Issuu on Google+

Når staten kontrollerer medierne. Lixen tog til Georgien Side 8-9 KaJO generalforsamling: Dimittendledighed, bijobberi og fest Side 4-5

Under arbejdstøjet Mød Deadlines Nynne Bjerre Side 12-13

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 12. årgang | 7. nummer | november 2010

BREAKING

LEVENDE. LIVE. FØRST - 24 TIMER I DØGNET. TV 2 NEWS HAR BRUDT MED DET DANSKE NYHEDSBILLEDE. FOKUS PÅ OPGØR SIDE 16-17.

Foto: Daniel Axelsen

Ansøgere på standby svigtes Journalistik på SDU er et eftertragtet studie. Men tekniske regler kan ramme ansøgere, der står på standby og forhindre dem i at blive optaget. Centerleder Peter Bro vil nu undersøge sagen.

sitetet sidder med en række ansøgere, der står på standby. »Hvis der er hold i denne sag, er det selvfølgelig noget, vi vil tage affære i forhold til. For det skal vi have rettet op på af hensyn til ansøgerne. Også

standby. Men derefter er det slut. Hvis en af de studerende, der er blevet optaget, melder fra efter denne dato, forbliver pladsen tom. Det samme er tilfældet, hvis en af de studerende dropper ud kort tid efter

Hvis der er hold i denne sag, er det selvfølgelig noget, vi vil tage affære i forhold Mie Heiberg

GLEMMELISTE. Selvom der er ledige pladser på journalistik, risikerer ansøgere på ventelisten, at de ikke bliver tilbudt pladsen. I år har tre af de 108 personer, der fik tildelt en plads på studiet, valgt at takke nej. Men de overskydende pladser er ikke blevet tilbudt til nogen. Og det er på trods af, at univer-

til.

Peter Bro, Centerleder på Center for Journalistik

af hensyn til centerets økonomi, idet studiestart. Resultatet? Ubenyttede vi jo får indtægter afhængigt af antal- pladser. let af studerende,« siger centerleder På Studenterservice forstår man Peter Bro. dog ikke, hvad problemet er. Det forklarer Tina Helle, der er fagkoorOverbookning dinator på Studenterservice. Den 15. August tilbyder Center for »Der er altid nogen, som udmelder Journalistik de resterende studie- sig i starten af studietiden. Når optapladser til de ansøgere, der står på gelsestallene sættes, tager man højde

for det og overbooker lidt,« siger Tina Helle Hun vil dog ikke oplyse, om antallet, der bliver overbooket med, svarer til det antal, der har valgt at stoppe på studiet. Centerleder Peter Bro tager ikke lige så let på problemet. »I de tilfælde hvor studerende melder fra allerede før studiestarten

eller kort efter start, er det jo ærgerligt for de mange håbefulde unge mennesker på vores venteliste, at de ikke bliver taget i betragtning,« siger han. »Det er jo blandt andet derfor, at vi overhovedet har lavet en venteliste.« mieso10@student.sdu.dk

FAKTA

Efter den personlige samtale får de ansøgere med flest point tildelt en plads. En gruppe ansøgere, der ikke har nok point til at blive optaget direkte, bliver placeret på en venteliste. Der får tilbudt restpladserne den 30. juli. De skal svare den 6. august. De personer fra ventelisten, der ikke får tilbudt restpladser, kan vælge at stå standby. Hvis der stadig er ledige pladser efter den 6. august, tildeles de en plads. Svarfristen er den 15. august. Hvis nogen melder fra herefter, går pladsen tabt.


2 | november 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

De slemme studerende

Der mangler 40 praktikpladser ved Panikdagen 3. november. Lixen har spurgt praktikkoordinator Pia Færing, hvorfor der ikke bliver skaffet nogle flere. Læs svaret på side 6.

BRANCHE

”KaJO anbefaler, at du søger jobbet”. Sådan står der af og til i en mail fra vores fagforening. For det er godt for både erfaring og CV at have et relevant studiejob. CV’et er vigtigt i en branche, hvor ledigheden er høj, og jobbene er få. Det er også vigtigt på et studie, hvor konkurrencen er

for-samling at opleve to repræsentanter for vores moderforening Dansk Journalistforbund spørge os: ”Er I for unge til at huske på, hvad solidaritet betyder?” Et spørgsmål, som blev stillet, fordi vi journaliststuderende bijobber og stjæler timer fra de voksne journalister.

hård, og Panikdagen truer. Hvad har du lavet? Hvor har du arbejdet? Hvor mange artikler har du solgt? Det betyder alt. Erfaring pimper dit CV. Ikke høje karakterer og lav fraværsprocent. Det ved vi studerende, og derfor bijobber vi alt det, vi kan komme til. Det ved KaJO, og derfor anbefaler de, at vi gør det. Det var derfor en paradoksal oplevelse til KaJOs halvårlige general-

Branchen bløder, og freelancerne har svært ved afsætte deres ord til aviserne. Derfor har alle medlemmer et ansvar for at kræve penge for vores arbejde. Så langt er vi enige. Men at gøre studerende med lønnede studiejob til syndebukke er ikke bare naivt. Det er stik imod sund fornuft. Og KaJOs anbefalinger.

DR’s Talenthold er et to-årigt medieværksted. Her formes uddannelsen efter personen, og der er plads til de skæve ideer og mediedrømme, der ikke passer ind på de klassiske journalistuddannelser. Side 10.

Erfaring pimper dit CV. Det ved vi studerende, og derfor bijobber vi alt, vi kan komme til. Det ved KaJO, og derfor anbefaler de, at vi gør det.

PORTRÆT »Tvivl er ikke rigtig en del af min karakter,« siger månedens portrætperson Nynne Bjerre Christensen. Hun motiverer sig med jordnære redskaber; klarhed og hårdt arbejde. Side 12-13.

FOKUS Månedens fokus er opgør. Læs blandt andet artiklen om Naked News, der leverer nyheder med nøgne oplæsere. Sammenblandingen af nyheder og nøgenhed har efterhånden vundet popularitet rundt omkring på hele kloden. Side 19.

I øvrigt mener jeg, at Pepsi-koncernen bør nedtone forventningerne til sit kvartalsregnskab, efter Sune Welling er gået over til Coca Cola Zero. Steffan Axelsen, 3. semester

OPINION

Mikkel Asferg og Niels Christian Buhl har endnu en gang begået en bagside til Lixen. Læs striben Nul-Komma-Nul og om, hvordan de mørke vintermorgener påvirker din døgnrytme. Bagsiden.

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser. LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Julie Lund Mikkelsen

Redaktionen

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Lise Karlshøj Ipsen

Nana Frederikke Fischer Redaktør

Søren Dal Rasmussen Redaktør

Rikke Gredsted Seidenfaden Chefredaktør

Lise Karlshøj Ipsen Chefredaktør

Natasha Nomathemba Dyasi Chefredaktør

Jakob Balthazar Munk Redaktør

Casper Fauerholdt Webredaktør

Karina Cecilie Møller Billedredaktør


UDDANNELSE

LIXEN | november 2010 | 

Engagement og feedback vigtigt hos ny radiolærer Den 1. november starter radioholdets nye underviser, journalisten Jesper Borup fra DR Fyn. Han overtager undervisningen efter Karsten Prinds.

Kasper Ellesøe Friedrichsen

START. En ny udfordring venter, når Jesper Borup overtager radioundervisningen på Center for Journalistik. Han har ikke tidligere undervist, men har længe gået med et ønske om at prøve det. Derfor lod han Peter Bro vide, at hvis der var behov for et mindre vikariat, kunne han godt tænke sig at prøve undervisningens udfordring. Og behovet opstod, da Karsten Prinds meddelte, at han stopper. Efter en opringning fra Peter Bro besluttede Jesper Borup sig for at tage udfordringen op. »Efter 14 år med radio ville jeg gerne prøve noget nyt. Jeg skal jo føre holdet til eksamen, så det er en alvorlig sag, men jeg glæder mig til at give noget videre omkring det at lave radio,« siger han.

Engageret underviser I første omgang er der tale om et mindre vikariat indtil 1. februar. Det betyder, at Jesper skal undervise i to måneder og føre radioholdet op til eksamen i januar. Om han fortsætter efter eksamen, ved han ikke. »Jeg tænker slet ikke over, hvad der

skal ske efter 1. februar. Det tænker jeg ikke på nu,« fortæller Jesper Borup, som samtidig med sin tjans som underviser, fastholder ti timer på sin arbejdsplads på DR Fyn. Det kommer dog ikke til at betyde manglende engagement i radioundervisningen. »Vi skal sørge for, at planen bliver overholdt, og de studerende skal nå at lære det, de skal lære. Jeg vil også bringe mit store engagement inden for radioen ind i undervisningen. Det er radioen, jeg nærer størst kærlighed for,« fortæller Jesper Borup. God respons giver resultat Jesper Borup har ingen erfaring fra tidligere undervisning, men har holdt flere oplæg om blandt andet problemløsende journalistik, som de i de senere år har lavet meget af på DR Fyn. Derfor tror han ikke, det bliver et problem at stå overfor en større forsamling og undervise. De studerende skal dog ikke forvente en underviser, der laver en utraditionel undervisning. »Jeg vil nok primært lave kedelig tavleundervisning,« siger Jesper Borup med et grin og fortsætter: »Men forhåbentlig kan jeg lave nogle spændende og inspirerende oplæg, og jeg vil også give noget god respons til de studerende. Det er der, hvor tingene for alvor rykker sig.« Jesper Borup har selv været redak-tionsleder på DR Fyn og har derfor givet feedback på journalistiske produkter. Det har tidligere givet

Jesper Borup fra DR skal føre radioholdet op til eksamen, efter Karsten Prinds er stoppet som underviser. Foto: Morten Rønnelund

gode resultater, så derfor er han ikke nervøs for at give efterkritik til de journaliststuderende. »Jeg vil håbe på, at jeg kan videregive noget engagement og noget lyst til at blive bedre, selvom det kun er to måneder,« siger han. Klædt ordentligt på I de sidste to måneder af semesteret vil Jesper Borup følge den plan, som Karsten Prinds har lavet. De sidste to uger har de to journalister gennemgået planen og planlagt, hvad

der skal ske, så Jesper Borup er ikke nervøs for at overtage holdet. »Jeg føler mig rimelig godt klædt på. Jeg har et godt overblik over, hvad der skal ske. Der er ikke noget, der er fremmed for mig. Der er ikke noget, jeg ikke ved, hvordan fungerer,« siger han. Første opgave for Jesper Borup bliver den traditionelle sportsweekend, som foregår den 6. og 7. november.

Jesper Borups blå bog Født 1. juli 1971 Bor i Odense Karriere: 1996-1998 på DR’s Talenthold 1998-2000 Freelancejournalist på P1 og P3 2000-2002 Journalist på Radioavisen 2002-2004 Journalist på DR Fyn 2004-2006 Nyhedsredaktør på DR Fyn 2006-2009 Redaktionsleder på DR Fyn 2009-nu Journalist på DR Fyn

kafri09@student.sdu.dk

Usikker fremtid for festudvalget Det har været svært for festudvalget på Journalistik at få nye medlemmer efter studiestart. Kun en enkelt har meldt sig ind. Og det gør fremtiden for festudvalget usikker.

Rikke Gredsted Seidenfaden

UFESTLIGT. Uden frivillige kan det være svært at arrangere fodboldfest med DJH, Panikdagsfester og afslutningsfester for de studerende på Journalistik. Det har festudvalget måtte sande. De har holdt flere møder for at introducere de nye fra først semester til festudvalget, men kun en enkelt af de nye studerende har vist interesse. Det betyder at festudvalgets nuværende form er taget op til revision: »Da der rigtig nok kun er en enkelt fra første semester, der er engageret i festudvalget indtil videre, så kan det ikke køre videre, hvis vi ikke finder

en anden løsning,« siger formanden for festudvalget, Pernille Ulriksen. Hun forklarer, at hun ikke kan være formand alene og heller ikke kan være det på næste semester, da det bliver for travlt midt i praktiksøgningen på 4. semester. Og hvis ingen af de nye studerende har lyst til at overtage udvalget, bliver det rigtig svært at holde fester: »Hvis ingen har lyst til at være med til at køre det videre, eller første semester ikke får deres eget festudvalg, så er worst case scenario jo, at der ikke bliver noget festudvalg i det nye år,« siger hun.

Usikker fremtid Udover at festudvalget har haft svært ved at hverve nye medlemmer, har Mikkel Cramon nemlig også valgt at stoppe som formand. En post, som han indtil nu har delt med Pernille Ulriksen. Derfor skal der også findes en ny formand til at dele posten med hende. Men som hun ser det, kan det godt blive lidt af en udfordring: »Jeg kan ikke være formand alene. Og hvis ingen har lyst til at hjælpe, stopper jeg også,« siger hun.

Sjovt at være med Hans Redder Nørgaard går på 3. semester og er frivillig i festudvalget. Han forstår ikke, at de studerende på Journalistik ikke har lyst til at være medlem af festudvalget: »Jeg synes, at det er vildt sjovt at være med i festudvalget. Man drikker bajere, fester og har det sjovt med hinanden samtidig. Okay, man skal også rydde lidt op, men man er jo fuld imens, så det er sgu meget sjovt.« Hans Redder Nørgaard tilføjer, at han specielt gerne vil have flere piger til at melde sig ind i udvalget. I øjeblikket er ti studerende fra tredje semester medlemmer af festudvalget.

risei09@student.sdu.dk

Foto: Karina Cecilie Møller

Mette Serup, 1. Semester Har du overvejet at blive medlem af festudvalget? - Ja, det har jeg faktisk. Jeg har bare været rigtig meget i tvivl om, hvor tidskrævende sådan en tjans er. Jeg vil rigtig gerne engagere mig i festudvalget, men jeg har bare ikke rigtig lyst til, at det skal være det, der kvæler mig. Hvad skulle der til for at du ville melde dig ind? - Jeg ved ikke rigtig, hvad der skulle til, for at jeg ville melde mig ind. Måske bare et realistisk bud på, hvor meget tid sådan en tjans sluger. Det ville da være en katastrofe, hvis vi blev den årgang, der slog festudvalget ihjel.

Camilla Holmgaard, 1. Semester. Har du overvejet at blive medlem af festudvalget? - Jeg tror, at min energi er gået til at overveje, hvorvidt jeg ville være med i Rust og Lixen. Så nej, jeg har faktisk aldrig rigtig overvejet festudvalget. Det er røget lidt i baggrunden, mens de andre har kæmpet om opmærksomheden Hvad skulle der til for at du ville melde dig ind? - Først og fremmest skulle jeg nok vide lidt mere om, hvad de laver i udvalget, og hvor tidskrævende det er. Jeg blev vidst inviteret til et møde på Sir Club engang, som jeg ikke kom til. Og derudover har jeg ikke rigtig hørt noget om dem.


 | november 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Og vinderen er... Tekst: Jakob Balthazar Munk og Karina Cecilie Møller Foto: Rikke Gredsted Seidenfaden og Karina Cecilie Møller

Sidst i oktober blev Jern Henrik afholdt for syvende gang. Her er vinderne fra 2010.

Casper Hindse, Dagbladenes Bureau - Vinder af Basker Henrik: Casper Hindse sikrede sig prisen ‘Basker Henrik’ ved lørdagens uddeling for artiklen ‘Yderområderne slår igen’ bragt i Skive Folkeblad den 8.maj 2010. Han blev indstillet med begrundelse i en god idé efterfulgt af et grundigt arbejde med indhold, form og research. Trine Birk (t.v.), Berlingske Tidende - Vinder af Felt Henrik: Trine kunne gå hjem med Felt Henrik-prisen, fordi hun i juli 2010 bragte artikelserien om byen Horsens på slank. Hun skrev serien på baggrund af en undersøgelse, der viste, at to millioner danskere i 2020 vil lide af en kronisk sygdom.

N R JE K I R N E H

Jacinta Algis Madsen, DR PiratTV - Vinder af Service Henrik: Årets Service Henrik blev tildelt Jacinta for hendes arbejde med serien ‘Søstrene Bidsk’, der satte fokus på kønskamp anno 2010.

Det er rigtig fedt, at man kan vinde den her pris, selvom man ikke har skrevet en artikel. Men at man også kan blive belønnet for at lave en anden form for journalistik. Jacinta Algis Madsen, vinder af Service Henrik 2010 Kilde: DJ Stud


UDDANNELSE

LIXEN | november 2010 | 

Kajo-formand: Forbundet gør ikke nok Ledigheden blandt de nyuddannede journalister nåede tidligere på året sit hidtidige højdepunkt. Et alvorligt problem, siger KaJO’s formand. Journalistforbundet er villige til at lytte.

Søren Dal Rasmussen

FORBIGÅET. Nyuddannet uden job? Så er du ikke alene. Ledighed blandt de journalister, der er blevet færdiguddannet inden for det sidste år, den såkaldte dimittendledighed, er væsentlig højere end de andre grupper i forbundet. Ifølge de seneste tal fra Dansk Journalistforbund er ledigheden blandt nyuddannede 34 procent. Til sammenligning er det generelle ledighedstal i forbundet fem procent. »De nyuddannede er den gruppe i forbundet, som er hårdest ramt af ledigheden. Der er nok andre, der vil protestere, men det er de nyuddannede, som man skal have mest ondt af,« siger Jonas Thing, der er konsulent i DJ. Problemet finder også sympati hos KaJO. På weekendens generalforsamling klandrede KaJO-formand Simone Skov forbundet for ikke at tage problematikken seriøst nok.

»Det er et alvorligt problem, som vi synes fortjener mere opmærksomhed fra Dansk Journalistforbund, end det får i dag. Forbundet gør ikke nok for dimittenderne.«

Indsatsen er der - men … Dimittendledighed var allerede et af de store debatemner, da DJ inviterede til Fagligt Forum tidligere på året. Under temaet ’Nye tider for beskæftigelsen’ skrev DJ: Det er de nyuddannede, der er værst ramt af den stigende ledighed. Af de 271, der blev færdiguddannet i løbet af 2009, er 109 mere eller mindre ledige i november 2009. Mere end hver tredje af sidste års dimittender er uden en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. »Vi er da bekymrede,« siger DJ’s

menter, karriereudviklingskurser og vejledningsmøder. Men spørger man til disse initiativers effekt, har forbundet ikke deciderede tal på, om den konkrete indsats skaffer flere i jobs. Konsulent i DJ Jonas Thing giver følgende forklaring: »Vi følger som sådan ikke den gruppe, der bruger vores initiativer. Vi evaluerer løbende, men vi har ikke et overblik over, hvem af de dimittendledige, der rent faktisk kommer i arbejde,« siger han.

Forbundet svigter De seneste tal fra forbundet fortæller også, at ledigheden blandt de nyuddannede stadig er steget gennem de sidste fire år. Fred Jacobsen understreger dog, at finanskrisen også har haft en stor indvirkning på den høje ledighed. »Jeg synes, at vi har øje for, at vi har et problem, som vi meget gerne vil være med til at løse. Vi kan bare ikke gå Jonas Thing, konsulent i DJ ud og skaffe job. Det kan vi ikke.« Men det er heller ikke jobopslag, næstformand Fred Jacobsen. KaJO efterlyser. Det påpeger Simone »Det er altid ærgerligt, når folk ikke Skov. kan komme i arbejde, men det er jo »Det er ikke, fordi vi forventer, at ikke helt usædvanligt, at den stiger, DJ skal trylle en masse jobs frem til når arbejdsløsheden stiger generelt. de færdiguddannede. Det, kritikken Det, der er afgørende for os, er at se hovedsageligt går på, er, at DJ ikke på, hvor længe der går, inden man anerkender, hvor stort problemet er. finder fodfæste på arbejdsmarkedet Det er ikke en debat, der fylder nok,« igen.« siger hun. Han peger på en række initiativer, Fred Jacobsen forstår da også krisom DJ har til journalisterne med tikken. et nyprintet eksamensbevis i hån»Jeg vil ikke komme med en forden. Det drejer sig for eksempel om svarstale. Men lad mig slå det fast: de såkaldte STARTBOKS-arrange-

Der er nok andre, der vil protestere, men det er de nyuuddannede, som man skal have mest ondt af.

Ledigheden blandt nyuddannede 34% 30%

13% 9%

2007

2008

2009

2010

∙ Den gennemsnitlige ledighed i DJ var 5,1 %, august 2010

Hvis de studerende ikke oplever, at vi er gode nok og har fokus nok på området, så er det sandheden. Og den forholder vi os til. Nu skal vi også have en større diskussion om emnet på vores næste hovedbestyrelsesmøde,« siger han.

Dimittendledigheden 233 af DJ’s 580 dimittender var i september berørt af ledighed. Hvis man omregner det til fuldtidsledige, er det en ledighed på 34 procent. Tidligere på året var ledigheden blandt de nyuddannede 43 procent.

soera09@student.sdu.dk

Kilde: Jonas Thing, DJ

Ingen Jern Henrik i år Jern Henrik-prisen bliver ikke uddelt til en studerende på 7. semester i år. Ifølge Juryen havde de nominerede produkter ikke dét ekstra, og prisen blev derfor for første gang nogensinde ikke uddelt.

Nana Frederikke Fischer

OMMER. I år kommer Jern Henrikstatuetten ikke til at stå på en ung journalists skrivebord. Siden 2004 er prisen ellers blevet uddelt til en journaliststuderende fra Syddansk Universitet, der har produceret noget bemærkelsesværdigt i sin praktiktid.

Prisuddelingen fandt i år sted efter KaJOs generalforsamling den 30. oktober, hvor vinderne af fire forskellige priser skulle kåres. Men juryen uddelte ikke hovedprisen, Jern Henrik 2010, til nogen af de nominerede. Det forklarede jurymedlemmet Susanna Maria Sommer, studievært på P1, på en videooptagelse, der blev vist på aftenen: »I år har vi savnet det, der har gjort så stort indtryk de andre år. Det anderledes, det helstøbte og det enestående, og derfor har vi valgt ikke at uddele prisen i år.« Hun har siddet i juryen siden 2005 og er med egne ord blevet overrasket over den høje kvalitet hvert år. Hun understregede, at de nominerede artikler i år slet ikke var dårlige, men at de ikke havde det særlige ekstra, der

løfter produktet op over hverdagsjournalistik og berettiger journalisten bag til en vindertitel, en statuette og en check på 2.000 kroner.

Rekordfå indstillede Formand for KaJO Simone Martedal Skov sendte dagen inden prisuddelingen en meddelelse ud, der forklarede juryens beslutning. Her lagde hun vægt på, hvor få produkter der er blevet indstillet i år. 15 indstillinger er, hvad juryen har modtaget, selvom tidsfristen er blevet forlænget, og Jern Henrik-udvalget i KaJO har sendt mails ud til de studerende flere gange. Sidste år blev prisuddelingen udvidet med de tre priser Basker Henrik, Service Henrik og Felt Henrik, som KaJO har beholdt igen i år. Medlem

af Jern Henrik-udvalget Thomas Damgaard fortæller, at det er første gang, der er modtaget så få indstillinger. Derfor står det endnu ikke klart, om KaJO vil ændre på prisuddelingen næste år ved for eksempel at skære antallet af priser ned. »Det vil blive overvejet, om der skal ske noget eller ej på det næste bestyrelsesmøde,« siger han. De 2.000 kroner, som vinderen skulle have modtaget, blev i stedet brugt på en øl til de fremmødte medlemmer af KaJO, og de resterende penge giver KaJO til Safety Fonden, hvor pengene vil gå til at hjælpe forfulgte journalister fra hele verden og deres pårørende og efterladte. naros09@student.sdu.dk

Andre vindere ’Basker Henrik’ Casper Hindse, Dagbladenes Bureau for artiklen: ’Yderområderne slår igen’. ’Service Henrik’ Jacinta Algis Madsen, DR, for ’Søstrene Bidsk’ på PiratTV. ’Felt Henrik’ Trine Birk, Berlingske Tidende for artiklen: ’En light pommes-frites, tak’.


 | november 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Q&A: Hvorfor godkender I ikke flere praktiksteder, Pia Færing? Praktikudvalget forudser, at der vil være 40 færre pladser til panikdagen 3. november. Sammen med udvalget godkender praktikkoordinator Pia Færing praktikpladserne, og hun spår, at kampen om for få praktikpladser vil fortsætte. Ifølge hende skal de studerende være mindre kræsne og mere orienteret mod de små praktiksteder og nichemedierne.

Karina Cecilie Møller

Q: Antallet af praktiksøgende og antallet af praktikpladser har ikke hængt sammen til de sidste panikdage. Hvad er der sket? A: Det er finanskrisens skyld. Der mangler selvfølgelig en masse pladser, og det gælder først og fremmest de små steder, der ikke har råd til at have praktikanter. Det er meget magasinpressen og det offentlige arbejdsmarked, som springer over eller melder helt fra. Det kan heller ikke nytte noget, at de studerende bliver ved med at søge ind i den del af branchen, som tydeligvis er den, der er hårdest ramt af krisen. Q: Hvorfor godkender I ikke flere praktikpladser? A: Vi godkender faktisk rigtig mange hvert år. Men vi går jo heller ikke på kompromis med kvaliteten. Så vi forlanger stadig, at stedet er et journalistisk medie, og at der er journalistisk arbejdskraft ansat.

Q: Hvornår kan de studerende forvente, at der er en praktikplads til hver studerende? A: Aldrig. Ligesom de studerende nok heller ikke kan forvente, at der er job nok. Vi kommer aldrig til i første runde af praktiksøgningerne at servere lige så mange praktikpladser, som der er ansøgere til. Det kunne vi for tre år siden, men det tror jeg al-

drig, vi kommer til igen. Omvendt har vi stadig ikke stået i den situation, at folk ikke kunne komme i praktik, hvis de ville. De kunne bare ikke nødvendigvis komme til København, og de kunne ikke nødvendigvis komme på Politiken.

Q: I Praktikudvalgets ti bud står, at praktikudvalgets opgaver er at sikre tilstrækkeligt udbud af praktikpladser. Hvordan udfører praktikudvalget denne opgave? A: Hvis alle studerende skal have deres ønske opfyldt, tror jeg, vi er nødt til at have alle praktikpladser plus 20 procent. For der vil altid være 20 procent af pladserne, som folk ikke vil have. Praktikudvalget har kunnet leve op til at levere et tilstrækkeligt udbud af praktikpladser. Men det betyder ikke, at der i første omgang af praktiksøgningen er nok pladser. De studerende skal være kreative i anden runde, når de ikke har fået de ønskede pladser. Q: Hvad gør de studerende, der ikke får praktikplads? A: Sidste forår stod vi også med for få pladser. Men jeg endte med tre pladser, jeg ikke kunne få besat. Så

Igen i år mangler der pladser til Panikdagen. Her ses nogle af de heldige, som fik en plads ved Panikdagen i april 2010. Foto: Jakob Balthazar Munk.

praktikplads. Der var bare ingen studerende, der ville have den. Så vi kan godt godkende nye steder, men det er jo ikke de store populære medier.

Det kan jo ikke nytte noget, at de studerende bliver ved med at søge ind i den del af branchen, som tydeligvis er den, der er hårdest ramt af krisen. De studerende skal vænne sig til, at vi har en masse medier. Pia Færing, praktikkoordinator praktikkoordinator

det forunderlige er jo, at det går op alligevel. Enten tager de studerende til udlandet, eller også vælger de at tage orlov. Det er jo noget af et dilemma, at vi faktisk har praktikpladser nok, men det er ikke nødvendigvis sådan, at de studerende vil have dem. Og det er vores problem, at hvis vi ikke hele tiden har pladser i omløb, så risikerer vi, at de melder fra. Vi mister praktikpladser hvert år. Senest mistede vi ATP, som var en fremragende

Vox pop:

Ved sidste Panikdag var der otte-ti stykker, der valgte at tage orlov, på trods af jeg stod med tre pladser, jeg ikke kunne få besat. Nogle af praktikstederne valgte at tage flere praktikanter på Panikdagen end det, der først var tiltænkt. Første runde er jo ikke hele praktiksøgningen. Der er masser af muligheder efterfølgende. Så tingene falder jo efterhånden på plads.

Q: Praktikudvalget vedtog på det seneste møde, at TVM-studerende (tv- og medietilrettelæggerne, red.) fremover kan deltage i praktiksamarbejdet. Hvordan hænger det sammen med, at der i forvejen er mangel på praktikpladser? A: De TVM-studerende skal bruge deres praktikpladser uanset hvad. Vores nye vedtagelse ændrer ikke på, at pladserne skal skaffes. Antallet af søgende vil være det samme alligevel. Nu arbejder vi bare sammen om at skaffe de pladser frem for at modarbejde dem. Det er en fordel for de studerende fra begge institutioner, at vi arbejder sammen om at køre det her praktikræs, frem for at vi arbejder hver for sig.

Q: Du har tidligere sagt, at en af de væsentligste årsager til de manglende praktikpladser er, at nogle praktikanter forlænger praktiktiden. Hvad kan man gøre ved det? A: Hvis ikke praktikordningen blev

misbrugt, havde jeg 25 pladser mere per semester. Det er da klart, at det betyder noget. De 25 pladser kunne jeg da rigtig godt tænke mig at få tilbage. Praktikudvalget kan ikke gøre noget. Men der er to væsentlige ting i det. Det ene er, at tv-stationernes praktikforløb tager 18 måneder, uanset om praktikanten er fra RUC eller SDU. Og det andet er, at cand. public’erne tager 12 måneders praktik, selvom de kun skal bruge seks. Det er journalistforbundet og arbejdsgiverne, der skal blive enige om, at man ikke misbruger praktikordningen til ikkemeritgivende praktik. Jeg synes, det er træls, at man skal forsinke nogle studerende med deres uddannelse, fordi andre misbruger en ordning. Det er misbrug, og jeg synes, det skal stoppes. kmoel09@student.sdu.dk

Hvad synes du om, at der mangler 40 praktikpladser til Panikdagen?

Foto: Karina Cecilie Møller

Aviaya Sabine Hansen, 1. semester Cand.public. Det er ikke en fed situation. Det sætter større pres på os og gør konkurrencen større. Men det er jo ikke noget nyt. Har det ændret på, hvor og hvordan du har søgt? Nej. Jeg har stadig søgt drømmepladserne. Jeg ville for eksempel ikke pludselig søge sådan noget som Vejle Amts Folkeblad. Kun der, hvor jeg kan se mig selv.

Thomas Funding, 5. semester Det gør konkurrencen hårdere. Det bliver svært at få en god plads. Det er ærgerligt og måske får man ikke sin drømmeplads. Men det er værre for dem, som slet ikke får en plads.

Har det ændret på, hvor og hvordan du har søgt? Nej. Jeg har søgt det, jeg gerne vil. Jeg håber, jeg er dygtig nok. Jeg overvejede at søge nogle backup-steder, så jeg havde noget at falde tilbage på. Men det lod jeg være med.

Carina Pedersen, 1. semester Cand.public. Det er rigtig træls, at der mangler så mange pladser. Der kommer virkelig panik over det. Vi ved, at problemet er der, men håber bare på, at det ikke går ud over en af os. Har det ændret på, hvor og hvordan du har søgt? Nej. Jeg vil gerne lave tv. Det er det eneste jeg har søgt. Så jeg har ingen plan b. Jeg vil ikke et sted hen, jeg ikke vil.


UDDANNELSE

LIXEN | november 2010 | 

g a r b

d l o b d fo Oddsene var hårdere end bolden, de spillede med. Alligevel lykkedes det 1. semester at samle et kvindskab, da pigerne skulle kæmpe om Medietorvets magt i efterårets fodboldturnering. Tekst: Julie Rebecca Schjødt Lybæk-Hansen Foto: Rune Jensen Heidtmann, Pernille Ulriksen

Det kostede blod, sved og tånegle for pigerne at sparke sig igennem første halvleg. Debutanterne på 1. semester havde nemlig hverken benskinner, udskiftere eller kondi. Drengene var også dygtige alle sammen - ikke mindst til at heppe! (Vi har på første år lært, at vinkling handler om at fokusere på det væsentlige.)

Desværre er der ingen, der husker, hvad resultatet af kampene egentlig blev, men det er jo også underordnet, ikke? Tal har vi jo nok af her i verden, og som bekendt handler fodbold om at have det sjovt. På den måde er der mange ting, vi kan blive enige om på 1. semester - og det helt uafhængigt af køn, religion og kampråb.

Sådan endte kampene: FC VISAK - Los Spicy Chicks 7 - 3 Studinese Calcio - Unge Maniacs 6 - 2

3. semesterholdene FC Visak og Studinese Calcio sejrede ad helvede til.

julyb10@sdu.student.dk

0 1 0 2


 | november 2010

BRANCHE

| LIXEN

Lixen i Georgien:

Foto: Jakob Balthazar Munk

En torn i pressefriheden Georgien bliver ofte fremhævet som en demokratisk frontløber blandt de tidligere Sovjetrepublikker. Men når det kommer til pressefrihed, løber landet baglæns op ad Kaukasusbjergene. Siden Roserevolutionen i 2003 har den provestlige præsident Saakashvili strammet grebet om tv-mikrofonerne, så Georgien nu er dumpet ned som nummer 99 på den internationale rangliste over pressefrihed – lige under Mozambique og Den Dominikanske Republik.

Jakob Balthazar Munk Andreas Dohn

TBILISI. De mørke øjne udstråler en insisterende fortælleglade, når Maka Machavariani taler om journalistikkens vilkår i hjemlandet. Hendes hænder flagrer flittigt og sætter engelske fraser på gled, der er langt mere fuldendte, end hun selv giver udtryk for. Hun er veltalende og veluddannet - som tv- og radiojournalist fra Tbilisi State University og Georgian Institute of Public Affairs. Men selvom det kun er få år siden,

at Maka Machavariani fik sin mastergrad, har hun foreløbigt pakket drømmekarrieren ned sammen med kameratasken. »Hvis jeg arbejdede som tv-journalist på et af de vigtigste nyhedsprogrammer, kunne jeg ikke udføre mit arbejde ordentligt,« forklarer hun, mens bussen, vi sidder i, bumler gennem Tbilisis gader. Her er vejstriber og lyskryds ofte en by i Vesteuropa. På et højdedrag i horisonten knejser præsidentpaladset, som blev indviet sidste år, med en kæmpe glaskuppel på taget. Den symbolske fortælling om gennemsigtighed hos statsmagten står i skarp kontrast til Maka Machavarianis historie fra det polstrede sæde i bussen.. »Jeg har lært, at man som journalist altid skal sige sandheden, tjekke informationer og fortælle fakta. Men som situationen er i øjeblikket i Georgien, hvor alle TV-stationer og nyhedsprogrammer er stærkt kontrolleret af regeringen, kan du ikke fortælle sandheden. Du er nødt til adlyde dine overordnede og fortælle den historie, som de gerne vil have. Du har valget mellem at gøre det eller ikke at have et job. Og jeg har valgt den anden vej. Det er derfor, jeg ikke arbejder som journalist,« fortæller Maka Machavariani, der i dag arbej-

der med PR for en NGO. Hun trækker på skuldrene. »Når du laver dine tv-indslag, bliver de tjekket. Din tekst, dine citater bliver kontrolleret.« Hvordan? »Din producer kommer og tjekker det, før det bliver sendt. Før det færdige indslag bliver vist, kommer han og siger: ’Nej, vi har ikke brug for disse citater eller den tekst, du er nødt til at se, at det her ikke er den rette sammenhæng.« Pressefriheden visner For en nordeuropæer kan det lyde paradoksalt. Siden Roserevolutionen i 2003 har den provestlige præsident Mikhail Saakasjvili sat gang i reformer, der har moderniseret og liberaliseret den sydkaukasiske republik. I dag er korruptionen stort set afskaffet, og i vestlige avisspalter skinner Georgien ofte som en demokratisk stjerne blandt de tidligere sovjetrepublikker. Men når det kommer til pressefrihed, er der langt til solen og endnu længere til de gule stjerner på det blå Europaflag, som georgierne drømmer om. Roserevolutionens torne har tilsyneladende sat sig i det frie ord. På den seneste internationale rangliste over pressefrihed, som Re-

porter Uden Grænser (RSF) fremlagde for nyligt, er Georgien dumpet 18 pladser tilbage - fra en placering som 81 sidste år til en delt 99. plads. »Det kan lyde mærkeligt, men i perioden før Roserevolutionen havde vi større pressefrihed end i dag. Efter regeringsskiftet er det blevet mere og mere vanskeligt at holde fast ved de journalistiske principper,« siger Maka Machavariani og forklarer hvorfor: »De politikere, som nu danner regering, var i opposition dengang. Oppositionen var stærk, veluddannet og europæisk-orienteret, og de udnyttede, at ytringsfriheden var i god stand. Ingen blandede sig så hårdhændet i det journalistiske arbejde, som det sker nu. Du kunne kritisere Shevardnadze (daværende præsident, red.), og hans politik. Det mest interessante er, at Sakashvillis politiske team kom til magten ved hjælp af tv-mediet. Uden medierne var Roserevolutionen ikke blevet til noget. De forstod virkelig, hvor stor magt tv-mediet har. Og det er derfor de bevarer kontrollen i dag,« siger Maka Machavariani. Ivan kommer, ulven kommer Kritikere hævder blandt andet, at præsidenten tidligere på året stod

bag et omdiskuteret tv-indslag på den regeringsvenlige kanal Imiedi. Forud for det georgiske lokalvalg oplevede skræmte seere en fiktiv dokumentar, hvor russiske tropper rykker ind i Georgien efter anklager om valgfusk fra landets pro-russiske opposition, der tabte valget til regeringspartiet. Indslaget skulle vise et worst case senario fra lokalvalget. Men det fremgik kun i udsendelsens op- og nedlæg, at der var tale om fiktion. Så de tv-seere, der pludselig zappede forbi russiske kampvogne - arkivbilleder fra krigen i 2008 havde ringe chancer for at opdage, at invasionen var pure opspind. Det fik folk til at strømme til hæveautomater, benzintanke og hylder med fødevarer, alt imens georgiske mobilnetværk bukkede under for paniske opkald til familie og venner. Imedi undskyldte efterfølgende indslaget, men afviser, at der var tale om bestillingsarbejde fra Saakasjvili. Men da vi spørger Geno Jokmidze, chefredaktør på den engelsksprogede avis Georgian Journal, hvad indslaget siger om mediebilledet i Georgien, lyder det kryptisk: »Jeg kan ikke svare på det spørgsmål, I burde hellere stille det til vores præsident. Han er glad for udlændinge, så hvis I forklarer ham,


BRANCHE at I er turister, som interesserer sig for Georgien, vil han sikkert tage pænt imod jeres spørgsmål.« Det afføder georgiske grin i det gullige mødelokale. Over for chefredaktøren sidder journalisten Dachi Grdzelishvili, der eftersigende er en meget populær mand i de georgiske medier. »Det var virkelig vanvittigt. Ingen kan forklare, hvorfor det skete,« siger han. »Men det er et kæmpe problem, at nogen kan bruge tv til at fremme egne ideer og hensigter efter godt befindende. Eksemplet her viser, at tv i Georgien er styret af regeringen.«

Den trykte frihed? Inventaret er sparet her i mediehuset Kviris Palitra, der udgiver Georgien Journal og en række magasiner og aviser på georgisk. For som Geno Jokmidze forklarer, er der ikke råd til at spilde penge på store, flotte lokaler. Ifølge chefredaktøren er avisvirksomhed er langt fra nogen guldgrube i Georgien, hvor tv har magten og regeringens bevågenhed. Der er meget få georgiere, som læser avis til daglig. Og derfor virker statsmagten mindre ivrig efter at kontrollere aviserne end de landsdækkende tv-kanaler. »De trykte medier er mere frie end tv eller radio, men det betyder ikke, at de er helt frie. Her er også et vist pres, og journalisterne føler sig bestemt ikke som i Paradis,« siger chefredaktør Geno Jokmidze, en spinkel mand efter georgisk målestok. Ligesom Geno Jokmidze peger Dachi Grdzelishvili på adgang til offentlige informationer som det største problem for de skrivende journalister. »Det mest smertefulde for en journalist er stadig restriktioner i forhold til offentlige informationer. Der har været sager, hvor myndighederne har taget et kamera fra journalister, som, de mente, havde taget billeder af en demonstration. Selv direkte fysiske overgreb har fundet sted. Derfor frygter journalister nogle gang at skrive om problemer eller emner, som de (regeringen, red.) ikke bryder sig om,« siger Dachi Grdzelishvili. Rutinerede kildekritikere Han er overbevist om, at det ugennemsigtige mediebillede i Georgien tvinger borgerne til at være kritiske over for de oplysninger, de får gennem medierne. »Det ville ikke være en overdrivelse, hvis jeg sagde, at det georgiske folk er det mest prøvede inden for dette felt. I løbet af de seneste år har vi oplevet mange forskellige forandringer, og det har trænet seere, læsere og lyttere til at fokusere og tage stilling til, hvad der er pålidelig information,« siger Dachi Grdzelishvili. Journalisten kigger ned i bordet og lægger sin skæggede hage til rette i håndfladen, før han fortsætter med et tænkt eksempel: En demonstration, som bliver dækket af georgisk tv. »Én kanal vil sige, at protesterne var arrangeret af to personer, som protesterede mod alt og alle. En anden kanal ville fortælle, at der ikke

LIXEN | november 2010 |  var to, men totusinde mennesker til demonstrationen, at regering var meget nervøs for situationen, og at 500 mand blev arresteret af politiet. Så hvis en borger ser begge indslag, hvordan kan han så skabe sig et troværdigt billede af, hvad der har foregået?« spørger Dachi Grdzelishvili. »I virkeligheden var der måske 100 mennesker til demonstrationen og ganske lidt konfrontation mellem politi og borgere. Det er umuligt at skaffe rigtig information gennem tv. Du bliver nødt til selv at finde ud af, hvad der er sket. Og for at det kan lade sig gøre, skal du kende et par folk, som har deltaget i aktionen, og så selv vurdere hvorvidt de overdriver, lyver eller taler sandt. Den endelige beslutning er op til dig selv.«

Lommejournalistik I bussen er Maka Machavariani ikke mindre hård i sin dom: »Alle ved, at medierne er kontrolleret. Hvis du fortæller manden på gaden, at det, medierne fortæller, ikke er sandt, vil han svare: ’Ja, det er rigtig, sådan er det’. Alle ved det. Men selvom folk ikke stoler på medierne, ser de det alligevel,« siger hun. Maka Machavariani har forsøgt at holde den journalistiske fane højt, men hun forstår udmærket de georgiske journalister, der affinder sig med situationen og bedriver, hvad hun kalder lommejournalistik: »Her i landet har vi en meget høj arbejdsløshed, og de her mennesker har et job, som de ikke bare kan forlade. Jeg kan sagtens forstå dem. Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg selv havde familie og børn, ville jeg sandsynligvis … jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, men jeg ville nok tænke mere over det.« Vi nærmer os det centrale Tbilisi, hvor endnu en ny konstruktion skyder op mellem gamle kirker og træbalkoner. Peace Bridge hedder fodgængerbroen, der bøjer sig over Mtkvari floden i glas og stål. Ved den officielle indvielse i april talte Mikhail Saakashvili om symbolet på Georgiens vej til en bedre fremtid: »Vi former vores bygninger, derefter former de os,« lød det med Winston Churchills ord. Men præsidenten gav ingen tidsfrist for transformeringen. Og indtil videre svæver paradokset om den demokratiske frontløber, der løber panden mod pressefriheden, et sted mellem bropillerne og smoggen fra Tbilisis utæmmelige trafik. Maka Machavariani øjner håb, måske forenden af gangbroen, i den næste generation af georgiske journalister, som ikke har stukket sig på Roserevolutionens mindre demokratiske torne. »De er mere målrettede end min generation for eksempel. Jeg gav bare op. Det var det, jeg gjorde. Men de giver ikke så hurtigt op, de kæmper mere. Og det er jeg meget glad for,« siger hun, før bussen standser ved Avlabari metrostation. Her stiger vi af. Mens stridighederne om pressefriheden ruller videre. jamun09@student.sdu.dk andoh09@student.sdu.dk

Hverdag i en flygtningelejr uden for Tbilisi

Byggerod i Tbilisis centrum

En flok børn spiller fodbold på en gammel legeplads midt i Tbilisi. Fotos: Jakob Balthazar Munk


10 | november 2010

BRANCHE

| LIXEN

Foto: Agnete Schlichtkrull, DR

Foto: Niclas Nordenstrøm, DR

Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

e v DR’s skæ talenter DR’s talenthold er en to-årig medieuddannelse, hvor der er plads til dem, der ikke lige passer ind på de klassiske journalistuddannelser. Men pladsen er trang. Der bliver kun optaget fire ad gangen.

Natasha Nomathemba Dyasi

AVL. Der er RUC. Der er Journalisthøjskolen. Der er Center for Journalistik på SDU. Det er de klassiske veje at gå, hvis man stik imod sund fornuft og tanke på beskæftigelse vil være journalist. Men der er også en vej at gå, hvis man ikke helt passer

Kerstin Øhlenschlæger, projektkoordinator på Talentholdet

Og interessen for at komme i stald hos DR plejer at være stor. Sidste år sendte omkring 1000 aspiranter en ansøgning til Talentholdet. Af disse mange interesserede blev 12 inviteret til en tredages workshop i DR

Jeg ville sikkert fint kunne klare mig på en journalistuddannelse, men jeg ville nok visne lidt hen.

vendigvis, hvad man går ind til.« Talent havde radio- og tv-vært Iben Maria Zeuthen, der som 18-årig blev opdaget gennem DR’s talentordning. For hende var Talentholdet en mulighed for at lære sig selv at kende og prøve nogle ting af.

Jeg kigger efter, om der er noget særligt, som jeg gerne vil se mere af. Der skal være et udviklingspotentiale.

Lise Karlshøj Ipsen

»Det er meget svært at sige præcist, hvad vi uddanner dem til. Det afhænger meget af, hvad det er for nogle mennesker, der kommer ind,« siger hun. Den 15. november er der ansøgningsfrist for potentielle talenter.

Signe Muusmann, tidligere Talent hos DR

ind i nyhedstrekanten og hellere vil begå sig i en blødere, mere kreativ genre. Danmarks Radio spytter nemlig nye talenter ud, som er fostret og oplært i DR’s helt egen kravlegård. Navne som Mikael Bertelsen, Andrea Elizabeth Rudolph og Simon Jul har alle en fortid på DR’s Talenthold. Plads til talentet Kerstin Øhlenschlæger er projektkoordinator og ”talentmor” på Talentholdet. Ifølge hende bliver man som journaliststuderende formet efter sin uddannelse. Sådan er det ikke på Talentholdet. »Her handler det om at skræddersy uddannelsen efter talentet,« siger hun og pointerer, at det forhåbentlig vil komme DR til gode i sidste ende.

Byen. Det er blandt andet værter og tidligere talenter, som vælger de fire bedste ud af mange ansøgere.

Personen, ikke professionen Hvad er et talent, og hvordan genkender DR de skæve, originale og kreative hoveder i mængden? Kerstin Øhlenschlæger mener først og fremmest, at det drejer sig om originalitet. »De skal have et eller andet, som man ikke havde set komme. Jeg kigger efter, om der er noget særligt, som jeg gerne vil se mere af. Der skal være et udviklingspotentiale. Det er ikke nok bare at brænde igennem. Vi leder også efter talenter, som er samarbejdsvillige og menneskeligt robuste. På Talentholdet bliver man kastet ud i tingene og ved ikke nød-

»Der var meget mere fokus på min person end på det journalistiske. Det var en udvikling af mig. Jeg fandt ud af, at jeg har en evne til at lave interviews og lyst til at kombinere den her evne med empati,« siger hun. Denne evne brugte hun flittigt som radiovært på Ibens Harem på P3, som i 2009 vandt en pris som årets radioprogram. Spark døren ind Talentholdet giver en forlomme til personer med mediedrømme, som ikke bliver øjeblikkeligt opfyldt på de klassiske journalistuddannelser. Radiovært på DR Signe Muusmann blev optaget på Talentholdet som 20-årig.

Lysten til det praktiske og frygten for at kede sig afholdt hende dengang fra at søge ind på en journalistuddannelse. »Jeg er meget mere praktisk, end jeg er boglig. Jeg ville sikkert fint kunne klare mig på en journalistuddannelse, men jeg ville nok visne lidt hen,« siger hun. Signe Muusmann mener, at DR klæder talenterne godt på til den hårde mediebranche. »Du har en personlighed, som de tror, de kan udvikle. Og udgangspunktet er jo også at blive vært for DR. Du får det hele serveret. Bagefter skal du være god til at sparke døre ind, og det bliver du hardcore til som talent på DR.« Forståelse for god smag Et talent, som har formået sparke de rigtige døre ind, er Mads Brügger. Han startede på DR’s Talenthold i 1996, hvor den ultimative drøm om at arbejde med radio gik i opfyldelse. »Jeg er tæt på at være taknemmelig hver dag. Det var her, jeg fik en forståelse for radio, som har betydet alverden for mig.« Siden har han blandt meget andet instrueret den prisbelønnede dokumentar ”Det Røde Kapel” og skrevet

Jeg er tæt på at være taknemmelig hver dag. Det var her jeg fik en forståelse for radio, som har betydet alverden for mig.

Mads Brügger, tidligere Talent hos DR

»Jeg har altid gerne ville være journalist. Men jeg havde ikke nogen drøm om, at jeg skulle være nyhedsjournalist. På det tidspunkt var jeg ikke engang klar over, at det var journalistik at lave børnefjernsyn,« siger hun.

bogen ”Grænselandet”. »Min tid på talentholdet har lært mig en del om, hvad der er god smag, og hvad der er dårlig smag,« siger han. Talenterne, som både er forskellige i alder, køn og kunnen, har netop det

formål at bidrage med god kvalitet til folket, fortæller Kerstin Øhlenschlæger. »Vi vil gerne rekruttere bredt. Vi sender jo til alle danskerne, og derfor har vi brug for at få mange forskellige mennesker ind i huset,« siger hun. Kerstin Øhlenschlæger mener, at DR’s medier skal kunne mere end journalistikken. »Derfor skal vi også have fat i folk, som er anderledes.« liips09@student.sdu.dk nadya09@student.sdu.dk

FAKTA Talentholdet er en intern uddannelse i DR. Fire optages ad gangen. Sidste år var der omkring 1000 ansøgere. Uddannelsen varer to år og har betegnelsen ”Medieværksted”. Man skal minimum være 18 år for at søge ind på Talentholdet. Man kan søge uanset uddannelsesbaggrund. Talentholdet er ikke en meritgivende uddannelse, så man får ikke SU. DR giver honorarer for afleverede opgaver, der svarer til SU. Talentholdet er en fuldtidsuddannelse. Kilde: www.dr.dk/ung/talent


BRANCHE

LIXEN | november 2010 | 11

Europa på tryk Kongeriget har fået et nyt, ambitiøst magasin, der skal skrive mere og bedre om vores fælles europæiske baghave. Magasinet anvender en såkaldt open source-filosofi, der betyder en ny journalistisk kravlegård for skriveglade studerende.

Mathias Sommer

RØDGRØD ELLER TAPAS? Det er bogstavkonstellationen, der som det første træffer blikket på første side i det nystartede danske magasin, Magasinet Europa. Nystartet, som i ordets egentlige forstand, er bladet nu ikke. Seneste blad udkom i september 2008, men på det tidspunkt var pengekassen tom, og bladet måtte lukke. Men fondsmidler fra Århus Stiftstidendes Fond har sik-ret bladet ét år til at konstituere sig som et velkendt og respekteret abonnementsblad. Det har folkene bag Magasinet Europa taget alvorligt og kunne i oktober måned udsende første, 54-siders tunge, trykte udgave af magasinet. Journalistisk Tapas Men tilbage til dilemmaet: Rødgrød eller Tapas? Danskere spiser gerne tapas, de fleste foretrækker ligefrem det mere eksotiske cuisine, så hvorfor er der ikke mere tapas i journalistisk form? Spørgsmålet blev stillet af nogle studerende ved Århus Universitet, der mente, at Danmark fortjener bedre europajournalistik: »Det startede med en lyst til at gøre noget bedre. Vi var nogle studiekammerater, der funderede over EU og europajournalistikkens sørgelige tilstand herhjemme. Det var motivationen for at starte op med at lave bladet.«

Den filantropiske erklæring kommer fra Rasmus Reimer Ejsing. Han er statskundskaber med overbygning i Europæiske studier og indtager nu den ansvarsfulde position som chefredaktør på Magasinet Europa. Ikke som tommelfingertriller, men fordi han har store planer: »Ambitionerne er store. Vi vil gerne være et seriøst produkt, der står på kioskhylderne.« Vejen dertil vil redaktionen, asfalteret med baggrund og perspektiv, gerne levere igennem reportager, beretninger og analyser, der skal give læseren en mere facetteret forståelse af Europa. Europæere uden selvtillid Forbillederne for det ærgerrige projekt er ingen ringere end Time Magazine og Der Spiegel. Magasinet Europa håber på at blive en dansk pendant, der kan levere journalistik på samme niveau: »Time og Spiegel er verdensklassejournalistik. Vores er god journalistik, så verdensklassejournalistik er ambitionen, vi arbejder hen imod,« siger han og uddyber: »Journalistisk set handler det om, at der er et væld af spraglede og farverige historier, som ikke bliver fortalt. For eksempel om Centralog Østeuropa, som man har nogle meget stereotype forestillinger om

- og måske særligt blandt danskere - er ved at indfinde sig et »om ikke selvhad, så mangel på selvtillid.« Derfor er det i hans øjne vigtigt at fortælle om EU og Europas mange sider, både vidunderlige og forfærdelige: »Demokratiets vugge, diplomati, gældskrise, menneskerettigheder, holocaust, klimaforkæmper og klimafiasko – for blot at nævne nogle.« Ejsing slår fast, at europæere har en unik diplomatisk forståelse af in-

Rasmus Reimer Ejsing, Chefred. Magasinet Europa

ternational politik. Nok kan vi lære nogle tricks af kineserne, men ved at kende til vores egen historie er vi også bedre rustet til at stå imod for eksempel Kina, »som i nogle tilfælde næsten bruser frem som ny-kolonialistiske.« Og det kræver større selvforståelse, så man »ikke bare kører med på et eller andet hype om, at vores løsning er ved at blive kørt bagud.« Man kan måske synes, at det hele lyder som et ideologisk projekt, der skal give europæerne stoltheden til-

Rasmus Reimer Ejsing, Chefred. Magasinet Europa

herhjemme, hvor man i den grad kan få rykket nogle indre kasser ved at komme tættere på. Vi vil bringe europæernes liv tættere på danskerne.« Tidspunktet for det spæde magasin er for Ejsing det helt rigtige, da han mener, der blandt europæere

CV-rytternes hest Magasinet Europa anvender en såkaldt open source strategi, så man som CV-rytter, studerende med skrivekløe eller bare ualmindeligt interesseret europæer, kan få artikler bragt på nettet: »Vi har en ret fin model, hvor vi rigtig gerne vil have studerende til at skrive og opfordrer også til at skrive

Det er ikke sådan, at vi ønsker at overbevise folk om, at de skal være gode europæere. Vi skriver aktuel baggrund.

Det er ikke ligeså krævende som Weekendavisen og Ræson, som godt kan ligge der henne på sofabordet og give én dårlig samvittighed.

har et internationalt udsyn med fokus på Europa.«

bage. Det er dog langtfra tanken: »Det er ikke sådan, at vi ønsker at overbevise folk om, at de skal være gode europæere. Vi skriver aktuel baggrund. Det er netop en del af konceptet: at man formulerer europæiske løsninger og værdier, det kommer jo helt af sig selv, når man

til hjemmesiden. Det er en god mulighed for os for at mærke, hvordan folk skriver og samtidig for de studerende til at få udgivet noget sammen med os.« Og gør man det godt nok, kan man blive taget i betragtning til de lønnede spalter i magasinet: »Det har vi da flere eksempler på allerede – at vi kommer til at bruge nogle af de skribenter – og studerende også, som også har skrevet artikler til hjemmesiden, i bladet.« Det var således en større projektopgave fra Journalisthøjskolen, der blev valgt som hovedhistorie til seneste blad. Her havde to journalistspirer været i Island for at udforske historien op til og omkring den bristede økonomiske boble i 2008. Her berettede de om et Island, der har det lige så svært økonomisk, som vi andre har det med at udtale navnet på den vulkan, der tidligere i år var skyld i et dødt europæisk luftrum, men med udgangspunkt i historiens egentlige hovedpersoner – den menige islænder. Lettere end Ræson Rasmus Reimer Ejsing er overbevist om, at bladets profil appellerer

til et stort segment. Ifølge en målgruppebeskrivelse, der blev udarbejdet som led i ansøgningen om fondsmidlerne, beskrev bladet selv den typiske læser som en 30 til 50årig mand med en længerevarende uddannelse og interesse i international politik. Og straks hyler, skriger og blinker alarmer, sirener og advarselslamper, for har vi ikke allerede sådan et blad i form Ræson, der i 2007 blev opgraderet til et trykt magasin og ligeledes udsendes hvert halve år? Ejsing afviser prompte: »Ræson er et flot, men også meget nørdet magasin, som nærmest er et fagmagasin med layout og det hele. Det er forholdsvis uredigeret, de får en masse kendte mennesker til at skrive analyser, mens vores er et mere formidlende journalistisk produkt.« Magasinet Europa er altså et lettere og sprogligt smagfuldt magasin ifølge Ejsing. Det har væsentligt større fokus på kultur- og reportagestoffet, men bringer også politiske analyser: »Det er ikke lige så krævende som Weekendavisen og Ræson, som godt kan ligge derhenne på sofabordet og give én lidt dårlig samvittighed.« I magasinet kunne man sidste gang læse om nationalistiske og separatistiske partiers fremmarch i Europa. Byen med de åbne sår, Berlin, fik spalteplads, ligesom den veltrivende bikultur i Paris blev beskrevet - for blot at nævne få af de indblik, man kunne hente i september-nummeret. msomm09@student.sdu.dk


12 | november 2010

PORTRÆT

| LIXEN

Hårdt arbejde og i Tvivlen har aldrig nået at gnave sig rigtig fast i Nynne Bjerre Christensen. Hun når resultater ved at arbejde hårdt. Og det gør hun så, med en nærende tro på at lave ordentlig journalistik.

Rikke Gredsted Seidenfaden Nana Frederikke Fischer

SKARPLADT. Iført en puma-hættetrøje og et par løse jeans åbner Nynne Bjerre sin hoveddør. I haven står hendes hund Smilla, gøende og vild. Tøjet er ganske anderledes, end når hun er på skærmen, hvor hun stiller spørgsmål og afkræver svar fra politikere og eksperter i Deadline på DR2. »Men du forholder dig ikke rigtig til, at så mange fra DR har forladt direktionen?« spørger Nynne Bjerre frygtløst sin egen bestyrelsesformand. Når hun er hjemme, sætter hun pris på at hugge brænde i haven for at koble af. Og i Deadlines studie er hun også hårdtslående. Både når hun fastholder kilder og gentager sine spørgsmål. Hun kalder hunden ind i huset og byder samti-

dig velkommen. Der er lidt problemer med husets sjældne portugisiske vandhaner, forklarer hun, mens hun forsvinder ind i køkkenet med en logrende Smilla i hælene. Derfor er hendes ven Ivan på vej, han er nemlig den eneste, der kan finde ud af at lave dem. Snart bimler dørklokken igen, og ind træder Ivan. Køkkenet summer af snak, en kogende tekeddel og Ivans nørkleri med hanen. Fem minutter går og fem til. Ved siden af sofaen står en stor kurv med aviser: Information, Berlingske Tidende og BT. Sidst der var en journalist i huset, var det en fra Alt for Damerne. Der gik snakken om alt fra tøj til børn, men ikke noget om journalistik. Heller ikke selvom Nynne Bjerre synes, at det må være mere interessant at læse om. For journalistikken er en stor del af hendes liv, og passionen for overskrifter, vinkling og deadlines er ikke kommet snigende. »Jeg er sådan en rigtig kedelig én, der har vidst det altid,« svarer Nynne Bjerre på spørgsmålet om, hvornår hun vidste, at hun skulle være journalist. Imens løfter hun tehætten op fra kanden og sætter den op på sit eget hoved som for at vise, hvor kedelige den slags mennesker er. »For mig var der egentlig ikke så meget tvivl. Og det har der aldrig rigtig været. Tvivl er ikke rigtig en del af min karakter,« forklarer hun.

Mødet med Vorherre Tvivl var der heller ikke meget af, da Nynne Bjerre i 1989 tretten år gammel tog alene af sted til TV-byen. Hun ville i erhvervspraktik på TV-Avisen. Derfor tog hun cyklen til Taastrup, toget ind over København og til Søborg og bussen videre det sidste stykke til den gamle TV-By for at spørge, om det kunne lade sig gøre: »Så gik jeg ind og spurgte efter Steen Bostrup. For det var jo ham, jeg kendte fra fjernsynet.« Hun havde ingen aftale, men Steen Bostrup var tilfældigvis på arbejde og blev kaldt ned af vagten. »Og så kom han ned til mig. Vorherre selv, som

de ihærdige af slagsen. Selvom Nynne fik afslag, står oplevelsen stadig klart for hende. »For mig var det en langt ude ting at gøre. Jeg var jo skide nervøs.« Skide nervøs måske, men ikke i tvivl. Og den tilgang har ifølge Nynne Bjerre gjort livet meget nemmere. Hun motiverer sig med mere jordnære redskaber; klarhed og hårdt arbejde.

Ikke en skid idé om indhold Dengang Nynne Bjerre som 13-årig stod i TVByens entre med sin taske under armen og journalistdrømmen svævende oppe under loftet, vidste hun, at det var det, hun ville. Men vejen til DR gik ikke gennem forestillinger om at sætte mediernes dagsorDet er sgu sådan, at de sjove opgaver den med den ene bombe og rejser ikke bliver givet til dem, som går af afsløringer efter den klokken seksten hver dag. Det bliver givet til anden. Tværtimod. »Jeg havde ikke en skid dem, der arbejder for tingene. idé om substansen i at han jo var, for der var jo monopol. Så sagde jeg, være journalist. Jeg tænkte, at nyhederne jo at jeg bare så gerne ville i erhvervspraktik på måtte komme et eller andet sted fra,« husker TV-avisen,« forklarer Nynne Bjerre og griner af hun tilbage. sin egen beslutsomhed. Alligevel var hun overbevist om, at journaliSteen Bostrup lovede at undersøge sagen og stikken ville føre hende sammen med menringe tilbage. Men regler var regler, TV-Avisen nesker med et temperament, der passede til tog ikke erhvervspraktikanter ind, heller ikke hendes eget. Det indtryk havde hendes to on-

Foto: Rikke Gredsted Seidenfaden


PORTRÆT

LIXEN | november 2010 | 13

ikke så meget pis kler plantet i hende. De var journalister og havde altid en spændende historie at fortælle. »Jeg havde de her onkler, som var så seje. De vidste alting, de var sjove, havde fingeren på pulsen, du ved, de var sådan nogle mennesker, som… Det var tydeligvis bare sjovt, det, de lavede,« fortæller hun. Hendes hænder bevæger sig med store bevægelser i luften, tydeligvis optaget af at gengive de to onkler med den misundelsesværdige hverdag. En hverdag, hun senere selv blev en del af på Journalisthøjskolen. I gymnasiet og folkeskolen var hun hverken ensom eller isoleret. Hun gik til fester og tog del i det sociale. I hverdagen havde hun nok i sit eget. Men det, hun ikke havde tilfælles med klassekammeraterne i de tidlige skoleår, fik hun til gengæld med de mennesker, hun mødte på Journalisthøjskolen. Her fandt Nynne Bjerre både ud af, at hun rent faktisk selv skulle lave nyhederne, og at onklerne ikke var de eneste sjove journalister. Hænderne, der endnu ikke har hvilet, løfter hun nu op i luften i begejstring. »Nå, det er her, alle de sjove er! Det var første gang, at jeg var et sted, hvor jeg fik venner i stor Foto: Rikke Gredsted Seidenfaden stil,« næsten råber hun ud i lokalet, »fedt nok, mand.« Journalisthøjskolen var befolket med »Vi børn måtte selv tjene vores penge. Og det ikke kun tankerne om at blive eksponeret, mærkelige typer, der kunne de særeste ting, arbejde for det selv, ligesom vores forældre der fyldte i hendes hoved. I hendes verden var ikke mindst fordi de var gået andre veje end gjorde. Og det er en vigtig pointe at tage med Deadline ikke et program, man bliver vært på den slagne akademiske. Og det var ifølge Nynne sig – tingene kommer ikke af sig selv.« midt i sin karriere: Bjerre en vigtig kvalitet: En pointe, som Nynne Bjerre også har haft med »Jeg havde egentlig tænkt, at det var et slut»Det er et stort tab, at nogle folk ikke komsig på de forskellige steder, hun har arbejdet. job. Jeg tænkte, at når man er på Deadline, så mer ind på skolen, fordi de ikke følger det der Uanset om det var på Journalisthøjskolen, Ber- skal man virkelig vide noget,« fortæller hun og strømlinede uddannelsessystem,« siger hun og lingske Tidende eller på hendes nuværende job forklarer, at jobbet kræver en vis tyngde og fagunderstreger, at de mærkelige typer var frempå Deadline: lighed. ragende journalister med en anderledes tilgang »Det er sgu sådan, at de sjove opgaver og rejsOg jobbet er da også forbundet med en snert til stoffet. erne ikke bliver givet til dem, som går klokken af usikkerhed, for hvad hvis nu et interview Selve skolen var ifølge Nynne Bjerre dårlig til seksten hver dag. De bliver givet til dem, der ar- ikke forløber som planlagt? For Nynne Bjerre at udfordre de studerende. Det var almindeligt, bejder for tingene,« slår hun fast. er forberedelsen den vigtigste del af jobbet. Og at hun fik fri klokken tre om eftermiddagen, selden er med til at få et interview og en udsendvom hun hellere ville knokle. Det hårde arbejde Deadline else til at glide. skulle hun »Der sker ikke Kun en enkelt gang er det gået helt galt. Det dog ikke en skid, når var, da Bent Falbert var i Deadline for at disTvivl er ikke rigtig en del af min karakter. man bliver kutere Ekstra Bladets prostitutionsannoncer. v e n t e længe på. vært. Andet En historie, der var blevet aktualiseret af BT, Det kom end mediet hvor Nynne Bjerres mand Simon Andersen er i praktikbliver et an- redaktionschef. tiden på det.« For Nynne »Han startede simpelthen interviewet med Berlingske Tidende. Bjerre, der siden 2005 har været ansat på at sige, at han da bare lige ville gøre det klart, »Jeg var jo på bladet hele tiden. I en periode Deadline, har værtsrollen ikke været et skridt at grunden til at vi skulle tage historien op var, var jeg der hver dag i seks eller syv uger, også i ind i en kendisverden med glamour og galla- fordi Nynnes mand havde lavet den.« weekenden. Jeg er meget stor tilhænger af mespremierer. Snarere tværtimod. For på Deadline En påstand, der for Nynne Bjerre var langt ude terlæren,« siger hun. lever værterne, ifølge Nynne Bjerre, et stille liv at forholde sig til inden udsendelsen. Det betød, Hun fandt hurtigt ud af, at hvis hun tog de sure uden at være i sladderbladenes søgelys. at hun stod totalt uforberedt foran rullende jobs, når hun ikke selv havde nogen ideer til reDa Nynne Bjerre blev vært på Deadline, var kameraer. Optagelserne har hun aldrig selv set daktionsmøderne, faldt der også eftertragtede tjanser af til hende. »Da jeg var i praktik på Berlingske, var der én Tidligere kollega Kurt Strand om Nynne Bjerre elev, der fik lov til at dække Bill Clintons besøg i Danmark. Og det blev pudsigt nok mig, for jeg »Nynne er en både ambitiøs og dygtig journalist med et drive og en indignation, der får hendes historier ud over rampen, når hun er på. tog også alt det andet lort. Så stod der ni andre Hun vil noget med sine historier og går dermed stik mod en kedelig tv-tendens til bare at ville slukørede elever,« fortæller hun. være på for at være kendt: Nynne er en af den slags tv-værter, hvor kendthed ikke er noget mål, men snarere et nødvendigt onde. Fremdrift og hårdt arbejde Hun tror ikke, at hun er noget særligt og højt hævet over sine kolleger, bare fordi det er hende, Nynne Bjerre mener ikke, at den hårdtsom fylder ruden ud. Og så skal det også nævnes, at hun ved ufattelig meget; faktisk så meget, at arbejdende natur kommer fra fremmede. jeg som kollega med hende - og tyve år ældre - ikke sjældent blev en anelse små-forpustet...« Hun er vokset op i en familie, hvor faren var tomatavler, stod tidligt op om morgenen og var vant til at få tingene gjort grundigt.

igennem, fordi hun er overbevist om, at det ser ’helt åndssvagt ud’. DR’s lokaler er rykket nogle kilometer hen over København, siden hun som 13-årig troppede op og bad om sin ønske-praktikplads. Selv er Nynne rykket op i Deadlines studie, men cirklen er ikke afsluttet af den grund. For selvom hun mener, at Deadline har tyngden til at være et slut-job, regner hun ikke med at slutte sine dage som journalist i DR2’s studie. »Det fede ved Deadline er, at man laver det vigtigste. Det er væsentlighedskriteriet, der tæller. Jeg tror ikke selv, at jeg bliver nyhedsjournalist igen, men det kan da godt være, at jeg bliver det inden for et felt. Jeg kunne godt tænke mig at lave udland igen for eksempel.« Noget tyder på, at hun får held med at komme videre i det næste job. For heldet har hun haft i ryggen indtil nu, men det kommer ikke af sig selv: »Det er pudsigt nok, at det altid er de samme, der er heldige. Nogle af de muligheder jeg fik på Berlingske, fik jeg også, fordi jeg havde knoklet. Så det gælder om at få sig selv sat i en position, hvor man bliver ramt af heldet. Der ligger nok et lidt mere grundigt forarbejde til bunds.« risei09@student.sdu.dk naros09@student.sdu.dk

Nynne Født i 1975. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1999. Blev i 2003 master i Europæiske studier fra Kings College i London. Har arbejdet på magasinet Press, Berlingske Tidende og været freelancer i Europa, Mellemøsten og Sydøstasien. Blev i 2005 vært på Deadline 22.30 på DR2. Har to børn og er gift med Simon Andersen, der er chefredaktør på BT.


“ “ “Ja, for satan 14 | november 2010

BRANCHE

| LIXEN

Man kan virkelig få ørene i maskinen Niels Helveg Petersen

Ja, du har selv prøvet det Peter Lautrup Larsen

Niels Helveg Petersen

De står over for hinanden. Ofte sidder de også ned. Eller ringer til hinanden. Journalisten og politikeren. De to professioner er grundstenen i den magtkamp, der udspiller sig fra Danmarks politiske magtcentrum, Christiansborg. Et had-kærlighedsforhold og en gensidig afhængighed gør dem til medspillere og modspillere, venner og fjender. På Christiansborgs velbevandrede gange opsporer vi to af de gamle drenge.

Jakob Balthazar Munk Casper Fauerholdt

SPIL. I den sene aftensol i et kontor på Christiansborg sidder en politiker og en journalist over for hinanden. Fra det rummelige kontors ovenlysvindue falder det gyldne lys ned på politikerens ansigt, mens han taler. »Ja, man kan virkelig få ørene i maskinen.« Journalisten, ham, de kalder Peter Lautrup-Larsen, fæstner øjnene ved politikeren, der bliver kaldt Niels Helveg Petersen, og konstaterer med en snært af et smil på læben. »Ja, du har selv prøvet det engang.« Der kommer et hurtigt svar tilbage fra politikeren. »Ja, for satan.« Journalisten og politikeren fortsætter. »Hvor du fik en skideballe af Nyrup, var det ikke sådan det var?« »Nej, det fik jeg faktisk ikke.« »Nej, nej, men det sagde han udenfor.« »Ja, han sagde, at jeg skulle have den udenfor. Der var lidt højspænding.«

De nikker, når den anden snakker, griner og diskuterer frem og tilbage, journalisten og politikeren, fanget i en samtale om politiske bøger, og om hvordan de kan slå ned, selv flere år efter et citat er skrevet. Når de sidder over for hinanden, er de såmænd ikke så forskellige. Lidt aldersforskel er der. Udseendet skiller dem også ad, men de er begge velformulerede og velovervejede. De sidder også begge roligt i stolen. Det eneste, der adskiller deres fremtoning, er politikerens trang til at tegne en krusedulle engang imellem på det gule papir foran ham. Når det kommer til deres viden om Christiansborg, er de også begge godt med. Begge kender de alle de mennesker og ansigter, der igennem tidens løb har vandret Christiansborgs gange tynde. Og de har begge hørt udtalelser om alt fra minimalstater til burkaer, og lidt om det der velfærd. De har endda været kolleger tilbage i 80’erne, hvor Peter Lautrup-Larsen sad som pressechef for De Radikale. Et ambivalent forhold Alligevel er deres professioner fyldt af modsætninger og afhængighed, af had og kærlighed, intriger og konflikter. Historien om journalisten og politikeren er en historie om to professioner og et spil, der aldrig stopper. Et spil, der har foregået igennem lang tid. Ligeså lang tid som den 71årige politiker Niels Helveg Petersen har haft sin gang på Christiansborg. »Det politiske livs grundstof er uforanderligt. Og det har sine egne love og regler, som man ikke kan sætte sig udover,« forklarer den radikale politiker, der i årenes løb både har prøvet at sidde i opposition og være tung minister, og som også har gennemført interviews med journalister igen og igen og igen. Og så lige et til.

»Når man lærer hinanden så godt at kende, så opdager man til syvende og sidst, at der er et reelt modsætningsforhold. Vi vil gerne have journalisterne til at skrive om det, som vi lige har fundet på, vi gerne vil have i avisen. Og journalisterne vil jo helst skrive om det, vi nødigst vil snakke om. Og man skal bare hele tiden være klar over, at der er en interessemodsætning.« Lautrup-Larsen sidder overfor og lytter. Overfor står han også som journalist. Her lytter han ikke kun, men stiller også de spørgsmål, som politikeren ikke vil svare på. De spørgsmål, der kan blive politikernes sidste på Christiansborg. Og det forhold komplicerer spillet og de personlige relationer, der ellers kunne opstå mellem journalisten og politikeren. »Der er masser af mennesker, som jeg spiser frokost med, og som jeg kan snakke fortroligt med. Men det er ikke nogen, som jeg inviterer hjem til mig privat. Danmark er et lille land, så det kan ikke undgås, at man mødes rundt omkring til alle mulige sammenhænge, men jeg tror, de fleste professionelle kan overholde det. Men hvad er bekendtskaber? Der eksisterer sådan en kollegial følelse af, at man beskæftiger sig med det samme. Man er sjældent dødsfjender,« siger Peter Lautrup-Larsen.

Når kameraer og hoveder ruller Niels Helveg Petersen er heller ikke meget for det stærke ord dødsfjender. Men han vil gå med til, at man kan blive stærkt uvenner, når kameraerne ruller, og diktafonerne bliver stukket helt op i ansigtet, og der bliver råbt på kriser, fyringer, næser og dét der gør langt mere ondt. LautrupLarsen kigger på Helveg Petersen. »Ja du kan da fortælle om Simon Emil Ammitzbøl. Det var da ikke… «

Han når ikke at tale ud, før politikeren tager over. »Nej, det var ikke behageligt. Det var for et par år siden, hvornår var det nu det var?« En blikudveksling ender med, at Lautrup-Larsen svarer. »Det var efter sidste valg. Han kaldte jo Margrethe for en forræder.« Niels Helveg Petersen nikker og fortsætter. »Ja, han mente jo, at hun havde været en forræder under valgkampen. Det skrev han sgu oven i købet en kronik om. Det var ikke noget, han tilfældigvis sagde. Det var noget, han skrev ned på papir. Så blev hun fornærmet. Og så gik han sin vej. Så var han pludselig løsgænger. Den slags ting er ikke behageligt.« Svaret får ikke lov at stå i mange sekunder før Lautrup-Larsen supplerer. »Nej, og der var en vigtig debat, om Margrethe Vestager burde have været mere elegant og holdt på ham alligevel. Det blev virkelig endevendt, om hun var leder eller ej. Og så er der altid nogen, der siger noget, de ikke skulle have sagt, som bliver anonymt gengivet. Jeg ved ikke, hvordan I havde det dér, men der er stemningen ikke god, når man ved, at der sidder to omkring bordet, der siger, at hun er en nar. « Niels Helveg Petersen lytter tålmodigt og nikker med jævne mellemrum, mens Lautrup-Larsens talestrøm fortsætter. »I modsætning til så mange andre arbejdspladser kan selv den sociale sladder om folks måde at lede møder på eller være som politikere ende i medierne og blive delt med den store brede offentlighed.« Tilsammen har de to koryfæer været vidne til en god mængde politiske skandaler. Lige fra pinsepakker til påskeferier, og med en alder, der

tilsammen runder godt 30 valgperioder, så har de to mænd godt belæg for at snakke om tidligere tider. Og dengang Snapstinget havde sin storhedstid, var der en helt anden stemning på Christiansborg, når en skandale udfoldede sig. Det husker Helveg-Petersen. Og mere til endda. »Den side kan jeg godt savne. Når der virkelig var sådan en krisestemning på Borgen, hvor Snapsetinget var en myretue. Det var et marked uden lige for politiske oplysninger. Det har man ikke nu. Nu må man søge sine informationer enkeltvis.«

Ministerafstand Tidligere på året. Klokken er seks en fredag morgen, og de danske journalister klæder sig på til endnu en dag, som skal handle om mail gatesagen. Et emne, som på det her tidspunkt kører på højtryk. Men det har indtil videre været uden en af hovedpersonerne som deltager, for Udenrigsminister Lene Espersen har ikke været til at komme i kontakt med. Derfor stiller Peter Lautrup-Larsen sammen med en kameramand sig klar på hendes adresse i et forsøg på at få en kommentar. »Og det var en ting, som jeg ville have anset for utænkeligt for et stykke tid siden. Det var et slags modsvar på den begrænsning, journalister oplever og har oplevet i dækningen af ministre. Og det er udvikling, der er sket inden for de seneste tre-fire år,« forklarer Peter Lautrup-Larsen. Et – ifølge ham og hans bordherre Niels Helveg Petersen - godt eksempel på den udvikling, ministerierne og ministrene har taget. Væk fra journalisterne. Sådan var det ikke for blot et halvt årti siden. Her nærmest vadede reporterne ind i ministerierne, når rygterne begyndte at gå på Christiansborgs gange. LautrupLarsen husker en episode tilbage,


FOKUS dengang Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard for første gang var med til de endelige forhandlinger om finansloven. »En dag, hvor jeg var ovre i Finansministeriet for at tjekke, om der skete noget, var de faktisk i gang med at forhandle finanslov. Så så jeg Pia Kjærsgaards to PET-folk igennem glasdøren, og så måtte hun jo være der, tænkte jeg. Så ringede jeg efter en fotograf og blev bare stående. Sådan noget er blevet sværere nu.« Ved siden af har Niels Helveg Petersen siddet og nikket. »Men man må jo stadig sige, at lighederne mellem gamle dage og nu er jo altså stadig større end forskellene. Selve det politiske livs grundstof er uforanderlig. Forskellene er selvfølgelig tempoet og spindoktoren, og hvad jeg ikke havde tænkt over, før Peter sagde det, den større afstand til ministrene. Det er rigtigt,« siger han.

Hvem løber stærkest? Billeder af en sprintende politiker og en journalist, der alt afhængig af alder og kondition følger med, mens mikrofonen fanger sætninger som »Ingen kommentar«, »Der er ikke noget at komme efter« eller »Jeg har ikke tid nu. Bagefter«, er ikke usædvanligt i nyhedsudsend-elserne. En jagtdisciplin, som TV 2 gerne viser billeder af, forklarer Peter LautrupLarsen. »Jeg husker, da du forfulgte Birthe Rønn Hornbech med et kamera,« kommer Niels Helveg Petersen pludselig i tanke om og griner så højt, at selv de, der får rundvisning ude på

LIXEN | november 2010 | 15

gangen, hører det. »Ja, det har vi gjort flere gange,« erkender Lautrup-Larsen. »Nej, hun ville ikke sige noget, men du blev ved.« »Ja, det skete over to omgange, inden Lasse Sjørslev måtte tage over. Det var der, hvor hun stillede op til interview uden at sige noget. Så stillede hun sig op, der blev lavet hvidbalance, fotografen forklarede, hvor hun skulle stå, interviewet gik i gang, og så stod hun bare og holdt kæft,« erindrer Peter Lautrup-Larsen. Gangene på »Borgen«, som Niels Helveg Petersen på en besynderlig autentisk måde konsekvent kalder sin arbejdsplads, virker i dag fredelige og som enhver anden gang på en større virksomhed. Men det er kun, indtil statsministeren vælger at gå fra Statsministeriet ind på gangene blandt partisoldater, regeringspartnere og oppositionskæmpere. »Hvis Løkke kommer til gruppemøde, og det rygtes, fordi hans PET-folk står uden for lokalet, så står begge tv-kanaler og 20 journalister der. Og det er ikke altid, vi er klar over, hvad vi vil ham. Men de andre vil ham måske noget, og så er det meget rart at høre, hvad han har at sige,« fortæller Lautrup-Larsen. Helveg Petersen nikker genkendende til beskrivelsen af pressens opførsel. Men det spil, der nu spilles mellem statsminister og journalister, har ikke altid været, som LautrupLarsen forklarer. Mænd som Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen kunne i langt højere grad bevæge sig rundt på gangene og gå ned og få frokost i Snapstinget uden at blive

Foto: Jakob Balthazar Munk

passet op af hele Christiansborgs presseloge, bliver de enige om. Men tilbage i begyndelsen af 1990’erne var afstanden mellem toppolitikerne og journalisterne så småt gået i gang. Peter Lautrup-Larsen husker bedst en situation, som karakteriserer det skel, der dengang blev skabt mellem magthaverne og den fjerde statsmagt. En forårsdag i 1992 samles alle landets socialdemokrater og stemmer om, hvem der skal være partiets formand. Men faktisk var opgøret mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken begyndt flere

måneder før, men ingen journalister havde lugtet den i det her tilfælde så populære lunte. »Og det var ikke sket i gamle dage, fordi der havde der siddet nogle af de der socialdemokrater og drukket lidt for mange bajere og gjort sig interessante. Det tror jeg virkelig. Dengang i 92 og nu sker det meget mere officielt på gangen eller i telefonen, hvor det ikke er sådan nogen tilfældigheder, hvor man sidder og drikker en øl sammen,« fortæller Peter Lautrup-Larsen. »Men det er også, fordi i dag er

journalisterne slet ikke interesseret i at snakke med hinanden, fordi de vil lave solohistorier, ikke, Peter?« Lautrup-Larsen nikker, og Helveg konkluderer. »Mindre substans. Det er ikke det, man slår sig op på, som journalist, vel? «

jamun09@student.sdu.dk cafau09@student.sdu.dk

FOKUS: Faste traditioner og klassiske skikke får i denne måned prygl. Lixen gør på de kommende sider op med kutymer, vaner og gamle dage, når fokus sættes på OPGØR

Fuck det pæne sprog Sgu, for fanden og fuck er ved at blive hverdagskost i avisernes spalter, for danske aviser udfordrer tidligere tiders polerede sprog. »Vi gør op med det danske sprog,« siger Ekstra Bladet, der har førertrøjen på når det gælder antallet af bandeord i artiklerne.

Paul Sauer Helene Jepsen

HOLD KÆFT. Engang var bandeord noget, der var forbeholdt havnearbejderne nede på kajen og bestemt ikke en del af medierne. Sådan er det ikke længere. I takt med at bandeordene er blevet allemandseje, er de også rykket ind i avisernes spalter.

En undersøgelse fra Dansk Sprognævn viser, at de danske aviser i gennemsnit bander dobbelt så meget som i 1994. Ifølge Jan Jensen, chefredaktør på Ekstra Bladet, er stigningen af bandeord et opgør med det danske sprog. »Tidligere talte alle på samme polerede måde i medierne. I dag kan man godt læse, om det er en politiker, en gadefejer, en popkunstner eller en sportsstjerne, der udtaler sig. Heldigvis da.« En af grundende til det stigende antal bandeord i aviserne er, at de generelt tillader mere talesprog i spalterne. Det mener sprogforsker Henrik Galberg Jacobsen. Han peger på, at bandeordene primært bliver brugt i avisernes citater. »I og med at der kommer noget ind, der skal ligne talesprog og gengive noget folk har sagt, så er det klart, at

#!?#?!!§!$#

nogle af kendetegnene ved talesproget også kommer med. Det er blandt andet bandeord,« fortæller Henrik Galberg Jacobsen.

EB skildrer bare virkeligheden De mest beskidte spalter finder man i Ekstra Bladet. De bander i 21,2 procent af artiklerne. Det er dog ikke noget, de gør bevidst. »Vi har ingen ambitioner om, at der skal være bandeord i vores artikler, men ofte skyldes det, at vi skildrer virkeligheden og herunder også sproget, som det tales mand og mand imellem,« siger Jan Jensen. Henrik Galberg Jacobsen mener, at avisernes fokus på at skildre virkeligheden er medårsag til, at antallet af bandeord i artiklerne stiger. »Der tillades mere og mere naturalistisk tale i de skrevne medier, og det har været det talte sprog, der i højere

grad fik lov til at påvirke skriftsproget end omvendt.« Men selvom bandeordene bliver flere, går det ikke udover det danske sprog, mener Henrik Galberg Jacobsen. Han understreger, at sproget nok skal klare sig. Han er mere bekymret for medierne: »Det er sikkert praktisk at have en form for redaktionel politik om brugen af bandeord.« Han understreger dog, at aviserne skal vurdere bandeordspolitikken ud fra et kommercielt synspunkt. Redaktionerne skal med andre ord overveje, om avisens læsere vil have

bandeord eller dydigt sprog. Selvom Jan Jensen mener, at Ekstra Bladet har et ansvar for det danske sprog på lige fod med alle andre, der bruger det danske sprog, afviser han at indføre en bandeordspolitik på avisen. »Vi har ingen bandeordspolitik. Vi vil være kede af at sætte journalistikken i spændetrøje.«

pasau10@student.sdu.dk hjeps10@student.sdu.dk


16 | november 2010

FOKUS

| LIXEN

Foto: Daniel Axelsen

Netop nu, om en time og hele tiden Der var engang, man kun kunne se nyheder i fjernsynet klokken 18.30, 21 og 22. Og hvor et liveinterview ikke måtte tage mere end halvandet minut. Den tid er forbi. TV 2 News tog det klassiske nyhedsbillede og malede det over med en 24 timers nyhedsflade. Og det er der efterhånden kommet et nyt og helt anderledes billede ud af.

Casper Fauerholdt

FLADE UD. Stolen ruller nogle centimeter tilbage. Hovedet ryger bagover, øjnene lukkes. Armene bliver lagt over kors og får sig et hvil. TV 2 News-værten Peter Grønborg har lige et par minutters reklamepause, inden han igen skal på og blandt andet præsentere seerne for en demonstration i Paris. Ude fra produceren og ind i værtens øresnegl bliver der talt ned fra 30 sekunder. Ni, otte, syv. Peter Grønborg trækker stolen ind. Seks, fem, fire. Han kigger ned i sine papirer. Tre, to, en. »Netop nu stor demonstration i

Paris,« fortæller han kameraet, mens billeder af flere hundredetusinde franskmænd spadserer hen over skærmen. Og det er ordene »netop nu«, og det, der ligger i udtrykket, TV 2 har brandet sig selv på i de snart fire år, kanalen har eksisteret. Urolighederne på Nørrebro, Barack Obama bliver USA’s nye præsident, et klimatopmøde i København og senest bombemanden fra Hotel Jørgensen er alle begivenheder, som i det øjeblik, de fandt sted eller udviklede sig, blev transmitteret direkte i æteren. Går i »breaking« Når værten siger »netop nu« eller »vi har lige fået et telegram ind« og det gule breaking-skilt i venstre hjørne ryger på skærmen med rullende tekst ved siden af, er TV 2 News på hjemmebane. Så rykker journalisterne ud, måske letter helikopteren, og hvis begivenheden er stor nok, har kanalen et ekstra hjørne med redigeringsklare computere, der kun venter på at blive tændt og levere rullende nyheder. »Jo mere det sker lige nu og her, desto mere attention skal vi have på det. Vi håber og tror, vi har vænnet danskerne til, at når der sker noget

stort, så er det News, de skal tune ind på,« siger Morten Nymand, souschef på TV 2 News. Siden kanalen gik i luften, har man fra redaktionel side »finjusteret strategien,« som Morten Nymand udtrykker det. Og det har ifølge lektor og studieleder på journalistuddannelsen på Roskilde Universitet Mark Ørsten betydet meget for den succes og den funktion, TV 2 News har i dag.

plastikglas forlader Peter Grønborg demonstrationen i Paris og tager seeren med til terrorangreb i Tjetjenien. En typisk historie, som i løbet af dagen når at udvikle sig fra at være et enkelt nyhedstelegram til, at flere eksperter gæster studiet eller er med live igennem. »En nyhed som den bliver simpelthen forarbejdet, mens folk sidder og ser på det. Her siger vi, ’hov for søren, vi har lige fået et telegram,

Jo mere, det sker lige nu og her, desto mere attention skal vi have på det.

Morten Nymand, souschef på TV 2 News

»Man kan tale om et stilbrud, da kanalen begyndte. Som dengang Danmarks Radio fik konkurrence. Indtil da så tv ud på en bestemt måde. Det var nu ikke, fordi News startede med at være blændende, men vi fik nyheder 24 timer i døgnet. Og det var et stort stilskifte i dansk tv-journalistik, hvor man før havde faste udsendelser og slet ikke havde breaking news, som vi har på samme måde nu,« siger han. Inde i studiet bag det matterede

der fortæller sådan og sådan’. Så folk ser faktisk nyhederne blive til, og det er anderledes fra de store nyhedsudsendelser,« forklarer værten Peter Grønborg, da han har overladt studiet til kollegaen Susanne Hegelund. Det lange og tiltrængte interview Peter Grønborg må ud og forberede en længere debat til klokken 16.30, hvor SF’eren Karl Bornhøft og den konservative Vivi Kier skal diskutere

overbetalinger af høreapparater. Det er også derfor, han nu sidder i redaktionens hjørne, foroverbøjet og nærstuderer en artikel fra JyllandsPosten, der har beskrevet emnet. Og det er netop de længere debatter og baggrundsanalyser, TV 2 News ud over breaking-fænomenet også satser stort på. For det er der tid til. »Vi kan gøre det over en aftenflade, hvis vi synes, emnet er stort nok til det. Eller længere tid. Og det er vores harmonika-fordel. Vi kan trække det ud og ind. Alt afhængigt af, hvad vi synes proportionerne er til. Så dermed synes vi jo selv, at vi har så at sige overhalet det der koncept indenom. Fordi vi har den mulighed,« siger Morten Nymand. Og det koncept overraskede i begyndelsen nogle af politikerne, husker han. Nu kunne man ikke længere stille sig op i fjernsynet med et par one liners, svare udenom en enkelt gang og så gå fri, fordi værten var nødsaget til at gå videre med et nyt indslag. Nej, her var kommet et medie, der kunne fastholde en politiker en hel aften, hvis der ikke blev svaret på spørgsmålene. »TV 2 News har udviklet baggrunds-tv, og de har gjort det med det ædleste af alle midler, nemlig


FOKUS

LIXEN | november 2010 | 17

talking heads. Det er det store formatskift, der har været. For det fik du ikke lov til i gamle dage. Der var det et minut og ud. Og sådan er det stadigvæk i hovedudsendelserne, og der er det, News har lavet en niche med baggrunds-tv, analytisk tv og talking heads, som, jeg mener, er vældig vellykket. Jo mere de kommer ud af helikopteren og ned på jorden, jo bedre er de blevet,« vurderer Mark Ørsten.

Taletid til politikere Der er faktisk gået et par timer nu uden gæster i stolen ved siden af værten. Og det er egentlig lidt usædvanligt for en nyhedskanal, der, selvom man også her er efterårsferieramt, snildt kan have op til 30 gæster i studiet om dagen. Også en eftermiddag som i dag, hvor det måske udefra godt kan se ud til, at der ikke sker noget overhovedet. Men »der sker jo altid noget,« som souschef Morten Nymand forsikrer.

Så handler det bare om at prioritere de væsentligste emner og få nogle relevante personer ud på Teglholmen til TV 2 eller med direkte fra et andet sted i landet. Og det er slet ikke noget problem, lyder det. »Vi er begunstiget af, at det er tydeligt, at magthaverne og erhvervsfolk ser News. Det kører på Christiansborg. Det kører hos de store virksomheder. Det betyder, at det er ret nemt at få folk i studiet. Når man ringer og siger, man er fra News, så vil folk gerne komme,« siger Mads Karby, der er projektkoordinator på TV2 News. Morten Nymand supplerer: »Vi synes selv, vi er enormt stærke til hovedpersoner. Det har betydet, at både almindelige seere, men også andre mediebrugere benytter News som pejlemærke, fordi vi er stærke til at få hovedpersoner ind. Folk, som har mandat til at flytte en historie hurtigt.« Den megen tid til at fordybe sig i

temaer og gå ned i substansen har gjort det attraktivt for politikere og erhvervsfolk at debattere på kanalen. Faktisk så meget, at TV 2 News ifølge professor i Medievidenskab Frands Mortensen er i gang med at »opdrage politikerne til at tage den politiske debat alvorligt.« »TV 2 News forsøger at genopfinde en politisk diskussion, som var på vej langt væk. Man kan se det på en anden måde: Debatterne i Folketinget bliver tidsmæssigt kortere og kortere. Og derfor var grunden gødet til at lave sådan noget som News, fordi der simpelthen var og er et behov for at kunne diskutere de her politiske emner. For man diskuterer dem ikke i Folketinget,« siger Frands Mortensen, som også forsker i TV 2’s historie. Peter Grønborg er igen kommet ind i studiet og skal netop til at starte en politisk debat. For det er der tid til. Hvis der bare ikke sker »breaking cafau09@student.sdu.dk news«.

Et nyt hold på 3. semester sad bænket i radiolokalet, da Karsten Prinds introducerede dem for den nye idé. Hans erfaringer fra tidligere årgange var, at 3. semesterholdet skulle udfordres på håndværkskundskaberne. Derfor var læren om de klassiske fem nyhedskriterier slet ikke tilstrækkelig, og der skulle eksperimenteres. Den traditionelle konflikthistorie blev frasorteret i idégenereringen. Overraskende for Karsten Prinds var de studerende med på hans forsøg. »Der er jo ikke nogen, der siger, at det er en god idé at annullere konflikten. Men det er også det, laboratorier er til for. Det er jo for at teste. Hvorfor er det overhovedet en historie, at folk er uenige? Hvorfor er det et

lidt på de nyhedskriterier, vi allerede har i stedet for at lægge nogle nye ovenpå?«

Peter Grønborg er på skærmen på TV News. Foto: Daniel Axelsen

Konflikten er død I radioundervisningen på SDU er konflikten som nyhedskriterium afskaffet for et semester. Eksperimentet skal give lytterne et mere nuanceret udbud af nyheder, og de studerende skal lære at arbejde med kun fire nyhedskriterier.

En rusten konflikt Karsten Prinds mener ikke, at noget er i stykker. Han kritiserer, at de resterende fire nyhedskriterier ikke får tilstrækkelig opmærksomhed. Ifølge ham bliver konflikten ofte et afgørende element, når historierne skal prioriteres i landets redaktionslokaler. Karina Cecilie Møller »Jeg oplever rigtig mange historier, EKSPERIMENT. 33 studerende. Fire som bare bliver dræbt. De bliver ikke redaktioner. En underviser og et til noget, fordi journalisterne ikke drab. kan se nogen konflikt. Hvis historien Konflikten er død. I hvert fald skal fortælles, skal den have en stærk hvis man skal tro det A4-ark, der sensationel karakter for at komhænger på døren ind til pensere for, at der radiolokalet på Syddansk ingen konflikt er. Universitet. Underviser Hvorfor ikke pille Alle er vel enige om, at vi ikke laver Karsten Prinds står bag. den møtrik ud af aviser, som vi gjorde for 50 år siden. Så Han har dræbt konflikten maskinen og så se, – for en periode. Nu skal hvorfor har vi så de samme nyhedskriterier? hvordan maskinen de studerende fokusere kører?« spørger på at gribe nyhedsKarsten Prinds. Karsten Prinds, underviser SDU kriterierne anderledes Men radiolokalets an. Begrundelsen er, at konflikt er ikke konflikt overskygger de gravet så langt andre nyhedskriterier. ned endda. Nu vil Karsten Prinds forny snakken nyhedskriterium?« spørger Karsten Underviseren accepterer, at det om kriterierne. Prinds. kritiske nyhedskriterium kan »Alle er enige om, at vi ikke laver Han har arbejdet med fokusgrupblive fremdriften i de studerendes aviser, som vi gjorde for 50 år per og derigennem fået den erfaring, produktioner. For kritisk journalistik siden. Hvorfor har vi så de samsom også Ulrik Haagerup offentligskal have lov til at overleve. me nyhedskriterier? Jeg har altid gjorde for to år siden: Nutidens Konflikten skal bare ikke være observeret konfliktkriteriet som målgrupper vil have mindre negativ årsagen til, at historien blev lavet lidt sort-hvid-agtig i forhold til de journalistik. Men hvor DR Nyheder i første omgang. Spørgsmålet er, andre kriterier. Altså enten er der med Haagerup i spidsen indførte de om radiolytterne overhovedet kan en konflikt, eller også er der ikke. konstruktive nyheder som deres løsmærke, at konflikten er død. Og hvis der ikke er en konflikt, så ning, bevæger SDU-underviseren sig »Løsningsorienteret journalistik er der ikke en historie,« forklarer i en anden retning: rummer også en masse konflikt. Karsten Prinds, der siden 2004 har »Nogen har opfundet et sjette nyLytterne vil stadig opleve historier, sendt journaliststuderende fra SDU hedskriterium. På den måde lægger hvor folk er rygende uenige. Men udtil eksamen i radiomediet. man det glade lag ind over histovalget af historier, som lytterne får, Han startede eksperimentet en rierne. Men hvorfor ikke prøve at gå vil der muligvis være historier, som morgen i starten af september 2010. den anden vej? Hvorfor kigger vi ikke

er beholdt i sendefladen, selvom der ikke er nogen konflikt. Det er altså udbuddet af historier, som lytteren vil opleve anderledes,« konkluderer Karsten Prinds. Eksperimentet virker i praksis Foreløbig er det kun de studerende på radiosemestret fra SDU eksperimentet. Men resultatet af de seneste praktiske håndværksopgaver afslører, at fremgangsmåden er mulig. »Jeg kan konkret finde historier, hvor konflikten ikke var afgørende for researchen. En studerende har lavet historien om ældre, der får en ny ældrepleje og er glade for den. Det er en god historie. Hvis der er en konflikt, er det, fordi andre kom-

muner ikke kan tilbyde den form for ældrepleje. Men historien er valgt, fordi den er væsentlig,« siger Karsten Prinds. Han er pr. 1. november stoppet som underviser på SDU. Om eksperimentet, Konflikt er død, fortsætter, er op til hans efterfølger, Jesper Borup. Men ifølge Karsten Prinds er der ingen grund til at opgive ideen på dette semester. »Det er en prøve. Nu ser vi, hvad evalueringen bliver. Alt, hvad de studerende laver, ligger alligevel tilgængeligt, og så kan vi lige så godt beholde den struktur. Hvis vi synes, at det ender ud i et godt forsøg, så kan vi vise det frem til andre: Prøv at se, det var, hvad radioholdet fik ud af at arbejde med kun fire nyhedskriterier i et halvt år,« siger Karsten Prinds. kmoel09@student.sdu.dk

Konflikten er død - i hvert fald i radiolokalet på SDU Illustration: Karina Cecilie Møller


18 | november 2010

FOKUS

| LIXEN

Når kriterier bliver en spændetrøje Væsentlighed, konflikt, identifikation, aktualitet og sensation. Fem nyhedskriterier, som journalister prioriterer nyheder og historier ud fra. Men nu er det tid til det endelige opgør, mener direktør for DR Nyheder.

torier med et positivt budskab, hvor fokus er på løsningen i stedet for problemet.

Hvis de traditionelle nyhedskriterier bare bliver et rutinemæssigt filter, man lægger ned på verden, så går vi galt i byen.

Steffen Koldborg

RAMMER. De fem nyhedskriterier, man lærer i sine første lektioner på journalistuddannelsen, er i live. Men hvis journalister fokuserer for meget på, at historier skal passe til allerede fastlagte krav, ender det med at blive en spændetrøje. Det forklarer direktør for DR Nyheder Ulrik Haagerup, som opfordrer redaktioner til at bruge kriterierne med omtanke og gøre op med vanetænkningen. »Hvis de traditionelle nyhedskriterier bare bliver et rutinemæssigt filter, man lægger ned på verden, så går vi galt i byen, så svigter vi vores opgave,« siger han. For at undgå det satte Haagerup i 2009 konstruktive nyheder på dagsordenen. Begrebet dækker over his-

eget mix af de kriterier, der er vigtige i forhold til den profil, Information har,« siger han.

Ulrik Haagerup, direktør for DR Nyheder

Egen fortolkning Det mener chefredaktør Geir Terje Ruud på eb.dk dog ikke er nødvendigt. Nyhedskriterier fylder ikke meget i hverdagen på sitet, og derfor har han ikke overvejet eventuelle ulemper ved dem. »Jeg tænker ikke over nyhedskriterier, så jeg tror ikke, de er en spændetrøje. Vi forsøger at møde verden med et åbent blik hver dag, men aktualitet og væsentlighed er ikke let at se bort fra,« siger han. Heller ikke på dagbladet Information vurderer medredaktør Bent Winther, at de klassiske kriterier kan være en journalistisk faldgrubbe. »Nej, det kan jeg ikke se. Jeg synes, at det er et godt grundværktøj at have, og det er godt at undervise i det på journalistuddannelserne. På Information formulerer vi bare vores egen version af dem. Vi laver vores

Det væsentlige skal være relevant Ifølge Ulrik Haagerup har der været en tradition for, at en god historie skal være en dårlig historie. Det skal være en afsløring, det skal have et element af konflikt, vi skal have en skurk, og så skal det handle om et offer eller være dramatisk.

»Man fravælger de historier, som er væsentlige, og væsentlighedskriteriet handler i virkeligheden om det, der er væsentligt og vigtigt for offentligheden og for samfundet. Vores opgave er at gøre det væsentlige relevant, og når jeg siger vores, så er det både journalistikkens, men især vores i DR Nyheder,« fortæller han. På eb.dk er relevanskriteriet et af de centrale kriterier. Essensen er at levere nyheder i realtime, fordi nettets force er nuet, og muligheden for at levere breaking news er optimal. »Hvis vi skriver om politik, er det vigtig, at vi gør historien relevant for mange, eller at vinklen er så interessant, at mange vil have lyst til

og glæde af at læse den,« fortæller chefredaktør på eb.dk Geir Terje Ruud. Ifølge Ulrik Haagerup skal man reflektere over, hvorfor vi er her, hvordan vi skaber mening om dem, vi er til for, og der er alt for ofte en tendens til, at vi lever i vores egen osteklokke og laver noget, som vi håber, at andre i vores fag synes, er fedt. »Man skal vælge til og ikke mindst vælge fra, og det gør man på baggrund af nogle kriterier, og der er det, vi skal være dygtigere til at sige, hvad er det så, vi skal vælge til og fra?,« siger Ulrik Haagerup. stkol08@student.sdu.dk

Foto: Karina Cecilie Møller

Opgør med gratisnyheder har lange udsigter Danskerne er vant til nyheder på nettet og dét ganske gratis. Ifølge ekspert i webjournalistik bliver der næppe pillet ved det faktum. Hos Politiken.dk er man ikke bekymrede, for hjemmesiden er en voksende forretning.

Henrik Nordstrøm Mortensen

Foto: Karina Cecilie Møller

Stort set alle nyheder på nettet er i dag gratis. Sådan vil det med al sandsynlighed også være i fremtiden. For Kristian Strøbech, der er faglig leder af nye medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er fremtidsudsigterne for brugerbetalte nyheder på nettet dårlige. Opgøret med gratisnyhederne har meget lange udsigter. »I det informationsflow, der findes

på nettet i dag, er det lige så svært at bremse gratisnyhederne, som det er at få vand til at flyde opad,« fortæller Strøbech. Bedre og bedre forretning Hos Politiken.dk har man ingen hensigter om at gøre siden brugerbetalt, som eksempelvis den britiske hjemmeside The Times gjorde det i foråret.

»Vi ønsker ikke at lukke sitet helt. De læsere vil vi ikke sige farvel til. Vi satser på gratisnyheder med tilhørende annoncemodel. Samtidig er Politiken.dk en forretning, som vokser,« forklarer digital mediechef hos Politiken Michael Arreboe.

Ingen interesse Og det er ifølge Kristian Strøbech kun de færreste mediehuse, som har interesse i at lukke for gratisnyhederne. »Vi har et mediemarked i Danmark, hvor det kun er nogle få, som er interesseret i at lukke hullet for de gratis nyheder. Og så lang tid de omkostningsfrie muligheder findes, så benytter læserne sig af dem,« siger han. Hos Politiken er man helt enig. »Jeg er overbevist om, at selvom samtlige danske medier lagde en afgift på deres nyheder på nettet, så ville der i løbet af et splitsekund være en række nye medier til at tage over. For det kan rent faktisk godt lade sig gøre at tjene penge på hjemmesiderne,« fortæller Michael Arreboe. Nye tiltag i fremtiden Hos Politiken har man dog planer om at udbygge antallet af mulige betalingsprodukter. Noget tilsvarende sidens nuværende betalingspro-

grammer til iPhone. »Vi vil på et tidspunkt komme med flere betalingsprodukter, som læserne frit vil kunne benytte sig af, men helt præcis hvad det bliver, vil jeg ikke ud med. En INFOSHOP, som Berlingske Tidendes bliver det dog ikke,« forklarer Michael Arreboe. Kristian Strøbech tror ikke helt på ideen med de nye betalingsprogrammer: »Jeg kan godt forstå, at Politiken og andre aviser forsøger sig med de her applikationer til iPhone, men jeg er pessimistisk. Man kan jo sagtens bruge sin internetbrowser på de her smartsphones til at finde de samme nyheder gratis, endda på samme side,« siger han.

Henmo09@student.sdu.dk


FOKUS

LIXEN | november 2010 | 19

Nyheder og nøgne værter Naked News leverer nyheder med nøgne oplæsere. Sammenblandingen af nyheder og nøgenhed har efterhånden vundet popularitet rundt omkring på hele kloden. Nyhedsservicen leveres på fem sprog og prøver at etablere sig som en anerkendt global medietjeneste.

ende medlemstilbud, bidrager kun til indtrykket af et grisk forsøg på at lukrere på menneskets store svaghed, dets drifter. Altså en art porno. Efter en halv time i selskab med en masse kvinder i Eva-kostume og en masse nyheder, efterlades man med et andet syn på sagen. Det er langt fra porno: de ansatte smider tøjet og læser nyheder op. Lydbilledet ikke meget anderledes end en formiddag på CNN. Det er også ambitionen for producer David Warga og direktør for det bagvedliggende selskab, eGalaxy Multimedia; at måle sig med tunge drenge som CNN og BBC World. Naked News udvidede for to år siden. Nu findes programmet også i spansk-, italiensk- og koreansktalende udgaver. Naked News findes nu på fem sprog, og er tilgængelig for alle, som er online.

findes i programmet. Nyhederne er sat i højsædet, men hvorfor er det så kun mænd, der ser det? David Warga forsøgte i 2007 at modgå denne trend, ved også at oprette en mandlig version, hvor mænd erstattede de kvindelige. Det viste sig dog at blive en seertalsmæssig katastrofe, og programmet blev i stedet ændret til Naked News Daily Male – news with a gay perspective.

Nøgne nyheder i Danmark For at få afklaring på spørgsmålet NØGENHED. »Hello and welcome to om Naked News kunne betegnes som naked news - the programme with god journalistik eller fordummende nothing to hide.« porno, allierede Lixen sig med den April og Erica sidder med korslagdanske journalist og medieekspert, te ben på hver sin barstol og flirter Lasse Jensen, som er vært på P1ukristent med kameraet. Programfredagsprogrammet, Mennesker og met sender på ellevte år og indramMedier. Han så en tilfældig udsendmer meget godt, hvad programmet else og forholdt sig til programmets her handler om, hvad det har gjort journalistiske indhold, hvad han dog fra sit leje i Toronto havde lidt svært ved: siden starten i ´99 »Jeg troede, at Lixen Naked News er en skidesmart idé - og – dette er programhavde sat mig på en promet, der sender the nøgne kvinder en tidløs sællert. fessionel, journalistisk bare facts. analyseopgave, da den Lasse Jensen, vært på Mennesker og Medier på P1 De kvindelige første yngre, kvindelige værter er hver især nyhedsoplæser begyndte iført et jakkesæt, at smide tøjet. Da den der overlader en del til fantasien. Og Konceptet er simpelt, det handler næste gjorde det samme, gik det op det giver da også sig selv, at jakkesætom ”at fange dig med nøgenhed og for mig, at jeg havde svært ved at tene, inden udsendelsens 25 minutfastholde dig med indhold.” koncentrere mig om det journalistter er løbet ud, vil være smidt til ære Det sagde David Warga, da programiske indhold. Måske vil kernesefor seeren og vedkommendes velbemet i efteråret 2008 fik bredere apere af Naked News efterhånden lære hag. pel. Det var under samme lancering, at abstrahere fra sammenligninger Men inden stiller Erica videre til han blotlagde målsætningen: af de kvindelige værters attributter, Victoria Sinclair, en køn brunette, »Den originale version af Naked intimbarbering og andre ikke jourtidligere forretningskvinde, nyhedsNews har altid fokuseret på en innalistiske elementer i showet, men oplæser og ekshibitionist. Hun beternational udsendelse. Det er vores en førstegangsseer af mit køn har i gyndte som ”Nudecaster” for Naked intention, at Naked News bliver en denne sammenhæng meget svært News i det foregående årtusinde, global medietjeneste ligesom CNN ved at adskille indhold og form,« hvilket også gør hende til nyhedsog BBC World.« siger han. tjenestens mest erfarne, men jobLasse Jensen genvandt dog forstanbet kunne næppe være bedre: Ifølge Naked news - kun for mænd? den og gav følgende analyse på, om hendes blog lever hun efter parolen: At sætte Naked News i bås med porNaked News er journalistik eller happiest when naked. no, ville ikke tjene nyhedsservicen til porno? Victoria giver the news of(f) the top ære. Og David Warga vil også gerne »Ikke rigtigt nogen af delene. Flere og starter med en nyhed om verdens placere programmet i et finere selindslag var faktisk sagligt og fagligt i længste bro i Kina. Efterhånden skab; de nyhedsprogrammer med orden. Prioriteringen var noget rod. som Victoria med stor begejstring et underholdende twist, hvor blandt Det var målgruppe-journalistik af og overbevisning får guidet seeren andre The Daily Show med Jon den gennemsnitlige slags. Det var gennem dagens nyheder, ryger først Stewart hører til. Til magasinet The ikke porno, fordi damer, der tager toppen, og mens hun fortæller om Eyeopener udtalte han: tøjet af ikke er pornografi i min bog. luftfartsselskabers øgede brug af af»Vi gør, hvad programmer som Det er kvinder, der tager tøjet af. gifter, ryger den veltrimmede krops The Daily Show har gjort før os. Det var sådan noget mænd i min sidste beklædningsdel; trusserne. De præsenterer oplysninger til alder syntes var enormt spændende, offentligheden, men pakker det ind i da vi var i puberteten i slutningen En Global Medietjeneste et underholdende format.« 1950’erne. I dag ret uskadeligt, selvEt besøg på nakednews.com, der er Men David Warga kan ikke løbe om der er et element af lummer fyldt med soft-core billeder og fristfra de immanente stimulanser, der mandschauvinisme over det. Naked Mathias Sommer

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi indlægget i næste nummer.

News er bare en skidesmart idé - og nøgne kvinder en tidløs sællert,« siger han.

Den Nøgne Journalist? Men kan en dansk filial opstå i Danmark? Vi bad Lasse Jensen forholde sig til det: »Man skal ikke forsværge noget. Men der er alligevel så meget production value over det show, at jeg ikke tror, at målgruppen af masturberende mænd er stor nok. Nu ved jeg godt, at den gamle vittighed fortæller, at halvdelen af befolkningen udøver denne aktivitet og den anden halvdel ikke vil indrømme det, men den finansierende målgruppe til dette program skal jo være villig til at betale for det. Det har jeg svært ved at forestille mig. Og dertil kommer, at Danmark nok på dette område er langt mere

.. at Pepsi-koncernen bør nedtone sine forventninger til sit kvartalsregnskab, efter Sune Welling er gået over til Coca Cola Zero. - Steffan Axelsen, 3. semester

frisindet og afslappet end store dele af den engelsktalende verden.« Naked News er af Washington Post blevet kaldt et ”internetfænomen,” hvad der da også er god grund til. Da programmet var på sin popularitetsmæssige tinde, havde hjemmesiden seks millioner unikke klik om måneden, men da var det da også gratis. Nu skal man betale for programmet på nettet eller have den rigtige tv-kanal. Programmet sendes seks dage om ugen og er blevet energisk kopieret af blandt andre Playboy TV og tjekkiske TV Nova. Majoriteten af nøgne nyhedsoplæsere er uden journalistisk uddannelse, den kan Kim Bildsøe-Lassen og Divia Das så tygge lidt på. Men at kalde ideen et journalistisk opgør virker lidt søgt. msomm09@student.sdu.dk

OPINION .. at Thomas Askjær var pisse sjov til Jern Henrik. Men nu havde Jens Thorborg jo også skrevet hans manus. - Jens Thorborg, 5. semester

.. at Prindsens ranglede korpus bliver svært savnet på Medietorvet. - Mads Therkildsen, 5. semester .. at ikke alle dygtige indianere bliver dygtige høvdinge. - Thomas Damgaard Sørensen, cand.public .. at det er fabelagtigt idiotisk at stikdåserne i auditorierne sidder vandret, så min oplader konstant skal holdes krampagtigt oppe .. at det er grotesk, at der ingen kvinder var til med knæet. Enten skal de placeres lodret ellers skal tyngdeloven åbent hus på Ekstra Bladet. ophæves. - Benjamin Gregersen, 5. semester - Mie Heiberg, 1. semester


Bagsiden

Den indre Anne Dorte Dagene bliver kortere, lektielisten længere. Temperaturen falder, eksamenspresset stiger. Det er kendte facts på Medietorvet. Men på Lixen har vi fundet tre andre og mere ukendte sammenhænge mellem årstidernes skiften og basal menneskelig opførsel.

Niels Christian Buhl Mikkel Asferg

VINTERVEJR. Som det fremgår af grafen ovenfor, så rammer vinterens indtog os hårdere, end vi måske lige regner med – på nogle punkter. Vores kaffeforbrug viser sig imidlertid at ligge på et konstant, højt niveau. Selvom solens varme UV-stråler forsvinder, er koffeinbehovet intakt, og de mørke bønner hverken ristes eller skoldes mindre af den grund. Til gengæld ser vi klare udsving i antallet af tryk på vækkeurets snooze-knap. Om sommeren er det let at komme op, men efterhånden

som dagene bliver kortere og vådere, stiger behovet for ekstra søvn proportionalt med vandstanden i regnmåleren. Midt på efteråret stagnerer snooze-behovet – lige indtil sneen falder! Så er det nemlig ud at lege, vaske de andre og bygge snemænd. Men glæden er kort, og hurtigt vejer dynen igen så tungt, at snooze-knappen uden problemer kan holdes nede i timevis. Den lyse sommerperiode trækker os udenfor. Vi søger mod strandene og havets dybe vand. ”Det tør indeni / Vinteren er forbi / Nu slipper jeg alting løs / fordi jeg vil ud under åben himmel”, som Anne Dorte Michelsen så smukt har beskrevet de første forårsfornemmelser. Til gengæld forholder det sig lige modsat i de mørke vintermåneder: Vi passer os selv, satser halvt og garderer alt. Derfor ser vi på grafen, at vores indre Anne Dorte er lineært aftagende og nærmest væk, når vi når til vinteren. Men bare rolig, hun vender altid tilbage. Undersøgelsen bygger på en grundig, videnskabelig rundspørge. Antal adspurgte personer: I hvert fald to.

nibuh10@student.sdu.dk mikka10@student.sdu.dk


Lixen november 2010