ÆRLIG TALT
“Jeg synes, det er vigtigt at lære mine børn nogle regler. Hvis de har en nysgerrighed over for andre, åbner verden sig for dem. Og hvis de opsøger kultur, får de adgang til så meget. Det er former for disciplin, de opøver, som i sidste ende giver dem den frihed, de gerne vil have. Det rene frihedsrum tror jeg ikke på. Et fravær af begrænsninger gør højst, at du ikke får rykket på noget som helst.” Hvad angår regelsættet for hende selv har hun senest opdateret det med en nådesløs Instagram-politik. “Jeg kunne være på det fra nu af og til dommedag, så jeg har indskrænket det til nogle få tidsrum. Det konkurrerer med at spise, med relationer, med alt. Du kunne have en samtale med en, du kunne læse avis, og du kunne øve dig på dine replikker, men nej. Du glor på Kylie Jenners eller Kim Kardashians røv. Selvdisciplin er ikke nyt, det findes i filosofiske retninger fra buddhismen til oldgræsk, men når adspredelsen er så tilgængelig, bliver det desto vigtigere.” For hende er fællesskabet en lige så afgørende modvægt til den nemme nydelse og underholdning. Der er et samfund at passe på, og det foregår hele tiden, i de kortvarige interaktioner og blandt dem, som er tættest på. “Kan du opføre dig ordentligt, så gør du det alle steder. For vi er sammen om det. Hvad enten vi skal lave en familie, har en forestilling, skal tage billeder til et magasin, eller du står i kø med tre dages indkøb og lader en bag dig komme foran, fordi personen kun skal have en cola. Man må sgu stå på livets scene. Det er der, vi øver os i at være mennesker. Det er jo nemt nok at sidde og være empatisk i en sofa i et stille villakvarter.”
Sidst var hun i Langå til Danmarks største indeklimakonference. På scenen, men med de sædvanlige elementer skrællet af. “Jeg kan ikke skjule mig bag scenografi eller skyde skylden på, at det var et lortemanuskript, eller at jeg ikke er pæn i gul. Det er bare mig, der skal levere. Jeg var så nervøs de første gange. Men der er en råhed i det, jeg godt kan lide. Fyr den af. Funker det ikke, så kan du glemme det.” Hvis hun skulle give et råd til en yngre skuespiller, ville det være, at man skal have mod. Både modet til at sætte sig selv på spil og modet til at sige fra. Hun nævner et nyligt eksempel, hvor hun blev introduceret af en interviewer som “intimiderende”. “Der måtte jeg gå ind foran et livepublikum og forklare: Jeg er ikke vild med at blive kaldt intimiderende. Jeg har på fornemmelsen, at det er en kompliment. Det er det ikke for mig.”
JEG KAN VÆRE ET ‘‘ NOGENLUNDE NORMALT
TRANGEN TIL AT FASTHOLDE
MENNESKE, MED MIT TEMPERAMENT OG DEN HEFTIGHED, JEG HAR I MIG, FORDI JEG KAN FÅ AFLØB FOR DET I DENNE HER PARALLELVERDEN.
MOD ER NØDVENDIGT Opråbet om, at vi skal tage os sammen, giver hun jævnligt i sit foredrag “Stram op, og nap en morfar”. En times anvendt hverdagsfilosofi, som hun distribuerer kongeriget rundt.
Det er fristende at teste Ellens stram op-filosofi på moren, som hun spiller i forestillingen på Folketeatret. Hvorfor strammer hun ikke op og forlader den mand, som har trukket sit alkoholmisbrug ind i familien og ødelagt deres liv? “Hun kunne gå ud ad døren. Men så tænker jeg: Hvad får hun ud af at blive? Hun er et offer, og det giver også et fokus på hende. Den opmærksomhed er hun måske afhængig af. Så længe hun bliver, behøver hun ikke stå på egne ben. Der er en tryghed i det, hun har. Og måske faldt hun for ham, da de var unge, og han var en vidunderlig charlatan, en tjener på en restaurant, hun stak af med, og nu sidder hun i saksen. Lige meget hvor forskellig hun er fra mig, gennemfører jeg en positiv indlevelse.” Hvis et af Ellen Hillingsøs børn beder hende om råd, er det en lignende proces, hun løber gennem med dem. “Vi kan snakke om, hvorfor en gruppe ovre i skolen har udråbt det til kikset at lave lektier. Igen spørger jeg: Hvad får de ud af det? De bliver fri for lektierne. Og hvis andre laver dem, så ser de jo pludselig nogle, der lever deres potentiale. Gisp. Så de forsøger at holde andre nede, fordi de ikke gider bevæge sig.” Den stemme, der gerne vil fastholde, kan også være hendes egen. “Man kan have en overbevisning om, at man ikke er god nok. Okay, hvem har du hørt sige det? Hvad giver det dig, Ellen, hvis du siger, at du ikke er god nok? Er der noget, du bliver fri for at stræbe efter? Eller kan du modbevise dem? Giver det energi?” Det er uhensigtsmæssigt at tale hårdt til sig selv, det medgiver hun. På den anden side kan der være en motor i det. Der var en indre indpisker til stede, da hun i 1990 søgte ind på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Hun følte sig ikke just som en indiskutabel kandidat. “Jeg kom fra en familie med tilknytning til militæret, og jeg oplevede en kolossal afstand mellem det og det miljø, jeg ville hen til. Jeg troede aldrig, jeg ville komme ind på den skuespillerskole. Da det faktisk skete, blev det så betydningsfuldt, fordi det brød med den overbevisning, jeg havde gentaget for mig selv.” Og på det punkt er hun alligevel ikke så anderledes end familiemedlemmerne i ‘Natten er dagens mor’. De største forhindringer har de opfundet helt alene. Det er ikke en tilbøjelighed, der er lige til at slå op med. Heller ikke for en disciplineret type som hende. “Sådan er vi som mennesker. Men hvis vi er vågne, og vi gider arbejde med os selv, så bliver vi også klar over, hvilke dramaer vi fastholder os selv i.”
”
L IME
23