Page 1

Undercover for retfærdigheden På fagfestival med Günter Wallraff

Alle SDU ‘ere fik praktikplads Side 3

Side 10 Månedens fokus:

EKSPERIMENT

Lixen

Fra side 15

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 12. årgang | 8. nummer | december 2010

Det var det sidste, jeg nogensinde havde drømt om at få plastret på mig. Og jeg var faktisk dybt chokeret over det. Min kone var grædefærdig. Det var ligesom at få en atombombe i hovedet. Søren Espersen om at blive kaldt racist Læs mere på side 5

Foto: Jakob Balthazar Munk

To ud af tre studerende bijobber Stik imod forbundets regler bijobber de journaliststuderende. Og de gør det billigt. Det viser en undersøgelse foretaget af DJStud. Forbundet vil nu sætte vedtægterne under lup. DJStud kræver en ændring af reglerne.

Søren Dal Rasmussen Hans Redder Nørgaard

REGELBRUD. To ud af tre journaliststuderende har haft et studierelevant arbejde under deres uddannelse. Det viser en undersøgelse fra de studerendes organisation DJStud. Det er den første undersøgelse, der er lavet på området. Tallene overrasker ikke Per Roholt, der er formand for beskæftigelses- og uddannelsesudvalget i Dansk Journalistforbund. »Det bekræfter den mavefornemmelse, som vi længe har haft. Nemlig, at der bliver bijobbet i stor stil blandt de studerende,« siger han.

Ifølge DJ’s vedtægter må man ikke have et journalistisk arbejde ved siden af sin uddannelse. Det kan føre til bøde eller eksklusion af forbundet. Derfor vil Per Roholt kigge på, hvordan man kan gøre reglerne mere nutidige. »Tallene bekræfter mig også i nødvendigheden af, at vi får kigget på de her regler og fundet en anden løsning. For som det ser ud nu, fungerer reglerne ikke.« Regelændring DJStud er enige i, at reglerne ikke virker. Derfor er det tid til handling, forklarer generalsekretær i DJStud Søren Geisler. »Forbundet har i øjeblikket nogle regler, der er helt ude af trit med virkeligheden. Undersø-

gelsen viser tydeligt, at de ikke bliver overholdt. Og vi har haft den samme problematik, næsten lige

for har det i de senere år været et spørgsmål om at indrette sig praktisk.

Forbundet har i øjeblikket nogle regler, der er helt ude af trit med virkeligheden.

Søren Geisler, generalsekretær DJ Stud

siden de studerende begyndte at organisere sig. Nu er det på tide, at vi får gjort op med reglerne, så de studerende kan få nogle ordentlige forhold.« I forbundet ved man godt, at reglerne ikke stemmer overens med livet i branchen. De studerende har altid haft arbejde ved siden af. Der-

»Det er hønen og ægget. Det vil altid være en diskussion, om man skal indrette sine regler efter, hvordan

praksis er, eller om man skal have love, som bliver praksis,« siger næstformand i DJ, Fred Jacobsen. Han er også villig til at tage en diskussion om eventuelle ændringer i vedtægterne. »Reglerne er forældede. De er ikke tidssvarende. Personligt går jeg ind for, at de studerende godt kan lave studierelevant arbejde. Vi skal naturligvis bevare solidariteten i forbundet. Men hvis vi kan det uden en bijobbestemmelse i vores love, så synes jeg, at vi skal gøre det,« siger han.

Læs mere om bijobberi: DJ Stud ønsker studentertakst Bijobberi splitter freelancere og studerende Uddannelse | side 4


2 | december 2010

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Spæd start

Lixen skrev i juni, at flere af de studerende på forårets 4. semester var utilfredse med et presset forløb. Ansvarlig for 4. semester Anne Lea Landsted garanterer, at der bliver bedre plads til praktikforløbet næste år. Side 3

Studerende bijobber. Og vi gør det ofte til underpris. Også selvom vi ikke må. Bijobreglen har længe været en af hjørnestenene i Dansk Journalistforbunds vedtægter. Den højeste form for solidaritet som næstformand Fred Jacobsen kalder det. På det teoretiske tegnebræt gløder en sådan bestemmelse om solidaritet og hensyn til andre stærkt. Desværre ved vi alle sammen, at der er forskel på, hvad der fungerer teoretisk, og hvad den virkelige verden med menneskelige interesser byder på. Forbundet ved godt, at deres egne regler ikke er tidssvarende. Derfor er det befriende at se, at der endelig bliver ydet en indsats. De studerendes organisation, DJStud, har lavet en undersøgelse, der forsøger at finde en fællesnævner for de studerendes motivation til at have et studierelevant arbejde. Undersøgelsen er ikke bare den første af sin slags, men den viser også, hvad alle godt ved. Bijobberi er normen.

BRANCHE

Efter år med nedskæringer og overfladisk journalistik opruster medierne. Den undersøgende journalistik er tilbage. Nu under navnet graverjournalistik. Lixen har blandt andre talt med Jakob Kvist, som droppede journalistikken, da ressourcerne blev for knappe. Side 8

Hvorfor skulle medierne betale freelancetaksten på 750 kroner i timen, når en studerende er klar til at lave samme arbejde til langt under det halve?

PORTRÆT

»Hvis du hver dag i skolen bliver kaldt dit dummesvin, bliver du ked af det i starten, men du bliver efterhånden ligeglad.« Søren Espersen fortæller i månedens portræt om, hvordan det var første gang at blive kaldt racist. Side 6-7

Freelancerne råber vagt i gevær og siger, at de studerendes opførsel ikke bare er med til at underminere deres overenskomster og muligheder i lønforhandlingerne, den skader også de studerende selv i det lange løb. De har en pointe. Hvorfor skulle medierne betale freelancetaksten på 750 kroner i timen, når en studerende er klar til at lave samme arbejde til langt under det halve? Omvendt har DJStud også en pointe, når de foreslår en fastsat takst til studerende. På den måde sikrer man, at medierne ikke bliver ved med at udnytte de studerende. For når man som studerende vil gøre næsten alt for at pimpe sit CV, kan man sagtens fristes til at acceptere sølle 1000 kroner (eller blot æren) for en artikel, der måske har taget en uge at forløse. De studerende har krav på ordentlige forhold. Forbundet står i en tovtrækker-rolle, hvor to store grupper i forbundet hiver og slider med hver deres synspunkt. Det kommer til at kræve indrømmelser fra begge hold, hvis en løsning skal blive en realitet. Vi er i samme forbund og er bundet af en interdependens. Man må nemlig ikke glemme, dem som også er skyld i underbetalingen – arbejdspladserne. Men første skridt må være at lejrene slipper hver sin ende af tovet og mødes i dialog. I den perfekte verden er der arbejde, freelanceopgaver nok til alle og ledighed er et ord, der er forvist til den sproglige glemmekasse. I den perfekte verden overholder de studerende bijobreglen og afviser studierelevant arbejde. Ingen af delene er realistisk. Undersøgelsen signalerer, at man endelig er klar til at arbejde med problematikken.

FOKUS

Poul Pilgaard Johnsen fra Weekendavisen er en af de journalister, der bruger sig selv ind i sine tekster. Det vil Lixens journalist også prøve. Derfor forsøger jeg at undersøge ”jeg’et” i artikler, når fokus er eksperiment. Side 16.

OPINION

Bagsiden er kommet i julehumør. Læs striben Nul - Komma - Nul, som i anledning af højtiden er blevet til Nul – Komma Jul. Du kan også få inspiration til den perfekte arbejdsproces, når du skal skrive din artikel

Vi følger sagen med spænding.

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser. LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Julie Lund Mikkelsen

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Rikke Gredsted Seidenfaden

Nana Frederikke Fischer Redaktør

Søren Dal Rasmussen Redaktør

Redaktionen

Rikke Gredsted Seidenfaden Chefredaktør

Lise Karlshøj Ipsen Chefredaktør

Natasha Nomathemba Dyasi Chefredaktør

Jakob Balthazar Munk Redaktør

Casper Fauerholdt Webredaktør

Karina Cecilie Møller Billedredaktør


UDDANNELSE

LIXEN | december 2010 | 

Alle SDU’ere afsat Alle SDU’erne fik en praktikplads ved efterårets Panikdag, og det var selvom, der manglede 50 pladser. DJH’s Pia Færing måler ikke succes i, om alle får en plads.

Natasha Nomathemba Dyasi

SUCCES. Alle 29 journaliststuderende fra Center for Journalistik fik en praktikplads til efterårets Panikdag den 3. november. Der var ellers 290 ansøgere til kun 240 praktikpladser og dermed 50 pladser for lidt. Center for Journalistiks praktikvejleder, Jacob Vestergaard, mener især, at alle fra Syddansk Universitet kom hjem fra Panikdagen med en plads, fordi de var mest rolige, da hornet hylede: »De var nok bedst afklarede på dagen,« siger Jacob Vestergaard og forklarer, at det på Panikdagen ikke er nok at have evnerne: »Det går virkelig tjept, så det handler også om at være afklaret med, hvor man vil hen, og hvor man kan forvente, at de vil have én,« siger han. Ingen nitter Personlige samtaler forbereder SDU’s journaliststuderende på Panikdagen, mener Jacob Vestergaard: »Så er de afklarede omkring, at vi

satser og drømmer stort, og hvis det ikke lykkes, så har de gjort sig nogle tanker om, hvad der så skal ske,« siger han. På den måde undgår de studerende at skulle tage stilling til en hel masse på dagen, hvis førsteprioriteten ikke har ringet i løbet af de første ti minutter. Han mener, at det er bedre at få en praktikplads end at vente, og derfor ser han det som en succes, at alle SDU’erne fik en plads: »Der er en relativt høj grad af konkurrence, så umiddelbart synes jeg da, at det er en succes. En succes, som de selv har skabt,« siger han. Ikke alle ansøgere er tilsyneladende enige med Jacob Vestergaard i, at det er bedre at få en plads end at vente. 55 studerende gik hjem uden en praktikplads, selvom der var 15

Sidsel Duch Langpap, cand.public.B Praktikplads: B.T. Hvor lang tid gik der før du blev kontaktet? - 10-15 sekunder. Jeg nåede kun lige akkurat at blive nervøs. Hvordan oplevede du Panikdagen? - Jeg var ikke særlig nervøs, det blev jeg først, da hornet lød. Men der var ingen samtale, jeg fik bare kontrakten i hånden, så det gik virkelig hurtigt.

kræsne,« siger han.

Kræsen eller målrettet På Danmarks Journalisthøjskole måler praktikvejleder Pia Færing

Jeg måler meget succesen i, at man ikke bare tager noget, der er.

Pia Færing, Praktikvejleder DJH.

ledige praktikpladser tilbage. Jacob Vestergaard kan ikke tage det seriøst, når de studerende ikke vil have en af de praktikpladser, der er godkendt: »Det er respektable praktikpladser, og når for eksempel Computerworld ikke bliver besat, så er det altså de journaliststuderende, der er

ikke succesen i, hvor mange der får en plads, men i om de studerende har fået en praktikplads, de gerne ville have: »Jeg måler meget succesen i, at man ikke bare tager noget, der er,« siger hun, og forklarer, at når de studerende kun søger tre-fire steder, så kan det ikke undgås, at der står nogen til-

Jakob Skaaning, cand.public.B Praktikplads: DR Nyheder Hvor lang tid gik der før du blev kontaktet? - Der gik to-tre sekunder, før jeg blev prikket på skulderen og spurgt, om jeg ville skrive under uden samtale. Det gik meget, meget hurtigt. Hvordan oplevede du Panikdagen? - Jeg havde sovet hos min onkel og havde svært ved at finde Journalisthøjskolen. Da jeg fandt det, var jeg bare glad for at være nået frem.

bage uden en plads: »Politiken, Berlingske og DR tager ikke alle, og så er det jo klart, at ikke alle kan vinde det lotteri,« siger Pia Færing. Hun mener dog ikke, at det nødvendigvis er bedre at komme i praktik frem for at mærke nederlaget og være tvunget i orlov: »Livet er fuldt af den slags omkørsler, og man får heller ikke ønskejobbet i første omgang, så det er en god mulighed for at træne sig til at komme sig efter nederlag,« siger Pia Færing. På RUC er praktikvejleder Hanne Dam meget tilfreds. Der var kun fire studerende, der tog tilbage uden en praktikplads: »Det gik helt fantastisk godt,« siger

Louise Damløv, cand.public.B Praktikplads: DR Nyheder Hvor lang tid gik der før du blev kontaktet? - Jeg fik en SMS, da hornet lød. Hvordan oplevede du Panikdagen? - Tiden op til var forfærdelig. Det ønsker jeg mig ikke for min værste fjende. Men jeg var allerede ansat 20 minutter i ti, så jeg kunne hurtigt slappe af.

hun. Hun mener, at RUC’erne søgte mere bredt, end de plejer og dermed fik flere pladser: »De studerende var måske mere bevidste om, at når der er mange, der søger, er man muligvis nødt til at søge en lille smule bredere,« siger Hanne Dam. Her mener Jacob Vestergaard, at de personlige samtaler har hjulpet de studerende til at søge realistisk. Alligevel mener han ikke, at der blev gået på kompromis: »Mange har fået noget, der minder om det, de gik efter,« siger han. nadya09@student.sdu.dk

Ingen porteføljeeksamen på 4. semester Praktik og undervisning skal harmonere bedre end i foråret, hvor flere af de studerende var utilfredse. Derfor garanterer Anne Lea Landsted, at der bliver bedre plads til praktikforløbet næste år. Det betyder blandt andet, at porteføljeeksamen bliver droppet. Natasha Nomathemba Dyasi

REFORM. Om fire måneder skal de studerende på det kommende 4. semester balancere deres engagement mellem praktiksøgning og undervisning. Anne Lea Landsted er ansvarlig for håndværk på næste års 4. semester, og hun garanterer, at der bliver bedre plads til praktikforløbet, end der var i foråret. Lixen skrev i juni, at mange af de studerende følte sig utilfredse eller mindre tilfredse med semestret, og Anne Lea Landsted siger, at hun i planlægningen af næste års forløb virkelig har lyttet til de studerendes evalueringer: »Vi tager nogle uger ud af kalen-

deren op til praktikperioden, hvor de studerende ikke skal aflevere opgaver. Det, håber vi, vil fjerne noget af presset,« siger hun. Overambitiøst Forårets frustrationer var til at mærke undervejs, fortalte daværende underviser Lene Rimestad til Lixen i juni. Hun var med til at lave eksamensformen om, sådan at håndværk bestod af tre eksaminer fordelt på semestret i form af en feature, et webprodukt og undersøgende journalistik. Porteføljeeksamen var et forsøg på at få de studerende til at engagere sig i undervisningen, hvor de tidligere ofte

Tidligere underviser Lene Rimestad sagde, at de tidligere årgange til sidst hverken afleverede opgaver eller mødte op til undervisningen. Den nye eksamensform resulterede dog i, at de studerende blev for pressede, og Anne Lea Landsted mener, at en af forårets forbedringer bliver, at der ikke skal være porteføljeeksamen igen: »Der bliver helt sikkert lagt nogle obligatoriske opgaver, men de bliver af et helt andet omfang. Men jeg kan godt garantere, at der ikke bliver lagt nogen opgaver i to-tre uger op til praktiksøgningen,« siger hun. Centerleder Peter Bro medgiver, at

Vi var en tand for ambitiøse, og det tager vi konsekvensen af nu.

Peter Bro, Centerleder på CfJ.

prioriterede at lave hjemmesider, forberede spørgsmål til åbent hus-arrangementer og skrive ansøgninger.

det var for presset på forårets 4. semester: »Vi var en tand for ambitiøse, og det

tager vi konsekvensen af nu,« siger han. Anne Lea Landsted har endnu ikke besluttet, hvordan eksamen så skal foregå, men hun overvejer et webtema.

Point for praktikken Studienævnet ønsker også en mere langsigtet løsning, og den bliver, at praktikforløbet skal integreres i et fag: »Det handler grundlæggende om, at processen er et interessant og studierelevant arbejde, som vi gerne vil gøre til en del af studiet,« siger Peter Bro. Faget skal sætte de studerende ind i, hvad det er for nogle medievirksomheder, der er i branchen, hvordan de udvikler sig, og hvordan man kan udvikle sig selv i løbet af et års praktik. Alt sammen ting, de studerende allerede beskæftiger sig frivilligt med, når de forbereder sig til praktikken: »Vi vil gerne tage hensyn til, at praktikken er sådan en stor del af studiet,

og når vi gør det til et fag, så kan vi bedre styre, hvor meget tid de studerende bruger på det,« siger han. Den nye løsning med at integrere praktikken i et fag kommer først til at gælde fra den årgang, der starter i sommeren 2011. Det betyder, at de studerende, der ikke er omfattet af løsningen, selv skal råbe højt, hvis de oplever, at de bliver for pressede: »Nu har vi taget den langsigtede konsekvens. På den kortsigtede er det Anne Lea og de studerende, som skal være skarpe på, at 10 ects-point svarer til et vist antal timer,« siger Peter Bro. Selvom porteføljeeksamen bliver droppet, så er det stadig vigtigt at lave opgaverne i løbet af semestret: »Opgaverne er en forudsætning for, at man kan lave en god eksamen,« siger Anne Lea Landsted.

nadya09@student.sdu.dk


 | december 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

UNDERSØGELSE Har du haft et studierelevant bijob under din uddannelse 70

Mener du, at du haft et arbejde, som en uddannet journalist kunne have haft

Hvor vigtigt er det at have noget på CV'et til praktiksøgning? 70

60 50

10%

40

4% 6%

Meget vigtigt 44%

30

36%

20

40

Hverken eller

30

Slet ikke vigtigt

0 Ja

Nej

50

Vigtigt

Ikke vigtigt

10

60

For første gang er de studerendes bijobadfærd blevet kortlagt. Tre ud af ti mener, de har haft et arbejde som en uddannet journalist kunne have haft. Freelancerne kalder opførslen for et brud med solidariteten.

20 10

Hans Redder Nørgaard

0 Ja

Nej

DJStud ønsker studentertakst Det skal være slut med forældede, konservative og ulogisk stramme regler for studerendes studiearbejde. Derfor vil DJStud nu skrotte journalistforbundets nuværende regler. De studerende skal have ret til at arbejde. Freelancerne kalder forslaget tåbeligt.

Hans Redder Nørgaard Søren Dal Rasmussen

FORSLAG. Nu skal det være slut med, at de studerende ikke må tage et studiejob. Det mener DJStud, som vil arbejde for at få indført en såkaldt studentertarif. En sådan tarif vil betyde, at der bliver fastlagt en takst for, hvor meget de studerende skal kræve for deres journalistiske produkter. »Der er to årsager,« siger Søren Geisler, der er generalsekretær i DJStud. »For det første, så mener vi, at de studerende skal have ret til at arbejde ved siden af studiet. Det er den afgørende præmis. For det andet så er det med tanke på freelancerne. Det er et problem, når vi har en gråzone med bijobberi, som der ikke er nogen kontrol med,« fortæller han. En undersøgelse, som er foretaget af DJStud, viser, at 84 procent af de studerende får 200 kroner i timen eller mindre, når de har et studierelevant arbejde. Det er særligt et problem, når de studerende sælger deres artikler. Det er nemlig langt under den vejledede freelancetakst på 750 kroner i timen, som forbundet anbefaler. Den underbetaling skal stoppes. »Der skal være en ordning, så de studerende ikke bliver udnyttet af arbejdspladserne. Som journaliststuderende er man generelt interesseret i at få noget på CV’et. Det ved vi alle sammen. Det gør arbejdspladserne også, og når der ikke er nogen regler inden for dette område, så slipper de af sted med at underbetale os,« siger Søren Geisler. Men en decideret takst for studerende vil være med til at underminere freelancernes arbejdsvilkår. Det mener formanden for FreelanceGruppen i DJ, Kristian Melgaard. Han raser mod forslaget, fordi de studerende på den måde underbyder både freelancere og fastansatte.

Det kan ikke nytte noget, at vi får

et proletariat af journalistsprirer.

Kristian Melgaard, Formand for FreelanceGruppen »Det er et ualmindeligt tåbeligt forslag. Du skal ikke underbyde mig. Færdig! Så er du ikke min ven og min kammerat. Det hører slet ikke hjemme i et fagforbund. Det er slet ikke gennemtænkt. De studerende er nødt til at forstå, at den kortsigtede gevinst ved at få lidt for sit job, kommer til at bide dem selv bagi lige så snart, de er færdige med uddannelsen og skal ud og arbejde til en ordentlig løn,« siger han.

En stor glidebane Dansk Journalistforbund vil ikke afvise idéen om en nedskreven timeløn til studerende. Per Roholt, der er formand for beskæftigelses- og uddannelsesudvalget og medlem af DJ’s hovedbestyrelse,

Bijobberi splitter freelancere og studerende

synes, at der er et åbenlyst behov for at få åbnet op om debatten. »Undersøgelsen viser klart, behovet for at tage en debat om de gældende regler, der er. Det interessante her er ikke at pege fingre af de studerende, der tager et job, fordi de ønsker at blive dygtigere og få noget godt på CV’et. I stedet skal vi have sat en stopper for, at studerende blot bliver brugt som billig arbejdskraft og kan skubbe færdiguddannede væk,« siger Per Roholt. Modellen med studentertakst kender man både fra DJØF og Dansk Magisterforening. Her har man skrevet en decideret timeløn ind i de forskellige overenskomster, som er særligt gældende for de studerende. Kristian Melgaard ser dog problemer i sådan en tankegang. »Hvad er så næste trin? Introduktionsløn? Lavere løn gennem hele perioden? Det er en stor glidebane. Det kan ikke nytte noget, at vi får et proletariat af journalistspirer, der – med vores fagforenings stiltiende samtykke – er med til at underminere os,« siger formanden for FreelanceGruppen.

Mindre værd Næstformand i DJ Fred Jacobsen er heller ikke glad for forslaget om en studentertakst. For slutbrugeren er ifølge ham ligeglad med, hvem det er, der har lavet produktet. Derfor er der et vigtigt princip. Alt indhold er som udgangspunkt lige meget værd. »En studentertakst signalerer, at det her stykke arbejde ikke er ligeså meget værd, som hvis det var en anden, der havde lavet det. Hvis man laver journalistik, som bliver vurderet til at kunne bringes, uanset platform, så har det altså en værdi. Man skriver jo ikke nogen steder: Det her er lavet af en studerende, og derfor har det en dårligere kvalitet,« konstaterer han. Er det så realistisk at få indført studentertarif? »Hvis der kommer et rendyrket forslag om, at vi skal afskaffe bijobreglen og indføre studentertarif, så tror jeg ikke, det kommer igennem. Men der kan ske alt på et delegeretmøde, så det vil jeg ikke kunne sige noget om med sikkerhed. Men jeg kan godt forstå, hvis de studerende er utilfredse. For vi har ikke defineret et rum, der hedder studierelevant arbejde,« svarer Fred Jacobsen. DJStud forstår godt bekymringen hos forbundet og freelancerne. Generalsekretær Søren Geisler understreger, at man vil gå i dialog med dem begge. For han mener også, at det er i deres interesse. »Vi vil gerne have noget realisme ind i debatten. Sådan som jeg ser det, så kan freelancerne bestemt ikke være tilfreds med den situation, som er her lige nu. Hvor bijobberi foregår i det skjulte, og hvor vi ikke har et overblik over, hvem der laver hvad,« siger han. »Men de studerende skal have lov til at have et studierelevant arbejde og producere noget journalistik. Og det skal være til en ordentlig takst.« Sidst et regelbrud var til diskussion i hovedbestyrelsen var i 2002. hanoe09@student.sdu.dk soera09@student.sdu.dk

Søren Dal Rasmussen

USOLIDARISK. Dansk Journalistforbunds love og vedtægter. Paragraf 7, stykke 3. Et medlem må ikke ved siden af fuldtidsbeskæftigelse, uddannelse, orlov fra uddannelse eller praktiktid have journalistisk beskæftigelse, som hindrer arbejdsløse medlemmers beskæftigelsesmuligheder. Hovedbestyrelsen kan ved overtrædelse heraf idømme medlemmet bøde. Alligevel arbejder de journaliststuderende ved siden studiets deadlines og forelæsninger. Ifølge DJStuds undersøgelse vurderer 31 procent, at de har haft et arbejde, som en færdiguddannet kunne have haft. Formanden for Freelancegruppen, Kristian Melgaard er rystet over tendensen. »Bijobberi er som at pisse i bukserne. De 31 procent skyder sig selv i foden og er så med til at fjerne tilsvarende arbejdspladser. Det er med til at ødelægge det jobmarked, som man skal selv skal ud på. Det er dybt åndssvagt,« siger han. En forældet tilgang Bijobreglen stammer helt tilbage fra dengang, der kun var én journalistuddannelse. Den blev lavet for at tage hensyn til freelancerne. Man kunne kalde det en solidarisk holdning, der udsprang af tidsånden. Men der er sket meget siden. I dag danner reglen en kløft mellem de studerende og freelancerne. To modstridende interesser inden for samme forbund. Men det er ikke engang et spørgsmål om at tænke på freelancere, hvis man spørger Kristian Melgaard. »Det handler ikke om solidaritet. Det går jo ud over de studerende lige på den anden side af uddannelsen. Så vær egoistisk på lang sigt, og lad være med at tage de job. For I vil jo selv opleve, hvordan det er at blive udskiftet med en studerende, så snart I selv bliver færdiguddannet. Vi må appellere til de studerendes sunde fornuft.« Men denne løsning er sur mælk i et ny karton, mener Søren Geisler, der er generalsekretær i DJStud. Han har svært ved at se, hvordan det skulle hjælpe. »Den tilgang har vi brugt i lang tid,« siger han. »Vi kunne godt blive ved med at appellere til solidariteten, men det har jo vist sig, at det ikke fører nogen steder.« Pres fra Panikdagen Den såkaldte Panikdag er et andet aspekt, der rammer de studerendes motivation. I undersøgelsen kalder 44 procent det ’meget vigtigt’ at have noget på CV’et til praktiksøgning. Det rangerer højere end lønnen, der kun er ’meget vigtigt’ for 30 procent. »De studerende tager alt, hvad de kan for at få noget på CV’et. På den måde kan de være bedre rustet til Panikdagen,« siger Søren Geisler. Kristian Melgaard kan dog ikke se, hvor problemet er. Han maner til besindighed. »Argumentationen om at man skal have noget på CV’et: Ro på. Hvis ingen har noget på CV’et, er alle jo lige,« konstaterer han. hanoe09@student.sdu.dk soera09@student.sdu.dk

Hvad så nu? Dansk Journalistforbunds beskæftigelses- og uddannelsesudvalg holder møde i december. Her vil de diskutere bijobreglerne. Reglerne kan ændres på DJ’s delegeretmøde. Her kræves det, at ti ud af de femten medlemmer af hovedbestyrelse er enige om at ændre reglerne.


PORTRÆT

LIXEN | december 2010 | 

To milepæle afgjorde en masse for Søren Espersen. Først vækkelsen, da han oplevede, hvordan vennen, en velintegreret indvandrer, var klar til dræbe Salman Rushdie. Og siden da han for første gang fik prædikatet racist. I dag er han ligeglad med det sidste.

Foto: Jakob Balthazar Munk

ham de kalder

racist


 | december 2010

PORTRÆT

| LIXEN

ham de kalder ... Jakob Balthazar Munk Casper Fauerholdt

UHYRE? Nat er blevet til morgen, og den lille gruppe studerende på rusturen sidder stadig oppe. Emnet er hinandens tragiske barndomme. En er blevet seksuelt misbrugt. Ham ved siden af har haft en alkoholiseret og fraværende forælder. Det kan ikke blive hjerteskærende nok, før en af drengene smider trumfen. Hans far er Søren Espersen. Dansk Folkepartis udenrigsordfører. De andre i rundkredsen kigger på drengen. Pludselig virker pædofili og drukkenbolte ikke nær så slemt, som når blodets bånd fører direkte tilbage til en af landets mest – i visse kredse - upopulære personligheder. Søren Espersen sidder hjemme på gården mellem Næstved og Vordingborg og griner af sin søns historie. For selvom vennernes reaktion illustrerer det renommé, en fremtrædende DF’er render rundt med, var sønnens tragiske bidrag ud på morgenen mere for sjov. »De kunne slet ikke forstå, at en lille, flink fyr kunne have sådan et uhyre som far,« siger 57årige Søren Espersen. I 15 år har han været en del af det politiske hold, hvis partibogstav er et O, og som dannes af to buede Dannebrogsflag med påskriften ”DF” indeni. Først som pressechef frem til 2005 og siden hen som folketingsmedlem med alt, hvad dertil hører. I dag er det mandag, så derfor har Søren Espersen ingen møder eller planer. Jo, han skal gøre hele den 350 kvadratmeter store gård rent. Det gør han hver anden mandag, efter han fandt ud af, hvor dyr den rengøringskone var, som hans hustru betalte for at tage sig af støvet og nullermændene. »Når man selv gør rent, bliver man mere opmærksom, hvis man spilder på gulvet.« En øjenåbner, ligesom da han begyndte at mærke konsekvenserne af at være en af

frontmændene i et »ikke stuerent parti,« som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen på ny har udtrykt sig. Og det har da nogle gange været »lidt træls« at hedde Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, fortæller han. Specielt når han ser tilbage på årene, hvor hans nu fem voksne børn gik i gymnasiet, har der været episoder, som han sagtens kunne have været foruden selvfølgelig har der det. I dag er det mest irriterende dog, når PET en sjælden gang lige vender gården om natten, da det vækker familiens to danske gårdhunde. Og det er faktisk noget af det, der gør mest indtryk på ham, når han for alvor er i vælten, og der er gang i den omkring personen Søren Espersen. »Når jeg har haft en kontroversiel kronik i Politiken, bliver jeg gjort opmærksom på, at der kører en kæmpe debat på nettet med 500 deltagere og alle mulige mærkelige ting. Jeg læser

velbesøgt som Jomfru Ane Gades mange diskoteker. Tilfældigt - bemærker Søren Espersen instinktivt, da han fortæller om det – bladrer han igennem retslisterne over de tiltalte i det forgangne år. Han kigger på navnene, og det slår ham, at mange af navnene lyder udanske. Som nogle, der ikke skal have flæskesteg juleaften. Det er da utroligt, tænker han. Hvorfor er der så mange, der bliver tiltalt i forhold til, hvor få der er? Hans undren udløser et opkald til politimesteren Poul, som han har ringet til mange gange før. Han vil have en forklaring på, hvorfor det mon kan være, at mange af de tiltalte har udenlandske navne. Politimesteren er tavs. Ikke fordi han har fået en pebernød galt i halsen. Han er kort og kontant: »Det vil jeg ikke snakke om.« »Okay, okay,« svarer Søren Espersen i den anden ende og nikker for sig selv, inden han snakker høfligt videre, lægger på og glemmer det igen. Efterfølgende skriver journalisten Søren Espersen historien ud fra den tilgængelige statistik og

Jeg tænkte, hold kæft mand, kan man nu ikke engang være modstander af indvandring uden at bliveSørenkaldt racist. Espersen, Dansk Folkeparti det ikke og deltager aldrig i de debatter. Jeg tror egentlig, at hvis man følger det, vil man blive deprimeret. Og det synes jeg ikke, man skal være. Der er mange, der er utrolig hadefulde. Nogle gange går min kone amok, og så svarer hun dem. Eller mine børn gør det. De er meget flinke til det, og det er meget pænt af dem, at de gider.« Nok se - ikke røre For at forstå historien om Søren Espersen skal man længere tilbage i fortællingen. På B.T.’s redaktion i Aalborg sidder Søren Espersen en juledag i 1986. Der er for alvor julestemning på redaktionen og i byen, hvor fætter BR er lige så

regner med, at den vil blive bragt et sted mellem et tilbud på julesteg og en metrologs forudsigelser af chancerne for hvid jul. Men historien kommer ikke i avisen. Julen forgår, og det sidste gran falder af de slagtede træer. Ingen historier om de tiltalte i Aalborgs gader. De udenlandske navne bliver ikke nævnt. »Det var egentlig en meget god historie. Talt op med statistik og det hele. Det var for et helt år i Aalborg og talt op med fem retter. Og så kom den ikke på. Det var egentlig lidt komisk, for jeg plejede ellers nok at få mine ting på. Jeg havde ikke oplevet før, at det ikke kom på. Redaktøren sagde, at han ikke syntes, at vi skulle pille mere ved det. Så tænkte jeg. Nå.«

En pakistansk guttermand Nå, nå, nå. Han glemmer historien, mens livet fortsætter. Han rejser til England i 1988, hvor hans kone kommer fra. Slår sig ned i en »hyggelig Miss Marple by«. Etablerer sig som en kærlig og traditionel familiefar. Kører børnene i skole i den bil, der er vokset betragteligt i størrelse og går hver morgen ned for at hente aviserne i den lokale avisstand, som et led i freelancearbejdet på Ritzau. Bag avisstanden står en pakistaner. En fyr, som Søren Espersen hurtigt fatter sympati for. En guttermand, der er ligeså spøgefuld og humoristisk som John Cleese, og mens Søren Espersen langer pund over disken, får de sig tit et grin. Og så går deres børn endda på den samme skole. Ja, Søren Espersens tager da for eksempel pakistanernes børn med i bilen og giver dem et lift, når han henter sine egne. Mens de to udlændinge i England udvikler et godt forhold, begynder der at stå en masse i de aviser, der samler de to venner hver morgen. Den engelsksprogede indiske forfatter Salman Rushdie har udgivet en bog, der for store dele af den muslimske verden er en hån mod deres religion. Ekstremister udråber Fatwa over Rushdie, og i Londons gader er der protester, der samler mange tusinde muslimer. Nogle af dem går med sten i hånden, som de slår sig til blods med Søren Espersen viser det meget illustrativt med sin højre hånd, mens han forklarer, hvordan det forargede ham. Og gjorde ham arrig. En pakistansk galning En dag da Søren Espersen kommer ned for at hente sin avis, er demonstrationerne frisk i erindringen, og han siger til sin gode pakistanske ven: »Hold kæft nogle idioter, så du dem i går?« Smilet er stivnet på pakistanerens ansigt. Han er ligbleg. Søren Espersen bliver næsten forskrækket. Hans ven svarer: »Det er da rigtig. Og hvis Salman Rushdie kom herind i min butik, så var han død.« Søren Espersen kigger forundret på ham. I chok. »Det mener du da ikke alvorligt?« »Jo, jo.«


PORTRÆT

LIXEN | december 2010 | 

Fotos: Jakob Balthazar Munk

De to kigger på hinanden. Ved ikke, hvad de skal sige. Ingen griner. Ingen smiler. Ingenting er, som det plejer at være mellem de to. »Så gik det op for mig, at – hold da kæft, hvis bare sådan nogle helt almindelige mennesker som ham - som egentligt er det, der hedder velfungerende, og som er fuldt integreret i samfundet og har sin egen forretning - mener, at fordi en mand skriver De Sataniske Vers, så skal han dø, og også selv er parat til at gøre det. Det satte en meget stor skræk i livet på mig. Det var en vækkelse for mig. Så tænkte jeg, at det kan dæleme ikke være rigtigt, at det skal være sådan.« Da atombomben sprang Men sådan skulle det altså være. Søren Espersen vender målrettet hjem til Danmark i 1992 og bliver medlem af Fremskridtspartiet. Imens skriver han kronikker i de danske aviser, og det er efter en indvandrerkritisk af slagsen, han i samme periode bliver inviteret til et debatmøde i Maribo, hvor han tager ned sammen med sin kone Yvette. Mens Søren Espersen er på toilettet, henvender hans kone sig til arrangørerne. »Hvem er det, der kommer i dag?« spørger hun. »Det er en socialdemokrat, en indvandrer fra Iran, og så er det … en racist,« bliver der svaret tilbage. Søren Espersen har flyttet sig langt ud på sin stol hjemme i stuen. Han kigger ud i luften. »Og det var så mig, der var racisten,« siger han så. Rystet og perpleks får hun fortalt det til sin mand, da han kommer tilbage. Han bliver ligeså påvirket af det prædikat, der her for første gang blev klistret på ham og siden hen jævnligt er vendt tilbage. »Jeg tænkte: ’Hold kæft mand. Kan man nu ikke engang være modstander af indvandring, uden at man er blevet racist her’. Det var det sidste, jeg nogensinde havde drømt om at få plastret på mig. Og jeg var faktisk dybt chokeret over det. Min kone var grædefærdig og kunne slet ikke forstå, hvad jeg havde sagt. Det var meget, meget specielt. Det var surrealistisk. Det var ligesom at få en atombombe i hovedet. Det

var et meget stort kulturchok. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at mit land var blevet sådan. At det var nok til, man blev stemplet som racist.« Der tegner sig det samme ansigtsudtryk hos Espersen, som der gjorde, da han fortalte om avismanden i England. En alvorlig og bestemt grimasse, der her i efterårssolen går over i en skuffet mine. Efter oplevelsen i Maribo skriver han om episoden, fordi – understreger han – det var en så ny og en så fremmed etiket, han aldrig troede, han skulle i nærkontakt med. »Men jeg opdagede, da jeg kom hjem, at ordet racist blev brugt i flæng. Om alle mulige, som man ville dunke oven i hovedet, fordi man ikke stod og råbte halleluja, hver gang der kom en pakistaner ind over grænsen.«

Tykke Niels Efterfølgende og helt frem til i dag støder han stadig ind i racisme-udtrykket. En Googlebilledsøgning på Søren Espersen viser endda et gammelt fotografi af Nazitysklands propagandaminister, Joseph Goebbels. Men han er ligeglad. Det er han blevet med årene. »Hvis du hver dag i skolen, når du møder, bliver kaldt dit dumme svin, bliver du ked af det i starten, men du bliver efterhånden ligeglad. Som ham der tykke Niels. Når han hører det hele tiden, er han jo bare tykke Niels.« Og i modsætning til sit partis formand har Søren Espersen ikke brug for store, brede jakkesætsbeklædte bodyguards, når han skal fragtes til og fra arbejdspladsen på Slotsholmen. Han oplever heller ikke problemer, når han bevæger sig ud i byen om aftenen, ligesom Europaparlamentsmedlemmet Messerschmidt gør det. »Men det er nok mest, fordi jeg er blevet så gammel, at jeg ikke bevæger mig ud i nattelivet,« medgiver han dog. Når Søren tager ordet Men der er stadig masser af bevægelse tilbage i Søren Espersen. Både når han fortæller, laver stemmer, og når han står ude i sin have og ordner brænde. Og for en uge siden havde Søren Espersen også bevæget sig til journalisternes

fagfestival i Odense. Her hilste han smilende på gamle kollegaer og studiekammerater og udvekslede som så mange andre røverhistorier fra en svunden tid, hvor græsset var grønnere, og øllet smagte mere af humle. Som en af de udvalgte talte han endda til et arrangement. I et debatpanel om politisk journalistik. Men til dette arrangement som opposition til journalisterne. Som en slags modstander. Og selvom Søren Espersen har en journalistisk karriere bag sig og i øvrigt har været redaktør for Dansk Folkeblad, så er det politikken, der har fyldt mest i hans liv. Og særligt to emner bliver han ved med at nævne med en særlig glød i øjnene. »Der er nogle årsager til, at man går ind i et parti. For mig var det EU og udlændingepolitik. Der vil jeg meget nødigt komme på tværs af mit parti.« Når Søren bliver stille På andre områder afslører han, at han gerne stemmer imod sine egne holdninger, men med partiet. For eksempel når det kommer til lukkeloven. Her går Dansk Folkeparti ind for en liberaliseringen af lukkeloven, så butikkerne holder mere og længere åbent. »Jeg synes, at folk skal gå i kirke og ud og lege med deres børn i stedet for at gå i Bilka. Jeg ville sige, at jeg går ind for en liberalisering af lukkeloven, som vi gerne vil have, men jeg gad ikke sidde i en P1-debat og forsvare det. Fordi jeg vil helst have, at folk tager i skoven med deres børn.« Modsat regeringen og sit eget parti er han også imod hastigheden, hvorfra de unge skal igennem uddannelsessystemet. Regeringen har ved flere omgange lavet særlige bonusregler og opstillet gulerødder, som de særligt boglige kan hapse på vejen mod et ni-fire job. Selv mener han, at de unge hellere bør tage sig tid til at udvikle sig selv. Som han selv gjorde det. »Jeg tror ikke på det, og jeg har set mange eksempler på, at man netop har brugt tiden fornuftigt. Nu hedder det fjumreår, og det synes jeg er en åndssvag betegnelse. Jeg hørte det så sent som i dag. Jeg føler ikke, jeg gik og fjumrede, fordi jeg lavede alle mulige forskellige ting. Jeg

har aldrig ment, at fjumreår var en særlig god betegnelse. Det, der ligger i det, er jo, at man bare sidder på et eller andet værtshus og ryger hash. Det er jo ikke det, det handler om.« Når Søren Espersen er uenig med partiet, bliver han tavs. Og endda også i nogle tilfælde fraværende. »Hvis partiet sagde, at de ville have det på en bestemt måde, så ville jeg ikke sige noget om det. Måske ville jeg blive syg den dag, hvor vi skulle stemme, så jeg ikke kunne komme ind.« Handler det om EU og udlændingepolitik, kan man til gengæld være sikker på at se Søren Espersens ansigt og høre hans røst. Så tager den erfarne politiker gerne turen fra Vordingborg til Christiansborg, stiller sig op på talerstolen og taler frit for. Og er der nogen, der efterfølgende kalder ham racist, ja, så har han prøvet det før. Og lært at leve med det. jamun09@student.sdu.dk cafau09@student.sdu.dk

Søren Espersen

Født. d. 20. juli 1953

- Uddannet på Journalisthøjskolen i 1980 - B.T. fra 1980-1988 - Freelacer i London for Ritzau 1989-1992 - Billedbladet fra 1992-1996 - Presserådgiver i Dansk Folkeparti fra 1997-2005 og udenrigsordfører fra 2005


 | december 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Graverne graver. Igen (Graver)journalistikken er tilbage. Det har de danske mediehuse fundet ud af, og der findes efterhånden ikke en avis med respekt for sig selv, som ikke har nedsat en gravergruppe. Men hvorfor al den hype? Er det ikke bare gammel vin på nye flasker?

Lise Karlshøj Ipsen

GENSYN. Ud med overfladiske versioneringer og hurtige citathistorier. Ind med dybde, tid og kritisk journalistik. Journalisterne skal have jord under neglene. Nu skal der graves. Berlingske Tidende var først på banen med en gravergruppe – og vandt Cavlingprisen. Nu følger alle medier med respekt for sig selv. Senest har TV 2 meldt ud, at de i 2011 tredobler deres gravergruppe, så den kommer til at tælle ti mand. For den undersøgende journalistik er vigtig. Det er den, man vinder Cavlingpriser på, det er den, der sælger aviser. Og det er den, der kan blive redningskrans til en branche i nød. Men mange dygtige journalister har måttet lade arbejdslivet, før medierne nåede til den erkendelse. Det mener kreativ direktør i forlaget ArtPeople og tidligere undersøgende

journalist på Berlingske, Tidende Jakob Kvist: »Denne relancering af graverjournalistikken er en besindelse på, at man har smidt mange børn og meget talent ud med badevandet de sidste fem - ti år. Det ved man. Derfor siger man meget højt, at nu skal man prioritere den dybdeborende journalistik.« 90’erne var en fest Dybdeborende journalistik var der plads, tid og ressourcer til, da Jakob Kvist i 90’erne var ansat som journalist på Berlingske Tidende. »Det var en fest. Ressourcerne var bedre i slutningen af 90’erne. Avisen havde en stærk økonomi, og der var råd til at lave features og undersøgende journalistik. Der var tid til at opgive historier, researche og rejse. Dengang var der deadline en gang om dagen. Nogle gange en gang om ugen. Nu er der deadline hvert tiende minut. Det er en helt anden verden,« siger han. For ham er journalistikken altså et kært gensyn. Men også et meget nødvendigt et af slagsen, hvis aviserne skal overleve. Først til at erkende det var Berlingske Tidende. »Det opdagede de først på Berlingske Tidende. Man skal undersøge nogle ting og friholde nogle ressourcer fra de massive besparelser. De andre har nu også fundet ud af, at

avisen mister sin sjæl, hvis den ikke er i stand til at lave undersøgende graverjournalistik. Det er hjerteblodet,« siger Jakob Kvist. Det er nødvendigt En af foregangsmændene bag Berlingske Tidendes gravergruppe, tidligere chefredaktør samme sted og nu chefredaktør på Information Christian Jensen mener, at graverjournalistikken og dens renæssance er vigtig. Desuden har især Berlingske Tidendes succes inspireret andre til at følge trop.

gengæld, at de få ressourcer, der er, bliver brugt på den undersøgende journalistik.

Der er noget at komme efter Vigtigheden af dybdeborende og kritisk journalistik ser medieforsker fra RUC Mark Blach-Ørsten som et vigtigt incitament til, at mediehusene netop nu trækker i arbejdstøjet. Han er enig i, at graverjournalistikken de sidste ti år er blevet ofret til fordel for den hurtige journalistik. Men han mener, at det genvundne fokus på kritisk journalistik er en reaktion på,

De andre har nu også fundet ud af, at avisen mister sin sjæl, hvis den ikke er i stand til at lave undersøgende journalistik. Det er hjerteblodet. Jakob Kvist, kreativ direktør ArtPeople

»Det at have en gravergruppe er jo ikke noget nyt, men det har fået en revival. Det er selvfølgelig selvforstærkende. Når en har det, vil de andre også have det. Berlingske Tidende har vundet en Cavling for gode, undersøgende produkter. Det har været med til at til at vise, at der er et behov for det. Men den største forklaring er, at det er nødvendigt,« siger han. Han medgiver, at aviserne stadig er svækkede, men han mener til

Christian Jensen tiltrådte i oktober stillingen som chefredaktør på Information

at politikerne alt for længe har sluppet afsted med alt for meget. »Irak- og Afghanistankrigene har gjort fok opmærksomme på, at medierne bliver brugt i politikernes spil. Før troede vi, at der ikke var noget at komme efter. Der er noget at komme efter. Man er ikke som politiker pletfri, som Anders Fogh Rasmussen overbeviste os om,« siger han. Mark Blach-Ørsten fremhæver Danmarks tidligere statsminister som et skoleeksempel på en politiker, som

kunne have godt af et kritisk 360 graders eftersyn. »Anders Fogh Rasmussen havde stor succes med at styre mediernes dagsorden og forhindre en masse sager i at vokse sig store. Det har medierne reageret på ved at finde tilbage til graverjournalistikken,« siger han.

Klar til kamp Det er ikke kun politikerne, som nutidens journalister skal se grundigt efter i sømmene. Hele samfundet er blevet sværere at gennemskue, og her kommer den hurtige og overfladiske journalistik til kort. »Alle opruster. Der er kommet mange flere kommunikationsansatte i kommunerne og på Christiansborg. Så det er på tide, at medierne også opruster,« siger Mark Blach-Ørsten. Jakob Kvist glæder sig fra sit forlægger-kontor i København over, at medierne igen kaster penge efter den gode historie. Men han er ikke blind over for de store udfordringer, det er forbundet med. »Man skal nu til at opfinde sig selv en gang til. Det er aviserne i gang med. Og det er pissesvært at skulle genopfinde det hele, mens man er i fuldt firspring. Det koster tid og ressourcer. Man kan ikke både være overfladisk og dybsindig på samme tid,« siger han. liips09@student.sdu.dk

Jakob Kvist sagde i 2001 sit job op på Berlingske Tidende, fordi der ikke længere var ressourcer til den undersøgende journalistik.

Tre hurtige Nye chefredaktører 2011

Lixen får nye chefredaktører. Det bliver Simone Agger, Christine Landry Brandt og Sarah Andersen. Tre grupper á tre mand stillede op for at blive chefredaktører, og efterfølgende kunne de studerende på Center for Journalistik stemme på Medietorvet. Studerende fra tidligere årgange kunne stemme på mail. De nye chefredaktører træder til pr. 1. januar 2010. Stort tillykke fra den gamle redaktion! risei09

Journalisthøjskolen opruster

”2 ugers kursus for dig, der overvejer at blive journalist”. Det er hvad Journalisthøjskolen fra i vinter tilbyder interesserede studerende. Det koster 7800 kroner at deltage i kurset. For de penge får man et indblik i hverdagen på uddannelsen og mulighed for at tage en sprogeksamen sammen med 1. semester. Består man faget, får man merit, hvis man bliver optaget på uddannelsen. Kurset giver fem ECTS-point. liips09

Rettelse

I oktobernummeret af bragte vi artiklen ”Prisbelønnet fotograf: Politiken er for stram”. Her skrev vi, at et billede taget på Haiti først blev bragt i Politiken otte måneder efter, at billedet var blevet taget. Dette er ikke korrekt. Billedet blev bagt i avisen to dage efter, at det var blevet taget. risei09


UDDANNELSE

LIXEN | december 2010 | 

Weekendavisen håber, at deres nye tillæg vil ramme så bredt som muligt. Foto: Karina Cecilie Møller

Weekendavisen har netop lanceret et nyt tillæg, så børn også kan blive klogere på blandt andet Lene Espersen og det amerikanske midtvejsvalg. Men ifølge medieforsker Klaus Kjøller er tillægget mest til elitens børn. Sarah Andersen Simone Agger

BARNEMAD. Weekendavisen lancerede den 1. oktober i år et nyt tillæg. Det skal henvende sig til unge piger og drenge og har fået navnet ‘Faktisk’. Vibe Termansen, der er redaktør på Faktisk, vil ikke sige så meget om, hvem tillægget helt præcist skal henvende sig til. »Vi vil helst bare sige, at det er til drenge og piger. For vi vil gerne have,

at det rammer bredt,« forklarer hun og tilføjer: »Hvis vi siger, at det er til en bestemt aldersgruppe, vil der være nogen, der mener, de ikke hører med under den gruppe.«

Til elitens børn Spørger man medieforsker Klaus Kjøller fra Københavns Universitet, er han ikke enig i, at tillægget henvender sig til alle unge mennesker. Weekendavisen er ikke allemandseje, og Klaus Kjøller mener, at avisen hører til Danmarks elite. Han synes derfor, at Weekendavisen sætter en forkert etikette på ved at sige, det er til alle børn. »Det er selvfølgelig til børnene i de udmærkede elitefamilier, som staver sig igennem de alenlange artikler, der er i Weekendavisen,« siger han og fortsætter:

Ekspert: ‘Faktisk’ kun for elitens børn »Det er derfor et tillæg til elitens børn og ikke til alle børn.« Der mangler en børneavis Vibe Termansen forklarer, at Weekendavisen har valgt at satse på et nyt tillæg, fordi de mener, at der mangler

avisen, så kan børnene sidde med deres egen sektion og følge med i, hvad der sker,« fortæller Vibe Termansen. Klaus Kjøller mener, at det er en god ide med et ungdomstillæg. Men han er også sikker på, at der midt i al iveren efter at oplyse unge mennesker gemmer sig et håb om at trække flere

Avisen skal både underholde og gøre børn klogere. Vibe Termansen, redaktør på Faktisk

en seriøs avis til børn. Der vil hver gang være to baggrundshistorier og en side med nyheder og forklaringer på svære ord, som børn kan undre sig over. »Avisen skal både underholde og gøre børn klogere. Når mor og far sidder hele lørdagen med Weekend-

læsere til: »Det er jo ikke bare godgørenhed. Der skal selvfølgelig være penge i det. Avisen kommer nu ud til elitebørnene, og så kommer der sikkert nogle nye abonnenter, når tiden er moden,« siger han. Derfor tror Klaus Kjøller, at den

taget har de været for blåøjede og naive,« argumenterer han.

Forældet præmis Når Nagieb Khaja protesterer over den krigsdækning, han har været vidne til, er der en årsag. Han mener nemlig, at det langt fra er gået op for danskerne, hvor nytteløs krigen har været. »Præmissen for at invadere Afghanistan var, at Osama bin Laden skulle findes efter angrebene på World Trade Center, og at afghanerne skulle befries fra det militære Taleban. Det

nye børnesektion kan være et taktisk træk fra Weekendavisens side. På den måde kan avisen tiltrække nye læsere i en tidlig alder.

Det rette tidspunkt Weekendavisen har længe ment, at der har været brug for en avis til børn, men det er først nu, at de har økonomi og personale til det. Hvis det nye tiltag skulle ende med at give overskud, ville det da heller ikke gøre noget: »Vi har ikke bevidst gjort det her for at øge salget, men det vil da kun være dejligt, hvis det ender med det. Men den primære årsag er, at der mangler en avis til børn,« fortæller Vibe Termansen. saran10@student.sdu.dk simic09@student.sdu.dk

Hvad kan det nytte? Om dårlig krigsreportage Danske medier har ikke formidlet et sandfærdigt billede af krigen i Afghanistan. Det mener journalist Nagieb Khaja, der med foredrag og en kommende bog prøver at fortælle danskerne om det, journalisterne har fejlet med.

af soldaterne, men især fysisk. Journalisterne bliver kun præsenteret for projekter og kilder, som militæret håndplukker. Og det er klart, at en kilde, der snakker med en journalist, som er flankeret af fem Jens’er, er mindre tilbøjelig til at kritisere soldaternes tilstedeværelse,« siger han.

Dårlig research Nagieb Khaja har selv været i Afghanistan for at rapportere og begav sig i modsætning til de embeddede soldater ud til den afghanske lokalbefolkning på egen hånd. Det gik Kritisk sans på ferie imidlertid, som enhver redaktør Begrænsningerne ved at være under frygter; journalisten blev bortført. militærets beskyttende panser er Planen var, at Nagieb Khaja skulle ikke et problem i sig selv, pointerer følge Taleban, men i stedet blev han Ida Nathan Khaja. Men det stiller krav til korrebortført. Hans redning var en afspondenterne om, at de opsøger anghansk familie, der hjalp ham med UKRITISK. »De har ikke gjort dedre kanaler, så de får flere vinkler på at flygte. Dermed gjorde de sig til res pligt«. Så klart fælder 31-årige virkeligheden. Og det har de Dannfjender af Taleban og bragte TV2 i en Nagieb Khaja sin dom over danske ebrogs-dekorerede korrespondenter penibel situation. Burde Khaja efter medier og staben af danske journaliifølge Khaja undladt: den oplevelse netop ikke selv have ster, der i løbet af de sidste ni år har »Deres research har ikke været god svaret på, hvorfor de danske jourværet udsendt i det nalister ikke har begivet invaderede AfghanDeres resesarch har ikke været god nok. sig ud i den afghanske istan. Han mener, at ørken uden militærets journalisterne har De har forladt sig på, hvad de har fået at vide beskyttelse? Og at deres lænet sig blindt op af forsvartes pressetjeneste. redaktører ikke har sparad militærets skøn- ket dem af sted? Nej, svaNagieb Khaja malerier uden at rer Khaja selv. Nok er det undersøge, om virkeligheden så annok. De har forladt sig på, hvad de farligt at tage på egne missioner, men derledes ud. har fået at vide af Forsvarets presikke umuligt. Og, siger han, forsvarer Ifølge den tidligere TV2-journalist setjeneste uden at undre sig over det ikke, at journalisterne har glemt er han selv en af de eneste danske hvorfor den afghanske befolkning deres kritiske sans og uden større journalister, der har rapporteret fra gjorde oprør, på trods af at de udenskepsis har adopteret militærets Afghanistan uden at være embedded. landske soldater var i gode hensigter. meddelelser. Og ifølge ham er det et problem, at De burde have fulgt med i internatio»Min frustration over de danske mere eller mindre alle danske journale medier, der borede grundigere journalister går ikke på, at de har nalister har været under militærets i det forhold. Eller rådføre sig med sparet sig selv for dristige missioner ledsagelse i Helmand. afghanske journalister, der kunne som hans egen, men at de har und»Det lægger nogle begrænsninger være en adgang til den afghanske beladt mere basal kontakt med afpå journalisten at være embedded. folkning. ghanerne,« siger han. Dels psykisk, fordi man er afhængig Men det har de ikke gjort. I det hele

landet i 2003 stadig gjaldt. Hvilket ikke er tilfældet, hvis man spørger ham.

Film har sikret fokus Det er først med filmene ’Den hemmelige krig’ og ’Armadillo’, at krigen i Afghanistan har fået plads i den offentlige debat, fastslår Khaja og fortsætter: »Den er blevet overskygget af Irak på trods af, at vores soldater har

Min frustration af de danske journalister går ikke på, at de har sparet sig selv for dristige missioner som hans egen, men at de har undladt mere basal kontakt med afghanerne. var den afghanske befolkning faktisk positive over i starten. Men ret hurtigt flygtede den hårde kerne af Taleban til Pakistan, og i 2003 var der ikke flere tilbage i Afghanistan. Derfor begyndte de udenlandske soldater at bekæmpe en slags ’andenrangs-talebanere’, som befolkningen ikke følte som en trussel. Og derfor begyndte afghanerne at gå til oprør,« forklarer Khaja. Han mener, at hvis journalisterne havde vidst bedre, havde de også udfyldt deres demokratiske rolle og stillet spørgsmål ved, hvorfor der overhovedet fortsat var danske soldater i Afghanistan. Stillet spørgsmål ved, om præmissen for at invadere

Nagieb Khaja

været med i slag i Afghanistan, der med militærets egne ord har været de værste siden slaget ved Dybbøl. For nylig sagde en repræsentant for militæret, at den danske tilstedeværelse i Afghanistan ikke har været vellykket. Ligeledes fortæller soldaterne i ’Armadillo’, at de har en følelse af, at deres indsats er nytteløs. Det er godt, at vi får det at vide, men det er bekymrende, at det er filmmagere og ikke journalister, der skal fortælle det,« siger han.

idnat09@student.sdu.dk


10 | december 2010

BRANCHE

| LIXEN

Lixen på Fagfestival ‘10

Frygten bag masken

Foto: Simone Martedal Skov

Günter Wallraff har gjort det til sit speciale at infiltrere lukkede miljøer. Hver gang har frygten været en vigtig drivkraft. For den forsvinder ikke, selvom han gemmer sig bag ansigtsmaling og udklædning. Tværtimod er risikoen for at blive blottet det større, når man arbejder i forklædning. Når han alligevel har brugt det meste af sit voksenliv på ekstrem undercover-journalistik, skyldes det en indgroet empati med de svage. En identifikation med dem, som ingen andre tager notits af.

Simone Martedal Skov Nana Frederikke Fischer

UNDER HUDEN. »Jeg er generelt et meget bange menneske. Det kommer måske af, at min mor var et meget ængsteligt menneske. Jeg er blevet opdraget med frygten som en skyg-

ge i livet. Min far døde tidligt, og ja - frygten har været der siden. Måske har jeg brug for de her ekstreme former for at befri mig selv fra min egen frygt.« Ordene er Günter Wallraffs. Panden dyb af rynker. Han er manden, der i 1977 lavede sit nok mest kendte stunt. Udklædt som den sensationsliderlige journalist Hans Esser arbejdede han undercover på den tyske tabloidavis BILD i fire måneder. Otte år senere levede han som tyrkisk gæstearbejder og oplevede det tyske samfunds skyggesider. Siden har han været jorden rundt og dét op til flere gange. Hver gang i forskellige forklædninger. Dagsordenen har været den samme hele tiden: At forsvare de svage. Fremgangsmåden, der er blevet hans kendetegn, er også den samme hver gang: Han spiller en rolle og skriver ned, hvad han oplever. Det er der kommet både bøger, film og forslåede lemmer ud af. Men vigtigst af alt opmærksomhed. I de største sager har hans arbejde endda været startskuddet til ændringer i samfundet.

Tilbagevendende mareridt Han er søn af middelklassen, uddannet boghandler, og det var aldrig en selvfølge, at han skulle blive en af sin tids største journalistiske skikkelser. Men en ulmende social indignation i kroppen betød, at hans fremtid alligevel ikke var blandt de støvede bogreoler. Til gengæld står det meste af hans livsværk i dag på de hylder, han selv forlod for mange år siden. En stor bedrift, særligt for en mand, der beskriver sine år på skolebænken som de værste i sit liv. »Indtil for få år siden havde jeg det samme mareridt igen og igen. Jeg sidder og skal lave lektier, og jeg ved ingenting. Jeg sidder der bare,« siger han med hånden hvilende på sin nyeste bog ”Fra den fagre nye verden”. Han forklarer, hvordan ydmygelsen hele tiden lå og lurede i horisonten, når man som ham ikke var god til andre fag end tysk og idræt. Der er noget blottet over den nu lavmælte mand, der langsomt fortsætter: »Mit allerværste mareridt er at blive genkendt i en rolle. Jeg har

forberedt mig, jeg er maskeret, jeg er i min rolle, og så kommer der én og siger: ”Dig kender jeg. Jeg ved, hvem du er.« Mareridtet kom truende tæt på, da han spillede rollen som somalisk flygtning som research til sin nyeste bog. Han blev genkendt af en bilforhandler, der fældede ham på stemmen. Selvom bilforhandleren holdt tæt, er frygten for at blive klædt af og afsløret som den kendte Günter Wallraff et eksistensvilkår. Sådan er det for den, der har gjort det til sin levevej at bevæge sig rundt i samfundet i forklædning. Det hele begyndte med et nej Som 21-årig blev han indkaldt til militæret, men for en mand, der betegner sig selv som pacifist, var det udelukket. Også da han modtog et brev om, at der ikke var nogen vej udenom. I militæret kom han aldrig, men de indlagde ham til observation på deres psykiatriske afdeling i Koblenz, fordi han nægtede at tage et våben i hænderne. De aflukkede hospitalsstuer dannede rammen om

et vanvittigt miljø, som han tilpassede sig for ikke selv at blive skør. Et af hans våben havde han med sig hele vejen og har haft det siden. Dagbogen. Med den i hånden skrev han om livet som militærnægter og psykiatrisk patient. Han blev lukket ud med stemplet ”unormal personlighed” i panden og en taske pakket med skriblerier. Med sig havde han også en ny agenda, som blev født på de lange hospitalsgange. »Min drivkraft består af mange forskellige ting, men først og fremmest af at forsvare mennesker der er udsat for en graverende uretfærdighed, som offentligheden ikke tager notits af,« forklarer han. Hans oplevelser på det psykiatriske hospital blev trykt og udgivet i bogform, men uden stor succes. Til gengæld havde han fået smag for rollen som deltagende vagthund og begyndte at arbejde i forskellige tyske industrivirksomheder og skrive sine oplevelser derfra ned. Uden rettigheder stod han i to år ved forskellige samlebånd, og oplevelserne blev opsummeret i udgivelsen af bogen


BRANCHE

“Wir brauchen dich”. I årene efter blev det tyske samfund bombarderet med spillevende reportager fra virkeligheden. I 70’erne og 80’erne bevægede han sig mellem journalistik og samfundskritik, mellem skuespil og virkelighed, der til tider gled ind i hinanden. »Jeg er fuldstændig identisk med min rolle. At træde ud af den ville være at forråde den. Det ville være fejt, hvis jeg sagde hertil og så ikke længere. Jeg er nødt til at gå hele vejen og nogle gange bare sige: ”hvis der sker mig noget nu, så sker det”,« forklarer han. Han lærte allerede at tænke som en tabt skæbne, da han var indlagt på hærens psykiatriske afdeling. Siden har han identificeret sig med samfundets svage. »Forleden så jeg ”Hvem vil være millionær”. Der sidder en kvinde i studiet, der lever op til en ærgerlig kliche. Hun har briller på og er for tyk. Det er et af de første spørgsmål, og hun kan ikke svare. Værten ydmyger hende totalt, selvom han altid hjælper og støtter de smukke kvinder. Det led jeg under. Jeg led under det.« De sidste ord spytter han ud i hurtigt tempo efter hinanden. Han rynker panden og fortsætter: »Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Jeg identificerer mig med dem, der er ofre. Det er måske en urkristen holdning, det med medmenneskelighed,« siger han og understreger, at han nu ikke er særligt

LIXEN | december 2010 | 11

troende.

Bedstevennen Ali Han har levet et liv, der ikke er som de fleste. I en forstand kan man ligefrem sige, at han har levet flere, end de fleste har. Igennem et hav af roller. Spørger man ham selv, er han slet ikke i tvivl om, at den rolle, der har betydet mest, var den, han spillede i længst tid. Ali. Gennem næsten to år udgav han sig for at være en tyrkisk gæstearbejder, der blandt andet arbejdede i en McDonalds filial. Han oplevede at blive set som en billig lappeløsning, der kunne bruges til det mest beskidte og farlige arbejde, og hvordan det var at blive ydmyget og fremmedgjort: »Engang kom min mor på besøg, og jeg havde ikke fortalt hende noget om Ali. Hun genkendte mig ikke, da jeg udgav mig for at være ham, og vi stod og snakkede lidt. Så gik jeg ud, vaskede mig og tog noget andet tøj på, før jeg kom tilbage. Det første, min mor sagde, var, at han var en ubehagelig fyr. Du er alt for godtroende, han havde sådan nogen stikkende øjne. Han er ikke god for dig. Det sagde hun. Min egen mor.« Forfør sygeplejersken Kritikere beskylder ham for at arbejde på et venstreorienteret projekt. Men det er forfejlet, hvis man spørger manden selv. Han interesserer sig for menneskerettigheder, ikke politiske overbevisninger. Han protesterer

ligefrem over de store medier i dag, som han mener, er alt for politiske. »De fortæller ikke kun om politik. De laver politik, og det er ikke pressens opgave. « Særlig hård er hans tone over for Bild Zeitung, som han infiltrerede i 1977. Den glittede avis får verbale hug, hver gang de kan skydes ind i en sætning. Han beskriver journalisterne som frådende blodhunde, der

forfærdelige miljøer, han kan finde. På den måde får han altid bekræftet sine værste fordomme og kan tegne et billede af en ond og uretfærdig verden. Men det er slet ikke det, det handler om. »For mig handler det om at have et nyt syn på tingene. Det har fagfolk for det meste ikke, fordi de er fastlåst i deres teorier. Men det betyder, at de ikke ser det, der rent faktisk sker.«

Den eneste grundforudsætning der er for at gøre, som jeg har gjort, er empati.

Günter Wallraff

først og fremmest burde skoles i begrebet moral. »Hvis de skulle ind på et hospital, ville de ikke bede om lov til at blive lukket ind. De ville forføre sygeplejersken og sove sammen med vagten for at komme ind. Det er udelukkende resultatet, der gælder – for sådan er de blevet undervist.« Han ryster på hovedet og kigger ned i bordet. Hiver en blikæske med chokolader op af jakkelommen og byder rundt. Hans grå pullover går i et med de gulnede vægge bag ham, og på en eller anden måde er det ikke svært at forestille sig, at det i over 30 år har været hans speciale at falde ind i miljøer. Skubbe sig selv i baggrunden og blive en anden. Han er blevet kritiseret for bevidst at opsøge de mest

Han gør en dyd ud af at arbejde helt derinde fra, hvor problemerne bliver født og vokser sig store. »Den eneste grundforudsætning, der er for at gøre, som jeg har gjort, er empati. Man skal være klar til at sætte sine egne behov til side, og så skal man have tid, tid, tid. « Han kigger frem for sig i lokalet og citerer ordret en anmeldelse af en af hans industrireportager: »Den, der går på månen for første gang, han ved mere om månen, end indbyggerne gør.« Med det udgangspunkt har han arbejdet i over 30 år. Og årene, der er gået, har han svært ved at forestille sig at bruge anderledes. Til spørgsmålet om han fortryder noget, svarer han prompte:

»Ja. Jeg skulle ved gud aldrig have giftet mig,« og fylder rummet med en rungende latter. Der bliver stille igen. »Det eneste, jeg kunne fortryde, er, at jeg nogle gange skulle have gjort tingene endnu grundigere i endnu længere tid.« sisko09@student.sdu.dk naros09@student.sdu.dk

GÜNTER WALLRAFF Günter Wallraff blev født 1. oktober 1942 i Burscheid nær Köln. Udtrykket ”at wallraffe” er optaget i nordiske ordbøger og er betegnelsen for en journalistisk arbejdsmetode, hvor man arbejder under en anden identitet. I næsten 25 år har man ikke hørt noget fra Günter Wallraff, men i februar i år udkom bogen ”Fra den fagre nye verden” på dansk. I oktober 2010 oprettede han et ”Wallraff-stipendium,” for folk, der har lyst til at gå undercover og rapportere om kritisable forhold, ligesom han selv har gjort.

En svensk succeshistorie Man behøver ikke køre længere væk end over Øresundsbroen for at finde et sted, hvor magasinpressen oplever en betydelig medvind. Magasinet Filter kan prale af at have omkring 30.000 abonnementer og købere, når bladet udkommer hver anden måned. Et tal der stiger hele tiden. På journalisternes fagfestival mødte Lixen Filters chefredaktør Mattias Göransson, inden han deltog i en session om magasinpressens overlevelse.

Casper Fauerholdt

Hvad er det specielle ved Filter? - Vi følger med vores kilder. Og det er forskellen på os og andre i Sverige. Også fordi vi har tid til det. Og det

er jo magasinets mulighed. Læserne forventer, at vi tager os tid til det. Og folk vælger også at arbejde hos os, fordi vi har så meget tid. Også selvom vi tjener meget mindre end dem, der arbejder på de andre store medier. Vi har tid til at arbejde en måned med vores ting. Det sjove er, at vi faktisk gerne vil være folkelige, men alle magasinerne er per definition en niche med en begrænset målgruppe. Og det kan man også se på de fleste af vores fleste læsere, som kommer fra de store byer eller universiteterne i Sverige.

Hvad er en typisk Filter-historie? - Der findes ikke nogen typisk Filterhistorie. Men en type historie er, når vi kommer ind i nogle miljøer, hvor vi følger nogle hele tiden. For eksempel har vi skrevet inde fra en restaurant, når Michelin kommer på besøg. Eller når vi i næste nummer følger med en videnskabelig forening til London, som skal på konference for at lære at

skrive mere populistisk. Det var en vældig komisk situation.

Hvilke forhold arbejder I under i Sverige? - Der er ingen stærk journalistisk tradition for magasiner i landet Der findes nogle få stærke journalistiske tilfælde i de store byer, men der er en tydelig grænse mellem kommerciel og ikke-kommercielle ting. Og så er der en virkelig stærk nyhedskultur i Sverige. Alle journalister, der skriver, er i princippet nyhedsjournalister. Der findes ingen fortællende journalistik for skrivende journalister i Sverige. Det findes der for tv- og radiojournalister. Er Filter dagsordensættende? - Når det kommer til at sætte dagsordenen, er det en vedvarende målsætning, vi har. Fordi det er vores første og største mulighed for at nå ud til nye læsere og vokse. Historisk kan vi også se på tallene, at når vi har noget

i de andre medier, og vi bliver citeret, rykker vi os meget i oplagstal. Er Filter fremtiden? - På et punkt er det. Vi har fundet det, som ikke findes gratis, og det folk vil betale for. Og det viser jo, at det går. Jeg tror også, det er lige meget,

Foto: Søren Dal Rasmussen

hvilket format det bliver publiceret i. Om det er i et magasin eller, hvad det nu er. Det vigtigste er indholdet. cafau09@student.sdu.dk


12 | december 2010

BRANCHE

| LIXEN

I offentlighedens tjeneste De sætter dagsorden og dominerer den politiske debat. De giver deres historier væk gratis. Og som det første onlinemedie har de modtaget Pulitzer-prisen for undersøgende journalistisk. Lixen kigger nærmere på ProPublica.

Søren Dal Rasmussen

ALFA-MEDIET. Medarbejdere myldrer frem fra alle kroge af kontoret for at følge med. Midt i redaktionslokalet klumper de sig sammen ved et skrivebord. På computerskærmen lyser Pulitzer-prisens hjemmeside; snart svinder den og ruller frem på ny. Opdater … Intet nyt.

Opdater … Intet nyt.

Opdater … Heller ikke denne gang.

Sheri Fink er nervøs. Hun har jo hørt rygterne om, at hendes historie har vundet. Hun tillader ikke sig selv at tro på dem. Der er mange gode historier. Og så: Hvor der før kun stod ’Winners’, kommer en masse skrift til syne. Og der står det så. Under ’Investigative Reporting’. Sheri Fink of ProPublica. »Min første tanke var: Wauw … Det her sker rent faktisk,« husker Sheri Fink. Jubel bryder ud. Knus bliver udvekslet mellem personalet. Champagnepropperne springer og overdøver telefonopkald med lykønskninger. Sheri Fink er overvældet. Og nu begynder medierne at ringe. »Der går lang tid, inden jeg fatter, hvad der er sket. Da BBC er i røret, håber jeg bare, at det, jeg siger, giver mening.« For første gang vinder en artikel fra et onlinemedie Pulitzer-prisen for en historie, der: ”Optegner de hastige beslutninger om liv og død, der blev taget af et hospitals doktorer, da de blev indespærret under orkanen Katrina.” Mere om den senere. Et mål Historien passer på mange måder ind i ProPublicas målsætning om at

levere historier, der betyder noget. Historier med indvirkning på samfundet. »Det betyder ikke så meget med anerkendelsen. Vi vil bare være sikre på, at de mennesker, vi skriver om, bliver stillet til ansvar,« fortæller ProPublicas Director of Communications, Mike Webb. Det handler i bund og grund om indflydelse. Eksempelvis tilbyder ProPublica ofte færdige historier til

succes med, siden den første undersøgelse poppede frem online for cirka to år siden. Succesen kan måles på de 22 journalistiske priser, de har vundet. Eller gennem de historier, de har udgivet i samarbejde med mange amerikanske medier. Sidste år udkom 138 historier i samarbejde med 38 forskellige medier. Heriblandt med The Washington Post, The Los Angeles Times, Chicago Tribune og The New York Times.

Det betyder ikke så meget med anerkenderlse. Vi vil bare være sikre på, at de mennesker, vi skriver om, bliver stillet til ansvar.

forskellige medier. Gratis. Og målretter undersøgelser til medier, hvor de vurderer, at historien rammer bredest. »Det vigtigste for os er, at vores undersøgelser gør indtryk og har indflydelse. Vores læsere skal blive forarget og tænke: ’Kan det her virkelig passe?’, når de læser historierne,« siger Mike Webb. De kalder det ’journalistik i det offentliges interesse’. Det har de haft

Mike Webb, ProPublica

»Der er en ekstrem høj kvalitet i de historier, ProPublica laver,« siger professor Brant Houston, der er Knight-fondens formand for undersøgende og virksomhedsjournalistik på University of Illinois og tidligere formand for IRE, Investigative Reporters and Editors. »De har været dygtige til at levere gennemarbejdede og troværdige undersøgelser. På det punkt har de overgået manges forventninger. Den

journalistiske kvalitet er helt på højde med de andre mere etablerede medier i USA,« vurderer han. Et opkald I efteråret 2006 havde Herbert og Marion Sandler netop solgt deres firma Golden West Financial Corporation og høstet tæt på 2,4 milliarder dollars. Mange af pengene skulle gå til velgørenhed. Og af alle steder startede de med at give penge til journalistikken. »Hele mit liv har det drevet mig til vanvid, når jeg mødte korruption, embedsmisbrug og løgnagtighed. Specielt i situationer, hvor folk med magt udnytter dem med meget få ressourcer,« siger Herbert Sandler til New York Times Magazine. Senere samme år ringede parret til Paul Steiger, ProPublicas nuværende chefredaktør. De fortalte om deres planer. De vidste ikke præcis, hvad de ville gøre, men det skulle være stort. »De ville bruge 10 millioner dollars om året på undersøgende journalistik. Og så spurgte de mig, hvilket råd jeg ville give dem,« forklarer Paul Steiger i New York Times Magazine. Steiger tegnede en ny forretningsmodel op. Et nonprofit-nyhedsrum


BRANCHE med 25 journalister og redaktører, der skulle lave undersøgende journalistik. De skulle lave ambitiøse undersøgelser, som kun landets største nyhedsorganisationer var kendt for at lave. Sandler-parret var vilde med idéen. Der var kun én betingelse. Paul Steiger skulle lede projektet. På det tidspunkt var Paul Steiger chefredaktør for The Wall Street Journal på 15. år. Med Steiger som chef vandt avisen 16 Pulitzerpriser. Men hverdagen havde længe budt på nedskæringer. Fyringer. Og som om det ikke var nok, stirrede 64-årige Steiger på en karrierestige, hvis næste trin ikke tog ham længere op. Næste trin viste pension. Han vendte hurtigt tilbage til ægteparret Sandler med sit svar. En ny tilgang 2008. På Broadway, New York ligger USA’s største redaktion for undersøgende journalistik. ProPublicas. Her graver 32 journalister dagligt i og efter de historier, der skal være med til at tegne konturerne i det amerikanske mediebillede. Stemningen ved skrivebordene er præget af fordybelse. »Journalisterne sad helt begravet i regneark og store stakke med dokumenter. I det hele taget var det tydeligt, at folk havde tid til at lave deres ting,« erindrer journalisten Hakon Mosbech, der selv har besøgt ProPublica to gange for at researche til sit speciale om kvalitetsjournalistik på nettet. På redaktionen møder man ingen deadlines eller krav om klik på nettet. »Vi har mere tid end andre redaktioner i landet,« fortæller kommunikationsdirektør Mike Webb. »Hos os skal journalisterne ikke producere hver dag. Mange steder er den enkelte journalists værdi lig med de historier, han får publiceret. Det har ingen værdi for os. Det vigtige er den relevante og gennemarbejdede historie.« Journalisterne kan undersøge ét enkelt emne i flere måneder af gangen. Arbejdsvilkårene gør det til

LIXEN | december 2010 | 13

en ekstremt eftertragtet arbejdsplads. Beviset? Mere end 1.300 ansøgninger fandt vej til ProPublica, da de slog 25 stillinger op. For eksempel startede miljøjournalist Abrahm Lustgarten undersøgelsen ’Buried Secrets’ den 22. juli 2008. Han har videreudviklet den historie mere end 60 gange. I dag skaber historien, om hvordan naturgasboringer forurener grundvandet, stadig debat i USA. Den

blemer med den specielle måde at være finansieret på: »Man kunne forestille sig et scenarie, hvor ejerne opfordrer journalisterne til at jagte ejernes egne særegnede historier. Det kan skabe en interessekonflikt mellem netop ejerne og journalisterne.« Hos ProPublica kender de kritikken. Sandler-parret er kendt i USA som demokrater og har givet adskillige

Den journalistiske kvalitet er helt på højde med de andre mere etablerede medier i USA.

Professor Brant Houston, University of Illinois

er senest opdateret i september i år. Professor Brant Houston er enig i, at de journalistiske arbejdsbetingelser er én af grundene til, at ProPublica nyder så stor succes. »Meget af deres succes kan man tilskrive den tid, de har til at gøre tingene. De skal ikke levere ’breaking news’. De kan nøjes med kun at fokusere på deres specifikke undersøgelse,« vurderer han. Hakon Mosbech påpeger også, at tiden er en central grund til, at ProPublicas journalister leverer høj kvalitet. »Forcen er helt klart den tid, de har til det. Der er ikke en kvote for, hvor mange historier de skal lave. Så der er god tid til at gå i dybden.«

En kritik Selv om den fondsbaserede journalistik har fordele, kan den også kritiseres. Harry Browne, lektor i journalistik ved School of Media på Dublin Institute of Technology, bifalder ProPublicas hidtidige arbejde, men har også bekymringer. Han mener, at der svæver en ’velgørende tåge’ omkring de fleste fonde. »For eksempel kunne en fond have en tendens til at skjule eller pynte på problemer, som fondens ejer selv har været med til at skabe,« siger han. Harry Browne udpeger også pro-

donationer til liberale formål. Derfor har de taget forbehold. »Mange frygtede, at vi ville blive Sandlers håndlangere. Derfor har vi også krævet, at de ikke er med til redaktionsmøderne. De ved heller ikke, hvilke undersøgelser vi har gang i. Derfor følger de vores arbejde gennem vores hjemmeside, præcis som en almindelig amerikaner gør,« siger Mike Webb.

Denne historie er blevet til på grundlag af en række interviews med både mundtlige og skriftlige kilder, samt artikler fra amerikanske medier. Beskrivelser og detaljer bygger på interviews med kilder fra ProPublica og information fra ProPublicas hjemmeside. soera09@student.sdu.dk

DEDIKERET TIL GRAVERARBEJDE. De kalder den ‘The Records Wrangler Award’. Det lille tøjdyr bliver uddelt hver måned til den journalist, der har kunnet grave flest vigtige dokumenter frem til sin undersøgelse. Her ses prisen sammen med den nuværende indehaver, A.C. Thompson.

Det siger de om ProPublica

“ProPublica er klart det ledende af nonprofitmedierne – altid fokuseret på vigtige emner med historier, der er grundigt fortalt og godt redigeret. - Rick Edmonds Media Business Analyst Poynter Institute

“ProPublica er unikt. Vi har andre nonprofit grup-

per, der laver undersøgende journalistik, men vi har aldrig haft et nonprofitmedie før, der har ressourcerne til at gøre det, som de bedste og mest fremgangsrige mediehuse gjorde engang: Forfølge en historie uden frygt og uden at tænke på finansielle omkostninger eller konsekvenserne for dem, de afslører. - Lowell Bergmann Professor for Investigative Reporting Berkeley Graduate School of Journalism

Privatfoto

EN HISTORIE New Orleans, mandag den 29. august 2005. Omkring 2.000 mennesker her iblandt mere end 200 patienter og 600 medarbejdere ophober sig på et kommunalt hospital, Memorial Medical Center. Alle indespærres de. Uden strøm, uden aircondition, uden rent vand. I de efterfølgende dage kæmper personalet med at evakuere og behandle så mange som muligt. Torsdag forlader patienten Rodney Scott hospitalet som den sidste patient. 45 personer har mistet livet. Dødstallet er højere end på noget andet hospital i samme størrelsesorden. Tallet bekymrer politiet. På trods af de ekstreme omstændigheder er de mildest talt forvirrede. Indtil de hører grunden. De erfarer, at en dygtig læge og to respekterede sygeplejersker tilsyneladende har fremskyndet nogle patienters død ved at give dem en dræbende dosis medicin. De beslutter at undersøge sagen. Næsten et år senere arresterer politiet på baggrund af deres efterforskning Dr. Anna Pou. Bevismaterialet peger på, at Anna Pou bevidst har udøvet aktiv dødshjælp på specifikke patienter og dermed har været skyld i op til fire personers død under evakueringen. Hun bedyrer dog sin uskyld, fordi hendes job nu engang er ’at hjælpe patienter gennem deres smerte’. En nævningedomstol nægter at rejse tiltale mod hende for mord af anden grad. I de følgende år gennemfører Louisiana, med hjælp fra samme Anna Pou, tre nye love. Lovene tillægger medicinsk personale immunitet mod private søgsmål under fremtidige katastrofer. Rent juridisk kan læger altså ikke stilles til ansvar for den faglige behandling, de giver, når der er en naturkatastrofe eller et terroristangreb. Heller ikke hvis behandlingen fører til patienters død. Det er situationen, da Sheri Fink beslutter sig for at undersøge, hvad der virkelig skete de dage på Memorial Medical Center. »Det er vigtigt at forstå, hvad der skete på Memorial, fordi det rejser mange etiske dilemmaer for læger. Hvem skal behandles først, når der opstår en katastrofe? Hvem bestemmer, hvem der skal behandles først?« spørger Sheri Fink. Hun taler med andre læger fra hospitalet. De kan bekræfte, at de med fuldt overlæg har givet visse patienter en dødelig dosis medicin. Som freelancer forsøger hun først selv at dække sagen, men må give op. Det er for dyrt. »Jeg fremlagde først min ide for New York Times Magazine. De synes, at emnet var spændende, men bad mig om at opsøge dem igen, når jeg havde mere materiale. Jeg tog det faktisk som en slags opmuntring, selv om det måske i virkeligheden var en pæn måde at sige nej på,« fortæller Sheri Fink. »Vi som magasin havde ikke ressourcerne til at jagte en historie som den. Så vi var nødt til at sige nej,« fortæller New York Times Magazines redaktør Gerald Marzorati i et interview med The Washington Post. I stedet bliver hun tilknyttet ProPublica. Modsat New York Times Magazine har de med deres fondsstøtte mulighederne for at finansiere de mange ture til og fra New Orleans. Hun får alt den tid, hun skal bruge, da hun researcher historien fra New Orleans. I to og et halvt år interviewer hun mere end 140 personer. De fleste af dem mange gange. I dag har hun ingen anelse om, hvor mange gange hun er fløjet derned. »De betingelser, som ProPublica har givet mig, har været utrolige. Pengene alene har hjulpet til, at jeg kunne realisere historien,« siger hun. »Tiden har også været vigtig. Hele deres redaktion er bygget op omkring at lave dybdegående undersøgende journalistik Jeg plejede at sige, at de betingelser, som jeg fik, var en kæmpe luksus. I dag vil jeg hellere sige, at de har været en nødvendighed for at jagte et så langt og dybdegående projekt.« På fireårsdagen for Katrina udgiver ProPublica hendes artikel ’The Deadly Choices at Memorial’. Og for at skabe størst mulig opmærksomhed har de også valgt en samarbejdspartner - New York Times Magazine. På 13.000 ord afslører Sheri Fink hidtil ukendte informationer om dagene på Memorial. Hverken politiet eller retsmedicineren i New Orleans kender dem. Mindst 17 patienter er ifølge artiklen blevet givet dræbende mængder morfin. Nogle blev injiceret, fordi lægerne følte, det var det eneste menneskelige at gøre. Nogle blev injiceret, fordi det ville gøre evakueringen lettere. Fælles for alle injicerede: Det var mod deres vilje. Og det blev gjort bevidst. Artiklen får embedslægen til at starte en ny undersøgelse af nogle patienters død. Ud over det bliver anbefalinger, der er blevet udformet på baggrund af artiklen, indskrevet i USA’s nationale retningslinjer for, hvordan læger bør håndtere mangel på livreddende udstyr i medicinske nødsituationer.


14 | december 2010

BRANCHE

| LIXEN

Rod i genitiven Genitiv, a.k.a. ejefald, er en lille grammatisk hindring for det skrivende menneske. Det journalistiske menneske er et skrivende menneske. Alligevel flyder de danske avisspalter over med genitivfejl. Måske det skyldes, at flere danske medier bryder med retskrivningsreglerne… Anarki? Kaare Jørgensen Mathias Sommer

MANDENS HAT. Genitiv er forklaret i Retskrivningsordbogens paragraf 21, hvor man finder, at genitiv som hovedregel ender på –s. Slutter ordet på s, z eller x får substantivet i stedet en apostrof på. Forkortelser, der afsluttes med punktum har genitiv på –s, mens forkortelser uden punktum slutter på ’s. Altså er B.T.s og USA’s eksempler på korrekt genitiv-brug, mens Heidi’s og SDUs begge er forkerte. Men selvom paragraf 21 ikke hører til blandt Retskrivningsordbogens tungeste, er det i dag næppe muligt at læse en dansk avis uden at støde på adskillige genitivfejl undervejs. Eks-præsidenten Tag nu Bush. Ham kan man synes en masse om, men fortjener han ikke samme grammatiske omhyggelighed som andre? Da eks-præsidentens navn slut-

ter på –h, skal man blot levere ham i følgende grammatiske indpakning: Bushs. Men en hurtig søgning på Infomedia blotlægger, at journalister sejler rundt, når de skal give Bush ejefald. For eksempel skrev Information i sidste måned ”Bush’s,”. En anden interessant version blev leveret på dr.dk, hvor ”Obama skrottede (…) Bushes planer.” Også Ekstra Bladets journalister synes lidt forvirrede i deres parring af Bush og genitiv. I 2008 skrev journalist Søren Lauridsen ”Bush’.” Vi spurgte Søren, om han kunne give en forklaring på fejlen: »Jeg husker ikke rigtig, hvorfor jeg valgte at gøre, som jeg gjorde. Formentlig en misforståelse omkring s-lyden.« Vi hørte ham også, om han da ikke havde modtaget undervisning i reglen: »Hvis jeg er blevet undervist i det, er det formentlig højest som en sidebemærkning på et kursus på DJH. Og i øvrigt mener jeg - selv om vi naturligvis helst skulle undgå alle fejl - at vi har fejl, der er mere graverende end den. Men det er selvfølgelig ikke nogen undskyldning.« På tværs Et andet slemt tilfælde er genitivUSA. Da USA ikke ender på punktum, kræver forkortelsen en apostrof, altså USA’s. Men indtil implementeringen af grammatisk autokorrek-

tur i Microsoft Word 2000, var der ligefrem flere forkerte end rigtige USA-bøjninger. Men selv Word har ikke kunnet afhjælpe de mange genitiv-fejl. Dette skyldes især, at flere danske medier opererer med egne sprogpolitikker, der strider mod retskrivningsreglerne i Retskrivningsordbogen. Det faktum blev os bekendt, da vi spurgte Berlingske Tidendes Washington-korrespondent, David Trads, hvorfor han konsekvent undlod apostrof i USA’s: »Berlingske har sin egen regel: Vi skal altid fjerne apostroffen ved forkortede stednavne, så det bliver ’USAs’ og ’OECDs’ og ’FNs’. Det er derfor ikke en fejl, men en bevidst handling fra avisens side.« Men hvorfor gå imod fælles regler, vi alle kan være enige om? »Jeg synes, at det er helt ok, at dagblade vælger at ændre enkelte retskrivningsregler. Vi er trods alt - sammen med forfatterne og forlagene - dem, der bruger skriftsproget mest. Derfor har vi også lov til at forsøge at påvirke det.« Heller ikke Weekendavisen følger Retskrivningsordbogens paragraf 21. Om dette siger udlandsredaktør, Ole Nyeng: »Vi følger Retskrivningsordbogen, bortset fra at vi ikke bruger apostrof i ord som USAs, NATOs etc. Årsagen hertil er grafisk/æstetisk; vi synes simpelthen, det ser smukkere ud

uden apostrof, hvilket selvfølgelig især gør sig gældende i rubrikker.«

engelsk netop der. Dels er hele den tekniske terminologi jo smaskfuld af ganske dækkende engelske betegnelser, dels henter vi masser af inForvirring spiration over there. In plain danish: Mens visse dele af den danske mes´et bliver for-engelskt. diebranche går og opfinder egne Men hvad med mediemogulen, sprogpolitikker, vejer principperne Danmarks største og mest magtfulde tungere end æstetik hos Jyllandskulturelle institution, DR? Her fik vi, Posten: ad omveje, listet følgende svar ud af »Morgenavisen Jyllands-Posten sprogredaktør, Martin Kristiansen: følger den officielle grammatik »Som sådan er vi ifølge retskrivningog retskrivning, som er udtrykt i Retskrivningsordbogen. Hvis der sloven forpligtet til at følge dansk sker afvigelser, er der tale om fejl.« retskrivning, jævnfør Dansk SprogSådan lyder udmeldingen fra nævns vedtagelser. DR forfølger JP’s sprogredaktør, Tage Clausen. desværre ikke sådan en praksis konsekvent. For eksempel når vi skriver Sportnyt Jeg synes, at det er helt ok, at uden fuge-s, og udeldagblade vælger at ændre enkelte adelsen af apostrof i ’DRs sprogpolitik’. Begrunretskrivningsregler. delsen lyder, at DR er David Trads, Berlingske Tidende et navn bestående af to Han deler banehalvdel med Viborg store bogstaver. RetskrivningsmæsStifts Folkeblad. Her efterleves sigt er dette ikke tilladt.« retskrivningsreglerne også. Alligevel DR bryder med andre ord den lov, sniger der sig fejl ind. Vi tog journalden selv er forpligtiget til at efterist Steffan Skov i - i artiklen ”Fastfoodfølge. Viborg Jubler,” - at lave den udbredte Som journalist på Ekstra Bladet USA-fejl, hvor apostrofen blev glemt. Søren Lauridsen bemærkede, er fejArtiklen blev bragt på Viborg Stifts lene absolut ikke graverende. ArFolkeblads hjemmeside, hvilket også tiklerne er stadigvæk læsbare. Man er udgangspunktet for Steffan Skovs kan så spørge sig selv, om et fælles svar: regelsæt ikke ville være i det skrivende menneskes interesse. »Vi har at gøre med et hurtigt medie, og om man kan lide det eller ej, msomm09@student.sdu.dk så er der en gevaldig afsmitning fra

voldtægtssagerne fra Amager. Og der bliver ikke lagt fingre i mellem. Nogle føler sig provokeret, andre bakker op om Jakob Andresens holdninger. Det betyder, at debatten sommetider bliver lang og omfattende. Det er Jakob Andresen glad for. Han vil gerne skabe debat med Journalistikpolitiet. »Jeg kan godt lide, når folk svarer, og jeg kan også rigtig godt lide, når folk forsvarer sig. Det har jeg et ønske om, at folk gør – gerne nogle af dem, som bliver kritiseret, « siger han.

bliver gået mere efter manden end efter bolden. »Jeg har tit fået kritik for, at mine indlæg bliver smagsdommeri. Men min kritik af medierne er jo heller ikke værre ment end som sådan, og jeg har heller ikke nogen specielle beføjelser eller noget som helst. Det er jo bare mine holdninger,« pointerer han.

Journalistikkens lange arm Journalistikpolitiet griber ind, når de presseetiske regler ikke bliver overholdt. Meningen er at skabe debat og holde journalistikken i ørene.

Ida Meyer

En ung kvinde blev dræbt nytårsnat. En mand blev kort tid efter varetægtsfængslet. Sigtet, men uskyldig, indtil andet var bevist. Et par dage senere vidste alle danskere, hvem den formodede morder var, da Ekstra Bladet på en spiseseddel viste et utilsløret billede af ham. Manden viste sig senere at være uskyldig. Dét forargede studerende på Journalisthøjskolen Jakob Andresen. Godt nok var der ikke nedlagt navneforbud i sagen, så Ekstra Bladet havde ikke begået noget ulovligt. Til gengæld mente han, at de presseetiske regler for længst var overtrådt,

og at der var brug for nogen, som kunne trække det røde kort. Jakob Andresen besluttede sig for at oprette Journalistikpolitiet. En blog, som skal skabe debat og forsøge at håndhæve journalistikkens etiske spilleregler for dem, som måske skulle have glemt dem.

Tål kritik »Kære tabloidpresse. Det er forståeligt, at I er nødt til at holde liv i ilden under ”sexbæstet”. Men vil I ikke nok sortere lidt i de kilder, der

Bloggen startede lidt, fordi jeg ville skåne min omgangskreds.

Jacob Andresen, stifter af Journalistikpolitiet

udelukkende bidrager med gætterier, formodninger og irrelevant information om den sigtede?« Sådan lyder en af opdateringerne på Journalistikpolitiets Facebookprofil, hvor de fleste indlæg lige nu handler om pressens håndtering af drabs - og

Men når man stikker snuden frem, må man også forvente at få kritik tilbage. »Selvfølgelig bliver der prikket lidt til mig, men det skal jeg jo også kunne tåle,« siger han. Sommetider føler han dog, at der

Hold hinanden i ørene Jakob Andresen vil rigtig gerne diskutere journalistik. Hele tiden. Faktisk så meget, at hans venner ofte bliver trætte af at høre på ham. På bloggen kan han få afløb for alle sine meninger. »Bloggen startede lidt, fordi jeg ville skåne min omgangskreds. Jeg gik og brokkede mig over alle mulige journalistiske ting hele tiden,” fortæller han. Snart er Jakob Andresen færdiguddannet journalist og selv på vej ud i branchen. Han ved godt, at alle, inklusiv ham selv, kan begå fejl, men han tror på, at det er godt at holde hi-

Privatfoto

nanden i ørene journalister imellem. »Jeg er selv på vej til at blive journalist, og jeg er jo ikke bedre end alle mulige andre, men jeg tror, det er sundt at gribe lidt i egen barm og holde en eller anden form for selvjustits. Vi kritiserer alle mulige andre og forsøger at sparke benene væk under magthaverne, men der er ikke ret god tradition for at kritisere os selv og vores egen branche. Det kan man godt trænge til nogen gange,« mener Jakob Andresen. idmey10@sdu.student.dk


FOKUS

Eksperiment

LIXEN | december 2010 | 15

Nogle gange går det galt. Andre gange bliver det en spruttende succes. Lixen blander i denne måned grundstofferne sammen og undersøger journalistiske eksperimenter.

Foto: Jakob Balthazar Munk


16 | december 2010

FOKUS

| LIXEN

J-E-G Mange forsøger. Og mange mislykkes med det. Journalister, der skriver sig selv ind i artikler. Men kan den ekstra person komme til at fylde for meget? Hvorfor, hvordan og hvornår kan og skal man skrive ”jeg” i artikler? Det har jeg – ja, jeg – sat mig for at undersøge i håbet om at finde en højere mening. Om ikke andet så bare en mening.

Casper Fauerholdt

UNDERTEGNEDE. »Ja, hej Poul Pilgaard. Der står en Karsten Fauerholdt, der gerne vil tale med dig,« siger Weekendavisens receptionist diskret ind i telefonen, mens jeg smilende forsøger at korrigere hendes navneforveksling. »Han sidder lige fast i en bilkø. Ta’ en avis, og sæt dig ned, så kommer han nok om lidt,« fortæller hun mig, da røret er smækket på. Jeg havde ellers ventet, til klokken blev præcis 11, før jeg gik ind i elevatoren, der skulle føre mig op i anden sals højde og ind på Weekendavisens redaktion. Her har jeg en aftale med manden, der ofte skriver sig selv ind i sine artikler, og som senest udlagde sine egne erotiske oplevelser i avisen for at få Jørgen Leth til at gøre det samme. En artikel, vi skal ind på senere. Men Poul Pilgaard Johnsen er ikke kommet endnu, og mens jeg sidder og lader, som om jeg læser Berlingeren, får jeg øje på hans dueslag, som i modsætning til de andre journalisters er tomt. Vil det her mon være godt stof til artiklen, tænker jeg. Og det er faktisk grunden til, jeg er her. For hvordan og ikke mindst hvorfor skriver man sig selv ind i journalistiske tekster? Inden jeg når at bladre helt om til kultursiderne, er Poul Pilgaard kommet ind. Han henter en kop kaffe og sætter sig ned i en slidt lædersofa. »Hvad giver det en artikel, at der står ”jeg” i den?« spørger jeg. »Under de optimale omstændigheder giver det en mulighed for en – håber jeg – dybere indsigt. Der er noget mere på spil, og man kan nå længere. Måske. Men det har også en anden funktion for mig. Det … Hvad skal man sige, uden det lyder for højtravende. Jeg tror, jeg indimellem bruger journalistik som et slags værktøj eller materiale på samme måde som en billedhugger vil bruge gips eller ler,« fortæller Poul Pilgaard Johnsen. Nervøsiteten for, at interviewet vil være overstået på rekordtid, er hel-

digvis afløst af en lettelse, da han efter ti minutters uafbrudt tale erkender: »Hold kæft, hvor jeg snakker.« »Men den der brug af ”jeg” i artikler kan jo blive utrolig klæg og klam, hvis ikke det lykkes. Så alfa og omega er, at det lykkes. Og hvad vil det så sige, at det lykkes?« spørger han sig selv. »Ja?« »Ja, det er svært at sige. Det kræver en ekstremt høj grad af formbevidsthed på en eller anden måde. Altså, det skal virkelig balancere. Det skal balancere helt vildt. Og så siger man sådan noget med, at artikler gerne må være personlige, men de må ikke være private. Det er ligesom en vedtaget ting. Der må jeg bare spørge hvorfor? Den skelen har jeg ikke forstået. Jeg er dybt privat i mine ting. Dybt privat.« Dagbogen På papiret foran mig står et spørgsmål, jeg ser frem til at stille, så snart Poul Pilgaard Johnsen bare antyder en kort pause eller har brug for at ånde ind. Det må da snart ske. Men så svarer han selv på det, som om han har set, hvad jeg skrev ned på min blok. »Jeg har det sådan, at jeg nærmest gerne vil have, at alle mennesker skal vide, hvordan det er at være Poul Pilgaard. Det vil jeg faktisk gerne. Jeg ved ikke hvorfor. Men det kan man sikkert få en psykoanalytiker til at sige noget om.« »Kan man ikke lidt provokerende sige, at du bare kan skrive dagbog i stedet for?« »Jo, det kan man godt. Men hvis nogle mennesker synes, det er interessant at læse, og jeg oveni kan tjene nogle penge og leve af at få den dagbog bragt i en form, så den kan anvendes i en artikel, så er der jo ingen grund til at lade være med det. Men det er jo også, som jeg sagde før, fordi jeg godt kan lide, at folk ved, hvordan det er at være mig.« Jeg kommer til at tænke på dengang i folkeskolen, hvor hele klassen blev sat til at skrive dagbog – som hver fredag skulle afleveres til læren. Både hende og de andre i det dengang cigaretdampende lærerværelse fik igennem den lille bog nogle sandheder at vide om både skolen og dem selv. »Når jeg sidder og læser dine ting, så tænker jeg nogle gange på… altså, det er godt skrevet, men er det relevant for det menneske, du interviewer og for den historie, du vil fortælle?« »Altså, der vil jeg jo sige, at i det øjeblik du siger, at det er godt skrevet, så kan man jo sige, at så har det allerede opfyldt et formål. Det første formål ved at skrive artikler er, at nogle gider læse dem. Hvis man gi-

der læse dem, så er man nået et godt stykke. Og ja, jeg opfatter det som relevant for den interviewede ved, at vi når længere, end vi kunne have gjort ellers.«

Erotik og Jørgen Leth En måned tidligere bringer Weekendavisen under overskriften ”Erotiske mennesker” et interview med Jørgen Leth i anledning af hans nye film. »Hvis vi virkelig skal prøve at tale os ind til kernen af spørgsmålet om, hvordan det erotiske menneske er, eller i hvert fald hvordan den ero-

»Så ville han da aldrig have givet det interview. Så ville det have fremstået som helt vildt eksorbitant, intimt og selvoptaget. Det er ved at beskrive pagten - at gøre læseren opmærksom på det - som giver legitimation. Så forstår læseren, at det ikke kun er ham, der bevidst stiller sig op.« »Men hvad havde du af overvejelser? Man får jo lige så meget at vide om dig i teksten, som man gør om Jørgen Leth.« »Jeg tænkte ved mig selv, at hvis jeg nogensinde skal få chancen for at

Jeg har det sådan, at jeg nærmest gerne vil have, at alle mennesker skal vide, hvordan det er at være Poul Pilgaard.

Poul Pilgaard Johnsen, Weekendavisen

tiske mand er, tror jeg, vi er nødt til at fortælle om os selv (…) Ja, og jeg vil godt lægge ud,« citerer Poul Pilgaard Johnsen sig selv for som noget af det første i artiklen. Hernæst følger en personlig samtale mellem to mænd, og det ender endda med, at Poul Pilgaard læser et brev højt, som han engang fik af en kvinde. Jeg tager teksten op fra tasken og lægger den imellem os. »Du beskriver den her pagt, I indgår med hinanden om, at I begge skal fortælle det hele. Kunne det ikke have været undladt?«

skrive om de her ting, altså virkelig nå langt ind i, hvordan det erotiske er, og hvordan det erotiske er for mig, er et interview med Jørgen Leth den største chance, jeg får, fordi filmen her handler om erotik. Så jeg tænkte: ’Okay, her er eddermame basis for at skrive noget vildt’. Den blev også kørt langt ud. Det længste, jeg nogensinde har været, tror jeg,« siger Poul Pilgaard Johnsen. De store temaer Den månedgamle udgave af Weekendavisen imellem os bliver et slags

omdrejningspunkt for et nyt – og ret vigtigt – aspekt i den mission, jeg har bevæget mig ud på. Poul Pilgaard Johnsen kommer i tanke om engang, han skulle til Fårevejle og lave et helt almindeligt interview med en præst. Men området derovre på Vestsjælland vakte så store følelser og genkaldte så voldsomme minder, at præsten egentlig blev til et slags redskab i fortællingen om Poul Pilgaard, ham selv. Og det illustrerer en vigtig pointe. »Skal det fungere med jeg-formen, og man anvender journalistikken som et slags redskab på linje med ler eller farve og pensel, så skal det – tror jeg – være oppe i nogle emner, som er almengyldige. Det grundlæggende emne skal ligesom være stort nok. Eller voldsomt nok. Eller vigtigt nok. For mig i mine artikler har det handlet om kærlighed, død, angst, lykke, sex, erotik.« Jeg gentager de store temaer i mit hoved. »Kærlighed, død, angst, lykke, sex, erotik«. Der er fandeme langt fra de højtravende overskrifter til en artikel om ”jeg’et” i journalistiske tekster. Måske kan jeg klemme noget med drømme eller ambitioner ind i det færdige produkt, tænker jeg. I hvert fald skal jeg selv med i det.

cafau09@student.sdu.dk

Poul Pilgaard Johnsen her i profil. Og ellers i mange af sine egne artikler. Foto: Suste Bonnen


FOKUS

LIXEN | december 2010 | 17

Når undren bliver til et journalistisk eksperiment Hvordan føles det at bære den muslimske klædedragt niqab? Og hvilke reaktioner møder man på sin vej? Det var nogle af de spørgsmål, Nanna Thorø Liebregt havde som praktikant på Ekstra Bladet. Svarene kom ved et journalistik eksperiment.

Mikkel Asferg Andersen Henrik Nordstrøm Mortensen

BURKA. Forestil dig, at du skal iføre dig en muslimsk klædedragt. Det kunne være en burka eller en niqab. Forestil dig dernæst, at du skal gå en tur rundt i byen, cykle og købe tøj. Nanna Liebregt, tidligere praktikant på Ekstra Bladet, ved, hvordan det føles. Hun iklædte sig sidste sommer en niqab og begav sig en tur rundt i København. Det endte som et lille journalistisk eksperiment. »Ideen kom på baggrund af Naser Khaders snak om burkaforbud i

sensommeren 2009. Jeg gik i de efterfølgende dage rundt på Nørrebro og fandt til sidst en kvinde i niqab. Hun var meget villig til at diskutere Khaders udtalelser om forbud, og dernæst iklædte jeg mig selv en niqab. Det skulle være et lille journalistisk forsøg,« fortæller Nanna Liebregt.

som muligt. »At tage en niqab på var tænkt som en observation. Jeg ville aflure folks reaktion og skulle så vidt muligt skjule, at jeg var journalist. Derfor måtte jeg heller ikke bringe mig selv ud i nogen forargende situationer, hvor folk kunne opfatte det som en provokation,« beretter hun.

At tage en niqab på var tænkt som en observation. Jeg skulle aflure folks reaktioner.

Nanna Liebregt, Ekstra Bladet

Denne lille mand For både Nanna Liebregt og redaktionen på Ekstra Bladet var det vigtigt at finde ud af, hvordan folk på gaden reagerede på klædedragten. »Vi ville gerne bringe debatten ned på ”den lille mands” niveau, så det ikke kun er eksperter, som styrer debatten. Derfor gik vi selv i aktion,« forklarer hun. Nanna Liebregt forsøgte dog at være så nøgtern og observerende

Samtidig var testen en god måde at få svar på en masse praktiske spørgsmål omkring dragten. »Det var også for at afprøve de lidt mere lavpraktiske ting. For eksempel at tage en cykeltur, spise en is og afprøve forestillingen om, at klædedragten er helt vildt varm at have på,« fortæller Nanna Liebregt. Ingen betænkeligheder På trods af en ophøjet debat om

burkaforbudet havde hverken Nanna Liebregt eller hendes redaktion øvrige overvejelser om signalværdien i forsøget. »Jeg havde ikke de store tanker om, hvor vidt det ville være stødende for muslimer. Heller ikke de andre på Ekstra Bladet havde indfald omkring symbolikken,« husker Nanna Liebregt. Derimod var det mere formen på artiklen, der gjorde det svært for Nanna Liebregt at skrive om sine observationer: »Jeg havde faktisk meget svært ved at skrive selve artiklen, fordi vi som journalister er opdraget til ikke at bruge ”jeg-formen”, når vi skriver. Det blev jeg så bedt om her, og det gjorde, at den naturligt nok fik en subjektiv vinkel. Jeg forsøgte dog at holde det på observationsplan.«

»Nu er niqab-ideen selvfølgelig udtømt, men jeg kunne sagtens finde på at gøre noget tilsvarende igen. Også andre i faget bør have den slags forsøg i tankerne,« afslutter hun. mikka10@student.sdu.dk henmo10@student.sdu.dk

Ville gøre det igen Hvis Nanna Liebregt igen får muligheden for at udføre eksperimenterende journalistik, vil hun helt klart gribe chancen. Hun kan også anbefale det til andre journalister.

Licens til at eksperimentere DR lancerer i disse dage et nyt koncept, DR Partisan. Formålet er at skabe dialog med unge, som normalt ikke ser DR’s programmer. Men projektet er også en licenskampagne, mener ekspert. Naja Dandadell Daria Gorbounova

UNGDOMMELIG. Et licensfinansieret eksperiment for de 18 til 25-årige Facebook-brugere. Det er, hvad Danmarks Radio har gang i. På Facebook har DR nemlig indledt jagten på en ny stemme, der skal gå i dialog med unge om deres medievaner. I tre faser kan alle Facebook-brugere følge med i projektets udvikling. Første fase, som netop er afsluttet, handler om at finde kreative ansøgere til posten som community manager. Denne person får blandt andet til opgave at skabe events og styre Facebook-siden. Ifølge Lars Silberbauer, projektleder for sociale medier på DR, satser de på at få en »bred pallet« af ansøgere. Projektlederen har tillid til, at DR finder en person, som kan bruge de 150.000 kroner, der bliver stillet til rådighed, fornuftigt:

»Selvfølgelig må man ikke købe 150.000 fødeboller og dele dem ud til 150.000 mennesker.«

Positiv kampagne Projektet handler også i høj grad om licens, påpeger Kjetil Sandvig, medieforsker på

gre fra DR’s side. Derimod forsøger man at være lydhøre over for de unges ønsker om, hvad licenspengene skal gå til. »Det er altafgørende at etablere en dialog med de unge,« fastslår Lars Silberbauer og understeger, at

Det er altafgørende at etablere en dialog med de unge. Lars Silberbauer, DR

Københavns Universitet. »Det er klart, at dette er en licenskampagne. Men det er samtidig et forsøg fra DR på at få den målgruppe i tale,« siger Kjetil Sandvik. Han mener, at unge ikke har den samme fornemmelse for at skulle betale licens som deres forældre. »Det er en målgruppe, som er vant til at skaffe sig information på egen hånd – eksempelvis via ulovlig fildeling. Derfor har de ikke en følelse af at skulle betale til den fælles public service,« siger Kjetil Sandvik. Der er dog ingen løftede pege-fin-

DR ikke forsøger at fange licenssny derne, men derimod prøver at tage de unge med på råd.

Det er dét, de unge vil ha’… DR’s kampagne foregår hovedsageligt via Facebook. Og det er et klogt træk, mener Rasmus Helles, der har en ph.d. i medievidenskab fra Københavns Universitet. »Stort set alle i målgruppen bruger Facebook som en central del af deres liv. Ved at bruge et socialt medie som Facebook er det muligt for brugerne at sende indholdet videre til deres venner, som igen sender det videre

til deres venner og så fremdeles,« fortæller Rasmus Helles. 1100 har været inde og klikke ”synes godt om” på Partisans Facebook-side. Dertil kommer, at 46.000 unge har modtaget et brev med posten fra DR Partisan. Nu venter de sidste to faser af projektet. Til januar åbner DR Partisan op for, at alle Facebook-brugere kan komme med idéer til tv-programmer. Dernæst kan Facebook-brugerne selv være med til at stemme på de bedste projekter, som skal ende med fem gode idéer. Lektor Kjetil Sandvik er positiv over for, at DR opfylder sine forpligtelser som public service kanal ved at befinde sig dér, hvor de unge er. »1100 er en start. Men der er ikke noget succeskriterium for dette projekt. Det er en kampagne, hvor DR sætter ringe i vandet, og så må man se, hvad der sker. Det er et eksperiment.«

DR Partisan 68 har ansøgt om at blive DR’s nye Community Manager. 46.000 unge rundt om i Danmark har modtaget et brev fra DR Partisan. Ansøgningerne til at blive Community Manager kan have form som video, tekst eller noget helt andet. Ansøgningerne kan ses på facebooksiden, hvor man også kan stemme.

dagor10@student.sdu.dk nkris10@student.sdu.dk


18 | december 2010

FOKUS

| LIXEN

No sympathy for the devil: keep that in mind I 60’erne og 70’ernes USA dukkede en passioneret og skingrende anderledes skribent op. Først fulgte han motorcykelbanden Hells Angels i et år. Senere var han på jagt efter den amerikanske drøm i Las Vegas. Efter det søgte han en ærlig amerikansk politiker i en turbus. Alt sammen med metoder og midler, der ikke var set før. Gonzo blev ordet, journalistikken aldrig glemmer.

can’t relax if you start yelling about Vietnam, race riots or drugs. He wants to ride with somebody who can talk football« David lukker bogen, børster tænder, tisser og lægger sig under den tynde dyne. I morgen er det ham, der skal snakke med Hunter. Endelig.

Klokken

er fire, da David vågner. Hans ben ryster, og han rejser sig op. Føler sig spilvågen. Han sveder. Det er ikke første gang, at det sker for ham, og han kender rutinen. Går med tunge skridt ud på badeværelset, drikker lidt vand og går tilbage igen. Gad vide, om Hunter havde det på samme måde? Om han heller ikke kunne sove om natten? Det kan han jo spørge ham om, når han skal lave interviewet om otte timer. Hjemme hos faderen til Gonzo. Et fantastisk ord og en ligeså fantastisk journalistisk stil, der udvisker forskellen mellem fiktion og virkelighed. Hvor forfatteren træder ind i historien og bliver en del af fortællingen og bryder med de gængse og standardiserede fortællemåder. Det var Hunters uortodokse Gonzo-stil, der havde været en forgænger for ‘New Journalism’-bølgen. Og for David. Hans største ønske var at kunne skrive som Hunter. At føre pennen så vildt og voldsomt. Mange, han kendte, havde forsøgt at efterligne Hunter. Men hvordan kan man efterligne en ener? Hunter efterlignede ingen. Han havde sin egen stil. David kigger på det lille ur, der viser halv fem. Han forsøger at lægge sig til at sove igen.

Jakob Balthazar Munk

Her følger et journalistisk essay til hyldest for Gonzojournalistikkens Godfather, Hunter S. Thompson, hvis liv og karriere var et langt eksperiment.

Der er koldt i bilen. Airconditionen

fungerer ikke, og de gamle ruder er fandens utætte. Vinden trænger ind til ansigtet og bider i de slidte porrer på David Simons ansigt. På det gamle armbåndsur kan han se, at klokken nærmer sig seks, mens den gamle bil nærmer sig Colorado. Han har kørt siden klokken 10 i morges. På vej mod sit interview med Hunter S. Thompson. Mesteren, om man vil. I journalistisk øjemed havde Hunter S. Thompsons ufejlbarlige og skingrende vanvittige hoved altid stået for David i et skinnende lys - som en perverteret engel. Det havde det gjort lige siden, han for første gang læste ‘Fear and Loathing in Las Vegas’. Et journalistisk mesterværk, avantgarde og provokerende som bare fanden. I 1972 lykkedes det Hunter S. Thompson at skrive en bog om den amerikanske drøm, hvor hovedpersonen i bogen var ham selv og birollen de enorme mængder piller, han havde liggende i bagagerummet. Dem havde han liggende til sig selv og sin advokat og deres tur til Las Vegas for at dække motorcykelløbet The Mint 500. En journalistisk og litterær fortælling, der starter kort og præcist. »We were somewhere around Barstow when the drugs began to take hold. I remember saying something like ”I feel a bit lightheaded: maybe you should drive...”«

På den amerikanske hovedvej er der

ingen biler, så David sætter farten op. Han har svært ved at koncentrere sig om vejen foran ham. Tænker kun på sit møde med Hunter i morgen. Han ser ham for sig. Ser det skaldede ansigt, cigaretten i mundvigen, de store solbriller og så de stirrende øjne, der gemmer sig bag det mørke glas. De øjne, der kunne se alt det, de andre helst ville lukke øjnene for. Som i det journalistiske gennembrud ‘Hells Angels’, hvor Hunter S. Thompson følger rockergruppens medlemmer i et år. Denne voldsav-

Photo courtesy of Magnolia Pictures. Tegning: Emil Rothstein-Christensen

lende, indspiste og dengang voldsomt forhadte motorcykelbande bliver til en bog og en beskrivelse af et fællesskab, som mange amerikanere fatter interesse for og hiver ned fra boghandlernes reoler i hastetempo. Hurtigt går det også, da banden finder ud af, at Hunter tjener penge på deres navn. De ville have en del af de mange dollars, og da Hunter nægter at dele ud, bliver hans ansigt molesteret. Med Hells Angels egne ord: ’stomping’. En journalist, der altid var forrest. I sine historier og i det virkelige liv.

På high-way’ene overhaler David en

mørkeblå Wolkswagen. Han tænker på Hunter. Hvordan han, i forbindelse med Fear and Loathings spæde start, kiggede på sin redaktør på Rolling Stones Magasine, der lige havde spurgt ham, hvorfor han absolut skulle have en stor Cadillac til at køre rundt i. Cigaretten i hånden, rynkede øjenbryn og høj stemmeføring. » Well I can’t write about The American Dream in a goddamn Volkswagen, can I?«

Ingen kunne argumentere mod Hunter S. Thompson. Et lysende intellekt og anderledes helt fra starten af. Fra opvæksten i efterkrigstidens USA med en enlig mor. Som outsider i sin klasse og iblandt børnene i naboblokken. En rolle, der fortsatte i hans voksne liv. Altid en outsider. En ensom og plaget sjæl. Og ikke bange for at tale åbent om det. »I hate to advocate drugs, alcohol, violence, or insanity to anyone, but they’ve always worked for me.«

Klokken

er ved at være mange. Trætheden overrumpler David bag rattet, og han holder ind på et lille motel ved navn ‘Jefferson Family Motel’. En venlig koreansk mand hilser ham velkommen og tilbyder ham et lille værelse. Det har en seng, lampe og et skrivebord. David takker, mens koreaneren forsvinder ud bag den gustne hvide dør. David tager en bog frem fra tasken og lægger den på natbordet: ’Fear and Loathing on the Campaign Trail.’ Hunters dækning af den demokratiske primærvalgkamp i 1972,

hvor han især fulgte kandidaten George McGovern. Med anderledes og komplet upolitiske beskrivelser blev Hunter S. Thompson efter ganske få beretninger til Rolling Stone Magazine, hurtigt frygtet blandt kandidaternes presserådgivere og med god grund. Der var tale om en journalist, der brød alle regler. Skrevne som uskrevne. David smiler for sig selv, da han læser denne sætning i forordene. »As far as I was concerned, there was no such thing as ’off the record’. The most consistent and ultimately damaging failure of political journalism in America has it’s roots in the clubby/cocktail personal relationships that inevitably develop between politicians and journalist.« David bladrer hurtigt videre i bogen og finder frem til den passage, hvor Hunter får en halv time med Richard Nixon på bagsædet af hans bil. En chance for et ekslusivt interview, der bliver til en halv times samtale om football. David stopper ved et citat af Nixons presserådgiver: »We want the boss to relax, but he

Klokken

8:15 ringer vækkeuret. David kigger på det og kaster dynen væk. Han er klar til interviewet med Hunter. Til den gamle garvede journalist, der ændrede journaliststanden og tilgangsmåden. Der eksperimenterede med sine metoder, sine kilder og sig selv. Altid med sig selv i front. »No sympathy for the devil; keep that in mind. Buy the ticket, take the ride...and if it occasionally gets a little heavier than what you had in mind, well...maybe chalk it off to forced conscious expansion: Tune in, freak out, get beaten.« I foyeren samler David dagens avis op med datoen den 21. februar 2005. Han kigger den igennem. Får øje på en historie og synker en klump. Står som forstenet. »FEAR & SELF-LOATHING Pioneer ’gonzo’ journalist Thompson kills self.« »HUNTER S. THOMPSON, the eccentric father of ”gonzo journalism” who chronicled decadence and depravity in American life, shot himself to death last night at his Colorado home. He was 67.« jamun09@student.sdu.dk


OPINION

LIXEN | december 2010 | 19

KONFLIKT.

Hvis du pisser i din egen rede og ødelægger det jobmarked, du selv er på vej ud på, så er du dum. Simpelthen. Det siger formand Kristian Melgaard fra FreelanceGruppen til de journaliststuderende, der vil have lov til at bijobbe.

Illustration: Karina Cecilie Møller

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi indlægget i næste nummer.

.. at Bent Falbert-portrættet, som Elstrup og Willemann skrev i sin tid, er det bedste Lixen-portræt, der nogensinde er skrevet.

- Anton Willemann, 3. semester

.. at Medietorvholdernes Banko får Bingo Banko til at visne som en lille, ubrugt penis. - Mie Holm Christensen, 3. semester

.. at det er dejligt, at 1. semester har meldt sig ind i festudvalget. Hurra.

- Mikkel Cramon, 3. semester

.. at bomuld er et helt igennem forrygende stof at arbejde med.

- Casper Fauerholdt, 3. semester

.. at det er sløvt at se medstuderende, der prøver at finde en nyhed ved at skrive en statusopdatering på Facebook. Find den dog selv. Det er det, jeres uddannelse går ud på. - Rikke Gredsted Seidenfaden, 3. semester .. at Center for Journalistik udstiller sin underprioritering af cand.public-uddannelsen, når dennes praktikanter ikke bliver inviteret med til praktikantdagen på SDU. Mon ikke de har det lige så hårdt som os andre? - Kristoffer Kræn Sørensen, 5. semester .. at Center for Journalistik burde have et planlægningskursus, så de var i stand til at give os ferie før påske. - Astrid Holck Jensen, 3. semester

.. at alle DJStuds udvalg sparker røv for tiden. .. at vi savner Prindsen på Medietorvet.

- Søren Geisler , 5. semester

- Den abdicerende Lixenredaktion

.. at Bonbonland også er et udmærket studiejob. Så stop dog det der bijobberi.

- Lise Karlshøj Ipsen, 3. semester

.. at Fætter BR også er et udmærket studiejob. Så stop dog det der bijobberi. - Natasha Nomathemba Dyasi, 3. semester .. at det er langt ude at sælge en ulønnet praktikplads på, at “man får lov til at lave journalistisk arbejde.” Ok, så vil jeg da skrotte alle forestillinger om løn, ordentlige arbejdsforhold og solidaritet...

- Nana Frederikke Fischer, 3. semester

.. at det var skønt at se fighter-årgangen igen til prakkerdag.

- Benjamin Mechlenborg Gregersen, 5. semester

.. at folk skal holde op med at hate på sneen. Krydderkage, rødvin, så snart det bliver mørkt og store huer. Learn to love it.

- Sofie Marie Ottsen, 5. semester DJH

.. at I love you, boys’n bitches. Det var den største ære i mit liv at få lov til at skrive for Lixen under jeres redaktion.

- Steffen Koldborg, 3. semester

.. at Beefysauce er det svedigste hiphop-indie-band on earth.

- Ninna Johannesen a.k.a. DJ Sauce


Bagsiden

Artiklen driller, papiret er blankt.

Brug Bagsidens guide, så kommer du langt

Mikkel Asferg Niels Christian Buhl

Som journaliststuderende har man nogle gange den oplevelse, at en artikel nærmest skriver sig selv. Alting kører på skinner, og en-to-tre er man klar til at ”gå i trykken”. Sådan spiller trækbasunen desværre ikke altid. Indimellem lyder tonerne forkølede, og melodien af rappe fingre mod tastaturet forstummer. Men fortvivl ikke! Bagsiden bringer her et værktøj til at sætte gang i skriveprocessen: I en step-by-step-guide til din artikelskrivning. Klip den ud, sæt den op ved din arbejdsstation, og ty til den, når du er i nød. Måske vil den hjælpe, måske ikke. mikka10@student.sdu.dk nibuh10@student.sdu.dk

Lixen december 2010  
Lixen december 2010  

December-udgaven

Advertisement