ÆRLIG TALT
“JEG BRUGTE EN DEL ÅR PÅ AT FINDE UD AF, HVAD DER VAR MIG, OG HVAD DER VAR RESULTATET AF, AT JEG HAVDE MISTET MIN FAR.”
“Da jeg var yngre, ville jeg bare gerne ligne de andre, gå i det samme tøj og hedde Camilla eller Mette, og når vi var i udlandet, var jeg så træt af, at ingen kunne udtale det rigtigt, så der hed jeg bare Cecilie,” fortæller hun og griner lidt: “Men i dag har jeg det godt med Gyrith.” I Hongkong var hun en halv meter højere end sine klassekammerater, men her var det alligevel mere legitimt at skille sig ud. Der var mange expats, og Gyrith fandt hurtigt sammen med de andre internationale unge og fandt et fællesskab i at være dem, der ikke passede ind. Så gjorde det ikke så meget, at der var mange, der kiggede, når hun kom cyklende på sin lyselilla BMX-cykel. Det var en anderledes og spændende måde at vokse op på, og ud over et flydende engelsk har Gyrith også fået andre gode ting med sig fra sine udlandseventyr. “Jeg lærte, at du selv skal sørge for at få tingene til at ske. Det har gjort mig selvstændig, og det har givet mig mod til at turde gøre ting på min egen måde,” fortæller hun. Men da Gyrith var 16 år, skete der noget, der ændrede hendes liv for altid.
10 begravelser inden hun fyldte 20
Hendes far blev pludselig ramt af kræft og døde kort tid efter. Og med ét blev der lukket af for den store verden,
20
LIME . DK
der ellers havde stået åben for Gyrith hele hendes liv. På det tidspunkt stod hendes far over for en ny udstationering på Borneo eller Filippinerne. Blev det Filippinerne, skulle Gyrith være flyttet over til ham og tage 10. klasse der, men nu var han pludselig væk. “Det var helt umenneskeligt hårdt. Jeg var i en alder, hvor jeg var ved at finde mig selv. Der er i forvejen så mange tanker og følelser i en 16-årig piges hjerte om drenge, drømme og identitet, og jeg brugte en del år på at finde ud af, hvad der var mig, og hvad der var resultatet af, at jeg havde mistet min far,” fortæller hun. Samtidig blev døden noget, hun var nødt til at forholde sig til. Hun mistede alle sine bedsteforældre og nogle venner i årene op til og lige efter farens død, så inden hun fyldte 20 år, havde hun været til 10 begravelser. Det gik op for hende, at ingen er udødelige, og hun blev på nogle punkter hurtigt voksen. Pludselig var der kun hende selv og hendes mor derhjemme, som begge var i stor sorg, så de hjalp hinanden, så godt de kunne. “På et eller andet tidspunkt måtte jeg sige til mig selv, at jeg ikke kunne ændre på, at han var død. I stedet for at lade det fylde alt måtte jeg børste støvet af og sige: ‘Sådan er det bare. Nu må jeg videre’,” fortæller Gyrith og tænker lidt, inden hun fortsætter: “Den mentalitet har hjulpet mig rigtig meget i livet senere. For den kan du også bruge på kærestesorger, efter du har ligget og grædt i en uge. Det er faktisk blevet en sætning, jeg ofte siger: ‘Det er virkelig ærgerligt, men sådan er det bare.’ Det er ikke, fordi jeg ikke er følsom