Er den nye udvisningsreform endnu et bevis på en verdensorden i opbrudstid?
Klokken er kvart i valg, og regeringen når pludseligt det hele på den halve tid. I farten bliver der hugget en hæl og klippet en tå. Ud med kriminelle udlændinge og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).
Af Olivia Emma Greve Hulbæk
Det var med alle mand på dæk, at regeringen på pressemødet fredag d. 30. januar kunne annoncere den nye udvisningsreform. Muligvis en flerretters valgflæskmenu under temaet ’strammere sanktioner over for kriminelle udlændinge’. Problemet er bare, at den strider imod køkkenchefen i Strasbourgs retningslinjer.
”Vi er EMRK, men EMRK er ikke os” blev der mellem linjerne sagt på pressemødet. Der blev lagt vægt på flertallet i form af de 27 medlemslande, som i december 2025 blev enige om en strammere fortolkning af konventionens artikel 8 om ‘Ret til respekt for privat- og familieliv’ med henblik på udvisning af kriminelle udlændinge. Det har nu givet regeringen anledning til at anvende utraditionelle metoder. For herhjemme har man ikke længere tid til at vente på afgørelser fra Strasbourgs langsommelige bureaukratiske processer. Regeringen er blevet fartblind og er på vej over for rødt. Og som Hans Redder beskrev det umiddelbart efter pressemødet, så håber regeringen alligevel på, at lyskurven når at skifte til grøn, inden de er nået alt for langt over stregen. For tydeligt var det samtidigt i regeringens udmelding, at man fortsat ønsker at bakke op om konventionerne - de skal bare presses.
Løkke satte Danmark på podiet som et foregangsland. Danmark vil gå forrest i kampen om de enkelte medlemslandes selvbestemmelse over udvisningsdomme. Men regeringens vej til at indfri målet gør os også til et foregangsland i at stride imod Menneskerettighedsloven. Det er utraditionelt og bemærkelsesværdigt i en tid, hvor
Danmark konkret har mærket, hvor altafgørende en rolle (europæiske) fællesskaber spiller for vores sikkerhed.
Derfor bliver den nye udvisningsreform lidt af et misvisende signal. Danmark er utvivlsomt tilhænger af det regelbaserede system, og vi skæver vrede og frustrerede til vores tidligere tætte allierede USA, når de sætter netop dette system over kurs. Men med udvisningsreformen viser vi nu, at vi er villige til det selvsamme. Verden er uigenkendelig og verdensordenen er blevet en skygge af sig selv. Hvad der før var op, er nu ned - og vice versa. Men det er foruroligende, at det skulle komme til at resultere i, at regeringen nu ikke blot fortolker på EU-konventionerne, men ligefrem handler efter disse fortolkninger. Gamle regler og konventioner kan naturligvis trænge til et eftersyn og et realitetstjek, det er klart, for verden ændrer sig. Men netop som verden ændrer sig, bør nye fortolkninger og mulige ændringer ske i overensstemmelse med domstolen. Ellers er Danmark jo bare et skib uden anker. Et meget lille og skrøbeligt skib, vel og mærke.
Hvis udvisningsreformen i virkeligheden er en sydende omgang valgflæsk, som på ingen måder er utænkeligt, er det så virkelig risikoen værd? Det ligner, at regeringen er blevet et offer for stormagternes tendens, hvor reglerne er til for at blive brudt. Er det virkelig værd at veksle danskernes sidste håb og tro på, at verden ikke er af lave for et par borgerlige stemmer? Om regeringen med sin nye udvisningsreform formår at snige sig let og elegant uden om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, må tiden efter 1. maj vise.
Den nye udvisningsreform vil fokusere på ofrene frem for de kriminelle, og det vil regeringen afhjælpe ved selv at gå (muligvis) kriminelt til værks og i fartblindheden glemme offeret: verdens bedste land, som Mette Frederiksen lagde pressemødet ud med at kalde os.
Giorgia Meloni er en sand mester i at skjule Italiens Brødres fascistiske ophav
Italiens premierminister Giorgia Meloni formår at gemme partiet Italiens Brødres fascistiske rødder og vise sig som et, om man så må sige, stuerent parti.
Af Freja Koch Rasmussen
Ioktober 2022 fik Italien en ny premierminister i Giorgia Meloni. Hun er leder af det højreorienterede parti Italiens Brødre (Fratelli d’Italia på italiensk) og er en kontroversiel politiker. Især en udtalelse fra Giorgia Meloni er svær at overse. Nemlig i 1996, hvor hun famøst udtaler: »Jeg synes, Mussolini var en god politiker. Alt hvad han gjorde, gjorde han for Italien«.
Giorgia Meloni startede sin politiske karriere i 1992 som aktivt medlem i Youth Front, et ungdomssidekick-parti til partiet Movimento Sociale Italiano. Selv var Movimento Sociale Italiano efterfølger til fascistpartiet Partito Nazionale Fascista.
Ikke kun Movimento Sociale Italiano og Youth Front tager inspiration fra den fascistiske ideologi. For Giorgia Melonis parti Italiens Brødre blev dannet i 2012 som en videreudvikling af Movimento Sociale Italiano.
Siden da har Italiens Brødres slægtskab med fascistpartiet Partito Nazionale Fascista fået en plads i baggrunden. De seneste år er Giorgia Meloni gået fra at være hårdkogt EU-skeptiker til at stille op til Europaparlamentsvalget i 2024, og den italienske politiker kan som få andre forhandle med Donald Trump på vegne af EU. Hun er endda blevet gode politiske venner med vores egen Mette Frederiksen.
Italiens Brødres taktik
Giorgia Meloni har ved flere lejligheder kaldt sig selv og Italiens Brødre for ‘postfascister’. Men hvad betyder det egentlig, når Italiens Brødre bruger ordet postfascisme? I et interview med den britiske radiostation Times Radio den 26. september 2022 har Nicola Procaccini, medlem af Europa-Parlamentet for Italiens Brødre, en kende svært ved at forklare, lige præcis hvordan der er forskel på Italiens Brødre og fascisme:
»Vi tror på, at vi skal bruge det bedste fra vores fortid og vores fremtid«, siger Nicola Procaccini og fortsætter: »Der er intet link mellem os og fascisme. Det er et narrativ skabt af andre landes venstrefløje for at
Illustration: AI-genereret med ChatGPT
bekæmpe vores ideer og ændre virkeligheden«, siger han.
Muligvis er der en sandhed i disse udsagn. Alligevel er det svært at se bort fra faktummet, at Italiens Brødre er en videreudvikling af Movimento Sociale Italiano; partiet, der erstattede Mussolinis fascistparti Partito Nazionale Fascista.
Partiet skjuler sin fascistiske historie ved at smide de totalitære, antiparlamentariske klæder og føre politik gennem et parlament. Det samme gjorde fascismens fader Benito Mussolini, da han som frontmand i 1921 stod klar til at forhandle med det italienske parlament. Men samtidig havde han sine sortskjorter rendende rundt i gaderne for at intimidere befolkningen til at indordne sig under en magt, hvor forskellige syn på verden blev løst med en knippel i stedet for med dialog.
Udadtil viser Italiens Brødre sig som et moderne parti og nægter al slægtskab med fascismen. Det betyder, at Italiens Brødre kan distancere sig fra de mentale billeder af fascismens voldsparathed, der gennemsyrede Italien, som må siges at kunne få en stor del af omverdenen til at løbe skrigende bort. For Giorgia Meloni er en politiker, der gerne vil fremstå, okay, måske ikke EU-glad, men EU-venlig. Sådan er spillereglerne, hvis hun fortsat vil være EU’s Trump-hvisker og pennevenner med Mette Frederiksen.
Når Italiens Brødre hævder at være postfascister, sidestilles partiet med en mere stolt og nationalistisk tid. Hjemme i Italien kan Italiens Brødres hybrid-fascisme altså ses som en måde at høste frugterne af den magt, forestillingen om Italien under Mussolinis styre, stadig har over en del af Italiens befolkning. Tilsyneladende er de italienske vælgere
vilde med Giorgia Meloni og co. Med rundt regnet 26 procent af de italienske vælgeres stemmer sidder Italiens Brødre komfortabelt som Italiens største parti.
Fascisme i det italienske samfund Det er ikke kun italiensk politik, der mere eller mindre velvilligt er fanget i fascismens spind. I Benito Mussolinis fødeby, Predappio, er diktatorens gravkrypt udsmykket med blomster og breve fra støtter. Virkeligheden er helt anderledes steder som Tyskland, hvor Adolf Hitlers bunker gemmer sig under en helt almindelig parkeringsplads i Berlin. Selvom stedet er en (skuffende) attraktion for nysgerrige turister, fremstår nazismens symboler som noget, Tyskland skammer sig over og ønsker at gemme væk frem for et symbol på en svunden og mere stolt tid.
Når fortidens skygge belyses, er det ikke underligt, at det er overordentligt svært for Italien at ryste fascismen af sig. Partier som Italiens Brødre bruger fascismens evindelige kraft til at hente støtte fra vælgerne uden at skulle leve med og forsvare beskyldninger fra Giorgia Melonis venner i EU om at være facister.
Faktaboks
I 1919 blev Fasci di Combattimento dannet. Det var en kampgruppe, der var oprørte over den behandling, de mente, Italien fik af resten af vesten som en af vinderne af Første Verdenskrig. Ledet af hvem? Ja, Benito Mussolini, Italiens diktator fra 1925 til 1943. Fascistiske grundideer som foragt for socialisme og kommunisme, vold som middel og kort vej fra ord til handling kan ses i denne gruppe. I 1921 fik Mussolini sit ønske og lavede gruppen om til et reelt politisk parti, nemlig fascistpartiet Partito Nazionale Fascista.
I oktober 1922 tog Partito Nazionale Fascista med Benito Mussolini i spidsen magten over Italien med statskuppet Marchen mod Rom. Mussolini brugte parlamentet som en måde at signalere, at man var et reelt politisk parti. I baggrunden spredte de såkaldte sortskjorter, Mussolinis politiske lejesvende, vold og frygt blandt Italiens befolkning og agerede som en slags undergrundsmodstand mod parlamentet.
Når verden tier, må vi tale
Demonstrationerne imod det islamiske regime i Iran er aktuelt en af de mest alvorlige kriser i verden, men ifølge danskiranks ung mand er den underbelyst i danske medier. Derfor tager han bladet fra munden og fortæller sin personlige beretning om situationen i Iran.
Af Markus Nørregaard Erfurth
En ung dansk-iransk mand er nu klar til at fortælle sin version af, hvad der foregår i Iran. Situationen i Iran er så giftig, at han føler sig nødsaget til at være anonym af hensyn og respekt for sin familie, der fortsat bor i Iran og grundet de konsekvenser, der kan følge med at sige sandheden højt. Så voldsomt er det at udtale sig imod regimet og af disse årsager benævnes han i artiklen som Armin.
Armin forklarer, hvordan det der sker i Iran, påvirker hans hverdag på et dybt personligt plan. Han bærer på en konstant sorg og har ofte svært ved at give sig selv lov til at være ubekymret eller nyde hverdagen, velvidende at hans landsmænd lever under forhold, han knap kan forestille sig. Han har set sin familie græde gentagne gange over situationen i Iran – og han har selv grædt med dem.
Barndom i Iran
For at forstå hvordan situationen i Iran er kommet så vidt, som den er nu, vil Armin gerne tage os med tilbage i tiden for at beskrive, hvordan livet i Iran er. Tilbage til 2007. Dengang han som ung knægt stadig boede i Iran.
»Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som syvårig dreng, tilbage i 2007, i folkeskolen
Sådan måtte han opføre sig i et skolesystem, der var en diametral modsætning af den danske:
»Skolen var strengt kønsopdelt. Langt hår var forbudt, og der fandtes utallige regler. Overalt var der billeder af den religiøse leder – i skolegården, på gangene og i hvert eneste klasseværelse.
Hans blik fulgte os konstant og mindede os om, hvilket system vi var en del af.«
blev konfronteret med noget, jeg dengang ikke havde nogen reel forståelse for: Død og had. I en alder, hvor verden burde handle om leg, nysgerrighed og tryghed, blev vi hver uge stillet
Han forklarer, at man som barn ikke stillede spørgsmål, man gjorde som man fik besked på. Det er først gået op for ham mange år senere, hvor dybt politisk og ideologisk den indoktrinering er – og hvor voldsomt det er at påføre børn den slags budskaber, længe før de overhovedet har lært at forstå verden.
Hvordan Iran blev et præstestyre
For få år siden overvejede han at rejse hjem til Iran. Være der nogle måneder, besøge sin familie, sine venner og igen leve i de omgivelser, hvor han voksede op. Dette er ikke længere en mulighed. For Iran brænder.
Regimet i Iran, som er en islamisk teokratisk republik, er ledet diktatorisk af den øverste leder ayatollah Ali Khamenei. Han styrer Iran efter islamisk lov og han har ultimativ magt over retssystem, medier og militær. Den d. 28. december 2025, brød voldsomme demonstrationer mod regimet i Iran ud.
Armin har hørt kilder fortæller, at mere end 17.000 demonstranter er blevet dræbt. Oplysningerne om antallet af dræbte er fra ubekræftede kilder, og er derfor behæftet med stor usikkerhed - i realiteten kan tallet derfor sagtens være højere. En alvorlig menneskerettighedskrise, der får uforholdsmæssigt lidt mediedækning i de danske medier.
op til morgensamling. Vi stod i lige rækker, 1. klasse i én række, 2. klasse i den næste, og så fremdeles. En stor del af morgensamlingen bestod i, at vi i kor skulle råbe slagord som “død over USA” og “død over Israel”. Skoleinspektøren stod hævet op på en piedestal og dirigerede os, mens vi mekanisk gentog ordene uden at forstå deres betydning.«
Allerede dengang var Armins familie imod regimet. De fortalte ham, hvor vigtigt det var, aldrig at sige noget imod regimet. Aldrig fremstå som en, der var imod det. Ikke i skolen, ikke blandt venner og ikke over for fremmede. De forklarede ham, at det kunne få alvorlige konsekvenser for hans familie. Som barn forstod han ikke fuldt ud truslen, men frygten i deres stemmer og alvoren i deres blikke, det kunne man ikke tage fejl af. Tavsheden var en nødvendighed for overlevelse.
Armin fortæller, at han som dansk-iraner har fulgt udviklingen i Iran gennem de seneste år med voksende bekymring. Iran er i dag underlagt et teokratisk diktatur, hvor magten reelt ligger hos den religiøse leder Ali Khamenei. Styret kombinerer religiøs autoritarisme med politisk undertrykkelse og har gennem årtier ført landet i forfald – politisk, økonomisk og menneskeligt. Ali Khamenei overtog styret i 1989, 10 år efter den islamiske revolution, der forandrede Iran fra et autokratisk, vestligt orienteret monarki, under styre af shah Mohammad Reza Pahlavi, til en islamisk teokratisk republik.
Kort efter den islamiske revolution i 1979, blev Iran kastet ud i Iran-Irak-krigen, der varede fra september 1980 til august 1988. Krigen kostede omkring 680.000 menneskeliv og skabte en hel generation præget af tab, mangel på unge mænd og dybe sociale ar. Det blev begyndelsen på en række nationale katastrofer, som landet stadig betaler prisen for i dag.
Siden revolutionen har Iran oplevet en systematisk undertrykkelse af befolkningen, massive menneskerettighedskrænkelser, økonomisk stagnation og en flugt af unge uddannede iranere.
I løbet af årene har en række begivenheder gradvist været med til at svække det tyranniske islamiske regime: 12-dages krig mod Israel, protesterne efter Mahsa Aminis død, den Grønne Bevægelse i 2009 samt
Illustration: AI-genereret med ChatGPT
de omfattende vestlige sanktioner mod Iran. Og nu er vi altså nået til et sted, hvor befolkningen siger fra, hvilket har ført til de mest voldsomme protester siden 1979.
I dag ønsker mange iranere præstestyret fjernet. Den tidligere shah Mohammad Reza Pahlavis’ søn, Kronprins Reza Pahlavi har gentagne gange udtalt, at hans livs kald er at tjene det iranske folk. Han taler for: Et sekulært demokrati, frie valg og retsstat, respekt for menneskerettigheder, økonomisk vækst og normalisering af relationer til Vesten. Hans vision bygger på vestlige værdier om frihed, lighed og individets rettigheder – værdier, som mange iranere allerede identificerer sig med.
Derfor høres disse råb i Iran for tiden: “Javid Shah” – “længe leve kongen” – fra mange iranere. De ønsker Reza Pahlavi ved magten.
Oprøret mod præstestyret
Men det er ikke så let, bare lige at vælte regimet i Iran. Armin forklarer, at Iran i dag er et land, der i stigende grad lader sig udnytte, særligt på ressourcesiden, af stormagter som Kina og Rusland. Til gengæld for teknologi, militært samarbejde og politisk beskyttelse får disse lande adgang til Irans enorme naturressourcer. Det er en asymmetrisk relation, hvor gevinsten for Iran primært kommer regimet og oligarkerne til gode, og absolut ikke befolkningen.
Iran råder over verdens tredjestørste oliereserver, de næststørste naturgasreserver og en lang række andre strategiske ressourcer. Disse rigdomme gør landet særdeles attraktivt for internationale aktører, der søger adgang til energi og råstoffer, ofte uden hensyn til menneskerettigheder eller demokratiske principper.
I praksis betyder det, at visse stormagter drager fordel af Irans ressourcer, mens de til gengæld bidrager til at holde det tyranniske, islamistiske regime ved magten. Resultatet er et system, hvor geopolitik og økonomiske interesser vejer tungere end det iranske folks frihed, værdighed og ret til et normalt liv.
Den aktuelle situation i Iran er præget af vedvarende og dyb utilfredshed i befolkningen. Når et autoritært regime presses og gradvist mister kontrollen, reagerer det ofte med eskalerende vold.
Netop dette mønster udspiller sig i Iran i disse år, hvor magtanvendelsen er ble -
vet mere brutal, mere vilkårlig og mindre humanistisk i et desperat forsøg på at knuse modstanden.
Sikkerhedsstyrkerne opererer med stadig større frihed, og retsprincipper tilsidesættes systematisk. Vold anvendes ikke længere som undtagelse, men som redskab. Resultatet er et samfund gennemsyret af frygt og usikkerhed.
Armin befinder sig selv i militær alder, og der findes adskillige dokumenterede eksempler på, at unge mænd bliver tilbageholdt, tvangsrekrutteret eller forsvinder under uklare og uoplyste omstændigheder. For mange familier bliver hverdagen et spørgsmål om, hvorvidt deres sønner vender hjem. Denne usikkerhed er allestedsnærværende og konstant.
Irans fremtid
Mange af de dræbte i Iran er unge mænd. Almindelige, retskafne borgere, som på få dage har mistet livet. Deres eneste såkaldte “forbrydelse” er ønsket om et normalt liv: Et liv med frihed, med mulighed for relationer på tværs af grænser og med adgang til helt basale menneskerettigheder.
Disse liv blev taget i stilhed og mørke. Uden vidner. Uden ansvarlighed. Uden konsekvenser.
Det, der for mange iranere gør smerten endnu dybere, er den udbredte tavshed og manglende opmærksomhed fra det internationale samfund. Denne passivitet er ikke blot et svigt af ofrene og deres familier, men også af de værdier, som Vesten ellers hævder at stå for: Frihed, retssikkerhed og menneskelig værdighed.
Armin forklarer videre, at iranerne føler sig overset af Vesten. Imens deres lidelser ignoreres, er det tydeligt for ham hvordan andre konflikter, som den i Palæstina, fylder markant i medierne og den offentlige debat. Netop af disse årsager har mange iranere,
både i og uden for landet, selv taget ansvaret for at få budskabet frem. Når verden tier, må de tale.
Armin vurderer, at et muligt – og for mange ønskeligt – scenarie er et internationalt samarbejde, herunder med vestlige ledere som Donald Trump, for at lægge afgørende pres på regimet og støtte et regimeskifte, før endnu flere unge liv og Irans fremtid går tabt. Tiden er kritisk. Regimet forsøger aktivt at udrense oppositionen og kvæle enhver form for modstand.
Han mener personligt, at den iranske befolkning er blandt de mest vestligt orienterede i hele Mellemøsten. Det ses tydeligt, når iranere kommer til Europa – også i Danmark. Ofte hører man andre mellemøstlige indvandrere sige, at iranere “sælger deres sjæl” og bliver danske på få måneder. Hans svar er enkelt:
Iranere sælger ikke deres sjæl – de finder den. Iranere værdsætter vestlige idealer som frihed, demokrati og ligestilling.
Opråb til danskerne
Inden artiklen slutter, vil jeg bringe en anekdote fra Armin, der på alle måder sætter situationen i Iran i relief. Dette sker i verden lige nu.
»Jeg har været i kontakt med vores tidligere nabo i Iran, som har sendt mig videoer af protester få gader fra mit barndomshjem. Han har fortalt, hvordan han med egne øjne har set sin kammerat blive skudt og efterladt død på gaden. I en af beskederne sendte han mig en video, hvor han grædende beder mig – som én der bor i Europa – om at være hans stemme. Det er en af de væsentligste grunde til, at jeg har valgt at medvirke i denne artikel. I flere uger har jeg nu forsøgt at komme i kontakt med ham uden held. På det tidspunkt brugte han Starlink til at sende beskeder og videoer, men jeg har ikke hørt fra ham siden. Jeg håber inderligt, at forbindelsen blot er blevet afbrudt. Samtidig kan jeg ikke ignorere frygten for, at han enten er blevet skudt eller anholdt. Min kusine har fortalt mig, at det i øjeblikket er livsfarligt blot at gå udenfor om aftenen. Hun tør ikke gå ud, og bruger ordet dommedag i disse dage.
Den uvished lever jeg med hver dag. Den forsvinder ikke, når jeg står op om morgenen, og den forsvinder ikke, når jeg går i seng. Den er blevet en del af min hverdag – og en del af årsagen bag, hvorfor jeg ikke kan tie længere.«
Pilatesprinsessen
Billedet er genereret med kunstig intelligens
Hvis du har åbnet din TikTok på det seneste, er du måske stødt på hende.
Pilatesprinsessen. Endnu en trend, der har overtaget de sociale medier.
Af Lucca Marie Penzien Pedersen
Pilatesprinsessen er den ultimative prototype på moderne selvoptimering, der lever sit liv gennem et filter af aesthetics og ekstrem selvdisciplin. Hun er let at kende på lang afstand, med sin pastelfarvede matchende træningssæt fra Exercere, sin slanke krop og lette makeup. Hendes tilværelse ligner på mange måder et kurateret eventyr, hvor hendes bevægelser altid er kontrollerede og smukke, især når hun træner.
Hun sætter sin alarm til kl. 05.00. Hun spiser sine overnight oats, skriver lidt dagbog og laver sin multistep-hudplejerutine, inden hun drager mod hendes reformer pilates time. Her filmer hun sig selv. Ofte med løst og stylet hår kommer hun igennem timen
uden så meget som en dråbe sved på panden. Pilates er ikke bare en træningsform, men en identitetsmarkør for hende. En verden, hvor den rette pilates krop og det dyre sæt tøj bliver et symbol, der signalerer økonomisk overskud og selvdisciplin. Det er en æstetik, hvor sundhed er blevet uløseligt forbundet med et poleret ydre.
Hvor kommer jeg selv ind?
Men her knækker filmen for mit vedkommende. For på trods af den kritik, jeg nok har over for den uopnåelige og til tider overfladiske perfektionisme, må jeg indrømme, at jeg selv er faldet i med begge ben. Det føles unægteligt lidt hyklerisk at kritisere en livsstil, mens jeg selv står med min Gua-Sha i hånden og har booket en reformer pilates time til i morgen formiddag. Så hvad er problemet egentlig?
Det afgørende er i virkeligheden ikke det enkelte fænomen som pilates. Det er vel i udgangspunktet ikke negativt, at folk bliver opfordret til at bevæge sig? Denne trend er
blot det nyeste kapitel i en kultur, hvor selvoptimering konstant forventes af os. Vi har bevæget os fra 2010’ernes kurvede ideal til en tid, hvor “skinny is back”. Og denne gang camoufleret som et poleret ydre med dyre træningssæt. Det er en uendelig strøm af trends, der dikterer, at vi konstant skal optimeres for at blive de bedste versioner af os selv. Og jeg hopper med på dem hver gang.
Måske handler det ikke om pilatesprinsesse-trenden i sig selv, men om alt det, der følger med. At sundhed, træning og velvære ikke bare er noget, man gør, men også noget, man skal se ud som om, man gør rigtigt. Hvornår bliver det velvære for ens egen skyld, og hvornår bliver det endnu en ting, man skal kunne vise frem? Og hvis idealet hele tiden flytter sig, hvornår får man så lov til bare at være?
Ikke desto mindre stiller jeg disse spørgsmål højt, men uden selv at kunne besvare dem. Og indtil nogen gør, så erklærer jeg mig skyldig i at følge med.
Pinlige praktikhistorier
2016 er tilbage – og det samme er Vi Unges legendariske Pinlige Historier. Tre nuværende og tidligere SDU-praktikanter har valgt at dele deres mest pinlige øjeblikke fra praktiktiden med LIXEN. Læs med på de tåkrummende, men. menneskelige brølere, som de fleste af os nok før eller siden kommer til at lave i arbejdslivet <3
Et interview to remember
Jeg er godt i gang med mit forløb på indlandsredaktionen på et af de store danske dagblade, og jeg skal interviewe Ukraines nye ambassadør i Danmark på den ukrainske ambassade – på alle måder en speciel oplevelse med politi og høj sikkerhed. Jeg havde nok derfor lidt mere nerver på, end jeg normalt ville have.
Min tilgang til kilder har altid været, at lidt smalltalk i starten ikke skader nogen. Så kan vi begge lige sænke skuldrene lidt. Men det var vist mest for min egen skyld, for denne hærdebrede, skaldede, iskolde mand, der ikke fortrængte en mine under hele interviewet, virkede ikke specielt interesseret i det. Fint, videre.
Jeg ville gerne høre om, hvordan rejsen var fra Ukraine til Danmark for ham. Vi var stadig lidt i smalltalk-fasen her og ikke nået til de store, vigtige spørgsmål endnu, og han fortæller en sød historie om, hvordan ham og familien var kørt fra Ukraine til Danmark dagen før juleaften og lige nøjagtig nåede hjem til julemaden. Min reaktion, der havde en undertone af en privilegeret og uvidende vesterlænding, lød cirka sådan her:
»Wow, that’s cute. Just out of curiosity, why didn’t you just fly here?«
Vi er i februar 2024 her – to år inde i krigen, og manden svarer mig meget køligt tilbage:
»Sir, the airspace above Ukraine had been closed for two years at that point«.
Interviewet gik fint resten af vejen, og jeg tror ikke, han hadede mig, da jeg gik ud ad døren. Men jeg tror heller ikke, at han tænkte, at han var blevet interviewet af den skarpeste journalist, avisen havde at tilbyde.
– En anonym, bachelor fra SDU januar 2025
Diller eller dille?
I min praktiktid skrev jeg en tendensartikel om airfryeren. Den var en dille, en storsællert og årets helt store julegavehit. I den forbindelse interviewede jeg en ekspert i forbrugertrends. Da jeg sendte citaterne til tjek, fik jeg følgende besked retur:
»Hej Anna. Det er indholdsmæssigt meget fint - men inden du bliver dagens joke på redaktionen, så vil jeg lige henlede din opmærksomhed på første linje: Der er stor forskel åp en diller og en dille ;-)«
Ups…
– Anna Moesgaard, bachelor fra SDU foråret 2025
Et akavet redaktionsmøde
Jeg skulle starte på en ny redaktion, og træder derfor ind i lokalet til mit første redaktionsmøde. Jeg giver hånd og hilser på alle, sætter mig ned og lytter godt efter. Der er selvfølgelig redaktionsmøde igen morgenen efter, og her kigger lige rundt i lokalet, for at se om der er nogen, som jeg ikke har hilst på. Jeg styrter hen til en ung kvinde, stikker hånden frem og siger:
»Jeg tror ikke vi har hilst, hej jeg er ny praktikant.«
Hendes svar giver mig røde kinder, for hun siger:
»Jojo, vi hilste jo i går, der havde jeg bare briller på.«
På den måde fik vi da også startet mit andet redaktionsmøde på den nye redaktion med et grin.
– Mathilde Clauson-Kaas, nuværende praktikant på DR
Stranger Things er populær som aldrig før: Netflix-serien lukrerer på seernes nostalgi
Den længe ventede sæson fem af Netflix-hittet Stranger Things tager inspiration fra sine tidligere sæsoner. I jagten på både at imødekomme fans og tjene penge forveksler serien dog autenticitet med nostalgi
Af Freja Koch Rasmussen
Åh ja. Året 2016. Året, der af nogle omtales som det sidste ‘gode’ år. Medmindre du lever under en sten eller nægter at være på sociale medier, er du med sikkerhed blevet bombarderet med opslag, hvor folk kigger tilbage på livet i 2016. Mens jeg opdagede glæden ved Normal-besøg og ejede intet mindre end tre trøjer med kaktusmønster, charmerede hovedkarakteren Eleven fra serien Stranger Things sig ind i vores hjerter.
For snart 10 år siden udkom serien Stranger Things uden nogen stor fanskare eller medieopmærksomhed. Ingen havde forudset, at en lille nicheserie om humanoide skabninger (og en kvinde med bekymren de el-installationer) ville udvikle sig til en kæmpe forretning. I dag er seriens popula ritet ikke til at overse. I skrivende stund er sæson fem løbet over skærmene 115 milli oner gange, og serien har fået den bedste premiere for en engelsksproget Netflix-serie med 59.6 millioner visninger fem dage efter udgivelsen. På siden IMDb ligger de to laveste målinger af et afsnit på 6.0 og 5.6 ud af 10 point, og de resterende 40 afsnit har fået mindst 7.6 point.
På trods af seernes trang til at se mere fra Stranger Things-universet har serien de seneste sæsoner fået kritik. Fortællin gen er blevet for stor, karaktergalleriet for omfattende, og handlingen mere præget af action end mystik. Disse ændringer gør, at mange fans mister følelsen af at se gode, gamle Stranger Things. Her i sæson fem er det tydeligt, at skaberne Matt og Ross Duffer har prøvet at lægge sig tematisk og stemningsmæssigt opad de tidligere sæsoner. Ingen af karaktererne tager til Californien, Elevens søster fra sæson to får sit comeback, og Jonathan Byers dropper drømmen om at få lange lokker som sin ven Argyle fra sæson fire. Når Holly Wheeler for svinder, minder det umiskendeligt om den gang, Will Byers blev væk i skoven i sæson et.
Om serien
Stranger Things er en amerikansk serie, som er skabt af brødrene Matt og Ross Duffer.
Serien er produceret af produktionsselskaberne Monkey Massacre Productions (sæson et til fire), Upside Down Pictures (sæson fem) og 21 Laps Entertainment i samarbejde med Netflix.
Første sæson blev udgivet på streamingplatfomen Netflix den 15. juli 2016. Femte og sidste sæson blev udgivet i tre etaper fra den 26. november til den 31. december 2025.
Stranger Things handler om den lille amerikanske by Hawkins, hvor drengen Will Byers forsvinder efter en dramatisk Dungeons & Dragons-kampagne med sin vennegruppe. I jagten på at finde Will støder vennegruppen på Eleven, en kronraget pige med næseblod. Hvem er hun, og har hun noget at gøre med Wills forsvinden?
Flere penge, flere problemer
Siden 2020 har Netflix tjent over en milliard dollars på at være streamingplatform for Stranger Things. Duffer-brødrene har haft et budget på 400-480 million dollars til rådighed denne sæson. Stranger Things-universet er endda blevet udvidet som et teaterstykke i London og New York om Vecna/001/Henry Creels fortid. Det er ikke som sådan et problem, at Stranger Things er en fremragende forretning. Problemerne opstår, idet seerne ikke nødvendigvis kan forvente en lige så autentisk og kreativ serie, udelukkende fordi skaberne trækker tråde til tidligere sæsoner. For selvom de pangfarvede 1980’er toner er kasseret til fordel for en dæmpet palette, klinger det hult, når et kæmpemæssigt, frådende monster alligevel jagter heltene gennem en anden dimension i en storslået actionsekvens. Det er gode, gamle Stranger Things, men alligevel ikke helt. Hverken i virkeligheden eller i serieverdenen kan nostalgi erstatte autenticitet, især ikke, når serien samtidig skal sikre indtjening og forblive relevant. Eskapaderne er da heller ikke blevet modtaget så godt, som man ellers kunne forvente af den store opmærksomhed fra medierne. Tager man endnu et kig på IMDb, er sæson fem med et gennemsnit på 7.8 point den laveste bedømte sæson.
Popularitet har en pris
Seriens stigende popularitet gør, at Duffer-brødrene og produktionsselskaberne bliver nødt til at finde på og producere flere og større historier for at kunne følge med ef terspørgslen. Dette krav rimer alt andet lige ikke på niche miniserie. Vi skal bare huske på, at vi trofaste seere er med til at facilitere mere af seriens udvikling, fordi vi ikke kan få nok af det lettere uheldige Hawkins-slæng. På den måde er det uundgåeligt, at serien udvikler sig til at være noget andet end den serie, vi var så heldige at finde i 2016.
I Cobán er der kort fra plantagerne og skoven til råvarerne på tallerkenen
forvejen, da den tager flere timer at tilberede.
Madanmeldelse: Jeg har på min rejse til Guatemala fået en bid af Cobán. Kokken har givet mig et unikt indblik i den ellers hemmelige opskrift.
Af Victoria Lorenz Gradert
Jeg ankommer til Cobán lidt rundtosset efter en længere køretur på syv timer fra Guatemala City, hvor den sidste time har bestået mest af snoede veje. Kort efter jeg stiger ud af bilen, er mit tøj let fugtigt af manglende aircondition, men der begynder så småt at falde noget af den lette støvregn, som er særligt for området og kaldes »chipi-chipi«. Støvregnen virker kølende, og er et tiltrængt velkomstskyl. Efter at have tjekket ind på mit hotel, klarer det dog op, og jeg tager direkte ud til områdets kendte seværdighed, Semuc Champey, hvor man kan bade i naturlige pools og gå det kendte Mirador. Et hike, der byder på en panoramaudsigt over området.
Om aftenen får vi anbefalet af guiden at bestille den traditionelle ret fra Cóban til frokost dagen efter. Retten skal bestilles en dag i
Kalkun og bananblade
Kokken, Lillian Verónica Asg Pop, introducerer retten for os. På tallerkenen er der ris vendt med fintskåret løg og gulerødder og små hvide majsdej-boller pakket ind i bananblade. På tallerkenen er der også en skål med et generøst stykke chompípe (kalkun), som ligger i en intens rødorange suppe, som kalkunen tidligere er blevet tilberedt i. Tilsammen udgør de den typiske ret, Kaq’ik, fra området Cobán, Alta Verapaz. Inden vi spiste, fortalte Lillian os om processen bag tilberedningen af retten.
Efter kalkunen er slagtet, plukkes, parteres og koges den, præcis som man vil tilberede kylling derhjemme. Herefter krydrer hun vandet i gryden, som kalkunen ligger i, med salt og et særligt krydderi, achiote, som stammer fra achiotetræet, der giver retten sin flotte rød-orange farve. Derefter tilsætter hun forskelligt grønt, og afslutningsvis krydres retten efter den enkeltes smag med chili. Retten ledsages af ris og de små hvide majsmelsboller, som minder meget om den traditionelle ret »tamales«, som findes i
mange varianter rundt omkring i Latinamerika. Retten er helt særlig for byen Cobán, der er hovedstaden i departementet Alta Verapaz, og er en ret de lokale ynder at spise. Der er kort fra plantagerne og skoven til råvarerne på tallerkenen, hvor retten bliver et billede på sit eget bæredygtige og velsmagende økosystem.
»Det er den mest berømte mad i Alta Verapaz, og man kan servere det hver dag,« fortæller Lillian Verónica Asg Pop.
Suppen smager af en dyb og kraftig bouillon, der var varm og let krydret af chilien. Kalkunkødet er mørt, efter at have simret længe i gryden, og grøntsagerne i suppen giver retten en friskhed, der gør den mindre tung. De små hvide majs-boller brugte jeg til at dyppe i suppen, og de fungerede rigtig godt sammen.
Cobán er det perfekte tilflugtssted for den, der søger en rolig og smuk naturoplevelse, som kan findes lige uden for byen, i Semuc Champeys laguner eller i byens grotter. Samtidig kan man nyde den velsmagende lokale mad og kaffe, byen tilbyder, og nyde udsigten over den flotte frodige regnskov.
LIXEN FEBRUAR 2026 | 9
Afhængighedsjubilæum
På sociale medier drømmer folk sig tilbage til internetkulturen i 2016, men glemmer måske, at året også var startskuddet til en altødelæggende afhængighed af skærmenes stimulanser.
Af Sofia Laura Pilehave Lundgren
I2016 var jeg 13 år gammel og havde haft en profil på Instagram i lidt over et års tid. Det var en social legeplads, hvor vi lagde billeder op af alt mellem himmel og jord. En slatten regnorm, en skål regnbuefarvet is, et tegnet hjerte i sandet. Der fandtes ingen regler, der var fri leg, føltes det som. Når folk på sociale medier i dag hylder året 2016 ved f.eks. at poste varmfiltrede lavkvalitetsbilleder, der stråler af umiddelbarhed, tror jeg, at det netop er denne frie leg, som de drømmer sig tilbage til. Den har nemlig ikke eksisteret siden.
For selv de frieste lege har brug for en orden. Nogle må føre an, mens andre må indordne sig. I 2016 blev fundamentet for den orden, der siden har hersket på Instagram, skabt. Førhen blev Insta-
gram-opslag nemlig uploadet i kronologisk rækkefølge. Det, som poppede først op på ens startside, var det nyeste billede, som en person, man fulgte havde lagt op. Det var ligegyldigt, hvor dårlig kvalitet billedet var i og ligegyldigt, hvor mange likes det havde. Det hele var ligesom lidt tilfældigt. Men det skulle ændre sig med tiden.
I foråret 2016 præsenterede Instagram algoritmen. Den skulle sørge for, at opslagene ikke længere var tidsbestemte, men rettede sig efter brugerens personlige interesser. På denne måde kunne vi som brugere komme i kontakt med endnu mere indhold, der var skræddersyet til lige præcis os. En udveksling mellem vores opmærksomhed og mere personaliseret indhold; alt fra sjove kattevideoer til politiske memes til billeder af mennesker, der lever glamourøse liv, man kun kan ønske sig til. Med algoritmens fremkomst blev en orden skabt. Den styrede reglerne, og vi underkastede os i det, der stadig blot så ud til at være en uskyldig leg.
Når folk på sociale medier lige nu hylder året 2016, glemmer de måske, at det også var året, hvor mange af os for alvor blev
dybt afhængige af at sidde og glo ind i vores skærme. Tal fra verdenssundhedsorganisationen WHO viste, at danske unge var de mest skærmafhængige i Europa i 2016. Danske teenagere var i gennemsnit online i lidt over 6 timer om dagen. Det skyldes højst sandsynligt, at det indhold, vi blev præsenteret pludselig var mere målrettet os. Jeg husker, hvordan det føltes grænseløst og altopslugende at dykke ned i disse skræddersyede verdener. Men i løbet af de seneste år er det gået op for mig, at jeg faktisk ikke har kunnet vriste mig fri fra dem. Hver gang jeg sletter min Instagram eller TikTok ender jeg med at downloade den igen. Deres algoritmer har mig i et jerngreb, og derfor føles det også som om, at legepladsen for længst er blevet forvandlet til et fængsel. Personligt er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at min afhængighed af sociale medier startede med Instagrams algoritme i 2016. Jeg har nok brugt ca. 1 time (hvis ikke mere?) på appen hver dag de sidste 10 år. Og det er ikke et jubilæum, jeg ligefrem har lyst til at fejre.
Foto: Genereret med ChatGPT
Christian Bennike vil ikke bare skrive om verden. Han vil forstå den
Christian Bennike har kke rigtig noget »plejer«. Men der er alligevel noget, der går igen, uanset om han er på arbejde eller holder fri.
Af Karoline Laksáfoss Lauritsen Fotos: Mathias Damborg
Christian Bennike står foran døren til Dagbladet Information i København. Det er sommer, og han skal mødes med avisens indlandsredaktør. Han tager i dørhåndtaget, men der er lukket og ingen mennesker at se. Christian Bennike ringer til redaktøren et par gange, men han tager ikke telefonen, så han vender om og går skuffet ned ad Store Kongensgade. På vej ned ad gaden ringer hans telefon, det er redaktøren, som vender tilbage. Han havde glemt alt om Christian Bennike og om aftalen, men siger at han skal komme ind på redaktionen.
Og lige dér begyndte Christian Bennikes
journalistiske karriere for alvor. En sommerdag i 2013, hvor alle andre holdt fri, startede han som sommerpraktikant på Informations indlandsredaktion, hvilket ifølge Bennike var »ekstremt heldigt«. For med en kandidat i medievidenskab kunne han ligeså godt have være blevet sat på en kulturredaktion for at lave interviews med digtere, som han selv siger. Men sådan gik det ikke, og på indlandsredaktionen fik han lov til at mærke »det uendelige flow af tid og kaos, som omgiver os alle sammen«. Han fik lov til at føle, at han spillede bare en lillebitte rolle i historien.
»Jeg kan bare huske, at jeg var sådan fuck mand, man kan bare ringe til mennesker og stille dem spørgsmål. Man kan ringe til en forsker, som har brugt 15 år på at studere et lille hjørne af international politik og stille ham de syv dummeste spørgsmål. Det er exceptionelt privilegeret. Fuck, hvor er det fedt.«
Christian Bennike blev hængende på Information. Både som freelancer, i et vikariat og senere som Bruxelles-korrespondent, for siden at vende tilbage til Danmark, hvor han i dag er ansat på Weekendavisen. Her skriver han om alt fra gastronomi og musik til Ursula von der Leyens industripolitik og kritiske mineraler – og så laver han i øvrigt podcast. Som han selv formulerer det, har han ikke rigtig noget »plejer«. Men der er alligevel noget, der går igen, noget som bor inde i Christian Bennike, uanset om han er på arbejde, eller om han holder fri.
»Der er en eller anden ekstremt nysgerrig dreng, som bare har lyst til at skære den der frø op og se, hvad der er indeni. Det er også derfor, det flyder sammen, det professionelle og det private.«
For Christian Bennike kan ikke lade være. Han vil ikke bare skrive om verden, han vil forstå den.
Noteapp fyldt til randen
Hjemme i Christian Bennikes lejlighed på Vesterbro har verden det også med at banke på døren. Herfra kan man høre fulde mennesker brøle fra gaden i den tidlige morgen, fortæller han. På bordet, som han sidder ved, ligger en stak aviser mellem børnebøger og klistermærker, og et papmachésværd troner på toppen.
»Tit er det sådan, at det, jeg ville lave, hvis jeg var på arbejde, og det, jeg ville lave, hvis jeg ikke var på arbejde, er det samme,« fortæller han.
Christian Bennike springer op fra stolen og åbner noteapp'en på sin telefon. Han scroller langsomt gennem den gule app, og tanker, indskydelser og ideer, som han har fået, når han har læst bøger, hørt podcast eller lavet interviews strømmer gennem skærmen. I øverste venstre hjørne kan man se, at han har over 6000 noter.
»Det er jo på mange måder en uafslappet måde at leve sit liv på. Men det er også en fantastisk måde at have et arbejdsliv på, hvis du går ægte op i noget og gerne vil forstå noget hele tiden. Jeg synes mest, det er en kæmpe gave.«
Og så kan det være en stor hjælp, når man er far til to børn, som Christian Bennike er. Det at være far er enormt dejligt, fortæller han, men også hårdt, når man har børnene alene. Der skal både smøres madpakker, børnene skal op og i tøjet, hentes og bringes – og samtidig skal arbejdet passes. Her er det en hjælp, når ideerne kan opstå hele tiden, også når børnene ser film om aftenen.
»Jeg synes, det er enormt privilegeret,« siger han.
Træt af solnedgange
Men Christian Bennike har ikke altid vidst, at det var journalistikken, han ville beskæftige sig med. Han har spillet musik i et band, prøvet både guitar, klaver og sang, gået på fotoskole, tegnet og malet. Og så har han rejst.
Det var også på en strand i Thailand, at det gik op for Christian Bennike, at han ville skifte retning. Han var blevet træt af at drive rundt, træt af solnedgange og hedonistiske oplevelser. Det hele forekom ham pludselig ligegyldigt.
»Og så tænkte jeg, når jeg kommer hjem, så skal jeg igang.«
Så det gjorde han, gik i gang. Han fik et job på medieforskningen i DR, forsøgte sig med arbejde for en socialdemokratisk politiker og siden et praktikjob på et mediebureau. Men det var først, da han fik »den mest uengagerede« mentor på universitetet, at noget for alvor begyndte at tage form i horisonten.
Forbindelseslinjer
Christian Bennike trækker en bog ud af en stak på køkkenøen, så tårnet er lige ved at vælte. Klichéen om en bog som en mursten bliver gjort til skamme. Det er ikke en mursten, han holder i hånden, det er en betonblok. Han smækker bogen ned i
bordet med et højt smæld, »Under brostenene, stranden!« står der på en cremehvid baggrund.
»Når Johan Harstad skriver bøger, går han ud af alle mulige stier. Og pointen er, at den skal være 1100 sider.«
Der er en usynlig forbindelse mellem bogen, som ligger på bordet foran ham, og de små, personlige fortællinger, som vi hver dag bliver konfronteret med på sociale medier. Bogen er med sine mange sider en form for modtryk mod den fragmenterede virkelighed, mener Christian Bennike, og på den måde siger den også noget, om den tid vi lever i. Ligesom bogen, er han selv et produkt af tiden.
»Man tror ens begær er ens eget, men i virkeligheden kommer det et andet sted fra. Igen, der er en forbindelse,« siger han.
For eksempel blev han for et års tid siden træt af visse gastronomiske tendenser: »slovensk orangevin, skyr, kombucha, fermenteret pis og eddike,« siger han og spørger:
»Hvorfor skal man have lussinger hver gang man spiser? Jeg er blevet skilt og har haft det dårligt. Jeg vil gerne have et knus og sydfransk konventionel hvidvin.«
Organer
Tilbage på universitetet vidste Christian Bennike ikke, hvad han skulle bruge sin fremtid på. De sidste par år havde han drevet rundt – spillet musik, rejst, gået i byen.
»Hvorfor skal man have lussinger hver gang man spiser? Jeg er blevet skilt og har haft det dårligt. Jeg vil gerne have et knus og sydfransk konventionel hvidvin
Det er noget i mig, der begærer det, tænkte han om sine længsler. Indtil hans ven, som havde været til Elle Awards fortalte, at de til middagen havde fået bourgogne, røde bøffer, østers og pommes frites.
»Det er ikke fordi, at man ikke har begæret selv,« nuancerer han.
Der er bare mere på spil.
Og han havde oplevet stor sorg, da han mistede sin far. Først da han passede på ham i årene op til hans død, og senere da han gik bort.
»Jeg fik det bedre af at lære at meditere, da min far var syg. Men det man konstaterer, når man mediterer, er også, at der ikke er noget derinde,« siger han.
»Jeg tror, jeg har brugt så meget af mit liv på at sidde og drikke kaffe og snakke om, hvordan vi havde det, at jeg på et tidspunkt tænkte, nu gider jeg ikke det mere. Jeg vil beskæftige mig med verden. Det er vigtigere. Det er mere spændende. Det er noget udenfor mig selv.«
Og derfor var det også heldigt, da Christian Bennikes »uengagerede« mentor på universitet pegede ham i retning af Dagbladet Information. I sommerperioden mangler aviserne altid skribenter, sagde mentoren, hvis du godt kan lide at skrive, så prøv at skriv til dem. Christian Bennike fandt ikke bare en sommerpraktikplads, han fandt også et formål.
»Find meningen et andet sted, for den er ikke inde i dig selv, i hvert fald. Der er ingenting derinde,« siger han og holder en kort pause.
»Organer.«
»Find meningen et andet sted, for den er ikke inde i dig selv, i hvert fald. Der er ingenting derinde
Gadens Stemmer reddede Johnnys liv: »Jeg
tror, jeg havde været død«
Johnny Henriksen har levet et liv præget af stofbrug. I dag er han clean og arbejder som guide for den socialøkonomiske virksomhed Gadens Stemmer, hvor han tager gæster med på anderledes byvandringer helt tæt på samfundets skyggesider.
Af Sofie Tasior
Foran Sankt Hans Kirke i Odense står Johnny Henriksen klar med udstrakte arme for at byde velkommen til dagens byvandring.
Johnny Henriksen kigger rundt på de mange gæster og må indrømme, at han er lidt nervøs. Nerverne får han dog hurtigt rystet af sig, da han begynder at præsentere sig selv og sin historie.
»Jeg kom til verden for at redde et ægteskab, men i stedet blev jeg glemt i skilsmissen,« begynder Johnny Henriksen.
Kort efter Johnny Henriksens fødsel bliver hans forældre skilt.
»Min mor fokuserede meget på min storebror, som virkelig var påvirket af skilsmissen. Hun glemte bare at give mig opmærksomhed,« fortæller Johnny Henriksen.
Til gengæld fik han opmærksomhed af familiens nabo, som i stedet for at give ham omsorg udnyttede og misbrugte ham seksuelt som niårig. Dette bliver starten på et hashforbrug i en ung alder, som udvikler sig til et stofbrug.
Formidling har reddet Johnnys liv I dag er Johnny Henriksen 62 år og har været clean i seks år. Han har været guide hos Gadens Stemmer i Odense siden begyndelsen for omkring fire år siden, og han er ikke i tvivl om, at arbejdet har reddet hans liv.
»Det har givet mig en enorm styrke til at komme videre i livet. Hvis jeg ikke havde været i Gadens Stemmer, så havde jeg ikke været her i dag. Så tror jeg faktisk, jeg havde været død - Johnny Henriksen, guide Gadens Stemmer
Johnny Henriksen byder velkommen til dagens byvandring, Foto: Sofie Tasior
Gadens Stemmer er en socialøkonomisk virksomhed, der beskæftiger socialt udsatte med erfaringer med blandt andet hjemløshed, stofbrug, kriminalitet, sexsalg og psykisk sårbarhed. For Johnny har det, at være en del af Gadens Stemmer, givet ham en ny tro på sig selv.
»Jeg har fået selvtillid. Jeg har fået et bedre selvværd. Før jeg startede i Gadens Stemmer, kunne jeg jo ikke stå, som jeg gør i dag og fortælle,« forklarer Johnny Henriksen.
Johnnys oplevelse er netop det, Gadens Stemmer ønsker at opnå, fortæller virksomhedsleder Vickie Laursen.
»Det gør altid stort indtryk, når guiderne tilkendegiver den dybe betydning, Gadens Stemmer har for dem og deres trivsel, og hvordan det at få mulighed for at fortælle sin historie og blive lyttet til har en bearbejdende effekt på de oplevelser, de har haft,« siger hun.
I 2025 havde Gadens Stemmer 48 guider ansat og udbetalte omkring en million kroner i løn.
Helt tæt på samfundets skyggesider Med personlige historier vækker Johnny Henriksen byen til live og giver gæsterne et unikt indblik i samfundets skyggesider.
Gæsternes fødder knaser mod grusstierne i Kongens Have. Johnny Henriksen fører an. Han taler, mens han går, peger undervejs, sætter tempoet.
Et kort stykke vej fra Kongens Have stopper han pludselig op foran et offentligt toilet. Det ligner alle andre. Gråt. Anonymt. Johnny vender sig mod gruppen.
»Det dér,« siger han og nikker mod døren, »det er Dødens toilet.«
Han forklarer, at det er sådan, han omtaler offentlige toiletter i Odense. Et sted, hvor folk kan gå ind og få et fix i fred. Hvor døren kan være lukket længe, uden at nogen undrer sig. Hvor en overdosis kan ske i stilhed, uden vidner.
Turen går også forbi en af de mange baggårde i Odense, hvor Johnny Henriksen tidligere selv har overnattet.
»Når du sover på gaden, sover du aldrig 100 procent. Det kan du ikke,« slår han fast.
Historier som Johnnys er ikke usædvanlige.
Ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) viser den seneste hjemløsetælling fra 2024, at omkring 6.000 borgere er hjemløse i Danmark.
Starter samtaler og nedbryder fordomme
På byvandringen får man en unik mulighed for at stille spørgsmål og lytte til et medmenneske, der har oplevet samfundets skyggesider.
Hen mod slutningen af den halvanden times lange byvandring tager flere af gæsterne mod til sig og stiller spørgsmål. For Johnny er det det bedste, gæsterne kan gøre, fordi det åbner for samtaler, de måske aldrig har haft før, og er med til at nedbryde de fordomme, han ellers ofte har mødt.
Han har tit oplevet, at folk dømmer ham, selvom de ikke engang kender hans historie.
»Tag dig sammen, makker. Den har jeg oplevet rigtig meget. Eller: Det er dit valg – det har sådan set aldrig været mit ønske eller mit valg
- Johnny Henriksen, guide Gadens Stemmer
»Der er ligesom sat et billede. Og sådan er vi ikke. Overhovedet ikke,« forklarer Johnny Henriksen.
I dag drømmer Johnny Henriksen om et helt andet liv.
»Jeg drømmer om at få et rigtig godt forhold til mine børn, og så kunne jeg tænke mig et kolonihavehus, hvor jeg dyrker mine egne grøntsager og laver min egen mad,” siger Johnny Henriksen.
Johnny Henriksen fører an gennem Kongens Have, Foto: Sofie Tasior
Opkastfornemmelser, hovedpine og ondt i sjælen: Alkohol rammer ikke kun kroppen
Alkohol fører ofte mere end fysisk ubehag med sig dagen derpå. For mange tømmermændsramte breder der sig en følelse af kontroltab og tomhed i sindet. Lixen undersøger, hvorfor disse følelser opstår.
Af Emma Ügüden Hadberg
Du har måske selv oplevet det: at vågne op dagen efter at have drukket, uden at være decideret dårlig, men alligevel med følelsen af, at der er noget, der ikke er helt, som det skal være. Tankerne florerer hurtigere, humøret er elendigt, og ingenting føles helt rigtigt. Den slags tømmermænd, der ikke kan kureres med hovedpinepiller og snasket mad.
Tømmermænd forbindes ofte med hovedpine, kvalme og en ekstrem trang til salt. Alligevel oplever mange, at det ikke er kroppen, der har det værst dagen derpå - det er sindet. Tanker om at have dummet sig, og at den eneste rigtige udvej er at lægge alkoholen på hylden, fylder. Jeg vågnede op med selvsamme følelse af uro d. 1 januar. Dette på trods af, at jeg egentlig havde haft en hyggelig aften forinden. Følelsen, der også kaldes ‘hangxiety’, satte tankerne i gang og gjorde mig nysgerrig på, hvorfor alkohol kan påvirke humøret så markant dagen efter.
Netop dette er udgangspunktet for, at Lixen nu sætter sig for at undersøge, hvorfor man kan føle sig skamfuld og trist, når man har drukket alkohol, og hvad den følelse egentlig siger om vores måde at drikke på.
De fleste kender det som ‘moralske tømmermænd’ eller som førnævnt ‘hangxiety’ - en blanding af tristhed, uro i sindet og for nogle endda dårlig samvittighed. Overtænkningen kører i døgndrift, og man er pludselig mere selvbevidst end nogensinde før. Men hvor kommer de moralske tømmermænd fra? Og hvorfor rammer de,
selv når man ikke føler, at man har drukket ekstremt meget?
For at gøre mig klogere på, hvorfor hangxiety opstår, har jeg allieret mig med forsker i alkoholbehandling, Bjarne Stenger Elholm. Ifølge forskeren hænger den psykiske reaktion sammen med, hvordan alkohol påvirker dopamin-og serotoninniveauet i hjernen.
»Nogle mennesker beskriver, at de får et humørdyk efter et alkoholindtag dagen inden. De bliver nedtrykte og får en slags tømmermænds-blues i form af tristhed og måske dårlig samvittighed«, forklarer forskeren.
Alkoholens konsekvenser
Når man indtager alkohol, bliver signalstofferne i kroppen midlertidigt påvirket, og når kroppen efterfølgende skal tilbage i balance, kan det for mange føles som et slags mentalt tomrum. Det kan være med til at forklare, hvorfor man føler sig mere sårbar dagen derpå.
»Nogle mennesker beskriver, at de får et humørdyk efter et alkoholindtag dagen inden. De bliver nedtrykte og får en slags tømmermænds-blues i form af tristhed og måske dårlig samvittighed
- Bjarne Stenger Elholm, forsker i alkoholbehandling
Men de moralske tømmermænd handler i høj grad også om adfærd og grænser, der rykker sig.
»Forklaringen kan findes i de handlinger, vi kaster os ud i under alkoholpåvirkning, hvor vores normale kompas for rationelle beslutninger er sat lidt ud af spil«, fortæller Bjarne Stenger Elholm.
Han fortæller også, at mængden af alkohol, man indtager, har en betydning for det psykiske ubehag dagen derpå.
»Det er selvfølgelig altid relativt, hvor meget alkohol der skal til for, at den psykiske tilstand påvirkes den efterfølgende dag. Det er dog især ved større mængder alkohol og hurtige høje promiller, at blackout for eksempel optræder«, fortæller han.
Alkoholen gør det nemlig sværere for os at styre vores impulser og vurdere konsekvenser. Pludselig kan man komme til at sige og gøre mere, end man egentlig havde tænkt eller normalt ville gøre. Derfor kan følelser af skam eller uro opstå, når man vågner op den efterfølgende dag og gennemgår aftenens forløb. Dette på trods af, at man ikke nødvendigvis har været grænseoverskridende over for andre.
Alkoholvaner i fremtiden
Følelsen af psykisk ubehag dagen derpå kan få tanken om at droppe alkohol helt til at melde sig. Et valg, der hurtigt kan komme til at føles urealistisk, hvis man stadig kan lide tanken om et godt glas vin, en kold øl eller måske sin yndlingsdrink.
Måske er det psykiske velvære ikke et tegn på, at alkohol i sig selv er problemet, selvom det ikke er nogen hemmelighed, at det ikke er sundt for os. Måske sender vores krop og hjerne os nærmere et signal om, at vores grænser sommetider bliver skubbet for langt, og dermed får hjernen og kroppen til at reagere.
Ifølge Bjarne Stenger Elholm handler det nødvendigvis ikke om at drikke eller lade være.
Det at nedtrappe sit alkoholforbrug behøver nemlig ikke være surt.
»En pause fra alkohol, ligegyldig om den er kort eller lang, gør dig bevidst om, hvor meget du plejer at drikke
- Bjarne Stenger Elholm, forsker i alkoholbehandling
»En pause fra alkohol, ligegyldig om den er kort eller lang, gør dig bevidst om, hvor meget du plejer at drikke. Man kan få et mere reflekteret forhold til alkohol«, forklarer forskeren.
Forskerens pointe er ikke et forbud, men en opfordring til større bevidsthed. Den tomme følelse dagen derpå er nemlig mere end bare en dårlig dag. Det er snarere et signal om, at ikke kun kroppen bliver påvirket, men også vores psykiske velvære. I stedet for at forbinde moralske tømmermænd med deciderede handlinger, kan den også forstås som kroppens bearbejdning af situationer, hvor kontrollen har været mindre, og hjernen har været i ubalance.
Hvordan påvirker alkohol din hjerne?
• Dopamin og serotonin er signalstoffer, der blandt andet er med til at regulere vores humør og følelser.
• Dopamin er ofte forbundet med hjernens belønningscenter og frigives, når hjernen modtager belønning. Stoffet frigiver altså følelser af glæde og eufori herefter.
• Serotonin regulerer vores humør og fremmer en følelse af selvværd og ro, hvilket er effektivt til at modvirke bekymringer.
• Kilde: Illustreret Videnskab: Dopamin
Udvalg af alkohol i supervarebutik. Foto: Freja Koch Rasmussen
Israels deltagelse i Eurovision splitter vandene: Kan showet komme tilbage fra “historisk krise”?
Verdens største musikkonkurrence, Eurovision Song Contest, fejrer i år 70-års jubilæum. Men når showet ruller over skærmene til maj, bliver det både med færre deltagerlande og uden superfanen Simon Grønlund Jensen foran skærmen. Han nægter nemlig at se konkurrencen, så længe Israel deltager.
Af Anna Sofie Petersen
Idecember besluttede Eurovisions arrangør, European Broadcasting Union (EBU), at Israel stadig må deltage i konkurrencen. Beslutningen har fået flere lande og fans til helt at boykotte showet, så når konkurrencen til maj skal afholdes i Wien, bliver det med kun 35 lande på scenen. Det laveste deltagerantal siden 2003.
Hjemme i Danmark er noget også anderledes, end det plejer. Den livslange Eurovision-fan Simon Grønlund Jensen boykotter nemlig konkurrencen for første gang nogensinde. Det har ikke været en let beslutning, for hjemme hos Simon Grønlund Jensen har Eurovision altid haft en helt særlig plads. Konkurrencen er ikke bare en tradition, men en på niveau med jul og nytår.
Forberedelserne starter allerede flere måneder før. Simon Grønlund Jensen hører nemlig alle landenes sange på repeat. Når finale-lørdagen endelig kommer, flyder gamle Eurovision-sange fra højtaleren dagen igennem, mens hele familien samles om et godt måltid. Kl. 21 er det alvor. De klassiske toner fra Eurovisions temasang markerer showstart. Selv snacksne på stuebordet er nøje udvalgt.
»Helst de bløde, for hvis man sidder der og knaser, kan det godt være forstyrrende,« fortæller Simon Grønlund Jensen.
Men trods kærligheden til showet vælger han i år at boykotte Eurovision. Simon mener nemlig, at beslutningen om at lade Israel deltage er i strid med konkurrencens og sine egne værdier.
Drømmen om et samlet Europa
For at forstå Simon Grønlund Jensen og de mange andre fans’ fascination af konkurrencen, skal man forstå Eurovisions rødder. Det forklarer Inge Høeg Lauridsen, cand.mag med speciale i Eurovision.
Hun fortæller, at showet startede som et tv-teknisk eksperiment i efterkrigstiden i 1956. Showet blev så populært, at EBU skabte en fortælling og en fælles identitet omkring showet. Eurovision skulle samle Europa gennem musik.
»Det giver en samlet kulturudveksling, så det er en måde at minde hinanden om, at vi ikke bare er naboer, men faktisk et fællesskab. Og det betyder jo ikke, at det er løgn, bare fordi det er god marketing,« fortæller hun.
I dag, 70 år efter konkurrencens spæde start, holder den fortælling stadig ved. På Eurovisions egen hjemmeside kalder de sig et upolitisk underholdningsprogram, designet til at bringe publikum og lande sammen med fokus på diversitet og inklusion. Netop de værdier er også, det Simon Grønlund Jensen elsker mest ved Eurovision.
»Det er sammenhold, mangfoldighed og kulturel inspiration. Vi er ligeglade med, hvilken stat du er fra, for nu handler det om musik for alle mennesker,« fortæller han.
Når han så alligevel vælger Eurovision fra i år, handler det netop om, at dette værdisæt ikke bliver respekteret.
»EBU har et regelsæt, som i mine øjne bliver benyttet selektivt. Nogle bliver ekskluderet, andre bliver inkluderet. Det er dér, filmen knækker for mig«, forklarer han.
Ikke den første, men den største krise Det er første gang, Simon Grønlund Jensen boykotter Eurovision, men det er ikke første gang, at showet skal håndtere politisk uro.
Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, kom der hurtigt en folkestemning i Europa om, at man var på Ukraines side. Den holdning afspejlede sig i sangkonkurrencen. EBU smed Rusland ud med forklaringen: Ruslands deltagelse vil bringe konkurrencen i vanære.
Og den forklaring hæfter Simon Grønlund Jensen sig ved, når EBU i år alligevel lader Israel deltage. For hvordan kan man som kon-
kurrence kalde sig upolitisk, når man forskelsbehandler?
»Jeg kan godt forstå, at EBU siger, at hvis vi inviterer Rusland, så inviterer vi også politik. Problemet er, at man lader Israel deltage, selvom hele arenaen kommer til at bue, og der kommer til at være demonstrationer. Det er det, der ikke giver mening for mig« , fortæller Simon Grønlund Jensen.
Når Israels deltagelse skaber så meget splid for Simon Grønlund Jensen, deltagerlandene og fans verden over, handler det om, at der i forvejen er splittede holdninger til Israel i Europa. Israels deltagelse har altså sat konkurrencen i en historisk stor krise, forklarer Inge Høeg Lauridsen.
»Hele disciplinen i Eurovision har altid været at finde ud af, hvad vi kan mødes om, og derhar Israel været den klippe, man ikke kan knække. Det har simpelthen været for splittende at finde frem til en normativ kerne« , forklarer Eurovision-eksperten.
Selvom Eurovision ifølge Inge Høeg Lauridsen står over for en historisk krise, tror hun stadig på, at konkurrencen vil bestå. Konkurrencen afspejler nemlig den virkelighed, som Europa står i, og helt naturligt vil Israel-konflikten flyde ud i sandet.
»Vi kommer til at få nogle magre år med få deltagere og dårlig stemning, og så kommer det lige så stille til at vende igen«, fortæller Inge Høeg Lauridsen.
Simon Grønlund Jensen er heller ikke afvisende overfor, at han igen vil se showet, når støvet har lagt sig. Men til maj, når verdens største underholdningsprogram løber over skærmen for 70. gang, bliver det uden ham som tilskuer.
Foto: Simon Grønlund Jensen foran scenen til Eurovision 2024 i Malmö
Buzkashi: Et dyrekadaver er bolden i Afghanistans vildeste sport
Buzkashi er Afghanistans nationalsport og en af verdens mest rå og fysisk krævende sportsgrene. Spillet minder ved første øjekast om polo, men i stedet for en bold kæmper rytterne om et hovedløst dyrekadaver - traditionelt en ged. Sporten er voldsom, uorganiseret og dybt forankret i Afghanistans historie og identitet.
Af Marcus More
Støvet hvirvler op fra den tørre jord, når hestene sætter i gang. Rytterne læner sig frem i sadlerne, råber til hinanden og presser sig sammen i en tæt klynge. Piske smælder i luften, hove banker mod jorden, og midt i kaosset ligger målet: et tungt dyrekadaver.
Sådan kunne en dyst i Buzkashi se ud.
Fra krig og røverier til nationalsport
Sportens oprindelse er usikker, men mange historikere placerer dens rødder i Oxus-bækkenet (Amu Darya) i det nordlige Afghanistan. Buzkashi knyttes til Genghis
Khans invasioner, hvor krigere på hesteryg plyndrede husdyr. Lokale mænd red efter angriberne for at generobre deres stjålne dyr; en jagt der gennem tiden blev til en sport og gennem århundreder er blevet et symbol på maskulinitet og lokal stolthed.
I slutningen af 1990’erne under Taliban-styret blev buzkashi forbudt, fordi myndighederne betragtede det som umoralsk og i konflikt med strenge religiøse normer. Men efter Talibans fald i 2001 oplevede sporten en genopblomstring som kulturelt samlingspunkt. Da Taliban igen i 2021 kom til magten frygtede mange, at buzkashi endnu engang skulle forbydes - men det skete ikke, og sporten lever videre den dag i dag. Dog med begrænset tilskueradgang primært forbeholdt mænd.
Sådan spilles buzkashi Traditionelt har buzkashi haft meget få regler. Ryttere må ikke bevidst slå hinanden med deres pisk eller vælte en modstander af hesten, men ellers er næsten alt tilladt. Spillerne, kaldet chapandaz, er delt op i to hold og rider ud i en stor ofte uafmærket bane. Her forsøger de at samle dyrekadave -
ret op fra jorden i fuld galop. Målet er at få fat i kadaveret og bringe det ind i en cirkel lavet af sten. Hvis man formår at kaste det hovedløse dyrekadaver ind i cirklen, scorer man point. Modstandere kæmper fysisk for at forhindre hinanden i at opnå kontrol, og så længe de holder sig i sadlen, er der næsten ingen grænser for, hvad de kan tillade sig.
En sport med høj status og stor betydning
For mange afghanere er buzkashi mere end bare underholdning. Sporten fungerer som et socialt samlingspunkt og et symbol på styrke, tradition og identitet. De bedste ryttere opnår høj status og kan tjene langt mere end den gennemsnitlige afghaner, der lever for, hvad der svarer til 6-7 dollars om dagen. Selvom spillet er brutalt, betragter mange det som et levende udtryk for Afghanistans historie og modstandskraft og som noget, der samler befolkningen på tværs af generationer.
Foto: Pixabay
Verdens hurtigste pige har fart på både speedometeret og karrieren
Af Amalie Litke
Alba Larsen har travlt. Hun sidder i bilen på vej fra Abu Dhabi til Dubai, hvor endnu en løbsweekend venter. Programmet er tæt, dagene lange, og alligevel tager hun sig tid midt i den travle kalender til at fortælle om sin rejse. På den korte tid, det har taget hende at gå fra gokart til international motorsport, er der sket mere, end de fleste oplever på ti år.
»Det er helt vildt, at der er sket så meget. Sidste år føltes som ti år, men i virkeligheden var det jo kun ét«, fortæller hun.
Fra Karting til international racing
Alba kom relativt sent ind i motorsportens verden. Det, der startede som en hobby, udviklede sig hurtigt, men uden en klar plan. I begyndelsen handlede det mest om, at det var sjovt, og selvfølgelig sjovest at vinde. Først da hun deltog i en international talentkonkurrence og rykkede op i Formel 4, gik det op for hende, at motorsport kunne blive mere end bare en hobby.
Hun havde godt selv en fornemmelse af, at hun var hurtig, men gennembruddet kom først senere.
»Jeg vidste godt i gokart, at jeg var god, fordi jeg vandt nogle løb og kørte hurtigt. Men det var først i Formel 4, at jeg kunne se, at det kunne blive professionelt«, fortæller Alba.
Hvor hun tidligere var håndboldpige, er hun i dag racerkører i et internationalt og professionelt miljø, hvor der forventes modenhed langt ud over alderen. En afgørende milepæl var sejren i FIA Girls on Track – Rising Stars, som blev startskuddet til karrieren og senere inspiration til bogen “Alba: Verdens hurtigste pige”. Sidenhen blev hun en af de kun 15 unge kvinder, der konkurrerer i F1 Academy, en junior-serie der er designet til at udvikle kvinder i motorsport
Wpp
og give dem erfaring i professionelle formelbiler under F1-weekender.
»Der er meget fokus i F1 Academy, og der er ikke meget plads til fejl. Det kræver noget mentalt, fortæller hun om serien.«
Motorsporten har ikke kun udviklet hende som kører, men også som menneske.
»Det har ændret mig meget. Før var jeg håndboldpige, og nu er jeg racerpige. Jeg er blevet mere moden, mere udadvendt og vant til at begå mig på engelsk og i nye miljøer«, siger hun.
Når erfaringer bliver til inspiration Alba fortæller også om vigtigheden af rollemodeller i sporten - noget hun selv savnede, da hun startede i karting. Netop derfor har hun stiftet organisationen G.I.R.L., som arbejder for at få flere piger og kvinder ind i motorsport.
»Der er mange piger, der tror, at motorsport
Vidste du at...?
• F1 Academy er en single-seater serie for kvinder mellem 16 og 25
• Alba Larsen har både konkurreret i britisk F4, UAE4, F4 India og F1 Academy
• I 2023 blev Alba Larsen kåret som verdens hurtigste pige
• Alba Larsens mentor er Kevin Magnussen
ikke er for dem. Vi vil vise, at det godt kan lade sig gøre, og at man kan starte sammen og få et fællesskab«, forklarer hun.
Initiativet blev i 2025 anerkendt, da hun modtog FIA Woman in Motorsport prisen. En pris, hun er stolt af, fordi den ifølge hende viser, at sporten er i udvikling. Prisen blev uddelt i Usbekistans hovedstad Tasjkent, hvor hun var i fint selskab af blandt andet den nykronede F1 verdensmester: Lando Norris.
»Det var virkelig stort at stå i det rum med så mange store profiler. Det er fedt, at der kommer mere fokus på kvinder i sporten,« siger hun.
2026 i Ferrari-rød Selvom hun bevæger sig i et professionelt og konkurrencepræget miljø, betyder fællesskabet stadig meget. Relationerne til de andre unge kørere og muligheden for at koble af mellem løbene er vigtige elemen -
ter i hverdagen. Mellem løbsweekender sørger de for at styrke fællesskabet blandt andet ved at spille paddel sammen.
»Vi er i et meget voksent miljø, men vi er stadig unge, og det betyder meget at kunne have det sjovt imellem løbene«, fortæller hun.
2026-sæsonen starter i Kina i marts, og for Alba bliver det i de ikoniske røde Ferrari-farver. Selvom hun ikke vil spå for meget om resultaterne, ser hun frem til at vende tilbage til F1 Academy, denne gang med endnu mere erfaring.
»Jeg glæder mig bare til at komme i gang igen og se, hvad sæsonen bringer«, siger hun.
Fotocar13
Sorya Justus
Journalistik i algoritmens kløer: Aburna formidler nyheder på TikTok
Aburna Mohanathas formidler regionale nyheder til unge på TikTok og insisterer på, at klassiske journalistiske idealer og sociale medier ikke udelukker hinanden.
Af Nanna Kousgaard Møller
Når Aburna Mohanathas møder ind på arbejde, er det ikke med den klassiske håndmikrofon og et tungt tv-kamera. I stedet fisker hun sin mobiltelefon op af lommen, klikker sin lille RØDE-mikrofon fast og vender kameraet mod sig selv. Herfra formidler hun hver dag nyheder på TikTok i et forsøg på at nå de unge nyhedsbrugere der, hvor de allerede er.
Og det er ikke uden grund.
Ifølge DR’s årlige rapport om udviklingen i danskernes medievaner brugte 44 procent af danskerne i 2025 sociale medier som nyhedskilde. Tendensen er særligt tydelig blandt unge, hvor en stor del endda vurderer, at TikTok giver dem mere indsigt end traditionelle medier.
Det billede genkender Aburna Mohanathas, der arbejder målrettet med at udvikle nyhedsformidling på sociale medier. Hvor flere etablerede medier kan frygte, at nyhederne bliver overfladiske og fragmentere -
de, ser hun nye muligheder.
»For mig har der aldrig været en modsætning mellem journalistik og sociale medier. Tværtimod kan det gøre journalistikken mere forståelig og nærværende«, siger hun.
Journalistik på platformens præmisser
Ifølge Aburna Mohanathas er det vigtigt for nutidens journalister at kunne arbejde på nye platformes præmisser og ikke kun efter professionens etablerede traditioner. For hende handler det i langt højere grad om aktiv tilstedeværelse end om prestige:
»Journalister kan godt være meget stolte af håndværket, hvilket man også skal.
Men hvis vi vil nå nye målgrupper, er vi nødt til at give slip på noget af den stolthed og sætte os ind i, hvordan de nye platforme faktisk fungerer«.
Netop i den forbindelse peger DR-rapporten på et dilemma. Sociale medier er i høj grad styret af algoritmer, som prioriterer det, der fanger opmærksomhed frem for samfundsmæssig relevans.
Det kan føre til, at nyhedsforbruget bliver mere individuelt, og at unge i mindre grad opdateres om de samme begivenheder. Samtidig peges der på risikoen for ekko -
kamre og misinformation.
Men for Aburna Mohanathas er sociale medier ikke nødvendigvis en trussel mod traditionelle medier. De kan tværtimod fungere som en indgang til nyheder.
»TikTok kan ikke stå alene. Men hvis vi kan vække interessen og give overblik, er der større chance for, at de unge søger videre og bliver mere opdaterede«, siger hun.
Værtens journalistiske ansvar
Ligesom mange andre TikTok-journalister bruger Aburna Mohanathas værtsrollen og sin egen personlighed som et centralt greb. Nyhederne formidles af et genkendeligt ansigt, der skaber relation, nærvær og autenticitet. Hun har heller ikke noget imod at lade sine naturlige reaktioner og holdninger komme til udtryk i sine videoer.
Det står i kontrast til traditionel objektivitet, og derfor er hun også meget bevidst om sit ansvar. Når værten fylder mere i fortællingen, kræver det ekstra omtanke.
For selvom det personlige udtryk er et centralt greb på sociale medier, kræver det en løbende vurdering af, hvornår det passer ind, og hvornår det skal træde i baggrunden. For Aburna Mohanathas er det en konstant faglig overvejelse om balance mellem personlighed og journalistisk troværdighed:
Et udpluk af forsider fra Aburnas TikTok-videoer. Foto: TV 2 Kosmopol.
»Hvis det handler om coke i bananer i supermarkedet, kan jeg godt reagere spontant og sige: “Fuck, hvor er det vildt”
- Aburna Mohanathas, TikTok-vært på TV 2 Kosmopol
»Det kommer altid an på historien. Hvis det er en tragisk historie, så fortæller jeg det altid sagligt og objektivt. Men hvis det handler om coke i bananer i supermarkedet, kan jeg godt reagere spontant og sige: “Fuck, hvor er det vildt”, fordi det er en naturlig reaktion«. Som frontfigur på TikTok, repræsenterer Aburna Mohanathas heller ikke kun sig selv, men hele mediet:
»Hvis jeg ruller med øjnene på et forkert tidspunkt i en video, er det jo ikke kun mig, det er også Kosmopol, der står på mål for det«, siger hun.
Journalist eller influencer?
Den værtsdrevne SoMe-journalistik møder stadig skepsis i dele af branchen. Det handler ikke kun om kvalitet og troværdighed, men også om at formatet bevæger sig i et journalistisk grænseland. Nogle ser i højere grad Aburna Mohanathas som influencer, fordi hun aktivt bruger sin personlighed, sine reaktioner og sin relation til publikum til at engagere folk. Men det er ikke noget, der bekymrer hende:
»Hvis nogen ser mig som en nyhedsinfluencer, er det fint. Jeg ved, at jeg laver journalistik på journalistikkens præmisser«, siger hun.
I starten kunne Aburna Mohanathas dog tvivle på, hvordan hendes arbejde ville blive opfattet. Særligt blandt kollegaer, der arbejder med mere klassiske journalistiske formater, ramte tvivlen:
»Jeg tænkte meget på, om de andre på
redaktionen troede, at jeg bare rendte rundt og lollede på TikTok«, fortæller hun.
Tvivlen handlede primært om, hvorvidt formatet ville blive taget alvorligt i en branche, hvor nyheder traditionelt forbindes med distance og objektivitet.
I dag oplever Aburna Mohanathas derimod, at både publikum og kollegaer anerkender hendes arbejde i langt højere grad:
»Nu kommer folk ofte hen og spørger, hvordan man bliver journalist, og om det er den vej, man skal gå for at lave det, jeg laver«, siger hun.
For Aburna Mohanathas står det klart, at fremtidens journalistik udfolder sig i spændingsfeltet mellem personlig formidling og klassiske idealer. Ikke som et opgør med håndværket, men som en nødvendig videreudvikling i en ny medievirkelighed.
Manglen på praktikpladser fortsætter: 30 studerende står uden praktikplads i næste runde
Siden Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2021 forlængede uddannelsens praktikforløb fra 12 til 18 måneder, har der været for mange studerende i forhold til antallet af praktikpladser. Ubalancen fortsætter, og i den kommende runde forventes det igen, at omkring 30 studerende står uden praktikplads.
Af Louise Agerfeld
Iapril venter endnu en omgang praktiksøgning, når journaliststuderende fra SDU, DMJX og RUC, sammen med studerende på Tv- og Medietilrettelæggeruddannelsen alle krydser fingre for at lande den rigtige praktikplads. I foråret 2025 endte omkring 45 ud af 290 praktikansøgere uden en plads.
I slutningen af 2025 ansøgte DMJX om at forkorte uddannelsens praktikperiode tilbage til de 12 måneder, til fordel for et halvt år ekstra på skolebænken. Ifølge skolens rektor, Julie Sommerlund, var der to grunde til ansøgningen. For det første, skulle et halvt års yderligere undervisning styrke de studerendes kompetencer, så de følger med tidens udvikling. Derudover skulle forkortelsen af praktikperioden have afhjulpet manglen på praktikpladser, som der har været siden 2023. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen afviste dog ansøgningen, og praktikperioden på DMJX forbliver 18 måneder.
Indsats for nye praktikpladser I mellemtiden har uddannelserne arbejdet på at rekruttere nye praktikpladser. Det fremgår af et referat fra et praktikudvalgsmøde i september 2025, at:
»Studielederne fra DMJX, SDU og RUC har skrevet ud til mere 100 potentielle praktiksteder og opfordret dem til at oprette en praktikplads. Det har været til: Kommuner, regioner, fagforbund, virksomheder, organisationer, partier, uddannelsessteder og tænketanke«.
Organisationer som Social- og Boligstyrelsen og Moderaterne er eksempler på praktiksteder, der er kommet som resultat af uddannelsernes opsøgende indsats. Det seneste møde i praktikudvalget foregik den 20. januar. Til stede var blandt andet
Foto: AI genereret i Canva af Louise Agerfeld
repræsentanter fra medierne, Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation og uddannelsesinstitutionerne. Også forperson for Danske Mediestuderende, Sofus Tao Esthave Pedersen, deltog. Trods den opsøgende indsats mener han ikke, at løsningen er tilstrækkelig:
»Vi ser ind i den syvende runde med mangel på praktikpladser, så det, der allerede er blevet gjort, er tydeligvis ikke nok«.
»Vi ser ind i den syvende runde med mangel på praktikpladser, så det, der allerede er blevet gjort, er tydeligvis ikke nok
- Sofus Tao Esthave Pedersen, forperson for Danske Mediestuderende
Alternative løsninger
For Danske Mediestuderende vil en drømmeløsning på problemet være, at de godkendte medievirksomheder i praktiksystemet vil bidrage med flere pladser. Da det ikke er sket, vurderer Danske Mediestuderende, at løsningen ikke er realistisk. De foreslår derfor en alternativ løsning:
»Alternativt kunne man kigge på, om medievirksomhedernes ekstra pladser kunne finansieres af arbejdsgiverforeninger som Danske Medier og Dansk Erhverv, indtil uddannelserne har skabt
en bedre balance mellem antallet af studerende og praktikpladser«, foreslår Sofus Tao Esthave Pedersen.
Således vil arbejdsgiverforeningerne skulle finansiere de ekstra praktikpladser, indtil uddannelserne er kommet i mål med en realistisk balance mellem studerende og antallet af praktikpladser. En del af forslaget er også, at uddannelserne skal optage færre studerende. Med færre studiepladser vil konkurrencen om praktikpladserne tilsvarende falde.
Håb for fremtidige praktikrunder Som det ser ud nu, kan uddannelserne forsvare antallet af studiepladser, idet ledigheden for færdiguddannede journalister ikke er ”høj nok” til at nedsætte antallet af studerende. Spørger man Sofus Tao Esthave Pedersen fra Danske Mediestuderende, om han tror på, at der vil blive rådet bod på udfordringerne, svarer han eftertænksomt:
»Når man har rakt ud til 100 potentielle praktiksteder, og vi igen ser ind i en runde, hvor der kommer til at mangle 30 pladser, vil det jo være naivt af os at tro, at indsatsen med det opsøgende arbejde kommer til at rette op på systemet i den nærmeste fremtid«, fortæller han og fortsætter:
»Så vi savner at høre, hvad uddannelserne helt konkret har tænkt sig at gøre for faktisk at løse det her problem«.
WALL-E’s dystopiske fremtidsscenarie minder om vores
Dette er udtryk for skribentens egen holdning. Indlægget er skrevet i december 2025. Dette gør vi opmærksom på, da der i januar 2026 er udgivet et indlæg i Politiken med lignende temaer.
Af Andrea Humphries
Det er i min barndom, jeg finder det første minde om et dystopisk fremtidsscenarie. Vi holdt nytårsaften med det samme vennepar og deres børn hvert år. Og hvert år vågnede vi børn den 1. januar til den samme tradition: sammenkrøllet under dyner på madrasser lå vi som små larver i pupper foran fjernsynet og så film. Det var det eneste, årets første dag gik ud på. Den eneste dag på året, hvor formålet var at lave ingenting. Men den 1. januar 2009 så vi en film, som jeg ikke tror, Pixar kun har lavet for børns fornøjelses skyld. Det må have været deres hensigt, at forældre kiggede med.
WALL-E gav mit 8-årige jeg ondt i maven. Jeg tror, det var første gang, jeg græd til en film.
Der var noget ved fortællingen om robotten, der samler resterne fra vores overforbrugsfest og presser dem sammen til små terninger, som virkede helt absurd. Og selvom jeg i den alder ikke forstod alvoren, forstod jeg, at ødelæggelsen af vores eneste levested var hjerteskærende.
Billedet af mennesker, som er så afkoblede fra hinanden, at de svæver rundt på deres egne stole med tilkoblede skærme, er for evigt indprentet på min nethinde, og den verden, WALL-E beskriver, fremstår ikke længere som en usandsynlig virkelighed. Den ansvarsfralæggelse, der kan ligge i at lade teknologien gøre alting for os, at overlade ansvaret til robotterne – skriv en fødselsdagshilsen til min ven, hjælp mig med en rubrik til denne artikel, jeg tør ikke tænke længere selv – gør ikke bare vores liv kedeligt, men også trist. Og det vidner også om, at noget går for hurtigt.
Min mor har denne sommer været nødt til at lukke sit oversættelsesbureau. I oversættelses- og korrekturbranchen er der ingen, der værdsætter mennesker med en lang sproglig uddannelse længere, for kunstig intelligens gør det hurtigt og ”godt nok”. AI-fortalere vil fortælle mig, at “med robotten får vi mere tid til at slappe af, måske endda en kortere arbejdsuge”. Men i hvor høj grad har vi i virkeligheden formået at omsætte teknologiske fremskridt til mere tid til fordøjelse og omsorg? Det er desværre ikke sådan, kapitalismen fungerer. Desuden tror jeg, min mor ville have elsket en kortere arbejdsuge, ikke en tom.
At plukke græs er en symptombehandling på et større problem
I bogen “Jeg plukker græs” sætter Maja Elverkilde tiden på pause. Man kan næsten dufte, at græsset vokser, mens man læser. Og gennem den gentagende handling at plukke græs forsøger Elverkilde at skildre vores manglende forbindelse til naturen og vores higen efter at kontrollere den. Hun ved, at det er privil
geret at have tid til at plukke græs, at det måske er en symptombehandling på et større problem, og at vi bør starte et andet sted. Men det er svært at forestille sig en hverdag, hvor vi vælger noget af “den omfattende maskinforstærkning fra”. Det er svært at presse magthaverne til at “gøre noget” og kræve ændringer. For som hun skriver, hvordan kan vi kræve ændringer, som vi ikke selv kan forestille os som et liv, vi har lyst til at leve?
Vi er blevet så vant til, at maskinerne og teknologien er blevet det normale, så det er svært at forestille sig et liv uden. Men måske er maskinerne og de, der tjener penge på dem, heller ikke det største problem. Man kan endda give AI-fortalere ret i, at teknologien kan hjælpe os f.eks. med det papirarbejde, som i sundhedssystemet skaber ventelister og mindre tid til omsorg - men så har vi ikke forholdt os til problematikken om, hvad det betyder for arbejdsløsheden.
Problemet starter et andet sted. Om det skriver Maja Elverkilde: - Jeg plukker græs, det er en forhandling om, hvor meget jeg må fylde, ændre, påvirke, bruge. Problemet er, at jeg overhovedet tror, det er op til mig at afgøre noget (...) “Vi skal blive bedre guder”. Den sætning bliver helt seriøst sagt som svar på den klimakatastrofe, der nu ikke længere kan fortælles væk af nogen. Grøn vækst og teknologiske løsninger, der alle er variationer over temaet: tryl tis om til guld. Få mere energi ud af mindre. Vi skal med andre ord bare lige fikse termodynamikkens lov, det er vel en lille opgave for en gud?
Hvis vi fortsætter med at forsøge at trylle tis om til guld, frygter jeg, at det uhyggelige fremtidsscenarie, Pixar og filmen WALL-E tegner, bliver til virkelighed. At vi mister os selv, når vi giver ansvaret videre til teknologi og robotter. Og at vi ikke længere har en planet at bo på. Jeg drømmer i stedet om en fremtid, hvor vi tør at være mennesker, ikke guder. Hvor vi tør leve i pagt med den natur, vi er en del af – langsomt og i overensstemmelse med jordens ressourcer. Og hvor vi giver os tid til at være kreative og tænke selv. Jeg håber, vi kan nå at vende udviklingen. Jeg har ikke lyst til, at min barndoms fremtidsdystopi bliver til virkelighed.
Tegning af Emma Humpries
Skal det være let at blive journalist?
Dette indlæg giver udtryk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officielle holdning.
Af Markus Nørregaard Erfurth
Peter Bro, leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet kunne i december i et LinkedIn- opslag fortælle, hvordan optagelsesprocessen for de kommende journaliststuderende bliver ændret. Samtale- og prøvedagen bliver nemlig slået sammen. ”En tidlig julegave?” starter Peter Bro sit skriv med, omend spørgende, utvivlsomt positivt ladet.
Det er jo ingen hemmelighed, at flere journalister nødsages til at tage job inden for kommunikationsbranchen. Måske i dette tilfælde Peter Bro skulle benævnes Leder for Center for Kommunikation. For sikke dog en gang mesterlig spindoktori i røgslør. For vi må jo nok forstå, at denne ændring er sket for at lette livet for ansøgere og ansatte. Hold da op! Sikke dog en genial revitalisering, der tilfældigvis udtænkes netop nu, just for at lette livet for os alle! En gylden skinnende tidlig julegave, der glimter til os under træet. Men hvis du mærker på den, så er den blød. Rigtig blød.
For det er meget let at pakke den nye optagelsesproces ind i flosklen, at det bliver lettere for alle. For sandheden er jo en hel anden. Det er en offentlig hemmelighed, at der er få ansøgere til journalistikstudiet på SDU. Eller nej, det er det faktisk ikke. Det er offentligt tilgængelig information, med tal der taler sit tydelige sprog. Tallene viser sort på hvidt, at det kun går én vej med ansøgertallet. I 2025 var der kun 236 totale ansøgere, hvoraf kun 91 havde denne som 1. prioritet. Av.
Hvad der til gengæld er en offentlig hemmelighed for de journaliststuderende, er at samtlige studerende kom videre fra den skriftlige optagelsesprøve i 2025 og videre til samtalen. Der var simpelthen for få ansøgere til at sortere nogen fra. Ergo har systemet spillet fallit. Den sagnomspundne optagelsesproces fungerer altså ikke længere i Odense.
Noget skulle altså uomtvisteligt ændres. 4,5 times skriftlig prøve, hvor man gennemgik
både grammatiske færdigheder, en videnstest og analytiske færdigheder. På mange måder et rigtig stærkt udgangspunkt at frasortere uegnede kandidater ud fra. De kvalificerede skulle så herefter til samtaler med to undervisere, hvor man på 15 minutter kunne få sig en løs snak, der bekræftede, hvorvidt man stadig var egnet. I og for sig også yderst relevant at blive bedømt på, men da kun hvis det er på baggrund af en faglig ballast, der retfærdiggør, at et menneske har de kompetencer, der skal til for at blive den fjerde statsmagt.
Samtaler frem for grammatik Ifølge Peter Bro opprioriteres den personlige samtale nu, da det, skrevet sort på hvidt, er det vigtigste for dem. Skriftlige kompetencer, sproglige finurligheder, korrekt grammatik og almen viden – alt dette er da meget fint at kunne, må vi forstå, men sammenlignet med 15 minutters løs samtale? Ja altså, så er det tilsyneladende ikke så vigtigt.
»Det virker jo dystopisk, men det er måske begyndelsen på enden af den form for journalistik, vi kender i dag?
Mit højskoleophold med fokus på journalistiske færdigheder og forberedelse til optagelsesprøven, samt dygtiggørelse i grammatisk korrekthed og ekstraordinær videbegærlighed forud for en videnstest, vil jo om få år stå tilbage som et fortidslevn. Måske endda de kommende journaliststuderende vil grine af mig? Gjorde jeg dog alt dette med troen på, at jeg ville blive en dygtigere journalist. Sikke dog en naiv idiot. Jeg kunne da bare have set Pingvinerne fra Madagaskar og fulgt Skippers råd ”smil og vink drenge,” taget det store smil på, måske en frisk klipning for bedre fremtoning og med et godt glimt i øjet, så var jeg klar!
Den skriftlige del af prøven fjernes dog ikke helt. På dagen for de betydningsfulde samta-
ler, får man én time. Ja, én time til at skrive en kort opgave, hvor de kommende studerende skal kunne ”folde sig ud i tekst og tanke.” Og med denne korte opgave vurderes det altså at: ”På den måde kan vi også fremover sikre os, at deres viden, analyse- og formuleringsevner er på passende niveau inden studiestarten.” Hvor meget af dette kan vurderes på så kort en opgave? Det lader jeg stå til egen eftertanke. Jeg ved godt, hvad jeg synes.
Måske er det mig, der bliver lidt rørstrømsk. Måske er det bare mig, der hænger fast i en gammeldags virkelighedsopfattelse af, hvordan journalisten skal være. Måske behøver fremtidens journalister slet ikke vide, hvem der er præsident i USA, hvor man skal sætte et komma eller kunne stave. Vi har jo ChatGPT, der sagtens kan alt dette. Måske er det bare den vej journalistik går. Hvis man bare skal lære at læse den ældre generations journalisters nyhedshistorier og videreformidle dem på TikTok, jamen så er der da måske heller ikke brug for højere krav end en samtale på 15 minutter. Det virker jo dystopisk, men det er måske begyndelsen på enden af den form for journalistik, vi kender i dag?
Reducér studiepladserne
At være sortseer er jo ingen sag. Jeg kan naturligvis forstå, hvis der affødes kritik af, at en menig journaliststuderende skal sidde og spille bedrevidende, og gøre sig forklog på en uddannelsesændring foretaget af yderst kompetente fagfolk. Derfor ønsker jeg selvfølgelig også at komme med et konstruktivt indspark til debatten. At sparke opad i trods er unuanceret, vi ønsker jo alle, at vor fine erhverv skal fortsætte i bedst mulig stand.
Der er for få arbejdspladser til journalister. Der er for få praktikpladser til journaliststuderende. Der er for få ansøgere til journaliststudiet. For mig at se er der en klokkeklar simpel logisk beslutning, der er lige ud af landevejen. Reducer antallet af studiepladser. Det kan både være til 50 eller alternativt helt ned til 25. Så har du stadig mulighed for at bevare både den skriftlige prøve og samtalen, hvor man er sikker på, at man får dygtige folk ind. At insistere på at optage 100 studerende og fjerne den skriftlige prøve og på sin vis bare optage alle, der kan snakke for sin syge
moster, vil have en dominoeffekt af negative konsekvenser. Endnu flere vil ikke komme i job eller få praktikplads, hvilket vil gøre studiet endnu mere uattraktivt. Samtidig vil man optage studerende, der ikke er kvalificerede til at blive journalister, hvilket vil forringe studiemiljøet og sandsynligvis have en negativ effekt på alle de studerende. Der bliver skabt en negativ spiral, hvor journalistikken taber.
Så kære Peter Bro og Center for Journalistik. Lad være med at pakke det ind som en julegave. Tag tyren ved hornene og vær ærlige. Journaliststudiet bløder og denne nye ændring er af nød og ikke for at lette livet for os alle. Om det er den rigtige løsning, kan man så altid diskutere. Jeg synes det aldeles ikke. Men vi kan som minimum være ærlige over for hinanden om, hvorfor ændringen kommer? Ellers bliver det da nogle rigtig skuffede kommende journaliststuderende, der skal åbne deres julegaver.
Svar fra uddannelseskoordinator, Louise Kjærgaard, og Centerleder, Peter Bro.
»Skal det være let at blive journalist?” Sådan spørger Markus Nørregaard Erfurth i et indlæg, der inspirerer til både med- og modspil.
Først medspillet. Det er rigtigt, at vi over det meste af den vestlige verden oplever svindende interesse for at læse journalistik. I mange lande falder ansøgerantallet til journalistudannelserne. Flere og flere højskoler lukker for deres forberedende journalistforløb, fordi de simpelthen ikke har ansøgere nok. Den udvikling har mange grunde – herunder at unges interesse for nyhedsmedierne svinder.
Så modspillet. Tidligere har vi brugt skriftlige prøver til at udvælge de ansøgere, vi gerne ville have til samtale, men når vi nu har 236 bacheloransøgere og vi – ligesom DMJX –oplever, at op imod 25 procent af ansøgerne ikke dukker op til de skriftlige prøver, ja, så giver det ikke mening at afholde prøver på samme måde som tidligere. Det er derfor, at vi nu slår samtalerne og prøverne sammen på én dag.
Den øvelse letter livet for ansøgerne, fordi de så ikke skal bruge to forskellige dage på optagelsesforløbet. Mange andre uddannelser har gjort som os på Journalistik og indført egne optagelsesforløb. Det betyder, at mange unge kan få et travlt forår, hvis de søger ind på flere uddannelser.
Det nye optageforløb har også stadig tre ele-
menter. Alle ansøgere skal skrive en motiveret ansøgning. Alle skal til en skriftlig prøve, hvor vi bedømmer sprog og evne til refleksion. Og alle skal fortsat til en samtale. Samtalerne kræver, at medarbejdere og en stor gruppe studerende sætter mange timer og flere dage af, men vi gør det fordi vi fortsat mener, at det fysiske møde er det vigtigste. Og med ansøgning, skriftlig prøve og en samtaler har vi stadig en grundigere proces end mange ansættelsesforløb, I vil opleve på arbejdsmarkedet.
Bliver det så lettere at komme ind? Tja, man skal som ansøger bruge mindre tid på selve processen, og hvis ansøgerantallet fortsat falder, ja, så kæmper man mod færre om studiepladserne. Fra i år vil der også være et minimumskrav til ansøgernes score til samtalen og den skriftlige prøve. Men vigtigst af alt: det har aldrig været et selvstændigt mål, at det skal være hverken let eller svært at komme ind på Journalistik på SDU. Det har derimod været et mål, at vi får de rigtige studerende ind på SDU, og der oplever vi heldigvis fortsat sker. Så tak til - og for - jer.«
- Louise Kjærgaard, uddannelseskoordinator, og Peter Bro, Centerleder
Billede fra Peter Bros LinkedIn i 2018, hvor der var "små 300 tilbageværende ansøgere" til optagelsessamtalerne
