__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

LIXEN 24. årgang

2. nummer april 2021

METTE CORNELIUS

MØD SPORTSJOURNALISTEN, DER JONGLERER MED FAMILIE OG ARBEJDE

SE FRYGTEN I ØJNENE MED

VIRTUAL REALITY

VOLDEN FORTSÆTTER, NÅR SKÆRMEN SLUKKER. MØD DR-KORRESPONDENTEN

MATILDE KIMER


2 LEDER

APRIL 2021

Pas på den sunde arrogance ikke vokser sig for stor Der er ingen tvivl om, at journalistik er et fag, der bliver lagt meget hjerteblod i. På Center for Journalistik jagter vi alle den gode historie, i takt med at vi forsøger at finde vores helt egen journalistiske identitet. Rejsen mod alt det kan føles både sårbar og personlig, og for mange kan konstruktiv kritik og inputs fra undervisere og medstuderende virke grænseoverskridende og ubehageligt. Som et personligt angreb, der giver en følelsen af ikke at være god nok. Journaliststuderende har ikke ry for at mangle selvtillid. Det, at nå igennem et grundigt optagelsesforløb, hvor flere ansøgere bliver sorteret fra, gør, at mange starter på journalistuddannelsen på SDU og DMJX med et kæmpe boost selvtillid. En selvtillid, der for nogen udvikler sig til en snert af arrogance. En følelse af at være speciel og kunne det hele, før man overhovedet har sat sine ben i undervisningslokalerne. Og herregud – vi har alle godt af et skud arrogance i ny og næ. Det er kun sundt. Problemet opstår, hvis egoet vokser sig sig så stort, at vi bliver for berøringsangste med vores arbejde. At vi bliver overfølsomme og angste for at modtage kritik fra undervisere, familie og medstuderende, fordi vi ikke kan klare at nogen mener noget andet end os selv. At blive journalist er en proces. På mange måder minder det om at køre bil. Man lærer det først rigtigt, når man har bestået køreprøven, men har man ikke lyttet ordentligt efter i køretimerne, risikerer man at køre rundt i trafikken med skyklapper. Feedback er en essentiel del af journalistfaget lig så vel, som det er en essentiel del af det at udvikle sig som menneske. Og jo før vi ser i øjnene, at ingen af os er perfekte, des bedre chance har vi for at udnytte vores fulde potentiale. Både som mennesker og som fremtidige journalister.

INDHOLD INTERN

INTERN-redaktør Birgitte Kjeldsen beretter om det coronaramte 4. Maj Kollegie i Odense, hvor hun og to medstuderende fra 2. semester bor. Mød også den 21-årige journalistpraktikant Anders Pørtner, der gik imod strømmen og søgte praktik hos et lokalmedie.

EKSTERN

DR-korrespondenten Matilde Kimer lever af - og for at fortælle historier fra den brutale virkelighed i Rusland og Ukraine. Mød journalisten i denne måneds portræt på side 10. Derudover kan du læse om sportsjournalist Mette Cornelius fra Discovery Networks, der tager os med tilbage til en nervepirrende panikdag i Aarhus. Mød også Radio LOUD’s programdirektør, Ann Lykke Davidsen, der ser tilbage på et år med både op- og nedturer for DAB-kanalen. Det, og megert mere kan du finde i denne måneds EKSTERN.

FOKUS

Om mindre end et år får danske fædre ret til to måneders øremærket barsel med deres børn. LIXEN har spurgt fire mænd, hvad de mener om at kunne se frem til at gå derhjemme. FOKUS-Redaktør Line Foldager Villemann prøver kræfter med teknologien Virtual Reality og snakker med en psykolog om, hvordan VR kan bruges, som et middel til at overkomme angst og forbier.

DEBAT

Bliv klogere på næste generation af journalister på Center for Journalistik.

HH og TF

WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Magnus Nygaard

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Hedvig Høgh-Olesen Chefredaktør

Thomas Florin Chefredaktør

Birgitte Kjeldsen INTERN-redaktør

Liv Almer INTERN-redaktør

Leo Mortensen EKSTERN-redaktør

Camille Koeller EKSTERN-redaktør

Line Foldager Villemann FOKUS-redaktør

Emil Mozart Hansen SPORT-redaktør

Harald Sebastian Krebs DEBAT-redaktør

Morten Palm Andersen LYD

Agnes Rønberg ILLUSTRATOR

Jacob Berg Hansen FOKUS-redaktør


MARTS 2021

DEBAT

19


4

INTERN

APRIL 2021

Isolationslandskabet på Medietorvet:

Journaliststuderende i karantæne

Midt i marts ramte corona 4. Maj-kollegiet i Odense. Alt imens resten af landet så småt var begyndt at åbne op, lukkede kollegiet ned. Tre af jeres medstuderende fra 2. semester bor der. Én af dem er mig. Af Birgitte Kjeldsen

M

ellem lørdag den 13. marts og søndag den 14. tikkede et par opslag ind på 4. Maj-kollegiets private Facebook-gruppe. Tre beboere var testet positive for COVID-19. Siden blev det tal til fire smittede. Alle med den britiske variant. Med det samme blev der bakset nye og strammere retningslinjer sammen for at forhindre smittespredning. Ingen gæster. Aflyste aftaler. Lusk ikke rundt hos andre køkkener. Test. Test. Test. Jeg er selv beboer på kollegiet, og for mig betød nedlukningen blandt andet, at jeg ikke kunne komme ud for at lave min ’plan A’ for denne udgave af LIXEN. I skulle have læst en artikel om fællesskab på studiet på trods af corona. En smule paradoksalt sidder jeg nu ved mit skrivebord på mit 12 kvadratmeter kollegieværelse, og jeg får hverken gæster eller forlader kollegiet for at besøge nogen. Lige som man næsten havde glemt at bekymre sig om corona, så skal jeg da love for, at virussen serverede noget af et overraskelsesangreb af en mavepuster. Men man må jo arbejde indenfor de rammer, man er placeret i. Derfor får I i stedet en slags statusopdatering fra en uge i isolation på et kollegie, hvor tre journaliststuderende fra 2. semester har bopæl: Peter Salomon, Asbjørn Heide-Ottosen og jeg selv. En journalist blev, en flygtede i sommerhus, og en tredje tog det egentlig meget afslappet Den aften vi fik beskeden om, at smitten var løs på kollegiet, lå jeg og sov sødt i min seng. Da jeg vågnede og tjekkede min telefon, som man jo gør, blev min kalender for den kommende uge på få sekunder meget tom. Søndags-morgen-ritualet med kaffe i køkkenet blev suppleret af en rask cykeltur til kviktest-centret ved IKEA efterfulgt af en vatpind i hvert næsebor. Godmorgen. Ved test-stedet mødte jeg en Peter Salomon med morgenhår og mundbind. Én

fra hans eget køkken, der er placeret under mit eget, var testet positiv. Da jeg senere på ugen stod udenfor Peters vindue og interviewede ham til den her artikel, spurgte jeg ham blandt andet, hvordan stemningen var i køkkenet netop den søndag. »Stemningen var chill nok,« fortæller han, trækker på skulderen og fortsætter: »Vi sad bare sammen i køkkenet og var alle blevet testet negative ved quicktest.« Humøret tog dog et lille dyk, da det senere på eftermiddagen blev besluttet, at hans køkken skulle gå i isolation. »Jeg syntes da, det var irriterende. Det besværliggør sindssygt mange ting. Jeg kan ikke gøre de ting, jeg skal have gjort. Kun halvt eller slet ikke.« Udover isolation skulle Peter, og dem han deler køkken med, skrive til hinanden i en gruppechat, hver gang de bevægede sig ud i køkkenet. Sammen med grundig afspritning af alt, hvad man end havde rørt ved, der skulle forhindre virus i at sprede sig. Udover et corona-tilfælde blandt beboerne i Peters køkken, så var der to tilfælde længere nede ad gangen i et andet køkken. Hele den afdeling blev spærret af for alle, der ikke boede der. På døren til gangen havde nogen klistret et hvidt stykke papir med ordene ”Corona Karantæne Ingen Adgang”. Det var ikke meget andet end stilhed og lukkede døre, der mødte mig, de gange jeg selv i løbet af ugen krydsede Peters ende af gangen på min vej ud i den friske luft. »Jeg har været hjemme, for jeg gad ikke at være i isolation på kollegiet, når jeg kunne være hos mine forældre,« fortæller Peter mig, mens han sidder med benene hængende ud over vindueskarmen på sit kollegieværelse. Helt så stille har der trods alt ikke været i mit eget køkken, der ligger på gangen mellem to af de coronaramte gange. Bøffen i coronaburgeren om man vil. Asbjørn Heide-Ottosen, der også går på 2. semester, bor på samme gang. Hans køk-

Peter Salomon og de andre beboere på gange med smitte måtte isolere sig selv på værelserne eller andetsteds.

Kollegianerne på de køkkener, der ikke havde nogen smittede, kunne trods nedlukningen hygge med hinanden. ken ligger dog i den modsatte ende af dette smittefrie smørhul. På trods af det, så jeg ikke skyggen af ham hele ugen. Jeg forsøgte at komme i kontakt med ham med henblik på et interview, men han var tæt på umulig at få fat på. Jeg spurgte tilmed et par af hans naboer, der heller ikke havde hørt meget fra ham. »Vi har spurgt ham, hvornår han vender tilbage. Det ved han ikke,« fortalte en nabo, der også var villig til at komme med en vurdering af stemningen i deres køkken på vegne af Asbjørn. Ligesom på min side af gangen, herskede der en rolig stemning, der nok primært var hjulpet på vej af den kontinuerlige strøm af negative PCR-tests. Et af de nye krav efter smitteudbruddet var nemlig, at alle beboere på hvert køkken skulle testes negative for corona to gange, før man kunne begynde at lukke sig selv ud i verdenen igen. Men det lokkede ikke Asbjørn tilbage, og hans forsvinden fra gangens overflade gjorde det selvfølgelig ikke nemmere at bikse en artikel sammen, der i forvejen bevægede sig på amputerede ben. Noget tid efter mit interview med hans medkollegianere, hørte jeg dog fra ham. Han havde taget flugten i sommerhus. I skrivende stund er han dog vendt tilbage på det nu tilsyneladende smittefrie kollegie. Syv-ni-tretten. Jeg var altså den eneste journaliststuderende på 4. Maj-kollegiet, der ikke valgte at søge ly andetsteds i løbet af ugen. Havde jeg haft familie i Odense eller tæt på, så skal jeg da heller ikke udelukke, at jeg havde sneget mig ud ad kollegie-bagdøren og fløjet fra coronareden. Hvis vi kan kontrollere smitten her, kan vi også gøre det alle andre steder Men hvad har jeg så fået ud af en kollegie-nedlukning midt i al den snak om genåbning? Havde jeg skulle forholde mig til det spørgsmål i starten af coronaugen, så havde jeg nok slået mig selv lige i smasken. Uds-

igten til en uge i karantæne fra en omverden, hvor Mette Frederiksen ellers var begyndt at varme godt op under genåbningssnakken, og hvor den første dosis vaccinedråber nu flød i over en halv million danskere, var på daværende tidspunkt frustrerende. I det mindste kunne jeg dele den frustration med dem, jeg bor med. Køkkenfamilien er blevet endnu tættere i løbet af ugen, der er gået. Netflix-bucket-listen er blevet kortere. Det har endda været ok at få tæsk i ’500’. I det mindste havde jeg nogen at spille med. Havde jeg selv haft corona og boet alene, så havde den her artikel sikkert været meget tungere at skrive. Så selvom jeg har fået endnu tørrere hænder af al den håndsprit, og selvom genåbningsselvtilliden fik et hak på tuden, så er jeg nu endnu mere sikker på, at der er lys derude et sted. For hvis det kan lade sig gøre at bremse smitten på et kollegie, hvor man deler bad og køkken, så tegner det altså positivt for alle andre fællesskaber, tror jeg. Også for vores studie. Samtidigt har mine hænder heller aldrig været mere bakteriefrie, og det kan vel også noget.


INTERN

APRIL 2021

5

Praktikant i provinsen 60 pladser. Så mange var der til overs ved sidste Store Matchdag. Men hvordan foregår dagligdagen egentlig for en praktikant i provinsen? Af Liv Almer

D

et var igen landets lokale og regionale medier, der var de helt store tabere, da Store Matchdag i november sidste år løb af stablen. 60 pladser stod tomme efter fordelingen af praktikanterne, og noget tyder på, at disse tal kun tager til hvert år. Chefredaktør for Jysk Fynske Medier, Peter Orry, kaldte det i Journalisten i november for ”et demokratisk problem for landet” og påpegede, at det ville kunne få store konsekvenser. LIXEN har derfor i denne måned sat sig for at finde ud af, hvad der får nogle praktikanter til at søge lokale medier som deres praktikplads, og hvordan det i virkeligheden er at lave journalistik langt væk fra København. Anders Pørtner er 21 år gammel, læser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og er opvokset i Middelfart på Fyn. Han har siden august 2020 været i praktik på Viborg Stifts Folkeblad, som er en del af Jysk Fynske Medier. Hvorfor valgte du at søge et lokalt medie som førsteprioritet? »Jeg kiggede faktisk bare lidt i praktikopslagene og snakkede med min familie, som var gode til at diskutere fordelene ved de forskellige steder. Den første dag til åbent hus snakkede jeg med praktikantvejlederen på Viborg Stifts Folkeblad og fik allerede der et godt indtryk. Det virkede som et godt sted, hvor jeg ville kunne få et godt år. Selvom jeg havde gået på DMJX i nogle år, var det ikke fordi, jeg fra første dag i praktikken følte, at jeg ville have fuldstændigt styr på, hvordan og hvorledes det hele fungerede. Jeg fik et indtryk af, at her var der plads til at arbejde selvstændigt og plads til at lære. Det var vel en form for tryghed, at jeg kunne få lov til at udvikle mig samtidig med, at jeg kunne være mig selv.« Hvad søgte du ud over Viborg Stifts Folkeblad? »Jeg snakkede også med en række andre lokale medier - blandt andet

Har du planer om at fortsætte på Viborg Stifts Folkeblad efter din praktikperiode? »Jeg har ikke snakket med dem om det endnu, men jeg ville bestemt ikke have noget imod det. Jeg synes, at det er en ret god dagligdag, jeg har her.«

i Herning og Vejle. Jeg var til åbent hus nogle forskellige steder - både ved TV3 Sport og DR Ultra. Jeg ville gerne prøve at se så mange forskellige steder som muligt og derefter finde ud af, hvad jeg synes var mest mig. Det var bevidst, at jeg kiggede i forskellige retninger. Men mit hovedfokus var på lokalmedierne – måske fordi vi havde hørt på skolen, at man her fik bedre mulighed for at producere en masse journalistik i forhold til de større medier. Men det tror jeg er en skrøne. Jeg snakker jævnligt med mine medstuderende på eksempelvis DR, og det virker nu også til, at de får lavet en del.« Kan du fortælle om en almindelig dag i praktik? »På Viborg Stifts Folkeblad starter man sin praktik på Viborg-redaktionen, som er nyhedsredaktionen. Her kan man lave en del forskellige ting. Blandt andet har vi en 112-medarbejder. Hvis han er ude af huset, tager jeg noter, skriver historier og sørger for at få dem publiceret for ham. Derudover laver man selv aftaler eller bliver sat i gang med historier, man kan give sig i kast med. Efter det forløb vælger man faktisk selv, hvad man vil arbejde videre med det næste halve år. Jeg har valgt sport, men jeg kunne også have lavet politidækning, sundhed eller noget helt tredje.«

Hele din praktiktid har foregået under corona, hvordan har det været? »Det har egentlig været fint arbejdsmæssigt. Jeg har dog ikke rigtigt kunne engagere mig så meget i byen udenfor arbejdet. Der har jo ikke været de store chancer for at starte til fodbold eller noget i den dur. Jeg har til gengæld fået lov til at møde op på redaktionen fysisk næsten alle dage, da jeg bor tæt på og ikke har børn eller familie i risikogrupper og så videre.« Føler du nogensinde, at du går glip af hele karriereræset, når nu du er i praktik på et lokalt medie? »Nej, egentlig ikke. Jeg skænker det ikke vanvittigt mange tanker endnu. Jeg har fokus på at tage min uddannelse og er faktisk blevet så glad for at være på Viborg Stifts Folkeblad, at jeg godt ville kunne se mig selv arbejde på et lokalt medie i fremtiden.« Hvad er fordelene ved at være i praktik på et lokalt medie? »Lokalmedier er jo en del mere pressede på bemanding i forhold til det stof, de vil dække. Så det er klart, at du får et stort ansvar i at producere journalistik til den daglige avis. De er afhængige af os på en anden måde. Men det sker på en måde, hvor jeg ikke synes, at avisen lader det presse os. Hvis jeg ikke kan nå at få en historie i hus,

er det ikke fordi, jeg får en følelse af, at jeg har svigtet hele avisen. Det er nærmere en sund motivation til at få produceret en masse journalistik.« Er der nogensinde noget du savner? »Det, jeg var mest lunken ved, da jeg søgte væk fra de større byer, var, at man ikke længere bor det samme sted som sine venner. De fleste af mine venner bor enten i Aarhus, Odense eller København. Jeg kan selvfølgelig godt savne at kunne se dem i hverdagene nogle gange, men i virkeligheden er Aarhus jo ikke længere væk end en times togtur.«

Hvad tror du, man kan gøre for at flere søger lokale medier? »Det er svært. Det er gået op for mig, at jeg lige så godt ville kunne fortsætte her, som jeg ville være alle mulige andre steder. Jeg synes også, at DMJX var rigtig gode til at oplyse om fordelene ved lokale medier. Det, tror jeg, kan spille en vigtig rolle, fordi det kan præge, hvor folk søger hen.« Har du nogle gode råd til dette års praktiksøgende journaliststuderende? »Jeg vil nok anbefale den samme fremgangsmåde, som jeg fulgte; når du tager til åbent hus, så vær åben for at bruge din dag mange forskellige steder – også på medier du ikke nødvendigvis ser som din førsteprioritet. Det kan være godt at prøve lidt af hvert. Det fungerede i hvert fald godt for mig.«

Anders Pørtner har været i praktik på Jysk Fynske Medier siden august 2020. Spørger man ham, har det givet ham både blads til at være selvstændig og til at lære. Foto: Jysk Fynske Medier.


6 EKSTERN

APRIL 2021

Den moderne journalist har et videokamera i tasken Celina Liv Danielsen, der arbejder som videojournalist og producer for Jesper Steinmetz, giver her sit bud på, hvorfor en moderne journalist gør sig selv en kæmpe tjeneste ved at kunne filme og klippe på egen hånd. Af Peter Salomon Foto: Privat

C

elina Liv Danielsen sidder i Danmark og fejrer sin fødselsdag, da hendes telefon pludselig ringer. Det er hendes redaktør på TV 2: »Donald Trump lukker grænserne. Du skal med et fly til New York ASAP,« lød ordren. Passagerflyet når amerikansk grund, tre timer inden landet lukker ned. En pandemi har spredt sig verden over, og New York City er dens nye epicenter. Amerikanerne har lukket sig inde i deres lejligheder. Times Square, som normalt bliver passeret af omkring 330.000 mennesker om dagen, ligger øde hen. Et af de eneste mennesker på stedet er 28-årige Celina Liv Danielsen, der er journalist hos TV 2. Med sig har hun et videokamera: »Jeg viser, at jeg står fuldstændig alene på Times Square. Jeg viser, at jeg står på 5th Avenue midt på vejen. Der er ingen mennesker. Der er ingen biler. Der er ingenting,« fortæller hun over en telefonforbindelse fra

New York, hvor hun til daglig bor og arbejder. Corona-historierne i New York kørte i flere måneder, og de store danske hovedkanaler ville have noget fjernsyn derfra. Celina var den eneste TV 2-journalist i byen på det tidspunkt, men stod uden fotograf, dog formåede hun alligevel at producere masser af indhold til TV 2: »Jeg kigger i et lokalt medie og kan se, at der tre gader fra min lejlighed bliver sat midlertidige lighuse op. Kølecontainere bliver kørt frem til ligene. Jeg får fat på lederen fra nationalgarden og interviewer ham. Det kombinerer jeg med nogle dækbilleder. Derudover får jeg i ren desperation en lokal til at filme en ”walk-about” af mig for at vise scenen og markere at TV 2 er på stedet. Man må altså tænke kreativt, når man er VJ (red. videojournalist.)« Celina Liv Danielsen fortæller videre, hvordan hun kørte rundt med en bedemand i hans rustvogn i gaderne i New York City og ledte efter lig fra folk døde af COVID-19. Det hele dokumenterede hun med sit kamera, så TV 2

kunne få det i nyhederne: »Jeg lavede tonsvis af live-udsendelser i den periode. Jeg tror aldrig, jeg har lavet så mange live-udsendelser,« fortæller hun og bruger denne række af historier fra New York som et eksempel på, hvor fedt hun synes, det er at kunne filme og klippe sine egne historier: »Det fedeste ved at kunne filme selv er, at jeg føler mig ekstremt fleksibel, og det giver selvtillid.« Fotograf ved et tilfælde Celina Liv Danielsen mødte Jesper Steinmetz til en fest. De klikkede godt, og den garvede journalist fra TV 2 stod tilfældigvis og manglede en ny producer. Det lå dog ikke i kortene, at Celina også skulle være hans fotograf. »Da jeg fik jobbet i USA, var det ikke planen, at jeg skulle filme. Det var noget, der opstod undervejs. Mit job var at være producer, altså line historierne op, skrive

artiklerne til web, være med på optagelser og komme med indvendinger til fotografen og Jesper,« fortæller hun og fortsætter: »Tilfældet ville dog, at de stod og manglede en fotograf, så jeg sagde bare, jeg mente, at jeg godt kunne filme. Det handlede vel bare om at tænde kameraet, pege det i den rigtige retning og trykke record.« Hun understreger, at det selvfølgelig er lidt mere kompliceret end det, men at det var startskuddet til, at hun i dag også fungerer som fotograf for Jesper Steinmetz, når der skal produceres tv-nyheder fra guds eget land. Celina sætter også kamera, lyd og lys op på egen hånd, når hun selv er live igennem til Danmark. »Hver gang jeg er på skærmen, er det et one-man-band,« fortæller hun. Mere fleksibilitet Øget mobilitet og fleksibilitet er ifølge Celina Liv Danielsen et af de helt store fordele ved at kunne filme som journalist:


EKSTERN 7

APRIL 2021

»Det giver en fleksibilitet, at vi (red. Jesper og Celina) kan rykke ekstremt hurtigt. Hvis der er en nyhed, der breaker, men ikke har en fotograf til stede, ville man førhen tænke: ”Vi kan ikke få noget fjernsyn derfra”. Men nu, hvis en redaktør ved, at jeg er i nærheden, så ved de, at Celina godt kan filme, så hun kan lige lave et indslag til i morgen. Det giver mange flere muligheder.« Tidligere skulle den 28-årige journalist gerne line historier op til en reportagetur over mange dage, da det er for dyrt at sende en fotograf til USA for at optage en enkelt historie. Det kan være et stort puslespil at få to journalister, en fotograf, ti historier og mange forskellige kilder spredt ud på forskellige tidszoner til at gå op i samme kalender. Derudover ville man typisk komme på bagkant af en TV-historie, hvis man skal vente på, at en fotograf kommer med et fly fra Danmark, hver gang en historie breaker. Den fleksibilitet har makkerparret dog nu: »Selvom jeg er i New York, og Jesper er i sit hjem i Washington, kan jeg ringe ham op og sige: ”Hey, der er den her mega fede historie, og kilden er klar nu, vi kan møde hende i morgen tidlig. Kan du flyve om fem timer?”. Der er en større fleksibilitet og mobilitet i det. Vi kommer ikke på bagkant af historien rent TV-mæssigt, fordi vi skal vente på en fotograf.« Celina Liv Danielsen pointerer, at det stadig er vigtigt med dygtige professionelle fotografer, hvis man skal producere nogle længere formater i en virkelig lækker kvalitet, men at en journalist med gode videoevner er tilstrækkeligt til nyhedshistorier og mini-dokumentarer, som dem hun selv har filmet til TV 2 Play.

Øget efterspørgsel på videojournalister Taster man ordene ”videojournalist job” på Google, viser det en tydelig tendens i branchen. TV 2 Bornholm, Berlingske, Det Kongelige Teater, DR Vejret samt Danske Rederier har alle lavet stillingsopslag, hvor de søger en journalist med videoevner. »Alle journalister hos os skal både kunne lave nyheder, filme og skrive. Det kan en nyhedsjournalist anno 2021. Sådan er de i hvert fald her hos TV 2 Bornholm. Lige nu har vi for eksempel to journalistpraktikanter som er på VJ-kursus,« udtaler redaktionschef på TV 2 Bornholm, Peter Funch. Dette er en tendens, Celina Liv Danielsen kan bekræfte: »Vi er blevet så digitale, at en artikel ikke længere er nok. Vi er blevet så visuelle. Vi vil have virkelig flotte billeder, en video til artiklen, måske vil vi også høre kildens stemme, eller se hvordan kilden bor. Vi vil gerne have hele pakken.« Skal man tro Celina Liv Danielsen, stiller forbrugerne altså større krav til de journalistiske produkter end tidligere, og det stiller dermed også større krav til den enkelte journalist. Derfor har hun også et altoverskyggende råd til spirende journalister: »Hvis du kan filme selv, hvis du kan redigere selv, hvis du kan skrive et ordentligt manus, så er du en eftertragtet vare.« ggende råd til spirende journalister: »Hvis du kan filme selv, hvis du kan redigere selv, hvis du kan skrive et ordentligt manus, så er du en eftertragtet vare.«

Celinas tips til bedre video Få både nærbilleder, halvtotaler og totaler i kassen. Det giver diversitet i billederne hvilket gør din fortælling mere spændende at se på. Husk altid at lave etableringsbilleder: »Skal vi vise, at vi er i USA, så filmer jeg ofte husene, de store biler eller de anderledes træer for at sætte scenen og give seeren en ide om, hvor i verden vi befinder os.« Sørg for både at have statiske billede og billeder med noget bevægelse: »Jeg kan for eksempel finde på at filme kildens hoved, hvorefter jeg panorerer ned på kildens hænder der vasker salat. Det giver lidt til historien at der er lidt bevægelse i billederne.« Rediger dit materiale hurtigst muligt: »Efter optagelse tager jeg direkte hjem og redigerer. Jeg skriver et manus lynhurtigt. For mig er det bedst at skrive et manus, når du lige har været på optagelse, for så er det frisk i erindring.« Få feedback: »Få andre til at kigge på din færdigredigerede historie med et kritisk blik og få feedback.«

Stil ”dumme” spørgsmål: »Stil spørgsmål til kilden der kan virke latterlige såsom: ”Hvad laver du nu? eller ”Hvad er det, der ligger her på dit bord?” Hvis du gerne vil have kilden til at gøre noget eller forklare seerne, hvad de laver eller taget fat i en bestemt genstand. Så får du de små soundbites, du kan bryde din historie op med.« Du skal være god til at lytte. Hav øjnene med dig: »Du skal ikke kun have et øre for hvad kilden siger, men et øje for hvad der sker foran dig. Hvis kilden bliver følelsesladet, og der kommer tårer i øjnene, så zoomer du altså lige ind.« Du skal tænke i scener: »Kilden skal ikke bare sidde og snakke et sted. Vi skal som seer med kilden ud på en kort rejse i to minutter og 15 sekunder. Tænk over, hvad kan visuelt hjælpe til at fortælle din historie.«


8 EKSTERN

APRIL 2021

»Show me what you got«

Mette Cornelius er studievært på Discovery Networks og sportsjournalist, så det brøler. Hun har altid haft en drivkraft, der har ført hende på rette vej. Hun har svært ved mennesker, der siger et og mener noget andet, og så er hun bare helt tosset med fodbold. LIXEN har talt med sportsjournalisten over Zoom, hvor vi både kommer rundt om alt fra at være 10 år og besat af landsholdet til at være 39 år og jonglere med familie og arbejde. Af Isabella Canto Nielsen Foto: Rita Kuhlmann

Da Radiosporten ringede, var hendes skæbne beseglet, hvis ikke den hele tiden havde været det.

ette Cornelius dukker frem på skærmen. Hun hilser med et lille vink og spørger, om hun må spise morgenmad, mens jeg interviewer hende. Selvfølgelig, svarer jeg. Håret er sat op i en stram knold, og hun har sine karakteristiske briller på, der næsten er blevet en del af hendes ansigt. Bag hende er der en væg pyntet med portrætter af hendes tre børn i sort og hvid. Det virker som en rolig morgen i privaten i København, men det går stærkt i sportsjournalistens liv: »Tidligere var jeg rundt på samtlige superligarunder uden undtagelser, det er der blevet mindre af. Der er en gang imellem en fri søndag. Hvilket, når man har været så længe i det, som jeg har og har tre børn, så kan det faktisk være meget fedt. Men normalt starter min uge om søndagen med Superligaen.« Mandag, onsdag og fredag er der ugentlige redaktionsmøde hjemmefra, de er kun i studiet, når der er udsendelser. Mette Cornelius er begyndt at lave et nyt program i år, hun kalder det ”Købmændenes klub” med og om danske fodboldleder. »Det laver jeg om mandagen. Det er en times udsendelse, så den kræver faktisk en del, fordi jeg selv er redaktør og vært på det. Jeg skal selv have så meget styr på gæsten og på de dagsordener, der er interessante i forhold til denne her gæst.« Hun synker morgenmaden og fortsætter: »Jeg vil bare gerne være godt forberedt. Jeg vil også gerne stille de gode spørgsmål. Det er mandag, hvor jeg som regel er træt efter søndag, så den er lidt hård.« Om torsdagen er der Europe League, der begynder 17:30 og slutter lidt over midnat. Når Mette Cornelius kommer hjem, kører adrenalinen derudaf, så det er svært at falde i søvn. Der er ikke mange fridage på en uge med Europa og Superliga, for når en udsendelse slutter, skal der forberedes til den næste. De gode ideer sover heller ikke, de dukker op, når hun har puttet børnene, når hun er i bad, i de sene stunder. Hun mener, at det er en miljøskade, fordi hun altid har arbejdet på skæve tidspunkter. Det har været til stor frustration for tidligere redaktører. Men passionen for fodbold har ingen stopknap: »For mig er fodbolden jo en passion, og det, som fik mig hen til, hvor jeg er i dag. Det er en interesse, og derfor noget, der fylder meget. Det sådan noget, som flydende kører i baggrunden, og det gør mit arbejde i princippet også, fordi jeg har to interesser og passioner kombineret i fodbold og journalistik.« Det udvisker grænserne mellem familieliv og arbejde, når fodbolden og journalistikken hele tiden ligger og ulmer i baghovedet. Det gør også, at hun til tider kan blive stresset og overbebyrdet, for det er ikke kun med familien, at arbejdet fylder, det er også på

En kvinde blandt mænd Mette Cornelius har altid befundet sig bedst blandt mænd. De har altid været mindre kompliceret, synes hun. »Jeg har en datter på 10 år, som sagde sådan til mig: det er mærkeligt mor, men jeg kan mærke, at jeg er begyndt at synes, at det er meget sjovt at være sammen med drengene. Det var nok cirka samme alder, da jeg begyndte at få øjnene op for, at jeg var forfærdelig til pigefnidder og til at navigere i, at der blev sagt et og ment noget andet. På et tidspunkt i 10-12-årsalderen søgte jeg mere mod drengene, når de sad og spillede kort i frikvartererne.« Den kvindelige sportsjournalist er kommet af en drenge- og fodboldfamilie. Hendes onkel, morfar og far var fodboldinteresserede. Og hun er opvokset med en storebror og tre fætre, så når de var hjemme hos deres mormor, stod de og spillede mur ude i gården, der kunne hun vælge at være med eller være indenfor alene. Hun var også med ude og se Roskilde spille fodbold, når de spillede hjemme. På den måde blev hun, ufrivilligt egentlig - hevet ind i fodboldmiljøet. Hun reflekterer højt: »Om jeg fra starten har befundet mig bedst i det, eller om det er i det miljø, som har føltes trygt og mindede mig, om det jeg er opvokset med, det tror jeg også er en del af forklaringen. Derfor har jeg nok altid haft det godt i den jargon. Jeg vil egentlig bare gerne have show me what you got, så kan jeg bedre forholde mig til tingene.« Da hun var i praktik hos DR, var hun til en afsluttende opgave blevet sendt til Portugal, fordi Danmark var kvalificeret til U21 EM i 2006. De var afsted i 12 dage, og der skulle gå hele 3 til 4 dage før, at hun bemærkede, at hun var den eneste kvinde, der var med. Hun tænkte slet ikke over det, før der var en som, påpegede det. Det er dog ikke altid, at hendes køn går ubemærket hen, men hun føler sig altid accepteret: »Der er helt klart noget i fodboldmiljøet, når du kom ud som pige, hvor du lige skulle ses an. Om du var der for at komme på fjernsyn, fordi du gerne ville være tæt på og er fascineret af fodboldspiller, eller du var der med en fagligviden og interesse og passion lig med mændene, som de nok aldrig betvivles at have. Men jeg kunne lynhurtigt mærke, at når de kunne høre på mine spørgsmål, at jeg godt vidste, hvad jeg talte om, eller der var en dybde og substans eller faglighed i spørgsmålene, så blev jeg også accepteret.« Hun følte faktisk, allerede dengang hun var ny i branchen, at hun fik lov til mere end sine mandlige kollegaer. Hun kan tillade sig at stille mere nærgående spørgsmål, på en empatisk måde.

M

arbejdet, at familien fylder: »Det kan jeg se på min mand, der kan vi godt have haft en forfærdelig morgen med børnene og skreget og skændtes. Så tager han på arbejde og er på arbejde. Hvor med mig, der trækker det lange spor ind i resten af min dag, og jeg tænker - hvad kan jeg gøre, så vores familie igen kommer i vater?« Journalistik, fodbold og drivkraften Mette Cornelius formulerede ret tidligt i sit liv, at hun ville være sportsjournalist. Hun tog ofte op til Vedbæk, når landsholdet var samlet i Danmark på træningslejr. Hun havde ikke veninder, der var fodboldinteresserede, men formåede at lokke en veninde med alligevel, og så tog de op i landsholdslejren, så træningen og fik autografer. Hun har været omkring 10 år, da hun begyndte at reflektere over, hvad hun kunne gøre for at komme endnu tættere på de danske landsholdsspillere. »Jeg vil ikke bare stå til træning og tage billeder af dem. Jeg kunne enten blive sportsjournalist, eller jeg kunne blive

kommunikationschef i DBU. Det var de to muligheder, jeg kunne se for mig. Lige siden, har jeg haft det som en drivkraft,« fortæller hun. Efter gymnasiet, var hun tre år på et reklamebureau. Her fyldte journalistikken og fodbolden ikke lige så meget. Men drivkraften ville, at hun begyndte på sin bachelor i Journalistik på Syddansk Universitet. Verden åbnede sig pludselig for hende. Det var jo egentlig journalistikken, hun syntes, var det interessante. Hun elskede fodbold, men nu kunne hun se sig selv i forskellige facetter. Hun søgte praktik på tre dagblade, Danske Kommuner, og det der dengang hed Radiosporten på DR: »Så ville tilfældet, at det var Radiosporten, der ringede til mig. Det var godt, at de gjorde det. Det jeg kan, og det jeg har en stor viden om, er det, som skiller mig ud fra rigtig mange andre piger. Jeg ville slet ikke have den position, og de muligheder jeg har haft i mit job, hvis jeg havde fået en praktikplads, der hvor alle de andre dygtige piger var.«


EKSTERN 9

APRIL 2021 Og gå en lille smule tættere på et menneske, der måske ikke havde lyst til at tale, på grund af hendes køn. Det er fordi, at en kvinde/mand relation er mere afvæbne end mand til mand, der kan blive »hard-talk-agtig«, siger hun og banker knoerne sammen for at vise, hvad hun mener. Panik på panikdagen »Man brænder sin hjerne af i stress, det synes jeg i hvert fald. Det var et kæmpe gedemarked. Men det kan ikke undgås, for man ved, hvor definerende en praktikplads er for ens karriere. Det har det været for min,« fortæller Mette Cornelius, som husker panikdagen som noget af det mest stressende, den dengang uerfarne journalist nogensinde havde prøvet: En gruppe af håbefulde journaliststuderende, med Mette Cornelius i blandt, tog til Århus dagen før panikdagen. De skulle tidligt op den næste dag, for allerede klokken seks om morgen, kunne mediehusene ringe og kalde til samtale. »Vi boede 4-5 piger på det samme lille værelse på et eller andet crappy sted tæt på Journalisthøjskolen. Vækkeuret ringede kl. 05:30 om morgen, hvis ikke tidligere, og så havde vi lige købt en Underberg, som vi lige startede med, så vi kunne vågne. Puk Damsgaard, som jeg havde boet med i Odense det sidste år sammen med tre andre piger, var også en del af værelset. Hendes telefon begyndte bare at ringe det sekund, de åbnede for, at medierne måtte ringe. Hun var helt fantastisk dygtig allerede dengang.« Det var lidt af et pres, da Puks telefon kimede derudaf, og de andres telefoner ligeså småt begyndte at ringe. De sad ved morgenmaden og kunne se forskellige få opkald, og Mette Cornelius’ telefon var bare helt stille stadigvæk. Det var først halvanden time efter, at det var hendes telefon, der bimlede og bamlede. Det var Radiosporten, der indkaldte til samtale. »Til samtalen skulle jeg prøve at speake for Morten Hausborg og Ulrik Jensen (red. sportsjournalister). Efterfølgende sad jeg ude i lobbyen hos DR. Jeg tænkte, det er her jeg lægger mine æg, jeg skal ikke over på Journalisthøjskolen igen og prøve at satse på noget andet. Der var flere inde til samtale, men pludselig kommer en af mine mandlige medstuderende og sagde til mig: altså, de sagde, at jeg lå rigtig godt til, men at der var en pige foran mig. Jeg havde ikke set nogle piger gå derind efter mig, så mine forhåbninger begyndte stille at stige.« Radiosporten ringede til den unge journalistspirer og tilbød praktikpladsen. På vej hjem i bussen, begynder hun at få det skidt. Hun var syg tre uger derefter. Med influenza og to gange mellemørebetændelse, hun er ikke i tvivl om, at der er fordi hendes krop havde været så stresset. Det er nok ikke blevet meget bedre, svarer jeg og kommer med en lille joke om, at vi nok alle skal have timer hos psykologen, når vores praktiksøgning er overstået. Vi griner fra hver vores skærm. Jeg takker for hendes tid, vi vinker farvel og ophæver Zoom-mødet.

Ét år med Radio LOUD: »Vi har heldigvis tre år endnu«

Den 1. april i år runder Radio LOUD et skarpt hjørne. Dagen markerer det første fulde år, hvor radiostationen har transmitteret indhold ud i æteren. Året har mildest talt været noget af en rutsjebanetur for det nye medie i klassen fyldt med op- og nedture - og det er ikke slut endnu.

D

et er midnat onsdag den første april 2020. Efter måneders forberedelse sidder værterne Becca Reyes og Mathias Pedersen klar i Radio LOUDs studie i København. Slaget om DAB-udbuddet er vundet over Radio24syv, og nu skal holdet bag den nye station vise hele Danmark, hvad de kan. Da Radio LOUD begyndte at sende, var coronaen ny og altdominerende i medierne, og det var blot nogle få uger, efter at statsminister Mette Frederiksen stod i Spejlsalen og lukkede Danmark ned. Hårde omstændigheder – især for et nyopstartet medie. Spoler vi tiden ét år frem, har coronaen fortsat fat, og Radio LOUD sender stadig - nu også i form af podcasts. I anledning af det kommende 1-års jubilæum har Radio LOUDs programdirektør, Ann Lykke Davidsen, sagt ja til at medvirke i et interview med LIXEN. Jeg møder hende i tidens tegn over Zoom. Hvordan føles det at kunne sige, at I snart har været i luften i et år? »Det er jeg sgu stolt af. Det er klart, det er en udfordring at starte fra ingenting og etablere et nyt medie - især i en tid med corona. Men vi er her, og vi er i gang med rigtig gode takter.«

Modvind fra start I oktober 2019 vinder Radio LOUD DAB-udbuddet over Radio24syv, som måtte lægge sig i graven. Det markerer en væsentlig ændring i det danske lydbårne mediemarked, og Radio- og tv-nævnets beslutning om at give DAB-pladsen til Radio LOUD møder kritik og undren fra flere lyttere, medier og politikere. Alt imens har Ann Lykke Davidsen travlt med at sætte sit hold af medarbejdere og få styr på alt det praktiske inden første transmission: »I oktober har vi intet, og der er fem måneder til, vi skal være i luften. Så der går et kæmpe arbejde i gang med at bygge studie, finde talenter, organisere indhold, samle IKEA-stole – det er skideskægt og mega hårdt. Samtidig kæmper vi med et følelseshav i medierne, fordi mange begræder, at Radio24syv ikke skal fortsætte. Og det er helt OK – det skal man have lov til.« Den første april søsættes den spritnye radiostationen, og efter blot 14 dage er flere medier ude med riven over Radio LOUDs næsten ikke-eksisterende lyttertal, deres indhold og værter. Og det var ikke fair, mener Ann Lykke Davidsen: »Det tog helt klart overhånd, det synes jeg. Det var på ingen måde berettiget. Så har vi fået kritik sidenhen, som er berettiget, men det er ikke berettiget at køre så hårdt på noget, som er så nyt.«

Af Leo Mortensen Foto: Radio LOUD

”Come on, Joy” I juni 2020, blot få måneder i æteren og med fortsat kritik fra flere medier, er Radio LOUD ved at etablere sig med sit indhold, som primært rammer deres målgruppe: unge mellem 15-32 år. Kulturminister Joy Mogensen er dog ikke imponeret over Radio LOUD og udtalte blandt andet: »Jeg er utrolig skuffet og forundret over det, som Radio LOUD sender, på baggrund af det, som de bød ind med.« Udtalelserne bringer Joy Mogensen i krydsilden, da flere mente, at hun brød armslængdeprincippet, og det endte med et samråd for ministeren. Ligesom under udbudskampen med Radio4syv er Radio LOUD igen havnet i midten af en gang politisk mudderkastning. Ann Lykke Davidsen ser tilbage på Joy Mogensens udtalelser med ærgrelse: »Jeg synes, det var rigtig ærgerligt, at hun som kulturminister ikke formåede at læne sig op ad den udfordring, de mediepolitiske ordførere har stået med de sidste 15 år. Hver gang, man har været inde og forhandle om en ny medielov med fordeling af midler, er det blevet efterspurgt alle steder: “Hvordan rammer vi de unge? Der bliver ikke lavet kvalitetsindhold målrettet de unge, og det er et kæmpe problem.” Jeg tænkte ”Come on, Joy”. Der ligger et politisk budskab i at ville vores unge, og det ærgrer mig, at hun ikke tog det til sig.« Havde udtalelserne og samrådet konsekvenser for jer? »Overhovedet ikke. Det larmede bare meget.« Skulderklappet Den helt store optur for Radio LOUD sker i oktober 2020. Her annoncerer Berlingske Media, at de har købt 40 % af stationen

og dermed bliver medejere. Det bringer selvtillid og champagne-fejringer hos Radio LOUD, fordi Berlingske Media kan se potentialet i deres vision: »At så stor en mediepartner træder ind og siger: ”Vi tror på det her”, det er et kæmpe skulderklap. Vi får selvfølgelig ris og ros på den scene, vi står på, så det betyder utroligt meget, at der er nogen, som tør at gå med op på den scene og tage imod, hvad der falder ned. De så et potentiale, der kunne udvikle sig, og det er dét, LOUD er i dag – det er potentiale, som er i gang med at vise gode takter.« De gode takter kan blandt andet ses på stationens succes med at producere podcast, som deres målgruppe streamer online. Deres lyttertal på DAB er dog stadig i bund, hvilket ses på seneste måling, hvor Radio LOUD har cirka 9.000 ugentlige lyttere. Ifølge Ann Lykke Davidsen er det dog forventeligt: »Vi er klart stadig under udvikling. Jeg tror ikke, det er DAB, vi henter nye lyttere ind på – det bliver via podcasts og sociale medier, som skal bryde lydmuren ned og skabe kendskab til LOUD. Vi kommer aldrig til at blive førende på DAB. Men vi er der, og jeg håber også, at vi kommer til at ligge højere, end vi gør pt. - vi har heldigvis tre år endnu.« En lys fremtid Ét-års jubilæet er få uger væk, og hos Radio LOUD er der lagt i kakkelovnen til en fejring. Stationen har ugentligt produceret i omegnen af 100 timers indhold, og ser man på fremtiden i bagklogskabens lys, mener Ann Lykke Davidsen, at det går den rigtige vej: »Jeg havde ikke forventet, at vi var en kæmpe bragende succes efter et år. Vi står et rigtigt sted, vi er blevet klogere, og vi har lyttet. Der har været rigtig meget berettiget kritik af vores værter og indhold, samt anmeldelser og anbefalinger, og det tager man jo med ind i maskinrummet og arbejder med.« Hvilken kritik har været berettiget? »Jeg havde en snak med Politiken, som spurgte, hvorfor vi ikke havde startet med at hyre store navne og gået med nogle kendisser. Vi vil rigtig gerne dyrke talenter og have andre stemmer med, men måske skulle vi have fordelt anderledes og have hevet nogle større stemmer ind til at træde græsset ned for os. Vi har måske været for naive til at tro, at vi kunne starte alt fra bunden. En kendt stemme eller profil kan ikke bære noget alene, men pakket ind i et godt format og en fed idé, tror jeg, vi kommer rigtig langt.« Ser Radio LOUDs fremtid lys ud? »Det gør den. Det vi laver, er det rigtige. Det tager bare den tid, det tager.«


10

PORTRÆT

APRIL 2021

Volden fortsætter, når skærmen slukker Matilde Kimer er korrespondent for DR i Rusland og Ukraine. I 2011 trak hun for første gang sin skudsikre vest over skuldrene og spændte den fast om livet. Siden har hun dækket den brutale virkelighed i hele det tidligere Sovjetunionen. Af Karoline Engelund, Jonatan Robbert Larsen Foto: Magnus Nygaard

F

orfølger de mig nu også i Danmark?« udbryder Matilde Kimer, da vi møder hende på Åmarken Station i Hvidovre. »Der er lige gået en fyr fordi mig, som snakkede russisk i telefonen.« Vi forstår først situationens tragikomiske alvor, da hun fortæller os, at det er hverdag for udenlandske journalister i Rusland og Ukraine: at de både bliver aflyttet og forfulgt. Journalisten og korrespondenten tager os med til hjemmet i Hvidovre, hvor vi træder ind ad indgangsporten, som hun har navngivet de fire bildæk, som er stablet i indkørslen. Vi sætter os på den lille terrasse i baghaven, hvor hun begynder på sin fortælling om rejsen fra banegården i Odense til bomberne ved fronten i det østlige Ukraine. Amors russiske pil Fundamentet til Matilde Kimers første møde med Rusland blev støbt efter gymnasiet, hvor den 21-årige student besøgte sin mormors bror og hans russiske kone i Paris. På russisk manér påpegede den rå, russiske kvinde, at Kimer burde lære russisk. Fascineret af sproget fandt Kimer hurtigt sig selv siddende i lejligheden i Paris og kæmpe med det russiske alfabet. Reglerne for at få visum til Rusland krævede, at man skulle være indskrevet på et russisk universitet. Handlekraftigt pakkede hun sin kuffert og fløj direkte fra Paris til Sankt Petersborg. Amors russiske pil ramte plet, og hun blev smaskforelsket i Ruslands rå vildskab. »Jeg forelskede mig hovedkulds i Rusland. Yderpunkterne er for sindssyge, og det russiske folk er de vildeste mennesker.« Matilde Kimer begyndte på Syddansk Universitet i 2003. Hun havde et klart ønske om at kombinere russisk med journalistik, og weekenderne blev derfor brugt på at lære russisk. Tre år senere sad hun til en MUS-samtale på DR, hvor hun netop var startet som praktikant. »Jeg kan huske, at de spurgte mig, hvor jeg så mig selv om tre år. Hvortil jeg svarede, at jeg så mig selv som korrespondent i Rusland, hvor jeg har genåbnet Moskva-afdelingen,« fortæller Matilde med en veldrejet kølig humor, der viser sig at være karakteristisk for den knivskarpe og benhårde kvinde. Præcist tre år efter pakkede hun sin varme pelsfrakke og tog til Moskva som nyansat DR-korrespondent.

At sende live fra helvede »Undskyld mig, men hvilken nyhedsstation sender en afpillet blondine direkte ind i helvede?« Sådan lød den første ordveksling mellem Matilde Kimer og Vova, som med Matildes egne ord var hendes lokale ukrainske fixer. Hun mødte ham første gang i 2014, hvor Maidan-protestbevægelsens voldelige demonstrationer havde affødt en regulær krig i Donbass mellem pro-russiske separatister og ukrainsk militær, hvilket skyldtes præsident Viktor Janukovitj’s annullering af en associeringsaftale med EU. Den humoristiske tone mellem korrespondenten og Vavo blev hurtigt erstattet af alvor, idet skudvekslinger mellem krigens to parter blussede op. Matilde Kimer var eneste Rusland-korrespondent for DR, og hun blev derfor udsendt over 40 gange for at dække konflikten i det østlige Ukraine. Både hos de pro-russiske separatister og hos det ukrainske militær oplevede korrespondenten et stærkt had til modparten. Hun beskriver, hvordan et stærkt fjendebillede og en umenneskeliggørelse opstod, hvilket kastede det moralsk forkastelige ved at dræbe over skulderen: »Jeg oplevede, at man på begge sider omtalte fjenden som terrorister og ikke-mennesker. De var med at afmenneskeliggøre hinanden, og så er det ikke svært at slå modparten ihjel. Det skaber et dybt had, som er hårdt at opleve, men som er så vigtigt at berette om.« Matilde Kimer har sendt live fra krigssituationer i både Rusland, Ukraine, Bellarus og Kaukasus. Kan du se nogle lyspunkter i krigens mørke? »Når man er nødt til at samarbejde for ikke at dø, så opstår der et unikt og magisk sammenhold - næsten en slags korpsånd. Det er forsiden af krigsmedaljen. Vi kan for eksempel tage situationen lige nu, hvor vi sidder her på terrassen. Hvis vi var i krig lige nu, så ville vi sige: okay, vi er nødt til at hjælpe hinanden, ellers dør vi, for der kommer raketter lige om lidt.« »En motherfucker af en kanon« Selvom Matilde Kimer har brugt utallige timer på at lave reportager fra krigszoner, er krigen for hende alt andet end tillokkende. Hun ser hverken sig selv som adrenalin-junkie eller frygtløs actionhelt. Alligevel føler hun, at jobbet som krigskorrespondent har været hendes “kald” i livet. »Jeg bliver pissebange, når der bliver affyret skud og mortergranater, for jeg har ved gud ikke lyst til at dø. Jeg føler dog, at det er forbundet med dét kald at rapportere og fortælle om noget, der er så vigtigt. Og hvis jeg ikke dækker det, så bliver det slet ikke dækket.« For korrespondenten er behovet for at fortælle ærligt om den til tider brutale virkelighed stor.

Selvom det kan lyde næsten religiøst, er hun ikke bange for at kalde det et »journalistisk kald.« Hun er følelsesmæssigt investeret i de mennesker og det land, hun beretter om. Hun er så dedikeret, at hun vil gå rigtig, rigtig langt for at dokumentere krigens væsen. Særligt én episode popper op, når hun tænker tilbage på situationer, hvor hun har rapporteret med livet som indsats: »På et tidspunkt stopper bussen, hvor vi ikke er langt fra Ukraines frontlinje. Vi åbner døren og i det samme sker en kæmpe eksplosion. Min sikkerhedsmand kaster sig på jorden, men jeg tager med rystende hænder min telefon og prøver at filme. Først nu ser jeg, at der står en 152 mm lige ved siden af os - en ordentlig motherfucker af en kanon. Jeg skal sende live til radioavisen, og jeg får lavet reportagen, men jeg har ingen anelse om, hvad jeg får sagt.« Grænseløs Det er tydeligt at mærke på Matilde Kimer, hvor opmærksom hun er på, hvad krigen gør ved hende som menneske. Hendes knivskarpe beretninger leveres uden skyggen af filter, og vi kan derfor ikke komme uden om spørgsmålet: Hvor store skulle dine personlige omkostninger være, for at du ville sige; hertil og ikke længere? »Vi bliver tvangsdebriefet på DR, når vi kommer hjem til Danmark. Da jeg kom hjem efter den episode, sagde de til mig, at jeg bliver nødt til at sætte grænser, ellers bliver jeg grænseløs. Jeg var sådan: "bla bla bla, behandlersprog". Det tog mig lang tid at forstå, hvad de mente. Jeg har ikke oplevet min grænse endnu,« fortæller Kimer og fortsætter: »Jeg er ikke krigsjournalist, jeg er journalist i det tidligere Sovjetunionen, og så er der tilfældigvis krig dér. Det er for mig ikke et mål at dække krig, det er et mål at dække den virkelighed, der udfolder sig. Det er også min oplevelse, at der ikke er ret mange, der gør det. Derfor synes jeg, at mit arbejde er mega vigtigt.« Og lige præcis vigtigheden af Matildes arbejde, bringer os videre til det næste og presserende spørgsmål, nemlig om hun kan slippe krigen, når hun så er hjemme? Eller om den ryger med det beskidte tøj og notesbogen direkte i kufferten og rejser hjem til huset i Hvidovre og den forblæste terrasse? »Jeg har også dårlig samvittighed, når jeg kommer hjem. Sidste august havde jeg arbejdet dag og nat. Jeg var fysisk og følelsesmæssigt tømt. Jeg havde set folk blive

slået ihjel, og jeg var nødt til at komme hjem til min familie. Så sad vi i et sommerhus på Falster med en god flaske vin, og jeg tænkte: Hvad fanden bilder jeg mig ind? Hvordan kan jeg ikke være i Hviderusland og berette om, hvad der foregår?« Matilde trækker vejret en gang og fortsætter: »Når det så er sagt, så er det vigtigt at blive mindet om, at krigen er derovre, og at du ikke er krigen.« Det russiske ord for “ikke-ligeglad” Det tidligere Sovjetunionen er et sted, der betyder meget for Matilde Kimer. Som interviewet lakker mod enden, vil vi gerne finde ud af, hvad drivkraften for Matilde er, når hun gang på gang sætter livet på spil, for at berette om virkeligheden i Rusland og Ukraine. Ifølge Matilde Kimer er det hendes tilknytning til landene og befolkningen, der gør at journalisten har fortsat arbejdet i det krigsramte områder. »Der er rigtig mange, der er taknemmelige over, at jeg gider. Der findes et vidunderligt begreb på russisk: at være “ikke-ligeglad” - det hører jeg meget. Tak fordi du ikke er ligeglad med os! Og det kan sgu ikke blive ret meget større. Der findes ikke en redaktør, der har sendt mig en rose-mail, der kan toppe det.« Men når man er “ikke-ligeglad”, kan man også sidde midt i bomberegn og blive godt og grundigt frustreret. Som Matilde selv beskriver det: »jo større presset er på dig, jo længere bevæger du dig ind i din egen navle.« Hun fortæller med et intenst blik om hendes oplevelse i Ukraine, dagen hvor attentatet på Charlie Hebdo i Paris fandt sted. »Krigen i Østukraine var på sit højeste - over 1000 ukrainere døde om dagen. Der blev skudt om ørerne på os, og situationen var fuldstændig sindssyg. I samme øjeblik sker terrorangrebet på Charlie Hebdo.Vi er fuldstændig ude af sendefladen i 5-7 dage. Jeg var simpelthen så frustreret over det på Ukraines vegne, menneskehedens vegne og mine egne vegne. Hvorfor sidder jeg her i livsfare med tre børn derhjemme, hvis I ikke engang gider at bringe det?« Vi får lov til at tage en pause og fordøje den intense time, som vi lige har haft i selskab med den passionerede kvinde. Vores fotograf får stillet Matilde op foran den hvidkalkede mur i baghaven, »blitzs« siger det, portrættet er i hus. Imens flyver en vildfaren engangsgrill forbi i haven, Matilde smiler sagte: »Ja, som I kan se, har jeg jo sørget for at rydde op og gøre klar til, at jeg skulle have gæster.«


APRIL 2021

PORTRÆT

11


12

EKSTERN

APRIL 2021

Hvad gør vi med Facebook? Sociale medier bliver som aldrig før brugt af medierne til distribution af journalistisk indhold. Det skaber udfordringer, da det ikke er medierne selv, der sætter rammerne. Men hvordan mestrer vi at bruge tredjepartsplatforme så som Facebook til distributionen af journalistisk indhold, og i hvilket omfang skal vi bruge dem? Det har LIXEN sat sig for at undersøge. Af Camille Koeller Illustration: Agnes Rønberg

D

istributionen af journalistisk indhold har taget en drejning i takt med den digitale udvikling. Hvor man før fandt sin journalistik på avisstativet i supermarkedet, finder man den nu i højere grad på nettet og især på de sociale medier. Flertallet af de danske medier bruger i dag Facebook aktivt til at nå ud til deres læsere. Samtidig oplever mange i mediebranchen dog udfordringer, ved at det er tredjepartsplatforme, der bestemmer rammerne. De sociale medier er et værktøj, som mediebranchen kan drage fordel af, hvis de bruger det rigtigt, men samtidig risikerer mediehusene også at gøre sig selv for afhængige af de sociale medier. Men hvad kan vi gøre, og hvad bør vi gøre? Det er et af mediebranchens mest aktuelle og brændende spørgsmål, og det agter kommende fellow ved Center for Journalistik på SDU at besvare. Vi må følge spillereglerne i højere grad Videojournalist Malte Jørstad er fra august 2021 ny fellow ved journalistuddannelserne på Syddansk Universitet. Hans fellowprojekt har til formål at give mediebranchen nogle konkrete værktøjer til at arbejde med distributionen af journalistikken på de sociale medier. Med sit projekt ønsker han, at journalister fremadrettet skal have forståelsen for de sociale mediers spilleregler på rygraden. »Mit udgangspunkt er, at vi bliver nødt

Malte Jørstad. Foto: Stine Tidsvilde

til at følge de sociale mediers spilleregler i højere grad, end vi gør nu. Det betyder at forstå, hvordan de sociale medier fungerer, og det enkelte sociale medie fungerer, og hvordan man udnytter det bedst muligt.« Algoritmerne på de sociale medier gør, at der er forskellige faktorer, som er med til at afgøre, hvilket indhold der bliver vist mest, og hvordan algoritmerne fordeler indholdet. Det er disse faktorer og mekanismer, Malte Jørstad blandt andet vil undersøge. »Det er måden, vi uploader det på. Det er f.eks. tidspunkterne eller længden på en video. Er det bedst for distributionen, at en video er tre minutter? Er det bedst for distributionen, at man uploader sine undertekster igennem Facebooks eget upload-værktøj, eller skal man brænde det på i redigeringen? Alle de der små lavpraktiske ting.« Evigt foranderlige rammer Målet med projektet er at give mediebranchen en SoMe-værktøjskasse, så det bliver nemmere at navigere i tredjepartsplatformene, hvor det ikke er det journalistiske medie selv, der bestemmer spillereglerne. Men det, at det er tredjepartsplatforme, man distribuerer på, gør også, at man ikke kan sikre sig mod pludselige algoritme- eller systemændringer, da det netop ikke er mediet selv, der sætter rammerne. Og kan den såkaldte SoMe-værktøjskasse så bruges til noget, hvis spillereglerne pludselig er nogle andre?

stor mediebevågenhed og debat. Det austral»Det er jo netop en del af udfordringen. ske lovforslag, som Facebook reagerede på, At sociale medier fylder så meget i distrihandlede om, at Facebook skulle betale en butionen af journalistik i dag, gør også, at større del af deres overskud til de etablerede det er dem, der bestemmer rammerne. En medier. Men forholdet mellem de etablerede SoMe-strategi, det er her og nu, men hvis medier og platformen var helt misforstået, mit projekt lykkes, som jeg gerne vil have mente Facebook, hvilket fik dem til at lukke det til, så er der et ekstra lag til projektet, et ned for al australsk nyhedsdeling på deres overordnet lag.« platform. Med det ’overordnede lag’ mener Malte Nyheden om den opsigtsvækkende beslutJørstad, at værktøjskassen også skal bidrage ning nåede helt til Danmark, og i den følgentil journalistens generelle forståelse for de uge blev der diskuteret vidt og bredt om, distribution på sociale medier. Altså så hvad medierne egentlig kan og skal forvente journalisten nemt kan tilpasse efter evenog kræve af Facebook. tuelle ændringer af rammerne. »Jeg er overbevidst om, at Man diskuterede, »Lad os nu sige, forståelsen for distribution hvorvidt Facebooks at jeg udgiver propå sociale medier er en af fo- magt var blevet for stor, jektet, og så ændrer rudsætningerne for at være og hvorvidt medierne Facebook deres aljournalist i 2021, og det bliv- havde gjort sig afhængige af platformen. goritme dagen efter. er der kun mere af.« Dog var præmissen Så står essensen af for samtalen næsten projektet forhåbentudelukkende den samme i alle diskussioner ligt stadig tilbage, og essensen er vigtigheden og debatter. Nemlig at Facebooks internaaf at sætte sig ind i de her ting. Sætte sig ind tionale dominans og monopol-kraft er et i, hvordan man bedst agerer efter det sociale uundgåeligt vilkår for, at medierne kan nå ud medies spilleregler.« til borgerne. Samme opfattelse har Malte Jørstad, som Deep dive i distribution på SoMe netop af den grund ønsker at dykke længere Ifølge Malte Jørstad er udviklingen uundned i distributionen på de sociale medier i sit gåelig, og derfor bør vi kun dykke endnu dyfellowprojekt. bere ned i at prøve at forstå mekanismerne »Uafhængigt af hvad der er sket i Auspå de sociale medier, så det i sidste ende tralien, og hvad man kan synes om det, så bliver til vores fordel. Vi skal ikke frigøre os er det bare en del af dagligdagen for rigtig fra de sociale medier og gøre os uafhængige mange danske journalister, at man er tilstede af dem, men derimod lære at bruge dem på Facebook, og mit mål er at gøre det nembedre. mere for dem.« »Jeg er overbevidst om, at forståelsen for Den samme opfattelse af de sociale medistribution på sociale medier er en af fodiers indflydelse på distributionen af jourrudsætningerne for at være journalist i 2021, nalistisk indhold går altså igen hos flertallet i og det bliver der kun mere af. Vi er nødt til mediebranchen. Men findes der et alternativ, at forstå andre platforme i forbindelse med hvis det er den retning, vi ønsker at gå? distribution af vores journalistik. Vi er nødt I Mennesker & Medier fra d. 26. februar til at forstå, hvordan vores journalistik bliver prøvede Kurt Strand til sidst i samtalen at distribueret, for at kunne komme ud til de rejse spørgsmålet om, hvorvidt en dansk mennesker, vi gerne vil ramme. « etableret fælles-medieplatform kunne For at vi kan nå ud til vores publikum, er konkurrere med Facebook, såfremt der det altså et vilkår, at mediehusene til en vis kom en sådan spiller på banen. I studiet til grad går med på de sociale mediers præmissat diskutere sad direktør for Jysk Fynske er, mener Malte Jørstad. Men kan man gøre Medier Jesper Rosener, direktør for TVMidtdet uden at risikere at blive afhængige af Vest Lone Sunesen og medieanalytiker Aske blandt andre Facebook ved at dyrke platforKammer. Alle tre sparkede idéen til hjørne men i endnu højere grad? med begrundelsen, at Facebook er en for stor aktør, til at de danske medier kan udfordre Australsk nyhedsnedlukning platformens position. En flot, men også Da Facebook i slutningen af februar boykotutopisk tanke, mente Lone Sunesen. tede alle de store journalistiske medier i Utopisk. Men er den også det? Australien fra deres platform, afstedkom det


EKSTERN

APRIL 2021

alisere den selv. Altså sige, jeg er interesseret Bør (og tør) vi udfordre Facebook? i det og det, og så får du din egen forside Forslaget om en fælles distributionsplatfrem. Og så kan man købe til og fra ligesom form blev i Mennesker & Medier stillet af Blendle i Holland – har du hørt om den?« Pernille Tranberg, digital rådgiver i dataetik og tidligere journalist og chefredaktør på Journalistikkens svar på iTunes Tænk. Pernille Tranberg er stor kritiker af I Holland lancerede man i 2014 den digibåde Facebook, men også mediers brug af tale aviskiosk Blendle. Den er blevet kaldt Facebook til distribution af deres indhold. nyhedernes svar på iTunes eller Spotify og I korte træk mener hun, at Facebook er et bruges til distribution af hollandsk journaldårligt sted for medierne at distribuere, fordi istisk indhold fra alle Hollands væsentligste Facebook tjener flere penge på distribuaviser og magasiner. På platformen kan man tionen, end medierne selv gør, og fordi man bladre igennem alle medierne og kun betale som medie bliver afhængig af Facebook, når for de artikler, man gider at læse fremfor først man er begyndt at bruge det. Facebook at betale for et abonnement. Samtidig giver ønsker kun at tjene penge og er i teorien det overblik over ’skideligeglade’ med danske nyheder, mener »Det er småbitte snip- indholdet, og man kan Pernille Tranberg. pets, vi skal lave for at få på platformen vælge Derfor mener hun også, brugerne ind på en an- til eller fra, alt efter at de danske medier burde den platform. Det er dét, hvad der interesserer gå sammen om at lave en vi skal bruge Facebook til én. Modellen har haft stor succes i Holland ny fælles distributionsi begrænset omfang.« og har også udvidet platform, som skal være sig til andre lande – blandt andet USA, hvor tilgængelig for alle danskere, hvor medierne man i dag kan finde for eksempel New York kan komme ud med deres indhold til alle, og Times, Washington Post og The Economist hvor indholdet ikke er prioriteret efter profit på platformen. men primært efter væsentlighed. En slags Men kan det tænkes, at en sådan platform infomedia til borgeren, hvor infomedia i dag også ville kunne vinde på distribution herkun er til virksomheder. Men hvordan skal hjemme? Ifølge Pernille Tranberg er svaret en sådan platform se ud? klart. »Jeg forestiller mig, at man logger ind på »Man kan sige, at der hvor det er mest en platform, ligesom man logger ind på Dansandsynligt at gøre det, er i et lille land med marks Radios hjemmeside. Og så ligger der et afgrænset sprogområde. Vi (Danmark en hel masse gratisindhold, fordi det ligger red.) er motiverede for at bevare det danske derude på nettet i forvejen. Man kan person-

sprog, og vi er motiverede, fordi vi betaler en halv milliard om året i mediestøtte, plus det vi betaler til Danmarks Radio. Det gør vi jo, fordi vi ønsker, at der bliver produceret dansk journalistik. Så vi har en særinteresse i at beskytte og fremme det og få det gjort bedre og bedre.« Du mener altså, at fordi Danmark er et lille land med eget sprog, så har vi egentlig bedre muligheder for at udfordre Facebook på distribution af journalistisk indhold, end andre større lande med større sprog ville have? »Ja, jeg tror, den kombination af at vi er et lille land, lille afgrænset sprogområde, og at vi samtidig bruger rigtig mange statsmidler på at fremme journalistikken – den kombination gør, at vi kan gøre noget i Danmark. Men det er klart, at hvis der ikke er en politisk vilje eller en vilje blandt medierne, så sker det jo ikke.« Frigørelse eller fordybelse I Mennesker & Medier blev Pernille Tranbergs forslag misforstået, siger hun. Hun mener ikke, at medierne fuldstændig skal frigøre sig fra de sociale medier, men derimod bare at den primære distribution skal ske andetsteds. »Det, der er vigtigt, er, hvordan vi bruger de sociale medier. Det der enten-eller, det holder jo ikke. Men det duer ikke at betale Facebook for at nå sine følgere. Vi skal simpelthen blive mindre afhængige af Facebook.« Helt konkret mener Pernille Tranberg, at

13

vi kan gøre os mindre afhængige af Facebook ved kun at lægge små ’appetizers’ ud til brugerne på Facebook. Man skal kunne læse mindre af indholdet, så incitamentet til at hoppe over på mediets egen platform bliver større, og man skal ikke kunne se hele videoer produceret af mediet på Facebook. »Det er småbitte snippets, vi skal lave for at få brugerne ind på en anden platform. Det er dét, vi skal bruge Facebook til i begrænset omfang. Og så bliver vi mindre afhængige af dem.« Formålet er altså ikke at undgå Facebook og sociale medier helt, men bare at bruge dem til markedsføring af indhold og at få brugerne over på mediets egen platform – eller en eventuel fælles distributionsplatform for journalistik. Pernille Tranberg mener, at en sådan platform ville være det optimale for distributionen af dansk journalistisk indhold, men samtidig tror hun ikke på, at idéen om en fælles distributionsplatform nogensinde bliver til noget. Ikke fordi det ikke kan lade sig gøre – for det har de bevist i Holland med Blendle, at det kan – men fordi branchen ikke ønsker at gå den retning. Og netop det afspejler Malte Jørstads fellowprojekt. Fellowprojektet, som forventes afsluttet i januar 2022, har netop til formål at give svarene på, hvordan man arbejder endnu bedre med distributionen på de sociale medier. Christian Jensen, chefredaktør på Politiken og formand for styrelsen ved journalistuddannelserne på SDU, udtaler følgende i pressemeddelelsen om fellowprojeket: »Over hele verden diskuteres forholdet mellem nyhedsmedier og sociale medier. Dette fellowprojekt vil ikke alene bidrage med faktuel viden om relationen, men også med konkrete bud på, hvordan vi kan styrke de publicistiske mediers demokratiske virke i fremtiden.« Den umiddelbare kurs er altså lagt, og det er en forholdsvis enig mediebranche, der støtter den. Vi skal blive bedre til at tage aktive valg, som fremmer distributionen af vores indhold på sociale medier, og vi skal udnytte algoritmerne fremfor helt at undgå dem ved at styre udenom Facebook. På trods af at idéen om en fællesdistributionsplatform er der – og at vi ifølge Pernille Tranberg også har mulighed for at føre den ud i livet - så er der ikke et udbredt ønske om at forfølge idéen i den danske mediebranche. Mens hollandske Blendle fortsat udvider internationalt og især i Europa, er det ikke utænkeligt, at vi en dag også ser en lignende platform prøve kræfter med den danske mediebranche. For mediebranchen er trods alt evigt omskiftelig og under konstant udvikling.

Pernille Tranberg. Illustration: DataEthics


14

FOKUS

APRIL 2021

Mere eller mindre barsel? Om mindre end et år får danske fædre ret til to måneders øremærket barsel med deres børn. Det er kulminationen på mange års debat om mænds muligheder for at se deres spædbørn. Men vejen dertil har også været lang. Vi har FOKUS på historien om mænds ret til barsel. Af Jacob Berg Hansen

S

elvom ligestilling i forhold til barsel ofte har været italesat, er der intet land, der har budt på så radikale løsninger som Island. I 2000 stemte landstinget for en barselsmodel, der fordelte de ni måneders barsel mere ligeligt: tre måneder til moderen, tre til faderen og så tre måneder, som frit kunne deles. Før dette tog kun 10 % af de islandske fædre del i barslen. Dette tal er dog steget støt sidenhen. I 2013 stemte landstinget så igen om ændringer i barselsloven. Nu blev den samlede barsel opjusteret til et år, hvoraf hver forælder har ret til fem måneders barsel. De sidste to måneder kan så deles. Island har samtidigt lagt sig i spidsen, når det kommer til ligestilling på barselsområdet. Op mod 80 procent af de islandske fædre holdt i 2013 ca. tre måneders barsel. Til sammenligning holdt kun 10 % af danske fædre 30 dages barsel. Det er dog ikke en gratis omgang. Det koster at have mennesker gående på barsel. Og Island er en skrøbelig økonomi. Lavkonjunkturer har vist sig at kunne holde de islandske mænd væk fra barslen. Dog indtager de stadig en førsteplads, når det kommer til afholdt barsel i Skandinavien. Problematisk implementering Det er stadig uklart, hvorledes det nedsatte implementeringsudvalg af beskæftigelsesministeriet kommer til at udforme paragrafferne. Sikkert er det dog, at de skal være færdige med dette inden årets udgang. Der udgår den gamle barselsret.

Indtil nu har man som nybagt far i Danmark haft ret til to ugers barsel umiddelbart efter fødslen. Derudover har man haft ret til at tage del i 32 ugers barsel sammen med moren. Man har derfor som mand i Danmark haft ret til vel mere end de to måneders øremærket barsel, der nu stilles i udsigt. Det skal hertil siges, at danske mænd generelt ikke tager meget af denne barsel. I 2019 tog danske mænd således kun 10 % af den samlede barsel. Danske fædre sakker dermed bagud, når man sammenligner os med vores nordiske naboer. På Island, hvor loven sikrer halv barsel til hver part, tager mænd 30 %. I de forgangne års debat har årsagsforklaringerne på dette også været de samme. Det handler om normer, vaner og prioriteter. Kvinder er for nuværende sikret 12 ugers barsel, imod mændenes to uger. Derfor er det oplagt for mændene at arbejde i stedet. Samtidigt tjener mænd typisk mere end deres partner, hvilket kan skabe et økonomisk incitament for mennesker med varierende indkomster. Den islandske ligestillingsminister Ásmundur Einar Dadason fremhævede i november, at den ligeligt fordelte barsel ikke blot gavner ligestillingen, men også gavner relationerne mellem fædre og deres børn generelt. Det samme mener Ingólfur Gislason, der er professor i Sociologi ved universitetet i Reykavik. »Mange fædre ser i dag deres børn mere, end deres egne fædre har set dem. Det er særligt tydeligt, når man har for øje, at en

stadig større del af de islandske forældre bor hver for sig. De mest betydningsfulde relationer danner barnet desuden i det første leveår. Her er en det vigtigt, at begge forældres ansigter og stemmer bliver set og hørt.« Med indførelsen af EU’s direktiv vil de to måneder altså være øremærket mændene. Men hvis en mand ikke benytter sig af denne ret, så kan disse to måneder ikke overtages af den anden forælder. En moder kan således ikke tage faderens øremærkede barsel, ligesom at faderen ikke kan tage moderens. Og netop her gør man op med det frie fordelingsprincip, der har været gældende til nu. Implementeringsudvalget har i snart to år arbejdet med dette EU-direktiv. Og der er ikke meget, der slipper udenom det foreløbige værk. Dermed står det i det uvisse, hvordan man vil sikre, at de to måneder, som mange fædre statistisk set, ikke vil tage, ikke ender med at påvirke den samlede barselstid. Mænd er positive - men hvad siger kvinderne? 38 % af de danske mænd kunne godt tænke sig øremærket barsel. Det viser en undersøgelse, publiceret af Institut for Menneskerettigheder i december 2020. Til sammenligning er det kun 28 % af kvinderne, der ønsker det samme for mændene. Kvinder er generelt mere skeptiske overfor den øremærket barsel til mænd. I selvsamme undersøgelse svarer 47 % af kvinderne, at de enten i ”lav” eller ”meget lav” grad støtter op om mænds øremærkede barsel. Det skyldes

i høj grad, at den delte barsel, som danske kvinder før har taget den absolut største bid af, nu står til at blive reduceret, netop fordi mændenes barsel skal øremærkes. Den øremærkede barsel bliver en milepæl for ligestilling, når det kommer til samvær med vores børn. Eller, det kan den i hvert fald blive, hvis fædrene vælger at holde deres barsel. Der er stadig mange ubekendte faktorer i dette spørgsmål. Muligvis for mange, når man tager resttiden i betragtning. Om mindre end et år skal vi - gennem en lov - have svar på dem alle.


FOKUS

APRIL 2021

15

LIXEN har sludret ... Med 3 unge mænd, der forhåbentligt skal være fædre inden længe. De giver deres syn på, hvordan fremtidens barselsfordeling kommer til at tage sig ud.

Magnus Hansen – 25, matros

Jonas Krohn - 24, studerende

Alex Sjögren – 27 år, selvstændig

Tror du flere fædre vil tage mere barsel i 2022 og frem? »Jeg tror, mange fædre vil gøre det. Men jeg tror også, at mange mænd stadig vil tjene mere end deres koner/kærester og derfor ikke ser et incitament til at tage del i de fælles 6 måneder. Man skal dog huske på, at fædre i dag heller ikke nødvendigvis holder de 2 måneders barsel, så på den måde vil der sikkert ske en naturlig, lovbestemt stigning.«

Tror du flere fædre vil tage mere barsel i 2022 og frem? »Ja, selvfølgelig. Nærmest alle mænd, jeg kender, vil have så meget barsel som muligt. Men det kommer selvfølgelig også an på, hvordan barslen bedst kan betale sig. Måske særligt, hvis det er unge forældre. Men generelt virker det til, at flere mænd er interesserede i at holde mere barsel.«

Tror du flere fædre vil tage mere barsel i 2022 og frem? »Klart. Flere mænd har jo en drøm om at være far. Jeg tror, at man i fremtiden kan komme til at se flere mænd, der passer børnene, mens kvinderne passer arbejdet.«

Ville du selv tage mere barsel? »Jeg har aldrig været på barsel. Men jeg vil nok udnytte min barsel så meget som meget. Jeg vil hellere leve med færre penge end ikke at opleve min børn i deres vigtigste alder.« Er dette et skridt i retning af mere ligestilling mellem mødre og fædre? »Bestemt. Det stiller forældre lige - både i samfundets og barnets øjne.«

Ville du selv tage mere barsel? »Ja. Jeg havde en høj løn, da min kæreste og jeg fik vores første. De roller har byttet plads, så i dag er der ikke meget grund til, at det er min løn, vi beholder.« Er dette et skridt i retning af mere ligestilling mellem mødre og fædre? »Det mener jeg bestemt. Jeg synes også, at det er et skridt, der harmonerer meget godt med, at vi skal have flere kvinder ind i ”hårde” erhverv og flere mænd ind i ”bløde”. Lønninger kommer alt andet lige til at påvirke, hvilken af forældrene, der skal tage størstedelen af barslen. Så det er klart en ligestillingsforbedring, hvis man kan få fordelt de sidste måneder imellem forældrene.«

Ville du selv tage mere barsel? »Det er svært at sige. Jeg tror, det afhænger meget af, hvad der bedst kan betale sig for den familie, vi måtte være. Men jeg tror helt sikkert, at jeg vil være så meget sammen med mit barn som muligt.« Er dette et skridt i retning af mere ligestilling mellem mødre og fædre? »Det giver i hvert fald mødre og fædre lige muligheder, når det kommer til samvær med barnet i de første måneder. Der er mange andre parametre, hvor henholdvsis fædre og mødre endnu ikke er ligestillede, for eksempel i forhold til udbetaling af børnepenge. Man skal nok passe på med at konkludere for bredt med afsæt i nogle barselsmåneder.«

Rane Thorleifsson - 23, studerende Tror du flere fædre vil tage mere barsel i 2022 og frem? »Selvfølgelig. Jeg tror, det vil give mening for mange fædre at udnytte deres fulde barselsperiode. Både økonomisk og i forhold til at være far. Jeg tror, at det betyder mere for mænd i dag at være sammen med sine børn, end hvad det tidligere har gjort.« Ville du selv tage mere barsel? »Jeg ville nok udnytte min egen øremærkede barselsperiode. Økonomisk ville det give mest mening, hvis min partner tog de måneder, der kan deles. Men det må man tage, når den tid kommer.« Er dette et skridt i retning af mere ligestilling mellem mødre og fædre? »Det er endnu et skridt imod ligestilling, men nok mere et skridt imod et generelt mere nærværende forælderskab, fra begge forældres side.«


16 FOKUS

APRIL 2021

Jeg ved ikke så meget om VR. Det besluttede jeg mig for at gøre noget ved … Af Line Foldager Villemann

J

eg sidder ved et skrivebord med en bærbar computer foran mig. Jeg ser mig omkring, og opdager at så langt øjet rækker er der ikke andet end sandbanker. Det er nat, jeg befinder mig midt i en ørken, og over mig strækker den mørk-orange himmel sig uendeligt og går i et med sandet i horisonten. Mit hjerte banker hårdt i brystet. Jeg er bange. Den eneste lyskilde er to stearinlys placeret på skrivebordet og lyset fra computerskærmen som viser en Wikipedia-side om skorpioner. Billedet af skorpionen vækkes til live, og den kryber listigt ud af skærmen og faretruende tæt på mine hænder. Før jeg når at gøre noget, dykker en rovfugl pludseligt ned fra nattehimlen, skrigende og med kløerne strakt ud mod mig. Jeg udstøder et halvkvalt skrig og dækker hovedet med hænderne for at afværge at blive kradset til blods, og med ét er jeg tilbage i velkendte omgivelser. Foredragssalen på min højskole på Møn ved højlys dag. Sådan var min første oplevelse med Virtual Reality (herefter VR) tilbage i 2017. Spillet jeg prøvede hedder Don’t Let Go!. Som navnet antyder, så handler det om, at holde en knap på tastaturet nede så længe som muligt. Spillet prøver at få dig til at slippe ved at sende uhyggelige ting ind på skærmen. Jeg klarede at holde knappen nede i knap 50 sekunder, og så var min VR-oplevelse i ørkenen slut. Jeg ærgrede mig over at det blev så kort en fornøjelse, men nøjedes efterfølgende med at se på de andre spille forskellige skyde-, og horrorspil. Jeg har tænkt meget på VR siden – og nu har jeg besluttet mig for at give det en chance til. Jeg starter, hvor det sidst gik galt. Indehaveren af VR-sættet på højskolen hedder Baldrian Sector, og jeg sender ham en Messenger-besked: »Hvis jeg tager et par øl med, kan vi så prøve at spille noget VR?« VR snyder hjernen Okay. Hvad er VR så? VR står for Virtual Reality, og er en teknologi, som kan bruges til at placere en bruger i et computersimuleret miljø. Man tager et headset på, som fuldstændigt lukker resten af verden ude. Udover headsettet, følger der oftest en tracking-teknologi med, som opfanger brugerens bevægelser og overfører dem til den virtuelle verden. Hvis du har svært ved at forestille dig, hvad jeg mener, så tænk på kultfilmen The Matrix. Morpheus fortæller Neo, at den verden, han lever i, ikke er hvad, han tror den er. I virkeligheden er hans liv en computersimulation. Ved hjælp af VR-headsettet kan os almindelige mennesker træde ind i en sådan simulation og opleve alverdens scenarier. Inde i VR-brillerne er der to displays, et til hvert øje. De to skærme projekterer to billeder, som er en anelse forskellige ind i hvert øje, hvilket er måden, hvorpå vores syn fungerer i virkeligheden.

Kim Mas fra Youtube-kanalen VOX forklarer det sådan her: »VR-teknologien kommunikerer til hjernen på en anden måde, end når man ser på en skærm. Når man ser på en skærm som for eksempel sin telefon, så læser hjernen skærmen som et fladt billede. Ligesom hvis man kiggede på et gammeldags foto. Hvis en person på telefonskærmen bevæger sig mod kameraet, så får man ikke impulsen til at tage et skridt tilbage. Det gør man i VR, netop fordi man ikke kigger på én skærm, men på to skærme.« Man kan teste det derhjemme. Hold en finger op foran øjnene og blink skiftevis med det højre og det venstre øje. Fingeren laver et lille hop fra side til side, og dette hop er forskellen på, hvad de to øjne ser. Denne her forskel er det, der formidler dybde eller tredimensionalitet, og er altså en af grundene til, at VR kan snyde din hjerne. Black Mirror Der er mange, der har prøvet at forudsige, hvordan VR kommer til at påvirke vores virkelighed i fremtiden. Den fiktionelle TV-serie Black Mirror har en håndfuld afsnit, der giver forskellige bud på, hvad VR’s fremtid bringer. Jeg beslutter mig for at se et par afsnit, før jeg selv skal prøve VR igen. Jeg sætter mig i min lænestol med dynen godt trukket op omkring mig, og starter Black Mirror-episoden Striking Vipers. Episoden handler om to mænd, der spiller et VR-spil sammen – og udvikler et forhold til hinanden inde i spillet. Fint nok, det er forholdsvist harmløst. Jeg sætter en episode mere på, denne gang episoden Playtest. Den handler om virtual realitys’ fætter, augmented reality (Augmented reality er et virtuelt lag oven på virkeligheden – vi kender det fra Pokémon Go). Playtest handler om den unge mand Cooper, som skal teste et horror-videospil, hvor han udsættes for alle de ting, han er allermest bange for. Og netop horror-genren er noget som er særligt interessant for VR, fordi måden, hvorpå teknologien overtager sanserne, er et fremragende grundlag for at give et godt gys - ligesom rovfuglen og skorpionen, som jeg prøvede under mit højskoleophold. Jeg lukker computeren efter en tur i Black Mirror gyser-møllen. VR kan altså bruges til at udsætte os for vores værste frygt. Kan man mon bruge denne simulerede frygt på en konstruktiv måde? Jeg googler. Eksponeringsterapi med VR Og det kan man, viser det sig. Allan Bau Petersen er psykolog ved Odense Centrum Psykologerne, og bruger VR til eksponeringsterapi. En tidlig morgen i marts banker jeg på døren til Allans klinik, hvor vi mødes til en snak om, hvordan man kan bruge VR til at overkomme social angst og fobier. Allan åbner døren. Afdæmpet instrumentalmusik og en rolig atmosfære møder mig. Der er rart her - og det er Allan

også. Man kan se det i øjnene bag de runde briller og hændernes bevægelser, når han taler. »Jeg skal lige ordne nogle småting. Tag du en kop kaffe mens du venter,« siger han og forsvinder bag en dør ved receptionen. I den ene ende af lokalet står en samling små, grønne borde, som minder om græspletter. Jeg når knap at sætte mig med min kaffe, før Allan kommer ud igen, »nå, skal vi se på det?« spørger han. Inde i behandlingslokalet står to brune læderlænestole, og på skrivebordet ligger en grøn kasse med et militært udtryk. Heri ligger VR-headsettet, som jeg om lidt skal prøve. Det er en lysegrå Oculus Quest 2, som er et af de få VR-headset, som er standalone. Det vil sige, at man ikke skal bruge en dyr gamer-computer for at bruge dem, men at computeren sidder inde i selve brillen. VR-eventyret startede med, at Allan fik en arbejdsløs psykolog ansat i praktik i klinikken. Mikkel hedder han, og han var lidt af en teknik-nørd, fortæller Allan. Mikkel havde været på en gåtur inde i Odense og set en butik, hvor man kunne prøve VR-briller. Der fik han idéen om at arbejde med teknologien i klinikken, og den var Allan med på. De kontaktede spanske Psious, som har udviklet et program til eksponering for angst, og fik et samarbejde i stand. »Psious har produceret 70 forskellige film til forskellige fobier og angst. Lige fra højder til hunde, til det at skulle tale foran andre til transport, små rum og store pladser. For hver af de 70 film er der forskellige niveauer, og fordi filmene er animerede, så kan man skrue op og ned for, hvor høj eksponeringen skal være,« forklarer Allan begejstret. Jeg skæver til VR-brillerne, som ligger ovre på bordet og lokker med deres uendelige muligheder. Foran på brillerne sidder brede klistermærker med teksten Strong by Nature. Strong by Nature er et forløb, som Allan udbyder til børn med angst. »Vi er udenfor i naturen, så vi kommer væk fra mødebordene, hvor alle sidder og bliver røde i hovederne, og i øvrigt kun kommer hver anden gang, fordi det er efter skoletid, og børnene er helt bombede i låget, og forældrene er trætte og sure,« fortæller Allan. Børnene bliver mødt med forskellige øvelser og træning, og altså også en tur ind i det virtuelle rum, hvor de eksponeres for deres angst. VR-sessionen tilpasses efter en screening, som gør det muligt for Allan at vælge den video, som passer bedst til det pågældende barn. Udover brillerne bliver der også spændt en biofeedback fast på panden, så Allan hele tiden kan følge med i kroppens respons såsom puls og svedproduktion. »For eksempel kan jeg sidde med et barn og se noget med at være ovre i skoleklassen, og der kommer en og driller. Så kan jeg se på et barometer på computeren, hvad belastningen ligger på fra et til ti. Når barnet giver

verbal feedback, så kan det være de siger ”Årh, det er ni ud af ti,” men måske kan jeg se på biofeedbacken, at det er fem ud af ti. Det er ikke fordi jeg skal korrigere barnets oplevelse, men så kan vi have en dialog om, at nogle gange så er der nogle reelle oplevelser, og nogle gange så handler det om, hvad jeg forestiller mig, at jeg kan, og hvad min selvforståelse er. De to ting er ikke altid sammenfaldende. Det betyder, at man kan have en god dialog om, at vi nogle gange tænker, at ting er værre, end de virkelig er.« »Der er to grundlæggende mekanismer på spil. Det første er, at barnet får indsigt i, hvad der sker i kroppen, og hvad de er tilbøjelige til at gøre i situationen. Det andet er, at der sker en form for defusion – altså en adskillelse. Der er mig og mine tanker. Jeg er ikke mine tanker, jeg har tanker.« »VR er egnet til denne her form for behandling, fordi så behøver vi ikke suse ud og kravle i høje træer, stå på store bygninger, bestille en mand med en hund eller forstyrre en hel skoleklasse. Så kan vi skabe de her livagtige illusioner der, hvor vi er.« »Børnene responderer godt. Især de drenge, som er vant til at spille meget, synes det er spændende med VRbrillerne. Nogle af de børn som hellere vil være derhjemme, bliver faktisk lidt tiltrukket af tanken om at de kan prøve VR. På den måde bliver det lidt et trækplaster. Hvis der er lidt tid til overs efter en VR-session, så kan det godt være, de lige kan få en tur i VR-rutschebanen. Det er sjovt, og giver dem lyst til at komme igen.« Elevator-tur og Skovtårnet i Rønnede Det er på tide, at jeg skal en tur ind i den virtuelle verden. Jeg får brillerne på og befinder mig med ét under vandet med fisk og koraller i massevis. Allan klikker rundt på computeren, og jeg teleporteres til en kornmark i det italienske landskab med lammeskyer og blå himmel. Ikke dårligt på en grå martsdag. Så går eksponeringen i gang. Jeg befinder mig i en glaselevator, som er på vej op ad ydersiden på en bygning. Omkring mig tårner skyskraberne sig op. Allan har tidligere fortalt om præcis denne video, som var den første Psious-video, han selv prøvede. Han måtte lige holde fast i væggen da han prøvede. »Jeg var helt rundt på gulvet,« som han udtrykte det. Og jeg kommer højt op. Meget højt, over bygningernes tage. Jeg kan høre vinden suse, mærke hjertet i halsen, og knæene give lidt efter. Og så pludselig er det slut. Jeg klarede det. Jeg tager brillerne af, og ser Allan siddende på hug


FOKUS

APRIL 2021 ved sin bærbare computer, hvor han har fulgt med i min elevatortur. Jeg fortæller, at jeg egentlig aldrig har tænkt, at jeg var bange for højder, og at jeg sådan set ikke var skræmt over videoen, men dog må tilstå at jeg kunne mærke det i maven. Jeg kommer i tanker om, at jeg i sommers var ude ved Skovtårnet i Rønnede, og ikke magtede at komme helt til tops. Jeg kunne simpelthen ikke. »Hvad betyder kunne ikke?« spørger Allan. »Jamen, jeg turde ikke. Jeg var vel bange for, at tårnet ville vælte, hvis jeg gik helt op til toppen,« tilstår jeg. Allan nikker og griner »Ja! Selvfølgelig gør det dét. Det gør det jo hver gang.« »Det vigtige er at få styr på sin egen oplevelse og lære at rumme de følelser, der opstår. Når hjernen siger »jeg kan ikke«, så er det egentlig bare for at beskytte sig mod det ubehag, man oplever. Hvad nu hvis man skal lære at rumme det? Det er okay, jeg ryster lidt, og har de her tanker om, at nu vælter Skovtårnet, men jeg fortsætter - for det er jo bare en tanke, jeg har. Det er ikke Skovtårnet, der er problemet, det vælter jo ikke. Det er den måde, du forholder dig til de reaktioner, du får, der er problemet.« Jeg aftaler med Allan, at næste gang jeg kommer til Skovtårnet, så skal jeg hele vejen op, også selvom der opstår et ubehag. Hvis jeg kunne i elevatoren, så kan jeg også i virkeligheden. Og sådan kan VR altså bruges til at sætte en samtale igang om at lære at rumme sine angsttanker. Emergency announcement En nyhedsjingle giver genlyd gennem byen. Jeg står på gaden og kigger på fire fladskærme, som alle bringer den samme nyhed. ”Emergency announcement,” står der. Det er Robo Ready, som er klar med en pressemeddelelse. Omkring mig samles en håndfuld høje, slanke robotter for at se med på pressemeddelelsen. To fra højre, to fra venstre. »I trust them,« siger en af robotterne med sin metalliske stemme. Flere robotter kommer til, de stiller sig bag mig, foran mig. Der er en virus på spil, der får robotterne fra Robo Ready til at gå amok, forklarer nyhedsoplæseren. En luftalarm går i gang. Robotterne og jeg kigger os forvirrede omkring - jeg med hjertet i halsen. Med ét begynder robotterne at sitre og bøje sig forover, som om noget gør ondt i deres metal-maver. Så står de stille et øjeblik. Jeg kigger rundt omkring mig og konstaterer, at jeg er omringet. Alle robotterne vender sig med et ryk mod mig. De har armene strakt foran sig i kampposition og lysende røde øjne. Og så angriber de. I virkeligheden står jeg selvfølgelig ikke på en gade i en fremtidsstorby med virusbefængte robotter. Jeg står på min kammerat Baldrian Sectors værelse i Valby med et VR-headset over øjne og ører. Baldrian købte den første kommercielle udgave af VR-headsettet i 2017. Det er en Oculus Rift, og dengang var det mest computernørder, der investerede i VR. »Man skal bruge en gamer-computer for at køre en Oculus Rift, og derfor er det ikke så tilgængeligt for folk, som ikke i forvejen går op i tech,« fortæller han. Før jeg skal til at skyde robotter, sidder Baldrian og jeg på køkkenbordet og diskuterer, hvad VR kan over en øl: »Oplevelsen er fundamentalt anderledes end at spille computer. Man glemmer hver gang, hvor fedt det er!« Han griner og tager en slurk af sin øl. Med store armbevægelser og stor ivrighed

fortæller han: »Mange misforstår VR. De tror, at man kan tage noget, der allerede er udviklet, som for eksempel Minecraft og så spille det i VR. Men i VR kan man ikke bevæge sig rundt. Man får en oplevelse af, at synet bevæger sig, men at kroppen ikke gør, og det er kvalmende. I stedet teleporterer man sig rundt.« »Jeg tror ikke, at VR kommer til at erstatte 2D på grund af den sociale oplevelse. Gaming handler meget om at være sammen om noget, og det er man ikke så meget i VR. De bedste oplevelser, jeg har haft i VR, er faktisk de sociale,« fortæller han. Det er spil som Keep Talking and Nobody Explodes, som handler om samme at sørge for at den virtuelle bombe ikke eksploderer. »Til en fest havde jeg sat mit VR op, og der var en som havde sejlet rundt alle mulige steder i verden, som viste de steder, han havde været på Google Maps i VR. Det var mega fedt.« Vi går ind til computeren. Baldrian afprøver lige headsettet, før jeg skal i gang. »Det fucker med mig, at jeg ikke kan se mine hænder, men hvis jeg lægger dem her, så kan jeg se en gengivelse af dem,« udbryder han. Han prøver at række ud efter noget, og slår hånden ind i sit klædeskab. »Man er der virkelig!« ler han. Jeg ler også. Måske er der noget om, at det sjove ved at spille er det sociale. Det er i hvert fald skægt at kigge på andre som spiller VR, særligt når man selv involveres som for eksempel i Keep Talking and Nobody Explodes. Kunst i Virtual Reality Okay, så VR kan både bruges til behandling af angst og til sjov og spas. Kan man også bruge VR til at skubbe grænser? Svaret er igen, ja. VR implementeres nemlig også i kunstneriske praksisser rundt omkring i verden. Blandt andet har Laurie Anderson og HsinChien Huang lavet en VR-installation som emulerer en tur til månen til Louisianas store temaudstilling fra 2018 “Månen - Fra den indre verden til det ydre rum.” Under min research til denne historie kommer jeg i tanker om værket, og om den syrede fornemmelse det var, da gulvet under mig forsvandt og jeg i raketfart susede mod månen. Mit postulat om at jeg ikke havde prøvet VR siden højskolen var altså falskt - og det undrer mig, at jeg kunne glemme denne oplevelse, for det er den slags der sætter sig i knoglerne.Oplevelsen virkede meget stærkt på kroppen, selvom det var åbenlyst at det ikke var virkeligt - jeg kunne både kigge på svævende molekylekoder og ride på æsel på måneoverfladen. Netop det med at kunst kan virke stærkt på kroppen i VR, det ved Bodil Johanne Monrad, udstillingsleder på Viborg Kunsthal, alt om. Viborg Kunsthal har nemlig indgået en aftale med produktionsselskabet Khora Contemporary og The Animation Workshop om et stort tre-årigt samarbejdsprojekt med VR-kunst. Allerede i april måned 2021 kunne man opleve pop-up udstillingen KHORA x VIBORG KUNSTHAL x VAF, hvoraf et af værkerne var af den danske kunstner Christian Lemmerz. Værket som Lemmerz udstillede hedder “La Apparazione,” og Bodil Johanne Monrad fortæller begejstret om værket over en telefonforbindelse: »Man ser en gylden Kristusfigur, som er frigivet fra korset og svæver i mørket med blod dryppende fra sig. Jesus er sandsynligvis verdenshistoriens mest omtalte mand, og så vender han i det her værk tilbage til

fremtiden. Lemmerz skubber til grænserne ved at rykke et kunsthistorisk motiv ind i en ny verden. Man kan høre Jesus’ ånde og hans lyd. Man kan høre at han puster og man kan se blodet der drypper ned. Det virkede ret stærkt på mig.« En af de andre kunstnere der havde et værk med i pop-up udstillingen var Paul McCarthy. »I McCarthys værk der var nogle kvinder som kom tættere og tættere på én, og man blev ligesom en del af det. Åh, hvordan skal jeg lige beskrive det… Det er faktisk svært at beskrive. Det er noget man selv skal opleve. Når man går på kunstudstillinger normalt, så er det en social oplevelse, men i VR kan du ikke snakke med andre imens du har selve oplevelsen, fordi du fordyber dig i en anden verden når du har brillerne på.« »VR tilbyde nogle meget direkte oplevelser hvor du er nødt til at tage stilling til værket, netop fordi du er så fordybet i oplevelsen og ikke bare kan trække dig tilbage.« Det er det McCarthy arbejder med, når man i værket “C.S.S.S Coach Stage Stage Coach VR Experiment Mary and Eve” placeres i en virtuel verden hvor karaktererne Mary og Eve og deres dobbeltgængere konstant holder øje med beskueren. »Det bliver nærmest en klaustrofobisk oplevelse, men jeg synes det er enorm spændende« tilføjer Johanne. »God kunst vil altid påvirke dig og være noget du tager stilling til, men med VR bliver man nødt til at tage stilling, fordi man bliver sat ind i en anden verden og kommer til at være i meget direkte kontakt med kunstnerens intentioner. Man bliver nødt til at forholde sig til sin egen position i det hele tiden.« Til september åbner den første ud af tre store VR-udstillinger på Viborg Kunsthal. Det er kunstneren Tony Oursler, som med sit værk vil undersøge nedbrydningen af kritisk tænkning, fremkomsten af fake news, konspirationsteorier, overtro og alle former for magiske tankegange. Han stiller spørgsmålet: Er sandheden ved at forsvinde? »Vi lever i en digital tidsalder,« starter Bodil og holder en kort pause. »Vi har adgang til en uendelig strøm af informationer og Ourslers kunstværk kommer til at tematisere den måde, hvorpå vi anvender de digitale muligheder til at skabe nye fortællinger om livet og virkeligheden. Det som vi gerne vil som kunsthal, det er hele tiden at præsentere hvor er det kunsten er på vej hen – og vi mener det her, det er en af vejene.« Hvad så nu? Hvad fremtiden bringer er svært at sige, men efter at have udforsket VR er jeg næsten sikker på, at vi ikke har set det sidste til teknologien. HTC Vive har udviklet en ansigtstracker, som gør det muligt for spillerens avatar at udtrykke de samme ansigtsudtryk som spilleren gør. Det ser ret vildt ud, og efter min mening har ansigtstrackeren et stort potentiale i for eksempel VRChat, som er en massiv, online VR-platform, hvor spilleren igennem sin avatar kan tale med folk fra hele verden. At kunne se folks ansigtsudtryk på disse avatars vil tilføre et helt nyt lag til den sociale platform. Endnu et trin oppe af vildhedsskalaen finder man BCI, som står for Brain Computer Interface. Det er præcis lige så gak, som det lyder. Next Mind har udviklet en BCI, som er en lille plade der fæstnes på bagsiden af hovedet, som kan læse hjernebølger fra

17

hjernes visuelle cortex og dermed tillader, at man kan kontrollere ting i spillet udelukkende ved tankens kraft. Fælles for både Baldrian og Allan er, at de begge mener at der skal investeres i VR, før det rigtig tager fart. Det vigtigste for at VR kan blive større er, at der bliver investeret i udvikling af spil specifikt til VR, mener Baldrian, som er spændt på, hvor teknologien er om 10-15 år: »Det går stærkt på tech-fronten. Jeg tror at skærmopløsningen bliver endnu bedre, så man slet ikke kan se pixels længere. Jeg tror også frameraten bliver bedre. Det vil sige at oplevelsen bliver langt mere smooth. Og så tror jeg også, at det bliver en større kommerciel succes, når man ikke behøver en dyr gamer-computer ved siden af.« »Jeg tror jeg kommer til at kunne erstatte mine computerskærme med VR-computerskærme, så man bliver fri for hardware. Forestil dig at man inde i den virtuelle verden kan få en 200 m2 skærm frem, og sidde og se film som om man var i en biograf. Altså få 2D-skærme som man kan flytte rundt på i 3D-land.« Bodil Johanne Monrad fortæller, at hun har hørt om en teaterinstruktør der undersøger VR, og håber på at kunne lave en VR-verden, hvor folk kan interagere med hinanden inde i værket, så oplevelsen i VR ikke bliver så solitær. Allan Bau Petersen mener at der skal investeres i bedre videoer til terapi i VR, men ser også en glimrende fremtid for Mixed Reality: »Nu er jeg ikke den store teknologinørd, men jeg vil tro, at det i fremtiden bliver ligesom i sportens verden, hvor man kan få svømmebriller, der kan vise hvor hurtigt og langt man har svømmet. Så kan det være sådan, at når man er ude at gå en tur, så dukker der noget beroligende op på brillerne. Det med at man ser det virtuelle som en del af sin egen verden, det synes jeg er en god idé.« Jeg ved ikke hvad jeg skal synes. Men én ting er helt sikkert, og det er at jeg ikke har prøvet VR for sidste gang.


18

DEBAT

APRIL 2021

Fremtidens forelæsninger foregår fra futon sofaen Af Emil Bang Hansen Illustration: Agnes Rønberg

A

larmen ringer. Klokken er ti minutter over ni. Undervisningen starter om fem minutter. Jeg stiger ud af sengen og tager mit tøj på. Jeg går med tunge skridt ud på badeværelset, hvor jeg kaster koldt vand i ansigtet for at få det værste grus ud af øjnene. Det kolde vand får med det samme huden til at trække sig sammen, og blodet begynder at strømme til hovedet. Jeg er vågen og klar til en ny dag. Jeg sætter mig ved computeren og brygger en kop kaffe, imens jeg logger på zoom. Jeg når det lige. Kort tid efter byder dagens underviser velkommen. Sådan har jeg startet mine dage det sidste års tid. I perioder mere kontinuerligt end andre. For guderne skal vide, at det er nemt at blive liggende i sengen, når vi ikke skal ud på universitetet. Men ikke i lige så høj grad, som hvis jeg først skal have et bad, stryge min skjorte og cykle seks kilometer. Aldrig har undervisningen været lettere tilgængelig. Aldrig har jeg læst, deltaget og fået så meget ud af undervisningen. Det er sjovt, fordi den gængse tone og holdning er, at undervisning foran skærmen i hjemmet er fandens værk. Men kigger man på antal deltagere i bunden af Zoom, så er deltagerprocenten højere end ved fysisk fremmøde. Det kræver ikke en større undersøgelse end blot

at sammenligne egne observationer vi rammer frokosttid, går man få at se mulighederne. Ligesom alle fra fysisk undervisning med den skridt over i sit køkken. Man åbner andre savner jeg at se mine medstudigitale deltagelse. Hvorvidt der er køleskabet og vælger det, der frister. derende, men det er ikke muligt på tale om aktiv tilstedeværelse, kan Kantinens konsekvent dyre kasse- grund af corona. Men hvis vi prøver selvfølgelig være vanskeligt at sva- apparat er erstattet af køleskabets at parkere corona et øjeblik og kigre på. Onde tunger vil mene, at de kolde kontanter. Hvad der er sparet, ger isoleret på virtuel undervisning, mange slukkede webcams betyder, er tjent. Jeg ser det som en hjemlig så ændrer billedet sig. For der er at de studerende blot er logget på buffet, som er langt billigere. Og ta- selvfølgelig nogle øvelser, som er for at sove videre. Det tror jeg nu get i betragtning, at man er på SU, er lettere at lave, hvis vi er på campus, ikke. Jeg har tillid til, at de der er det vel ikke helt skidt? Og så er den men mange kan klares på udmærket vis fra hjemmet. Det er logget på, de er logget på for at markant mere interessant følge med. Den dystopiske fremstilling at skulle beskrive et lokale Den dystopiske fremstilling af af den virtuelle undervisning eller en scene, når vi sidder den virtuelle undervisning er en er en skævvridning af virkei hvert vores hjem eller kan skævvridning af virkeligheden. ligheden. Længslen efter klas- gå ned på gaden, hvor end Længslen efter klasselokalet og selokalet og socialt samvær vi er, sammenlignet med at socialt samvær overskygger det reelle afkast af undervisningen. overskygger det reelle afkast af få 50 forskellige beskrivelser af det samme undervisJeg tror, at mange af mine medundervisningen. ningslokale. studerende undervurderer, hvor De akademiske fag kan med formeget de får ud af undervisningen. hjemmebryggede kaffe endda bedre Men jeg skal selvfølgelig ikke negli- end jordemoderkaffen fra kantinen. del klares digitalt. En blanding af gere andres oplevelser. For træerne Tiden går, klokken slår og trans- videooptagelser, digitale forelæsvokser ikke ind i himlen. Der er helt porttiden foregår. Den nye under- ninger og nogle spørgetimer til opklart nogle elementer, som vi går visning fra hjemmet betyder også, samling vil skabe en god dynamik. glip af. Og bare fordi jeg er en do- at alle, der ikke bor et stenkast fra Det vil også gøre undervisningen ven rad, der dårligt nok kan komme campus, sparer store mængder af mere fleksibel for den enkelte stuop om morgenen, fordi jeg hader at tid. Og taget i betragtning, at vi lever derende, som kan tilgå underviscykle, så skal vi da heller ikke ændre i en tid, hvor tid typisk er en man- ningen, når det passer ham eller al undervisning til at være digitalt. gelvare, så plantes der endnu et plus hende. Den enkelte underviser vil også få frigivet tid til andre arbejdsMen jeg ser en del muligheder i den i fjernundervisningens sorte bog. måde at undervise og tilrettelægge Men er der så slet ikke nogle ulem- opgaver. Det kunne være forskning, et forløb på. per ved at sidde derhjemme? Jo, det opgaverettelser, feedback eller arDertil kommer alle de andre go- er der. Men det afhænger af øjnene, bejde med nyt undervisningsmateder og fordele, der er ved at modta- der ser, og hvordan de ser. Det kan riale. Når vi kigger på håndværksfagege undervisning, imens man sidder være let at vælge et negativt syn og derhjemme. Når klokken slår 12, og opfattelse af situationen i stedet for ne, så kan de i fremtiden tilrette-

lægges efter at komprimere undervisningen på campus, hvor det er mest hensigtsmæssigt. Her tænker jeg på, at vi undervises fysisk, når det er påkrævet, hvilket ganske vist er ofte, når vi taler om håndværk. Omvendt er der situationer, hvor vi med fordel kan arbejde hjemmefra, hvor undervisningen formidles online over Zoom i både fællesrum og breakout rooms. Mulighederne er mange, og vi skal ikke være bange for at bruge dem. Lige nu er vi studerende trætte, fordi vi overhovedet ikke kommer ud. Men det sidste års tid har givet nogle erfaringer, som vi ikke skal glemme, når den nuværende situation når sin ende. Derfor skal vi åbne øjnene for en fremtid, hvor forelæsningerne bliver en blanding af fysisk og digital tilstedeværelse. En fremtid, hvor vi udnytter mulighederne ved de to undervisningsformer.


DEBAT

APRIL 2021

19

Hate er en integreret del af internettet Af Jacob Berg Hansen Illustration: Agnes Rønberg

D

e sidste uger har budt på mange historier om dygtige danske sangere, der efter deres ugentlige optrædener i X-Factor bliver i dårligt humør, efter at have skimmet Facebook. De bombarderes, eller tilsendes i al fald, grove beskeder, der giver ondt i selvværdet og kløe i SoMe-fingeren. Ligeledes var marts måned også slutningen på Nationen!’s meget korte liv. Ekstra Bladet trækker stikket til Danmarks mest udskældte kommentarfelt, der på en god dag har kunnet engagere mange hundrede kommentatorer i lystigt skænderi. Siden har angiveligt ikke bidraget til den offentlige debat, som Ekstra Bladet ellers meget gerne vil lægge platform til. Der er pt. ikke stillet nogle alternativer i udsigt på Ekstra Bladets platform. Derfor må man også lade det grimme, irrelevante sprog bestå, så vi hele tiden, på nuanceret vis, kan forholde os til det, for hvad det er. For en ting er sikkert med Nationen! i dag. Den vil blive glemt. Og selvom store dele af indholdet, for de fleste, bedst kan sammenlignes med den skraldepose, man lige har kylet i containeren, så er Nationen!’s site stadig et vidnesbyrd om danskerne og deres sprogvaner. Ordentligt, kategoriseret og letlæseligt placeret på internettet. Grimt sprog har aldrig været pænt at se på. Og heldigvis har store dele af Danmark også sat sig imod indholdet af de grove beskeder. Men samtidigt foregår der også en abstrak-

tion, der gør hadbeskederne til et udefiner- mio. mennesker, der kan sidde i ro og mag og bart monster, som man kan være uheldig at vurdere, hvor dejlig eller irriterende man nu møde, hvor end på nettet man færdes. Lige- måtte være. De kan også bare sidde og høre som den uhyggelige mand med den sorte musik. De kan forholde sig til programmet, trenchcoat, der kaster sin skygge i bunden af som de nu engang finder det passende. Og de en mørk gyde, illustreres had på nettet i dag kan komme med alle deres pointer i samtlige som et evigt onde, der udelukkende næres af kommentarspor og chatfunktioner relativt let. Uanset hvor åndssvage disse så måtte være. vores egen distancering til selvsamme. Man bør derfor også, som deltager, vært Intet kunne være mere forkert. Personangreb og ulækkert sprogbrug er rodfæstet eller dommer i disse programmer, forberei nærmest hvert eneste website, du måtte de sig på muligheden for at blive savet over online. For selv hvis besøge. Alle medier lægInternettet lever frit, på kun 1‰ af de danske ger dagligt serverplads til tusindvis af snotham- tværs af alle verdens kon- X-Factor seere vælger tinenter. Det er selvsagt at smide cyberskrald rende åndssvage komikke alle input, der er lige i deltagernes indbakmentarer. Kommentarer, pæne. Men de kan ikke ker, så er der stadig som de fleste læsere godt censureres eller borttale om mere end kan se retter en irrelevant 1200 mennesker, der kritik, hvad end denne reguleres, uanset hvor vil sende den slags. måtte bunde i. Men kommentarerne kommer jo heller ikke uden gr- Det nytter derfor ikke noget, hvis deltagerne ikke forbereder sig på, at internettet kan blive und. Det er selvfølgelig aldrig i orden at kalde mere barskt, jo mere offentligt man stiller sig kvinder for ludere. Og derfor er det også en frem. Man skal selvfølgelig heller ikke bare acsmule småirriterende at læse i nærmest alle landsdækkende medier, at den slags snusk ceptere svinsk sprog, blot fordi man har sunvirkelig stadig kan foregå på internettet. Men get en sang i fjernsynet. Man skal selvfølgelig det er unægtelig også et resultat af, at menne- gå imod det, både som udsat og som tilskuer. sker i dag har nemmere ved at komme til orde, Men modstanden må tage afsæt i en erkendbåde i den offentlige debat, men ligeledes på else, at had på internettet nok aldrig kommer til at dø. Ligesom alt andet, der nogensinde og via sociale medier. Deltager man i X-Factor er der mere end 1,2 har været delt online. Tag her f.eks. racisme

og sexisme. Disse to nøgleord er blandt hovedårsagerne til Nationens! aflivning. Og selvfølgelig er praktisering af disse udåder heller ikke i orden. Men ved at aflive platformen frem for brugeren, lever holdningen jo videre i bedste velgående. Bare ikke på Ekstra Bladets platform. Internettet lever frit, på tværs af alle verdens kontinenter. Det er selvsagt ikke alle input, der er lige pæne. Men de kan ikke censureres eller bortreguleres, uanset hvor grimme de er. De kan kun forventes. Og selvom de på ingen måde skal accepteres, så vil en offentlig kritik i Danmark nok ikke sætte en stopper for tarvelige sætninger. Hverken udenfor eller indenfor landets grænser. På internettet eller, for så vidt, i den fysiske verden. Jeg forestiller mig, at man som oftest kan forvente meget mere positiv respons, når man stiller sig offentligt til skue. Også via internettet og SoMe. Forhåbentligt kan denne hjælpe offentligt kendte personer igennem de negative beskeder, der også måtte dukke op. Og som, desværre, nok vil blive ved med at dukke op.


BAGSIDEN

Feminist som skældsord for patriarkatets ammunition Af Rikke Stokland Illustration: Agnes Rønborg ”Fucking feminist” har du måske hørt og læst i de evige frustrations- dog popcornslystfremkaldene kommentarspor på sociale medier, eller måske har du – som mig – tænkt eller sagt det selv. Og det er noget lort, for vi har brug for feminister til at gøre op med de mandsdominerede strukturer, der gennemsyrer verden. Selv var jeg uvidende. Udannet. Og påvirket af min opvækst og ungdom i en mainstream-media-virkelighed, der får for stor indflydelse på, hvad jeg synes, føler og gør. En undersøgelse fra 2019 kunne vise, at Danmark ligger i bunden af listen over lande, hvor fleste borgere betragter sig selv som feminister, og en del af årsagen kan være, at mediemøllen endnu en gang brillerer med deres sorte bælte i ”vi giver kun taletid til ekstremerne-taktik« og derfor ofte portrætterer feminister som rabiate mandehadere med alternativ kropsbehåret, og dermed bidrager til den misforståelse, feminismen i det hele taget er offer for. Ønsketænkning Jeg vil ikke sidde og belære om feminisme i historisk kontekst, fordi sådan helt ærligt – det ved jeg slet ikke nok om, ej heller vil jeg pådutte dig alt for mange ”hvad fanden betyder det«-ord (ud over patriarkatet, som kan skabe usagt forvirring i befolkningen – men slå det op, vi har allerede taget første spadestik til dets dødsdom). Til gengæld vil jeg slå et slag for (undskyld klichéen, Jonas Blom), at vi begynder at uddanne os andre steder end i medierne: At vi læser bøger. At vi snakker med folk, der ikke nødvendigvis får taletid i medierne. Jeg ønsker, at vi – når vi alligevel scroller på The Gram eller sidder og booster viden om verden i de samme medier, vi loyalt har betroet os til – begynder at udfordre vores eget ekkokammer. Jeg ønsker, at vi piller os selv som kommende journalister ned fra den kæphest, nogle har sat os og vores profession på og i stedet løfter det ansvar, vi ved følger med den magt, medierne og deraf også vi har. Jeg ønsker, vi begynder at lytte og læse og lære fra folk, der ved mere end os – uden vinkelsætninger og en pustende-i-nakkennu-skal-du-altså-skrive-bare-for-at-skriveog-nå-deadline-så-jeg-kan-få-kliks-redaktør. Jeg ønsker, vi skal bidrage til en nuanceret debat om, hvad det hele egentlig handler om, så vi undgår at hade noget, vi ikke ved, hvad er – og der har jeg så lige selv ret tiltrængt måttet lukke røven et stykke tid og være nysgerrig. »Altså, nu er det jo ikke fordi, jeg er feminist, men …« Vi nærmer os en situation, hvor jeg må ty til fuld plade og indrømme, den sætning både er velhørt og velsagt af mig selv. Jeg var skrækslagen for at blive sat i feministbåsen, fordi ”jeg var jo ikke sådan en.« Og feminister – til tider også kaldt feminazis – er det netop ikke bare nogle, der hader mænd og viderefører rødstrømpernes kussebehåring og slagsange? Og så begyndte jeg at spørge i min søgen efter, hvad ”sådan en” nu engang dækkede

over. Bruge min undren, hvis jeg lige skal tilfredsstille et par håndværksundervisere. Og så fandt jeg ud af, der ikke var særlig mange, der kunne svare på, hvad feminisme var, hvorfor de rynkede på næsen af tilhængerne af det eller slyngede skældsord ud i flæng. Det var ligesom bare sådan lidt moderne at adaptere en kritisk holdning til feminisme som konsekvens af mediernes afhængighed af sort/hvid-holdninger – to farver, der sjældent klæder kønspolitik. Du er højst sandsynligt selv feminist Kort sagt: Går du ind for total ligestilling mellem kønnene, og mener du, at mænd og kvinder er lige meget værd og skal have ens muligheder i livet, så er du feminist. I princippet er mange af os heldigvis feminister, selvom vi ikke ved det – hvis vi altså mener, at ligestilling er eller burde være en grundlæggende præmis i vores samfund. Og nu bliver det tricky: Mange af dem, der siger, de er feminister, er det slet ikke. For eksempel læste jeg et debatindlæg, hvor kvinder, der valgte at hjemmepasse børn, blev kritiseret for at være degraderet til kødgryderne. Det er ikke feminisme at se det som et step ”nedad” og gøre sig til dommer over, hvordan den enkelte forvalter sit liv. Og dem, der siger, at man som kvinde ikke må barbere sig, fordi det er at hoppe med på samfundets præmisser om kvindens kropsbehåring som værende forkert? Heller ikke. Jeg har aldrig rigtig troet på det der ”løftet

pegefinger”-strategi. Og det er det her heller ikke. Det er indlægget, jeg ville ønske, jeg selv havde læst for to år siden. Det er indlægget, der forsøger at besvare, hvorfor mange tænker, som de gør, og hvorfor det er vigtigt, vi begynder at tænke anderledes. Det feminine er under angreb Lad mig introducere dig for Katrine Blauenfeldt, der langer en fremragende forklaring over disken og blandt andet var med til at få mig til at fatte lidt. Så fremragende, at jeg ikke en gang gider gøre forsøget på selv at formulere det anderledes og dermed benytter B.T. og EB-strategierne ”vi skriver lige et par artikler ud fra et post på Insta”: ”Hvis du er en mand, der går i tøj, som vi forbinder med kvinder og det feminine, så vil du helt sikkert opleve ubehagelige tilråb på gaden (og desværre ofte ting, der er værre), og det er, fordi du har valgt at »degradere« dig selv ved at iføre dig feminint tøj. Der er langt flere mænd end kvinder, der begår selvmord. Og en af grundene er, at vi lærer drenge, at de skal være store og stærke og klare alting selv. For det gør mænd, og når de så oplever at livet gør ondt, så har de ikke nogle redskaber til at håndtere det, fordi vi har forvist det, vi forbinder med at være feminin fra dem: At græde og tale om følelser og indrømme, at man har brug for hjælp. Det er alt det feminine, der er under angreb. Det er de værdier, egenskaber, jobs, påklædning etc. som vi forbinder med kvinder, som bliver

nedgjort, som bliver undertrykt, som bliver værdsat mindre. Derfor skal det hedde feminisme.” Feminisme i 2020 og fremadrettet vil formentligt heller ikke begrænse sig til det forstokkede syn, at alt skal opdeles i to køn, men til mennesker. Måske vi en dag sågar udskifter ligestillingsbegrebet og dermed er fri for at afspore debatten qua den forpestning, ordet har fået, og i stedet snakker om ligeværd. #videre Nu har du så brugt din tid, hvis du er nået så langt – og tak for det – på at læse knapt verdens længste indlæg om noget, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet, jeg skulle have en byline på. Måske er du ligeglad. Måske har du mærket en reaktion. Om vi kan lide det eller ej, er vi, hvor vi er i dag, fordi vi står på skuldrene af andre, der har ikke har været bange for at blive kaldt et skældsord. Og om x antal år – måske allerede i morgen – vil verden være et bedre sted, hvis vi tør bære fanen videre. Du kan være tilhænger af patriarkatet (og så skal du søge hjælp), eller du kan være feminist. Så ja, jeg er en fucking feminist, og alt andet ville jeg den dag i dag og med den viden, jeg nu besidder – helt seriøst hæve mit ene øjenbryn over.

Profile for LIXEN

LIXEN APRIL 2021  

LIXEN APRIL 2021  

Profile for lixen
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded