Page 1

Lixen har været i Prag: Læs historien om Radio Free Europe/ Radio Liberty, der kæmper mod undertrykkelse med lyd i stedet for sværd Side 12

Det er svært at få fat i kilderne klokken 04.30 om morgenen, når journalisterne møder ind på P4 FYN Side 18

Lektor Anne Lea Landsted skifter klasselokalet ud med udsatte områder i Mellemøsten Side 3

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 13. årgang | 8. nummer | december 2011

Jeg har aldrig været bange for ordet magt.

Lisbeth Knudsen Portræt side 14


2 | december 2011 | LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Kildografi – viden om kilder

På Medietorvet florerer en evig diskussion om, hvordan livet som journaliststuderende på Syddansk Universitet er. Har vi for meget at se til, eller brokker vi os uden grund? Læs en studerendes dagbog og lærernes kommentarer – og vurdér selv. Side 6

Telefoninterview kl. 13.00

TV-optagelse

Medietorvholdermøde Obligatorisk opgave

TV-optagelse Læsning

Læsning

Øl på Sir Club

BRANCHE

Nete Nørgaard Kristensen, lektor ved Københavns Universitet

Efter nytår overtager Danmark EU-formandskabet, og medierne er i fuld gang med forberedelserne. Dansk Journalistforbund har sendt en EU-håndbog ud til alle sine medlemmer, som skal hjælpe journalisterne med at lave de bedst mulige EU-historier. Side 10

Sådan udtalte Nete Nørgaard Kristensen, lektor ved Københavns Universitet, sig engang i en artikel på Journalisten.dk. Og med den udtalelse har hun i få linjer opsummeret journalistens vigtigste rolle – nemlig at være uafhængig. For kun hvis man er uafhængig kan man være samfundets kritiske vagthund og oplyse offentligheden om, hvordan verden ser ud. Og det er netop i forholdet til ens kilder, at den uafhængige journalist kan blive sat på prøve.

PORTRÆT

For som journalist er det altafgørende at have et godt kildenetværk. Det kan være det, der sikrer, at netop du kommer først med en afslørende historie om samfundets elite. Eller det, der sikrer, at du får indsigt i en hemmelig rapport. Og derfor er det vigtigt, at du som journalist er god til at pleje dine vigtigste kilder og ikke lader forholdet ruste. Du skal skabe tillid, så kilden ringer og fortæller den gode historie, selvom vedkommende overtræder loven. Og du skal skabe så tæt et bånd, at du kan ringe til kilden ved midnat eller midt i ”Vild med Dans”, hvis det er nødvendigt. Men det moralske regnestykke kan være svært. For du skal ikke skabe så tæt et bånd, at du alt for ofte må gå på kompromis med dine journalistiske værdier og smide en historie i skraldespanden, fordi det netop er din kilde, der er på anklagerbænken. Eller at du alt for ofte føler dig nødsaget til at lave en form for product placement-historier, som gavner netop den kilde, du ringede til en sen onsdag aften.

Danmarks mest dagsordensættende medieperson er portrættet i denne måned. Lisbeth Knudsen er en dedikeret chef, som næsten er blevet synonym med sin avis og sin mediekoncern. Side 14

FOKUS Gode kilder er essientielle for enhver journalist. Men hvordan opbygger du et godt kildenetværk, og hvordan sørger du for, at du kan ringe til dem igen og igen? Journalist Kurt Strand guider dig. Denne måneds fokus er kilder. Læs med fra side 16

Spørgsmålet er så, hvordan du finder balancen. Balancen, der sikrer at du fra tid til anden får det gode tip før alle andre, men som samtidig sikrer, at du ikke blot er en kildes stik-i-rend-journalist.

Og det er et spørgsmål, som har mange svar. For det må være op til den enkelte journalist at vurdere, hvor langt man vil gå for at pleje sine kilder for at kunne smække den gode historie på redaktørens skrivebord. Det må være op til journalistens egen moral og egne normer at vurdere, hvornår grænsen er nået, og hvornår nok er nok.

OPINION

Næste nummer af Lixen udkommer omkring 1. marts med en ny redaktion ved tasterne.

Der er Oscar. Så er der Emmy. Og Bodil. Og Robert, Cavling og Kravling. Nu findes også Lixie. Læs bagsiden og find ud af, hvem der har fået prisen i år.

Vi ses derude! Simone, Christine og Sarah

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser. LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

Det er jo en norm, at journalister skal være frie og uafhængige, og det er ikke, hvis et tæt forhold til visse kilder resulterer i, at andre kilder ikke bliver hørt.

Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Katja Lyngbach Johnsson og Helene Refsgaard

Simone Agger

Christine Landry Brandt

Sarah Andersen

Ansv. chefredaktør

Chefredaktør

Chefredaktør

Cathrine Borup Bloch

Paul Sauer

Ida Meyer

Malte A. Christensen

Lea Holdgaard Sørensen

Rune Jensen Heidtmann

Redaktør

Redaktør

Redaktør

Redaktør

Redaktør

Billedredaktør


UDDANNELSE

LIXEN | december 2011 | 

Underviser tager orlov Journalistisk underviser Anne Lea Landsted har valgt at tage orlov i det kommende semester. Efter et par år på undervisergangen har hun brug for at komme ud og lave journalistik. Så når næste semester sættes i gang, tager Anne Lea Landsted til Mellemøsten.

Simone Agger

FORANDRING. Når vinteren er på retur, og de nuværende studerende på 3. semester skal i gang med håndværket på 4., bliver det uden Anne Lea Landsted som underviser. Hun har nemlig besluttet at tage orlov i et semester. Og det er der en helt bestemt grund til. »Jeg er egentlig ikke træt af at undervise, men jeg er træt af at høre på mig selv. Jeg syntes pludselig, at jeg stod og nævnte nogle eksempler på noget, jeg havde lavet, som ligger mange år tilbage. Derfor vil jeg gerne ud og skabe nogle friske eksempler, så jeg kan vise, hvad der foregår her og nu.« Anne Lea Landsted startede med at undervise på Syddansk Universitet i 2009, og det er derfor ved at være et par år siden, hun selv var udøvende journalist. Og det har hun brug for.

»Der skal ske noget. Jeg vil ikke ende som sådan et mosefund. Jeg skal ud og prøve virkeligheden af.« Så når lærere og studerende til februar sætter sig godt til rette i de bløde kontorstole for at påbegynde endnu et semester, sætter Anne Lea Landsted sig på et hårdt flysæde. Det er nemlig i Mellemøsten, hun vil lave journalistik, mens hun tager orlov fra undervisertjansen. Passion for Mellemøsten At lige præcis Mellemøsten er stedet, hvor Anne Lea Landsted vil udfordre sit journalistiske jeg, er ikke nogen tilfældighed. I 2001 blev hun sendt derned som freelancer for DR’s dokumentargruppe, og lige siden blev hun ”hængende”, som hun selv siger. Og netop fordi hun tidligere har arbejdet i udlandet, og specielt i Mellemøsten, er hun ikke spor nervøs, selvom hun rejser til et risikofyldt område. »Jeg er overhovedet ikke nervøs for at skulle af sted. Jeg har det fantastisk med det, og jeg glæder mig helt vildt.« Ud over at Anne Lea Landsted tidligere har være vant til at gebærde sig på de udenlandske breddegrader, er der også en anden grund til, at hun drager dertil. »Der skete jo en masse ting i Mellemøsten i foråret, og derfor tænkte

jeg, at det var oplagt at tage derned et år efter for at se, hvordan det så er gået,« fortæller hun og fortsætter: »Jeg vil blandt andet ned og se, hvordan det er gået med nogle af de flygtninge, som er taget tilbage. Det skal jeg lave et stort tema om, og så skal jeg lave nogle forskellige radioindslag.«

Spædt selskab Når Anne Lea Landsted sætter kufferten på bagagebåndet, bliver det en let en af slagsen. Hun vil nemlig kun rejse med en radioptager, et lille kamera, der kan optage, og en iPhone. Ingen store kameraer, microports eller andet fancy udstyr. »Idéen kom, da jeg i foråret underviste 4. semester, og Filip Wallberg lærte dem at bruge iPhones som et journalistisk værktøj. Da gik det op for mig, at jeg ikke selv vidste særligt meget om at lave hele indslag kun på iPhone. Og så tænkte jeg: Det er jeg simpelthen nødt til at komme ud og prøve, « siger Anne Lea Landsted. Og derfor har hun besluttet, at alt skal filmes og optages med de få remedier. Men for den garvede journalist er det blot endnu en udfordring, som hun glæder sig til at få. Inspiration for de studerende Gennem hele sin orlov har Anne Lea Landsted en plan om at lave en hjem-

meside, hvor blandt andet studerende på Center for Journalistik kan følge hendes journalistiske arbejde. »Så kan folk følge med i, hvad jeg laver, og hvor jeg rejser hen. Jeg vil skrive blogindlæg og lægge indslag ud, som jeg laver undervejs,« forklarer Anne Lea Landsted, som håber, at mange studerende har lyst til at følge med virtuelt. For ud over at udfordre sig selv og komme ud og mærke den journalistiske virkelighed, har hun også en anden mission. Hun vil gerne vise de studerende på Center for Journalistik, hvordan det er at være freelancer. »Noget af idéen er også at vise, hvordan man klarer sig som freelancer. Der er mange af jer studerende, som formentlig kommer til at ende i noget freelancearbejde på et eller andet tidspunkt i jeres karriere. Og det kan faktisk godt lade sig gøre.« Anne Lea tager af sted i tre måneder, og derfor er hun igen tilbage på Medietorvet til september. »Jeg håber, at jeg bliver en bedre underviser, og jeg håber, jeg kan inspirere de studerende til at gøre nogle af de samme ting. Til bare at kaste sig ud i noget, som man brænder for,« siger Anne Lea Landsted. simic09@student.sdu.dk

Udskiftning i lærerstaben Journalistisk Håndværk, 4. semester: Gengangeren Filip Wallberg får selskab af Rune Michelsen, som erstatter Anne Lea Landsted. De to skal i samarbejde stå for undervisningen på 4. semester. »Jeg glæder mig til at undervise en årgang af studerende, hvor man ikke skal starte med at lære dem et medie at kende. De har allerede erfaring med at skrive, arbejde med web og med lyd og video. Og derfor kan vi snakke om de store historier og gå i dybden med dem,« siger Rune Michelsen.

Journalistisk Håndværk 2, tilvalg, 2. semester: Det bliver journalist Gerd Maria May, der skal undervise de tilvalgsstuderende i håndværk. Hun træder til i stedet for Jacob Vestergaard. Gerd har tidligere undervist på Center for Journalistik, og hun glæder sig til igen at gå på Medietorvets gulv. »Jeg synes, det er fantastisk af undervise journaliststuderende. Jeg glæder mig til at blive udfordret på min faglighed på en anden måde. Man bliver tvunget til at tænke over nogle ting, som er blevet hverdag for en som journalist.

Lav ledighed for SDU-dimittender Halvdelen af de SDU’ere, der blev færdige i 2011, er kommet i job her 11 måneder efter de forlod skolebænken, og kun 14 procent er arbejdsløse eller freelancere. Det er meget flotte tal, vurderer Dansk Journalistforbund. Samtidig har flere SDU’ere end tidligere valgt at læse videre for at styrke deres muligheder på arbejdsmarkedet.

Sarah Andersen, Christine Landry Brandt

JOBSUCCES. SDU’erne er hurtige til at komme i job. Af de 64 SDU’ere, der blev færdiguddannede i januar 2011, har 51 procent nu et fast job. Det viser en rundspørge, som Lixen har foretaget. Kun 14 procent er på dagpenge, fordi de enten er arbejdsløse eller freelancere, mens 35 procent har valgt at læse videre. Jobkonsulent hos Dansk Journalistforbund Jonas Thing vurderer, at SDU’erne klarer sig rigtig godt på jobmarkedet: »Det er rigtigt flot, at halvdelen ikke engang et år efter de blevet færdige sidder i faste jobs. Det er rigtig godt gået.” Den generelle ledighed blandt

Dansk Journalistforbunds medlemmer er på seks procent. Selvom ledigheden blandt SDU’erne er oppe på 14 procent, så vurderer Jonas Thing, at det er et flot resultat, da nyuddannede generelt har sværere ved at finde jobs. På Center for Journalistik er centerleder Peter Bro meget tilfreds med tallene: »Det lyder overvældende godt. Jeg har netop været til Praktikantdag, og noget af det praktikanterne er rigtigt nervøse for, er, om der overhovedet er job til dem senere. Det virker til, at det måske er en uro, som ikke behøver at være så stor.« Flere læser videre Sidste år valgte 15 procent at læse videre, og i år er tallet oppe på 35 procent. 20 procent læser videre på cand.public og 15 procent på en anden overbygning. Sabrina Drevsfeldt er en dem, der har valgt at fortsætte på CBS, hvor hun læser politisk kommunikation og ledelse: »Jeg synes, at det jobmarked vi har nu, er for snævert til kun at være journalist. Samtidig er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg vil sidde 50 år på arbejdsmarkedet og være klassisk journalist, så derfor vil jeg læse videre for også at have andre jobmuligheder i fremtiden,« siger Sabrina Drevsfeldt.

Sabrina Drevsfeldt håber, at hendes kandidatuddannelse kan være med til at sikre hende endnu bedre jobs i fremtiden. Hun har fået flere jobtilbud, efter hun blev færdig med sin bachelor i januar, men hun har valgt at takke nej til dem alle for at gøre sin uddannelse færdig.

Journalister får journalistjobs 32 ud af de 64 færdiguddannede fra januar sidder i klassiske journalistjobs, mens kun tre arbejder med kommunikation. Det overrasker Jonas Thing: »Vi kan se, at der er kommet mange flere kommunikationsjob, og at antallet af klassiske journaliststillinger har været gået lidt i stå i noget tid. Så det er overraskende, at så mange SDU’ere har formået at lande i et klassisk journalistjob, for dem er der meget kamp om for tiden.« Også Peter Bro er overrasket over, at så få SDU’ere er endt i en kommunikationsstilling: »Det overrasker positivt. Vi har ofte set, at SDU’ere er gode til at komme i job, men nogle gange har man dog også samtidig set, at det primært er i kommunikationsbranchen, de får job, fordi der er stor konkurrence om de klassiske journalistjobs.« saran10@student.sdu.dk chbra10@student.sdu.dk

7$1'/*( +DUGX´ORPPHVPHUWHUµ"

YLJLU· EHG¡YHOVHQRJ U¡QWJHQELOOHGHUQH JUDWLVWLO VWXGHUHQGH PRGIRUHYLVQLQJDIJ\OGLJWVWXGLHNRUW

&HQWUXP7DQGO JHUQH ZZZFHQWUXPWDQGODHJHUQHGN

2GHQVH&LW\ ‡ 0LGGHOIDUW ‡

*U¡QQHJDGH 7HJOJnUGVSDUNHQ

‡ ‡

WOI WOI


UDDANNELSE

 | december 2011 | LIXEN

Bedre sprog på vej Krav om aktualitet og hurtige deadlines presser det journalistiske sprog mere end nogensinde før, og der er ofte ikke tid til hverken korrekt kommatering eller fyndige formuleringer. Derfor skal der nu udvikles nyt materiale til sprogundervisningen på journalistuddannelserne, fortæller DR’s sprogredaktør og flere undervisere.

Simone Agger, Cathrine Borup Bloch

SPROGNYT. Det sker tit på tv. Og i radioen. Nyhedsværten lægger op til en reporter, som befinder sig ude i marken klar til et liveindslag med et afventende smil og en tændt mikrofon. Men den første sætning starter lidt kluntet: “Øh, jamen altså, jeg står netop her og venter på…”. Det sker også på skrift. Journalisten skal være først med en historie og misser derfor nogle kommaer og bruger et par udtømte klichéer – fordi det skal gå hurtigt. De hurtige deadlines og stigende aktualitetskrav sætter det journalistiske sprog under pres. Og presset er større end nogensinde før, især fordi journalister i dag skal kunne begå sig på mange forskellige medieplatforme. Det påpeger DR’s sprogredaktør, Martin Kristiansen. »Går man fem eller ti år tilbage, var hovedparten af nyhedsproduktionen manuskriptbåren, og vi udkom på langt færre medier. Derfor var der en helt anden mulighed for at arbejde med den sproglige korrekthed og lege med sproget i forhold til i dag. I dag er den sproglige omhu i den grad under pres på grund af kravet om aktualitet og samtidighed,« siger han. Han mener også, at talesproget især er udfordret, fordi modtagerne stadig forventer et fejlfrit og ordentligt sprog, når de skruer op for radioen eller tænder for fjernsynet. For to år siden bad Martin Kristiansen derfor Dansk Sprognævn om at undersøge fejl i DR’s sprogbrug. Marianne Rathje, der er forsker i dansk sprog og ansat ved Dansk Sprognævn, stod bag undersøgelsen sammen med en kollega. »Jeg var overrasket over, at vi faktisk fandt en del fejl. Det var først, da vi sad og nærstuderede det, at det gik op for os, at de ikke taler ligesom ordbøgerne. Det er selvfølgelig et problem for DR, at de ikke lever op til modtagernes krav. De har nemlig en forventning om, at sproget nærmest skal være mere korrekt end noget andet,« siger hun.

Nyt materiale begejstrer For at ruste fremtidens journalister til de sproglige udfordringer arbejder DR netop nu på nyt undervisningsmateriale til sprogundervisningen i samarbejde med de tre journalistuddannelser. Martin Kristiansen er især begejstret for projektet, som han håber på, vil gøre fremtidens journalister sprogligt bedre. »I DR vil vi gerne have nogle kandidater de kommende år, som, især i forhold til det mundtlige sprog, gennem uddannelsen har fået nogle bedre virkemidler og er blevet bedre rustet til fremtidens sproglige udford ringer,« siger han. Også på journalistuddannelserne er glæden stor. Michael Ejstrup, der er ph.d. og cand.mag. i lingvistik og sprogunderviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er overbevist om, at det nye materiale bliver lig med bedre journalister: »Fremtidens journalister bliver meget bedre til at klare de udfodringer, de står over for nu. Du skal bare se om tre-fire år, når det her undervisningsmateriale har været i brug et stykke tid, så bliver de meget bedre sprogligt. Det tror jeg på.« På journalistuddannelsen på Syddansk Universitet mener man også, at de studerende i høj grad trænger til nyt undervisningsmateriale. »Der findes faktisk ikke noget materiale på dansk, som for alvor går i dybden med mediesprogets forskellige former. Derfor har vi stærkt brug for en grundbog, der kan give et bud på, hvordan sproget former sig, når journalister arbejder på tværs af medierne,« siger Jonas Blom, adjunkt og underviser i sprog på Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Sprogviden er vigtig De gode sprogfærdigheder skabes bedst under uddannelsen, for der er de studerende mindre pressede i forhold til, når de kommer i arbejde på et medie. Det mener Martin Kristiansen. »Det er, mens de studerende er på uddannelsen, og inden de ryger ind i en fast nyhedsproduktion, at de har tiden til at oparbejde de gode vaner. Når først man er i en nyhedsproduktion, vil der være deadlines og krav om aktualitet, der gør, at man ikke altid har overskuddet til at arbejde med sit sprog og den sproglige form i samme omfang, som man har under uddannelsen,« påpeger han. Michael Ejstrup er enig og mener også, at det er vigtigt, at de journaliststuderende opbygger en solid viden om sproget, inden de forlader uddannelsen. Derfor glæder han sig til at komme i gang med at bruge det nye undervisningsmateriale. »De vigtigste redskaber, vi kan

give de journaliststuderende under uddannelsen, er viden om sproget. Denne viden skal de bruge i praksis, når de kommer ud på en arbejdsplads, for så bliver de bedre til at reflektere over deres sproglige valg. Mere viden om sprog vil næsten altid give bedre journalister, som er gode til at formidle deres budskaber,« siger han. En god sproglig viden er også essentiel ifølge lektor og sprogunderviser ved Roskilde Universitet Leif Becker Jensen. Udover en basal sprogviden skal de journaliststuderende opbygge nogle sproglige normer og fundamentale færdigheder under uddannelsen. Men de skal også lære videre, når de er i praktik på et medie, selvom de vil være under større pres. »Det medie, de havner på, skal sørge for at udvikle det, de studerende har lært. Det er jo også et uddannelsessted,« fastslår han.

sprog og have grammatikken i orden, hvorfor skulle læserne så læse det, de skriver? Men når det kommer til talesproget, er der ikke de samme forventninger til et fejlfrit, korrekt sprog. Her er det mere acceptabelt at konstruere kringlede sætninger, som aldrig ville nå gennem trykpressens korrektur. »Set ud fra et sprogligt synspunkt gør det ikke noget, at der er fejl, for det er der i talesprog. Man skal passe på, at man ikke kriminaliserer det talte sprog, for det er jo bare mere uperfekt end det skrevne,« siger Marianne Rathje. Men selvom fejl ikke er bandlyst i talesproget, bliver de ikke budt indenfor med store smil. Derfor arbejder man i DR for tiden meget med teknikken omkring en livetransmission, så reporteren bliver mere tryg og derved kan fokusere på at tale så korrekt og præcist som muligt.

Du skal bare se om tre-fire år, når det her undervisningsmateriale har været i brug et stykke tid, så bliver de meget bedre sprogligt. Det tror jeg på.

Michael Ejstrup, sprogunderviser på DMJX

Korrekt og troværdig Kravene til journalisters sprog er forskellige, når man skelner mellem skriftsprog og talesprog. Forventningerne til korrektheden er derfor også forskellig – både blandt sprogforskere og almindelige danskere. Og det er til skriftsproget, der er de største af slagsen. Det er nemlig altafgørende for journalister, at de formår at skrive i et korrekt sprog. For et troværdigt sprog påvirker opfattelsen af en artikels indhold. »Der er en meget tæt sammenhæng mellem sproglig troværdighed og indholdsmæssig troværdighed. Hvis man har en vigtig historie, som bliver skrevet i et sprog, der ikke hænger sammen, så vil det tit have en afsmittende effekt på læsernes måde at bedømme den research, der har fundet sted,« siger Martin Kristiansen. Den skriftlige del af DR er udelukkende webbaseret, og derfor er Martin Kristiansen klar over, at de sproglige finesser og særligt gode formuleringer tit ikke opstår på hans medie, fordi det skal gå så hurtigt for dem. Men det gør ikke kravet om den sproglige korrekthed mindre vigtigt. Samtidig lever vi i et Danmark, hvor alle har mulighed for at ytre sig – især på nettet via blogs, fora og meget andet. Og det skærper kravene til de tekster, som journalister skriver. For hvis ikke journalister formår at skrive i et godt og letforståeligt

»Jo mere de tekniske ting i forhold til en livetransmission er på plads, så man som reporter ikke skal tænke så meget på det, desto mere overskud har man til at tænke på det sproglige og på formidlingen, når man står i situationen,« siger Martin Kristiansen. Han håber samtidig på, at det sproglige overskud bliver større i fremtiden, når det nye undervisningsmateriale forhåbentlig giver de journaliststuderende nogle bedre sprogredskaber.

Det gode sprog Hvis man betragter det journalistiske sprog og den journalistiske genre, er der flere ting, der kendetegner ”det gode sprog”. Leif Becker Jensen har et bud på, hvad der skal til, for at et sprog kan betegnes som godt. »Det er det sprog, som er usynligt i forhold til den målgruppe, man skriver til. Normalt tænker vi ikke så meget over, at sproget er det, vi kommunikerer med. Det skal fungere, uden vi tænker over det,« siger han. Og netop det med at kunne skrive til den rette målgruppe er en af de vigtigste færdigheder, som både journalister og journaliststuderende skal besidde. Og det kan være en svær udfordring. »Problemet er, at forskellige medier har meget forskelligt sprog. Der er stor forskel på, om man skriver til Information, Ekstra Bladet eller

et multimedie som DR. Derfor skal man kunne skrive på virkelig mange måder,« siger Leif Becker Jensen. Men udover at kunne målrette sit skriveri til rette vedkommende er det også essentielt at skrive i et forenklet sprog. Journalister får tit deres informationer fra ekspertkilder, som ofte har et meget kringlet og til tider svært forståeligt sprog. Og derfor er det journalistens opgave at videreformidle hovedpointerne i et konkret sprog, så modtagerne nemt forstår, hvad det handler om. For både journalister og journaliststuderende er det altså vigtigt at kunne mestre disse ting. Sproget er jo netop det, journalisterne bruger til at kommunikere med modtagerne. »En journalist, der ikke kan finde ud af at tale og skrive korrekt, forståeligt og interessevækkende, er lidt ligesom en tømrer, der ikke kan finde ud af at slå et søm i et bræt,« siger Jonas Blom. »For en journalist er sproget et håndværk, og derfor er det helt afgørende, at journalisten kan betjene det på en funktionel måde. Læserne står simpelthen af, hvis sproget ikke fungerer. De tager ikke journalisten seriøst,« fortsætter han. Leif Becker Jensen er enig og tilføjer herefter: »Og så skal man jo selvfølgelig kunne alt det med korrekt sprog. Sætte kommaer og være sikker i det formelle omkring sproget,« fastslår han. Kommateringsflop Men netop det med retskrivning og tegnsætning er en mangelvare blandt journalister in spe. Det mener i hvert fald Leif Becker Jensen, der dagligt underviser journaliststuderende på Roskilde Universitet. »Hvert år er er der 20-25 procent ud af et hold, der er for dårlige til det. Og det må de jo så lære. Vi mener ikke, at det er vores opgave at lære dem at sætte kommaer. Det forudsætter vi simpelthen, at de kan, når de kommer,« siger han. På Center for Journalistik i Odense oplever man også, at de studerende ikke er gode nok til retskrivning. »Det er et generelt problem. Tidligere har vi brugt lang tid på at undervise i kommatering, men det er vi gået delvist bort fra i år på 1. semester. I stedet tilbyder vi hjælp i vores sprogcafé og opfordrer de studerende til at skrive til os, hvis de har spørgsmål om retskrivning,« siger Jonas Blom. simic09@student.sdu.dk

cablo10@student.sdu.dk


UDDANNELSE

LIXEN | december 2011 | 

Kronik

Kilder uden ansigt Anne Lea Landsted, Journalistisk lektor

For nylig måtte TV 2 trække en historie tilbage om, at socialdemokraten Henrik Sass Larsen i et par måneder var blevet overvåget af PET. Historien var baseret udelukkende på anonyme kilder. Og viste sig ikke at holde vand. I hvert fald valgte TV 2 at lægge sig fladt på ryggen i samme øjeblik, PET chef Jakob Scharf dementerede historien. Desværre fik vi aldrig nogen detaljeret forklaring fra TV2 om, hvorfor stationen valgte at føje PET og må derfor gå ud fra, at journalisterne ikke har gjort deres arbejde godt nok. Men debatten om brug af anonyme kilder blussede op igen blandt journalister. Og heldigvis for det, for det er en væsentlig og vigtig debat, især i en tid hvor færre journalister skal producere mere, og flere oplever et stigende pres for at levere solohistorier. Samtidig er der ikke meget, der tyder på, at brugen af de navnløse kilder er blevet mindre siden 2003,

hvor en SDU-undersøgelse konstaterede en stigning på 60 procent over en tiårig periode. Selvfølgelig er det i orden at bruge anonyme kilder – jeg har også selv gjort det – om end i meget begrænset omfang – og vil gøre det igen, hvis historien er god nok. Problemet er, at det begrænser troværdigheden, og derfor ville jeg aldrig turde basere en historie på en eller flere navnløse kilder alene – for hvordan kan jeg være sikker på, at kilden eller kilderne nu også taler sandt, hvis jeg ikke kan få historien bekræftet fra anden side eller har dokumenter, der underbygger den? Da jeg fandt den forsvundne irakiske hærchef Nizar al-Khazraji, der var stukket af fra husarrest i Sorø og taget til Mellemøsten, var det en anonym kilde, en professor, der ledte mig på sporet. Og da jeg ringede til kilden fra et hotel i Dubai, vidste jeg faktisk slet ikke, om han kendte den mand, jeg jagtede. Han var blot en af

mange, jeg var stødt på undervejs. Jeg var heldig – de viste sig at være venner og talte sammen næsten hver dag, men han ønskede ikke at stå frem med navn og billede. Jeg mødtes flere gange med professoren, inden han gik med til at kontakte hærchefen. Hærchefen ville ikke mødes med mig, men indvilgede i at fortælle over telefonen og gennem sin ven, hvordan han forlod Danmark. Jeg havde altså kun professorens ord for, at manden i den anden ende af røret vitterlig var hærchefen. Derfor dobbelttjekkede jeg alle oplysninger, og først da jeg var helt sikker på, at oplysningerne passede, offentliggjorde jeg historien. I 2010 afslørede to norske journalister fra norsk TV 2, hvordan USA opbyggede en efterretningsgruppe bestående af blandt andre pensionerede norske politichefer til at overvåge norske statsborgere på norsk grund. Da afsløringen kom, havde overvågningen fundet sted 24 timer

i døgnet i over ti år. Ifølge amerikanerne var overvågningen et led i terrorbekæmpelsen. Historien, der bragede igennem i både Norge og udlandet, var næsten udelukkende baseret på anonyme kilder, men alle oplysninger var gennemtjekkede, og der gik over et år, før journalisterne var klar til at bringe historien. Her skal nok i parentes bemærkes, at de havde en forstående chef, der troede på historien og gav dem tid, selvom de også indimellem måtte producere andre historier. En af historiens mest berømte politiske skandaler, Watergate-sagen, var baseret på især én anonym kilde, ”Deep Throat”. Her krævede chefredaktøren på Washington Post, der havde historien, at samtlige oplysninger fra anonyme kilder skulle bekræftes af mindst to uafhængige kilder, før de kunne bringes. Det betød i enkelte tilfælde, at journalisterne ikke kunne få trykt deres his-

torier, selvom de senere viste sig at være gode nok. Hvis vi skal undgå flere falske historier som overvågningen af Henrik Sass Larsen, tror jeg, det er vigtigt, at redaktørerne opstiller nogle minimumskrav for brug af anonyme kilder, præcis som man i dag flere steder har retningslinjer for brug af skjult kamera. Det kunne for eksempel være at kræve, at oplysningerne bliver bekræftet af andre uafhængige kilder – ellers er jeg bange for, at vores troværdighed som journalister for alvor kommer ud på et skråplan. Lige nu ligger vi placeret helt nede i bunden af læsernes, lytternes og seernes troværdighedsbarometer lige efter ejendomsmæglerne og på niveau med politikerne. alea@journalism.sdu.dk

Storslået Store Match Dag Efterårets Store Match Dag blev en stor succes for såvel studerende som praktiksteder i hele landet. Der er i alt kun cirka ti studerende, der mangler pladser, og kun to praktiksteder står uden nyerhvervede praktikanter. Alle 24 praktikansøgere fra SDU har fundet deres match.

Simone Agger

EUFORI. Årets anden Store Match Dag blev afholdt den 2. november, og her, godt en måned senere, er analysen klar fra Karen Løth Sass, der er praktikantvejleder på Center for Journalistik på Syddansk Universitet. »Jeg synes, det gik rigtig godt. Alle herfra har jo fået praktikpladser, så alt er på plads,« vurderer hun. Også Pia Færing, der er praktikkoordinator og Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles praktikvejleder, kigger tilbage på dagen som en god en af slagsen. Ud af i alt 273 praktikansøgere fik 241 en praktikplads på selve den store dag. »Jeg er rigtig tilfreds. Specielt med tallene på selve dagen. Desuden fik tre ud af fire en plads, som de havde søgt, så det er ikke bare tilfældighedernes spil, som nogen siger,« siger Pia Færing.

Efterfølgende har langt størstedelen af de studerende, der ikke fandt det rette match den 2. november, skaffet sig en praktikplads. Derfor er der nu kun omkring ti, der endnu ikke har fundet sit match. Heraf er omkring halvdelen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mens den anden halvdel er fra TV- og Medietilrettelæggeruddannelsen. Desuden gik kun to praktiksteder i år hjem uden praktikanter på papiret, nemlig Dansk Byggeri og Dansk Cyklist Forbund, hvor der ved Panikdagen på samme tid sidste år var 15 praktiksteder, der tog tomhændede fra den jyske bunker. Alle SDU´ere afsat Efterårets Store Match Dag var altså en stor succes for alle. Men især på Syddansk Universitet har dagen givet anledning til store smil. Alle 24 SDUansøgere fik nemlig en praktikplads. Og dét er noget, der glæder praktikantvejlederen, som peger på, at det stærke sammenhold har haft en afgørende betydning. »Jeg synes, de var koncentrerede og kæmpede indædt, mens det stod på. I første omgang hjælper man jo selvfølgelig sig selv og knokler for det, men efterfølgende var de der virkelig for hinanden og var rigtig søde til at hjælpe dem, der manglede pladser. Og det er jo fedt at se,« siger Karen Løth Sass. På Center for Journalistik bruger man lang tid på at forberede de

studerende på det, de skal igennem med ansøgninger, Åbent Hus-besøg og samtaler. Og det kan være endnu en grund til, at alle SDU´ere blev afsat. »Vi taler forløbet rigtig godt igennem, inden vi tager af sted. Vi har flere møder, et ansøgningskursus og et samtalekursus, som er en god anledning til kigge hinanden i øjnene og snakke om de ting, der skal snakkes om,« forklarer Karen Løth Sass og fortsætter: »Vi gennemfører også nogle prøvesamtaler, hvor man får testet sin ansøgning af over for en person fra branchen, som tidligere har været med til at ansætte praktikanter, men som selvfølgelig ikke er med til det på Store Match Dag.«

Ingen grund til panik Ud af de 24 SDU-ansøgere fandt to studerende først en plads efter Store Match Dag. Og for Karen Løth Sass er det blot et bevis på, at det sagtens kan lade sig gøre at finde pladser efter den hæsblæsende dag. Endda nogle rigtig gode af slagsen. »De to, der tog hjem uden en plads, endte med at komme på Radio 24syv og FOA i den efterrunde, som der altid er,« siger Karen Løth Sass. »Der er mange, der tror, at løbet er fuldstændig kørt, når man tager hjem deroppe fra uden en plads, men det er det ikke. Der er stadig steder, man kan opsøge og ting, der kan lykkes. Og jeg synes, det er nogle

gode pladser, der er givet ud på den måde,« siger hun. Og Pia Færing er helt enig. Det er ikke nødvendigt at panikke, hvis ikke det lykkes i Bunkeren. »Der er ingen grund til at tro, at man ikke får en plads, hvis det ikke lykkes på Store Match Dag, eller at man så får en lorteplads. Sådan er det bare ikke. Det kan være fremragende pladser, der kommer efterfølgende. Enten helt nye steder, eller steder, der opdager, at de pludselig har brug for flere,« siger Pia Færing.

Karen Løth Sass fastslår dog, at man altid skal gøre alt, hvad man kan for at skaffe sig en plads, mens Store Match Dag er i gang. »Jeg vil altid anbefale, at man udtømmer alle muligheder den dag, man er på skolen. Man må ikke pakke sammen og give op. Vi kæmper, indtil vi ved, der ikke er mere. Og det var det, vi gjorde i år.« simic09@student.sdu.dk

Foto. Niels Christian Buhl


UDDANNELSE

 | december 2011 | LIXEN

Her følger et nøje udregnet, men dog fiktivt, ugeskema for en journaliststuderende på 3. semester på Syddansk Universitet. Tonen er uhøjtidelig, men ikke desto mindre er problematikken omkring den travle hverdag en alvorlig og seriøs diskussion. Klynker vi studerende for meget over vores lange dage, og over at vi føler, at vi nogle gange bliver nødt til at gå på kompromis med pensumlæsning eller de journalistiske produktioner for ikke at få stress? Eller bør vi bare acceptere, at det er sådan, hverdagen er, når man studerer journalistik på Syddansk Universitet? Og har det konsekvenser for, hvor dygtig en journalist man bliver, når man fra tid til anden tager smutvejen?

Simone Agger

TIRSDAG: MANDAG:

I dag er tv-produ ktionsdag. Dig og din makker København – og har først aftale har derfor beslu r kl. 14 – i ttet, at I først m sove lidt længer ødes kl. 10. Derfo e, inden den sæ r kan du dv anlige morgenr Du står først op utine skal aktiv kl. 08.30. Kaster eres. morgenmad inde tjekker nyhede r – og Facebook nbords, tager ba – inden du kl. 09 d og Universitet. I br .45 iler mod Sy uger lidt tid på ddansk at gennemgå spør låne-tv-bilen”-s gsmål, udfylde eddel, hente ka ”vi-skalmera i kælderen Sammen med et og nøgler hos SF andet tv-par kø EO. rer I mod Københ se om broafgift avn. Jo flere til at en, jo bedre – sp ecielt når man er splejDe næste mange fattig studerende timer går med . at finde parker sætte kamera og ingsplads i Købe lys op, hilse pæ nhavn, nt på kilde og pakke sammen smalltalke, inte , sige pænt farv rviewe, el, finde bil, køre kutere kvalitete forbi Q8 ved Ko n af interviewet rsør, disog meget, meget I er på Syddansk andet. Universitet om kring kl. 17.30 halv times tid på og bruger here at aflevere kam fter en eraer, bil og nøgl Du er derfor hj er. emme omkring kl. 18-18-30, hv går og bliver un or du spiser re derholdt af tv´e ster fra i t, radioen eller Kl. 20 tænder du computeren. computeren. De r skal gives efte mediesprogsop rkritik til din m gave inden tors akkers dag kl. 12, så du Du er færdig en må hellere få de times tid efter og t ordnet. kan nu slappe he lt af.

og iser morgenmad .30. Går i bad, sp 07 . kl op r stå Du is til kl. 08.45 og lokale U91, læser (måske) av ansk Universitet dd Sy od m r ve Du tra ch 2 fra 9-13. emiske fag Resear ad ak t du de r ha du hvor i kantinen, hvor n smutter du forb . tid Efter endt lektio es tim r frokost en halv e slapper af og spise så du bruger en tim tv, i g da ns tio uk od t pr de er an n og ge el or Im kilder, vink at der er styr på på at gennemgå, lir til i morgen. derfor skal du nå i weekenden, så vlt tra 16. ft ha r ha Du skal afleveres kl. progsopgave, som ies rfo ed gt m gli en ro e sp lav et at e af analyse på en sid Her skal du lave en billede. i 16 og tager derackboard kl. lidt Du oploader på Bl r eller ser lidt ny pper lidt af, læse tlis na ur jo m so efter hjem. Du sla t re te al jo holde sig orien etsheder, for man sk du noget lavbudg r ke æk sm r fte ge Ba e. nd re de stu en og spiser. Dagens ret aftensmad samm der læses lektier. al sk en ad m ns te Efter af værksfaget. Du las læsning til hånd er . sid 0 11 af r bestå går i gang kl. 19 s: kande) kaffe og to på e sid en e ver dig en kop (læ klar rtigt, kan du nok e Hvis du læser hu samvittighed lukk d go ed m du n ka r rfo de og r, te minut bogen kl. 22.40 til at gå i seng. Og så er det vist tid

a r t Den

g a d r e v h e l v

ONSDAG: er tidligt! Men dagene er ofte Du står op kl. 06.30. Ja, det tet kantinemad og meget lidt lange, og det bliver tit til fed d træningstøjet og kører mo i du motion. Derfor trækker e ikk du Er tid. der en times motionscenteret, hvor du sve tid re me ger bru r elle e længer fan af motion, sover du lidt eri. læs avis på g kl. 08. Så har du tre kvarter Du er hjemme igen omkrin står på Medietorvet kl. 09.15 til at gøre dig klar, inden du edigering. til en god, lang omgang tv-r lig) velfortjent pause fra det ent håb Kl. 12 tager I en (for pmod kantinen. På vejen sto mørke tv-lokale og slentrer i age Tilb rgi. ene ny ker og tan per I ved kaffeautomaten og ing ivn med Avid, speak-skr tv-lokalet kæmper I videre for og tv tager lang tid, så der tid, er tag trætte øjne. Ting e. dig fær t hel e ikk dig I er sta bliver klokken hurtigt 18. Og beslutI så d, Avi n ude den ken I vil gerne kunne nyde wee fra e. Kl. 19 bestiller I en pizza ter at blive, indtil I er færdig caféen på Campustorvet. sammen, slukker for Kl. 22 pakker I kameraet det efterhånden ret så ilde computeren og går ud af er list rna -jou SDU en dag som lugtende tv-lokale. Endnu gået.

TORSDAG:

Du har masser af søvn i øjenkrogen efter den lange tv-dag i går, men du piver ikke, for det er jo sjovt og udfordrende at være journ aliststuderende på SDU. Du går i bad, spise r havregryn og tænder computeren omkring kl. 09. Den eneste undervisning i dag er Mediesprog fra 13-15. Men det betyder ikke, at du kan slappe af og hvile hovedet. I morg en har du nemlig reflektionsfaget Journalisti k og Samfund, og inden da er der nok otte timers pensumlæsning, der skal synkes og fordø jes. Derfor finder du kompendiet og læse r indtil kl. 12, hvor du spiser lidt mad og kører mod Syddansk Universitet. Efter endt undervisn ing bliver du på Medietorvet for at læse reste n af teksterne til morgendagens lektion. Hvis du ikke har arbejde, hund eller kære ste, der skal passes, er du færdig med læsn ingen kl. 20, hvor du kan slappe af på sofaen eller stresse over læsningen til de næste akademis ke lektioner eller ditto tv-produktion. Hvis du har, må du genoptage læsningen senere i aften / nat eller stå ufatteligt tidligt op i morgen. Eller komme uforberedt. Du bestemmer selv.

FREDAG:

nlkendte morge terhånden ve ef n ur de Jo ng ed ga m arter le til en om edag. Dagen st lille, koldt loka gør et ud i t m m so ge r, Så blev det fr dt ve to opga .15 sidder du go t den første af denne rutine, og kl. 09 r du udlevere dermed også få og er H en . ng nd ni fu is m rv Sa de og nogle un se r tik te at lis na 12 slut ft tid til e fag. Puh. Kl. du har ikke ha og vel at , e, ng la gg t hy re eksamen i dett og Ugen har væ kluderer øl r. in ge r in de sn e, læ åd da re m uges fo n sjove eftermid gen merater. På de ub. Du bruger m Cl ka r ie Si til i ud på st re ne ne af di ødes se ke har haft tid r aftaler I at m mål, som du ik re Gø d. in le mærke. Derfo hand , vaske tøj og drikker øl. på at puste ud I laver mad og or hv . r, en ne ug en tv af t løbe urnalis du med dine jo Kl. 19 mødes Mange øl.


UDDANNELSE

LIXEN | december 2011 | 

LØRDAG: Du sover længe og ha r ondt i hovedet. Både fordi du har drukket for mange øl i går, og fordi du ved, at du egentlig ikke har tid til at ligge i sengen og se tv. Allige vel bliver klokken ove r middag, inden du får taget dig sammen til at kigge på næste uges pe nsum. Kl. 13 åbner du resear ch-bogen. Du læser ind til kl. er 17, hvor du ikk e orker mere. Selvom du kun er halvvejs. Hvis du ikke kan klare dig for din beskedne SU, tager du på arbejd e. Hvis du derimod ha r det fint med havregryn og dåsemajs, gør du dig klar til igen at drikke øl. Eller til at besøge din mormor.

SØNDAG

:

Måske h ar du tø mmerm ikke at ænd. Må ligge i s sk engen d en uge. en halve e har du ikke. L Derfor b ige meg dag. For ruger du hvorefte et hva im fo r du spis er froko rmiddagen på a orgen er det m d hjælper det i Du ved, st og tag hvert fa andag, o t læse sid at det ig ld er en tim g Derfor g e e på sofa ste halvdel af re så starter end år du i g n bliver nogle nu search-p en. lange hå ang med kommen ensumm ndværk at lave d de uge. D et, sda et proje et proje at forbe ktark i M ge, hvor du ikk ktark, d dre din e e s r p e få u e d ak. r ge for ug ie Kl. 18 la e skal be sprog, som ska tid til at læse. ver du a efter ha ftensma skrive, h l r du lige d, og kl. vordan d afleveres i den 19 spise en halv u vil arb ser “Bor time til r du, me ejde me gen” at vaske ns nyhe d Bagefter sammen med d o e p r , n g r e e å s s k la p te ø å p r n af Dan per du a e to r il i historie e fj t e eller rin r mark. f eller, h r til den ge til din nsynet. Hervis du e næs Kl. 23 g mor, ind år du i s te tv-produktio r overskudsme en du nneske, n. du har g e går i gan lemt. I a ng. Du lægger d Det kan jo tage g med a ld tid at fin ig fuldstæn t lede eft d dig glem in stress over a godt til rette u er nder dy e de gode af sla t skulle t, at du i Ups. Du gsen. nen. Me læse, læ sidste u tænker: n shit. D ge sagde re, prod Det må er er no ucere og blive i n ja til at s ge æste ug e. Måske krive en historie være social, ha t, r du . til Lixen (eller RU ST).

simic09@student.sdu.dk

Lærernes pointer Karen Løth Sass, radiounderviser

Må jeg afsløre noget? Hvis I lover, at I ikke siger det til andre, så vil jeg gerne dele et par underviserhemmeligheder med jer.

Hemmelighed nummer 1: Jeg ved godt, I ikke kan klare alle fag, alle opgaver, alt pensum til et 12-tal. Jo, i en perfekt verden, hvor kæresten altid er sød, hvor man aldrig er i tvivl om noget, hvor alle kilder ringer tilbage (as if!), og hvor man med et overskudssmil uden videre vipper usikkerhed og tristhed af de rette og ranke skuldre. Jeg er godt klar over, at I ikke kan nå det hele, selvom I er rigtig gode. Jeg regner faktisk med, at I en gang imellem skyder fra hoften og gør det bedst muligt. Velvidende, at I ikke har læst det hele, at præstationen “kun” er til et 4-tal eller måske skal klares med en reeksamen. Jeg insisterer på et forsøg, men jeg lever også med et halvhjertet et af slagsen. Hvad fanden har jeg så gang i, kunne man spørge? Hvis de der ECTS-point og alle mine skide opgaver er totalt overkill i forhold til et helt normalt ungdomsliv? Nu kommer hemmelighed nummer 2. Jeg gør det, fordi der er læring i alt. Også det, der ikke ender med at blive perfekt. Det forbereder jer på et arbejdsliv, hvor man også har dage, hvor godt forsøgt også er en slags kvalitet. Jeg bliver stolt og glad, når I klarer vores fag godt og ked af det, når der kun er fire opgaver til efterkritik. Men jeg ved også godt, at man ikke altid kan levere det perfekte og i perioder nogle gange bare må hutle sig lidt igennem. Sådan er det. I studielivet, i underviserlivet, journalistlivet – i hele livet. Nu ved I det. Hvorfor har jeg ikke bare indviet jer i det fra starten, kunne man spørge? Fordi jeg tror, man altid skal sigte højt og efter stjernerne. Fordi jeg elsker journalistikken for meget til at have ambitioner om noget, der bare er nogenlunde ok. I skal da tro på, at alt kan lade sig gøre og så nedjustere senere. Jeg håber, I kan tilgive mig og mine ambitioner. Men allervigtigst skal I tilgive jer selv. Det skal nok gå, selv om I ikke altid kan det hele på den fede måde.

Peter Bro, centerleder

Arbejdssky er ikke det første ord, som falder mig ind, når jeg læser dagbogen igennem. Og selvom jeg er blandt de sidste, som vil hæmme studerendes – eller kollegernes – lyst til at få uddannet nogle superstærke journalister, så er det også vigtigt, at vi alle sammen har et skarpt blik for, hvad der bør være studienormalen. Til det formål har vi i Studienævnet lavet den såkaldte ”undervisningspakke” (i praksis en Power Point-slide), som alle vores gode undervisere skal starte semesteret med at få kanoneret op på lærrederne rundt omkring i undervisningslokalerne. Denne slide skitserer målt i timer, hvor meget vi som udgangspunkt forventer, at hver studerende skal bruge på de enkelte 5- og 10 ECTSfag. Og tanken er så, at undervisere og studerende i fællesskab skal tale sig frem til, hvordan de inden for disse rammer fordeler konkret undervisningstid, læseforberedelse og eventuel opgaveproduktion. Tallene i denne undervisningspakke angiver normalforventningen for de enkelte fag, og hvis man ligger markant højere i timeforbrug – eller lavere – så er det absolut en oplagt anledning til at genafstemme forventningerne med undervisere, medstuderende og i sidste ende måske også mig.

Karsten Baagø, tv-underviser

Kære (fiktive) dagbog. Hvor er det godt at se dig igen efter så mange år. Tænk… det står lysende klart for mig, alt det jeg skrev i dig dengang i 80’erne. Lad os se: November: Mandag: Møder på skolen kl. 9, læreren kommer kl. 10 og siger, at undervisningen er aflyst på grund af lærermøder. Spiller billard i kælderen resten af dagen.

Tirsdag: Forbereder reportageopgave til i morgen. Har læst de to sider i pensum, vi har for. Færdig kl. 11. Onsdag: Reportage på Bryggeriet fra 6-9. Skriver artikel resten af dagen. Jeg føler, jeg er på vej ud i livet – det her er da sjovt.

Torsdag: Forelæsning om ”Pressejura – før og nu”. Derefter gruppearbejde, som ingen kommer til, så jeg spiller billard i kælderen.

Fredag: Får reportageopgave tilbage. Læreren skriver ”ok”. Spiller billard i kælderen. De andre går i Skolegade i aften, men jeg har ikke flere penge.

Tilbage til nutiden: Nej, selvfølgelig skal I hverken have stress eller føle jer uduelige og dovne. I skal opleve det modsatte. I skal føle jer duelige, glade, inspirerede, inspirerende, kreative og på vej. Og vi fra lærersiden er fuldt ud klar over, at vi til tider slet ikke ”passer godt nok på jer”. I HAR for travlt. I HAR brug for at skide hul i en opgave indimellem. Men – jeg har en drøm. Jeg har en drøm om, at det med uddannelse er noget, vi gør sammen. SDU er ikke folkeskolen. Vi lærere har ikke svar på alt. Både vi og jer tilhører nu voksenverdenen, med hvad deraf følger af muligheder for samarbejde, selvudvikling, gensidig inspiration, faglig kritik og fremfor alt: muligheden for sammen at gøre denne uddannelse bedre, dag for dag. Hvad dagbogen lige præcis er udtryk for. Nemlig et bidrag til samarbejde om at forbedre. Vi har brug for at blive råbt op, når det ikke kører. I HAR en hård uge. Men: ”Bare det var mig”, tænker jeg. Tænk, hvis jeg havde haft det ungdomsliv. Wow. Afveksling, uforudsigelighed, viden, penge, kammeratskab, diskussioner, udfordringer, sjov, snak og tømmermænd.

Og se så på min. Er det alternativ bedre? Men bag dagbogen ligger naturligvis en sandhed, som vi fra lærersiden ikke slipper uanset hvad: Nemlig at journalistfaget ER svært, at uddannelsen derfor ER krævende og SKAL være det. Hvorfor pokker tror I ellers, at vi gør os så meget umage med hvert år at udvælge lige præcis jer? Vi tror på jer. På jeres talent. Derfor sætter vi en ære i, at I bliver dygtige. Og derude på arbejdspladserne sætter de pris på jer, skal I bare vide. De ser frem til jer. Fordi midt i al spidsbelastningen er de fleste af jer præcis sådan, som dagbogens skribent beviser: ansvarlige, modne, arbejdsomme, viljestærke, samarbejdende og kompetente – med overskud til at brokke jer.


UDDANNELSE

 | december 2011 | LIXEN Undersøgelse

Provinspraktik er ikke lig med panik Politiken er in. Provinsen er yt. Sådan har det længe set ud, når de studerende til Store Match Dag skal søge praktik. Men har praktikstedet overhovedet en betydning for fremtiden som journalist? Lixen har lavet en undersøgelse på den årgang, som centerleder Peter Bro og resten af lærerstaben kaldte ”de imponerende” for at se, hvor de var i praktik, og hvor de er havnet nu, hvor de har haft næsten syv år på arbejdsmarkedet.

Christine Landry Brandt

PRAKTIK. Når der skal søges praktik kan både Berlingske og Politiken begrave sig i stakkevis af ansøgninger. De er praktiksteder, som er populære og prestigefyldte blandt ansøgerne. Provinsen med de regionale tv-stationer og lokale aviser er derimod ikke en yndet destina-

tion for praktikopholdet. I år måtte TV 2 SYD til Store Match Dag selv ud og headhunte praktikanter, og det samme gjorde sig gældende for den regionale tv-station på Bornholm. Men bare fordi ens praktikplads ligger i provinsen, betyder det nødvendigvis ikke, at resten af ens journalistiske karriere skal udspille sig netop her. Det er den årgang, som dimitterede fra Center for journalistik i 2005 et levende bevis på. De har været færdigudannede i næsten syv år og haft masser af tid til enten at flygte fra provinsen eller blive hængende. »”Journalistikken kan føre til alt, hvis bare man forlader den i tide”, plejer vi at sige, og jeg synes egentlig, at listen over, hvad denne årgang foretager sig i dag, er et meget godt udtryk for, at man hverken behøver at blive hængende på sit oprindelige praktiksted eller behøver at forlade journalistikken for at lave nye, spændende ting. Er modet der – også til at sige nej til de store dagblades fine tilbud om fastansættelse, som jeg ved, at flere i denne årgang helt bevidst har takket nej til – skal mulighederne nok også komme, er jeg sikker på,« fortæller Peter Bro efter et kig på listen.

De imponerende På lærergangen på Center for Journalistik er der kutyme for at navngive en årgang, inden denne forlader reden og drager i praktik. Årgangen, som Lixen har talt med, blev dengang døbt ”de imponerende.” Og det mener Peter Bro ikke var en fejltagelse. »Der er knagme mange dygtige på listen, som både i praktikken og i dag er med til at udfordre vores opfattelse af, hvad journalistikken kan føre med sig. Tag bare Lea Korsgaard og Anders Haahr Rasmussen, som begge har udgivet markante bøger de sidste par år. Pelle Hvenegaard som for tiden velsagtens er mest synlig som Kirsten Giftekniv på TV 2’s dating-program, og jeg kunne blive ved,« fortæller han og slår fast, at selvom man ikke havner på drømmepraktikstedet, så viser listen, at der nok skal være mange andre muligheder for at gøre god karriere og få udfordrende og udviklende arbejdsopgaver. chbra10@student.sdu.dk

Udpluk fra årgangen, der dimitterede i 2005 Regionale medier Henning Nørgaard Jepsen. Praktik på Dagbladet Ringsted. I dag kommunikationsmedarbejder i fodboldklubben Vejle Boldklub Kolding. Jørn Just Vinther Kristensen. Praktik på Lolland Falster Folketidende. I dag sportsredaktør på Herning Folkeblad. Mia Louise Jellig. Praktik på NORDJYSKE Medier. I dag redaktionschef på TV 2 NEWS. Jakob Poulsen. Praktik på Folketidende Nykøbing Falster. I dag journalist på Folketidende Nykøbing Falster. Janne Nyenstad. Praktik på TV 2/FYN. I dag TV 2/FYN. Dorthe Møller-Andersen. Praktik på TV 2/FYN. I dag daglig leder i et frivillighedshus. Morten Grauslund Skov. Praktik på DR Fyn. I dag kommunikationskonsulent i Odense Sport og Event. Peter John Stovgaard. Praktik på TV2 ØSTJYLLAND. I dag freelanceredaktionschef og tv-tilrettelægger. Carina Buus Nielsen. Praktik på TV2 ØST. I dag redaktionschef på produktionsselskabet B-Film. Anne Nordenhof. Praktik på DR Bornholm. I dag PR og kommunikationsmedarbejder på den Europæiske Filmhøjskole. Henrik Modler. Praktik på TV 2/Lorry. I dag journalist og redaktør på TV 2/Lorry. Pernille Boelskov Hansen. Praktik på DR Bornholm. I dag freelancejournalist. Pernille Redder. Praktik på TV 2 ØST. I dag journalist på Aftenshowet/DR EVENT. Lotte Funder Andersen. Praktik på TV 2 ØSTJYLLAND. I dag redaktør på Nordisk Film, Go’ Morgen og Go’ Aften Danmark, . June Marie Aarup. Praktik på TV 2 Syd. I dag Redaktionschef, dokumentarserien, Nye Hvide Verden DR1, produktionsselskabet SandTV Anne Herlin Kamstrup. Praktik på TV/Midt-Vest. I dag tv-tilrettelægger på Nordisk Film. Kim Andersen Stensdal. Praktik på DR Nordjylland. I dag teknologiredaktør på Computerworld. Claus Borg Reinholt. Praktik på TV 2 Syd. I dag journalist på TV 2. Landsdækkende aviser

Foto: Privatfoto Jakob Poulsen. 35 år. Praktik på Folketidende Nykøbing Falster. I dag journalist samme sted. Var Folketidende i Nykøbing Falster din førsteprioritet? Nej, det var det vist ikke. Jeg kendte stedet inden, fordi der var en, der gik på årgangen over mig, som allerede var i praktik der, og som havde talt godt om det. Hvad har du lavet siden din praktiktid? Jeg har været rundt i forskellige afdelinger på Folketidende Nykøbing Falster. Først var jeg i Maribo. Så kom jeg på lokalredaktionen i Nakskov og så tilbage til Nykøbing, hvor jeg skulle dække Stubbekøbing området. Derefter kom jeg til vores nyhedsdesk og lavede nyheder til net og radio. Og nu er jeg tilbage og skriver om Nystad, som er en by på Sydøstlolland. Hvordan er det at være ansat samme sted, som du var i praktik? Først blev jeg jo advaret om, at det skulle man ikke, for så var man stadig den nye, og ham, der hentede kaffe. Men jeg synes ikke, det har været et problem. Jeg blev jo hængende, dels fordi der ikke var så mange andre muligheder på det tidspunkt, men også fordi jeg jo sådan set godt kunne lide det, det var jo et godt sted at arbejde.

Foto: Tine Harden Lea Korsgaard. 32 år. Praktik på Politiken. I dag fuldtidsselvstændig og forfatter. Var Politiken din førsteprioritet? Nej, det var Information. Men jeg blev vildt glad for at være i praktik på Politiken. Hvad har du lavet siden din praktiktid? Da jeg var færdig, blev jeg ansat på Berlingske i gravergruppen, derefter kom jeg tilbage til Politiken på indlandsredaktionen, og så tog jeg til New York i to år og læste en mastergrad i sociologi. Efter det var jeg tilbage på Politiken, hvor jeg sidste år sagde op for at lave mit eget firma. Hvorfor ville du starte dit eget i stedet for at være på Politiken? Da jeg kom tilbage fra New York, var jeg så fuld af den energi, som jeg havde set udfolde sig derovre i den nye mediebranche, og så syntes jeg ikke, at der skete nok i Danmark. Derfor slog jeg mig sammen med tre andre SDU’ere, og så lavede vi vores firma som lige nu laver freelancejournalistik, men som fra næste år bliver et firma, hvor vi udgiver lange journalistiske artikler til tablets – så vi bliver et nyt lille medie.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med alle på årgangen. Således har Lixen talt med 59 ud af de 67, som dimitterede i 2005.

Grafik: Malte Abildgaard Christensen

Foto: Privatfoto Torsten Lind. 34 år. Praktik på Berlingske. I dag Kommunikationsmedarbejder i Danish Crown Var Berlingske din førsteprioritet? Ja, for det var en fed avis, og det var i hovedstaden, og det passede mig meget godt. Hvad har du lavet siden din praktiktid? Jeg har været nogle år på DR, hvor jeg lavede radio. Derefter på Jyllands-Posten i Aarhus og kommunikationskonsulent på Videnscentret for Landbrug i Aarhus. Hvorfor har du valgt den klassiske journalistik fra? Efter at have været mediejournalist i fire år, så tror jeg, at det der med at starte på bar røv og albuer hver morgen, det blev jeg træt af. Altså at man ikke får fornemmelsen af, at man arbejder på et længere sigt eller følger et projekt til døren og høster frugterne senere. Der er mange deadlines, og det blev jeg træt af.

Praktik I praktik

Andet 7% s kab Prod.Selsskab 5% Kommunikation Landsdækkende 9% medier 37% Regionalt medie 42%

Lea Korsgaard. Praktik på Politiken. I dag fuldtidsselvstændig og forfatter. Marie Brynskov. Praktik på Politiken. I dag selvstændig journalist. Torsten Lind. Praktik på Berlingske. I dag Kommunikationsmedarbejder i Danish Crown. Margit Susanne Shabanzadeh de Thurah. Praktik på Berlingske. I dag journalist på TV 2. Filip Ulrichsen. Praktik på Jyllands-Posten. I dag kommunikationskonsulent i Høje Taastrup Kommune. Mette Kamilla Theim Klitsø. Praktik på Morgenavisen Jyllands-Posten. I dag jourhavende på B.T. Benjamin Munk Lund. Praktik på Morgenavisen Jyllands-Posten. I dag nyhedschef på Sporten.dk Anders Haahr Rasmussen. Praktik på Information. I dag freelancer. Dorthe Hein Løwendahl. Praktik på Morgenavisen Jyllands-Posten. I dag TV 2.

NU

Nuværende job Andet 24% kab Prod.selsskab 7%

Landsdækkende medier 34%

Regionalt Kommunikation medie 18% 17%


UDDANNELSE

LIXEN | december 2011 | 

Medieprojekt ikke altid praktikfordel En måned før Store Match Dag er de studerende fra RUC ude og lave et to ugers medieprojekt hos en redaktion. For nogle studerende kan medieprojektet være en god mulighed for at vise medierne, hvor dygtige de er kort tid inden praktiksøgningen. Men det er ikke en direkte vej til en praktikplads, fastslår praktikstederne.

Sarah Andersen

MEDIEBESØG. En måneds tid før Store Match Dag drager de studerende fra RUC ud på landets medier. Som en del af deres uddannelsesforløb får de lov til at være hos et medie i to uger for at lave et medieprojekt. På redaktionen får de lov til at være med i nyhedsproduktionen, og tilbage på studiet skal de skrive en rapport om forløbet. En del af de studerende har efterfølgende fået praktikplads det sted, hvor de lavede deres medieprojekt, men det er ikke en direkte adgang til en underskrevet praktikaftale. Det viser en rundspørge, som Lixen har foretaget. Ved sidste Store Match Dag den 3. november havde 23 studerende fra RUC valgt at sende en ansøgning til det sted, hvor de lavede deres medieprojekt. 11 studerende endte med at få en praktikplads der, 12 blev aldrig kontaktet, og to blev kontaktet af mediet, men havde allerede skrevet under et andet sted. Selvom medieprojektet ligger tæt på Store Match Dag, ser de studerende ikke projektet som en del af deres praktiksøgning. »Vores medieprojekt har intet med praktik eller Store Match Dag at gøre. Vi ser det her som en del af vores uddannelse, hvor vi har mulighed for at komme ud og få en masse praktisk erfaring, som vi kan bruge efterfølgende,« siger Mette Wallach, der er formand for JR, fagforeningen for journaliststuderende på RUC. Hos RUC kombinerer man sin journalistuddannelse med et andet fag, og derfor når man kun at læse journalistik i to semestre, inden man skal ud i praktik. Det korte undervisningsforløb er årsagen til, at medieprojektet er placeret så tæt på Store Match Dag, forklarer studieleder på journalistuddannelsen på RUC Mark Ørsten: »De studerende skal nå mange ting på de to moduler, og derfor er deres program meget presset. Rent praktisk er vi også nødt til at lægge projektet sent i forløbet, for vi kan jo ikke

sende dem ud i starten af første modul, hvor de slet ikke har lært at lave jorunalistik endnu.«

Udstillingsvindue De studerende har mulighed for at ønske tre forskellige medier, og derefter forsøger underviserne at fordele pladserne, så alle får noget, de har søgt. Gry Pauline Koefoed lavede medieprojekt hos sin førsteprioritet Politiken, og til Store Match Dag den 3. november gik der ikke mange minutter, før hun havde skrevet under på en praktikaftale med netop Politiken. Under de to uger i medieprojektet arbejdede Gry Pauline Koefod selvstændigt med fem artikler, som blev trykt i avisen. »Jeg er helt overbevist om, at det, jeg præsterede i medieprojektet, har været med til, at jeg blev ansat som praktikant. Så for mig har det helt sikkert været en god mulighed for at vise, hvad jeg kunne,« siger Gry Pauline Koefoed. Dette efterår lavede fire studerende fra RUC deres medieprojekt hos Politiken. De søgte alle fire Politiken til Store Match Dag, men kun to blev kontaktet og ansat på dagen. Praktikantvejleder Jesper Vangkilde forklarer, at medieprojektet kan være en mulighed for at vise, om man passer ind hos Politiken, men at mange ting spiller ind, når de vælger deres praktikanter: »Vi kigger meget grundigt på alle hjemmesider og ansøgninger, når vi vælger praktikanter. Det er selvfølgelig ikke nogen ulempe, hvis man har været i mediepraktik hos os og har vist, at man både passer ind og er vildt dygtig. Det er jo med åben pande, at det er et udstillingsvindue og en mulighed for at gøre et godt indtryk. Vi har ansat mange af de tidligere mediepraktikanter, men det er på ingen måde afgørende, om man har lavet medieprojekt hos eller ej.« Én lang forsamtale Gry Pauline Koefoed brugte de to uger hos Politiken til at snakke med en masse mennesker og få produceret så meget som muligt. Gry tror, at netop det har været en fordel for hende: »Medieprojektet er jo ligesom en 14-dages lang forsamtale, men på samme måde som det kan gå godt, kan man jo også virkelig fucke forsamtalen op. Jeg har ikke fået praktikplads på Politiken, fordi jeg var derinde, men jeg har fået pladsen, fordi de synes, jeg producerede nogle gode artikler til dem, og fordi de godt kunne lide mig som person.« Dette efterår lavede to RUC’ere deres medieprojekt på tv-redaktionen hos Ritzau. De søgte begge to praktikplads hos Ritzau, men ingen af dem blev kontaktet på Store Match Dag. Praktikantvejleder Peter Trads forklarer,

Fire RUC’ere lavede medieprojekt hos Politiken og søgte praktik samme sted. Kun to af dem kom gennem døren den 3. november. Foto: Ida Meyer

at medieprojektet kan være en mulighed for at vise, om man er dygtig, men at det betyder meget lidt, når de i sidste ende skal vælge deres praktikanter. »Det er svært at vurdere, om en studerende vil blive en god praktikant efter 14 dage på tv-redaktionen, når 10 ud af 11 redaktioner på Ritzau er skrivende. Vi kan få et indtryk af deres gejst og deres arbejdsindstilling, men det er svært at få et fagligt indtryk. Der bruger vi meget tid på at kigge på hjemmesider, når vi skal vælge praktikanter,« siger Peter Trads. Praktisk erfaring 12 studerende fra RUC valgte ikke at søge praktik det sted, hvor de lavede deres medieprojekt, mens syv var hos et medie, der ikke søgte praktikanter til Store Match Dag den 3. november. Simon Terpager Schultz er en af de studerende, der ikke valgte at sende en praktikansøgning til TV 2 ØST, hvor han lavede sit medieprojekt. På RUC har de et meget kort undervisningsforløb i elektroniske medier. Der er sat en uges undervisning af til forløbet, hvor de studerende kan vælge enten radio eller tv, og derudover har de også mulighed for at tage et to-dages frivilligt kursus i enten radio eller tv, inden 2. semester starter. De to uger på redaktionen hos TV 2 ØST hjalp derfor Simon Terpager Schultz med at finde ud af, om tv overhovedet var noget for ham: »Efter vores korte tv-kursus på studiet var jeg blevet i tvivl, om jeg måske alligevel havde lyst til at lave tv, selvom jeg hele tiden har troet, at jeg helst vil skrive. Mit besøg hos TV 2 ØST

bekræftede mig i, at jeg gerne vil skrive, og derfor søgte jeg ikke praktik hos dem.« Selvom Simon Terpager Schultz ikke havde lyst til at lave tv efter de to uger hos TV 2 ØST, har han alligevel lært en masse af at være med til at producere indslag i de to uger på redaktionen. Netop muligheden for at få praktisk erfaring er grunden til, at de studerende er meget glade for medieprojektet, forklarer JR-formand Mette Wallach: »Uddannelserne er jo bygget meget forskelligt op, og medieprojektet giver os mulighed for at få lidt mere praktisk erfaring, som vi ellers ikke har så meget af på RUC. Det er også rart at få efterkritik fra en redaktør ude i branchen, i stedet for det altid er fra vores undervisere.« saran10@student.sdu.dk

Tre hurtige Ny app skal fremme idéer

Lixen får nye chefredaktører

Mod Sveriges land

Tine Kej og Katrine Granholm har gennem et år arbejdet med at udvikle app’en, som skal give dig gode idéer, når du er løbet tør. De er begge art directors og lektorer ved Kreativ Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. App’en er udviklet til at skabe inspiration og stimulere i forskellige kreative sammenhænge. Den er gratis og kan findes på App Store under navnet ”The Concept Maker.”

Den 1. januar overtager to nye chefredaktører ansvaret for Lixen. Det bliver Kristian Corfixen og Christine Brink, der skal stå i spidsen for de næste otte numre af Lixen. I år valgte to grupper at stille op som chefredaktører, og valget blev afgjort ved, at alle studerende på Center for Journalistik havde mulighed for at stemme på en af de to grupper. De nye chefredaktører udkommer med deres første avis i starten af marts.

I uge 48 drager cand.public. B-holdet mod Sverige for at indgå i et samarbejde med svenske journaliststuderende fra universitet i Lund. Emnet hedder integration og mediedækning. I uge 49 byder Center for Journalistik de svenske journaliststuderende velkommen, hvor projektet udmunder i en skriftlig fremstilling på baggrund af 14-dages foredrag, diskussioner, virksomhedsbesøg og visit i Vollsmose. Projektet er finansieret af Svensk-danska kulturfonden. leaso08

chbra10

saran10


BRANCHE

10 | december 2011 | LIXEN

EU-krise kan give nyt liv til mediernes dækning Tidligere på året udgav Dansk Journalistforbund ”Håndbogen i EU for journalister”. Forfatteren bag bogen håber, at EU-krisen og det kommende danske formandskab kan puste nyt liv i journalistik om EU. Bogen er et godt udgangspunkt nu og i kølvandet på krisen, mener lektor med speciale i EU.

Henrik Nordstrøm Mortensen, Morten Buttler

EU-REDSKAB. Er du lidt i tvivl om, hvordan det nu lige er, Ministerrådet i EU fungerer? Du kender måske Connie Hedegaard, men hvordan har hun indflydelse i Europa-Kommissionen? Og ikke mindst, hvordan skal du som journalist komme bare lidt tættere på det 27-lande store apparat med hovedsæde i Bruxelles? Både under og efter krisen samt ved det danske formandskab næste år. Det svar og de redskaber giver en ny håndbog i EU for journalister nu. Den er udgivet af Dansk Journalistforbund og er et lille opslagsværk,

der skal give forståelse for og indsigt i EU som et apparat, danske journalister kan komme lidt tættere på. Og Andreas Marckmann Andreassen, bogens forfatter og journalist, er ikke i tvivl om, hvorfor håndbogen er vigtig. »Jeg tror, der er mange, også blandt studerende, som rigtig gerne vil prikke hul på det stofområde og har fin forståelse for, hvor vigtig EU er blevet. Men de mangler nogle redskaber

»Man får faktisk det fulde udbytte af bogen på nettet. De mange links fra bogen kan man klikke direkte på,« siger John Frølich.

Krisen kan give nyt liv til dækning Lige nu står EU i den værste krise siden grundlæggelsen i 1957. Flere af medlemslandene er i en dyb økonomisk ruin, og det samlede fundament vakler under både EU-fællesskabet og den fælles møntfod, euroen. Men

Det er vigtigt, at læserne forstår, at EU ikke kun er noget, der foregår i Bruxelles.

John Frølich, lektor med speciale i EU ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

til at komme i gang. Derfor skal bogen levere svar på nogle af de spørgsmål, mange har«, fortæller han. John Frølich, lektor med speciale i EU ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, anbefaler bogen. Det er en god begyndelse, siger han. »Jeg synes, bogen er et godt skridt på vejen. Den er han sluppet godt fra,« fortæller John Frølich. Noget af det mest positive ved bogen er, foruden de mange gode redskaber, en finurlig flermediel detalje:

samtidig er EU-stof næsten dagligt på forsiden af landets største aviser, senest på grund af chartermagneten Grækenlands gældskrise og den udskældte Silvio Berlusconis exit i italiensk politik. Journalistisk set kan krisen dog vendes til noget positivt. »Euroens krise har på sin vis blottet mediernes mangel på EU-dækning, fordi alle nu kan se, at EU og euroen ikke er blevet taget alvorligt nok i de brede medier. Jeg håber, at eurokrisen kan sætte så stærkt et aftryk i det

danske mediebillede, at EU-journalistikken ikke bare fordamper igen,« siger Andreas Marckmann Andreassen, der også er medstifter af en blog om Europa-Parlamentet. Ifølge John Frølich er der en simpel årsag til den øgede mediebevågenhed omkring EU. »Det, der sker i EU, har en konsekvens for dansk økonomi. Den sammenhæng har medierne fået øje på, og derfor er vi nødt til at beskæftige os med krisen,« forklarer han.

Husk hverdagsdækningen EU-tampen brænder, men brænder den ud? Andreas Marckmann Andreassen håber, at når krisen løjer af, vil den forøgede interesse for EU fortsat være til stede blandt de danske journalister. Håndbogen indeholder også et afsnit om værktøjer, som skal holde gang i ilden. Et afsnit, som Andreas Marckmann Andreassen gerne så blive taget ekstra meget i brug under det danske formandskab fra januar 2012 – men også efterfølgende. »Stærk EU-journalistik kræver også, at de danske medier dækker andre aspekter end eurokrise og formandskab. Der bliver truffet beslutninger i Europa-Parlamentet på hver

plenarsamling, som har enorm betydning for danskernes hverdag, og det håber jeg, medierne vil få øjnene op for,« fortæller han. John Frølich er ikke lige så optimistisk som forfatteren. Den forøgede opmærksomhed varer ikke ved, mener han. »Når det forhåbentlig bliver hverdag igen, så ryger EU-dækningen tilbage til det niveau, det havde inden krisen,« analyserer John Frølich. Han finder dog den medielle EUopblomstring kvalificeret og håber, at den gode dækning har åbnet læsernes øjne for EU-stoffet. »Det er vigtigt, at læserne forstår, at EU ikke kun er noget, der foregår i Bruxelles. Det foregår også i Danmark. Det er ikke kun storpolitiske beslutninger. Det handler også om hverdagspolitik som spildevand i kommunerne og tilsætningsstoffer i fødevarerne. Det gælder om at tænke i konsekvenser for danskerne,« forklarer John Frølich. henmo09@student.sdu.dk mobut11@student.sdu.dk

DR og Politiken ruster sig til formandskab Efter nytår overtager Danmark EU-formandskabet, og det forbereder de sig på hos både DR og Politiken. Hos DR Nyheder har alle journalistiske medarbejdere fået tilbudt et internt EU-kursus, og hos Politiken har de oprettet en ny stilling, som skal bygge bro mellem Bruxelles og København.

Sarah Andersen

FORBEREDELSE. Den 1. januar og et halvt år frem har Danmark EUformandskabet, og hos både DR og Politiken er de lige nu ved at ruste sig til at lave den bedst mulige dækning. Hos DR Nyheder har alle journalistiske medarbejdere fået et tilbud om at komme på et internt EU-kursus, så de er klædt på til at kunne dække et dansk EU-formandskab. »Man kommer let til at løbe efter de forkerte historier under et EU-formandskab, fordi EU er kompliceret stof, og der er mange interesser på spil. Derfor har vi gjort meget ud af at uddanne vores medarbejdere, så de kan prioritere, hvilke historier der er vigtige,« siger Heidi Robdrup, der er souschef på DR Udland. DR’s egne Bruxelles-korrespon-

denter Ole Ryborg og Mette Fugl har stået for kurserne, og omkring 100 medarbejdere har taget imod tilbuddet. »Vi har forklaret dem, hvilke emner der kommer til at præge formandskabet, og hvem, der kommer til at blive de centrale personer. Jeg håber, at det kan hjælpe journalisterne til at bedømme, hvilke historier de skal prioritere,« siger DR’s Bruxelles-korrespondent Ole Ryborg. Mark Ørsten er lektor og studieleder på journalistuddannelsen på RUC.

dem at finde de rigtige historier og kilder,« siger Mark Ørsten.

Vil bygge bro Hos Politiken har de valgt at lave kurser for de medarbejdere, som kommer til at sidde med formandskabet det næste halve års tid. Politiken har fast tre medarbejdere i Bruxelles, og samtidig følger nogle af deres politiske journalister herhjemme også EU-stoffet. Derudover har Politiken oprettet en helt ny stilling op til formandskabet. Den nye

Udfordringen i vores EU-dækning er at bygge bro mellem Bruxelles og København.

Michael Jarlner, udlandsredaktør på Politiken

Han har forsket i mediernes dækning af EU, og han synes, det er en rigtig god idé, at DR Nyheder tilbyder et EU-kursus til deres medarbejdere: »Normalt er det meget få mennesker, der beskæftiger sig med EUstof, og typisk er det kun korrespondenterne, der er sat ordentligt ind i det. Derfor er det en rigtig god idé, at de andre journalister også bliver sat ordentlig ind i EU-stoffet, for så bliver det forhåbentligt lettere for

EU-medarbejder skal sørge for at følge beslutningsprocesserne både i Danmark og i Bruxelles for at lave den bedst mulige dækning. »Udfordringen i vores EUdækning er at bygge bro mellem Bruxelles og København, og det vil vi forsøge at gøre med vores nye funktion. Meget EU-dækning når aldrig til EU-niveau, fordi vi stiller politikerne herhjemme til ansvar, men glemmer, at der også er et Parlament, som får

mere og mere magt. På samme måde foregår der rigtig mange diskussioner i Bruxelles, som aldrig kommer videre, fordi de ikke bliver taget med hjem til København. Netop det skal vores nye mand sørge for,« siger Michael Jarlner, udlandsredaktør på Politiken. Mark Ørsten mener, at Politiken er gået den helt rigtige vej ved at ansætte en person til at følge EU-stoffet både herhjemme og i Bruxelles. Han ser samme problem ved EU-dækningen som Michael Jarlner. »Analysen af EU-journalistik viser, at man traditionelt set har dækket det i bobler, og der har manglet en forbindelse mellem det, der sker i Bruxelles og på Christiansborg. Herhjemme har man fokuseret på, hvad EU betyder for den nationale politiske dagsorden, og så har der været korrespondenter i Bruxelles med fokus på det, der sker dernede. Derfor er mange historier blevet tabt på halvvejen, fordi man for eksempel har fulgt en historie på Christiansborg uden at få en Bruxelles-vinkel på den,« siger Mark Ørsten. Fra Bruxelles til Christiansborg Ole Ryborg mener ikke, at DR taber deres EU-historier på halvvejen. Han er dagligt i kontakt med mange af sine kollegaer hjemme i Danmark for netop at binde bro mellem Chris-

tiansborg og det, der sker hos ham i Bruxelles. »Det sker ofte, at jeg opsnapper en historie her i Bruxelles, men jeg vurderer, at det er mest relevant at lave den på Christiansborg. Så kontakter jeg mine kolleger i Danmark og forklarer dem, hvad historien går ud på, og hvem de skal snakke med. På den måde er vi gode til at binde vores EU-historier sammen,« siger Ole Ryborg. Både DR Nyheder og Politiken har allerede nu fokus på det kommende formandskab i deres nyhedsdækning. Hos DR Nyheder har de udover interne medarbejderkurser også lavet strategier for, hvordan de vil dække det danske formandskab på deres forskellige platforme. De har derfor separate planer for, hvordan dr.dk og de forskellige tv- og radioflader skal gribe det an. saran10@student.sdu.dk


BRANCHE

LIXEN | december 2011 | 11

Q&A

Kultur i flimmerkassen TV 2 NEWS vælger at skrue op for kulturområdet med programmet ”Kulturen på NEWS”. Værten på programmet, Stéphanie Surrugue, mener, at kultur er et vigtigt journalistisk stofområde.

Lærke Kjær von Hahn

OPSTART. Hun har skrevet romaner, arbejdet som kulturskribent på Politiken, været vært på DR2’s kulturguiden, og i dag arbejder hun som vært og redaktionschef på den nye satsning ”Kulturen på TV2 News”. 34-årig Stéphanie Surrugue var med til at starte programmet op med tre andre kollegaer, og hun må løbe stærkt hver dag for at nå det hele. En udfordring, som koster mange timers arbejde, søvnunderskud og mindre tid til familie og venner. Alligevel er det dét værd, for kulturstof er vigtigt at formidle, mener hun.

Hvordan er det at starte et nyt program op? Det er en kæmpe udfordring at starte et nyt program op fra bunden. Det er rigtig sjovt, fordi man ikke har noget at sammenligne programmet med. Folk har ingen forventninger om, hvordan det burde være. Det kræver meget tid og planlægning, men det er også spændende at være med til. Hvor kommer idéen fra, og hvorfor sagde du ja? Idéen kom fra NEWS, som gerne ville udvide deres fokusområde med et kulturprogram. Udover de tre søjler på kanalen, breaking news, finans og dansk politik, blev kultur deres fjerde søjle. Det var fristende at få lov til at bygge et kulturprogram op fra bunden, men jeg var splittet. Det var rigtig svært at sige op på Politiken, som jeg har arbejdet for i de sidste ti år. Politiken var min bærende søjle, og jeg var sindssygt glad for at være der. Men jeg tænkte: Jeg er 34 år og har ingen børn, så hvorfor ikke tage springet nu?

Jeg vidste godt, at jeg bevægede mig ud på dybt vand ved at sige ja, men hvis noget går galt, går det kun ud over mig selv, og derfor sagde jeg ja.

Hvorfor sender I kultur i den bedste sendetid? Kulturprogrammer bliver ofte sendt så sent på aftenen, at der er mange, som ikke har mulighed for at følge med. Vi har valgt at prioritere kultur meget højt og ved at sende på det tidspunkt, sender NEWS et klart signal om, at vi mener det seriøst. Hvad er de største udfordringer? Det er svært at håndtere kilder til kulturprogrammet. De skal turde spille op til en debat. Jeg mener bare, at det er lettere at skrive en kronik end at være på live-tv. Vi har brug for ordentlige bidrag, og derfor tænker vi meget over vores casting af kilder. Man skal også passe på ikke at skræmme seere væk. Kilderne skal helst være toppassionerede, gerne kunstnere, der har styr på samfundet.

Har kultur fået en anden betydning i dag end for 10 år siden? Nej, det tror jeg ikke, men opfattelsen af kultur har måske forandret sig. Kultur skal ikke gemmes væk i et hjørne, men det skal behandles som nyhedsstof og tages seriøst. I dag har nogle aviser valgt at skrue ned for kulturstoffet, mens andre skruer op for det, men det er en naturlig udvikling. Kultur er et journalistisk stofområde, som er på lige linje med alt muligt andet.

Tror du, at Radio 24syvs kulturprogram bliver en trussel for jer? Nej, tværtimod. Vi er med til at inspirere hinanden, og det kan kun give kultur endnu mere opmærksomhed. Vi ser bestemt ikke hinanden som konkurrenter, for vi laver forskellige typer stof og på forskellige måder. Jeg tror, der er mange mennesker, som gerne vil både læse, høre og se kultur, så hvorfor enten eller? Der skal være plads til det hele. lavon11@student.sdu.dk

Nu har ”Kulturen på NEWS” været i gang en måneds tid – hvordan går det med seertallet? Vi har fået lov til at gå i luften et halvt år uden at tænke på seertal. Vi skal bare koncentrere os om at lave et godt program, så det ved jeg ikke noget om. Jeg har kun hørt, at vi ligger lidt over middel, men som sagt, vi har fået lov til at lade være med at kigge på det. Programmet ligger også gratis på nettet, så det er svært at sige, hvor mange der ser det.

Lille spejl på væggen der… ...hvem er de mest troværdige i landet her? Åbenbart ikke journalisterne. I Troværdighedsundersøgelsen 2011 placerer befolkningen endnu en gang de danske journalister på en af sidstepladserne.

Amanda Drisgaard

TROVÆRDIGHED. Det er kun spindoktorer og politikere, der er mere utroværdige end journalister. Det er i hvert fald den opfattelse, danskerne har. Kommunikationsbureauet Radius Kommunikation har de seneste tre år lavet målinger af en række faggruppers troværdighed. Alle tre år har journalister ligget i bunden, når et repræsentativt udsnit af befolkningen er blevet bedt om at vurdere, hvilke faggrupper de synes er mest – og mindst – troværdige. Men det mener prorektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) Lars Poulsen ikke, at der er noget overraskende i: »Den slags troværdighedsmålinger har været offentliggjort gennem mange år. Journalister har stort set altid ligget i top-5 fra bunden. Eneste

forskel har været, hvem der lå lavere end journalisterne.«

Upopulært at afsløre fejl Selv har Lars Poulsen flere bud på, hvorfor journalister virker mindre troværdige end læger, advokater og skolelærere: »For det første er journalister med til at afdække og afsløre fejl og mangler i samfundet, og det er ikke altid populært,« forklarer han og uddyber: »Journalistikken er jo med til at give borgerne en indsigt i sammenhængene i vores samfund, som er afgørende for, at borgerne har mulighed for at agere i et demokrati. Men den rolle, tror jeg ikke, fylder ret meget i forhold til vurderingen af journalisters troværdighed.« Lars Werge, næstformand i Dansk Journalistforbund, har en lignende forklaring: »Det er jo en gruppe, der er meget fokus på, fordi branchen lever af at formidle både gode og dårlige nyheder. Men det kan hurtigt blive sådan, at man skyder budbringeren og tænker, at journalisten er et dårligt menneske,« siger han og nævner lægernes autoritet som en mulig forklaring på, at deres troværdighed er større. Journalisterne derimod, pointerer Lars Werge, lever af at udfordre autoriteter.

»Det er måske også derfor, at der bliver slået hårdere ned på dem, når de laver fejl.« Usympatiske fiktionsfigurer En anden afgørende faktor er, hvordan journalister og redaktører fremstilles i bøger, film og tv-serier. Lars Poulsen peger på Danmarks Radios dramaserie “Borgen” som et eksempel på, hvordan en journalist, nemlig Michael Laugesen, der i serien er chefredaktør på tabloidavisen Ekspres, er skåret efter den værst tænkelige skabelon: »De fleste borgere har det

forhåbentlig sådan, at de ikke bryder sig om den type mennesker. Fordi de virker usympatiske.« Af de grunde tvivler Lars Poulsen på, at journalisternes image vil ændre sig i fremtiden. Selv ikke avancerede kampagner, mener han, vil kunne ændre det billede, befolkningen har af journalister.

Fokus er vejen frem I stedet for kampagner peger Lars Poulsen på, at det vigtigste er, at den enkelte journalist og redaktion er opmærksomme på, hvad det er for nogle faglige og etiske standarder,

der ligger til grund for den journalistik, de står for. Ikke fordi det ifølge Lars Poulsen vil rykke ved journaliststandens troværdighed: »Men det vil alt andet lige gøre, at journalisten kan se sig selv i spejlet og sige: “Vi repræsenterer en ordentlighed”,« siger Lars Poulsen. Lars Werge mener, det er positivt, hvis der er fokus på journalisters troværdighed, både i undervisningen på de journalistiske uddannelsesinstitutioner og rundt omkring i de forskellige mediehuse. Men det er dog ikke et emne, Dansk Journalistforbund bruger vanvittigt mange kræfter på: »Vi synes, det er spændende at diskutere det. Men det er ikke noget, vi vil sætte ekstra fokus på, fordi der kommer en måling. For generelt opfatter vi det ikke som et problem,« slutter han. amhan11@student.sdu.dk

Illustration: Paul Sauer


BRANCHE

12 | december 2011 | LIXEN Radio Free Europe

Midt i Tjekkiets hovedstad Prag ligger Radio Free Europe/Radio Liberty. Skarpt bevogtet sender stationen tusindvis af nyheder ud til friheds- og nyhedshungrende mennesker i Østeuropa, Centralasien og Mellemøsten. Seks journaliststuderende fra Syddansk Universitet har fået lov til at se, hvordan journalistikken bliver til og sendt ud til lande, hvor pressefriheden ikke er friere, end regeringen tillader.

Julie Reese Carlsen, Grith Larsen

INDTRÆNGEN. Efter en lang mailkorrespondance, der udmøntede sig i afgivelsen af person-, pas og pressekortnummer, lykkedes det

os at få en invitation til at komme gennem jernmuren til Radio Free Europe/Radio Liberty. Det var nærmest heldigt, at vi ikke også skulle give blodprøve og fingeraftryk for at komme ind, for det skulle vise sig at være en længere procedure at få lov til at betræde den værnelige journalistiske kanal. Det første, der mødte os, var en stram østeuropæisk mand, der bag det tommetykke glas talte til os med en Darth Vader-stemme, som understøttede hele sikkerhedsopbuddet. Efter at blive krydstjekket på navneliste og med pasidentifikation fik vi lov til at komme gennem den pansrede dør. Bag den begyndte sikkerhedstjekket for alvor. Et sikkerhedstjek, der ville gøre sikkerhedskontrollen på de amerikanske ambassader stolte. Gennemlysninger af samtlige værdigenstande og kropsdele blev foretaget af robotlignende, store muskelmænd. Og i tilfælde af at noget skulle være forbigået af de skarpttrænede vagtøjne, blev samme genlysningsprocedure foretaget i

hovedbygningen. Frygt for terror og fysiske angreb på pressefriheden er en realitet, som Radio Free Europe må indrette sig efter konstant. Derfor kunne vi først begynde vores besøg efter lovningen om, at vi ikke ville tage billeder af loftet, den indre bygningskonstruktion eller medarbejdere. En by i Rusland Udstyret med identifikationskort rundt om halsen blev vi modtaget af en kvindelig medarbejder, der med en guidet tur ville vise os bygningen, historien og journalistikken. Med højt til loftet – journalistisk såvel som visuelt – var redaktionslokalet indrettet. Den nyeste teknologi stod klar til, at journalisterne kunne bearbejde spaltevis af journalistik gennem fingrene, ud til lande hvor fri presse er en by i Rusland. På væggene hang billeder af journalistiske såvel som politiske forbilleder. Her stod den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton og tidligere vicepræsident i USA Dan Quayle klar til at

inspirere de pressekæmpende journalister med forbilledlige citater og statements. Næste stop på rundvisningen er rummet, hvor RFE/RL’s journalistiske hjerte banker og buldrer løs. Et imponerende ovalt mødelokale, der minder om noget fra et NATOmøde. Læderstole, headsets og interkom-anlæg. Her venter den russiske redaktør for Radio Free Europes Irak-afdeling, som den næste halve time fortæller om stedets historie, journalistikken og hvilke menneskelige omkostninger, som kampen om den frie informationsstrøm har kostet. Hans beretninger leder frem til en masse spørgsmål. Emner som pressefrihed, demokrati, politik og sågar Muhammed-tegningerne fra vores eget lille land bliver vendt og drøftet med redaktøren.

En vigtig kamp Der er ingen tvivl om, at tjekkerne værner meget om Radio Free Europe. Det tjekkiske politi modtog nemlig flere anmeldelser om, at

nogle suspekte unge mennesker – efter sigende danskere – vandrede rundt omkring bygningen og tog billeder. Efter en lettere verbal karambolage med politiet fik vi lov til at gå med kameraerne i god behold. Man er som besøgende ikke i tvivl om, at man er et sted, hvor medarbejderne er stolte af deres virke og stedets historie. Det emmer af engagement og ærefuldhed, når der bliver fortalt om Radio Free Europes arbejde og indflydelse på adskillelige millioner mennesker. Journalisterne arbejder med livet som indsats i ordets bogstaveligste forstand. I kampen for den frie presse. I kampen for at skildre verden, som den ser ud. I kampen for at lade informationsstrømmen strømme frit. Radio Free Europe er uden tvivl en vigtig og afgørende informationskilde for de mennesker og de lande, hvor pressefriheden ikke er friere, end regeringen tillader. jucar10@student.sdu.dk grlar10@student.sdu.dk

Først blev radiobølgerne brugt til at bekæmpe kommunismen i Østeuropa. Nu agerer de talerør for undertrykte befolkninger i Mellemøsten og Asien. Lixens udsendte har besøgt radiostationen, der bruger lyd i stedet for sværd.

Europa. Tjekkiet. Prag. Og langt ud af Vinohradská. Der ligger der en stor, firkantet bygning i nummer 159 A. Bag et massivt sikkerhedssystem er hovedsædet for Radio Free Europe placeret. Et enormt foretagende i de sande nyheders tjeneste – finansieret af den amerikanske kongres.

Mikkel Asferg Andersen

CENSURBRUD. Missionen er at tilbyde ucensurerede nyheder og informationer i lande, hvor den frie presse er forbudt, eller hvor den endnu ikke er helt etableret. Sådan lyder det klare mål for Radio Free Europe og Radio Liberty (RFE/RL). Og

sådan har målet faktisk altid lydt for den uafhængige nyhedsorganisation. Også selvom udfordringerne i RFE/ RL’s mere end 60-årige virke har ændret sig år for år. I alle de år, hvor den røde radiolampe har lyst, har rettesnoren og den daglige ambition været den samme: Tilbyd troværdige nyheder til de mennesker, der har mest brug for det. Starten i halvtredserne Radio Free Europe blev etableret i 1950 for at sende nyheder og aktua litetsprogrammer til de østeuropæiske lande bag det jerntæppe, der under Den Kolde Krig delte Europa i Øst og Vest. Den 4. juli samme år sendte stationen for første gang radio til Tjekkiet, og blot et år senere distribuerede de fem forskellige sprog ud i den østeuropæiske æter. I 1953 fulgte Radio Liberty op med udsendelser på russisk til borgerne i Sovjetunionen – og inden for få år kunne Radio Libertys radiobølger høres på 20 forskellige sprog.

Fra et fælles hovedkvarter i den sydtyske millionby München levede de to radiostationer efter samme målsætning om troværdige og sande nyheder. De første 20 år var både Radio Free Europe og Radio Liberty finansieret af sponsorater fra det amerikanske efterretningsvæsen, CIA. Men i 1971 blev denne støtte afløst af en fuld finansiering direkte fra den amerikanske kongres. Og fem år senere smeltede Radio Free Europe og Radio Liberty sammen til det fælles foretagende, RFE/RL, Inc.

Bombeangreb og ekspansion RFE/RL’s kamp for den frie presse er ikke altid velset. Journalisterne arbejder mod diktatur- og censurregimer, og i de fleste lande foregår arbejdet så skjult som muligt. Der er utallige eksempler på, at enkelte journalister er kommet til skade eller har mistet livet i forbindelse med deres arbejde, men i 1981 blev modstanden mod RFE/RL åbenlys. Her var hovedsædet i München genstand

for et bombeangreb, der senere viste sig at være bestilt af den rumænske diktator Nicolae Ceaucescu og udført af den verdensberømte terrorist ”Sjakalen Carlos”. Bombeangrebet kostede RFL/RL mere end to millioner dollars, men mirakuløst måtte de ikke ofre et eneste menneskeliv. I årene efter bombeangrebet ekspanderede radiostationerne voldsomt, og i 1989 åbnede stationen sin første østeuropæiske redaktion. Det skete i Budapest, og hurtigt efter fulgte redaktioner i Bulgarien, Polen, Rumænien og det hedengangne Tjekkoslovakiet. Endda betød Sovjetunionens fald, at den daværende russiske præsident, Boris Yeltsin, inviterede RFE/RL til at have en redaktion i Moskva. Som en del af ekspansionen i Østeuropa blev der i starten af halvfemserne etableret redaktioner i de fleste af de tidligere Sovjetlande. Skiftende lytterskare RFE/RL var stærkt involveret i ned-

bruddet af det tidligere Tjekkoslovakiet – og dermed opbygningen af den Tjekkiske Republik. Den indsats anerkendte præsident Vaclav Havel og statsminister Vaclav Klaus i 1995 ved at invitere RFE/RL til at drive stationens hovedsæde fra Prag. Det rykkede hovedsædet fysisk tættere på stationens sendeområder, og siden flytningen har stationen åbnet adskillige nye kanaler. Blandt andet kan både irakere, iranere og afghanere nu tune ind på RFE/RL, ligesom pakistanere og georgiere også kan høre sandfærdige, uafhængige nyheder på deres eget sprog. Til gengæld må lytterne i mere centrale europæiske lande som eksempelvis Ungarn, Polen, Tjekkiet og de baltiske lande undvære stationens udsendelser. Helt i tråd med idéen om, at Radio Free Europe og Radio Libertys journalistik skal sendes ud til de mennesker, der har mest brug for det. mikka10@student.sdu.dk


BRANCHE

LIXEN | december 2011 | 13

Radio Free Europe Fakta - Radio Free Europe/Radio Liberty sender i 21 lande på 28 forskellige sprog.

Radio Free Europe er blevet voksen. Fra at sende fra ét studie til ét land når mediehuset nu næsten 19 millioner modtagere om ugen. Men hvor meget betød Radio Free Europe egentlig under Den Kolde Krig? Og hvor meget fodfæste kan de vinde i en moderne verden, der er præget af informationsoverflow og sociale medier?

- Radioen sender ca. 1000 timer om ugen.

- Stationen sender både radio, producerer tv og skriver nyheder til onlinemedier.

- Den er direkte finansieret af den amerikanske kongres. - Hovedkvarteret i Prag huser mere end 500 ansatte. Disse suppleres af mere end 700 freelancere i sendeområderne.

Lasse Juncker, Paul Sauer

- Radio Free Europe/Radio Liberty sender til Østeuropa, Centralasien og Mellemøsten – herunder Rusland, Usbekistan, Iran og Irak.

HADEOBJEKT. 21 lande. 28 sprog. 1.250 medarbejdere. 18,4 millioner lyttere, seere og læsere om ugen. Det, der startede som en simpel, antikommunistisk radiobaby rettet mod den hedengangne Østblok, har for alvor fået vokseværk. Og ikke kun i fysisk størrelse. Også antallet af nye missioner og mængden af platforme, der tages i brug for at få demokratiske budskaber skudt ind bag

- Det samlede medieudbud når en modtagerskare på 18,4 millioner mennesker om ugen.

- Se mere på www.rferl.org.

regimernes informationsmonopoler, er støt stigende. Men hvor meget ære kan Radio Free Europe reelt tage for Østblokkens – og dermed kommunismens – kollaps? Og i hvor høj grad kan den gamle strategi overføres til Radio Free Europes nye satsning i Asien og Mellemøsten, når den moderne nyhedsstrøm og udbredelsen af sociale medier er inde i billedet? Det største hadeobjekt Ifølge lektor, ph.d. ved Center for Koldkrigsforskning på Syddansk Universitet Thomas Wegener Friis kan Radio Free Europes betydning under Den Kolde Krig ikke forklejnes. Tværtimod rangerede radiostationen højt på listen over de kommunistiske magthaveres hadeobjekter. »Det var jo deres hadeobjekt nummer ét! Radio Free Europe var med til at udfordre partiernes magt og deres informationsmonopoler. Og grundlæggende frygtede regimernes magthavere jo alle mennesker, som havde en anden holdning end dem selv, og som udfordrede deres informationsmonopol,« forklarer han. Når Radio Free Europe var så stor en torn i de kommunistiske øjenæbler, findes der dog i virkeligheden tre forskellige forklaringer.

For det første blev mange indslag og reportager ofte udarbejdet af de emigranter, som magthaverne havde haft held med at fordrive. Og for det andet var Radio Free Europe finansieret af kommunistpartiernes ærkefjende, USA. Sammenkoblet med radiostationens iver for at bryde magthavernes informationsmonopol udgjorde Radio Free Europe en trussel, som de selvsamme magthavere forsøgte at eliminere. »I starten af 80’erne sendte den rumænske diktator Nicolae Ceaucescu folk ud for at slå mennesker, der arbejder på Radio Free Europe, ihjel – dybest set fordi de har sagt, at han er en kedelig karl,« siger Thomas Wegener Friis. Moderne medier udfordrer Til gengæld sår Thomas Wegener Friis tvivl om, hvorvidt betydningen af den demokratihungrende mediekoncern kan overføres direkte til Radio Free Europes nye jagtmarker i Asien og Mellemøsten. For det var i høj grad de sociale internetplatforme som Youtube og Twitter, der udløste det Arabiske Forår. Og når befolkningerne i diktaturstaterne i dag har så hurtigt og ukontrollerbart et talerør, der tilmed når ud til så mange, kræver det en

RUSLAND HVIDERUSLAND KAZAKHSTAN

UKRAINE

MOLDOVA

BOSNIEN

SERBIEN

MONTENEGRO KOSOVO

GEORGIEN

MAKEDONIEN

ARMENIEN

KIRGISISTAN UZBEKISTAN

ASERBAJDSJAN

TURKMENISTAN

IRAN

TAJIKISTAN

AFGHANISTAN

IRAK

HER SENDER RADIO FREE EUROPE/RADIO LIBERTY

ünchen, 1951

Sending fra M

Bombeattentat i Münche

n, 1981

, 2011

Hovedsædet i Prag

ekstraordinær indsats for et medie som Radio Free Europe at gøre sig gældende. »I mange østeuropæiske lande har det jo været befolkningens smuthul til informationer på deres eget nationalsprog. Det var jo ret vigtigt. Men den situation er vi ikke helt i i forhold til Mellemøsten, for folk er jo på nettet og har dermed tilgang til informationer. Og det er en udfordring for sådan nogle som Radio Free Europe,« uddyber han.

Større medier vinder Heller ikke lektor ved Center for Mellemøstforskning på Syddansk Universitet Helle Lykke Nielsen mener, at Radio Free Europe har lige så stor gennemslagskraft i Asien og Mellemøsten, som de havde i kampen mod kommunismen. Mediebilledet har ændret sig, og det er i dag ikke kun Radio Free Europe, der har patent på at kalde sig et frit medie i de censurplagede lande. Også større, etablerede medier som BBC og CNN bejler til landenes befolkninger med såkaldt frie informationer. »Hvis sådan en radiostation tilbyder noget, de ikke kan få andre steder – og hvis de kan finde ud af, at de får noget der, som de ikke kan få andre steder – så vil de selvfølgelig ligesom alle mulige andre forbrugere tage det til sig. Men hvis de har nogle andre radiovaner på nogle store radiostationer, som de kender bedre allerede, og de ikke er klar over Radio Free Europes eksistens, så er det jo klart, at det ikke er noget, der tilbyder et alternativ,« forklarer hun. Og fordi større medier har indtaget scenen i Mellemøsten og Asien, er Radio Free Europe i Helle Lykke Nielsens øjne i realiteten et nichemedie. En lille spiller, som ikke spiller en stor rolle i den statsuafhængige mediestrøm. »Jeg ved ikke, hvor meget de kender Radio Free Europe, men det er ikke mit indtryk, at det er sådan noget, de fleste arabere kender til. Det vil typisk være BBC på radio og BBC og CNN på fjernsyn, som de fleste arabere sådan kender til,« pointerer hun. Men paradoksalt nok har det større udbud af frie medier i Asien og Mellemøsten ikke for alvor medført en presserevolution. Det hænger ifølge Helle Lykke Nielsen sammen med, at graden af pressefrihed i de enkelte lande er alt for afhængige af den politiske situation, landet befinder sig i. »I de sidste 20-30 år har det jo ikke været frit ret mange steder, vel? For eksempel rangerer Irak i dag ganske højt på listen over lande med høj grad af pressefrihed – det kom de til at gøre lige efter krigen. Men allerede nu er der tiltag til, at det bliver strammet op igen der,« siger Helle Lykke Nielsen. Hun mener derfor, at der er lang vej igen, før mediehuse som Radio Free Europe kan kalde deres mission i Asien og Mellemøsten for fuldført. lajun10@student.sdu.dk pasau10@student.sdu.dk

Illustration, layout og billeder (side 1): Paul Sauer. Billeder (side 2): Radio Free Europe/Radio Liberty (www.rfefl.org).


PORTRÆT

14 | december 2011 | LIXEN

Mediemagtfuld I Det Berlingske Hus mødes en traditionsrig avis med et moderne og funktionelt multimediehus. På toppen sidder ansvarshavende chefredaktør og koncernchef Lisbeth Knudsen. Danmarks mest magtfulde og dagsordensættende medieperson.

Ida Meyer, Cathrine Borup Bloch

SYNONYMER. På Pilestræde i indre København ligger et hus. Det har ligget der siden 1765, men lysstofrørene og facaden af glas får det gamle hus til at virke dragende og endnu nyere end nabohusene. Huset tager imod sine gæster i en lys og minimalistisk reception. Ingen får lov at passere uden et aktiveret gæstekort og et par minutters venten i en designerstol. Huset er moderniseret og renoveret, der tænkes innovativt og lægges markedsstrategier, men et sted derinde er der lidt tilbage fra 1765. Det var her, huset blev grundlagt. Det Berlingske Hus. Og Berlingske-familiens gamle stuer er stadig at finde på anden sal, fuldstændig som de så ud dengang. Som et minde om hvor Danmarks ældste eksisterende avis startede. Svungne guldsøjler, irgrønne vægge, en overdådig lysekrone og familieportrætter i gyldne rammer. Herinde har tiden stået stille, mens nyhedspulsen har banket derudaf i resten af huset, som nu ikke kun rummer en avis, men en hel mediekoncern. Hjertet, der pumper liv i det berlingske blod, sidder på et kontor lidt længere nede af gangen. Det er her, historien og den moderne mediementalitet mødes og forenes. Fladskærmen på væggen viser TV 2 NEWS, computeren summer, og iPaden er standby. Men på væggen bag ansvarshavende chefredaktør, Lisbeth Knudsen, hænger et portrætmaleri af en gammel bestyrelsesformand i huset, Ole Scherfig. Han var med til at redde Berlingske Tidende fra en konkurs i 1980’erne. Han kunne se en uoverensstemmelse mellem et tal på side 13 og et tal på side 56 i en rapport, og hun lærte af ham at have respekt for at gennemarbejde tingene. Lisbeth Knudsen er et lillebitte led i kæden af chefer for Det Berlingske Hus gennem tiden. For hende fører det både fascination og en stor ansvarsfølelse med sig. Hendes dybe respekt for den berlingske historie får hende til at arbejde hårdt for, at kæden ikke hopper af efter hende. »Jeg synes, det er passende, at det er ham, der sidder og puster mig i nakken.« Alteregoet Berlingske Berlingske og Lisbeth Knudsen er gennem årene blevet synonymer for hinanden. Hendes navn står med små bogstaver på avisens side to, og indimellem står det også over en skarpladet kronik i debatsektionen. Selvom hun kun er lidt synlig, er avisens mest magtfulde post hendes, og det har den været siden 2007. Men Berlingske og Lisbeth slog spalterne sammen længe før det. Første punkt på hendes bugnende CV er nemlig en praktikplads på netop den avis, hun endte med at vie både liv og karriere til. Som 22-årig, nyuddannet journalist blev hun ansat der, og blot to år senere fik hun en ledelsesstilling. Flere redaktør- og ledelsesposter senere, et medlemskab af chefredaktionen samt enkelte afstikkere væk fra alteregoet til DR og Det Fri Aktuelt, vendte Lisbeth tilbage til Pilestræde. Ansvarshavende chefredaktør i eget hus. Og senere også koncernchef for Berlingske Media. Mascaraen ligger tungt på vipperne, og øjenlågene er malet gyldne under de tyndt plukkede øjenbryn. Øjnene flakker ikke. De er bestemte og rolige. Lisbeth er ikke i tvivl om, hvorfor det for næsten 40 år siden var netop hende, der skrev under på praktikantkontrakten, og hvorfor hun stadig er i huset. »Fordi jeg ville noget med mit fag. Det er ikke nok bare at ville noget med mennesker. Det er ikke nok bare at ville have et sjovt job, hvor man kan performe og eksponere sig selv. Man skal ville

Foto: Rune Jensen Heidtmann

noget med faget, ellers bliver det simpelthen for overfladisk.« Men hvad var det så, Lisbeth Knudsen ville med det fag, hun nærer så dyb en respekt og så stor en ansvarsfølelse for? Hun ville indtage den klassiske rolle som demokratiets og offentlighedens evigt sultne vagthund. »Jeg ville gerne gøre folk klogere på, hvad der sker i vores samfund. Jeg ville gerne lave de historier, som er afslørende, kulegravende og kritiske. Jeg ville formidle.« Lisbeth Knudsens ansigtsmimik efterlader ikke en sam-

Jeg får simpelthen abstinenser, hvis jeg holder sommerferie uden at være online.

Lisbeth Knudsen

talepartner i tvivl om, hvornår hun har sagt det, hun har at sige. Hun er godt selv klar over, at hendes kropssprog og udtryk er meget gennemskueligt. Folk kan altid se på hende, hvis hun ikke er tilfreds. Hun har en pointe, hun leverer den, og når den rødmalede mund står helt stille, og øjnene bliver roligt afventende, er hun færdig med at tale. Videre. Næste spørgsmål.

En teknisk Tante For tid og tålmodighed er ikke noget, Lisbeths døgn indeholder mest af. Når hun hver morgen står op klokken halv seks, læser seks aviser og flankeret af bilradioen tager turen ind til Pilestræde et par timer senere, er det til en tætskreven mødekalender og en iPad loadet med Berlingske-apps, der er klar til brug.

Og det, der holder hende kørende, er hendes drive. Drivet efter at gøre det gamle Berlingske-hus kampklart til det nye mediebillede. Lisbeth er overbevist om at med den store omlægning i januar i år, hvor blandt andet det tanteklingende ”Tidende” blev strøget, og layoutet fik en ansigtsløftning, er Berlingske multimedieklar nok til fremtidige udfordringer. Lisbeth ser det som et livslangt projekt også at gøre sig selv teknisk klar til fremtiden. Hun kalder sig for en ”digital indvandrer”, og derfor er både iPhone, iPad og computer vigtigt undervisningsmateriale, når hun uddanner sig selv på det tekniske område. Hun befinder sig samtidig i en konstant søgen efter nye emner, som hun gerne vil være klogere på. Derfor siger hun også nogle gange ja til at deltage i tv-debatter om områder, som hun føler sig udfordret på. De krævende og næsten umulige jobs har altid fundet vej til Lisbeth. Eller også har hun fundet dem. Hun blev politisk redaktør på et tidspunkt, hvor der slet ikke fandtes nogle politiske redaktører. Især ikke på Berlingske Tidende. Og slet ikke en, der kun var 24 år. Og kvinde. Hun blev erhvervsredaktør i en tid, hvor der slet ikke fandtes nogle kvindelige erhvervsredaktører. Overhovedet. Hun sagde ja til at være chefredaktør på Aktuelt, selvom alle pengene var brugt. Og hun tog jobbet som nyhedsdirektør i DR, hvor hun skulle skabe Danmarks første online nyhedstjeneste og samle fire fuldstændig adskilte nyhedsafdelinger under ét, selvom ingen troede på, at det kunne lade sig gøre. Det lykkedes. Og det er samtidig det første, Lisbeth nævner, når hun bliver spurgt om, hvad hun er mest stolt af i sin karriere. Dagsordenen drøftes i newsroom Efter otte år som nyhedsdirektør på public service-højborgen


PORTRÆT DR forlod hun sin post. Hun havde regnet med, at hun derfra og resten af sin karriere skulle være sin egen chef med forskellige debat- og konsulentopgaver. »Men efter et par måneder syntes jeg bare, det var så hamrende kedeligt at være ude af den konkrete journalistik hver dag,« fortæller hun. Heldigvis gik der ikke mange måneder, før telefonen ringede og hun i røret blev tilbudt jobbet som Berlingskes nye chefredaktør. »Det, syntes jeg, var et borgerligt ombud, fordi avisen og huset rummer noget af kernen af publiscisme – noget af kernen i det at have en samfundsopgave. Det var et stort ansvar, og samtidig var det et vigtigt sted at tage over.« Da hun kort tid efter også blev spurgt, om det var noget for hende af blive chef for hele koncernen Berlingske Media, var det på én betingelse. »Jeg sagde, at det ville jeg gerne, men under den forudsætning, at jeg beholdt jobbet som chefredaktør. Det er i meget høj grad der, mit hjerte er.« Derfor tager hun tit en runde i husets dynamiske hovedpulsåre – Berlingskes newsroom. Her bliver både B.T. og Berlingske til hver eneste dag og Urban fem dage om ugen. Hun finder ro midt i computertasternes rytmiske smæld og den opmærksomhedskrævende kimen fra telefonerne, der danner lydkulisse om slutspurten mod deadline. Hun vil diskutere tophistorien på nettet og den forside, som skal stå i landets bladkiosker dagen efter. »Jeg slapper af, når jeg kommer ned og rører ved journalistikken. Det, at have et par journalistiske drøftelser indimellem, synes jeg, er livgivende,« siger hun. Og hvis man spørger hende, hvornår hun er allermest tilfreds, falder svaret prompte: »Når vi har stjålet hele dagsordenen!«

LIXEN | december 2011 | 15 connected livsstil, så jeg hele tiden har en fornemmelse af at vide og kunne følge med i, hvad der foregår i huset,« siger hun. De mange timer på kontoret og den aldrig slukkede mobiltelefon under hovedpuden vidner om en dedikeret chef, der har fået sin avis og sit mediehus så meget ind under huden, at de lever i en gensidig afhængighed. Flittigheden og dedikationen har Lisbeth fået ind med tryksværten på forældrenes lille stempelfabrik med tilhørende bogtrykkeri. Hun hjalp til, fra hun var helt lille, og hun er opdraget med, at med talent og arbejdsomhed følger et ansvar, som man skal tage alvorligt. »Hvis man har et talent for noget, så skal man bruge det til noget nyttigt. Jeg er opfostret med en arbejdsnarkomani, som jeg aldrig er vokset fra. Det må være deraf, det hele kommer,« siger Lisbeth. Derfor har hun også altid været den flittige elev. Den som havde stakkevis af bøger på teenageværelset i stedet for vægge plastret til med idolplakater og som ikke førte an i studenteroprør eller drak flest guldøl. Hun påpeger selv, at nogen måske ville kalde hende kedelig. Ikke noget, der rigtig rører hende. Arbejdsomheden var jo et talent, der skulle holdes vedlige, og det var ungdomsoprøreren ikke. Huset uden hvilepuls På Pilestræde i indre København ligger et hus. Det har ligget der siden 1765, og står det til Lisbeth Knudsen, skal det blive liggende. Og det skal samtidig udvikle sig til at kunne overleve i en verden, hvor det kun bliver sværere at være medie.

Lisbeths ansvarsfølelse og hendes evindelige arbejdsnarkomani dedikeres udelukkende til denne udfordring. »Den her virksomhed skal lykkes. Vi skal også være her om 25 år og om 100 år. Det her hus skal være fit for fight til det nye mediebillede. Det er mit ansvar, og det driver mig i høj grad,« siger hun. Når andre mennesker går tur i skoven søndag eftermiddag, sidder Lisbeth foran computeren og surfer rundt for at få de bedste idéer til Berlingskes fremtid. De idéer, der skal sørge for, at det berlingske maskineri fortsat er velsmurt. Lisbeth siger selv, at hun ikke er den, der slider på skovene, og hun har det bedst i sit hus i sin by, hvor nyhedspulsen aldrig når hvilepulsstadiet. »Min far sagde engang, at hvis han skulle vælge et sted at bo, så ville han bo i et hus midt på Rådhuspladsen. Jeg tror sådan set, at jeg har det på samme måde.« Godt nok ligger huset ikke midt på Rådhuspladsen, men Lisbeth har i stedet fået et hus i det allerinderste af København. Et Berlingske Hus. For Berlingske er Lisbeth kun et kort bekendtskab, men for Lisbeth har samme bekendtskab indtil videre varet over halvdelen af hendes liv. idmey10@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

Mest magtfulde medieperson Lisbeth er den medieperson, der har størst indflydelse på, hvad danskerne mener. Det er hende, der bestemmer, hvad der smalltalkes om i nettokøen eller over aftensmaden. Hun er dagsordensættende i kraft af sine blogindlæg på b.dk og aktive deltagelse i debatprogrammer. Netop derfor placerede Fagbladet Journalisten hende øverst på magtlisten anno 2011. Listen rangordner danske mediepersoner efter deres indflydelse på debatten og dagsordenen. Kort sagt: Hvem der sidder på forreste række i mediebilledet. Har mest magt. »Jeg har aldrig været bange for ordet magt,« fastslår Lisbeth. Hun ved, at titlen som ”Danmarks mest magtfulde medieperson” kun er til låns. Hun er magtfuld, fordi hun er chefredaktør for et af de mest læste dagblade, og fordi hun på sit visitkort kan skrive koncernchef med over 200 medier og 2.000 medarbejdere under sig. Det er ikke Lisbeth Knudsen som person, men derimod Lisbeth Knudsens funktion, der ligger på magtlistens førsteplads. Det konstaterer hun i hvert fald selv. Men når hun siger sin mening uden omsvøb, når hun ikke er den mindste smule i tvivl om, hvordan hun skal ruste Berlingske til fremtiden, og når hun afslutter en pointe med et afmålt smil, er man ikke i tvivl om, at det er personen, der har skabt fundamentet for førstepladsen. Men selv med sin magtposition føler hun sig stadig ydmyg over for sit fag. »Man skal have respekt for, hvad man har med at gøre. Når vi afslører ting eller kører kritiske historier, er det folks liv, der nogle gange bliver udsat for en hårdhændet behandling. Jeg har respekt for ordene som våben, og det har jeg altid haft,« siger hun. Mobilen under hovedpuden Svaret kommer uden hverken tøven eller tænken, når Lisbeth bliver spurgt, om hun nogensinde holder fri: »Nej,« siger hun og griner et kort øjeblik af det næsten absurd korte svar, inden ansigtet igen bliver alvorligt, og hun fortsætter: »Jeg holder selvfølgelig ferie, men da journalistik og det at arbejde med medier er en livsstil for mig, så skelner jeg ikke mellem, hvornår jeg har fri, og hvornår jeg er på arbejde. Det smelter sammen for mig. Jeg har altid været vant til at sove med mobiltelefonen under hovedpuden. Så det er ikke nogen klynk fra min side – det er bare sådan, jeg er indrettet. Jeg får simpelthen abstinenser, hvis jeg skal holde sommerferie uden at kunne være online.« Derfor vil Lisbeth heller ikke sætte et timetal på sin arbejdsuge. Men hun vil i hvert fald ikke kalde kontoret sit andet hjem. »Ej, nej nej. Jeg har et dejligt hjem, og jeg har en dejlig mand, så det er det overhovedet ikke. Men jeg holder meget af den der

Foto: Rune Jensen Heidtmann


16 | december 2011 | LIXEN

Du har nok omkring hundrede interviews med dem optaget på din diktafon. Og i starten af hver eneste siger du: ”Jeg er journaliststuderende ved Syddansk Universitet i Odense, og jeg ringer til dig, fordi…”. Du har transskriberet deres ord i timevis. Du har muligvis et dokument fuld af deres telefonnumre. Dine historier afhænger næsten udelukkende af, hvad de siger.

KILDER

Er der nogen som helst Journalistens uundværlige arbejdsredskab er fokus i der har tænkt enrådfokusdenne måneds Lixen. Læs Kurtpå Strands til, hvordan du opbygger og plejer et godt tekst.... ! Det erkildenetværk, catrinehvordan

flere medier indleder jagten på cases på Facebook, og hvordan en af Lixens egne selv eksperimenterer med kildepleje over en latte og et glas friskpresset juice – til overpris. Derudover kan du læse en reportage fra en tidlig morgenstund på DR Fyn, hvor kilderne ikke altid er stået ud af sengen, når de skal bruges.

Foto: Rune Jensen Heidtmann


FOKUS

LIXEN | december 2011 | 17

Journalister bruger mænd Mænd dominerer samfundets top, og det afspejler sig, når journalister skal vælge deres kilder. Derudover bruger journalister ofte de samme kilder igen og igen. Skyldes tendensen dovenskab eller afspejler kildevalget virkeligheden?

Christine Randa, Lærke Kjær Von Hahn

KILDEFORDELING. Skjorten er nystrøget, og brillerne glider ned på næsen, mens bunker af materiale gennemgås. Manden ved skrivebordet er mellem 40 og 49 år og akademisk uddannet. Han har allerede optrådt i medierne mere end ti gange inden for de sidste tre år som ekspert eller forsker. Sådan vil en typisk profil af den mest brugte kilde i pressen se ud. Det er det billede, der tegner sig ud fra undersøgelsen ”Dagspressens kilder” lavet af Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE). Undersøgelsen er fra 2006, men lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet Charlotte Wien tror ikke, at der er sket de store ændringer. »Måske lidt krusninger på overfladen til fordel for kvinderne,« siger hun og pointerer, at krusningerne skyldes, at udviklingen går i retning af, at kvinderne i fremtiden vil overhale mændene på uddannelsesområdet.

Mændene har magten Charlotte Wien synes, at CFJE’s undersøgelse er skræmmende, men hun mener ikke, at det er et problem, at der er en overvægt i brugen af en bestemt type kilde. Når journalister bruger mandlige forskere som ekspertkilder, afspejler det nemlig virkeligheden. Charlotte Wien har netop færdiggjort en undersøgelse om kønsfordelingen hos landets forskere sat op imod kønsfordelingen hos dagspressens kilder. Og ifølge hendes undersøgelse ser man den samme kønsfordeling hos forskerne på universiteterne i Danmark som hos de kilder, journalisterne bruger. Det giver derfor mening, at 8 ud af 10 af dagspressens kilder er mænd, da 8 ud af 10 forskere også er mænd. »Det skæve kildevalg er ikke skabt af journalisterne men af den måde, samfundet er skruet sammen på. Det er mændene, der dominerer samfundets top, og derfor ser vi også flest mandlige kilder i medierne,« siger hun, men påpeger igen kvindernes udvikling på uddannelsesområdet. Kvinder i offerrollen Tina Bryld er journalist på Morgenavisen Jyllands-Posten og har skrevet masterspeciale om brugen af kvinder som kilder i de tre største landsdækkende dagblade. »Når kvinder er i avisen, er de det ganske ofte, fordi de er ofre – for sygdom, for arbejdsløshed, for tab – i hvert fald i en offerrolle. Det er

PRESSE

sørgeligt, men sandt,« siger Tina Bryld om kvindernes birolle som kilde. Tina Bryld mener ikke, at journalisternes valg af kilder er et spejl af virkeligheden. For hende handler det om, at halvdelen af Danmarks

benyttede type kilde, er det tydeligt, at journalister ikke kun bruger en overvægt af mandlige kilder. Hele 7 ud af 10 af pressens kilder har også optrådt mere end 10 gange i medierne inden for de sidste tre år. Professor i statskundskab på Syd-

Journalister bruger ofte de samme kilder, fordi der er for få forskere i Danmark.

befolkning er kvinder. En halvdel, der glemmes. Hendes teori er, at skævvridningen mellem den faktiske kønsfordeling i Danmark og valget af kilder er skyld i avisernes faldende oplagstal. »Jeg mener, at en del af avisernes oplagsfald kan tilskrives, at de i ringe grad afspejler de faktiske forhold i samfundet. Jeg tror på, at mange kvinder ikke kan genkende sig selv i det offerbillede, der tegnes af deres køn i medierne,« forklarer hun. For Tina Bryld handler det skæve kildevalg om et demokratisk problem, da kun en lille del af befolkningen kommer til orde. »Vi er demokratiets vagthunde, og det skal vi leve op til. Man bør simpelthen som journalist arbejde mere for at skabe sig et kildenetværk, der består af både mænd og kvinder,« siger hun og pointerer, at man som journalist bør bidrage til at skabe større ligestilling i mediebilledet. For få forskere Ser man igen på profilen for den mest

Erik Albæk, professor i statskundskab dansk Universitet Erik Albæk mener, at det skyldes antallet af forskere i Danmark. »Journalister bruger ofte de samme kilder, fordi der er for få forskere i Danmark,« siger han. Erik Albæk mener, at det handler om en stor efterspørgsel på en lille gruppe. Ifølge ham er journalisterne ikke dovne, fordi de ofte kontakter de samme kilder. Journalisterne må tage det, der er, og derfor afspejler valget af kilder også samfundet opbygning, mener han. »Jeg ser ikke noget problem i, at de samme forskere optræder i medierne flere gange. Problemet er derimod, at forskerne ikke kan gøre deres arbejde, hvis journalister kimer dem ned hele tiden,« konstaterer han. For dovne journalister Annelise Pedersen Michaelsen, der er journalist på Ekstra Bladet, er uenig med Erik Albæk. Hun mener, at både hende selv og alle andre journalister i hendes branche bruger de samme kilder, fordi de er dovne.

»Jeg synes, at rigtig mange journalister er utrolig dovne, når de skal finde kilder,« siger hun og påpeger, at man i medierne ofte bruger de samme kilder igen og igen. Annelise Michaelsen pointerer, at det trods alt er nemmere at finde de kilder, man ved vil udtale sig, end det er at prøve at finde frem til en ny og måske mere kompetent kilde. »”Prøv ham, han plejer altid at ville udtale sig,” hører jeg igen og igen kolleger sige,« afslører hun. Hun mener, at de samme kilder bliver brugt gentagne gange, fordi journalisterne ender med at slå op i en telefonliste over kilder, de har brugt før. »Hvem har vi telefonnummeret på i bladets interne telefonbog?« lyder spørgsmålet ofte fra hendes kolleger på Ekstra Bladet. Annelise Michaelsen synes, at det er en meget kedelig tendens. Tendensen til at journalisterne bruger de samme kilder, kan Charlotte Wien godt nikke genkendende til. Hun er ærgerlig over at se, at eksperter udtaler sig, hvor andre eksperter er bedre kvalificeret. »Jeg sidder til tider og undrer mig over, hvorfor de ikke har ringet til mig. For eksempel hvis jeg lige har lavet ny forskning på et område, de belyser, og derved er mere opdateret på emnet, end den forsker de benytter sig af,« udtaler hun. chran11@student.sdu.dk lavon11@student.sdu.dk

Illustration: Paul Sauer


FOKUS

18 | december 2011 | LIXEN Reportage

Foto: Christina Nordvang Jensen

Foto: Christina Nordvang Jensen

Foto: Christina Nordvang Jensen

Foto: Christina Nordvang Jensen

»Kilderne er brændstoffet til motoren« Telefontasterne bliver godt slidte, når morgenudsendelser skal i hus på P4 Fyn. Kilderne er det vigtigste, men det er ikke altid, de er kommet op af sengen, inden de første udsendelser går i luften. Det er en reel forhindring i hverdagen.

Christina Nordvang Jensen

KILDEJAGTEN. Den stjernebeklædte himmel er endnu ikke forsvundet, da døren går op til P4 Fyn-redaktionen. Ved to skriveborde sidder to journalister i slumretilstand med deres kaffekopper limet fast til den lysebrune flade. Deres ører er isoleret af sorte høretelefoner, og fingrene springer rundt på tastaturet, som var de en flok morgenmotionister, der forsøger at få varmen ud i leddene. Døren går op, og ind kommer praktikanten Lars Esmarch. Han går direkte efter bunken af aviser og griber fat i de fynske dagblade – de vigtigste at nå igennem. Redaktionen møder hver morgen klokken 04.30. Aviser, pressemeddelelser og forproduktioner kigges grundigt igennem, så de første udsendelser kan blive fyldt med kræs for lytteren. Og så skal der ringes til kilder. Ifølge nyhedsredaktør Thomas Dinsen er kilderne den bærende kraft. »Her om morgenen betyder kilder alt. Om eftermiddagen handler det

også om idéer. Vi vil jo gerne sætte vores eget aftryk. Men kilderne er brændstoffet til motoren,« siger han.

Deadlines og dartskiven Tidspresset på redaktionen kan godt påvirke brugen af kilder. Thomas Dinsen sammenligner deres kildebrug med en dartskive. »Hvis man har en dartskive, så er det røde i midten der, hvor de primære kilder ligger, som er direkte relevante i forhold til historien. Så kan man godt komme længere ud på skiven. I takt med, at man når længere ud, bliver kilden mere spinkel. Der skal man gøre op med sig selv, om det kan bruges,« forklarer nyhedsredaktøren. Og det kan være problematisk, hvis kilderne er fra felterne lidt længere ude på dartskiven. »Det kan have den konsekvens, at man fortæller en historie, der ikke er rigtig. Eller tager nogen med, som ikke ved noget om sagen, men gerne vil sige noget i radioen,« forklarer Thomas Dinsen. Derfor er det noget, de tænker meget over på redaktionen. Om morgenen kan det være svært at få fat på de primære kilder på grund af de korte deadlines. Her kan ikke engang et godt kildenetværk komme til undsætning, forklarer han. Jagten på kilder Klokken er 05.40, og redaktionsmødet er så småt i gang. Fra de tre journalisters skriveborde taler stemmer med et par efterladte tudser i

halsen. En historie er særlig interessant for Thomas Dinsen. Operation X afslørede i går på TV 2, at en hjerneskadet borger i Nyborg var blevet dårligt behandlet på et dyrt privat opholdssted, som kommunen havde anbragt ham på. For nyhedsredaktøren er sagen klar. Der skal en ny drejning på historien. »Vi skal have den politiske vinkel på. Det er mine skattekroner, der går til det. Man ville syntes, at de penge kunne bruges langt mere fornuftigt, hvis man var skatteyder i Nyborg,« siger han. Kunsten for redaktionen er, hvordan de kan få bragt historien bedst med nye kilder inddraget. »Jeg ringer til kommunen. Så kan de få lov til at sige, at de vil undersøge sagen,« siger Lars Esmarch. Han forsvinder ind i et studie. Få minutter efter kommer han ud igen. »Formanden for Hjerneskadeforeningen ville ikke sige noget, før han var sat ind i sagen,« meddeler Lars Esmarch. »Så ring til borgmesteren,« svarer nyhedsredaktøren intuitivt. Borgmesteren sover stadig, så der var heller ingen kommentarer at få. Men Lars Esmarch har lagt en besked på telefonsvareren – deres værste fjende. Praktikanten må endnu engang traske tilbage til sin plads uden held. Han fortsætter med at ringe til flere kilder. Til sidst prøver han Anne Pihl fra Socialudvalget. »Nu kan du godt se, at vi begynder at bevæge os lidt væk fra centrum af

skiven, ikke?,« siger Thomas Dinsen. Sekundviseren når ikke engang en omgang, før døren går op. »Du kommer alt for hurtigt ud af det studie, Lars,« pointerer nyhedsredaktøren i en humoristisk tone. »Der er ikke nogen, der tager telefonen,« siger han lettere opgivende. Det sker dagligt, at kilder ikke er til at få fat på. Men det forhindrer ikke redaktionen i at holde hovedet højt. »Det kan selvfølgelig godt være irriterende, når man ikke får noget ud af sine anstrengelser. De her dage er det sket meget, men så må man bare være kreativ,« fastslår Thomas Dinsen. Praktikanten Lars Esmarchs står ved sit skrivebord og roder med nogle papirer. Lige nu må historien vente. En ny opgave står på spring. Reporter i marken Jakken svinges hurtigt over den grønog sortternede skjorte. Der gives et sving med armen til kollegaerne, og så er det ud til DR’s sendevogn i en fart. Bilen er noget rusten at høre på, da den kører ud af hjemmet på Lille Tornbjerg Vej. Men der skulle snart komme en ny, fortæller Lars Esmarch. Klokken har slået 08.10, og der skal sendes live fra en jobmesse i Marienlystcentret i Odense. Her er arbejdsløse fra lukningen af Lindøværftet mødt op i forhåbning om at få et nyt job. Den første kilde er klar. DR Nyheder har sagt ja til historien, og hallen er

fyldt med en summende lyd af mennesker – perfekt til et radioindslag. Men det er ikke altid kun kilderne, der kan være et problem. Teknikken virker ikke. Efter adskillige forsøg må Lars Esmarch indse, at han må afblæse liveindslaget. Han optager i stedet lyden på diktafonen og må senere klippe det sammen på redaktionen. Den rødhårede praktikant fiser ind i hallen og kigger febrilsk rundt på de mange mennesker. Han skal have fat i en arbejdsløs, lyder kravet hjemmefra redaktionen. »Okay. Hvem er arbejdsløs?,« mumler han til sig selv. Han opsøger en mand med tykt overskæg og stribet trøje, der netop er gået fra en af de mange firmastande, der tilbyder jobs. På grund af tidspresset er det for Lars Esmarch vigtigere at få historien i hus end kildens værdi. »Man skal bare have fat i en kilde. Lige der ville jeg egentlig have være ligeglad med, hvad han havde sagt,« forklarer han. Heldigvis var kilden fin, og da klokken slår 09.45, glider indslaget perfekt ud af radioens højtalere. chrij11@student.sdu.dk


FOKUS

LIXEN | december 2011 | 19

Kilderne findes på Facebook Tre millioner. Så mange danskere bruger det sociale netværk Facebook. Det har medierne i den grad for øje, når de bedriver journalistik. Facebook er et godt redskab, når de skal finde den helt rette kilde til en historie. Det er dog kun bestemte kildetyper, der florerer på netværket.

Helene Jepsen, Katja Lyngbach Johnsson

FACEBOOKKILDER. »Har du været udsat for noget, så skriv til journalist Peter Toldberg på peto@tv2.dk.« Denne besked var, hvad der mødte TV 2’s Facebookfans, da de loggede på Facebook den 17. november. Den dag søgte TV 2 kilder, der havde været ude for indbrud. Beskeder som denne er efterhånden et syn, som mediernes Facebookfans møder hver eneste dag. Medierne bruger nemlig det sociale netværk meget aktivt i deres søgen efter den perfekte case. Det er nemt, billigt og moderne. »Flere medier bruger Facebook til at finde kilder. Oftest jagter de en

case. Altså en menneskelig eksemplificering af en historie. For eksempel efterlyste TV 2 Nyhederne den 1. november en case til en historie om papirnusseri og bureaukrati i det offentlige, mens TV/MIDT-VEST den 9. november efterlyste midt- og vestjyder, der lader overskægget gro i november for at støtte kampen mod prostatakræft,« forklarer Filip Wallberg fra Syddansk Universitet, som er journalistisk lektor og ekspert i Facebook. Facebook flyder med cases TV 2 har lidt over 43.000 fans på deres Facebookside, og dem bruger de flittigt i deres søgen på den helt rette case til en historie. »Facebook er bare stedet, hvor kilderne er. Det er supernemt. Folk er typisk dem, de udgiver sig for at være,« fortæller Peter Møller, udviklingsredaktør på TV 2 Nyhederne. Han ser Facebook som et effektivt redskab til at finde kilder, fordi man kan nå ud til rigtig mange mennesker. På TV 2 er de opmærksomme på, at faren ved at anvende Facebook i deres søgen på kilder, er, at netværket ikke favner hele befolkningen. Det er langt fra alle aldersgrupper, der er repræsenteret på det sociale medie. Derfor går TV 2 også andre veje i jagten på cases.

»Hvis vi vil have fat i de ældre, går vi for eksempel gennem Ældresagen,« fortæller Peter Møller. Filip Wallberg påpeger, at der også er problemer forbundet med at finde kilder på sociale medier. »Ulempen er, at man kan blive doven og sætte sin lid udelukkende til crowdsourcing via Facebook. For det er langt fra altid, at brugerne her kan hjælpe. Man kan ikke erstatte det traditionelle håndværk med en statusopdatering.« Trods problemerne er TV 2 glade

bruger cases, som nok primært er det, man bruger Facebook til at finde,« fortæller Børsens nyhedsredaktør på Online, Christian Venderby. Han eksemplificerer sin påstand med, at de på Børsen ikke vil bruge Facebook til at efterlyse en læser med et flexlån. Facebook er kort sagt ikke et sted, hvor det stof, som Børsen formidler videre, har sin hjemmebane. Det kommer også til udtryk på deres fanside, hvor der blot er 507 likes i modsætning til TV 2’s flere tusinde. »Alle de sociale medier såsom Face-

Facebook er bare stedet, hvor kilderne er. Det er supernemt.

Peter Møller, udviklingsredaktør på TV 2 Nyhederne

for netværket som middel, da det er godt til at finde cases, som oftest i tv-indslag bruges til at formidle en problemstilling. Børsen bruger kun kildenetværk Et af de medier, som ikke gør brug af det sociale netværk, er Dagbladet Børsen. »De fleste af vores kilder er professionelle kilder, som er meget tilgængelige. Vi har et stort professionelt kildenetværk. Det er sjældent, at vi

book har ikke slået igennem her på Børsen. Vi har et bredt kildenetværk i forvejen, men måske skulle vi arbejde for at udvide det. Men vi vil nok ikke gøre det via Facebook, men for eksempel via LinkedIn og universiteternes hjemmesider,« siger Christian Venderby. Han forklarer, at fravalget af Facebook ikke er bevidst. De har endnu ikke haft behovet for at udvide kildenetværket gennem sociale medier. Børsen erkender også, at de ikke

at han arbejder på et større projekt sammen med den øvrige gravergruppe. På søndag afslører de noget stort. Alt sammen på baggrund af en af Thomas’ helt tætte kilder gennem tre år, som har skaffet ham et unikt indblik i en rapport – FØR alle andre! Det vigtigste i journalistik er at komme først med nyheden, og dét skal vi bruge kilder til, forklarer Thomas på en ret stolt måde. »Det er simpelthen afgørende at have en god kilde. Særligt ved personfølsomme oplysninger. Det er de gode kilder, som afslører de gode historier og som gør, Ekstra Bladet kommer først.« Han sipper til den karamelbrune kaffe. Og derfor skal de plejes. Kilderne. Men hvordan får man en kilde til at risikere jobbet for at bringe en rapport til en journalist, som tilfældet er med søndagens EB-artikel? »Det handler om tryghed. Og tillid. Og samtidig skal man respektere kilden.« Thomas holder tæt kontakt med mellem fem til ti kilder. Faktisk er det nok tættest på fem. Det er de kilder, han ”nurser”, som EB-journalisten formulerer det. Det er dem, han holder sig opdateret på, når begivenhederne sker i deres liv. Indimellem bliver det også til en kop kaffe, mens de taler om løst og fast. Om ting, som ikke nødvendigvis har noget med no-

get at gøre. Disse kilder har Thomas det særlige forhold til. Forholdet, som er den store hjælp, når de vanskelige afsløringer skal publiceres i Ekstra Bladet. »Hvis man har et godt forhold til en kilde, tager de telefonen klokken 23 om aftenen. Men de rigtig gode og tætte kilder er parat til at bryde loven for en.« De kilder er betydningsfulde, og derfor må man som journalist også indgå kompromisser for at bevare tilliden: »Altså, vi bliver jo sommetider nødt til at lave en studehandel. Kilderne får deres småhistorier i avisen, og på den måde bevarer man det gode forhold, til når man så skal bruge kilderne igen.« Thomas skynder sig at understrege, at de selvfølgelig kun bringer kildernes historier, hvis der rent faktisk er en historie. Han smiler igen. Han beskriver forholdet mellem journalist og kilde som en slags byttehandel, hvor kilderne får noget i bytte for informationerne, de giver videre til journalisten: »Det tænder mine kilder at se, at deres hjælp fører til artikler i avisen. Det er oftest nogle mennesker, som hjælper til med historierne, fordi de synes, at systemet er uretfærdigt. Kilderne får et budskab i avisen. De bliver hørt.«

er så opmærksomme på mulighederne inden for onlineverdenen, da de ikke har særlig stor indsigt i, hvordan de kan bruge de online netværk. »Jeg tror bare ikke, at vi er avancerede nok. Vi er sikkert lidt gammeldags, når nu alle andre bruger Facebook og andre internetsider,« fortæller Christian Venderby.

Danmarks største fællesskab Filip Wallberg fortæller, at flere medier bruger Facebook og andre sociale netværk meget aktivt i deres journalistik. TV 2 er heller ikke i tvivl om, at det er vigtigt at markere sig på Facebook. Flere og flere danskere har en profil på det populære netværk, og derfor er det for TV 2 ganske naturligt at være til stede på siden, hvor næsten tre millioner danskere spenderer deres tid, forklarer Peter Møller og fortsætter: »Når der er mange danskere på Facebook, så er det også der, vi skal markere os. Vi vil være Danmarks største fællesskab, så selvfølgelig skal vi også være der.« hjeps10@student.sdu.dk kjohn09@student.sdu.dk

Da jeg bød en kilde på kaffe ”Tillykke med det nye job/fødselsdagen/den lille ny”. Eller: ”Lad os mødes til en kop kaffe”. Måske: ”Hvordan går det med golfen?” Der er mange måder at pleje sine kilder på. Mange spørgsmål, der kan stilles. Flere handlinger, som viser interesse. Alt sammen for at sikre, at din vigtige kilde taler næste gang.

Lea Holdgaard Sørensen

HOW-TO. Den lille sorte bog ligger på køkkenbordet. Bogen, som rummer relevante oplysninger på alle kilder, jeg har beskæftiget mig med i min Lixen-tid. Jeg slår op i den, bladrer om til navnet Thomas Gösta Svensson – en journalist på Ekstra Bladet, som jeg engang interviewede om hans kildenetværk og brugen af en ny kildeservice. Så vidt jeg husker, havde han en del at fortælle om forholdet mellem ham og hans kilder. Måske han fortjener at blive plejet over en latte? Mødet med stemmen Han er frisk på at mødes! Vesterbro på café Dyrehaven it is. Jeg kommer

tidligt – du ved, forberedt og avislæsende med computeren foran mig på træbordet. Jeg bestiller en friskpresset juice til overpris, mest fordi jeg ikke kan lide kaffe. Godt, så er jeg klar. Klar til at pleje et kildeforhold, mens man måske kan lokke selvsamme kilde til en snak om netop dét der med at pleje kilder. For hvordan er det nu lige, man gør? Han kommer ind ad døren. Fem minutter forsinket, men det er okay. Thomas har fridag fra Ekstra Bladet. Han smiler til mig, da han kommer ind ad døren – selvom vores tidligere korrespondance er foregået med en telefonlinje imellem os, kan vi sagtens regne ud, at det er os to, der skal mødes. Han giver hånd, bestiller en latte og griner lidt genert over mit udsagn om, at jeg drikker juice på grund af vitaminerne. Strøtanke: Pis, skulle jeg have tilbudt at betale hans latte? Jeg skal jo pleje, for pokker!? Nå, for sent. Dankortterminalen bipper godkendt.

Men hvordan – og Ekstra Bladet? Vi starter på en frisk. Jeg spørger ind til hans job. Det går godt på Ekstra Bladet. Han glæder sig stadig over at gå på job, selvom han arbejder der på syvende år. Det handler om den rette mavefornemmelse, fortæller han. Journalisten smiler og afslører,

Plej, men pas på! For der findes en grænse. Den hårfine slags, når man kaster sig ud i at pleje sine særlige kilder. Venskaber kan opstå. Og ikke blot i den professionelle, distancerede form, men faktiske forhold, venskabelige, hvor følelser involveres, og mødet ikke længere er sund networking, men et møde af venskabelig karakter og personlig interesse. Fagbøgerne kalder det risikabelt. Det samme gør vores udmærkede undervisere på Syddansk Universitet. For hvad nu, hvis journalister ikke kan forholde sig objektivt til kilden, fordi en festlig bytur kom i vejen? Thomas er enig. Der skal være distance i det professionelle venskab: »Alarmklokkerne skal lyde, hvis man ikke længere kan være objektiv. Og derfor skal man heller aldrig bruge venner som kilder.« Den pointe slår han fast. Og det er den sidste pointe om kildepleje i vores møde. Nu snakker vi lidt om Ekstra Bladet igen. Og om gå-i-byensteder på Vesterbro. Thomas har i øvrigt fødselsdag den 6. december – det skriver jeg lige bag øret. leaso08@student.sdu.dk


FOKUS

20 | december 2011 | LIXEN

Sociale medier til citat De sociale medier bevæger sig ind i mediearenaen og er nu blevet medlem af gruppen ”mediernes kilder”. Bekvemmeligheden gør brugen af Facebook og Twitter populær, men medierne risikerer at miste deres troværdighed.

Christine Randa

ADGANG. Spørger man Se og Hør, hvorfor de bruger de sociale medier som kilde, får man dette svar: »Facebook og Twitter er den direkte adgang til de kendte, som vi skriver om. Her gemmer de sig ikke bag managers og spindoktorer – det er deres egne ord. Derudover fortæller de af og til historier her, som ellers ikke ville komme ud,« udtaler Se og Hørs redaktionssekretær Peter Bugge. For TV 2 Nyhederne handler det derimod om, at de sociale medier er en vigtig kommunikationskanal, hvor nogle historier simpelthen bare distribueres først. »Historien om Anders Samuelsen, der havde betalt sin søns narkogæld, startede ved, at han selv skrev det på Facebook. Som nyhedsmedie gør vi en dyd ud af at være hurtige i vores nyhedsformidling, og når en historie begynder på Facebook, er det naturligt for os at citere herfra,

indtil vi selv har mulighed for at få hovedpersonen i tale,« udtaler Peter Møller, digital udviklingsredaktør på TV 2 Nyhederne.

Hurtigt, bekvemt og besparende Seniorrådgiver på Institut for Kommunikation Tem Frank Andersen mener, at mediernes øgede brug af Facebook og Twitter skyldes, at det er mindre ressourcekrævende og mere bekvemt at få sine historier derfra. »Med de sociale medier bliver det mere bekvemt at kunne komme bagved facaden og generelt lettere at hente de nyeste historier først,« forklarer han.

dre ressourcer kan finde frem til en historie. »Jeg tror på, at jo mere skærpet konkurrencen på mediemarkedet bliver, desto mere vil man skære i den opsøgende del. Og det er som nævnt alt andet lige mere bekvemt og mindre ressourcekrævende at bruge sociale medier til at hente materiale,« siger han.

Mister troværdigheden Så fordelene ved brugen af de sociale medier er bekvemmeligheden, besparelsen på ressourcer, muligheden for et kig bag facaden samt farten og aktualiteten. Men hvilke ulemper er der ved at bruge

Med de sociale medier bliver det mere bekvemt at kunne komme bagved facaden og generelt lettere at hente de nyeste historier først.

Tem Frank Andersen, seniorrådgiver på Institut for Kommunikation

Tem Frank Andersen mener, at mediernes brug af Facebook og Twitter er øget på grund af det faktum, at mange medier er nødsaget til at spare. Der bliver sparet på produktionen af nyheder, og samtidig er kravene til journalisterne, at de skal lave flere nyheder hurtigere. Ifølge Tem Frank Andersen resulterer det i, at medierne finder nye måder, hvorpå de med min-

de sociale medier som kilde? For Se og Hør handler det om at bibeholde troværdigheden. »Nogle gange risikerer man blot at få en lille del af en sag med, og andre gange oplever man profiler, der er falske eller som misbruges. Det skal man være opmærksom på og derfor tjekke historierne,« siger Peter Bugge. Men han mener dog, at man kan

undgå at miste troværdigheden ved at forholde sig kildekritisk over for de sociale medier. Det skal ske ved grundig research på historierne fra Facebook og Twitter samt ved eventuelt at konfrontere historiens hovedpersoner med de fundne oplysninger. TV 2 Nyhederne ser ikke nogen store problemer ved at samle information fra Facebook og Twitter. De ser nemlig ikke Facebook som en kilde, men derimod som en kommunikationskanal, hvor man selvfølgelig udøver kildekritik på dem, der udtaler sig her. »Selvfølgelig har vi som medie et ansvar for at udvise kildekritik over for stof, vi har fra Facebook eller Twitter, men det har vi også i alle mulige andre sammenhænge,« siger Peter Møller. Tem Frank Andersen mener, at der er en risiko for, at medierne kan miste deres troværdighed. Men han tror lige så meget, at det handler mere om, at medier skal undgå at miste deres myndighed. »Hvis jeg selv kan få førstehåndsadgang til materialet, hvad skal jeg så bruge en journalist til? Derudover kan man stille spørgsmålstegn ved, hvor troværdig man opleves, hvis ens kilde er Facebook,« siger han. Fremtiden som kilder Tem Frank Andersen ser en øget tendens til, at historierne, der bringes i medierne, i højere grad handler om

personer og personrelaterede sager end om store dybdeborende sager med dokumentation. »For eksempel er det ikke kommet frem i nyhedsmedierne, hvordan statsbudgettet rent faktisk er skruet sammen. Her var fokus på, hvorvidt det skulle være Helle eller Lars som statsminister,« siger han. Netop denne tendens, mener han, vil fortsætte, og derved vil de sociale medier stadig være relevante som kilde i fremtiden. Se og Hør ser også en fremtid for Facebook og Twitter i mediearenaen. De mener dog, at brugen af de sociale medier som kilde vil blive mindre bekvem i fremtiden. »Folk vil nok blive mere opmærksomme på, hvad de skriver og måske oprette flere profiler på eksempelvis Facebook. En offentlig og en privat profil. Det ser vi faktisk allerede,« siger Peter Bugge. Også TV 2 Nyhederne mener, at brugen af de sociale medier er kommet for at blive og ønsker at udnytte samspillet med de sociale medier på nye måder. »Lige nu kigger vi for eksempel på, hvordan man kan interagere med seerne under direkte tv-programmer. Her spiller de sociale medier også en rolle,« lyder de fremtidige planer for TV 2’s brug af Facebook og Twitter, ifølge Peter Møller. chran11@student.sdu.dk


LIXEN | december 2011 | 21

FOKUS Guide

Sådan opbygger du et godt kildenetværk Et godt kildenetværk er uundværligt for en god journalist. Lixen har talt med journalisten Kurt Strand, som giver gode råd til, hvordan man skaber, plejer og beholder et sundt kildenetværk.

Kristian Corfixen

1

Med en hurtig internetforbindelse og et Google-kraftværk du kan søge med, kan man nogle gange glemme værdien i at have en god personforbindelse og et søgbart kildenetværk. Kurt Strand mener, der er en tendens til at læne sig op af, hvad der står på nettet. Det er dér, de lette løsninger tit er, men som journalist må man ikke glemme at løfte røret og ringe til kilder. »Jeg møder ofte unge journalistpraktikanter, der har en oplevelse af, at kan man ikke finde det på nettet, så kan man ikke finde det. Det er simpelthen noget vrøvl. Der er masser af gode mennesker derude, og man skal ikke glemme værdien i at snakke med dem en gang imellem,« forklarer han. Kurt Strand har, siden han blev uddannet journalist for over 30 år siden, opbygget et omfangsrigt kildenetværk. Han skriver konsekvent sine kilder ind i lister, og han er bevidst om at behandle og pleje dem, så de ikke får mærkatet ”en-gangs-kilde”. Lixen bringer her Kurt Strands råd til, hvordan du opsætter dit eget kildekraftværk og slår strøm til:

Gem dine kilder

Ifølge Kurt Strand starter et kildenetværk der, hvor du første gang som journalist ringer til én for at få noget at vide. Dér har du din første kilde. Det er derfor vigtigt, at du allerede så tidligt som muligt begynder at gemme oplysninger om de kilder, du har været i kontakt med. Du ved aldrig, om du en dag kan bruge dem igen. Kurt Strand har alle historier, han har produceret de sidste 20 år, liggende på sin computer, og han gemmer samtidig alle oplysninger om dem, han som journalist har været i kontakt med. På trods af at hans elektroniske telefonbog fra start-90’erne måske er forældet, så mener han bestemt ikke, at lister med tidligere brugte kilder hører fortiden til. »Der vil altid være en masse kilder, som du udmærket ved, du aldrig vender tilbage til. Omvendt kan man aldrig vide det med sikkerhed. Jeg har oplevet at vende tilbage til kilder, som jeg aldrig nogensinde ville have troet, jeg skulle bruge igen. Det har lært mig gennem årene at gemme alle navne og kontaktoplysninger, lige meget om jeg vurderer, at jeg skal bruge kilden igen eller ej.«

2

Plej dem

Hvad enten din kilde er blevet brugt anonymt eller citeret, så er der ikke noget i vejen for at sige ordenligt goddag, hvis I mødes på gaden, i metroen eller til et arrangement. Kurt Strand sætter altid, så vidt det er muligt, et par minutter af til at hilse på sine kilder og høre, hvordan det går. Somme tider sker det også, at et tip om en god historie falder af oven i snakken. Han mener, at man skal være bevidst om at vise, at man påskønner sine kilder. Han har altid selv praktiseret at sende dem en mail efterfølgende, og rent servicemæssigt vedhæfter han tit et link til den udsendelse eller det baggrundsmateriale, hvori de er blevet brugt. »Det er en god måde at vedligeholde kilder på, og det gør, at du meget tit også får en fuldstændig gratis tilbagemelding fra en kilde, som du måske ikke ville have fået nogen tilbagemelding fra ellers. Det har for mig vist sig at have ret stor betydning i forhold til at kunne vende tilbage. Det kan godt være, der går syv år, før du bruger dem igen, men du bliver husket for, at det var dig, der sendte en mail.«

Kurt Strand Olesen er født i 1955 og blev i 1980 uddannet journalist ved Danmarks Journalisthøjskole (det nuværende Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) i Aarhus. Han indledte sin karriere som skrivende journalist på Socialistisk Dagblad, Demokraten Weekend og Arbejdsmiljøfondet.

I perioden 1985-2010 var Kurt Strand ansat ved DR. I efteråret 2011 blev den mangeårige arbejdsgiver skiftet ud til forde for nye udfordringer hos jyskebank.tv. Foto: Henrik Brøndsted

3

Kurt Strand har skrevet flere bøger, heriblandt “Spørg Bedre” og “Interview for journalister”.

Behandl dem fair

Du vil højst sandsynligt opleve problemer med dine kilder, hvis du forsøger at lokke dem til noget, de ikke føler, de reelt har sagt ja til, påpeger Kurt Strand. En konsekvens kan være, at de ikke tager telefonen, næste gang du ringer. Han hører af og til kilder sige, at de ikke vil snakke med en af hans kollegaer, fordi de har haft dårlige erfaringer med måden, de er blevet behandlet på. Det kan give problemer i det lange løb. »Hvis du arbejder som journalist på et landsdækkende tv-program og for eksempel laver meget indenrigspolitik, så er der grænser for, hvor længe du kan overleve i det her land med et dårligt ry over for ret mange centrale politikere.« Selv gør han meget ud af at tage en efterfølgende diskussion, eventuelt over en kop kaffe, hvis en kilde føler sig trådt på. »Nogle har sagt til mig, at de aldrig nogensinde ville tale med mig mere. Dét har jeg så til gengæld investeret rigtig mange kræfter i at få gjort noget ved, og min erfaring har hidtil været, at det har virket. Da får du genetableret et kildeforhold, som du gerne ville opretholde. Nogle gange har det måske skyldtes, at man havde forskellige tolkninger af, hvad man aftalte vedrørende et interview.« Du kan tillade dig rigtig meget som journalist, hvis bare du arbejder ud fra en målsætning om at være fair. Kurt Strand har intet problem med, hvis folk synes, hans vinkel har været for stram eller spørgsmålene var lige til kanten. Hvis bare han kan få dem til at sige, at han har ageret fair, så er det i orden. Samtidig mener han, at man skal behandle sine kilder med respekt og overholde sine aftaler. »Man skal ikke skabe unødig irritation. Siger man, at man ringer klokken hel, så ringer man der og ikke et kvarter efter. Man skal give sig tid til at snakke med sine kilder, og man skal ikke være forhastet. Det sker nogle gange, at folk kommer til at snakke mere, end hvad man havde tænkt sig, de ville gøre.«

4

Foto: Henrik Brøndsted

Professionel distance

Efter Kurt Strands mening er det kritisabelt, at flere og flere journalister, især på radio og tv, er ”gode venner” med deres kilder. De nærmer sig en situation, hvor de er på fornavn, og der skabes falske forventninger om eksempelvis et interviews karakter. Man skal som journalist forsøge at holde en professionel afstand. »Det er godt at have en sund og professionel distance til sine kilder. Selvom man føler, man kender kilderne godt, så skal man signalere en vis form for afstand, når man når til selve interviewet. Hvad enten det er til citat eller ej. Det er en hårfin balance, og man kan let komme ud i en situation, hvor man får skabt nogen forventninger om, at man har et særligt forhold til hinanden.« Du kan godt være på fornavn med din kilde, hvis I mødes på gaden eller snakker i telefon. Dog er det en god idé at titulere kilden med fuldt navn, hvis denne medvirker i et interview. Derved signalerer du den professionelle afstand, som er vigtig ifølge Kurt Strand. Han mener, at man ikke skal forsøge at få det til at lyde, som om man bare er venner. »Man må heller ikke give noget til gengæld. Det skal ikke være sådan, at fordi du nu har hjulpet mig, så lover jeg at lave et interview med dig om to måneder til gengæld, når din bog udkommer. Det, synes jeg, er en glidebane af dimensioner. «

krsoe11@student.sdu.dk


22 | december 2011 | LIXEN En praktikant fortæller

OPINION

Praktikpiedestalen Astrid Holck Jensen Praktikant på P4 Sjælland

Praktiktiden er gylden. Det er der, du virkelig lærer noget. Det er der, du bliver formet som journalist. Praktiktiden gør dig til journalist. Praktiktiden glimter på toppen af piedestalen – som jeg indimellem har lyst til at stikke langt op i røven. For ja, livet som prakker er fedt, fantastisk og fuldstændig fremragende. Men det er også frustrerende og frygtindgydende til tider. Jeg vil ikke pille ved glitter og glamour, slukke lyset og tage diskokuglen ned. Praktiktiden er en fest! Men det er også ”bare” et arbejde. Der er faktisk to dage, der er ens, og der er faktisk dage, hvor du ikke vælter regeringer og ændrer danskernes verdensbillede. Det er forbudt at sige, for på studiet er praktikpladsen belønningen. Det er den, vi alle

sammen higer efter, det er pladsen, der afgør vores fremtid – den er altafgørende. Jeg stikker lige piedestalen lidt længere op og drejer rundt. Jeg elsker praktiktiden, jeg glæder mig hver evig eneste morgen, når jeg vågner og skal af sted. Men der er også dage, hvor jeg kommer hjem og tænker: ”Og hvad er det så lige, du har udrettet i dag, stjernepraktikant Astrid Holck Jensen? Tæt på nada.” Og de dage er også en del af praktikken. Et par udpluk af en provinsprakkers praktiktid og en status på piedestalen: En af de telefonsamtaler, man godt kunne have været foruden… Astrid: ”Anne Baastrup, du er jo trafikøre... eller, jeg mener...”. Anne Baastrup: ”Trafikøre, den var ny”. Astrid: ”Ja, vi prøver på at forny os her på P4...” Anne Baastrup: ”Det har jeg lagt

mærke til... Jeg er ikke sikker på, jeres fremgangsmåde er helt hensigtsmæssig...”. Astrid: ”Det har du nok egentlig ret i... Jeg prøver lige igen: Anne Baastrup, du er jo trafikordfører for SF...” ............Åh, doh! Jeg slår mig selv i hovedet med piedestalen. Nærmere uddybning behøves vist ikke her. En af de oplevelser, der bestemt skruer ned for diskokuglens skær: Jeg sidder i min sofa i Næstved. Det regner. Stofa har lige lukket for mit fjernsyn ved en fejl, og ingen af veninderne tager telefonen, ikke engang min mor. Jeg har brugt fire timer af min dag på at researche en historie, for at den bliver erklæret død af redaktøren. Han sender mig i stedet ud for at dække en retssag. Der sidder jeg så i flere timer – på nåle, for hvornår må jeg lige tænde mikrofonen? Må jeg nævne de til- talte ved navn? Hvad fanden er det egentlig,

der foregår? Jeg kan slet ikke følge med, og lige pludselig er alle i retssalen smuttet. Jeg kommer hjem uden lyd på mikrofonen. Ikke skidefedt, når man laver radio. Det hele virker en anelse meningsløst. Absolut en af de dage hvor jeg har lyst til at stikke piedestalen helt derop, hvor den næsten rammer rygraden. En af de dage, hvor adrenalinen pum- per, teknikken fungerer og alt spiller: ”…Sagde altså Astrid Holck Jensen direkte fra Fisketorvet i København, hvor miljøminister Ida Auken var med på telefon.” Fedt, fedt, fedt. Jeg har lige lavet min første live helt alene, har lige interviewet minister nummer to på tre måneder og er blevet skamrost af studieværten bag om musikken. Jeg har lyst til at kramme fiskefatter af ren eufori, men stopper mig selv i tide. Han har allerede kaldt mig ”skatter” fire gange og budt mig

på lagkage og kaffe i fiskestuen. Jeg pudser piedestalen lidt ekstra og placerer den direkte under diskokuglens glimtende lys. Prakkerlivet må aldrig stoppe! Summa summarum: Tag det sure med det søde, når du engang bliver prakker. Og husk lige at stille piedestalen over i hjørnet engang imellem. Det er okay, den bliver støvet. Det er okay, du ikke føler dig som Lisbeth Knudsen 2.0 hver dag. Det bliver du ikke en dårligere praktikant af – nok tværtimod. asjen09@student.sdu.dk

Meninger

Falder du også i søvn i U43? Al for meget snak og lidt for lidt handling Johan Eriksen, 1. semester

Jeg sidder i U43. Vores mediejuraunderviser har fat i en sag fra Pressenævnet, som vi ud fra den teoretiske læsning skal tage korrekt stilling til. Jeg sidder imidlertid og bliver døsig og må undertrykke det ene gab efter det andet. Den varme luft herinde kan ikke rigtig kaldes for luft. Den lurende kvælningsfølelse bliver hjulpet på vej af de efterhånden mere og mere lydløse åndingsorganer, som Microsoft og Apple kalder for blæsere på deres produkter. Dem er der cirka 100 af i dette tætpakkede universitetslokale. Foran sidder de tilhørende journaliststuderende og ånder i kap med deres computere. Jeg er selv en af dem, og mit blik er stift rettet mod det hvide klæde bag lærerinden, der bliver oplyst af projektoren, som også gør sin indsats for at varme lokalet op. Midt i det hele sidder jeg altså. Og jeg er ikke for stolt til at indrømme, at jeg er ved at falde i søvn. Jeg er heller ikke for stolt til at indrømme, at mediejura ikke er det mest sindsoprivende fag, jeg har haft, men jeg har efter 15 år i det danske uddannelsessystem alligevel lært at holde koncentrationen nogenlunde i de tungere timer. Men i U43 bliver det hele lidt sværere. Som jeg fik lyst til at skrive det her, tjekkede jeg naturligvis mulighederne for, at der bare var sket en misforståelse. Vores underviser er ikke vant til at undervise herinde, så måske er der lige en knap til udsugningen, hun glemmer at trykke på. Men ak. Jeg ledte ved katederet, under tavlen, ved døren, sågar i det tilsyneladende hemmelige skab ude i siden af lokalet. Jeg kunne heller ikke finde noget, der lignede noget,

som er beregnet til at skifte luften i lokalet ud. Fint nok. Universitetet har ikke for mange penge, og det ligner lidt et gammelt lokale. Vinduet og bagdøren må da kunne skabe bare lidt gennemtræk. Ikke noget, som i november skal stå åbent under hele undervisningen og gøre de nærmest siddende forkølede. Bare lige muligheden for fem minutters frisk luft. Men nej. Den ene åbning, man kan nå i vinduet, har ikke rigtig noget, der kan holde den åben. Og døren nede bagved, det er en nøddør. Den er låst, og hvis man kunne åbne den, fortæller et lille klistermærke mig, at alarmen ville gå i gang. Her kunne jeg hive en ekspert ind, som kunne fortælle, hvor vigtigt frisk luft er, for at hjernen kan fungere optimalt, men det, tror jeg alligevel, er forholdsvis almen viden. Jeg er muligvis den eneste, der er ved at falde i søvn under undervisningen, men alle har brug for frisk luft. Gudskelov holder vores underviser jævnligt pauser, men nogle gange skal hun smutte tidligt og aftaler med holdet at tage resten af lektionen i én køre. I den situation bliver det ikke nemmere at tage imod læring, når varmen er høj og iltniveauet lavt. Så kære ledelse-der-sidder-på-pengene, kan vi ikke godt please få lov at lave gennemtræk via et fungerende vindue og en dør, der ikke ødelægger dagen for resten af universitetet, hvis man åbner den? Bare lige fem minutter. Eller udsugning, hvis I alligevel har pengene. joeri11@student.sdu.dk

Anne Bonnevie Lundbye, 3 semester

I forrige nummer af Lixen kunne man læse Kristian Corfixens ”I øvrigt mener jeg”, hvor han skrev: »Det er for dårligt, at en øl koster 15 kroner til Festudvalgets fester, når jeg kan trække dem i automaten for 13 kr.« Og ja, kære Kristian Corfixen. Det forstår jeg skam godt. For selvom mine matematiske skills ikke er helt oppe at ringe, så kan jeg godt regne mig frem til, at det er hele to kroner per øl, som kan løbe op i hele 30 kroner per fest, hvis man er en ung fyr som dig, der uden besvær hælder op til 15 af de grünes lige ned i løgneren. Men hvad du, og andre på studiet,

Kr. 13

Festudvalget

15 kr.*

*) Inclusive , service, musik dry op d, ly lys, ning, ... Illustration: Paul Sauer

muligvis ikke kender til, er, hvordan Universitetets organer fungerer. Vores fantastiske, demokratiske samfund er jo bygget op omkring regelstyring og bureaukratiske retningslinjer, hvilket er særdeles fordelagtigt, hvis man vil have et samfund præget af klare ansvarsforhold, forudsigelighed og standardisering, som fremmer effektivitet og hindrer korruption. Knap så fordelagtigt er det, når studerende har en intention om at oprette organer til gavn for deres medstuderende og deres trivsel. For det kræver formelle vedtægter, foreningsretlige grundprincipper og skarp administration af økonomien. Der skal oprettes en foreningskonto og konstrueres et årsregnskab til banken med efterfølgende budgetter for hver eneste fest. Og vigtigst, Kristian Corfixen og andre interesserede, skal festudvalget køre med et overskud, da ”foreningen ikke som udgangspunkt modtager støtte fra andre foreninger.” Festudvalget er et organ, der serverer øl, men som ikke har nogen alkoholbevilling. Derfor skal øllen bestilles gennem kantinen, der opkræver ekstra gebyr. Festudvalget på Center for Journalistik er meget upopulært blandt universitetets administration, da forrige udvalg holdt en afslutningsfest i 2010 i kantine 4, hvor en masse ting blev smadret. Derfor skal Festudvalget være særlige påpasselige, når vi fester på universitetets område. To uger inden hver fest mødes alle festudvalgets medlemmer for at organisere bestilling af øl, køb af spiritus, oppyntning, plakater, køb af service (krus, shotsglas, servietter, lys med mere) og eventuel madbestilling. Der skal bookes lokale, bestilles lyd og lys og veksles bytte-

penge. Der skal printes ølkort, prislister, barplaner, entrévagtplan og eventuel garderobevagtplan. Og festkalenderen er godt booket op med fest i august, september, oktober, december, marts, april, maj og juni. Alt arbejdet gøres af egen fri vilje, for at vi sammen på studiet kan deltage i festlige, sociale arrangementer og mødes til andet end blot undervisning på Medietorvet. Derfor skal der lyde en personlig tak til de fra studiet, der har gjort en særlig indsats: Maja Mazor, Jasmina Blichert, Emma Christensen, Julie Rebecca Schjødt Lybæk-Hansen, Daria Gorbounova, Mie Flyttov, Robert Hendel, Christoffer Sandager, Kristian Isaksen, Sofus Steen Hansen, Julie Reese Carlsen, Tinne Hjersing Knudsen, Cecilie Engholm Skov, Allan Nisgaard, Johan Eriksen, Louise Hack, Mia Laursen og Lea Sørensen. Og sidst men ikke mindst fortjener Mie Heiberg en særlig salut for at have trukket det tunge læs i forbindelse med de fester, der er blevet holdt de sidste 12 måneder – hvor hun indimellem selv har hostet op af egen pengepung, når der har været røde tal på bundlinjen. Så det eneste vi beder jer om, kære medstuderende, er, at I møder festglade og talstærke op til festerne – og i perioder hoster op med to kroner ekstra i forhold til ølprisen i automaten. Ikke mindst fordi der i Festudvalget er personlig betjening! P.S.: Beklager det skal gå ud over dig, Kristian Corfixen. Det er ikke personligt, du eksemplificerer blot mit sure maveopstød – eller skal vi kalde det min kritiske tilgang, som jeg jo ved, du sætter pris på og ønsker mere af i fremtidens Lixen. annlu10@student.sdu.dk


LIXEN | december 2011 | 23

OPINION

Det’ ikk’ så ring’ endda har en ligeså lang historie som selve faget. Således sagde Søren Kierkegaard allerede i første halvdel af 1800tallet følgende: ”Hvis jeg var fader og havde en datter, som blev forført, hende ville jeg ingenlunde opgive; men en søn, som blev journalist, ham ville jeg anse for tabt”. Billedet af journalister som noget uvederhæftigt pak lever i bedste velgående. En begavet mand og erfaren politiker som Bertel Haarder har nærmest ikke bestilt andet de sidste par år end at fare i flæsket på medierne. Der er ikke grænser for, hvad de skal bebrejdes for: Faldende samfundsmoral, afstumpet debat, underlødige metoder, degenerering af folkestyret. Listen er uendelig. Og han er ikke alene. I “Debatten” på DR2 for nogle uger siden lod Eyvind Vesselbo (V) og Zenia Stampe (R) således forstå, at danske journalister har mistet deres faglige stolthed og svigter deres rolle som folkeoplysende institution og demokratisk kontrolorgan.

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi indlægget i næste nummer.

formation. Tilmed elsker jeg at se “Deadline” på DR2 hver dag klokken 17.00 og 22.30, ligesom jeg flittigt lytter til dybdegående magasiner og programmer på P1. Der er et enormt udbud af det, kritikerne påstår ikke findes: Dybdegående, folkeoplysende og relevant journalistik. Noget af det er statsautoriseret, noget af det klarer sig på markedsvilkår. Men det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke også er meget andet. Underlødige historier og medier, som kun fortjener faglig foragtelse. Her tænker jeg selvfølgelig først på de kulørte sladderblade, men også primært på Ekstra Bladet, som jeg mener, bliver mere og mere umoralske i deres journalistik. For nogle måneder siden kom det tæt på, da en ung mand fra den by, jeg er opvokset i, døde pludseligt under en håndboldkamp. Aldrig har jeg set så chikanerende og vulgær journalistik. Det blev blæst op med store pløkker, og familien kunne ikke være i fred. ”Avisen” kaldte endda dødsfaldet ”fascinerende” i en overskrift under 24 timer efter, at han døde.

Men tilstedeværelsen af den slags svineri har den mest logiske forklaring: Der er et marked for det. Den danske befolkning vil også have det. De køber aviserne, klikker på historierne på nettet og bidrager til møllen med anonyme tip til de tabloide redaktioner. Den store efterspørgsel fører som det mest logiske til et stort udbud. Hvor der er efterspørgsel, er der marked. Sådan fungerer de frie økonomier. Dermed afslører de tusindvis af mediekritikere – kendte såvel som ukendte jeg taler med i mit civile liv – sig selv i deres dobbeltmoral. Både når de må erkende, at de faktisk ikke abonnerer på en seriøs avis. Eller når de må vedstå, at de måske hellere vil se krimi om aftenen end “Deadline”. Ja faktisk afslører de allerede sig selv, når de fremfører deres unuancerede kritik. Det ved jeg som ivrig medieforbruger. For hvis de oprigtigt opsøgte kvalitet, så ville de også have nemt ved at finde det. Og så ville deres kritik ikke være så perfid, fordi den er forkert. Det morer jeg mig altid over. Man er jo ikke, hvad man siger. Man er, hvad man gør.

... at Peter Bro ville se skidegodt ud med det moustache, jeg er sikker på, han kan gro. Johan Eriksen, 1. semester ... at, alle syv semestre på SDU har været forrygende, men der er blevet drukket alt for få øl under BA-skrivningen.

Benjamin Gregersen, 7. semester

... at Sofus Steen Hansen og Kristian Isaksen skal tilbage på bagsiden!!! Daniel Remar, cand.public. B … at man skal passe på med sine ”likes” på Facebook efterhånden. Man kan hurtigt komme galt af sted – især i 1. semester-gruppen.

Kristian Corfixen, 1. semester

… at man burde finde ud af, hvem der ryger på handikaptoilettet!

Christine Landry Brandt, 3. semester

… at jeg er stensikker på, at det er statskundskaberne, der ryger på handikaptoilettet!

… at Sverige-projektet for cand.public. B er et glimrende initiativ. Og det er særligt glimrende, at samtlige undervisere bag projektet anbefaler på det kraftigste, at alle HUSKER at medbringe egen alkohol fra DK. Vi skullle jo nødigt ruineres efter en uges studieophold i Sverige.

Lea Holdgaard Sørensen, cand.public. B

Malte Abildgaard Christensen, cand.public. B

… at det er dejligt, at man kan ryge på handikaptoilettet!

Paul Sauer, 3. semester

... at Lixen-redaktionen har været outstanding hele året. Second to none. Steffen Koldborg, 5. semester

… at det er forkert, at Joachim B. Olsen aldrig får lov at FORKLARE sig over for pressen, men kun skal FORSVARE de bebrejdelser, der kastes over ham.

Kasper Kildegaard Sørensen, 3. semester

... at den snart forhenværende redaktion har gjort et fantastisk stykke arbejde.

Katja Lyngbach Johnsson, 3. semester

... at den person, der har valgt, at 1. semester skal til eksamen i mediejura d. 2 januar, burde have virkelig dårlig samvittighed. Louise Haack, 1. semester ... at Lixen har gjort det kanon! (Og at de skal tjekke lixtallet i RUST’s kommende leder ud).

RUST

... at jeg bare gerne vil prøve at have en “I øvrigt mener jeg...” med UDEN noget. Cathrine Borup Bloch, 3. semester ... at Lixen lukker og slukker for denne redaktions “I øvrigt mener jeg...”omgang. Vi takker for alle bidrag. I’ de BEDSTE!

Lixen

En klog mand sagde engang, at befolkningen har de politikere, de fortjener. Det samme gælder for de mange journalister og medier, som opererer på markedsvilkår. Udbuddet vil afspejle markedets ønsker, fordi det er sådan, man kan tjene penge. Og dermed er det også det eneste rigtige, for så afspejler medieudbuddet befolkningen. Der er noget til enhver smag. Men den dogmatiske forfaldshistorie, som konstant bliver fremført, har ingen gang på jord. Det er jo i sagens natur sådan, at når man peger på andre, er der fire fingre, der peger på en selv. Vi har frihed som medieforbrugere, og af den frihed afledes et ansvar. Et ansvar til at være selektiv og efterspørge det, man vil have. Dansk journalistik er grundlæggende god. Rigtig god. Og den bliver bedre og bedre. kasoe10@student.sdu.dk

Lixens store awardshow 2011

Kritikken af medier og journalister

Men kritikken er både puritansk, storsnudet, paradoksal og ikke mindst dogmatisk. Faktisk har danske journalister gennemsnitligt ret høje faglige normer. Og faktisk er der et stort og godt kvalitetsudbud i det danske mediebillede. Jeg vil nærmest vove pelsen og kalde det fremragende. Således er danske aviser de seneste to år blevet kåret til ”European Newspaper Of The Year”. De tre morgenaviser beskæftiger sig i overvejende grad med interessante og relevante historier, hvormed de bidrager til at visualisere og forklare nogle af de komplekse dagsordener, der præger såvel Danmark som resten af verden, fra finanslov til gældskrise og arabisk forår. På samme måde bliver nichemedierne i min bog bedre og bedre. Personligt interesserer jeg mig voldsomt for politik samt både mikro- og makroøkonomi, og jeg læser derfor til min store begejstring Børsen hver dag, ligesom jeg læser Weekendavisen hver uge. På tv-området finder jeg ligeledes, at både TV 2 NEWS og DR Update leverer saglig, hurtig og klar in-

Læs videre på næste side og se

Kasper Kildegaard Sørensen, 3. semester


Bagsiden

Lixen awardshow

Endnu et Lixen-år går på hæld. Et år, der har budt på et væld af historier, oplevelser, billeder og meninger. Men hvem og hvad har været skelsættende i årets otte udgaver af Lixen – og hvorfor?

Årets billede

Chokerende chefredaktører

Til chok for både dem selv og en måbende offentlighed blev en række meget pikante billeder af Lixens chefredaktører afsløret i novemberudgaven.

Årets kilde Årets

Peter Bro

Årets droppede fokus-tekst

Blev opfundet en aften, hvor de røde

droppet dagen efter, hvor hovedet var uklart, men øjnene skarpe.

Skal du lave en artikel til uddannelse eller branche, er Peter Bro tit den første, du ringer til. Han udtaler sig altid og giver alle de bedste hilsner.

Årets rubrik

Paul Sauer

Fordi han lavede dem alle. Næsten.

Årets kiks

Kryds og tværs

En kryds og tværs er en god idé. En kryds og tværs med præmier er en endnu bedre idé! Men når ordet, der

Årets

kværulant

Kasper Kildegaard Sørensen

fascination. sensation. Æggende, vækkende og dækkende. Og en overskrift, der kan genbruges gang på gang!

Peter Bro er nævnt ved navn 75 gange i 25 forskellige artikler.

5.099 personer har læst onlineversionen af Lixen.

Alle. Bare alle.

Tak til kilderne. Tak til skribenterne. Tak til kritikerne. Tak til kantinen. Tak til Bilka. Tak til Malou Navarana. Tak til Kidd. Tak til Tryk-John. Tak for nu!

Bravo Bremer!

Ubrugelige fakta om den afgående redaktions første syv numre:

Har altid en mening. Og endnu bedre, så ytrer han den gerne. Medierne er altid under hans kritiske lup.

Årets tak

Lort på tendenstermometeret

Illustration og layout: Paul Sauer

På blot tre opsætningsweekender er Malou Naravanas “Decibel” (Gris i vand) blevet hørt over 80 gange.

Avisen har indeholdt 144 artikler.

Det har samlet taget redaktionen cirka 227 timer at sætte avisen op.

Redaktionens gennemsnitshøjde lyder på 171,28 cm.

Lixen har 374 likes på Facebook.

Lixen december 2011  

Avisen for yngre journalister. Decemberudgaven 2011

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you