper med på den der, hvor man skal høre begge sider, eller ved at skrive ordet »påståede« foran offerets personlige beretning
SANNE SØNDERGAARD
Forfatter, journalist og komiker
At man som offer bliver spurgt til, om man nu er sikker på, at det man er blevet udsat for virkelig er sket. Her uddyber hun en af sine egne oplevelser på live-tv, hvor der blev spurgt kritisk ind til hendes personlige historie vedrørende psykisk vold.
»Jeg har selv prøvet det, og så har jeg prøvet det på live-tv. At folk siger, at man nok har misforstået det, eller ikke kan tage en joke eller sådan noget. Og journalisten vil til hver en tid retfærdiggøre sine spørgsmål med, at man jo skal stille de her kritiske spørgsmål. Hvis man vil være kritisk omkring præmissen for interviewet, så skal man ikke hente en case-person ind.«
For Sanne Søndergaard handler det altså om, at journalister skal se længere ud end blot deres rolle og job.
Gernings-personens perspektiv?
I Mia-sagen, som en lang række medier dækkede, er der flere narrativer, og et af dem, som er blevet beskrevet flere gange, er gerningsmandens. Det er selvfølgelig ikke muligt at dække offerets synspunkt i
netop den sag, men det kan ifølge Sanne Søndergaard ikke være den korrekte måde at dele en historie på.
»Det største problem er, når journalister fører gerningsmandens narrativ. Offeret er der ikke altid til at fortælle sin version, men hvis man absolut skal have begge sider af sagen, så er det jo fuldstændig vanvittigt at gå med gerningsmandens version, år offeret jo er væk netop på grund af en gerningsmand.« Netop dét med at føre gerningsmandens narrativ, kan være med til at skabe uorden i kommentarsporene på sociale medier og dermed også gå imod det ottende råd. Det skaber en giftig debat, som en journalist har været med til at skabe, som udelukkende skyldes journalistens angst for ikke at være objektiv.
»Journalister er pissebange for at komme til at virke subjektive. Så de hopper med på den der, hvor man skal høre begge sider, eller ved at skrive ordet »påståede« foran offerets personlige beretning. Hvis I er så bange for at tage offerets synsvinkel, så skal I ikke fortælle den her historie.«
Victimblaming: Direkte oversat til »offerskyld« og betyder at man tillægger offeret skyld for den forbrydelse som er begået imod dem.
Gaslighting: Det at manipulere med en anden person ved at sætte spørgsmålstegn ved vedkommendes virkelighedsopfattelse i et sådant omfang at han eller hun ender med at betvivle sin egen fornuft og egne oplevelser.
Kilde: Ordnet.dk
Den russiskstøttede separatiststat Sydossetien grænser direkte op mod Rusland til nord og har erklæret uafhængighed fra Georgien. Det skete efter fem dages krig i 2008. 16 år senere forsøger landsbybeboerne i Khurvaleti at forhindre, at deres land ikke atter en gang bliver overtaget.
Af: Asger Denert-Nielsen, Sonny Majeske Kastberg & Alex Martin Andersen Horan
Foto: Alex Marrtin Andersen Horan & Asger Denert-Nielsen
Grænsen er for de lokale manifesteret af et uendeligt langt pigtrådshegn. Det opbryder de vide, mudrede græsarealer, der omkranser Kaukasus, som et delta om en flod. Det skærer sig ned i jorden og skriger metallisk, at man skal holde sig langt væk.
Sydossetien er anerkendt som selvstændig stat af Rusland, Venezuela, Nauru, Syrien og Nicaragua. Som resultat af Krigen i Georgien i 2008 blev mere end 100.000 etniske georgiere fordrevet fra deres hjemland i Sydossetien. Sydossetien er en af to separatiststater, der har erklæret uafhængighed fra Georgien i 2008. Den anden hedder Abkhasien og ligger ud til Sortehavet, hvor mere end 267.000 etniske georgiere måtte vinke farvel til deres hjem under krigen i 2008.
En udkigspost holder øje med aktiviteterne ved grænsen. Bag blikfacaden sidder både russiske og sydossetiske styrker.
Russisk militær patruljerer Sydossetien den dag i dag, men siden Ruslands invasion af Ukraine, har det, ifølge de lokale, været sværere at spotte russiske soldater.
kalashnikov-rifler.
Politiet er altid med, når udefrakommende bevæger sig ved grænsen.
Khurvaleti har oplevet forfærdelige ting, og Zviad (på billedet nedenfor) er klar over, at tre politibetjentes geværer ikke er nok, hvis mareridtet fra 2008 skulle gentage sig. Derfor gemmer boligen på adskillige våben. To geværer i soveværelset. En shotgun i køkkenet.
Zviad er oprindeligt fra Sydossetien, tidligere sovjetisk soldat og nu gift med georgiske Eka.
Hernede i bunden af den lange have færdes man ikke alene af frygt for at blive kidnappet. Alligevel har folkeskolelæreren Eka taget os med til udkanten af sin ufrugtbare frugttræshave, der er blevet grå og sammensunket af mangel på vand. Vandtilsyningen styres af Rusland i en psykisk kamp, der afbefolker området – for senere at blive befolket af russiske bosættere.
Haven er omringet af hegn. Bag Eka ses havelågen. Bag den, pigtrådshegnet.
Bag det – Sydossetien.
Kvinden (t.h.) blev kidnappet af sydossetiske soldater i 2018. Da hændelsen fandt sted, plukkede hun valnødder i sin have. Soldaterne havde krydset grænsen og gemt sig i en busk.
Kvinden var fængslet i 11 dage, hvor hun sultestrejkede og nægtede at skrive under på deres dokumenter. Dokumenter, der sagde, at det var hende, der havde krydset grænsen til Sydossetien – og ikke soldaterne, der havde krydset grænsen til Georgien.
En læge, jurist og en socialarbejder har samlet det meste af landsbyen i Zviad og Ekas hus. Beboerne skiftes til at få lægehjælp og assistance – til at forstå de systemer, der ligger deres hverdag fjern.
Ukrainske flygtninge snydt for løn på byggeplads i København: »Vi er ikke kommet fra Ukraine bare for at arbejde, vi er faktisk krigsflygtninge«
16 ukrainske krigsflygtninge mangler løn for en måneds arbejde, og direktøren er ikke til at støve op. Mens ukrainerne kæmper med regningerne, kæmper direktøren sig gennem sin 25. konkurs. Bag støvet tegner der sig et billede af sjuskede og farefulde arbejdsforhold, ufuldendte kontrakter og mystiske bankoverførsler.
Af: Caspar de Mylius, Sonny Kastberg & Alex Martin Andersen Horan
Foto: Alex Martin Andersen Horan
Foran en byggeplads i København står 11 ukrainske flygtninge. Deres anonyme fleecer, dynejakker og cowboybukser står i skarp kontrast til de neongrønne arbejdsdragter, der trasker rundt på byggepladsen bag dem. Det er ikke mere end et par måneder siden, at ukrainerne selv bar de reflekterende uniformer og udførte malerarbejde for byggefirmaet Borgenhus A/S på de kommende studieboligers kolde etager. Men da de en dag i oktober møder op på Bispevej 5, foran den grønne skurvogn, som fungerer som byggepladsens kontor, bliver de sendt hjem igen uden anden forklaring end »ikke mere arbejde, ikke mere Borgenhus.« Det er nu december, og i alt 16 ukrainere har stadig ikke fået løn for det arbejde, de udførte mellem den 11. september og den 11. oktober. Med den grønne skurvogn og en stor blå Borgenhus-lift i ryggen trodser ukrainerne morgenkulden for at fortælle om deres situation.
»Vi har kontrakter, men vi har ikke fået opsigelsespapirer. Vi har ikke penge til at betale for lejlighed og vores børn. Vi er ikke kommet fra Ukraine bare for at arbejde, vi er faktisk krigsflygtninge,« fortæller Vladyslav Kravchenko, der er blandt de 16 ukrainske arbejdere.
Hvad gør man, når man flygter til et fremmed land og arbejder for et firma, der
efterfølgende ikke vil kendes ved en? Hvad er der sket med Borgenhus? Og hvem arbejder nu på de studieboliger, der gerne skal stå klar til Københavns mest velhavende studerende til tiden?
»Det er ikke min underskrift« I starten ser alt godt ud for de ukrainske arbejdere. De udfører arbejde, og de får løn. 175 kroner i timen. Nogle begynder at arbejde for Borgenhus A/S så tidligt som den 12. januar 2023. Da de oktober 2023 pludselig ikke modtager deres løn, vækker det undren. De mangler løn for alt mellem 100 og 235 timers arbejde. Arbejderne henvender sig til administrationen på byggepladsen uden held. De kontakter direktøren for Borgenhus, Ole Kjærgård uden held. De kontakter endda politiet. Også uden held. Held havde vi heller ikke med at få Ole Kjærgård til at stille op til interview. Første gang, vi ringer til ham, har han ikke mulighed for at snakke, hvorefter han foreslår en mere passende dato for interview. Da datoen kommer og vi ringer ham op, kan han fortælle, at han er midt i en tale til en julefrokost, hvorefter han udskyder interviewet med yderligere to uger. Den 4. januar udskød han det igen til den 9., hvor han ligeledes atter udskød interviewet to timer. To timer senere var han ikke at træffe, og vi har ikke kunnet etablere kontakt siden den 9.
Da ukrainerne kontakter Borgenhus’ direktør Ole Kjærgård, vil han ikke anerkende arbejdernes ansættelseskontrakter, selvom
han tidligere har udbetalt løn til dem. Efter adskillige forsøg på at ringe til ham, stopper Ole Kjærgård med at svare på deres telefonopkald. »You do go to the one who signed contract. I did not. Best Regards, Ole. It not my signature. Sorry for that,« lyder det i det svar, direktøren giver ukrainerne over e-mail.
Netop det, at Ole Kjærgård tidligere har udbetalt løn til ukrainerne, ser adjunkt og ph.d. i ansættelsesret hos Aarhus Universitet, Mette Søsted Hemme, som en hjælp for ukrainerne.
»Uden at kende til den konkrete sag, så kan man også indgå et ansættelsesforhold stiltiende (red. underforstået) ved, at man i en periode arbejder og modtager løn, så kan der være opstået et ansættelsesforhold på baggrund af dette,« forklarer Mette Søsted Hemme
Ydermere forklarer Mette Søsted Hemme, at en underskrift eller mangel på samme ikke er afgørende for ansættelseskontrakternes gyldighed. »Der er ikke som sådan noget krav om, at en ansættelseskontrakt skal være skrevet under for at være gyldig. Det er jo typisk arbejdsgiveren, der har affattet ansættelseskontrakten, og det skal fremgå af kontrakten, hvem der er arbejdsgiver, arbejdsgiverens adresse med videre. Men der stilles altså ikke det gyldighedskrav, at arbejdsgiveren også nødvendigvis skal have skrevet under på kontrakten,« siger Mette Søsted Hemme.
Lang sagsbehandling
Arbejderne er medlemmer af Malerforbundets fagforening. De kontakter i oktober foreningen for at få hjælp, men det er først i slutningen af december, at sagen bliver rejst.
»Vi har ti, jeg har begæret sag på. Sagen er begæret, der bliver holdt møde. Jeg har skrevet til Dansk Industri, at vi skal afholde møde,« fortæller Jonas Andersen, faglig sekretær ved Malerforbundet og sagsbehandler på ukrainernes sag.
»Grunden til, at der er gået lidt længere tid nu, det er fordi, der løbende kom folk ind, og jeg var nødt til at få en samlet opgørelse. Så når jeg var ved at være færdig med dem, så kom der flere til. Og så har der været lidt sprogvanskeligheder også. Så der har været lidt problemer med kommunikationen og med fremsendelse af forskellige materialer. Så derfor er der gået længere tid end, hvad der plejer at gøre,« forklarer Jonas Andersen Da vi taler med ham den 2. januar, 2024, er han dog ikke klar over, at Borgenhus den 18. december blev meldt konkurs.
I en samtale med administrationen i den grønne skurvogn får vi at vide, at Borgenhus ikke længere eksisterer. De fortæller, at hvis ukrainerne vil have deres løn, må de snakke med Ole Kjærgård. De ansatte i administrationen er de selv samme, der sad der, da Borgenhus styrede byggepladsen, men nu har de altså intet at gøre med det firma. »No Borgenhus, only Ductus,« bliver der sagt. Men hvad er Ductus?
Let, lettere, lettisk
Ductus Danmark er en filial af det lettiske byggefirma SIA Ductus. Det er altså en afdeling, som det lettiske firma har åbnet i Danmark. SIA Ductus bliver oprettet i 2006 og Ductus’ danske filial bliver oprettet den 8. juni 2023. Filialen bliver med det samme en del af byggeprojektet på Bispevej 5, som underentreprenør for Borgenhus. 10 ungarere bliver fløjet til Danmark og ansat under Ductus til en timeløn på mellem 97 og 138 kroner.
Men efter at have arbejdet og fået løn i et par måneder, møder ungarerne en dag op og får at vide, at der ikke er mere arbejde til dem, og at de ikke kan få løn for den forgangne måned. Ligesom det senere sker for de ukrainske arbejdere fra Borgenhus
A/S. Maris Kaucis, der er direktør for Ductus Danmark, ønsker ikke at kommentere på sagen om ungarerne.
»Denne sag er altså for politiet, og min advokat arbejder på det, så jeg vil ikke kommentere på det. Jeg tænker, at denne sag er mellem politiet og de ungarske gutter,« fortæller Maris Kaucis.
Der er dog ingen af ungarerne, der har hørt om, at der skulle være en retssag i gang.
»Maris lyver, som altid. Han vil bare gøre alt for at undgå at udbetale løn. Det er falsk information, og jeg tror, hvis der var en retssag i gang, var vi nok blevet orienteret. Det er vi dog ikke,« fortæller en af ungarske arbejdere, der foretrækker at være anonym. I en e-mail sendt til ungarerne forklarer Maris Kaucis, at grunden til, han ikke har betalt ungarerne, er, at Borgenhus skylder ham 2,4 millioner kroner. I flere sms-korrespondancer mellem Maris Kaucis og ungarerne har Maris givet udtryk for, at pengene er på vej. Ungarerne har dog stadig ikke set skyggen af dem.
Det er ikke kun ungarerne, der har haft problemer med Maris Kaucis. Alexandr Letaev og Serhii Biletskyi, som er en del af den gruppe på 16 ukrainere, der ikke har fået løn af Borgenhus, har nemlig også haft kontakt til Maris Kaucis. I løbet af efteråret og december dukker der en række mystiske pengebeløb op på de to ukraineres bankkonti. De kan se, at beløbene er overført af Ductus i Letland, og det undrer dem, fordi de aldrig har givet deres konto- og registreringsnumre til firmaet. Alexandr Letaev modtager den 16. oktober 10.860,92 kroner, og den 1. december modtager han 3.715,16 kroner. Serhii Biletskyi modtager den 12. december 11.974,10 kroner. Da Serhii Biletskyi kontakter Ductus, får han blot at vide, at Ductus har overtaget Borgenhus’ obligation til at betale ukrainerne. »Jeg bad dem om at fremsende dokumenter, der kan bekræfte denne overførsel af obligationer til at betale på vegne af Borgenhus, men de har ikke sendt mig noget, der kan bekræfte det,« fortæller Serhii Biletskyi.
Ph.d. i konkursret hos SDU, Troels Michael Lilja, mener, at man »under ingen omstændigheder« kan gøre, hvad Ductus har gjort.
»Man kan godt lave virksomhedsoverdragelser, for eksempel i forbindelse med fusioner, spaltninger i virksomheder, hvor det så er en ny virksomhed, der kommer til at hæfte for betalingen af løn. Men man kan ikke pålægge de her mennesker, at de nu skal overgå til en ny arbejdsgiver,« udtrykker Troels Michael Lilja.
Men uanset hvad, er der langt fra de penge, der er blevet overført til de to ukrainere, til
det beløb, Borgenhus skylder dem og deres kolleger. Serhii blev ikke betalt for 264 timers arbejde, og med en timeløn på 175 kroner var det altså 46.200 kroner, Borgenhus skyldte ham. De 11.974,10 kroner fra Ductus, som der ikke engang var betalt skat af, svarer altså kun til lige under 26% af det beløb, han burde have fået. Men ifølge Maris Kaucis er der en god forklaring på dette. Han forklarer, at han har indgået en aftale med ukrainerne om, at de skal arbejde for Ductus, og som en særlig tjeneste vil Ductus så overføre nogle af de penge, ukrainerne har til gode fra Borgenhus, så de forurettede byggearbejdere kan forsørge deres familier.
Med tiden vil Ductus så arbejde hen mod, at ukrainerne kan få alle de penge, Borgenhus skylder dem. »Jeg kan godt betale dig omgående, men vi bliver nødt til at underskrive en kontrakt først,« har Maris angiveligt fortalt ukrainerne. Maris Kaucis udtrykker dog stor frustration over, at ukrainerne ikke har overholdt den aftale, han siger, de har indgået med ham. »De siger til mig, at de mangler penge, og at de vil møde op på jobbet i morgen. Jeg skal bare lige overføre et beløb til dem inden. Selvom jeg så sender pengene til dem, møder de ikke op morgenen efter. Det er snyderi,« fortæller Maris Kaucis, og påstår yderligere, at have bedt ukrainerne om at overføre pengene tilbage. »I’m open and clean,« udtaler han.
Dette kommer bag på Alexandr Letaev og Serhii Biletskyi. De fortæller, at de aldrig har skrevet under på en kontrakt fra Ductus, og at de ikke på noget tidspunkt har sagt ja til sådan en aftale. Maris Kaucis og dennes advokat har ikke fremlagt bevis på, at sådan en kontrakt nogensinde var indgået mellem de to parter. »Jeg har kun underskrevet en kontrakt med Borgenhus. Jeg har ikke underskrevet noget med Ductus,« skriver Serhii Biletskyi i en e-mail.
Siden da har Maris Kaucis sendt Alexandr Letaev et brev, der anklager ham for svindel og bedrageri. »Kunden har mistanke om, at dit mål ved underskrivelsen af kontrakten var at vildlede kunden med det formål at undgå forskudsbetalingen uden nogen reel hensigt om at udføre arbejdet. Afsenderen angiver, at denne adfærd betragtes som bedrageri, hvilket er en kriminel handling,« skrives der blandt andet i brevet.
Hvorfor Maris Kaucis havde mulighed for at betale ukrainerne, men ikke sine egne ungarske arbejdere, vil han ikke kommentere på. Ifølge Dr. Charlotte Hooper Overgaard fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, er Maris Kaucis’ overførsler til ukrainerne dog et klassisk eksempel på, at han gør alt for at holde på dem.
»Det er en måde at fastholde folk på. Man giver dem lige akkurat så meget, at de ikke tør at gå. Det taler ind i den ulige magtbalance mellem arbejdsgiver og arbejdstager, hvor arbejdsgiver er afhængig af arbejdstager, så der er ikke nogen, der er interesseret i, at de forsvinder. Samtidig med, at arbejdsgiver ikke behøver at betale nok. Det er klassisk snyd og bedrag,« forklarer Charlotte Hooper Overgaard.
Charlotte Hooper Overgaard er medforfatter på den rapport om migrantarbejderes forhold i byggebranchen, Aalborg Universitet udgav i november. Rapporten undersøger, hvordan arbejdere i byggebranchen, der ikke er danske, oplever, at de bliver behandlet. Rapporten tegner et tydeligt billede af, at arbejdere fra udlandet konsekvent får de hårdeste
arbejdsopgaver, og at mange oplever lønsnyd. Charlotte Hooper Overgaard har i arbejdet med rapporten også talt med flere ukrainere, og hun fortæller, at den eneste fordel, ukrainere har, er, at de danske arbejdsgivere har en opfattelse af, at de stjæler mindre end rumænere.
»Du har ikke den rigtige information« Maris Kaucis’ udlægning er altså, at konflikten er opstået, fordi Borgenhus og Ole Kjærgård ikke har betalt den løn, de skal, og at Ductus, som i dag intet har at gøre med Borgenhus, blot forsøger at hjælpe de forurettede ukrainere.
»Vi arbejder ikke sammen. Vi var nogle gange underentreprenører. Vi har to forskellige firmaer, og vi har en finansiel konflikt lige nu,« udtaler Maris Kaucis.
I en rapport fra Arbejdstilsynet fra november 2023 fremgår det dog, at Ole Kjærgård fortsat er »hovedentreprenør« på byggepladsen ved Bispevej 5. Og selvom begge direktører benægter nogen relation til hinanden, benytter Ductus fortsat en enorm blå lift, hvorpå »Borgenhus A/S« står skrevet med fede, hvide bogstaver. Maris Kaucis benægter, at Ductus benytter sig af Borgenhus’ maskiner. »Du har ikke den rigtige information,« fortæller han. Et hurtigt kig i CVR-registret afslører dog, at Ductus og Borgenhus ikke blot er to firmaer, der tilfældigvis er hyret til det
samme projekt. Ductus Danmark var fra filialens oprettelse den 8. juni til den 14. november registreret på den nøjagtigt samme adresse som Borgenhus A/S og dets direktør, Ole Kjærgård, i Helsinge. Men ifølge Maris Kaucis er det irrelevant.
»Et lejlighedshus, et enkelt hus og endnu et enkelt hus. Der er tre huse. Hvorfor kan jeg ikke leje et hus på denne adresse?« spørger Maris Kaucis. Ductus Danmark har siden da skiftet adresse.
Der går fire minutter, fra vi lægger på efter interviewet med Maris, til telefonen ringer igen. Denne gang har den lettiske filialbestyrer helt andre planer end at snakke om Bispevej 5.
»Jeg ringer, fordi vi gerne vil lave en pressemeddelelse om vores virksomhed. Hvad koster reklamer i jeres avis? Måske kan du også anbefale andre aviser eller blogs? Vi har brug for en lokal, der kender det her marked,« spørger Maris Kaucis. Den bed vi ikke på.
Bygherren i Helsinge
I et landevejshus uden for Helsinge bor en bygherre. Det er ikke et landligt hus med bindingsværk og forvrængede ruder, ej heller et designerpalæ med friserede hække og træer; det er et bygherrehus, og det betyder erhverv. Kigger man på de billeder, Google Maps tog i 2021, kan man se, at flere byggemaskiner er parkeret uden for huset,
og at en stor blå container og et Borgenhusskilt er placeret for enden af husets mørke grusindkørsel. Parkeringspladsen er enorm, og det er måske også passende, for lige nu er 11 virksomheder registreret på adressen. Det er dog kun spidsen af Ole Kjærgårds isbjerg, for gennem tiden har han været direktør for eller ejer af utallige forskellige virksomheder. I alt kan entreprenøren kobles til 25 forskellige konkurser. Den seneste af dem Borgenhus A/S.
Borgenhus A/S bliver stiftet den 25. januar 2011. På det tidspunkt hedder virksomheden Madkassen Danmark A/S, og Ole Kjærgård har tilsyneladende intet med den at gøre. Det er først i 2014, at Ole Kjærgård træder til som direktør, og navnet bliver ændret til Borgenhus A/S.
På Borgenhus’ hjemmeside står der, at virksomheden er grundlagt i 2005. Det eksisterer der dog ikke dokumentation for i CVR-registret. Derudover skriver virksomheden, at de kan bygge både lader, hangarer og huse, og at de er specialiserede i jordarbejde.
Den 8. november ændrer virksomheden sit navn fra at være Borgenhus A/S til nu at være Entreprenørselskabet Nordsjælland A/S – et navn, der hidtil ikke har optrådt i Ole Kjærgårds virksomhedshistorik. Den 1. december, blot 23 dage efter virksomhedens navneskift, indgiver virksomheden en konkursbegæring til Skifteretten i
Helsingør, og den 18. december bliver der afsagt konkursdekret. Blot fem dage efter Borgenhus’ navneskift, ændrer Ductus sin juridiske adresse til Bispevej 8, altså på samme gade som byggepladsen ved Bispevej 5.
At Borgenhus skifter navn til Entreprenørselskabet Nordsjælland kort tid inden konkursen, er der ifølge ph.d. i konkursret hos SDU, Troels Michael Lilja, en god forklaring på. »Det er desværre helt normal praksis, når et selskab er på vej til at gå konkurs. Det åbner nemlig muligheden for, at man kan stifte et nyt selskab med det samme navn, man tidligere har benyttet. Samtidig sikrer man, at det selskab, der nu går ud i offentligheden med konkursen ikke associeres med det navn, firmaet havde inden navneændringen,« forklarer Troels Michael Lilja.
Ydermere hæfter Troels Michael Lilja sig ved et punkt i Borgenhus’ årsregnskab for 2022.
»I note 1 på side 16 oplyses det, at selskabet har hensat 250.000 kr. til forventede bøder for overtrædelse af udlændingeloven. Det er et kæmpe rødt flag,« siger Troels Michael Lilja og henviser til, at virksomheden godt ved, at de danser på kanten af loven.
Studieboliger – men til hvem?
Lige siden studieboligbyggeriets spæde begyndelse har projektet på Bispevej 5 i
arbejde
udføre. Nu
København Nordvest været kontroversielt. Af et notat til Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune om byggesagen på Bispevej 3-5 fremgår det, at 69 ud af de 70 høringssvar, kommunen blev tilsendt, var negativt stemt over for det foreslåede projekt. Mange af høringssvarene består af et fælleskoordineret skriv, der blandt andet kritiserer, at studieboliger ikke styrker lokalmiljøet. Som det fremgår af det følgende uddrag af et høringssvar, er der et ønske om flere familieboliger.
»Det har været tydeligt i lokale medier og i lokaludvalget, at lokalpolitikere og borgere i området ønsker, at der opføres familieboliger, som kan erhverves af familier med almindelige indkomster – dette fremgår ligeledes tydeligt i lokalplanen. Jeg er derfor uforstående over for hvorfor der bør gives dispensation til at opføre andet end familieboliger, da dette er en klar mangel i området. Der er i de seneste år opført ungdomsboliger på matriklerne: 487, 1415, 6gy, 6hr, 6hq og der er ansøgt om opførsel af ungdomsboliger på hjørnet af Provstevej og Frederikssundsvej og nu denne ansøgning om ungdomsboliger på matrikel nr. 347. Det tegner en nærmest lige linje af et massivt udbud af ungdomsboliger, flere af dem til huslejer, studerende ikke har økonomi til at betale. På Provstevej mellem Theklavej og Thoravej, gav kommunen dispensation fra lokalplanen til at opføre 131 ungdomsboliger trods adskillige indsigelser fra os lokale beboere.«
Det er ikke kun områdets beboere, der har været utilfredse med byggeriet. Også Arbejdstilsynet har ad flere omgange været ude med riven. Allerede i november 2022 skriver Sjællandske Nyheder om, hvordan Borgenhus A/S har fået et forbud mod at fortsætte arbejdet, indtil virksomheden har opsat de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for arbejderne. Desuden er Arbejdstilsynet utilfreds med, at arbejdspladsens arbejdsmiljøorganisation kun består af Ole Kjærgård selv og en administrativ medarbejder.
Et år senere kommer arbejdstilsynet endnu en gang på besøg. Af en aktindsigt i Arbejdstilsynets rapporter om deres to besøg den 2. og den 8. november fremgår det, at sikkerhedsforholdene på byggepladsen på Bispevej 5, som nu styres af Ductus Danmark, endnu en gang er mangelfulde. Der bliver blandt andet udført arbejde i højder op til 15 meter uden tilstrækkelig sikring, der anvendes ikke egnede værnemidler til arbejde med slibning og sprøjtemaling, og på trapperne er der fare for at falde i kabler, der ligger og roder på gulvet. Arbejdstilsynet konstaterer også, at arbejdsgiveren, Maris Kaucis, ikke kender til udtrykket »AMO,« altså arbejdsmiljøorganisation, og at sådan en ikke findes på Bispevej 5. Ligeledes kan Maris Kaucis ikke fremvise den lovpligtige arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforhold. Ductus Danmark får strakspåbud om at rette op på alt dette. Når en arbejdsplads får strakspåbud fra Arbejdstilsynet, har arbejdsgiveren typisk en uge til at fortælle Arbejdstilsynet, hvad der er blevet gjort for at løse problemerne. Ductus Danmark har overskredet denne tidsfrist for alle strakspåbuddene og modtaget rykkere for dem alle.
Hvem har hyret Ole Kjærgård? I sidste ende er det hverken Borgenhus eller Ductus, der skal stå tilbage med de omdiskuterede studieboliger. Det er
nemlig H5 Housing, der kommer til at eje bebyggelsen. H5 Housing er en del af et større kompleks af virksomheder og selskaber, der er ejet af Hansen-familien. Jørgen Hansen stiftede i 2011 transportgiganten Nordic Transport Group (NTG). I dag er han ikke med til at drive NTG, men ejer stadig en stor andel af virksomheden. Sidenhen har Jørgen Hansen sammen med sin familie stiftet en række selskaber under H5-navnet. I dag tjener familien primært deres penge ved at investere i aktier og udleje studie- og familieboliger i København Nordvest. I 2021 gæster Jørgen Hansen listen over Danmarks 100 rigeste personer, som Økonomisk Ugebrev hvert år udgiver. Her placerer han sig som nummer 88 med en formue på 2,2 milliarder kroner efter et milliardoverskud på mere end 1,1 mia. kr. efter skat i 2021. Dette bliver dog en kort fornøjelse, da Hansen-familiens H5 Holding året efter lider et underskud på et tilsvarende beløb. Udover aktier og boliger beskæftiger familien sig også med driften af herregården Broløkke på Langeland, som de i 2021 køber og forvandler til et eksklusivt feriested med eget destilleri.
Men det er altså H5 Housing, der står for studieboligerne i København Nordvest. Selskabet beskriver på sin hjemmeside sig selv som en »familieejet virksomhed, der primært beskæftiger sig med udlejningsejendomme.« H5 Housing ejer Provstehuset, det kommende Bispehuset på Bispevej 5 og Dortheahuset, som står til at blive bygget om fra familieboliger til studieboliger. Når alle boligerne står færdige, vil H5 Housing råde over 386 studieboliger.
Repræsentanter fra H5 Housing har ikke haft mulighed for at stille op til interview, så hvorvidt virksomheden kender til alle problematikkerne på byggepladsen og Ole Kjærgårds entreprise, ligger hen i uvished. Af H5 Housings registreringshistorik i CVRregistret fremgår det dog, at Ole Kjærgård sad i bestyrelsen fra firmaets stiftelse den 1. februar 2006 til den 30. juni 2009.
Ikke uden konsekvenser
Ukrainerne har nu gået mange måneder uden løn. Men ifølge faglig sekretær hos Malerforbundet, Jonas Andersen, kan den snart være på vej.
»Eftersom Borgenhus nu er gået konkurs, kan ukrainerne gøre krav på deres manglende løn gennem Lønmodtagernes Garantifond,« forklarer Jonas Andersen
Godt nok kan ukrainerne få deres penge, men ifølge ph.d. i konkursret hos SDU, Troels Michael Lilja, er det, at ukrainerne er nødsaget til at få deres penge gennem Lønmodtagernes Garantifond, ikke uproblematisk.
»Groft sagt kan man jo sige, det er resten af arbejdsmarkedet og konkurrenterne, der kommer til at betale for, at man har drevet virksomhed i den periode,« siger Troels Michael Lilja, og henviser til, at alle private arbejdsgivere lovpligtigt betaler til Lønmodtagernes Garantifond – en fond, der hjælper lønmodtagere med dækning af løntilgodehavender, hvis en virksomhed er gået konkurs.
Tilbage står de 16 ukrainske arbejdere. For dem er tidshorisonten ved en konkursbehandling en abstrakt størrelse. Måneden uden løn fylder mere.
»Borgenhus’ ledelse, de har jo penge. De kan forsørge deres børn. De kan alt. Det kan vi ikke,« siger Alexandr Lataev.
Global usikkerhed, truende konflikter og demokratiets tilbagegang præger verdensbilledet. Europa står over for afgørende valg, hvor geopolitiske forskydninger kræver handling. Trumpismens skygge truer Ukraine, mens NATO vakler. En stærkere europæisk forsvarsalliance og nytænkning er nødvendig for at forme Europas sikkerhed i en uforudsigelig verden.
Af: Frederik Plank
Illustration af: Ann Sofie Bay Bertmann
Efter årtier med fred på det europæiske kontinent er modbydelige krigshandlinger nu igen brudt frem. Vi lever nu igen i en tid præget af mange og store konflikter på kryds og tværs af det internationale samfund. Toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine er netop passeret, de store grænseforskydninger er dog stadig udeblevet, og vi går med stor sandsynlighed en lang udmattelseskrig i møde, der er umulig at vurdere, hvor længe vil vare.
I Afrika eskalerer situationen flere steder. Sudan balancerer på randen af kollaps, sulten hærger, og 18 millioner mennesker ved ikke, hvordan de skal få deres næste måltid. Desuden er Rusland og Kina på en kraftig charmeoffensiv i Afrika, mens Vesten har tabt pusten og taber terræn. Det, vi er vidne til, er en klar genoptrapning af det stormagtspil, der udspillede sig på det afrikanske kontinent i flere årtier under den kolde krig. Når man tager de internationale konflikter og valgenes størrelse i betragtning, så kommer udfaldene utvivlsomt til at påvirke hele verden.
Demokratiets trange kår
Vi skal ikke mange år tilbage, før troen på demokratiet spirede som aldrig før. Dengang, da muren faldt, hvor Gorbatjov indførte de politiske reformer glasnost og perestrojka, der efterfølgende ledte til Sovjetunionens sammenbrud, førte en helt ny dimension af frihed og åbenhed med sig. Kina begyndte at åbne sin økonomi op for udenlandske investeringer, der var ensbetydende med, at planøkonomien blev sendt i graven. Det var fremskridt, der fik os til at tro på en bedre og mere retfærdig verden, hvor demokratiet ville vinde frem og friheden sejre. Verden blev et sted, hvor store internationale organisationer som EU blev bygget på demokrati og menneskerettigheder. Den tid er heldigvis ikke forbi, men vi må ikke tage demokratiet for givet.
Når mere end halvdelen af jordens befolkning skal stemme, så er der på oversiden lagt op til en sand fest for demokratiet, men lad festen stoppe der. Kigger vi på skyggesiden, så er det forventningen, at kun 43 ud af 70 valg bliver afholdt frie. Frihedspendulet har desværre svunget den forkerte vej de seneste år. Demokratiet er sendt på retræte og er direkte under pres.
Democracy Index bliver udgivet hvert år og vurderer landenes demokratiske
processer fra nul til ti og konkluderer, at kun 8% af jordens befolkning lever i et fuldt demokrati – den laveste demokrati-score siden undersøgelsen startede i 2006. Næsten 40% lever i et autoritært styre. Flere steder i verden står der mørke kræfter klar til at destabilisere verdens demokratier og smadre tallet på 8% endnu længere ned.
Det vigtigste valg til EuropaParlamentet nogensinde På det europæiske kontinent er rammerne derfor sat op til et skelsættende, historisk og vigtigt valg til Europa-Parlamentet. Omkring 400 millioner af indbyggerne i de 27 medlemslande i EU skal til stemmeurnerne for at vælge, hvem der skal repræsentere dem i det europæiske fællesskab, mens også en tredjedel af landene afholder nationale valg. Valget til Europa-Parlamentet bliver afgørende for den retning, EU kommer til at bevæge sig i.
Konsekvenserne af klimaforandringerne er for alvor begyndt at blive tydelige for alle og enhver. 2023 slog rekord som det varmeste år, der nogensinde er målt på jorden.
Giver vi efter for Putin og andre anti-demokratiske kræfter, eller skal vi fortsætte med at slå hånden i bordet?
På ydersiden burde spørgsmålet om kampen for frihed ikke sætte de store spørgsmål i Europa, men realiteten er en anden. Det er blandt andet det, som det nye Europa-Parlament skal afgøre. Mange beskriver valget som det vigtigste valg til Europa-Parlamentet siden indførslen af det direkte valg i 1979. Når vi kigger på, hvilke udfordringer EU står overfor, så kan man næppe være uenig i den analyse.
Trumpismen forsøger ihærdigt at kvæle Ukraine I to år har Ukraine vist en umanerlig tapperhed, der fortjener den dybeste respekt. Selvom det internationale samfund i starten ikke jævnede Ukraines modstandskamp de store chancer, har Ukraine modstået Ruslands brutalitet i kampen for frihed og demokrati. En kamp, der i virkeligheden også er vores egen kamp.
Desværre har starten på 2024 været alt for god for Rusland. Mens Trump kæmper en indædt kamp for at bremse den amerikanske
støtte, skriger de ukrainske styrker efter ammunition på slagmarken. For nylig måtte ukrainerne trække sig fra frontlinjebyen Avdijivka som en direkte konsekvens af den manglende støtte fra de vestlige lande, der blev trukket i langdrag.
Ligeledes er trumpismen og kampen mod den ukrainske støtte samtidig ved at finde rodfæste i Europa. Især er dele af den nationalkonservative højrefløj begyndt at modsætte sig den europæiske støtte. I flere EU-lande er opstået en dybt foruroligende fascination af Putin, herunder i Italien med premierminister Giorgia Meloni ved roret, vi ser det også i Holland med Geert Wilders, med Le Pen i Frankrig, men tydeligst er det
»Europa kan først blive taget alvorligt i kampen mod Rusland, når kontinentet bliver en seriøs militær magt,« DONALD TUSK
Polens premiereminister
med det nye makkerskab bestående af Victor Orbán og Robert Fico, der henholdsvis er ledere af Ungarn og Slovakiet. Overraskende er det dog ikke, da man rent politisk kan se mange sammenhænge – eksempelvis er de klimafornægtende og anti-EU.
Vinder trumpismen tilstrækkeligt frem, vil det være en de facto foræring af Ukraine til Rusland. Det bliver det kommende EuropaParlaments vigtigste opgave at sikre, at vi i Europa ikke lader Ukraine falde i hænderne på Putin.
Et amerikansk præsidentvalg, der kan vende op og ned på NATO
Det er ikke kun den amerikanske støtte til Ukraine, der står på spil, når amerikanerne til november skal vælge den næste præsident.
Det er et valg, der har potentialet til at skabe store forskydninger i verdensbilledet. Hvis Donald Trump til november gør comeback i
Det Hvide Hus, bliver Europa kastet ud i en helt ny og utryg position på forsvarsområdet. Kigger vi på meningsmålingerne, ligner det et scenarie, vi må forberede os på.
For nylig har Trump direkte opfordret Rusland til at gøre »whatever the hell they want« mod et NATO-medlemsland, der ikke lever op til 2%-kravet. Reelt set er der
intet nyt over kommentaren, da han længe har været tydelig om behovet for europæisk oprustning – hvilket han i øvrigt har helt ret i. Efterfølgende var USA´s tidligere sikkerhedsrådgiver, John Bolton, hurtig til at udtale, at Trump vil trække USA ud af NATO, hvis han bliver den næste amerikanske præsident.
Om det nu reelt set ender ud i en amerikansk udmeldelse af NATO, vil jeg gerne sætte store spørgsmålstegn ved. For det første har Kongressen i USA vedtaget en lov, der betyder, at enhver præsident ikke kan trække USA ud af NATO uden godkendelse fra Senatet eller en lov vedtaget af Kongressen. Dernæst lægger Trumps nuværende rådgiver, Keith Kellogg, op til en ny kurs for NATO. Selvom kursen ikke indebærer en amerikansk udmelding, så er det dog stadig en ændring, der ville svække NATOs afskrækkelsesevne. Det, som Kellogg lægger op til, er en »trindelt alliance«, hvor medlemslandenes beskyttelse er baseret af deres økonomiske bidrag.
Det, der altid har været afgørende i NATOsamarbejdet, er musketereden, der siger, at hvis ét land bliver angrebet, er det et angreb på samtlige lande. Det betyder, at man står skulder ved skulder i forsvaret. Når Trump sætter spørgsmålstegn ved det, begynder hele fundamentet om NATO-alliancen at vakle. Vi står i en helt ny sikkerhedspolitisk situation, hvor ingen kan vide sig sikre på, om musketereden reelt set holder, når det kommer til stykket. Der opstår to konsekvenser ved at sætte spørgsmålstegn ved det.
For det første frister det svage sjæle som Putin til at afprøve om, der er sandhed over Trumps trusler. For det andet stiller det Europa i en komplet ny sikkerhedspolitisk situation, hvor vi ikke længere kan stole på NATO. Det kræver en ny alliance af europæiske lande, der også samarbejder sikkerhedspolitisk, så vi er i stand til at klare os uden USA.
Et styrket europæisk forsvar »Europa kan først blive taget alvorligt i kampen mod Rusland, når kontinentet bliver en seriøs militær magt,« udtalte Polens nye premierminister Donald Tusk, der i samme ombæring vækkede den historiske forsvarsalliance Weimar-trekanten til live. Trekanten består foruden Polen af Frankrig og Tyskland.
Et kunstigt åndedræt og en markant styrkelse af Weimar-trekanten vil placere EU som en styrket geopolitisk aktør, der forholder sig til verden som den er, ikke blot som vi ønsker den skal være. Vi skal simpelthen kunne tage vare på vores egen sikkerhed. Det er decideret uansvarligt at se NATO som en a la carte forsvarsalliance, der afhænger af humøret på den amerikanske præsident.
Derfor skal vi rykke sammen i bussen i Europa. Der skal oprettes en europæisk gren i NATOalliancen, som i sig selv ville kunne agere med den nødvendige styrke og slagkraft uden USA.
Her er noget af det vigtigste at få gang i forsvarsindustrien, som i Europa gennem årtier er blevet gevaldigt nedprioriteret. Vi har set på verden, som vi ønskede den var, ikke hvordan den var.
I dag er EU-landene blot selvforsynende med under 25%, når det kommer til forsvarsmateriel. Det er selvsagt alt for lavt, men selvom det efterhånden er gået op for de fleste, at vi ikke længere kan fastholde vores eurocentriske og utopiske verdenssyn, så kan man ikke trylle våben og en hel forsvarsindustri frem over natten. Der skal dog gang i den europæiske våbenproduktion heller i går end i dag!
medlemslande
og virksomheder lukrative aftaler, hvis ordrer bliver lagt hos europæiske virksomheder, ligger lige til højrebenet.
Et afgørende valg
Det er svært at undervurdere vigtigheden af sommerens EuropaParlamentsvalg. Vi skal vise, at vi i Europa har lært af historien og ikke overlader spirende demokratier til sig selv, når autokrater truer, som vi for eksempel gjorde under den spanske borgerkrig. Nazistyret og det fascistiske Italien med Mussolini i spidsen satsede massivt på at begrave demokratiet i Spanien, hvilket de lykkedes med. De europæiske demokratier stod udenfor kampen for frihed og demokrati i Spanien, hvorved vi lod landet sejle sin egen sø. Det havde den konsekvens, at de demokratiske stemmer i Spanien måtte lade sig støtte af den lige så diktatoriske Sovjetunion. En kamp, der selvsagt var umulig. Tragedierne i Spanien var grusomme, flere byer blev fuldstændig jævnet med jorden og forberedte os på, hvad vi så på resten af det europæiske kontinent få år senere.
Hvis vi i dag kigger på billeder fra Ukraine, så tyer Putin og Rusland ikke til blødere krigsmetoder. Bakhmut, Avdijivka og Mariupol er blot få eksempler på de mange byer, der tydeligt viser, hvad det er, vi står overfor. Fuldstændig hensynsløs krigsførelse, hvor målet helliger midlet for Putins vanvittige tankegang om at skabe et nyt Storrusland.
Én af de måder, man kan gøre det på, er ved at kigge på investeringsbankerne, der længe har været underlagt påbud om ikke at investere i våben og ammunition, men derimod fredsprojekter. En fælleseuropæisk investeringsbank, der kunne tilbyde EU’s
Valget til Europa-Parlamentet er derfor et spørgsmål om, hvilken vej vi skal. Skal vi lade den yderste højrefløj og trumpisen kaste Ukraine i hænderne på Rusland, eller har vi lært af historien, og vil vi forsætte den europæiske støtte til Ukraines frihedskamp, der sågar også er vores egen?
Du kender den, LIXEN, for du møder den på Medietorvet og får den stukket i hånden med en kop kaffe ved hver udgivelse. I et år har vi stået i spidsen for de journaliststuderendes avis på Syddansk Universitet, men nu er det tid til at give æren videre.
Som chefredaktører står man med ansvaret. Der er ingen, der siger “det kan du ikke” eller “sådan gør vi ikke her”. Du bestemmer. Skal avisen fortsat have de samme otte sektioner, eller er det tid til SPORT kommer tilbage? Skal avisen fortsat komme på tryk eller overgå til at være 100% digital?
Det er frihed, og det er ansvar. Avisen kommer ud, fordi chefredaktørerne gør arbejdet bag sammen med de andre redaktører. Som chefredaktør skal du sammensætte din redaktion, og du skal motivere studerende fra både din egen årgang, årgangen under og kandidatuddannelsen til at bidrage med artikler.
At være chefredaktør for LIXEN er en kæmpe mulighed, og måske nu mere end længe før. Vi har kæmpet for, at LIXEN skulle få en sund økonomi, og det giver mulighed for, at du kan præge avisen i lige den retning, du vil. Begrænsningerne er få. Skal LIXEN uddele rejselegater til de bedste journalistiske pitches? Skal LIXEN skifte navn eller farve fra blå til regnbuefarvet? Vil du møde dine medstuderende gennem udgivelseskaffe eller redaktionsmøder? Det er op til dig, hvordan LIXEN skal udvikle sig. Som avis og som en institution på SDU. Den journalistiske frihed i spidsen for et medie bliver svær at finde andre steder. Også i din kommende kometkarriere. Samtidig giver rollen som chefredaktør et sjældent indblik i, hvordan en redaktion fungerer. Hvordan man driver avis. Fra den spæde idé til en færdigudgivet avis.
LIXEN har en sund økonomi jovist, men det er dit ansvar, at det forbliver sådan. Det indebærer f.eks. kontakt med trykkeri og KaJo. Samtidig skal du som chefredaktør jævnligt skrive ledere, læse korrektur og give feedback, afholde redaktionsmøder, hjælpe redaktører (og sommetider være den skrappe, når folk springer over hvor gærdet er lavest – tro os, vi taler af erfaring), samt sætte avisen op i InDesign og lægge artikler på hjemmesiden. Alsammen noget der skærper dine journalistiske evner, ser godt ud i praktik- og jobsøgning og ikke mindst er virkelig spændende!
LIXEN har traditionelt to chefredaktører, og du/I kan enten søge alene eller som duo. Send os en ansøgning på en til to sider, der fortæller os, hvem du er, og hvorfor du mener, du er den rigtige til at være chefredaktør for LIXEN. Vi vil meget gerne høre om, hvorfor du gerne vil være chefredaktør for LIXEN, og hvad du gerne vil med avisen. Har du f.eks. nye idéer til sektioner, hvordan LIXEN skal møde de studerende eller noget helt tredje?
Din/jeres ansøgning skal senest d 15. april sendes til Alex og Sonny på følgende: alexhoranlixen@gmail.com & sonnylixen@gmail.com